I nr. 36 af Politivennen omtaltes en pjece med titlen: "Hvad er mennesket i sammenligning med dyrene?" af dr. C. F. Simonsen. Der bemærkedes at denne pjece gerådede såvel vores litteratur som forfatteren til skam, og denne sidste opfordredes derfor til at offentliggøre når og ved hvilket universitet han er kreeret til doktor. Skønt forfatteren som anmelderen ved har læst denne opfordring, har han dog ikke besvaret den, men ganske forbigået den med tavshed. Havde han nu ligeledes ophørt med at kalde og lade sig kalde doktor, ville man have tilgivet ham at han ikke havde besvaret dette spørgsmål, hvilket vist nok vil falde ham vanskeligt. Men da han endnu fremturer i denne synd og således endog for nyligt under navn af doktor har ladet sig tilskøde et hus på bryggernes længe (se Statstidende for 3. januar i år) kan man ikke undlade at gøre vedkommende fakultet opmærksom på at et hædersnavn som kun tildeles mænd af lærdom og fortjenester således egenmægtigt tilegnes og vanhelliges af en uberettiget. Da man let kan indse at det ville have flere ubehageligt følger om enhver plaster smører eller dumstolt person kunne efter eget forgodtbefindende skrive og kalde sig doktor eller professor håber man at der sørges for at sådant misbrug hæmmes og at vedkommende må lære at indse at der er forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager.
(Politivennen nr. 56, Løverdagen den 25. januar 1817, s. 871-872)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar