Da der i de sidste år er blevet gjort så meget til vejenes forbedring, kan man ikke andet end højligt undres over at dog endnu en og anden vej aldeles er undgået vejvæsenets opmærksomhed. Til eksempel herpå vil anmelderen kun anføre Smallegade i Frederiksberg By. Denne er i en så dårlig tilstand at den endog for kreaturer og vogne er næsten ufremkommelig. Så meget mere er det besynderligt og påfaldende at denne vej (eller om man vil gade) aldeles ingen forbedring er blevet værdiget. Uden at træde sandhede et skridt for nær, kan man sige at man i egentlig forstand går i snavs til op over anklerne, ja næsten midt op på benene. Og hvor latterligt og utroligt det end klinger, er det dog sandt at man er nødt til at tage sin tilflugt til - grøfterne som de mest passable. Da vejvæsnet for kort tid siden var beskæftiget med at forbedre Gammel Kongevej kan man ikke indse grunden til hvorfor det ikke værdigede også Smallegade et par læs grus. Samtlige Frederiksbergs Bys og især Smallegades beboere forener vist derfor deres ønsker med indsenderen om at denne vej snart måtte blive sat i stand, endog kun så meget at man ikke behøver at frygte for at forlise sine sko og støvler i snavset og om aftenen tillige at brække arme og ben.
(Politivennen nr. 622 Løverdagen den 1ste December 1827, s. 770-771).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar