Af Sognepræst H. Lawaetz, St. Croix.
Den danske Rigsdag har i den senere Tid takt en god Del om vestindiske Forhold og vestindiske Embedsmænd. Man kan jo nok uden Overdrivelse sige, at vi egentlig ikke have faaet mention honorable.
Sidst var det galt med Sprogkundskaberne. Nu skal jeg aldrig et Øjeblik bestride Rigsdagens Ret til at tale med herom, ej heller dens Kompetence. De fremmede Sprog høres jo af og til paa Thinge. - Dog selv den Bedste kan jo tage Fejl og mod sin Villie gjøre Nogen Uret.
Saaledes kan jeg ikke nægte, at det gør mig ondt for Overpræsten. Der er taget for haardt paa den Mand. For nogen Tid siden havde Dr. O. Hansen fat paa ham i Folkethinget for hans Uvidenhed i Sprog, og i Landsthingets Møde den 5. Marts *) fik han en Omgang af Hr. Højesteretsadvokat Oct. Hansen. Den stakkels Mand - jeg mener Overpræsten - har nu ikke noget let Embede. Han skal, efter den sidst nævnte Talers Fremstilling "tale for dem Allesammen", hvilket sikkert maa siges at være en vanskelig Opgave i en saa blandet Befolkning, baade hvad Farve og Sprog angaaer. Og til dette ikke lette Embede, var han kun tarvelig udrustet, da han ved sin Afrejse ikke kunde "et Muk Engelsk" (for ikke at tale om Spansk, Tysk og Fransk). Det er Synd at tage saa haardt fat paa en Mand, hvis Embede kræver saa Meget, og som af Naturen er saa tarvelig udrustet som Overpræsten i Virkeligheden er. Nok sandt, han kan ikke et Muk Engelsk, lærer det heller aldrig, han udfylder aldeles ikke sin Stilling, og man kan ikke tænke sig, hvordan han skal komme til at gjøre det, han udretter ikke det Mindste, men saa Meget taler til hans Undskyldning, ikke mindst da det, at han mangler den væsentligste af alle Betingelser for at kunne udrette Noget og lære Noget - Existens. Det var ikke for Ingenting, at Finansministeren stillede sig noget forbeholdent til ham "han kjendte ham ikke". Gejstlig Stat og Statskalenderne kjende ham heller ikke. Herude har hans Navn aldrig været hørt. Og dog skal han være "Prügelknabe". Det er ikke rigtig retfærdigt.
Sagen er, Spøg til Side, ganske simpelt denne: I Dansk Vestindien findes ved Siden af 14 fremmede Præster af anerkjendte Troessamfund 3 danske hvis Menigheder foruden den dansktalende bestaa af en ikke lille engelsktalende luthersk Menighed. Om nogen "Overpræst" - man kunde maaske vænne sig til Udtrykket, foreløbig falder det lidt tungt - har der aldrig været Tale. Hvorvidt nogen almindelig Præst ved sin Udrejse har ladet den meget flotte Ytring falde, at "saa meget Engelsk, som der hører til for at holde en Prædiken for en Flok Negre, kan man vel lære undervejs", kan jeg naturligvis ikke med Bestemthed benægte man har dog al Grund til ikke at tro det. I hvert Fald har en saadan faaet noget Andet at mærke herude. For at holde sammen paa den engelsktalende Menighed kræves et ganske respektabelt Arbejde. Det staaer jo dens Medlemmer frit for, hvad Dag de ville, at gaa over til en af de fremmede Kirker, der oven i Kjøbet til Stadighed - den mähriske alene undtagen - have deres Garn ude efter dem. Desuden er det - for de to Embeders Vedkommende - ikke de uvidende Landnegre, der udgjøre Menigheden, men Byfolk af den kulørte Klasse, Mennesker, der godt nok kjende Kirkeskik - adskillig bedre end mange Danske. Den Præst, der ikke alvorlig sagde sig efter Sproget, saa han snart kunde prædike nogenlunde frit, holde Konfirmationsundervisning, Søndagsskole o. Lign., men indskrænker sig til at læse Bibelen op paa Engelsk, vilde meget hurtig se den Sidste af sin Menighed gaa til en anden Kirke, hvor der blev budt ham bedre Kaar. Og der er jo Andre nok. Faa Steder i Kristenheden findes vist saa skrap en Konkurrence - ingenlunde altid i tiltalende Former, Aldeles bortset fra Hensynet til Pligt og kirkelig Sans byder derfor simpel Fornuft den danske Præst herude at lægge sig ordentlig efter Engelsk, saa længe der findes en engelsk-talende luthersk Menighed, hvis han da blot nogenlunde vil hævde sin Stilling. Jeg har heller aldrig hørt Tale om, at Nogen skulde have forsømt det.
Det Samme giælde de andre Embedsmænd, hvis Stilling medfører Berøring med Engelsktalende. Selvfølgelig kunne de heller ikke tale det flydende strax - hvor skulde de vel have lært det fra hjemme - men det kommer saamænd hurtig nok.
Jeg skulde imidlertid ganske rolig have ladet "Overpræsten" forblive i sin imaginære Existens og os Andre, med hvilke Mangler end behæftede, saa dog levende Personer, i vor Tilbagetrukkenhed, hvis ikke disse Forhandlinger i Rigsdagen, denne rørende Omsorg for det stakkels betrængte Engelske, havde givet mig Lejlighed tit et bekvemt å propos om det, der nu paa tiende Aar har været det stadig tilbagevendende præterea censeo i mine Betragtninger.
For at sige det strax: Engelsk have vi nok af, og det blive der gjort mere end nok for. Dansk have vi for Lidt af, og det bliver der gjort utilladeligt Lidt for - for at bruge et mildt Udtryk.
Jeg indrømmer nu, at naar Forholdenes, jeg vil ikke sige Natur men Unatur har ført med sig, at det overvejende Sprog blandt de Indfødte er Engelsk, saa skal der, saa længe nogen af disse hører til den lutherske Kirke, prædikes ogsaa paa Engelsk. Jeg indrømmer ogsaa, at som Forholdene ere, maa det engelske Sprog delvis bruges i Administrationen. Men jeg hævder rigtignok ogsaa paa det Bestemteste, at der gjøres det engelske Sprog alle mulige Indrømmelser, paa Bekostning af vort eget.
Hr. Oct. Hansen mener udfra de formentlig mangelfulde Kundskaber i Engelsk, som Guvernøren og "Overpræsten" skulde have eller have havt, at kunne begynde at forstaa "vor hele koloniale Misere". Det vidner unægtelig om en hurtig Opfattede af et vanskeligt Problem eller om en lykkelig Divinationsevne. Det vil sige, hvis den var rigtig. - Jeg skal nu ganske lade det ligge, at Mythen om Guvernørens mangelfulde Engelsk ved sin Ankomst passende kan henvises til stille Begravelse sammen med "Overpræstens" Person; det er ikke den tilfældige faktiske Urigtighed, det saa meget kommer an paa, som den hele Grundbetragtning.
Det, Hr. Oct Hansen i Virkeligheden anker over, er jo det, at den øverste Administration tager for lidt Hensyn til Engelsk i Dansk-Vestindien. Jeg kunde fristes til at sige: umgekehrt, dann kommt ein Schuh darauss.
Thi saaledes forholder det sig: I Kolonialraadet, hvor Loven tillader lige Brug af begge Sprog, tales nu aldrig Dansk, hverken af Guvernøren eller nogen Anden. Af de 18 Medlemmer af St. Croix Kolonialraad ere de 7 Danske. I ældre Tider - en 30-40 Aar tilbage - talte f. Expl. Guvernøren undertiden Dansk. I de forskjellige Kommissioner, Skole-, Fattigkommissioner o. L., der ere sammensatte af overvejende Danske, høres næppe et dansk Ord, og skeer det, er det med en halv eller hel Undskyldning i Følge. For Retten - undtagen Overretten, der dog kun har færre Sager selvfølgelig - ere Sprogene lige, der høres altsaa faktisk kun lidt Dansk. Aviserne udgaa udelukkende paa Engelsk - de offentlige Bekjendtgiørelser alene undtagne, der fremkomme paa begge Sprog. Jeg mindes at have seet en Mand klage over det Sidste c: over at de ogsaa udgik paa Dansk. Jeg veed ikke, hvad det kom ham ved, men det har antagelig ærgret ham. Alle Taler i Guvernementshuset ved officielle Lejligheder f. Expl paa Kongens Fødselsdag holdes paa Engelsk.
