29 marts 2022

Valg i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Striden mellem tyskere og danskere i Nordslesvig var nogle gange ret livlige. I Flensborg skulle alle de tyske kandidater med behørig deltagelse være valgt, hvis ikke det var lykkedes danskerne gennem bedre disciplin at få en halv snes af deres farver igennem. Tyskerne vandt fuldstændigt i Sønderborg på Als såvel som i Haderslev, hertugdømmets nordligste by. Også det danske parti blev fuldstændig besejret i Aabenraa og Tønder. I Aabenraa fik den 1/5 af de afgivne stemmer den første dag, og den følgende dag undlod den ligesom i Haderslev at stemme. Disse valg har vist at det bymæssige element i Nordslesvig overvejende er tysk, mens valgene til delstatsparlamentet og rigsdagen viser, at nordslesvigs landbefolkning langt den største del ubetinget adlyder den parole de får fra København. Men situationen er også sådan, at der på landet er en del tyskere blandt ejerne af større landbrugsejendomme, og forholdsmæssigt er der flere af dem, jo ​​større ejendommene er. Kirkevalget foregik som helhed med endnu mindre deltagelse og gav et endnu mere varieret resultat end de bymæssige.

- - -

Zwischen Deutschen und Dänen ist in Nordschleswig der Kampf mitunter recht lebhaft gewesen. In Flensburg hätten bei gehöriger Betheilung die deutschen Candidaten sämmtlich durchgebracht werden müssen, die Dänen haben aber durch bessere Disciplin ein halbes Duzend ihrer Farbe durchgebracht. In Sonderburg auf Alsen haben die Deutschen vollständig gesiegt, ebenso in Hadersleben, der nördlichsten Stadt des Herzogthums. Auch in Apenrade und Tondern wurde die dänische Partei vollständig geschlagen. In Apenrade brachte sei es am ersten Tag auf 1/5 der abgegebenen Stimmen, am folgenden Tage hat sie wie in Hadersleben Wahlenthaltung geübt. Diese Wahlen haben gezeigr dass in Nordschleswig das städtische Element überwiegend deutsch ist, während allerdings aus den Wahlen zum Landtag und zum Reichstag hervorgeht, dass sie ländliche Bevölkerung Nordschleswigs zum bei weitem grössten Theil der ihr von Kopenhagen aus gegebenen Parole unbedingt gehorcht. Doch steht die Sache auch auf dem Lande so das unter den Besitzern grösserer bäuerlicher Grundstücke nicht wenige Deutsche gefunden werden, und zaw verhältnissmässig um so mehr, je grösser die Grundstücke sind. Die kirchlichen Wahlen sind im ganzen unter noch geringerer Theilnahme erfolgt, und haben ein noch bunteres Resultat ergeben als die städtlichen.

(Allgemeine Zeitung. 23. november 1869) 


Fra Slesvig skriver man den 20. november: "Schw. M.": Glæden over tyskernes valgsejr i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa er stor i det tysksindede Nordslesvig, og det viser sig nu, at danskerne ved udsigten til et nederlag, foretrak slet ikke at stemme, for ikke derved at afsløre deres mindretal. I Haderslev (den nordligste by) var det ikke engang sådan, at spillet var lige til den første overslag. Ved vurderingen af ​​de enkelte vælgeres holdninger var der umiddelbart en betydelig overvægt af tysksindede vælgere. Det betyder selvfølgelig ikke, at der er vundet sejre, og nu gælder det om at få så mange ligesindede som muligt til stemmeboksen. Danskerne i Sønderborg vil forsøge at udføre en trussel om at opildne landboerne mod byens borgere, som stemmer tysk, på en sådan måde, at de hverken skal købe eller samarbejde med dem, og det vil helt sikkert resultere i alvorlige tab for nogle mennesker, men det vil med tiden udligne sig igen, da danskerne ikke kan skabe andre forsyningskilder, der ville være mere bekvemme for landbefolkningen på Als.

Aus Schleswig schreibt man unterm 20. Novb.: dem "Schw. M.": Die Freude über den Wahlsieg der Deutschen in Hadersleben, Sonderburg und Apenrade ist im deutschgesinnten Nordschleswig gross, und es stellt sich jetzt heraus, dass die Dänen in Voraussicht ihrer Niederlage das Abstimmen gar nicht fortsetzen, um nicht ihre Minderheit andauernd offenbar werden zu lassen. In Hadersleben (der nördlischsten Stadt) was es aber nicht einmal so, dass für den ersten Ueberschlag die partie gleich stand. Bei der Abschätzung der Gesinnung der einzelnen Wähler ergab sich sofort ein ganz bedutendees Uebergewicht der deutsch-gesinnten Wähler. Damit sind freilich Siege noch nicht gewonnen, und nun erst handelte es sich darum, die Gleichgesinnten möglichst alle zur Wahlurne zu bringen. Die Dänen in Sonderburg werden ihre Drohun, die Landbewohner gegen die in deutschen Sinne stimmenden Bürger der Stadt in der Weise aufzuhetzen, dass man bei den betreffenden weder kaufen noch arbeiten lassen solle, wahr zu machen suchen, und gewiss werden für manch emppfindliche Verluste daraus hervorgehen, mit der Zeit wird sich dies aber wieder ausgleichen, da die Dänen doch nicht andere Bezugsquellen, welche den Landleuten auf Alsen bequemer wären, schaffen können.

(Fränkischer Kurier : Nürnberg-Fürther neueste Nachrichten ; Mittelfränkische Zeitung. 26. november 1869)


I Slesvig-Holsten er tyskerne og danskerne nu hårdere imod hinanden end nogensinde. Der var en voldsom valgkamp i Flensborg og i Sønderborg udgav "Düppelposten" i anledning af valget til byrådet en smæde-artikel underskrevet af mange landmænd, hvor der blev fremsat trusler mod de tyske vælgere. Samme dag, på foranledning af danske agitatorer, marcherede landboerne i massevis ind i byen for at imponere vælgerne. Der var stor ophidselse, men til sidst vandt de tyske kandidater.

In Schleswig-Holstein stehen sich die Deutschen und Dänen jetzt schroffer gegenüber denn je. In Flensburg gab es einen heftigen Wahlkampf und in Sonderburg veröffentlichte aus Anlass der Wahlen für das Stadtverordneten-Collegium die "Düppelpost" einen von vielen Bauern unterzeichneten Schmähartikel, in welchem gegen die deutschen Wähler Drohungen ausgesprochen wurden. Auf Veranlassung dänischer Agitatoren zogen an demselben Tage Landleute massehaft in die Stadt, um den Wählern zu imponiren. Die Aufregund war gross, schliesslich aber siegten doch die deutschen Candidaten.

(Lindauer Tagblatt für Stadt und Land : Amtsblatt für den Stadtmagistrat Lindau und das kgl. Amtsgericht Lindau ; amtliches Bekanntmachungsorgan ... 24. november 1869).

23 marts 2022

Mindesmærke for de Faldne i de slesvigske Krige. (Efterskrift til Politivennen)

Uddrag af Borgerrepræsentationens møde, 8. marts 1869:

Selskabet "de danske Vaabenbrødre" har bedt om tilladelse til på St. Annæ Plads (mellem Amaliegade og Bredgade) at rejse et mindesmærke for de i de slesvigske krige faldne krigere. Mindesmærket, som er udført af billedhugger Rosenfalk efter tegning af stadsbygmester Nebelong i samråd med professor Høy. Den består af en obelisk 10 alen 7 tommer høj og er af rød norsk granit. Magistraten har næret tvivl om mindesmærket vil komme til at tage sig godt ud eller rettere stort nok ud, men vil ikke fraråde at give tilladelsen, hvis selskabet ikke vil foretrække at rejse det et andet sted, særlig Garnisonskirkegården. - Formanden har næret den samme tvivl og har derfor rådført sig med forsamlingens to arkitekter, Herholdt og Meldahl, og disse fraråder at give tilladelsen. - Henrichsen vil af hensyn til at man ikke bør svække lysten til at rejse et sådant mindesmærke, tilråde at føje ønsket, fordi det jo ikke vil kunne skæmme pladsen, om denne end måske er for stor til at give det rette syn på mindesmærket. Kommunalbestyrelsen får jo intet ansvar, da den ikke har rejst mindesmærket. - Thomsen vil bestemt fraråde opstillingen på St. Annæ Plads, fordi mindesmærket er alt for lille både i højde og i tværmål. Han vil i hvert fald have knyttet det vilkår til tilladelsen, at mindesmærket skal flyttes, om der bliver bedre brug for pladsen. - Borgmester Ehlers forklarer Magistratens stilling ved henvisning til det tilsvarende mindesmærke på Søkirkegården for krigerne 1801. - Bing fraråder Thomsens forbehold som yderst krænkende for dem, der søger om tilladelse til at rejse mindesmærket. - Hellmann finder ikke, at der bør tales om skønhedshensyn her i forsamlingen, så længe man tåler, at vejerboden bliver stående på byens skønneste plads, og at man rejser det store røde tårn ved Knippelsbro. Der er ikke så stor iver for at rejse mindesmærker her i byen, at man skal svække den. - Med 12 st. mod 10 (Abrahamson, Fenger, Gamel, Glahn, Henrichsen, Herholdt, Søndergaard, Thomsen, Thymann og Wolfhagen) forkastedes  Thomsens forbehold og med 14 st. mod 9 tillodes opstillingen. De 9 var: Abrahamson, Bing, Bonnesen, Fenger, Gamél, Glahn, Herforth, Herholdt og Thomsen. - Fraværende var 10: Brix, Caroc, Clausen, Collstrop, Hertz, Holmberg, Meldahl, Mollerup, Olsen og Ussing, og 3 stemte ikke: Eskildsen, Howitz og Ulrik.

(Fædrelandet 9. marts 1869)

Det var nok ikke noget tilfælde at det var billedhuggeren Carl Julius Rosenfalk (1815-1878). Han havde sammen med Carl Brosbøl bygget et hus på Frederiksberg Alle. Rosenfalk havde arbejdet i Bissens atelier. Grosserer Lund havde imidlertid overtalt dem til at sælge huset igen og i 1848 bygge et andet på Frederiksberg Alle 39. Her boede såvel Rosenfalk som Carit Etlars familier. På husets facade findes endnu to originale figurer af Rosenfalk, en fiskende dreng og Psyche der spejler sig i vandet. Rosenfalk opførte en statue af Frederik VII som står i Bysøstræde i Holbæk, mindesmærke for Frederik Treschow (1786-1869) på Assistens Kirkegård. I sidste halvdel af 1850erne flyttede han til Bredgade 58 på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade. 

Våbenbrødrene havde ansøgt om at få mindemærket opført her på Sankt Annæ Plads mellem Amaliegade og Bredgade. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Et mindesmærke i København over de i de slesvigske krige faldne er af "De danske Våbenbrødre" bestilt hos billedhugger Rosenfalk, efter tegning af professor Nebelong, der har udført det efter samråd med professor Høyen. Mindestøtten  som man mener at kunne opstille i forsommeren, består af en obelisk af 10 alen 7 tommers højde, hugger af rødblåt norsk marmor og prydet med en krans og et kort indskrift. Magistraten har givet samtykke til at mindesmærket opstilles på St. Annæ Plads.

(Svendborg Amtstidende, 10, marts 1869).

København, den 11. marts. København er som bekendt just ikke rigt på mindesmærker og endnu mindre på smukke mindesmærker. Frederik V.s rytterstatue på Amalienborg tilligemed Christian IV.s mere beskedne billedstatue ved Rosenborg Slot og Frihedsstøtten på Vesterbro er omtrent de eneste, der kunne henregnes til den sidstnævnte kategori, hvortil forhåbentlig inden lang tid endnu vil komme Frederik VII.s kolossale rytterstatue. Derimod er Christian V s rytterstatue på Kongens Nytorv (i daglig tale kaldet "Hesten") af en sådan beskaffenhed, at det oftere har været påtænkt at tage den bort fra den smukke plads, ligesom Ohlenschlægers siddende statue på St. Annæ Plads og de to ved Universitetet opstillede buster af Weyse og Schouw "Skovshoved", som den sidste er døbt af folkevittigheden, just heller ikke er til synderlig prydelse for de pågældende pladser. Dette savn af passende monumentale prydelser vil det selvfølgelig være længe inden der nogenlunde kan rådes bod på, men det bliver almindelig følt, og efter at national- og frihedsånden er blevet så levende vakt i folket, tør det vel ventes, at der, når fædrelandets hele stilling er blevet noget klarere og bestemtere, efterhånden vil rejse sig flere monumenter der både er nationen, hovedstaden og de udmærkede mænd hvis minde de skulle hædre, værdige. Derimod synes den nuværende tid i det hele ikke at være ret gunstig for tilvejebringelsen af sådanne monumenter, og den smukke fra de herværende Vaabenbrødre udgåede tanke at rejse et mindesmærke for de i de slesvigske krige faldne, har derfor ikke kunnet lade sig realisere efter en så stor målestok, som det var ønskeligt, idet tilskudene er indflydte så sparsomt, at man må lade sig nøje med en obelisk af norsk granit, der tilligemed soklen kun får en højde af 10 alen 7 tommer og i øvrigt bliver af meget spinkle dimensioner. Et sådant monument er naturligvis kun lidet skikket til prydelse for en af de større hovedstadspladser, og det må derfor meget beklages, at selskabets bestyrelse endog påtænker at oprejse det på den mest fremtrædende del af St. Annæ Plads, næst Kongens Nytorv den smukkeste og største i byen, i stedet for at vise en smule mere beskedenhed og fx vælge Garnisonskirkegården, ligesom man i sin tid valgte Holmens Kirkegård for Monumentet over de i 1801 faldne søkrigere. Desværre har kommunalbestyrelsen nu givet tilladelse hertil og der er således al mulig udsigt til at mindesmærket vil blive opstillet på en plads, som man ellers med tiden kunne vente smykket med et passende monument; for vist nok var det for en del kun modstæbende, at den ansøgte tilladelse blev givet, og Magistraten gav endog ansøgerne fortrinsvis anvisning på Garnisonskirkegården, men af bestyrelsen for de københavnske våbenbrødre tør man vist nok ikke vente så megen beskedenhed, at den skulle tage nogen notits af det givne vink.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 13. marts 1869)

Afsløring af en mindestøtte

Mandag eftermiddag kl. 2 fandt den højtidelige afsløring sted af den mindestøtte, som Vaabenbrødrene i København og forskellige andre har rejst på Garnisonskirkegård til minde om de i de slesvigske krige 1848, 49, 50 og 64 faldne. Blandt den talrige mængde der havde indfundet sig for at overvære afsløringen, sås foruden de københavnske våbenbrødre der med deres faner stod opstillede i en rundkreds om støtten, endvidere Hs. Maj Kongens repræsentant, oberst Dahl, Hs. excell. indenrigsministeren, kommandøren for første generalkommandodistrikt, general Scharffenberg, Københavns overpræsident og politidirektør, formanden for borgerrepræsentanterne, repræsentanter for Magistraten, forskellige præster, land- og søofficerer o. fl. Efter at et musikkorps havde spillet salmen "Af Højheden oprunden er", betrådte formanden for den københavnske afdeling af Våbenbrødrene, redaktør Hartvigsen, en med blomsterguirlander smykket talerstol og meddelte i korte træk støttens historie. Efter at der allerede for længere tid siden var rejst mindesmærker i forskellige provinsbyer for de faldne danske krigere, kom tanken om også at rejse et sådant i København frem i 1865. Man ville først have rejst et nationalmonument, men da sagen ikke havde den ønskelige fremgang hos publikum, indskrænkede man sig til at rejse det nærværende monument, som man oprindelig havde tænkt på at opstille på en plads i byen; da øvrigheden imidlertid rejste indvendinger herimod, navnlig fordi støtten var for lille hertil, besluttede man at rejse den overfor de militære grave på Københavns Garnisonskirkegård; Taleren sluttede med en varm tak til de forskellige der har ydet bidrag, og nævnte særlig Københavns sangforeninger, der har skænket overskuddet fra sangfesten ifjor, for hvilket man har kunnet sætte et stort gitter omkring støtten. - Nu afsløredes mindestøtten, hvorefter medlemmer af Københavns sangforeninger under ledelse af kapelmusikus Lansky afsang en af kandidat P. Hansen forfattet sang. Præsten ved Kommunehospitalet, pastor Bülow, der er en søn af sejrherren ved Fredericia, besteg derpå talerstolen og holdt en hjertelig indvielsestale. Han udtalte, at støtten stod her som et minde for eftertiden om de tunge år der var overgået Danmark, og store folkeslag undertrykkede det lille danske folk, da dybbølskanserne gik i grus, og Slesvig reves bort fra Danmarks rige, men den mindede også om at Danmark i vor tid havde haft uforsagte sønner, der satte livet til for fædrelandets ret og ære. Han indviede støtten med det håb, at enhver dansk ungersvend i de kommende dage, hvis den tid atter skule komme, da kongen kaldte til kamp, vil drages til minde, at han frejdig bør møde til det blodige stævne, og med den bøn at Slesvig, det land hvor danske hjerter slår, atter må vindes tilbage for gamle Danmark. Taleren sluttede med en bøn for kongen, fædrelandet og alle dem der har Danmark kær. Efter afsyngelsen af en sang af prof. H. P. Holst sluttedes højtideligheden kl. 14 et af redaktør Hartvigsen udbragt, med levende hurraråb besvaret leve for hs. maj. kongen.

Mindestøtten er oprejst i nærheden af indgangen til kirkegården og omgives ved foden af et smukt blomsterpark, omkring hvilket det omtalte gitter, der er udført af jernstøber Andersen på Svanholm, er anbragt. Selve støtten, der er udført efter tegning af justitsråd Nebelong og etatsråd Høyen og under ledelse af billedhugger Rosenfalk, er 10 alen og 7 tommer høj; den er forfærdiget i Norge af norsk granit; søjlen, der er 9 alen høj, er af et stykke poleret granit, fodstykket er slebet og finthugget; på støtten læses følgende indskrift i forgyldte bogstaver: Minde over de Faldne 1848, 1849, 1850, 1864. Rejst af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre Medborgere.

Mellem de faldnes grave vajede dannebrog fra en flagstang, der af billedhugger Møen var smukt prydet med blomsterguirlander. Billedhugger Møen har tidligere gjort sig bemærket ved at sætte navnetavlen om de faldnes grave der ikke havde slægtninge eller venner, som kunde gøre dette.

(Dtl.)

(Ribe Stifts-Tidende, 6. oktober 1869).

I mandags kl. 2 blev det af Våbenbrødrene på Garnisonskirkegården rejste mindesmærke over faldne krigere fra sidste og næstsidste krig indviet. De forenede sangforeninger afsang to i dagens anledning af H. P. Holst og P. Hansen skrevne sange, de københavnske våbenbrødres formand, løjtnant Hartvigsen, afdækkede støtten, og pastor Bülow, en søn af sejrherren fra Fredericia, holdt indvielsestalen, i hvis slutning han udtalte det hån og det ønske at enhver ung mand som i fremtiden kastede sit blik på støtten, måtte derved blive mindret om den forpligtelsen der påhviler ham til at forsvare sit fædreland, og til ikke at hvile før det dyrebare Slesvig er genforeniget med moderlandet. Højtideligheden sluttede med et hurra besvaret leve for kongen, der var repræsenteret af sin adjudant, oberst Dahl. Desuden var indenrigsministeren, den kommandderende  general, overpræsidenten, politidirektøren samt en stor kreds civile og militære til stede. Festen var ikke begunstiget af det bedste vejr da det regnede næsten hele tiden. Granitstøtten der er 10 alen 7 tommer høj, bærer følgende indskrift: "Minde over de faldne 1848, 1849, 1850-1865. Rejst af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre medborgere". (Hf. Av.).

(Viborg Stiftstidende og Adresseavis, 6. oktober 1869).

Mindesmærket som det tager sig ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

- Afsløringen af Vaabenbrødrenes mindesten over faldne krigere fandt sted i mantags Kl. 2 på Garnisonskirkegården. Festpladsen var skriver "B. T." omgivet af en flagdekoration, og en stor forsamling havde indfundet sig blandt hvilken bemærkedes oberst Dahl der repræsenterede kongen, indenrigsminister Haffner, general Scharffenberg, overpræsidenten, politidirektøren m. fl. Efter at et musikkorps havde spillet en salmemelodi, besteg formanden for den københavnske afdeling af Vaabenbrodrene, redaktør Hartvigsen talerstolen og gav en oversigt over støttens historie, hvorpå han lod dækket falde, og det smukke granitmonument der er 10 alen 7 tom. højt, viste sig for forsamlingen. Derpå blev nedenstående sang af P. Hansen (til Musik af Lindblads stridsbøn) udført af de forenede københavnske sangforeninger under kapelmusikus Lanzky's anførsel. Efter sangen besteg pastor Bülow, en søn af sejrherren ved Fredericia. Talerstolen og holdt indvielsestalen. Han dvælede dels ved minderne fra krigen 1848 - 50 og dels ved vor sidste krigs sørgelige minder og indviede sluttelig støtten med det håb og den bøn at enhver ung mand, der i fremtiden kastede sit blik på den, måtte ihukomme den forpligtelse, der påhvilede ham, til at forsvare fædrelandet og ikke at finde ro før Slesvigs dyrebare land var vundet tilbage. Derefter blev den anden af de nedenstående sange (til musiken "Slumrer sødt i Slesvigs jord") afsungen af sangforeningerne. Sluttelig udbragte redaktør Hartvigsen et med levende hurraråb besvaret leve for hs. maj. kongen. Støtten der består af granit og som foroven er kronet af et gennemskåret oktoeder, bærer følgende indskrift: "Minde over de Faldne 1848, 1849, 1850- 64. Reist af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre Medborgere."

I, hvis blege læber kunne 
Læskes end af sejrens drik. 
I, der end til dødens bunde
nederlagets kvaler fik - 
Lige del i Danmarks hjerte
Har I alle, en og hver,
Og sin krans med modersmerte 
Hun til Eders grave bær.

Hvordan kampens lodder falde,
Ligger ej i hendes hånd;
Men til hendes bryst I alle
Knyttet blev med samme bånd.
Lad da mindestenen sige
Hver, som tabets smerte led:
Alle disse havde lige
Del i Danmarks kærlighed.

I de dødes stille have
Tier livets larm og lyst,
Men imellem tause grave
Mindet taler til vort bryst.
Hvad det hvisker, ej vi glemme
Må for livets høje råb,
Thi det tolker med sin stemme
Danmarks tab og Danmarks håb.

P. Hansen.

I, som stred tor Danmarks ret,
I, som faldt for Danmarks ære,
I, hvis tab vi har begrædt,
Eders navn velsignet være!
Huskes skal I, hver og een! -
I de sommeraftner lange
Mindets fugl fra denne sten
Tit vil synge sine sange.

Flokker jer om stenens fod,
Danske drenge, danske piger!
Sejler med på sangens flod,
Medens tåren frem sig sniger!
Tænker da på dem, der stred,
Og på deres dødsstunds kvide?
Tænker på hvad Danmark led
Og hvad endnu det må lide!

Eders kind da blusse vil
Danske piger, danske drenge!
Dobbelt da med ungdomsild
Vil I elske Danmarks vænge!
I vil føle ved hvert fjed,
På hver plet i Danmarks have,
At der ej for jer er fred,
Førend ledet er i lave!

H. P. Holst.

(Dannevirke, 6. oktober 1869).

20 marts 2022

Husvilde i Søkvæsthuset. (Efterskrift til Politivennen)

I Borgerrepræsentanternes Møde igaar Alles Kl. 6½ foretoges Stadens Budget for 1869 til 2den Behdl.

- - -

Ved fattigvæsenet har Udvalget kun stillet et forslag om en Nedsættelse af Inventarieudgifter, medens Ulrik har stillet 3 forslag. Del ene om, at den Del af Søkvæsthusel, som er leiet til interimistiske Husvilde, skal op igen til fraflytning næstkommende flyttedag, hvilket Udvalget ikke kan tiltræde, fordi det maa regnes for altfor radicalt og ugjennemførligt, da der i saa fald maa skaffes Plads andetsteds. Del andet gaaer ud paa at negte Anskaffelsen af 15.000 Stykker ny Kobbertegn til Brug paa Ladegaarden, og det tredie er at stryge Posten til Indkjøb af Tobak og Brændevin i Ladegaardens Marketenderi, for derved at hindre Udsalg af disse Sager til Lemmer e. Heller ikke disse forslag vil Udvalget tiltræde, fordi Spørgsmaalene bør komme frem under Drøftelse af den hele Sag om Fattigvæsenets Omordning. 

- Howitz fremstiller paa Ulriks Vegne Betydningen af de trende forslag. Husvilde-Afdelingen paa Søkvæsthuset er i den Grad i slet og sørgelig Tilstand, at man burde nedlægge den, og det er efter hans Mening urigtigt, at folk, der have givet sig saaledes ind under Communens forsorg som Ladegaardslemmer, selv kunde tilkjøbe sig deres Forbrugsartikler, da de tvertimod bør have ligefrem Forplejning rationsvis. Fremfor Alt bør det ikke taales, at de tilkjøbe sig Brændevin og Tobak. 

- Clausen tiltræder Ulriks første Forslag; der maa gjøres Ende paa denne Tilstand, der er saa sørgelig og demoraliserende, at det var mere christeligt, om man strax slog de Paagjældende ihjel. (Der findes nu over 200 Individer over 10 Aars Alderen). 

- Borgmester Holm vilde ikke have kunnet ønske noget Bedre, end at kunne hæve Husvilde-Afdelingen, men det er ikke muligt at finde en anden Plads hertil, og man vil jo til 1ste April faae en hel Mængde nye Familier at skaffe Plads til, nemlig ved Fraflytningen af Toldbodpladsens Huse. Der vilde ikke vindes Noget ved al forbyde Brændevinsudskænkning paa Ladegaarden, da Vedkommende jo alligevel kunde kjøbe Brændevin for rede Penge, og de i dels sted vilde kjøbe Brød o. lign. for kobbertegnene. Det er ikke i Arbejdere af første klasse, som hver Dag kunne faae 1 Snaps Brændevin, og det vil da kun blive en Snaps hveranden Dag til hele Ladegaardens Befolkning Aaret rundt. Man bør ikke pludselig gjøre Ændringer i et gammelt Reglement, da det vilde regnes for en meget haard Uretfærdighed. 

- Clausen troer ikke, at man vilde betænke sig paa at lukke Søkvæsthuset strax, hvis man kjendte dets sande Tilstand. 

- Eskildsen: Man kan jo dog ikke lukke det, uden at paavise, hvor de Derboende skulle hen Sagen vil jo desuden meget snart komme til Drøftelse ved den almindelige Fattigudvalgs-Betænkning. 

- Herforth værger dette Udvalg mod Mistanken for ikke at have været flittigt, og minder om, at det fra Begyndelsen af mødte bestemt Modstand og Uvillie fra Magistratens Side, saa at det selv maatte skaffe sig alle Oplysninger og føre en udførlig Brevvexling. 

- Clausen: Man kunde i ethvert Fald lægge Folkene fra Søkvæsthuset i Barakker, det var langt bedre. 

Udvalgets Forslag vedtoges enst.: Ulriks derimod forkastedes imod faa Stemmer (Clausen, Meldahl og Olsen).

- - -

(Fældrelandet 31. december 1868. Uddrag, afsnit indsat for overskuelighedens skyld)

Provst Peters, Flensburg. (Efterskrift til Politivennen)

I 1852 (et år efter den danske menigheds oprettelse i Flensborg) var skibskaptajn Thomas Christian Sabroe blevet medlem. Hans kone døde 2 år efter mens han var i Vestindien. Før sin død havde hun kontaktet pastor O. N. H. Peters ved Marie Kirken med henblik på begravelsen - som han også foretog. Pastor Graae (medstifter af den danske borgerskole i Flensborg) fandt ud af dette og mente hun hørte til den danske menighed, Peters havde derfor ikke været berettiget til at begrave hende og udtrykte ønske om at Peters skulle slette hende i kirkebogen, for i stedet at opføre hende i den danske. Peters protesterede, men kirkevisitationen gik ham imod, og han blev pålagt at slette hende i kirkebogen. Dødsfaldet blev indført i den danske kirkebog (men ikke slettet i den tyske). (Danske Kirkebøger i Sydslesvig, bind 1. Ved Lars N. Henningsen. 1993. s. 13-14.)

Pastor Peters havde gjort sig upopulær blandt de tysksindede da han optrådte ved indvielsen af Istedløven på Flensborg kirkegård. Provst Hansen blev afskediget som provst i 1864 efter magtskiftet, og pastor Peters konstitueret i hans sted. Især viste fjendtligheden mod hans indsættelse i marts 1864 sig i Angeln sogn, hvor man udtrykte ønske om indsættelse af en anden.


Fra Slesvig. Provst Peters i Flensborg, en af de modbydeligste af de mange foragtelige Renegater, der i Aarene siden 1864 have arbeidet for Sønderjyllands Fortydskning, har i en Skrivelse til "Flensb. Anz.", der er affattet i den overmodigste Tone, anført de Grunde, hvorfor han forfølger det danske Sprog og særlig dets Benyttelse i Holdts private Realskole i Flensborg. Han betegner i Skrivelsen det danske Sprog i Flensborg som en Frugt af "systematisk dansk Propaganda og Agitation", som en "Drivhuusplante, der maatte gaae under ved den første Storm", og han erklærer, at han vil vedblive Forfølgelsen imod enhver dansk Skole, fordi den i "vor tydsk-talende By Flensborg bestandig kun maa blive et Arnested for politisk Propaganda eller Agitation", i hvilken Henseende han beraaber ug paa de Erfaringer, han har vundet i Aarene fra 1851 til 1863, da han "havde Leilighed til at kaste et altfor nøiagtigt Blik ind i dette jesuitiske Væv". Det er bekjendt nok, at Provst Peters - af Folkevittigheden i Flensborg formedelst en Tale om den overhaandtagende Brug af Kaffe i Reglen benævnes "onse lütje Kaffekann" - i disse Aar som Præst ved Mariekirken bestandig spillede loyal, og at han endog deeltog i Indvielsen af Løvemindesmærket paa Flensborg Kirkegaard. Men saasnart det viste sig fordeelagtigt for ham, afkastede han sin Maske, forfulgte skaanselløst alt Dansk, fik de blomstrende, danske Skoler og den danske Menighed ophævede og er endog fræk nok til nu at tale om de tidligere Tilstande, hvis lydige Tjener han var, som "et jesuitisk Væv" , skjøndt Ingen har viist sig mere jesuitisk end netop han i hele sin Færd. At han foragtes af Flensborgs dansksindede Borgere, er en Selvfølge; naar han ikke ligeledes er en Gjenstand for Tydskernes Ringeagt, saa kan det kun være fordi den tydske "Sittligkeit" er et fra andre Folks Moral aldeles forskjelligt Begreb. 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 23. december 1868)

I november 1865 var der 450 elever i danske borgerskoler i Flensborg. 320 blev tvunget til at flytte til de tyske borgerskoler, mens 130 fortsatte. I 1869 blev dette tal yderligere beskåret. I forbindelse med sit 50 års jubilæum som præst i oktober 1895 verserede rygter om at han søgte sin afsked. Endnu i 1896 ser det ud til at han var provst i Flensborg. Provst Peters fejrede den 7. januar 1904 sin 85. fødselsdag.

Kvas i Boserup Skov. (Efterskrift til Politivennen)

Kvaset i Boserup Skov. Vinteren er indtraadt, og for de Fattige, der bo i Nærheden af Skove, er det altid en Trøst, at de kunne værge sig nogenlunde mod Kulden og varme deres knappe Maaltider ved det Kvas, der kan samles paa skovbunden, thi ingensteds, det vi have hørt, har man negtet den Fattige at samle de nedfaldne Grene, hverken i Statens eller Kommunernes eller Privatmands Skovstrækninger. Det er en Barmhiertigheds, en Menneskeligheds Gjerning, hvortil Naturen selv ligesom har anvist Eieren ved om Vinteren at strø de udgaaede Grene over Jorden. Kjøbenhavns Magistrat eier Boserup Skov ved Roskilde, og den har givet det første Exempel paa en modsat Fremgangsmaade ved at lukke Skoven for de Fattige i St. Jørgensbjergs Sogn ved Roskilde. Vi vide vel, at den ikke har gjort det uden, at være ægget derved, at der er foregaaet ikke faa, maaske heller ikke smaa Overtrædelser fra den nævnte Befolknings Side, men vi tro paa den anden Side, at en Del af Skylden herfor paahviler Skovopsynet. Idetmindste har man forsikret os, at der langtfra ikke skete saa mange Krænkelser af skovfreden  dengang, da der var to skovbetjente, som nu, da der er tre. Lad dog den Fattige have lov til at samle Kvas i Skoven, som han har Tilladelse til at sanke Buskenes Bær og Axene paa Marken. Det har overalt og til alle Tider været Fattigmands Ret, lad ikke Kjøbenhavn gjøre Begyndelsen til at bryde den. Vi erindre, at for endel Aar siden en Domænedirektør vilde paalægge den Fattige en Afgift for Tilladelsen til at plukke Bar i Statens Skove, men han veg tilbage for den offentlige Mening, der stærkt reiste sig imod ham. Vi anmode indstændig Kjøbenhavns Magistrat om at tage sit Forbud tilbage. Lad Skovbetjentene gjøre deres Pligt; lad der blive straffet, om endelig saa skal være, men lad ikke det gaa ud over alle Fattige, som ganske vist ikke er Alles Værk.

"Bedrøv ikke en hungrig Sjæl, og forbitre ikke en Mand i hans Armod."
Jesu Sirach. Kap. IV. Vers 2.

(Dags-Telegraphen (København) 12. december 1868)

I starten af 1869 var der en pengeindsamling i gang til fordel for trængende i Sct. Jørgensbjerg Sogn.

Løkken. (Efterskrift til Politivennen)

I Dags-Telegraphen (København) 26. oktober 1868) havde en person fremsat nogle påstande i forbindelse med etableringen af et apotek i Løkken. Det blev besvaret i Dags-Telegraphen (København) 23. november 1868. I et afsluttende indlæg blev der også givet nogle mere generelle betragtninger som gengives i følgende artikel:

De medicinale forhold i Løkken. Fra Løkken skrives til os under 26de f. M.: Hr. Redaktør! Dersom det ikke var en Kjendsgjerning, at kun en meget lille Del af Publikum har Kjendskab til Forholdene paa Jyllands Nordkyst, skulde jeg ikke med et Ord have omtalt eller imødegaaet Hr. F's Svar paa mine Bemærkninger i "Dags-Telegraphen" angaaende de herværende Medicinalforhold; thi hele hans Fremstilling er saa skæv og selvmodsigende, ja den røber endog en saa komplet Mangel paa Kjendskab til de Forhold, han skriver om, og hans Argumentation er derfor saa løs og uholdbar, et den ikke kan vildlede noget eneste forstandigt Menneske, der kjender Forholdenes sande Skikkelse, men kun staaer som et talende Vidnesbyrd om, hvor lidt der i Grunden kan siges til Fordel for Opretholdelsen af den nuværende Ordning af Medicinalforholdene her. Publikums store Flerhed kjender imidlertid, som sagt, ikke synderlig til Tilstanden paa Jyllands Nordkyst - der er fra det første Øieblik, man her begyndte at røre sig for at skaffe Byen en Læge og et Apothek, baade privat og officielt reist en saa decideret Modstand derimod fra deres Side, hvis Interesser trues derved, og Hr. F's Bestræbelser sigte saa aldeles iøjnefaldende til det samme Maal, at det vilde være uforsvarligt at lade hans Fremstilling henstaa uimodsagt; et Oieblik, da man af Mangel paa en bedre Ordning søger at formaa en Læge til at etablere sig her paa Pladsen, og hans saakaldte "Oplysninger" altsaa let kunde virke til - hvad de vel ogsaa ere beregnede paa - at afskrække Lægerne fra at befatte sig dermed. Hr. F. begynder med en ironisk Bemærkning om, al det maa have overrasket "Dags-Telegrafens" Læsere at erfare, at der existerer en saa betydelig Handelsplads paa Jyllands Nordkyst som den, Løkken efter min Beskrivelse er, men da han formodentlig strax er kommen i Tanke om, at der til Bedømmelsen af dette Forhold foreligger Offentligheden aldeles uforkastelige Data i Form af Handels- og Skibsfarts-Statistiken, er han dog saa god strax efter at indrømme, at dette forholder sig rigtig, idet Byen, som han siger, "har 6 a 7 dygtige og virksomme Kjøbmænd, der med Smaaskibe drive en betydelig og indbringende Handel paa Norge". Men selv denne Hr. F.s Indrømmelse er kun "Sandhed med Modifikation", og han synes desuden strax at have fortrudt den, thi strax efter, og ligesom for at udslette Virkningen deraf, debiterer han den haandgribetige Usandhed, at næsten alle de øvrige Beboere ere ubemidlede eller fattige Folk, ja at Byen endog hverken har Kirke eller Skole. Stakkels Løkken, der saaledes pludselig er skudt udenfor Civilisationens Omraade! Men til Beroligelse for Publikum glæder det mig dog at kunne meddele, at ogsaa denne Hr. F.'s Relation er "Sandhed med Modifikation". Løkken har naturligvis baade Kirke og Skole, der begge ligge udenfor Byen, fordi de ere fælles for den og Landsbyen Furreby. Hvad nu Byens Handel og Skibsfart angaaer, da skal jeg for at spare mange Bemærkninger med et Par statistiske Oplysninger bevise Hr. F. og Publikum Usandheden og Upaalideligheden af hans Fremstilling deraf; thi da disse Forhold maa betragtes som de egentlige Grundlag for hans Paastand om, at et Apothek og en Læge ikke her skulle kunne bestaa, maa denne Paastand jo hovedsagelig staa og falde med deres Beskaffenhed. Foruden den Exporthandel, Pladsen driver indirekte paa Udlandet, nemlig med Dampskibene over Aalborg, Kjøbenhavn og Frederikshavn, og foruden hele den indenlandske Trafik, exporterer Løkken ifølge det statistiske Tabelværk aarlig direkte til Udlandet ca. 100 Skibsladninger, bestaaende af Korn og Fødevarer, til en Værdi af imellem 3 a 400,000 Rd. Denne Handel drives ikke, som Hr. F. bemærker, med Smaaskibe paa Norge, men den drives her som andensteds med større og mindre Skibe ogsaa til andre Markedspladsen, f. Ex. England, Holland og Belgien, eftersom Konjunkturerne medføre Handelens Gang. Importhandelen lader sig vel ikke fuldtud oplyse ved statistiske Data, fordi hele Kolonialhandelen gaaer over Aalborg og Kjøbenhavn; men jeg kan dog give en Antydning af dens Omfang ved at fremhæve, at der af Artikler som Trælast, Kul , Salt og Jern ligeledes efter Tabelværket aarlig indføres direkte fra Udlandet henimod 100 Skibsladninger, og jeg tør antage, at dette vel tilstrækkelig betegner, at ogsaa Omfanget af Importhandelen er al Ære værd. Byens Handelsflaade bestaaer af 15 Skibe, hvis samlede Drægtighed udgjør noget over 660 Tons, og dersom Hr. F. havde gjort sig den Uleilighed blot at kaste et Blik i Merkantilkalenderen, vilde han deraf have seet, at ingenlunde alle disse Skibe falde ind under Begrebet "Smaafartøier", idet de 6 af dem have en Drægtighed af imellem 40 og 140 Tons, men jeg kan endogsaa glæde Hr. F. med den yderligere Oplysning, at det sølle Løkken endog har et Skib, der gaaer i oversøisk Fragtfart. Ja, siger Hr. F., men Løkkens Handel er ikke lige stærk hele Aaret (!), Byen har ingen Havn (!), og naar Jernbanen kommer istand, er det at befrygte, at Byen vil tabe sin Betydning som Udskibningssted og Handelsplads. Det er virkelig komisk at se Hr. F. "overraske" Publikum med disse værdifulde Oplysninger. Troer Hr. F. maaske, at der i hele Verden findes en eneste Handelsplads, hvor Handelen hele Aaret er lige stærk, eller troer han, at Nogen vil betragte Savnet af en Havn som en Mangel ved Løkken, naar det er en Kjendsgjerning, at denne Mangel er fælles for alle Handelspladser paa Jyllands Nord- og Vestkyst? Af de foran meddelte statistiske Oplysninger fremgaaer det vel tilstrækkelig tydelig, at man ogsaa uden Savn kan drive en meget livlig Handel og Skibsfart her, og savner man end stundom den Sikkerhed og Bekvemmelighed ved Skibningsarbeidet , som haves i en Havn, er man ogsaa til Gjengjæld ikke alene fri for Byrderne deraf i Form af Lods- og Havneafgifter, men, hvad der er af størst Betydning, man har aabent Farvand hele Aaret rundt, saa at man kan benytte enhver heldig Konjunktur, naar Havnestaderne ved Kattegattet, Sundet og Belterne ere afspærrede ved Vinteren. Nei! Løkkens Betydning som Handelsplads trues hverken ved Havne- eller Jernbaneanlæg: thi det er ikke dem alene, der skabe Handelspladser. Løkken har et godt og veldyrket Opland, som ovenikjøbet ikke berøres af Jernbanen, dets Skibsfart er fri for den besværlige Seilads omkring Skagen og i Kattegattet, og saa længe det har en dygtig, driftig og med Kapital tilstrækkelig forsynet Handelsstand, kan det rolig møde enhver Konkurrence med Østkystens Havnesteder. Hvad nu Befolkningens Livsstilling angaaer, da er Hr. F.'s Fremstilling ikke mindre grundfalsk end hans forannævnte Oplysninger. Foruden de af ham omtalte 6 a 7 Handlende, hvoraf de fleste have store Etablissementer, har Løkken nemlig et stort Dampbrænderi med tilhørende Spritfabrik, endvidere 1 Jernstøberi, 2 Garverier, 2 Farverier, 4 Bagerier og 2 Reberbaner foruden endel Skibsførere, mindre Handlende og Haandværkere af alle Slags, der ingenlunde kunne henføres under Begrebet Fattigfolk, men hvoraf Flere endog ere meget velstaaende Folk. Maa jeg nu spørge Hr. F., om han efter disse uforkastelige Data, og navnlig naar han sammenholder dem med den Kjendsgjerning, et en saadan Virksomhed ikke lod sig tænke paa Jyllands Nordkyst, medmindre Pladsen, hvor den findes, er omgiven af et udmærket godt og veldyrket Opland, drister sig til at paastaa, at Løkken i noget eneste andet Punkt udstiller sig fra Kjøbstæderne end derved, at Byen ikke har Kjøbstadsret, og maa jeg saa anmode Hr. F. om selv at oplyse, hvad Værdi der efter disse Data skal tillægges hele hans paafølgende Argumentation for, at der ikke i Løkken skulde kunne bestaa en Læge og et Apothek. Han faaer vist ikke mange forstandige Folk til at vedkjende sig den Mening, at det ikke her skulde være fuldt saa god en Entreprise som i de fleste Smaakjøbstæder, og han faaer vist endnu færre Meningsfæller i sin Besvarelse af Spørgsmaalet om, hvorvidt Løkken efter de foreliggende Oplysninger, og efter hvad jeg tidligere har godtgjort i min første Artikel, har berettiget Adkomst til at faa baade Læge og Apothek. Ja! men saa vil Apotheket i Saltum faa en farlig Konkurrent, siger Hr. F., og fornuftigvis vilde der da kun vore Tale om at flytte dette Apothek til Løkken, men da Regjeringen ogsaa for en Snes Aar siden i Saltum har oprettet et Distriktslogeembede, saa vilde dette være en Uretfærdighed mod Befolkningen i denne Egn - og hvorfor siger Hr. F. det ikke ligefrem, thi det er naturligvis ogsaa hans Mening - ligeledes imod Distriktslægen. Men fordi Regjeringen for en Snes Aar siden har gjort sig skyldig i et Misgreb ved for det Første at dele det nordlige Jylland i altfor store Lægekredse og dernæst ved at henlægge Apothekerne og Lægestationerne til Steder, lige uheldig valgte for disse og for Befolkningen, er det derfor Hr. F.'s Mening, at der ikke bør gjøres nogen Forandring deri? Jeg skal gierne indrømme ham, at Apotheket i Saltum vilde blive en Umulighed, og at de derværende to Læger vilde faa nogen Afgang i deres Praxis, hvis man i Løkken oprettede et Apothek, hvad der aldeles utvivlsomt vilde være synonymt med, at Byen fik en Læge. Men naar det nu er temmelig klart, at Apotheket i Saltum ikke vil kunne opretholdes, enten Løkken saa faaer Apothek eller ikke, fordi den Købmandshandel, der kan drives der, ikke er et tilstrækkeligt Hjælpemiddel, saa at man som Supplement har maattet tilføie et Slags Monopol paa Brændevinshandelen i Sognet, som nu meget snart gaaer tabt, hvorfor tage saa ikke Medicinalautoriteterne og navnlig de stedlige selv Initiativet til den Omordning af Forholdene, som dog ikke længe lader sig forhindre, nemlig at flytte Apotheket enten med eller uden Distrikts, Lægen til Løkken, hvor Apothekeren kan bestaa, hvis han er i Besiddelse af den fornødne Handelsdygtighed og Driftskapital, og derimod at ansætte en Distriktslæge med Ret til Medicinalhandel for Hvetbo Lægedistrikt i den sydlige Del af Jetsmark Sogn, hvor der vel ligesaalidt som i Saltum kan bestaae et Apothek. Det er den Ordning, man allerede burde have truffet, da man bestemte sig til Oprettelsen af et Apothek for Nordkysten, og det er den, der sandsynligvis dog tilsidst bliver Resultatet af den reiste Bevægelse, hvad enten det skeer tidlig eller sent. Det er nok muligt, at det for en Tid kan lykkes Hr. F, og Meningsfæller at forhindre det, men det vil ganske utvivlsomt naaes, thi det er ikke, som Hr. F. behager at ytre, en Snes eller en halv Snes Personer, hos hvem der føles Trang dertil; det er Løkkens hele Befolkning, som finder den nuværende Tingenes Tilstand utaalelig, og som enstemmig har andraget om en Forandring deri. Af Hr. F.s Anvisning paa Saltum Læger og Apothek som dem, hos hvem man her med Besparelse af Tid og Vognleie kan faa hurtigere Hjælp end Hjørring, skulde man tro, at jeg har undladt at omtale dette i min første Artikel. Dette er imidlertid en ejendommelig Maade at omgaaes Sandheden paa, thi jeg har jo udtrykkelig oplyst, at dette sjelden kan nytte, fordi Veien mellem Løkken og Saltum den halve Del af Aaret næsten er ufarbar, medens der til Hjørring er en ordentlig anlagt Vei. Betalingen for en Vogn til Hjørring og til Saltum er vist omtrent den samme, og naar Veien er slet, kjører man hurtigere til det første end til det sidstnævnte Sted. Hr. F s Bemærkninger til Bedste for Apotheteriets Opretholdelse i Almindelighed, synes mig temmelig umotiverede overfor en Udtalelse, der tværtimod at befatte sig med dette Stridsspørgsmaal netop gaaer ud paa at vise Nødvendigheden af, at Løkken faaer et Apothek, og i det Hele taget troer jeg ikke, at det er klogt af Medicinalautoriteter for Tiden at pukke paa Betydningen af deres Kontrol med Apothekervæsenet, thi der er Mange, som nære stor Tvivl om, at det hele Væsen opveier Byrderne, det medfører for Almenheden, men iøvrigt er ogsaa dette jo Noget, jeg aldeles ikke har indladt mig paa. At man nu, som Hr. F. synes at antyde, vil tolerere det Udsalg i Løkken af Haandkjøbs-Medicinalvarer fra Hjørring Apothek, som man for et Par Aar siden har forbudt, vil vist glæde Mange, hvis det bekræfter sig, da det i Mangel af stedlig Læge og Apothek dog altid vil kunne afhjælpe noget af Trangen; men det er vel tvivlsomt, om vedkommende Handlende tør stole paa Hr. F.s Authenticitet, - ialtfald veed jeg ikke bedre, end at han hidtil har holdt sig Forbudet efterrettelig. - Og hermed troer jeg tilstrækkelig at have gjort Afregning med Hr. F. Kan han ikke fremføre bedre Beviser for sin Mening, staaer min Paastand lige usvækket, nemlig at Løkken er fuldt berettiget til at faa baade Læge og Apothek, at begge her vilde vore heldigere stillede end i de fleste Smaakjøbstæder, og at Medicinalautoriteternes Modstand mod Befolkningen« Krav i saa Henseende kun er grundet i uberettigede og ovenikjøbet forfejlede Hensyn til Enkeltmands Interesse og kun skikket til at opelske og udvikle Nordjyllands Kvatsalveri. - n.

Hermed maa Diskussionen om denne Sag være afsluttet i "Dags-Telegraphen". Red.

(Dags-Telegraphen (København) 7. december 1868)

Løkken var siden 1600-tallet Vendsyssels største ladeplads som fra 1678 begyndte at blive befolket med fastboende. Under Englandskrigen voksede Løkkens betydning yderligere så byen fik købstadspræg. 1860-1894 var Løkken endvidere toldsted. Skudehandelen var da ved at blive overtaget af lokalt fiskeri. Jernbanen 1913 betød opblomstring i turisme. 

Løkken fik først et apotek i 1884: et hjælpeapotek under Saltum Apotek. Det blev selvstændigt i 1895, men var dog 1907-1916 hjælpeapotek for Vraa. Saltum havde fået distriktslæge 1849, apotek 1857. November 1876 blev apoteket desuden "brevsamlings-sted"og købmandshandel samt opslagstavle med avisnyheder. 1915 noterede visitationen at "Lokalerne og størstedelen af inventaret er i meget ringe grad tidssvarende". 1919 åbnede et nyt apotek. 

Uægte Fødsler. (Efterskrift til Politivennen)

Uægte Fødsler. I "Dansk Maanedskrift" har Fuldmægtig L. Sodemann skrevet en Afhandling "Om Hyppigheden af uægte Fødsler". Heraf sees, at Holland er det Land, hvor der findes færrest uægte Fødsler Sted, nemlig 44 af hvert Tusinde. Derefter følge Spanien 56, Slesvig 63, Schweits 69, Frankrig 76, Preussen 77, Belgien 86, Norge 89, Østerrig 98, Sverrig 102, Holsteen 102, Hannover 103, Danmark 111 (hver 9de Fødsel), Würtemberg 142, Sachsen 149, Baden 162, Mecklenborg 201 og Baiern 219. I Mecklenborg er aaaledes hver 5te og i Baiern mellem hver 4de og 5te Fødsel uægte (5 Gange saamange som i Holland og dobbelt saamange som i Danmark). - Hvad særlig Danmark angaaer, saa ere de uægte Fødsler færrest i Ribe Amt (41 af 1000 Fødsler eller hvert 25de), derefter følge Skanderborg 64, Kjøbenhavns 66, Veile 69, Bornholms 72, Præstø 73, Thisted 75, Holbæk 88, Maribo 89, Aarhuus 89, Sorø 90, Ringkjøbing 82, Frederiksborg 94, Viborg 98, Randers 107, Aalborg 130, Hjørring 144, Odense 160, Svendborg Amt 166, og endelig Staden Kjøbenhavn, hvor af 1000 Fødsler 118 eller over en Femtedeel ere uægte. Betydelig mindre bliver dog Forskjellen mellem de forskjellige Dele af Landet, naar man tager Hensyn til Antallet af de ugifte Kvinder mellem 20 og 50 Aar, og Rækkefølgen bliver da ogsaa en anden. Forholdet viser sig da at være ugunstigst i Hjørring Amt, hvor af 1000 ugifte Kvinder mellem 20 og 50 Aar 78 aarlig føde uægte Børn; først derefter kommer Kjøbenhavn med 64, og derfra daler Antallet jævnt ned til 29 i Bornholms Amt, og endelig 18 i Ribe Amt, der saaledes ogsaa fra dette Udgangspunkt har det gunstigste Forhold. For Kjøbenhavns Vedkommende stiller Forholdet sig ugunstigere paa Grund af, at besvangrede Piger fra Provindserne søge til Hovedstaden enten for at blive optagne paa Fødselsstiftelsen eller for at skjule deres Stilling. Heri maa ogsaa Grunden søges til, at Kjøbenhavns Amt udviser et saa gunstigt Forhold.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 4. december 1868).

Natmandsfolk. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 2den Decbr.

- Natten mellem den 21 de og 22de f. M. forefaldt der en uhyggelig Begivenhed paa Kibek Mark, i den nordvestlige Udkant af Assing Sogn og Hammerum Herred, som er meddeelt os saaledes: Hen paa Eftermiddagen den 21de f. M. indfandt der sig 3 Mandfolk og 2 Fruentimmer af de saakaldte "Natmandsfolk" hos Huusmand Jens Jacobsen paa Kibek Mark, medbringende endeel af deres kjæreste Drik, Brændeviin. Jens Jacobsen, der desværre er en til Drik forfalden Person, har formodentlig ikke kunnet modstaae Lysten til at dele deres Proviant, men vistnok taget Deel i Nydelsen deraf, ved hvilken Lejlighed det kom til Skjænderi, som snart udartede til Kamp og endte med totalt Nederlag for Husets Herre. Denne, der forøvrigt er en jevn haandfast Karl naar han er ædru, blev snart kastet omkuld; men ikke tilfreds med at see Modstanderen ligge for deres Fødder, gave de ubudne Gjæster sig til at prygle løs paa ham med Stokke samt træde og sparke ham, saa han næsten var bevidstløs, da han blev funden. De nærmeste Naboer, et Par Huusmænd, som vare underrettede om Sagernes Stilling, turde ikke gaae ind til Voldsmændene, hvorfor de søgte ind til Byen efter Assistance, men da de kom tilbage med denne, var Huset forladt af Ugjerningsmændene, som forinden havde ødelagt alt Indboet, saavel Stole og Borde som Glas og Porcellain; tillige havde de, for ikke at forsmægte paa Veien, medtaget endeel Kjød eller Pølser og stævnede nu Koursen ad Fjelstervang til, hvor de efter Forlydende tvang en Høker til at staae op om Natten for at skaffe dem Brændeviin. Manden var imidlertid snildere end den foregaaende og ønskede ikke Natmandsselskab; under Foregivende af at ville skylle en Flaske, løb han ud, men satte istedet derfor afsted til Naboerne. Kæmperne mærkede Uraad og bortfjernede sig strax, saa dengang Manden kom tilbage med Forstærkning, vare de forlængst afrejste. Da det gryede ad Dag næste Morgen, blev et Bud afsendt med Melding til Herredskontoiret i Herning samt Anmodning til lægen om at komme den mishandlede Mand tilhjælp, og ud paa Eftermiddagen indfandt den i Herredsfogdens Fraværelse konstituerede Fuldmægtig Mahler sig paa Stedet, hvor Kampen havde staaet, og optog Synsforretning over Skjændselsgjerningen, ligesom ogsaa Lægen kom tilstede og erklæredes at der dog ikke var Fare for Mandens Liv. Samme Aften bleve "Kjæmperne, der opholde sig i den sydvestlige Udkant af Sneiberg Sogn, efter Forlydende arresterede af Sognefogden og bragte til Arresten, hvor det er haabe, at Øvrigheden vil vide at faae dem afstraffede efter Fortjeneste.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 2. december 1868).

19 marts 2022

Alex Vincent. (Efterskrift til Politivennen)

Restaurations-, Bal- og Koncertlokale. Medens Kjøbenhavns offentlige Lokaler paa en Tid, som ikke ligger overmaade langt tilbage, svarede ved deres Tarvelighed til, hvad man dengang ansaa for den danske Nations Naturel, have de senere Aar ladet det ene luxuriøse Etablissement efter det andet opstaa heri Byen, og Overdaadigheden har bestandig antaget større og større dimensioner, saa at vi nu med Hensyn til Hoteller, Konditorier og Restaurationer ikke staa meget tilbage for andre Hovedstæder. Et nyt Skridt fremad paa denne Bane er skeet ved det nye Lokale, som Restauratør Alex. Vincent paa Tirsdag aabner paa Gammelholm, og som egentlig allerede igaar indviedes ved et Bryllup. Hr. Vincent er saa tilstrækkelig bekjendt fra Tivolis Restaurationslokale, at der ikke kan være nogen tvivl om, at alle gastronomiske Fordringer ville blive tilfredsstillede i en af ham bestyret Restauration; men det Lokale, som han har havt Mod til at Leie, og som Hr. Malermester Riise har havt Mod til at indrette, overgaaer i den Grad alle andre Lokaler af denne Art her i Byen, at det vel fortjener, at Opmærksomheden henledes derpaa. Der er til dets Opførelse og Udstyrelse benyttet vore dygtigste Haandværkere - f. Ex. Brødrene Jensen - og smagfulde Kunstnere - f. Ex. Professor Nebelong og Arkitekt Dahlerup - der i Forening have frembragt et Etablissment, hvorhen Kjøbenhavnerne kunne føre enhver Fremmed, uden at denne vil savne de tilsvarende Indretninger i sin Hjemstavn. Etablissementet indeholder en store Spisesal, en stor glimrende dekoreret Balsal og en mindre Balsal, en saakaldet Vinterhave, samt flere - saa vidt vides 10 - mindre Spisestuer for smaa Selskaber. Disse sidste ere alle særdeles hyggelig indrettede med Gulvtæpper og andre Bekvemmeligheder; "Vinterhaven" er en meget pragtfuld Sal, hvis Vægge næsten fuldstændig ere bedækkede af Speilglas, mellem hvilke der slynger sig Espalier af Vedbend; den faaer sit Lys om Dagen gjennem et Glastag, og to i Salens Hjørner anbragte Springvand bidrage yderligere til at meddele det elegante Rum Hygge. Paa den store Balsal, som er endel større end Kasinos mindre Sal og omgiven af de fornødne mindre Lokaler - heriblandt et Konversationsværelse - er der anvendt megen Omhu; dens Dekoration tager sig glimrende ud ved Lys, og det rummelige Orkester er saaledes indrettet, at det kan omformes til en lille Scene, som egner sig for Dilettantforestillinger. I det Hele er det paa Etablissementet ødslet med en næsten overvældende Rigdom af Gulvtæpper, Dekorationer, Speilglas og om Aftenen Gasbelysning, hvori det Hele  selvfølgelig straaler endnu mere pragtfuldt, uden at Hyggeligheden dog derved lider nogen Skaar. Det Uheldigste er Indgangen, som baade fra Holmens Kanal og Havnegade er noget uanseelig, ligesom den hele store Bygning ligger altfor skjult bagved Bankbygningen, men denne Ubetydelighed er forsvindende overfor det smukke, med alle bekvemmeligheder udstyrede og, saavidt det er muligt at skjønne, i alle Henseender konfortabelt indrettede Etablissement, der for den mere besindige kjøbenhavnske Borgermand rimeligvis vil stille sig som tilhørende en fjern Fremtid, i hvilken Kjøbenhavn maatte være Hovedstad i et Rige med mange Millioner Indbyggere. Hr. Vincent vil imidlertid vistnok være fornøiet, hvis Nutidens Mennesker ville føle sig tilfredse, naar de besøge hans Etablissment, saa at de ret ofte ville komme igjen, og hertil ønske vi ham det bedste Held.

(Dags-Telegraphen (København) 7. november 1868)


Fotograf Georg Emil Hansen: Alexandre Prosper Vincent (1837?-1883). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Han var gift med Blanca Vincent, født Gerner.

Vincent lå mellem Nationalbanken og "Hotel Kongen af Danmark". Havnegade 3 B/Holmens Kanal 17, Kaptajn Riises Gård. I 1874 skiftede stedet navn til H. Trantels Restavration. Vincent søgte andre veje: I 1875 forpagtede han det ombyggede Hotel d'Angleterre. I marts 1875 gik tyske og franske opvartere i strejke, hvorfor Vincent forsøgte at ansætte danske i stedet. Vincent døde som 46-årig i Cannes 1883 - han var da stadig forpagter af d'Angleterre. 

Trantel kom fra en stilling som restauratør på Fredericia Banegård. Omkring 1878 skiftede etablissementet endnu engang navn til Seekamps (Kbhbilleder har et foto fra 1918 som viser indgangen til Seekamps lokaler i en nogen faldefærdig tilstand). Det blev opslugt af Nationalbanken omkring 1913. Kaptajn Riises Gård blev 1884 blev de overtaget af H. Wittmack fra Altona ("Hotel Royal"), kaptajnens svigersøn. Han solgte det i 1898 til et tvivlsomt aktieselskab "Kongen af Danmark" som inden nedrivningen brugte dem som selskabslokaler.

18 marts 2022

Voldelig Adfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Torsdagen den 10de f. M. om Aftenen Kl. mellem 7 og 8, da Ane Marie Jensen af Utterslevmark var gaaet ned i Gaarden ved sin Bolig for at hente en Spand Vand vcd Brønden og efterat have fyldt Spanden vilde begive sig tilbage med denne, geraadede hun i en Ordstrid med Sporvognskudsk O. G. Larsen og dennes Hustru, som bebo et Baghus samme steds og nu ligeledes vare komne tilstede i Gaarden, idet Sporvognskudsken stillede sig iveien for hende, beskyldte hende for, at hun havde udskældt hans Hustru, og da hun benegtede dette, bibragte hende nogle Slag i Ansigtet, kastede hende omkuld og sparkede hende i Underlivet, saaledes at hun i besvimet Tilstand af de Tilstedekomne maatte bæres op i sin Bolig, hvor hun i flere Uger har maattet holde Sengen som Følge af den hende tilføiede Overlast. Under de i denne Anledning optagne Forhør, under hvilke O. G. Larsen belagdes med Arrest negtede Arrestanten at have givet A. M. Jensen mere end et Slag med Bagen af Haanden samt at have kastet hende omkuld og sparket hende, idet han derhos paastod, at han ved den omhandlede Leilighed var paavirket af Nydeæsen af endel Spiritus, saa at han ikke ret vidste, hvad han havde foretaget sig, og at han blev endmere ophidset derved, at A. M. Jensen kastede sin Spand Vand over ham og udskældte baade ham og hans Kone. Ligesom A. M. Jensen imidlertid negtede at have kastet Spanden efter Arrestanten eller paa nogen Maade at have fornærmet ham eller hans Kone, saaledes maatte Arrestanten ogsaa senere under Forhørene vedgaa ikke at have været mere beruset, end at han godt vidste, hvad han havde foretaget sig, og at han havde baade kastet A. M. Jensen omkuld og sparket hende. For den af Arrestanten saaledes udviste voldelige Adfærd, der ifølge en under Sagen produceret Lægeerklæring havde ikke blot foraarsaget hende et betydeligt Blodtab, en Hævelse af høire Øie og stærke Smerter i Underlivet, men end ogsaa bevirket, at hun stadig vil komme til at bære paa et Onde, der selv i sin mildere Form vil være besværende og meget generende, blev Arrestanten ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom af 8de d. M. i Medfør af Straffelovens § 203 anseet med Fængset paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage samt tilpligtet i Erstatning til den Beskadigede at udrede ialt 22 Rd. 1 Ml. 14 Sk. og til Brøndshøi Rødovre Kommune for hendes Kur, Pleie og Underhold 6 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 24. oktober 1868)

Et Besøg paa Revshaleøen. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur! Geologerne tale, saavidt jeg veed, kun om plutoniske og neptuniske Landdannelser. Vi have imidlertid ganske nær ved os, paa Kjøbenhavns Rhed, en Landdannelse, som nok fortjener at tages i Øiesyn, skjøndt den hverken skyldes Havets langsomme Afsætning eller en ved underjordisk Ild frembragt Hævning sin Oprindelse. Revshaleøen - thi det er den, her er Tale om - bliver taalmodig dannet af Menneskehænder, ikke uden Modstand af det vaade Element.

Allerede den korte Tour derud er ikke uden Interesse. Da vi for en fjorten Dage siden eller lidt mere stilede derud fra Kvæsthuusbroen med en af de smaa Dampere, fik vi ovenikjøbet store ualmindelige Fremtoninger at see. Bag os, ovre paa Christianshavnssiden, viste det tildeels sammenstyrtede Pakhuus sig endnu dengang i Ødelæggelsens første Vederstyggeligded med det brede, aabne Gab gjennem hele Midtpartiet af Bygningen, og med et af de nedstyrtede vester dannet Skraaplan, der strakte sig fra en anden Sals Høide heelt ud i Vandet, opfyldt med et Virvar af Bjælker, sukkerkister osv. Paa Veien igjennem den livlige Havn, passerede der os flere af de derpaa farende Dampskibe, af hvilke den svenske skruedamper "Arboga Nr 1", der netop foer fordi os, siges at bære Prisen i Hurtighed, idet den skal skyde den næsten utrolige Fart af 13 Miil i Vagten, hvad der dog vistnok i Virkeligheden turde indskrænke sig til 12-13 Miles Fart. Ved Hønsebroen kom vi tæt forbi den forhenværende Corvet "Galathea", der som bekjendt i sin Tid har foretaget en Verdensomseiling. Den er nu ikke længer nogen stolt Orlogsmand med høit kneisende Reisning; den er med Alderen sunken ned til en beskeden Coffardifarer og laa og lossede Riissække. Sejladsen forbi Flaadens Leie med de mange gamle og nye Orlogsskibe af Træ og Jern og med Udsigten til den store nye Dampkran af Jernplader paa Nyholm; den smukke Tour ud af Bommen forbi Toldboden, hvor den nye Toldbodbygning nu er i Begreb med at reise sig paa Esplanadens Bastion; Langelinie med dens mange Spadserende; den af Skibe vrimlende Rhed, hvor man hiin Dag blandt Andet saae den i Slaget ved Helgoland prøvede Skruefregat "Jylland", samt to store russiske Orlogsdampere, af hvilke den ene, der er smukt udstyret, oftere er bleven benyttet til søreiser af Keiserfamiliens Medlemmer - alt dette skulle vi kun nævne i Forbigaaende som Exempler paa, hvad Havnen og Rheden frembyde. Den ellers saa smukke Udsigt ind over Havnen og Bom paa Hiin Formiddag i Taage, og vi ville lade den forblive i Taagen for strax at hensætte os til Revshaleøen.

I Havneplanen af Decbr. 1834 vedtoges det at danne en Ø af den Grund, der under Navn af Revshalegrunden strækker sig imellem Batterierne Lynetten og sixtus, ved der at oplæsse den faste Fyld, som opgraves i Havnen og paa Indrerheden. Planen gaaer ud paa at danne en Ø, der er landfast med Lynetten og derfra strækker sig over mod Batteriet Sixtus, kun adskilt derfra ved et c. 200 Alen bredt Løb af ringe Dybde. Paa dens vestlige side, indad mod Byen, dannes der tre Grave, 400 Fod lange, 200 Fod brede og med 13-18 Fods Vanddybde, medens der ved Øens sydlige Side, over mod Batteriet Sixtus, kun bliver 7-8 Fod Vand. Foruden at der ved denne Vanddannelse skaffes tilstrækkelig Bolværksplads til de mange skibe, navnlig Dampskibe, der i Forbiseiling anløbe vor Rhed uden at ville gaae i Havn, vil der derved tillige skaffes Indrerheden titstrækkeligt Læ mod Østenvind, hvilket den hidtil har savnet, og hvorved Pramning og omladning af Varer ved stærk Paalandsblæst næsten er bleven umuliggjort.

Den paatænkte Ø, af hvilken der endnu kun er dannet en Ringe Deel, vil ikke blive saa ganske lille. Dens Størrelse er nemlig foreløbig bestemt til c. 270,000 Qv. Alen eller 19 a 20 Tdr. Land, til hvis Dannelse der vil medgaa 389,000 Læster Fyld, hvilket er det Qvantum, der ifølge Havneplanen skal optages i Havnen og paa Indrerheden i de første 10 Aar, regnet fra 1865. Det indvundne Areal tænkes anvendt deels til Oplagsplads, navnlig for Kulbeholdninger, hvorfra de forbiseilende Dampskibe med ringe Tidsspilde ville kunne forsynes og Omladning af Gods vil kunne foretages, deels til offentlig Ballastplads, til hvilken Skibene kunne forhale efter endt Udlosning inde i Havnen, hvorved der vil vindes rigeligere Plads ved Havnens Bolværker, medens Ballastforsyningen vil kunne skee langt billigere der. Endvidere vil Revshaleøen egne sig vel til Anlæg af en Ophalingsbedding, navnlig for Havariskibe, og der skal allerede for længere Tid tilbage fra privat side være andraget om at erholde det til et saadant Anlæg fornødne Areal tilkjøbs.

Arbeidet ved Bolværkssætningen om Øen er begyndt ved dens sydlige Deel, der vil blive benyttet af Havnevæsenet som Material- og Arbeidsplads, hvorfor der i den 700 Fod lange Bolværkslinje anlægges to større Slæbesteder af henholdsviis 100 og 200 Fods Brede. Den Deel af Bolværksarbeidet der udføres iaar, er overtaget af Firmaet Unmack & Schlüter. Den omfatter en strækning af 1650 Fod, der om kort Tid er færdig. Til Ramningen af Pælene har det nævnte Firma construeret en Damp-Rambuk, som har viist sig overordentlig hensigtssvarende, idet der med den er rammet indtil 25 Pæle om Dagen, og det ovenikjøbet i en meget haard Kalkbund. Da denne Maskine vistnok er enestaaende i sit Slags her i Landet, er den nok værd at beskrive. Rambukkens Underdeel bestaaer af to særskilte Platformer, af hvilke den underste vandrer paa Hjul henad Jernbaneskinner, medens den øverste Platform, der bærer selve Rambukken og Maskineriet, bevæger sig om en Centertap i den nederste, hvorved den kan svinges i en heel Cirkel, selve Rambukken staaer paa den øverste Platforms ene Hjørne og kan anbringes under forskjellige Vinkler, idet den saakaldte "Mægler" (c: det opstaaende Tømmer, opad hvilket Ramslaget vandrer) briter i et Kugleled, medens "Mæglerens" stivere kunne testes og findes ved Hjælp af Vægtstænger.

Ramslaget er af støbejern af c. 2000 Pds. Vægt og løftes af en Dampmaskine, bestaaende af et Dampspil og en 10 Hestes Dampkjedel af Locomotivform. Dampspillet har to Cylindre, hver 7" i Diameter: men medens Kraften fra Krumtapaxlen ellers pleier at forplantes til Kjettingvalsen ved Tandhjul, skeer det her ret Hjælp af saakaldte "Frictional-Hjul", det vil sige Hjul, i hvis Peripherier der er anbragt neddreiede Fordybninger og fremstaaende Kanter, som gribe ind i og presses mod hinanden, hvorved Forplantelsen af Kraften finder Sted. Dette slags Hjul siges i nærværende Tilfælde at have viist sig meget praktiske, idet man ved at føre dem fra hinanden, hvilket med stor Hurtighed skeer ved Hjælp af en Vægtstang, øieblikkelig kan afbryde Forbindelsen mellem Krumtapaxlen og Kjettingvalsen, ligesom man ogsaa ved at føre denne sidstes Frictional-Hjul ned mod en Bremseklods, kan standse Ramslaget paa ethvertsomhelst Punkt. Ja, man har ved Maskinens Hjælp et saa fuldstændigt Herredømme over den 20 Centner tunge Jernklods, som der rammes med, at man, som en af Arbejderne forsikkrede, "kunde knække en Valdnød med den". Ramslaget kan gjøre indtil 8 slag pr. Minut, medens den sædvanlige Hastighed med 12 Fods Løftehøide er 4 a 3 slag pr. Minut. Enhver Pæl, som skal nedrammes, løftes i et Nu ved Dampkraft og bringes paa faa Minuter i den rette Stilling under Ramslaget, og skjøndt den midlertidig ved Enden er omgiven med en stærk Jernring, knuses dog Træet af det tunge Ramslag, saa at det overalt flosser ud over Ringen. Paa Grund af den stærke Modstand, som Kalkbunden yder, hænder det endog, at de svære Pæle knækkes ved Enden under de vældige Slag. Hver Gang der skal nedrammes en ny Pæl, kjører hele den kolossale Rambuk ved Dampkraft med sin store Kjedel, sit Spil osv. selv henad sine Skinner til det Sted, hvor Pælen skal staae. Til Trods for den svære Vægt, der er koncentreret paa Underlaget, foregaaer denne Flytning med stor Lethed. Dampspillet er forfærdiget i Glasgow og Dampkjedlen i Lincoln i England. - Paa Revshaleøen findes der foruden et Skuur for Arbejderne en af Entrepreneurerne anlagt Smedie, hvor det betydelige Qvantum Smedearbeide forfærdiges, som bruges ved Bolværkerne.

Af den er der endnu kun dannet en bred Ring mod Sydøst; hele Bolværksstrækningen over mod Sixtus er færdig, og for Øieblikket arbeides der paa Bolværket ved den sydligste af de tre store Grave indad mod Byen. Storm og Høivande havde i forrige Efteraar har spillet Entrepreneurerne et stemt Puds, idet alt beret Tømmer kom i Drift. Heldigviis var det dog saa velvilligt at drive ind mod Batteriet Sixtus og Amager, saa at det altsammen blev fiske op. Det er en Selvfølge, at meget af Fyldet ved saadanne Lejligheder skylles bort; men om ogsaa Søen gjør Modstand, er det ikke vanskeligt at forudsige, hvem der vil seire i denne Kamp, og om 7-8 Aar vil der i og ved et Farvand, hvor der for Øieblikket ankre i.l anseelige Skibe, være anlagt en ikke ganske lille Ø, hvor der uden al Tvivl igjennem mange Slægter vil komme til at gøre sig en travl Handelsvirksomhed. P. M.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. oktober 1868)


Byggeplads på Refshaleøen, 1868. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Friedrich Gerstäcker: St. Thomas. (Efterskrift til Politivennen)

Friedrich Gerstäcker (1816-1872) var en tysk forfatter og eventyrer. Han rejste jorden rundt 1849-1852: Amerika, Polynesien og Australien. Nedenstående artikel om de Dansk Vestindiske Øer må være fra hans rejse til Nordamerika 1867-1868. Så vidt kan udledes var det på vej mod Mexico han i 1860 mellemlandede på St. Thomas. Han udgav 44 bind om sine rejser. I 1947 blev der indstiftet en litteraturpris med hans navn. I 1957 blev han æresborger i Arkansas, og i 1986 erklærede den daværende guvernør, Bill Clinton, 10. maj som "Friedrich Gerstäcker Day". Hans artikel i "Über Land und Meer" giver et indblik i datidens racistiske syn på landbefolkningen på øerne:


Negerne i St. Thomas

Skitse af
Friedrich Gerstäcker.

Under hele min nuværende rejse kunne jeg se overalt hvordan negerelementet voksede i disse sydlige lande. Men ingen steder har denne kendsgerning været så fast og tydelig indprentet mig som på Sankt Thomas, hvor den rejsende når han første gang kommer ind i landet - og selv under et ophold, næppe kan overbevise sig selv om at det ikke er en fuldstændig negerrepublik, men en europæisk koloni.

Naturligvis som i alle varme himmelstrøg, er bådene i bugten kun bemandet af negere, men selv om man sætter sin fod i den egentlige by, ser man intet andet end sorte, brune og gule mennesker med uldent hår og hører intet andet end deres frygtindgydende og altid højt råbte dialekt af denne nok slemt mishandlede, men i hvert fald ubehagelige race.

Befolkningen på St. Thomas retfærdiggør dog dette. Af de 15.000 indbyggere tilhører 12.500 den afrikanske stamme, og denne misforhold er endnu mere slående i gaderne hvor ud af 50 mennesker, vi møder, knap to har et hvidt ansigt og intet uldent hår. Desværre er det en kendsgerning at de på ingen måde er en velsignelse for landet, for siden de sortes frigørelse er kulturerne på samtlige naboøer, såvel som på Sankt Thomas, blevet forsømt og brudt sammen, og tusinder af dem hænger nu ledige på gaderne, ligger og skændes foran udskænkningssteder, eller spankulerer udklædt rundt, og ofte meget komisk.

De har selvfølgelig ikke selv skylden, for de forlod ikke deres fædreland frivilligt. Hvide røvere slæbte dem til et andet område, og det faktum at de med tiden skulle befries, var en naturlig konsekvens af civilisationen. Med deres frihed kunne de dog ikke længere tvinges til at arbejde, og det faktum at negeren lærte få behov, er kun takket være hans tidligere hvide herre. Han arbejder for at tilfredsstille dem – intet mere. Han har aldrig oplevet den bekymring for fremtiden som er plantet i hjerterne på dem der er født i frihed fra en tidlig alder. Så hvorfor skulle han gøre sit hjerte tungt med dette? Han er en fri mand, og det at vi ikke bryder os specielt om hans vaner eller hele hans eksistens, er som sagt ikke hans skyld. Han søgte ikke os, men vi ham, og vi skal nu høste den forbandelse som vores forrædere såede gennem en forbrydelse - slaveriet.

Men negrene selv ser ud til at være vel tilpas. Jeg har aldrig set et folk der er gladere og mere rent i deres glæde end dem. Det er en konstant strøm af latter og skrig på Sankt Thomas - man hører også ofte skænderier - bandeord her der får hårene til at rejse sig på hovedet - dér uhøflighed udtalt på en chevaler-agtig måde, men jeg har aldrig set nogen egentlig vold komme til, fordi de overværer dem, træder altid til i god tid og forhindrer voldelige angreb – hvis kombattanterne overhovedet er tilbøjelige til det.

De rigtige negerhadere som vi også har et meget lille antal af i Tyskland, har ofte beskyldt den afrikanske race for at være abeagtig i hele deres natur – og til en vis grad har de ret. Negeren har virkelig en stor trang til at abe, og hvor dette blev voldsomt undertrykt i slaven, bliver det endnu mere tydeligt i den nyvundne frihed.

Der er næppe noget sjovere i verden end at se rigtige afrikanske sorte der har tjent penge på en eller anden måde, og ikke kun i deres adfærd, men også i hele deres væsen, deres bevægelser, deres udtryk, men altid med dem imitere deres indfødte dialekt, den hvide - hos begge køn. Mange spiller den rigtige gentleman som de bedste skuespillere, og kun det forbandede sorte, etiopiske ansigt forstyrrer illusionen og kaster den over toppen.

På Jamaica bragte et par sådanne herrer en af ​​deres venner om bord på damperen, og det var ganske rørende at se med hvilken fremragende høflighed og med hvilke udsøgte ord de fulgte den elegant klædte neger til mellemdækket, for i kahytten er de, trods al emancipation og frihed, stadig ikke tilladt, og jeg må indrømme at jeg selv er fuldstændig enig i denne foranstaltning. Jeg giver helhjertet negeren hans frihed, og er af den opfattelse at den aldrig skulle have været taget fra ham, men - jeg kræver ikke hans selskab og undgår det endda hvor jeg kan. Det er måske ikke kristent, men det er naturligt. De to racer passer ikke sammen, og jo mere adskilte vi er, jo bedre.

Men jeg er fuldstændig kommet væk fra mine sorte herrer og damer og må vende tilbage til dem. Især damerne fortjener en særlig og fornem omtale, fordi de selv skiller sig ud her på den mest betydningsfulde måde, faktisk er det ikke ualmindeligt at møde damer af decideret mørk farve og med fuldstændig hår, som ville stå tilbage for nogen regeringsrådmand i deres påklædning. Sankt Thomas har selvfølgelig også en del velstillede og endda rige sorte mennesker der indtager en stilling i byen, og den mindste ting som negeren ejer eller kender, regner han med sig selv tre-fire gange så meget fordi han ikke har det, kan ikke skjule hvor svært det var at kæmpe for.

Ligesom en pengemand i vores land der har hævet sig op fra et lavere niveau, normalt altid er mest stolt af det han har vundet, så betragter negeren når han først har lært at skrive og læse, sig selv som en lærd, og at han ikke ønsker at se sin kone og døtre ringere end nogen hvid familie, siger sig selv.

Denne afhængighed af renlighed - faktisk det første skridt mod civilisation, fordi folk lærer om behov, som de tidligere aldrig havde mistanke om - findes ikke kun hos de rige, men strækker sig til de laveste klasser, og den sorte senorita bærer sin lange og dyre silkekjole værre og længere gennem støv og gadesnavs end den fattigste negerkvinde med en kurv fuld af grøntsager og afrevne bomuldsklude. Enhver der bærer en hvilken som helst kjole, er en meter bagud - for denne mode ser ud til at være i fuldt flor her nu - og jeg forstår virkelig ikke, hvordan, midt i sådanne karikaturer, rigtige hvide damer kan opretholde sig selv. Men det sker, og det forbliver, ligesom moden selv, et mysterium.

Den sidste storm gav i øvrigt stor næring til den luksus, der herskede i St. Thomas, fordi nogle skibes beskadigede laster blev bortauktioneret til latterlige spotpriser. Men negerne havde umiddelbart efter ulykkerne fået meget høj løn for meget lidt arbejde og havde penge på lommen. De kører i massevis af havvandsskadet beklædning, og siden da har der i St. Thomas suset af endeløse slæb alle steder og ender, stift stivede kalikoer og farvede herrer iført nederdele og bukser, som dem, der var indeholdt i ballerne, er stadig tydeligt synlige havvandsmærker.

Blandt håndværkerne - især blandt skrædderne og skomagerne - er der i øvrigt en meget stærk repræsentation af negre og farvede mennesker, men blandt købmændene er der et uforholdsmæssigt lille antal, selv om mange unge farvede nu går ind i husene som ekspedienter og også er let at finde et arbejde, fordi de stiller og kan stille billigere krav end de hvide - de har så mange færre behov end dem og er ikke tvunget til at opretholde en status.

(Slutning følger).

Franz Hanfstängl: Friedrich Gerstäcker (1816-1872). Zeno Fotografie. Public Domain.


Die Neger in St. Thomas

Skizze von
Friedrich Gerstäcker.

Auf Meiner ganzen jetzigen Tour konnte ich überall wahrnehmen, wie das Negerelement in diesen südlichen Ländern im Wachsen sei. Nirgends aber drängte sich mir diese Thatsache so fest und bestimmt auf, als her in St. Thomas, wo sich der Reisende, beim ersten Betreten des Landes - ja selbst bei einem Aufenthalt, kaum überreden kann, dass es sich nicht in einer vollständigen Neger-Republik, sondern in einer europäischen Kolonie befinde.

Die Boote in der Bai sind natürlich, wie in allen warmen Himmelstrichen, nur von Negern bemannt, aber selbst wenn man den Fuss in die eigentliche Stadt setzt, sieht man nichts als schwarzes, braunes und gelbes Volk mit wolligen Haaren, und hört nichts als den furchtvaren und stets laut geschrieenen Dialekt dieser wohl arg misshandelten, aber jedenfalls auch unangenehmen Rasse.

Die Bevölkerung von St. Thomas rechtfertigt das auch allerdings. Von 15,000 Einwohnern gehören 12,500 dem afrikanischen Stamme an, und noch viel auffällender stellt sich diess Missverhältniss in den Strassen heraus, wo unter 50 uns begegnenden Menschen kaum zwei ein weisses Gesicht und kein wolliges Haar haben. Leider ist es freilich eine Thatsache, dass sie dem Land keineswegs in dem Verhältniss zum Segen gereichen, denn seit der Emanzipation der Schwarzen sind in allen den Nachbarinseln sowohl wie auch auf St. Thomas die Kulturen liegen geblieben und eingegangen, und Tausende von ihnen lungern jetzt müssig in den Strassen herum, liegen und zanken sich vor der Schenckhäusern, oder stolziren aufgeputzt, und allerdings oft höchst komisch einher.

Sie selber tragen freilich nicht die Schuld, denn nicht freiwilling verliessen sie ihr Vaterland. Weisse Räuber schleppten sie in eine andere Zone, und dass sie mit der Zeit frei werden mussten, war eine natürliche Folge der Civilisation. Mit ihrer Freiheit konnte man sie aber nicht Mehr zur Arbeit zwingen, und dass der Neger wenig Bedürfnisse kennen lernte, verdankt er ebenfalss nur Wieder seinem früherren weissen Herrn. Diese zu befriedigen arbeitet er - nicht Mehr. Eine Sorge für die Zukunft, wie sie uns in der Freiheit geborenen gleich von frühester Zeit in's herz gepflanzt wird, hat er nie kennen gelernt; wesshalb soll er sich also damit das Herz schwer machen? Er ist ein freier Mann, und dass uns seine Angewohnheiten wie seine ganze Existenz nicht besonders behagen, ist eben, wie schon gesagt, nicht seine Schuld. Er hat uns nicht gesucht, sondern wir ihn, und wir müssen nun den Fluch ernten, den unsere Verräther durch ein Verbrechen - das der Schlaverei, gesäet.

Die Neger selber scheinen sich aber dabei vollkommen wohl zu befinden. Ich habe nie ein vergnügteres und in seiner Vergnügtheit lauteres Volk gesehen, als sie. Das ist ein ewiges Lachen und Schreien in St. Thomas - auch Zanken hört man häufig - Schimpfen hier, dass sich Einem die Haare auf dem Kopf sträuben - dort Grobheiten mit einer chevaleresken Art herausgestossen, aber nie habe es zu wirklichen Thätlichkeiten kommen sehen, denn die Beistehenden springen stets rechtzeitig ein und verhindern gewaltsame Angriffe - wenn die Streitenden überhaupt dazu geneigt sein sollten.

Die echten Negerhasser, von denen wir auch in Deutschland eine wenn auch nur sehr kleine Anzahl aufweisen könnnen, haben der afrikanischen Rasse oft das Affenähnliche in ihrer ganzen Natur vorgeworfen - und zum Theil haben sie recht. Der Neger besitzt wirklich einen grossen Trieb zum Nachäffen, und wo das bei dem Sklaven gewaltsam unterdrückt wurde, bricht es sich in der neugewonnenen Freiheit um so Mehr Bahn. 

Es gibt kaum etwas komischeres in der Welt, als echte afrikanische Schwarze zu sehen, die sich in irgend einer weise Geld verdient haben, und nun nicht allein in ihrer Fleidung, sondern auch in ihrem ganzen Wesen, ihren Bewegungen, ihren Ausdrücken, stets aber mit dem ihnen eingenthümlichen Dialekt, den Weissen - und zwar in beiden Geschlechtern, nachahmen. Viele spielen dabei den wirklichen Gentleman wie die besten Schauspiler, und nur das verwünschte Schwarze, äthiopische gesicht stört die Illustion und wirft sie über den Haufen.

In Jamaica brachten ein paar solcher Herren einen ihrer Freunde an Bord des Dampfers, und es war ordentlich rührend, zu sehen, mit Welcher ausgezeichneten Höflichkeit, und in wie gewählten Worten sie den elegant gekleideten Neger in das - Zwischendeck begleiteten, denn in der Kajüte wird die Rasse, trotz aller Emanzipation und Freiheit, noch immer nicht zugelassen, und ich muss gestehen, dass ich selber vollkommen einverstanden mit dieser Massregel bin. In gönne dem Neger seine Freiheit aus vollem Herzen, und bin der Meinung, dass sie ihm nie hätte genommen werden dürfen, aber - ich verlange nicht seine Gesellschaft und vermeide sie sogar wo ich nur irgend kann. Es mag das nicht christlich sein, aber es ist natürlich. Wir beide Rassen passen nun einmal nicht zu einander, und je getrennter wir uns halten, desto besser.

Doch ich komme ganz von meinen schwarzen Herren und Damen ab, und muss zu ihnen zurückkehren. Die Damen besonders verdienen eine besondere und ausgezeichnete Erwähnung, denn sie zeichnen sich selber hier auf das Bedeutendste aus, ja man begegnet sogar nicht selten Ladies von entschiedener dunkler Färbung und mit völligem Haar, die in ihrer Toilette hinter keiner Regierungsräthin zurückstehen würden. St. Thomas hat freilich auch sehr viele wollhabende und selbst Reiche Schwarze, die eine Stellung in der Stadt einnehmen, und das Gringste, was der Neger besitzt oder weiss, rechnet er sich in drei- und vierfacher Zahl selber an, weil er es sich nicht verhehlen kann, wie sauer es zu erkämpfen war.

Wie ein Geldprotz bei uns, der sich von einer unteren Stufe emporgeschwungen, meist immer am stolzesten auf sein Gewonnenes ist, so hält sich der Neger, wenn er nur erst einmal schreiben und lesen gelernt, auch sicher für einen Gelehrten, und dass er in dem Fall auch nicht seine Frau und Töchter irgend einer weissen Familie will nachstehen sehen versteht sich dabei von selbst.

Diese Putzsucht - eigentlich der erste Schritt zur Civilisation, denn die Leute lernen dabei früher nie geahnte Bedürfnisse kennen - bleibt aber nicht allein bei der Reicheren, sondern geht bis in die untersten Schichten hian, und die Schwarze Senorita schleppt ihr langes und theures Seidenkleid nicht ärger und länger durch Staub und Strassenschmutz, als das ärmst Negerweib, das mit einem Korb voll Gemüse und zerrissenen Kattunlappen. Was nur irgend ein Kleid trägt, schleist es über eine Elle hinterher - denn diese Mode scheint jetzt hier in voller Blüte - und ich begreiffe wirklich nicht, wie sich, mitten zwischen solchen Karrikaturen, weisse wirkliche Damen ebendalls aufrecht erhalten können. Aber es geschieht und das, wie die Mode selber, bleibt ein Räthsel.

Uebrigens hat der letzte Sturm den in St. Thomas herrschenden Luksus ausserordentlich gegünstigt, denn die beschädigten Ladungen mancher Schiffe wurden zu Spottpreisen verauktionier. Die Neger aber hatten, gleich nach den Unglücksfällen, für sehr wenig Arbeit sehr hohe Löhne bekommen, und dabei Geld in Hand. Sie laufen in Masse die durch Seewasser beschädigten Ausschnittwaaren, und seit der Zeit rauscht es in St. Thomas aller Orten und Enden von endlosen Scleppen, steif gestärkten Kattuns und Gentlemen of colour tragen Röcke und hosen, auf denen sich noch deutlich die in den Ballen enthaltenen Seewassermarken abzeichnen.

Uner den Handwerkern findet man übrigens - besonders unter den Schneidern und Schustern, die Neger wie Farbigen sehr stark vertreten, unter den Kaufleuten dagegen unverhältnissmässig wenig, obgleich jetzt doch auch viele junge Farbige als Commis in Häuser eintreten, und auch schon desshalb eine Stelle finden, weil sie billigere Forderungen stellen und stellen können, als die Weissen - haben sie doch so viel weniger Bedürfnisse als sie, und sind nicht genöthigt einen Stand zu wahren.

(Schluss folgt).

(Über Land und Meer, Nr. 7, November 1868)

Brugen af ordet "forrædere" (Verräther) synes underlig og det er måske en skrivefejl. Ud fra ånden i artiklen burde der måske have stået "forfædre". Artiklens stavemåde er imidlertid ikke til at tage fejl af.


Negerne i St. Thomas

Skitse af
Friedrich Gerstäcker.
(Slutning)

Et rigtig fint træk ved de sorte er deres hengivenhed over for familien, og endda den liberalitet, hvormed de støtter de nødlidende fattige, hvilket er særligt tydeligt nu i USA, dels til fordel og dels til skade for negrene. Til fordel, idet det reddede nogle virkelig trængende mennesker fra undergang, men også til skade, ved at det støttede hundredvis af ledige i deres lediggang.

Negeren er af natur velgørende, for han har oplevet ulykke af egen erfaring, og da det ikke kan nægtes, respekterer han normalt alderen mere end mere civiliserede stammer ofte gør. Gamle negre optræder derfor med en ubeskrivelig værdighed, og heri overgås de kun - men grundigt - af gamle negerkvinder.

Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men næsten alle gamle negerkvinder har en grundbas, som de udnytter mest fuldstændigt og ubegrænset. De griner sjældent eller aldrig - det overlader de til de unge, og når de taler, er det altid på en diktatorisk og meget bestemt måde, som om hvert ord var en lov.

Der er næppe noget mere alvorligt og mere komisk på samme tid end at se en gammel negerlady sidde foran sin egen dør med spredte knæ, den korte, rygende pibe i højre hånd, den venstre hvilende på knæet. meget spredte ben, og udtaler sin mening om ethvert emne - eller rettere giver en beslutning, fordi en modsigelse ville være utænkelig. De yngre mennesker behandler hende altid med respekt, og tingene bliver kun farlige, hvis en anden lignende dame har en anden mening. Så kan konsekvenserne ikke forudses. Naturligvis er der aldrig nogen fysisk vold mellem dem, og enden på sådan et verbalt slagsmål er næsten altid, at den besejrede kvinde rejser sig, går ind i sit hus med en hånlig gestus og fortsætter sit ræsonnement dér, så meget desto højere.

Gamle negre med hvidt hår bærer næsten altid høje, sorte silkehatte og en sort nederdel med brede bukser. I det hele taget er negerne slet ikke urene - med undtagelse af de laveste, mest forkastede klasser, selvfølgelig, som så beslutter sig for at give slip, så man ofte støder på virkelig modbydelige skikkelser - især de lavere klasser, kvinder. Men hvis negerkvinderne er i tjeneste et sted med en lineal, holder de sig altid - man kan næsten uden undtagelse sige - yderst rene og pæne, og så går de aldrig iøjnefaldende klædt ud. De vil bare ikke lade sig tage fra de forbandede slæb.

Nu rasede koleraen i St. Thomas og udelukkende blandt de sorte og farvede, da det er en mærkelig kendsgerning, at denne sygdom rammer de farvede mennesker i hele Amerika, i hvert fald i alle sydstaterne, mens den gule feber næsten udelukkende finder sine ofre blandt den hvide befolkning. Derfor kalder de sorte bare koleraen for Blackmans tur, mens gul feber kaldes Whitemans tur – hvilket betyder: Nu er det de sortes tur – så de hvide.

I øvrigt bemærkede man kun lidt eller intet i byen om selve sygdommen; Først nu og da om aftenen støder man på en ligvogn, og når man gik gennem sidegaderne, som overalt er fyldt med negre, hørte man hist og her den tungsindige, monotone og uhyggeligt klingende klagesang over en død, eller i et andet område sang man højtideligt koral, hvorigennem fromme samfundsmedlemmer forsøger at afværge sygdommen. Det er en mærkelig kendsgerning, at selvom et stort antal fisk blev kastet på tørt land af den store bølge, der fik jorden til at rejse sig og kaste den mod landet, ville ingen af ​​negrene spise nogen af ​​dem. De hævder, at jordskælvet er en straf fra Gud, og at de ikke burde have lyst til at drage fordel af det.

I Hotel du Commerce havde vi i modsætning til de opløste og beskidte negerfolk, der hang rundt foran en brændevinsbar og ofte fyldte luften med deres højt råbte skældsord, også den afrikanske races fulde aristokrati i sin sidste tid, eller ret højest, graduering den bedre race af de hvide - fordi jeg ikke ønsker at klassificere de rigtig veluddannede kvadroner blandt de almindelige irere eller en anden hvid nationalitet.

Det var hustruen og døtrene til en Haitiansk minister, som ventede på en mulighed for at tage et skib for at vende tilbage til Haiti, eftersom de engelske dampskibe, der opretholder forbindelsen, ikke tager passagerer fra St. Thomas - på grund af den frygtede karantæne. Damen selv kunne ikke benægte Quadronin, faktisk var hun næppe hvid nok til det, men ingen, der ikke kendte racens nøjagtige karakteristika, ville have forvekslet de to døtre, især den yngste, for andet end hvide damer. Det er to unge, elskværdige damer, hvis jeg ikke tager fejl, uddannet og uddannet i Paris, og samtidig beskedne og uhøjtidelige i hele deres væsen. Men de sorte ledsagere fløj, hvis de kunne læse et ønske i deres øjne.


Die Neger in St. Thomas

Skizze von
Friedrich Gerstäcker.
(Schluss)

Ein wirklich hübscher Zug der Schwarsen ist übrigens ihre Anhänglichkeit an die Familie, und selbst die Liberalität, mit Welcher sie bedürftige Arme unterstützen, was sich besonders jetzt in den Vereinigten Staaten theils zum Vortheil, theils zum Nachtheil der Neger zeigte. Zum Vortheil, indem es manchen wirklich Bedürftigen vom Untergang rettete, zum Nchtheil aber auch, indem es Hunderte von Faulenzern in ihrem Müssiggang unterstützte.

Der Neger ist von Natur mildthätig, denn er hat das Unglück aus eigener Erfahrung kennen lernen und achtet dabei - wie sie nicht leugnen lässt - das Alter gewöhnlich Mehr, als es oft civilisirtere Stämme zu thun pflegen. Alte Neger treten desshalb auch mit einer unbeschreiblichen Würde auf, und werden darin nur - aber gründlich - von alten Negerinnen übertroffen.

Woher es kommt, weiss ich nicht, aber fast alle alten Negerfrauen haben einen Grundbass, von dem sie den vollständigsten und unumschränktesten Gebrauch machen. Sie lachen dabei selten oder nie - das überlassen sie dem jungen Volk, und wenn sie sprechen, geschieht es stets in diktatorischer und sehr entschiedener weise, als ob jedes Wort ein Gesetz wäre.

Es gibt kaum etwas Ernsteres und Komischeres zugleich, als so eine alte Negerlady zu sehen, wenn sie sehr dekolletirt, mit auseinandergeschobenen Knieen, die kurze, qualmende Pfeife in der rechte Hand, die linke auf ihr Knie gestützt, vor ihrer eigenen Thür sitzt und ihre Meinung über irgend einen beliebigen Gegenstand ausspricht - oder vielmehr einen Bescheid ertheilt, denn ein Widerspruch wäre doch nicht denkbar. Die jüngeren Leute behandeln sie dabei auch stets mit Ehrfurcht, und nur gefährlich wird die Sache, wenn eine andere änhliche Dame dicht nedenan verschiedener Ansicht sein sollte. De Folgen sind dann nicht abzusehen. Zu Thätlichkeiten kommt es freilich nie zwischen ihnen, und der Schluss eines solchen Wortkampfes ist fast stets der, dass die Ueberwundne aufsteht, mit einer verächtlichen Bewegung in ihr Haus geht und dort, um so viel lauter, weiter raisonnirt.

Alte Neger mit weissen Haaren tragen fast stets hohe, Schwarze Seidenhüte und einen schwarzen Rock mit weitzen Hosen. Im Ganzen sind die Neger überhaupt nicht unreinlich - die untersten, verworfensten Klassen freilich ausgenommen, die sich dann aber auch ganz entschieden gehen lasse, so dass man da oft - besonders untere den Frauen - wahren Abscheu erregenden gestalten begegnet. Stehen die Negerinnen aber irgendwo bei einer Herrschaft im Dienst, so halten sie sich - man kann fast sagen ohne Ausnahme - immer höchst reinlich und adrett, und gehen dann auch nie Auffallend gekleidet. Nur die verwünschten Schleppen lassen sie sich nicht nehmen.

Jetzt wüthete die Cholera in St. Thomas, und zwar ausschliesslich unter den Schwarzen und Farbigen, wie es denn auch eine wunderliche Thatsache ist, dass diese Krakheit in ganz Amerika, wenigstens in allen südlichen Staaten, die Farbigen heimsucht, währen das gelbe Fieber dagegegen seine Opfer fast nur unter der weissen Bevölkerung herausgreift. Die Schwarzen nennen deshalb die Cholera auch nur Blackman's turn, das gelbe Fieber dagegen Whiteman's turn - was so viel heissen soll: Jetzt sind die Schwarzen an der Reihe - dann die Weissen.

Uebrigens bemerkte man in deer Stadt wenig oder gar nichts von der Krankheit selber; nur dann und wann Abends begegnet Einem ein Leichenwagen, und wenn man durch die Seitenstrassen ging, die überall von Negern gefüllt sind, hörte man auch wohl hie und da die wehmüthig monotone und unheimlich klingende Wehklage über eine Todten, oder in anderer Gegend einen feierlich gesungenen Choral, wodurch fromme Gemeindemitglieder die Krankheit von sich abzuwenden suchen. Eine sonderbare Thatsache ist es, dass - obgleich durch die grosse Welle, welche das Erdheben verursachte und gegen das Land schleuderte, eine Menge von Fischen auf's Trockene geworfen wurden keiner der Neger einen davon essen wollte. Sie behaupten, das Erdheben sei eine Strafe Gottes und sie dürften daraus keinen Vortheil für sich ziehen wollen. 

Im Hotel du Commerce hatten wir aber auch, als Gegensatz zu dem lüderlichen und schmutzigen Negervolk, das sich besonders dort vor einem Brantweinlokal herumtrieb und die Luft oft mit seinen lautgeschrieenen Zoten füllte, doe vollste Aristokratie der afrikanischen Rasse in ihrer letzten oder vielmehr höchsten Abstufung zu dem bessern geschlecht der Weissen - denn ich möchte die wirklich gu erzogenen Quadronen doch nicht unter den gemeinen Irländer oder eine andere weisse Nationalität einreihen.

Es waren diess Frau und Töchter eines haytischen Ministers, die hier auf eine Schiffesgelegenheit warteten, um nach Hayti zurückzukehren, da die englischen, die Verbindung unterhaltenden Dampfer keine Passagiere von St. Thomas mitnehmen - der gefürchteten Quarantäne wegen. Die Dame selber konnte die Quadronin nicht verleugnen, ja sie war kaum weiss genug dafür, die beiden Töchter aber, besonders die Jüngste, würde Niemand, der nicht die genauen Kennzeichen der Rasse kannte, für andere als weisse Damen gehalten haben. Es aren zwei junte, liebenswürdige Damen, wenn ich nicht irre, in Paris erzogen und ausgebildet, und dabei bescheiden und anspruchslos in ihrem ganzen Wesen. Die schwarzen Aufwärter flogen aber, wenn sie ihnen nur einen Wunsch an den Augen ablesen konnten.

(Über Land und Meer, Nr. 8, November 1868)

Hans syn ligger i øvrigt tæt op ad den danske apoteker på St. Croix, Alfred Paludan-Müller. Se indslaget fra dennes artikel fra 1915 andetsteds på bloggen