09 december 2014

Slemme Drengestreger

En mængde ryggesløse gadedrenge forsamler sig næsten dagligt i klynger på sommetider nogle snese i buegangene ved det afbrændte slot, hvor de spiller kort, klink osv. Men hvad der er værre: De antaster forbigående med ublu og fræk tiltale og støj, og forstyrrer således folk i deres rolige spadseretur. Ja! deres frækhed går endda så vidt, at de springer op fra deres spil, hvor de ligger, og angriber forbigående fruentimmer, som ikke tænker på det, på en særdeles uhøvisk måde, under hujen og skrigen, og vil gerne kysse dem m.v. Det har jeg været vidne til adskillige gange. Om søndagen er der altid flest, men til hverdag en hel mængde. Formentlig befinder der sig i disse forsamlinger adskillige hvis forældre mener at deres børn sidder i deres skole, mens de på denne måde ledes ind i ryggesløshed og fordærvelse.

Der kan ikke være nogen tvivl om at vort årvågne politi jo ville hæmme denne uorden, når det blev gjort opmærksom på det. Men nogle enkelte betjente ville ikke kunne pågribe denne mængde, hvortil næsten kunne behøves en hel kommando.

C. Hjelm
borger og perlestikker
boende i nr. 307 ved Filosofgangen


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 313, 21. april 1804, s. 4976-4977)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar