Lock-out'en er sluttet
Overalt i Landet vil det i Dag erfares med Glæde, at "Arbejdsgiverforeningen af 1896" har haft Held med sin Mægling i den store Lock-out indenfor Jærnindustrien.
I Gaar Formiddag Kl. 9 samledes Udvalget for de samvirkende Fagforeninger med Arbejdsgiverforeningens Bestyrelse til et nyt Møde, der sluttede Kl. omtrent 2 med Vedtagelse af følgende
Forligsforslag :
Efter Anmodning fra Bestyrelserne for de fire Mesterforeninger i Jærnindustrien til Bestyrelsen for Arbejdsgiverforeningen af 1896 om at medvirke til Afslutning af den nuværende Arbejdsstandsning i Jærnindustrien er der ved Samarbejde mellem Arbejdsgiverforeningens Bestyrelse og Udvalget for de samvirkende Fagforeninger opnaaet Enighed om paa Grundlag af det af d'Hrr. J. Jensen og N. Andersen udarbejdede Forligsforslag, at anbefale de stridende Parler følgende Forslag til
Forlig:
1. Forliget afsluttes mellem Bestyrelserne for de fire Mesterforeninger paa den ene Side og Hovedbestyrelsen for Dansk Smedde- og Maskinarbejderforbund, Dansk Formerforbund, Modelarbejdernes Organisationer og Støberiarbejdsmændenes Forbund paa den anden Side.
2. Arbejdet gjenoptages paa Mandag den 13de September d. A. saa vidt muligt i samme Udstrækning paa samme Værksteder og paa samme Vilkaar som før Arbejdsstandsningen paa samtlige under de fire Mesterforeninger hørende Værksteder; for Vogn- og Beslagsmeddemestrene i Overensstemmelse med Overenskomsten af 18de April 1896 med Fagforeningen, dog at der herved ikke sker nogen Lønreduktion. Det staar Smeddemestrene frit for at antage eller ikke antage de Lærlinge og Forbundtere, der har forladt Arbejdet under Arbejdsstandsningen, idet dog Erklæringerne henholdsvis fra Mesterforeningerne af Ilte Avgust d. A og fra Hovedbestyrelsen for Dansk Smedde- og Maskinarbejderforbund af 12te samme Maaned angaaende Forbuudtere og Lærlinge ophæves.
3. Spørgsmaalet om Lønsatserne i Odense og Slagelse optages til Afgjørelse i Overensstemmelse med Voldgiftsreglerne for Provinserne med tilbagevirkende Kraft fra den Dag, Arbejdet gjenoptages.
4. De mellem Fabrikanterne og Dansk Smedde- og Maskinarbejderforbund gjældende Voldgiftsregler (for Provinsernes Vedkommende med de vedtagne Ændringer i Tidsfrister m. v., jfr. Bilag 1) udvides til at gjælde ogsaa for Klejnsmeddenes og Vogn- og Beslagsmeddenes Mesterorganisationer paa den ene Side og de paagjældende Arbejder-Organisationer paa den anden Side.
5. I Henhold til de nævnte Voldgiftsregler maa der herefter ikke foranlediges Arbejdsstandsning (Strejker, Blokader eller Lock-out) fra nogen af Siderne paa nogen af de nævnte Værksteder, uden at Forhandling mellem de paagjældende Organisationers Bestyrelser har fundet Sted.
6. Lovene for de saakaldte Værkstedsklubber bliver fremtidig Gjenstand for Fagforeningernes Approbation, og disse Love kan ikke indeholde gyldige Bestemmelser, der er i Modstrid med indgaaede Overenskomster mellem Arbejder- og Arbejdsgiverorganisationerne, og maa ej heller indeholde Bestemmelser, sigtende til at forulempe Ikke-Fagforeningsmedlemmer under Udførelse af deres Arbejde. Det betragtes iøvrigt som en Selvfølge, at Fagforeningsmedlemmerne og de Arbejdere, der staar udenfor Fagforeningerne, hverken indbyrdes eller gjensidig maa forulempe hinanden under Udførelsen af deres Arbejde.
7. Saavel Mesterorganisationerne som Fagforeningerne vil medvirke til Oprettelse af en Arbejdsdomstol, som den er foreslaaet af Arbejdsgiverforeningen af 1896, og for saa vidt en saadan kan blive oprettet ved de i Arbejdsgiverforeningens Vedtægter af 25de Avg. d. A. nævnte Organisationers - eventuet Avtoriteters - Medvirken, er saavel Arbejdsgiver- som Arbejderorganisationerne i Smedde- og Maskinfagene forpligtede til at indordne sig under denne Domstol.
8. I "Fællesværkstedsreglerne" af 29de Maj 1897 foretages følgende Forandringer :
I § 3 : Sidste Stykke udgaar.
I § 5: Efter 2det Stykke tilføjes: "Hvis der ikke opnaae Enighed med en Arbejder om en Akkord, og Arbejdet alligevel paabegyndes af ham, betales det udførte Arbejde med Timeløn.
I § 6: Andet Stykke udgaar. Der tilføjes efter sidste Stykke: "Den samme Regel gj ælder under lignende Forhold for en Svend, der staar i Enkeltakkord".
I § 7: Paragrafen udgaar.
9. Ovenstaaende Ændringer i de "Fælles Værkstedsregler" træder i Kraft samtidig med, at "Dansk Smedde- og Maskinarbejder-Forbund"
a) ophæver Kongressens Beslutning imod at slutte Kontrakt med gjensidig Opsigelsesfrist, og foranlediger, at det bliver gjort til Pligt for en Svend, der staar i Enkeltakkord, ikke uden Overenskomst med vedkommende Arbejdsgiver at forlade Værkstedet, førend Akkorden er færdig, medmindre dette sker under en af den paagjældende Arbejdsgiver eller Arbejderorganisations Hovedledelse anerkjendt Arbejdsstandsning, hvilket Tilfælde ogsaa Kontrakter paa Tid ophæves uden Opsigelse, og
b) suspenderer Bestemmelserne i Forbundslovene af 1ste Juli 1897, § 9 e og f, indtil disse Bestemmelser ved den førstkommende Kongres kan blive endelig ophævede.
10. Da Lærlinge ikke staar i nogen Forhold til Fagforeningen, kan Lærebevis kun udstedes af den paagjældende Læremester, Lav eller Magistrat.
11. De fra Formerne, Møbelarbejderne og Arbejdsmændene fremsatte Ønsker om Forandringer i Løn- og Arbejdsvilkaar erklærer Fabrikanterne sig villige til at tage op til Forhandling efter Lock-out'ens Afslutning. saa snart de nævnte Arbejderes Organisationer har givet deres Tilslutning til de i Henhold til Punkt 4 mellem Dansk Smedde- og Maskinarbejderforbund og de fire Mesterforeninger gjældende Voldgiftsregler, samt meddelt, at de har foretaget de herhen hørende Valg, under Forudsætning af, at Arbejdet gjenoptages overalt paa Fabriker og Værksteder i de nævnte Fag.
----------
Da der ikke med de i nærværende Forlig trufne Bestemmelser, eller ved de i de fælles Værkstedsregler foretagne Ændringer tilsigtes at stille Arbejderne anderledes med Hensyn til Lønvilkaar, end de har været, førend Striden udbrød, og da Forliget tillige lægger Grundlaget for et fremtidigt godt Samarbejde mellem Organisationerne, har man ikke ment det nødvendigt at beskæftige sig med de Forhold, som er fremkomne derved, at enkelte Grovsmeddesvende har faaet en Lønforhøjelse uden Organisationernes Mellemkomst eller den Stilling, Klejnsmeddesvendene vil komme til at indtage, ved at de ikke kommer ind under Bestemmelserne i de fælles Værkstedsregler, om Tillægsbetaling for Udearbejde, og endelig den Omstændighed, der er en Følge af, at Arbejdstiden paa en Del Fabriker og Værksteder indskrænkes fra 10½ til 10 Timer daglig, idet man gaar ud fra og anbefaler, at disse Spørgsmaal afgjøres ved Forhandling mellem de vedkommende Organisationers Bestyrelser efter de i Forligsforslaget fastsatte Regler.
Kjøbenhavn, den 8de September 1897.
Bestyrelsen for Arbejdsgiverforeningen af 1896:
N. Andersen. Carl Kruse. Vilh. Kohler. Niels Rasmussen. Ferd. Hansen.
Udvalget for de samvirkende Fagforeninger:
J. Jensen. P. Knudsen. Sigv. Olsen. S. Bresemann. A. P. Berg. C M. Olsen. V. Petersen.
Dette Forligsforslag vil nu blive forelagt de i Lock-out'en interesserede Organisationers Generalforsamlinger til Vedtagelse - og der er ikke længere nogen Tvivl om, at den 13de ds. vil Arbejdet igjen være i Gang overalt.
(Dannebrog (København) 9. september 1897).
En Ufredens Apostel. Man husker - skriver "Aarhus Stiftstid." - fra den store Lock-out "Forretningfører" H. P. Hansen's grove Skjældsord imod Fabrikanterne og Værkførerne og alle hans planmæssig ophidsende Opraab til Arbejderne. Endnu i de Dage, da Konflikten sluttedes ved Forliget mellem de stridende Parter, udtalte Hansen ved et Møde i Aalborg sit Haab og sin Forventning om, at Striden maatte fortsættes. Det var ham derfor sikkert en stor Skuffelse, at der alligevel blev sluttet Fred. Imidlertid trøster han sig nu med, at der atter kan blive Krig og Konflikt, han skal i hvert Fald nok gjøre sit Bedste dertil. I Søndags optraadte han som Talsmand for disse Anskuelser ved et offentligt Arbejdermøde i Kolding, hvor han ifølge "Kold. Av," bl. A. sagde:
"Den Kamp der nu er afsluttet, viser, at vi med Hensyn til Organisationsspørgsmaalet og Solidaritetsfølelsen ere naaede et godt Skridt frem. Kunde vi nu naa frem til at faa Organisitonen effektiv og planmæssig, da vilde vi, de organiserede Arbejdere, herefter staa som de Uovervindelige. For det Resultat, hvortil vi ere naaede, skylde vi ikke Venstrebladene nogen Tak: kun et eneste af disse ude i Landet har støttet os, det er "Nyborg Avis". Desto mere opløftende maa Sejren være, særlig her i Kolding, hvor Venstre Gang paa Gang har snydt Arbejderpartiet. Det Arbejde, der er udrettet i Sommer, er det største i politisk og saglig organisatorisk Betydning, der nogensinde er udrettet. Den afsluttede Kamp skyldes oprindelig ikke Enkeltmand, den maatte komme; den kunde have været forhalet eller fremskyndet, men ikke undgaaet. Og glædeligt er det nu at se paa Resultaterne. Naar Forligsforslaget har faaet et saa obskurt Indhold, da er det, fordi der skulde dækkes over Fabrikanternes Nederlag, Det blev Fabrikanterne, der maatte gaa til Kanossa, og denne Gang ville de ogsaa komme til at gaa i Fremtiden, blot vi fortsætte vort Organisationsarbejde. Fremtidig vil der ikke blive Tale om smaa Kampe, de ordnes ved Voldgift, kun om saadanne, som den sidste eller om muligt endnu større, og dem gaa vi ikke af Veien for; vi øge vor Magt, til man frygter vor Styrke."
(Nationaltidende 22. september 1897. 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar