Gud ske lov for vores gode konge og regering, der vist indretter alt til bedste for hele det danske rige og Gud belønne enhver som giver dem gode råd. Jeg er vel kun en bonde, og har slet ingen indsigter i regeringssager, men der kan jo være mange ting i bondestanden som den lærde rådgiver ikke er blevet opmærksom på, og derfor har jeg taget mig den underdanige frihed at tale om en indretning som sætter mange stakkels bønder og landmænd i forlegenhed. Det er at det kun tillader bonden at holde med fersk flæsk på torvet i København 3 formiddage til kl. 12 om ugen, nemlig mandag, onsdag og lørdag, men når nu en sådan mand af en eller anden årsag, ved bræk på vogn eller heste, eller på anden måde bliver opholdt på vejen, og først kommer til byen, hvilket skete mig for nogle dage siden, med middagstid på en af disse dage, så kan han ikke sælge sine varer, da han ikke må sælge dem i husene, ved hvilken lejlighed han heller ikke fik mere end den halve pris, og at gemmes i 2 dage, kan flæsket ikke tåle om sommeren. Det må altså fordærves, eller han må give det bort, blive en fattig mand og rejse en lang vej tilbage uden engang at få sin rejse betalt. Det er vist ikke hans skade alene, men hele landet taber derved. Det høje politi ville vist derfor hjælpe lidt på denne sag at den fattige bonde kan få noget at betale sine skatter med.
Underdanigst.
Niels Larsen
Sognefoged i Fjendesløv-Magle, Sorø
(Politivennen nr. 445. Løverdagen den 10de Julii 1824, s. 8090-8092)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar