Københavns finansborgmester Ludvig Christian Borup var søn af købmand og tobaksfabrikant i Randers Jørgen Christian Borup og Eduardine Cathrine f. Neckelmann. Han var 1883-1903 borgmester for Københavns Magistrats 2. Afdeling. I hans embedstid blev København udvidet med en del af Hvidovre Sogn, Sundby og Nathanaels Sogne på Amager og Brønshøj Sogn. Han var 1901-1903 medlem af Landstinget for Højre. Han blev den sidste konservative finansborgmester i hovedstaden, idet hans efterfølger blev socialdemokraten Jens Jensen. Borups Allé i København er opkaldt efter ham.
12. januar 1903 åbnede Borup Borgerrepræsentationens første møde på Københavns rådhus efter man havde flyttet fra det gamle råd- og domhus på Nytorv. Knap en uge efter 18. januar 1903 døde han.
Ludvig Christian Borup.
6. Juli 1836 - 18. Januar 1903.
Københavns Raadhus og andre offentlige Bygninger satte i Gaar Formiddags Flag paa halv Stang - Byens mangeaarige Finansborgmester, Konferentsraad Borup var død. Han havde i nogle Aar af og til været besværet af den lidelse, der saa jevnlig angriber Folk ved 60 Aars Alderen, og som hidrører fra Emfysem eller Aareforkalkning, ytrende sig som Tryk for Brystet og Tyngde for Aandedrættet, dog havde Borup i det hele følt sig rask i den senere Tid. Han deltog under fuldt Velbefindende i Rigsdagsmiddagen forleden, han arbejdede i Tordags som sædvanlig med Lyst og Kraft, han tog derefter ud til Middag hos Etatsraad Moresco i Ordrup. hvorfra han Kl. 10-11, uden at fejl noget, kørte til sit Hjem i Bredgade sammen med Grosserer Vett, som boer tæt ved. Og til sin Søster, der styrede hans Hus - han var ugift - talte han om Aftenen kun om sin Helbredstilstand som helt tilfredsstillende for Øjeblikket. ved 8-Tiden i Gaar Morges ringede han imidlertid paa Tyendet, thi først havde han omtrent Kl. 2 om Natten havt et Anfald af Ildebefindende, og efter at det var gaaet over, følte han sig nu atter uvel, hvorfor han sendte Bud efter sin Læge, Professor Gram, der bor i samme Hus. Professoren fandt ham just ikke særdeles daarlig, men vilde dog lette hans Aandedrag ved en Portion Æther, som han derfor gik at hente. Da han kom tilbage, var Konferentsraaden død.
Ludrig Christian Borup var Søn af en Købmand og Tobaksfabrikant i Randers. Moderen var født Neckelmann. Han blev Student i 1854, juridisk Kandidat 1859, ansattes hurtig i Indenrigsministeriet og avancerede rask, Fuldmægtig 1868, Expeditionssekretær 1869, Kontorchef 1875. Tre Aar efter udnævntes han til Assessor i Overretten, medens han allerede fra 1869 var Docent i Landbolovgivning ved Veterinær- og Landbohøiskolen. I denne Egenskab udgav han sit Værk om "Den danske Landboret", der har vundet megen Udbredelse og Anseelse. Konseilspræsident Deuntzer har karakteriseret det som havende "ikke ringe praktisk og videnskabeligt Værd som en gennemgaaende klar og paalidelig Vejleder i de jevnlig noget forviklede Forhold, som det behandler"
Fremfor alt kom Borup dog til at indtage en betydningsfuld, fremragende Stilling, da han i Marts 1883 valgtes til Borgmester for 2. Afdeling. Posten skulde besættes, da Exminister, Dr. med. Emil Fenger opgav den, fordi han var bleven til Aars og følte sig svækket, hvorhos han havde havt et kedeligt Uheld med Økonomiforvalter Christensen, idet han ikke syntes at have havt tilbørligt Indseende med denne Mand. Borup fik forresten en ikke ufarlig Konkurrent i den forhenværende Marineofficer, Comandør, Kammerherre Garde. Denne havde været Havnekaptajn i København - som saadan efterfulgt af Lüders - og han var dernæst bleven Guvernør i Vestindien, men havde efter Neger-Oprøret forladt dette Embede. saa at han nu laa ledig og som Kandidat til Borgmesterskabet samlede adskillig Tilslutning. Ved Borgerrepræsentanternes afgørende Valg fik Borup imidlertid 17 Stemmer, Garde kun 13, medens nogle Medlemmer - af hvilke Etatsraad Brix endnu lever - var fraværende. Paa et Par Maaneder nær har Borup altsaa været Hovedstadedens Finansborgmester i tyve Aar.
Der vil næppe være delte Meninger om, at han har fyldt Pladsen med stor Dygtighed. En ualmindelig Arbejdskraft besad han, og man tør nok sige, at enhver større Sag har han personlig gennemarbejdet. Mangen Gang har han ogsaa selv lagt hele Emnet til Rette fra først til sidst, og ofte forbavsede han ved den Hurtighed, hvormed han formede vidtløftige, grundig betænkte Indlæg. Thi Borup var ikke blot, hvad man i Almindelighed kalder et udmærket godt Hoved, han besad i ualmindelig Grad Evne til at tænke baade klart og med skarpsindigt Syn for Konsekvenserne. Idet han saaledes saa dybere til Bunds og videre ud over Følgerne end de fleste, kom han tidt til naturlig at maatte modsætte sig Forandringer, der let hen betragtedes for Fremskridt, men hvori han øinede andet end lutter Forbedringer Der kan selvfølgelig strides, om han havde Ret i hvert enkelt Tilfælde, naar han rejste Modstand. Nogle vil jo altid anse en berettigede konservatisme som uberettiget Frygt for alt Nyt, og det har i saa Henseende ikke manglet paa Beskyldninger mod Borup for at være reaktionær. I det hele tør man dog tro, at hans sagkyndige Kritik og forsigtige Holdning har været af det gode og havt gode Følger.
Sikkert er det, at Borup langt fra var den, der blot vilde staa stille og holde igen. Han var en Mand af Aand og Gemyt, ikke mindre end af Klogskab og Kundskab. Han overtog med varm Interesse sine Undergivnes Tarv, og han var personlig baade velvillig og munter, om han end som Embedsmand baade var myndig og fast. Han havde som Søn af den gamle Liberalisme og fra Ungdommen indøvet i Bureaukratisme den oprigtigste Villie til at gøre alt paa det bedste for smaa som for store, men han holdt paa Administrationens Rettigheder ved Siden af dens Pligt og Ansvar. At han kunde blive doktrinær eller stadig, lader sig naturligvis paastaa, men i det her antydede Lys bør man se den Modstand, han rejste saavel mod Kolleger i Magistaten der forekom ham for bløde og altfor medgørlige, som mod den Udvikling, Radikalismen blandt Borgerrepræsentanterne vilde have frem. Altid respekteredes dog hans Dygtighed og den Fasthed, hvormed han aabent og ærligt lagde Ryg til, naar han opponerede.
Samme mandige Mod, Arbejdskraft og Villie til at udrette noget godt udfoldede Borup da ogsaa positivt i sit Borgmesterskab. København udviklede sig jo stærkt i disse tyve Aar, men atter og atter var Finansborgmesteren ikke blot redebont med i Udviklingen, men uforfærdet i Spidsen for den. Det maa skattes højt, hvad han med stort Besvær fik udrettet for vor By ved Overenskomster med Statens Myndigheder, hvis Haand hidtil havde hvilet trykkende paa den kongelige Hoved- og Residensstad. Saaledes bl. a., hvad Fællederne angaar, og i Henseende til Banegaardsforholdene. End mere vil Borup maaske erindres for den væsentlige Part, han har havt i Københavns Udvidelse, idet han agtpaagivende optog og udførte de Ideer, der andet Steds var fremkomne, med at opkøbe omliggende Arealer. Hermed sikredes hygiejniske Foranstaltninger under reguleret Bebyggelse, medens Kommunen tillige vandt Aktiva, der i det lange Løb vil være til væsentlig Hjælp for dens økonomiske Status. Naturligvis skortede det ikke paa Beskyldninger for Fejlgreb under disse Transaktioner, og vistnok kunde man have ønsket en mere mistænksom Aarvaagenhed overfor enkelte Tilfælde, men dels var Forholdet dog, at det, som tabtes, var lidet i Sammenligning med, hvad der blev vundet, og dels maa det erindres, at den Tillid, der blev svegen, var given bl. a. til selve Borgerrepræsentationens Næstformand, Socialisten P. Holm.
Af de Sager, der særlig sorterer under Finansborgermesteren, maa Hospitalsvæsenet huskes i første Række. Ogsaa her viste Borup sig lydhør for Udviklingens Krav, og han har stor Del i den Ordning af vore Hospitalsforhold, Forbindelsen med Sygekasser og selvfølgelig selve Bygningers Forøgelse og Udvidelse, der nu lader København indtage en højt fremragende Plads paa Hospitalsvæsenets Omraade. At han med en gennemgaaende saare heldig Haand løste de Opgaver, der kom til at foreligge i Form af kommunale Laane-Operationer, erkendes sikkert almindelig, og naar Københavns Finanser i de sidste Aar har havt vanskelige Tider, kan man for det første sige, at Byen i saa Henseende deler Skæbne med hele Landet og med andre Steder, idet de almindelige Konjunkturer tog en daarlig Vending, der ikke var til at forudsee, og for det Andet er det jo saa, at med samtlige foreliggende Vilkaar i Lovgivning o. s. v., kunde ingen Finansborgermester have afværget Øjeblikkets Ugunst, medens Borups Fremsyn meget mere har betrygget gunstigere Tilstande, efterhaanden som de af ham indkøbte Værdier kan realiseres.
Ja, der er en enkelt Post, som nu tynger stærkt paa vort kommunale Budgel, og som Borup netop var meget nidkær for at faa i Stand, nemlig det nye Raadhus. Her - lige som i meget andet - saa han stort og langt, havde Tillid til sin By. Tro paa dens Livskraft for kommende Tider. Det skal nu, da Bygningen er saa vidt færdig og "indviet", erindres og for al Fremtid hævdes, at det var Magistraten med Borup som Finansborgermester og sammen med Borgerrepræsentationen i dennes gamle Sammenfatning, som kækt vovede at gaa ind paa de Raadhusplaner, over hvis Iværksættelse der nu hersker saa megen Glæde. Men nu skal det heller ikke dølges, at Borup var alt andet en tilfreds med den "Indvielse", Bygningen fik forleden, saavel af andre Hensyn som af den Grund, at efter hele hans Betragtning skulde og burde Københavns Magistrat indtage en aaben Plads som Borgernes administrative, styrende Myndighed end blot at sidde, som de nu sad, blandt de af Borgerne valgte Repræsentanter for den bevilgende Magt.
Overhovedet var Borup vitterlig lidet tilfreds med den radikale og socialistiske Demokratisme, der i hans senere Borgmestertid tilvandt sig mere og mere Magt. Han talte ofte om at forlade Stillingen, og han havde upaatvivlelig snart gjort Alvor deraf. Det er ingen Hemmelighed, at han paa det bestemteste modsatte sig de mere eller mindre socialistiske, efter hans Overbevisning i hvert Fald i sine finansielle konskvenser fordærvelige Projekter om Arbeiderboliger. Blev det Forslag vedtaget, erklærede han at ville træde tilbage. Overfor denne Erklæring ønskede den anden Part nu ikke at forcere Sagen frem strax. Den blev udskudt til Foraarets nye Borgerrepræsentantvalg har fundet Sted. Det maatte imidlertid antages, at den trods alt vilde komme frem i April, og da vilde Borup efter al Sandsynlighed have begæret sin Afsked. Nu endte hans Borgermesterskab brat paa en anden og bedre Vis, idet hans sidste Embedsgerning blev Afsluttelsen af det store Kommissionsarbejde om et nyt Hospital ved Bispebjerg.
Konferentsraad Borup blev 1901 Medlem af Landsthinget. Han optraadte her som fast Højremand, men stærk politisk Interesse havde han egentlig ikke. Det var fortrinsvis de Sager, der berørte København, som kaldte ham frem, og det kan nævnes som ganske karakteristisk for hans konservative Sans og Uvillie til at forlade de overleverede Former og Rammer, at han med stærkeste Iver modsatte sig det lille Forslag om Ophævelse af Københavns Reserve-Brandkorps, som efter hans Tanker burde bero paa mere omfattende Forandringer, hvortil de nye Distrikters Indlemmelse maatte tvinge. Han opnaaede netop at faa Sagen forhalet saaledes, at den ventelig først bliver sat paa Dagsordenen, naar Borup ligger i sin Grav.
Hans pludselige Bortgang har givet Anledning til i Dag at dvæle forholdsvis vidtløftig ved hans Personlighed og Virksomhed. Denne har imidlertid været saa betydelig, omfangsrig og frugtbringende, at Borups Navn vil huskes i lange Tider og huskes med Erkendtlighed for, hvad han var som offentlig Mand, særlig for vor By. blandt hvis bedste Borgere hans gode Minde skal bevares.
(Nationaltidende 19. januar 1903).
Borgmester Borup død.
- - -
Overfor Angreb paa sit Embedsomraade i Forsamlingen forsvarede Borup sig skarpt og krigersk og ikke uden Bitterhed, som om han gik ud fra. at Modstanderne vilde ham til Livs. Han var i alt Fald den af Magistratens Personer, som Repræsentanterne helst ønskede bort. og i "Sc.-Dem." har der adskillige Gange været slaaet paa Sværdet med Henvisning til Forsamlingens Ret til med 3/4 af Stemmerne at afskedige en Borgmester.
Han kom ind i Landstinget ved et Suppleringsvalg i 1901, hvor Socialdemokraten P. Knudsen var hans Modkandidat. I Thinget hørte han til den Estrupske Gruppe.
Som Menneske og som Embedsmand i Forholdet til sine underordnede yder ogsaa Modstandere ham Anerkendelse, ligesom hans Arbejdsevne og Fagindsigt fremhæves som ualmindelig.
(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 19. januar 1903. Forkortet så gentagelser fra Nationaltidende ikke er med)
Borgmester Borup død.
Mindeord i Borgerrepræsentationen
Borgmester Borups Dødsfald mindedes Borgerrepræsentationens Møde i Aftes, idet Formanden, inden man gik til Dagsordenen, udtalte:
Det vil allerede være Forsamlingens Medlemmer bekendt, at Københavns ældste Borgmester, Lederen af Magistratens 2. Afdeling, Konferensraad Ludvig Christian Borup, i Gaar Morges pludselig er afgaaet ved Døden.
Han havde i en Række af Aar været ansat i Indenrigsministeriets Kontorer og derefter som Overretsassessor og samtidig Docent ved Landbohøjskolen, da han i 1883 i sit 47 Aar blev valgt til Borgmester. Men det er hans kommunale Virksomhed i de sidste 20 Aar, til hvilken hans Navn i den offentlige Bevidsthed vedblivende vil være knyttet. Han, der var en født Jyde, følte sig som Københavns Kommunes selvskrevne Talsmand, hvor det gjaldt om at hævde dens Interesse over for andre Kommuner eller over for Staten, og jeg har hørt disses Tillidsmænd, naar han paa Hovedstadens Vegne havde forhandlet med dem om Bedringen af de indbyrdes Forhold, udtale deres uforbeholdne Beundring, for den Dygtighed og Slagfærdighed, hvormed han gjorde sin Bys Sag til sin.
Hans Borgmesterskabs første Tiaar faldt i den gamle Tid, hvor Magistratens overmægtige Indflydelse prægede Kommunalbestyrelsens Afgørelser. Det sidste Tiaar blev en Overgangstid, i hvilken det gamle og det ny brødes under Arbejdet for Byens Bedste, en Overgangstid der nu ved hans Død i det væsentlige er sluttet. Han var i sin Opfattelse af Kommunens Opgaver og deres Løsning det overleveredes ærlige og uforsagte Forsvarer med Mands Mod til ogsaa at gaa angribsvis til Værks og i Kampens Hede give raat for usødet. Men hvor stærke Sammenstødene til Tider kunde være, saa var han agtet af sine Modstandere, fordi man altid vidste, hvor man havde ham, og fordi der efter Striden aldrig blev noget som helst Nag tilbage hos ham mod den, med hvem han var tørnet sammen. Naar Vaabnene var lagte til Side, kunde hans Ansigts barske Træk hurtig faa det joviale Smil over sig, som alle kendte saa godt fra hans glade Deltagelse i Selskabslivet. Jeg har havt Indtryk af, at, har der været Aaringer, i hvilke han skælvedc af Frygt for de ny Kræfter, der var i Færd med at blive raadvilde i Kommunen, saa var han nu, ved at have dem paa nærmere Hold, kommen til at se med større Ro paa Udviklingen.
Han var en Mand, der ikke saa smaat paa Tingene. I de store Indlemmelser, ved hvilke Byens Omraade er voxet til det tredobbelte, var han Drivkraften og Hovedmanden i alt Arbejde for at forberede og gennemføre dem. Ham skyldes Kommunens omfattende, lidt kritiserede Ejendomskøb. Han mente, man burde se frem i Tiden og ikke nøjes med det nærværende Øjebliks snevreste Behov. Byens finansielle Tilstand er nu ved hans Bortgang giort usikker end nogen Sinde før. Det titan være Fremtiden forbeholdt at afgøre, om hans Finanspolitiks Løsen i de senere Aar : for at vinde maa der voves, i al sin Dristighed mulig var fremgaaet af et beregnende Overblik, hvori Samtiden blot ikke altid kunde følge ham.
Et er sikkert: Han har uegennyttigt sat sin usædvanlige Arbejdskraft og sin stærke Villie ind paa Arbejdet for sin Bys Vel, og han vil ikke blive glemt, naar dens Historie skrives. Medlemmerne gav deres Tilslutning Kende ved at rejse sig.
Derefter udsattes Mødet en halv Time.
(Dagens Nyheder 20. januar 1903).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar