07 oktober 2015

Rosenborg Hauge.

Når i Nyeste Skilderie af Kiøbenhavn nr. 41 d. å. siges at i Frederiksberg Have savnes en blomsterhave, så skulle man tro at indsenderen ikke kunne se skoven for træer. For ser man ikke straks i indgangen de skønneste blomster på begge sider, og møder os ikke især ved solens nedgang den mest forfriskende og behagelige dut derfra. Blandt flere projekter er også det at man imod en vis betaling skulle have adgang til blomsterhaven ved Rosenborg Slot, og af disse indtægter skulle holdes dagdrivere for at beskytte den mod den desværre så gængse udåd at rapse blomsterne og ødelægge partierne deri. Nu da blomsterhaven er aflukket, bliver den dog slemt hjemsøgt. Således er her for ikke længe siden en person grebet in flagranti og arresteret for blomsterran. Men var man endog sikker på at de som såedes sattes til at bevogte haven ikke selv stjal af blomsterne eller lod sig bestikke, var det da vel også anstændigt for en kongelig have at modtage betaling for en uskyldig fornøjelse som sjældent bliver nogen anstændig person nægtet? Derimod kunne man om det ikke var for dristigt, ytre det ønske at der hvor orangetræerne er placeret, måtte blive opsat et uigennemtrængeligt planke- eller gitterværk, ligesom ved Frederiksberg Have hvorved der ville ydes de spadserende et behageligt skue af blomsterne, orange- og laurbærtræerne, og de således sættes i stand til at nyde den for sundhed og sans så behagelige blomsterduft uden at anlæggene udsættes for kåde og tyvagtige hænder.

(Politivennen nr. 285. Løverdagen den 16de Junii 1821, s. 4588-4590).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar