21 maj 2024

Hvi rose I så vore fædre. (Efterskrift til Politivennen)

---

En af de pudsigst beliggende sangerindeskure var ved indgangen til Holmens Kirkegård. "Ved Gravens Rand" kaldtes det betegnende. Når datidens drenge kiggede ind ad døren til det for dem forbudte sted, slog en os af øl og tobak dem i møde, og man hørte koret synge datidens slagsang:

En skorsten uden røg
en bøfsteg uden løg

Der var altid fuldt hus, og råb og skrig blandede sig med kvidrelærkernes mere eller mindre falske toner. Unægteligt et mærkeligt billede på gravens fred.

Men hvad gravens fred angår var det endnu for et halvt århundrede siden kun så som så i datidens København.

(Frederiksborg Amts Tidende (Hillerød), 28. december 1936. Uddrag).

Christian Beyer (1841-1933): Alleenlyst på Østerbro, ca. 1860. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sangerinderpavilloner fandtes i København fra 1850'erne. De fleste på Frederiksberg og Vesterbro. "Ved Gravens Rand" hed egentlig "Alleenslyst". Omkring 1864 oplyste politiet at der var 21. Alleenslyst bestod af en pavillon med åben veranda omgivet med lukkede lysthuse. I 1853 var værtshusholderen Niels A. Nielsen. Senere overtaget af pianist og musiklærer Philip Theodor Otterdahl med syngepiger.

Interiør fra Alleenlyst ved Lille Triangel, Øster Farimagsgade. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. Efter motivet at dømme synes det at ligne den stadig eksisterende på Bakken.

Fru Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen).

som vidnede for "Stormen"

Kastet på gaden!

Jødebanden knebler det danske folk.

En redaktør og hans meriter.

Forfatterinden fru Olga Eggers

Alle vil huske hvorledes der igennem pressen gik et brøl af sensation, da forfatterinden for kort tid siden uoptrådte i byretten i København, og aflagde et vidnesbyrd. som stærkt støttede "Stormen"s afsløringer af affæren Stauning - Søren Nielsen - borgmester Peder Christensen.

Fruen var det eneste vidne redaktør Vald. Jensen fik lov af den høje og ædle ret til at føre. Som bekendt afslog byretten og højesteret efter månedlang betænkningstid Vald. Jensen begæring om at føre vidner til rets på rigtigheden af "Stormen"s afsløringer af systemet og dets mænd, herimod gav landsretten redaktøren medhold, men det nyttede intet. Vald. Jensen måtte ikke få ret, han skulle dømmes.

I MODSAT FALD VILLE MAN NEMLIG KOMME TIL AT DØMME REGERINGENS LEDENDE MÆND. OG DET MÅTTE JO IKKE SKE.

Men selv dette, at fru Eggers optrådte som vidne i retten, og her sagde DEN FULDE OG HELE SANDHED OM SOCIALDEMOKRATIETS LEDENDE MÆND var nok til at hele jødekamarillaen blev sat ind imod hende!

Få dage efter blev fruen afskediget fra sin stilling som redaktør ved "Hus og Frue", grunden var fruens politiske stilling. Annoncører - jøder - tvang fruen ud af arbejdet. Og redaktør Axel Høyer viste sig som det sølle pjok, han er. Han bøjede ryg for jøderne. Stauning og hans jøder havde fået hævn. Fruen mistede sit erhverv, ligesom så mange andre danske kvinder og mænd har mistet det til fordel for indvandrede asiater.

Siden har intet "dansk" blad villet optage den tidligere så søgte medarbejders artikler og noveller. - Jøderne og deres kreaturer holder deres kvælertag om struben på danske mennesker.

Fruens afsked blev meddelt kort og lakonisk i "Hus og Frue". Enhver kunne tage afskeden, som det passede ham: ingen oplyste noget om hvorfor fru Eggers var blevet afskediget. Havde hun taget af kassen, eller havde hun blot sagt sin ærlige mening?

Men ikke nok med dette! Bladets anstændighed var ikke større, end at man - efter fruens fratræden vedblev med at reklamere med hendes produktion. Fredag den 13. november meddelte bladet at forfatteren Morten Koch blev knyttet til bladet. "hvor han ville skrive en ugentlig artikel i smag med hvad forfatterinden Olga Eggers hidtil har skrevet."

Toppunktet af smudsighed må dog siges at være nået af bladet som det fremgår tydeligt af breve fru Eggers har fremlagt for os, uden videre beholdt de breve, fruens Iæsere havde skrevet til hende! Er noget sådant overhovedet tilladt?

Fru Eggers gav i sin tid redaktør Høyer tilsagn om at være med til at hjælpe "Hus og Frue" op skønt fruen lå med langt bedre tilbud. Nu har hun fået takken. Vi håber at vore læsere vil fortælle overalt, hvad "Hus og Frue" og dets redaktør er for nogle indretninger. Jødeblad - jødelakaj.

(Stormen. Kampblad for Dansk-Socialistisk Parti, 1. december 1936)

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tagArtiklen udtrykker bestemt ikke Redacteurens synspunkter, tværtimod tager jeg stærkt afstand fra dem.

Fru Olga Eggers som bagmand for en række ærerørige angreb? (Efterskrift til Politivennen).

Livlig indledning til de mange sager der angår fornærmelser imod jøder.
Hvad der stod i bladet "Stormen"

Forfatterinden Olga Eggers.

SAGEN mod "Dansk-Socialisterne"

Valdemar Jensen og Vilfred Petersen, der længe har beskæftiget byretten, kom atter i går til behandling hos dommer Mundt.

Det var oprindelig hensigten, at også de såkaldte "jødeforfølgelsessager" skulle være behandlet, men forsvareren, landsretssagfører Pontoppidan, begærede disse udsat, for at han kan tage stilling til, om han vil være forsvarer for alle de sigtede. Desuden vil han gerne sætte sig nærmere Ind i sagen, før man går videre.

Den sigtede Arent Lemvigh-Müller har protesteret imod, at hans sag behandles sammen med de andre, da hans forfatterinden Olga Eggers artikler om jødespørgsmålet er af en helt anden karakter end de andres, og han har derfor begæret sin sag udskilt.

Forfatterinden forklarer

I går var kun Vald. Jensen og Vilfred Petersen mødt. Man behandlede den gamle sag om nogle artikler i nationalsocialisternes organ "Stormen", der har indeholdt forskellige grove beskyldninger mod overretsagfører Søren Nielsen, borgmester P. Christensen, statsministeren m. fl.

Sagens forhistorie

Det vil erindres, at der for et par år siden var livligt røre om et stort bade- og forlystelsesetablissement, et konsortium ville opføre på Grønnehave ved Helsingør. Byens borgmester og overretssagfører Søren Nielsen blev udpeget som de ledende mænd, men de interesserede hemmeligholdt i øvrigt deltagernes navne.

Overretssagfører Søren Nielsen var forfatterinden, fru Olga Eggers' juridiske konsulent, i hvilken egenskab han under hendes udenlandsrejse bl. a. forvaltede hendes ejendom, værdipapirer og forfatterrettigheder. Da fruen kom tilbage hertil, mente hun at have et meget betydeligt beløb til gode, og da overretsagførerens regnskaber viste et ganske andet billede, indgav hun en klage til kriminalpolitiet. Imidlertid blev sagen efter en nøje undersøgelse sluttet, uden at der fandtes grundlag for nogen aktion.

Dette danner baggrunden for fruens fjendtlige stilling overfor hr. Søren Nielsen, og som det viser sig, har hun fortsat sine angreb, omend på en anden front.

Som Vidne afhørtes forfatterinden fru Olga Eggers. Før hun tog plads i skranken hilste hun på nazivis med oprakt hånd. Dette gav dommeren anledning til at sige:

- Jeg ønsker ikke demonstrationer her i retten, hverken fra Dem eller andre. Det vil ikke blive tålt.

Forsvareren spurgte derefter fru Eggers:

- Er artiklen om Søren Nielsen skrevet på basis af Deres oplysninger?

Fru Eggers: - Ja, og det er sandt hvert eneste ord, der står. Jeg har givet Valdemar Jensen en fuldstændig sandfærdig fremstilling af sagen, og han skrev derefter sin artikel. Jeg fortalte ham, at Søren Nielsens juridiske konsulent, overretssagfører Mortensen havde bedt mig om at trække min bedragerianmeldelse mod Nielsen tilbage da man var bange for at Søren Nielsen ellers ville blive sat fast. Så sagde jeg: Det er der ikke noget at gøre ved, når der skal være lov og ret i landet. "Så får De ingen penge," sagde Mortensen. Hertil svarede jeg: Nå ja, men det er også vigtigere, at der er lov og ret.

Derefter kom Søren Nielsen og ringede på, men jeg sagde til min datter: "Smæk!" og så smækkede hun døren i for ham. Næste dag kom der et brev fra Stauning, der bad mig om at komme op i statsministeriet.

Dommeren: - Kendte De statsministeren?

Fru Eggers: - Å, ja. (Munterhed).

Fruen fortsatte sin vidneforklaring: - Og så sagde statsministeren: Det kan jo ikke gå an; vi kan jo ikke få Søren Nielsen straffet, og der er jo mange mennesker, der var blevet arbejdsløse, hvis Grønnehave ikke var blevet til noget.

Jeg fik så det råd at tale med borgmester Peter Christensen i Helsingør. Han sagde: Det er nogle gode bøger, De skriver, og det er interessant, at De har været nede hos menneskeæderne! Nå, tænkte jeg, han vil altså opnå noget, og så spurgte han mig om, hvor mange penge Søren Nielsen skyldte mig. Det vidste jeg ikke, og jeg anede dengang ikke, at Nielsen også havde taget 75,000 kr. fra Betty Nansen.

Senere gik jeg med til at trække min anmeldelse tilbage.

Da fruen derefter kom ind på at fortælle, hvad der var meddelt hende under fortrolige former, blev hun stoppet af dommeren, der anmodede hende om at forklare, om hun også er hjemmelsmand til, hvad "Stormen" har skrevet om daværende politiadvokat, nu kst. dommer Arthur Andersens behandling af sagen mod Søren Nielsen.

Fruen erkendte at have givet oplysninger til artiklen "Revolver-Andersen", hvorefter forundersøgelsen i sagen sluttede. Nu skal statsadvokaten træffe bestemmelse om hvorvidt der skal rejses tiltale og i hvilket omfang.

Der vil senere blive afholdt forhør om jødeforhånelserne.

(Nationaltidende, 11. oktober 1936)

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Olga Eggers' brud med socialdemokraterne startede i 1932 hvor Olga Eggers havde anmeldt Søren Nielsen for bedrageri. Hun blev skuffet over at Stauning og Peder Christensen at frafalde sagen på Grønnehave-konsortiet, der var ansvarlig for opbygningen af en fiskerihavn i Helsingør, et projekt som omfattede 500 arbejdspladser. Efter at have udskudt sagen halvt års tid, uden at få det hun mente man skyldte hende, anlagde hun sag, men rigsadvokaten afviste den på grund af bevisets stilling. Igen overtalte Stauning hende til at bilægge sagen. Men hendes skuffelse voksede og fik bl.a. udtryk i 1935 i artikler i "Hus og Frue". 

Eggersfamilien rummede flere nazister, og Olga Eggers meldte sig 1. juni 1934 ind i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP). Allerede i 1935 meldte hun sig ud igen af utilfredshed med partiledelsen, til fordel for Dansk Socialistisk Parti (Wilfred Petersen).

30 april 2024

Rekylgeværaffæren 1904/1905. 29.-31. December 1904. (Efterskrift til Politivennen)

Kuglesprøjterne og Fredssagen.

Ved vore Artikler og den almindelige Drøftelse i Pressen er der fastslaaet følgende :

1. Den kgl. danske Geværfabrik har i de sidste Maaneder tilvirket Rekylrifler (Kuglespøjter) af Krigsminister Madsens Model under stærkt forceret Virksomhed.

2. Af disse Vaaben skulde de 100 afsendes i December, de 100 i Januar, Resten være færdige til Marts. En ikke ringe Mængde Tilbehør er allerede afgaaet fra Frihavnen med Skibe til Hamborg.

3. Geværfabrikens Leder, Rustmester Bjarnov, har i sit Interview til "Vort Land" tilstaaet, at Rekylriflerne laves med et Kaliber af 7,6 Millimeter, og Krigsminister Madsen har indrømmet, at dette Kaliber var Ruslands, men tillige ogsaa nogle sydamerikanske Staters.

4. Geværfabriken prøver de bestilte Rekylrifler med en Patron, der er mærket med tre russiske Bogstaver. Alle Forsøg paa at forvandle det ene af disse Mærker, det russiske Bogstav P til et romersk 2-Tal eller det andet, det russiske Bogstav E. til et engelsk Mærke (en Cirkel med Pil igennem) er faldet haabløst til Jorden. Krigsminister Madsen har indrømmet, at Patronen knnde være russisk, - men ogsaa bulgarsk!

5. Efter Hr. Madsens egne Indrømmelser maatte Kaliberet altsaa henlede hans Mistanke enten paa Rusland eller paa "nogle sydamerikanske Stater"; Prøvepatronen maatte rette hans Opmærksomhed enten mod Rusland eller mod Bulgarien. Herefter kunde en Matematiker som Hr. Madsen, naar han overhovedet vilde bruge sin Tænkeævne, ikke være i Tvivl om, at Vaabnene var bestemt til Rusland!

6. De 200 Rekylrifler, der tilvirkes til Levering i December og Januar, er en Førstebestilling, en
Prøveordre, hvorefter skulde følge et betydeligt større Antal. Geværfabriken har ikke blot givet en Fabrik paa Godthaabsvejen Bestilling paa 6 forskellige Dele til 43,000 Magasiner, men ogsaa stillet en to Gange saa stor Bestilling i Udsigt, hvis den første Levering blev tilfredsstillende.

7) Hr. Madsens første Paastand (at Portugal var Bestemmelsesstedel) er fuldstændig opgivet, efter at baade Rekylriffelsyndikatets Formand Grosserer S. Jensen og dets tekniske Leder Løjtn. Schouboe har erklæret, at de ikke ved, hvem der skal have Vaabnene.

8) Hr. Madsen har nu givet Ordre til den Undersøgelse, der burde have fundet Sted, inden Geværfabriken fik Tilladelse til at lave disse Vaaben, og han har erklæret, at intet vil blive udført, forinden der er skaffet fuld Garanti for, at de ikke skal til Rusland. Ikke desmindre er allerede en Mængde Tilbehør afsendt.

Medens hele Pressen forlanger en Redegørelse af Regeringen, finder Højrepressen det i og for sig ganske naturligt, at Danmark ikke tager sine Nevtralitet-forpligtelser altfor alvorligt.

Bahnson har saaledes udtalt til "Vort Land":

"Spørg i Amerika om, hvad man derovre mener om Udførsel af Vaaben og andet Materiel, spørg Englænderne, hvad de mener om Leverance af Kul.

Hvor skulde vi ende, om vi skulde paase, hvad private Fabriker herhjemme leverer f. Eks. til Tyskland.

Hvis den danske Stats Geværfabrik leverede Riflerne direkte, saa var det en Overtrædelse af Nevtralitet-reglerne, men ikke paa nogen Maade før."

Dette er Højres almindelige Opfattelse. Herregud, ræsonnerer dette Parti, naar der kan tjenes Penge paa igen, hvorfor skulde man saa ikke gøre det! Militarisme og Kapitalisme er uløseligt vævet familien i dette Partis Forestillingskreds.

Men nu regeres jo Danmark af Venstre, af Mænd, fer tidligere svor til Fredssag og Antimilitarisme. Deres hele Politik kredser stadig om Ordet "Nevtralitet". - skulde de da ikke indse Sagens Alvor?

Bjørnson har i disse Juledage skrevet en Artikel i en Række Verdensblade, hvori han optager den franske Socialdemokrat Jean Jaurés Fredsappel og bl.a. skriver:

"Nationalforsamlingerne har et Middel til at standse Krigen, enten de Krigsførende vil høre eller ej. Det er at forlange at den Nevtralitet, der nu skændig og hyklerisk nrydes af de store Folk som af de smaa, skal være effektiv, stræng. Faar de Krigsførende ikke laane Penge, faar de ikke Kul, faar de ikke Fødevarer, ikke Skibe, med andre Ord: faar Krigen ikke Næring ude fra, saa dør den."

Her er vi netop ved Sagens Kærne. Nevtraliteten brydes overalt skændigt og hyklerisk, af store og af smaa Stater, og derved næres Krigen. Den engelske Presse fortæller i disse Dage, at en tysk Forretningsmand, der repræsenterer et stort Konsortium, har udrustet en Karavane paa 3100 Kameler, Mulæsler og Heste med en samlet Betjening af 1000 Mand til at føre 3000 Baller Krigsmateriel gennem Sibirien og Mongoliet til Kina, hvorfra det skulde sendes med Djunker til Port Arthur. Man angav, at Ballerne indeholdt Uld og Vat og var bestemt til Markedet i Tientsin. Helsigvis opdagede Toldvæsenet i den kinesiske By Kalgau Ballernes virkelige Indhold, og Karavanen blev standset. Men naar saadanne Forsøg kan gøres og en saadan Risiko løbes, viser det, hvad der tjenes ved Nevtralitetsbrud!
*
Det er trist, at ikke alle Venstreblade indser Betydningen af vort Arbejde for Neutralitetens strænge Overholdelse, men halser i med "Dannebrog" om "landefjendsk Agitation" osv. Vor Agitation er antimilitaristisk, antikapitalistisk og fredsvenlig. Kun de, der forveksler Fædrelandskærlighed med Profitteringer og Kanongalskab, kan kalde en saadan Agitation for "landefjendsk". Danmark er netop baade indadtil og udadtil tjent med at have en fri og kritisk Presse, der paataler alle Misgreb og henleder Myndighedernes Opmærksomhed paa farlige Foretagender. Det er Rekylriffelsyndikatet og Geværfabrikledernes Letsindighed, der kan være farlig for Landet. Den bliver det dog først, hvis Regeringen ikke skrider ind. Landet slaar med god Samvittighed, naar blot de, der maatte være ansvarlige, drages til Ansvar.

Det er den socialdemokratiske Presses Ære i alle Lande, at den gaar i Spidsen for at kræve Neutraliteten strængt gennemført og dermed - som Bjørnson siger - Krigen standset af
Mangel paa Næring.

Vort tyske Broderorgan "Vortwärts" skriver, at naar Rusland endnu ikke har maattet standse Krigen og indføre en fri Forfatning, saa skyldes det den evropæiske Reaktion, som i alle Lande forsøger at splitte den offenlige Mening. Zaren er alle Monarkiers Zar! Europa og dets Pengemænd maa garanteres mod en voldsom Katastrofe i Rusland, derfor gøres der visse liberale Indrønimelser. Men stod der en offenlig europæisk Mening enstemmigt mod Rusland, saaledes at Neutraliteten virkelig overholdtes og saaledes at baade Bourgeoisiets store Kapitaler og Middelstandens smaa Spareskillinger nægtedes til Krigslaan, da var Krigen snart endt og det russiske Folk frit.

Alle virkelige Frihedsmænd og alvorlige Fredsvenner vil forstaa, at Socialdemokratiets internationale Arbejde for Neutraliteten fortjener deres Respekt og Støtte. De vil vende sig forarget fra den Venstrepresse, der ligesom Bahnson trækker paa Skulderen og siger: Nevtralitet? Et kønt Ord, men hvem gør Alvor deraf! De vil vende sig til det socialdemokratiske Parti og forstaa, at her er den eneste faste Grundvold, hvorpaa Haabet om Verdensfreden og Folkenes Frihed kan bygges.

(Social-Demokraten 29. december 1904).


Tegning fra Blæksprutten 1904 af Venstre-regeringen Deuntzer. I midten, siddende ses kirke- og undervisningsminister J. C. Christensen. Den store mand til venstre er justitsminister P. A. Alberti. Bag ham ses krigsminister V. H. O. Madsen (1844-1917). Til højre ses konseilspræsident og udenrigsminister Johan Henrik Deuntzer (1845-1918) der holder sine arme beskyttende omkring bl.a. marineminister F. H. Jøhnke (1837-1908). Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.


Hr. Madsen vakler.

Selv Guldbrandsen svigter.

Det ser ikke godt ud for den danske Mars, Hr. Madsen. Forleden kunde "Politiken" med nogen Føje raillere over, at Albertis "Dannebrog" spillede Rane Kammersvends Rolle overfor Krigsministeren. Og selve Ministeriets svorneste Lakaj, Statstidende Redaktør Guldbrandsen,
bryder nu Staven over Hr. Madsen.

Han erkendte forleden paa et Møde i Faxe det uheldige i, at Krigsministeren var Tilhænger af Københavns Befæstning, og at Krigsministerens Virksomhed som Taler maaske ikke havde været heldig. Ja, han lod forstaa, at han baade af saglige og politiske Grunde var en Modstander af Fæstningen, og at han ogsaa ønskede Militærudgifterne nedsatte med Millioner, ligesom han haabede at Slengerik og Fogtmann vilde fremskaffe det bedst mulige Bevismateriale mod Fæstningen.

I en Replik udtalte Hr. Guldbrandsen, der tidligere har villet have Rebellerne smidt ud, "at han iøvrigt ønskede Kursen bestandig længere til venstre".

Guldbrandsens ny Standpunkt tyder afgjort paa, at Krigsministerens Vogn er ved at hælde.
*
Som man ved, fik "Statstidende" ved Oprettelsen udtrykkeligt den Opgave foruden officielle Kundgørelser ogsaa at bringe Udtalelser fra Regeringen, naar denne maatte have noget al meddele det hele Land officielt.

Endnu har "Statstidende" ikke indeholdt et Ord om Hr. Madsens Kuglesprøjter, trods den indtrængende Opfordring, som snart hele Pressen har rettet til Ministeriet om at fremkomme med en klar Redegørelse.

(Social-Demokraten 29. december 1904).


Kugle-Sprøjterne.

150 Kasser Tilbehør afsendt.
Geværfabriken fortsætter.
Den vaklende Madsen.

Vi meddelte i Søndags, at der de tre foregaaende Uger var afsendt betydelige Partier af Tilbehør til Rekylriflerne. Vi opgave Afsenderens Adresse ("Dansk Rekylriffelsyndikat"), Bestemmelsesstedet (Hamborg), Skibene ("Maja" og "Viking") og Navnet paa det Firma, hvis Vogne besørgede transporten til Skibene (H. C. Jensen & Søn, Saxogade).

Den ministerielle Presse har ikke har et Ord at sige til disse Meddelelser. "Dannebrog", der til en Begyndelse gik saa stærkt i Ilden for Krigsministeren, er tavs.

Vi kan i Dag meddele, at der ogsaa sidste Lørdag er afsendt et Parti Rekylriffeltilbehør - nemlig 45 Kasser - Fra Frihavnen til Hamborg. Ialt er der nu afskibet ikke mindre end 150 store Kasser

Det er her Justitsminister Alberti, som har det nærmeste Ansvar. Han, der var saa yderst paapasselig i Sommer, for at ikke Rusland skulde faa mindste Anledning til at mistænke os for Japanervenlighed, finder sig ganske roligt i, at et Selskab, som tilvirker Krigsmateriel og dertil bruger Statens Geværfabrik, afsender Vaabentilbehør til Udlandet, - skønt Krigsministeren har lovet at der ikke skal gaa en eneste Rekylriffel ud af Landet, før der er skaffet fuld garanti for, at den ikke kommer en krigsførende Magt i Hænde.

Hvorfor har Syndikatet saa travlt med at afsende Tilbehøret, naar det endnu er tvivlsomt, om det faar Lov til at afsende selve Vaabnene? Og hvor kan Justitsministeren, hvis Pligt det er at vaage over Landets Nevtralitet, tilllade en saaden Udskibning?

Det tyske Socialdemokratis Hovedorgan "Vorwärts" beskæftiger sig vedblivende ivrigt med Affæren og spotter over den ejendommelige Opfattelse af en nevtral Stats Pligter, der synes at være de raadende i danske Regeringskredse.

"Som man ser, bringes man herved ogsaa i Tyskland i den Fristelse at tage Del i Vaabenleverance til Rusland. Det bliver da de tyske Myndigheders Sag at forhindre en saadan Krænkelse af Neutraliteten og ikke lade sig friste af Danmarks slette Eksempel. Man vil jo i Hamborg let kunne faststaa, til hvem de med de nævnte Dampere indtrufne Varer er udleveret, og - hvis det maaske skulde være forsømt ved de første Sendinger - i det mindste fremtidig mærke sig Modtagerne."
*
Medens det var Hr. Albertis Pligt at forhindre Udskibning af Varer, der kan mistænkes for at være Krigskontrebande, indtil Undersøgelsen er endt, maatte man vente, at Krigsministeren foreløbig standsede Geværfabrikens Tilvirkning af Vaaben til Rekylriffelsyndikatet. Men vi erfarer, at saavel Syndikatets lille Fabrik i Frihavnen som Statens Geværfabrik paa Amager stadig fortsætter Tilvirkningen og gør det med størst mulig Ilfærdighed. Ogsaa i denne Uge har Arbejderne paa Geværfabriken haft Overarbejde hver Dag!

Herregud - hvis der kun skal laves 200 Rekylrifler, hvortil da denne Hast? Vilde det dog ikke være mere anstændigt, at Statens Fabrik standsede Tilvirkningen medens Ministeren undersøger, om den overhovedet er tilladelig?

Det er forøvrigt morsomt at se, hvilke Kuldbøtter den ministerielle Presse staar i sit Forsvar for Hr. Madsen. Medens "Dannebrog" først hæftede sig ved "de stakkels 200 Geværer" og fandt det ganske latterligt at en Stormagt kunde have Brug for en saadan Klat (Bladet benægter jo, at de 200 blot er en Førstelevering), saa fik Piben en helt anden Lyd, da vi oplyste, at der samtidigt lavedes 43,000 Magasiner og var truffet Forberedelser til yderligere at lave to Gange saa mange. "Dannebrog" paastaar nu, at der til hver af "de stakkels 200 Geværer" kræves 208 Magasiner. "En Eskadron" - skriver Bladet - "er forsynet med 3 Rekylgeværer. Hvert Vaaben følges i første Linje af en Ammunitionshest, som bærer 96 Magasiner, anden Linje af en Ammunitionshest med et lignende Antal Magasiner, og selve Rytteren, som har Vaabnet paa venstre Side af Sadlen, har selv foran paa Sadlen 10 Magasiner".

Se her bliver det stakkels "Gevær" pludselig til en frygtelig Rytterkanon med to særlige Ammunitionsheste til Eskorte. Alene de 200 Rekylrifler vil forslaa til 66 Eskadroner!

Men hvad bliver der saa af "Dannebrog"s tidligere Vaas om, at en saadan Levering ingen Rolle vilde spille for Rusland? Selvfølgelig vilde det spille en Rolle at saa denne Levering hurtigst muligt - derfor skulde den finde Sted i December og Januar - , for at det ny Mordvaaben kunde indøves og store Dele af det russiske Rytteri derpaa forsynes dermed til Foraaret, naar det manschuriske Felttog for Alvor genoptages.

Et Rytteri, udrustet med det Madsen'ske Mordvaaben - der skyder indtil 600 Skud i Minuttet - vilde være en farlig Modstander over for den japanske Hær, der har et godt Infanteri, men Mangel paa Rytteri
*
Medens den moderate Presse som "Lolland Falsters Folketidende" - er bekymret ved Rygterne om Hr. Madsens nærforestaaende Fald, drøfter en Del af Venstrepressen med Sindsro denne Eventualitet. "Østsjællands Folkeblad" skriver: "Krigsministerens Stilling var ikke stærk i Forvejen, og under disse Forhold har denne Affære (Rekylriflerne) selvfølgelig ikke kunnet styrke den." Bladet erklærer, at Hr. Madsen, der jo er "Militarist om en Hals", staar "i afgjort Modsætningsforhold til det store Flertal i Venstre". "Man har ophørt at knytte Forhaabninger til ham i Retning af en endelig Ordning af Forsvaret. Dette maa med Nødvendighed gøre hans Stilling som Minister svag og usikker."

Hans Fald eller Forbliven vil da i Følge "Østsjællands Folkeblad" bero paa, om hele Ministeriet holder paa ham, paa Trods af "hele eller dog Størstedelen af Partiet".

(Social-Demokraten 30. december 1904).

Goos og Nellemann misbilliger Albertis Censur

Som vi forleden meddelte, har Justitsminister Albertis Teater-Censor. Overretssagfører Levin benyttet sin Myndighed paa en højst mærkelig Maade overfor Th. Staunings Skuespil, der 2. Juledag opførtes første Gang paa Arbejdernes Teater.

Et Sted i Stykket, hvor der tales om Fabriklove og Arbejderbeskyttelse, lød en Læges Replik saaledes: 

"Men der er Mangler nok endda, hvad der ikke er saa underligt, naar man erindrer, hvad det var for Folk, der var toneangivende blandt Lovgiverne paa det Omraade."

Den fremhævede Del er forbudt.

Et andet Sted har Censor strøget noget af en Samtale mellem en udelukket Arbejder og en Journalist. Den sidste siger om en svensk Arbejder ved Navn Lindstrøm, at dersom denne havde taget Fabrikanten i Armen og rusket ham, saa havde han 

"faaet Vand og Brød og var rimeligvis blevet udvist af Riget."

Denne uskyldige Bemærkning er strøget, skønt den har solid Rod i Virkeligheden, støttet paa adskillige haarde Domme over Arbejderne.

Den Albertisk-Levinske Censur har herved antaget Former, der bringer den bort fra selv det beskedneste Begreb om Frisind. Fra at være en Forholdsregel mod, at der paa Scenen tales og handles lovstridigt, er den blevet en fuldstændig russisk Indskrænkning af Ytringsfriheden. Nogle kendte Mænds Udtalelser om denne skærpede Censur vil da sikkert interessere.

Vi har henvendt os til Professor Georg Brandes, Professor Dr. jur. Munch Petersen og de fhv.
Justitsministre Goos og Nellemann. Udtalelserne fra de Sidstnævnte, der er Højres gamle Justitsministre, navnlig Hr. Nellemann der er selve Skaberen af Censuren saadan som den indførtes paa Estrups Tid, stiller Sagen i det grelleste Lys. Vi gengiver derfor først, hvad disse to Herrer har haft at sige.

Da vi viste Excellencen

Nellemann

"Social-Demokratens"s Artikel af 20. ds. om Censor Levins Indgreb i Staunings Stykke og særlig paapegde de strøgne Steder, rystede han misbillegende paa Hovedet og udbrød:

"Ja, dette er unægtelig at gaa noget vidt. Jeg blandede mig i min Tid saa vidt muligt aldrig i den Slags Ting, men overlod det til Censor, afdøde Professor Møller at handle efter Konduite; han var kun et Par Gange hos mig for at raadspørge mig, og jeg sagde da til ham, at han trygt kunde handle, som hans Indsigt tilsagde ham det. 

Hvad mener De om Udnævnelsen af en Jurist til Censorembedet? 

Hr. Nellemann: Det finder jeg mærkeligt! Naar jeg i sin Tid ansatte en særlig Censor for alle Teatrene, skete det kun, fordi Ordningen, man i Forvejen havde, var meget utilfredsstillende. Hvert Teater havde sin egen Censor; men denne var næsten altid tillige Teatrets juridiske Konsulent og altid en Sagfører, der direkte lønnedes af Teatret. Det var forresten nærmest paa Tilskyndelse af det kgl. Teaters daværende Direktør. Kammerherre Fallesen, jeg gik til at udnævne en fælles Censor for alle Teatrene, saa hele Censuren kunde samles paa én Haand, og efter hans Anbefaling udnævnte jeg netop Møler, fordi denne mentes at sidde inde med særlige Kvalifikationer og navnig havde stor literær Indigt.

Vi spurgte nu Ekseellencen, om han nogensinde havde tænkt sig Cenuren anvendt saaledes, som det nu sker, og henviste bl. a. til det Albertiske Forbud imod, at Ministre og politikere nævnes i Revyer osv.

Hr. Nellemann svarede: Jeg maa sige, at jeg nærmest kun har betragtet det som Censurens Formaal at forebygge Krænkelser af moralsk eller religiøs Art. Før offenlige Personer var det vel almindelig antaget, at de maatte finde sig i at blive omtalt. Hændte det i min Tid, at der blev strøget Navne, saa var det sikkert alene Hensynet til Privatlivets Fred, der gjorde sig gældende. Jeg mindes et enkelt Tilfælde; man havde tænkt sig at omtale Firmaet Wessel & Vett i en Revy eller lignende, men Firmaet nedlagde bestemt Protest derimod, og saa blev det forbudt. Her var det Privatlivets Fred. det gjaldt. Anderledes med Personer i offenlige Stillinger. Ingen af Højres offenlige Personer har krævet Censur til Beskyttelse af dem selv.
*
Geheimeetatsraad

Goos

erklærede kort og godt:

Den tidligere Censor, Professor Møller, har en eneste Gang, mens jeg var Justitsminister, spurgt mig, hvad han havde at gøre, og jeg svarede: Hold Dem ganske rolig til Deres én Gang antagne Principer. Iøvrigt mindes jeg ikke fra min Tid som Justitsminister nogetsomhelst Tilfælde, hvor detgjordes nødvendigt at gribe ind. Jeg har saaledes aldrig taget Anledning til at beskæftige mig nærmere med hele Censurspørgsmaalet.
*
Venstres Justitsminister, Hr. Alberti, og hans nye Censor, Overretssagfører og Cirkusadministrator Levin, staar hermed i en bengalsk Belysning, der er intet mindre end kompromitterende for deres Virksomhed. Deres Maade at øve Censur paa er saadan, at den kritiseres og kaldes for vidtgaaende af den Mand, der var Justitsminister i det gamle, reaktionære Højres Glansperiode, i selve den Estrupske Provisorietid, da Venstre kæmpede sammen med Socialdemokratiet for større Frihed! Og den anden Højre-Justitsminister fra samme Periode kan erklære, at han aldrig har fundet Anledning til at udøve Censur, medens Venstres Alberti nedlægger Forbud paa Forbud af stadig skarpere Indhold og beskærer Tanker og Ideer hos frisindede Forfattere!

Hr. Albertis Parti skaanede vitterligt nok ikke Højres Justitsministre, og Revyerne i disses Tid sprudlede af radikal Overgivenhed paa Bekostning af de samme Ministre, men de greb ikke ind! Hr. Alberti derimod taaler ikke, at Venstres Ministre nævnes i Revyerne eller at der paa Scenen blot antydes en Kritik af gammel Reaktion, som holdes i Ære af Venstre!

Mon noget Menneske nogensinde havde tænkt sig Muligheden af sligt efter Venstres 30 - aarige Kamp for Frisindet?

I hvert Fald har ikke én af de mange Tusind Socialdemokrater, der i hine 30 drøje Aar kæmpede Side om Side med Venstre og bar Venstres Mænd frem til Magten, drømt om, at de efter 3 Aars Venstreregering skulde fristes til at sige: Giv os Nellemann og Goos tilbage!

For kun 3 Somre siden jublede det københavnske Frisind i Kongens Have, fordi Nellemann og Goos var væk - og nu vægrer man sig snart ikke ved under sine Fremtidsanelser at forestille sig en ny Jubelfest i Kongens Have med Nellemanns Billede i Transparent over den Port, hvor saadanne Friheds-Karikaturer som Alberti, Ole Hansen, Sørensen og Madsen i sin Tid tronede.

(Social-Demokraten 30. december 1904).


Hr. Madsen bør gaa!

Folkets Nytaarsønske.

Endelig kom der i Gaar et Dementi i Rekylriffelaffæren. "Dannebrog" bringer det paa fremtrædende Plads i Bladet, og det lyder som følger:

Erklæring.

I Anledning af en Artikel i Bladet "Klokken 12" af i Dag, hvori fremsættes den Paastand, at Syndikatet skal have modtaget et russisk Prøvegevær, skal vi herved erklære, at denne Paastand er ren og skær Usandhed saavel som Artiklens øvrige Indhold.
Den 29 December.
Dansk Rekylriffel-syndikat.

Se saa hurtigt og kraftigt dementeres der - og med Navns Underskrift - , saa snart der kan dementeres. Man forstaar, at Riffelsyndikatet og Geværfabriken, Krigs- og Justitsministeren ligefrem har ligget paa Lur efter at dementere. De har gennemstuderet hver Linje i "Social-Demokraten" de sidste 14 Dage, men har hovedrystende og mismodige lagt Bladet fra sig: Der var intet, som kunde dementeres. Saa fandt man en lille, ligegyldig Notits i et Eftermiddagsblad og - dementerede med vild Begejstring, straks samme Dag, i den aller solideste Form og under fuldt Ansvar.

Hvilken indirekte Bekræftelse paa Korrektheden af vore Afsløringer!

Højrepressen har hver Dag raabt efter Sagsanlæg mod vort Blad. Men der er intet saadant kommet. Vi kan i Dag - og vi vil heller ikke paa dette Punkt blive dementeret - meddele, at en offenlig Anklage mod "Social- Demokraten" virkelig har været under Overvejelse i Justitsministeriet. Men det blev opgivet, man frygtede vort Bevismateriale.

Det er Krigsministeren, som sidder paa den offenlige Menings Anklagebænk. Hvad han har præsteret i denne Affære, burde være nok til at gøre ham umulig som offenlig Personlighed. Først erklærede han, at en Del af Rekylriflerne skulde lit Portugal. Saa rettede han det dertil, at "han nok troede", de skulde til Portugal. Endelig paaberaabte han sig en Erklæring fra Riffelsyndilatet om. at de ikke var bestemt til nogen krigsførende Magt, - men samme Dag udtalte baade Syndikatets Formand og Direktør, at de ikke vidste, hvor Vaabnene skulde hen.

Efter vor Artikel om Kaliberets Størrelse og Prøvepatronens Udseende maatte Hr. Madsen indrømme, at Kaliberet var det russiske, men det kunde ogsaa være sydamerikansk, og at Prøvepatronen var russisk, men ogsaa kunde være bulgarsk! Man forstod herefter, at han var nødt til at afgive Løfte om, at intet Vaaben skulde blive udført, forinden der vor skaffet fuld Garanti for, at det ikke vilde komme nogen krigsførende Magt i Hænde. Hermed tilstod han. hvor uhyre letsindigt han har handlet ved at give Geværfabriken Tilladelse til Fabrikationen, forinden der var stoffet en saadan Garanti.

Men trods Hr. Madsens Løfte er der de sidste Uger, saaledes endnu i Lørdags, udskibet Rekylriffeltilbehør. Syndikatet, der straks faldt over "Klokken 12"s ligegyldige Notits, har ikke vovet at fremsætte mindste Dementi af disse vore Meddelelser. "Dannebrog" er i Gaar vedblivende ganske stum desangaaende.
*
Der er en lille Episode fra de sidste Ugers krigsministerielle Erklæringer og Interviews, som kaster et yderst betegnende Lys over Hr. Madsens hele Tankegang og Fremgangsmaade. Provinsvenstrebladenes Fælleskorrepondent opsøgte, efter at have læst vor første Artikel. Ministeren og bad ham udtale sig. "Jeg har først, sagde Hr. Madsen, for et Øjeblik siden læst Artiklen; jeg har straks givet Ordre til en Undersøgelse, og der vil fremkomme et Dementi".

Undersøgelsen havde altsaa kun varet et Øjeblik, alligevel var Madsen paa det rene med, at der skulde dementeres. Det erindrer os om en fransk Novelle, hvor Elskerinden, saasnart hendes Tilbeder kommer ind ad Døren og siger, at en Ven har gjort ham en alvorlig Meddelelse, nervøst udbryder: "Det er Løgn! Det er Løgn, hvert evige Ord!"

Med en lignende ond Samvittighed gaar Hr. Madsen altid omkring.

Den Portugal-Historie, som fulgte efter det ovennævnte Interview, har en lang Række Forgængere.

Man erindrer vore Meddelelser om Kasematanlægget i Vestfronten. De blev straks - "dementerede". Det hele drejede sig, saaledes lød "Dementiet", om at fjærne en truende Krudtbeholdning fra Københavns Nærhed. Men da Finansudvalget omsider kom ud og saa, hvad der var lavet, var ingen længere i Tvivl om, at Madsen havde benyttet Lejligheden til at anlægge ordinære Fæstningskasematter med skudsikre RUm for Soldaterne, altså havde udviklet Fæstningen, medens Kommissionen sad og overvejede, om den ikke hellere burde nedlægges. Da undslap der Jens Busk det klassiske: "Vi er snydt og narret!".

Og Træfældningerne i Dyrehaven. Samme Eftermiddag, vi havde bragt Meddelelsen om Morgenen, telegraferede Ritzaus Bureau et krigsministerielt "Dementi" ud over Landet. Men faa Dage efter indrømmede Hr. Madsen, at der "naturligvis" maatte tages fortifikatoriske Hensyn ved Skovningen i Dyrehaven, thi denne var Fæstningsterræn "lige til Mølleaaen" Da det opdagedes, at Fældningerne fandt Sted i Henhold til en ministeriel Resolution fra Højres sidste Regeringstid, og da Socialdemokraterne paa Rigsdagen forlangte denne Resolution ophævet, mødte det bestemt Modstand fra Ministerens Side.

Eller husk de ekstraordinære Militærforanstaltninger i Foraaret og den Syndflod af "Dementier", de fremkaldte, - indtil en Dag et Højreblad meddelte, at Hr. Madsen opkastede Skanser paa Saltholm. Og det blev ikke dementeret. "Snydt og narret" - sagde Jens Busk. "Snydt og narret!" lyder det efterhaanden ud over Landet, stærkere og stærkere, mere og mere forbitret. Ingen tror længere denne denne Krigsminister. Alt hvad han foretager sig, er et Væv af Udflugter og ond Samvittighed. Og saaledes maa det være, the hele hans Stilling er en stor Usandhed. Skønt erklæret Tilhænger af Københavns Befæstning har han ladet sig optage i et Ministerium, hvis Partiprogram var Kamp mod denne Fæstning. 
*
I Rigsdagskredse taler man i denne Tid om en Bedrift af Hr. Madsen, der har faaet næsten alle Venstres Bestyrelsesmedlemmer til at gentage Jens Busk's Ord.

For et Par Aar siden søgte Hr. Madsen at tilfedte sig nogle Penge til Brug for det almindelige Militærbudget ved at foreslaa Overskudet af Usserød Klædefabrik - der udgør over 100,000 Kr. - en Gang for alle fikseret til 50,000 Kr. Derved vilde Ministeren faa Raadighed over mindst 50,000 Kr., hvad der jo vilde bidrage til at forhøje den berømte status quo. Men Klausen rejste bestemt Modstand mod denne Transaktion, og Finansudvalget sluttede sig hertil. Krigsministeren var saaledes foreløbig bræmset.

Men det gaar Hr. Madsen som den lille Hund i Fortællingen "Det grønne Kammer". Smidt ud af Døren kom den stadig tilbage gennem et Hul i Væggen. Hr. Madsen har det sidste Aar ganske simpelt nedsat Priserne paa det Klæde, som Fabriken leverer til Hæren, derimod ikke til de civile Etater, og saaledes tjener han indirekte det halvthundrede Tusinde Kroner, som han blev stoppet i at tjene direkte!

Man forstaar, at Stemningen var vel beredt ogsaa i Rigsdagens Venstrekredse, da Rekylriffelaffæren kom til. De er Tegn paa, at det bliver Draaben som faar Bægeret til at flyde over. Om intet Nytaarsønske samler Befolkningen sig mere varmt og enstemmigt end om dette: Hr Madsen bør gaa! Han bør gaa, this hans Forbliven er i lige Grad til Skade for Demokratiets Interesser, den politiske Moral og Landets internationale Sikkerhed.

(Social-Demokraten 31. december 1904).

Bladet indeholder endvidere Georg Brandes' og Munch Petersens bemærkninger til at Alberti havde lagt centur over Thorvald Staunings arbejderskuespil "Livets løgne".

Som et kuriosum var der i nytåret 1904/1905 en storm som oversvømmede store dele af Kalveboderne. Her gik det ud over et hus som krigsminister Madsen havde opført der:

Da vi i Gaar Eftermiddags ved Kl. 3 var derude, var Vandet faldet ca. 2 Fod, og dog gik Bølgerne hen over Skurenes Tage. Et helt lille Hus drev om paa Vandet og var allerede dreven flere Hundrede Alen bort af Stormen. Ovre under Dæmningerne havde Krigsminister Madsen bygget sig en Skydebane, hvor Rekylgeværerne blev indskudte. Der var opført et lille fint Hus med Kakkelovn osv. Dette Hus og alle Hr. Madsens Apparater er fuldstændig forsvunden. I Gaar Formiddags gik det pludselig til Havs, og siden har man ikke set mere til det. Ovre under “Karens Minde" driver en Masse Planker, Brædder og Tønder i Land. Vi antager, at mellem alt dette Skrammel skjuler sig Stumperne af det Madsenske Hus, som et retfærdigt Forsyn har slaaet med Ødelæggelse, i samme Øjeblik som dets Mester selv staar for Fald.

(Social-Demokraten 1. januar 1905. Uddrag)

Rekylgeværaffæren 1904/1905, 24. -25. December 1904. (Efterskrift til Politivennen)

Madsens Kuglesprøjter.

"Dannebrog" slaar Retræte.

I Onsdags har Hr. Alberti i "Dannebrog" meget stolt over, at Koncejlspræsident Deuntzer havde gjort Skridt til Undersøgelse af Rekylriffel Affæren forinden Sagen rejstes fra socialdemokratisk Side. -

Vi oplyste i Torsdags, at Hr. Deuntzers Løfte om en Undersøgelse blev fremkaldt af Socialdemokraterne i Finansudvalget. I Gaar tier "Dannebrog" ganske hertil.

I Onsdags fortalte "Dannebrog" hæsblæsende og uden Foranledning dertil fra vor Side, at Krigsminister Madsen ikke sad i Ledelsen og ikke en Gang var Aktionær i Rekylriffelsyndikatet. Vi bad da i Torsdags Bladet oplyse, paa hvilke Vilkaar Hr. Madsen havde overdraget sin Opfindelse til Syndikatet, og om han fik Procenter af Salget. Men "Dannebrog", der selv har fremdraget den privatøkonomiske Side af Sagen, svarer i Gaar, at derpaa vil det ikke svare! Madsen, der har "ment at skylde sit Land Nytten af sine Kundskaber og Evner", maa ikke fornærmes blot ved en Omtale af hans økonomiske Forhold til Kuglesprøjterne.

Faktisk er det imidlertid, at Hr. Madsen ikke har forbeholdt sit eget Land denne sin Opfindelse, men overdraget den til et Aktieselskab, der søger at sælge den til Udlandet, ogsaa til Lande, der mulig kunde blive Danmarks Fjender. Dette strider altsaa ikke mod Hr. Madsens Opfattelse af de Pligter, som Patriotismen paalægger en god Borger. Ved Siden heraf bliver Spørgsmaalet, om Madsen tjener paa Salget, jo ganske underordnet. "Nationaltidende", som fuldt ud tager Hr. Madsen i Forsvar, finder det i Aftes "naturligt og rimeligt", a t Opfinderen skal have sin Andel i Udbyttet.

Herom er "Dannebrog' altsaa haardnakket tavs. Derimod gaar Bladet varmere ind paa de 43,000 Magasiner, der er under Arbejde, og paastaar, at de netop svarer til 200 Kuglesprøjter. Altsaa - slutter Bladet - er disse ikke en Prøvelevering, der skal efterfølges af en større Bestilling. Hver Soldat skulde saaledes i Følge dette militærkyndige Blad forsynes med 208 Magasiner, d. v. s. med 5200 Patroner. Den stakkels Mand! Vi skal oplyse, at en almindelig krigsudrustet Soldat medfører 120 Patroner til det nuværende hurtigskydende Skyts. En Soldat med Rekylgevær kan højst have 10 Magasiner, hvis han skal kunne røre sig. Til "Dannebrog"s 5200 Patroner kræves der, at hver 2-3 Mand ledsages af en Patronkarre! - Nej, den Omstændighed, at Geværfabriken har sat 43,000 Magasiner i Arbejde og stillet f. Eks. Müllers Fabrik paa Godthaabsvejen Dele til endnu to Gange saa mange i Udsigt, tyder absolut paa, at Geværfabriken har forberedt sig til en betydelig Levering.

"Dannebrog" gaar derpaa løseligt ind paa Spørgsmaalene om det russiske Kaliber og den russiske Prøvepatron. Bladet har spurgt Rustmester Bjarnow, som fortalte, at han netop havde endt en omhyggelig Maaling af Patronerne, og denne sagde :

"En Undersøgelse af de Patroner, som af Rekylgevær-Selskabet er leverede Værkstederne, og hvorover Geværpiben er konstrueret, har givet det Resultat, at Normalkaliberet i et Geværløb, hvori disse Projektiler skulde give en tilfredsstillende Skydning, ikke maa være over 7,53 mm." Hertil er kun den Ting at bemærke, at Hr. Bjarnov i Onsdags dags til "Vort Land" udtalte, at de bestilte rekylrifler fik en Kaliber paa 7,6 mm., der ganske vist var det russiske, men ogsaa et Par andre Staters! At Hr. Bjarnov skulde behove en omhyggelig Undersøgelse for at finde Kaliberets Størrelse, lyder for latterligt. Det er selvfølgelig det første, han som Fabrikens tekniske Leder spørger efter når han faar Bestillingen. Hans første Forklaring (til "Vort Land") er en Tilstaaelse. Hans Dagen efter ændrede Forklaring overfor "Dannebrog" gælder til Vandsbeck. Han skulde have været lige saa klog som Løjtnant Schouboe, der nægtede at opgive Kaliberets Størrelse. Men nu har han røbet Sandheden.

Kaliberet 7,6 - efter den paa Geværfabriken anvendte Maalemethode - lader ingen Kyndig i Tvivl om, at det er russisk Arbejde, der gøres.

Endelig anfører "Dannebrog" Løjtnant Schouboes Paastand, at det ene Tegn paa den af os gengivne Prøvepatron er "en Cirkel med en Pil igennem" og "findes paa alle de engelske Kolonitroppers Vaaben".

Men det er kun i Hr. Schouboes Fantasi, at "Cirklen med Pilen igennem" har hjemme. Paa vor Tegning findes der ikke Spor af Pil, men derimod det af alle der kender en Smule til det russiske Alfabet velkendte Bogstavtegn for F. 

Ja, mere har "Dannebrog" ikke at svare paa vore graverende Afsløringer.

Som vi Gaar sluttede med at anføre et Højreblads Forlangende om klar officiel Besked, skal vi i Dag citere et Venstreblads Ord. "Kallundborg Dagblad" skriver:

"Hele Landets Presse paa ganske faa Undtagelser nær omtaler Sagen og tager Standpunkt for og imod "Socialdemokraten"s Afsløringer. Men Krigsministeren holder sig tilbage - udover at han erklærer, at skønt han ikke bestemt ved, hvor Geværerne skal hen, skal han nok passe paam at de ikke kommer nogen krigsførende Magt i Hænde. 

Men der er det særegne ved denne Sag, at det er Statens Geværfabrik, om laver de omstridte Geværer, og derfor vilde bestemtere Erklæringer være paa sin Plads."

Endnu en Gang: Lad os snart faa en under Ansvar afgiven Redegørelse.

(Social-Demokraten 24. december 1904).

Holger Damgaard: Dansk Rekylriffel Syndikat, 1915. Frihavnen. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.


Ali Nouri udtaler sig.

De foreløbige Resultater af vor Kamp for Danmarks Neutralitet.

Tyske Blade - "Vorwärts", "Berliner Tageblatt" osv. - omtaler udførligt den danske Rekylriffel Affære. "Vorwärts" betragter den som et Vidnesbyrd om, at det officielle Danmark gør samme Lakajtjeneste overfor Rusland, som vort tyske Broderorgan saa ofte har paatalt for det officielle Tysklands Vedkommende.

"Preussische Correspondenz" har interviewet den Mand, som gav os de første Meddelelser angaaende Riffel sagen, fhv. Generalkonsul Ali Nouri Bey (Albert Nording), som udtalte følgende:

Rekylriflerne er ikke Geværer af sædvanlig Art, men Maskingeværer der kan affyre 250-300 Skud Minuttet og efter mange militære Fag mænds Dom er Hotchkiss- og Maximgeværet langt overlegne. Det er en Kendsgærning, at saadanne Rekylrifler - foreløbig i et Antal af 200 - er tilvirkede for den russiske Regering i København, og vel at mærke ikke i Rekylselskabets Fabrik i Frihavnen, der kun beskæftiger et ringe Antal Arbejdere og kun kan fremstille mindre Dele af Vaabnet, men i Statens Geværfabrik. Dette kom for Dagen paa følgende Maade:

En Ven af mig, en bekendt tysk Forretningsmand, lod i Oktober gennem mig forhøre, om Rekylselskabet vilde være i Stand til inden en bestemt Frist at levere indtil 2000 saadanne Vaaben. Selskabet erklærede ag i bestemte Udtryk rede hertil. Et Prøvegevær blev gennem mig tilstillet den nævnte tyske Forretningsmand, Det havde Kaliberet 7 Millimeter.

Da han nu henvendte sig til den formodede Kunde - Rusland - for at bringe Forretningen i endelig Stand og foreviste Prøvegeværet, blev det aabenbart. at det danske Selskab allerede i længere Tid havde staaet i Forbindelse med Rusland. Det betød for ham, at hans Forretning ikke blev til noget. Han havde selvfølgelig ikke haft Anelse om, at Selskabet stod i Forbindelse med Rusland. Da han afsluttede den foreløbige Handel med selskabet, forsikrede man ham udtrykkelig om det modsatte; Selskabet meddelte ham den Gang, at det var i Gang med at tilvirke 200 Rekylrifler

Om Portugal. De nærmere Underøgelser, som han anstillede, viste imidlertid uigendrivelig, at disse 200 Rekylrrfler ikke var bestemt for Portugal, men for Rusland.

For kun at anføre et Bevis: Kaliberet af de i Statens Fabrik tilvirkede Rekylrifler var 7,63 mm., der netop er det russiske og ikke er indført af nogen anden Stat.

Efter at det saaledes var bleven klart, at det danske Selskab efter købmandsmæssige Begreber ikke havde opført sig ganske fair, ansaa vi os for berettigede til at gøre Selskabet en Streg i Regningen. Saa meget mere, som vi ansaa disse Vaabens Fremstilling i Statens Fabrik for utilladelig og antog, at Selskabet førte de danske Myndigheder bag Lyset lige saa vel som os. Vi havde som sagt fra først af ingen Anelse om dette Neutralitetsbrud, men erfarede først ved vore Undersøgelser, at Selskabet overhovedet ikke selv kunde fremstille Rekylriflerne, men maatte have Statens Fabrik til Hjælp.

Altsaa for at give Selskabet en Huskeseddel og tillige for at rense os selv for al Mistanke for Delagtighed aabenlyst Neutralitetsbrud, talte jeg med en dansk Ven om, hvad der var at gøre. Vi enedes om at forelægge Sagen for en dansk Parlamentariker, der ansaa det for det ene Rette at drage Sagen frem Rigsdagen.

Saa vidt Ali Nouris Meddelelser til det tyske Blad. De er ikke uden Interesse, men paa den anden Side undlader han at omtale den interessanteste Episode i Affæren, nemlig Grunden til, at han i Løbet af Fredag Aften den 16. December pludselig stiftede Mening, nægtede at udlevere sine Beviser, anmodede om Tavshed og derpaa afrejste til Tyskland.

Naar man nu sammenholder Ali Nouris Fremstilling med Premierløjtnant Schouboes, faar man et temmelig tydeligt Billede af hele Sagen. Og her vil navnlig den Dato, som Hr. Schouboe nævnte som den Dag, da Forhandlingerne med Ali Nouri og hans tyske Ven (Heise Dresden) strandede, nemlig den 13. December, være af Interesse.

Samme Dag havde en socialdemokratisk FolkethingSmand fremdraget Sagen i Finansudvalget i Krigsminister Madsens Nærværelse. Hr. Schouboe paastaar, at han sit saadanne Oplysninger om de to Herrer - der tidligere var anbefalet dem "af Folk, som de havde absolut Tiltro til" - at han "resolut afbrød alle Forhandlinger."

Langt sandsynligere er det, at Krigsministeren, som Følge af Sagens Omtale i Finansudvalget, har advaret Rekylselskabet mod at afslutte Handelen om de 2000 Rifler.

Her har vi altsaa den første gavnlige Virkning af Socialdemokratiets Indgriben.

Men Krigsministeren talte ikke til Udenrigsministeren om Sagen.

Først om Torsdagen blev Hr. Deuntzer ad anden Vej bekendt med den og lovede en Undersøgelse. Fabrikationen af Rekylrifler paa Statens Geværfabrik fortsattes med forceret II. Det drejede sig jo - har Rustmester Bjarnov sagt  - "om en Fortjeneste for Danmark paa 300,000 Kroner. Først da "Social Demokraten" drog Sagen frem for Offenligheden, afgav Hr. Madsen det Løfte, at intet Gevær skulde blive udført, uden at der først var skaffet fuld Garanti for, at det ikke kom nogen krigsførende Magt i Hænde.

Dette er det andet Resultat af vor Indgriben.

Det tredie bør være, at de, der enten har overtraadt vore Neutralitetspligter eller vist en utilladelig Letsindighed, drages til Ansvar. Først da staar Danmark fuldstændig renset Udlandets Øjne. Det drejer sig her ikke blot om det fjærne Japan, skønt det af mange Grunde vilde være uklogt at paadrage os denne nye Stormagts Uvillie, men Japan har en Allieret, som er vor Nabo og som er Danmarks Hovedkunde, nemlig England.

Det burde være vor Regering højeste Grad magtpaaliggende, at vort Land ikke i Englands Øjne faar mindste Skin af Russervenlighed, Hr. Alberti.

(Social-Demokraten 24. december 1904).


Falder Madsen?

Zahle nægter at forsvare ham.
Vilh. Lassen gentager Jens Busks Ord: Vi er bleven snydt og narret.

En Korrespondent til flere Provinsblade skriver i Torsdags under foranstaaende Overskrifter følgende:

Gud og Hvermand ved, at Krigsminister Madsens Sager staar grumme daarligt. Flertallet af Venstrereformpartiet ønsker ham fjærnet snarest mulig, og en ikke ringe Del er parat til at styrte ham straks.

Efter hvad vi erfarer, var Hr. Madsen Stridens Genstand ved et Møde, som Venstrereformpartiets Finansudvalgsmedlemmener afholdt for et Par Dage siden, og det kom her til et saare bevæget Optrin. Hr. Zahle rejste sig nemlig og erklærede, at nu nedlagde han sit Hværv som Ordfører for det militære Budget. Han vilde og kunde ikke længere forsvare Hr. Madsen.

Dette afstedkom, som rimeligt er, stor Forvirring, der yderligere steg, da Vilh. Lassen erklærede, at nu gjorde han Jens Busks Ord til sine: Vi er bleven snydt og narret. Ogsaa Anders Nielsen udtalte sin Misfornøjelse med Hr. Madsen.

Mødets Resultat blev, efter en længere Forhandling, at Zahle beholdt Ordførerskabet, men uden Forpligtelse til at forsvare Krigsministeren. En ganske mærkelig Situation, som de Radikale haaber vil føre til Madsens Fald ved Finanslovens 2. Behandling, straks efter Nytaar.

Folkethingsmand Lilleberg skriver i sit Blad "Frederiksborg Amts Avis":

"Sagen maa klares fuldtud for alle rette Vedkommende - og der maa drages fornøden Omsorg for, at Geværfabriken i alt Fald ikke paatager sig nogen Art af Levering, som der klæber det mindste, om ikke just mistænkelige, saa dog uoplyste ved. Vi nærer ingen Tvivl om, at Regering og Rigsdag - her i første Række repræsenteret af Folkethingets Finansudvalg - uden Tøven vil vide at tabe de Ændringer i Geværfabrikens Forretningsgang, der maatte vise sig nødvendige i saa Henseende.-

*

"Politiken" siger i den Anledning:

"Hvad er dette for en Tone overfor en Mand, som det hidtil har været en Forbrydelse at kritisere? Thi det er jo Krigsministeren, Bemærkningerne rammer! Det er ham, der personlig har givet Tilladets« til en Leverance, ved hvilken der i Følge hans egen Erklæring klæber noget uoplyst. Og nu mener Hr. Berg altsaa, at det i den Anledning kan være nødvendigt at skabe Ændringer i Geværfabrikens Forretningsgang. Ovenikøbet uden Tøven! Hr. Berg, der ellers anbefaler Taalmodighed og atter Taalmodighed som Middel mod alle politiske Sygdomme, har pludselig saa travlt, at han, endnu er Sagen er klaret fuldtud, kræver fornøden Omsorg og Ændringer uden Tøven! Det er den skinbarligste Uro!

Selv de mest Tillidsfulde maa virkelig blive betænkelige, naar nu ogsaa de Bergske Blade begynder med Tvivl og Mistænkeliggørelse. Skulde der være noget i Vejen? Forberedes der noget uhyggeligt og rystende som Folkethinget kun undgaar Synet af, fordi det i Stilhed er rejst hjem?-

*

Der fortælles i Rigsdagstidende:

Da Konseilspræsidenten i Finansudvalget fik Underretning om det grove Neutralitetsbrud, udbrød han: "Den Mand, der har forbrudt sig, skal ikke dø i Synden!"

Hold nu Ord, Hr. Deuntzer!

(Social-Demokraten 25. december 1904).


Kuglesprøjte-Skandalen

Trods vor og en stor Del af den øvrige Presses gentagne Opfordringer har det ikke været muligt at saa Krigsminister Madsen og Justitsminister Alberti til at udtale sig om Kuglesprøjterne.

Vi skal derfor i Dag fremsætte en ny Oplysning, som maaske kan faa d'Hrr. til at sige noget.

Vi meddeler hermed, at store Partier af Tilbehør til Rekylgeværerne er afgaaede til Ildlandet.

Alt det, som har været gjort færdigt, er allerede gaaet fra København '

For ikke at sætte vore tungnemme Autoriteter i nogen unødig Forlegenhed, skal vi give dem alle fornødne Oplysninger.

Varerne er afgaaede før 3 Uger siden, for 14 Dage siden og forrige Lørdag.

Afgangssted: Frihavnen.

Adresse: Hamborg.

Med Dampskibene: "Maja" og "Viking".

Afsendere: Dansk Rekylriffelsyndikat.

Til dette Spørgsmaal skal vi vende tilbage i en følgende Artikel.

(Social-Demokraten 25. december 1904).