Carl Goos død. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Gehejmeraad Goos død.

Efter nogen Tids Svagelighed er Gehejmekonferensraad, ekstraordinær Assessor i Højesteret, Dr. juris August Herman Ferdinand Carl Goos i Morges død i sit Hjem. Med ham er Danmarks største Retslærd næstefter Anders Sandøe Ørsted bortkaldt efter et langt og daadrigt, af Samtiden paaskønnet og hædret Liv. Om faa Uger vilde han have fyldt 83 Aar.

Goos var født den 3. januar 1835 i Rønne, hvor hans Fader var Overlæge i Hæren, opholdt sig en Tid som Barn i Slesvig, senere i København, hvor han allerede i 1851 blev Student (fra Borgerdydsk paa Christianshavn) med Udmærkelse. Han vaklede vistnok lidt mellem Filologien og Juraen, bestemte sig sluttelig for den sidste og tog i 1857 en glimrende juridisk eksamen. Regenburg, som forstod at finde sine Folk, fik ham straks ind i det slesvigske Ministerium, og 1858 tog han den slesvigske juridiske Eksamen. Aaret efter fik han Universitets Guldmedaille for en Afhandling om Formueforholdet imellem Ægtefæller. Medaillen efterfulgtes af det Hurtigkarlske Rejsestipendium, som satte ham i Stand til at foretage en toaarig Udenlandsrejse til München, Rom, Paris og Londen. Allerede paa denne Rejse knyttede Goos visse Forbindelser, der blev af Betydning for ham i sin senere Virksomhed. I England studerede han navnlig Stuart Mill. 

Kort efter hans Tilbagekomst til Hjemmet døde Professor F. C. Bornemann, og den kun 26-aarige Goos, der stedse med stor Veneration har omtalt Bornemann som sin Ungdomlærer, blev uden Konkurrence kaldt til hans Efterfølger, i Oktober 1861 som Lektor, i December 1862 som Professor ordinarius.

De Fag, Goos tog i Arv efter Bornemann, var den almindelige Retslære, Strafferet og Folkeret. Den sidste spillede i Datiden ikke nogen stor Rolle, men de to andre Fag gennemarbejdede Goos i Løbet af forholdsvis kort Tid paa en Maade, der har sat og vil sætte sig varige Spor i Retsvidenskaben og sikre hans Navn Rang blandt Jurisprudensens største. Særlig blev hans Retslære epokegørende. Den, der skriver nærværende, maa af Hensyn til den korte Tid, der staar til Raadighed for Udarbejdelsen af denne Nekrolog, have Lov til at gentage en af mig tidligere given kort Sammenfattelse af dette Værks Hovedpunkter.

Goos ser i Retten en Form for Livets Virkelighed. Dens Omraade er de etiske Krav, hvis Opfyldelse ikke kan overlades til Individernes Selvbestemmelse, men maa hævdes ved ydre Magt. Ud fra disse Synspunkter opstiller han først en Sondring mellem Retsanordning og Retshaandhævelse, og indenfor den første atter en Firdeling: Retten i Samlivsforholdet, Retten i Familieforholdet, Retten i det borgerlige Samfund og Retten i det politiske Samfund.

Vist ingen Sinde før er et i tilsvarende Grad gennemarbejdet System blevet opstillet. Dets Gennemførelse i Enkelthederne er præget af en Skarphed i Tanken, en Fasthed i den logiske Rygning, som næppe nogetsteds findes overtruffen, og ledende Sætninger om retsstridige Handlinger, om Kontrakters Afslutning, den saakaldte "Goos' Sætning" i Fortolkningslæren o. a., er her for første Gang fremsatte, som siden har kunnet glæde sig ved almindelig Anerkendelse i Videnskaben.

I Strafferetten leverede Goos et storstilet Arbejde i fem Bind, som blev hædret med den A. S. Ørsted'ske Prismedaille, og som er bleven betegnet som et Førstehaandsarbejde uden Sidestykke i nordisk og vistnok forøvrigt i hele Retsliteraturen. Det sidste Bind, som manglede, inden den lagte Plan var fuldført, var Goos nu i sine sidste Aar beskæftiget med at skrive, hvor langt han inden sin Død var naaet frem hermed, er ikke bekendt. Men medens Goos ellers paa mange andre Retsomraader endnu stadig staar som den ubestridte Fører, har han i det principale Spørgsmaal om Straffens almindelige Formaal og dens formaalstjenlige Ordning taget nogen Afstand fra den nye kriminalpolitiske Skole, hvem han bebrejder Tilbøjelighed til at sætte administrativ Vilkaarlighed i Strafudmaalingen i Stedet for det paa faste Regler byggede Dommerskøn. Heraf opstod en vis Spænding imellem Goos og yngre Kriminalister. Det store Strafferetskommissionsarbejde, som Goos har udført, og som en ny, af Justitsministeriet nedsat Kommission nu er beskæftiget med at sammenholde med Prof. Torps senere Arbejde, var imidlertid et helstøbt og tankerigt Værk, der paa mange Punkter kom den nye Retning i Møde. Selv Modstanderne har ikke kunnet nægte det deres Anerkendelse, og paa mangfoldige Punkter vil dets Betydning for en kommende ny Straffelov sikkert blive umiskendeligt.

Foruden disse Hovedværker foreligger der fra Goos' Haand en Mangfoldighed af mindre Værker, Afhandlinger, Recensioner og biografier. Særlig bør nævnes hans store to Binds Værk om A. S. Ørsted, der gaar langt ud over den af ham og hans to Medforfattere (Nellemann og Øllgaard) oprindelig lagte Plan.

Jævnsides med sit videnskabelige Arbejde har Goos udfoldet en rig og betydningsfuld Virksomhed paa den praktiske Strafferets Omraade som en af Stifterne af den nordiske Penitentiærforening, Deltager i internationale penitentiære Kongresser, som Formand for Københavns Fængselsselskab og anden lignende filantropisk Virksomhed, men navnlig gennem sin 16-aarige Virksomhed som Overinspektør for det danske Fængselsvæsen. Siden sin Fratrædelse af Justitsministeriet i 1901 har han været Direktør for Døvstumme- og Blindeanstalteme. Hans Arbejde for disse og andre Samfundets Stedbørn vurderes af alle Interesserede overmaade højt.

I det internationale Retssamfund har Goos' Navn længe været nævnt blandt de ypperste. Han stillede sig fra første Færd den Opgave at skaffe dansk Retsvidenskab en Plads i det internationale Samfund, og han var unægtelig som faa Manden for en saadan Opgaves Løsning. Meget tidligt indtraadte han efter Indbydelse i det fornemme Institut de droit international, der senere har valgt ham til Æresmedlem, ligesom han ogsaa blev Medlem af Association for reform and codification of the law of nations. Han har paa disse Foreningers Møder repræsenteret Danmark med Vægt og Værdighed, og i udenlandske Samleværker og juridiske Tidsskrifter foreligger der fra hans Haand Fremstillinger af Danmarks ell. Nordens Retsordninger paa forskellige Omraader af International Interesse.

I Politiken indtraadte Goos i 1881, da han efter Billes Bortrejse til Amerika blev valgt til Folketingsmand for Københavns 5. Kreds. Han kunde dog kun holde den vældige, den Gang udelte Kreds imod Socialisterne en enkelt Valgperiode. I 1884 maatte han vige for Skræddermester P. Holm og blev saa i 1885 kongevalgt Landstingsmand; i Landsthinget har han hiden haft sin faste politiske Position, i nogle Aar som Tingets Formand.

Minister blev Goos første Gang som Kultusminister i Ministeriet Estrup i Aarene 1891-94, anden Gang 1900-1901 som Justitsminister i vort sidste Højreministerium, Ministeriet Sehested Hans Virksomhed her behøver ikke mere speciel Omtale; den er tilstrækkelig kendt af alle. Ligeledes hans betydningsfulde Arbejde for den nye Procesreform, i hvilken han fra første Færd var aktiv Deltager, og hvor hans vægtige Ord, da Reformen sidste Gang var til Behandling paa Rigsdagen, paany samlede Opmærksomheden om hans Person. I talrige andre Kommissioner har Goos i Aarenes Løb haft Sæde og givet sit Bidrag til Spørgsmaal, der dels er løste, dels kun forberedte: Teatervæsen, Sundhedsvæsen, Len og Stamhuse, Islandskommissionen af 1907 o. a.

I 1915 fejrede Goos sin 80-aarige Fødselsdag under almindelig Hyldest fra alle Sider, hvad der den Gang blev sagt og skrevet om ham, vil de fleste endnu, mindes. Han har haft en ualmindelig lang Arbejdsdag og har udnyttet den paa en Maade, for hvilken det danske Folk staar i stor Taknemmelighedsgæld til ham. Hans Navn vil til fjerne Tider staa indridset blandt de bedste i vor Histories Pantheon. Af Kongen var han hædret med Ekscellencetitelen, Storkorset og Fortjenstmedaillen i Guld med Krone.

Gehejmeraad Goos' Personlighed var præget af hjertevindende Elskværdighed, Vennesælhed og Hjælpsomhed. Han paaskønnede altid andres Arbejde og havde en ikke almindelig Evne til at bringe Mennesker til at arbejde sammen. Tallet paa de overlevende personlige Venner, der med Tak mindes Samliv og Samarbejde med ham, er stort. 

Henr. Hansen.

*

Goos i Landstinget.

Intet Steds flk man et saa levende Indtryk som i Landstinget af den aandelige Klarhed og Spænstighed, som Goos bevarede op i sin høje Alderdom. Den var forunderlig og vakto stadigt paany. hver Gang Goos i de sidste Aar tog Ordet, alles Beundring.

Sandheden var i Virkeligheden, at Goos' Skarpsindighed var aldeles usvækket omtrent lige til det sidste. Hans Tanke var ligesaa klar og hans Udtryksform ligesaa stringent som altid. Han talte i de senere Aar kun om juridiske Spørgsmaal, men der forelaa ogsaa netop i den sidste Periode af hans politiske Liv mange og meget betydningsfulde Sager paa dette Omraade til Afgørelse. Først og fremmest den store Retsreform, i hvis Tilblivelse Goos havde en saa vægtig Andel, og hvis Gennemførelse han sikkert - og med Rette - betragtede som en betydelig personlig Tilfredsstillelse.

Særligt paa Grund af sit Arbejde i denne Sag nød Goos ikke alene Anseelse i sit eget Parti for sit kloge Blik i de grundlæggende Lovgivnings-Spørgsmaal, han opfattede ogsaa i de andre Partier som en retfærdig og skarpsindig Bedømmer af Samfundsproblemer. Endog Socialdemokrater forstod at værdsætte denne Egenskab.

Goos talte aldrig til Galeriet, hans Indlæg i Landstinget var blottet for enhver Bestræbelse efter at gøre Virkning ved andre Midler end Betragtningernes Klarhed og Ræsonnementets Logik. Derfor gjorde hans Tale trods dens ofte store Bredde - altid Indtryk af Enkelhed og Klarhed. En Ejendommelighed, som under den moderne parlamentariske Udvikling er i stadig og hastig Nedgang.

(Nationaltidende 20. december 1917).

Goos død.

Kongevalgt Landsthingsmand, Dr. jur., Gehejmeetatsraad Carl Goos er i Gaar Morges efter 4 Maaneders Sygeleje afgaaet ved Døden, henved 83 Aar gammel.

Goos har gennem flere Aartier været en fremragende Personlighed i saavel Retsvidenskab som Politik. Hans Eftermæle vil blive præge af det juridiske Skarpsind og den Humanisme, som gjorde sig gældende ogsaa i hans politiske Virke. Om Politikeren Goos vil Mindets Ord lyde mindre velvillige, ikke fordi hans Partistads var Højres, men fordi han i sin første Periode som Folkerepræsentant bragte sig selv i Miskredit selv udenfor Modstandernes Kreds. Vi sigter herved til hans Forbindelse med Bladet "Den ny Socialist", som han ved Folkethingsvalget i 1883 støttede i Kampen mod den socialdemokratiske Kandidat, Dette vakte i hin Tid en pinlig Opsigt og bidrog sit til, at Goos selv forberedte vor Valgsejr i Københavns 5. Kreds.

Goos' Navn blev allerede omtalt meget, da han endnu ikke 30 Aar gammel blev Professor ved Københavns Universitet, efter at han fra 1861 havde gjort Tjeneste i det slesvigske Ministerium. Hans videnskabelige Speciale var almindelig Retslære og Strafferet, og paa disse Omraader anerkendtes han overalt som en Fører. Han gjorde sin Videnskab lettere tilgængelig, afpassede den efter Livets praktiske Behov. Det blev af stor Betydning for de unge Studerende, for hvem han var Lærer.

Da Politik drog ham, stillede han sig i 1880 som Højremand. Det var en Spændingens Tid. Det Estrup'ske Styre havde brudt med den almindelige Valgrets Principer, og dennes Tilhængere af alle Lejre, Bondevenstre, Købstadsliberale og Socialdemokrater samledes under Oppositionens fælles Fane. Goos burde ikke have haft sit Stade i det gamle Højre, men han blev dets Mand fra 1880, da han valgtes 1stes Kæmpekreds. Da Socialdemokratiet i 1884 vandt sin første Valgsejr l København, hvorved 5. og 9. Kreds blev erobret af P. Holm og C. Hørdum, søgte Goos ikke paany Valg til Folkethinget. I 1885 udnævntes han imidlertid til kongevalgt Landsthingsmand, i Perioden 1891-94 var han Kultusminister i Estrups Ministerium, og i det sidste Højreministerium, hvis Konseilspræsident var Sehested, beklædte Goos Pladsen som Justitsminister fra 1900 til 1901.

I Kraft af sin juridiske Humanisme var Goos en Tilhænger af Retsreformen, og det skal siges, at dens Gennemførelse for en ikke ringe Del skyldtes hans Stilling, som ikke rokkedes, skønt hans konservative Partifæller nærede aaben eller dulgt Uvilje mod den ny Kurs. Her var Goos ikke blot den overlegne og vidtskuende, men tillige den behjærtede Mand.

Fra Goos' politiske Virke skal vi endnu blot anføre, at han fra 1910 til 1914 var Landsthingets Formand.

Faa offenlige Personligheder har haft saa mange Hverv som Goos. Han var ekstraordinær Assessor i Højesteret, fra 1884 til 1890 Direktør for Fængselsvæsenet, Formand for Fængselsselskabernes Fællesbestyrelse. Formand for Komitéen for Blindeinstituttet, Direktør for Døvstummeinstitutet m. m. I den lange Tid, han deltog i det offenlige Liv, har han siddet i saa vigtige Udvalg som Proceskommissionen (fra 1870 til 77), i Kommissionen for det civile Sundhedsvæsen og i Kommissionen for Lehns og Stamhuses Overgang til fri Ejendom.

Hans store videnskabelige Fortjenester var anerkendte baade i hans Fædreland og udenfor dette. Han havde Universitetets Guldmedalje og A. S. Ørsteds Guldmedalje og var Æresdoktor ved Nordens tre Universiteter.

Lige til sine sidste Aar var Goos virksom i sin Gærning, og den gamle Mand æredes i alle Kredse for sin personlige Elskværdighed den Indsats i Retsvidenskaben, som blev hans Livs store, fortjenstfulde Opgave

(Social-Demokraten 21. december 1917).

Gehejmekonferensraad Goos' Begravelse.

Frue Kirkes festligt lyse Rum mindede i Gaar Middags om en Park med sine Marmorstatuer, de mange grønne Træer og det Væld af Blomster, der saas overalt.

Foran Alteret stod den hvide Kiste, der var smykket med røde Blomsterguirlander og paa Fodenden har den Afdødes Vaabenskjold som Storkorsridder. Rundt om Kisten, ved hvilken Odd-Fellowbrødre var Sørgemarskaller, saas Bannere fra Højres Arbejder- og Vælgerforening, de Blindes Forening, Odd-Fellowlogen og Arbejdernes konservative Forening. Blandt de mange pragtfulde Kranse, der dækkede det meste af den brede Midtergang, var der fra Kongen og Dronningen, Prins Valdemar, Universitetet, det norske Universitet, Videnskabernes Selskab, Undervisningsministeriet, Justitsministeriet, det rets- og statsvidenskabelige Fakultet, Juridisk Samfund, Døvstummeforeningen, Carlsbergfonden og mange andre Institutioner og Foreninger, som den Afdøde havde staaet nær.

Kirken var ganske fyldt af det store Følge og Skæret fra de mange tændte Lys og Lamper blinkede i talrige Uniformers Guld.

Kammerherre Krieger mødte som Repræsentant for Kongen, af Ministrene saas Konseilspræsident Zahle og Undervisningsministeren, endvidere Universitetets Rektor og Professorer, Hafnias Bestyrelse in pleno og Deputationer fra en Mængde Foreninger.

Højtideligheden begyndte med, at Kirkens Kor smukt sang: Den store Mester kommer, hvorpaa den gamle Pastor Prior frem bag Kisten.

Pastor Priors Tale.

Mange Lys skinner i denne Verden, i Arbejde, i Tænkning og Pligtopfyldelse. Vor kære hensovede Ven har ladet sit Lys skinne vidt ud over Verden, ikke kun for de Lærde, men paa mange forskellige Veje. Han var en stor Menneskeven, der gerne tilbed sine Evner, hvor de kunde gavne, saaledes blandt de ulykkeligt stillede, de forvildede og de fangne. Da han laa paa sit Dødsleje, sagde han til sin Datter, at han havde ikke Tid til at ligge i Sengen, der var meget Arbejde, der ventede paa ham. Ogsaa i sit Hjem lod han sit Lys skinne, saa han efterlader sig dyrebare Minder dér. Hans Kiste staar nu i den Kirke, han var Værge for, og hvor vi lærte at holde af ham. Her har han hørt Julens Budskab og knælet ved Nadverbordet, og vi har den sikre Forvisning, at han nu er gaaet ind, hvor Julesangen aldrig forstummer.

Derpaa traadte Pastor Olfert Ricard hen til Kisten.

Pastor Ricards Tale.

- Nu har vi hørt den gamle Røst fra hans egen Tid tale til ham, lad nu ogsaa den nye Slægt tage Ordet. Vi hilser enhver, der giver sit Bidrag i Aandens Verden, hilser ham uden Frygt, hvad enten han er Kristen eller Hedning, og mest, naar hans Virksomhed har Berøring med det praktiske Liv.

Der er mange her til Stede, som ved, hvor stor Carl Goos var i sin Videnskab, han var en Konge i den, og naar en Gang det store Regnskab mellem de kæmpende Lande skal gøres op, vil ogsaa et lille Land lægge sit Lod i Vægtskaalen, og saa vil ogsaa nogle at hans Tanker blive brugt.

For alt det, han viv. skylder vi Lysets Herre Tak. Det er ikke den bitre Sorg, der griber os ved Carl Goos Død, som det er, naar et ungt Menneske der, det er den store Vemod over, at vi ikke skal se hans Amere, dette smukke Ansigt, som man ikke glemte, men saa sig  glad paa. .Uret og elsket skal hans Minde være!

Koret sang nu: Kirkeklokke, ej til Hovedstæder - og saa lød: Dejlig er Jordens kendte Toner gennem Kirken. Under det sidste Vers har den Afdødes Sønner og Svigersønner langsomt Kisten ned gennem Kirken.

Ude paa vestre Kirkegaard fandt der, efter at Kisten var sænket i Graven, et smukt lille optrin Sted. En for en traadte Odd Fellowbrødrene - først Storsiren, Dr. Petrus Beyer, op paa Platformen og kastede en grøn Kvist ned paa Kisten. Den stille sidste Hyldest til den Døde var af en egen Virkning og blev fulgt med Opmærksomhed af det store Følge, der stod rundt om Graven.

(København 29. december 1917)

Carl Goos er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 17, nr. 36. Stenens tekst lyder: "Amalie Henriette Goos født Irminger. * 4 marts 1840 + 22 Septbr. 1904. Geheimekonferensraad Dr. jur. August Herman Ferdinand Carl Goos * 3 Januar 1835, + 20 Decbr. 1917."Amalie Goos var bror til bl.a. kommandør Otto Irminger og Johan Irminger og barn af søofficeren C. L. C. Irminger og fru Irminger født Viborg. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Carl Goos 80 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Carl Goos

Paa 80-Aars Fødselsdagen.

Det er et sjældent langt og daadrigt Forskerliv, Geheimekonferensraad Dr. juris. Carl Goos i Dag paa sin firsindstyvende Fødselsdag kan se tilbage paa. Thi selv om han ogsaa paa flere andre Omraader har forstaaet at gøre sine store Evner og sin sjældne Energi gældende, og ogsaa der, navnlig i Administrationen som Leder af vort Fængselsvæsen og som Politiker - Minister gentagen Gange og senere Formand i Landstinget - har sat sig varige Spor og vidst at naa frem i første Række, er det dog utvivlsomt som juridisk Embedsmand, at han har vundet de Palmer, der længst vil være hans Navn til Efterverdenen.

Siden Ørsted har ingen dansk Retslærd haft en saa indgribende og omfattende Betydnig for vor Retsvidenskab som Goos. Med en sjælden Forening af filosofisk skolet, logisk Klarhed og Forstaaelse af Retslivets praktiske Krav, formaaede han i sin "Almindelige Retslære" at give en systematisk Oversigt over hele Retssystemet, hvori den gældende Ret Punkt for Punkt underkastedes en kritisk Vurdering ud fra Retsideens Krav, og selv om Resultatet maaske paa flere Punkter noget for meget kunde blive en Godkendelse af den gældende Ret som nærmest Idealet, maatte man altid beundre den Originalitet og lysende Gennemsigtighed, hvormed han løste Problemerne. Og indenfor Retssystemets enkelte Afsnit rager han op som den mest fremragende Dyrker af Strafferetten, vort Land har haft. Hans almindelige Del var med sin af Tanker fortættede Fremstilling den ypperste Lærebog til at vække de unge Juristers Eftertanke og anspore dem til selvstændig Tænkning, ligesom hans Strafferettens specielle Dem med sin imponerende Udnyttelse af Praksis og sine mange skarpsindige Enkeltundersøgelser blev den uundværlige Haandbog for Strafferettens Praksis.

Ogsaa paa Retshistoriens Omraade har han ydet fremragende Bidrag ved sit store Skrift om Ørsteds Betydning for Moral- og Retsfilosofien samt Strafferetsvidenskaben. Og selv paa den internationale Rets og Statsrettens Omraade har han ydet fortjenstfulde Bidrag, selv om han statsretlige Fremstilling naturligvis ikke undgik at blive paavirket af hans personlige politiske Partistilling. Sine fremragende videnskabelige Evner og sin sjældne Arbejdskraft forstod han tillige i rigt Maal at lade komme sin Deltagelse i den praktiske Politik tilgode: Udkastet til Lov om Strafferetsplejen og den i 1912 afgivne omfangsrige Straffelovs-Betænkning er de mest imponerende Frugter af Goos' Deltagelse i vort Lovgivningsarbejde.

Et enestaaende omfattende og udmærket Forsker-Arbejde ligger saaledes bag Goos, et Arbejde, hvorfor han med Rette fortiener sin Nations Tak. Men desuagtet sidder han den Dag i Dag, trods sine 80 Aar, lige utrættet ved Arbejdsbordet og fortsætter med usvækket Energi sit Videnskabelige Virke. Maatte endnu mange Arbejdsaar være ham forundt, og Ilden sent slukkes paa hans Esse.

Knud Berlin.

Goos i sit Hjem.

Naar Geheimekonferensraad Goos endnu den Dag i Dag holder sig saa frisk og ungdommelig, naar han stadig med varm og levende Interesse følger ikke alene Begivenhederne i det offentligt Liv, men ogsaa de mange Menneskers Skæbne, for hvem han igennem sit lange Liv har fattet Interesse, saa skylder han i en væsentlig Grad det Hjem, han og hans afdøde Hustru skabte for 50 Aar siden, en Tak derfor, lige saa vist som dette Hjem og de, der søgte det, staar i Gæld til ham for de mange lyse Minder, de gemmer derfra.

De, der som unge kom i dette Hjem, først i den lille Villa paa Bernstorffvej, siden i den store Professorbolig paa Universitetet, lærte maaske Goos og hans Hustru bedst at kende. Der var først og fremmest Alvoren; man skulde staa til Regnskab for Professoren, senere Ministeren, og hans Frue for alt, hvad man havde gjort og oplevet; men altid dømte de mildt, altid raadede de og hjalp os Unge.

Men saa var der den glade Ungdoms Spøg. I slutningen af Firserne og Begyndelsen af 90'erne samledes her en munter Skare unge, som egentlig fik Lov at regere det hele. Vi spillede Komedie, vi sang og var glade, og vi skrev Komedierne selv, og der var ingen Personanseelse.

Spøg om sig selv har Goos altid taalt. Da han var Efor paa Borchs Kollegium tilegnede de Unge ham i Anledning af Kollegiets Jubilæum et humoristisk Festskrift, hvor Tilegnelsen satiriserede over hans mange Stillinger. Det gik paa den respektløse Melodi: Peter Skøtt, og lød:

Dr. Juris og Professor, 
Borchs Kollegiums Efor,
ekstraordinær Assessor
ved Retfærdighedens Bord,
Mand af Hæder, Magt og Ros
August Hermann Carl Goos,
Kongevalgt i Tinget vorden,
Overfængselsinspektør
og af Dannebroges Orden
Ridder - Mand og Kommandør
Med Højagtelse p. p.
helliget

Forfatterne.

Gamle Kong Christian holdt af i Formiddagstimerne at besøge Fru Goos, der, som en født Irminger, havde mange Ungdomserindringer til Fælles med Konge. Fruen, der altid var ligefrem, jog saa alle os Unge ud i Universitetsgaarden, men hun modtog Majestæten i samme strikkede Uldvest, hun gik med til daglig. Naar Kongen saa traadte ud paa Stentrappen, der førte ned til Universitetstrappen, pegede han paa alle os glade unge Mennesker, der løb og spøgede derned, og spurgte: Er det alt sammen Deres, Frue? Og Fruen svarede, idet hun pegede paa en enkelt Student: Ham der har jeg intet Ansvar for. - Og naar vi saa gik ind, sagde den altid korrekte Goos: Det kan man ikke sige, Amalie! 

Mange Aar er gaaet siden den Gang. Men Goos husker endnu alle de unge Mennesker, han da kom til at holde af. Jule- og Nytaarskort fra ham er Aarets Orden. Paa et Portræt skrev han en Gang: Kære Student . . .: Ord er kun Ord, men er der nogen Gerning af mig, De ved dette Billede ønsker at mindes, er jeg Dem oprigtigt taknemmelig derfor. -

Mange Gange siden har vi den Gang unge banket paa Goos' Dør, altid fandt vi Hjælp og Raad, - næsten altid fik vi lidt Skænd; men Goos har aldrig svigtet den, han én Gang kom til at holde af.

Student.

(København 3. januar 1915)

Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Carl Goos (1835-1917), jurist, politiker, professor 1862 med speciale i strafferet, straffeproces og retslære. I 1870'erne blev Goos betragtet som liberal og havde bl.a. tilknytning til brødrene Brandes. Han var tilhænger af nævningeinstitutionen. 

Carl og Amalie Goos blev gift 1864 og fik en del børn hvoraf de fleste var piger: Elisa (f. 1868), Aage (f. 1868), Estrid (f. 1871), Thyra (f. 1872), Henriette (f. 1874), Karen Margrethe (1876), Ingeborg (1878), Agnete 1880).

Fotograf Viggo Emil Svendsen (1837-1901): Amalie Goos. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Knud Bokkenheuser skriver i bogen "Indre By" om hende at hun var "en aandfuld og livlig Kvinde, for hvem intet menneskeligt var fremmed. Men det var ikke alene Ungdommen, der søgte dette gæstfrie Hjem; blandt andet var gamle Kong Christian den Niende en hyppig Formiddagsgæst. Han yndede at "snakke gammelt" med den livlige Frue og kom altid uanmeldt og kunde blive der i Timevis."

Valgt til Folketinget 1880-1884 for Højre og anset for "de fremskridtsvenlige" i landets største valgkreds, Københavns 5. kreds - en traditionel socialdemokratisk højborg. Han tabte i 1884, bl.a. fordi det blev afsløret at han hemmeligt havde støttet et ultrarevolutionært udbryderparti fra Socialdemokratiet som voldsomt bekrigede dette parti. Fra 1885 til sin død kongevalgt medlem af Landstinget. 

1884-1891 var han overinspektør for og leder af fængselsvæsenet. Kirke- og undervisningsminister (kultusminister) 1891-1894. Nu stod han på den yderste højrefløj, og udtrådte i 1894 af regeringen i protest mod forliget med Det moderate Venstre. Fra 1894 direktør for De Kongelige Døvstummeinstitutter. Justitsminister 1900-1901.

Landstingsudvalget som 1904 behandlede Albertis "Bøllelov", havde Carl Goos som ordfører. Han konkluderede at Albertis forslag var et brud på den historiske udvikling og et kulturelt tilbageskridt. Godt nok med den viden at Alberti kunne regne med et flertal, eftersom Goos var i mindretal.

Han var med til at forberede retsplejereformen gennemført 1919 efter hans død. Goos deltog i forberedelsen af den nye retsplejelov. I udarbejdelsen af en ny straffelov blev hans konservative udkast fra 1912 forbigået til fordel for et udkast af Carl Torp fra 1923, der byggede på nye strafferetlige grundprincipper.

Mange af Carl Goos' værker kan findes i fuld tekst på internettet (Google Books). "Forelæsninger over den almindelige Retslære" (1889-92), "Den danske Strafferets specielle Del" (1895-1896).

Carl Goos er nævnt i forbindelse med flere sager på denne blog. Bl.a. i sagen om Korsør Arbejdsanstalt, forkæmper for lov om ligbrænding og Ryssels kandidatur for Højre i Københavns 5. Kreds. Og som justitsminister i sagen om Alma Bondesen hvor han lod sagen gå til retten.

Se fx Frantz Dahl: Juridiske profiler. Essays med 12 portræter. Gyldendal 1920, s. 11-60. (PDF).

Dansk Kvindesamfund mindedes ham i en nekrolog for hans arbejde med at skærpe straffen for mishandling af hustruer (det faldt dog), for at have villet oprette et statsseminarium for kvinder samt at han var modstander af at retsplejeloven udelukkende kvinder fra embeder og erhverv. (se "Kvinden og samfundet" nr. 1 1918).

Goos havde generelt støttet en forbedring af kvinders retsstilling, og bl. a. behandlet "forbrydelser mod kvindens kønsfrihed". Han mente at kvinden havde ret til frit at råde over sine kønsegenskaber som et særligt retsgode udsondret fra den almindelige handlefrihed af hensyn til "kønsærens ejendommelige betydning for kvinden både som menneske og som medlem af samfundet". Voldtægt og tilsvarende krænkelser indeholdt derfor principielt et angreb på "den gren af den formelle handlefrihed, der kan betegnes som kvindens kønsfrihed". I modsætning til 1866-loven byggede han ikke sin systematik på sædelighedsbegrebet. Det er således ikke længere alene den offentlige moralske opinion, der afgør omfanget af kvindens beskyttelse. Kvinden skal respekteres som menneske og samfundsborger. (citeret fra Inger Dübeck: Voldtægtsforbrydelsen i retshistorisk belysning. )

Goos betragtede dog i lighed med datidens generelle opfattelse sexchikane og seksuelle overgreb som en del af dagligdagen, ligesom hans kvindeopfattelse indebar at de var sexlystne og bærere af arvesynden. 

Professor Carl Goos (1835-1917). Højre-mand, i Folketinget 1880-84. Kongevalgt medlem af Landstinget. Overinspektør (leder) af fængselsvæsnet (1884-1891). Kultusminister (1891-1894) og justitsminister (1900-1901). Public Domain.

Goos!!!

I Fredags Aftes Kl. 9 arriverede Konseilspræsident Estrup fra Bernstorff, hvor han havde spist til Middag hos Kongen Der var noget paa Færde, ti med en, for en saa stræng Husholder som Hr. Estrup usædvanlig Flothed spenderede han en Krones Penge paa en Droske. Han lod holde udenfor BerL Tid.s Redaktionskontor, hvor han aflagde en fransk Visit.

En halv Times Tid efter erholdt den samlede Højrepresse, c: Avisen samt Ferslew I, FersIew II og Ferslew III, følgende Korrekturaftræk tilstillet gennem Berl. Tid.s Bude:

"Under 10de Juli d. A. har det behaget Hs. Maj. Kongen allernaadigst at udnævne Professor ved Universitetet, ekstraordinær Assessor i Højesteret, Dr. juris A. H. F. C. Goos, Kmd. af Dbg. og Dbmd. til Minister for Kirke- og Undervisningsvæsnets."

Saa har altsaa Estrup trukket det korteste Straa overfor en mere behændig Modstander som Nellemann, og man kan næsten sige, at fra i Fredags er Ministeriet Estrups Dage talte. Det kan naturligvis gærne være, at den "karakterstærke" Hr. Estrup endnu et Aarstid eller to faar Lov til at agere Topfiguren i Kransekagen, men realiter eksisterer fra nu af intet Ministerium Estrup.

Nu har vi Ministeriet Nellemann. 

Dette Resultat af de sidste Aars hemmelige Kampe indenfor Ministeriet kommer os vel ikke uventet, men derfor er det ikke mindre beklageligt. Vi har ofte, navnlig i den sidste Ugestid, henpeget paa den indre Splid i Højre, men oprigtig talt lige til det sidste havde vi bevaret et svagt Haab om, at Estrup dog til sidst vilde tage sig sammen.

Vi har næret for store Forventninger til Hr. Estrup; vi havde troet, at han var, omend ikke nogen helstøbt Karakter, saa dog i hvert Fald noget af et Mandfolk.

Det har vist sig, at han som Politiker ikke er andet end et sølle halvgammelt Fruentimmer i Mandfolkeklæder, en ren Klud i Hr. Nellemanns sikre Haand.

Naa, Hr. Estrup er altsaa ydmyg gaaet under Aaget og har faaet Syndsforladelse for sine og Fætter Jacobs Synder - det bliver nærmest en Privatsag, som han maa se at forsvare for sin egen Samvittighed og overfor sine Stands- og Meningsfæller.

Os kan det saamænd være komplet ligegyldigt, enten det er en Estrup eller en Nellemann, der staar ved Statsroret.

Hr. Estrups spidsborgerlige Hæderlighed er i Virkeligheden ikke mere tiltalende end Hr. Nellemanns spidsfindige Fortolkningskunst samt hans "fra Fædrene overleverede Tro". Og hvor det gælder borgerligt Frisind og Aandsfrihed, da er det Hip som Hap, enten vi styres af den ene eller den anden.

Det er jo endog muligt, at denne Nellemannske Sejr kan stramme Landstingets sløve Jorddrotter lidt op; muligt, at Folk som Frijs, Ahlefeldt og Danneskjold kan vækkes til Bevidsthed om, at man ikke fyldestgør Ordet: Noblesse oblige ved at stemme paa Kommando.

Og det kan ikke andet end glæde os, at Ministeriet yderligere svækker sin Position ved at acceptere en Mand med Hr. Goos' politiske Fortid. Ti derom turde der dog saavel blandt Højre som blandt Venstre herske Enighed, at ingen, absolut ingen Politiker nyder saa ringe Agtelse og Tillid som Professoren og Landstingsmanden, Kirkeværgen og Fængselsinspektøren - hans Hæderlighed som Privatmand ganske ufortalt.

Det er endnu i frisk Minde, hvorledes denne, Den ny Socialists fhv. Udgiver politisk set fik Dødsstødet af Overretssagfører A. Cantor. Ej heller har vi glemt, at den tidligere Medarbejder ved Det nittende Aarhundrede, at Medunderskriveren af Adressen til Georg Brandes, at den frisindede retsfilosofiske Docent satte sit videnskabelige Ry paa Spil ved for 5000 Kr. aarlig at overtage det moralske Ansvar for Dagbladet i dets Dekadenceperiode.

Og vi mindes tydeligt, hvilken medynkblandet Indignation det vakte, da den ny Udgave af Retsfilosofien udkom, kemisk renset for alt, hvad der lugter af Modernisme, Europæisme eller hvad det nu er for Stikord, den velsindede Presse benytter.

Hr. Goos har som Politiker vist sig blottet for alt, hvad der hedder Overbevisning og Standpunkt, Han er sig sikkert ikke bevidst, hvilken ynkelig Rolle han har spillet i Rigsdagen. Paa ham passer mere end paa nogen anden Betegnelsen politisk Strømpeskaft, ti hans Karakters voksbløde Naturel gør ham til et let Bytte for enhver, der er i Besiddelse af en Smule Viljestyrke.

Han er en fuldlødig Repræsentant for de Klisterpotte Egenskaber, der som en Svamp æder paa det offentlige Liv her hjemme.

Han er en religiøs Fritænker af den Borchsenius-Secherske Slags, og man kan være overbevist om, at hans Udnævnelse til Kultusminister intet Steds er bleven hilst med større Jubel end i Linnésgades politiske Barbérstue.

At en dansk Stuelærds upraktiske Ubehjælpsomhed klæber ved ham, og der er derfor ingen Tvivl om, at det vil lykkes ham at forplumre de administrative Fremskridt, der under Scavenius' Styrelse er bleven indført i de kultusministerielle Regioner.

Han tilfører Ministeriet hverken et politisk Navn, ej heller nævneværdig Arbejdskraft paa Administrationens Omraade, og det er i Grunden ufatteligt, hvad Nellemann - ti i Virkeligheden bliver det dog Nellemann, der for Fremtiden som i de sidste otte Dages Tid bliver den egenlige Leder af Kultusministeriet - hvad Nellemann vil med Goos.

Den bløde Elskværdighed, der i det private Liv gør Goos til en saa behagelig Mand, har som Politiker gjort ham til en komplet Umulighed. Vaklende og ubestemt som han er, modtagelig for ethvert Indtryk, altid rede til at spørge om Raad og lytte efter Raad, vil han blive en Kasteboldt i Nellemanns kloge Haand. Og har Rigsdagsmanden skadet hans videnskabelige Navn og ofte bragt Folk til at glemme hans utvivlsomme Fortjenester og fremragende Evner, saa vil Kultusministeren for bestandig gøre det af med Videnskabsmanden.

Dette er meget beklageligt for den juridiske Videnskab.

Men forøvrigt ønsker vi ret af Hjærte d'Hrr. Hyklere, Dumrianer og Obskurantister til Lykke - Politikeren Goos er dem saamænd velundt.

(København 12. juli 1891)

I 1891 udtalte han i rigsdagen om et nyt lovforslag om alderdomsforsørgelse:

"Tanken er jo den, at samtidig med at man erkender og maa hævde som Grundsætning, at ingen kan forsørges af det offentlige uden at være underkastet afskillige Indskrænkninger med Hensyn til hele sin Væren, en Følge og en Betingelse, som ogsaa Grundloven fremhæver (…), maa man erkende, at der kan være særlige Forhold og særlige Omstændigheder, som medføre, at den Forsørgelse af det offentlige, hvortil en Person bliver trængende, af forskellige Grunde ikke skal medføre lignende Begrænsninger og lignende Indskrænkninger i hans hele Eksistens. (…) Det er en ganske naturlig Tanke, at man fremhæver dette, at en Person, som er bleven gammel og er værdig, har Krav paa Nænsomhed med Hensyn til den Behandling, som i Almindelighed følger med offentlig Forsørgelse (…)” (Rigsdagstidende, 1890/91: sp. 2045)

Hvilket gav "værdigt trængende" ret til visse privilegier. Goos mente at det lå udenfor Grundloven at give "trængende" disse privilegier.

Amalie Henriette Goos død. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Geheimeetatsraad Goos har haft den Sorg at miste sin Hustru, Amalie Henriette, sødt Irminger, i disse Dage efter et kort Sygeleje. Om den Afdøde skriver Forfatteren Knud Bokkenheuser i Vort Land bl a.:

Hun var en af de mest trofaste Kvinder, jeg har kendt Og det var ikke blot mod sin Mand, mod sine Børn og sine Nærmeste, nej, det var overfor alle dem, hun een Gang var kommen til at holde af. Udadtil og offentligt spillede hun aldrig nogen Rolle. Hun lod sig saaledes, skønt Kongen følte sig personlig knyttet til hende med Venskabsbaand, aldrig forestille ved Hoffet. Og den store Pragt, de glimrende Selskaber holdt hun ikke af, hun befandt sig bedst i Hjemmet, og vi, der holdt af hende, syntes bedst om hende der.

Det Djærve og Ligefremme, Usnærpede og Naturlige var en af hendes Ejendommeligheder, en Arv fra hendes Fader, den sandhedselskende og ridderlige gamle Admiral Irminger, hvem hun ogsaa altid talte til os Unge om med en dyb Veneration.

Der er mange, som sørger ved Fru Goos Død. Ikke at tale om alle de fattige Familier, som hun i Stilhed hjalp, og som beundrede hende og saa op til hende, saa vil hele den Kreds, der kom i det Goos'ske Hjem, savne den Støtte, som en Samtale med en saa begavet, rettænkende og aandfuld Kvinde var. Hvor mange har ikke søgt Raad hos hende; hvor har hendes kolde og kloge Kritik ikke skaaret igennem megen Affektation og meget Vrøvl; hvor har hendes varme og følte Deltagelse ikke rejst og støttet mange, der tvivlede om en god Sag.

Fru Goos var en betydelig Kvinde, der stod sin Ægtefælle værdigt ved Siden. Ved hendes Grav skal det siges, at hun igennem et Hjem, der tog sit Præg af hendes Sans for det skønne og gode, virkede i vide Kredse ved sit Eksempel, og ved sin typisk danske Naturlighed, der bares oppe af en fund Menneskelighed, som aldrig forvildedes af Sentimentalitet eller Overvurdering af det eller dem, hvormed den kom i Forbindelse.

(Ribe Stifts-Tidende 26. september 1904).

Professor Goos' Vælgermøde i Suhmsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Professor Goos' Vælgermøde afholdtes igaar Eftermiddags Kl. 6 i Suhmsgadeskolens Gymnastiksal, hvor der havde indfundet sig 4-500 Mennesker, deriblandt endeel af det socialistiske Parti.

Efter Indbyderens Forslag valgtes til Dirigent Overretssagfører Hartmann.

Professor Goos tolkede Kredsens Beklagelse over, at Bille for at søge anden Virksomhed i Samfundets Interesse havde forladt den, en Beklagelse, som den deelte med Rigsdagens Medlemmer, baade hans Venner og Modstandere, med Borgerrepræsentationen, ja med alle Medborgere. Den Tak, der havde lydt til Bille, var velfortjent, da han hørte til de for det politiske Liv, navnlig i et ungt konstitutionel Land, saare rigtige og sjeldne parlamentariske Talenter. I den Henseende maatte Kredsen vise Resignation: havde den ikke maattet det, vilde Taleren absolut ikke have kunnet modtage den til ham rettede Opfordring om at stille sig. Han havde overveiet, om han vilde kunne gjøre nogen Gavn i Folkethinget ved Behandlingen af de forestaaende Emner. Det troede han nok, og derfor havde han efter moden Overvejelse besluttet sig til at stille sig.

Fra sin tidligste Ungdom havde Constitutionalismen staaet for ham som en Lykke, og det gjaldt ogsaa for vort Land, trods dens Skyggesider, Partivæsen maatte der til, og Partikampe ere at foretrække for Stagnation, hvor Ingen gider røre sig, og som fører til Reaction. Han var ikke bleven skræmmet bort fra sin Interesse for det konstitutionelle Liv ved vort ejendommelige Partivæsen. Vort Venstre var fremgaaet af Landbefolkningens Deeltagelse i der politiske Liv, og har endnu, forandret som det var, sit Præg heraf. Høire var alle de, som saae paa det politiske Liv fra andre Standpunkter. Unaturlige Partidannelser ved Udelukkelse af disse Klasser var han imod. Han vilde, hvis han blev valgt, slutte sig til Høires Fane, da alle hans Synspunkter fjernede ham fra det af særlige locale Forhold fremkaldte Venstre. Hos os var Forholdet jo saadant, at et enkelt Parti ikke kunde faae Overhaand, og selv om alle Partier kunde blive enige, var Kongen dog tilbage. Naar det ene Parti kunde synes factisk at have Overmagten, saa var det, fordi de andre Partier havde tilstedet det, paa en vis Maade strøget Flaget. Dette Forhold medførte, at det parlamentariske System, hvis det skulde kunne opnaaes herhjemme, kun kunde naaes ved Omstændighedernes Magt, men ikke kunde trodses igjennem. Der var fremkommet mange gode Resultater herhjemme ad Forhandlingens Vei, hidtil der for nogle Aar siden indtraf en sørgelig Katastrophe, da Venstre begik den store politiske Feil ikke at ville forhandle, men at ville erobre Magten. Der fremkaldtes herved en Kamp, der saa at sige bevægede sig paa Forfatningens Grændser, og som kunde have havt de sørgeligste Følger, hvis Regjeringen ikke havde viist saa megen Loyalitet. Den begaaede Feil havde fremkaldt en Splittelse af Venstre, der havde ført til, at det nu atter kunde forhandles og opnaaes Resultater. Med denne Mulighed for Øie var Taleren rede til at stille sig. Skulde Venstre atter forenes og optage Kampen igjen, maatte Høire paany vise seig Modstand, og han vilde da vare rede til at tage sin Deel af Arbeidet.

Et af de Hensyn, der havde bedaget ham til at stille sig, var, at Retsreformerne vilde komme for. Han havde i Proces-Commissionen været og er endnu Tilhænger af Nævningeinstitutionen. Han havde i høi Grad Agtelse for vor Dommerstands Dygtighed og Samvittighedsfuldhed, men der kunde opnaaes endnu heldigere Resultater ved at give dem et bedre Redskab ihænde. Den mundtlige Rets Pleie havde sin store Betydning til en Sags Oplysning fremfor den skriftlige, og stemmede den ogsaa til Betryggelse for de Anklagede heldige Offentlighed. Det vilde være heldigt at faae Anklager og Dommer stille i forskjellige Personer. En Jury var meget betryggende; den kunde begaae mange Feil, men kunde ikke ogsaa den nuværende Domstol begaae Feil? Man lærte dem blot ikke at kjende i saa fuldt Maal som ved Nævningeretterne. Det vilde være en Anachronisme ikke nu at indføre fuld Offentlighed i Retsplejen. Ved at bevare de gamle Former, kunde man udsætte Domstolene for ufortjent Mistillid.

Der var paa det materielle Omraade udrettet Meget herhjemme, men Meget stod endnu tilbage. For vore store Erhvervsgrene burde der foretages en fyldigere Samling og Bearbeidelse af Oplysningsmateriale. En Revision af Toldlovgivningen var ønskelig, Man skulde dog ikke af Statskassens store Velstand i Øieblikket lade sig forlede til at nedsalte Toldindtægterne; men Toldsatserne burde ændres saaledes, at de ikke traadte hindrende iveien der, hvor Bevægelsen ønskede frisk Luft. Den sidste Folketælling havde givet et godt Fingerpeg i den Retning, idet Landbefolkningens Stabilitet viste, at Agerbruget ikke kan ernære en større Befolkning, men at man bør fsge at udvide og udvikle Kjøbstædernes Erhverv, for at der ikke i disse skal opstaae en brødløs Klasse.

Et andet Spørgsmaal var, om det var rigtigt at sige: Lykkes det en Mand at benytte Friheden til sit Held, er det godt, og lykkes det ham ikke, saa bliver det hans egen Sag. Det var dette Forhold, der havde fremkaldt Socialismen. Denne var skadelig som politisk Revolution og paa Grund af sin uklare Lære, men der var gjennem den reist Spørgsmaal, som ikke lode sig afvise. Næringsloven var, naar man saae hen til Fortiden, et stort Gode. Men den var eensidig, idet den glemte Correctivet for Friheden. Senere var der skeet endeel i den Retning: Fabrikloven om Børns og unge Menneskers Arbeide, Creditforeningerne for smaa Ejendomsbesiddere og fremfor Alt Arbeiderkommissionens Nedsættelse og de derved fremkomne omfattende Oplysninger og Forslag. Taleren ønskede disse Sager fremmede, men billigede fuldstændig, at Regjeringen gik langsomt og forsigtigt sum.

Taleren beklagede, at det dygtige Arbeide, der havde foreligget til at høine Almueunderviisningen over hele Landet, endnu ikke havde ført til noget Resultat; han indrømmede, at der var gjort Meget for Underviisningen i Kjøbenhavn. Der burde ikke hengaae lang Tid, inden man baade gav selve Underviisningen mere Indhold og gjorde Skolerne bedre i hygieinisk Henseende. Der maatte kunne tilveiebringes Enighed herom mellem Partierne. Hovedvægten maatte lægges paa Statsskolen, men denne skulde ikke monopoliseres. Ogsaa for Universitetet maatte der endnu gjøres Meget i dets Egenskab af Led af hele Underviisningsvæsenet.

Ingen kunde mere end han beklage, at hele Europa lignede en befæstet Leir. Men det var nu engang saaledes, og ethvert Land maatte søge at værbe om sig selv. Under Skyggen af Folkeretstræets Krone kunde man ikke lægge sig til Ro og afvæbne. Folkeretten var kun en spæd Plante, som ikke gav noget Værn. Han var tilfreds med den nye Søværns- og Hærlov; men disse Love maatte suppleres med Befæstninger. Han vilde være villig til paa Rigsdagen og yde Bevillinger til et saadant nødvendigt Led i vort Forsvar. Hvor Befæstningerne skulde være - det maatte de Sagkyndige om; deres Mening vilde han bøie sig for.

Han ønskede, at Embedsmændenes Lønningssag maatte blive et Samfundsanliggende. Der var ikke Tale om en Raadepenge for at tilfredsstille Embedsmændenes Klageraab; det gjaldt ikke alene Embedsmændenes, men hele Samfundets Interesser. Han var glad ved, at Politikens Tyngdepunkt ikke mere nu laa hos Embedsmændene, som for Grundlovens Tid; han var glad ved, at ikke alle Rige og Velhavende ene søgte til Embedsstanden; thi Handel og Erhverv krævede sandelig ogsaa gode Evner. Men derimod maatte han fremhæve, at de mange store Spørgsmaal, der endnu vare at løse, kun kunde løses ved dygtige Embedsmænds Hjælp. Man burde stille dem saaledes, at de ikke vare udsatte for økonomisk Nød. Det kunde let komme Samfundets Interesser dyrt at staae. Vi have en hæderlig Embedsstand - men man burde ikke spænde Buen for høit; thi det kunde let demoralisere Embebsstanden, og saa at ophjælpe den paany vilde være saare vanskeligt.

Taleren var stemt for Udvidelsen af Folkethingskredsenes Antal saaledes, at der virkelig blev een Repræsentant for hver 16 000 Vælgere. Specielt var dette jo af Vigtighed for Kjøbenhavns simle Kreds, indenfor hvilken der var forskjellige Anskuelser, som kunde ønske at blive særskilt repræsenterede. Han haabede, at Partierne vilde være loyale nok til at enes om en saadan Lov. Han ville slutte med at sige, at hvor meget han end ønskede at repræsentere Kredsen, haabede han dog, at det maatte blive første og sidste Gang, at han vilde komme til at repræsentere Kredsen i dens nuværende Omfang.

Taleren hilstes med meget Bifald.

Smørhandler Christensen spurgte, om Goos som han haabede vilde blive valgt, engang imellem vilde samles med sine Vælgere, naar der findes Sager af Vigtighed. Endvidere vilde han spørge, hvori Faren saa ved det parlamentariske System, og om hvorledes Candidaten vilde stille sig til et eventuelt Andragende fra udenbyes Grundejere om en Omordning af Bygningsskatten. Der var i sin Tid nedsat en Commission derom, men den havde man senere Intet hørt til.

Goos vilde altid, naar han opfordredes dertil, var villig til at holde Møder mellem Sessionerne. Han betragtede det ingenlunde som en Ulykke for et Land, naar Forholdene førte til Parlamentarisme, men denne maatte ikke trodses igjennem. Modenheden dertil maatte først og fremmest være tilstede. Hvad Beskatningsspørgsmaalet angik, da maatte man afvente Borgerrepræsentationens Udtalelser. 

Mechanicus Rasmussen vilde spørge Goos om han ikke vilde holde et Møde i den mere befolkede Deel af Kredsen og paa en gunstigere Tid af Dagen.

Goos vilde, hvis der næredes et saadant Ønske, ansee det for en Pligt at opfylde det. Han vilde derfor besvare Spørgsmaalet bekræftende; men det var jo vanskeligt at faae et passende Locale.

Gartner N. Johansen ønskede et Møde om Aftenen Kl. 8, hvor Arbeiderne kunde være tilstede. Candidaten skulde ikke lade sig afholde derfra ved Minderne om der Møde, hvor Bille maatte springe ud af Vinduet. Han vilde spørge Goos om, hvorvidt denne vilde virke for, at Valgretten blev udvidet som andetsteds. (Stemmer: Hvor?) Det var ikke nødvendigt at nævne det (Latter) - ja Professoren vilde nok sige Forsamlingen det. (Latter.) 

Goos vilde oplyse, at Valgretten i Danmark alt var meget vid i Forhold til de fleste andre Lande, om der end ogsaa var Steder hvor den var videre. Man burde røre saa lidt ved de politiske Former som muligt. Ingen Klasse af Befolkningen var herhjemme udelukkket fra Valget, fordi denne er betinget af 30 Aars Alderen.

Handskefabrikant Petersen ønskede at vide om Candidaten vilde i Overeensstemmelse med det social-demokratiske  Andragende til Rigsdagen ifjor virke for Fremme af Sundhedspleien, som nu er saadan, at den hindrede Arbeiderne i at udøve Valgretten. Han ønskede Valgretten udvidet; 30 Aars Alder som Betingelse for Valgret var Arbeiderne ikke tjent med, da de ofte allerede i 25 Aars Alderen havde maattet modtage Sygehjælp etc. og derved mistes deres Valgret.  

Goos havde megen Sympathi for Hygieinen, som Regjeringen ogsaa skjænkede megen Interesse. Han beklagede, at dens Lovforslag om Forfalskning af Levnetsmidler etc. ikke var blevet gjennemført. Han vilde ikke paa nogen Maade tage Initiativet til Reformer af Valgretten; et andet Spørgmaal var det, hvorledes han vilde stille sig, hvis hele Valgspørgsmaalet blev taget frem. Han kunde imidlertid ikke see, at der var nogen Nødvendighed herfor.

Gartner Johansen gjorde under Forsamlingens Munterhed, men i Udtryk som Dirigenten paatalte, nogle Bemærkninger om, at Embedsmændene, naar de kom ind i Rigsdagen skulde nedlægge deres Embede.

Goos agtede ikke, hvis han blev valgt, at nedlægge sit Embede. Embedsmændene vare i politisk Henseende, efter Grundlovens Bud, aldeles uafhængige af Regjeringen.

Tømrer L. Andersen (Billes Modcandidat ved sidste Valg) ønskede Valgretten udvidet til 25 Aars Alder. Krig ansaae han for Pestilents, men stod han paa Rigsdagen og skulde hans Stemme være afgjørende, om Soldaterne skulde have gode eller slette Vaaben, vilde han dog stemme for de gode. Goos var en fremtrædende Theoretiker, en frihedskjærlig Mand; ligeoverfor ham ønskede han stillet en Mand, hentet lige fra Høvlebænken eller Smedjen, en Mand, der var uddannet i Liveis Skole. Mellemmand, halvstuderede Folk, vilde han ikke have valgt. 

Goos takkede Andersen, fordi hans Udtalelser vare besjælede af en Aand, som han kunde i Meget sympathisere med. Men han maatte protestere imod, at han kun skulde være Theoretiker eller Stuelærd; han havde i mange Retninger lært Arbeidernes og andre Forhold nøiere at kjende. Vel var han ikke en praktisk Mand i den af Andersen omtalte Forstand; men der var muligvtis praktiske Mand nok paa Rigsdagen; det, den trængte til, var maastee snarere Mand som han. 

Skræder Holm troede, at der hvilede paa Arbeiderne et Tryk, som kom fra de indirecte Skatter. Han ønskede at spørge, om Goos vilde tage Midler fra disse til Befæstningsvæsenet, eller om han vilde forbinde dette Spørgsmaal med en Indkomstskat, og om han vilde stemme for Kjøbenhavns Befæstning. 

Goos vilde, hvis Regjeringen forelagde Forslag om Kjøbenhavns Befæstning, støttet til de Sagkyndige, stemme herfor. Hans personlige Mening var, at Kjøbenhavn burde befæstes. Han vilde ikke benytte Befæstningsspørgsmaalet til en Indkomstskat, da det var latterligt at paalægge nye Skatter, naar det ikke behøvedes. Han vilde protestere mod, at dette Spørgsmaals Besvarelse, saaledes som den foregaaende Taler havde villet gjøre gjældende, skulde være en Prøvesteen for hans Fædrelandskjærlighed. En anden Sag var det, om der kunde komme en Tid, da man kunde forandre indirecte Skatter til directe. Den Tid var endnu ikke kommen, og det var i det Hele en Sag, hvormed der var forbandet store Vanskeligheder. Arbeiderne misforstode denne Sag; det kom mindre an paa, hvilken Slags Skatter man havde, end paa, hvorvidt de indkommende Penge bleve anvendte i Arbeidernes Interesse.

Paa et Spørgsmaal af Skolelærer Jens Madsen svarede Goos, at han vilde give Helstaterne de Bidrag, som der var rimelig Brug for. Han fandt Tanken om Oprettelsen af en Høiskole i Sorø eller i Kjøbenhavn, som der havde været Tale om, sund, men om den nærmere Udførelse var der saa megen Tvivl, at man ikke kunde vente, at han her strax kunde udtale sig udførligen derom.

Skræder Holm troede, at Tidspunktet var kommet til at forandre Beskatningen, fordi saa mange af Statens Midler anvendes til Rustningen, og saa faa af dem til Oplysningens og andre saadanne Spørgsmaals Fremme. 

Goos gjorde gjældende, at Befæstningen var i hele Samfundets Interesse. Han havde alt tidligere udtalt, at der ogsaa burde anvendes Betydeligt til sociale Formaal, Oplysning etc. Men han vilde gjentage, at det vilde være urigtigt at paalægge nye Skatter, saalænge de hidtil bestaaende endog gave Overskud. 

Smed Adam Petersen vilde spørge, om Candidaten vilde virke til, at Sygehjælp ikke skulde bersve Folk Valgret.

Goos troede, at der med Billighed og Retfærdighed kunde gjøres Noget i den Retning uden at ændre Valgloven.

Dirigenten sluttede Mødet med et af kraftige Hurraraab besvaret Leve for Professor Goos, hvis fremragende Dygtighed og i Sandhed liberale Syn paa Livet vilde gjøre ham til en Pryd for enhver Forsamling. 

Goos takkede alle Tilstedeværende.

Modet var forbi Kl. 5. Under den sidste Deel af Forhandlingerne herskede der nogen, dog ikke forstyrrende Uro. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. september 1880).

Goos og Mundberg mødtes på et møde i holdt restauratør Thuns lokaler til flere end lokalet kunne rumme den 25. september 1880. Et kort referat findes i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. september 1880. På dette møde erklærede Goos sig som Højremand. Indtil da havde der været tvivl om han ville tilslutte sig Venstre.

Efter valghandlingen den 29. september 1880 viste den første afstemning ved kåring at Mundberg havde majoritet. Goos forlangte herefter skriftlig afstemning som viste 2.611 stemmer til Goos og 1.328 stemmer til Mundberg. Goos var herefter valgt. Se fx Social-Demokraten 30. september 1880.

Juristen August Hermann Ferdinand Carl Goos (1835-1917) blev 1860 kancellist i det slesvigske ministerium. 1862 professor ved Københavns universitet. 1879-80 var han universitetets rektor. Han blev valgt til Folketinget i 1880. Han tabte det følgende valg i 1884 til socialdemokraten P. Holm, men blev udpeget 1885 til kongevalgt medlem af landstinget indtil 1917. Han var kirke- og undervisningsminister i 1891-1894 i J. B. S. Estrups regering. 1884 var G. blevet overinspektør for fængselsvæsenet og fortsatte i denne stilling efter sin afgang som minister mens han 1893 havde måttet give afkald på retten til at træde tilbage i professoratet. Han var justitsminister i det sidste højreministerium 1900-01.

Folkethingsvalget i Københavns 5te Kreds. (Efterskrift til Politivennen).

Folketingsvalget den 24. maj 1881. Valget blev udskrevet i utide af Estrup. 

Møder i Kjøbenhavns 5te Kreds. Paa Foranledning af Arbejderforeningen "Herolden" (Brix' Socialister) blev der i Tirsdags Aftes holdt Møde i Forsamlingsbygningen i Rømersgade. Hensigten med det skulde i Følge en Udtalelse i Bladet "Herolden" være at Skrædermester P. Holm blev betragtet som Arbejdernes Kandidat ved Valget i 5te Kreds. Men da det efter en længere Forhandling kom til Afstemning, viste det sig, at over Halvdelen af Forsamlingen var stemt for Hr Holms Kandidatur *). - I Onsdags Aftens afholdt Skrædermester P. Holm et Møde, hvortil der indfandt sig flere Deltagere, end Suhmsgadens Skoles Gymnastiksal kunde rumme. Hr. Holm udviklede sit Valgprogram: Misbilligelse af Regeringens Stilling til de tre Opløsningsspørgsmaal. Modstand mod forøgede Udgifter til Militærvæsen og særlig til Kjøbenhavns Befæstning, men derimod Fremme af saadanne Reformer, som komme den store Befolkning til Gode. Han vilde betragte sig som Repræsentant for Arbejderne, Haandværkerne, de mindre Næringsdrivende og den øvrige Middelstand og gjøre, hvad der stod i hans Magt for at fremme disses Interesser. Lejlighedsvis protesterede han imod, at Kejsermordet i Rusland stod i nogen som helst Forbindelse med Socialdemokratiet. Taleren og hans Parti betragtede Mord som afskyelige Forbrydelser og gjorde det ikke mindre, fordi de udøvedes mod Fyrster. "Vi fordømmer saadanne Handlinger og foragte dem, som gjøre sig skyldige deri". - Derefter talte Pianosortearbejder Holst, Gartner Johansen, Skomager Hørdum og Snedker Hansen til Anbefaling for Hr. Holm. Kontorist Mortensen spurgte om Kandidatens Stilling til en eventuel Skat paa bajersk Øl og fik til Svar, at Holm kun vilde stemme for en saadan Skat, naar der blev givet Skattelettelser for andre Levnetsmidler. - Ved Afstemningen erklærede hele Forsamlingen (paa 4 nær) sig for Hr. Holms Kandidatur.

*) Det er alligevel klart nok, at hverken Hr Brix eller Foreningen "Herolden" vil støtte Hr. Holms Valg. 

(Morgenbladet (København) 20. maj 1881).

Den 20. maj meddelte bestyrelsen for den københavnske afdeling af Grundlovsværneforeningen at et møde i denne afdeling havde anbefalet at stemme på P. Holm

Suhmsgade Skole. Carl Stenders Kunstforlag (1888-1995). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

I 5te Kreds vil Skræder P. Holm stille sig som Socialisternes Candidat mod Professor Goos. Den Seir, som Professor Goos ved sidste Valg vandt over Modkandidaten, fhv. Kjøbmand Mundberg, vil sikkert gjentage sig denne Gang, efterat Hr. Goos i Folkethinget har havt Leilighed til at vise sin fremragende Betydning for dettes Virksomhed og sit klare Standpunkt. Vi opfordre imidlertid Vælgerne til, hvor trygge de end fole sig paa Goos' Valg, dog at indfinde sig og afvente den skriftlige Afstemning, som kan forlanges inden et Qvarteer efter den mundtlige Forhandlings Slutning. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1881. 2. udgave. Uddrag).

5te Kreds.

Valgforhandlingerne i denne Kreds aabnedes af Valgbestyrelsens Formand, Professor Holbech, der efter at have udtalt sin Beklagelse over, at Kredsen endnu ikke var bleven ideelt og udtalt Haab om, at dette maatte være sikret, inden Vælgerne atter samledes til Valg, udbragte et Leve Kongen og Grundloven, der besvaredes med ni Gange gjentagne Hurraraab. Han oplæste dernæst det aabne Brev om Valgenes Afholdelse og meddeelte, at der havde meldt sig to Candidater, nemlig Professor, Dr. juris E. Goos og Skrædermester P. Holm. Han gav derpaa Ordet til Professor Holten.

Professor Holten anbefalede Goos og udtalte, at det var som Formand i Arbeiderforeningen, at han anbefalede Goos som en frihedssindet Mand, hvem Arbeidernes Sag laa paa Hjerte, og som en arbejdsdygtig Mand, af hvilket Folkethinget trængte til mange. 

Goos havde haabet, at Regjeringens Forslag om Kredsenes Deling vilde være kommet til et gunstigt Resultat ; men desværre var Forslaget trodt Høires beredvillige Stilling dertil ikke kommen længere end til en Betænkning i Sessionens allersidste Dage. Som Svar paa det Spørgsmaal, om Opløsningen havde en gyldig Grund, kunde med Rette anføres Udbyttet af det Arbeide, der var forelagt Folkethinget. Det var kun faa gavnlige Resultater, der var opnaaet. Nogle faa Love vedrørende Communicationsmidlerne, etikette andre mindre vigtige Love, samt endelig den militaire Straffelov var det Eneste, der var udrettet. Sidstnævnte Lov var ubetinget et stort Fremskridt i Sammenligning med de tidligere barbariske Straffemidler. Men der maa dog fordres, at der udrettes mere i vore altfor lange Samlinger, end at der vedtages en enkelt gavnlig Lov. Hvad var Grunden til, at den sidste Rigsdagsperiode havde været saa gold? Det aabne Brev havde sagt det. Evnen og Villien hos Folkethinget som Heelhed havde været det Hæmmende, og Aarsagen til denne Mangel var at søge i Venstres indbyrdes Stridigheder og Frygten for Valgenes Udfald hos disse. Ogsaa de mange Demonstrationsforslag havde hindret Arbeidernes Fremadskriden. Derfor var det naturligt, at Vælgerne ventede paa det befriende Ord. Han omtalte derpaa Stridighederne paa Finantsloven, hvorom det allerede tidlig var sagt, at man ikke kunde komme til Enighed. Venstre vilde ikke indrømme del Mindste af Betydning, og Regjeringen kunde ikke fravige sin Stilling til de omstridte Punkter. Om nu Stillingen ved de nye Valg vilde blive forbedret, derom kunde Intet bestemt siges, men vist var det, at Vælgerne idag vilde udtale, at de ønskede Arbeide af deres Rigsdagsmænd. Taleren udtalte dernæst, at hans Stilling til Forsvarssagen endnu nar den samme som for 8 Maaneder siden. Børsudvalgets Udtalelser havde hans fulde Tilslutning. Han ønskede ogsaa Underviisningsspørgsmaalet fremmet. Hans Standpunkt var: Fremskridt og ingen Stillestaaen. (Bravo!)

Skomager Hørdum anbefalede Hr. Holm som en dygtig og nidkjær Repræsentant for Arbejderstanden og de mindre Næringsdrivende.

Skrædermester P. Holm ansaae det for berettiget, at Arbejderstanden og Haandværkerne fik sin Repræsentant paa Thinge. Han angreb Ministeriet for dets Stilling til  Oplysningsspørgsmaalene. Vi gav altfor meget ud til vort Forsvarfvæsen og hindrede derved andre vigtige Reformers Fremme. Kjøbenhavns Befæstning var han en bestemt Modstander af, idet Handelen derved vilde blive taget over til Sverige, og vi kunde dog  alligevel ikke, trods alle Udgifter, hævde vor Selvstændighed, hvis en Fjende angreb os. Heller ikke med Hensyn til Dyrtidstillæget til Embeds- og Bestillingsmænd kunde han være enig med Regjeringen, da Embedsmændene allerede havde Tilstrækkeligt. Universitetets Stilling til Samfundet, som den nu forefindes, var han en principiel Modstander af, da man nægtede begavede Mænd med udprægede demokratiske Anskuelser Adgang til Universitetets Lærerposter. Sluttelig bad han Arbeiderne og Middelstanden ikke at vedblive at vente paa en Repræsentant i Folkethinget, indtil dette behagede at dele Kredsen. (Bravo?)

Bagermester Embcken spurgte begge Candidater, om de vilde virke hen til ved Lærlingelovens Behandling, at der kom Bestemmelse om, at Lærlingene ikke maatte anvendes til Natarbejde. Han spurgte Goos, om denne havde holdt sit Løfte, at bringe denne Sag paa Bane under Lærlingelovens Behandling.

Grosserer Muus rettede paa mange Industridrivendes og Handlendes Vegne en Forespørgsel til Candidaterne om deres Stilling til de økonomiske Reformer.

Goos besvarede den første Interpellants Forespørgsel bekræftende. Angaaende en Toldrevision vilde han have en saglig Behandling og ansaae ikke Forskjellen mellem Børsadressens og Regjeringens Standpunkter for saa stor, at man ikke let kunde komme til et for de Handlende og Industridrivende gunstigt Resultat.

Holm vilde være villig til at efterkomme Forespørgernes Ønske.

Bygningssnedker L. Jensen ønskede at vide, om Candidaterne vilde virke hen til Indførelsen af en normal Arbeidsdag og Søndagsarbeidets Afskaffelse.

Snedker P. Hansen bad Goos forklare, hvorfor Estrup havde været nødt til at udstede den provisoriske Finantslov og udtalte sig for Krigens Afskaffelse.

Goos vilde gjøre Alt til, at den umodne Mand blev beskyttet, men vilde ikke hindre kraftige, arbejdsdygtige Mænd i at skaffe sig det tneest mulige ud af deres Arbeide. Der kunde indtræde Forhold, hvor et Ministerium blev nødt til at gribe til abnorme Forholdsregler; om disse vare berettigede eller ikke, maatte Rigsretten afgjøre.

Holm vilde virke hen til at afskaffe Søndagsarbejdet og til Indførelsen af en Normalarbeidsdag.

Malermester Schønning spurgte, om Candidaterne vilde virke for tvungne Svendeprøver, Indførelse af Voldgiftsretter og en Revision af Næringsloven.

Goos var gunstig stemt for Voldgiftsretters Indførelse. De to andre Spørgsmaal hængte nøie sammen; vi burde bygge videre paa Principerne i Næringsloven af 1857, men til Indførelsen af tvungne Svendeprøver burde vi ikke endnu gaae.

Holm ønskede Voldgiftsretter og vilde virke for en Revision af Næringsloven.

Efterat endnu nogle mindre væsentlige Forespørgsler vare blevne besvarede, og efterat de to Candidater havde haft Ordet for afsluttende Bemærkninger, skred man til Kaaring, der gav til Resultat, at Skrædermester Holm erklæredes for valgt. Professor Goos forlangte skriftlig Afstemning. Der udbragtes dernæst gjentagne Gange et Leve for Professor Holbæk. Forsamlingen var efterhaanden voxet til c. 15,000. og trods den store Mængde herskede der fuldstændig Ro under Forhandlingerne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. maj 1881. 2. udgave. Uddrag).

Valget gik ikke som Estrup formentlig havde håbet, nemlig at samle Højre og få flere medlemmer i Folketinget. Venstre gik frem.