23 februar 2023

Sankt Croix: Oprør 2.-3. oktober 1878. (Efterskrift til Politivennen).

Plantagearbejderne på de dansk vestindiske øer kunne en gang om året skifte arbejde, de var ansat på årskontrakter,  hvert år 1. oktober. Den dag var normalt flere tusinde farvede plantagearbejdere forsamlet i Frederiksted (3.500 indb.) og Christiansted (5.000 indb.). Her kunne de træffe slægtninge og feste.

Skiftedagen den 1. oktober 1878 var mange af St. Croix’ arbejdere samlet i Frederiksted. Der blevet både festet og drukket. Efter noget tumult i gaden satte politiet hårdt ind og sendte bl.a. en landarbejder ved navn Henry Trotman på hospitalet. Tumulten fortsatte dog i gaderne, og det rygtedes, at Henry Trotman var afgået ved døden efter politiets hårde behandling. Herefter eskalerede utilfredsheden. Det var han dog ikke, men politi og militær blev nødt til at trække sig tilbage til fortet i Frederiksted væk fra den vrede menneskemængde. Arbejderne begyndte at storme fortet, men det lykkedes dem ikke at trænge ind. Der blev sendt en rytter af sted mod byen Christiansted i den anden ende af St. Croix for at alarmere kolonimagten og bede om assistance. Ud på natten blev mange huse i Frederiksted sat i brand og butikker plyndret.

Specielt tre kvinder, som deltog i Fireburn, er i Vestindien i dag et vigtigt symbol på deres modstand mod kolonimagten. Kvinderne er kendt som Queen Mary, Queen Agnes og Queen Mathilda. De blev alle anholdt sammen med en fjerde kvinde, Susanna Abrahamson / Bottom Belly, og endte bl.a. med at afsone dele af deres straf, først i København i kvindefængslet på Christianshavn i 1880’erne, senere til deres død på St. Croix.

Politimesteren (Petersen) og 5 betjente forskansede sig i Fort Frederik ved havnen sammen med andre hvide og skød mod folkemængden. Plantageejeren G. Fontaine blev ramt af kasteskyts og døde senere. 

Nyheden nåede til Christiansted om natten, og løjtnant Ostermann blev sendt afsted med 20 mand, skød mod oprørerne, men kunne ikke forhindre at 2/3 af byen stod i flammer: "The Fireburn". St. Croix Avis fra 2. oktober ikke havde andet end en kortfattet notits om uroligheder, men på St. Thomas var man underrettet:


Rising in St. Croix!
MANY citizens were alarmed last night by what seemed to them the destruction, by fire, of some unfortunate vessel to the S. W. of our harbour and awaited the morrow with anxiety to learn the painful facts connected with the disaster. In this we were agreeable disappointed, but the appalling news which next revealed itself to us was that the town of Frederikssted, Santa Cruz was partly burned down and that the time expired labourers had organized a rising which it was feared, would spread over the Island. As a natural consequence alarm was rife among our community, composed as it is of so many who ate, and who sympathise, with Cruxiants, we became apprehensive and endeavoured to obtain information from every quarter. Preparations were made by Government for the dispatch of some of the military and at 12 o'clock about 50 soldiers, under the command of Lieutenant Baron von Eggers, embarked from the Pier and were taken on board the Royal Mail Steamer "Arno" placed at the disposal of Government by the General Superintendent of the R. M. S. P. Co. His Excellency Governor Garde and several officials and and other gentlemen also took passage in the "Arno" which Steamer started at 1 o'clok, p.m.

The Agents of the General Transatlantic Company and Herrera Line of Steamers, we understand, showed the same courtesy.

Several persons here, to-day, telegraphed for information, and the following was received: -
"Insurrection and fire in West End; many lives lost";

"Many prominent citizens bodily injured; from Mount Pleasant, below Kings Hill, to Carlton on fire";

"Things very bad, sooner help comes the better. Marching on Bassin";

"Reported negroes coming to Bassin. Preparing to receive them";

"Threatening; we are marching under arms."

The following telegram was received, at noon, by Government "Oestermann has cleared Frederiksted." We understand that the French Vice Consul has telegraphed to the French Islands for help and that Her Britannic Majesty's Consul has requested the presence of man-of-war.

Such are the painful details at hand, and much do we regret the state of things in our unfortunate Sister Island. Until we get detailed particulars we cannot say more but hope that the pacification of the disturbance will embrace our next.

LATER.
The Danish schooner "Petrel" arrived here this afternoon and was boarded beyond the "Scorpion Buoy" by our reporter who learnt that the rising commenced at noon yesterday and the fire at 6 p. m. "Bay Street" and the street next to it have been entirely destroyed. The Policemen were rempelled to shut themselves in the Fort. A gentleman from Fredericksted is of the opinion that 25 armed military would have been quite enough to quell the rioters. We are sorry to learn the deaths of Messr. Skooch, MacFarlane, and Fontaine. The "Petrel" left Fredericksted at 4 a. m. today. The barque "Carib" has also arrived,bringing many passengers, among them Mr. John Moore, who we learn is badly burnt. The "Carib" will return to-night. we are also informed that the "Arno" arrived safely. Up to the hour of our going to press everything appears to be quiet at Christiansted.

The"Desirade", at the request of the Government, will leave for Basin at midnight.

(St. Thomas Times (formerly St. Thomæ Tidende), 2. oktober 1878)

Efter 1862 havde St. Thomas og St. Jan ingen særlig kommandant, men guvernøren hvis hovedsæde var Christiansted 1862-1871 og fra da af St. Thomas, havde alle tre øer under sig. Han opholdt sig vinterhalvåret på St. Thomas og sommerhalvåret på St. Croix. 1876-1881 var marinekaptajn Janus August Garde guvernør


Bekjendtgjörelse.
UNDER de paa St. Croix nu stedfindende tumultariske Optrin erklærer jeg undertegnede Gouverneur, i Henhold til Coloniallovens 12, Öen i BELEIRINGSTILSTAND. Som Følge heraf opfordres enhver god Borger til at stötte den lovlige Magt og strax at melde sig hos Præsidenten i Byen Christiansted eller hos Politimesteren i Byen Frederiksted. Enhver der antræffes med Vaaben i Haand for at gjöre Modstand mod den lovlige Magt, udsætter sig for at blive nedskudt paa Stedet. Paa Gader og offentlige Pladser man ingen Forsamlinger finde Sted paa mere end 3 Personer, 

Gouvernementet for de Dansk Vestindiske Öer, p. t. Christiansted, St. Croix den 2den October 1878
AUG. GARDE.

Bekjendtgjörelse.
EFTERAT Oprörsbanderne for störste Delen nu ere blevne adsplittede ved Vaabenmagt, befales herved som fölger:

Alle Landarbeidere have at holde sig paa de Plantager, hvor de höre tjenere. De som have taget Ophold i og forstukket sig i Sukkermarkerne eller i "the bush" ville have at vende hjem til deres Boliger, da de, naar de antræffes i Skjul, udsætte sig for at ansees og behandles som Deeltagere i Opröret. Saadanne som i lovligt Ærende maatte have at begive sig fra deres Hjem, ville have at forsyne sig med en Fölgeseddel eller et Pas fra deres Foresatte, da de ellers ville blive anholdte og fængslede indtil de gjöre Rede for sig.

Gouvernementet for de dansk vestindiske Öer p. t. St. Croix den 5te October 1878
AUG. GARDE.

Arbejderboliger på St. Croix. Årstal ikke angivet. Postkort. Det Kongelige Bibliotek.

JANUS AUGUST GARDE
Commandeur af Dannebrog og Dannebrogemand, Kammerherre, Governeur over de Dansk Vestindiske Öer.

GJÖR VITTERLIGT: Efterat jeg den 2den dennes har maattet erklære Öen St. Croix i Belejringstilstand, som Fölge af det Dagen forinden udbrudte Oprör, hvilket fremdeles er fortsat med Ödelæggelser navnlig ved Ildspaasettelser, Mordbrand og Plyndring, og da det, baade paa Grund af Mængden af de Personer der bestandig indbringes som grebne i eller mistænkte tor Deeltagelse i Oprøret, og for Exemplets Skyld ikke er gjörligt at lade de begaaede Forbrydelser forfölge gjennem sædvanlig Rettegang, saa har jeg, i Kraft af den mig under disse Forholdt i Henhold fil Coloniallovens 12 tilkommende uindskrænkede Myndighed, besluttet at forordne og nedsætte en overordentlig .Standret til Forfölgning og Paakjendelse af de i og under Opröret af Oprörerne, Urostifterne og alle Deeltagere i Opröret og sammes Ödelæggelser, begaaede Forbrydelser. 

Thi forordner og nedsæter jeg bemeldte Standret, der, eftersom Forholdene udkræve det, vil være at holde enten i Christiansted eller Frederiksted eller hvorsomhelst ellers her paa Öen Retten maatte vælge, som fölger :

Hr. Overdommer Justitsraad Ph. P. ROSENSTAND som Præses; 
Hr. Justitsraad, Politimesfer A. FORSBERG R. D. og D. M.; 

samt Politimesteren i Christiansteds Jurisdiction eller Politimesteren i Frederiksteds Jurisdiction, eftersom Retten holdes i den ene eller den anden af disse Jurisdiktioner.

Standretten skal kun være bunden ved saadanne processuelle Former og Regler, som i ethvert Tilfælde ere fornödne for at give Dommerne saadan Overbeviisning om de Paagjældendes Strafskyld, at de for GUD og deres Samvittighed kunne forsvare derpaa at grunde Dommen.
Standretten idömmer ingen anden Straf end Livsstraf. Naar nogen Sigtet findes ikke at burde ansees med denne Straf, forbeholdes Sagen til anden Undersögelse, Forfölgning og Paakjendelse.

Governementet for de Dansk Vestindiske Öer p. t. St. Croix den 5te October 1878
Aug. Garde

Guvernørhuset i Christiansted. Årstal ikke angivet. Det Kongelige Bibliotek.

"THE AVIS"
CHRISTIANSTED, ST. CROIX

Saturday, 5th October 1878.

It is our painful duly to record a calamity never hitherto equalled in severity by any that have befallen this island.

On the 1st of October the annual contracts with the labourers for the most part expire, and there is generally some excitement in the two towns caused by the presence of labourers seeking new contracts or intending to leave the island. The excitement last Tuesday was unusually high, but the day passed off peacefully in Christiansted. Not so in Frederiksted, where a contest with the police arose, and assumed such a formidable aspect that the local authorities were compelled to retire to the fort, which they had to defend through an anxious night from the attacks of an infuriated mob. In the mean time the town was fired, and a large portion of it including the Custom House, Bay Street where the principal stores were situated, an i the street to the back of it were burnt to the ground. Mr. Fontaine, planter, was murdered by the mob, und nine of the rioters were shot while attacking the fort. The Policemaster having sent for aid, a detachment of soldiers, 27 in number, under Lieutenant Ostermann was sent down about two o'clock in the morning. On reaching Frederiksted they were able to clear the town, but we regret to record that two of the men, having been left at Carlton Estate to guard a cart, were set upon and brutally murdered by the rioter. During the course of Wednesday morning the terrible news reached us that the rioters, driven from Frederiksted, were marching up the country burning the estates as they came. This diabolical work continued without cease till Friday, on which day several estates on the north side were burnt. Christiansted has been well guarded by soldiers and armed citizens. The planters, who have all been compelled to fly for their lives, have been armed to patrol the country. Yet the anxiety and confusion among the peaceable population has been fearful. Business has been entirely suspended and only partially resumed in Christiansted today.

Markedspladsen i Frederiksted. Årstal ikke angivet. Det kongelige Bibliotek.

Governor Garde with troops from St. Thomas arrived on Wednesday evening in R. M. S. Arno and passed through the island on Thursday. During this journey the rioters were attacked at Anna's Hope, Work & Rest, and Carlton. At the last named place they made a show of resistance, and many were shot. We understand that about thirty of them in all were shot at the different places named. Besides the troops from St. Thomas who have had foreign aid in the presence of the French war steamer La Bourdonnaise the English steamer Tourmaline and the French steamer Desirade, which last named vessel carried a considerable number of ladies and children to St. Thomas. The riots may now be considered to be quelled, but we are full of anxiety for the future. With about twothirds of the work and residences destroyed it is difficult to see how an already impoverished colony can possibly survive the disaster. We do not however give up all hope. The island has survived a succession of dry seasons severe enough, it might have been thought, to have ruined any colony, und it may survive this new calamity; but at the present moment the position seems almost hopeless.

It is too early to discuss the causes or consequences. The feeling aroused is too intense to make it worth while to touch on subjects that require to lie considered with calmness. What is now wanted is to get the people to work again as soon as possible. We would use what little influence we may have in trying to persuade to calm and practical views of the situation. Let all genera! denunciation be put aside, all wholesale condemnation, all idea of indiscriminate revenge. The terrible personal sufferings and looses of many will for the present make the future appear very dark; but it is still not impossible for the island to flourish again if the whole of the facts are faced and wise measures taken.

(St. Croix Avis, 5. oktober 1878)


ST. CROIX.
St. Croix, 5th October 3 p. m. No fresh disturbances or files reported since last night. The rioters have now taken to the bush and many prisoners continue to be brought in. Several of the ringleaders have been captured. The road from Bassin to Fredriksted is now open and confidence is being generally restored. The French man-of-war "Labourdonnais" on seeing a fresh outbreak of the fire left Bassin hurriedly last night and returned there this afternoon. H. M. S. "Tourmaline" arrived at Frederiksted yesterday afternoon and will remain there for the present.

THE RIOT OF ST CROIX.
(From the St. Thomas Lloyds, 3rd instant.)
THE all-absorbing topic which is just now engrossing public attention is connected with the above subject. Since our issue of last evening various reports have been in circulation, and much uneasiness felt for the safety of St. Croix. The French steamer "Desirade" did not leave, as was reported, owing to some slight defect in her machinery, She however left today at 1 o'clock. 
The following telegram was received by us to-day.

"Rioters reached Anna's Hope. Soldiers and Volunteers gone meet them. Twenty estates burnt. All well, Bassin as yet."

The latest official information received to day, and placed at our disposal, we are happy to state, is of a very agreeable nature, and we take much pleasants in giving it early publicity. The telegram reads: -

"Rioters defeated at Anna's Hope; Great slaughter of rioters who are in full flight; several prisoners taken."

(4th instant)
As the public is continually on the look out for information concerning the state of affairs connected with the late riot in St. Croix, we have made arrangements to obtain the latest particulars and, such as they are, we will give them publicity immediately of their receipt. The telegrams received this morning state:

"Bassin still safe; Numbers shot; rebels cowed."

The following came to hand at 14 o'clock:
"Governor arrived in Arno from West End. Twenty prisoners. About fifty rioters killed yesterday. Road cleared. Bassin quiet. Desirade for West End thence St. Thomas refugees.

Later.
We have received the following
"French Man-of-War making for Basin."

Her Britannic Majesty's War stmr. Tourmaline, left Barbados, on the 2nd at 2 p. m. and musts, ere this, have arrived at Frederiksted.

(To-day's Lloyds.)

We have received the following telegrams from Bassin Correspondent at 11 o'clock:
Principal ringleaders caught. Rumoured executions commence to-morrow. Quiet in Bassin. Insurgents in South Side. The British steamer Tourmaline in West End."

[One of the above ringleaders is said to be a descendant of Bourdeaux, of 1848 repute. - Ed. S. Ths. Times.]

GRAPHIC DETAILS OF THE RIOT IN ST CROIX.
Through the courtesy of the French Consul our representative was admitted among the few passengers who left here on Thursday last for St. Croix in the Steamer "Desirade."
The following notes have been collected hurriedly by him from trustworthy sources during his short stay at Christiansted and Frederiksted: -

The Rioters at 5:1 o'clock, on the 1st instant, entered the town of Frederiksted and marched to the Fort armed with stoues and cutlasses and attempted to gain entrance therein. On the approach of the rioters, the police who were in the Fort, fired black cartridges at them to make them disperse, but the efforts of the Police were futile and they then had to close the gates of the Fort. The rioters then went across to Robert Flynn's rum shop and set it on fire, and from thence commenced their diabolical work of ruin and rapine. Fire succeeded fire until the greater part of the town was in flames. Satisfied so far with their orgie, as regarded the town, the rioters started for the country, setting fir to the cane pieces, works, and houses, dealing destruction right and left, leaving a fiery track behind them to mark their fiendish course. As soon at the town population got over their first supor, the armed themselves with every article capable of dealing death. Patrols were formed and many drunken rioters were taken prisoners. A courier was despatched immediately to Christiansted stating their predicament and asking for immediate assistance. Lieutenant Oestermann was dispatched in the morning with the small farce that could be spared - 25 men - in a large trash cart. At Carlton two soldiers were left in care of the waggon and the detachment proceeded on its way on foot. The ronds were cleared of the rioters by the soldiers, and about ten o'clock they arrived at Frederiksted. On entering the town, martial law was read from the drum-head forbidding any three persons tto stand talking together. On the arrival of His Excellence Governor Garde, in Christiansted, he proclaimed martial law and had posters stuck up to that effect. A detachment of soldiers and volunteers, under the Command of His excellency, which left Christiansted on the 3rd for Fredericksted, killed about fifty rioters on its way. They met no opposition until they reached Anna's Hope, where a slight barricade was made and resistance attempted, but the rioters were dispersed with the first volley. The volunteers and soldiers returned in the steamer "Arno" to Christiansted yesterday and landed about 9:39 a. m. The steamer "Desirade" received all the refugees that were on board the "Arno" and sent three of her boats ashore to get ammunitions, bedding &c., for the soldiers in Fredericksted, to which place she proceeded at 2 o'clock. As the "Desirade" was leaving Christiansted, she sighted the French War Steamer "Labourdonnais" making for the port, and noticed while in sight, that she had anchored off the harbour. At about 7 o'clock the "Labourdonnais" was perceived entering the roadstead of Fredricksted, where she was ordered by His excellence to protect the town for the night. The british man-of-war "Tourmaline" was in Fredericksted when the "Desirade" arrived.
The two soldiers left with the cart at Carlton were found with their ears cut off and skulls fractured; they were burried yesterday afternoon.

During the burial, a boy flung a brick at one of the soldiers, striking him in the head; he was immediately arrested by a policeman, but he gave battle, and every one clamoured for his blood, - how it terminated nothing is known, as the boat of the Desirade left the shore at the moment.
The "Desirade" left Fredriksted at 8:30 p m. yesterday with about 100 refugees, principally women and children, for this place arriving here at 12:30. We are happy to state that besides the two unfortunate soldiers and Mr. fontaine no other life was lost.

All the young men of Christiansted and Fredericksted capable of bearing arms were called on by the Governor in his publication of the Martial law, and they responded heartily to the call. The town of Bassin is well fortified, field pieces and guards being posted at the principal entrances and patrols kept up all night. The presence of the men-of-war is sufficient protection for West End. It is supposed that operations will commence to-day in order to scout the country until all rioters are apprehended. For this purpose, the two men-of-war would be left in charge of the two soldiers and volunteers would take the field.

With the execution of rioters taken in the act of resisting the troops or of setting fire to property no one has been shot, all those made prisoners will be judged and sentenced in accordance with law.

Per schr. "Vigilant"
P. S. - later news received from St. Croix states that all prisoners taken in Frederiksted were shot.
French man-of-war arrived off Christiansted as "Vigilant" was leaving.

The principal ringleader John Lonis was brought into town by the volunteers. Between seventy and eighty rioters have up to present been shot.

(St. Thomas Times (formerly St. Thomæ Tidende), 5. oktober 1878)


Plantagen Work & Rest på St. Croix, Jacob Anton Weng (1864-1905). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Den 2. oktober ankom omkring 200 arbejdere til plantagen Charlton udenfor Frederiksted. To menige som løjtnant Ostermann havde udstationeret der, blev overmandet og dræbt. Oprørerne bevægede sig nu rundt til andre plantager på øen. 

Sidst på eftermiddagen ankom generalguvernør Janus August Garde med dampskib fra Sankt Croix med 2 løjtnanter, 6 underofficerer og 45 menige soldater (fortrinsvis hvervede tjenestekarle fra Danmark). 

3. oktober fortsatte oprørerne, en del af mængden anført af "Queen Mary", den omkring 40-årige Mary Thomas. De nærmede sig Christiansted hvor guvernørens tropper på 25 soldater, 70 bevæbnede borgere ventede. Da landarbejderne undgik et direkte slag, blev de i stedet angrebet og skudt i hobetal, især af frikorpset.

Ud over de 2 soldater afholdt oprørerne sig fra fysiske overgreb på hvide. Standretterne afsagde 12 dødsdomme. Et ukendt antal blev skudt eller mishandlet til døde, officielt omkring 90 personer, uofficielt omkring 200. I 1880 døde yderligere 23 fængslede oprørere af fejlernæring. 74 af 98 plantager var brændt.


"THE AVIS"
CHRISTIANSTED, ST. C R 0 i X
Wednesday 9th October 1878.

Since our last issue tho inhabitants of this town have been gradually recovering from their alarm, and business is now completely resumed. Vague rumours are passing about that the rioters are still together in largo numbers in the north-west, and the troops are now in that quarter. Our own opinion is that the rioters will not he seen. Before this they have probably slunk away to their various estates in the hope of passing themselves off as quiet and well-aflected labourers. On Sunday, troops and volunteers from each of the towns passed through the island to the centre and found all quiet. Yesterday a detachment left this town in carts for the north-west hills but we have not heard any particulars of their progress. A rumoured burning of cottages at "Betty's Hope" on Sunday turned out to be false; the smoke so interpreted came from burning meegass heaps at "Manning's Bay". The firing of this megass was probably the work of individual malice, and not of an organized band. Numbers of prisoners continue to be brought in, and a gang who escaped to Tortola in a boat have been captured in that island. The trials were commenced on Monday, on which day three of of the prisoners were condemned to death and were shot in the court yard of the fort.

We learn that the three prisoners executed on Monday, by sentence of Court Martial, were James De Silva, from Upper Love, a native of Antigua, of the English Church. John Louie, from Lebanon Hill, a native of St. Croix, of the Moravian Church. Joseph Paris, from Castle, a native of Barbados, of the Roman Church. For nearly an hour before the execution, the wretched criminals had the ministrations of their clergymen, Messrs. Branch, Franze, and Guilbot, who were with them in separate rooms, and who attended them to the place of execution. They were shot in the yard of the fort. These three were, it is certain, among the most notorious of the criminals. Wo are told they evinced great panitence for their crimes.

(St. Croix Avis, 9. oktober 1878)
 

9. oktober 1878:
ST: CROIX

THE Danish schooner Petrel, arrived here, yesterday from Fredericksted, St. Croix, bringing about forty passengers, most of whom are sufferers from the late riot. We have spoken to some of them who informed us that the distress is great and that provisions
are scarce and dear.

(From the St. Thomas Lloyds, 7th instant.)
\We have been authorised to publish the following extract from a telegram sent by the commandor of the "Labourdonnais"' to the French Consul here:
"Situation Meilleure. Insurrection Decroissante."
We leant that last night the estate " Betty's Hope," was burnt. The Arno arrived last night from Bassin, bringing a few passengers and returned again at one o'clock.

The following telegram received by us at 1 p. in. from our Special Correspondent, we are glad to say, in quieting, and it is with pleasure thai we lay it before our readers:
"If anything important will advise - Prisoners coming in hourly and all quieting down"

" All well. Court martial commence today."
The above private telegram, was received at 10 o'clock this morning and kindly placed
at our disposal.

LATER
(From the West India & Panama Telegraph Co.)
St. Croix. 7th October. - In St. Croix confidence is restored and business was resumed in Bassin this morning. The total number of estates destroyed is estimated at sixty but many of the works have escaped destruction.

Twenty estates are unarmed.

The rioters have taken to the hills on the extreme north-west side on Saturday night, and the negro village of Betty's Hope was fired yesterday noon. 

Only one planter and two soldiers have lost their lives. Other planters who were reported murdered have since made their appearance.

The volunteers and soldiers have captured about one hundred and fifly prisoners, who are being tried by Court Martial today. 

Three of the ringleaders have just been shot in the fort yard at Bassin.

Our Special sent us the following at 3:30 this afternoon. 
"First three prisoners just shot more it is said will follow to-morrow - Work is being resumed on the estates in this quarter."

(From yesterday's Lloyd.)
The following extract of a private letter, dated Basin 7th instant, has been kindly communicated to us;

"The volunteers are constantly bringing in numerous prisoners in both towns. The rioters are so scared at the consequences of their rising that they themselves detect and hand in their ringleaders "

Extract of a private telegram received here this afternoon:

"Good news from the country. Burnt works examined by competent Engineers, not irreparable. Damage can be put in order in a few weeks. The bulk of the planters, at first, were undoubtedly panic stricken, and had they only rallied together and done on the 2nd and 3rd inst., what they are doing now, many of the 64 Estates burnt, or more in less damaged, would have been spared, and not unlikely some of them at work grinding to-day."

LATER.
(From the West Indian and Panam Telegraph Co.
St. Croix. 8th October, 3:30 p. m. - Every tiling is quiet.
The reported burning of tlie negro village of Betty's Hope is contradicted.
The fire seen in that direction was Manning's Bay meegass.
Troops and volunteers left Bassin at 7 a. m. to capture the rioters hiding on the north side.

LATEST
Our special at St. Croix telegraphed to us this afternoon:
"All quiet. Confidens is restored throughout the island"

(St. Thomas Times (formerly St. Thomæ Tidende)

Avisen oplyste endvidere at der var iværksat indsamlinger til de berørte plantere.


THE AVIS
CHRISTIANSTED, ST. CROIX
Saturday 12th October 1878.

Although wo have now returned to a state of comparative security and quiet, the sole topic of conversation is still the late insurrection, as the riots are generally termed. It is difficult after all to say which is the correct name. While there is evidence to show that many perhaps most, of the disturbers of the peace merely contemplated revenue for real or supposed injuries in the past, and a rise of wages for the future, there is also evidence to show that some of the ring- leaders, in their ignorance, really contemplated what they called taking the island. From the first point of view, we should call the disturbances riots, from the latter, they amounted to an insurrection. What, ever name wo use, the sad story remains as the darkest page in the history of this island.
From personal observation and ful inquiries made in various quarters we are now able to give a tolerably complete list of properties destroyed, Leaving out all those where sugar making was not carried on, the properties destroyed were
1. Castle Coakley,
2. Diamond & Ruby,
3. Work & Rest,
4. Strawberry Hill,
5. Barrenspot,
6. Clifton Hill, (works saved)
7. Slob,
8. Fredensborg Kings Hill
9. Bethlehem,
10. Blessing, 
11. Anguilla, 
12. Castle Bourke, 
13. Lower Love, 
14 Golden Grove, 
15. Adventure, 
16. Paradise, 
17. Mannings Bay, 
18. Betty's Hope, 
19. Mt. Pleasant & Plessen,
20. St. Georges,
21. William's Delight, (works saved)
22. Enfield Green,
23. Carlton,
24. Whim,
25. Concordia, (west)
26. Good Hope,
27. Wheel of tune
28. Diamond, (works saved)
29. Mt. Victory
30. Punch
31. Nicolas, (works save
32. Annally,
33. Montpellie 
34. Mt. Stewart (works save)
35. Two Friends (works saved)
36. Grove PIace
37. Big Fountain
38. River,
39. Hermitage, 
40. Upper Lov
41- Mount Plei
42. Jealousy
43. Canaan,
44. Mon Bijou,
45. Lebanon Hill,
40. Glynn, (works saved)
47. Concordia,
4S. Morning Star,
49. Dolby Hill, (Montpellier,)
50. La Vallee,
51. Rust up Twist, (works saved)

Strawberry Hill. En af de plantager som blev ødelagt under opstanden. Årstal ikke angivet. Det Kongelige Bibliotek.

Besides these, the following buildings were destroyed: Glynn Factory Station, the weigh-house at Peter's Rest Station, the school aud teacher's house at Mt. Victory, the police station and school house at King's Hill, and the residences at Peter's Rest, Negro Bay and Allandalo.
The other properties in the island which escaped destruction, not including east end estates which were never threatened, are as follows :
1. Orange Grove & Beeston Hill,
2. Little Princess &.Golden Rock,
3. La Grande Princess,
4. St. John's,
5. Judith's Fancy, 
6. Constitution Hill,
7. Annas Hope, 
8. Sion Farm,
9. Sion Hill,
10. Rattan,
11. Mary's Fancy, 
12. Bonne Esperance,
13. La Reine,
14. Granard, & Cane Garden,
15. Jerusalem
16. Hope
17. Two Brothers
18. Williams
19. Sprat hall
20. Butler's Bay,
21. La Orange,
22. Prosperity, (west)
23. Little La Grange, & Jolly HilI,
24. Hogensborg,
25. Orange Grove, (west)
26. Oxford,
27. Becks Grove,
28. Spring Garden. 
If we add to those the eight estates where tho works were spared, we have thirty-six works standing and forty-three destroyed. This is therefore not so bad as our first rough estimate that two-thirds of the works were destroyed. If we suppose that the absolutely essential outlay in order to go on again is on an average $3,000 for each set of works, we get $129,000 as the total required. This does not include putting up same kind of temporary residence for the manager, which in some cases will be absolutely necessary. We do not mean of course that the comparatively small sum we have mentioned represents the loss to the island. Omitting all consideration of the immense losses in West End town, we have in the country to take account of the great quantities of rum sugar and molasses lost, an the injury done to the cane fields. We cannot pretend to estimate these items, but they would amount to a formidable sum.

Familie der laver mad ved vestenden af St. Croix nær plantagen Jolly Hill. 1906. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

The pecuniary losses are not all that we have suffered by this sad affair. Many families have had to flee from their homes at short notice, some of them moving with them sick members at
great risk. In one case a family consisting mostly ot ladies had to hide in adjoining canes, and while so hidden found to their horror that the canes had been set on fire. In another remote quarter, the ladies and children concealed themselves in the bush while the marauders burnt down their residence and retired. It is said by some that there was no intention among the rioters to take life; but we fear that this is a very doubtful point. That only one life was taken was probably owing to the fact that people who fell themselves in danger got out of the way. The brutal treatment of Mr. Fleming's son at Allandale does not evidence much inclination to mercy on the part of the ringleaders. This young lad was in no position of authority and could
not possibly have injured any of them, yet when he appealed to them for protection they replied by knocking him down, beating him so severely that, the fingers on one hand were broken, his head cut and his whole body covered witth bruises. Another case, that a retail dealer in the country, shows the same spirit. She had a slight dispute with a women who went away and returned with a man, and the two set upon the poor creuture, broko one arm, bruised her fingers in getting oft'her rings, beat her. and left her on the floor nearly dead. In the mean time a following of these brutes helped themselves from the little shop. Such horrors as these mean n loss of peace and confidence for some time to come, which it is impossible to express in figures, but is nevertheless not the least of our losses. We are glad to find that the people on most estates are again at work, and that provisions aro being carted for the weekly allowance, and we sincerely hope that wo shall shortly be going on as usual. When the normal condition of things is established, the next consideration will be how to surmount the difficulty of preparing for the coming crop. Among the few consolations we have at the present time, one of the brightest is tho deep and active sympathy which has been awakened in the sister island of St. Thomas, which wo have received not only endless messages of enquiry and condolences, but, as will bo seen in another paragraph, a handsome amount in cash raised to assist those who have guttered by the late sad events. 

Three criminals, sentenced by Court Martial to be shot, were executed on Wednesday. They were Augustus George, of Castle, born in St. Croix. Jehu Adam, of Morning Star, born in St. Thomas. Henry James, of Windsor, born in St. Eustatius. All belonged to the English Church, but the Rector of St. John's Church was assisted in ministering to them in their last moments by the Lutheran and Moravian Pastors in this town.

Two criminals were executed in West End on Thursday, and two yesterday, but we do not yet know their names.

The merchants of St. Thomas with that wonderful liberality which characterizes them, and which we in St. Croix have experienced before now, have nobly responded to the efforts made by Messrs G. O. Gyllick and P. A. Cameron to collect immediate aid for the sufferers in this island. In two or three davs, tho large sum of $3,705 has been raised, of which the Rector of the English Church and the Lutheran Pastor have been informed by telegram. We shall give in our next particulars of the formation ot Relief Committees here and in West End. 

For the present we merely assure our kind friends in St. Thomas of the deep gratitude we feel, and of the fact that a large part ot the amount sent over by them has been at once forwarded to West endin cash and in provisions.

May He, who does not forget "a cup of cold water only", given in His name, abundantly reward "seven fold into their bosom", those who have remembered us in our need.

(St. Croix Avis, 12. oktober 1878)

15 februar 2023

Alfred Jørgensen, fritænkeren. (Efterskrift til Politivennen)

I juni 1878 døde Alfred Jørgensen. Han er på flere måder interessant: han optrådte som medlem af Fritænkerforeningen, han spillede en mærkværdig rolle i arbejderbevægelsens tidligste år og så var hans søster Augusta Jørgensen (1853-1924) gift med Louis Pio. 

Augusta havde i  efteråret 1871 meldt sig ind i den danske afdeling af den socialistiske Internationale, og blev formandinde for den kvindelige sektion. Hun påstod at Louis Pio opfordrede hende til at henvende sig til Karl Marx. 

Alfred Jørgensen skal efter politispioners rapporter have bestilt "en fane, blodrød og 3 en halv alen bred" et par dage før slaget på Fælleden 5. maj 1872 hos flaghandler Mørck ved Kongens Nytorv. 

Da Louis Pio blev arresteret 5. maj 1872, blev Augusta Jørgensen forkvinde for damekomitéen der sørgede for hans forplejning i varetægtsfængslet. Augusta Jørgensen nævnes i Brandes' dagbog december 1872, og fremkom i foråret 1874 med det ejendommelige ønske at han gjorde hende gravid. Som tilhørende de finere klasser, og hun kun arbejder, kunne han ikke imødegå det. Det kunne derimod Louis Pio, med hvem hun fik en datter, Sylvia i november 1876. Kirkebogen anfører at Augusta var ugift, "som barnefader blev udlagt Louis Pio, cand.phil., ungkarl". Sylvia selv fastholdt som voksen, at hun var født i november 1878 i Chicago. 

I 1875 var der begyndt i Social-Demokraten at være små mødeindkaldelser til dannelse af Fritænkerforeningen, den 10. september 1875 således vedtagelse af love. Mødested var Gothersgade 129 hos Jacobsen. Ofte underskrevet af snedker A. Winther som var en ledende skikkelse inden for foreningen. Af andre medlemmer nævnes R. Jensen, Fr. A. Hertz, O. Jensen, Jantzen, Stemelt, Lundqvist, Zimmermann, possementmager Jensen, Palm, Chr. Schjødt. 

I 1876 begyndte foreningen at holde offentlige møder, bl.a. om hvordan man blev fritænker, om gudtilbedelsen og kongegalskaben. Af aktiviteter kan nævnes at man i december 1876 opfordrede RIgsdagen til at Grundlovens §3 ophæves, den om at Folkekirkens religion er den evangelisk-lutherske mm., samt ophævelse af de paragraffer i straffeloven som angår forhånelse af Folkekirkens religion. Foreningen foreslog fuldstændig og uindskrænket religionsfrihed med bortryddelsen af straffelovens § 156, ophævelse af helligdagsanordningen. I september 1878 startede foreningen månedsbladet "Den frie Tanke: Ugeblad for Behandling af religiøse og videnskabelige Spørgsmaal." Det udkom 1878-1883

Opfordring til samtlige Medlemmer af Fritænkerforeningen.

Da foreningsmedlem nr. 111, journalist Alfred Jørgensen, er afgået ved døden fredag den 14. ds., og begravelsen finder sted i dag, tirsdag den 18. ds. kl. 1 fra kapellet på kommunehospitalet, opfordres ethvert medlem at møde ovennævnte tid og sted.

Det bemærkes, at foreningens ordfører, A. Winther, holder talen ved graven.

Bestyrelsen For Fritænkerforeningen.

( Social-Demokraten, 18. juni 1878.)

Socialisterne har mistet deres bekendteste digter, idet nemlig “journalist” Alfred Jørgensen er død i fredags på Kommunehospitalet, hvorfra han skal begraves i morgen, tirsdag. Han var oprindelig smedelærling, men efter at et gloende jernstykke havde berøvet ham synet på det ene øje, gik han i købmandslære, og var netop bleven svend, da det socialistiske røre begyndte herhjemme. Han skrev ret kvikke vers og helligede nu sin lyre til de store “principper”, Pio forfægtede. En kort tid var han nominel redaktør af “Socialisten”, men opgav snart journalistiken for at være pavillondigter, dvs. viseforfatter for sangerinder, hvoraf han ernærede sig i de sidste år. Partiet vil næppe savne ham, og dets organ omtalte ikke i går hans dødsfald med et eneste ord. Hans søster, Augusta Jørgensen, er om bekendt blevet gift med Louis Pio i Amerika.

(Aalborg Stiftstidende og Adresseavis ..., tirsdag 18. juni 1878.)

Opfordring til alle Fritænkere.

Da Fritænkerforenings-Medlem nr. 111, journalist Alfred Jørgensens begravelse er udsat til torsdag den 20. ds. Kl. 12:30 pr. fra kapellet på Assistents Kirkegård, opfordres alle til at møde ovennævnte tid og sted.

Ifølge en efterladt skriftlig begæring af den afdøde, holder ordføreren for Fritænkerforeningen, A. Winther, en tale ved graven.

Bestyrelsen for Fritænkerforeningen.

(Social-Demokraten, 19. juni 1878.)

At min kære søn, Alfred Jørgensen, er afgået ved døden den 14. ds., efter 3 års tiltagende brystsyge, bekendtgøres herved af hans moder og søskende.

Marie Jørgensen.

Begravelsen finder Sted torsdagen den 20. ds. kl. 12:30 præcis, fra kapellet paa Assistents Kirkegaard.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 19. juni 1878.)

Begravelse med forhindringer.

For nogle dage siden læstes i “Social-Demokr.” en bekendtgørelse om, at et medlem af “Fritænkerforeningen”, journalist Alfred Jørgensen, skulle jordes på Assistenskirkegården tirsdag middag og at nævnte forenings “ordfører”, snedker Winther i henhold til et af den afdøde udtalt ønske ville tale ved graven. Der indfandt sig et betydeligt følge, men jordfæstelsen kunne ikke istandbringes den dag, fordi - graven ikke var færdig. Der blev anstillet betragtninger over denne “hændelse”, men man kom ikke til noget Resultat, og næste morgen bekendtgjordes det, at begravelsen var udsat til i går Kl. 12:30. Denne gang gik følget (og de nysgerrige) ikke forgæves. Ledsaget af en rød fane bares liget fra kapellet til den fugtige grav, om hvilken der samlede sig et par hundrede mennesker. Pastor Sommerfeldt talte kort og smukt om livet efter døden, kastede de tre skovle jord på kisten og bad Herrens bøn under dyb stilhed. Lidt efter fremtrådte snedker Winther og erklærede, at han havde givet den afdøde det løfte at udtale ved graven, at den jordede havde levet og var død som fritænker. Jørgensen troede ikke på et liv efter døden og havde ikke levet herfor; men han havde levet for sine medmennesker og, efter talerens udsagn, ofte gavnet og glædet dem. Derfor bragte taleren ham en tak. Nu afsang en kvartet en firstemmig sørgesang, og følget spredte sig i stilhed.

g.

(Morgenbladet, 21. juni 1878.)

I går begravedes på Assistenskirkegård den såkaldte “journalist”, socialist og fritænker Alfred Jørgensen, ved hvilken lejlighed der forekom en ejendommelig skandale. Efter at jordfæstelsen var til ende og den fungerende præst havde forladt stedet, trådte en person hen foran graven og holdt en længere tale, hvori han med kynisk råhed fornægtede al mulig religion og lovpriste og velsignede den afdøde, fordi han ligeledes havde været en sådan fornægter. Forhåbentlig vil politiet finde den vedkommende og ved at statuere et advarende eksempel sørge for, at vore kirkegårde for fremtiden kunne fritages for sådanne forargelige optrin.

(Dagens Nyheder, 21. juni 1878.)

I Folketidenden, 26. juni 1878, kan man læse en artikel om Fritænkerforeningen. Skribenten er stærkt imod gudsfornægteri, og angiver to eksempler. Her er det ene:

Nylig døde et medlem af Foreningen journalist Alfred Jørgensen, fhv. redaktør af “Socialdemokraten”. Han har skrevet flere sange såsom den: “Til Kamp vort Løsen det er givet, Til Kamp mod Kapitalens Magt. Til Kamp mod Æren og for Livet, Vor Nød og Retfærd staar paa Vagt.” Men han kunne ikke holde styr paa sin ungdom og sit varme blod; det lagde ham tidligt i graven, hvilket just ikke er nogen praktisk anbefaling for gudsfornægtelse  i livet.

På sin dødsseng skal han have forlangt, at snedker Winther, der er formand for hin forening, skulle tale ved hans grav. At dette ville ske, kundgjordes forud i “Social-Demokraten”; men da Alfred Jørgensen skulle begraves på fattigkirkegården ved Valby, fik Foreningen begravelsen udsat og foranstaltede ham nu begravet for betaling på Assistenskirkegård. Det averteredes da påny, at snedker Winther ville tale ved graven. Et par hundred mennesker fulgte, og en socialistisk fane var med. Hospitalspastor Sommerfeldt holdt en lang tale i kapellet og en lignende ved graven om saligheden efter døden og livet i himlen som trøst for dette livs trængsler, specielt anvendt på den afdøde og hans efterladte. Der sluttedes med et fadervor og de tre spader jord. Pastorens tale og bevægelser var a la blomstergråd. Omtrent hele følget beholdt dog hatten på, hvor man ellers plejer at tage den af under bønnen. Så snart pastoren var gået ned, steg snedker Winther op og talte. Den afdøde var - sagde han - død uden at tro på noget liv efter dette, og det havde W. lovet ham at sige ved hans grav; for han ville begraves, som han havde levet. Talen var mat og kort; der blev sunget en sang, et farvel som dog kun de nærmeststående kunne høre. Da pastoren gik, fulgte jeg ham, uagtet jeg kun var mødt i arbejdsdragt og med mit værktøj i hånden. Jeg spurgte ham, hvorledes det kunne stemme med vor religion at holde sådan en tale over og kaste jord på en, som i bladene forud var erklæret som gudsfornægter. Han svarede, at han kun havde talt, som han plejede, og i øvrigt måtte jeg henvende mig til kirkestyrelsen. Jeg sagde ham, at når han påtog sig et sådant hverv og lagde en kristelig betydning deri, hvad jeg ikke gjorde, kunne han ikke fritages for personlig skyld. Det var en skandale, hvad der her var sket; for derved skadedes folkekirken i folks omdømme. Jeg talte ivrigt og heftigt for at gøre et indtryk, da jeg mærkede, han var aldeles flegmatisk, men jeg nåede ikke at få ham varm. Ved begravelsen var opdagelsespoliti til stede.

Foreningen fortsatte sit arbejde  nogle år endnu. Social-Demokraten kunne 19. marts 1880 berette at den oprettede en søndagsskole med undervisning i naturhistorie, historie, fysik og kemi. Bal afholdes for at skaffe penge. Fra dette år synes også en hr. Rasmussen at have overtaget Winthers formandspost i foreningen. Social-Demokraten, 2. maj 1880 meddelte at han var rejst til udlandet og at politiet ville anholde ham. I 1881 blev der indledt kriminelle undersøgelse mod Winther pga sine udtalelser. Foreningen synes at have holdt en række offentlige møder et års tids endnu hvorefter såvel forening som tidsskrift synes at være ophørt.

Augusta Jørgensen blev gift 1878 med Louis Pio med hvem hun fik en datter 1876. New York Passenger List oplyser at Louis Pio, 32, merchant, "Mrs. Pio", 24, wife, "Infant Pio, F[e]male", 1, ankom med skibet "State of Indiana" fra Glasgow til New York 12. april 1877, sammen med familien Geleff. Her blev de gift og barnet døbt. Datteren, Sylvia Pio oplyste senere (og det står på hendes gravsten) at være født i 1878, ikke 1876.

Jesuskirken blev indviet d. 15. november 1891. Kirken er meget utraditionel i sin indretning og har af nogle været kritiseret for at være blasfemisk, Carl Jacobsen var selv karakteriseret af sin egen præst som en fritænker. Pudsigt er det, at der sidder et pentagram på alteret, og bagsiden af kirken er prydet med to søjler og en bue med nogle af tegnene fra dyrekredsen mejslet ind, som er båret af hovederne af hhv. ”Den Grønne Mand” og ”Den Hornede Gud”. Toppen af buen bærer et ligebenet kors med et omvendt pentagram.

Læs også indslagene om Sylvia Pio.

01 februar 2023

Lars Bjørnbak (1824-1878). (Efterskrift til Politivennen)

Følgende artikel blev skrevet i anledning af 100-året for Lars Bjørnbaks fødsel 19. maj 1824. Han døde 3. januar 1878 og er følgelig anbragt under denne dato på bloggen selv om artiklen er fra 1924.

Lars Bjørnbak.

1824 - 19. januar - 1924.

Hundrede Aar er gaaet, siden Lars Bjørnbak - en af vort Lands ejendommeligste og mest omstridte Skikkelser - fødtes i Lendum, Børglum Herred. Efter Uddannelse paa Snedsted Seminarium i Thy blev han Lærer i Guldager ved Hjørring i 1844 og kom under politisk Paavirkning af A. F. Tscherning og Dr. Gert Winther. 1855 forflyttedes han til Viby ved Aarhus og grundlagde 1857 Viby Højskole. Da Forfatningskampen i 1860'erne efter Krigens Afslutning rigtig begyndte, var Bjørnbak en af de ivrigste Modstandere af J. A. Hansens Overenskomst med Frijs-Estrup om Grundloven. Han rejste den hæftigste Kamp imod Foreningen af "de store og smaa Bønder". I Efteraaret 1866 oprettede han i Forening med Wistoft (den senere Folketingsmand og Branddirektør) "Aarhus Amtstidende", der strax gjorde Front mod de nationalliberale og den J. A. Hansen'ske Fløj af Bondevennerne.

Billede indsat fra Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis 20 januar 1924: "Viby Højskole. Lars Bjørnbak begyndte sin Højskole i et gammelt Hus, der havde været Præsteenkesæde, og som han lejede for 44 Rigsdaler. Efterhaanden som Elevtallet voksede, maatte det ene Skillerum efter det andet rives ned; tilsidst blev det nødvendigt at Skolen fik sin egen Bygning, der opførtes 1870. - I Bjørnbaks Levetid var Skolen besøgt af ca. 1000 Elever. Højskolen nedlagdes midt i Halvfemserne."

"Aarhus Amtstidende" var i Lars Bjørnbaks Tid (1866-77) afgjort Provinsens mest omtalte Blad. Heri og paa talrige Møder omkring i Landet fremførte han med en enestaaende Uforfærdethed og Ærlighed sine politiske Meninger, og han tog ikke fat paa Modstanderne med Silkehandsker. Det fremkaldte et i disse Tider ukendt politisk Røre i Østjylland. Bjørnbaks Politik drejede sig særlig om to Ting: Kampen mod det privilegerede Landsting og for den lige og almindelige Valgret - og Militærspørgsmaalet. Han kunde ikke glemme, at J. A. Hansen havde stemt for "den gennemsete Grundlov". Han skriver saaledes: "Vi vil gærne have revet det Blad ud af vor Fædrelandshistorie, hvorpaa der staar skrevet, at J.A. Hansens Frafald fra Junigrundloven væsentlig bidrog til dens Fald; men det lader sig næppe gøre at faa Sandheden fortiet" (21. Decbr. 1869).

Bjørnbak var afgjort Antimilitarist, og han gik ikke paa Akkord. 20. Marts 1871 udtalte han ved et Møde i Torup Pakhus paa Mols: "Ingen Hær vilde være vort bedste Værn" og 8. April s. A. udtaler han i Aidt: "Fuldstændig Forsvarsløshed vilde være vort bedste Værn". Saa sent som i Januar 1876 skriver han - for at vise det haabløse i vort Forsvarsvæsen - saaledes: "Tilvejebring først 500 Mill. Kr. til Befæstningsanlæg og 300,000 3-aarig øvede Mænd til at forsvare dem og Midler til at vedligeholde og underholde det hele, saa kan der være Tale om at befæste".

Disse klare Udtalelser, som han aldrig svigtede, var for Højre og de nationalliberale som Oprørsfakler, og han blev angrebet paa det hæftigste. Efter Krigen 1864 og især under den fransk-tyske Krig 1870 blev han flere Gange Genstand for ligefrem voldeligt Overfald af ophidsede Modstandere. Strax ved Krigens Udbrud i 1870 skrev han i "Aarhus Amtstidende", at Frankrig var Fredsforstyrreren, og den 16. Juli læses i hans Blad: "For Danmarks Vedkommende kan der efter vor Mening fornuftigvis kun næres et Ønske om, at vort Land maa undgaa at tage Lod i det blodige Lykkespil.

Alt hvad der gaar i denne Retning, har vor ivrigste Billigelse. Ophidselser vil vi af al Magt modsætte os.« Efter "Nakskov Tidende" skrev Bjørnbak i sit Blad, at "Napoleon og Bismarck var to Alen af et Stykke", og saa brød Uvejret løs imod ham. Nu skulde hans Blad slaas ned. Jærnstøber S. Frich i Aarhus gjorde Begyndelsen og sendte følgende Brev til Bjørnbak:

»Aarhus, den 19. Juli 1870.

Til Aarhus Amts Tidende.

Paa Grund af Deres preusservenlige Udtalelser afsiger jeg herved Deres Blad.

S. Frisch."

Bjørnbak meddelte dette i Bladet og tilføjede, "at han beklager, at Hr. S. Frich er saa fanatisk, at han ser Spøgelser ved højlys Dag." Arkitekt Lange, Maler Kruse og Strømpevæver Christiansen fik Bladet smidt ud af Haandværkerforeningen. Pastor Th. Hansen, Konsul J. P. Sejersen m. fl. fik det ud af "Læse- og Industriforeningen" og saaledes videre. Højre i Aarhus lod lave smaa Dannebrogsfaner af Papir, hvorpaa der stod "Ned med Bjørnbak og hans Parti, ned med Bismarck; længe leve Danmark". Disse Faner strøedes omkring paa Gaderne og i Skovene og paa Vejen til Viby. En Dag kom et af de mindste Børn i Viby Skole aandepustende farende ind til Bjørnbak med en af de smaa Dannebrogsfaner i Haanden og sagde nok saa troskyldigt: "A ska hels Dem fra Bismarck!" Bjørnbak lagde sin Haand paa det lille lyslokkede Barnehoved og sagde : "Saah ! Mit Barn ! Hvor er han?" "Han er her ude paa Landevejen", sagde Barnet, "han kørte i en lukket Vogn." Mange Aar efter fortalte Bjørnbak denne karakteristiske Historie og tilføjer: "Jeg saa altsaa. at ogsaa denne Historie, der voldte os megen Moro, var lavet af en, der hørte til den dannede Pøbel."

I Udlandet vakte "Aarhus Amtstidende"s Stilling under Krigen Opmærksomhed. "Gøteborg Handels- og Sjøfart-Tidende" fremhæver Bladet som det eneste danske Blad, der turde være en fornuftig Mening bekendt, og "Kølnische Zeitung" skrev, at forhaabentlig deles Bjørnbaks Anskuelser "af alle tilregnelige Jyder". Det gav naturligvis atter Angriberne Blod paa Tanden - her havde man da uomstødelige Beviser for, at Bjømbak var underkøbt af Bismarck og Tyskerne!!! - -

Men Bjørnbak var paa den anden Side heller ikke bange for at give igen. Lad os tage et Exempel paa hans Journalistik fra 1873, da han angreb de nationalliberale, som man den Gang mente sang paa det sidste Vers, for at overlade Magten til Venstre. Det var under Ministeriet Holstein-Holsteinborg (Bedstefar til Folketingsmand Bent Holstein), hvori Hall og Krieger var Ministre. Han skriver da: "Hall, til hvis Navn vort Lands Sønderlemmelse og Junigrundlovens Tab knytter sig Krieger. denne doktrinære Stivnakke, der var Ordfører for Novemberforfatningen og som ledede vore Anliggender saa bedrøveligt paa Londonerkonferencen ... den lille vimse Grev Holstein, hvem det mest indflydelsesrige Højreblad længst har sammenlignet med Toppen paa en Kransekage, og hvis Egenskaber som Politiker naturligvis ogsaa forekommer os at ligge udenfor al Kritik ..."

Til at kuldkaste dette bureaukratiske Regimente, vilde Bjørnbak have en Alliance mellem Demokratiet paa Landet og Arbejderne i Byerne. Han opfordrede til at opstille Demokrater ved alle Valg, og saa overvinde Sløvheden og møde paa Valgdagen og stemme "da det dog er en ringe Ulejlighed og kun kræver et Par nogenlunde stærke Ben, en højre Arm og et ikke rent forstyrret Hoved at møde paa Valgstedet og afgive sin Stemme." Selv stod han Arbejderne nær. Han var jo endog en Tid Medlem af Internationale, og han hævdede Arbejdernes Ret til at leve som andre Borgere i Samfundet.

Bjørnbak stiller sig et Par Gange i Aarhus ved Folketingsvalget, men opnaaede ikke Valg. Det eneste offentlige Tillidshværv fik han i Marts 1877 som Medlem af Aarhus Amtsraad. Men i Folketinget var der i 70-erne en lille Gruppe paa 4-6 Medlemmer, der stod paa hans Politik, og som kaldtes "Bjørnbakkere". Indflydelse øvede han gennem Bladet og paa Møderne, og han naaede at faa en Plads i Venstres Rækker ved Siden af Tscherning, J. A. Hansen, Høgsbro, Bojsen, C. Berg og Hørup. Han blev Saltet indenfor Venstre, og han taalte ingen Moderation i Rækkerne. Derfor var han jævnlig i Konflikt med de ledende Venstrepolitikere, og i Begyndelsen af 1877, da det blev klart, at Hoffmeyer maatte gaa fra "Jyllandsposten". var der Bestræbelser i Gang for at erhværve "Jyllandsposten" for det moderate Venstre og skabe en Konkurrent til Bjørnbak og hans Blad. I disse Bestræbelser var - efter hvad Bjørnbak selv har oplyst - baade C. Berg og Frede Bojsen med. Imidlertid overgik "Jyllandsposten" i Marts 1877 til Højremanden exam. jur. Kristen Nielsen, der førte Bladet videre som Højreblad - dog i en noget mere afdæmpet Form.

"Den folkelige Forsamlingsbygning" i Aarhus er Bjørnbaks Værk. Det kneb for Venstre at faa Lokale til Møder, men Bjørnbak havde saa megen Indflydelse blandt Bønderne, at de nødvendige Penge rejstes. Da den var opført og monteret, blev den anslaaet til at repræsentere ca. 200,000 Kr. Det gik heller ikke af uden Gnidning med Højre i Aarhus, og f. Ex. Frich var uvillig til at levere Jærnkonstruktion til Bygningen. I den første Tid skal man blandt Højre i Aarhus haanende have kaldt Bygningen "den menneskelige Forsamlingsbygning".

Billede indsat fra Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis 20 januar 1924: "Den  folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus. - Under de heftige politiske Kampe for 50 Aar siden kunde Venstremændene ofte ikke faa Mødelokaler. Lars Bjørnbak gjorde da det Mesterstykke at rejse den folkelige Forsamlingsbygning i Aarhus. Befolkningen viste ham den enestaaende Tillid at tilvejebringe 225,000 Kr. til denne Bygning. Det store, velbeliggende Etablissement er gentage Gange udv idet, og hævder sig den Dag i Dag som et af Byens største i sin Art, og det rummer flere større og mindre Mødelokaler foruden Restaurant og Hotelplads."

Ved Grundlovsfesten i Odder 3. Juni 1877 udtalte Bjørnbak sig meget skarpt imod det provisoriske Styre og Regeringen. Paa Grundlag af "Jyllandsposten"s og "Dagbladet"s Referater, der sagde, at Bjørnbak havde opfordret til Oprør, indledede Kultusministeriet en Undersøgelse imod ham. Nu haabede hans Modstandere at komme ham til Livs. - Bjørnbak maatte administrativt afgive en Erklæring, hvori han stemplede de to Blades Referat som "løgnagtigt". Han hævdede i denne Erklæring, at han havde udtrykt sig saaledes: "Jeg vilde slutte med det Ønske, at der aldrig i Danmark maa fattes Mænd, der vil ofre Liv og Blod, om det var fornødent, for at bringe Retten til Sejr". Undersøgelsen trak ud. Man ventede, at Ministeriet vilde afskedige ham og samtidig foranledige rejst Tiltale imod ham for at faa ham dømt. Efter hvad gamle Wistoft, der stod Bjørnbak nær, har fortalt mig, tog Bjørnbak sig Sagen meget nær. I aaben Kamp kunde man ikke ødelægge ham, nu vilde man altsaa fælde ham paa de forvrængede Udtalelser. I December blev han syg af Gigtfeber. Da Folketingsmand, Gaardejer H. P. Hansen, Viby, lige før Jul kom hjem fra Rigsdagen og fortalte, at man havde den Opfattelse, at Bjørnbak vilde blive afskediget og dømt, saa forværredes hans Sygdom.

Natten mellem 2. og 3. Januar 1878 døde Bjømbak, og den 8. Januar begravedes han paa Viby Kirkegaard, hvor ca. 4000 Mennesker var mødt for at følge ham til Graven.

Et Par Aar efter rejstes et Mindesmærke for ham i Viby. Tæt ved Højskolens Have paa en lille Høj rejstes en Bronce-Buste, i noget over naturlig Størrelse, paa en Sokkel af Granit. Busten var modelleret af Professor Jerichau. Paa Sokkelen, ud mod Holmevejen, er hugget følgende Indskrift: "Lars Bjørnbak, Folkesagens djærve Talsmand, 1824-1878. Kundskab er Magt, Uvidenhed Trældom."

A. Sneum.

(Demokraten 19. januar 1924).

Denne blog har adskillige artikler fra Aarhus Amtstidende i Lars Bjørnbaks redaktionsperiode. De kan findes ved at søge på bladet i søgefeltet.


Jens Adolph Jerichau: Buste af Lars Bjørnbak. På granitpiedestalen står indskriften: "Lars Bjørnbak folkesagens Djærve Talsmand 1824-1878 Kundskab er magt uvidenhed trældom". Den blev afsløret 4. juni 1880 i Byparken, Viby. Aarhus Arkivet, i offentlig eje. Copyright udløbet.

14 januar 2023

Ane Cecilie Petersen og Emilie Kristine Frank. (Efterskrift til Politivennen)

Ane Cecilie Petersen (1822-?) var datter af en konstabel i artilleriet. Hun var 8 år da han blev afskediget som 53-årig og herefter levede af en beskeden pension. Han var i de sidste år drikfældig. Moderen var lam i den ene hånd og døde 52 år gammel da Ane Cecilie var 14 år gammel. Hun levede alene med faderen i 4 år. Parret fik 12 børn. Kun 4 blev voksne. 2 sønner blev straffede, kom gentagne gange i straffeanstalt og døde unge. En 3. søn forsvandt i Jylland. Da faderen blev afskediget, var Ane Cecile det eneste barn hjemme og han sendte hende ud for at betle. Når det ikke lykkedes, blev hun straffet. Hun begyndte derfor at stjæle med faderens viden. Hun var blevet straffet 4 gange siden hun var 14 år. Hun var kæreste med bl. a. en bondekarl fra Storeheddinge. Da faderen døde begyndte hun at at stjæle. 22 år gammel blev hun arresteret (januar 1844) og fik 2 års arrest hvorefter hun i 1846 sad i Straffeanstalt i 5 år. Hun var i 1846 blevet involveret i et større hæler- og tyvenetværk, se særskilt afsnit

Et par måneder efter hun blev løsladt i 1851 idømtes hun ved kriminal- og politiretten 2 års forbedringshusarbejde for bestjæle sit herskab. 

Efter løsladelsen i 1853 ernærede sig ved vask og rengøring. I 1855 blev hun gravid med en snedkersvend. Hun var en tid på Ladegården. Hun blev gift i 1856 med en mand som forsørgede hende. Han var dog stærkt drikfældig, forsømte sit Arbejde og døde af druk 1861. Barnet var allerede dødt. Hun begyndte igen at stjæle, blev taget og idømt 5 års Straffeanstalt. Hun levede igen af vask efter løsladelsen i slutningen af 1866, kom sammen med en arbejdsmand Fritze - og begyndte igen at stjæle. I begyndelsen af 1869 blev arresteret og inddømt til 10 år i straffeanstalt. Efter løsladelsen i 1875 var hun på fri fod henved 1 år, i hvilket hun atter stjal, nu sammen med Emilie Kirstine Franck.

Emilie Kirstine Franck (1839-?) var født i en børnerig arbejderfamilie hvoraf 7 børn blev voksne. Alle ustraffede. Da hun var 8 år, blev hus udsat til husfolk i Slangerup. Efter 2 år kom hun til en familie på Bornholm indtil hun blev konfirmeret. Herefter kom hun ud at tjene i 3 1/2. Hvorefter hun tog til København for at tjene 1/2 Aar. Hun kom så til en gård i Vendsyssel i et år, derefter ny tjeneste i Hjørring. Her stjal hun nogle pynteting i en butik, blev opdaget og straffet. Efter et år stjal hun igen i en butik, hvorfor hun fik 1 år i Viborg Tugthus. Herefter blev hun sendt tilbage til Bornholm, derfra til København og fik tjeneste hos en fæstemand på Jægerspris. En murersvend der arbejdede på slottet, gjorde hende gravid. Hun stjal et par støvler og et par trætøfler, og blev idømt 4 år i Straffeanstalten:

Tyveri. Emilie Kirstine Franck - der er født den 6te Mai 1839 og senest i 1862 anseet med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar - kom den 1ste November, efterat have fratraadt en Kondition paa Frederikspriis, hertil Staden, hvor hun tog Ophold hos sin Moder. Den 3die November om Eftermiddagen gik hun ned til Skomagermester Rosted i Løvstræde for at kjøbe et Par Støvler, og eflerat have passet forskjellige Par, forlod hun Udsalget uden at kjøbe Noget. Strax efter hendes bortgang savnede Mesteren et Par brunelsstøvler, af Værdi 8 Mk., hvorfor han lod sin Læredreng gaae efter Fruentimmeret, hvem han ogsaa fik Øie paa og fulgte efter til Pedermadsensgang, hvor hun gik ind i Nr. 4. Drengen rapporterede det til Mester, der i Forening med en Politibetjent og Drengen gik til det betegnede Sted, hvor Pigen blev antruffen, og fandtes Støvlerne i hendes Kjolelomme. Samme Dags Middag havde Pigen været nede i Frederiksberggade og handlet med Enken Nielsen om Trætøfler, men ingen kjøbt, hvorimod hun saae Leilighed til at stjæle et Par umagede dito, af Værdi 2 Mk., og som ogsaa bleve fundne hos hende. Arrestantinden blev af Kriminal- og Politiretten nu dømt til Forbedringshuusarbeide i 4 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1864)


“Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, født og hjemmehørende i Kbhvn:; er straffet ofte og 3 Gange med Forbedringshusarbeide for Tyveri; et ualmindeligt tyvagtigt Frt:; stjæler især fra uaflaasede Kjøkkener.” [1866-1867]. Genealogisk Forlag.

Hun blev løsladt i 1868, besluttet på ikke at stjæle mere. Hun fik tjeneste og fik i løbet af 6 år 4 børn med forskellige Mænd. Så tjenesten blev afbrudt. Fødslerne fandt dels sted på Fødselsstiftelsen dels hos en broder. På nær et barn døde alle. Hun lejede et kvistkammer og ernærede sig af vask og rengøring i 3 år. 


I 1869 fødte Emilie Kristine Franck en dreng på Fødselsstiftelsen. Den Kgl. Fødsels- og Plejestiftelse, udsætterprotokoller. Tekst: Til Moderen Emilie Kirstine Franck  ugift f: har for 4 år siden født udenfor Stift.  fød 6 maj 1839 p. den kgl. fødselsstiftelse, har tjent dels heri Staden dels på Landet sidst fra 1/5 1868 p. "Christiansminde" pr Jægerspris - hvor hun er besvangret - derefter været i København; hun tager med barnet til Sundbyøster p. Amager hos arbmd. Franck.  26/6 69 til Borgergaden Nr 46, 4 sal til gaden hos Enken Paludan.

