Et sørgeligt Livsbillede.
Fra "Den mørke Gang" ved Kjøbenhavns offentlige Ret.
Paa Raad- og Domhuset i Kjøbenhavn, oppe ved den offentlige Politirets Lokaler, er der en Korridor, som kaldes "den mørke Gang". Navnet kommer af det i Korridoren herskende Mørke, der gjør, at man altid maa have Gasblussene tændte.
Jeg kommer derigjennem, som jeg er kommet det saa tit.
Langs Væggene befinder "Skabene" sig - disse saa meget omtalte Indretninger, som Synderne puttes ind i, naar de erklæres for Arrestanter, eller de som Arrestanter venter paa at komme frem for Dommeren. I dette Øjeblik hører man dog ikke en Lyd derindefra. De er formodentlig tomme endnu.
Men i Nærheden staar den lange Bænk, som har et saa slet Lov paa sig, fordi de, der sidder paa den, har et lige saa slet Ry, og fordi den til Tider ikke er fri for at vrimle af Utøj. Her er der fuldt optaget. Og det er ikke noget hyggeligt Syn, der møder en, naar man kaster Blikket hen over de ligblege, rystende og lasede Skikkelser, som befolker Bænken.
Det er Drankerne - de professionelle Drankere, som atter og atter stedes for den offentlige Politirets Dommere for at faa deres Bøde for Drukkenskab - og som aldrig bliver anderledes end de er.
Her er alle de kjendte Typer, som med kun saa Dages Mellemrum vender tilbage.
Der er f. Ex. "Blomsterpigen". Til Trods for sit smukke Navn er denne "Pige", en gammel, modbydelig Kjælling, skiden baade udvendig og indvendig, og med en stinkende Brændevinsaande.
Man ser hende regelmæssig hver tredje Dag paa denne Bænk. Og dette gaar saaledes til: Hun tigger Penge sammen til Brændevin den ene Dag, drikker sig fuld og sankes om Aftenen af Politiet op af Rendestenen, hvorpaa hensættes i Detentionslokalet paa den nærmeste Politistation, og Dagen efter stedes for en af Dommerne i den offentlige Ret. Han idømmer hende en Bøde paa 10 Kr., og denne begynder hun strax at afsone med to Dages Fængsel paa Vand og Brød i Kristianshavns Kvindefængsel. Derpaa kommer hun ud, tigger atter Penge til Brændevin, drikker sig fuld, sankes op af Politiet og staar den næste Dag igjen for Dommeren.
Saadan er Blomsterpigens daglige Liv.
Saa er der Drankeren Neye. Han var oprindelig Møbelsnedker, en af de allerdygtigste Kunstsnedkere, vi har haft herhjemme. Nu lider han af kronisk Alkoholisme - og dermed er alt sagt.
Han trækkes ikke herop i den senere Tid. For nu kjender Politiet ham. Men naar en af de yngre Betjente, som ikke har haft med ham at gjøre før, ser ham rave om paa Gaden kan det hænde, at han bliver taget i Nakken bliver slæbt paa Stationen - og kommer for Retten. Han bliver dog aldrig dømt. Naar man her oppe, hvor man kjender ham, har givet ham en ordentlig Snaps Brændevin - hvorved hans Holdning bliver sikrere - og han føres ind for Dommeren, trækker han en Lægeerklæring frem af Brystlommen. Og denne Lægeerklæring gaar ud paa, at naar Neye synes fuld, saa er han ædru, medens han naar han synes ædru er fuld. Ganske saadan lyder Attesten naturligvis ikke, men det er i alt Fald Meningen Sagen er, at naar Neye ikke faar Spiritus slingrer og raver han som en fuld Mand, medens Brændevinen strammer ham op for en Tid.
Han blev i sin Tid ødelagt ved at give sig til at drikke af den Sprit, han skulde polere Møbler med; tilsidst drak han saa rigeligt af denne Vare, at ingen Mester kunde have med ham at gjøre.
Dernæst er der "Krykkefar". Det er en gammel, gammel Mand, der gaar paa to krykker - skjønt han er Dilerist. Naar han føres frem for Skranken ved 12-1 Tiden, er han saa medtaget af Formiddagens sobres Liv - han kommer naturligvis fra Detentionslokalet, hvor han er bleven sat ind om Aftenen - at han ryster over hele Kroppen, og det er ham umuligt at føre det Ølglas Brændevin til Læberne, som man rækker ham for at stive ham af. Men naar han har faaet denne behagelige Slurk til Livs, føler han sig altid som et nyt og bedre Menneske.
- - Det er som sagt intet hyggeligt Syn, der møder en, naar man kaster Blikket hen over den Række elendige Stakler, som sidder paa den lange Bænk. Men det kan dog blive endnu uhyggeligere. Det er nemlig ikke sjældent, at et af disse Mennesker pludselig gribes af Deliriumskrampe og styrter ned paa Gulvet, hvor de ligger og vrider sig med Fraaden staaende ud af Munden.
Mangen Gang ses mellem de paa Bænken siddende ganske unge Mennesker paa en Snes Aar eller deromkring. Og det er ikke sjældent, at ogsaa de overfaldes af Deliriumskrampe.
De fleste af dem fører selvfølgelig nærmest et vagabonderende Liv, og flere af dem har den Dristighed at gaa omkring paa Raadhuset og tigge, ikke alene af Funktionærerne, men ogsaa af Assessorerne. Her oppe ved de sig nemlig nogenlunde sikre, idet de ved, at man her har en Del Medlidenhed med dem. Men saa kan det rigtignok hænde, at de, ligesom de atter er kom men ned ad Raadhusets brede Trapper, antastes af en tjenstivrig Betjent, som derpaa putter dem i Kachotten, naar de ikke kan gjøre Rede for, hvordan de tjener til Livets Ophold.
(Aarhus Amtstidende 14. februar 1899).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar