12 juni 2014

Om Forordningen ved Gaderenovation

Den bestemmelse der indeholdes i den ved rådstueplakaten af 19. september sidst leden bekendtgjorte 4 post af de ved reskript af 25. maj i dette år allernådigst approberede konditioner, efter hvilke kontrakter om renovationens bortkørsel af stadens gader og offentlige pladser udi de fra 1. okt. forestående 6 år med vedkommende er oprettede - at kørekarlene ved deres ankomst med renovationsvognene skulle ved en skralle lade sig høre hele gaden igennem, på det at beboerne derved kunne advares at udbringe fejeskarn og liggende urenlighed og lægge samme på vognene, har vist nok til hensigt, at forebygge at de på gaden udkastede køkken- og fejeskarn ikke skal udkøres over hele gaden før renovationsvognene ankommer, og derved vanskeliggøre gadernes renholdelse. Men kan man ikke med føje spørge, om virkningen af denne bestemmelse, dersom den iagttages, (efter plakaten er det viseligen overladt til enhver at følge den gamle skik, eller at bie til skrallen advarer dem) ikke ville snarere være skadelig end gavnlig? Det er som bekendt, mange fattige koners eneste eller dog vigtigste næringsvej, at gå omkring om morgenen og opsanke gamle klude, brændestumper, og deslige, og disse mange ville sikkert savne denne næringskilde, og gribe til tiggerstaven. Ikke at tale om papirfabrikkerne derved upåtvivlelig på ny ville føle et afsavn, de så lidet kunne tåle.

Det synes derfor rigtigt at vedblive med den vedtagne måde. Som desuden kun lidt bidrager til gadernes urenlighed. Blot passer man at alle slags potte- og glasskår ikke udkastes.

* *  *

Udgiveren tror for sin del, at uagtet den nye indretning også har sine fejl, da det ikke er så let for dem, der bor dybt i en gård, at høre skrallen, og man desuden kan have sendt pigen i byen, når skrallen høres, (da det både er muligt at vognen ikke kan komme på minutten, og at beboernes klokke kan gå anderledes end skarnagerens) så har dog denne ufuldkomne måde et stort fortrin for den gamle. Han anser den måde at lægge skarnet på gaden som den mest abderitiske renselsesmåde der kan tænkes, og for en årsag, der næst efter rendestensskarnets opøselse på gaderyggen kraftigt fremvirker vore gaders uhumske forfatning. Han tror ikke heller at de nævnte kællingers næringsvej tabtes, da det de søger kan findes lige så godt og bedre på lossestederne som på gaderne, og altså kunne heller ikke papirfabrikkerne tabe.

Det forslag, som i disse blade S. 104 og 119 er indrykket, synes udgiveren så rigtigt, at han ikke på anden måde kan forklare sig hvi Magistraten ikke har holdt sig dertil, end at så mange skarnkister ikke så snart kunne blive færdige. Jeg har derfor endnu det håb, at det engang vil blev udført som det eneste virksomme middel til at få rene gader og en sundere luft.


(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 24, s. 376-378. [Estimeret dato: 6. oktober 1798])

Ingen kommentarer:

Send en kommentar