22 oktober 2023

Gendarm-Spektakler ved Løgte-Kroen. (Efterskrift til Politivennen)

Næppe er Efterretningerne om Kampen ved Brønderslev i Vendsyssel naaet Landet rundt, før der foreligger et nyt Eksempel paa, hvor i Bund og Grund uskikkede Ministeriets Gendarmer er til at holde Orden, og paa hvor let de stik imod Bestemmelsen afstedkommer Uorden af den farligste Art.

Der er i Onsdags Aftes ved Løgte-Kroen tæt udenfor Nørrebro forefaldet et skarpt Sammenstød mellem to Gendarmer og Befolkningen. Anledningen var ubetydelig som i Jylland, og her som dér kom det i et Nu til en Scene, under hvilken der saas dragne Sabler paa den ene Side og løftede Hænder paa den anden.

Vore Reportere meddeler følgende :

Klokken var hen ad halv ni. Inde i Krostuen sad en Del Gæster, deriblandt en Gaardejer fra Frederiksborgkanten, der havde ladet sit Køretøj holde udenfor. Nogle kaade Mennesker havde benyttet sig af hans Fraværelse til at laane" Vogn og Heste og med dem foranstalte en Væddekørsel ude paa Landevejen, idet en kørte, og en anden skulde løbe ved Siden af. Saa gik det frem og tilbage i Trav og Galop, indtil Gendarmerne kom.

Der er stationeret seks Gendarmer og en Sergent i Politistationen paa Bispebjærgs Vej, et Stykke paa den anden Side Kroen. To af dem patrouillerede netop i Nærheden; de saa det utidige Væddeløb og stred, som rimeligt var, ind. Synderne fik imidlertid Tid til at gardere sig selv, og Følgen var, at Gendarmerne gik ind i Kiven - som det synes i den forkerte Tro, at Ejermanden bar Skylden for det passerede.

Han sad paa en Bænk op til Væggen og var efter Øjenvidners Erklæring kendelig beruset. Da Gendarmerne traadte ind og fik at vide, at det var hans Vogn, der holdt ude paa Vejen, forlangte de, at han skulde følge med og befalede i den Anledning den foran siddende Vognmand Frederiksen at rejse sig op og give Plads. Denne Mand lystrede efter deres Mening ikke hurtig nok, og nu faldt de første knubbede Ord. Men Spektaklet begyndte dog først, da Gendarmerne paa en hensynsløs Maade greb Gaardmanden i Skulderen og smed ham fremad, saa han tumlede om ude i Forstuen. Frederiksen gik da, medens der rundt omkring faldt misbilligende Ord fra de tilstedeværende imod Gendarmerne, hen og hjalp Manden paa Benene, hvorefter Optrinet hurtig blev forlagt ud paa Gaden.

Her stimlede en Masse Mennesker sammen, baade Gæsterne inde fra. og mange hvem Støjen lokkede til, saa at de snart var samlet henved Hundrede Personer. Gendarmerne havde imidlertid sluppet Gaardmanden og vendt sig mod Frederiksens to tilstedeværende Brødre, Brøndgraver Frederiksen og Grønthandler Frederiksen, der begge bor i Nærheden, og som i Forening med alle Øjenvidnerne til det passerede bebrejdede Gendarmerne, at de havde vist en altfor brutal Opførsel. Herunder erklærede de pludselig Brøndgraver Frederiksen for anholdt og tog et Par Haandjærn frem, da han, der i øvrigt ingen Vegne kunde komme i Sværmen, formentes ikke at ville følge med, og nu opstod der en forfærdelig Tumult. Folk trængte rasende frem mod Gendarmerne, uden at en eneste tog Parti for disse; Stokke kostedes, der fuldt truende Raab, og gennem det hele stingrede Gendarmernes Signalfløjter efter Hjælp.

Saa trak de blank. De huggede om sig for at holde sig fri fra at blive trampede over Ende, og en af dem rettede sin Karabin frem foran sig, parat til al give Ild. Omtrent paa dette kritiske Tidspunkt, da det kunde være blevet til et komplet Brønderslev Slag Numer to med Faldne og Saarede, Prygl og Stenkast, kom en Sergent og en Menig af Infanteriet til og tog efter Gendarmernes Tilraab en Haand i med for at redde dem, og det lykkedes dem med stort Besvær. Det synes som om den regulære Militæruniform har øvet en beroligende Virkning. De to Soldater fik Gendarmerne og Brøndgraver Frederiksen, der imidlertid havde faaet Haandjærnenc paa, ført et Stykke hen ad Vejen, og lidt efter slap de bort med Lemmerne hele og naaede Politistationens beskyttende Fængselsmure. Rigtignok medbragte de en Fange, men Affæren lignede desuagtet et komplet Nederlag.

Der har - som i alle Kroer - af og til været lidt Spektakel i Lygte-Kroen, men ingen mindes andet, end at Synet af en af de Politibetjente, som Folk kender og er vant til at respektere, al Tid har været nok til at bringe Ro til Veje, saa meget mere som disse Mænd har Ord for at optræde paa en besindig og lidet udfordrende Maade. Til Vanskelighederne i Onsdags Aftes kom endvidere den, at Folk ingen Sympati havde for Gendarmerne, og at de som Følge deraf mistede noget af den Bistand, som en Politibetjent i Neglen kan gøre Regning paa. Og endelig var Værten, Hr. Klausen, til alt Uheld sengeliggende paa Grund af Sygdom. Gendarmerne spurgte i øvrigt slet ikke efter ham, da de kom.

Brøndgraver Frederiksen, der saavel som hans to tilstedeværende Brødre skildres som en humant optrædende Mand, blev først løsladt fra Stationen Kl. 2 om Natten, og kun mod udtrykkeligt Løfte om at holde sig hjemme næste Dag, til Politiet atter lod ham hente. Han maatte i Gaar Formiddags møde paa Stationen og afgive Forklaring, og Rapport er ligeledes optaget over forskellige andre, saaledes over Værtens Hustru Fru Klausen.

Undersøgelserne, der ledes af Birkedommer Schouw, er nu i fuld Gang men Arrestationer var endnu ikke foretagne i Gaar Aftes.

(Social-Demokraten 10. september 1886).


Gendarm-Affæren ved Løgte-Kroen.

Efter at "Social-Demokraten har givet en omstændelig Beretning om det i Onsdags Aftes ved Løgte Kroen passerede, og vi i Gaar har faaet det yderligere stadfæstet, er der nu sendt en officiel, men yderst mager Beretning rundt til de øvrige Blade, der endnu ikke har bragt noget om Sagen, og som man formodenlig søger at indvirke paa ved selv at komme dem i Forkøbet. Skrivelsen er ogsaa bleven tilsendt os; den udmærker sig ved sin Forbigaaelse af den vigtigste Episode, nemlig Sammenstødet uden for Kroen, og lyder saaledes:

"I Onsdags Aftes sad en Afbygger fra Gandløse, en Brøndgraver, en Vognmand m. fl. i Beværtningsstedet "Lygten" paa Nørrebro (Stadens Grund) og nød en Del Drikkevarer. Under Drikkelaget byttede Afbyggeren og Vognmanden Heste. En Handelsmand kom kort efter til Stede, og til ham falbød Vognmanden straks den Hest, som han kort forinden havde afkøbt Afbyggeren og som endnu stød forspændt udenfor. Der opstod nu mellem de Vedkommende Disput om, hvorvidt ogsaa Hesten duede til at løbe, og en Væddekørsel udenfor paa Gaden kom nu i Stand, idet Handelsmanden løb omkap om Bajerskøl med Hesten og Vognen. Denne grove Politiuorden paa en saa befærdet Passage som Nørrebrogade og Frederiksundsvejen foranledigede et Par Gendarmer til, til Udfindelse af de Skyldige og efter at have standset Uvæsenet udenfor at gaa ind i Kroen for at opsøge Køretøjets Ejer, som de ogsaa fandt i Krostuen, værende i overvættes drukken Tilstand. Da han var uvillig til at følge med paa Stationen, hvor Forhøringen foreløbig maatte foregaa, og en Brøndgraver, der ligeledes var meget beruset, var grov og uforskammet og vilde forhindre Afbyggerens Henbringelse til Stationen, blev de begge to, som det nærmeste Sted, hensatte i Detentionslokalet ved Uttersløv Politistation og derpaa løsladte, efter at have opgivet Navn og Bopæl, Brøndgraveren Kl. 1 om Natten og Afbyggeren om Morgenen, idet de først da havde udsovet deres Rus. - Ved samme Lejlighed blev en Grønthandler, der er Broder til Brøndgraveren, ligeledes paa Grund af Krospektakler sat ud af Beværtningsstedet af Gendarmerne. - Under det Passerede er det en Selvfølge, hvad der næsten altid finder Sted ved en saadan Lejlighed, at de Anholdte, navnlig den ene, modsatte sig Bortbringelsen fra Krostuen, ligesom ogsaa Grønthandleren, da han blev kastet ud, greb fat i vedkommende Gendarm, men hertil indskrænkede sig ogsaa det Passerede. Paa Grund af Spektaklet samlede der sig vel noget Opløb udenfor Lygten Kro paa Nørrebrogade, men Ro og Orden var fuldstændig tilvejebragt forinden Afbyggeren og Brøndgraveren blev førte bort af Gendarmerne. Forøvrigt har ingen Anholdelser fundet Sted og yderligere Forhør end til Rapport har ikke været anstillet. Sagen vil formentlig finde sin Afgørelse i den offenlige Politiret en af de første Dage.

- Efter de af os i Gaar foretagne nye Undersøgelser stemmer vor første Beretning imidlertid i alt væsenlig overens med det passerede. Kun blev Brøndgraver Frederiksen ikke - som meddelt - belagt med Haandjærn paa Transporten; først da Gendarmerne var kommen med ham ind i Porten til  Stationen, vilde de lægge Haandjærnene paa, rimeligvis for mere ugenert at kunne brutalisere ham. Men paa Frederiksens Anskrig kom da Politiet ud og lagde sig imellem. Politiet synes stærkt at misbillige Gendarmernes grove Adfærd mod Frederiksen, der i en lang Aarrække har været bosat paa Stedet og nyder almindelig Agtelse som en respektabel Mand. Han løslodes Kl. 1 om Natten. Der afholdtes intet Forhør i Gaar.

Misstemningen mod Gendarmerne er almindelig derude. Det paastaas, at de skrider ind paa de ubetydeligste Anledninger. Forleden fik en ældre Mand en Bøde paa 8 Kr. for - tilmed rent i Spøg - at have sagt "Ned med Estrup! Et Par Drenge paa en femten Aar, der sloges, blev arresterede og idømt 6 Kr.!

Gendarmernes Antal er bleven forstærket fra 6 til 10 Mand. hvilket af mange menes at være ensbetydende med fire Graders Stigning paa Ophidselses-Termometret.

(Social-Demokraten 11. september 1886).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar