Præsteaffæren i Østbirk.
Pastor Plesner vilde værne om Moralen. - Beboernes Uvilje mod Præsten.
Vi meddelte i Gaar, at Pastor Plesner i Østbirk den 1. November var kommen ind i Østbirk Gæstgivergaard, og her i Vidners Overværelse havde kaldt en Karl "en æreløs Slyngel" og givet ham en Lussing.
Da vi al Tid har anset Hr. Pastor Plesner for en rolig og rettænkende Mand, tog vi i Gaar ud til Østbirk for ved Samtaler dels med Præsten og dels med Byens Beboere at faa fuld Rede paa Forholdet.
Vi søgte først Pastor Plesner, som straks indrømmede Rigtigheden af det af os i Gaar fremførte, og gav følgende Motivering af sin Handlemaade:
Det havde bedrøvet ham at se det Liv, som førtes af en Del af Ungdommen særlig i Stationsbyerne og han havde efter Ævne søgt at holde sin Husstand, deriblandt sit Tjenestetyende borte fra det Liv, som rørte sig paa Gaderne. Saa fik han en Tjenestepige fra en anden By, og Pigens Værge - hendes Forældre var døde havde indtrængende anmodet ham om at værge om Pigen, som her stod ene og uden bekendte.
Da han saa opdagede, at Pigen jævnlig kom sammen med en ung Karl, hvis moralske Vandel Præsten mente ikke var den bedste, foreholdt han Pigen, at hun burde holde sig borte fra Karlen. Men da Pigen erklærede, at hun var forlovet med Karlen, og at det ufordelagtige, Præsten vidste at fortælle om ham, ikke var fandt, tillod Præsten, at Karlen og Pigen kunde komme sammen i Præstegaarden saa ofte de ønskede, men om Aftener, efter almindelig Sengetid skulde de holde sig borte fra hinanden.
Saa den 1. November, efter at Pigen var flyttet fra Præstegaarden og tiltraadt en Tjeneste i en anden By, erfarede Pastor Plesner, at Karlen og Pigen havde været sammen den foregaaende Nat, hvor vidste han ikke, men Pigen var først kommen hjem Kl. 4, og da han samtidig fik høre, at de ogsaa et Par Gange tidligere havde tilbragt nogle sene Aftentimer i hinandens Selskab, uden at han iøvrigt vidste det mindste om, hvad de havde foretaget sig ved disse Sammenkomster, besluttede han at give Karlen en kraftig Tilrettevisning for hans Adfærd overfor Pigen, og han gik derfor over paa Gæstgivergaarden, hvor det i Gaar omtalte saa polstrede.
Pastor Plesner kunde ikke forstaa, at Byens Beboere var bleven saa oprørt over denne hans Adfærd, som Tilfældet viste sig at være.
Det nyttede ikke at henvende sig til Øvrigheden for at faa paatalt den Slags krænkelse af Moralen, som her vare Tale om, og saa mente han, det var rigtigst at statuere et Eksempel, som kunde give Karlen en gavnlig Lære og overfor Offenligheden at faa ham stemplet efter Fortjeneste.
"Havde det været min egen Datter", udtalte Præsten, "som Talen havde været om, i Stedet for min Tjenestepige, saa vilde sikkert de fleste have fundet det rigtigt, at jeg søgte at værne om hendes Ære, men naar jeg saa søger at være mine Tjenestepiger i Faders Sted, mon saa ikke enhver rettænkende Fader og Mader, der ofte med Bekymring sender deres Barn ud at tjene saa langt borte, at de ikke selv kan holde Øje med dem, maatte være mig Tak skyldig far min Optræden i Stedet for saa skarpt at fordømme mig. Er en saadan ung Pige først falden i daarlige Hænder, er hun ofte ødelagt for hele Livet".
Saa vidt Pastor Plesner, hvem vi i meget af det fremførte kunde give vor Tilslutning.
Vi havde derefter en Samtale med en 5-6 af Byens Beboere, deriblandt nogle, som lige til for nylig havde været meget glade ved Pastor Plesner, men alle var de enige i at fordømme hans sidste Optræden, netop fordi den først kom til at staa i sin rette Belysning sammenholdt med Udtalelser af ham ved andre Lejligheder.
Pastor Plesner kom til Østbirk for et Par Aar siden fra Brande. Fra saa godt som alle Sider hilste man hans Ankomst med Glæde, da det Rygte var gaaet forud for ham, at han var en frisindet og fordomsfri Mand.
Man fik dog hurtig Indtrykket af, at Præsten ikke følte sig rigtig vel blandt Byens og Sognets Beboere. Der, hvor han kom fra, var Præsten saa godt som den ene toneangivende, hans Vilje og Ønsker var en Lov man fulgte og rettede sig efter, og man henvendte sig til ham om Raad og Bistand i alle Anliggender og fulgte de givne Raad.
I Østbirk-Yding Sogn var Forholdet et andet. Her var man ikke vandt til at sige Ja og Amen til alt hvad Præsten ønskede og vilde, og uden at det kom til noget egentligt Brud, kom man stadig til at staa hinanden fjærnere og fjærnere. Man syntes ogsaa særlig i Østbirk, at han beskæftigede sig alt for lidt med selve den By, hvori han boede; han havde saaledes, kort efter sin Ankomst bebudet, at han agtede jævnlig at holde Møder med Ungdommen, men endnu var ikke et eneste saadant Møde blevet afholdt. Han havde ikke Tid angav han, men derimod havde han udmærket Tid til at rejse udensogns og holde Ungdomsmøde.
Og ikke blot det, men naar han kom andet Steds hen omtalte han Ungdommen i Stationsbyerne paa en højst nedsættende Maade, og saaledes, at man fik Indtrykket af, at det særlig var Østbirk han sigtede til.
En Gang havde han paa Prædikestolen sammenlignet Karlene i Østbirk med gryntende Søer og Orner og Pigerne med skrigende Grise.
Denne hans Kritik af Ungdommen satte hans Optræden overfor Karlen i den rette Belysning.
Og Kritiken af Ungdommen var uberettiget. Der er i Østbirk Gymnastikforening, Foredrag og andet, som drager Ungdommen saa godt som hver Aften Vinteren igennem. Drik og Svir paa Kroen kendes ikke, i hvert Fald ikke af Byens Ungdom, og naar Præsten taler om den slappede Moral, saa er der i den Tid, han har været Præst, kun forefaldet et eneste Tilfælde af Barnefødsel udenfor Ægteskab.
Heller ikke den Karl, som var Genstand for Præstens Overfald, havde noget egenlig daarligt Rygte paa sig, og mente Præsten endelig, at han burde skride ind overfor Karlen, burde han i hvert Fald først have kaldt Karlen op til sig og under fire Øjne indtrængende og alvorligt forholdt ham det urigtige i hans Adfærd, og først naar dette havde vist sig uvirksomt, kunde han være optraadt offenlig.
At Karlen, der var ringforlovet med Pigen, ønsker at være sammen med hende den sidste Aften, inden hun forlader Byen, var ret naturligt, og da han var optaget af sit Arbejde først paa Aftenen, maatte man vælge nogle senere Timer.
Man fandt det at være en underlig Maade at værne om en ung Piges Ære paa, saaledes offenlig at udblamere, at hun nogle natlige Timer havde været sammen med sin Kæreste, da Præsten jo slet ikke vidste noget om, hvorvidt her var foregaaet det mindste usædelige, og naar saa Præsten endelig sammenkalder Møder, hvor Hundreder af Mennesker kommer til Stede, og han her offenlig krammer ud med Historien om sin Tjenestepige, saa skulde han ikke fortælle, at saaledes vilde han bære sig ad overfor sin egen Datter, thi det vilde han sikkert ikke, og var der nogen, der i det foreliggende Tilfælde havde "skændet Pigens Ære" var det maaske snarere Præsten end Karlen.
Derfor stod Beboerne op ved Mødet i Østbirk og fortalte ham, at man skarpt misbilligede hans Færd.
Vi har nu ladet begge Parter tale i den Sag, som for Tiden saa stærkt beskæftiger Sindene i Østbirk og Omegn, og hvor Præsten sikkert til Slutning kommer til at drage det korteste Straa.
Karlen har som sagt anlagt Sag med Pastor Plesner. I Gaar blev der forgæves søgt Forlig mellem Parterne, og der bliver nu Rettergang. Vi skal holde vore Læsere a jour med hvordan Sagen forløber.
(Horsens Social-Demokrat 13. november 1901).
Cand. theol. Julianus Plesner var lærer ved Askov Højskole 1887-1890. Han var præst i Brande 1890-1899 før han kom til Østbirk. 1909-1929 var han præst i Vrensted. Hans bror Ulrik Adolph Plesner (1861-1933) tegnede Vrensted præstegård som broderen vist lige nåede at flytte ind i før han faldt for aldersgrænsen i 1929. Han flyttede 1937 til Askov hvor han holdt gudstjenester ved valgmenigheden som hjælpepræst.
Præsten gav Karlen en Lussing.
En veltjent Lussing har, i F. "Silkeb. Av.", vakt en Del Bevægelse og givet Anledning til noget Skriveri i Horsensbladene. Kort fortalt drejer Sagen sig om følgende:
Hos Sognepræst Jul. Plesner i Østbirk tjener en Pige, i Grunden flink og brav, men meget letsindig og karaktersvag, hvorfor hendes Formynder havde bedt Præstens om at vaage over hende, hvad de ogsaa gjorde saa godt, at hun næsten kom til at søle sig som Datter i Huset. Men saa forlovede hun sig med en Karl af meget slet Rygte. Præsten lod de forlovede mødes frit i deres Hus og viste Kæresten megen Gæstfrihed, men fik til Gengæld af Pigen Løfte om, at hun ikke vilde gaa med Kæresten om Natten eller i det hele taget indlade sig paa noget usømmeligt. Ikke desto mindre fik Karlen hende lokket med, først til et Krobal, siden til at tilbringe Natten sammen med ham paa hendes Værelse. Da Præsten fik dette at vide, gik han over i Kroen, hvor Karlen sad og drak sammen med nogle andre, og sagde til ham: "Jeg er kommen for i Vidners Paahør at sige Dem, at De har opført Dem som en lumpen, æreløs Slyngel". Da Karlen stak Ansigtet frem og sagde, at det kom ikke Præsten ved, hvor Pigen og hendes Kæreste havde tilbragt Natten, blev Præsten harmfuld og drev Karlen en Lussing.
I den Anledning indgav Karlen Klage, og "Horsens Social-Demokrat" skrev flammende Artikler om den slemme Præst og den rare Karl, og der blev arrangeret Protestmøder med alt Tildehør.
Pastor Plesner har nu selv givet en Fremstilling, i hvilken han beklager, at han i sin retfærdige Harme har ladet sig forlede til selv at udøve Retshaandhævelse, men ellers erklærer sig rede til at tage Følgerne af sin Optræden. Pastor Plesner slutter saaledes:
"I det store og hele er jeg mig bevidst at have handlet i Overensstemmelse med min Rets- og Sædelighedsbevidsthed og min Pligt som Husbond og Værnsmand for mit Hjem og dets Medlemmer ved at ramme den skyldige i hans Færd paa den eneste Maade, hvorpaa flipt offentlig kan rammes, idet jeg aabent og i Vidners Paahør til vedkommende selv har sagt, hvad jeg maatte tænke om hans Færd".
(Herning Folkeblad - Vestjylland 3. december 1901).
Ligesom i Pastor Fich-Affæren.
Bønderne udtaler Tilslutning til en gejstlig Voldsmand.
Vi omtalte i Sommer Affæren mellem Pastor Plesner i Østbirk ved Horsens og Staldkarlen paa Østbirk Kro. Præsten indfandt sig en Aften i Kroen og gav Staldkarlen en Lussing fordi han, der var forlovet med Præstens Pige, den foregaaende Aften havde været sammen med hende til henimod Midnat.
Senere skrev Præsten en Artikel i et Horsensblad, hvori han brugte mindre pæne Udtryk om Staldkarlen.
Karlen anlagde da to Sager, og i Fredags blev Præsten dømt til en Døde paa 40 Kr. for Lussingen og til 10 Kr. for Fornærmelserne. Endvidere skal Præsten betale 20 Kr. i Sagsomkostninger.
"Aarhus Stiftstidende" skriver følgende om Affæren:
"Som omtalt var en Tjenestekarl, der kun havde nydt godt i Pastor Plesners Hus i Østbirk, forleden meget uforskammet overfor Præsten, hvorover denne blev saa ophidset, at han paa staaende Fod gav ham et knaldende Ørefigen. Derover blev der meget Skriveri i Egnens Socialistblad - det var jo Mad for Mons, tilmed da Præsten er bekendt som radikal Venstremand! - men nu har ca. 500 Sognebeboere i Østbirk Sogn sendt Pastor Plesner en Tillidsadresse i Anledning af Mellemværendet mellem Præsten og Tjenestekarlen.
Den Lussing var ham altsaa vel undt af hele Sognet!"
Her staar vi altsaa overfor en Adfærd lignende den, Bønderne i Sabro-Faarup satte i Scene under Pastor Fich-Affæren. I Sabro-Faarup udtalte Sognets Bønder Sympati med en usædelig Præst, i Østbirk udtaler Bønderne i Sognet Sympati med en Præst, der er dømt for voldeligt Overfald og Injurier. Dette taler ikke til Fordel for Bøndernes Retsbevidsthed. Hvilke Tilstande kunde man ikke befrygte her i Landet, hvis Bønderne blev de regerende, med den Foragt for selv de simpleste Retfærdighedshensyn, der er givet et Exempel paa af de to Sognes Bønder. En Bondeklasse, hvis Fjendskab til Arbejder- og Tjenestefolk er saa indgroet, at ethvert Retfærdighedshensyn maa vige derfor, er et Tidens Tegn, der fortjener Opmærksomhed.
Man ser, at Højrebladet "Aarhus Stiftstidende" maa ty til en usand Fremstilling for at faa Sagen til at se mindre graverende ud. Karlen viste ingen Uforskammethed overfor Præsten, men Præsten blandede sig ind i Forhold, der ikke vedkom ham, og overfaldt Karlen i Kroens Skænkestue. Det var kun naturligt, at en saadan Affære blev omtalt i Bladene, men Højrepressen og den moderate Presse stillede sig paa Præstens Side, skønt hans Optræden var af den Beskaffenhed, at Retten maatte dømme ham.
Hvis "hele Sognet" under Karlen Lussingen som Stiften skriver, saa er almindelig Moral og Retfærdighedsfølelse husvild i det Sogn.
(Demokraten (Århus) 27. januar 1902).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar