Den Store Sædelighedsskandale 1895. Ussing Taler Ud, September 1896. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalretsassessor Ussing skrev et indlæg i Nationaltidende om sin rolle i sagen, og startede dermed en debat:

Politik og borgere.

Hr. redaktør!

Samfundet udvikler sig ved at dets elementer gensidigt opdrager hinanden. Politiet har i visse måder at opdrage borgerne, men borgerne fuldt så meget at opdrage politiet. Ethvert samfund har det politi, det fortjener. Spørgsmålet er imidlertid, på hvad måde denne opdragelse skal gå for sig, og for at give et bidrag til dette spørgsmål beder jeg om plads i Deres ærede blad.

En politibetjents stilling er lidet misundelsesværdig. Gør han sin gerning, er der altid nogen, denne gerning går ud over, og nogen, hos hvem han derfor bliver lagt for had. Og mener han at burde holde sig passiv hvor hans hjælp påkaldes, vækker han ofte vrede hos de alt for fordringsfulde, der forklarer hans passivitet som en spillen under dække med lovovertræderne og en begunstigelse af uretten. Den del af befolkningen som han særlig kommer i berøring med, er fuld af elementer, for hvem det er en sport at drille og forulempe ham. Og det er ikke alene gadens pøbel, som driver denne sport, men blandt de såkaldte dannede ser man ofte i sildige aftentimer, hvor stemningen er oppe, den kunst drevet til fuldkommenhed ved overlegen ironisk tiltale, uden at komme straffeloven for nær, at såre og irritere den almueoplærte betjent i langt højere grad end ved grove skældsord, fordi han ikke kan forsvare sig. Han har ikke evnen til at betale med samme mønt; skal han give igen med ord, der i hans ordforråd svarer i tone til angriberens, bliver det til uparlamentariske udtryk, som bringer al uretten og tillige mulkten over på hans side. Der er jo dem, der således kunne rose sig af at have irriteret en betjent ikke blot ud af hans gode skind, men helt ud af embedet.

I denne kamp mod de urolige elementer er han nu således stillet, at ethvert træk fra hans side er underkastet den skrappeste kritik, både i øjeblikket fra publikums side og senere fra hans overordnedes; han må forsvare sig både i fronten og i flanken, og den undskyldning frier ham ikke fra ansvar som ligger i, at han, der hundrede gange skal gribe til, må have lov til en gang mellem at gribe forkert.

Det har altid forbavset mig at vort politi med de tarvelige gager og den overordenlig strenge tjeneste, dog tæller så mange fortrinlige elementer, som fuldt ud opfylder hvad man må kræve af en politimand.

Men disse gode elementer gør man yderligere livet surt. Kommer der et tilfælde, hvor en betjent har forset sig - eller mistænkes at have forset sig (det løseste Hörensagen er mere end tilstrækkelig til at dømme uden videre bevis), da lader man det ikke gå ud over denne ene betjent, men hele politiet må holde for. Fra øverst til nederst stemples det som brutalt, korrumperet eller bestikkeligt. Hvad man nu i øjeblikket har brug for; og man øger derved i højeste grad uhyggen ved at være betjent og vanskeligheden i Stillingen. For ethvert sådant angreb i bladene får straks sin følelige refleksvirkning på gadens og de offentlige steders publikum. Det urolige publikum kappes om at kvittere for avisartiklen ved at vise den tilstedeværende betjent hån og drille ham; og hver eneste betjent får i lige grad at føle virkningerne af den enkeltes forseelse, hvis der overhovedet er begået nogen sådan.

For her kommer vi til en yderligere mislighed ved betjentens stilling. Det er nemlig så godt som ganske farefrit i aviserne at udtale ganske opdigtede beskyldninger mod en betjent, når det blot ikke siges, hvem betjenten er. Der kan skrives af A+B, at han i aftes så to betjente tampe løs på en sagesløs kvinde; hvem kan dementere det? hvem kan tage sig deraf? Hvis politidirektøren erklærer, at han ingen meddelelse har fået desangående, hedder det, at politidirektøren ikke har turdet benægte det. For det store publikum spiller det ingen rolle, om A + B ikke har opgivet hverken navne eller sted for det passerede. Virkningen bliver lige god, det vil alle betjentene straks føle, når de mødes med deres publikum. Dette publikum reagerer straks over hele byen. Ni af ti af beskyldningerne i aviserne mod politiet er opspind, og det vil ikke blive anderledes, så længe bagvaskelsen er så ypperligt et erhverv som her i landet.

Disse angreb i pressen er altså for det første uretfærdige, fordi de rammer så mange uskyldige, men de er dernæst uhensigtsmæssige fordi de spænder forholdet mellem publikum og politiet, det gør publikums holdning krassere, og dette avler igen uheldige repressalier fra betjentens side. Begge parter lide derunder. Man husker hvorledes hin kone kom i ulejlighed, fordi hun var blevet opirret af pressens i alt væsentligt grundløse beskyldninger i sin tid mod Sædelighedspolitiet og Meyer; og man kan tænke sig, hvad det må have været for mange hæderlige mænd i politiet den gang at gå rundt som genstande for offentlig foragt. Sligt skaber ømsindinghed. Endelig virker pressen på denne måde alt andet end opstrammende på Anlvrileierne. På forhånd vide de at avisefterretningen efter sandsynlighedsberegningen rimeligvis er opdigtet; og de er dernæst tilbøjelige til ved avisangrebet først at fæ te opmærksomheden på den skade og fortræd, det vækker blandt dem, hvis ve og vel nærmest afhænger af dem. Et sole be nemlig ville være en ulykke, det om personalet i sin triste gerning fik fornemmelsen af, at de svigtes af deres foresatte. Da ville det være ude med en god rekruttering af korpset, da ville hurtigt de gode elementer forsvinde og pressen havde da fuldendt sit værk

Når en betjent forser sig, da er den naturligvis vel at slå ned på - ikke den gennem pressen at ophidse samfundet og hele politikorpset mod hinanden, men den at klage over denne ene betjent, der har forset sig; og her ligger en pligt for borgerne, som de desværre alt for ofte forsømmer. Det er ikke let for en politidirektør at påse, at betjentene opfører sig godt overfor skikkelige borgere, når de skikkelige borgere tier stille med forulempelserne. ' "en det er netop let, der sker hertillands. Borgerne ville ingen ulejlighed have, fordi en betjent har forulempet dem, de tror de har lov ved tavshed faktisk al spille under dække med den betjent, der burde være afstraffet; de går rundt i krogene og snakker ondt om politidirektøren, fordi han ikke opdager, hvad de selv holder hemmelig for ham, og når det kommer højt, betror de sig til en reporter, der tjener sin dagløn ved en "opsigtsvækkende afsløring". Der siges undertiden: Vi klager ikke, fordi vi ikke får ret, betjenten vil sige nej, og det er os, der blive til ål.

Det er rigtigt, at de betjente, der plejer at forse sig, vel også ville være tilbøjelige til at luske sig fra det, men det er ingen grund til at tie stille. Først og fremmest er det af stor betydning, at betjentene ved, at overgreb vil blive påklagede; betjenten vil nødig meldes, selv om han slipper helskindet fra det. Dernæst vil politidirektøren hurtigere kunne udstille de uheldige elementer af korpset, når stikkelige folk har til vane at klage, for når klagerne formerer sig om den samme betjent, vil hans benægtelser ikke gavne ham. Og endeligt er grunden nu til, at de færreste klager mod betjente fører til noget, for en stor del den, at det for tiden mest er krakileri, processyge og tvivlsomme eksistenser, der har for skik at klage. Folk med hvem der på forhånd er mistænksomhed. Men helt anderledes vil forholdet nødvendigvis blive, når majoriteten af klagerne kommer fra de skikkelige.

Men vil man endelig være pessimist og mene at klager over politi til politi, hvad kan det nytte? så foreskriver jo loven en fremgangsmåde, om hvilken jeg har haft lejlighed til at konstatere, hvor uendelig sjældent den benyttes. Over politiets myndighedsmisbrug kunne klager indleveres direkte til retten uden henvisning af politidirektøren og uden hans tiltalebeslutning. Men efter den erfaring, undertegnede har høstet i den offentlige politiret, må politiet enten være et sjældent elitekorps, eller også må borgerne være uendelig store i opfyldelsen af deres borgerpligt, for hvis der i det hele indkom fire klager i et år, så var dette alt, og af disse var kun den ene fra umistænkelig side, fra en dame, mod hvem en betjent havde været uhøflig, og som indså, hvad hun skyldte det samfund, hun levede i, og det politi, der beskyttede hende, nemlig at klage

At en vis del af pressen fra et rent næringssynspunkt ikke kan være tilfreds med dette mit råd, at gå pressen forbi og klage til rette vedkommende, det får være; de er dog vant til det med hensyn til påtalen af de fleste andre overtrædelser. 

Ærbødigst
C. Ussing
Kriminalretsassessor.

-   -   -

Det forekommer os at assessor Ussing i dette sit forsvar for politiet har misforstået sagens egentlige kernepunkt. Det dårlige forhold, der nu faktisk er mellem politiet og borgerne, eksisterede faktisk ikke, før politiet fik sin nuværende chef hr. Eugen Petersen. Det er dennes og hans nærmeste underordnedes misgreb og mangel på forståelse af politiets rette opgave, at være værn for de lovlydige borgere, men ikke bussemænd og småtyranner, der har avlet den misfornøjelse med Københavns Politi, der nu har gennemtrængt hele samfundets fra øverst til nederst. Og ganske urigtigt er det, når hr. Ussing vil give det skin af, at pressens angreb på politiet i sædelighedssagen i det væsenligste var ubegrundet. Tværtimod! Trods alle officielle erklæringer fra politidirektør Petersen viste det sig netop, at pressens beskyldninger mod Sædelighedspolitiet i alt væsentligt var fuldt berettiget.

Når hr. Ussing mener at pressen ikke er det rette forum i disse sager, tager han også mærkelig fejl. De forulempede borgere der daglig ser hvorledes politiets rapporter af dommerne betragtes som evangelier der ikke tåler kritik, får en naturlig ulyst til at henvende sig til retten med deres klager, de tyr i stedet for til pressen og forelægge gennem den deres sag for offentligheden. Det er pressens pligt at skaffe sig vished for, at klagerne ikke er ugrundede, men har den denne vished, så er det også netop pressen, der i dette tilfælde bedst kan varetage borgernes ret. At enkelte blade er for lidt nøjeregnende med de "politiskandaler", de bringe til torvs, og at de for høj grad ofrer sandheden på sensationens alter, er beklageligt nok, men ændrer ikke rigtigheden af vor anskuelse om pressen som borgernes naturlige værn mod politiets vilkårlighed og - som i den madam Behrendske sag - næsten utrolige malkonduite.

Red.

(Nationaltidende, 30. september 1896, 2. udgave).

Hr. redaktør!

Jeg beder erindre at min artikel ikke havde til kernepunkt eller overhovedet til hensigt at forsvare denne eller hin holdning af politiet, men at fremstille den vej jeg anså for hensigtsmæssigt til politiets forbedring.

At jeg ved at udtale tvivl om pressens nytte i så henseende ikke kan vente at finde enighed hos Deres ærede blad, er naturligt. Og hvis der virkelig, som De siger, eksisterer et dårligere forhold mellem borgere og politiet nu end under tidligere chefer, da er det også naturligt at De ikke peger på den udvikling den moderne presse har taget, men på chefskiftet som den egentlige årsag.

Imidlertid skulle jeg ikke have taget til genmæle hvis De ikke havde modtaget hvad jeg, som indviet i sædelighedssagen, havde tdtalt, nemlig at beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt dengang var ubegrundede. Den beskyldning der rejste hele samfundet i forfærdelse, og som skabte "Sædelighedssagen", var den at de overordnede (Korn og Meyer) høstede pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene og denne beskyldning var ganske ubegrundet. Men den lever endnu i publikum, og det var den der sad i madam Behrend, da hun fortalte sig og den beskyldning har jeg haft en naturlig trang til en gang at dementere.

Ærbødigst

C. Ussing.

Vore retstilstande

Til assessor Ussing.

Fra overretssagfører C. Levin har redaktionen modtaget følgende:

Højtærede hr. redaktør!

Tør jeg bede Dem optage nedenstående erklæring fra en af mine klienter:

Når kriminalretsassessor C. Ussing i aftennummeret af 30. september d. m. vil hævde, at Københavns, som han kalder dem, "skikkelige borgere" selv er skyld det forhold, der efterhånden har udviklet sig mellem privatfolk og politiet, og kaster en væsentlig del af skylden på borgerne, fordi disse tier stille og ikke klager, skal jeg i det nedenstående tillade mig at føre el lille bevis for, hvor lidt netop en klage nytter overfor politiovergreb. Ganske vist var den klage, jeg vil omtale, stilet til politidirektøren, hvilket man anså for den eneste korrekte vej at gå; nu har jo hr. assessor Ussing doceret, at man gør klogest i at rette sin klage, så vidt jeg har forstået ham, til Københavns Kriminal- og Politiret. Men jeg tillader mig herved at gøre hr. assessoren det åbne spørgsmål: til hvem skal denne af ham anviste klage korrekt stiles? Min sagfører, hvem jeg idag spurgte derom, vidste ikke rettere end, at deslige klager burde adresseres til politiets chef.

For nogle år siden - det var da nuværende politiinspektør Stephensen var assistent på Nørrebro - blev der i en herværende forretning begået et tyveri, der straks blev anmeldt på Nørrebros Politistation. Anmelderen opgav, at den formentlige tyv var en dame, fru J. (et meget almindeligt dansk efternavn), der nyligt havde været i forretningens lokale og var godt kendt der. 

Vist nok samme dag kom der så to opdagelsesbetjente op til en fru J. der boede i Baggesensgade, anholdt hende trods hendes protest, forbød hende at tale med sine børn og sit tyende, rodede i hendes lommer, benyttede de så ofte fremførte, i almindelige dødeliges øren smagfulde talemåder, der nærmest passe af og overfor bøller, og tog hende med til politistationen Her tilbragte hun, halvdød af skræk, adskillige timer, indtil man kort og smilende meddelte hende, at nu havde man "den rigtige". Så blev fruen dimitteret.

Fruens broder og svoger, begge større næringsdrivende borgere her i byen, indgav derefter en klage til politidirektøren med nøjagtig og detaljeret beskrivelse af hvad der var passeret ligefra anholdelsen til løsladelsen. Fru J. blev så kaldt op til assistenten. Hun gik hen til ham, ledsaget af sin poster, da hun af indhøstet erfaring var bange for at gå ene. Assistenten gennemgik klagen punkt for punkt paa en ret ejendommelig måde; han slog nemlig en streg over hver af klagepunkterne, idet han tilføjede den af dannelse gennemsyrede bemærkning: "Det er løgn!"

Da søsteren tillod sig en blid protest mod denne kyndige kritik, blev hun kort og godt vist ud af kontoret og det på en så demonstrativ og højrøstet måde, at det overfor det underordnede personale, der opholdt sig i forværelset, var nærved at være en ydmygelse at måtte vente derude, indtil assistenten blev færdig med at erklære hele klagen for "løgn". Hermed blev fru J. affærdiget. Ikke engang en undskyldning!

Det var den oprejsning der opnåedes ved to "skikkelige borgeres" klage til chefen for vort politi - mon en klage efter assessor Ussings noget uklare recept havde fået andet og bedre udfald? Næppe. Det bør dog absolut påtales at et par opdagelsesbetjente går så skødesløst til værks, som i det ovenfor nævnte tilfælde mod fru J., blot fordi hun havde samme navn som den af den bestjålne forretning opgivne formentlige tyv. Politiet burde dog vist ikke nøjes med at slå efter i "Vejviseren". Det burde nøjagtig undersøges om der ikke kunne findes mere end een fru J., der boede i Nørrebrokvarteret. Eller også burde det have ladet en af forretningens folk følge med opdagerne; for da ville det straks have vist sig, at de var gået forkert i byen.

Efter den behandling, denne klage fik, er jeg ganske enig med den ærede redaktion i, at alle overgreb af politiet bør påtales i pressen. Kun derigennem kan den offentlige mening blive så stærk at der fremtvinges en forandring i de bestående forhold.

Den 1. oktober 1896.

Deres ærbødige

L. V.

(Nationaltidende 1. oktober 1896, 2. udgave. Artiklen blev også bragt i Social-Demokraten, 2. oktober 1896).

Sædelighedsskandalen.

Hr. redaktør!

I "Nationaltidende"s aftennummer for torsdag den 1. oktober har hr. kriminalretsassessor C. Ussing udtalt sig på følgende måde:

"Imidlertid skulle jeg ikke have taget til genmæle, hvis De (redaktionen) ikke havde modsagt, hvad jeg, som indviet i sædelighedssagen, havde udtalt, nemlig at beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt den gang var ugrundet".

Denne udtalelse skal ikke få lov til at henstå uimodsagt. Vel hører jeg ikke til de "indviede"i denne sag, men jeg hører dog til dem der har begrundede begreber om sagen og har haft lejlighed til udførlig at beskæftige mig dermed i en for publikum tilgængelig fremstilling ("Bidrag til diskussionen af prostitutionsspørgsmålet", København. (Reitzel) 1896 68s.).

Må det være mig tilladt at citere en enkelt passus af min bog (s. 42): 

"Jeg kunne endda forstå at Sundhedspolitiet under det gamle regimente holdt sin hånd over et af de bekendte steder i Farvergade. Men i 1896 har Sundhedspolitiet ingen grund til at interessere sig for den afgåede overbetjents berømte prioritet i ovennævnte bordel.

De 15.000 kr som han endnu har udestående i dette rentable foretagende, er desuden sikre nok. De står næstefter en bankhæftelse stor 720 kr., kreditforeningsmidler 12.000 kr. og private penge 10.800 kr. Men skulle denne sikkerhed ikke være tilstrækkelig, så har han yderligere panteret i den til samme brug bestemte ejendom i Knabrostræde. Disse to ejendomme er i sin tid (i årene 1880-85) erhvervet for en samlet sum af 8.000 kr. De er nu (tilligemed løsøret) belastede med en gæld af 110.000 kr. men det er de såmænd rigelig værd så længe de kunne benyttes til bordeller.

Da den nuværende ejerinde i sin tid købte ejendommen i Knabrostræde, afslutteede hun den fordelagtige forretning under værgemål af en betjent i Sædelighedspolitiet. (Denne betjent hvis navn var G., er senere død). Sædelighedspolitiets funktionærer synes i det hele taget at have haft adgang til nem og lønnende bifortjeneste ved at administrere bordelværtindernes pengeaffærer."

Jeg stiller trøstig denne sidste sætning ved siden af assessor Ussings tvetydige udtalelse: at den beskyldning at de overordnede (Korn og Meyer) høstede pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene - "var ganske ugrundet".

Hvad jeg har skrevet i denne sag, er ikke løs sladder. Hvert ord er vel overvejet. Overbetjenten i Sædelighedspolitiet var prioritethaver i to bordeller. Mine udtalelser er baseret på udskrift af Københavns panteprotokol, som også stod til assessor Ussings disposition. Man kan jo bilde børn ind at denne prioritet på 15.000 kr., som overbetjenten fik sine overordnedes samtykke til at modtage, kun var et bevis på "gensidig højagtelse". Og hvis assessor ussing blot ville fortælle publikum noget om de meritter der bevirkede betjent Borellis afskedigelse, så ville han vist selv være den første til at forbavses over sine egne udtalelser: "Beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt den gang var ugrundede".

Ærbødigst

Dr. med. Edvard Ehlers.

(Social-Demokraten 3. oktober 1896)

Edvard Laurits Ehlers (1863-1937) var en i samtiden meget anerkendt læge på prostitutionsområdet. Den omtalte bog er refereret som kilde i adskillige værker helt op til vore dage. Han var Berlingske Tidendes lægevidenskabelige medarbejder. I Social-Demokraten 4. oktober 1896 gav en Norman Bryn et eksempel på hvordan hans klage over en betjent var blevet vendt til en klage mod ham selv.

Ehlers skrev samme år: "Vi er nu et stort antal læger der er blevet i høj grad skandaliserede og opskræmte ved det pistolskud i Sundhedspolitiets kælder der sendte chefen over i en forhåbentlig bedre verden uden fattigdom og uden prostitution, samtidig med at to betjente blev arresteret og straffet, mens souschefen slap med at trække sig tilbe fra sin post. 

Det er desværre noget der af og til kommer for dagens lys og vist endnu hyppigere hænder, at politiet misbruger sit nære, administrative forhold til proxeneterne og sit ukontrollerede, arbitrære herredomme over prostitutionen til at skaffe sig ulovlig fordel."

Politi og borger.

Fra kriminalretsassessor Ussing har redaktionen modtaget følgende: Hr. redaktør! At oprippe "Sædelighedssagen" har jeg ingen tid til; men dr. Ehlers burde ikke modsige hvad jeg har sagt, nemlig at beskyldningen mod politiets overordnede (Korn og Meyer) for at høste pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene var ganske ugrundet. Jeg har udtrykkelig motiveret hvorfor jeg kalder denne beskylding den væsentlige i sædelighedssagen, og forholdet er ikke det at man ikke har kunnet skaffe bevis for rigtigheden af denne beskyldning; men det må anses godtgjort at denne beskyldning er urigtig.

Hvorledes hr. M. blev indsat som arving efter madam C. - således bør hr. E. hellere halde det end det vildledende "prioritetshaver" - er en lang historie som jeg gerne skal meddele hr. doktoeren mundtlig; (den er for lang for mig til at skrive ned), og jeg skal da samtidig give ham adresse på en patient som løgnagtige beskyldninger har nedbrudt på sjæl og legeme. De skal ikke frygte for at blive honoreret med noget af de 15.000, for efter hvad der er blevet mig meddelt, får han trods panteattesten næppe selv noget af dem; hvad jo for resten er ligegyldigt for sagens vedkommende.

Ærbødigst.

C. Ussing.

(Nationaltidende, 4. oktober 1896).

Klagerne over politiet.

Hr. redaktør!

Tillad mig at gøre en enkelt bemærkning endnu i anledning af mit svar til assessor Ussing i Deres ærede blad for i søndags.

Man har sagt mig at det ikke er rigtigt at en klage over en betjent der indsendes til kriminalretten, ike bliver sendt til den offentlige politiret.

Dette er rigtigt, for så vidt som den ikke behøver at blive det.

Men praksis er at det sker. Og det sker af en grund der ganske dømmer hr. Ussings råd.

Grunden er nemlig den at man altid uvægerlig går ud fra at den klagende ved sin klage har til hensigt at løbe fra sit af betjenten indrapporterede overgreb.

Dette er forhåndssynspunktet. Man forstår da hvorledes behandlingen må blive.

Med tak for optagelsen af denne bemærkning der formelt lader mig have uret, men reelt giver mig dobbelt ret, er jeg

Deres ærbødige

P. V.

(Aftenbladet, 5. oktober 1896).

Cyklister i Politiretten. (Efterskrift til Politivennen).

 Det koster altid folk penge når politiet møder med et eller andet nyt reglement. Man husker endnu da for et par år siden et kørselsreglement trådte i kraft: den offentlige politirets lille lokale, forsal og trappegang vrimlede af arbejds- og droskekuske der blev kaldt frem for skranken en halv snes stykker ad gangen og måtte betale et par kroner eller mere i lærepenge, inden de lærte at dreje i en kort bue, en lang bue, og at have på vognen et navn og nummer der målte de reglementerede tommer.

For nylig er et nyt kørselsreglement trådt i kraft, og nu er det især cyklisternes tur at ofre bøder til rettens kasse: 2 kr. for at dreje om hjørnet i en kort bue, for at køre midt på gaden eller i den fejle side, 4 kr. for at køre uden tændt lygte, når det er mørkt. Kun en enkelt cyklist måtte bøde 25 kr. fordi han havde opgivet falsk navn og adresse. Men det var nærmest sket af ungdommelig letsindighed. Herefter vil han være mere alvorlig. I går da han var i rette, fyldte han nemlig 18 år. Indtil i går har ca. 70 cyklister mødt i retten.

Det nye kørselsreglement rammer imidlertid også arbejds- og droskekuske. Politiet går og kigger med et skarpt blik efter cyklister, og får det øje på en kusk i kort bue eller midt på gaden, bliver han stoppet, skrevet op og sendt i retten, og de gamle scener fra kørselsreglementets første dage opføres atter.

Man skulle tro at alene den offentlige politiret var nok til at gøre alle københavnere til oppositionsfolk. 

(Social-Demokraten, 2. september 1896).

Borgerlig Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Borgerlig Begravelse.

Mellem Arbejderklassen og Folkekirkens Præster i Kobenhavn er der udbrudt en Kamp, som har varet hele Vinteren og som truer med at antage større og større Omfang. Anledningen er denne:

Dels af økonomiske Grunde og dels af religiøse, men dog vist særlig af førstnævnte, lader mange af Arbejderklassen sig borgerlig vie, det er jo langt billigere end at blive kirkelig viet. Men borgerlig Vielse kan kun finde Sted, naar vedkommende Par erklærer sig som hørende til et uden for Folkekirken staaende Trossamfund, og da i hvert Fald erklærer sig for ikke hørende til Folkekirken.

Ved en saadan Erklæring betragtes Vedkommende Ægtepar som udmeldt af Folkekirken og dennes Præster nægter da at udføre kirkelige Handlinger for dem, særlig Jordpaakastelse.

I de fleste Tilfælde har det dog ikke været de paagældendes Mening, at de vilde ikke have mere med Folkekirken og deres Præster at gøre. Naar de derfor kommer i det Tilfælde at have Brug for kirkelig Betjening, søger de til Præsten og denne svarer da, at han har ikke med dem at skaffe, da de ved borgerlig Vielse har udmeldt sig af Folkekirken. At vedkommende ved at begære kirkelig Betjening mener at maatte anses for indmeldt igen i Folkekirken, vil Præsterne ikke godkende.

Denne Præsternes Stilling har vakt megen Harme blandt Hovedstadens fattige Befolkning og Socialistførererne puster stadig til Ilden, da det er Vand paa deres Mølle at vække og nære de ubemidledes Uvilje eller Had til Kirken og dens Præster.

Følgen af Præsternes Stilling er, at der nu hyppig finder borgerlig Begravelse Sted i København, ikke alene hvor vedkommende afdøde er borgerlig viet, men ogsaa i Tilfælde, hvor vedkommende maa anses for hørende til Folkekirken. Man erklærer sig simpelt udmeldt af Folkekirken og Begravelsen finder da Sted fra Socialisternes Forsamlingsbygning paa Enghavevej. Her holder en eller anden Socialist en Ligtale og Følget begiver sig da med sine røde Faner til Kirkegaarden, hvor Liget sænkes i Jorden uden videre Ceremonier.

Disse Forhold har fremkaldt og vil vedligeholde en staaende Kamp mellem Folkekirkens Hovedstadspræster og en stor Del af den ubemidlede Arbejderklasse, der fjærnes mere og mere fra Kirken ved Præstens uforstandige og embedsmandsmæssige Optræden, saa Hovedstadens Afkristning vil gaa fremad med stærke Skridt her som i de store Kulturlande.

Denne Kamp vil blive fortsat ved følgende kultusministeriel Skrivelse:

"Paa en Forespørgsel fra Sjællands Bistop angaaende Præsternes Forpligtelse til at fungere ved Begravelser af ikke folkekirkelige Personer ktal Kultusministeriet svare, at Folkekirkens Præster er berettigede til at undslaa sig ved at fungere ved saadanne Personers Jordefærd. Tillige maa det anses for lovstridigt, at en Lægmand holder Tale ved Graven, at der af Følget afsynges Salmer og kastes Jord paa Kisten, ligesom der ikke heller maa ringes med Kirkens Klokke."

Den kultusministerielle Skrivelse slaar altsaa fast, at Præsterne ere berettiget til at sige nej, hvad juridisk set enhver kunde sige sig selv, men om de ere berettigede til at sige ja, siger Skrivelsen ikke noget om, og det var netop det, der har Interesse i denne Sag. Der kan dog næppe være Tvivl om, at Præsterne maa, naar de vil. Er der i Hovedstaden blot en Præst der vil, saa kan de borgerlig viede, der ønsker kirkelig Begravelse, faa det.

Men er der en, der vil?

(Herning Folkeblad - Vestjylland 11.marts 1896)

Svaret på det sidste var, at det var der, bl.a. frimenighedspræsten Carstensen som tidligere i 1893 havde gjort sig bemærket ved at begrave en der var blevet brændt. Og som også var blevet angrebet af graveren ved den lejlighed, se mere herom andetsteds på denne blog.

3. marts 1896 afbrød provst Zeuthen begravelse af værtshusholder A. Christensen da der i ligfølget var Våbenbrødre og medlemmer af "De samvirkende Fagforeninger" med 2 fagforeningsfaner. Provstens indvending var at fanerne ikke havde korstegn. 

Borgerlig Begravelse

Stygt Optrin paa Kirkegaarden.

I Gaar holdtes der her i København to borgerlige Begravelser. Fra Forsamlingsbygningens Have paa Enghavevejen begravedes en Teglværksarbejder Lars Olsen, der bl. a. var med i Strejken paa Frederiksholms Teglværk; og fra Forsamlingsbygningen paa Kløvermarksvejen begravedes en anden Arbejder, Maskinarbejder Trolin. Ved den sidstnævnte Begravelse kom det til et Optrin, der ved den alvorsfulde Lejlighed virkede højst pinligt paa den Afdødes Venner og del hele Følge.

Trolin havde været gift, borgerlig viet. Da hans Enke nu ønskede, at Sognepræsten Pastor Holch ved Frelsers Kirke, skulde forrette Jordpaakastelsen og tale ved Graven, nægtede Præsten at tale, og det besluttedes da, at Begravelsen skulde være borgerlig. Og i Gaar ved Tolvtiden var der i Forsamlingsbygningens Have paa Kløvermarksvej samlet et Ligfølge paa ca. 1500 Mennesker. Foran Tribunen i Haven var den blomstersmykkede Kiste anbragt, og fra Tribunen holdt Formanden for Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening, Hr. H. P. Hansen, en Tale, hvori han sagde den afdøde Kammerat og Partifælle et smukt Farvel. Derpaa førtes Kisten, ledsaget af det store Følge, til Kirkegaarden.

Her, ved Enden af Graven, stod Graveren ved Frelserens Kirke, Hr. Petersen med skrævende Ben, Hænderne i Siden og et saare bistert Udtryk i Ansigtet.

Liget blev sænket i Graven, og Hr. H. P. Hansen tog Hatten af Hovedet og kastede et Blik ned paa Kisten. I samme Nu sprang Graveren frem, greb Hr. Hansen i Armen: "Her maa De ikke tale!"

Hr. Hansen saa et Øjeblik paa den barske Mand, øjensynlig forbløffet. Men saa tog han sig sammen og udtalte højt: "Ske, hvad der vil! Her ved hans sidste Hvilested skal vor trofaste Kammerat dog have endnu et Farvel - fra hans Enke, hans Kammerater og alle de Forsamlede". Hvorefter han sluttede med en kort Tak.

Bisættelsen i Haven ved Kløvermarksvejen var smuk og stemningsfuld. Det lille Optrin ved Graven virkede stygt ved den Magtanvendelse og hele brøsige Maade, hvormed Graveren, vel efter Ordre, optraadte.

Man følte det som en Forargelse, at vore kirkelige Avtoriteter har saa lidt Respekt for Dødens Alvor, at de med smaaligt Rethaveri og med Magt forbyder en Borger at sige det Farvel til en Bortgangen, som de ikke selv vil sige.

Naar Præsterne ikke vil tale over en Afdød, finder vi ikke i Øjeblikket et Ord, der samtidig egner sig til at trykkes og til at karakterisere deres Modstand mod, at Andre taler ved Graven. Kirkegaarden er dog for Alle.

Rimeligvis vil de fromme Mænd, som havde instrueret Graver Petersen, nu søge at faa Hr. H. P. Hansen tiltalt for det Par Ord, han sagde ved Trolins Grav. Thi her er et Sted, hvor Præsten ikke behøver at nøjes med Trusler om Straffen hinsides.

(København 24. august 1896).

En borgerlig Begravelse foregik i Søndag Middag fra "Folkets Have" paa Enghavevej. For nogle Dage siden døde en Fortepianoarbejder Münckeenberg, og Familien ønskede, at Begravelsen skulde foregaa fra St. Stefanskirken. Da Pastor Volk imidlertid erfarede, at den afdøde var borgerlig viet, negtede han at tale ved Baaren,og man besluttede da at lade Højtideligheden foregaa fra "Folkets Have". Der havde indfunndet sig et stort Følge, vistnok 4 a 500 Mennesker, og Frimenighedspræst Carstensen talte, idet han benyttede Lejligheden til at rette et skarpt Angreb mod Statskirkens Præster paa Grund af den Intolerane og Mangel paa Barmhjærtighed, de udviste ved Lejligheder som denne. Derpaa kastede Præsten Jord paa Kisten, og en Salme blev sungen, hvorpaa Kisten, bragtes til Kirkegaarden.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 26. august 1898).

Situationen skærpedes mere og mere op gennem 1890'erne. Enten skulle præsten være med, uanset om ligfølget gerne ville slippe af med ham i kapellet som var hans domæne, men ydermere skulle han med ud på kirkegården hvorhan havde eneret til at tale. Hvis ikkeman accepterede dette, kunne enhver ceremoni forbydes. I enkelte tilfælde måtte præsten have politibeskyttelse. Det var især indremissionske præster som vakte harme og som folk ikke ønskede indblandet i begravelsesceremonien.

Protestmøde mod flere Kirker paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Flere Kirker! Arbejderne paa Vesterbro protesterer mod Kirkebyggeriet

Et stormfuldt Møde. - Borgmester Jacoby taler. - En Præst, der pibes ud. - Protest mod Kirkebyggeriet. 
Paa Enghavevej,

i Arbejdernes store Forsamlingshus, afholdtes der i Gaar Aftes et af en mægtig Forsamling besøgt Protestmøde, hvortil den socialdemokratiske Forening i 13de Kreds havde indbudt. Protesten gjaldt Kirkebyggeriet, og den blev udført med en Kraft og Fyndighed, som Intet lod tilbage at ønske.

Vi giver et - paa Grund af kneben Plads - stærkt sammentrængt Referat af det bevægede Møde.

Referat.

Foreningens Formand, Typograf Louw:

- Velkommen til Mødet! Vi har indkaldt det paa Grund af det Opraab, der er udstedt om at yde Frivillige Bidrag til Opførelse af 2 ny Kirker her paa Vesterbro. Mange af Opraabets Underskrivere er efter vor Indbydelse kommen til Stede!

Enstemmigt vælges Tapetserer Jønsson til Dirigent. 

Folketingsmand A. C. Meyer tager saa Ordet:

Man siger, vi lider Kirkenød herude. At her er Nød, det veed jeg, det har der været længe, men det er Fattigdommen, vi lider under! Vi har gjort, hvad vi kunde, for at komme Nøden til Livs, men Præsterne har ikke villet hjælpe os, de tænker kun paa den aandelige Nød. Jeg tror nu, der er Plads nok i Matthæus Kirken til dem, der har Trang til at høre Præster (Bifald). Jeg er en Modstander af, at Alle uden Hensyn til, om de ønsker Kirker eller ej, skal betale til Kirkens Opførelse (Bravo !) Jeg er saa meget mere en Modstander deraf, som jeg ikke rigtig ved, om det er for Gudsrigets Skyld eller for deres egen Skyld, at Præsterne vil have flere Kirker (stærkt Bifald). Lad d'Herrer og deres Venner selv bygge Kirkerne, men ikke komme til Stat, Kommune og forlange Skatteborgernes Penge til Kirkebyggeriet ! (Bifald). Overfor denne Anmasselse er det, vi protesterer!

Borgmester Jacoby træder derefter frem paa Talerstolen. Han taler under stor Opmærksomhed :

- Jeg ved nok, der er megen Nød - jeg gør selv mit Bedste for at afhjælpe den. Men, Spørgsmaalet er, om der ikke ogsaa er Kirkenød. Det betyder Intet, a nogle af Kirkerne staar tomme, det kan ligge i, at vedkommende Præster ikke har Evnen til at til at drage Folk til Huse.

- Provst Levinsen:

Dette Lokale er meget smukt, men religiøse Mennesker kommer der vist ingen af her (Fy! Fy!) Det kan ikke nytte, at I holder Protestmøder! (Aah!) Nej, vi har en Overbevisning, der ikke rokkes af Protester. (Latter.) Præsterne angribes, fordi de ikke vil medvirke ved Fritænkeres Begravelse, men, maa jeg spørge: Naar Fritænkerne modarbejder Kirken og angriber Præsterne, hvorfor skal vi saa staa paa Pinde for disse Folk? (Stor Uro, Piben og Hyssen )

- Pastor Mynster:

Vi Præster agiterer ligesom Socialisterne for vor Sag - kan man bebrejde os dette ?

Efter at Hr. A. C. Meyer har imødegaaet Borgmester Jacobys Udtalelse og hævdet, at Arbejderne aldrig vil søge Statskirkens Præster, fortsættes den bevægede Diskussion endnu et Tid og først henad Midnat vedtoges med alle Stemmer mod 2 en Resolution, hvori det hedder:

1. Da det er vor Overbevisning, at der ikke er Trang til flere Kirker paa Vesterbro, opfordres Stat og Kommune til ikke at yde Bidrag til Opførelse af flere Kirker.

2. Derimod opfordres Magistrat og Borgerrepræsentation til hurtigst muligt at fremme det fra 7300 Beboere paa Vesterbro indsendte Andragende om Opførelse af en Folkebadeanstalt paa Vesterbro.

(København 1. juli 1896).

Adolph Frederik Charles Meyer (1858-1938) journalist ved Social-Demokraten. Medstifter af Socialdemokratisk forbund 1878. Valgt for Socialdemokratiet til folketinget 1895-1932. Han var på det tidspunkt (og senere) kendt for sine digte. I 1886 idømt fængsel for udgivelse af en arbejdersangbog (dog frifundet ved Højesteret). En vej på Teglholmen i København er opkaldt efter ham.

Hugo Adolph Jacobi (1844-1917), sagfører og borgmester 1891-1908 i magistratens 3. afdeling for fattig- og forsørgelsessager. 

Provst Theodorus Levin Levinsen (1851-1922), Matthæus Kirke 1889-1921. Han var i 1899 med til at danne det midtsøgende Kirkeligt Centrum (nedlagt 2020). Henning Jensen fra avisen København mente ved en opdeling at vide at 4/5 af hans tilhørere var kvinder.

Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro. I følge Københavns Stift var gennemsnittet for hele stiftet for deltagere i en gudstjeneste et pænt sted under 100, nemlig 65 i 2018. Jeg har ikke kunnet finde nogen statistik for de enkelte kirker på Vesterbro. Men hvis det holder, er der god plads i Sct. Matthæus Kirke - den har plads til 1.000. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vesterbros Protest mod Kirkebyggeriet.

I Aftes afholdtes efter Indbydelse af den socialdemokratiske Forening i 13. Kreds et overordenlig vellykket Møde om Kirkebyggeriet paa Vesterbro. Allerede før Tiden var den store Sal stuvende fuld af et Publikum, som med stor Interesse hørte de lange Taler. Præsterne paa Vesterbro var mødt fuldtallig med Provst Levinsen i Spidsen, og af de Lægmænd, som havde udstedt Opraabet om den kirkelige Selvbeskatning, var der ligeledes mødt en "Mængde, som havde kaaret Københavns Fattigborgmester, Hr. Jacoby, til deres Ordfører.

De to Herrer nød ikke samme Skæbne. Borgmester Jacoby talte under Dødsstilhed og lod da ogsaa Arbejderpartiets Fortjenester nyde fuld Retfærdighed.

Anderledes med Provst Levinsen. Denne Mand var taktløs nok til at begynde paa et Forsvar for sin Handlemaade ved Begravelse af Mennesker, der er borgerlig viede. Her mødte ham imidlertid en saadan Storm af Uvilje, at han hurtigst muligt sluttede sin Tale, meget mindre udfordrende end han begyndte den.

Det vellykkede Møde endte med Vedtagelsen af nedenstaaende Protest mod Kirkebyggeriet.

Referat.

Vælgerforeningens Formand, Typograf Louw, bød Velkommen. Anledningen til Mødet var det Opraab, som ansete Mænd paa Vesterbro havde udstedt om at yde frivillige Bidrag til Opførelse af 2 ny Kirker i denne Del af Staden. Vi har troet del var rigtigt, at Vesterbros Beboere ogsaa fik et Ord med i Laget. Vi har indbudt dem, som har udstedt Opraabet, og en Mængde af dem har modtaget den Indbydelse.

Tapetserer Jonsson valgtes med Akklamation til Ordstyrer. Han manede til Ro og gav derpaa Ordet til Indlederen.

A. C. Meyer (Bifald): Jeg har lovet at tale her i Dag, fordi jeg repræsenterer denne Kreds, og fordi jeg hører til det Sogn, der efter d'Hrr.s Mening er i Kirkenød. Vi har for kendt Nøden herude, men det var Fattigdommen, og det Parti, jeg tilhører, har gjort, hvad der kunde gøres, for at udrydde Aarsagerne til Nøden, og man skulde dog tænke, at Socialdemokraterne i denne Virksomhed kunde gaa Haand i Haand med Præsterne, der skal udbrede Guds Rige her paa Jorden. Dog, det er jo ikke den fysiske, men den aandelige Nød, Præsterne vil udrydde. De paastaar, at det ikke kan lade sig gøre at skaffe Plads til de Kristne herude, hvor Menighedens Tal er steget fra 27,000 til 63,000. I 1884 paastod man ligeledes at der var Kirkenød i København, og da paatog Socialdemokraterne at paavise, at der var rigelig Plads i Kirkerne. Jeg trøster mig til at paastaa, at der ogsaa nu kan skaffes Plads i Mathæus Kirke for dem, der har Lyst til at besøge Kirken, og saa længe dette er Tilfældet, anerkender jeg ikke nogen Kirkenød. - Vi er Modstandere af Kirkebyggeriet, fordi man tvinger Folk, der staar Kirken fjærnt, til at yde Bidrag dertil, og saa længe Kirken ikke er skilt fra Staten, ved man ikke engang, om det er for Guds Skyld eller af Hensyn til dem selv, at Præsterne vil have flere Kirker og flere Præster (Hør! Hør!). Ser man hen til Præsternes Optræden i den sidste Tid, saa bør d'Hrr. ikke forarges over, at Arbejderne kun ugærne giver en Øre til ny Kirker og ny Præster (Hør!). Før stod Kirken paa de Fattiges og Forurettedes Side. Nu er det anderledes, og vi hævder derfor vedblivende, at Religionen skal være en privat Sag uden Forpligtelse for Stat og Kommune. Denne Bygning, hvori vi staar, er et Arbejdets Tempel, hvor der skal prædikes en højere Moral. Dette smukke Hus er rejst for Arbejdernes fattige Øre; Stat og Kommune har intet bidraget dertil, lønner ikke heller Tjenerne i dette Tempel. Jeg vil raade Præsterne, naar de siden tager Ordet, da at tænke paa dette Forhold og tage Eksempel derefter (Bifald). Hvis Kirken ejer Livskraft, da maa det mm en let Sag for dem, der iblandt deres nærmeste Venner tæller dem, der samlede en halv Mill. Kr. ind til militære Øjemed: til Landets Forsvar. Kunde de samle saa mange Penge til krigeriske Øjemed, hvor meget kunde de da ikke samle ind til den Fredens Gærning, som skal øves i Kirken? Saa længe man vedbliver at forlange, at Stat og Kommune skal levere Bidrag til Kirkerne, saa længe vedbliver vi at protestere mod Kirkebyggeriet. (Stærkt Bifald.)

Atelier Henning Jensens Døtre: A. C. Meyer (1858-1938). Han var politiker, journalist og forfatter. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Borgmester Jacoby: Det almindelige Spørgsmaal er jo, om der er Trang til ny Kirker her i Byen. At der ellers er megen Nød her i Byen, det ved jeg bedst, men jeg haaber ogsaa, at man vil indrømme mig, at jeg gør, hvad jeg kan, for at lindre den. Man siger nu, at Kirkerne ikke er fyldt, men man glemmer, at der ogsaa mellem Præsterne er Konkurrence. Nogle af dem kan bedre end andre trække Kunderne til sig. Derfor er nogle Kirker stadig fyldt, medens andre stadig staar forholdsvis tomme. Derfor trænger vi til flere Kirker, for at flere af de Præster, der formår at tale til Folket, kan faa en Prædikestol. Man siger, at Folk føler ikke Trang til Kirker. Nej, det er rigtigt; men man kender jo ogsaa Folk, der er meget snavsede, men som slet ikke føler Trang til at vaske sig. Det samme gælder om Religionstrangen. Den er maaske størst der, hvor den slet ikke føles. Noget positivt Bevis kan ikke fremskaffes. Det er min Overbevisning, at der er Trang til Sted. Derfor har jeg underskrevet Opraabet. Nu siger man, at Præsterne er et, og Kristendommen noget ganske andet. (Hør! Hør!) Ja det er rigtigt. (Vældig Bifald.) Ja, Præsterne er ikke saa gode, som de burde være, thi det er ingen Mennesker, men Vorherre skal nok gøre dem bedre, det haaber jeg da. Man siger nu, at Præsterne kan bygge selv, som Arbejderne har gjort ved dette smukke Hus; men det er nu en Gang god Skik her i Landet, at Stat og Kommune træder hjælpende til, hvor der skal bygges Kirker, medens man ikke kan give noget til Opførelse af Forsamlingshuse. I Modsætning hertil giver Stat og Kommune store Summer ud til Arbejderne. (Nej! Nej!) Jo husk de store Summer, der aarlig udgives til Skolevæsenet og meget andet. Tænk Dem nu om, og husk paa, at De ikke behøver at spørge Deres Forening, da De maa holde af Vorherre.

Stolemager Hansen rettede et stærkt Angreb paa Præsterne, der kun kunde undskyldes efter den gamle Doktrin, at den der sover, synder mindst. Vil Præsterne afskaffe Djævelen og bringe Bibelen i Overensstemmelse med Videnskabernes Resultater?

Provst Levinsen: Dette Møde er jo ikke noget offenligt Møde, som der staar i Indbydelsen, men derimod et Protestmøde. Det holdes jo ogsaa i et Lokale, som virkelig er smukt og godt, men hvor kirkelig sindede som Regel ikke gærne kommer. (Fy! Fy!) Jeg mener nu ikke, at dette Møde vil faa nogen særlig Betydning, det faar Protestmøder ikke; thi vi kirkeligsindede har en Overbevisning, som ikke kan rokkes ved nok saa mange Protester. Jeg er kommen til Stede, fordi jeg mente, at jeg mulig kunde være saa heldig, at et af mine Ord kunde finde Øre hos Forsamlingen. Man angriber Præsterne, fordi de ikke vil bistaa ved Fritænkeres Begravelse;  man tillader sig alligevel at unddrage den samme Kirke al Støtte. Kort sagt, man vil have Ret til at angribe Præster og Kirker til enhver Tid, og saa fordrer man endda, at de skal staa paa Pinde for sine Fjender til enhver Tid. I Matthæus Sogn boer der nu 1/34 Del af Landets Befolkning, og det er nu saaledes, at vi er henvist til at røgte vor Sjælesørgergærning alene ved Ordets Forkyndelse.

Louw: Levinsen har ingen Ret til at ironisere over dette Møde og de udsendte Indbydelser. Efter en lille Annonce i "Social-Demokraten" har vi faaet denne store Sal stuvende fuld, saa der ikke kan være flere her. Saaledes er det altid, naar vi holder Møde, og vi forlanger dog ikke Hjælp, hverken fra Stat eller Kommune. (Bifald.)

Levinsen: Jeg maa fastholde, at dette Møde trods sin Fuldtallighed aldrig kan blive noget almindeligt offenligt Møde. (Hyssen.)

Pastor Mynster: Ingen i denne Sal bør undres over, at vi Præster gærne vil have ny Kirker; thi Socialisterne drager jo ogsaa ud til fjærne Egne, hvor Folk endnu ikke har hørt deres Lære, og jo mere Modstand de møder, desto ivrigere bliver de for at faa dem til at tage mod Læren. Vi bærer os ad paa samme Maade, og vi tror, at heller ikke den fysiske Nød kan lindres uden ved Troen paa Jesus Kristus.

A. C. Meyer: (Bifald.) Der er ikke her i Aften leveret noget Beviser, at der er Kirketrang paa Vesterbro. Jacoby siger, at man skal søge at vække denne Trang ved flere Præster og flere Kirker. De tager fejl, mine Herrer, thi der er kommen en Forskel mellem Præsternes og Arbejdernes Livsopfattelse, og saa længe den bestaar, saa vil Arbejderne fly Præsterne og ikke høre den Lære, som Præsterne tilfældigvis præker. Hr. Levinsen vilde forsvare, at han havde nægtet at bistaa ved Begravelse af Folk, der var udtraadt af Folkekirken, og det undrede ham, at Folk var vrede for det. De var jo frivillig udtraadt af Folkekirken. Ja, Hr. Levinsen, den Afdøde kan det sandelig være lige meget, men om nu Hustruen ikke er udtraadt af Folkekirken? Om hun nu har bevaret sin Barnetro, saa er den dog hende - den kristelig sindede - Beskæmmelsen rammer. D'Hrr. Præster har her i Aften brugt saa stærke Udtryk, at de næppe ret sømmer sig for Præster. Jeg skal besvare dem med at sige, at d'Hrr. altid skal være velkommen hos os og blive høfligt behandlet. (Stærkt Bifald.)

O. Jørgensen: Det er rigtigt, at Folk skal være ivrige for at fremme den Sag, de nu engang tror paa, men de skal gøre det paa egen Bekostning og ikke som her ved Kirkebyggeriet; thi det er, som om Socialdemokraterne vilde holde Agitationsmøder og lade Højres Arbejder- og Vælgerforening betale Omkostningerne. D'Hrr. har maaske Ret, naar de siger, at der er for lidt Præster, men saa ansæt nogle flere. Kirker er der nok af. De kan invitere et Par Gader ad Gangen og benytte Kirken hver Time, om de vil. Gør Kirken mere demokratisk, saa vinder de Terræn.

Fuldmægtig Sørensen meddelte, at den ene Kirke vilde blive rejst af Landets Præster, medens den anden skulde betales af Beboerne. For Arbejderne vilde det dog ikke blive ret meget.

Pastor Bang: Folkekirken træder ikke ud fra sit Forhold til Staten, før den bliver kastet ud, thi Kirken har et Ansvar overfor det Samfund, hvori vi virker. Hvad vi mangler i Aften ved dette Diskussionsmøde er en fælles Valplads at slaas paa. Vi forstaar ikke de samme Ting med de samme Ord.

Pastor Mynster: Der er sagt her i Aften, at hvor der var mange Kirker, der stod det i Reglen daarligt til med Oplysningen; men jeg skal erindre om, at der er flere Slags Oplysning, og det kan jo hænde, at vedkommende Beboere havde den rette og den bedste Oplysning.

Endnu taler Typograf Louw og Pastor Bang, hvorefter A. C. Meyer slutter af: Naar man hører Præsterne i Aften faar man næsten Følelsen af, at de fortryder, at de er kommen herhen. Hvad skal vi her? spørger de. Jeg skal svare: De skal høre, hvad Beboerne herude tror om den Sag, De nu har sat alt ind paa at gennemføre! Beboernes Svar bliver: "Byg lige saa mange Kirker, De vil, men byg dem for Deres egne Penge!" (Bifald).

Derefter vedtager den store Forsamling med alle Stemmer imod to af de Indbudne nedenstaaende 

Resolution.

Vesterbros Beboere - saavel Kvinder som Mænd - der er forsamlede til Møde paa Enghavevej 40, udtaler:

1. Da det er vor Overbevisning, at der for Tiden ikke trænges til flere Kirker i Matthæus Sogn, idet der ikke fra nogen Side er ført Bevis for, at de alt nu bestaaende Kirker er fyldt med Tilhørere ved Gudstjenester, og saa længe Beboerne paa Vesterbro i det store Flertal ikke ønsker flere Kirker opført herude, opfordres saavel Stat som Kommune til ikke at bevilge Midler hverken til Opførelse eller til Vedligeholdelse af flere Kirker paa Vesterbro.

2. Derimod opfordrer Forsamlingen Københavns Magistrat samt Borgerrepræsentationen til hurtigst muligt at fremme det Andragende, der fra 7300 Beboere paa Vesterbro i April Maaned blev indgivet til de nævnte Institutioner angaaende Opførelse af en Folkebadeanstalt paa Vesterbro.

Efter en Tak fra Ordstyreren for den Ro og Orden, der var vist under Mødet sluttedes dette.

Fra Forsamlingen udbragtes Leveraab for A. C. Meyer og Ordstyreren.

(Social-Demokraten 1. juli 1896)

- - -

Man kan være enig eller uenig med denne Resolution, man vil i et hvert Fald ikke kunne benægte, at der er Metode i den.

Diskussionens Udbytte var i og for sig tarveligt. De diskuterende Parter stod hver i sit Land og talte hver sit Lands Sprog. De forstod ikke hinanden, og de misforstod oftere hinanden.

Fra begge Sider førtes der kun blanke Vaaben; saa meget beklageligere var det, at den store Forsamling gentagne Gange ikke var saa sindig som dens Ledere. Den Slags Diskussioner taaler ikke godt at afbrydes af skingrende Piber og dundrende Trampen.

Men man kunde ved dette Møde ikke undlade at bemærke en Ting, og det var, at den københavnske Arbejderstand ikke alene er i Færd med at bryde ud af Kirken.

Den er udenfor - helt og holdent.

Hvad Aarsagerne hertil er, maa de Sagkyndige afgøre.

(Fyns Venstreblad (Odense) og Aalborg Amtstidende 2. juli 1896. Uddrag).

På tidspunktet for mødet fandtes der som nævnt en kirke på Vesterbro: Matthæus Kirke (1880) 1.000 siddepladser. Senere blev der bygget flere: Kristkirken (1900) finansieret af præsterne selv. Apostelkirken (1901) finansieret af rigmænd/kirkefonden. Eliaskirken (1908) 800 pladser. Mariakirken (1909) oprindelig 1040 pladser, nu 500. Enghave Kirke (1924/1960). Getsemane Kirke (1894/1916). Absalons Kirke (1934) - nedlagt som kirke.

Folkets Hus på Enghavevej stod opført 1895. Det blev i 1959 erstattet af det nuværende, nu Vega.

Den Store Sædelighedsskandale 1895. Bordelværtinde, Mad. Clausen. (Efterskrift til Politivennen).

En af personlighederne i Sædelighedsskandalen 1895 var madam Clausen. Hun ejede flere ejendomme i det indre København hvorfra hun fuldt lovligt drev bordeller. At mange på trods af det anså det for en forkastelig gerning, fremgår af overrabbiner Simonsens tale ved hendes begravelse:

Ikke bare kapellet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads var rigt dekoreret, også hendes gravsted har trods stenen er flyttet ned fra soklen, en ganske iøjnefaldende størrelse. Søjlen til højre er folketingsmedlem Herman Bing (1845-1896), medgrundlægger og medudgiver af Politiken. (Foto Erik Nicolaisen Høy). 

Her hviler

vor kjære Moder

Hedveg Clausen

født Israel.

f. 27 Aug 1824

d. 17. Marts 1896

Nederst på stenen står en linje som det ikke har været muligt at tyde.

Bordelværtindens begravelse.

Forleden døde bordelværtinde madam Clausen i Farvergade, bekendt fra de 15.000 kr hun havde skænket overbetjent Meyer i Sædelighedspolitiet.

Begravelsen foregik i mandags fra det mosaiske kapel på Vestre Kirkegård.

Et temmelig stort følge havde, ifølge bladet "København", givet møde - mest familie, men også en del nysgerrige. Adgang til kapellet tilstedtes kun mod forevisning af et kort.

Kapellet var pyntet med blomster og levende træer. På alteret var alle kandelabre tændt. - Den gule egetræskiste var helt skjult af palmedekorationer.

Efter afsyngelsen af en salme træder overrabiner Simonsen frem bag kisten og udtaler sig i følgende ord:

"Almægtige Gud! Når vi træder frem for dig på årets travleste og helligste dag (jødernes store bededag) og vi Israels tjenere og menighed, samles til bod og anger, så vil vi bede for denne kvinde, hvis liv var nedværdiget i stor synd.

Dette liv som her er afsluttet, var Israels samfund til nedværdigelse, og hun var ikke værdig til at bære det navn Du Herre har givet dit folk.

Vi dømmer ikke, vi beder for hinanden og med hverandre gennem anger, beder for dem som er blevet Dog uværdige. Du, Herre, ser hvilke fristelser der har bevirket det dybe fald, - Du skuer faldet! Og, som vor stamfader bad for Sodoma og Gomorra, beder vi for hende som kun fandt kærlighed i sin nærmeste kreds. Hendes time er nu kommet, da hun skal aflægge regnskab for sit store, syndefulde liv.

Og hvis nogen (overrabbineren hæver blikket stift op på de på balkonen forsamlede kvinder) her er til stede som lever eller har levet et liv i ukyskhed og synd, så tænk dig om, mens det er tid, og vend dig til ham som renser og lutrer vore sjæle. Vi kommer alle til at stå til regnskab, når vi drager herfra."

(Randers Dagblad og Folketidende, 27. marts 1896).

Mad. Clausen døde af nyrebtændelse. Hun var aldrig gift. Hun blev  76 år. Hun kunne således ikke vidne imod overbetjent P. Meyer.

Johannes Hauerslev: Dybensgade. Meget lidt er ændret ved husene siden dengang. Københavns Museum. Public Domain.

En overraskelse.

Det har i lange tider været en fastslået kendsgerning, at den berygtede bordelværtinde md. Clausen var noget i retning af en millionær.

Nu viser det sig, at de herrer, hvem boets opgørelse påhviler, får en ret pinlig, men ikke desto mindre aldeles pålidelig fornemmelse af, at det så ofte udskregne fruentimmer efterlader sig intet - eller i hvert fald så godt som intet.

For det første er ejendommen 13 i Dybensgade alt i levende live bortskænket til hendes søn. Ejendommen nr. 23 i Farvergade, som for resten i øjeblikket er lukket, samt ejendommene nr. 18 i samme gade og nr. 22 i Knabrostræde er ganske vist ikke absolut forærede bort, men på den anden side stikker der i dem bortgivne obligationer indtil en værdi af ca. 100.000 kr.

Knabrostræde. Nr. 22 er det smalle, hvide hus mellem det gule og det brede hvide, til venstre for midten i fotoet. Huset er det samme som på madam Clausens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Indehaverne af disse obligationer er foruden den så ofte omtalte funktionær i Sædelighedspolitiet, overbetjent Meyer, tillige den agtede kvindes svigersøn, grosserer T. og hendes svigerdatter, der som bekendt, nu er gift med fabrikant. E.

Hvis indehaverne af disse obligationer, der rigtignok er transporterede i levende live til de pågældende ovenfor omtalte "kendte navne", ikke gennem de nævnte ejendomme kan få fuld dækning, da viser det sig, at md. Clausen ikke er så rig, som man antog.

Efter sagkyndiges vurdering er nemlig de pågældende ejendomme kun under de heldigste konjunkturer den ovenfor nævnte sum værd.

I hvert fald skal nu usædeligheden i vor by stige i en foruroligende grad.

Således står altså sagen.

Vi der kun har den behagelige opgave at se til, kan være ligeglade. Den eneste der ved den stedfundne opgørelse bliver højst uheldig stillet, er den sidst ommeldte og hidtil ukendte søn hr. Koefoed, som i levende live følte sig forpligtet til at vedkende sig sin moder. Han får nemlig rimeligvis ingenting, hvis da ikke de nævnte ejendomme tilfældigvis skulle stige umådelig i værdi.

Dette sidste ville i en vis grad blive tilfældet, hvis det kunne oplyses, at md. Clausens mand, tømrermester Clausen i Amerika skulle være afgået ved døden uden hverken i opstigende eller nedgående linje at efterlade sig arvinger. Tillige kunne noget sådant indtræffe, hvis de nævnte ejendomme ved køb eller ganske særlig administration kunne forøge de i øjeblikket lidet økonomiske chancer.

Med hensyn til resultatet, der som man kan tænke er ligeså vanskeligt at forudsige, som udbyttet er problematisk, skal vi altså lade begivenhederne gå deres stille gang, og holde vore læsere ajour med den nærmere udvikling.

En ting er en "saga blot", nemlig den berygtede værtinde og hendes rigdom, og det kunne måske være ganske sundt at få konstateret.

(København 18. april 1896).

Johannes Hauerslev: Farvergade. Forrest til venstre ses gæstgivergården "Holger Danske" med en masse folk udenfor. Den lå i nr. 15. Vartov længst væk har nr. 27. Nr. 23 (hvor mad. Clausen boede) og 25 må derfor have ligget umiddelbart før Vartov. Ejendommen er nedrevet. Public Domain, Københavns Museum.

Proclama

(Se også under konkursboer)

De som har noget at fordre i boet efter afdøde hedevig (Hedvig) Clausen, født Israel, skibstømrer Jens Christian Clausens fraskilte hustru - i hvilket bo arv og gæld ikke er vedgået - indkaldes herved med 6 måneders varsel til for undertegnende skiftekommission at anmelde og bevisliggøre sådant krav. Ligeså indkaldes med samme varsel arvingerne i boet, for at godtgøre deres arveret og iagttage deres tarv under boets behandling.

Efter det i boet foreliggende bemærkes:

At afdøde der ved sin død den 17. marts dette år boede i Farvergade nr. 23 her i staden, hvor hun ifølge politiets tilladelse holdt offentligt hus, og som den 4. september 1867 erholdt bevilling til her i staden at drive forretning som pantelåner og den 13. marts 1879 erholdt tilladelse til her i staden at drive næring som værtshusholderske, har kaldt sig enke, men at hun ved bevilling af 17. august 1892 blev skilt fra ovennævnte skibstømrer Jens Christian Clausen.

At han, Jens Christian Clausen, i året 1862 rejste til Amerika, og at der sidst er hørt fra ham for ca. 25 år siden, på hvilken tid hans adresse var Coreys Street 46, Charlestown ved Boston, samt at der ikke i anledning af skilsmissen ses at være foretaget noget skifte af ægtefællernes bo. Skibstømrer Jens Christian Clausen eller den eller de i hans sted muligt berettigede blive herved særligt indkaldte.

Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsrets Skiftekommission, København den 3. juni 1896. Vilh. Meyer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. og 6. juni 1896).

Madam Clausens forretning.

Det har vakt nogen omtale at der stadig drives bordel i afdøde madam Clausens ejendom i Farvergade samt i ejendommen i Hummergade.

Vi søgte underretning herom i går og fik følgende ganske morsomme forklaring:

Madam Clausen havde ved sin død flere arvinger. Foruden disse er der flere legatarer, og det tager tid, særlig for en kongelig danske skiftekommission, at ordne den slags sager. Indtil dette sker og arv og gæld er vedgået af arvingerne, står imidlertid Skifteretten som den administrerende i boet, og må som sådan ikke forringe dets værdi.

Nu vil jo alle forstå at de gamle huse ikke vil være meget værd når bordellerne bliver flyttet ud, og dette er da også kun sket med en enkelt af ejendommene, Farvergade nr. 23. Der fremkommer imidlertid derved den pudsighed at den højærværdige skiftekommission kommer til at stå som forvalter for den største forretning her på pladsen der handler med kvinder, og det bliver den der kommer til at fordele udbyttet af prostitutionen mellem de forskellige andelshavere, i dette tilfælde arvingerne. 

En mærkeligere stilling kunne man vel næppe tænke sig for en høj retsinstitution. Vi ønsker den hjertelig til lykke. Den har så ofte prostitueret sig ved sin forretningsgang at den fortjener den fremskudte stilling i prostitutionen, skæbnen har ladet den blive til de.

(Social-Demokraten, 24. juli 1896).

 En skandale af rang.

Prostitutionens følger.

Som i går omtalt, karakteriseredes madam Clausen i sin ligprædiken som en skam og skændsel for Israels Hus.

Efter skriftens og moralens forskriften er dette vistnok korrekt. Efter den danske lovgivning og retspraksis derimod ganske uberettiget.

Madam Clausen var efter danske retsbegreber en lige så hæderlig næringsdrivende som enhver anden. Det fremhæves udtrykkelig i Skifterettens dødsannonce (proklama) over hende, at hun havde borgerskab som værtshusholder, næringsbevis som panlelånerske og derhos i 23 år med politiets, det vil sige de offentlige autoriteters, tilladelse havde drevet offentlig hus her i byen.

Skifterettens førnævnte annonce, der stod i "Berlingske Tidende" for forrige måned, er korrekt, men i mange henseender mærkelig.

Skifteretten sidestiller ganske rolig næringsvejene pantelåner, beværter og politibeskyttet indehaver af offentligt hus; havde madam Clausen haft grossererborgerskab, ville retten have nævnt dette med, som en med bordelvært ligestillet næring.

Forholdet er jo nemlig efter vor lovgivning, at utugts udøvelse som erhverv såvel som rufferi, kun er strafbart, når disse virksomheder drives uden politiets tilladelse. 

Med politiets tilladelse er begge dele lovlig og retsbeskyttet næringsudøvelse.

Det er det, der er forholdet, og det er netop derfor heldigt, at Skifteretten i sin fremhævelse af afdøde madam Clausens offentlige stillinger udtrykkelig har skrevet: "Afdøde har med politiets (det offentliges) tilladelse i 23 år drevet offentligt hus her i staden."

Den gæstgiver eller hotelvært, der udlejer et par værelser til folk, der udgiver sig for ægtefolk, men som han har grund til at antage, ikke er det, kan herved pådrage sig vand og brødstraf eller forbedringshusarbejde.

Den mand eller kvinde, der har erhvervet politiets tilladelse til drift af offentligt hus, opfylder autoriteternes hensigt med den meddelte bevilling, ved dag og nat mod betaling at stille sine værelser til rådighed for utugts bedrivelse.

Den kvinde, der uden politiets tilladelse driver erhverv ved utugt, forfølges og straffes med vand og brød.

Den, der har tilladelsen, udøver i henhold til et af offentlige myndigheder udarbejdet og godkendt reglement sin lovlige næring. Man indser let det meningsløse og vanvittige heri. I det ene tilfælde, udøvelse uden tilladelse er en forbrydelse, der medfører grov straf og vanære. I det andet tilfælde, udøvelse med tilladelse, er det en fuldkommen lovlig og berettiget handling.

Manglen på konsekvens er selvindlysende.

Forvirring i almen opfattelsen og dens offentlige moral naturlig. Der burde, når det offentlige betragter utugt som erhverv og betalt hjælp her til, som noget til hvilket der kan gives næringsbevis, kun kunne være tale om at straffe dem, der driver erhvervet uden bevilling med boder, som for anden ulovlig næring.

De meningsløsheder og skandaler den lovordnede prostitution medfører, er imidlertid ikke udtømte hermed. 

Den bestående lovgivning fører ligefrem til at offentlige autoriteter i visse tilfælde selv må optræde som bordelforvaltere og som administratorer af logerende fruentimmer og i sin egenskab af offentlig autoritet søge bordeltilladelse eller medvirke til sådan tilladelses forskaffelse.

Det er dette Skifteretten har måttet som bestyrer af madam Clausens efterladenskaber. Vi skal i næste artikel udvikle hvordan og hvorledes.

(København 24. juli 1896).

Artiklen blev bragt dagen efter og indeholder stort set samme indhold som ovenstående gennemgang af mad. Clausens ejendomme.

En fin forretning.

Skifteretten er for tiden administrator for den afdøde bordelværtinde madame Clausens bo, idet arvingerne ikke kan blive enige om arvens deling. Skrifteretten må derfor også administrere boets aktiver og er derfor i øjeblikket bestyrere af - et par bordeller - Fy for -

(Ringsted Folketidende, 27. juli 1896).