Uagtet anmelderen ikke er nogen elsker af indskrænkninger der ved takster pålægges vedkommende, kan han dog ikke andet end billige at sådanne finder sted for livets uundværligste fornødenheder, og til dels også med hensyn til dem der har beværtning på sådanne steder hvor man intet valg har, men må betale hvor ublu fordringen end er. Således fandt man det passende at restauratørerne ombord på vore dampskibe havde en af øvrigheden autoriseret takst der kunne sætte grænser for en urimelig behandling da man her ikke kan vælge mellem deres og enhver anden restauration.
Hvad der gælder om disse, gælder til dels også om konditoren i Kongens Have der så at sige har en udelukkende ret til at beværte det publikum der besøger haven, med dårlige varer til mageløst ublu priser. Anmelderen måtte således betale 24 rigsbankskilling for et glas såkaldt arakspunch der var af en så dårlig kvalitet at han selv selskab måtte gå bort uden at nyde den. Lignende klage har han dels læst på prent, dels hørt af enhver der i haven har villet nyde denne drikkevare. Han tillader sig derfor at anmode hr. Firmenich om hvis han fremdeles agter at opvarte publikum til så ublu priser ved bestillingen at underrette vedkommende om hvad varerne koster da han derved på det tydeligste kan sætte sin uegennytte og agtelse for almenheden i det skønneste lys.
(Politivennen nr. 504. Løverdagen den 27de August 1825, s. 9971-9973)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar