Fattigforsørgelsessag i Svendborg. (Efterskrift til Politivennen)

Communalt.

Svendborg Byraadsmøde Onsdagen den 8de Decbr. -

- - -

Sluttelig meddelte Formanden, at han havde modtaget en Skrivelse fra Indenrigsministeriet angaaende en Sag om 150 Rd., som en tidligere Fatligcommission ulovligen havde benyttet af Communens Midler, og som Ministeriet fordrer, at Commissionen skal erstatte Byen. Skrivelsen blev ikke oplæst, og der fandt ingen oplysende Discussion Sted om denne Sag, men Raadet vedtog vedblivende at nægte at inddrive Fordringen *).

*) Denne Sags Enkeltheder ere, saavidt vi have kunnet sætte os ind i disse, omtrent saaledes: Svendborg Fattigcommission har for endeel Aarsiden (med Pastor Tr. Smith som Formand) skjænket en Mand 150 Rd. som Hjælp til at komme i Besiddelse af et Huus ved Odense og derved sætte ham istand til at kunne gifte sig med et Fruentimmer med flere Børn, der var eller Vilde falde Svendborg Commune til Byrde. Da Familien senere kom ind under Odense Fattigvæsen, oplystes dette, hvilket foranledigede en start Klage fra Odense over en slig hemmelig Understøttelse. Ministeriet har resolveret, at den daværende Fattigcommission skal tilbagebetale de 150 Rd. til Svendborg Kæmnerkasse som ulovlig anvendte, hvorimod Odense skulde forsørge Familien. Den første Resolutions Berettigelse har Byraadet uagtet sin Anerkjendelse, det anseer den som et Indgreb i kommunens Selvstændighed, men Ministeriet har paany fordret, at Beløbet skal inddrives, da Ingen selvfølgelig ustraffet kan overtråde Lovens Bud, hvilket, som ovenfor bemærket, i Raadets Møde paany nægtedes. Formanden udtalte forøvrigt samtidig sin Misbilligelse med det af Fattigcommissionen foretagne Stridt.

- - -

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 13. december 1869. Uddrag)

Hr. Redactcur !

Jeg er blevet opmærksom paa Deres Referat af Svendborg Byraads Forhandlinger i dets Møde den 8de ds., og skal tillade mig at fuldstændiggjøre dette med følgende Oplysninger, fordi denne Sag virkelig fortjener at blive almindelig bekjendt. 

Paa en Gaard i Nærheden af Svendborg tjente en Rygter, forsørgelsesberettiget i Odense, hvor han tidligere havde nvdt urefunderet Fattigunderstøttelse, og en i Svendborg forsørgelsesberettiget Pige, af hvis 4 uægte Børn de trende vare udsatte i Pleie paa Svendborg Fattigvæsens Bekostning. Et femte Barn var ivente, og da ifølge det optagne Politiforhør det blev dem betydet, at Svendborg Fattigvæsen vilde understøtte deres Giftermaal, saa bleve de enige om at knytte Hymens Lænker, naar de af Svendborg Fattigvæsen kunde opnaae en Medgift af 150 Rd. I dette Øiemed og paa dertil af et Medlem af den nævnte Fattigcommission given Anledning fremstillede han sig i Commissionen med et Brev fra sin Moder, der tilsagde ham Fæste paa hendes Huus, hvilket Brevs Ægthed eller dets Indholds Paalidelighed man dog ikke fandt ringeste Opfordring til nøiere at undersøge, ligesaalidt som til desangaaende at forhøre sig hos hans Forsørgelsescommune. Man bød ham da 100 Rd. "for at gifte dette Fruentimmer og overtage Forsørgelsen af hendes 4 Børn", men da han ikke kunde gaae ind herpaa, gik han sin Vei. Nogle Dage derefter fik han Bud fra et Medlem af Fattigcommissionen om atter at møde i denne, og der blev da sagt ham, at man nu vilde betale ham 150 Rd. for at gifte Fruentimret, men at Pengene først bleve betalte naar han fremlagde Vielsesattest - i denne Retning iagttoges altsaa megen Forsigtighed. Han skyndte sig nu at holde Bryllup, mødte Dagen derpaa med Vielsesattesten i Svendborg Fattigcommission og fik sin accorderede Løn derfor rigtig udbetalt. Der er nu aldrig mere Tale om den tidligere Fortælling om at erholde et Huus i Fæste, men da Kjøbepengene for Giftermaalet efter kort Tids Forløb ere opspiste, tyer Manden til Odense Fattigvæsen, der ved Giftermaalet nu ogsaa er blevet Forsørgelsesstedet for hans Kone og hendes uægte ham tidligere aldeles uvedkommende Børn. Odense Fattigvæsen fandt dog, at det var for galt, at den ene Commune ved at kiøbe en Mand til at gifte sig, skulde kunne frigjøre sig for de paahvilende Byrder, og vælte disse over paa en Anden, thi om der end forsikkres, "at man ved at faae hende gift har villet reise denne saa dybt sunkne Kvinde", saa synes det dog tydeligt at fremgaae, at man ikke har brudt sig, det Allerringeste om Andet, end ved et engang for Alle bragt Pengeoffer at befri sit Fattigvæsen fremtidig for dets hidtidige Byrde.

Det hører langtfra til Sjeldenhederne, at een Communes Beboere ved private Sammenskud underhaanden understøtte en Person i en anden, saalænge indtil han der kan erhverve Forsørgelsesret, og der lader sig Intet stille op imod en saadan Trafik, men man kunde dog vistnok have ventet, at Forsørgelsesbyrden ikke ved en saadan Handel vilde blive væltet over paa en anden Commune. Alligevel er dette skeet idet Ministeriets Resolution lyder paa, "at Odense i Trangstilfælde skal forsørge saavel ham som hans Hustru og hendes (forud for Ægtestabet avlede uægte), Børn, uden at det i saa Henseende kan komme i Betragtning, at Ægteskabet er indgaaet imod Bestemmelserne i Lov af 29de Decbr. 1857, eller at der af Svendborg Commune er udbetalt den Paagjældende et Beløb af 150 Rd. for at sætte ham istand til at imdgaae Ægteskab med det førnævnte Fruetimmer, men at Forørgelsescommunen iøvrigt vil kunne søge Regres hos Vedkommende, hvem Ægteskabets lovstridige Indgaaelse kan tilregnes."

Deres Referat giver imidlertid den for os hidtil skjulte, men høist interessante Oplysning, at Ministeriet endvidere har resolveret, at den daværende Fattigcommission skal tilbagebetale Svendborg Kæmnerkasse de 150 Rd,, som ulovlig anvendte i dette Øiemed! Altsaa ere dHrr. dømte til at erstatte det ved deres ulovlige Handel Communen paaførte Tab, men her synes Ministeriet aabenbart at være geraadet i en besynderlig Modsigelse, som for almindelig Menneskeforstand synes ufattelig. Svendborg Commune har ganske vist ved denne Handel maattet bringe et Offer engang for alle, men ved denne Fattigcommissionens Nidkjærhed er den blevet befriet for bestandig for en aarlig Udgift af 80 Rd., hvorimod Odense, som den eneste, der i Virkeligheden taber, alligevel skal bære Byrden af den lovstridige Handel med Ægteskab - sandelig en smuk ministeriel Retfærdighed! Et andet ikke mindre interessant Punkt oplyser Deres Referat af Forhandlingerne om, det nemlig, at Formanden - ved denne Leilighed - udtalte sin Misbilligelse af det af Fattigcommissionen foretagne Skridt!

Moralen af denne Sag synes at være, at de forskjellige Fattigcommuner opfordres til at finde Kjøbere til deres "dybt sunkne Kvinder", men at Vedkommende, for at hytte deres eget Skind, maa anvende høist mulig Forsigtighed, og ikke drive Handelen saa ugeneert, som i nærværende Tilfælde. Det bliver opbyggeligt, hvis det blev almindeligt i Communerne ved lignende Midler paa andre Communers Bekostning at gjøre de "dybt sunkne Kvinder" til ærbare Matroner, og Ministeriet med lignende Retfærdighed hjælpe dertil.

Odense, den 20de Decbr. l869.

Deres ærbødige

Lor. Bierfreund.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 21. december 1869)

Lars Dinesen (1840-1903): Lorens Christian Petersen Bierfreund (2.12.1817-27.6.1891) købmand, bankdirektør. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Lorenz Christian Petersen var blandt initiativtagerne til Fyens Disconto Kasse (1846) hvor han først var bogholder, 1858-1891 administrerende direktør. Han var endvidere købmand og oprettede Odense Dampvæveri. 1861–72 var han medlem af Odense byråd.

En Fattigforsørgelsessag. Borgemester Schrum i Svendborg har under 8de dS. i "Svendb. Amtstid." imødegaaet den af Bankdirekteur Bierfreund i "Sydf. Tid." givne Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag, som Svendborg og Odense Kommuner have havt med hinanden. Efter Hr. B.s Fremstilling skulde Svendborg Fattigkommission have opfordret de to omhandlede Personer til at gifte sig med hinanden, for at den kunde vælte Forsørgelsespligten, som Svendborg havde i Forhold til Pigen og hendes uægte børn, fra sig. Borgemester Schrum bemærker imidlertid hertil:

"Det gjør mig ondt at maatte sige, at Hr. B. meget vel veed, at dette ikke forholder sig saaledes, da han kjender Sagens Akter, deriblandt det i Odense over Manden, Lars Pedersen, optagne Forhør, der viser, at de to Personer, der tjente sammen og vare Kjærester, ønskede af egen Drift og gjensidig Tilbøjelighed at gifte sig med hinanden uden mindste Tilskyndelse fra Fattigkommissionens Side. Men, hører jeg Nogen spørge, hvorledes hængte del da sammen med de 150 Rd.? Det hængte ganske simpelt saaledes sammen, at Lars Pedersen henvendte sig til Kommissionen og forestillede den, at, medens han paa den ene Side gierne vilde have Hedevig Rielsen tilægte, saa dristede han sig paa den anden Side ikke til dette Skridt, da han med hende maatte overtage Forsørgelsen af 4 børn (det 5te var ivente), medmindre han kunde sættes istand til at betale Indfæstning af et Huus under Einsidelsborg Gods, som hans Moder havde i besiddelse. Dette Forlangende var dog egentlig ikke saa ubilligt af Lars Pedersen. Hvorledes bar nu Fattigtommissionen sig ad? Efter Hr. B.S Fremstilling skulde man troe, at den strax slog til, kisteglad ved at slippe Hedevig Nielsen med hendes 4 børn. Langtfra. Kommissionen søgte saavidt muligt at skaffe sig Sikkerhed for, at en saadan Foranstaltning virkelig kunde hjælpe de Paagjældende, og henvendte sig desangaaende til Pigens Præst, Pastor Prip i Egense, der erklærede, at han antog, at hun ad denne Vei endnu vilde kunne reise sig, og at han derfor meget maatte anbefale, at Giftermaalet kom istand, og til Karlens Huusbond, der erklærede om ham, at han var en ædruelig og arbeidsom Mand. Jeg seer virkelig ikke rettere, end at Svendborg Fattigkommission har brugt forstandigt Overlæg i Sagen, og at den havde gyldig Grund til at troe, at et Par arbeidsføre, raske, unge Folk ved den Haandsrækning, der blev dem given, vilde kunne hjælpe sig igjennem Livet. Nu faaer denne Foranstaltning et uheldigt Udfald; Splid imellem Ægtefolkene førte her som overalt til, at den Smule, de havde, ødelagdes, og at Familien hjemfaldt til Odense. Denne Byes Fattigudvalg har under en meget langvarig Sag søgt at hævde sin Byes Ret, hvilket ikke er mere end billigt, og Sagen har nu faaet sin juridiske Afslutning ved den af Ministeriel givne Resolution, hvorved Odense har beholdt Familien. Hr. B. søger nu at angribe vor Ærlighed, Tro og Love; det er første Gang, at dette er skeet i min Tid, men jeg haaber, at hans Angreb ikke vil overtale ret Mange til at troe paa hans Sigtelser. Det hører til en af Fattigvæsenets vanskeligste Opgaver at skjønne, naar det bør gribe rask til og tilstaae en ofte betydelig Understøttelse paa een Gang, før at holde den Understøttede metret, inden det endnu er for silde. Klagerne over, at Fattigvæsenet forsømmer denne Pligt, ere overalt meget almindelige. Nu indtræffer det modsatte Tilfælde, men da Sagen ikke lykkes, bliver Fattigkommissionen Gjenstand for en nærgaaende Dadel, der ikke indskrænker sig til at bestride Foranstaltningens Hensigtsmæssighed, men ligefrem sigter Kommissionen for Svig. At Menneskenes Handlinger til en vis Grad, forsaavidt deres Klogskab og Hensigtsmæssighed angaaer, maae bedømmes efter Udfaldet, det erkjender jeg, og derfor har jeg nu, da Følgerne af vor Handling laae for Dagen, udtalt mig tvivlende, om vi have handlet rigtigt; men aldrig i den Forstand har jeg misbilliget Handlingen, som om den indeholdt Noget, der stred mod Tro og Love og Akrlighed. Det er kun Hr. B., der har dristet sig til at insinuere noget Saadant. - Den angrebne Fattigkommission bestod af hæderlige og anseete borgere samt af Byens Præster, Dhrr Pastor Troels Smith og E. Barburg "

(Flyveposten 12. janur 1870)

Hr. Bankdirekteur Biersreund har anmodet os om at optage Følgende:

Hr. Overauditeur Schrum har søgt at imødegaae min Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag, i hvilken Anledning jeg beder vel at lægge Mærke til :

1) at det ogsaa af Hr. S. omtalte Politiforhør oplyser, at der var givet Lars Pedersen Vink om af Svendborg Fattigvæsen at faae Understøttelse til sit Giftermaal, og at han, paa Tilskyndelse af et Medlem af Fattigkommissionen, i denne Anledning fremstillede sig for samme,

2) at Svendborg Fattigkommission, uden at undersøge Ægtheden af Moderens Brev eller Paalideligheden af det deri givne Tilsagn om at erholde hendes Huus i Fæste eller endog blot at forespørge i hans Forsørgelseskommune, strax bød ham 100 Sid. for at gifte Fruentimmeret, for hvilken Sum han dog ikke vilde gjøre det,

3) at Svendborg FattigkommiSsion faa Dage derefter sendte Bud efter ham og da indvilligede i at betale ham 150 Rd., naar han foreviste Vielsesattest.

Med nogle flotte Talemaader borteskomoterer man virkelig ikke saadanne Kjendsgjerninger, dem Hr. S. jo heller ikke bestrider, medens hans egen Beviisførelse jo endog klart godtgjør, at Fattigkommissionen ikke har gjort eet Allermindste for at sikkre Medgiftens Anvendelse paa den foregivne Maade (Fæste af Huset) til Betryggelse af Familiens fremtidige Existents, men fundet det fuldt tilstrækkeligt at nøies med en Erklæring fra Præsten i Pigens Hjemstavn om, at "han antog, hun ad denne Vei endnu kunde reise sig". Naar man ikke kan anføre andre eller bedre Grunde til Forsvar for en Sag, jeg saa godt kan forstaae man helst havde ønsket uomtalt, havde det vist ræret klogere slet ikke at imødegaae mit formeentlige Angreb "paa vor Ærlighed, Tro og Love". Til Ære for Hr. S. skal jeg dog oplyse, at Sagens Akter vise, at han aldeles Intet har havt med "Handelen" at bestille; det er først nu, "da han er bleven tvivlende, om vi have handlet rigtigt", at han optræder som Forsvarer for den daværende Fattigkommission og priser den for at have handlet "med forstandigt Overlæg" - ja, det er netop det, der nu svier til Odense. Som Hr. S. overhovedet gaaer udenom Sagen og i alt Fald slet ikke indlader sig paa dens Kjærnepunkter, saaledes vil han naturligviis heller ikke see, at jeg ved min Fremstilling af Sagen ingenlunde har villet alene vise Fattigkommissionens Nidkjærhed, men ogsaa den mærkelige Modsigelse i Ministeriets Resolution, der fordømmer Svendborg Fattigkommissions Fremgangsmaade, paalægger dennes Medlemmer at tilbagebetale Svendborg Kæmnerkasse de 150 Rd. "som ulovlig anvendte", men alligevel bestemmer, at fem Personers fremtidige Forsørgelse skal overtages udelukkende af Odense !

Ganske vist har, som Hr. S. siger, Sagen ved Ministeriets Resolution fundet sin juridiske Afgjørelse, i alt Fald foreløbigt, men er der overhovedet nogen Fattigforsørgelsessag, som egner sig til offentlig Paatale, da har bestemt denne fortrinsviis Krav derpaa, og kan jeg, ved at have bragt den paa Bane, bidrage til at forebygge fremtidige Anstrengelser af lignende Art imellem Kommunerne, da skal jeg ikke beklage over herved at have paadraget mig personlige Ubehageligheder.

Odense den 10de Januar 1870.

Lor. Bierfreund.

(Svendborg Amtstidende 13. januar 1870).

Fra nogle navngivne Borgere ere vi anmodede om at optage Følgende:

"Hr. Bankdirecteur Bierfreund i Odense har i Deres ærede Blad givet en Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag heri Byen, som ikke er correct. Han siger saaledes, at Fattigcommissionen (altsaa i sin Heelhed) ikke har gjort det Allermindste for at sikkre Medgiftens Anvendelse til, at Vedkommende kunde faae Fæste af et Huns. Dette er urigtigt; en Minoritet af Commissionen har vel indvilliget i, at Beløbet udbetaltes naar der præsteredes Beviis for, at den Vedkommende havde ægtet Pigen og erholdt "Forældrenes Huus" i Fæste, men senere, da der kun leveredes Beviis for det Første, vægrede denne sig ved at give en forlangt Tilstaaelse for, at Pengene maatte udbetales. Det var altsaa kun en Majoritet af kommissionen, der begik Feilen, og Minoriteten kan ikke drages til Ansvar for de slet anvendte Penge.

Herr Bankdirecteur Bierfreund bemærker endvidere, at Hr. Overauditeur Schrum tidligere Intet har havt med Sagen at gjøre; herimod bør dog oplyses, at den daværende Formand for Fattigcommissionen, Herr Pastor Smith, da Sagen stod paa yttrede sig tvivlende om. hvorvidt det var rigtigt at tilstaae den omtalte Understøttelse, hvorfor han først vilde afæske Byfogden, Hr. Overauditeur Schrum s Anskuelse. Han meddelte kort efter, at Byfogden havde raadet Fattigcommissionen til at handle, som den gjorde. Ogsaa Commissionens Forretningsfører, Hr. Chordegn Frederiksen, skal med samme Resultat have henvendt sig til Schrum. - Der har hidtil aldrig været Grund til at tvivle om Pastor Smiths Sanddruhed"

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 14. januar 1870).

I Indledningen til et Inserat i "Svendborg Amtstidende" for 9de dS. har Hr. Overauditeur Schrum benyttet Lejligheden til et aldeles umotiveret Angreb vaa vort Blads Respectabilitet, indklædt saaledes, at han ikke kan drages til Ansvar ved en Injurieproces. Da Hr. Overauditeur Schrum's Meninger om vort Blad ere os temmelig ligegyldige, og hans afmægtige Vrede paa os hidtil kun har gavnet og ikke skadet os, skulde vi ikke have omtalt denne Sag, naar vi ikke fra forskjellige Sider vare blevne opfordrede dertil. Vi ville nu kun korteligen erklære Hr. Overauditeuren, at vi gjerne overlade ham Æren af, istedetfor at sige os sin Mening ærligt i Ansigtet, at anvende sine juridiske Kundskaber til et Forsøg paa at nedsætte os gratis (mon dette egentlig kan kaldes respectabelt af en Lovens Haandhæver?); vi forsikkre ham, at han, om han end ogsaa selv troer det, ikke er den Mand, som skal sidde til Doms over vort Blad; vi have en meget bedre Dommer i vor Abonnements-Protocol, der til Exempel viser - hvad Hr. Overauditeuren let kan overbevise sig om - at herværende Postcontoir i Øieblikket modtager 214 Exemplarer, (intet andet Blad heri Byen har tilnærmelsesvis naaet dette Tal) medens vi for 4 Aar siden begyndte med 23.

Red.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 15. januar 1870)

Den svendborgske Fattigforsørgelsessag. I "Fyens Stiftstidende" har Bankdirecteur Bierfreund til Overauditeur Schrums Fremstilling af den svendborgske Fattigforsørgelsessag bemærket: at et optaget Politiforhør har oplyst, at den omhandlede Røgter har faaet Vink om, at han af Svendborg Fattigvæsen vilde faae Understøttelse til sit Ægteskab; at Svendborg FattigcommiSsion, uden at undersøge Paalideligheden af det ham af hans Moder gjorte Tilbud om Afstaaelsen af et Fæstehuus, strax tilbød ham 100 Rd. for at ægte paagjældende i Svendborg forsørgelsesberettigede Fruentimmer, og endelig at samme Commission faa Dage efter sendte Bud efter ham og tilbød ham 150 Rd., naar han fremlagde Vielsesattest. Disse Kjendsgjerninger har Hr. S., som personlig staaer heelt udenfor denne Sag, ikke bestridt. 

(Kallundborg Avis 18. januar 1870).

Episoder fra Pedermadsens Gang. (Efterskrift til Politivennen).

Et frækt Tyveri. En paa St. Kjøbmagergade boende Handlende bemærkede igaar Middags, medens han sad i sil Kontor, der ligger umiddelbart op til Boutiken, at Boutiksdøren sagte aabnedes, og han saa derpaa en Drengearm med et hurtigt Greb nappe to Kasser med engelske Biscuits, som stod lige indenfor Døren. Da den Handlende i Øieblikket var ene, kunde han ikke strax forfølge den dristige Tyv, men da hans Medhjælperske kort efter kom hjem, begav han sig ufortøvet ud paa en Opdagelsesrejse, og neppe var ban kommen en halvhundrede Alen bort fra sin Boutik, førend han fik Øie paa en Sværm Drenge, der ganske gemytlig drev af med de nu aabnede Kasser og fortærede Bicuits af al Magt. Saasnart de saa den Handlende, spredtes de ad som Avner for Vinden, efterladende Krigsbyttet paa Gaden; men Manden satte efter den af Drengene, der havde baaret Kasserne, og det lykkedes at opløbe ham i Antoniestræde. Der havde imidlertid naturligvis samlet sig et stort Opløb, og vedkommende Handlende blev af den forsamlede Mængde tvungen til at lade "den stakkels Dreng gaa. da det var Synd og Skam at bringe ham paa Kamret" Sagen blev nu anmeldt til Stationen i Pilestræde, og ved Hjælp af de andre Drenge Ivkkedes det en Betjent at faa fat i Tyven, der viste sig at være den af Skjæbnen i den senere Tid saa haardt forfulgte, "stakkels Dreng", der bærer Hædersnavnet "Sildehovedet", og som tilligemed sin Kammerat "Byldefugeren" r de sidste fjorten Dage har været tre Gange tiltalt for Tyveri ved den offenlige Politiret. - I Anledning af, hvad vi ovenfor berørte, at den forsamlede Mængde tvang den bestjaalne Handlende til at opgive sin Forfølgelse af Tyven, skulle vi ikke undlade at udtale vor Forundring over. at det store Publikum ikke snart kan blive vænnet af med den, mildest talt, ilde anbragte Barmhjertighed, der leder det til at hjælpe Forbryderen, istedenfor den af ham Forurettede. 

(Dagens Nyheder 7. december 1869)

Tyveri, udført af Drenge. De tre af de unge Syndere, der, som tidligere af os meddelt, havde gjort sig skyldige i Tyveri af en Kasse Kiks hos en Delikatessehandler paa st. Kjøbmagergade, stod igaar for Skranken i den offenlige Politiret. Den Fjerde var ikke mødt, da han ifølge Faderens Sigende var afleveret til Fattigvæsenet. De tre Drenge benægtede imidlertid igaar deres til Rapporten afgivne Tilstaaelse, som de erklærede kun at have afgivet af Frygt for Mishandling af en Overbetjent. Under disse Omstændigheder fandt Dommeren, Assessor Walich det rigtigst at lade dem sætte under Anholdelse.

(Dagens Nyheder 14. december 1869).

Tyveri, udøvet af Drenge. De fire af os tidligere omtalte Drenge, der havde gjort sig skyldig i Tyveri af en Kasse Kiks hos en paa St. Kjøbmagergade boende Delikatessehandler, vare igaar paany fremstillede i den offenlige Politiret og vedgik nu, at de to af dem havde udøvet Tyveriet, medens de to andre vare vidende om dette og meddelagtige i dets Udbytte. Da de tre af Drengene alt tidligere have gjort sig skyldig i Tyverier, var der egenlig ingen Anledning til at fritage dem for Straf denne Gang, men Dommeren, Assessor Wallick, fandt dog en Undskyldning for Børnenes Fordærvelse i de Forhold, hvorunder de leve hos deres Forældre i Peder Madsens Gang og som vare aldeles ødelæggende for Børn. De slap derfor for Straf, men i Henhold til Forordningen af 11te Mai 1810, der tillader Øvrigheden at overgive løsladte Børn, hvem det ansees for betænkeligt at udlevere til deres Forældre, til Pleieforældre, bleve Drengene afleverede til Politiet, for at dette kunde træffe de fornødne Foranstaltninger i faa Henseende.

(Dagens Nyheder 16. december 1869)

Fra den offenlige Politiret. Politiet havde igaar foranlediget en Sag imod Eieren af Ejendommene Nr. 3, 6 og 7 i Pedermadsensgang, Brændevinsbrænder Haslund, eller rettere imod hans Vicevært, Høker Sandgaard, som mødte i Retten og erkjendte, at Ansvaret for det paaklagede Forhold paahvilede ham. Han havde nemlig uden Eierens Vidende udleiet lil Beboelse et i nævnte Eiendom værende Rum, der ikke maa benyttes til Beboelse, fordi del ligger ovenover en Kostald. Efter vedkommende Distriktslæges Erklæring er det et usselt Rum, 3 Alen høit og henved 6 Alen i Kvadral , og ved den senest foretagne Undersøgelse fandt han det beboet at 3 fruentimmer og en lille Pige paa 9 à 10 Aar. I de sidste Par Maaneder har han havt under Behandling der en Dreng, Søn af et al Fruentimmerne, hvilket Barn for Skarlagensfeber og Diphteritis indlagdes paa kommunehospitalet, hvor det døde, og senere Drengens Moder og et af de andre fruentimmer, der indlagdes paa samme Hospital for Vandrosen. Hvorvidt disse sørgelige Resultater udelukkende ere en følge af Lokalets Usundhed, vil blive undersøgt og næmere oplyst; men der er neppe Tvivl om, at Lokalets Beliggenhed og daarlige Beskaffenhed for en stor Del er Skyld deri, og denne Sag afgiver saaledes nyt Bevis paa, at det hele Kvarter i Pedermadsensgang kunde trænge til, at der træffes alvorlige og omfattende foranstaltninger til at faa Tilstanden sammesteds undersøgt og forandret 

(Fædrelandet 21. december 1869)

Sandgaard blev senere idømt en mulkt på 30 rigsdaler. Det synes imidlertid ikke at have afholdt Haslund for at fortsætte:

Mere fra Peder Madsens Gang. Politiet anholdt forleden Dag en Tiggerske, der opgav sin Bolig som Nr. 5 i Peder Madsens Gang. Ved at se efter fandt man umiddelbart op til en Stald ligeoverfor 3 Retirader et snevert Rum med Komfur, hvor Konen tilligemed sit Barn havde sit leje paa et Stengulv mellem nogle Klude. Dette Opholdssted gav hun 3 Mk. i leje af ugenlig. I en Stue ved Siden af boede hendes Værtinde med 3 Børn og en anden Kone med 3 Børn, saa at et lille Værelse med Køkken, hvortil man kommer op gennem en Stald, tiener til Opholdssted for 3 Koner og 7 Børn. Hvad Følgerne heraf er og kan blive, er det overflødigt at antyde. Sundhedspolitiet maa have en meget daarlig Hukommelse, hvis det har glemt de Børn, der for et Par Aar siden behandledes paa Hospitalet for væmmelige Sygdomme. Brændevinsbrænder Haslund, som ejer det omtalte og Nabostedet, maa staa sig godt ved at udleje sine Huler, da han i Efteraaret bødede 30 Rd. for sine Ejendommes uforsvarlige Tilstand. Ordenspolitiet havde for ikke lang Tid siden jævnlig Anledning til at stride ind mod en Bande smaa Tyve, som havde deres Tilhold i denne uhumske Smøge. Men Peder Madsens Gang vedbliver at være det samme Opbevaringssted for legemligt Smuds og moralsk Smitte. Vil Magistraten ikke i Menneskelighedens Navn jævne dette Sodoma med Jorden, saa var det vist ikke vanskeligt med Tal at bevise, at det koster København flere Summer at bevare denne Planteskole for Usundhed og Usædelighed end at ødelægge den.

(Folkets Avis - København 27. maj 1870)

Annonce fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 23. december 1869. Måske rigtig nok, men den kan lige så godt være et forsøg på bedrag.

En Familiescene fra Peders madsens Gang. I den offentlige Politiret foretoges igaar en Sag, der gav rettighed til at gjøre et nyt Indblik i de Forhold, hvorunder Beboerne af denne Kjøbenhavns Skamplet leve. Mad. Knudsen, der er en gammel Bekjendt i den offentlige Politiret, hvor hun har mødt flere Gange, dels paa egne Vegne som tiltalt for Gadeuorden, dels paa hendes "fordærvelige" Søns Løgne, som havde været delagtig i flere Tyverier, mødte atter igaar, idet hun og hendes Mand, hvilken Sidste ikke havde behaget at give Møde, vare tiltalte for at have været i en saadan Kiv og Strid med hinanden, at "Gangens" Beboere, der dog vistnok ellers ikke ere uvante til det Slags Scener, havde fundet sig foranledigede til at lade Politiet hente. Ved Betjentenes Ankomst fandt disse Manden tilligemed et Par af Børnene spadserende paa Gaden, idet de ikke vovede at gaa ind i Huset, hvorfra Md. Knudsen i et Anfald af Raseri, ved hvilket ogsaa et Par Vinduesruder var gaaet i Løbet, havde fordrevet dem, idet hun truede Manden med en Kniv, som hendes ophidsede Tilstand ogsaa gjorde det sandsynligt, at hun vilde bruge. Mad. Knudsens Forklaring, der var i hot Grad forvirret, idet hun snart fortalte vidt og bredt om, at Manden bankede hende, snart atter paastod, at hun ikke vilde blotte sin Mand, og hentydede til indre ægteskabelige Forhold, som skulde retfærdiggjort hendes Forhold til Manden, hvem det forøvrigt ved en Kjendelse af Overpræsidenten er forbudt at komme til hende, gik derimod ud paa, at Manden var Skyld i hele Ulykken. Hendes Adfærd saavel ved denne som ved flere tidligere Leiligheder bestyrkede imidlertid Dommeren i hans Mening om, at det ikke stod rigtig til i hendes Hoved, saa at der, naar baade hun og Manden, hvad der nok af og til skal være Tilfældet, have drukket en lille Taar over Tørsten, let kan opstås Strid imellem dem. Dommeren ønskede imidlertid ikke at foretage Videre ved Sagen, forinden ogsaa Manden var bleven hørt, og den blev derfor udsat. Som et yderligere Bidrag til Oplysning om Tilstanden i Pedermadsens Gang kan det fremhæves, at i det Værelse, hvor det her omtalte Ægtepar og 8 Børn opholdt sig, boer der ogsaa to Fruentimmer, som have deres Sovepladser hver i sit Hjørne af Værelset, naturligvis uden Sengested eller Sengklæder, og at det ene af disse erklærede "aldrig nogensinde at have været i et saadant Hus", skjøndt hun vel ikke har været forvænt i saa Henseende.

(Dags-Telegraphen (København) 30. december 1869)

Lillebælt. (Efterskrift til Politivennen).

Fra Lillebelt. Hr. Redaktør! Medens Dampskibsfarten paa Storebelt kun lader Lidet tilbage at ønske, er dette derimod ikke Tilfældet med den paa Lillebelt, som bliver behandlet med en Sparsommelighed, der med Rette kan kaldes uanstændigt kniberi. En tilstrækkelig Begrundelse for, at der snarest mulig maa ske en gennemgribende og af alle Reisende længe savnet Forandring i den sidstnævnte Befordring, indeholdes formentlig i Følgende : Paa Storebelt er det ikke alene et Dampskib særlig for den ene Reise, der gjøres om Dagen, og et andet for den ligeledes enkelte Reise, der gjøres om Natten, hvilket naturligvis er en Ordning, som netop fremkalder de største Driftsomkostninger; men ikke nok hermed. Til Dagreisen har man endog valgt det mindste af Skibene, og det er ikke stort nok, saa at de store Skibe, der fare paa Kiel, regelmæssig en Gang om Ugen maa gjøre en af Dagrejserne. Det andet Skib skal gjøre Nattereisen, men heller ikke dette gjennemføres konsekvent; thi at seile om Natten regnes i Postvæsenet for extra Sømandsbeskæftigelse og belønnes med Dusør for hver Uge, hvori Sligt finder Sted. Det vilde nu ganske vist være stridende mod gammel Skik, om denne Indtægt skulde formenes et enkelt Skibs Besætning; derfor gjør det Skib, der gaaer om Dagen, kun en eneste Natreise, og Udgiften til Dusører kan da passere. Foruden disse to Skibe og de tre store Skibe, som fare paa Kiel, holder der endvidere i Reserve i Korsør et stort Dampskib med en væsentlig Del af sin Besætning. Paa Storebelt ansees saaledes de to Dampskibe "Freya"og "Fyen" ikke for store nok, men paa Lillebelt regnes de to smaa Dampskibe "Niord" og "Lillebelt" for tilstrækkelige, uanseet at Trafiken hver Dag er ligesaa stor over Lillebelt som over Storebelt, og med mange af de østgaaende Tog vel endog en hel Del større. "Niord" har kun ringe Kahytsplads og, naar der er noget Gods med, kun høist indskrænket Dæksplads. Om "Lillebelt" kan man næsten sige, at det ingen af Delene har. I Almindelighed afgive Kahytterne neppe Plads for de reisende Damer og enkelte ældre, svagelige Herrer. Resten af Passagererne maa staa sammenpakket paa Dækket. Om Sommeren og i godt Veir finde de Reisende sig vel deri, men en ganske anden Sag bliver det dog om Vinteren, i Stormveir med Regn, Slud og Kulde at forlange, at den Reisende, selv om han har løst 1ste Klasses Billet, skal være udsat for kun at faa Plads paa Dækket, der neppe tillader ham at røre sig, og at han tasalmodig skal lade sig gjennemblæse og gjennembløde af Regn og Søvand samt være udsat for at gjøre Resten af sin maaske temmelig lange Reise i vaade Klæder, og det paa samme Tid, som Postvæsenet foruden Overflødigheden af Dampskibe i Storebelt endvidere har liggende i Reserve i Kjøbenhavn de tre Dampskibe "Skirner", "Gerda" og "Limfjorden". Vi tillade os derfor at henstille til Generalpostdiret øren« Overoeittte, om der ikke var fuld Anledning til i det Mindste at ombytte Dampskibet "Lillebelt" med "Skirner" eller "Gerda", og det snarest mulig, endnu inden Julen, til hvilken Tid der, som bekjendt, altid reiser et betydeligt forøget Antal Passagerer. Skeer en saadan Forandring ikke, ville de Reisende istedenfor Juleglæder kunne vente at hente sig Spiren til en alvorlig Sygdom ved Overfarten over Lillebelt.

W.

(Dags-Telegraphen (København) 13. december 1869).

Carl Henrik Bøgh (1827-1893): Snoghøi Feltvagtens Tidsfordriv i ledige Øjeblikke ved Strib Færgegaard. 1865. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Lillebæltsoverfarten foregik Strib til Fredericia. I nødstilfælde brugte man i stedet for færgelejerne "Nordenbro". Passagererne skulle skifte fra tog til færge og fra færge til tog, hvilket var en langsommelig affære. Den første jernbanefærge blev indsat i 1872 (hjuldamperen H/F Lillebelt). Det tog ca. 20 minutter. I 1923 kom overfarten Faaborg-Mommark (Als). Et maleri af færgen Niord findes på Det kongelige Bibliotek.

Lærerinder. (Efterskrift til Politivennen)

Lærerinderne i Kjøbenhavns Almueskoler. Det har sikkert forundret ikke saa faa Sagkyndige, naar en Forfatter - Nemo - som i "Dags Telegrafen" for den 25de og 26de November undersøger Hovedmanglerne ved kjøbenhavns Almueskoler - Undersøgelser, som i det Hele forekomme os temmelig overfladiske - , iblandt disse Mangler opfører "en overdreven Ansættelse af Lærerinder"; men Forundringen maa stige, naar man erfarer, at det Væsentligste, som man har at iboende mod Lærerindernes Virksomhed, er, at nogle af dem mangle den fornødne Færdighed til at undervise i Skrivning, en Paastand, som begrundes ved at Sammenligning af sideordnede Klasser skulde for det Meste udvise et bedre Resultat for de Klassers Vedkommende, som undervises af Lærere. Dette maa vi bestemt benegte; vi paastaa og vi tro, at enhver i Sandhed Sagkyndig vil give os Ret deri, at Lærerindernes Resultater i det Hele fuldkommen kunne maale sig med Lærernes ikke blot i Skrivning, men ogsaa i alle andre Retninger, hvilket ikke udelukker, at de paa et enkelt Sted kunne staa under, et andet Sted endog over. Erfaringen har desuden her, ligesom t Sverige, Norge og Finland, tilstrækkelig godtgjort, til hvor stor Velsignelse den dannede Kvindes Gjerning er i Folkeskolen, og vi kunne dristig indbyde til en Sammenligning imellem de Klasser, hvor Pigebørnene ere betroede til Lærerinders Vejledning, og dem, der undervises af Lærere, og skjøndt der naturligvis kan gives Undtagelser, vil man dog let opdage, hvor der i Reglen hersker den største Disciplin, Orden, Renlighed og i det Hele taget den bedste Tone. Det er derfor saa langt fra, at vore Pigeklasser i det Hele taget have tabt ved Lærerinders Indførelse, at de tværtimod væsentlig have vundet; thi vi maa vel erindre, at Almueskolen ikke blot skal være undervisende, men i Sandhed ogsaa virke forædlende og opdragende; vi Lærere kunne undervise ligesaa godt, for ikke et sige bedre end mangen Lærerinde, men vi kunne dog umulig tro om os selv, at vi skulde være de Bedste til at opdrage den vordende Kvinde; i den Henseende maa vi absolut give tabt. Vi skulle vel vogte os for alle Overdrivelser og derfor villig indrømme, at Lærerinder skulle vælges med Skjønsomhed, og at der bør gjøres Forskjel paa Lærerinder som paa Lærere; Alle have ikke lige store Evner, Alle tilveiebringe ikke lige store Resultater, det vilde jo være umuligt, men de allerfleste af vore Lærerinder skulle have det velfortjente Vidnesbyrd, at de arbeide med en Iver, en Udholdenhed, en Punktlighed og Utrættelighed, som gjør dem selv Ære, er Skolen til stor Gavn og i flere Henseender kunne være os Lærere til gavnlig Paamindelse. Er der derfor med Hensyn til Lærerinders Ansættelse ved vore Folkeskoler en Mangel tilstede, da ligger denne ikke i, at der er ansat for mange, men snarere deri, at man ikke endnu har været istand til at føre Principet fuldt ud: Ansættelse af Lærerinder i alle Pigeklasser - dog naturligvis ikke med Udelukkelse af Faglærere, hvor dette gjøres nødvendigt, og det ikke blot i de Høiere, men først og fremmest i Elementarklasserne. Ogsaa i denne Henseende er vi nemlig fuldstændig uenige med Hr. Nemo; ogsaa i denne Henseende ere vi saa heldige at kunne henvise til Erfaringens sikre Vidnesbyrd; vi have nemlig Lærerinder i enkelte Pigeforberedelsesklasser, og vi have god Grund til at mene, at man maa være særdeles tilfreds med deres hele Virksomhed, saa tilfreds, at Overstyrelsen derved nu sikkert har vundet den Overbevisning om Lærerinders Anvendelighed paa dette Punkt, som den savnede for 8 Aar siden. Og det ligger i sagens Natur, at det lille Barn, som med Ængstelse og Bedrøvelse forlader sin Moders Omsorg, langt lettere slutter sig til, langt lettere kan veiledes af en Kvinde, som i Reglen er taalmodigere, kjærligere, mildere og venligere end nogen Mand, der ofte mod sin Villie foretrækker Barnet ved sit barskere Væsen og sin Haardere Tiltale. Vi ville derfor aldeles ikke have Noget imod at se Lærerinder i vore Drengeforderedelsesklasser og kunne ingenlunde med Hr. Nemo finde dette absolut forkasteligt, dog vel at mærke, naar disse Klasser samtidig blive gjort, meget mindre. Deri maa nemlig Alle være enige, at de nuværende Elementarklasser med et Antal af stundom indtil 100 Børn ere aldeles forkastelige, og at de tilføie baade Skolen og Individerne, navnlig de svagere begavede, den ubodeligste Skade, selv der, hvor man har de dygtigste Lærere eller Lærerinder; vi ere ogsaa overbeviste om, at de kun opretholdes af rent økonomiske Grunde, idet man hidtil er vegen tilbage for de ikke ubetydelige Udgifter, som forøget Lærerkraft og Ombygning af Lokaler vilde medføre. Sagen lod sig dog sikkert ordre uden altfor store Udgifter, naar man lod Lærerinder, der jo nu engang haves billigere, undervise overalt i Elemertærklasserne, hver et Antal af indtil 30 a 40 Børn , og for disse Klassers Vedkommende kunde der ikke være noget Væsentligt at indvende imod, at to Klasser samtidig undervistes i et Rum, da de til disse Klasser bestemte Værelser ere meget store, hvorved altsaa alle Ombygninger kunde undgaaes. Som et Forsøg paa at komme ud over den nuværende uheldige Tilstand have vi ikke taget i Betænkning at fremsætte dette Forslag, som naturligvis vil møde megen Modstand, til nærmere Overveielse; vi tro, at det uden store Vanskeligheder lader sig gjennemføre. Endnu maa det være os tilladt at bemærke, at disse Linier, hvad der vel kan sees paa flere Steder, ikke have til Hensigt at fremhæve Lærerinderne paa vor egen Bekostning; vi have kun gjort et Forsøg paa at hævde vore Lærerinders Stilling som et vigtigt Led i Almueskolens nuværende Ordning overfor Udtalelser, som vi fandt uretfærdige mod dem og skadelige for den Sag, for hvilken vi alle kæmpe, hvor uenige vi end i det Enkelte kunne være: vor Almueskoles Vel og Fremgang. A-n.

(Dags-Telegraphen (København) 29. november 1869)-

Byrådsvalg i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Den 16. november 1869 var der i Slesvig valg til deputeretkollegierne - byrådene.

I Flensborg blev der nyvalgt 4, heraf 1 dansksindet. De ønskede imidlertid ikke at modtage valget.

I Sønderborg blev tre augustenborgere valgt. Danske borgere mente at det skyldtes at borgerrullen gav tyskerne et stort fortrin i forhold til deres antal. De udsende en liste som angiveligt skulle vise at 100 borgere havde stemt dansk, 92 tysk, mens 36 embeds- og bestillingsmænd havde stemt tysk. 

I Åbenrå var der 202 tyske mod 162 danske stemmer. Ved valget til menighedsforstandere blev 13 dansksindede og 5 tysksindede valg.

Ved valget til byrådsmedlemmer i Haderslev undlod danske vælgere at stemme. Begrundelsen var bl.a. at 3/4 af de skatteydende borgere var blevet udelukket fra valget. Deputeretkollegiet bestod af 16 medlemmer, hvoraf 4 afgik. I modsætning til i Flensborg og Sønderborg - hvor de var blevet valgt - mente man de var blevet udpeget.

Slesvig-Holsten, 20. nov. I de seneste uger er en valgbevægelse fejet gennem landet, men den har kun fået noget liv i enkeltstående tilfælde. Ifølge den nye byforordning og den nye sognefællesskabsbekendtgørelse var der repræsentanter hhv. af de bymæssige og kirkelige samfund. Størstedelen af ​befolkningen har modtaget begge forordninger med lunkenhed, uden at have stillet dem noget særligt håb om en fremgangsrig udvikling af hverken vore bymæssige eller vore kirkelige Forhold. Politiske partikampe fandt kun sted i isolerede tilfælde under valget, og selv da normalt kun med svag deltagelse. Næsten overalt dukkede navnene på mænd fra forskellige politiske partipositioner derfor frem fra stemmeboksen. I Kiel er tilsidesættelsen af ​​kandidaternes politiske farve endda blevet etableret som et princip af en ikke ubetydelig brøkdel af det demokratiske parti, hvilket naturligvis er blevet godt accepteret af regeringspartiet, som har et ret stort antal stemmer takket være sin veldisciplinerede stab af embedsmænd, og er blevet udnyttet gennem kompromiser. Men så vidt det kan ses, er det ikke lykkedes regeringspartiet at opnå en reel sejr hverken i Kiel eller andre steder; det har kun nogen steder været i stand til at komme igennem nogle få mennesker, der var tilbøjelige til det, og dette kun ved at optage dem på sin kandidatliste samtidig med oppositionens mænd. Kampene mellem tyskere og danskere i Nordslesvig var til tider ret livlige. I Flensborg ville alle de tyske kandidater med behørig deltagelse have kunnet komme igennem, men det lykkedes danskerne gennem bedre disciplin at få en halv snes af deres antal igennem. Tyskerne vandt fuldstændigt i Sønderborg på Als, samt i Haderslev, hertugdømmets nordligste by. Det danske parti blev også fuldstændig besejret i Aabenraa og Tønder. I Aabenraa fik det 1/5 af de afgivne stemmer den første dag, men den følgende dag undlod det som i Haderslev at stemme. Disse valg har vist at i Nordslesvig er det bymæssige element overvejende tysk, mens valgene til delstatsparlamentet og rigsdagen viser, at landbefolkningen i Nordslesvig for en stor del ubetinget adlyder den parole, som de får fra København. Men situationen på landet er sådan at der blandt ejerne af større landbrugslodder ikke er få tyskere, og faktisk jo større parcellerne er, jo flere tyskere. Kirkevalget blev i det hele taget afholdt med endnu mindre deltagelse og gav et endnu mere varieret resultat end kommunalvalget.

Schleswig-Holstein, 20 Nov. In den letzten Wochen ist durch das Land eine Wahlbewegung gegangen, die jedoch nur ganz vereinzelt zu eininger Lebhaftigkeit gelangt ist. Es waren nach der neuen Städte-Ordnung und nach der neuen kirchlichen Gemeinde-Ordnung Vertreter resp. der städtischen und der kirchlichen Gemeinden zu wählen. Die Mehrzahl der Bevölkerung hat beide Verordnungen mit Lauheit aufgenommen, ohne daran besondere Hoffnungen für eine gedeihliche Entwicklung sei es unserer städtischen, sei es unserer kirchlichen Zustände zu knüpfen. Zu einem politischen Parteikampf kam es bei den Wahlen nur in einzelnen Fällen, und auch da regelmässig nur unter schwacher Betheiligung. Fast überall sind daher auch die Namen von Männern verschiedener politischer Parteistellung aus der Wahlurne hervorgegangen. In Kiel ist die hintanzetzung der politischen Farbe der Candidaten von einem nicht ganz kleinen Bruchtheil der demokratischen Partei sogar als Princip aufgestellt worden, was natürlich von der Regierungspartei, welche vermöge der wohldisciplinirten Beamtenschaar über ziemlich viele Stimmen gebietet, bestens angenommen und durch Compromisse ausgenutzt worden ist. Doch ist es, soweit ersichtlich, weder in Kiel noch anderswo der Regierungspartei gelungen einen eigentlichen Sieg zu erringen; sie hat immer nur einzelne zu ihr hinneigende Personen durchbringen können, und diess auch nur dadurch dass sie dieselben zugleich mit Männern oppositioneller Richtung in ihre Candidatenliste aufnahm. Zwischen Deutschen und Dänen ist in Nordschleswig der Kampf mitunter recht lebhaft gewesen. In Flensburg hätten bei gehöriger Betheilung die deutschen Candidaten sämmtlich durchgebracht werden müssen, die Dänen haben aber durch bessere Disciplin ein halbes duzend ihrer Farbe durchgebraht. In Sonderburg auf Alsen haben die Deutschen vollständig gesiegt, ebenso in Hadersleben, der nördlichsten Stadt des Herzogthums. Auch in Apenrade un Tondern worde die dänische Partei vollständig geschlagen. In Apenrade brachte sie es am ersten Tag auf 1/5 der abgegebenen Stimmen, am folgende Tage hat sie wie in Hadersleben Wahlenthaltung geübt. Diese Wahlen haben geseigt dass in Nordschleswig ds städtliche element überwiegend deutsch ist, währen allerdings aus den Wahlen zum Landtag und zum Reichtag hervorgeht dass die ländliche Bevölkerung Nordschleswigs zum bei weitem grössten Theil der ihr von Kopenhagen aus gegebenen Parole unbedingt gehorcht. Doch steht die Sache auf dem Lande so dass unter den Besitzern grösserer bäuerlicher Grundstücke nicht wenige Deutsche gefunden werden, und zwar verhältnissmäasig um so mehr, je grösser die Grundstücke sind. Die kirchlichen Wahlen sind im ganzen unter noch geringerer Theilnahme erfolgt, und haben ein noch bunteres Resultat ergeben als die städtischen.

(Allgemeine Zeitung 23. november 1869).

I Slesvig-Holsten fandt der efter indførelsen af ​​den preussiske byforordning nyvalg til kirke- og menighedsråd sted med meget lav deltagelse. Valget havde kun politisk betydning i Nordslesvig, hvor det tyske eller danske elements overvægt var på spil. I Haderslev og Aabenraa undlod danskerne næsten helt at stemme, i Sønderborg og Tønder blev de besejret, og i Fredericia og Flensborg fik de en lang række af deres kandidater igennem. I landbefolkningen i Nordslesvig er den danske stemning langt fremherskende, som det viste sig ved stats- og folketingsvalget, mens byernes befolkning efter de seneste valg at dømme er blandet. Det skal dog tages i betragtning, at kommunalvalg ifølge det preussiske byforordning næsten udelukkende påhviler en håndfuld store grundejere: de vælger 2/3 af repræsentanterne, de mindre bemidlede 1/3.

In Schleswig-Holstein haben nach Einführung der preussischen Städteordnung die Neuwahlen in die kirchlichen und Gemeindekollegien unter sehr schwacher Betheiligung stattgefunden. Eine politische Bedeutung hatte die Wahl nur in Nordschleswig, wo es sich um das Ueberwicht des deutschen oder des dänischen Elements handelte. In Hadersleben und Apenrade enthielten sich die Dänen fast ganz der Wahl, in Sonderburg und Tondern unterlagen sie, in Friedericia und Flensburg brachten sie einen grossen Theil ihrer Kandidaten durch. In der ländlichen Bevölkerung Nordschleswigs ist die dänische Gesinnung bei weitem vorherrschend, wie sich bei den Land- und Reichstagswahlen gezeigt hat, während die Bevölkerung der Städte, den neuen Wahlen nach zu urtheilen, gemischt ist. Doch muss dabei erwogen werden, dass die städtlichen Wahlen nach der preussischen Städteordnung fast ganz Sache eine Handvoll Grossbesitzer sind: diese Wählen 2/3 der Vertreter, die Minderbemittelten 1/3.

(Nürnberger Anzeiger 24. november 1869).

Fredericia hørte ikke til Preussen, så det må skyldes en uvidenhed.

Fra Slesvig skriver vi den 20. november. den "Schw. M.": Glæden over tyskernes valgsejr i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa er stor i det tysksindede Nordslesvig, og det viser sig nu, at danskerne i forventning om deres nederlag ikke stemte overhovedet for ikke løbende at afsløre mindretallet. I Haderslev (den nordligste by) var stillingen dog ikke engang lige ved første valgrunde. Ved vurderingen af ​​de enkelte vælgeres holdninger viste det sig straks at der var en betydelig overvægt af tysksindede vælgere. Sejre er naturligvis endnu ikke vundet, og det eneste nu er at få så mange ligesindede som muligt til stemmeboksen. Danskerne i Sønderborg vil forsøge at gennemføre deres trussel om at opildne landboerne mod byens tysksindede borgere ved at kræve, at de hverken køber af dem eller arbejder for dem, og det vil helt sikkert medføre betydelige tab for nogle mennesker, men det vil udligne over tid, da danskerne ikke er i stand til at skabe andre forsyningskilder, der ville være mere bekvemme for bønderne på Als.

Aus Schleswig schreibt man unterm 20. Novb. dem "Schw. M.": Die Freude über den Wahlsieg der Deutsche in Hadersleben, Sonderburg und Apenrade ist im deutschgesinnten Nordschleswig gross, und es stellt sich jetzt heraus, dass die Dänen in Voraussicht ihrer Niederlage das Abstimmen gar nicht forsetzten, um nicht ihre Minderheit andauernd offenbar werden zu lassen. In Hadersleben (der nördlischsten Stadt) was es aber nicht einmal so, dass für den ersten Ueberschlag die Partie gleich stand. Bei der Anschätzung der Gesinnung der einzelnen Wähler ergab sich sofort ein ganz bedeutendes Uebergewicht der deutschgesinnten Wähler. Damit sind freirich Siege noch nicht gewonnen, und nun erst handelte es sich darum, die Gleichgesinnten möglichst alle zur Wahlurne zu bringen. Die Dänen in Sonderburg werden ihre Drohung, die Landbewohner gegen die in deutschem Sinne stemmenden Bürger der Stadt in der Weise Aufzuhetzen, dass man bei den betreffenden weder kaufen noch arbeiten lassen solle, wahr zu machen suchen, und gewiss werden für Manche empfindliche Verluste daraus hervorgehen, mit der Zeit wird sich dies aber wieder ausgleichen, da die Dänen doch nicht andere Bezugsquellen, welche den Landleuten auf Alsen bequemer wären, schaffen können. 

(Fränkischer Kurier : Nürnberg-Fürther neueste Nachrichten ; Mittelfränkische Zeitung 26. november 1869).

Den allerede i går nævnte erklæring med 57 underskrifter fra bønder på Als lyder ifølge "Düppelposten" således: Flere af vore medborgere fra Sønderborg sluttede sig til det tysk-preussiske parti i det lokalvalg, der fandt sted, og gjorde sig dermed ansvarlige for dets handlinger. Nå, lad dem gøre, hvad de vil; vi er ikke i stand til at tvinge dem. Dog erklærer vi hermed udtrykkeligt: ​​1) Vi vil bestræbe os på så vidt muligt at frigøre os fra enhver forbindelse med de Sønderborgske borgere, som gav deres stemmer til kandidaterne fra det preussisk-tyske parti ved valget. 2) Som følge heraf vil vi påtage os at afbryde al handel og trafik med disse borgere. Til sidst udtrykker vi håbet om, at vore medborgere i Als og Sundeved i videst muligt omfang vil slutte sig offentligt til os. - Det er et formelt afslagsbrev fra de dansksindede.

Die bereits gestern erwähnte mit 57 Unterschriften versehene Erklärung der Bauern auf Alsen lautet nach der "Düppelpost": Veschiedene unserer Mitbürger aus Sonderburg haben bei den stattgehabten Communalwahlen sich der deutsch-preussischen Partei angeschlossen und sich somit verantwortlich für die Handlungen derselben gemacht. Gut, mögen sie thun, was sie wollen; wir sinde nicht im Stande ihnen Zwang aufzuerlegen. Wir erklären aber hiermit ausdrücklich: 1) Wir wollen uns bestreben, soviel es uns von jeder Verbindung mit denjenigen Bürgern in Sonderburg freizumachen, die bei den Wahlen den Candidaten der preussisch-deutschen Partei ihre Stimmen gegeben haben. 2) In Folge dessen werden wir es uns engelegen sein lasse, sämmtlichen Handel und Verkehr mit jenen Bürgern abzubrechen. Schliesslich sprechen wir die Hoffnung aus, dass unsere Mitbürger in Alsen und aud dem Sundewitt im weitesten Umfange sich uns öffentlich anschliessen werden. - Das ist so ein förmlicher Absagebrief der Dänischgesinnten.

(Fränkischer Anzeiger : Tagblatt d. Stadt Rothenburg u. Umgebung. 24. december 1869).

Nordslesvig. Den danske agitation er stærkere og mere aktiv end nogensinde. Siden sidste valg har bønderne på Als og Sundeved erklæret, at de ikke længere vil købe af eller arbejde for nogen med tysksindet. Som følge heraf er de tyske handlende og håndværkere, især i byen Sønderborg, i en dårlig situation.

Nordschleswig. Die dänische Agitation ist wieder kräftiger und rühriger als je. Seit den letzten Wahlen haben die Bauern auf Alsen und im Sundewitt erklärt, bei keinem Deutschgesinnten mehr kaufen oder arbeiten lassen zu wollen. In Folge dessen sind die deutschen Krämer und Handwerker, zumal in der Stadt Sonderburg, in übler Lage.

(Der Grenzbote, 26. december 1869).

Den 27. oktober 1869 ankom en deputation ("Den slesvigske Adresse-Deputation") fra Nordslesvig ti Berlin for at søge om audiens hos kong Vilhelm. Den bestod af Kryger, Ahlmann, Carllsen, Jensen (Glensborg), Lassen og P. Schau. De henvendte sig til baron Scheel Plessen for at få ham til at opnå audiens. Han henviste dem til overhofmarskallen som var den som kunne udvirke noget sådant. Deputationens mål var at kræve at Vilhelm enten opfyldte Pragfredens § 5 eller afskaffede den, eftersom uklarheden var utålelig. Scheel Plessen meddelte senere at indenrigsministeren var villig til at modtage dem hvis de fremsatte ønske om det. Kongen afslog at modtage deputationen.

Teglværksindustrien i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev fra Nordslesvig. den 2den Novbr.) Den slesvigske Jernbane har i den sidst forløbne Maaned befordret over Tusinde tydske Teglværksarbeidere Syd paa, der i Sommer have arbeidet deels i Jylland deels i Nordslesvig. Det er væsentlig ved disse utrættelige og nøjsomme Folks Hjælp, at Produktionen paa Hertugdømmets circa 60 Teglværker ved en Arbeidskraft af henved 1000 Personer for Tiden er naaet op til omtrent 50 Millioner Muursteen foruden Drainrør m. m., eller til omtrent det samme Qvantum, som Kongerigets 700 Teglværker ifølge de statistiske Angivelser frembragte i Aaret 1854. Medens imidlertid Antallet og Produktionen af Kongerigets Teglværker siden den Tid er stegen ganske betydelig og fremdeles vil kunne det paa Grund af det paa mangfoldige Steder optrædende og tildeels ubenyttet henliggede Materiale, er der i Hertugdømmet en Grændse derfor i den Omstændighed, at det stenløse Leer hidtil kun er fundet i større Mængde og nær ved Jordoverfladen ved Haddeby (ved Slien), Nørreløgum (ved Løgumkloster), Gøllinggaard (ved vestkysten af Als), Aabenraa Fjord og Flensborg Fjord. Det er især ved sidstnævnte Fjords nordlige Strand, at det ene Tegværk viser sig ved Siden af det andet og som har givet de slesvigske Muursten deres Fællesnavn. Indfødte Arbeidere blive nu paa disse Teglværker kun benyttede i ringe Antal, da de næsten er en fuldstændig Umulighed for dem at concurrere med de Lippe-Detmoldske Teglværksarbeidere, der med den tarvelige, utrolig eensformede Føde (Dag ind, Dag ud saa godt som udelukkende som udelukkende Ærter, Flæsk, Rugbrød, Kaffe og lidt Brændeviin) de lade sig nøie med, den lange Arbeidstid, de ere vante til (i Sommermaanederne 15 Timer daglig) og den Associationsaand, der har faaet Indpas hos dem (alle Fødevarer kjøbes i større Mængde og tilberedes fælles for hele Arbeiderholdet, ja selv paa Reisen til og fra Hjemmet bliver der skillinget sammen til Fortæringsgjenstande og Drikkevarer ved Jernbanestationerne for at faae saa meget som muligt ud af det for hver Enkelt), fuldstændig slaae den mere magelige og kræsne danske Arbeider af Marken, ligesom de have gjort det i Nederlandene med den mere phlegmatisk og mindre økonomiske Hollænder. Det er forresten ogsaa kun paa denne Maade, at de blive istand til i Løbet af 5 til 6 Arbeidsmaaneder at sammenspare et Beløb, der efter de Enkeltes Dygtighed varierer imellem 60 og 90 Rd. Rm. Det er disse Sparerenge, der for en stor Deel danne Subsistentsmidlet for Vinteren i Hjemmet, hvis Regjering ved egne Agenter understøtter og leder den periodiske Udvandring, der for Tiden væsentlig foretages til Holland, Oldenborg, Holsteen, Slesvig og Jylland. Til Fabrikationens Fremme bidrager det derhos yderligere, at ikke faa af disse Arbejdere i de smaa tydske Stater og i Holland ere blevne bekjendte med nye Fremgangsmaader og med Brugen af det store Antal Dampmaskiner (især Pressemaskiner construerede af Jordan, Hertel, Sachsenberg, Clayton), der mere og mere faar Indpas og snart ville være uundværlige for Concurrencens Skyld.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1869).

Ellen Kirstine Petersen. (Efterskrift til Politivennen).

Tyveri. Det hænder ikke sjelden, at Forbrydelser, der forlængst er glemte af dem, mod hvem de ere begaaede, vedblive at forurolige Forbryderen og tilsidst bringe ham til selv at aabenbaree dem, uagtet han i mellemtidentiden uden at tilstaa dem er bleven dømt for andre Forbrydelser, som han er bleven tvunget til at bekiende. Arrestantinden Ellen Kirstine Petersen, som oftere har været straffet, bl. A. den 3die Septbr. 1864 med 4 Aars Forbedringshusarbeide og i April d. A. med 20 Dages Tvangsarbeide, har nylig afgivet et Exempel herpaa. I September Maaned d. A. gjorde hun sig skyldig i Løsgjængeri ved imod et Tilhold at udeblive fra Ladegaarden, og derefter at flakke om, indtil hun som beruset blev anholdt, og under den Sag, som i Anledning heraf anlagdes imod hende, tilstod hun Følgende: I Sommeren 1864 boede hun i Helsingør. En Eftermiddag gik han ind hos en Traktør, foregav for dennes Hustru, at hun tidligere havde kjendt hendes Døtre og bad om noget Mad, hvilket hun fik, og som hun spiste i Kjøkkenet. Medens hun opholdt sig her, kom Traktorens Hustru og lagde 9 Mk. paa Bordet til sin Tjenestepige, der for disse Penge skulde gjøre Indkiøb i Byen. Arrestantinden var derefter et Øieblik alene i Kjøkkenet, og da Traktørens lille Datter, som havde faaet Lov til at besørge Ærindet isteden for Pigen, kom ud for at tage Pengene, vare baade disse og Arrestantinden forsvundne. Der blev dengang ingen Anmeldelse gjort om Tyveriet, og heller ikke nu, da Arrestantinden af sig selv har angivet sig som den Skyldige, har den Bestjaalne gjort Paastand paa Erstatning. En anden Gang, nemlig Mandagen den 25de Januar d. A., indfandt Arrestantinden sig hos en herboende homøopatisk Læge for at konsulere ham. Medens hun opholdt sig i Venteværeiset, hvis Dør vender ud til Trappegangen, kom en Skibsfører, der ligeledes vilde raadspørge Lægen og satte sin Paraply fra sig i Værelset. Skjøndt ankommen først holdt Arrestantinen sig dog tilbage og indvilgede i, at Skibsføreren først fik Adgang til Lægen, som opholdt sig i et tilstødende Værelse; men da han noget efter kom tilbage til Venteværelset, var Paraplyen forsvunden, og Arrestantinden gaaet bort. Der blev gjort Anmeldelse om Tyveriet til Politiet, som ved at efterlyse Paraplyen gjennem "Politiefterretninger" skaffede den tilbage fra den Pantsætter, hos hvem den var pantsat, men først nu erfarede man ved Arrestantindens egen Tilstaaelse, at hun var Tyven. Foruden disse Tyverier tilstod Arrestantinden ogsaa et Par andre: Et Sted havde hun tilvendt sig et gammelt Lagen, der var ophængt til Tørring paa en Snor i en Gaard, hvortil Adgangen saa godt som altid stod aabn; i en anden Gaard tilvendte hun sig et halvt Lærredslagen samt et Stykke gammelt Lærred, der var syet sammen til en Pose. hvilke Gjenstande ligeledes vare ophængte til Tørring paa en Snor. Gjenstandene bleve af Arrestantinden deels solgte, deels pantsatte. For det af Arrestantinden i 1864 begaaede Tyveri af 9 Mk. fandt Kriminal- og Poliliretten ikke Grund til at idømme hende nogen Tillægsstraf, da dette Tyveri, naar det var blevet paadømt i Forbindelse med de Forbrydelser, hvorfor hun blev dømt den 3die September f. A., ikke vilde have medført høiere straf end den hvormed hun blev anseet, men for de øvrige tilstaaede Lovovertrædelser blev hun efter Omstændighederne idømt Tugthusarbeide i 3 Aar, dels efter Straffelovens § 232 for 4de Gang begaaet simpelt Tyveri, dels efter Lov af 3die Marts 1860 § 1 for Løsgængeri.

(Dags-Telegraphen (København) 13. november 1869)

“Ellen Kristine Petersen, født i Helsingør, men hjemmeh. I Kbhvn:; Leilighedstyv og løsagtig Omdriverske. See mist: Prot. E. Pag 278.” [1868]. Genealogisk Forlag.

Ved folketællingen 1870 optræder en 32-årig Ellen Kristine Petersen, tjenstetyende som boende på Ny Kongensgade.

Sønderborg Realskole. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slesvig. Til "Fyens Stiftst." skrives fra Sønderdorg den 7de ds.: Efter lange og fortvivlede Anstrengelser er det nu endelig lykkedes Tydskerne her at realisere et af deres Yndlingsprojekter. nemlig for Sønderborgs Vedkommende at faa bygget en ny Realskolebygning, da den gamle - efter deres Mening - ikke længere kan benyttes, fordi den tydske Sæd, som der udsaaes, ikke rigtig vil bære de forønskede Frugter. Den 2den ds. blev Grundstenen til dette tydske Drivhus lagt med alle for tydsk "Sittlichkeit" egne Ceremonier. I en Urne bleve endel Dokumenter indmurede, hvoriblandt en Fortegnelse over Eleverne samt et Skrift af Skolens forrige Rektor Th. Hansen, betitlet "Die Realschule in Sonderburg", hvilket naturligvis engang i Tiden vil angive et værdigt Basis for, paa hvilket Trin den tydske Dannelse i Sønderborg stod i det 5te Aar efter "Befrielsen", eftersom Forfatteren af denne Pjece ikke har skyet noget Middel for at rive ned paa Alt, hvad der benævnes Dansk, og blandt andre smukke Ting ogsaa fortæller, at Befolkningen her kun er "halv dannet", eftersom den hverken vil eller kan tale og skrive Tydsk. Naar man tager Hensyn til Nødvendigheden af denne Anstalt for Sønderborgs Vedkommende, saa synes det næsten, som om den kun er blevet til for at presse et Par Tusinde Thr. mere ud af Befolkningens Lommer, hvis ikke - som der i forskjellige Kroge ymtes om - Fosteret skulde komme til at dø i Fødselen of Mangel paa Næring, da den Sum af 1.000 Thlr. der af Regjeringen er bevilget, ikke antages at ville slaa til.

(Dags-Telegraphen_(København) 11. november 1869)

Fra 1864 var folkeskolen i Sønderborg delt i fire drenge- og fire pigeklasser i Caroline Amalie-Skolen og Wilhelmineskolen. Senere kom Hertug Friedrich-Skolen på Løkken (Reimersskolen). Realskolen fra 1869 var en overbygning på disse. I 1862 oprettedes en realskole i Sønderborg, den senere Sønderborg Statsskole. Den i 1865 oprettede private tyske realskole blev 1879 overtaget af den preussiske stat og i 1882 blev kongeligt realgymnasium.

I 1868 var der 10 gymnasier, 1 realskole (i Rendsborg) og 3 højere borgerskoler i Slesvig-Holsten. I 1873 var dette steget til 10 gymnasier, 5 realskoler (tilkommet var Flensborg, Altona, Kiel og Neumünster) og 8 højere borgerskoler (i Slesvig By, Haderslev, Sønderborg, Segeberg, Marne og Wandsbeck). 

Den stadig eksisterende Ahlmann-Skole blev indviet 1907. Den var da en drengeskole ved Kaiser Wilhelms Allé. I 1911 blev der indviet en højere skole (Oberrealschule) ved siden af tegnet af de berlinske arkitekter Jørgensen og Bachmann (de stammede fra Slesvig-Holsten). Hjørnegrunden mellem Kaiser Wilhelm Allé og den senere Ringridervej. De delte gymnastiksal. Ved åbningen havde skolen 232 elever. Den blev dansk statsskole i 1920.

Kloge Birthe. (Efterskrift til Politivennen)

En klog Kone. "R. A." fortæller følgende sørgelige Begivenhed: En Kone i Nærheden af Ringsted bragte for nogle Dage siden sin 6aarige Datter til "den kloge Birthe" i B. for at faae Raad for Barnets Sygdom, som forresten ikke kan have været betydelig, da Barnet selv gik med Moderen idetmindste en Fjerdingvej. Den Kloge erklærede, at Barnet havde "Skjæver", og at "hun skulde bages godt igjennem i 10 Timer". Denne Gjennembagning gik da for sig paa den Maade, at Barnet blev pakket godt ned i Dyner, efterat der først var lagt hede Muursteen. indsvøbte i Klæder, langs Siderne af hende; tillige maatte hun flittig drikke varm Hyldethee. Den stakkels Unge syntes ikke om Kuren, klagede sig og spurgte flere Gange, om hun ikke snart var færdig, - og længe før de bestemte Rimer havde Ende, var hun ogsaa færdig, det vil sige død, rimeligviis kvalt under Dynen. - Sagen er nu i Øvrighedens Hænder, saa man maa haabe, at den klogc Birthe idetmindste for en Tid maa blive forhindret i at udfore saadanne Kure.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. november 1869).

Folkekirken. (Efterskrift til Politivennen)

Folkekirkens Væsen har i de senere Aar været meget omstridt, idet Nogle betragter den som en Green af den hellige almindelige Kirke og Andre som en blot borgerlig Indretning. Et Bidrag til dette Spørgsmaals praktiske Besparelse er if. "Dansk Skoletid." nys givet i Nærheden af Horsens. En yngre Præst - vel nærmest af den indre Missions Retning - havde i sit Sogn en Mand, der ved forskjellige Leiligheder havde udtalt sig som en Fornægter af Treenigheds-Læren og altsaa vel betragtet Jesus Kristus blot som et Menneske og den Helligaand blot som Guds Aand uden at være en egen Personlighed. Præsten meente derfor ikke at kunne betragte ham som Medlem af Folkekirken og vægrede sig ved at vie ham, da han indgik Ægteskab. Vielsen blev da ogsaa udført af en anden Præst; men da Ægtefolkene fik et Barn, forlangte Faderen som sin Ret, at Sognepræsten skulde døbe det. Han vægrede sig og Sagen gik til Biskoppen, som affordrede Faderen en Erklæring om hans Tro; men han skal have svaret, at han ikke havde nogen Forpligtelse til at afgive en saadan. da han som Medlem af Folkekirken havde Ret til at faae sit Barn døbt deri. Efter lang Betænkning har Ministeriet endelig besluttet, at den vedkommende Sognepræst enten selv skulde døbe Barnet eller ogsaa formaae en Anden til at gjøre det. Saavidt vides, har Sognepræsten derefter døbt Barnet efter en Overeenskomst med Faderen, ifølge hvilken der er gjort nogle Indrømmelser paa begge Sider. Folkekirkens Styrelse har saaledes maattet vedkjende sig, at den ikke kan nægte Nogen Adgang til Folkekirken og Ret som Medlem af den, selv om han ikke bekjender sig til dens Tro, som den lærer i de symbolske Skrifter og navnlig i den apostolske Troesbekjendelse (de 3 Troens Artikler), og vel er dette saa langt fra noget Nyt, at det jo er bekjendt nok, at der var en Tid for een til to Menneskealdre siden, da Statskirken ikke tog det saa nøie med Troesbekjendelsen, men da en stor Deel af dens Præster, om ikke de allerfleste, havde samme Anskuelser om Treenigheden som denne Mand nu. Det er imidlertid mærkeligt at see, hvorledes Tiden har forandret sig. Dengang var det Lægmand, som holdt fast ved Kirkens Troesbekjendelse efter dens Ordlyd og ikke kunde faae Præsterne til at følge den, og dette foranledigede Kravet paa Ret til at løse Sognebaand fra Præsterne; men nu er det Lægmænd som forlader Troesbekjendelsens Ord og desuagtet fortanger, at Præsterne skulle udføre de kirkelige Handlinger for dem. Det kan jo ikke vel gaae an at vise Mænd ud af Folkekirken, fordi de nære de samme Anskuelser om Troen, som engang prædikedes endog fra Bispestolene, men det vil vist foranledige Krav af Præsterne om en større Frihed end hidtil i deres edelige Forpligtelser og i deres Forhold til de enkelte Menighedsmedlemmer, og man kan jo ikke nægte, at ogsaa Præsternes Samvittighed har Krav paa et omhyggeligt Hensyn.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. november 1869).

Artilleriets øvelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

I Lørdags Middags bleve Beboerne ved Lampeveien i Frederiksberg Sogn kaldte til Vinduerne ved en usædvanlig stærk Rumlen paa den nævnte fuldstændig private Vei. De saa da et Batteri Artilleri passere forbi og havde ondt ved forstaa, hvortil Udflugten gjaldt, da Veien kun er Færdelsvei for de til den stødende Eiendomme uden iøvrigt at tjene som Forbindelsesvei med de tilstedende Landsogne eller andre Veie. De skulde imidlertid snart faa Gaaden løst; thi kort efter drønede et Kanonskud , som faa Sekunder- efter fulgtes af et andet, og saaledes blev det ved i omtrent et Kvarter. Jeg skal nu ikke opholde mig over, al Militæret tager sig Ret til i Fredstid at kjøre med deres tunge Materiel paa en Vei, hvis Vedligeholdelse udelukkende paahviler Enkeltmand, eller over, at man, mod hvad der ialtfald tidligere altid var Skik og Brug, foretager Skydeøvelser, navnlig med Kanoner, uden forud at have varslet Befolkningen derom. Ikke heller skal jeg gaa udførlig ind paa det Besynderlige i, at man fandt for godt at benytte Kløvermarken til Øvelsesplads, uagtet der findes upløiede Stubmarker nok i Nærheden, hvis Benyttelse næppe vilde kræve en Erstatning, der vilde komme den nær, som nu udentvivl vil blive forlangt af Eieren af den ødelagte Græsmark. Men hvad der fortjener en alvorlig Paatale, er, at Kanonaden fandt Sted saa at sige under Vinduerne paa to store Sygehuse, nemlig Diakonissestiftelsens og Frederiksberg Sogns Hospital, hvor de mange Syge pludselig opskræmmedes af den Ro, hvortil de saa herlig trænge. Selv i Krigstid pleier Militæret at tage det størst mulige Hensyn til Bygninger, der tjene til Lasarether og Sygehuse; et saadant menneskeligt Hensyn anseer 1ste Artilleriregiments lste Batteri det ikke for fornødent at tage i Fredstid, thi Uvidenhed kan ikke paaskydes, da vedkommende Bygningers Brug paa en iøinefaldende Maade er angiven. m. s.

(Dags-Telegraphen (København) 9. november 1869).

Lampevej skiftede i 1906 navn til Howitzvej. Efter beskrivelsen at dømme må skyderiet have fundet sted i området vest for Nordre Fasanvej mellem Diakonissestiftelsen og Frederiksberg Hospital.

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

En afskyelig Forbrydelse er, ifølge Vs. Av., i Søndags opdaget i Hjørring. Pigen Anne Kirstine Jensen, der er 22 Aar gl. og i den senere Tid tjente i Randers, fødte den 6te Juli d. A. et uægte Barn. Da hun ingen Hjælp havde til Barnet, reiste hun med det for at anbringe dette hos sine Forældre i Ingstrup. Underveis paakom der hende Frygt for, at de maaskee vilde undslaae sig for at tage imod Barnet, hvorfor hun besluttede at ombringe det. Under et Ophold i Aalborg kjøbte hun noget Skedevand, hvoraf hun, efterat Reisen var fortsat, heldte noget i Barnets Mund og kastede Resten tilligemed Flasken ud af Vinduet paa Postvognen, uden at de Medreisende mærkede Noget. Da hun ikke syntes det virkede, kvalte hun kort efter Barnet. Ankommen til Hjørring begav hun sig til en Søster der, og foregav, at Barnet, som hun bragte med sig, var død underveis og anmodede hendes Svoger om at anmelde Dødsfaldet for Distriktslægen. Ved den af denne foretagne Undersøgelse af Barnet kom Sandheden for Dagen. Hun foregiver nu, at hun inderlig fortryder sin Gjerning.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 5. november 1869).

Valg i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Striden mellem tyskere og danskere i Nordslesvig var nogle gange ret livlige. I Flensborg skulle alle de tyske kandidater med behørig deltagelse være valgt, hvis ikke det var lykkedes danskerne gennem bedre disciplin at få en halv snes af deres farver igennem. Tyskerne vandt fuldstændigt i Sønderborg på Als såvel som i Haderslev, hertugdømmets nordligste by. Også det danske parti blev fuldstændig besejret i Aabenraa og Tønder. I Aabenraa fik den 1/5 af de afgivne stemmer den første dag, og den følgende dag undlod den ligesom i Haderslev at stemme. Disse valg har vist at det bymæssige element i Nordslesvig overvejende er tysk, mens valgene til delstatsparlamentet og rigsdagen viser, at nordslesvigs landbefolkning langt den største del ubetinget adlyder den parole de får fra København. Men situationen er også sådan, at der på landet er en del tyskere blandt ejerne af større landbrugsejendomme, og forholdsmæssigt er der flere af dem, jo ​​større ejendommene er. Kirkevalget foregik som helhed med endnu mindre deltagelse og gav et endnu mere varieret resultat end de bymæssige.

- - -

Zwischen Deutschen und Dänen ist in Nordschleswig der Kampf mitunter recht lebhaft gewesen. In Flensburg hätten bei gehöriger Betheilung die deutschen Candidaten sämmtlich durchgebracht werden müssen, die Dänen haben aber durch bessere Disciplin ein halbes Duzend ihrer Farbe durchgebracht. In Sonderburg auf Alsen haben die Deutschen vollständig gesiegt, ebenso in Hadersleben, der nördlichsten Stadt des Herzogthums. Auch in Apenrade und Tondern wurde die dänische Partei vollständig geschlagen. In Apenrade brachte sei es am ersten Tag auf 1/5 der abgegebenen Stimmen, am folgenden Tage hat sie wie in Hadersleben Wahlenthaltung geübt. Diese Wahlen haben gezeigr dass in Nordschleswig das städtische Element überwiegend deutsch ist, während allerdings aus den Wahlen zum Landtag und zum Reichstag hervorgeht, dass sie ländliche Bevölkerung Nordschleswigs zum bei weitem grössten Theil der ihr von Kopenhagen aus gegebenen Parole unbedingt gehorcht. Doch steht die Sache auch auf dem Lande so das unter den Besitzern grösserer bäuerlicher Grundstücke nicht wenige Deutsche gefunden werden, und zaw verhältnissmässig um so mehr, je grösser die Grundstücke sind. Die kirchlichen Wahlen sind im ganzen unter noch geringerer Theilnahme erfolgt, und haben ein noch bunteres Resultat ergeben als die städtlichen.

(Allgemeine Zeitung. 23. november 1869) 

Fra Slesvig skriver man den 20. november: "Schw. M.": Glæden over tyskernes valgsejr i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa er stor i det tysksindede Nordslesvig, og det viser sig nu, at danskerne ved udsigten til et nederlag, foretrak slet ikke at stemme, for ikke derved at afsløre deres mindretal. I Haderslev (den nordligste by) var det ikke engang sådan, at spillet var lige til den første overslag. Ved vurderingen af ​​de enkelte vælgeres holdninger var der umiddelbart en betydelig overvægt af tysksindede vælgere. Det betyder selvfølgelig ikke, at der er vundet sejre, og nu gælder det om at få så mange ligesindede som muligt til stemmeboksen. Danskerne i Sønderborg vil forsøge at udføre en trussel om at opildne landboerne mod byens borgere, som stemmer tysk, på en sådan måde, at de hverken skal købe eller samarbejde med dem, og det vil helt sikkert resultere i alvorlige tab for nogle mennesker, men det vil med tiden udligne sig igen, da danskerne ikke kan skabe andre forsyningskilder, der ville være mere bekvemme for landbefolkningen på Als.

Aus Schleswig schreibt man unterm 20. Novb.: dem "Schw. M.": Die Freude über den Wahlsieg der Deutschen in Hadersleben, Sonderburg und Apenrade ist im deutschgesinnten Nordschleswig gross, und es stellt sich jetzt heraus, dass die Dänen in Voraussicht ihrer Niederlage das Abstimmen gar nicht fortsetzen, um nicht ihre Minderheit andauernd offenbar werden zu lassen. In Hadersleben (der nördlischsten Stadt) was es aber nicht einmal so, dass für den ersten Ueberschlag die partie gleich stand. Bei der Abschätzung der Gesinnung der einzelnen Wähler ergab sich sofort ein ganz bedutendees Uebergewicht der deutsch-gesinnten Wähler. Damit sind freilich Siege noch nicht gewonnen, und nun erst handelte es sich darum, die Gleichgesinnten möglichst alle zur Wahlurne zu bringen. Die Dänen in Sonderburg werden ihre Drohun, die Landbewohner gegen die in deutschen Sinne stimmenden Bürger der Stadt in der Weise aufzuhetzen, dass man bei den betreffenden weder kaufen noch arbeiten lassen solle, wahr zu machen suchen, und gewiss werden für manch emppfindliche Verluste daraus hervorgehen, mit der Zeit wird sich dies aber wieder ausgleichen, da die Dänen doch nicht andere Bezugsquellen, welche den Landleuten auf Alsen bequemer wären, schaffen können.

(Fränkischer Kurier : Nürnberg-Fürther neueste Nachrichten ; Mittelfränkische Zeitung. 26. november 1869)

I Slesvig-Holsten er tyskerne og danskerne nu hårdere imod hinanden end nogensinde. Der var en voldsom valgkamp i Flensborg og i Sønderborg udgav "Düppelposten" i anledning af valget til byrådet en smæde-artikel underskrevet af mange landmænd, hvor der blev fremsat trusler mod de tyske vælgere. Samme dag, på foranledning af danske agitatorer, marcherede landboerne i massevis ind i byen for at imponere vælgerne. Der var stor ophidselse, men til sidst vandt de tyske kandidater.

In Schleswig-Holstein stehen sich die Deutschen und Dänen jetzt schroffer gegenüber denn je. In Flensburg gab es einen heftigen Wahlkampf und in Sonderburg veröffentlichte aus Anlass der Wahlen für das Stadtverordneten-Collegium die "Düppelpost" einen von vielen Bauern unterzeichneten Schmähartikel, in welchem gegen die deutschen Wähler Drohungen ausgesprochen wurden. Auf Veranlassung dänischer Agitatoren zogen an demselben Tage Landleute massehaft in die Stadt, um den Wählern zu imponiren. Die Aufregund war gross, schliesslich aber siegten doch die deutschen Candidaten.

(Lindauer Tagblatt für Stadt und Land : Amtsblatt für den Stadtmagistrat Lindau und das kgl. Amtsgericht Lindau ; amtliches Bekanntmachungsorgan ... 24. november 1869).

Vandværk paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Tæt udenfor Hovedstadens Volde begynder i disse Dage et Murværk at reise sig over de omliggende høie Bygninger, ved hvilket der gives et nyt Vidnesbyrd om den industrielle Foretagelsesaand, hvorpaa dels Bygherre tidligere har aflagt mange Prøver, ikke at tale om den overordenlig store Betydning som det Værk, der her forberedes, vil faa for det omliggende Kvarter eller rettere for hele det store, folkerige Frederiksberg Sogn. Den bekjendie Fabrikant P. Andersen, Eier af Jernstøberiet "Svanholm", lader nemlig paa denne Eiendoms Grund opføre et Taarn, paa hvis Tinde der skal anbringes kolossale Cisterner, hvorved det vil blive muligt at forsyne hele Frederiksberg Sogn med Vand i alle Eiendommenes Etager i Lighed med de kjøbenhavnske Eiendommes Vandforsyning via Københavns Vandværk. Tanken om dette storartede Foretagende er gammel hos Hr. Andersen, og allerede for omtrent fire Aar siden henvendte han Sognets Kommunalbestyrelses Opmærksomhed paa dette Velfærdsanliggende, men man mente dengang ikke at turde bebyrde Sognets Grundeiere med en saa stor Udgift, som Anlæget af Vandværk og Nedlægning af Rør i Gader og Veie vilde medføre. Dette Afslag har imidlerud ikke afskrækket Hr. Andersen, men han skrider nu til med egne Kræfter at udføre det Arbeide, som Kommunalbestyrelsen ikke dristede sig til at tage i sin Haand. En mangeaarig Erfaring har vist ham, at de to Brønde, der findes paa hans Grund, ere mere end righoldige nok til at forsyne Sognet med det daglige Vandforbrug. Ifjor Sommer i den stærke Tørke arbeidede en Dampmaskine Dag og Nat i 6 Uger paa at pumpe Vand op af Brøndene, uden at Vandstanden i fjerneste Maade aftog, og lignende Forsøg ere siden gjorte til ubestemte Tider og i længere Tidsrum ad Gangen. Det er med denne Vished for Øie, at han nu selv er skreden til Planens Realisation. Igjennem Rør, der anbringes i det Indre af et Taarn, ca. 10 Alen i Kvadrat, hvilket allerede nu hæver sig 30 Alen over Jordsmonnet, og som skal have en Høide af ca. 45 Alen, presses Vandet op ved Dampkraft i de omtalte Vandbeholdere, hvis Antal er 4, og hvorfra det atter gjennem andre Rør føres ned gjennem underjordiske Ledninger aldeles som i København ind i de forskjellige Eiendomme. Hr. Andersen agter til Foraaret at paabegynde Nedlægning af Rør paa Vodroffsvej og rimeligvis ogsaa i Schønbergskvarterets Gader, hvilke, som bekjendt, til næste Aar skulle brolægges, i hvilken Henseende det vilde være mindre heldigt, om Stenbroen skulde brydes op kort efter at være lagt. Enhver Eiendomsbesidder vil da kunne kontrahere med Vandværkets Eier om Indlæg til sin Eiendom, og Betalingen for Vandet vil rette sig efter Forbruget, idet der i enhver Eiendom vil blive anbragt en Vandmaaler, hvorpaa Mængden af det Vand, der passerer Maaleren, kan aflæses, ligesom Gasforbruget kan kontrolleres paa Gasmaalerne. At Frederiksberg Kommunalbestyrelse ved alle de Midler, der staa til dens Raadighed, vil understøtte dette Arbeide, der vil forøge Eiendommenes Værdi i en betydelig Grad, betragte vi som givet.

(Dags-Telegraphen (København) 28. oktober 1869).

Jernstøberen Peter Andersens (1814-1887) private vandværk fra 1869 forsynede den østlige del af kommunen. Vandværket lå ved jernstøberiet og forsynede området omkring Schønbergsgade. Jernstøberiet lå på Svanholm mellem Vodroffsvej og Danmarksgade. Tårnet forsynede senere Gammel Kongevej, Allegade, Nyvej og Frederiksberg Alle. Det er formentlig nedrevet.

 I 1877 byggede han et nyt vandværk med vandtårn tegnet af Vilhelm Tvede. De blev i 1897 overtaget af kommunen, som herfra drev forsyningen. Tårnet var i drift indtil 1948. Det er siden 1991 fredet, senere restaureret. Tårnet står i det nuværende CBS campusområde.

En grov Feiltagelse. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift modtog vi for nogle Dage siden en Meddelelse om, at et Fruentimmer, der boer i Nærheden af "Damhuset", beliggende i Kjøbenhavns Amts søndre Birks Jurisdiktion, var bleven standset af en af Kontorbetjentene paa Birkekontoret, hvor hun i et Ærinde havde indfundet sig, og trods sin Protest var bleven indsat i Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage istedenfor hendes Søster, som for Tyveri var dømt til at udstaa denne Straf, at Feilen var bleven opdaget efter endt straffetid, og at Politimesteren da havde søgt at gjøre den god igjen ved at give hende en eller to Mark, hvilke hun dog var fintfølende nok til at afslaa, samt at Søsteren derefter blev afhentet af Politiet og indsat i Arresten.

Da vi nærede Betænkelighed ved at optage Meddelelsen, som i flere Henseender forekom os usandsynlig bemyndigede vi en af vore Medarbeidere til at gjøre Hr. Etatsraad, Birkedommer Petersen bekjendt med Artiklens Indhold, idet vi forbeholdt os at tage nærmere Bestemmelse om Offentliggjørelsen, naar Sagens rette Sammenhæng forelaa for os. Vi modtog derefter nedenstaaende Skrivelse og fandt efter Indholdet af denne ingensomhelst Anledning lil at bringe det omhandlede Faktum under Diskussion, saameget mindre som den Paagjældende aabenbart ved uopfordret at give Møde for at afsone en Straf maa have følt, at hun havde fortjent denne. Da Sagen imidlertid andensteds er kommen frem i en endnu mere forvansket Skikkelse, tro vi, at vi efter dertil have erholdt Samtykke bør gjøre Læserne Bekjendte med den af Politimesteren givne Fremstilling af Sagens rette Sammenhæng:

Hr. Redaktør Rimestad! Da De har vist mig den Velvillie at give mig Leilighed til at gjøre mig bekjendt med en til Dem indsendt Artikel om "en grov Feiltagelse", som skulde være begaaet her paa Kontoret, tillader jeg mig at give Dem en Fremstillmg af det Passerede, overladende til Deres Velbaarenhed, hvorvidt De derefter maatte finde Anledning til at gjøre sagen til Gjenstand for offentlig Omtale. 

Den 3die Marts d. A. anmeldte en Gaardeier paa Brøndbyvester Plads, at der i Løbet af de sidste 4 Uger var stjaalet ca. 20 Lpd Hø og 10 Lpd og Rughalm fra ham, cgoat han ved at følge nogle Spor havde faaet Mistanke om, at Tyverierne vare begaaede af Søstrene Maren og Mette Nielsdatter samt af den Sidstnævntes 17-aarige Søn, Niels Frederiksen, hvilke tillige vare mistænkte for at have stjaalet Pil fra de omliggende Gjerder. Ved den derefter den følgende Dag hos Søstrene forelagne Undersøgelse fremkom der saa Meget til Bestyrkelse for, at de havde begaaet de omhandlede Tyverier, at Mette og hendes Søn bleve arresterede. Maren var derimod syg og kunde ikke medtages, hvorti endnu kom, at Eiendommen og dens Besætning, bestaaende af en Hest og nogle Smaakreaturer, hvis alle Tre vare blevne arresterede, vilde have staaet aldeles uden Tilsyn. Efterat der i Løbet af 18 Dage var afholdt 7 Forhør, tilstod Niels og hans Moder omsider, at de i Forening havde begaaet Tyverierne, og den 30te f. M. bleve de begge løsladte. Der fremkom vel tillige under Forhørene adskilligt som tydede paa, at Maren havde været deltagtig i Tyverierne, men hendes Skyld dog ikke saaledes konstateret, at Amtet havde Anledning til al dekretere Aktion mod hende. Den 22de April blev der i den mod Moderen og Sønnen anlagte Justitssag afsagt Dom, hvorved Moderen dømtes til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. sønnen til 12 Rottingslag. Dommen blev forkyndt for de Tiltalte, der erklærede sig tilfredse med den. Amtet aproberede den, og Moderen udstod derefter sin Straf i Mai Maaned. For Sønnens Vedkommende blev derimod Straffens Exekution forhalet, idet man stadig foregav, at han var syg, men da en af mine Fuldmægtige tilfældig i Juli Maaned fik Leilighed til at se ham spadsere omkring paa Marken, gav han ham Paalæg om at møde den følgende Onsdag, den 16de Juni, paa Thinghuset for at udstaa sin Straf, da han i modsat Fald vilde blive afhentet af Politiet.

Den nævnte Dag indfandt han sig ogsaa, ledsaget af sin Tante, Maren, der, i Forbigaaende bemærket, ligner Søsteren saa meget, at selv en af mine Fuldmægtige, der har kjendt dem i mange Aar og hyppig har havt Leilighed til at tale med dem Begge samtidig, endnu ikke formaaer at sige, hvem af den, der er Mette og hvem Maren. Efterat Drengen 7 var afført for at vente, indtil jeg, eftersom Retten var endt, kunde være tilstede ved Straffens Fuldbyrdelse, henvendte Maren sig til mig med en Forespørgsel om, hvorvidt hun nu ogsaa skulde have sin Straf. Det faldt mig, da ingen af Søstrene var tilsagt, intet Øieblik ind, at der her var en Forvexling tilstede, og at det var den ikke dømte Søster, som stod for mig, og jeg svarede derfor simpelthen, at, siden hun nu engang var mødt, var det jo bedst, at det skete med du Samme, hvorpaa hun uden mindste Indvending eller nogensomhelst videre Samtale afgik til Arresten samme Dags Eftermiddag. Mine mange Forretninger giorde det virkelig umuligt for mig at erindre, om hver enkelt Domfældt har udstaaet sin Straf; imidlertid faldt det mig ind senere hen paa Dagen, efterat jeg var kommen hjem til mit Embedskontor, at den domfældte Mette Nielsdatter sikkert havde udstaaet sin Straf, hvilket jeg da ogsaa ved nærmere Undersøgelse fandt bekræftet. Jeg afsendte da strax en skriftlig Ordre til Arrestforvareren om, at den Paagjældende, med hvis Indsættelse i Arresten der maatte være begaaet en Feiltagelse, Øieblikkelig skulde løslades.

Istedenfor at gjøre dette sendte Arrestforvareren mig derimod en skriftlig Underretning om, at det ikke var Mette, men Maren Nielsdatter, der var bleven arresteret, hvorfor jeg gav en ny Ordre til, at denne skulde løslades, hvilket foraarsagede, at der atter gik nogen Tid tabt, og at Løsladelsen saaledes først blev fuldbyrdet den næste Morgen. Om jeg, da Maren Nielsdatter nu mødte paa Kontoret, har givet hende 1 eller 2 Mk., erindrer jeg ikke; men det røber et daarligt Bekiendtskab til hende og den øvrige Familie at ville tro, at hun skulde have afslaaet en saadan Gave. Alt, hvad Artiklen forøvrigt indeholder om Samtaler enten paa Thinghuset eller paa mit "ydre" eller "indre" Kontor, er lutter Opspind.

Ærbødigst

C. N. Petersen.

(Dags-Telegraphen (København) 14. oktober 1869)

Selvangivelse for Tvveri. (Efterskrift til Politivennen)

Det er ikke saa sjeldent, at enkelte af de til Forsørgelse paa Ladegaarden henviste Individer for at udslippe for dette ubehagelige Opholdssted enten begaa en Forbrydelse eller paalyve sig en saadan. Søndagen den 25de Juli indfandt den tidligere flere Gange straffede Person Carl Edvard Melms, der var indlagt paa Ladegaarden, sig paa Politikamre: og angav, at han havde gjort sig skyldig i Tyveri, idet han, der samme Dags Eftermiddag havde overværet Gudstjenesten i Trinitatis Kirke, i den Stol, han blev lukket ind i, havde tilvendt sig en der henliggende Psalmebog, paa hvis Bind der stod, at den tilhørte Trinitatis Kirke, og stukket den i sin Lomme. Som Grund til, at han selv meldte sig som Tyv, angav han Ønsket om at blive befriet for at vare paa Ladegaarden, hvor Opholdet var ham utaaleligt. Han afgav endvidere Tilstaaelse om, at han for nogle Aar siden, medens han i længere Tid gik tilhaande hos to Værtshusholdere, havde af disses Pengeskuffer til forskjellige Tider stjaalet smaa Pengesummer til et Beløb af i det Hele omtrent en Snes Daler. Paa Grund af disse Tilstaaelser blev Melms anholdt og belagt med Arrest. Under de for Retten optagne Forhør vedblev Arrestanten sin Selvangivelse, men tilføiede, at han havde tilvendt sig Psalmebogen for ved dens Salg eller Pantsætning at blive straffet for Tyveri og saaledes undgaa Opholdet paa Ladegaarden, samt at han troede, al han allerede under de Sager, hvori han tidligere var bleven dømt, var straffet for de omhandlede Pengetyverier. Senere forklarede Arrestanten, idet han vedblev sine tidligere Forklaringer, at han strax, da han satte sig i Besiddelse af den omhandlede Psalmebog, gjorde det for at blive inddømt i Forbedringshuset og med den beslutning selv at melde sig som Tyv, hvorved han tillige havde til Hensigt at disponere over Psalmebogen for at skaffe sig Brændevin. Af Akterne i de mod Arrestanten tidligere anlagte Sagte i Forbindelse med de to omtalte Værtshusholderes Forklaringer fremgik det, at Arrestanten ikke forhen var straffet for Pengetyverierne. Men selv om Arrestantens Skyld i disse trods hans aldeles ubestyrkede Tilstaaelse har bevist, vilde der dog for saavidt ikke kunne paaføres ham noget Ansvar som Følge af, at han, hvis disse Tyverier vare blevne paadømte i Forbindelse med de Forbrydelser, hvorfor den seneste Dom af 31te Oktober f. A. overgik ham, ikke kunde være bleven idømt en høiere Straf end den, hvormed han blev anseet ved hin Dom. Hvad Arrestantens Forhold med Hensyn til Psalmebogen angik, var det vel godtgjort, at han havde sat sig i Besiddelse af den, der var vurderet til 2 Mk. og tilhørte Trinitatis Kirke; men da han ikke havde disponeret over den til egen Fordel, og hans Forklaring om, at han tildels tog Psalmebogen for ved Salget af den at skaffe sig Brændevin, ikke efter de fremkomne Oplysninger i deres Helhed turde antages for overensstemmende med Sandheden, fandt Resten ikke, at det kunde ansees for bevist, at Arrestanten i denne Henseende havde gjort sig skyldig i Tyveri, under hvilken Forbrydelse det ikke kunde henføres, at han havde taget Psalmebogen alene for at opnaa at blive dømt som Tyv og saaledes komme bort fra Ladegaarden. Kriminal- og Politiretten frifandt derfor Arrestanten for Aktors Tiltale, men tilpligtede ham ved Dommen at udrede Aktionens Omkostninger.

(Dags-Telegraphen (København) 12. oktober 1869)