Højesteretsdom: Mogens Abraham Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

 Den 1ste Februar.

Tirsdagen den 1ste Februar.
Nr. 276. Advocat Henrichsen

contra

Mogens Abraham Sommer (Defensor Nellemann), der tiltales for ved Udgivelsen af Maanedsskriftet "Indøvelse i Christendommen“ 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

Nørvang Tørrild Herreders Extrarets Dom af 16de Juli 1875: "Tiltalte Mogens Abraham Sommer bør hensættes i simpelt Fængsel i 4 Maaneder, og bør det af ham udgivne Skrift "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1, October 1874, være confiskeret; derhos bør Tiltalte at udrede de af denne Sag flydende Omkostninger, derunder Salair til hans Anklager, Procurator Wadum 16 Kr. og til hans Forsvar, Cancelliraad Borch 12 Kr. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Viborg Landsoverrets Dom af 11te October 1875: "Underretsdommen bør ved Magt at stande, dog saaledes at Straffetiden bestemmes til 2 Maaneder. I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Morville og Isaacsen, betaler Tiltalte 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.“

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande.

I Salarium til Advocaterne Henrichsen og Nellemann for Høiesteret betaler Tiltalte 30 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under denne Sag tiltales Mogens Abraham Sommer for ved Udgivelsen af Maanedskriftet "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

I det ommeldte Skrift, som Tiltalte har erkjendt at have forfattet og offentliggjort, har; Tiltalte navnlig i en Artikel med Overskrift "Fader vor“ anstillet forskjellige Betragtninger over Misbrug, der efter hans Mening skulle gaae i Svang ved Kirketjenesten, og hvorved han efter Artiklens hele Indhold maa antages ogsaa at have havt Folkekirkens Gudstjeneste for Øie, ligesom han i en anden Artikel med Overskrift "Stat og Kirke“ har fremsat sine Anskuelser med Hensyn til Spørgsmaalet om Kirkens og Statens Adskillelse, og da han ved den Maaade, hvorpaa han deels i den førstnævnte Artikel har omtalt Folkekirkens Lære om Nadverens Sacrament samt enkelte anordnede kirkelige Skikke, deels i den sidstnævnte Artikel blandt Andet har udtalt sig om dem, der forblive i, som det hedder, "Folke- eller Statskirken“ saavelsom om den saaledes betegnede Kirke og Kirketjeneste i Almindelighed — i hvilke sidste Henseender han navnlig har yttret, at den omtalte Kirke "er Djævelens Bolig og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle; thi af hendes Horeries giftige Viin (falsk Lære og Afgudsdyrkelse) have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende (derfor beder Geistligheden ogsaa de lange Bønner for Kongehusene)“ o. s. v., og at dersom "Konger og Myndighed ville plyndre Menneskene, fordi de ikke ville bidrage til at opretholde en Kirketjeneste, som de føle Afsky for, saa vide vi hvad de ere“ o. s. v. — maa ansees at have drevet Spot med og forhaanet Folkekirkens Troeslærdomme og Gudsdyrkelse, maa det billiges, at Tiltalte, der tidligere flere Gange har været straffet, deels efter Lov 3die Januar 1851 § 8 og deels efter Straffelovens § 156, senest ifølge Høiesteretsdom af 27de October 1868 efter den sidstnævnte Lovbestemmelse med simpelt Fængsel i 3 Maaneder, nu ved Underretsdommen paany er anseet efter samme Lovbestemmelse, men Straffen, der ved bemeldte Dom er bestemt til simpelt Fængsel i 4 Maaneder, findes efter Sagens Omstændigheder at kunne indskrænkes til samme Slags Fængsel i 2 Maaneder, og med denne Nedsættelse i Straffetiden vil saaledes den indankede Dom, ved hvis Bestemmelser om det paagjældende Skrifts Confiskation og Actionens Omkostninger det maa have sit Forblivende, være at stadfæste.“

(Højesteretstidende 11. og 18. februar 1876)

Se sagen om tumulter i Kolding i anledning af et møde Sommer holdt der i 1857 og en nekrolog andetsteds pǻ denne blog.

§ 156 i Straffeloven af 1866 er identisk med den senere straffelovs § 140 om blasfemi som blev ophævet i 2017.

Stank i Utterslev. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Renovationscompagni og Gjødningsfabriken paa Uttersløvmark. Under en ved Kiøbenhavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Sag tiltaltes Kiøbenhavns Renovationscompagni for Overtrædelse af § 64, 2det Stykke i den i henhold til Justitsministeriets Skrivelse af 15de April f. A. for Nordre Birk udfærdigede Politivedtægt, og var det ved den i Sagen anstillede Undersøgelse godtgjort, at det tiltalte Selskab paa et til Gjødningsfabriken paa Uttersløv Mark, der eies af Renovationscompagniet, hørende meget betydeligt Areal under aaben Himmel havde udbredt et Lag Latringjødning i en Tykkelse af 3 a 4 Tom. for at tørre Gjødningen, for derefter at fyldes i Sække og forsendes. Men ved denne Tørringsmaade udbredtes der en stærk Stank, som var til stor Ulempe ikke blot for dem, der færdedes paa Veiene der i Nærheden, men ogsaa for de Omboende, navnlig det tæt befolkede Qvarteer paa Uttersløv Mark, hvorfra en stor Deel af Beboerne havde indsendt en Besværing. Da nu den paa Kjøbenhavns Renovationscompagnies Vegne mødende Forretningsfører havde indrømmet, hvad der ogsaa stemmede med det iøvrigt Oplyste, at den til Tørring udbredte Gjødning ikke var bleven holdt tildækket med Halm, vilde efter Rettens Skjøn det oftnævnte Compagni ikke kunne undgaae Ansvar. Kunde en Fremgangsmaade, som den af Renovationscompagniet brugte, tillades, da vilde Forskriften i Politivedtægtens førnævnte Paragraph blive ganske illusorisk, idet det saa vilde staae Enhver frit for at frie sig for Ansvar ved at sprede Gjødningen til Opbevaring for et større Omraade. Men det har ikke været Vedtægtens Mening. Det tiltalte Renovationscompagni vilde saaledes ikke kunne undgaae at ansees for Overtrædelse af § 64 i Politivedtægten efter Lov om Politiet udenfor Kiøbenhavn af 4be Februar 1871 § 6 med en Birkets Politikasse tilfaldende Mulct, der bestemtes til 30 Kr., hvorhos Compagniet paalagdes at udrede Sagens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. september 1875).

Matros overfalder Kaptajn. (Efterskrift til Politivennen)

En Matros, John Andersen, blev i Tirsdags dømt af Højesteret i en fra den vestindiske Overret indanket Sag, for Overfald paa sin Kaptejn, Føreren af Barkskibet "Princess Alexandra", William Davis. Søndagen den 24de Januar d.A. var den Tiltalte, der gjorde Tjeneste som Matros i det nævnte, paa St. Kroix hjemmehørende Skib, som den Gang laa i Kristianssteds Havn, i Land, og da han ved Aftenstid var bleven noget beskjænket, blev han fulgt ned til Skibsbroen af et Par Politibetjente. Ved Broen laa Skibets Baad, og det var med stort Besvær, at Kaptejn Davis, der var kommen til Stede, fik ham ned i Baaden, idet Andersen stred imod af alle Kræfter. Strax efter, at Baaden var stødt fra Broen, sprang Andersen ind paa Kaptejnen, greb ham i Kraven og satte, idet han kastede ham bagover, sit Knæ paa hans Bryst; men Kaptejnen befriedes dog fra ham ved en i Baaden tilstedeværende Politibetjents Hjælp. Efterat de vare komne om Bord, gik Andersen ned i Folkelukafet, hvor Matros Peter Felthouse var til Stede, og tændte Lampen. Han bad Felthouse om at laane ham sin spidse Kniv, idet han ytrede, at han vilde bruge den til at stikke den Horesøn Skipperen med. Felthouse vilde ikke laane ham Kniven, hvorhos Andersen forlod Lukafet, idet han mumlede noget om, at han vilde have fat i et Skrabejern, et Redskab, der bruges til at rense Dækket med. I Baadsmandens Lukas fandt han efter nogen Søgen en saadan Skraber liggende i en Værktøjskiste og vendte tilbage til Folkelukafet, hvor han huggede Skraberen i et Kistelaag, saa det splintredes, idet han ytrede, at saaledes vilde han hugge den Horesøn i Hovedet. Felthouse opfordrede ham gjentagne Gange til at gaa tilkøjs, hvilket han omsider ogsaa gjorde efterat have klædt sig halvt af; men strax efter stod han op og gik ud af Lukafet under Foregivende af, at han vilde hente Vand til Thepotten. Kaptejnen havde i Mellemtiden været nede i sin Kahyt og havde forsynet sig med en Revolver, da han havde isinde at gaa i Land for at hente en anden tilbagebleven Matros, idet han nemlig tænkte sig Muligheden af, at det kunde blive nødvendigt at bruge Revolveren overfor denne Matros. Da Kaptajnen gik ned i Baaden, der endnu laa paa Siden af Skibet, og hvori Politibetjenten og anden Styrmand allerede befandt sig, sad Andersen paa Skibsrælingen og raabte efter ham Ord som: "Det er godt, Du ogsaa gaar i Land, din Horesøn, ellers skulde jeg gjøre op med Dig," eller noget Lignende. Kaptejnen sprang ved disse Ord tilbage paa Dækket, og traadte hen mod Andersen, idet han spurgte, hvem han kaldte Horesøn, hvorpaa, Andersen, uden at give ham noget Svar, gav ham et Slag i Hovedet med den nævnte Dæksskraber, der er et særdeles farligt Redskab, saa at Davis tumlede om imod Rælingen, medens Blodet løb ham ned ad Hovedet. Kaptejn Davis affyrede, idet han tumlede om, et Skud af Revolveren i Luften for at skræmme Andersen, som øjeblikkelig blev greben, ført i Land og afgivet til Politiet. Saaret var temmelig overfladisk, sandsynligvis fordi Kaptejnens Hue havde afbødet Slaget, og det lægedes hurtig. Kaptejnen har af alle sine Skibsfolk, ogsaa af Tiltalte selv, faaet den Ros, at han stedse har behandlet dem roligt og humant, medens den Tiltalte skildres som en ondskabssuld og opsætsig Person. Hans Forklaring om, at han var saa beruset, at han ikke havde vidst, hvad han foretog sig, kunde efter de aflagte Vidnesbyrd ikke komme i Betragtning, og han, som er født i Sverig 1820 og ikke funden forhen straffet, blev ved den vestindiske Overretsdom dømt til 2 Aars Forbedringshusarbejde samt til efter udstaaet Straffetid at bringes ud af Riget. Denne Dom stadfæstedes af Højesteret, dog at Straffetiden bestemtes til 2½ Aar. 

(Morgenposten (København) 7. september 1875).

En skandaløs Historie. (Efterskrift til Politivennen)

En skandaløs Historie er i Følge Korrespondanse til "Aftenp." for nogle Dage siden foregaaet i Hjerm ved Holstebro. Hos en Gaardmand i nævnte Sogn tjente næmlig to Piger, hvoraf den yngste, der lige var konfirmeret, havde paadraget sig det mandlige Tyendes særlige Unaade. Men da man ikke ved almindelige Midler var i Stand til at faa den atraaede Hævn over hende fuldbyrdet, overtalte Karlene den ældre Pige til at lokke hende op til en Mergelgrav, under Foregivende af at vilde bade. Den lille Pige gik ogsaa ganske rigtig i Fælden og afførte sig, uden at ane Uraad, sine Klæder, skønt hendes Ledsagerinde under forskellige Paaskud vægrede sig ved at afføre sig sine. Da den lille Pige var kommen ud i Vandet, greb hendes Ledsagerinde Tøjet og ilede afsted dermed, idet Karlene, der i Skjul havde iagttaget det Hele, pludselig kom frem og overfaldt Pigen, hvem de oversmurte med Dynd og Snavs over hele Legemet, hvorefter de dukkede hende under Vandet saa længe, til hun var lige ved at tabe Bevistheden, hvorpaa de under vilde Glædeshyl forlod Skuepladsen for deres alt Andet end hæderlige Bedrifter. Pigen kom snart herefter op af Mergelgraven, men hun maatte nu finde sig i at begive sig i en aldeles nøgen Tilstand til sit Hjem, indtil hendes Madmoder tilsidst bekvemmede sig til at lade hendes Tøj bringe ud til hende, lidt før hun ankom til Gaarden. Karlenes Glæde over den efter deres Mening særdeles vellykkede Hævn varede imidlertid kun meget kort, ti Pigen gjorde snart Anstalter til at faa dem tiltalt og afstraffede. Overfor denne Eventualitet, der laa aldeles udenfor deres Beregning, blev de nu paa engang ligesaa modløse og forknytte, som de før var glade; men skønt de tilbød Pigen store Summer for at lade Sagen falde, fastholdt hun dog sin Beslutning, og Sagen verserer derfor i disse Dage for Retten, hvis Dom rimeligvis vil blive af en temmelig ubehagelig Natur, især da Sagen paa flere Punkter er af meget graverende beskaffenhed.

(Social-Demokraten 3. september 1875).

Et Besøg i Fredericias Arrester. (Efterskrift til Politivennen)

Som det blev bemærket i Gaarsavisen tog Pio i Søndagsaftes pludselig en anden Bestemmelse, og i Stedet for at afrejse med Dampskibet til Kallundborg, kørte han med Nattoget til Frederits. Grunden til denne forandrede Rejserute er temmelig interessant og vil blive indlysende af det Følgende.

Klokken tolv Middag indfandt han sig paa Raadhuset i Frederits ledsaget af to derboende Meningsfæller for at faa Borgmester og Byfoged Jørgensen i Tale, og da dette omsider var opnaaet, anmodede han Bygfogden om Tilladelse til at tale med Malersvend Kristensen, som nu i over et halvt Aar har siddet arresteret i Frederits som mistænkt for forskellige Forbrydelser. Med denne Sag forholder det sig saaledes:

I afvigte Vinter søgte en Skuespillertrup at trække Hus ved Hjælp af en ynkelig Smæde-Digtning, kaldet "Kongen paa Baagø," hvori bl. A. Folketingsmand Berg karrikeredes. I Frederits vakte denne "dannede" Forlystelse imidlertid en meget stærk Uvilje hos Enkelte, og den ovennævnte Maler Kristensen deltog ivrig i Udpibningen. Han blev paa Grund heraf indstævnet af Byfogden, og efter at de begge to var kommet op at skændes paa det Kraftigste, endte det med, at Byfogden idømte ham en Bøde paa 20 Kroner. Forbitret herover skrev Kristensen flere Artikler mod Byfogden i et derværende Venstreblad og appellerede samtidig Dommen. Faa Dage efter blev han arresteret som beskyldt for Assurancesvig, der skulde være begaaet for fire Aar siden, da hans Hus og Indbo brændte, hvilket sidste var  assurreret for mellem 4 og 500 Daler. Han har nu siddet arresteret siden, hans Kone har ligeledes af og til været arresteret og derpaa løsladt igen, men samtidig med at det syntes, at Politiet ikke formaaede at fremkomme med nogetsomhelst gyldigt Bevis for den paagældende Forbrydelse, begyndte der i Byen at gaa uhyggelige Rygter om den Behandling, som den Vedkommende blev underkastet i Arresten; man paastod navnlig med Bestemthed, at han sultede, og følgende Historie giver dette en forfærdelig Bekræftigelse.

Hans Kone, som undertiden var arresteret i Nærheden af ham, blev hemmelig opfordret til at skaffe ham lidt Brød, hvormed han kunde stille sin Sult. Hun indviklede da nogle Stykker i lidt Papir og gemte dem, naar hun gik ned, i Latrinen, hvor de derefter blev liggende til næste Dag, for han kunde tage dem!

Det var denne Beretning, i Forbindelse med mange flere Enkeltheder af lignende Art, der bestemte Pio til at gæste Hr. Byfoged og Borgmester Jørgensen.

Anmodningen om at maatte tale med Arrestanten, der hidtil har været hermetisk aflukket fra Omverdenen, lod aldeles ikke til at falde i Hr. Byfogdens Smag, og han spurgte temmelig hastig om Navnet. Da Svaret lød: "Redaktør Pio fra København", lod det til, at dette endnu mindre behagede ham, -- efter Minerne at dømme, - men han blev imidlertid meget høflig og erklærede, at der "naturligvis" ikke kunde være det Mindste til Hinder derfor. Han vilde endog være meget glad, hvis Pio kunde have den Indflydelse paa Arrestanten, at han herefter sagde Sandhed, da han efter Byfogdens Mening var en "forstokket Løgner, der ikke vilde gaa til Bekendelse".

Efter disse Repliker gik Byfogden og Pio ind til Arrestforvareren, medens de to Ledsagere blev udenfor. Da Arrestforvareren imidlertid ikke var hjemme i Øjeblikket, tog Begge Plads saalænge, og Byfoged Jørgensen søgte nu ved en længere Udvikling at fremstille sin Adfærd fra den lyseste Side. Arrestanten var, sagde han, en forstokket Forbryder, der alt tidligere - d. e. for en 15 a 16 Aar siden, - havde været straffet; han var mistænkt for at have selv stukket Ild paa sit Hus, endvidere fandtes han i Besiddelse af en hel Del Tapeter, som han erklærede at have købt af en Handelsrejsende, men denne Handelsrejsende havde det ikke været muligt at finde; om en Knibtang, som han ligeledes besad, havde tre Mand, - og deriblandt en Svend fra København, - beediget, at den - lignede (!) en anden, der var blevet borte for en Mand i Frederits osv. Kristensen havde, maatte han dog indrømme, stedse under sit Ophold der i Byen været uberygtet, og det var denne Historie med "Kongen paa Baagø", der "havde henledet Opmærksomheden paa ham". Forøvrigt kunde han ikke begribe, at Pio, der lod til at være "en fornuftig og besindig Mand" vilde kompromittere sin Sag ved at have Noget med en saadan Forbryder at bestille, der endogsaa, efter hvad Byfogden havde udfrittet ved Arrestforvarerens Hjælp, ønskede Socialismen Pokker i Vold. Han sluttede med nogle interessante Bemærkninger om Pariser Kommunen. Pio svarede, at der her slet ikke var Tale om, hvorvidt Manden var eller havde været en Forbryder. Her var derimod Tale om, at en Mand i Anledning af sin Optræden i et politisk Teaterstykke var blevet underkastet en Række Anklager, af hvilke ingen, eller dog kun en ganske uvæsenlig, efter Byfogdens eget Udsagn, til Dato var blevet bevist. Det var kun naturligt, at Folkemeningen kom i Bevægelse ved enhver lang, resultatløs Arrestation, og hertil kom i dette Tilfælde den særegne Omstændighed, at der i Byen havde udbredt sig Rygter om slet Behandling, som skulde være blevet Arrestanten til Del. Han vilde for sit Vedkommende henstille til Byfogden at give lidt efter for Stemningen og tilstede Fangen de Friheder med Hensyn til Anskaffelsen af Mad og Drikke, som Arrestreglementet hjemlede og som jo efter 6 Maaneders streng Arrest vistnok maatte være en Nødvendighed for Fangens Sundhed. Byfogdens Svar var meget mærkeligt. "De maa erindre," sagde han, "at vi her i Landet ikke har Jury-Institutionen, hvor det er tilladt at dømme efter de foreliggende mer eller mindre fuldstændige Beviser. Vi har her i Landet den saakaldte "pinlige Procesmaade", hvor der udfordres Vedkommendes egen Tilstaaelse, og det er derfor absolut nødvendigt at anvende Pinsler, naar Vedkommende er forstokket og ikke vil tilstaa. Kristensen kan faa Ende paa Sagen saa snart han har Lyst: han behøver blot at tilstaa, at han har gjort det, hvorfor han beskyldes; men, saalænge han ikke vil "sige Sandhed", er jeg nødt til at bruge alle de Midler, der staar i min Magt. Hvis vi skulde give Fangerne tilstrækkelig Kost og andre Bekvemmeligheder, saa vilde vi ikke faa nogen overbevist, for de to Vidner, der ellers udfordres, er jo næsten umulige at skaffe." (Sluttes.)

(Social-Demokraten 2. september 1875).

Christen Berg var knyttet til Baagø.

August Prytz (1833-1885): Borgmester, cand. jur. Julius Christian Jørgensen (1816-1884). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Julius Christian Jørgensen var borgmester i Fredericia 1862-1884. 

(Sluttet)

Det kunde ikke godt være andet, end at en saadan ligefrem Erklæring om, at "den pinlige Procesmaade" endnu i sin fulde Udstrækning hersker her i Landet, at, med andre Ord, Torturens Princip endnu er anerkendt af vore Domstole, maatte gøre et stærkt Indtryk paa enhver Tilhører. Ligeoverfor en saadan "aabenhjertighed" Tilfredshed med det Bestaaende indsaa Pio, at det vilde være fuldstændig spildt Arbejde, at gaa ind paa en Diskussion om, hvor umuligt det under en saadan Sagernes Tilstand vilde være for den uskyldigt Anklagede at slippe fri, eftersom "Pinslerne" jo maatte antages at have samme Virkning paa ham som paa den Skyldige og saaledes vilde tvinge ham til i Fortvivlelse at bekende Forbrydelser, som han slet ikke havde begaaet. Pio indskrænkede sig derfor til at bemærke, at Hr. Jørgensens Ytringer, - om hvis Tilforladelighed han, saavidt vor Retspraksis angik, ikke nærede Spor af Tvivl, - dog ikke syntes at staa i den bedste Samklang med det gamle Arrestreglement fra Absolutismens Dage, idet der heri udtrykkelig fremhæves, at Varetægtsarrestanten ikke skal være større Ubekvemmelighed underkastet end den, der er en nødvendig Følge af Frihedens Berøvelse. Saalænge en Fange ikke var juridisk overbevist, beroede en Øvrighedspersons Mening om hans Skyldighed jo ogsaa kun paa et Skøn, og det maatte efter hans Mening være en højst ubehagelig Bestilling at være Byfoged, hvis denne Embedsmand skulde gaa omkring med den Bevidsthed, at en Medskabning, som han sultede eller paa anden Maade pinte, sad i sin Celle og forbandede ham. Byfogden indrømmede, at denne Sag havde skaffet ham mange ubehagelige Timer, og at Tanken om Kristensen havde forstyrret hans Sommerfornøjelser. Den eneste Udvej han vidste var imidlertid den, at Overretten, naar en vis Undersøgelsestid var hengaaet, f. Eks. tre Maaneder, tog Sagen for og afgjorde, hvorvidt der var Anledning til en fortsat Arrestation.

Dette var det væsenlige Indhold af Samtalen. Arrestforvareren kom nu, og Pio blev af ham ført til Kristensens Celle. Denne var lys og ren, men der saas ikke en eneste Ting, hvormed Fangen kunde antages at beskæftige sig i de lange  Fængselstimer. Pio nævnede sit Navn og sagde ham, at Grunden til Besøget var de Rygter, der var gaaet om hans slette Behandling. Han spurgte ham, om hans Kost var tilstrækkelig. Han svarede, at han efterhaanden var blevet vant til at nøjes med den, - (Appetiten aftager selvfølgelig efterhaanden ved Manglen paa Beskæftigelse,) - men at han var blevet sultet forfærdeligt tidligere. Pio spurgte ham, om det var sandt, at han i Arresten havde stjaalet en Høne. Han svarede, at han havde gjort det og ladet tilføre Protokollen, at det var sket, fordi han ønskede at give Byfogden en virkelig Grund til at idømme ham en Straf, da han indsaa, at denne ikke vilde slippe ham efter den lange Arrest, medmindre han kunde faa ham dømt, og han vidste med sig selv, at de Anklager, som Byfogden havde rejst imod ham, var umulige at bevise, eftersom de var falske. (Denne Forklaring af Høne-Tyveriet havde forresten Byfogden allerede givet mig.) Den eneste Uredelighed, som han virkelig var sig bevidst at have begaaet, og som han ogsaa havde tilstaaet, var, at han havde beholdt en lille Kalender af Alabast, som han et Sted, hvor han arbejdede, kom til at rive ned i sin Limpotte, og som han derfor frygtede at saa Ubehageligheder for. Hans tidligere Forklaringer i Assurancesagen havde ikke været aldeles ens altid, for det Første, fordi det var fire Aar siden, at Ildebranden fandt Sted, og det vilde altsaa være formeget at forlange, som Byfogden havde gjort, at han skulde give en nøjagtig Fortegnelse over de Møbler, han den Gang havde besiddet; og for det Andet, fordi disse Forklaringer var blevet ham afpint og aftvunget. Arrestforvareren truede ham nu med, at han nok skulde fortælle Pio "noget Andet" om ham, der kunde vise, hvor "ondskabsfuld" han var, hvilken Bemærkning Pio afbrød ved at svare, at det jo var meget forklarligt, at en Mand efter 6 Maaneders strængt Fængsel ikke saa sin Behandling i det blideste Lys.

Efter at have sagt Farvel til Fangen, fik Pio først en lang hoved- og haleløs "Forklaring" af Arrestforvareren og derpaa en ny Samtale med Byfogden, hvori denne fortalte, at han under alle Omstændigheder vilde dømme Kristensen til Forbedringshuset; ved Overretten var der derimod ganske vist en Mulighed for, at han kunde slippe med Vand og Brød. Endvidere berettede han paany, at Kristensen var et meget forhærdet Eksemplar af en Forbryder, og at han havde levet sammen med sin Kone "som Hund og Kat", noget som baade denne og Andre imidlertid paa det Bestemteste benægter. - Pio tog nu Afsted og bad Byfogden undskylde den foraarsagede Ulejlighed.

* * *

Vi skal kun knytte ganske faa Bemærkninger til denne Fremstilling. Det Væsenlige ved den er aabenbart den juridiske Embedsmands halv naive, halv kyniske Forsvar for vor "pinlige" Rettergangs Nødvendighed; der kastes herved et temmelig klart Lys over Forholdene ved Socialist-Processen. Hvad derimod Kristensens Behandling angaar, da kan vi selvfølgelig aldeles ikke have nogen Mening om dennes Lovlighed og Ulovlighed, saalænge det Udsagn af en fungerende Dommer staar imodsagt, at vor Rettergang anerkender "Pinsler" under Varetægtsarresten som "lovlige" Midler til at "udforske Sandheden". Kun vilde det være os kært, hvis en kompetent Avtoritet vilde underrette os om, hvorvidt vort reaktionære Regimente tilsigter en Genindførelse af Tommeskuer, Stokhusret, spanske Støvler o. L. Det vilde jo være passende Sidestykker til "Helligdagsanordningen" og i endnu højere Grad end denne bidrage til at fremkalde den saa meget efterspurgte Kærlighed til "Konge og Fædreland"!

(Social-Demokraten 3. september 1875).

Episoden blev omtalt i 1924 ved en tale fra jubilæumsfesten hvoraf bringes den del der omtaler ovennævnte sag:

Hyby Lund.

P. Nielsens Tale ved Jubilæumsfesten.

(Fortsat.)

Da jeg i Følge med C. Jacobsen kom tilbage til Fredericia i Juni 1874 fandt vi Forholdene meget trykkende. Vi forsøgte at samle de spredte Kræfter, men den bedste blandt Sangerne gik paa Gravens Rand. I Januar 1875 døde han, og Nielsen tolkede ham et gribende Farvel i "Socialisten". Vi fik dog alligevel Sangkoret samlet og der begyndte saa smaat at spores et vaagnende Liv. Da Nielsen var saa heldig at faa en bedre Bolig i Købmagergade blev Forholdene for ham mere tilfredsstillende, og da Pio, Brix og Geleff løslodes af Fængslet kom de  Liv og Fart i Arbejderbevægelsen og ikke mindst her i Byen. Venstre var ogsaa den Gang beæret med Hejrefanatikernes uforsonlige Had, som særlig rettedes mod Christen Berg. Da de ikke kunde komme denne Politiker til Livs paa anden Maade fik de et Smædestykke makket sammen, kaldet Kongen paa Baagø, hvori Berg sjofledes. Teaterdirektør Levy med Selskab rejste rundt i Landet og opførte dette Makværk paa Teatrene til stor Moro for det forbenede Højrefolk. Da Stykket skulde opføres i det daværende gamle Teater mødte vi unge Cigarmagere med Fløjterne parate og Malersvend Christensen sluttede sig til os. Paa Staapladserne bagerst i Salen havde vi vort Stade og i vor Nærhed ved Siden af Døren var Politibetjent Meng posteret. Alle Siddepladser var tæt besat, selvfølgelig med Blomsten af Byens Befolkning og med selveste Borgmester Jørgensen paa forreste Række. Da Tæppet gik op kom Hr. Levy frem, iklædt Vadmelsdragt, rød strikket Hue paa Hovedet og Træsko med blanke Kramper paa Fødderne samt en Merskumspibe i Munden. Dette Postyr skulde karikere Christen Berg. Fra alle Bænkerader lød vilde Jubelhyl og Klapsalver, men saa kom vore Fløjter frem, skingrende og gennemtrængende. Maleren, der førte an, var den ihærdigste blandt os. Merg raabte: "I maa ikke pibe. Christensen svarede: "Saalænge de andre klapper, saa længe piber vi". Saa rejser Borgmesteren sig i al sin Værdighed, vender sig om og raaber: "Meng! Hvem er det, der piber?" "Det er Malersvend Christensen, Hr. Borgmester. "Godt, notér ham", befalede Borgmesteren. Da der vedblivende veksledes med Klappen og Piben maatte Tæppet gaa ned og der blev ingen Forestilling den Gang. Efterspillet af denne Affære blev en Retsskandale af Rang, hvorom mulig senere kan fortælles. Blot skal her anføres, at Christensen arresteredes og holdtes fængslet i 9 Maaneder og underkastedes Tortur med Prygl og Sult. Da Retsskandalen rygtedes ud over Landet kom Pio hertil for at undersøge Sagen og i et Par Artikler i "Social-Demokraten bragte han den frem for Offentligheden....

(Fredericia Social-Demokrat 26. august 1924. Uddrag).