I mellemtiden havde Ane Cecilie fortsat sin virksomhed:

- Atter er en Sag bleven paadømt af Kriminal- og Politiretten, hvorunder to Fruentimmer optræde som Kvistkammertyve. Det var nemlig mellem Arrestantinderne Charlotte Amalie Hansen, Bürgers Hustru, og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke, allerede i Slutningen af forrige Aar blevet aftalt, at den Førstnævnte, om det nødvendiggjordes, ved Indbrud skulde stjæle, hvorsomhelst Leilighed dertil gaves, og at den Sidste i Reglen skulde gjøre det Stjaalne i Penge til fælles Bedste; men ved denne hendes Medvirksomhed, navnlig ved Pantsætning af det Stjaalne, bleve Tyverierne opdagede, og en Del af det Stjaalne bragt tilstede. Det blev saaledes under Sagen oplyst, at Bürgers Hustru i Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aar alene havde begaaet 4 Tyverier, af hvilke hun udførte de to, nemlig i Eiendommene Nr. 31 paa Nørregade og Nr. 2 paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Kvistværelserne sammesteds ved paa det første Sted at aabne Værelsets aflaasede Dør med en falsk Nøgle og paa det sidste Sted ved at itubryde den for Værelsets der anbragte Hængelaas. Ved disse Tyverier fik hun et Udbytte af 3 Muffer, 3 lodne Kraver og endel Klædningsstykker m. m. til en Værdi af i det Hele 71 Rd. 2 Mk. 8 Sk. Efter den mellem hende og Arrestantindcn Beck trufne Aftale om at stjæle i fælles Interesse, saaledes at Tyverierne skulde udføres af Bürgers Hustru, og at Arrestantinden Bech skulde modtage de Stjaalne og gjøre dette i Penge, havde Bürgers Hustru desuden i Begyndelsen af indeværende Aar udført 14 andre Tyverier, af hvilke 9 vare forbundne med Indbrud, paa samme Maade som ovenanført. Ved disse Tyverier havde hun stjaalet foruden Klædningsstykker og Dækketøi forskjellige andre Ting, hvis samlede Værdi udgjorde 96 Rd. 4 Mk. 8 Sk. Da Arrestantinderne vare blevne enige om at begaa det foran anførte Tyveri i et Sted paa Hjørnet af Baggesensgade og Vesselsgade, og en Person ved Ravn Vilhelm Julius Fritze, der dengang levede sammen med Arrestantinden Bech, havde hørt paa deres herom trufne Aftale, fulgte han paa Opfordring med dem og forsynede Arrestantinden Bech i dette Øiemed med et Jernspiger, hvormed hun frabrød Krampen paa en Hængelaas, med hvilken Døren til et Kvistkammer var aflukket, medens Arrestantinden Bürger stod ved Siden af, og Arrestanten Fritze stod udenfor paa Gaden for at holde Vagt samt var behjælpelig med al borlbringe det Stjaalne. For sin Ulejlighed herved og ved under et af Arrestantinden Bürger udført Tyveri i Blaagaardsgade at bortbære et af hende dersteds stjaalet Stykke Lærred havde Fritze modtaget en Vest og nydt Spise- og Drikkevarer, som begge Arrestantinderne bød ham, uagtet han vidste, at Vesten var stjaalen. og nærede Mistanke om, at de ikke vare komne i Besiddelse af de af ham modtagne Fødemidler paa lovlig Maade. Arrestantinderne og Arrestanten, der vare i en Alder af henholdvis 39, 46 og 44 Aar, og som alle før have været straffede, bleve af Kriminal- og Politiretten idømte Tugthusarbeide, Arrestantinderne hver især i 6 Aar, og Arrestanten i 3 Aar.

(Dags-Telegraphen (København) 14. august 1869)

Som antydet ovenfor mødte Emilie Kristine Franck tilfældig i nr. 34 Cecilie Petersen, som hun kendte fra Straffeanstalten. Hun må da have udstået sin tugthusstraf på 6 år. Ane Cecilie fik hende igen ind på forbryderbanen på samme vis som hun havde samarbejdet med Charlotte Amalie Hansen - dog med byttede roller: Mens Cecilie (der var kendt af politiet) udførte tyverier, bar Emilie tyvekosterne til pantelånerne. Efter 3 uger blev de anholdt. Under forhørene erkendte Emilie at hun havde svært ved at afholde sig fra at stjæle fra butikker, men at hun af kærlighed til hendes sidste Barn (der var anbragt på Bøggildgård) og hendes familien havde holdt sig fra at stjæle indtil hun mødte Cecilie Petersen. 

Høiesteretsdomne.
Høiesterets 2den Session.
Mandagen den 2den October.

Nr. 165. Etatsraad Buntzen mod Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Bechs Enke for Tyveri (Defensor Levinsen). Ved Kjøbenhavns Criminal- og Politirets Dom af 15de Juli 1876 ere de Tiltalte dømte til at hensættes til Tugthuusarbeide, Førstnævnte i 6 og Sidstnævnte i 10 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen oq Advocat Levinsen for Høiesteret betale de Tiltalte, Een for Begge og Begge for Een, 50 Kr. til hver.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1876, 2. udgave).

Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen blev indsat i Kvindefængslet 7. oktober 1876. De var ved Højesteret 2. oktober 1876 ( se tekst nedenfor) idømt straffearbejde (tugthus) i henholdsvis 6 og 10 år.. Under retssagen sad de arresteret 1/2 år. En gift søster besøger jævnligt Emilie.


Højesteretsdomme.
(Fortsættelse, se forr. Aarg. p. 1172).
1876

Ved Dom at 2 Oktober 1876 i Sagen Nr. 1) imod Arrestantinderne Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersen, Becks Enke, stadfæstede Højesteret i Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde, dog med Bemærkning, at der ikke i nærværende Sag for Bechs Enkes Vedkommende findes Anvendelse for Bestemmelsen i Straffelovens § 241, 2det Stykke", Kriminal- og Politirettens Dom af 15 Juli 1876, af hvis Præmisser sidste Stykke er saalydende:

Af Arrestantinderne er Arrestantinden Franck, der er født den 6 Maj 1839, tidligere straffet 3 Gange for Tyveri, senest ved denne Rets Dom af 16 Januar 1864 efter Forordningen 11 April 1840 § 15 med Forbedringshusarbejde i 4 Aar, hvilken Straf hun havde udstaaet den 21 Januar 1868, og Arrestantinden Becks Enke, der er født d. 14 August 1822, forhen straffet mange Gange, navnlig for Ejendomsindgreb, senest ved samme Rets Dom af 10 August 1869 i Henhold til Straffelovens § 54 efter sammes § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 1ste Led for simpelt og grovt Tyveri 4de Gang begaaet med Tugthusarbejde i 6 Aar. De ville saaledes nu blive at dømme efter bemeldte Lovs § 232 jfr. tildels § 229 Nr. 4 sammenholdt for Arrestantinden Becks Enkes Vedkommende tildels med § 54, Arrestantinden Becks Enke for 5te Gang begaaet grovt og simpelt Tyveri og Arrestantinden Franck for 4de Gang begaaet simpelt og grovt Tyveri samt Sidstnævnte tillige i Medfør af nysnævnte Lovs § 241 1ste Stykke efter dens § 238 som for Hæleri 4de Gang begaaet, hvorhos de Tyverier, for hvilke Arrestantinden Becks Enke nu dømmes, ville, da hun ved en inden den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret d. 27 December 1845 afsagt Dom er, foruden for Tyveri, bleven dømt for Hæleri, i Overensstemmelse med den ovennævnte Lovs § 241 2det Stykke blive at tilregne hende efter § 238 som Hæleri 5te Gang begaaet, og findes Straffen at kunne bestemmes til Tugthusarbejde for Arrestantinden Becks Enke i 10 Aar og for Arrestantinden Franck i 6 Aar.

*) H. R. T. 1876-77 p. 236.

(Ugeskrift for Retsvæsen, 1877, s. 108-109)


“Emilie Kirstine Franck, født her 6/5 39; str: sidst 2/11 76 med 6 Aar Tugthus for Delagtighed i en Mængde grove Qvistkt: Mist. Prot. G 172. 366”. [1882] Genealogisk Forlag.


I artiklen: Grethe Ilsøe i Tugt- og forbedringshus. Kvindelige straffefanger 1871-1885. I: Bur, Kan, kan ikke Vil, vil ikke. Kvindelig i perspektiv, 1996, S. 19-23, hvor dette indslags kommentarer er hentet, følger herefter en gennemgang af Emilie Kirstine Franck og Ane Cecilie Petersens ophold i tugthuset. 

Emilie Kirstine Franck blev løsladt den 7. oktober 1882. Hun fik besøg i alt 5 gange i løbet af de 6 år i Kvindefængslet. Hver gang af et eller 2 familiemedlemmer (søster, bror og svigerinde). Hun skrev med tilladelse 4 breve til søsteren, 3 til broderen, 2 til sønnen, der som nævnt på hendes generalieblad opholdt sig på opdragelsesanstalten Bøgildgaard i Viborg Amt, og 3 til forstanderen på samme Bøgildgaard. 

Cecilie Petersen modtog derimod hverken besøg eller skrev et eneste brev i sin 10 år lange fangetid. Hun må være løsladt omkring 1886. Derfor kan det være en anden Ane Cecilie Petersen som fik en dom i 1893. Hvis det var hende, var hun omkring de 70 år:

Højesteretsdomme.
Mandagen den 6te Februar,

- - -

Nr. 357. Høiesteretssagfører Salomon mod Emilie Kirstine Franck for Tyveri eller Hæleri (Defensor Lunn). Ved Criminal- og Politirettens Dom af 19de November 1892 er Tiltalte dømt til at hensættes til Tugthuusarbeide i 8 Aar.

Dom. Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte til Høiesteretssagførerne Salomon og Lunn 56 Kr. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. februar 1893).