16 august 2024

Udgravningen af Fyld ved Gamle Carlsberg. (Efterskrift til Politivennen)

Det kan have sin Interesse at kaste et Blik paa disse Udgravninger, som om føie vil have omændret det hidtil saa maleriske Terræn i betydelig Grad, De fleste af vore Kunstnere kjender godt det kjønne og tiltalende Motiv som aabnede sig for Enden af den gamle Jernbanevold eller rigtigere der, hvor Volden forsvandt og tabte sig i en lang snorlige Vei hvor fordum Banen kjørte. De høie Skrænter paa begge Sider af Veien ere forbundne med en af Etatsraad Herholdt opført Bro - maaske den smukkeste Bro, vi eie herhjemme. Broen er nu i stærkt Forfald, men benyttes dog endnu foreløbig som Forbindelsesled til Vestre Kirkegaard. Under denne Bro aabnede sig mellem de høie Buer et særdeles smukt og tiltalende Motiv, høit oppe paa Skrænten tilhøire ligger Gamle Carlsberg, og langs Voldens Grænse mod den blaa Luft aftegnede sig Tagene af en Mængde Villaer, blandt andre Historikmaler Schwartz' bekjendte Villa med de ældgamle Gavle, som Kunstneren erhvervede sig i Odense, da en gammel Bygning blev nedreven. Begge Skrænterne vare endnu for kort Tid siden begroede med Buskvæxter, høit Græs og vilde Roser i Masse - her kom sjeldent et Menneske, en enkelte Ged græssede Voldkanten, og en enlig Maler tog i Ny og Næ en Skitse, ellers var Alt roligt som i den mest fredelige Idyl, nu er det anderledes. Gaa derud en Dag. I Hulveien ligger nu et Dobbeltspor, hvorpaa de smaa, travle Lokomotiver føre Tipvognene frem og tilbage: prustende og stønnende arbeider Gravemaskinen, medens den med graadig Tand æder sig frem i den venstre Skraaning, Tog paa Tog fører den udgravede Jord til Kalveboderne, som Fyld til den nye Godsbanegaard - det er nu engang denne Jords Bestemmelse, at den skal bruges til Baneanlæg. Veien, hvor paa Banelegemet skal hvile, begynder allerede at forme sig ud af det mærkelige Kaos - Skraaningen tilhøire, op mod Gamle Carlsberg er jevnet til en plan, glat Flade, der foreløbig ligger graa og tør op mod den Sommerdag. Græs og Buske ere borte, og det vil vel vare en Tid, før det atter spirer frem - vel ikke før Banen er færdig.

Til venstre hæver det store Kapel paa Vestre Kirkegaard sit Spir, det er fra Skrænten ind mod Kirkegaarden Fylden tages, og det er derfor ogsaa særlig her, at Forandringen gjør sig gjældende i vældige Masser af Jord er der allerede udgravede, og mere vil følge efter, men om faa Aar, naar Banen er færdig, vil igjen fængsle Øjet - med større Former og mere Lys, men uden at den oprindelige Grundkarakter vil være synderlig forandret.

(Dagens Nyheder 2. juli 1896).


Ukendt fotograf. Broen ved Carlsberg. Kbhbilleder. Broen ser som beskrevet stærkt forfalden, og man ser tydeligt at udgravningerne på kirkegårdssiden er startet, mens skrænterne ind mod Carlsberg er ryddet. Dobbeltsporet til Kalveboderne er anlagt.

Den første bro blev bygget i 1847 over jernbanen omtrent på samme sted som den nuværende viadukt. 50 år efter var den temmelig forvitret og blev nedrevet pga. jernbaneudvidelser umiddelbart forud for opførelsen af den eksisterende i 1899. Den gamle jernbane åbnede i 1897 og blev benyttet til at transportere skærver og grus fra en grusgrav i Hedehusene. Vigerslev Alle blev anlagt langs med den sydlige side. Den nye viadukt stod formentlig færdig i 1899. I en plakat af 15. januar 1906 for første gang officielt blev navngivet Vigerslev Alle og som dengang var næsten færdig. I 1905 diskuterede Borgerrepræsentationen stadig navnet, nogle foretrak det mest brugte, men aldrig officielt anerkendte Valby Alle. Der blev bevilliget penge til en gangsti op til viadukten i 1906.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar