En Sylow Sag.
Uskyldig dømt for Brandstiftelse.
Hvis der ikke kommer noget særligt i Vejen, vil Højesteret i Dag faa en meget opsigtsvækkende Sylow-Sag til Bedømmelse. Det er paa en Maade selve Kommissionsdommeren, der staar for Skranken, hovedsagelig paa Foranledning af Højesteretssagfører Sv. Høgsbro, der i Fjor bragte Sagen paa Bane i Folketinget i en lejlighedsvis fremsat Forespørgsel til Justitsministeren.
Sagens Forhistorie
ligger hele tretten Aar tilbage i Tiden. Det var nemlig den 13. Juli 1885, at Birkedommeren i Wedellsborg Birk fik Meddelelse om, at der havde været Ildløs hos en i Birket boende Væver Chr. Jensen. To Længer nedbrændte, medens Stuehuset blev reddet. Bryggerhusskorstenen var faldet, men der viste sig ellers ingen Mangler ved Bryggerkedlen, men derimod havde Bagerovnen været skrøbelig.
Der blev afholdt Brandforhør, under hvilket oplystes, at Chr. Jensen Aftenen før Branden havde været henne og spille til Barselgilde. Han var først kommen hjem Kl. 4½ og laa endnu og sov, da hans Kone Kl. 9 kom og vækkede ham med den Efterretning, at det brændte i Taget paa Bryggerhuset. Han stod strax op og hjalp til at redde.
Endvidere oplystes det, at Konen samme Morgen havde fyret under Bryggerkjedlen, at de brændte Bygninger havde været assurerede for 1320 Kr. og Løsøret - hvoraf dog kun en ringe Del var brændt - for 4,774 Kr., samt at Chr. Jensens økonomiske Stilling var god, og at han led et Næringstab ved Branden.
Man fandt ingen Grund til at mistænke nogen, og der hengik nu en Tid af ti Aar. Jensens Kone døde imidlertid efter at have skænket sin Mand et Par Sønner.
Branden var forlængst glemt, da
Sylow kommer til Egnen
i September 1895, ledsaget af Overbetjent Valdemar Petersen. Den sidste forhører sig blandt Egnens Befolkning om den gamle Sag og faar opspurgt, at Chr. Jensen en Dag under et Tordenvejr har talt med en Smed Hans, til hvem han udtalte Ønsket om at Lynet vilde slaa ned i hans Hus, saa at, det kunde brænde af. Han vilde nemlig gjærne have det ombygget, men manglede Penge dertil. Smeden betvivlede ikke, at enten Chr. Jensen eller hans Kone havde paasat Ilden.
Paa Grundlag heraf blev Væveren arresteret, men han nægtede sig bestemt skyldig. Forskjellige Vidner afgav uheldige Forklaringer for ham, deriblandt en Bolsmand Larsens Hustru, der paastod, at han en Gang havde sagt til ham:
"Nu er "Holmemanden" (en Brandstifter) arresteret, men Du behøver ikke at være bange, for Din Kone har sagt, at hun var Skyld i Branden!"
En 70aarig Kone, Karen Andersdatter, fortalte, at Jensens Kone kort efter Branden havde sagt:
"Gud ske Lov, nu er jeg da kommen ud over det denne Gang!"
Endelig skulde Jensen selv en Gang have sagt, at det kunde være godt at faa de to Udlænger brændt af.
Arrestanten tilstaar.
Efter at have siddet arresteret fra den 23de Oktober til den 29de December og i denne Tid været Gjenstand for meget nærgaaende Paavirkning - hvorom senere - sendte Chr. Jensen Bud efter Vald. Petersen og tilstod, at det var ham, der var Skyld i Ildebranden. Dagen før Branden var han gaaet op paa Loftet og havde pillet en Sten ud af Skorstenen, hvorefter han stoppede noget Halm ind i Hullet. Da Konen næste Morgen tændte Ild under Bryggerkjedlen, har Flammerne slaaet op i Skorstenen og antændt Halmen!
Paa Grundlag af denne Tilstaaelse blev han idømt 1 Aars Forbedringshusarbejde samt tilpligtet at betale 1324 Kr. i Erstatning til den almindelige Brandforsikring og 565 Kr. til det fynske Udflytterbrandforsikringsselskab.
Chr. Jensen erklærede sig tilfreds med Dommen og den 18de Februar 1896 blev han
afleveret til Vridløselille
Her afsonede han sin Straf med 8 Maaneders Cellefængsel, og den 20de Oktober da hans Befrielses Time var slaaet, indgav han med Bistand af Hr. Høgsbro en Klage til Justitsministeren, hvori han erklærede sig uskyldig i den Forbrydelse, ham var dømt for, og bad om at faa sit Forhold undersøgt ved en anden Domstol.
"Nu har jeg udstaaet alle de sjælelige og legemlige Lidelser", flottede han, ""udstaaet min Straf til sidste Dag. Jeg ved godt, at gjort Gjerning ikke staar til at ændre, men det har stor Betydning for mig og mine Børn, at Sandheden kommer for en Dag, og jeg anmoder derfor om en ny Undersøgelse og Prøvelse ved Højesteret!"
I Klagen gav han i øvrigt nærmere Oplysninger om
hvorfor han havde tilstaaet"
Strax, da han overfor Sylow havde nægtet sig skyldig, svarede Kommissionsdommeren:
"Naar jeg slaar ned paa Dig, og Du er kommet her, saa er Du Manden og skal ikke komme herfra, før Du har bekjendt, - det skal jeg være Mand for!"
Nogle Dage efter sagde Sylow i et Forhør:
"Naa, skal vi saa have Sandheden frem i Dag?"
Arrestanten forsikrede, at han var saa uskyldig som et nyfødt Barn.
"Jeg tror heller ikke, Du er nogen stor Forbryder", vedblev Sylow, "men nu skal vi have efterset, hvad gammelt, der hviler paa Dig!"
Iøvrigt klager han ikke særlig over Sylow, men desmere over Valdemar Petersen, om hvem han paastaar, at han overøste ham med Skjældsord paa en saa frygtelig og uhyggelig Maade, at det var "vel skikket til at gjennemryste hans udhungrede og forsultne Legeme". Skjældsordene tog stadig til i Styrke, og da de ikke hjalp, blev en anden Arrestant fat ind i Cellen til ham 3-4 Døgn ad Gangen for at paavirke ham.
Ea Dag sagde Valdemar Petersen til Jensen :
"Saadan en Tyveknægt! Du er en rigtig Æsel, at dine Børn skal sidde arresterede, fordi Du ikke vil bekjendt!"
"Mine stakkels uskyldige Børn lader De vel være i Fred", sagde Jensen, "de er kun 7 og 9 Aar gamle!"
"Her raader vi!" lød Betjentens Svar.
Og da den anden Arrestant forsikrede ham, at Børnene var arresterede, følte han sig saa grænseløs ulykkelig, som om Hjærtet skulde briste.
"Du kan ikke holde ud at blive siddende her", mente den anden Arrestant, "baade Du og dine Børn bliver ødelagte."
"Men jeg kan jo ikke tilstaa, naar jeg er uskyldig !"
"Saa bliver Du sendt til Korsør. Du maa hellere sige, at Du har taget en Sten ud af Skorstenen og stoppet Halm ind i den!"
Saa var det, at Jensen ringede paa Vald. Petersen og afgav den "Tilstaaelse", han nys var belært om. Først bagefter fik han at vide, at Børnene naturligvis slet ikke havde været arresterede.
Forplejningen i Varetægtsarresten.
Chr. Jensen oplyser endvidere i Klagen, at han lige til han afgav Tilstaaelsen kun fik "almindelig Fangekost" i Arresten, tørt Brød Morgen og Aften. Middagsmaden var det heller ikke stort bevendt med, men det kunde vel ikke være bedre, naar Arrestforvareren kun stk 40 Øre om Dagen for Forplejningen. Ugens Spiseseddel var saaledes:
Mandag : Byggrynssuppe og Ragout.
Tirsdag: Kaal og 12 Kvint Flæsk.
Onsdag: Byggrød og stegt Flæsk.
Torsdag: Sagovælling og stegt Lever.
Fredag: Ærter og 12 Kvint Flæsk.
Lørdag : Ostebrød og Spegesild med Kartofler.
Søndag: Oxekjødsuppe med 12 Kvint Kjød.
Saa snart imidlertid Arrestanten havde aflagt Tilstaaelse, blev der sat et stort Fad Smørrebrød ind til ham, og han fik nu Kaffe og Hvedebrød om Formiddagen og Paalæg paa sin Aftensmad!
Endelig er i Skrivelsen til Justitsministeren fremsat
en graverende Anklage
mod Overbetjent Vald. Petersen. Da Dommen var ansat, kom Byens Skolelærer, Reedtz. til Arrestanten og foreslog ham at laane Penge hos sin Søster til at betale Assuranceselskaberne med, saa at han kunde beholde sit Hus. Vald. Petersen tilraadede ham imidlertid at overdrage Huset til en af Sønnerne; saa kunde Assuranceselskaberne ikke røre det. Da Jensen mente, at det var bedre at faa Akkord med Selskaberne, skal Vald. Petersen have svaret:
"Ja, det er naturligvis heller ikke saa kæltringeagtigt!"
Klagen undersøges.
I Løbet af 1897 er der dels ved Kriminalretten i Kjøbenhavn, dels ved Odense Politiret og dels ved Wedellsborg Birks Politiret optaget en lang Række Forhør Anledning af Chr. Jensens Klage.
Sylow og Vald. Petersen erklærer den for usandfærdig, og Kommissionsdommeren føler sig overbevist om, at Tilstaaelsen var god nok. Han har intet imod at faa Forholdet undersøgt ved Højesteret.
Chr. Jensens Broder, en Malermester, har tilvejebragt en Del Tegninger og Modeller af den brændte Bygning og erklærer Broderens Tilstaaelse for "det klare Vanvid", ligesom han fremhæver, at hans Broder har mange fortræffelige Egenskaber, levede et godt Familieliv, var en dygtig Arbejder og ingenlunde trykket af Gjæld.
I Tilslutning hertil udtaler Skolelærer Reedtz og Sognepræst Madsen, at Chr. Jensen er en hæderlig og retskaffen Mand, der nyder almindelig Agtelse.
Overfor Vald. Petersens Paastand om, at Jensen ikke selv troede paa, at hans Børn var arresterede, er det oplyst, at da Drengene besøgte deres Fader i Odense Arrest, udbrød han:
"Herregud, er I her? Jeg troede, I var arresterede!"
Han forklarer yderligere, at han som Soldat har lært, at "man skal tage sin Straf og være glad til, og saa klage bag efter". Beslutningen om at klage havde han fattet umiddelbart efter Domfældelsen.
Endelig skal tilføjes, at en Del afhørte Arrestanter i alt væsentligt bekræfter Jensens Fremstilling af den Sylowske Paavirkningsmetode.
Det skal blive interessant at se, hvad Højesteret vil gjøre ved denne ualmindeligt Sag.
(Aarhus Amtstidende 20 maj 1898).
På daværende tidspunkt var 1 kvint lig med 5 gram. Enheden blev afskaffet i 1907. De 12 kvint flæsk og kød svarede altså til 60 gram.
Den Sylowske Brandsag.
Lidt efter Kl. 2 igaar Eftermiddags sluttede Højesterets Votering i sagen mod Væver Chr. Jensen i Fluebjerg, og et Udvalg af Rettens Assessorer gik da ogsaa strax i Gang med Affattelsen af Præmisserne. Man naaede dog ikke at blive færdig igaar, og allerede Kl. 8½ imorges samledes man paany for at afslutte Arbejdet. Det tog længere Tid end ventet, saa at Dørene til Retssalen først Kl. 10½ kunde aabnes.
I den lange Ventetid havde der i Rettens Forværelse samlet sig en ganske talrig skare Tilhørere, der med spænding afventede, hvad Højesteret vilde sige om de graverende Angreb, der ere rettede mod Borgmester Sylow og Overbetjent Vald. Petersen.
Den udførlig motiverede Dom blev en ubetinget Sejr for Kommissionsdommeren og en eklatant Fordømmelse af de mange store Ord, der ere blevne fremsatte af Oppositionspressen og Hr. Octavius Hansen denne Sag vedrørende.
Dommen er saalydende:
Efter at den Tiltalte, der ved den indankede Doms Forkyndelse erklærede sig tilfreds, havde udstaaet den ham ved Dommen ikjendte Straf af 1 Aars Forbedringshusarbeide, indgav han under 20. Oktober 1896 en Klage til Justitsministeriet, hvori han erklærede den af ham under Undersøgelsen afgivne Tilstaaelse om at være skyldig i den ham paasigtede ForbrydseIse for urigtig og anholdt om, at Sagen maatte blive Gienstand for ny Undersøgelse og Prøvelse ved Høiesteret, idet han som Grund til at han havde afgivet en urigtig Tilstaaelse, særlig paaberaabte sig dels, at han var bleven udskjældt og haardt tiltalt af den ved Kommissionen fungerende Overbetjent, dels at han var bleven bevæget dertil ved Overtalelser og Forestillinger af en anden Tiltalt, der var bleven indsat i samme Arrestlokale som han og navnlig af Frygt for, at hans Sønner allerede vare eller skulde blive belagte med Arrest, hvorhos han endelig havde vedlagt Klagen en af hans Broder afgiven Erklæring, hvori det søgtes godtgjord at Ilden ester de lokale Forhold ikke kunde være opstaaet paa den af Tiltalte da han afgav Tilstaaelsen, angivne Maade.
I Henhold til den saaledes af Tiltalte fremsatte Begjæring blev Sagen efter Ordre af Justitsministeriet under 4 Februar f. A. indstævnet for Høiesteret, der ved et under 10. Marts f. A. udstedt kongeligt Reskripl bemyndigedes til at tage Sagen under Paakjendelse.
Under de derefter optagne yderligere Forhør har Tiltale stadig fastholdt sin Benægtelse af at være skyldig. Ligesom der imidlertid intet er oplyst, der kan giøre det usandsynligt, at Branden er foraarsaget paa den af Tiltalte, da han afgav TiIstaaelsen om forsætligt at have bevirket Branden, angivne Maade, saaledes har Tiltalte heller ikke under disse Forhør kunnet give nogen rimelig Forklaring om Grunden til at han afgav en urigtig Tilstaaelse, eller i alt Fald ikke tidligere tilbagekaldte denne, i hvilken Henseende bemærkes, at Tiltaltes skildring i Klagen af Overbetjentens Forhold over for ham efter det oplyste, navnlig ogsaa Tiltaltes egne Forklaringer derom, har været i høi Grad overdrevne, samt at det maa ansees usandsynligt, at han virkelig har næret den af ham paaleraabte, i og for sig urimelige Frygt for, at han to, da Branden fandt Sted, hjemmeværende Sønner, der da vare i en Alder af 9 og 7 Aar, vare blevne eller skulde blive arresterede, saa meget mere, som det kan ansees godtgiort at han efter at have afgivet Tilstaaelsen ikke søgte nogen Oplysning om, hvorvidt Sønnerne vare eller havde været arresterede. Det maa i det Hele, efter alt hvad der foreligger i Sagen anses for uantageligt, at Tiltalte af de af ham paaberaabte Grunde, saaledes som disse efter de nu optagne Forhør foreligge belyste, eller ved forskiellige under Undersøgelsen stedfundne Uregelmæssigheder og Tilsidesættelser af Arrestreglementets Bestemmelser - derunder navnlig af den Arrestanterne hjemlede Adgang til Extraforplejning - over hvilke han iøvrigt ikke har besværet sig til vedkommende Fængselsbestyrer, skulde have ladet sig bevæge til mod Sandheden at tilstaa sig skyldig i Brandstiftelse, til at erklære sig tilfreds med Dommen og underkaste sig Straffen uden at forsøge ved Appel at faa Dommen forandret, uagtet han, for Dommen faldt, af sin Broder og en Mand, som han har erkjendt at nære ubetinget Tillid til indtrængende blev tilraadet at tage sin Tilstaaelse tilbage eller ikke tage mod Dommen.
Dommen vil derfor, idet det findes at maatte have sit Forblivende ved den Tiltalte idømte Straf, være at stadfæste. I Salær for Højesteret paalagdes det Væver Chr. Jensen at betale 200 Kr. til hver af de beskikkede Sagførere.
(Nationaltidende 8. juni 1898).
I 1880'erne og 1890'erne var en række gårdbrande som var under mistanke for at være påsatte uden at det kunne bevises. På opfordring nedsatte Justitsministeriet derfor en kommissionsdomstol ledet af Byfoged, dr. jur. Nicolaj Christian Herholdt Sylow i Korsør. Han havde ry for at kunne få gårdmænd og husmænd til at tilstå at de havde afbrændt deres ejendomme for at få forsikringspenge ud af det. Sylow oprettede et hovedkvarter på rådhuset i Odense hvor han kunne benytte byens fængsel. I alt drejede det sig om 150 brande.
Nicolai Sylow startede sin karriere på Københavns Universitet. I en artikelserie i Berlingske Tidende i december 1880 rettede han en sønderlemmende kritik mod inkvisitionsprincippet. Men da hans akademiske karriere glippede, slog han ind på forhørsdommervejen, blev byfoged i Korsør og af justitsminister Nellemann talrige gange udpeget til at stå i spidsen for særdomstole i komplicerede brandstiftelsessager.
Sylows metode var den samme som i Chr. Hansens: Isolationsfængsel som efter datidens retspleje var på ubegrænset tid. De arresterede blev på forhånd anset for at være skyldige. Såvel Sylow som overbetjent Valdemar Petersen afholdt dernæst adskillige barske forhør for at få aftvunget en tilståelse. De undslog sig ikke for at inddrage familien - kone og børn - også som mistænkt og eventuelt fængslet for at lægge pres på manden. Forhørene foregår med grove verbale overgreb under forhør og i cellen. Nogle af dem førte til injuriesager imod Sylow og Valdemar Petersen, men de blev alle affærdiget af Højres justitsminister J.M.V. Nellemann. Forsvarerens opgave for fortrinsvis blot at få straffen formildet, han indhentede ikke oplysninger fra anklagede eller vidner.
Væver Chr. Hansen var således ikke den eneste som blev forhørt af Sylow og Valdemar Petersen. En anden var Peder Jørgen Poulsen. Den 19 april 1884 afbrændte deres fæstegård i Viby. Den 21. oktober 1895 blev Peder arresteret og kom for en Sylow-kommissionsdomstol. Han fik før systemskiftet benådning uden æresoprejsning, og efter systemskiftet fuld æresoprejsning.
Sylow blev samtidig med Højesterets afgørelse udnævnt til birkedommer på Frederiksberg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar