Bemærkninger ved et Besøg i Nyhavn.

Når man har passeret hjørnet af Charlottenborg for at gå ned ad Nyhavn, overhænges man først af en del kørekarle, dernæst af savskærere som tilbyder vogne, dernæst af savskærere som ligeledes tilbyder deres tjeneste og endelig af nogle lurvede subjekter som vil anvise hvor det bedste brænde fås. Erklærer man nu at man selv har vogn og at brændet ikke skal skæres, så slipper man vel fri for de to førstnævnte slags. Men det tredje er så påhængende at de følger en af skib til skib og man kan ikke komme løs fra dem uden at give dem et par skilling til brændevin, uagtet man aldeles ikke behøver deres tjeneste.

Men endnu værre er de kællinger eller voksne tøser som opholder sig i havnene hvor der sælges brænde. For disse under påskud af at være favnsætterne behjælpelige med at række dem brændet, begynder først med at opsamle barkstumper, dernæst med at afrive løse splinter af det brænde der er kastet i land, men ser de deres snit, kaprer de hele favnestykker som de indlægger i porte eller gadedøre, ja man er ikke sikker for at de når kusken under kørslen ikke ser sig om, napper et eller flere stykker af vognen.

Anmelderen som i forrige uge modtog nogle favne brænde, var vidne til sådanne optrin, og da han for at søge ly for regnen gik ind i en port, så han der 6 til 8 stykker favnetræ som således var erobrede fra købere eller skippere. Dette uvæsen selv om det er drevet i lang tid, burde dog engang sættes en grænse hvorom man herved anmoder politiet der let vil kunne overbevise sig om sandheden af oven anførte.

(Politivennen nr. 1296, Løverdagen, den 31te October 1840. Side 698-699). 

Redacteurens Anmærkning.

Der klages også over "kvindemenneskene i Nyhavn" i Politivennen 1349, 6. november 1841, s 717-718 og 1350, 13. november 1841, s. 727-729.

Varsko.

I det øjeblik anmelderen mandag den 19. i denne måned mellem kl. 9 og 10 passerede forbi Rundetårn, faldt en af de sten der danner karnissen nedenfor jernrækværket oven på tårnet, ned på gaden, ikke to skridt fra ham. I faldet slog den imod rendestensbrættet med en sådan kraft at det lød som skraldet af et svært kanonskud. Og dersom anmelderen var kommet et skridt videre frem, havde han ufejlbarligt fået sit banesår. Han holder det derfor for pligt at gøre de ansvarlige opmærksom på det. Dels for at skaden kan blive efterset og lignende tilfælde forebygges, da man kan antage at flere sten kan være løsnet af fugtighed efter den megen regn der er faldet hele sommeren, dels for at advare fodgængere som skal passere denne vej for ikke at holde sig for nær ved tårnet før en reparation ved samme er blevet foretaget.

(Politivennen nr. 1295, Løverdagen, den 24de October 1840. Side 681). 

Noget om Klosterstræde.

Indsenderen der til forskellige tider af dagen passerer gennem ovennævnte gade, har med fornøjelse lagt mærke til at de fordums forskellige uordener som herskede der, i de senere år er aldeles hævede, ligesom også at ejerne heller ikke har sparet på bekostninger for at omdanne og forskønne gadens bygninger, hvilket sidste især i år har været tilfældet da ikke mindre end fem forskellige ejendomme er blevet oppudset i denne gade, og muligvis flere endnu i år vil blive det. Huset nr. 83 i nævnte gade er nu det eneste som for tiden især mest trænger til at istandsættes på facaden for ikke at stikke for meget af fra de øvrige bedre udstyrede, og da det ville være til ejerens egen fordel, kan man forvente at han ikke vil lade nævnte hus være sig og gaden til skamme.

En just ikke ubetydelig uorden har indsenderen også ofte været vidne til at der begås i nr. 85 i nævnte gade, idet der i almindelighed en gang om dagen udkastes en urenlig væske, formentlig urin fra et tagvindue lige over gadedøren tii nævnte hus, og det så stærkt at en del af denne væske styrter over den anbragte tagrende ned på gaden og gør således passagen på gaden og indgangen til huset betydelig usikker. Mærkeligt er det at barbersvendene som konditionerer hos enken der bor i stuen, bebor dette kammer hvortil dette vindue hører, og at det skal være en doven og svinagtig tjenestepige som udkaster natpotten på taget, for at spare sig ulejligheden med at nedbære den, noget som dog er brug i ethvert ordentligt hus. Da hverken hendes madmor eller barbersvendene der ikke kan være uvidende herom, formodentlig ikke kan tvinge nævnte pige til at lade dette svineri fare, anmodes ejeren i almindelighed om at ville foranstalte de nødvendige forholdsregler for at denne uorden i fremtiden aldeles kan blive hævet og dette har han så meget mere grund til at vente som hans ejendom ved denne uorden lider en ikke ubetydelig skade.

(Politivennen nr. 1291, Løverdagen, den 26de September 1840. Side 617-618). 

Redacteurens Anmærkning.

Klosterstræde nr 83 er nutidens nr. 6 (fotoet yderst til højre), opført 1729 af murermester Joseph Toscanelli og tømrermester Johan Engelsen for skomager Gothardt Andreas Germann. Ombygget mellem 1775 og 1788 . Nr. 85 (fotoet yderst til venstre) er nr. 10, fra før 1749, muligvis mellem 1731-37, ombygget 1769 og efter 1807.

Beskrivelse over en Reise til Jylland.

For henved 3 uger siden ville jeg med familie gøre en rejse til Jylland og besluttede at benytte dagvognen til Kalundborg. Jeg tog da fire pladser og indfandt mig med mit følge og rejsegods i Knirsch' Gård til den bestemte tid. Da vi havde fået så høje numre at vi ikke kunne få plads på de 2 store vogne, forhørte jeg mig hos en af de herrer der lod til at have opsyn med dagvognsbefordringen om på hvilken vogn vi skulle have plads, og da han erklærede at vi skulle på den første bivogn, lod jeg min karl bringe mit rejsetøj og 5 stykker gods hen til vognen. Kort efter idet jeg stod og samtalede med en ven der have indfundet sig for at hilse på mig, kom en mig ukendt person hen til mig og sagde at kusken vægrede sig ved at modtage alt mit tøj, da han skulle føre 5 poser. Jeg gav denne person til svar at da jeg havde betalt for samme, skulle det med, og hvis det ikke kunne tages på den vogn, så kunne noget af det komme på en anden, hvortil han da erklærede at så skulle tøjet vejes. Hermed var jeg tilfreds. Men da tøjet forblev liggende og ingen indfandt sig for at besørge det vejet, og den ene store vogn allerede var besat af rejsende, henvendte jeg mig atter til omtalte person med spørgsmål om hvad det blev til, hvortil han svarede at hvis jeg lovede karlen drikkepenge, så tog han det nok med, og at jeg derved stod mig bedre. For hvis det blev vejet, kom jeg til at betale meget mere. Jeg lod derfor nævnte person vide at jeg ikke anså mine 5 småpakker for at overstige den vægt som det var tilladt 4 personer at føre med sig, men om de endog vejede mere, var jeg villig til at betale for overvægten, da jeg kun ønskede den ret der tilkom mig, men ikke ville lade mig foreskrive noget af en kørekarl som jeg vel ville give en drikkeskilling om det behagede mig, men ikke ville lade mig afpresse af samme. Personen gik derpå bort, og kort efter erfarede jeg at alt mit tøj var læsset på vognen, hvorpå der foruden os fire kun var en eneste passager.

På to store dagvogne og 3 til 4 bivogne rullede vi rejsende kl. 7 ud af Knirsch' Gård og ankom lidt over 11 til Roskilde hvor vi tog ind i gæstgivergården "Prinsen". Her blev straks nogle af vognene hvis kørekarle havde andre holdesteder, aflæssede og de rejsendes gods henslængt i gården, hvorimod tøjet blev liggende i de vogne der blev holdende i gården. Efter en god times forløb indfandt sig nogle af de vogne der skulle befordre os til Holbæk, og nu begyndte en af gårdskarlene at læsse kufferter og pakker på disse. Da han var i begreb med at læsse på den første bivogn, forlangte jeg at mit tøj skulle lægges på denne da det i følge vores numre tilkom mig og familie at køre på samme. Men jeg fik til svar at det var ham ligegyldigt på hvilken vogn de rejsende kørte, da han kun havde medpålæsningen at bestille, og da jeg stødt herover ytrede mig mig at de rejsende behandledes temmelig vilkårligt, blev han smækvred, sprang ned af vognen og svor på at han ikke ville læsse. Derimod kom en anden, mindre kolerisk karl som tog mit rejsetøj af den vogn hvormed vi var kommet, og læssede det på den første bivogn som jeg havde forlangt. Endelig, da samtlige vogne var læssede, og en del passagerer havde taget plads på nogle af dem, kom et ungt menneske, for ikke at sige en halvvoksen dreng, med et papir i hånden og ville begynde på at anvise de rejsende deres pladser. Men han bar sig så forkert ad hermed idet han anviste nogle af dem plads, snart på en vogn, snart på en anden, at der opstod en sådan forvirring at enhver af de rejsende satte sig op hvor han kunne finde plads, uden hensyn til hvilket nummer han havde.

Det kunne nok med rimelighed forlanges at hvis de herrer postmestre på de forskellige stationer ikke selv ville påtage sig ulejligheden med at påse orden ved vognens ombytning, de da skulle sætte en pålidelig mand i deres sted. Bedre var det sikkert da de rejsende selv må varetage deres gods, hvilket under nuværende indretning ikke er muligt for dem at en konduktør ligesom med ugeposten, fulgte med hele ruten igennem. I Holbæk gik det til med mere orden. Kun kunne de rejsende ikke have noget tilsyn med deres gods da dette fordeltes på forskellige vogne, ligesom det lå for hånden.

Fra Holbæk kørte vi i stærk blæst og vædede af idelige regnbyger tiil Kalundborg hvorr vi ankom kl. 11. Her holdt vognene udenfor gæstgivergården, tøjet aflæssede og blev båret ind i billardstuen for at efterses af toldofficererne. Tænker man sig nogle og tredive rejsendes tøj blandet mellem hverandre, så kan man let forestille sig hvor lang tid der måtte gå inden enhver fandt sit. Vi kom derfor ikke til ro før klokken var over et.

Dagen efter kunne smakken ikke gå ud på grund af stærk storm fra vest nord nest, og de rejsende hvis tal var forøget med flere personer fra forskellige egne på Sjælland, måtte nu tilbringe en kedsommelig dag i et herberge da vejrliget ikke engang tillod en spadseretur. Men dette ophold var en ren benefice for gæstgiverensom vistnok ikke havde noget derimod. Da stormen dagen efter havde aftaget noget, så besluttede skibsføreren at gå under sejl uagtet vindens retning ikke havde bedret sig. Vi måtte altså krydse os frem og kom først om natten kl. 12.30 til Århus hvor vi atter måtte overnatte inden vi kunne komme til vores bestemmelsessted. En rejse som ellers plejer at gøres på 30 til 34 timer medtog nu således 3 dage og 3 nætter. Blandt de 66 passagerer der var ombord på smakken, var der nogle hvis tid til at være borte fra deres hjemsted, indskrænkede sig til 8 dage. Disse beklagede sig især over at dampskibsfarten ikke var i gang da de foruden de ikke ubetydelige udgifter som det lange ophold på gæstgiverstedet medfører, også tabte en del af deres dem knap opnåede tid, så at de nu 2 dage efter at være kommet til deres bestemmelsessted, måtte tænke på tilbagerejsen hvis de ville nå deres hjem til den bestemte tid

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 1284, Løverdagen, den 8de August 1840. Side 493-498). 

Redacteurens Anmærkning.

Gæstgivergården i Roskilde blev bestyret af kaptajn Niels Christian Sveistrup (1786-1874). Han havde deltaget i  englændernes belejring af København 1807 i Studenterkorpset (Kronprinsens Livkorps). Han giftede sig herefter med Agathe Johanne Hansen (1787-1860) som arbejdede for værtinden på Hotel Prindsen, Anne Marie Rosted (1743-1825), og parret overtog herefter ledelsen af gæstgiveriet. I 1838 blev han medlem af borgerrepræsentation. Efter hans død 1874 forfaldt hotellet, det blev revet ned og det nuværende opført i 1875.

Jødernes stænderiske Valgbarhed.

Dette spørgsmål er igen kommet til live i anledning af kongens sidste bekendtgørelse til provinsialstænderne, og det har krav på almindelig interesse, uagtet der for tiden ikke kan ventes anden bestemmelse end den afgivne. Hvad der er sagt for og imod jødernes valgbarhed som stænderdeputerede er nok så bekendt til atter at trænge til gentagelse. I almindelighed har grundene for valgbarheden efter indsenderen mening en væsentlig overvægt over dem imod samme, og af hvilke sidste nogle endog er meget søgte og meget uvæsentlige. Når ægte liberale mænd imidlertid beklager at en hel klasse af statsborgere som i dette århundrede har stræbt i særdeles mærkelig grad at gøre sig dette navn værdige, skal være udelukket fra den første politiske rettighed i Danmark ene og alene på grund af afvigende religiøs trosbekendelse, så må indsenderen tillige udtale den mening at det beklagelige heri langt fra ikke bør tilregnes en utilbøjelighed hos regeringen for ganske at emancipere jøderne, som snarere regeringens hensyn til undersåtternes endnu langt fra ikke udslettede animositet mod de mosaiske trosbekendere.

Fra regeringens side har det på ingen måde manglet på den bedste vilje til at befri jøderne fra bånd og indskrænkninger som før hvilede på dem og for derved at lette deres egen virksomhed i at udrive dem fra ældre forhold, hvorunder de absolut måtte betragtes og virkeligt var skadelige medlemmer af samfundet. Men disse regeringens humane bestræbelser har på ingen måde i den grad som de fortjente, vundet genklang i nationens midte. Så man kan uden at komme sandheden for nær, sige at den offentlige mening har været i strid med regeringens foranstaltninger.

For at bestyrke det her ytrede, behøver indsenderen ikke at påberåbe sig at de ikke endnu er så sjældent at en jøde forfølges på gaden med hån eller skældsord, eller at enkelte ondsindede ikke undså sig under opløbet her i staden forleden 23. maj om aftenen at kaste sten ind i Synagogen. For fra gadedrenge og pøbel skal man ikke slutte til folkets stemning. Men han har ganske andre eksempler til sin rådighed, der viser at selv de der vil stå på et højere trin af kultur og dannelse, langtfra ynder jøden eller ønsker han i alle henseender sat lig med den kristne. Det er således kun noget over 20 år siden at borgerne i en af Fyns købstæder formelig androg for kancelliet om at blive befriet for deres jødiske medborgere og det var omtrent til den tid at en højtstående gejstlig ville i almueskoledirektionen her i staden gøre den mening gældende at jødebørn ikke burde forundes adgang til kristne skoler. Ikke få laug, navnlig isenkræmmernes, hørkræmmernes, glarmestrenes, blikkenslagernes, har længe søgt at forhindre jødiske drenges antagelse i lære, og ganske nyligt har "Fædrelandet" oplyst os om at parykmagerne slår krøller på næsen når en jøde vil indvies i deres kunsts hemmeligheder. 

Om mosaister nu kan blive optagne som medlemmer i det kongelige privilegerede Københavnske Skydeselskab, ved indsenderen ikke. Hvorimod han tidligere oftere har hørt tale om at troen her var en afgørende anstødssten. Enkelte jyske stænderdeputerede var, som vi jo har set på prent, ikke meget delikate i deres ytringer om jøderne. Og for at minde om noget som ligger os så meget nær i tiden, hvorledes teede sig en nu aftrådt redaktør (som lagde så megen vægt på opførsel en gentelman) da han kom i en lille konflikt med en kollega af anden trosbekendelse, med en mand som selv hans værste modstandere ikke kan frakende store fortjenester, og det ikke blot som skribent? Vel ved vi at denne redaktørs forhold ved denne lejlighed mødte almindelig indignation hos alle bedresindede, men - det gør os ondt at måtte sige det - vi frygter for at selv disse gode mænd vil når de bliver eller tror sig forurettede af deres jødiske næste, i deres harme herover ikke lader jøden er han end selv døbt, blive ganske udenfor sagen. At tænke liberalt er i almindelighed lettere end at tale eller handle liberalt, og til dels, men også kun til dels, kan man undskylde de der fejler. Der er gamle med modermælken indsugede vaner og principper som til enkelte tider ubevidst igen indtog deres herredømme og til ganske at fordrive disse nykker, behøves vist endnu en hel årrække.

Så meget om den herskende opinion hos de kristne. På den anden side kan man ikke nægte at jøderne ikke ganske kan fritages for at nære denne uvilje. Hvor mange der endog blandt de sidste står i kultur og opførsel aldeles lige med de kristne, så mangler der dog heller ikke på dem hvis adfærd og hele manerer til at te sig i livet på ingen måde er skikket til at vække velvilje. Der gives desværre ikke få jøder som ikke endnu har tilegnet sig den beskedenhed der udgør et så værdigt træk i den danske nationalkarakter. Og de fremtræder derfor ikke sjældent i former som absolut må støde og mishage. Men så længe denne udanske påtrængenhed og rent ud sagt næsvished ikke mere er udryddet, må de bedre jøder også finde sig i at lide med de skyldige, og de må trøste sig med at tiden vil hæve denne som andre onder.

Når amalgationen først viser sig mere kendelig og almindelig, vil den danske regering næppe stå tilbage med at sætte kronen på sine uforglemmelilge fortjenester af jødernes kultur og fremskridt i Danmark. For tiden bliver det, hvor meget end i almindelighed kan siges for jødernes stænderiske valgbarhed, være rigtigste at slutte sig til den værdige ytring: "Den danske jøde har ikke årsag til at bede, men til at takke."

(Politivennen nr. 1283, Løverdagen, den 1ste August 1840. Side 477-481). 

Jødernes Valgbarhed var tema for artikler i Fædrelandet, startende med den 24. juli 1840.

Redacteurens Anmærkning

Mens jøder havde stemmeret til stænderforsamlingerne, var de ikke valgbare, med mindre de konverterede til kristendommen. Jøderne var ikke de eneste, kun ca. 2,8 % af befolkningen (omkring 32.000 personer) var stemmeberettigede. Christian VIII havde gjort det klart at han ikke ville ændre i sin forgænger Frederik VIs forbud mod at jøder blev valgt.

Fædrelandet bragt fra 25. juli 1840 en række artikler om jødernes valgbarhed hvori de kritiserede kongens og regeringens holdning og argumenterede for at jøder burde være valgbare. Debatten fortsatte i endnu et årti og blev først ændret med Grundloven 1849. Blandt fortalerne for ikke at give jøderne valgbarhed var bl.a. St. St. Blicher, 

Kjøbenhavnsposten fortsatte debatten den 30. oktober 1840. Og den fortsatte så endnu 10 år. Og mere til.

Drengeopløb i Badstuestræde.

Indsenderen tillader sig herved at henvende det ærede politis opmærksomhed på en flok drenge der har taget deres stadig forsamlingsplads udenfor gården nr. 130 i Badstuestræde. Vi ved ikke ved hvilken skæbnes ironi de så længe ustraffede har kunnet drive deres spil udenfor den mands bopæl under hvem politiet på en måde rangerer. Men vist er det at de i mere end en henseende har krav på denne autoritets opmærksomhed. Næsten hver aften forefalder små skærmydsler imellem dem, og den støjen og uro der naturligvis må følge hermed, forvolder de omboende en utålelig gene.

Disse få ord tror vi at være tilstrækkelige for at henvende opmærksomheden på dem, idet vi anser det for unødvendigt at gå i detaljer med alle de platituder og gemenheder hvori de daglig gør sig skyldige, og i hvilke de - som det synes - finder en rig kilde til moro og fornøjelse.

(Politivennen nr. 1280, Løverdagen, den 11de Juli 1840. Side 442-443) 

Badstuestræde 9. Stemanns Hus. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

Badstuestræde 130 er nutidens nr. 9. Det blev i 1903 henlagt til Badstuestræde 9-11. Den sydlige del er opført 1796-97, den nordlige 1904. Som antydet i artiklen boede en af enevældens mest indflydelsesrige politiker, P. C. Stemann (1764-1855) i huset (1828-1847). Han var bl.a. præsident for Danske Kancelli, justitsminister og gehejmestatsminister. Efter enevælden fratrådte han sine poster, efter at have proklameret Frederik den 7. som konge. Mest kendt er han måske som bagmand for Frederik 6.'s “Vi Alene Vide..“ fra 1830'erne.

Nattestøi.

Natten mellem den 22. og 23. omtrent kl 2.30 blev anmelderen vækket ved en tummel og støj på gaden. I den tanke at der var ildløs i nærheden, eller spektakel, stod han op af sengen og nærmede sig et vindue ud til gaden. Her så han da at vægterne fra Vimmelskaftet, Klosterstræde og Hyskenstræde stod forsamlet i krydset i krydset af nævnte gader og at en 8 til 10 lystige personer under jodlen og højrøstet tale nærmede sig vægterne, hilste dem ved at byde dem hånden og være særdeles fidele mod dem. De tog vægterne under armen og indbød dem til at følge med sig for at drikke kaffe, hvilket vægterne dog ikke samtykkede i, men anviste dem på spørgsmålet om hvor der var et kaffehus, et sted så vidt kunne høres på Vandkunsten. En af selskabet tog et "penge"stykke, holdt det i vejret og spurgte "er det nok, vægter?", og da dette blev modtaget af en af vægterne, gik endelig selskabet syngende ned ad Hyskenstræde. Det er højst ubehageligt således om natten at blive forstyrret i sin ro, og da vægterne efter deres instruks ikke må samle sig udenfor deres poster, men skal forblive på samme, og sørge for at orden og ro vedligeholdes der, anmeldes dette for vægternes foresatte i håb om derved at bevirke at sådanne støjende optrin ikke oftere vil finde sted.

(Politivennen nr. 1278, Løverdagen, den 27de Juni 1840. Side 407-408) 

Bemærkning ved Hr. Nathansons Beretning.

Hr. I. Nathanson, forhenværende købmand i Randers, har udgivet et lille skrift under titlen: Beretning om de forfølgelser jeg har været genstand for, og om de lidelser, man derved har påført mig. Dersom dette skrift er forfattet og redigeret af hr. Nathanson selv, uden hjælp, da vil vist ingen beskylde ham for at være gal mand, selv om man må tilstå at de deri anførte beskyldninger imod adskillige embedsmænd og betjente er så graverende at de synes utrolige. Men hvis fortællingen om den mod ham udviste adfærd er i overensstemmelse med sandhed, da var det højst oprørende og frygteligt for enhver der tror sig i en civiliseret og efter love indrettet stat at være sikret for sådan medfart. Ikke mindre oprørende er det som fortælles at en mand ved navn Lund skal være holdt indespærret på Bistrup siden 19. maj 1836 efter en falsk kancelliresolution. Da dette lille skrift har vakt stor opsigt, og intet af det deri anførte er offentligt gendrevet eller imodsagt, ville det være højst fornødent og tjene til beroligelse for mange at de anførte klagepunkter måtte nøjagtigt blive undersøgt.

(Politivennen nr. 1270, Løverdagen, den 2den Mai 1840. Side 280-281) 

Ønske for Hr. Nathanson i Randers.

Når man har læst i de offentlige blade hvorledes hr. Nathanson fra Randers er blevet behandlet ved 5 gange at berøves sin frihed som han kun genvandt ved at tage flugten, men har tillige erfaret at sundhedskommissionen har meddelt ham sundhedsattest, og når vi næsten hver dag ser denne af skæbnen forfulgte man blandt os, vil vist nogen tillægge ham prædikat af gal mand. Men når man derimod læser i avisen hvorledes borgerne i Randers ved hjælp af politi og vægtere tvinger bønderne til på offentlig gade at sælge deres produkter til den pris borgerne finder passende at byde dem, så må man hælde til den mening at hr. Nathansons offentlige klager over vilkårlig behandling næppe har været aldeles grundløse, hvorfor det var at ønske at denne familiefar som før har ernæret sin talrige familie ved hestehandel, atter kan sættes i stand til at forsørge den.

Som man erfarer skal hr. Nathanson have haft en temmelig lang audiens hos vor allernådigste konge og vi ønsker ham al muligt held tiil at afsløre hele den med ham foregåede vidunderlige historie. 

(Politivennen nr. 1267, Løverdagen, den 11te April 1840. Side 237-238) 

Varsko.

Ved tirsdag aften omtrent kl. 10 at passere gården nr. 333 i Gothersgade blev fra et vindue i en af etagerne udkastet en ildelugtende væske hvoraf anmelderen fik en portion på den ene arm. Det er den anden gang i kort tid at denne operation samme sted er foretaget, formodentlig af  et dovent tjenestetyende som finder det mageligere at skille sig ved sådant ved at kaste det på gaden end at nedbære samme i gården. Da det var meget mørkt, kunne det ikke bemærkes fra hvilken etage udskylningen skete, dog observeredes at et vindue stod åbent i den første. Anmelderen vil derfor råde samtlige gårdens beboere at undersøge hvem af deres tjenestetyende der har den vane at foretage sig sådan ulovlig handling, og indskærpe den pågældende at han eller hun derved har forbrudt sig imod politilovene og kan vente at blive straffet når handlingen gentages og derover klages for politiet.

(Politivennen nr. 1258, Løverdagen, den 7de Februar 1840. Side 95-96) 

Nyt Leiebibliothek.

Hr. boghandler Nielsen på Store Købmagergade nr. 50 har i disse dage åbnet et lejebibliotek bestående af danske og tyske bøger af de for tiden mest yndede forfattere. Bøgerne er alle nye og propert indbundne, hvilket meget sjældent er tilfældet på lejebiblioteker. Med hensyn hertil og når samlingen der vel nu kun er lille, efterhånden forøges med ny udkommende læseværdige skrifter, vil det undskyldes at den månedlige leje af bøgerne er 1 rigsbankmark større end i de gamle lejebiblioteker.

(Politivennen nr. 1254, Løverdagen, den 11te Januar 1840. Side 32) 

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge vejviseren er Store Købmagergade 50 nutidens Købmagergade 43.

Claus Anton Kølle (1827-1872): Folkeliv i Købmagergade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.