Det kunde sagtens føjes nogen Kommentar til Ovenstaaende. Bl. a. troer jeg nok, at Forhandlingerne baade i Kolonialraadet og i Kommissionerne ofte lide ved, at de Danske, som dog gjennemgaaende sidde inde med den største Sagkundskab, nødes til at udtrykke sig i et fremmed Sprog, hvorved man dog ofte navnlig naar man kommer lidt udenfor den tilvante Ideekreds, maa sige ikke just det, man egentlig vilde sige, men det, man i Øjeblikket netop er i Stand til at sige. Naar Enhver talte det Sprog, han evnede bedst, vilde det maaske ikke gaa saa galt; de Danske forstaa jo i hvert Fald alle Engelsk og de ældre Ikke-Danske forstaa for en stor Del Dansk, og de, der ikke gøre det, kunde nok lære saa meget, om de vilde. Hvis ikke maatte det blive deres egen Sag, Deres Meninger kunde de jo i hvert Fald uhindret fremsætte. Det har næppe altid heller været til Gavn for den Prestige, den herskende Nation dog skulde holde paa, at dens Embedsmænd ofte have maattet udtrykke sig med en sørgelig Mangel paa Klarhed, der sikkert ikke altid er skreven paa Sprogets Regning. Det kan heller ikke undgaaes, selv for den Dygtigste, paa den Maade en Gang imellem at komme til at sige Noget, der kan latterliggjøres, og Sligt gjør maaske mere Skade, end man troer. Det kunde ogsaa nok være rart, bl. A. mere velgørende for os Danske, en enkelt Gang at høre vort Sprog blive hævdet ogsaa eller netop overfor de fremmede ved en officiel Lejlighed. Det vilde kun gjøre et godt Indtryk. Man bør vel erindre, at der findes her paa St. Croix, hvorom jeg særlig taler, kun faa virkelig Fremmede, Resten er indfødte Dansk-Vestindianere, og de tage virkelig ingen Skade af en Gang at høre et dansk Ord. Naa, naturligvis, det kommer i og for sig ikke mig ved, men det gaaer mig dog som den ovenfor omtalte Mand - det ærgrer mig alligevel.
Derimod vil jeg hævde, at det Følgende: Skolevæsenet, kommer mig ved. Ganske vist bleve vi danske Præster paa St. Croix ved Skoleordningen af 1884 helt satte fra Bestillingen, antagelig for at behage de fremmede Elementer, skjøndt der aldrig har været Klage over nogen utidig Indblanden; men da vi saaledes ikke kunne gjøre nogen direkte Indflydelse gjældende her, er der vel saa meget mere Anledning til at fremsætte vore Meninger for Offentlighedens Domstol.
Idet jeg iøvrigt skal henvist mulig Interesserede i dette Spørgsmaal til en tidligere udførlig Fremstilling i dette Blad **), hvori jeg særligt ankede over, at al Religionsundervisning nu er afskaffet, til liden Baade for den opvoxende Slægt, der ganske sikkert afkristnes, idet Hjemmene kun kunne yde liden Støtte, skal jeg angaaende det her Foreliggende fremsætte Følgende: Dansk-Vestindien var oprindelig ikke engelsk-talende, men Hovedsproget var Creolsk. 1841, da Landskolerne bleve oprettede, blev Engelsk ved et Magtsprog af Guvernør Scholten Skolesproget. Den danske Indflydelse paa Skolevæsenet var dog ikke ringe, og i Byskolerne lærtes der saa godt Dansk, at Mange fra den Tid endnu kunne tale det. Nu er Forholdet imidlertid saaledes: Undervisningssproget er delt igjennem obligatorisk Engelsk, i Spidsen for Undervisningsvæsenet staaer en engelsk-født og engelsk-talende Mand - indtil 1889 havde vi dog en dansk - det danske Sprog læres aldeles ikke i Landskolerne aldeles forsvindende i de offentlige Skoler i Byerne og i de højere Skoler kun som et enkelt Fag, hvori Præsterne bedømmes af den engelske Skoledirektør.
Danmark, dets Sprog og Historie er ved at gaa ud af Sagaen i Dansk-Vestindien. Vi angliserer efter bedste Evne og med Anvendelse af ikke faa Midler. Vi indforskrive Lærere fra de engelske Øer, bruge engelsk Vægt og heise det engelske Flag paa private Bygninger. Og hvad faar man saa til Tak for al den Umage - Den Beskyldning fra en Mand i den danske Rigsdag, at vi ikke gjør nok endnu, "kolonial Misere og det Hele". Nuvel vi maa tage bedre fat. Der maa oprettes Kursus i Engelsk hjemme for vordende Guvernører og Overpræster; vi maa lægge os engelske Whiskers til og gaa med stortærnet engelsk Tøi. Vi maa indføre det engelske Møntsystem. Det er rigtignok ikke praktisk, men en fin, det er engelsk.
- - Jo, saamænd er der en "kolonial Misere". Først en økonomisk. Den er fælles for alle vestindiske Kolonier, mindst lige saa meget som for vore. Den forstaar jeg mig ikke paa, men det synes heller ikke, som Hr. Okt. Hansen gjør det. Dernæst en national. Den troer jeg nok, man noget mere end for har faaet Øjnene op for. Men saa længe den Slags Anskuelser som af Hr. Okt. Hansen fremførte herske i den danske Rigsdag, ville vel alle Bestræbelser indefra ogsaa fra højeste Sted - prelle af imod dem, der, uvist hvorfor have fristet den Skiæbne at være blevne - bidte af en gal Englænder".
Forhaabentlig er der dog nok En og Anden igjen, der vil forstaa at her er ikke Tale om fanatisk Snæversynethed men ganske simpelt om det paa en jævn og rolig Maade at hævde vort Sprogs Ret i Administrationen og ikke mindst i Skolen og at sige Stop til den delvis ved Lovgivningsmagten fremkaldte kunstige Anglisering, hvorved disse Øer fjernes end yderligere fra Moderlandet end alt Tilfældet.
Det kan saa rolig giøres uden Frygt for at vække nogen Misstemning hos den indfødte Befolkning, det sikkert vilde anse det for den naturligste Sag af Verden. I Virkeligheden seer den op til det danske Regimente herude som det bedste og mest upartiske - ikke mindst hvad Farvespørgsmaalel angaaer - i hele Vestindien. Det har man ofte nok faaet at vide i disse Tider, hvor Salgsspørgsmaalet har været brændende. Overhovedet er Forholdet til Guvernementet fra Kolonialraadets og Befolkningens Side saa godt, som det ikke har været i mange Aar. Foruden særlige Omstændigheder, der maatte have bidraget hertil, kommer vel det, at den daarlige Tilstand paa de engelske Øer for Tiden vistnok har aabnet Manges Øjne. Jeg er overtydet om, at det inderste Ønske hos mange af de forstandige Elementer er at blive knyttet nærmere til Danmark, og at de med Glæde vilde hilse ethvert besindigt Skridt derhen imod.
*) Efter Bladenes Referater. Jeg har ikke kunnet faa fat i Rigsdagstidende.
**) Nationaltidendes Undervisningstidende Nr. 185.
(Nationaltidende 13. maj 1898).
Præst og missionshistoriker Hermann Carl Johannes Lawaetz (1864-1949) var 1889-1904 præst i Christianssted på St. Croix. I 1893 oprettede han en realskole på St. Croix, og 1893–1902 var han kongevalgt medlem af øens kolonialråd. Han var modstander af De vestindiske øers salg. Han udgav 1900–1901 bladet The Danish West-Indian. I 1904 vendte han tilbage til Danmark. 1905–1908 ejede han Baunebjerggård ved Humlebæk, 1908–1912 var han bestyrer ved en af ham oprettet kostskole i Bagsværd. 1917–1929 administrerende direktør for Sukkerfabrikken Vestsjælland. Han er begravet på Ordrup Kirkegård.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar