18 november 2015

Kudske Kaadhed.

En tildragelse der hændte en familie som vendte tilbage fra en skovtur tirsdag den 2. dennes om morgenen kl. 11 giver man sig den frihed her at fremsætte, med den anmodning at blive underrettet om hvorledes man egentlig skal forholde sig på alfar vej for at få den slet tænkede kusk tiltalt og straffer der med fri forsæt søger at spolere en mands heste og vogn og udsætte flere mennesker og børn for at komme til skade. Vi kørte nemlig ganske roligt på Strandvejen hjemad da en vogn hvorpå fandtes tre mandfolk og flere fruentimmer, og som var forspændt med to gråtavlede heste, kom farende så tæt forbi at vognens hjul berørte vores. Næppe var vognen kommet forbi hestene før kusken drejede ind på os så at vi hvis vi ikke ville have hestene skamferede, så os nødsaget til at holde stille, hvilket også lod sig gøre da vejen dels var bred, dels fordi vi kørte sagte. - Vi beklagede dette utidige jageri og fortsatte vor vej. På stenbroen omtrent udenfor konferensr. Moldenhawers sted, kom oven omtalte vogn der formodentlig havde holdt ved Slukefter, farende og gjorde samme manøvre så at vi for at undgå at vælte og for ikke at få hestene skamferede, måtte dreje ind på vejen der er anlagt for de spadserende, og således med møje reddede vognen fra at kastes omkuld. Dersom der havde eksisteret et ridende politi der havde opsigt med sådanne uordener ikke foregik på vejen, så kunne man dog vente at se en sådan person tugtet for sin kådhed, men nu måtte vi finde os i at forfølge vognen til Østerbro, og var også så heldige at komme ind af porten før den, og anmærke det passerede for at få vognen anholdt. Men disse personer, formodentlig slået af deres slette fremgangsmåde, stod af udenfor porten og lod vognen køre en anden vej. Man kunne nu ikke få fat på vognen, men man tror dog at skylde sine medmennesker at advare dem om at tage sig i agt, og bede vedkommende om muligt at forebygge og standse sådant onde. Man ved ikke om kusken var ophidset af de på vognen siddende folk so man ved bor i Møntergade, ikke langt fra Gothersgade. Men man formaner dem til en anden gang at fraråde deres kusk en så nederdrægtig fremgangsmåde. - Dersom nogen ville oplyse hvorledes man rigtigt forholdt sig for at tæmme lignende ondskab der desværre vist ofte indtræffer, ville man være vedkommende meget forbunden.

(Politivennen No, 341, Løverdagen den 13de Julii 1822, side 5504-5507)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar