Efterhaanden som Socialdemokraterne ganske have bemægtiget sig Ledelsen af Arbejdernes Fagorganisationer, ere Kampene mellem Arbejdsgivere og Arbejdere blevne baade hyppigere og bitrere end tidligere. Dette er ingenlunde en Følge af, at Arbeidsvilkaarene og Lønnen er bleven slettere, men fordi Organisationerne efterhaanden næsten udelukkende benyttes i den socialistiske Propagandas Tjeneste, i politiske Øiemed som Magtbrydere for de socialistiske Ledere. Dette har medført en Usikkerhed i alle Arbejds- og Kontraktforhold, som efterhaanden er bleven utaalelig. Det er da naturligt at man overalt i Samfundet seer sig om efter Midler til at gjøre Ende paa denne Usikkerhed og bringe stabile Forhold til Veje igjen.
Det skal da først og fremmest anerkjendes, at Fagorganisationerne i det Hele taget ikke alene maa ansees for berettigede, men under den Udvikling de sociale Forhold have taget, nødvendige. De voxe derfor naturligt frem af Samfundets Bund som Anemoner af Skovbunden. Men det er lige saa klart, at skulle Organisationerne virke til Held, til Forbedring af Arbejdsvilkaar og Fuldkommengjørelse af Fagdannelsen og Fagudviklingen, saa maa de være rent saglige: d. v. s. upolitiske. Saa snart det politiske Moment bliver det ledende i Bevægelsen, er det ikke længer Fagspørgsmaal, som udkæmpes, men sociale Brydninger, som fremtvinges. Faginteresserne blive ikke længere Maalet men kun Midler og Vaaben i Samfundskampene. Men hvad enten Fagorganisationerne alene tage Sigte paa deres sande Formaal Fagforbedringer, Lønforbedringer og forbedrede Arbejdsvilkaar i det Hele taget, eller det politiske Moment tager Ledelsen og frembringer Samfundsbrydninger, saa maa der være 2 Faktorer, som gjennem Forhandling eller Kamp gjennemføre Udviklingen. Saa længe dette Forhold ikke er naaet, bliver Udviklingen eensidig, springende og ofte ødelæggende baade socialt og fagligt. De 2 Faktorer ere Mesterorganisationer og Arbejderorganisationer. De kunne begge kaldes "Arbejdsorganisationer". Kun naar disse kontrol balancerer hinanden, kan Udviklingen ventes at blive egal og til ethvert Tidspunkt svarende til de naturlige Erhvervsforhold.
Nu ere saadanne Organisationer rent fagligt seet af saare gammel Dato; men det et klart, at den frie Forfatning, Næringsfriheden, den moderne Kommunalforvaltning m. m. har medført en fuldstændig Forandring i disse Organisationer og deres Virkemaade; men de vedblive at være lige nødvendige. For at give Arbejderorganisationerne større Styrke, har man atter knyttet dem sammen i "de samvirkende Fagforeninger"; men lige saa naturligt er det, at man har gjort det samme ved Mesterforeningerne. Kun naar de 2 Foreninger have hver sin Overledelse, der kunne pleje Forhandlinger om opstaaede Tvistepunkter, er Partiet lige og Betingelserne til Stede for en samfundsbetryggende Løsning af Spørgsmaalene. At de af Naturen paa mange Punkter ere Modsætninger og maa staa kæmpende imod hinanden for at bevare Balancen i det indbyrdes Forhold, er sandt nok. Men det er ligesaa sandt, at de paa endnu flere og i sidste Instans langt vigtigere Punkter maa staa sammen og Haand i Haand og arbejde for fælles Formaal - alt selvfølgelig under Forudsætning af, at de først ere faglige, førend de ere politiske.
Gjennem disse Betragtninger bliver man nødt til at indrømme, at den ene Organisations Berettigelse nødvendiggjør den andens Anerkjendelse. Men her staa vi dog i vor Udvikling overfor en af de mange Modsigelser i det offentlige og sociale Liv, idet de socialdemokratisk ledede Fagforeninger spy Edder og Forgift imod Forsøgene paa at danne "samvirkende Mesterorganisationer" d. v. s. Arbejdsgiverforeninger. Faktisk er dette naturligvis meget forstaaeligt; thi medens Fagforeningerne ere ved at blive almægtige overfor det enkelte Fag - og i hvert Tiifælde forlængst er det over for den enkelte Arbejdsgiver - saa bringes Ligevægten til Veie, naar Sammenslutning har fundet Sted fra begge Sider. Dette bliver i Længden heldigst for alle Parter; thi Fagforeningslederne glemme, at de nu faktisk ganske mangle Herredømmet over deres Tropper i afgjørende Øjeblikke. Dette Herredømme viste de saa naar de staa som ligeberettiget Myndighed i Forhandlingerne med Arbejdsgivernes Ledere, idet de saa kunne henvise til den Magt, som staa bagved deres Modstandere [under] eventuelle Forhandlinger, og det skal nok [ ]m Virkning.
Forsøgene paa at samle Arbeidsgiverne paa lignende Vis som de samvirkende Fagforeninger er hidtil mislykkede. Nød lærer imidlertid nøgen Kvinde at spinde, og efter at det socialistiske Hovmod har naaet en saadan Høide, at Arbejdsstandsninger dekreteres med en Letsindighed og Hensynsløshed, som man næppe var tænkt sig, har Egoismen begyndt at vige for en bestemt Følelse af at det er paa Tide at skabe et kraftigt Værn imod Fagenes Ødelæggelse enkeltvis gjennem partielle Arbejdsstandsninger.
Det er gjennem disse Betragtninger, at "Arbejdsgiverforeningen af 1896" er bleven til. Den rummer fra sin Start de vigtigste Bygningsfag og er saaledes alt nu stærk nok til ved en eventuel Indgriben under en Arbeidsstandsning i et enkelt Fag at kunne sige et Ord som samtlige Parter ville være nødte til at høre. Den tager ene Sigte paa Arbejdsforholdenes Konsolidering, og Ingen tør uægte, at her er vor Tids Brøst. Faaer den derfor Lejlighed til en Gang at standse en Konflikt og vise sit Sammenhold og Kraft, vil den faa en Autoritet, som ikke vil lade den mangle paa Tilgang fra udenfor staaende Fag. Ledet med Fasthed og Omsigt kan den skabe den Balance, som hidtil forgjæves er søgt.
Man har kun i ringe Grad lagt Mærke til denne Forenings Fremkomst, indtil den store Lockout i Jernindustrien udtraadte; men fra dette Øjeblik vil man have hørt den ofte omtale, og i den senere Tid skjænker "Socialdemokraten" den omtrent daglig en Omtale i en saa hadsk og forvrængende Natur, at vi have fundet det betimeligt at gjøre Rede for dens Fremkomst og de Betragtninger, som have hidført denne. Dette er formentlig ikke ufornødent, naar "Socialdemokraten" i Lørdags søger at bilde sit Publikum ind, at denne Forening har vedtaget nye 'Bestemmelser, som "gaa ud paa ved en General Lockout at skaffe enhver Lock Out sejr og at holde enhver Fordring *) fra Arbejdernes Side nede". Det er meget muligt, at denne Usandhed gaaer lige saa glat i Bladets Publikum, som saa mange andre af lignende Art; men for dem, der søger Oplysning om Sagens rette Sammenhæng, vil vor Fremstilling være tilstrækkelig orienterende. Vi skulle overfor "Socialdemokratens" perfide Sigtelser kun bemærke, at "Arbejdsgiverforeningen af 1896" saa langt fra har til Hensigt at slutte enhver Lock-out Sejr, at den tværtimod har til Formaal at forhindre enhver partiel Lock-out, idet dens Formaal er: at skabe de fornødne Midler og Instanser til alle Arbejdskonflikters Udjævning og Paakiendelse ad fredelig Vei uden at Arbejdet standser, for eller medens undersøgelse og Paakjendelse finder Sted. Men derved vil den ganske vist ogsaa forhindre enhver partiel Strike, - altsaa berøve Socialistførerne Muligheden af at benytte Fagorgansationerne til politisk Agitation og delvis Ødelægggelse af Fagene. Det bør bemærkes, at Arbejdsgiverforeningen til denne Opgaves Løsning ligestiller de samvirkende Fagforeningers Bestyrelse med sin egen i al Forhandling, ligesom den sammen med denne og eventuelt Lovgivningsmagten vil søge skabt de Instanser (f. Ex. Voldgift, Arbejdsretter, Enighedskamre o. Lign.), som skulle behandle og paakjende Stridspunkterne. De partielle Arbeidsstandsninger ville da være afskaffede; ti tilbage bliver "General-Striken" og "General-Lock-outen". Hver af Organisationerne beholder sit Vaaben, og Partiet er lige. Men det er jo sikkert, at ingen af Parterne vover letsindigt at svinge det i Utide. Det kolossale Ansvar, det medfører, at benytte en saadan gjennemført Arbejdsstandsning fra en af Siderne, hvilket kun kan tænkes, naar en af Parterne nægter at bøje sig for den af de anerkiendte Instansers afsagte Kjendelse, - vil mane til Eftertanke, og den Sag maa være klar og tydelig og vel funderet, som skal faa Publikum til at billige Vaabnets Anvendelse. Men billiger Publikum det, da er Sagen paa Forhaand tabt for Modstanderen. Her bliver Arbejdsstandsningen nemlig af et saadant Omfang, at Publikum tvinges til at tage Stilling fuldt ud, og det betyder simpelthen en Afgjørelse.
Kan Foreningen faa Held til at løse den store Opgave, vil det ikke mindst blive til Lykke for Arbejderne; thi saa længe disse slavebundne benyttes som rene Marionetter i den socialistiske Propaganda, er deres Existens og Samfundets Ro vedvarende truet.
*) Udhævelserne af "Socialdemokraten".
(Dagens Nyheder 17. august 1897).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar