22 juni 2014

Om den nuværende Torvemesters Øjemaal.

At dette ikke er med de rigtigste ses derpå at kørebanen på den søndre side på Gråbrødretorv vedbliver at være under hans bestyrelse 7½ alen bred når der tages mål fra rendestensbrættet for huset nr. 127, til den der lige over for stående slagterhytte, målt fra hjørnehuset nr. 128 til den derudenfor stående hytte 7 1/8 alen bred. Det som huggeblokken medtager endog fraregnet som gør det endnu vanskeligere at få venderum ind i denne af slagterne indskrænkede gade især når to vogne møder hinanden, hvorved det bliver en følge at en af kuskene med tålmodighed må afvente den andens manøvre hvor der undertiden deklameres et eller andet fromt ønske som vist ikke uforskyldt ville komme torvemesteren til gode når disse vidste at han var deltager i denne uorden på grund af hans utilgivelige stiltiende. 

I samme forhold står det med pladsens nordre side hvor der er indkørsel fra Niels Hemmingsensgade, har denne en bredde af 8 alen. At manden ikke vil give sig anseende af at have et bestemt øjemål, om det ellers kan kræves af ham, viser at det aldrig er faldet ham ind at tage sigte ved hjørnehuset nr. 110 i Løvstræde fra hvis hjørne han i al mag og uden synderlig hovedbrud kunne have afstukket en ligere linje af fronten på hytterne, og hvor han tillige ville erfare at der er forundt de kørende og ridende en bredde af 12 alen og desuden overladt de gående to fortove at forstå et på hver side af denne gade. 

Slagternes byggelyst er især i de senere tider meget tiltaget, og det synes som de ved at opføre disse hytter næsten ville trodse støtten i højde. Hr. torvemesteren ville vist fortjene sig tak af alle dem der bebor stueetagerne på Gråbrødretorv, når han tog svineslagter Schneiders hytte til regel og rettesnor for de øvrige.

X?-U!

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 32, S.504-506. [Estimeret dato: 1. december 1798])

Ingen kommentarer:

Send en kommentar