Valg i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Striden mellem tyskere og danskere i Nordslesvig var nogle gange ret livlige. I Flensborg skulle alle de tyske kandidater med behørig deltagelse være valgt, hvis ikke det var lykkedes danskerne gennem bedre disciplin at få en halv snes af deres farver igennem. Tyskerne vandt fuldstændigt i Sønderborg på Als såvel som i Haderslev, hertugdømmets nordligste by. Også det danske parti blev fuldstændig besejret i Aabenraa og Tønder. I Aabenraa fik den 1/5 af de afgivne stemmer den første dag, og den følgende dag undlod den ligesom i Haderslev at stemme. Disse valg har vist at det bymæssige element i Nordslesvig overvejende er tysk, mens valgene til delstatsparlamentet og rigsdagen viser, at nordslesvigs landbefolkning langt den største del ubetinget adlyder den parole de får fra København. Men situationen er også sådan, at der på landet er en del tyskere blandt ejerne af større landbrugsejendomme, og forholdsmæssigt er der flere af dem, jo ​​større ejendommene er. Kirkevalget foregik som helhed med endnu mindre deltagelse og gav et endnu mere varieret resultat end de bymæssige.

- - -

Zwischen Deutschen und Dänen ist in Nordschleswig der Kampf mitunter recht lebhaft gewesen. In Flensburg hätten bei gehöriger Betheilung die deutschen Candidaten sämmtlich durchgebracht werden müssen, die Dänen haben aber durch bessere Disciplin ein halbes Duzend ihrer Farbe durchgebracht. In Sonderburg auf Alsen haben die Deutschen vollständig gesiegt, ebenso in Hadersleben, der nördlichsten Stadt des Herzogthums. Auch in Apenrade und Tondern wurde die dänische Partei vollständig geschlagen. In Apenrade brachte sei es am ersten Tag auf 1/5 der abgegebenen Stimmen, am folgenden Tage hat sie wie in Hadersleben Wahlenthaltung geübt. Diese Wahlen haben gezeigr dass in Nordschleswig das städtische Element überwiegend deutsch ist, während allerdings aus den Wahlen zum Landtag und zum Reichstag hervorgeht, dass sie ländliche Bevölkerung Nordschleswigs zum bei weitem grössten Theil der ihr von Kopenhagen aus gegebenen Parole unbedingt gehorcht. Doch steht die Sache auch auf dem Lande so das unter den Besitzern grösserer bäuerlicher Grundstücke nicht wenige Deutsche gefunden werden, und zaw verhältnissmässig um so mehr, je grösser die Grundstücke sind. Die kirchlichen Wahlen sind im ganzen unter noch geringerer Theilnahme erfolgt, und haben ein noch bunteres Resultat ergeben als die städtlichen.

(Allgemeine Zeitung. 23. november 1869) 

Fra Slesvig skriver man den 20. november: "Schw. M.": Glæden over tyskernes valgsejr i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa er stor i det tysksindede Nordslesvig, og det viser sig nu, at danskerne ved udsigten til et nederlag, foretrak slet ikke at stemme, for ikke derved at afsløre deres mindretal. I Haderslev (den nordligste by) var det ikke engang sådan, at spillet var lige til den første overslag. Ved vurderingen af ​​de enkelte vælgeres holdninger var der umiddelbart en betydelig overvægt af tysksindede vælgere. Det betyder selvfølgelig ikke, at der er vundet sejre, og nu gælder det om at få så mange ligesindede som muligt til stemmeboksen. Danskerne i Sønderborg vil forsøge at udføre en trussel om at opildne landboerne mod byens borgere, som stemmer tysk, på en sådan måde, at de hverken skal købe eller samarbejde med dem, og det vil helt sikkert resultere i alvorlige tab for nogle mennesker, men det vil med tiden udligne sig igen, da danskerne ikke kan skabe andre forsyningskilder, der ville være mere bekvemme for landbefolkningen på Als.

Aus Schleswig schreibt man unterm 20. Novb.: dem "Schw. M.": Die Freude über den Wahlsieg der Deutschen in Hadersleben, Sonderburg und Apenrade ist im deutschgesinnten Nordschleswig gross, und es stellt sich jetzt heraus, dass die Dänen in Voraussicht ihrer Niederlage das Abstimmen gar nicht fortsetzen, um nicht ihre Minderheit andauernd offenbar werden zu lassen. In Hadersleben (der nördlischsten Stadt) was es aber nicht einmal so, dass für den ersten Ueberschlag die partie gleich stand. Bei der Abschätzung der Gesinnung der einzelnen Wähler ergab sich sofort ein ganz bedutendees Uebergewicht der deutsch-gesinnten Wähler. Damit sind freilich Siege noch nicht gewonnen, und nun erst handelte es sich darum, die Gleichgesinnten möglichst alle zur Wahlurne zu bringen. Die Dänen in Sonderburg werden ihre Drohun, die Landbewohner gegen die in deutschen Sinne stimmenden Bürger der Stadt in der Weise aufzuhetzen, dass man bei den betreffenden weder kaufen noch arbeiten lassen solle, wahr zu machen suchen, und gewiss werden für manch emppfindliche Verluste daraus hervorgehen, mit der Zeit wird sich dies aber wieder ausgleichen, da die Dänen doch nicht andere Bezugsquellen, welche den Landleuten auf Alsen bequemer wären, schaffen können.

(Fränkischer Kurier : Nürnberg-Fürther neueste Nachrichten ; Mittelfränkische Zeitung. 26. november 1869)

I Slesvig-Holsten er tyskerne og danskerne nu hårdere imod hinanden end nogensinde. Der var en voldsom valgkamp i Flensborg og i Sønderborg udgav "Düppelposten" i anledning af valget til byrådet en smæde-artikel underskrevet af mange landmænd, hvor der blev fremsat trusler mod de tyske vælgere. Samme dag, på foranledning af danske agitatorer, marcherede landboerne i massevis ind i byen for at imponere vælgerne. Der var stor ophidselse, men til sidst vandt de tyske kandidater.

In Schleswig-Holstein stehen sich die Deutschen und Dänen jetzt schroffer gegenüber denn je. In Flensburg gab es einen heftigen Wahlkampf und in Sonderburg veröffentlichte aus Anlass der Wahlen für das Stadtverordneten-Collegium die "Düppelpost" einen von vielen Bauern unterzeichneten Schmähartikel, in welchem gegen die deutschen Wähler Drohungen ausgesprochen wurden. Auf Veranlassung dänischer Agitatoren zogen an demselben Tage Landleute massehaft in die Stadt, um den Wählern zu imponiren. Die Aufregund war gross, schliesslich aber siegten doch die deutschen Candidaten.

(Lindauer Tagblatt für Stadt und Land : Amtsblatt für den Stadtmagistrat Lindau und das kgl. Amtsgericht Lindau ; amtliches Bekanntmachungsorgan ... 24. november 1869).

Hanne Andrea Adolphine Braun. (Efterskrift til Politivennen)

Anholdelse. Politiet her i Byen har i disse Dage anholdt det i de kriminelle Annaler velbekjendte Fruentimmer Hanne Andrea Adolphine Braun, som for kort Tid siden er bleven løsladt fra Tugthuset, hvor hun i Eftersommeren 1861 blev indsat til Straffearbeide i 8 Aar, efterat hun allerede dengang, da hun var i en Alder af 36 Aar, havde været to Gange i Forbedringshuset, foruden at hun gjentagne Gange havde udstaaet Vand- og Brød- og anden Fængselsstraf. Braun er en af Hovedstadens dristigste Forbrydersker, og hun har altid benyttet enhver Leilighed, som har tilbudt sig, til at stjæle uden at toge Hensyn til Tiden eller Maaden, hvorpaa hun stjal. Under den mod hende i 1861 anlagte Sag tilstod hun saaledes over 20 tildels natlige Indbrudstyverier, medens hun med en Ømhed og Inderlighed, der var en bedre Sag værdig, søgte at holde sin kjæreste udenfor sin Forbrydervirksomhed, skjøndt det viste sig, at han, der døde under Sagen, ved mange Lejligheder havde været hendes Medskyldige. Hun har efter sin Anholdelse allerede tilstaaet 16 Tyverier, hvoriblandt flere, der vidne om hendes sædvanlige Frækhed og Dristighed. Egenskaber, som man ved at se hende ikke kan tiltro hende, og der er ingen Tvivl om, at hun i den nærmeste Tid vil rykke frem med Tilstaaelse om endnu langt flere Tyverier.

(Dags-Telegraphen (København) 13. december 1869)

En driftig kvindelig Tyv. Arrestantinden Hanne Andrea Adolphine Braun, der signaliseres saaledes: 44 Aar gammel, middel af Væxt, blondt Haar, blegt, sygeligt Udseende, iført et lysttærnet Shavl, sort Kyse, bærer i Almindelighed en hvid Kurv paa Armen, er et Fruentimmer, hvis Besøg enhver Familie helst maa se sig forskaanet for, da hun har en sjelden Færdighed i at tilvende sig de mest forskjelligartede Gjenstande fra de Huse, hun under et eller andet Paaskud og med ualmindelig Dristighed hjemsøger. Hun har flere Gauge været straffet, saaledes i 1846 for Bedrageri og ulovlig Omgang med Hittegods med Fængsel paa vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, for Tyveri 3 Gange, senest i 1861, da hun idømtes 8 Aars Tugthuusarbeide. Neppe havde hun udstaaet denne Straf den 31te August f. A., førend hun begyndte at stjæle paany, og i Tidsrummet fra Slutningen af September f. A., indtil hun den 10de December næstefter blev anholdt, har hun udfoldet en saadan Virksomhed i denne Retning, at hun har begaaet ikke mindre end 22 Tyverier. Vel ere disse af den Beskaffenhed, at Straffeloven karakteriserer dem som simple, ligesom de stjaalne Gjenstandes Art og Værdi var høist forskjellig, men Værdien af det Hele, hun har tilvendt sig, beløber sig dog til imellem 140 og 150 Rd. Hun har tilvendt sig Gjenstandene, hvor hun kunde se Leilighed dertil, fra Kjældere, Forstuer, Kjøkkener, Pigekamre, Kvistværelser og Lofter. I et Sted paa Østergade, hvor hun fandt Døren til et værelse, der støder ud til Trappegangen, uaflaaset, tilvendte hun sig et Guld-Cylinderuhr, en Guld-Halskjæde, et Uhrstativ og en Paraply, tilsammen til en Værdi af 55 Rd. Paa andre Steder tog hun Uhre, Sølvskeer, Glasvarer, Klædningsstykker, saavel Mands- som Fruentimmerklæder, Husholdningsgjenstande, Linned, pletterede og Messingsager, vaser, kort sagt Alt, hvad der kunde gjøree i Penge eller benyttes, fra Guldbrocher til Lersparebøsser. Arrestantinden blev derhos funden i Besiddelse af nogle til 11 Rd. 1 Mk. vurderede Sengklæder, der af en Værtshusholder gjenkjendtes som ham frastjaalne i Oktober Maaned f. A. Saavel han som hans Hustru aflagde Tilhjemlingsed med Hensyn til disse Gjenstande og førte Bevis for deres tidligere Besiddelse, og da Arrestantinden ikke herimod kunde fremkomme med anden Forklaring, end at hun havde faaet dem i Bytte af en hende ubekjendt Person, kunde der intet Hensyn tages til hendes Paastand om, at hun havde erhvervet dem med Rette, og hun blev derfor i Medfør af D. L. 6-17-10 og 11, jvfr. Forordningen af 8de September 1841 § 6, af Kriminal- og Politiretten dømt for uhjemlet Besiddelse af de ommeldte Sengklæder, efter Omstændighederne dog kun som for Hæleri. For hendes hele Forhold dømtes hun efter StraffelovenS § 232 for 4de Gang begaaet simpelt Tyveri og efter sammes § 238, jvfr. § 241, 1ste Stykke, som for 4de Gang begaaet Hæleri til Tugthusarbeide i 5 Aar, og hun vil saaledes for dette Tidsrum være gjort uskadelig for Samfundet.

(Dags-Telegraphen (København) 24. maj 1870).

“Hanne Andrea Adolph: Braun, Hjh: i Kbhn:, str: oftere, navnlig for Tyveri af Uhre fra Mandfolk og for Tyveri af Sølvtøi; sidst med 8 Aars Tugth:; see mist: Prot: D. Pag 29.” [1869]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag. 

Fædrelandet den 23. maj 1870 bragte samme artikel.

Mindesmærke for de Faldne i de slesvigske Krige. (Efterskrift til Politivennen)

Uddrag af Borgerrepræsentationens møde, 8. marts 1869:

Selskabet "de danske Vaabenbrødre" har bedt om tilladelse til på St. Annæ Plads (mellem Amaliegade og Bredgade) at rejse et mindesmærke for de i de slesvigske krige faldne krigere. Mindesmærket, som er udført af billedhugger Rosenfalk efter tegning af stadsbygmester Nebelong i samråd med professor Høy. Den består af en obelisk 10 alen 7 tommer høj og er af rød norsk granit. Magistraten har næret tvivl om mindesmærket vil komme til at tage sig godt ud eller rettere stort nok ud, men vil ikke fraråde at give tilladelsen, hvis selskabet ikke vil foretrække at rejse det et andet sted, særlig Garnisonskirkegården. - Formanden har næret den samme tvivl og har derfor rådført sig med forsamlingens to arkitekter, Herholdt og Meldahl, og disse fraråder at give tilladelsen. - Henrichsen vil af hensyn til at man ikke bør svække lysten til at rejse et sådant mindesmærke, tilråde at føje ønsket, fordi det jo ikke vil kunne skæmme pladsen, om denne end måske er for stor til at give det rette syn på mindesmærket. Kommunalbestyrelsen får jo intet ansvar, da den ikke har rejst mindesmærket. - Thomsen vil bestemt fraråde opstillingen på St. Annæ Plads, fordi mindesmærket er alt for lille både i højde og i tværmål. Han vil i hvert fald have knyttet det vilkår til tilladelsen, at mindesmærket skal flyttes, om der bliver bedre brug for pladsen. - Borgmester Ehlers forklarer Magistratens stilling ved henvisning til det tilsvarende mindesmærke på Søkirkegården for krigerne 1801. - Bing fraråder Thomsens forbehold som yderst krænkende for dem, der søger om tilladelse til at rejse mindesmærket. - Hellmann finder ikke, at der bør tales om skønhedshensyn her i forsamlingen, så længe man tåler, at vejerboden bliver stående på byens skønneste plads, og at man rejser det store røde tårn ved Knippelsbro. Der er ikke så stor iver for at rejse mindesmærker her i byen, at man skal svække den. - Med 12 st. mod 10 (Abrahamson, Fenger, Gamel, Glahn, Henrichsen, Herholdt, Søndergaard, Thomsen, Thymann og Wolfhagen) forkastedes  Thomsens forbehold og med 14 st. mod 9 tillodes opstillingen. De 9 var: Abrahamson, Bing, Bonnesen, Fenger, Gamél, Glahn, Herforth, Herholdt og Thomsen. - Fraværende var 10: Brix, Caroc, Clausen, Collstrop, Hertz, Holmberg, Meldahl, Mollerup, Olsen og Ussing, og 3 stemte ikke: Eskildsen, Howitz og Ulrik.

(Fædrelandet 9. marts 1869)

Det var nok ikke noget tilfælde at det var billedhuggeren Carl Julius Rosenfalk (1815-1878). Han havde sammen med Carl Brosbøl bygget et hus på Frederiksberg Alle. Rosenfalk havde arbejdet i Bissens atelier. Grosserer Lund havde imidlertid overtalt dem til at sælge huset igen og i 1848 bygge et andet på Frederiksberg Alle 39. Her boede såvel Rosenfalk som Carit Etlars familier. På husets facade findes endnu to originale figurer af Rosenfalk, en fiskende dreng og Psyche der spejler sig i vandet. Rosenfalk opførte en statue af Frederik VII som står i Bysøstræde i Holbæk, mindesmærke for Frederik Treschow (1786-1869) på Assistens Kirkegård. I sidste halvdel af 1850erne flyttede han til Bredgade 58 på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade. 

Våbenbrødrene havde ansøgt om at få mindemærket opført her på Sankt Annæ Plads mellem Amaliegade og Bredgade. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Et mindesmærke i København over de i de slesvigske krige faldne er af "De danske Våbenbrødre" bestilt hos billedhugger Rosenfalk, efter tegning af professor Nebelong, der har udført det efter samråd med professor Høyen. Mindestøtten  som man mener at kunne opstille i forsommeren, består af en obelisk af 10 alen 7 tommers højde, hugger af rødblåt norsk marmor og prydet med en krans og et kort indskrift. Magistraten har givet samtykke til at mindesmærket opstilles på St. Annæ Plads.

(Svendborg Amtstidende, 10, marts 1869).

København, den 11. marts. København er som bekendt just ikke rigt på mindesmærker og endnu mindre på smukke mindesmærker. Frederik V.s rytterstatue på Amalienborg tilligemed Christian IV.s mere beskedne billedstatue ved Rosenborg Slot og Frihedsstøtten på Vesterbro er omtrent de eneste, der kunne henregnes til den sidstnævnte kategori, hvortil forhåbentlig inden lang tid endnu vil komme Frederik VII.s kolossale rytterstatue. Derimod er Christian V s rytterstatue på Kongens Nytorv (i daglig tale kaldet "Hesten") af en sådan beskaffenhed, at det oftere har været påtænkt at tage den bort fra den smukke plads, ligesom Ohlenschlægers siddende statue på St. Annæ Plads og de to ved Universitetet opstillede buster af Weyse og Schouw "Skovshoved", som den sidste er døbt af folkevittigheden, just heller ikke er til synderlig prydelse for de pågældende pladser. Dette savn af passende monumentale prydelser vil det selvfølgelig være længe inden der nogenlunde kan rådes bod på, men det bliver almindelig følt, og efter at national- og frihedsånden er blevet så levende vakt i folket, tør det vel ventes, at der, når fædrelandets hele stilling er blevet noget klarere og bestemtere, efterhånden vil rejse sig flere monumenter der både er nationen, hovedstaden og de udmærkede mænd hvis minde de skulle hædre, værdige. Derimod synes den nuværende tid i det hele ikke at være ret gunstig for tilvejebringelsen af sådanne monumenter, og den smukke fra de herværende Vaabenbrødre udgåede tanke at rejse et mindesmærke for de i de slesvigske krige faldne, har derfor ikke kunnet lade sig realisere efter en så stor målestok, som det var ønskeligt, idet tilskudene er indflydte så sparsomt, at man må lade sig nøje med en obelisk af norsk granit, der tilligemed soklen kun får en højde af 10 alen 7 tommer og i øvrigt bliver af meget spinkle dimensioner. Et sådant monument er naturligvis kun lidet skikket til prydelse for en af de større hovedstadspladser, og det må derfor meget beklages, at selskabets bestyrelse endog påtænker at oprejse det på den mest fremtrædende del af St. Annæ Plads, næst Kongens Nytorv den smukkeste og største i byen, i stedet for at vise en smule mere beskedenhed og fx vælge Garnisonskirkegården, ligesom man i sin tid valgte Holmens Kirkegård for Monumentet over de i 1801 faldne søkrigere. Desværre har kommunalbestyrelsen nu givet tilladelse hertil og der er således al mulig udsigt til at mindesmærket vil blive opstillet på en plads, som man ellers med tiden kunne vente smykket med et passende monument; for vist nok var det for en del kun modstæbende, at den ansøgte tilladelse blev givet, og Magistraten gav endog ansøgerne fortrinsvis anvisning på Garnisonskirkegården, men af bestyrelsen for de københavnske våbenbrødre tør man vist nok ikke vente så megen beskedenhed, at den skulle tage nogen notits af det givne vink.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 13. marts 1869)

Afsløring af en mindestøtte

Mandag eftermiddag kl. 2 fandt den højtidelige afsløring sted af den mindestøtte, som Vaabenbrødrene i København og forskellige andre har rejst på Garnisonskirkegård til minde om de i de slesvigske krige 1848, 49, 50 og 64 faldne. Blandt den talrige mængde der havde indfundet sig for at overvære afsløringen, sås foruden de københavnske våbenbrødre der med deres faner stod opstillede i en rundkreds om støtten, endvidere Hs. Maj Kongens repræsentant, oberst Dahl, Hs. excell. indenrigsministeren, kommandøren for første generalkommandodistrikt, general Scharffenberg, Københavns overpræsident og politidirektør, formanden for borgerrepræsentanterne, repræsentanter for Magistraten, forskellige præster, land- og søofficerer o. fl. Efter at et musikkorps havde spillet salmen "Af Højheden oprunden er", betrådte formanden for den københavnske afdeling af Våbenbrødrene, redaktør Hartvigsen, en med blomsterguirlander smykket talerstol og meddelte i korte træk støttens historie. Efter at der allerede for længere tid siden var rejst mindesmærker i forskellige provinsbyer for de faldne danske krigere, kom tanken om også at rejse et sådant i København frem i 1865. Man ville først have rejst et nationalmonument, men da sagen ikke havde den ønskelige fremgang hos publikum, indskrænkede man sig til at rejse det nærværende monument, som man oprindelig havde tænkt på at opstille på en plads i byen; da øvrigheden imidlertid rejste indvendinger herimod, navnlig fordi støtten var for lille hertil, besluttede man at rejse den overfor de militære grave på Københavns Garnisonskirkegård; Taleren sluttede med en varm tak til de forskellige der har ydet bidrag, og nævnte særlig Københavns sangforeninger, der har skænket overskuddet fra sangfesten ifjor, for hvilket man har kunnet sætte et stort gitter omkring støtten. - Nu afsløredes mindestøtten, hvorefter medlemmer af Københavns sangforeninger under ledelse af kapelmusikus Lansky afsang en af kandidat P. Hansen forfattet sang. Præsten ved Kommunehospitalet, pastor Bülow, der er en søn af sejrherren ved Fredericia, besteg derpå talerstolen og holdt en hjertelig indvielsestale. Han udtalte, at støtten stod her som et minde for eftertiden om de tunge år der var overgået Danmark, og store folkeslag undertrykkede det lille danske folk, da dybbølskanserne gik i grus, og Slesvig reves bort fra Danmarks rige, men den mindede også om at Danmark i vor tid havde haft uforsagte sønner, der satte livet til for fædrelandets ret og ære. Han indviede støtten med det håb, at enhver dansk ungersvend i de kommende dage, hvis den tid atter skule komme, da kongen kaldte til kamp, vil drages til minde, at han frejdig bør møde til det blodige stævne, og med den bøn at Slesvig, det land hvor danske hjerter slår, atter må vindes tilbage for gamle Danmark. Taleren sluttede med en bøn for kongen, fædrelandet og alle dem der har Danmark kær. Efter afsyngelsen af en sang af prof. H. P. Holst sluttedes højtideligheden kl. 14 et af redaktør Hartvigsen udbragt, med levende hurraråb besvaret leve for hs. maj. kongen.

Mindestøtten er oprejst i nærheden af indgangen til kirkegården og omgives ved foden af et smukt blomsterpark, omkring hvilket det omtalte gitter, der er udført af jernstøber Andersen på Svanholm, er anbragt. Selve støtten, der er udført efter tegning af justitsråd Nebelong og etatsråd Høyen og under ledelse af billedhugger Rosenfalk, er 10 alen og 7 tommer høj; den er forfærdiget i Norge af norsk granit; søjlen, der er 9 alen høj, er af et stykke poleret granit, fodstykket er slebet og finthugget; på støtten læses følgende indskrift i forgyldte bogstaver: Minde over de Faldne 1848, 1849, 1850, 1864. Rejst af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre Medborgere.

Mellem de faldnes grave vajede dannebrog fra en flagstang, der af billedhugger Møen var smukt prydet med blomsterguirlander. Billedhugger Møen har tidligere gjort sig bemærket ved at sætte navnetavlen om de faldnes grave der ikke havde slægtninge eller venner, som kunde gøre dette.

(Dtl.)

(Ribe Stifts-Tidende, 6. oktober 1869).

I mandags kl. 2 blev det af Våbenbrødrene på Garnisonskirkegården rejste mindesmærke over faldne krigere fra sidste og næstsidste krig indviet. De forenede sangforeninger afsang to i dagens anledning af H. P. Holst og P. Hansen skrevne sange, de københavnske våbenbrødres formand, løjtnant Hartvigsen, afdækkede støtten, og pastor Bülow, en søn af sejrherren fra Fredericia, holdt indvielsestalen, i hvis slutning han udtalte det hån og det ønske at enhver ung mand som i fremtiden kastede sit blik på støtten, måtte derved blive mindret om den forpligtelsen der påhviler ham til at forsvare sit fædreland, og til ikke at hvile før det dyrebare Slesvig er genforeniget med moderlandet. Højtideligheden sluttede med et hurra besvaret leve for kongen, der var repræsenteret af sin adjudant, oberst Dahl. Desuden var indenrigsministeren, den kommandderende  general, overpræsidenten, politidirektøren samt en stor kreds civile og militære til stede. Festen var ikke begunstiget af det bedste vejr da det regnede næsten hele tiden. Granitstøtten der er 10 alen 7 tommer høj, bærer følgende indskrift: "Minde over de faldne 1848, 1849, 1850-1865. Rejst af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre medborgere". (Hf. Av.).

(Viborg Stiftstidende og Adresseavis, 6. oktober 1869).

Mindesmærket som det tager sig ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

- Afsløringen af Vaabenbrødrenes mindesten over faldne krigere fandt sted i mantags Kl. 2 på Garnisonskirkegården. Festpladsen var skriver "B. T." omgivet af en flagdekoration, og en stor forsamling havde indfundet sig blandt hvilken bemærkedes oberst Dahl der repræsenterede kongen, indenrigsminister Haffner, general Scharffenberg, overpræsidenten, politidirektøren m. fl. Efter at et musikkorps havde spillet en salmemelodi, besteg formanden for den københavnske afdeling af Vaabenbrodrene, redaktør Hartvigsen talerstolen og gav en oversigt over støttens historie, hvorpå han lod dækket falde, og det smukke granitmonument der er 10 alen 7 tom. højt, viste sig for forsamlingen. Derpå blev nedenstående sang af P. Hansen (til Musik af Lindblads stridsbøn) udført af de forenede københavnske sangforeninger under kapelmusikus Lanzky's anførsel. Efter sangen besteg pastor Bülow, en søn af sejrherren ved Fredericia. Talerstolen og holdt indvielsestalen. Han dvælede dels ved minderne fra krigen 1848 - 50 og dels ved vor sidste krigs sørgelige minder og indviede sluttelig støtten med det håb og den bøn at enhver ung mand, der i fremtiden kastede sit blik på den, måtte ihukomme den forpligtelse, der påhvilede ham, til at forsvare fædrelandet og ikke at finde ro før Slesvigs dyrebare land var vundet tilbage. Derefter blev den anden af de nedenstående sange (til musiken "Slumrer sødt i Slesvigs jord") afsungen af sangforeningerne. Sluttelig udbragte redaktør Hartvigsen et med levende hurraråb besvaret leve for hs. maj. kongen. Støtten der består af granit og som foroven er kronet af et gennemskåret oktoeder, bærer følgende indskrift: "Minde over de Faldne 1848, 1849, 1850- 64. Reist af de danske Vaabenbrødre i Kjøbenhavn og andre Medborgere."

I, hvis blege læber kunne 
Læskes end af sejrens drik. 
I, der end til dødens bunde
nederlagets kvaler fik - 
Lige del i Danmarks hjerte
Har I alle, en og hver,
Og sin krans med modersmerte 
Hun til Eders grave bær.

Hvordan kampens lodder falde,
Ligger ej i hendes hånd;
Men til hendes bryst I alle
Knyttet blev med samme bånd.
Lad da mindestenen sige
Hver, som tabets smerte led:
Alle disse havde lige
Del i Danmarks kærlighed.

I de dødes stille have
Tier livets larm og lyst,
Men imellem tause grave
Mindet taler til vort bryst.
Hvad det hvisker, ej vi glemme
Må for livets høje råb,
Thi det tolker med sin stemme
Danmarks tab og Danmarks håb.

P. Hansen.

I, som stred tor Danmarks ret,
I, som faldt for Danmarks ære,
I, hvis tab vi har begrædt,
Eders navn velsignet være!
Huskes skal I, hver og een! -
I de sommeraftner lange
Mindets fugl fra denne sten
Tit vil synge sine sange.

Flokker jer om stenens fod,
Danske drenge, danske piger!
Sejler med på sangens flod,
Medens tåren frem sig sniger!
Tænker da på dem, der stred,
Og på deres dødsstunds kvide?
Tænker på hvad Danmark led
Og hvad endnu det må lide!

Eders kind da blusse vil
Danske piger, danske drenge!
Dobbelt da med ungdomsild
Vil I elske Danmarks vænge!
I vil føle ved hvert fjed,
På hver plet i Danmarks have,
At der ej for jer er fred,
Førend ledet er i lave!

H. P. Holst.

(Dannevirke, 6. oktober 1869).

Dorthea Vilhelmine Svendsen (1809-1860?). (Efterskrift til Politivennen)

Ved at sammenligne oplysninger fra en slægtsforskningsside med avisartikler kan man med nogen sandsynlighed udlede nedenstående om Dorthea Vilhelmine Svendsen.

Ifølge slægsforskningssiden var hun datter af nedenstående Ane Kathrine Carstensen (1809-1860?), født i København i Den Kongelige Fødselsstiftelse den 8. april 1809. Faderen var Niels Svendsen født i Svindinge sogn i Svendborg amt den 20. december 1804. Faderen døde 1819. Niels Svendsen vedkendte sig faderskabet til en drengen Christian Nielsen 26. april 1827. Moderen var Karen Christensdatter af Tved Mark. Ane Kathrines søster Anne Margrethe Carstensen døde på Fødselsstiftelsen 19. juli 1828 som følge af komplikationer i forbindelse med en fødsel. 

I 1827 stillede Niels Svendsen for en mand der betalte ham for ikke selv at skulle møde i hæren. På et tidspunkt mellem 1830 og 1831 rejste Niels til København. Her giftede han sig før 1834 med Ane Kathrine Carstensen. Sammen fik de en del børn:

i Aabenraa 237 fik de20. marts 1834 Dorthea Vilhelmine Svendsen. Hun var opkaldt efter sin farmor Dorthea Jensdatter, fra Svindinge. Ved konfirmationen i 1848 fik hun af præsten karaktererne God for kundskaber og Meget god for opførsel.

Mellem marts 1834 og maj 1835 flyttede familien til Springgade 53 i København og fik 1835 Jens Peter Emil Svendsen der kun blev knap 5 måneder gammel. 

Mellem juni 1835 og oktober 1835 flyttede de til Aabenraa 215 og mellem oktober 1835 og august 1838 til Borgergade 103 i København. Her fik de 8. august 1838 Emma Christine Svendsen. Hun døde 22. september 1839. I 1840 fik de Emma Nielsine Svendsen, opkaldt efter sin afdøde søster. Hun blev senere tjenestepige forskellige steder. 19 år gammel og ledig blev hun indskrevet som offentlig fruentimmer i september og oktober 1860 på Borgergade 70. Herfra deserterede hun 26. oktober 1860  og blev den 17. november 1860 tjenestepige hos smeden Petersen i Brøndbyøster. Oktober til december 1862 blev hun atter indskrevet som fruentimmer. Hun var ikke tidligere straffet.

I 1840 havde de plejesønnen Jens Peder Conrat Karstensen der dengang var 17 år. Mellem sommeren 1840 og maj 1842 flyttede familien Niels Svendsen fra Borgergade 103 til Gammelmønt 148 i København. Her fik de Carl Theodor Svendsen (1842-1866).

Familien flyttede til Store Helliggeist Stræde 144, kælderen i København mellem maj 1842 og februar 1844. Her fik de 19. februar 1844 Emilie Severine Jensine Svendsen. I 1860 blev hun omtalt som offentlig fruentimmer ligesom hendes 4 år ældre søster. Familien havde en 19-årig tjenestepige Johanne Esbensen. De fik 20. december 1845 Andreas Julius Hannibal Svendsen.

Mellem marts 1846 og juli 1848 flyttede familien til Klosterstræde 89. Niels Svendsens mor Dorthe Jensdatter døde som 83-årig den 19. februar 1848 i Oure sogn på Fyn. Hun havde været blind i nogle år og fattiglem. En husmand Hansen der var gift med Maren Svendsdatter, en søster til Niels Svendsen havde taget sig af hende de sidste få år i livet. Der var ikke arve. Så måske fik Niels ikke besked om dødsfaldet. Parret fik 16. juli 1848 Sophie Concordia Amanda Svendsen. 

Familien flyttede nu til Nørrebro 14 i København. Den 25. februar 1850 blev Edvard Vilhelm Svendsen født. 

Mellem juli 1850 og 1855 flyttede familien til et ukendt sted. De er ikke med i folketællingen 1855. Mellem 1855 og 1860 flyttede de til Badstuestræde 5. 

Anne Cathrine Carstensen døde formentlig før 1860. For i 1860 står at  Niels Svendsen var enkemand. Han boede alene med Andreas Julius Hannibal Svendsen i Badstuestræde 15, Baghuset, 1. sal, .

Nu var de to døtre Dorthea og Emma slået ind på en kriminel bane. Dorthea var blevet gift og skilt. Dorthea og lillesøsteren Emma optrådte i aviserne i 1861, Dorthea var allerede tidligere straffet:

Falsk og Bedrageri. Under en af Kriminal- og Politiretten paakjendt Justitsjag aktioneredes Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnervitzs frasilte Hustru, og Emma Nielsine Svendsen. Førstnævnte for Falsk og Bedrageri og Sidstnævnte for Bedrageri og Meddeelagtighed i Falsk og Bedrageri. Ved egne Tilstaaelser og de iøvrigt tilvejebragte Oplysninger overbevistes de om at have gjort sig skyldige i det dem paasigtede Forhold, idet de - efter forud at have truffet Aftale om at laane eller leie Sengerekvisiter for umiddelbart efter at pantsætte dem og paa den Maade skaffe Penge tilveie, og tillige aftalt, at det skulde leies under Navnet Madame Hansen, hvorved sigtedes til, at Barnewitz's fraskilte Hustru skulde, for at kunne faae Sengerekvisiter tilleie, udgives for Jernstøbersvend E T. Hansens Hustru, samt at der, forsaavidt Udleierne forlangte skriftlige Leiekontrakter oprettede, skulde skrives Navnet Hansen under disse, hvorved sigtedes til fornævnte Jernstøbersvend Hansen - have i Løbet af forrige Aar leiet af forskjellige Personer Sengeklæder m m. til en Værdi af over 1 00 Rdl. og derefter pantsat de leiede Gjenstande uden de Paagjældendes Vidende og Villie, ligesom ogsaa i Henhold til den trufne Aftale de med 3 Udlejere oprettede Lejekontrakter ere af Barnewitz's fraskilte Kone blevne underskrevne med Navnet E. D Hansen eller T. Hansen, hvorved sigtedes til ovennævnte Jernstøbersvend, der har erklæret, at det er skeet imod hans Vidende, men at han dog ikke vilde have havt Moget imod, at Barnewitz's fraskilte Hustru, hvem det var hans Hensigt at ægte, havde leiet Sengklæderne og underskrevet hans Navn, dersom det ikke havde varet Hensigten dermed senere paa ulovlig Maade at disponere over det Leiede. De Tiltalte, hvoraf Førstnævnte tidligere er straffet, blev dømte til Forbedringshuusarbeide, resp. i 2 og l Aar.

(Dagbladet (København) 8. maj 1861).

Høiesteretsdomme. 

Mandagen, den 3die Juni.

Nr. 146. Advokat Brock imod Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnewitzs fraskilte Hustru og Emma Nielsine Svendsen, Førstnævnte for Falsk og Bedrageri og Sidstnævnte for Bedrageri og Meddeelagtighed i Falsk og Bedragen (Defensor Liebe). Ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets Dom af 23de Marts 1861 ere de Tiltalte dømte til at hensættes til Forbedringshuusarbeide. Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnewitz's fraskilte Hustru i 2 og Emma Nielsine Svendsen i l Aar.

Dom. Kriminal- vg Politirettens Dom bør ved Magt at stande. Advokaterne Brock og Liebe tillægges i Salarium for Høiesteret hver 20 Rd., der udredes af de Tiltalte, En for Begge og Begge for En.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1861).

Niels Svendsens søn Carl Theodor (24 år) døde 11. maj og få dage efter, 14. maj 1866 mistede han sønnesønnen Johan Theodor (2-år). Og igen få dage efter, den 19. maj 1866 døde Niels Svendsen. Hans adresse var da Kirkestræde 5. Hans ældste datter fortsatte i kriminalitet:

Hovedstadsnyt. (B. T.) En Aften i Begyndelsen af denne Maaned hørte en paa en Qvistleilighed i Grønnegade boende Haandværker en Puslen ved sin Naboerskes Dør, hvorfor han gik ud paa Gangen med Lys. Her saae han et ubekjendt Fruentimmer være ifærd med ved Hjælp af et stort Bundt Rygler at aabne Tyren. Uden tilsyneladende at blive overrasket, yttrede hun, at hun var sendt af Kammerets Beboerske - en ugift ældre Pige - for at hente hendes Chawl, men at hun havde været saa uheldig at brække den hende medgivne Nøgle istykker i Laasen, hvorfor hun havde laant Huusværtens Nøgler, men da ingen af disse passede, blev hun nødt til at hente en Smed, og dermed gik hun. Noget efter kom hun tilbage, medbringende en Smededreng, der opvirkede Døren, i hvilken Anledning hun laante en Stump Lys af Naboen. Da Pigen noget efter kom hjem, saae hun strax, at der havde været Tyve i Lejligheden, og savnede ved nærmere Estersyn endeel forskjellige Gjenstande, saasom Gardiner, Lagener, Porcellain m. m. Hun anmeldte Sagen for Politiet, der senere udfandt, hvem Smededrengen var, men denne kunde ingen Oplysning give om det paagjældende Fruentimmer, som var ham aldeles ubekjendt. For nogle Aftener siden kom hun imidlertid ind i det samme Smedeværksted og anmodede om at faae En med for at opdirke den samme Dør igjen. Drengen kjendte hende strax og yttrede troskyldig, al der vilde han ingen Døre aabne, fordi der sidst var begaaet Tyveri. Paa et Vink af den tilstedeværende Svend fulgte han med hende, da hun gik, for at see at faae fat i en Politibetjent, men undervejs blev hun borte for ham. Da det efter de nu fremkomne Oplysninger maatte antages, at det var det tidligere med Forbedringshuusarbeide straffede Fruentimmer, Dorthea Vilhelmine Svendsen, Hansens Hustru, der atter havde været paa Spil, blev hun anholdt og tilstod sig ogsaa strax skyldig. Hun forklarede derhos, at del havde været hendes Hensigt igjen at begaae Tyveri paa det ovennævnte Sted, da hun troede, at der maatte findes kontankte Penge, som sidst hun famlede i Mærke, da Lyset hun laante gik ud for hende, hvorfor hun denne Gang havde forsynet sig med et heelt Lys og et Bundt Svovlstikker, for mere grundig end forrige Gang at undersøge Gemmerne.

(Morgenposten 18. december 1868).

Dommen faldt året efter:

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten:

En Aften Kl. mellem 7 og 8 indfandt et Fruentimmer sig ved et aflaaset Værelse paa Kvisten til Baghuset i Ejendommen Nr. 15 i Grønnegade for at oplukke Døren til dette Værelse ved Hjælp af nogle medbragte Nøgler, hun havde skaffet sig hos en Jernhandler, for hvem hun foregav, at hun havde tabt Nøglen til sin Dør. Idet hun var ifærd med at prøve paa at aabne Døren, kom en paa samme Kvist boende Mand tilstede, til hvem hun uden nogen Anledning fra hans Side ganske rolig yttrede, at Beboerinden af bemeldte Værelse. Jfr. Hansen, havde sendt hende hjem for at hente et denne tilhørende Shawl, men at hun havde brudt Kammen af Dørnøglen, hvorfor hun havde maattet laane nogle Nøgler af Husværten. Hun gik derpaa bort, men kom kort efter tilbage med en Smedelærling, der opdirkede Døren og fik 8 Sk. af hende for sin Uleilighed. Efter at det paagjældende Fruentimmer, Arrestantinden Dorthea Vilhelmine Svendsen, Hansens Hustru, var kommet ind i Værelset og her forgjæves havde søgt om Penge, tilvendte hun sig forskjeilige Gjenstande, hun i Mørket kunde faae fat paa, da en Stump Lys, hun havde medbragt, var gaaet ud, hvorefter hun forlod Stedet og pantsatte næste Dag en Del af det Stjaalne.

Da Arrestantinden, der vidste, at Beboerinden af det førnævnte Værelse altid var fraværende om Aftenen, kort Tid efter atter havde besluttet at begaae Tyveri sammesteds for om mulig at gjøre et bedre Coup, henvendte hun sig til den samme Smed, hvis Lærling hun, som anført, havde faaet til at opdirke Døren, for igjen ved hans Hjælp at faae den samme Dør, som hun antog for atlasset, paany oplukket; men da hun mærkede, at Smedelærlingen var bleven underrettet om Tyveriet, opgav hun sin Plan og saae Ledighed til at løbe bort fra ham, som, for at gjøre hende troskyldig, fulgte hende til Stedet, idet hun undervejs foregav at skulle et Øieblik ned i en Kjælder for at kjøbe for et Par Skilling Brænde.

Efterat Arrestantinden var bleven anholdt, vedgik hun Tyveriet, saaledes som ovenfor anført. Ved kriminal- og Politirettens Dom blev hun, der er 34 Aar gammel og flere Gange før bar været straffet, anseet efter Straffelovens § 229 Nr. 4 og 46 sammenholdt med denne med 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Fædrelandet 8. februar 1869)

Det er formentlig også i den forbindelse der tages et foto af hende til forbryderalbummet:

“Dorthea Vilh: Svendsen,Barnewitz’ Hustrue; straffet senest med 2 Aars Forbdh: for Tyveri, hvorved hun benyttede en Smed til at opdirke Døre for sig. See mist: Prot: C. Pag: 559.” [1870]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Ti år senere omtales hun atter i aviserne:

Tyveri og Bedrageri. Et førhen oftere straffet Fruentimmer, Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnevitz' Enke eller Hustru, ogsaa kaldet Hansens Hustru, havde forstaaet saaledes at forskaffe sig en formuende Enkefrues Tillid, at denne under sin Fraværelse paa Landet i Sommer overdrog hende at føre Tilsyn med den Leilighed, Fruen havde her i Staden, samt at sende de Gienstande, der blev skrevet efter, hvorfor hun fik overleveret Nøglerne saavel til selve Leiligheden som til forskjellige Giemmer. Den saaledes viste Tillid misbrugte Arrestantinden, idet hun tilvendte sig i Leilighedens Sovekammer, hvor de laae frit fremme, 4 Tæpper og en Pude, som hun pantsatte, men dog senere atter indløste, fordi hun frygtede for, at de skulde blive savnede, naar Fruen kom ind fra Landet. For at blive sat istand til at indløse det Pantsatte, stial hun imidlertid i 3 Gange ti Sølvskeer, 12 Knive og 2 Kjoler, Alt tilsammen vurderet til 186 Kr., hvilke Ting vare gjemte i aflaasede Kasser, hvortil hun havde Reglerne. Disse Tyverier vare ikke de eneste, Arrestantinden begik fra bemeldte Frue; thi allerede i Begyndelsen af forrige Aar, medens hun gik tilhaande hos hende, havde hun naar hun i et eller andet Ærinde blev sendt op paa Pulterkammeret, dersteds tilvendt sig en Pude, et Par Handsker og 2 Stykker Sirts. Ligeledes frastial hun i Mai eller Juni en Frøken - hvem hun dengang ligeledes gik tilhaande - medens hun var hestsæstigrt i hendes Garderobeværelse, flere til ialt 39 Kr. vurderede Klædningsstykker. Endelig havde Arrestantinden giorl sig skyldig i Bedrageri imod en Tjenestepige, der havde betroet hende et Stykke Lærred, for at Arrestantinden deraf i Sommerens Løb kunde sye Chemiser til hende efter en Chemise, der ligeledes blev overladt hende som Mønster. Istedetfor at udføre det hende overdragne Hverv pantsatte Arrestantinden nemlig uden Eierindens Vidende og Villie baade Lærredet og Chemisen for 8 Kr. Arrestantinden, der er 44 Aar gl., blev ved Criminalrettens Dom for sit Forhold anseet med Forbedringshuusarbeide i 2 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. januar 1879).

Ved folketællingen 1880 optrådte en Dorthea Wilhelmine Svendsen, 45-årig enke, som indsat straffefange på Børnehustorvet på Christianshavn. Det passer på denne artikels Dorthea.

Husvilde i Søkvæsthuset. (Efterskrift til Politivennen)

I Borgerrepræsentanternes Møde igaar Alles Kl. 6½ foretoges Stadens Budget for 1869 til 2den Behdl.

- - -

Ved fattigvæsenet har Udvalget kun stillet et forslag om en Nedsættelse af Inventarieudgifter, medens Ulrik har stillet 3 forslag. Del ene om, at den Del af Søkvæsthusel, som er leiet til interimistiske Husvilde, skal op igen til fraflytning næstkommende flyttedag, hvilket Udvalget ikke kan tiltræde, fordi det maa regnes for altfor radicalt og ugjennemførligt, da der i saa fald maa skaffes Plads andetsteds. Del andet gaaer ud paa at negte Anskaffelsen af 15.000 Stykker ny Kobbertegn til Brug paa Ladegaarden, og det tredie er at stryge Posten til Indkjøb af Tobak og Brændevin i Ladegaardens Marketenderi, for derved at hindre Udsalg af disse Sager til Lemmer e. Heller ikke disse forslag vil Udvalget tiltræde, fordi Spørgsmaalene bør komme frem under Drøftelse af den hele Sag om Fattigvæsenets Omordning. 

- Howitz fremstiller paa Ulriks Vegne Betydningen af de trende forslag. Husvilde-Afdelingen paa Søkvæsthuset er i den Grad i slet og sørgelig Tilstand, at man burde nedlægge den, og det er efter hans Mening urigtigt, at folk, der have givet sig saaledes ind under Communens forsorg som Ladegaardslemmer, selv kunde tilkjøbe sig deres Forbrugsartikler, da de tvertimod bør have ligefrem Forplejning rationsvis. Fremfor Alt bør det ikke taales, at de tilkjøbe sig Brændevin og Tobak. 

- Clausen tiltræder Ulriks første Forslag; der maa gjøres Ende paa denne Tilstand, der er saa sørgelig og demoraliserende, at det var mere christeligt, om man strax slog de Paagjældende ihjel. (Der findes nu over 200 Individer over 10 Aars Alderen). 

- Borgmester Holm vilde ikke have kunnet ønske noget Bedre, end at kunne hæve Husvilde-Afdelingen, men det er ikke muligt at finde en anden Plads hertil, og man vil jo til 1ste April faae en hel Mængde nye Familier at skaffe Plads til, nemlig ved Fraflytningen af Toldbodpladsens Huse. Der vilde ikke vindes Noget ved al forbyde Brændevinsudskænkning paa Ladegaarden, da Vedkommende jo alligevel kunde kjøbe Brændevin for rede Penge, og de i dels sted vilde kjøbe Brød o. lign. for kobbertegnene. Det er ikke i Arbejdere af første klasse, som hver Dag kunne faae 1 Snaps Brændevin, og det vil da kun blive en Snaps hveranden Dag til hele Ladegaardens Befolkning Aaret rundt. Man bør ikke pludselig gjøre Ændringer i et gammelt Reglement, da det vilde regnes for en meget haard Uretfærdighed. 

- Clausen troer ikke, at man vilde betænke sig paa at lukke Søkvæsthuset strax, hvis man kjendte dets sande Tilstand. 

- Eskildsen: Man kan jo dog ikke lukke det, uden at paavise, hvor de Derboende skulle hen Sagen vil jo desuden meget snart komme til Drøftelse ved den almindelige Fattigudvalgs-Betænkning. 

- Herforth værger dette Udvalg mod Mistanken for ikke at have været flittigt, og minder om, at det fra Begyndelsen af mødte bestemt Modstand og Uvillie fra Magistratens Side, saa at det selv maatte skaffe sig alle Oplysninger og føre en udførlig Brevvexling. 

- Clausen: Man kunde i ethvert Fald lægge Folkene fra Søkvæsthuset i Barakker, det var langt bedre. 

Udvalgets Forslag vedtoges enst.: Ulriks derimod forkastedes imod faa Stemmer (Clausen, Meldahl og Olsen).

- - -

(Fældrelandet 31. december 1868. Uddrag, afsnit indsat for overskuelighedens skyld)

Provst Peters, Flensburg. (Efterskrift til Politivennen)

I 1852 (et år efter den danske menigheds oprettelse i Flensborg) var skibskaptajn Thomas Christian Sabroe blevet medlem. Hans kone døde 2 år efter mens han var i Vestindien. Før sin død havde hun kontaktet pastor O. N. H. Peters ved Marie Kirken med henblik på begravelsen - som han også foretog. Pastor Graae (medstifter af den danske borgerskole i Flensborg) fandt ud af dette og mente hun hørte til den danske menighed, Peters havde derfor ikke været berettiget til at begrave hende og udtrykte ønske om at Peters skulle slette hende i kirkebogen, for i stedet at opføre hende i den danske. Peters protesterede, men kirkevisitationen gik ham imod, og han blev pålagt at slette hende i kirkebogen. Dødsfaldet blev indført i den danske kirkebog (men ikke slettet i den tyske). (Danske Kirkebøger i Sydslesvig, bind 1. Ved Lars N. Henningsen. 1993. s. 13-14.)

Pastor Peters havde gjort sig upopulær blandt de tysksindede da han optrådte ved indvielsen af Istedløven på Flensborg kirkegård. Provst Hansen blev afskediget som provst i 1864 efter magtskiftet, og pastor Peters konstitueret i hans sted. Især viste fjendtligheden mod hans indsættelse i marts 1864 sig i Angeln sogn, hvor man udtrykte ønske om indsættelse af en anden.

Fra Slesvig. Provst Peters i Flensborg, en af de modbydeligste af de mange foragtelige Renegater, der i Aarene siden 1864 have arbeidet for Sønderjyllands Fortydskning, har i en Skrivelse til "Flensb. Anz.", der er affattet i den overmodigste Tone, anført de Grunde, hvorfor han forfølger det danske Sprog og særlig dets Benyttelse i Holdts private Realskole i Flensborg. Han betegner i Skrivelsen det danske Sprog i Flensborg som en Frugt af "systematisk dansk Propaganda og Agitation", som en "Drivhuusplante, der maatte gaae under ved den første Storm", og han erklærer, at han vil vedblive Forfølgelsen imod enhver dansk Skole, fordi den i "vor tydsk-talende By Flensborg bestandig kun maa blive et Arnested for politisk Propaganda eller Agitation", i hvilken Henseende han beraaber ug paa de Erfaringer, han har vundet i Aarene fra 1851 til 1863, da han "havde Leilighed til at kaste et altfor nøiagtigt Blik ind i dette jesuitiske Væv". Det er bekjendt nok, at Provst Peters - af Folkevittigheden i Flensborg formedelst en Tale om den overhaandtagende Brug af Kaffe i Reglen benævnes "onse lütje Kaffekann" - i disse Aar som Præst ved Mariekirken bestandig spillede loyal, og at han endog deeltog i Indvielsen af Løvemindesmærket paa Flensborg Kirkegaard. Men saasnart det viste sig fordeelagtigt for ham, afkastede han sin Maske, forfulgte skaanselløst alt Dansk, fik de blomstrende, danske Skoler og den danske Menighed ophævede og er endog fræk nok til nu at tale om de tidligere Tilstande, hvis lydige Tjener han var, som "et jesuitisk Væv" , skjøndt Ingen har viist sig mere jesuitisk end netop han i hele sin Færd. At han foragtes af Flensborgs dansksindede Borgere, er en Selvfølge; naar han ikke ligeledes er en Gjenstand for Tydskernes Ringeagt, saa kan det kun være fordi den tydske "Sittligkeit" er et fra andre Folks Moral aldeles forskjelligt Begreb. 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 23. december 1868)

I november 1865 var der 450 elever i danske borgerskoler i Flensborg. 320 blev tvunget til at flytte til de tyske borgerskoler, mens 130 fortsatte. I 1869 blev dette tal yderligere beskåret. I forbindelse med sit 50 års jubilæum som præst i oktober 1895 verserede rygter om at han søgte sin afsked. Endnu i 1896 ser det ud til at han var provst i Flensborg. Provst Peters fejrede den 7. januar 1904 sin 85. fødselsdag.

Kvas i Boserup Skov. (Efterskrift til Politivennen)

Kvaset i Boserup Skov. Vinteren er indtraadt, og for de Fattige, der bo i Nærheden af Skove, er det altid en Trøst, at de kunne værge sig nogenlunde mod Kulden og varme deres knappe Maaltider ved det Kvas, der kan samles paa skovbunden, thi ingensteds, det vi have hørt, har man negtet den Fattige at samle de nedfaldne Grene, hverken i Statens eller Kommunernes eller Privatmands Skovstrækninger. Det er en Barmhiertigheds, en Menneskeligheds Gjerning, hvortil Naturen selv ligesom har anvist Eieren ved om Vinteren at strø de udgaaede Grene over Jorden. Kjøbenhavns Magistrat eier Boserup Skov ved Roskilde, og den har givet det første Exempel paa en modsat Fremgangsmaade ved at lukke Skoven for de Fattige i St. Jørgensbjergs Sogn ved Roskilde. Vi vide vel, at den ikke har gjort det uden, at være ægget derved, at der er foregaaet ikke faa, maaske heller ikke smaa Overtrædelser fra den nævnte Befolknings Side, men vi tro paa den anden Side, at en Del af Skylden herfor paahviler Skovopsynet. Idetmindste har man forsikret os, at der langtfra ikke skete saa mange Krænkelser af skovfreden  dengang, da der var to skovbetjente, som nu, da der er tre. Lad dog den Fattige have lov til at samle Kvas i Skoven, som han har Tilladelse til at sanke Buskenes Bær og Axene paa Marken. Det har overalt og til alle Tider været Fattigmands Ret, lad ikke Kjøbenhavn gjøre Begyndelsen til at bryde den. Vi erindre, at for endel Aar siden en Domænedirektør vilde paalægge den Fattige en Afgift for Tilladelsen til at plukke Bar i Statens Skove, men han veg tilbage for den offentlige Mening, der stærkt reiste sig imod ham. Vi anmode indstændig Kjøbenhavns Magistrat om at tage sit Forbud tilbage. Lad Skovbetjentene gjøre deres Pligt; lad der blive straffet, om endelig saa skal være, men lad ikke det gaa ud over alle Fattige, som ganske vist ikke er Alles Værk.

"Bedrøv ikke en hungrig Sjæl, og forbitre ikke en Mand i hans Armod."

Jesu Sirach. Kap. IV. Vers 2.

(Dags-Telegraphen (København) 12. december 1868)

I starten af 1869 var der en pengeindsamling i gang til fordel for trængende i Sct. Jørgensbjerg Sogn.

Løkken. (Efterskrift til Politivennen)

I Dags-Telegraphen (København) 26. oktober 1868) havde en person fremsat nogle påstande i forbindelse med etableringen af et apotek i Løkken. Det blev besvaret i Dags-Telegraphen (København) 23. november 1868. I et afsluttende indlæg blev der også givet nogle mere generelle betragtninger som gengives i følgende artikel:

De medicinale forhold i Løkken. Fra Løkken skrives til os under 26de f. M.: Hr. Redaktør! Dersom det ikke var en Kjendsgjerning, at kun en meget lille Del af Publikum har Kjendskab til Forholdene paa Jyllands Nordkyst, skulde jeg ikke med et Ord have omtalt eller imødegaaet Hr. F's Svar paa mine Bemærkninger i "Dags-Telegraphen" angaaende de herværende Medicinalforhold; thi hele hans Fremstilling er saa skæv og selvmodsigende, ja den røber endog en saa komplet Mangel paa Kjendskab til de Forhold, han skriver om, og hans Argumentation er derfor saa løs og uholdbar, et den ikke kan vildlede noget eneste forstandigt Menneske, der kjender Forholdenes sande Skikkelse, men kun staaer som et talende Vidnesbyrd om, hvor lidt der i Grunden kan siges til Fordel for Opretholdelsen af den nuværende Ordning af Medicinalforholdene her. Publikums store Flerhed kjender imidlertid, som sagt, ikke synderlig til Tilstanden paa Jyllands Nordkyst - der er fra det første Øieblik, man her begyndte at røre sig for at skaffe Byen en Læge og et Apothek, baade privat og officielt reist en saa decideret Modstand derimod fra deres Side, hvis Interesser trues derved, og Hr. F's Bestræbelser sigte saa aldeles iøjnefaldende til det samme Maal, at det vilde være uforsvarligt at lade hans Fremstilling henstaa uimodsagt; et Oieblik, da man af Mangel paa en bedre Ordning søger at formaa en Læge til at etablere sig her paa Pladsen, og hans saakaldte "Oplysninger" altsaa let kunde virke til - hvad de vel ogsaa ere beregnede paa - at afskrække Lægerne fra at befatte sig dermed. Hr. F. begynder med en ironisk Bemærkning om, al det maa have overrasket "Dags-Telegrafens" Læsere at erfare, at der existerer en saa betydelig Handelsplads paa Jyllands Nordkyst som den, Løkken efter min Beskrivelse er, men da han formodentlig strax er kommen i Tanke om, at der til Bedømmelsen af dette Forhold foreligger Offentligheden aldeles uforkastelige Data i Form af Handels- og Skibsfarts-Statistiken, er han dog saa god strax efter at indrømme, at dette forholder sig rigtig, idet Byen, som han siger, "har 6 a 7 dygtige og virksomme Kjøbmænd, der med Smaaskibe drive en betydelig og indbringende Handel paa Norge". Men selv denne Hr. F.s Indrømmelse er kun "Sandhed med Modifikation", og han synes desuden strax at have fortrudt den, thi strax efter, og ligesom for at udslette Virkningen deraf, debiterer han den haandgribetige Usandhed, at næsten alle de øvrige Beboere ere ubemidlede eller fattige Folk, ja at Byen endog hverken har Kirke eller Skole. Stakkels Løkken, der saaledes pludselig er skudt udenfor Civilisationens Omraade! Men til Beroligelse for Publikum glæder det mig dog at kunne meddele, at ogsaa denne Hr. F.'s Relation er "Sandhed med Modifikation". Løkken har naturligvis baade Kirke og Skole, der begge ligge udenfor Byen, fordi de ere fælles for den og Landsbyen Furreby. Hvad nu Byens Handel og Skibsfart angaaer, da skal jeg for at spare mange Bemærkninger med et Par statistiske Oplysninger bevise Hr. F. og Publikum Usandheden og Upaalideligheden af hans Fremstilling deraf; thi da disse Forhold maa betragtes som de egentlige Grundlag for hans Paastand om, at et Apothek og en Læge ikke her skulle kunne bestaa, maa denne Paastand jo hovedsagelig staa og falde med deres Beskaffenhed. Foruden den Exporthandel, Pladsen driver indirekte paa Udlandet, nemlig med Dampskibene over Aalborg, Kjøbenhavn og Frederikshavn, og foruden hele den indenlandske Trafik, exporterer Løkken ifølge det statistiske Tabelværk aarlig direkte til Udlandet ca. 100 Skibsladninger, bestaaende af Korn og Fødevarer, til en Værdi af imellem 3 a 400,000 Rd. Denne Handel drives ikke, som Hr. F. bemærker, med Smaaskibe paa Norge, men den drives her som andensteds med større og mindre Skibe ogsaa til andre Markedspladsen, f. Ex. England, Holland og Belgien, eftersom Konjunkturerne medføre Handelens Gang. Importhandelen lader sig vel ikke fuldtud oplyse ved statistiske Data, fordi hele Kolonialhandelen gaaer over Aalborg og Kjøbenhavn; men jeg kan dog give en Antydning af dens Omfang ved at fremhæve, at der af Artikler som Trælast, Kul , Salt og Jern ligeledes efter Tabelværket aarlig indføres direkte fra Udlandet henimod 100 Skibsladninger, og jeg tør antage, at dette vel tilstrækkelig betegner, at ogsaa Omfanget af Importhandelen er al Ære værd. Byens Handelsflaade bestaaer af 15 Skibe, hvis samlede Drægtighed udgjør noget over 660 Tons, og dersom Hr. F. havde gjort sig den Uleilighed blot at kaste et Blik i Merkantilkalenderen, vilde han deraf have seet, at ingenlunde alle disse Skibe falde ind under Begrebet "Smaafartøier", idet de 6 af dem have en Drægtighed af imellem 40 og 140 Tons, men jeg kan endogsaa glæde Hr. F. med den yderligere Oplysning, at det sølle Løkken endog har et Skib, der gaaer i oversøisk Fragtfart. Ja, siger Hr. F., men Løkkens Handel er ikke lige stærk hele Aaret (!), Byen har ingen Havn (!), og naar Jernbanen kommer istand, er det at befrygte, at Byen vil tabe sin Betydning som Udskibningssted og Handelsplads. Det er virkelig komisk at se Hr. F. "overraske" Publikum med disse værdifulde Oplysninger. Troer Hr. F. maaske, at der i hele Verden findes en eneste Handelsplads, hvor Handelen hele Aaret er lige stærk, eller troer han, at Nogen vil betragte Savnet af en Havn som en Mangel ved Løkken, naar det er en Kjendsgjerning, at denne Mangel er fælles for alle Handelspladser paa Jyllands Nord- og Vestkyst? Af de foran meddelte statistiske Oplysninger fremgaaer det vel tilstrækkelig tydelig, at man ogsaa uden Savn kan drive en meget livlig Handel og Skibsfart her, og savner man end stundom den Sikkerhed og Bekvemmelighed ved Skibningsarbeidet , som haves i en Havn, er man ogsaa til Gjengjæld ikke alene fri for Byrderne deraf i Form af Lods- og Havneafgifter, men, hvad der er af størst Betydning, man har aabent Farvand hele Aaret rundt, saa at man kan benytte enhver heldig Konjunktur, naar Havnestaderne ved Kattegattet, Sundet og Belterne ere afspærrede ved Vinteren. Nei! Løkkens Betydning som Handelsplads trues hverken ved Havne- eller Jernbaneanlæg: thi det er ikke dem alene, der skabe Handelspladser. Løkken har et godt og veldyrket Opland, som ovenikjøbet ikke berøres af Jernbanen, dets Skibsfart er fri for den besværlige Seilads omkring Skagen og i Kattegattet, og saa længe det har en dygtig, driftig og med Kapital tilstrækkelig forsynet Handelsstand, kan det rolig møde enhver Konkurrence med Østkystens Havnesteder. Hvad nu Befolkningens Livsstilling angaaer, da er Hr. F.'s Fremstilling ikke mindre grundfalsk end hans forannævnte Oplysninger. Foruden de af ham omtalte 6 a 7 Handlende, hvoraf de fleste have store Etablissementer, har Løkken nemlig et stort Dampbrænderi med tilhørende Spritfabrik, endvidere 1 Jernstøberi, 2 Garverier, 2 Farverier, 4 Bagerier og 2 Reberbaner foruden endel Skibsførere, mindre Handlende og Haandværkere af alle Slags, der ingenlunde kunne henføres under Begrebet Fattigfolk, men hvoraf Flere endog ere meget velstaaende Folk. Maa jeg nu spørge Hr. F., om han efter disse uforkastelige Data, og navnlig naar han sammenholder dem med den Kjendsgjerning, et en saadan Virksomhed ikke lod sig tænke paa Jyllands Nordkyst, medmindre Pladsen, hvor den findes, er omgiven af et udmærket godt og veldyrket Opland, drister sig til at paastaa, at Løkken i noget eneste andet Punkt udstiller sig fra Kjøbstæderne end derved, at Byen ikke har Kjøbstadsret, og maa jeg saa anmode Hr. F. om selv at oplyse, hvad Værdi der efter disse Data skal tillægges hele hans paafølgende Argumentation for, at der ikke i Løkken skulde kunne bestaa en Læge og et Apothek. Han faaer vist ikke mange forstandige Folk til at vedkjende sig den Mening, at det ikke her skulde være fuldt saa god en Entreprise som i de fleste Smaakjøbstæder, og han faaer vist endnu færre Meningsfæller i sin Besvarelse af Spørgsmaalet om, hvorvidt Løkken efter de foreliggende Oplysninger, og efter hvad jeg tidligere har godtgjort i min første Artikel, har berettiget Adkomst til at faa baade Læge og Apothek. Ja! men saa vil Apotheket i Saltum faa en farlig Konkurrent, siger Hr. F., og fornuftigvis vilde der da kun vore Tale om at flytte dette Apothek til Løkken, men da Regjeringen ogsaa for en Snes Aar siden i Saltum har oprettet et Distriktslogeembede, saa vilde dette være en Uretfærdighed mod Befolkningen i denne Egn - og hvorfor siger Hr. F. det ikke ligefrem, thi det er naturligvis ogsaa hans Mening - ligeledes imod Distriktslægen. Men fordi Regjeringen for en Snes Aar siden har gjort sig skyldig i et Misgreb ved for det Første at dele det nordlige Jylland i altfor store Lægekredse og dernæst ved at henlægge Apothekerne og Lægestationerne til Steder, lige uheldig valgte for disse og for Befolkningen, er det derfor Hr. F.'s Mening, at der ikke bør gjøres nogen Forandring deri? Jeg skal gierne indrømme ham, at Apotheket i Saltum vilde blive en Umulighed, og at de derværende to Læger vilde faa nogen Afgang i deres Praxis, hvis man i Løkken oprettede et Apothek, hvad der aldeles utvivlsomt vilde være synonymt med, at Byen fik en Læge. Men naar det nu er temmelig klart, at Apotheket i Saltum ikke vil kunne opretholdes, enten Løkken saa faaer Apothek eller ikke, fordi den Købmandshandel, der kan drives der, ikke er et tilstrækkeligt Hjælpemiddel, saa at man som Supplement har maattet tilføie et Slags Monopol paa Brændevinshandelen i Sognet, som nu meget snart gaaer tabt, hvorfor tage saa ikke Medicinalautoriteterne og navnlig de stedlige selv Initiativet til den Omordning af Forholdene, som dog ikke længe lader sig forhindre, nemlig at flytte Apotheket enten med eller uden Distrikts, Lægen til Løkken, hvor Apothekeren kan bestaa, hvis han er i Besiddelse af den fornødne Handelsdygtighed og Driftskapital, og derimod at ansætte en Distriktslæge med Ret til Medicinalhandel for Hvetbo Lægedistrikt i den sydlige Del af Jetsmark Sogn, hvor der vel ligesaalidt som i Saltum kan bestaae et Apothek. Det er den Ordning, man allerede burde have truffet, da man bestemte sig til Oprettelsen af et Apothek for Nordkysten, og det er den, der sandsynligvis dog tilsidst bliver Resultatet af den reiste Bevægelse, hvad enten det skeer tidlig eller sent. Det er nok muligt, at det for en Tid kan lykkes Hr. F, og Meningsfæller at forhindre det, men det vil ganske utvivlsomt naaes, thi det er ikke, som Hr. F. behager at ytre, en Snes eller en halv Snes Personer, hos hvem der føles Trang dertil; det er Løkkens hele Befolkning, som finder den nuværende Tingenes Tilstand utaalelig, og som enstemmig har andraget om en Forandring deri. Af Hr. F.s Anvisning paa Saltum Læger og Apothek som dem, hos hvem man her med Besparelse af Tid og Vognleie kan faa hurtigere Hjælp end Hjørring, skulde man tro, at jeg har undladt at omtale dette i min første Artikel. Dette er imidlertid en ejendommelig Maade at omgaaes Sandheden paa, thi jeg har jo udtrykkelig oplyst, at dette sjelden kan nytte, fordi Veien mellem Løkken og Saltum den halve Del af Aaret næsten er ufarbar, medens der til Hjørring er en ordentlig anlagt Vei. Betalingen for en Vogn til Hjørring og til Saltum er vist omtrent den samme, og naar Veien er slet, kjører man hurtigere til det første end til det sidstnævnte Sted. Hr. F s Bemærkninger til Bedste for Apotheteriets Opretholdelse i Almindelighed, synes mig temmelig umotiverede overfor en Udtalelse, der tværtimod at befatte sig med dette Stridsspørgsmaal netop gaaer ud paa at vise Nødvendigheden af, at Løkken faaer et Apothek, og i det Hele taget troer jeg ikke, at det er klogt af Medicinalautoriteter for Tiden at pukke paa Betydningen af deres Kontrol med Apothekervæsenet, thi der er Mange, som nære stor Tvivl om, at det hele Væsen opveier Byrderne, det medfører for Almenheden, men iøvrigt er ogsaa dette jo Noget, jeg aldeles ikke har indladt mig paa. At man nu, som Hr. F. synes at antyde, vil tolerere det Udsalg i Løkken af Haandkjøbs-Medicinalvarer fra Hjørring Apothek, som man for et Par Aar siden har forbudt, vil vist glæde Mange, hvis det bekræfter sig, da det i Mangel af stedlig Læge og Apothek dog altid vil kunne afhjælpe noget af Trangen; men det er vel tvivlsomt, om vedkommende Handlende tør stole paa Hr. F.s Authenticitet, - ialtfald veed jeg ikke bedre, end at han hidtil har holdt sig Forbudet efterrettelig. - Og hermed troer jeg tilstrækkelig at have gjort Afregning med Hr. F. Kan han ikke fremføre bedre Beviser for sin Mening, staaer min Paastand lige usvækket, nemlig at Løkken er fuldt berettiget til at faa baade Læge og Apothek, at begge her vilde vore heldigere stillede end i de fleste Smaakjøbstæder, og at Medicinalautoriteternes Modstand mod Befolkningen« Krav i saa Henseende kun er grundet i uberettigede og ovenikjøbet forfejlede Hensyn til Enkeltmands Interesse og kun skikket til at opelske og udvikle Nordjyllands Kvatsalveri. - n.

Hermed maa Diskussionen om denne Sag være afsluttet i "Dags-Telegraphen". Red.

(Dags-Telegraphen (København) 7. december 1868)

Løkken var siden 1600-tallet Vendsyssels største ladeplads som fra 1678 begyndte at blive befolket med fastboende. Under Englandskrigen voksede Løkkens betydning yderligere så byen fik købstadspræg. 1860-1894 var Løkken endvidere toldsted. Skudehandelen var da ved at blive overtaget af lokalt fiskeri. Jernbanen 1913 betød opblomstring i turisme. 

Løkken fik først et apotek i 1884: et hjælpeapotek under Saltum Apotek. Det blev selvstændigt i 1895, men var dog 1907-1916 hjælpeapotek for Vraa. Saltum havde fået distriktslæge 1849, apotek 1857. November 1876 blev apoteket desuden "brevsamlings-sted"og købmandshandel samt opslagstavle med avisnyheder. I 1915 noterede visitationen at "Lokalerne og størstedelen af inventaret er i meget ringe grad tidssvarende". 1919 åbnede et nyt apotek. 

Uægte Fødsler. (Efterskrift til Politivennen)

Uægte Fødsler. I "Dansk Maanedskrift" har Fuldmægtig L. Sodemann skrevet en Afhandling "Om Hyppigheden af uægte Fødsler". Heraf sees, at Holland er det Land, hvor der findes færrest uægte Fødsler Sted, nemlig 44 af hvert Tusinde. Derefter følge Spanien 56, Slesvig 63, Schweits 69, Frankrig 76, Preussen 77, Belgien 86, Norge 89, Østerrig 98, Sverrig 102, Holsteen 102, Hannover 103, Danmark 111 (hver 9de Fødsel), Würtemberg 142, Sachsen 149, Baden 162, Mecklenborg 201 og Baiern 219. I Mecklenborg er aaaledes hver 5te og i Baiern mellem hver 4de og 5te Fødsel uægte (5 Gange saamange som i Holland og dobbelt saamange som i Danmark). - Hvad særlig Danmark angaaer, saa ere de uægte Fødsler færrest i Ribe Amt (41 af 1000 Fødsler eller hvert 25de), derefter følge Skanderborg 64, Kjøbenhavns 66, Veile 69, Bornholms 72, Præstø 73, Thisted 75, Holbæk 88, Maribo 89, Aarhuus 89, Sorø 90, Ringkjøbing 82, Frederiksborg 94, Viborg 98, Randers 107, Aalborg 130, Hjørring 144, Odense 160, Svendborg Amt 166, og endelig Staden Kjøbenhavn, hvor af 1000 Fødsler 118 eller over en Femtedeel ere uægte. Betydelig mindre bliver dog Forskjellen mellem de forskjellige Dele af Landet, naar man tager Hensyn til Antallet af de ugifte Kvinder mellem 20 og 50 Aar, og Rækkefølgen bliver da ogsaa en anden. Forholdet viser sig da at være ugunstigst i Hjørring Amt, hvor af 1000 ugifte Kvinder mellem 20 og 50 Aar 78 aarlig føde uægte Børn; først derefter kommer Kjøbenhavn med 64, og derfra daler Antallet jævnt ned til 29 i Bornholms Amt, og endelig 18 i Ribe Amt, der saaledes ogsaa fra dette Udgangspunkt har det gunstigste Forhold. For Kjøbenhavns Vedkommende stiller Forholdet sig ugunstigere paa Grund af, at besvangrede Piger fra Provindserne søge til Hovedstaden enten for at blive optagne paa Fødselsstiftelsen eller for at skjule deres Stilling. Heri maa ogsaa Grunden søges til, at Kjøbenhavns Amt udviser et saa gunstigt Forhold.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 4. december 1868).

Natmandsfolk. (Efterskrift til Politivennen)

Silkeborg, den 2den Decbr.

- Natten mellem den 21 de og 22de f. M. forefaldt der en uhyggelig Begivenhed paa Kibek Mark, i den nordvestlige Udkant af Assing Sogn og Hammerum Herred, som er meddeelt os saaledes: Hen paa Eftermiddagen den 21de f. M. indfandt der sig 3 Mandfolk og 2 Fruentimmer af de saakaldte "Natmandsfolk" hos Huusmand Jens Jacobsen paa Kibek Mark, medbringende endeel af deres kjæreste Drik, Brændeviin. Jens Jacobsen, der desværre er en til Drik forfalden Person, har formodentlig ikke kunnet modstaae Lysten til at dele deres Proviant, men vistnok taget Deel i Nydelsen deraf, ved hvilken Lejlighed det kom til Skjænderi, som snart udartede til Kamp og endte med totalt Nederlag for Husets Herre. Denne, der forøvrigt er en jevn haandfast Karl naar han er ædru, blev snart kastet omkuld; men ikke tilfreds med at see Modstanderen ligge for deres Fødder, gave de ubudne Gjæster sig til at prygle løs paa ham med Stokke samt træde og sparke ham, saa han næsten var bevidstløs, da han blev funden. De nærmeste Naboer, et Par Huusmænd, som vare underrettede om Sagernes Stilling, turde ikke gaae ind til Voldsmændene, hvorfor de søgte ind til Byen efter Assistance, men da de kom tilbage med denne, var Huset forladt af Ugjerningsmændene, som forinden havde ødelagt alt Indboet, saavel Stole og Borde som Glas og Porcellain; tillige havde de, for ikke at forsmægte paa Veien, medtaget endeel Kjød eller Pølser og stævnede nu Koursen ad Fjelstervang til, hvor de efter Forlydende tvang en Høker til at staae op om Natten for at skaffe dem Brændeviin. Manden var imidlertid snildere end den foregaaende og ønskede ikke Natmandsselskab; under Foregivende af at ville skylle en Flaske, løb han ud, men satte istedet derfor afsted til Naboerne. Kæmperne mærkede Uraad og bortfjernede sig strax, saa dengang Manden kom tilbage med Forstærkning, vare de forlængst afrejste. Da det gryede ad Dag næste Morgen, blev et Bud afsendt med Melding til Herredskontoiret i Herning samt Anmodning til lægen om at komme den mishandlede Mand tilhjælp, og ud paa Eftermiddagen indfandt den i Herredsfogdens Fraværelse konstituerede Fuldmægtig Mahler sig paa Stedet, hvor Kampen havde staaet, og optog Synsforretning over Skjændselsgjerningen, ligesom ogsaa Lægen kom tilstede og erklæredes at der dog ikke var Fare for Mandens Liv. Samme Aften bleve "Kjæmperne, der opholde sig i den sydvestlige Udkant af Sneiberg Sogn, efter Forlydende arresterede af Sognefogden og bragte til Arresten, hvor det er haabe, at Øvrigheden vil vide at faae dem afstraffede efter Fortjeneste.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 2. december 1868).

Alex Vincent. (Efterskrift til Politivennen)

Restaurations-, Bal- og Koncertlokale. Medens Kjøbenhavns offentlige Lokaler paa en Tid, som ikke ligger overmaade langt tilbage, svarede ved deres Tarvelighed til, hvad man dengang ansaa for den danske Nations Naturel, have de senere Aar ladet det ene luxuriøse Etablissement efter det andet opstaa heri Byen, og Overdaadigheden har bestandig antaget større og større dimensioner, saa at vi nu med Hensyn til Hoteller, Konditorier og Restaurationer ikke staa meget tilbage for andre Hovedstæder. Et nyt Skridt fremad paa denne Bane er skeet ved det nye Lokale, som Restauratør Alex. Vincent paa Tirsdag aabner paa Gammelholm, og som egentlig allerede igaar indviedes ved et Bryllup. Hr. Vincent er saa tilstrækkelig bekjendt fra Tivolis Restaurationslokale, at der ikke kan være nogen tvivl om, at alle gastronomiske Fordringer ville blive tilfredsstillede i en af ham bestyret Restauration; men det Lokale, som han har havt Mod til at Leie, og som Hr. Malermester Riise har havt Mod til at indrette, overgaaer i den Grad alle andre Lokaler af denne Art her i Byen, at det vel fortjener, at Opmærksomheden henledes derpaa. Der er til dets Opførelse og Udstyrelse benyttet vore dygtigste Haandværkere - f. Ex. Brødrene Jensen - og smagfulde Kunstnere - f. Ex. Professor Nebelong og Arkitekt Dahlerup - der i Forening have frembragt et Etablissment, hvorhen Kjøbenhavnerne kunne føre enhver Fremmed, uden at denne vil savne de tilsvarende Indretninger i sin Hjemstavn. Etablissementet indeholder en store Spisesal, en stor glimrende dekoreret Balsal og en mindre Balsal, en saakaldet Vinterhave, samt flere - saa vidt vides 10 - mindre Spisestuer for smaa Selskaber. Disse sidste ere alle særdeles hyggelig indrettede med Gulvtæpper og andre Bekvemmeligheder; "Vinterhaven" er en meget pragtfuld Sal, hvis Vægge næsten fuldstændig ere bedækkede af Speilglas, mellem hvilke der slynger sig Espalier af Vedbend; den faaer sit Lys om Dagen gjennem et Glastag, og to i Salens Hjørner anbragte Springvand bidrage yderligere til at meddele det elegante Rum Hygge. Paa den store Balsal, som er endel større end Kasinos mindre Sal og omgiven af de fornødne mindre Lokaler - heriblandt et Konversationsværelse - er der anvendt megen Omhu; dens Dekoration tager sig glimrende ud ved Lys, og det rummelige Orkester er saaledes indrettet, at det kan omformes til en lille Scene, som egner sig for Dilettantforestillinger. I det Hele er det paa Etablissementet ødslet med en næsten overvældende Rigdom af Gulvtæpper, Dekorationer, Speilglas og om Aftenen Gasbelysning, hvori det Hele  selvfølgelig straaler endnu mere pragtfuldt, uden at Hyggeligheden dog derved lider nogen Skaar. Det Uheldigste er Indgangen, som baade fra Holmens Kanal og Havnegade er noget uanseelig, ligesom den hele store Bygning ligger altfor skjult bagved Bankbygningen, men denne Ubetydelighed er forsvindende overfor det smukke, med alle bekvemmeligheder udstyrede og, saavidt det er muligt at skjønne, i alle Henseender konfortabelt indrettede Etablissement, der for den mere besindige kjøbenhavnske Borgermand rimeligvis vil stille sig som tilhørende en fjern Fremtid, i hvilken Kjøbenhavn maatte være Hovedstad i et Rige med mange Millioner Indbyggere. Hr. Vincent vil imidlertid vistnok være fornøiet, hvis Nutidens Mennesker ville føle sig tilfredse, naar de besøge hans Etablissment, saa at de ret ofte ville komme igjen, og hertil ønske vi ham det bedste Held.

(Dags-Telegraphen (København) 7. november 1868)

Fotograf Georg Emil Hansen: Alexandre Prosper Vincent (1837?-1883). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Han var gift med Blanca Vincent, født Gerner.

Vincent lå mellem Nationalbanken og "Hotel Kongen af Danmark". Havnegade 3 B/Holmens Kanal 17, Kaptajn Riises Gård. I 1874 skiftede stedet navn til H. Trantels Restavration. Vincent søgte andre veje: I 1875 forpagtede han det ombyggede Hotel d'Angleterre. I marts 1875 gik tyske og franske opvartere i strejke, hvorfor Vincent forsøgte at ansætte danske i stedet. Vincent døde som 46-årig i Cannes 1883 - han var da stadig forpagter af d'Angleterre. 

B. Olsen: Speilsalen i Vincents nye Locale paa Gammelholm. Illustreret Tidende 477, 15. november 1868.

Trantel kom fra en stilling som restauratør på Fredericia Banegård. Omkring 1878 skiftede etablissementet endnu engang navn til Seekamps (Kbhbilleder har et foto fra 1918 som viser indgangen til Seekamps lokaler i en nogen faldefærdig tilstand). Det blev opslugt af Nationalbanken omkring 1913. Kaptajn Riises Gård blev 1884 blev de overtaget af H. Wittmack fra Altona ("Hotel Royal"), kaptajnens svigersøn. Han solgte det i 1898 til et tvivlsomt aktieselskab "Kongen af Danmark" som inden nedrivningen brugte dem som selskabslokaler.

Voldelig Adfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Torsdagen den 10de f. M. om Aftenen Kl. mellem 7 og 8, da Ane Marie Jensen af Utterslevmark var gaaet ned i Gaarden ved sin Bolig for at hente en Spand Vand vcd Brønden og efterat have fyldt Spanden vilde begive sig tilbage med denne, geraadede hun i en Ordstrid med Sporvognskudsk O. G. Larsen og dennes Hustru, som bebo et Baghus samme steds og nu ligeledes vare komne tilstede i Gaarden, idet Sporvognskudsken stillede sig iveien for hende, beskyldte hende for, at hun havde udskældt hans Hustru, og da hun benegtede dette, bibragte hende nogle Slag i Ansigtet, kastede hende omkuld og sparkede hende i Underlivet, saaledes at hun i besvimet Tilstand af de Tilstedekomne maatte bæres op i sin Bolig, hvor hun i flere Uger har maattet holde Sengen som Følge af den hende tilføiede Overlast. Under de i denne Anledning optagne Forhør, under hvilke O. G. Larsen belagdes med Arrest negtede Arrestanten at have givet A. M. Jensen mere end et Slag med Bagen af Haanden samt at have kastet hende omkuld og sparket hende, idet han derhos paastod, at han ved den omhandlede Leilighed var paavirket af Nydeæsen af endel Spiritus, saa at han ikke ret vidste, hvad han havde foretaget sig, og at han blev endmere ophidset derved, at A. M. Jensen kastede sin Spand Vand over ham og udskældte baade ham og hans Kone. Ligesom A. M. Jensen imidlertid negtede at have kastet Spanden efter Arrestanten eller paa nogen Maade at have fornærmet ham eller hans Kone, saaledes maatte Arrestanten ogsaa senere under Forhørene vedgaa ikke at have været mere beruset, end at han godt vidste, hvad han havde foretaget sig, og at han havde baade kastet A. M. Jensen omkuld og sparket hende. For den af Arrestanten saaledes udviste voldelige Adfærd, der ifølge en under Sagen produceret Lægeerklæring havde ikke blot foraarsaget hende et betydeligt Blodtab, en Hævelse af høire Øie og stærke Smerter i Underlivet, men end ogsaa bevirket, at hun stadig vil komme til at bære paa et Onde, der selv i sin mildere Form vil være besværende og meget generende, blev Arrestanten ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom af 8de d. M. i Medfør af Straffelovens § 203 anseet med Fængset paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage samt tilpligtet i Erstatning til den Beskadigede at udrede ialt 22 Rd. 1 Ml. 14 Sk. og til Brøndshøi Rødovre Kommune for hendes Kur, Pleie og Underhold 6 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 24. oktober 1868)

Et Besøg paa Revshaleøen. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redacteur! Geologerne tale, saavidt jeg veed, kun om plutoniske og neptuniske Landdannelser. Vi have imidlertid ganske nær ved os, paa Kjøbenhavns Rhed, en Landdannelse, som nok fortjener at tages i Øiesyn, skjøndt den hverken skyldes Havets langsomme Afsætning eller en ved underjordisk Ild frembragt Hævning sin Oprindelse. Revshaleøen - thi det er den, her er Tale om - bliver taalmodig dannet af Menneskehænder, ikke uden Modstand af det vaade Element.

Allerede den korte Tour derud er ikke uden Interesse. Da vi for en fjorten Dage siden eller lidt mere stilede derud fra Kvæsthuusbroen med en af de smaa Dampere, fik vi ovenikjøbet store ualmindelige Fremtoninger at see. Bag os, ovre paa Christianshavnssiden, viste det tildeels sammenstyrtede Pakhuus sig endnu dengang i Ødelæggelsens første Vederstyggeligded med det brede, aabne Gab gjennem hele Midtpartiet af Bygningen, og med et af de nedstyrtede vester dannet Skraaplan, der strakte sig fra en anden Sals Høide heelt ud i Vandet, opfyldt med et Virvar af Bjælker, sukkerkister osv. Paa Veien igjennem den livlige Havn, passerede der os flere af de derpaa farende Dampskibe, af hvilke den svenske skruedamper "Arboga Nr 1", der netop foer fordi os, siges at bære Prisen i Hurtighed, idet den skal skyde den næsten utrolige Fart af 13 Miil i Vagten, hvad der dog vistnok i Virkeligheden turde indskrænke sig til 12-13 Miles Fart. Ved Hønsebroen kom vi tæt forbi den forhenværende Corvet "Galathea", der som bekjendt i sin Tid har foretaget en Verdensomseiling. Den er nu ikke længer nogen stolt Orlogsmand med høit kneisende Reisning; den er med Alderen sunken ned til en beskeden Coffardifarer og laa og lossede Riissække. Sejladsen forbi Flaadens Leie med de mange gamle og nye Orlogsskibe af Træ og Jern og med Udsigten til den store nye Dampkran af Jernplader paa Nyholm; den smukke Tour ud af Bommen forbi Toldboden, hvor den nye Toldbodbygning nu er i Begreb med at reise sig paa Esplanadens Bastion; Langelinie med dens mange Spadserende; den af Skibe vrimlende Rhed, hvor man hiin Dag blandt Andet saae den i Slaget ved Helgoland prøvede Skruefregat "Jylland", samt to store russiske Orlogsdampere, af hvilke den ene, der er smukt udstyret, oftere er bleven benyttet til søreiser af Keiserfamiliens Medlemmer - alt dette skulle vi kun nævne i Forbigaaende som Exempler paa, hvad Havnen og Rheden frembyde. Den ellers saa smukke Udsigt ind over Havnen og Bom paa Hiin Formiddag i Taage, og vi ville lade den forblive i Taagen for strax at hensætte os til Revshaleøen.

I Havneplanen af Decbr. 1834 vedtoges det at danne en Ø af den Grund, der under Navn af Revshalegrunden strækker sig imellem Batterierne Lynetten og sixtus, ved der at oplæsse den faste Fyld, som opgraves i Havnen og paa Indrerheden. Planen gaaer ud paa at danne en Ø, der er landfast med Lynetten og derfra strækker sig over mod Batteriet Sixtus, kun adskilt derfra ved et c. 200 Alen bredt Løb af ringe Dybde. Paa dens vestlige side, indad mod Byen, dannes der tre Grave, 400 Fod lange, 200 Fod brede og med 13-18 Fods Vanddybde, medens der ved Øens sydlige Side, over mod Batteriet Sixtus, kun bliver 7-8 Fod Vand. Foruden at der ved denne Vanddannelse skaffes tilstrækkelig Bolværksplads til de mange skibe, navnlig Dampskibe, der i Forbiseiling anløbe vor Rhed uden at ville gaae i Havn, vil der derved tillige skaffes Indrerheden titstrækkeligt Læ mod Østenvind, hvilket den hidtil har savnet, og hvorved Pramning og omladning af Varer ved stærk Paalandsblæst næsten er bleven umuliggjort.

Den paatænkte Ø, af hvilken der endnu kun er dannet en Ringe Deel, vil ikke blive saa ganske lille. Dens Størrelse er nemlig foreløbig bestemt til c. 270,000 Qv. Alen eller 19 a 20 Tdr. Land, til hvis Dannelse der vil medgaa 389,000 Læster Fyld, hvilket er det Qvantum, der ifølge Havneplanen skal optages i Havnen og paa Indrerheden i de første 10 Aar, regnet fra 1865. Det indvundne Areal tænkes anvendt deels til Oplagsplads, navnlig for Kulbeholdninger, hvorfra de forbiseilende Dampskibe med ringe Tidsspilde ville kunne forsynes og Omladning af Gods vil kunne foretages, deels til offentlig Ballastplads, til hvilken Skibene kunne forhale efter endt Udlosning inde i Havnen, hvorved der vil vindes rigeligere Plads ved Havnens Bolværker, medens Ballastforsyningen vil kunne skee langt billigere der. Endvidere vil Revshaleøen egne sig vel til Anlæg af en Ophalingsbedding, navnlig for Havariskibe, og der skal allerede for længere Tid tilbage fra privat side være andraget om at erholde det til et saadant Anlæg fornødne Areal tilkjøbs.

Arbeidet ved Bolværkssætningen om Øen er begyndt ved dens sydlige Deel, der vil blive benyttet af Havnevæsenet som Material- og Arbeidsplads, hvorfor der i den 700 Fod lange Bolværkslinje anlægges to større Slæbesteder af henholdsviis 100 og 200 Fods Brede. Den Deel af Bolværksarbeidet der udføres iaar, er overtaget af Firmaet Unmack & Schlüter. Den omfatter en strækning af 1650 Fod, der om kort Tid er færdig. Til Ramningen af Pælene har det nævnte Firma construeret en Damp-Rambuk, som har viist sig overordentlig hensigtssvarende, idet der med den er rammet indtil 25 Pæle om Dagen, og det ovenikjøbet i en meget haard Kalkbund. Da denne Maskine vistnok er enestaaende i sit Slags her i Landet, er den nok værd at beskrive. Rambukkens Underdeel bestaaer af to særskilte Platformer, af hvilke den underste vandrer paa Hjul henad Jernbaneskinner, medens den øverste Platform, der bærer selve Rambukken og Maskineriet, bevæger sig om en Centertap i den nederste, hvorved den kan svinges i en heel Cirkel, selve Rambukken staaer paa den øverste Platforms ene Hjørne og kan anbringes under forskjellige Vinkler, idet den saakaldte "Mægler" (c: det opstaaende Tømmer, opad hvilket Ramslaget vandrer) briter i et Kugleled, medens "Mæglerens" stivere kunne testes og findes ved Hjælp af Vægtstænger.

Ramslaget er af støbejern af c. 2000 Pds. Vægt og løftes af en Dampmaskine, bestaaende af et Dampspil og en 10 Hestes Dampkjedel af Locomotivform. Dampspillet har to Cylindre, hver 7" i Diameter: men medens Kraften fra Krumtapaxlen ellers pleier at forplantes til Kjettingvalsen ved Tandhjul, skeer det her ret Hjælp af saakaldte "Frictional-Hjul", det vil sige Hjul, i hvis Peripherier der er anbragt neddreiede Fordybninger og fremstaaende Kanter, som gribe ind i og presses mod hinanden, hvorved Forplantelsen af Kraften finder Sted. Dette slags Hjul siges i nærværende Tilfælde at have viist sig meget praktiske, idet man ved at føre dem fra hinanden, hvilket med stor Hurtighed skeer ved Hjælp af en Vægtstang, øieblikkelig kan afbryde Forbindelsen mellem Krumtapaxlen og Kjettingvalsen, ligesom man ogsaa ved at føre denne sidstes Frictional-Hjul ned mod en Bremseklods, kan standse Ramslaget paa ethvertsomhelst Punkt. Ja, man har ved Maskinens Hjælp et saa fuldstændigt Herredømme over den 20 Centner tunge Jernklods, som der rammes med, at man, som en af Arbejderne forsikkrede, "kunde knække en Valdnød med den". Ramslaget kan gjøre indtil 8 slag pr. Minut, medens den sædvanlige Hastighed med 12 Fods Løftehøide er 4 a 3 slag pr. Minut. Enhver Pæl, som skal nedrammes, løftes i et Nu ved Dampkraft og bringes paa faa Minuter i den rette Stilling under Ramslaget, og skjøndt den midlertidig ved Enden er omgiven med en stærk Jernring, knuses dog Træet af det tunge Ramslag, saa at det overalt flosser ud over Ringen. Paa Grund af den stærke Modstand, som Kalkbunden yder, hænder det endog, at de svære Pæle knækkes ved Enden under de vældige Slag. Hver Gang der skal nedrammes en ny Pæl, kjører hele den kolossale Rambuk ved Dampkraft med sin store Kjedel, sit Spil osv. selv henad sine Skinner til det Sted, hvor Pælen skal staae. Til Trods for den svære Vægt, der er koncentreret paa Underlaget, foregaaer denne Flytning med stor Lethed. Dampspillet er forfærdiget i Glasgow og Dampkjedlen i Lincoln i England. - Paa Revshaleøen findes der foruden et Skuur for Arbejderne en af Entrepreneurerne anlagt Smedie, hvor det betydelige Qvantum Smedearbeide forfærdiges, som bruges ved Bolværkerne.

Af den er der endnu kun dannet en bred Ring mod Sydøst; hele Bolværksstrækningen over mod Sixtus er færdig, og for Øieblikket arbeides der paa Bolværket ved den sydligste af de tre store Grave indad mod Byen. Storm og Høivande havde i forrige Efteraar har spillet Entrepreneurerne et stemt Puds, idet alt beret Tømmer kom i Drift. Heldigviis var det dog saa velvilligt at drive ind mod Batteriet Sixtus og Amager, saa at det altsammen blev fiske op. Det er en Selvfølge, at meget af Fyldet ved saadanne Lejligheder skylles bort; men om ogsaa Søen gjør Modstand, er det ikke vanskeligt at forudsige, hvem der vil seire i denne Kamp, og om 7-8 Aar vil der i og ved et Farvand, hvor der for Øieblikket ankre i.l anseelige Skibe, være anlagt en ikke ganske lille Ø, hvor der uden al Tvivl igjennem mange Slægter vil komme til at gøre sig en travl Handelsvirksomhed. P. M.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. oktober 1868)

Byggeplads på Refshaleøen, 1868. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.