Carl Goos død. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Gehejmeraad Goos død.

Efter nogen Tids Svagelighed er Gehejmekonferensraad, ekstraordinær Assessor i Højesteret, Dr. juris August Herman Ferdinand Carl Goos i Morges død i sit Hjem. Med ham er Danmarks største Retslærd næstefter Anders Sandøe Ørsted bortkaldt efter et langt og daadrigt, af Samtiden paaskønnet og hædret Liv. Om faa Uger vilde han have fyldt 83 Aar.

Goos var født den 3. januar 1835 i Rønne, hvor hans Fader var Overlæge i Hæren, opholdt sig en Tid som Barn i Slesvig, senere i København, hvor han allerede i 1851 blev Student (fra Borgerdydsk paa Christianshavn) med Udmærkelse. Han vaklede vistnok lidt mellem Filologien og Juraen, bestemte sig sluttelig for den sidste og tog i 1857 en glimrende juridisk eksamen. Regenburg, som forstod at finde sine Folk, fik ham straks ind i det slesvigske Ministerium, og 1858 tog han den slesvigske juridiske Eksamen. Aaret efter fik han Universitets Guldmedaille for en Afhandling om Formueforholdet imellem Ægtefæller. Medaillen efterfulgtes af det Hurtigkarlske Rejsestipendium, som satte ham i Stand til at foretage en toaarig Udenlandsrejse til München, Rom, Paris og Londen. Allerede paa denne Rejse knyttede Goos visse Forbindelser, der blev af Betydning for ham i sin senere Virksomhed. I England studerede han navnlig Stuart Mill. 

Kort efter hans Tilbagekomst til Hjemmet døde Professor F. C. Bornemann, og den kun 26-aarige Goos, der stedse med stor Veneration har omtalt Bornemann som sin Ungdomlærer, blev uden Konkurrence kaldt til hans Efterfølger, i Oktober 1861 som Lektor, i December 1862 som Professor ordinarius.

De Fag, Goos tog i Arv efter Bornemann, var den almindelige Retslære, Strafferet og Folkeret. Den sidste spillede i Datiden ikke nogen stor Rolle, men de to andre Fag gennemarbejdede Goos i Løbet af forholdsvis kort Tid paa en Maade, der har sat og vil sætte sig varige Spor i Retsvidenskaben og sikre hans Navn Rang blandt Jurisprudensens største. Særlig blev hans Retslære epokegørende. Den, der skriver nærværende, maa af Hensyn til den korte Tid, der staar til Raadighed for Udarbejdelsen af denne Nekrolog, have Lov til at gentage en af mig tidligere given kort Sammenfattelse af dette Værks Hovedpunkter.

Goos ser i Retten en Form for Livets Virkelighed. Dens Omraade er de etiske Krav, hvis Opfyldelse ikke kan overlades til Individernes Selvbestemmelse, men maa hævdes ved ydre Magt. Ud fra disse Synspunkter opstiller han først en Sondring mellem Retsanordning og Retshaandhævelse, og indenfor den første atter en Firdeling: Retten i Samlivsforholdet, Retten i Familieforholdet, Retten i det borgerlige Samfund og Retten i det politiske Samfund.

Vist ingen Sinde før er et i tilsvarende Grad gennemarbejdet System blevet opstillet. Dets Gennemførelse i Enkelthederne er præget af en Skarphed i Tanken, en Fasthed i den logiske Rygning, som næppe nogetsteds findes overtruffen, og ledende Sætninger om retsstridige Handlinger, om Kontrakters Afslutning, den saakaldte "Goos' Sætning" i Fortolkningslæren o. a., er her for første Gang fremsatte, som siden har kunnet glæde sig ved almindelig Anerkendelse i Videnskaben.

I Strafferetten leverede Goos et storstilet Arbejde i fem Bind, som blev hædret med den A. S. Ørsted'ske Prismedaille, og som er bleven betegnet som et Førstehaandsarbejde uden Sidestykke i nordisk og vistnok forøvrigt i hele Retsliteraturen. Det sidste Bind, som manglede, inden den lagte Plan var fuldført, var Goos nu i sine sidste Aar beskæftiget med at skrive, hvor langt han inden sin Død var naaet frem hermed, er ikke bekendt. Men medens Goos ellers paa mange andre Retsomraader endnu stadig staar som den ubestridte Fører, har han i det principale Spørgsmaal om Straffens almindelige Formaal og dens formaalstjenlige Ordning taget nogen Afstand fra den nye kriminalpolitiske Skole, hvem han bebrejder Tilbøjelighed til at sætte administrativ Vilkaarlighed i Strafudmaalingen i Stedet for det paa faste Regler byggede Dommerskøn. Heraf opstod en vis Spænding imellem Goos og yngre Kriminalister. Det store Strafferetskommissionsarbejde, som Goos har udført, og som en ny, af Justitsministeriet nedsat Kommission nu er beskæftiget med at sammenholde med Prof. Torps senere Arbejde, var imidlertid et helstøbt og tankerigt Værk, der paa mange Punkter kom den nye Retning i Møde. Selv Modstanderne har ikke kunnet nægte det deres Anerkendelse, og paa mangfoldige Punkter vil dets Betydning for en kommende ny Straffelov sikkert blive umiskendeligt.

Foruden disse Hovedværker foreligger der fra Goos' Haand en Mangfoldighed af mindre Værker, Afhandlinger, Recensioner og biografier. Særlig bør nævnes hans store to Binds Værk om A. S. Ørsted, der gaar langt ud over den af ham og hans to Medforfattere (Nellemann og Øllgaard) oprindelig lagte Plan.

Jævnsides med sit videnskabelige Arbejde har Goos udfoldet en rig og betydningsfuld Virksomhed paa den praktiske Strafferets Omraade som en af Stifterne af den nordiske Penitentiærforening, Deltager i internationale penitentiære Kongresser, som Formand for Københavns Fængselsselskab og anden lignende filantropisk Virksomhed, men navnlig gennem sin 16-aarige Virksomhed som Overinspektør for det danske Fængselsvæsen. Siden sin Fratrædelse af Justitsministeriet i 1901 har han været Direktør for Døvstumme- og Blindeanstalteme. Hans Arbejde for disse og andre Samfundets Stedbørn vurderes af alle Interesserede overmaade højt.

I det internationale Retssamfund har Goos' Navn længe været nævnt blandt de ypperste. Han stillede sig fra første Færd den Opgave at skaffe dansk Retsvidenskab en Plads i det internationale Samfund, og han var unægtelig som faa Manden for en saadan Opgaves Løsning. Meget tidligt indtraadte han efter Indbydelse i det fornemme Institut de droit international, der senere har valgt ham til Æresmedlem, ligesom han ogsaa blev Medlem af Association for reform and codification of the law of nations. Han har paa disse Foreningers Møder repræsenteret Danmark med Vægt og Værdighed, og i udenlandske Samleværker og juridiske Tidsskrifter foreligger der fra hans Haand Fremstillinger af Danmarks ell. Nordens Retsordninger paa forskellige Omraader af International Interesse.

I Politiken indtraadte Goos i 1881, da han efter Billes Bortrejse til Amerika blev valgt til Folketingsmand for Københavns 5. Kreds. Han kunde dog kun holde den vældige, den Gang udelte Kreds imod Socialisterne en enkelt Valgperiode. I 1884 maatte han vige for Skræddermester P. Holm og blev saa i 1885 kongevalgt Landstingsmand; i Landsthinget har han hiden haft sin faste politiske Position, i nogle Aar som Tingets Formand.

Minister blev Goos første Gang som Kultusminister i Ministeriet Estrup i Aarene 1891-94, anden Gang 1900-1901 som Justitsminister i vort sidste Højreministerium, Ministeriet Sehested Hans Virksomhed her behøver ikke mere speciel Omtale; den er tilstrækkelig kendt af alle. Ligeledes hans betydningsfulde Arbejde for den nye Procesreform, i hvilken han fra første Færd var aktiv Deltager, og hvor hans vægtige Ord, da Reformen sidste Gang var til Behandling paa Rigsdagen, paany samlede Opmærksomheden om hans Person. I talrige andre Kommissioner har Goos i Aarenes Løb haft Sæde og givet sit Bidrag til Spørgsmaal, der dels er løste, dels kun forberedte: Teatervæsen, Sundhedsvæsen, Len og Stamhuse, Islandskommissionen af 1907 o. a.

I 1915 fejrede Goos sin 80-aarige Fødselsdag under almindelig Hyldest fra alle Sider, hvad der den Gang blev sagt og skrevet om ham, vil de fleste endnu, mindes. Han har haft en ualmindelig lang Arbejdsdag og har udnyttet den paa en Maade, for hvilken det danske Folk staar i stor Taknemmelighedsgæld til ham. Hans Navn vil til fjerne Tider staa indridset blandt de bedste i vor Histories Pantheon. Af Kongen var han hædret med Ekscellencetitelen, Storkorset og Fortjenstmedaillen i Guld med Krone.

Gehejmeraad Goos' Personlighed var præget af hjertevindende Elskværdighed, Vennesælhed og Hjælpsomhed. Han paaskønnede altid andres Arbejde og havde en ikke almindelig Evne til at bringe Mennesker til at arbejde sammen. Tallet paa de overlevende personlige Venner, der med Tak mindes Samliv og Samarbejde med ham, er stort. 

Henr. Hansen.

*

Goos i Landstinget.

Intet Steds flk man et saa levende Indtryk som i Landstinget af den aandelige Klarhed og Spænstighed, som Goos bevarede op i sin høje Alderdom. Den var forunderlig og vakto stadigt paany. hver Gang Goos i de sidste Aar tog Ordet, alles Beundring.

Sandheden var i Virkeligheden, at Goos' Skarpsindighed var aldeles usvækket omtrent lige til det sidste. Hans Tanke var ligesaa klar og hans Udtryksform ligesaa stringent som altid. Han talte i de senere Aar kun om juridiske Spørgsmaal, men der forelaa ogsaa netop i den sidste Periode af hans politiske Liv mange og meget betydningsfulde Sager paa dette Omraade til Afgørelse. Først og fremmest den store Retsreform, i hvis Tilblivelse Goos havde en saa vægtig Andel, og hvis Gennemførelse han sikkert - og med Rette - betragtede som en betydelig personlig Tilfredsstillelse.

Særligt paa Grund af sit Arbejde i denne Sag nød Goos ikke alene Anseelse i sit eget Parti for sit kloge Blik i de grundlæggende Lovgivnings-Spørgsmaal, han opfattede ogsaa i de andre Partier som en retfærdig og skarpsindig Bedømmer af Samfundsproblemer. Endog Socialdemokrater forstod at værdsætte denne Egenskab.

Goos talte aldrig til Galeriet, hans Indlæg i Landstinget var blottet for enhver Bestræbelse efter at gøre Virkning ved andre Midler end Betragtningernes Klarhed og Ræsonnementets Logik. Derfor gjorde hans Tale trods dens ofte store Bredde - altid Indtryk af Enkelhed og Klarhed. En Ejendommelighed, som under den moderne parlamentariske Udvikling er i stadig og hastig Nedgang.

(Nationaltidende 20. december 1917).

Goos død.

Kongevalgt Landsthingsmand, Dr. jur., Gehejmeetatsraad Carl Goos er i Gaar Morges efter 4 Maaneders Sygeleje afgaaet ved Døden, henved 83 Aar gammel.

Goos har gennem flere Aartier været en fremragende Personlighed i saavel Retsvidenskab som Politik. Hans Eftermæle vil blive præge af det juridiske Skarpsind og den Humanisme, som gjorde sig gældende ogsaa i hans politiske Virke. Om Politikeren Goos vil Mindets Ord lyde mindre velvillige, ikke fordi hans Partistads var Højres, men fordi han i sin første Periode som Folkerepræsentant bragte sig selv i Miskredit selv udenfor Modstandernes Kreds. Vi sigter herved til hans Forbindelse med Bladet "Den ny Socialist", som han ved Folkethingsvalget i 1883 støttede i Kampen mod den socialdemokratiske Kandidat, Dette vakte i hin Tid en pinlig Opsigt og bidrog sit til, at Goos selv forberedte vor Valgsejr i Københavns 5. Kreds.

Goos' Navn blev allerede omtalt meget, da han endnu ikke 30 Aar gammel blev Professor ved Københavns Universitet, efter at han fra 1861 havde gjort Tjeneste i det slesvigske Ministerium. Hans videnskabelige Speciale var almindelig Retslære og Strafferet, og paa disse Omraader anerkendtes han overalt som en Fører. Han gjorde sin Videnskab lettere tilgængelig, afpassede den efter Livets praktiske Behov. Det blev af stor Betydning for de unge Studerende, for hvem han var Lærer.

Da Politik drog ham, stillede han sig i 1880 som Højremand. Det var en Spændingens Tid. Det Estrup'ske Styre havde brudt med den almindelige Valgrets Principer, og dennes Tilhængere af alle Lejre, Bondevenstre, Købstadsliberale og Socialdemokrater samledes under Oppositionens fælles Fane. Goos burde ikke have haft sit Stade i det gamle Højre, men han blev dets Mand fra 1880, da han valgtes 1stes Kæmpekreds. Da Socialdemokratiet i 1884 vandt sin første Valgsejr l København, hvorved 5. og 9. Kreds blev erobret af P. Holm og C. Hørdum, søgte Goos ikke paany Valg til Folkethinget. I 1885 udnævntes han imidlertid til kongevalgt Landsthingsmand, i Perioden 1891-94 var han Kultusminister i Estrups Ministerium, og i det sidste Højreministerium, hvis Konseilspræsident var Sehested, beklædte Goos Pladsen som Justitsminister fra 1900 til 1901.

I Kraft af sin juridiske Humanisme var Goos en Tilhænger af Retsreformen, og det skal siges, at dens Gennemførelse for en ikke ringe Del skyldtes hans Stilling, som ikke rokkedes, skønt hans konservative Partifæller nærede aaben eller dulgt Uvilje mod den ny Kurs. Her var Goos ikke blot den overlegne og vidtskuende, men tillige den behjærtede Mand.

Fra Goos' politiske Virke skal vi endnu blot anføre, at han fra 1910 til 1914 var Landsthingets Formand.

Faa offenlige Personligheder har haft saa mange Hverv som Goos. Han var ekstraordinær Assessor i Højesteret, fra 1884 til 1890 Direktør for Fængselsvæsenet, Formand for Fængselsselskabernes Fællesbestyrelse. Formand for Komitéen for Blindeinstituttet, Direktør for Døvstummeinstitutet m. m. I den lange Tid, han deltog i det offenlige Liv, har han siddet i saa vigtige Udvalg som Proceskommissionen (fra 1870 til 77), i Kommissionen for det civile Sundhedsvæsen og i Kommissionen for Lehns og Stamhuses Overgang til fri Ejendom.

Hans store videnskabelige Fortjenester var anerkendte baade i hans Fædreland og udenfor dette. Han havde Universitetets Guldmedalje og A. S. Ørsteds Guldmedalje og var Æresdoktor ved Nordens tre Universiteter.

Lige til sine sidste Aar var Goos virksom i sin Gærning, og den gamle Mand æredes i alle Kredse for sin personlige Elskværdighed den Indsats i Retsvidenskaben, som blev hans Livs store, fortjenstfulde Opgave

(Social-Demokraten 21. december 1917).

Gehejmekonferensraad Goos' Begravelse.

Frue Kirkes festligt lyse Rum mindede i Gaar Middags om en Park med sine Marmorstatuer, de mange grønne Træer og det Væld af Blomster, der saas overalt.

Foran Alteret stod den hvide Kiste, der var smykket med røde Blomsterguirlander og paa Fodenden har den Afdødes Vaabenskjold som Storkorsridder. Rundt om Kisten, ved hvilken Odd-Fellowbrødre var Sørgemarskaller, saas Bannere fra Højres Arbejder- og Vælgerforening, de Blindes Forening, Odd-Fellowlogen og Arbejdernes konservative Forening. Blandt de mange pragtfulde Kranse, der dækkede det meste af den brede Midtergang, var der fra Kongen og Dronningen, Prins Valdemar, Universitetet, det norske Universitet, Videnskabernes Selskab, Undervisningsministeriet, Justitsministeriet, det rets- og statsvidenskabelige Fakultet, Juridisk Samfund, Døvstummeforeningen, Carlsbergfonden og mange andre Institutioner og Foreninger, som den Afdøde havde staaet nær.

Kirken var ganske fyldt af det store Følge og Skæret fra de mange tændte Lys og Lamper blinkede i talrige Uniformers Guld.

Kammerherre Krieger mødte som Repræsentant for Kongen, af Ministrene saas Konseilspræsident Zahle og Undervisningsministeren, endvidere Universitetets Rektor og Professorer, Hafnias Bestyrelse in pleno og Deputationer fra en Mængde Foreninger.

Højtideligheden begyndte med, at Kirkens Kor smukt sang: Den store Mester kommer, hvorpaa den gamle Pastor Prior frem bag Kisten.

Pastor Priors Tale.

Mange Lys skinner i denne Verden, i Arbejde, i Tænkning og Pligtopfyldelse. Vor kære hensovede Ven har ladet sit Lys skinne vidt ud over Verden, ikke kun for de Lærde, men paa mange forskellige Veje. Han var en stor Menneskeven, der gerne tilbed sine Evner, hvor de kunde gavne, saaledes blandt de ulykkeligt stillede, de forvildede og de fangne. Da han laa paa sit Dødsleje, sagde han til sin Datter, at han havde ikke Tid til at ligge i Sengen, der var meget Arbejde, der ventede paa ham. Ogsaa i sit Hjem lod han sit Lys skinne, saa han efterlader sig dyrebare Minder dér. Hans Kiste staar nu i den Kirke, han var Værge for, og hvor vi lærte at holde af ham. Her har han hørt Julens Budskab og knælet ved Nadverbordet, og vi har den sikre Forvisning, at han nu er gaaet ind, hvor Julesangen aldrig forstummer.

Derpaa traadte Pastor Olfert Ricard hen til Kisten.

Pastor Ricards Tale.

- Nu har vi hørt den gamle Røst fra hans egen Tid tale til ham, lad nu ogsaa den nye Slægt tage Ordet. Vi hilser enhver, der giver sit Bidrag i Aandens Verden, hilser ham uden Frygt, hvad enten han er Kristen eller Hedning, og mest, naar hans Virksomhed har Berøring med det praktiske Liv.

Der er mange her til Stede, som ved, hvor stor Carl Goos var i sin Videnskab, han var en Konge i den, og naar en Gang det store Regnskab mellem de kæmpende Lande skal gøres op, vil ogsaa et lille Land lægge sit Lod i Vægtskaalen, og saa vil ogsaa nogle at hans Tanker blive brugt.

For alt det, han viv. skylder vi Lysets Herre Tak. Det er ikke den bitre Sorg, der griber os ved Carl Goos Død, som det er, naar et ungt Menneske der, det er den store Vemod over, at vi ikke skal se hans Amere, dette smukke Ansigt, som man ikke glemte, men saa sig  glad paa. .Uret og elsket skal hans Minde være!

Koret sang nu: Kirkeklokke, ej til Hovedstæder - og saa lød: Dejlig er Jordens kendte Toner gennem Kirken. Under det sidste Vers har den Afdødes Sønner og Svigersønner langsomt Kisten ned gennem Kirken.

Ude paa vestre Kirkegaard fandt der, efter at Kisten var sænket i Graven, et smukt lille optrin Sted. En for en traadte Odd Fellowbrødrene - først Storsiren, Dr. Petrus Beyer, op paa Platformen og kastede en grøn Kvist ned paa Kisten. Den stille sidste Hyldest til den Døde var af en egen Virkning og blev fulgt med Opmærksomhed af det store Følge, der stod rundt om Graven.

(København 29. december 1917)

Carl Goos er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 17, nr. 36. Stenens tekst lyder: "Amalie Henriette Goos født Irminger. * 4 marts 1840 + 22 Septbr. 1904. Geheimekonferensraad Dr. jur. August Herman Ferdinand Carl Goos * 3 Januar 1835, + 20 Decbr. 1917."Amalie Goos var bror til bl.a. kommandør Otto Irminger og Johan Irminger og barn af søofficeren C. L. C. Irminger og fru Irminger født Viborg. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Carl Goos 80 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Carl Goos

Paa 80-Aars Fødselsdagen.

Det er et sjældent langt og daadrigt Forskerliv, Geheimekonferensraad Dr. juris. Carl Goos i Dag paa sin firsindstyvende Fødselsdag kan se tilbage paa. Thi selv om han ogsaa paa flere andre Omraader har forstaaet at gøre sine store Evner og sin sjældne Energi gældende, og ogsaa der, navnlig i Administrationen som Leder af vort Fængselsvæsen og som Politiker - Minister gentagen Gange og senere Formand i Landstinget - har sat sig varige Spor og vidst at naa frem i første Række, er det dog utvivlsomt som juridisk Embedsmand, at han har vundet de Palmer, der længst vil være hans Navn til Efterverdenen.

Siden Ørsted har ingen dansk Retslærd haft en saa indgribende og omfattende Betydnig for vor Retsvidenskab som Goos. Med en sjælden Forening af filosofisk skolet, logisk Klarhed og Forstaaelse af Retslivets praktiske Krav, formaaede han i sin "Almindelige Retslære" at give en systematisk Oversigt over hele Retssystemet, hvori den gældende Ret Punkt for Punkt underkastedes en kritisk Vurdering ud fra Retsideens Krav, og selv om Resultatet maaske paa flere Punkter noget for meget kunde blive en Godkendelse af den gældende Ret som nærmest Idealet, maatte man altid beundre den Originalitet og lysende Gennemsigtighed, hvormed han løste Problemerne. Og indenfor Retssystemets enkelte Afsnit rager han op som den mest fremragende Dyrker af Strafferetten, vort Land har haft. Hans almindelige Del var med sin af Tanker fortættede Fremstilling den ypperste Lærebog til at vække de unge Juristers Eftertanke og anspore dem til selvstændig Tænkning, ligesom hans Strafferettens specielle Dem med sin imponerende Udnyttelse af Praksis og sine mange skarpsindige Enkeltundersøgelser blev den uundværlige Haandbog for Strafferettens Praksis.

Ogsaa paa Retshistoriens Omraade har han ydet fremragende Bidrag ved sit store Skrift om Ørsteds Betydning for Moral- og Retsfilosofien samt Strafferetsvidenskaben. Og selv paa den internationale Rets og Statsrettens Omraade har han ydet fortjenstfulde Bidrag, selv om han statsretlige Fremstilling naturligvis ikke undgik at blive paavirket af hans personlige politiske Partistilling. Sine fremragende videnskabelige Evner og sin sjældne Arbejdskraft forstod han tillige i rigt Maal at lade komme sin Deltagelse i den praktiske Politik tilgode: Udkastet til Lov om Strafferetsplejen og den i 1912 afgivne omfangsrige Straffelovs-Betænkning er de mest imponerende Frugter af Goos' Deltagelse i vort Lovgivningsarbejde.

Et enestaaende omfattende og udmærket Forsker-Arbejde ligger saaledes bag Goos, et Arbejde, hvorfor han med Rette fortiener sin Nations Tak. Men desuagtet sidder han den Dag i Dag, trods sine 80 Aar, lige utrættet ved Arbejdsbordet og fortsætter med usvækket Energi sit Videnskabelige Virke. Maatte endnu mange Arbejdsaar være ham forundt, og Ilden sent slukkes paa hans Esse.

Knud Berlin.

Goos i sit Hjem.

Naar Geheimekonferensraad Goos endnu den Dag i Dag holder sig saa frisk og ungdommelig, naar han stadig med varm og levende Interesse følger ikke alene Begivenhederne i det offentligt Liv, men ogsaa de mange Menneskers Skæbne, for hvem han igennem sit lange Liv har fattet Interesse, saa skylder han i en væsentlig Grad det Hjem, han og hans afdøde Hustru skabte for 50 Aar siden, en Tak derfor, lige saa vist som dette Hjem og de, der søgte det, staar i Gæld til ham for de mange lyse Minder, de gemmer derfra.

De, der som unge kom i dette Hjem, først i den lille Villa paa Bernstorffvej, siden i den store Professorbolig paa Universitetet, lærte maaske Goos og hans Hustru bedst at kende. Der var først og fremmest Alvoren; man skulde staa til Regnskab for Professoren, senere Ministeren, og hans Frue for alt, hvad man havde gjort og oplevet; men altid dømte de mildt, altid raadede de og hjalp os Unge.

Men saa var der den glade Ungdoms Spøg. I slutningen af Firserne og Begyndelsen af 90'erne samledes her en munter Skare unge, som egentlig fik Lov at regere det hele. Vi spillede Komedie, vi sang og var glade, og vi skrev Komedierne selv, og der var ingen Personanseelse.

Spøg om sig selv har Goos altid taalt. Da han var Efor paa Borchs Kollegium tilegnede de Unge ham i Anledning af Kollegiets Jubilæum et humoristisk Festskrift, hvor Tilegnelsen satiriserede over hans mange Stillinger. Det gik paa den respektløse Melodi: Peter Skøtt, og lød:

Dr. Juris og Professor, 
Borchs Kollegiums Efor,
ekstraordinær Assessor
ved Retfærdighedens Bord,
Mand af Hæder, Magt og Ros
August Hermann Carl Goos,
Kongevalgt i Tinget vorden,
Overfængselsinspektør
og af Dannebroges Orden
Ridder - Mand og Kommandør
Med Højagtelse p. p.
helliget

Forfatterne.

Gamle Kong Christian holdt af i Formiddagstimerne at besøge Fru Goos, der, som en født Irminger, havde mange Ungdomserindringer til Fælles med Konge. Fruen, der altid var ligefrem, jog saa alle os Unge ud i Universitetsgaarden, men hun modtog Majestæten i samme strikkede Uldvest, hun gik med til daglig. Naar Kongen saa traadte ud paa Stentrappen, der førte ned til Universitetstrappen, pegede han paa alle os glade unge Mennesker, der løb og spøgede derned, og spurgte: Er det alt sammen Deres, Frue? Og Fruen svarede, idet hun pegede paa en enkelt Student: Ham der har jeg intet Ansvar for. - Og naar vi saa gik ind, sagde den altid korrekte Goos: Det kan man ikke sige, Amalie! 

Mange Aar er gaaet siden den Gang. Men Goos husker endnu alle de unge Mennesker, han da kom til at holde af. Jule- og Nytaarskort fra ham er Aarets Orden. Paa et Portræt skrev han en Gang: Kære Student . . .: Ord er kun Ord, men er der nogen Gerning af mig, De ved dette Billede ønsker at mindes, er jeg Dem oprigtigt taknemmelig derfor. -

Mange Gange siden har vi den Gang unge banket paa Goos' Dør, altid fandt vi Hjælp og Raad, - næsten altid fik vi lidt Skænd; men Goos har aldrig svigtet den, han én Gang kom til at holde af.

Student.

(København 3. januar 1915)

Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Carl Goos (1835-1917), jurist, politiker, professor 1862 med speciale i strafferet, straffeproces og retslære. I 1870'erne blev Goos betragtet som liberal og havde bl.a. tilknytning til brødrene Brandes. Han var tilhænger af nævningeinstitutionen. 

Carl og Amalie Goos blev gift 1864 og fik en del børn hvoraf de fleste var piger: Elisa (f. 1868), Aage (f. 1868), Estrid (f. 1871), Thyra (f. 1872), Henriette (f. 1874), Karen Margrethe (1876), Ingeborg (1878), Agnete 1880).

Fotograf Viggo Emil Svendsen (1837-1901): Amalie Goos. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Knud Bokkenheuser skriver i bogen "Indre By" om hende at hun var "en aandfuld og livlig Kvinde, for hvem intet menneskeligt var fremmed. Men det var ikke alene Ungdommen, der søgte dette gæstfrie Hjem; blandt andet var gamle Kong Christian den Niende en hyppig Formiddagsgæst. Han yndede at "snakke gammelt" med den livlige Frue og kom altid uanmeldt og kunde blive der i Timevis."

Valgt til Folketinget 1880-1884 for Højre og anset for "de fremskridtsvenlige" i landets største valgkreds, Københavns 5. kreds - en traditionel socialdemokratisk højborg. Han tabte i 1884, bl.a. fordi det blev afsløret at han hemmeligt havde støttet et ultrarevolutionært udbryderparti fra Socialdemokratiet som voldsomt bekrigede dette parti. Fra 1885 til sin død kongevalgt medlem af Landstinget. 

1884-1891 var han overinspektør for og leder af fængselsvæsenet. Kirke- og undervisningsminister (kultusminister) 1891-1894. Nu stod han på den yderste højrefløj, og udtrådte i 1894 af regeringen i protest mod forliget med Det moderate Venstre. Fra 1894 direktør for De Kongelige Døvstummeinstitutter. Justitsminister 1900-1901.

Landstingsudvalget som 1904 behandlede Albertis "Bøllelov", havde Carl Goos som ordfører. Han konkluderede at Albertis forslag var et brud på den historiske udvikling og et kulturelt tilbageskridt. Godt nok med den viden at Alberti kunne regne med et flertal, eftersom Goos var i mindretal.

Han var med til at forberede retsplejereformen gennemført 1919 efter hans død. Goos deltog i forberedelsen af den nye retsplejelov. I udarbejdelsen af en ny straffelov blev hans konservative udkast fra 1912 forbigået til fordel for et udkast af Carl Torp fra 1923, der byggede på nye strafferetlige grundprincipper.

Mange af Carl Goos' værker kan findes i fuld tekst på internettet (Google Books). "Forelæsninger over den almindelige Retslære" (1889-92), "Den danske Strafferets specielle Del" (1895-1896).

Carl Goos er nævnt i forbindelse med flere sager på denne blog. Bl.a. i sagen om Korsør Arbejdsanstalt, forkæmper for lov om ligbrænding og Ryssels kandidatur for Højre i Københavns 5. Kreds. Og som justitsminister i sagen om Alma Bondesen hvor han lod sagen gå til retten.

Se fx Frantz Dahl: Juridiske profiler. Essays med 12 portræter. Gyldendal 1920, s. 11-60. (PDF).

Dansk Kvindesamfund mindedes ham i en nekrolog for hans arbejde med at skærpe straffen for mishandling af hustruer (det faldt dog), for at have villet oprette et statsseminarium for kvinder samt at han var modstander af at retsplejeloven udelukkende kvinder fra embeder og erhverv. (se "Kvinden og samfundet" nr. 1 1918).

Goos havde generelt støttet en forbedring af kvinders retsstilling, og bl. a. behandlet "forbrydelser mod kvindens kønsfrihed". Han mente at kvinden havde ret til frit at råde over sine kønsegenskaber som et særligt retsgode udsondret fra den almindelige handlefrihed af hensyn til "kønsærens ejendommelige betydning for kvinden både som menneske og som medlem af samfundet". Voldtægt og tilsvarende krænkelser indeholdt derfor principielt et angreb på "den gren af den formelle handlefrihed, der kan betegnes som kvindens kønsfrihed". I modsætning til 1866-loven byggede han ikke sin systematik på sædelighedsbegrebet. Det er således ikke længere alene den offentlige moralske opinion, der afgør omfanget af kvindens beskyttelse. Kvinden skal respekteres som menneske og samfundsborger. (citeret fra Inger Dübeck: Voldtægtsforbrydelsen i retshistorisk belysning. )

Goos betragtede dog i lighed med datidens generelle opfattelse sexchikane og seksuelle overgreb som en del af dagligdagen, ligesom hans kvindeopfattelse indebar at de var sexlystne og bærere af arvesynden. 

Professor Carl Goos (1835-1917). Højre-mand, i Folketinget 1880-84. Kongevalgt medlem af Landstinget. Overinspektør (leder) af fængselsvæsnet (1884-1891). Kultusminister (1891-1894) og justitsminister (1900-1901). Public Domain.

Goos!!!

I Fredags Aftes Kl. 9 arriverede Konseilspræsident Estrup fra Bernstorff, hvor han havde spist til Middag hos Kongen Der var noget paa Færde, ti med en, for en saa stræng Husholder som Hr. Estrup usædvanlig Flothed spenderede han en Krones Penge paa en Droske. Han lod holde udenfor BerL Tid.s Redaktionskontor, hvor han aflagde en fransk Visit.

En halv Times Tid efter erholdt den samlede Højrepresse, c: Avisen samt Ferslew I, FersIew II og Ferslew III, følgende Korrekturaftræk tilstillet gennem Berl. Tid.s Bude:

"Under 10de Juli d. A. har det behaget Hs. Maj. Kongen allernaadigst at udnævne Professor ved Universitetet, ekstraordinær Assessor i Højesteret, Dr. juris A. H. F. C. Goos, Kmd. af Dbg. og Dbmd. til Minister for Kirke- og Undervisningsvæsnets."

Saa har altsaa Estrup trukket det korteste Straa overfor en mere behændig Modstander som Nellemann, og man kan næsten sige, at fra i Fredags er Ministeriet Estrups Dage talte. Det kan naturligvis gærne være, at den "karakterstærke" Hr. Estrup endnu et Aarstid eller to faar Lov til at agere Topfiguren i Kransekagen, men realiter eksisterer fra nu af intet Ministerium Estrup.

Nu har vi Ministeriet Nellemann. 

Dette Resultat af de sidste Aars hemmelige Kampe indenfor Ministeriet kommer os vel ikke uventet, men derfor er det ikke mindre beklageligt. Vi har ofte, navnlig i den sidste Ugestid, henpeget paa den indre Splid i Højre, men oprigtig talt lige til det sidste havde vi bevaret et svagt Haab om, at Estrup dog til sidst vilde tage sig sammen.

Vi har næret for store Forventninger til Hr. Estrup; vi havde troet, at han var, omend ikke nogen helstøbt Karakter, saa dog i hvert Fald noget af et Mandfolk.

Det har vist sig, at han som Politiker ikke er andet end et sølle halvgammelt Fruentimmer i Mandfolkeklæder, en ren Klud i Hr. Nellemanns sikre Haand.

Naa, Hr. Estrup er altsaa ydmyg gaaet under Aaget og har faaet Syndsforladelse for sine og Fætter Jacobs Synder - det bliver nærmest en Privatsag, som han maa se at forsvare for sin egen Samvittighed og overfor sine Stands- og Meningsfæller.

Os kan det saamænd være komplet ligegyldigt, enten det er en Estrup eller en Nellemann, der staar ved Statsroret.

Hr. Estrups spidsborgerlige Hæderlighed er i Virkeligheden ikke mere tiltalende end Hr. Nellemanns spidsfindige Fortolkningskunst samt hans "fra Fædrene overleverede Tro". Og hvor det gælder borgerligt Frisind og Aandsfrihed, da er det Hip som Hap, enten vi styres af den ene eller den anden.

Det er jo endog muligt, at denne Nellemannske Sejr kan stramme Landstingets sløve Jorddrotter lidt op; muligt, at Folk som Frijs, Ahlefeldt og Danneskjold kan vækkes til Bevidsthed om, at man ikke fyldestgør Ordet: Noblesse oblige ved at stemme paa Kommando.

Og det kan ikke andet end glæde os, at Ministeriet yderligere svækker sin Position ved at acceptere en Mand med Hr. Goos' politiske Fortid. Ti derom turde der dog saavel blandt Højre som blandt Venstre herske Enighed, at ingen, absolut ingen Politiker nyder saa ringe Agtelse og Tillid som Professoren og Landstingsmanden, Kirkeværgen og Fængselsinspektøren - hans Hæderlighed som Privatmand ganske ufortalt.

Det er endnu i frisk Minde, hvorledes denne, Den ny Socialists fhv. Udgiver politisk set fik Dødsstødet af Overretssagfører A. Cantor. Ej heller har vi glemt, at den tidligere Medarbejder ved Det nittende Aarhundrede, at Medunderskriveren af Adressen til Georg Brandes, at den frisindede retsfilosofiske Docent satte sit videnskabelige Ry paa Spil ved for 5000 Kr. aarlig at overtage det moralske Ansvar for Dagbladet i dets Dekadenceperiode.

Og vi mindes tydeligt, hvilken medynkblandet Indignation det vakte, da den ny Udgave af Retsfilosofien udkom, kemisk renset for alt, hvad der lugter af Modernisme, Europæisme eller hvad det nu er for Stikord, den velsindede Presse benytter.

Hr. Goos har som Politiker vist sig blottet for alt, hvad der hedder Overbevisning og Standpunkt, Han er sig sikkert ikke bevidst, hvilken ynkelig Rolle han har spillet i Rigsdagen. Paa ham passer mere end paa nogen anden Betegnelsen politisk Strømpeskaft, ti hans Karakters voksbløde Naturel gør ham til et let Bytte for enhver, der er i Besiddelse af en Smule Viljestyrke.

Han er en fuldlødig Repræsentant for de Klisterpotte Egenskaber, der som en Svamp æder paa det offentlige Liv her hjemme.

Han er en religiøs Fritænker af den Borchsenius-Secherske Slags, og man kan være overbevist om, at hans Udnævnelse til Kultusminister intet Steds er bleven hilst med større Jubel end i Linnésgades politiske Barbérstue.

At en dansk Stuelærds upraktiske Ubehjælpsomhed klæber ved ham, og der er derfor ingen Tvivl om, at det vil lykkes ham at forplumre de administrative Fremskridt, der under Scavenius' Styrelse er bleven indført i de kultusministerielle Regioner.

Han tilfører Ministeriet hverken et politisk Navn, ej heller nævneværdig Arbejdskraft paa Administrationens Omraade, og det er i Grunden ufatteligt, hvad Nellemann - ti i Virkeligheden bliver det dog Nellemann, der for Fremtiden som i de sidste otte Dages Tid bliver den egenlige Leder af Kultusministeriet - hvad Nellemann vil med Goos.

Den bløde Elskværdighed, der i det private Liv gør Goos til en saa behagelig Mand, har som Politiker gjort ham til en komplet Umulighed. Vaklende og ubestemt som han er, modtagelig for ethvert Indtryk, altid rede til at spørge om Raad og lytte efter Raad, vil han blive en Kasteboldt i Nellemanns kloge Haand. Og har Rigsdagsmanden skadet hans videnskabelige Navn og ofte bragt Folk til at glemme hans utvivlsomme Fortjenester og fremragende Evner, saa vil Kultusministeren for bestandig gøre det af med Videnskabsmanden.

Dette er meget beklageligt for den juridiske Videnskab.

Men forøvrigt ønsker vi ret af Hjærte d'Hrr. Hyklere, Dumrianer og Obskurantister til Lykke - Politikeren Goos er dem saamænd velundt.

(København 12. juli 1891)

I 1891 udtalte han i rigsdagen om et nyt lovforslag om alderdomsforsørgelse:

"Tanken er jo den, at samtidig med at man erkender og maa hævde som Grundsætning, at ingen kan forsørges af det offentlige uden at være underkastet afskillige Indskrænkninger med Hensyn til hele sin Væren, en Følge og en Betingelse, som ogsaa Grundloven fremhæver (…), maa man erkende, at der kan være særlige Forhold og særlige Omstændigheder, som medføre, at den Forsørgelse af det offentlige, hvortil en Person bliver trængende, af forskellige Grunde ikke skal medføre lignende Begrænsninger og lignende Indskrænkninger i hans hele Eksistens. (…) Det er en ganske naturlig Tanke, at man fremhæver dette, at en Person, som er bleven gammel og er værdig, har Krav paa Nænsomhed med Hensyn til den Behandling, som i Almindelighed følger med offentlig Forsørgelse (…)” (Rigsdagstidende, 1890/91: sp. 2045)

Hvilket gav "værdigt trængende" ret til visse privilegier. Goos mente at det lå udenfor Grundloven at give "trængende" disse privilegier.

Amalie Henriette Goos død. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Geheimeetatsraad Goos har haft den Sorg at miste sin Hustru, Amalie Henriette, sødt Irminger, i disse Dage efter et kort Sygeleje. Om den Afdøde skriver Forfatteren Knud Bokkenheuser i Vort Land bl a.:

Hun var en af de mest trofaste Kvinder, jeg har kendt Og det var ikke blot mod sin Mand, mod sine Børn og sine Nærmeste, nej, det var overfor alle dem, hun een Gang var kommen til at holde af. Udadtil og offentligt spillede hun aldrig nogen Rolle. Hun lod sig saaledes, skønt Kongen følte sig personlig knyttet til hende med Venskabsbaand, aldrig forestille ved Hoffet. Og den store Pragt, de glimrende Selskaber holdt hun ikke af, hun befandt sig bedst i Hjemmet, og vi, der holdt af hende, syntes bedst om hende der.

Det Djærve og Ligefremme, Usnærpede og Naturlige var en af hendes Ejendommeligheder, en Arv fra hendes Fader, den sandhedselskende og ridderlige gamle Admiral Irminger, hvem hun ogsaa altid talte til os Unge om med en dyb Veneration.

Der er mange, som sørger ved Fru Goos Død. Ikke at tale om alle de fattige Familier, som hun i Stilhed hjalp, og som beundrede hende og saa op til hende, saa vil hele den Kreds, der kom i det Goos'ske Hjem, savne den Støtte, som en Samtale med en saa begavet, rettænkende og aandfuld Kvinde var. Hvor mange har ikke søgt Raad hos hende; hvor har hendes kolde og kloge Kritik ikke skaaret igennem megen Affektation og meget Vrøvl; hvor har hendes varme og følte Deltagelse ikke rejst og støttet mange, der tvivlede om en god Sag.

Fru Goos var en betydelig Kvinde, der stod sin Ægtefælle værdigt ved Siden. Ved hendes Grav skal det siges, at hun igennem et Hjem, der tog sit Præg af hendes Sans for det skønne og gode, virkede i vide Kredse ved sit Eksempel, og ved sin typisk danske Naturlighed, der bares oppe af en fund Menneskelighed, som aldrig forvildedes af Sentimentalitet eller Overvurdering af det eller dem, hvormed den kom i Forbindelse.

(Ribe Stifts-Tidende 26. september 1904).

Det nye Sygehus og den nye Tvangs- og Arbejdsanstalt i Korsør ,1890 (6). (Efterskrift til Politivennen).

Korsørs nye Sygehus samt den ved gjentagne Ildspaasættelser forrige Aar nedbrændte, men nu gienopførte Arbeidsanstalt staae nu færdig til Aflevering fra Bygningsentreprenørernes Side og vil kunne taget i Brug fra førstkommende 1ste November d. A. 

Som det vil erindres, nedbrændte selve Tvangs- og Arbeidsanstalten den 12te Marts f. A. Ilden viste sig at være paasat af et af Arbejdslemmerne, idet han havde fundet Lejlighed til at antænde nogle paa Anstaltens Loft beroende brændbare Materialer og greb saaledes om sig at forinden Brandmandskab og Sprøjter kom til Stede, var Redning umulig. Atter den 6te Maj nedbrændte et Anstalten tiIhørende Udhus og endelig den 10de Juni 2den Pintsedag nedbrændte den til Anstalten hørende Staldbygning, begge de sidste Ildebrande ligeledet paasatte af Lemmer paa Anstalten.

Strax efter den første Brand stillede Fattigudvalget (under hvilket Anstalten sorterer) Forslag i Byraadet om Anstaltens Gjenopførelse, og det blev da overdraget nævnte Udvalg at sætte sig i Forbindelse med en Arkitekt og gjennem denne fremkomme med Planer til Tegninger og Overflag tiI en ny Ardeidsanstalt samt en Lemmestiftelse. Man henvendte sig da efter Anbefaling af Overinspektøren for fængselsvæsenet, Professor Goos til Arkitekt, Professor Ove Petersen i Kjøbenhavn, der da i Slutningen af April fremkom med de ønskede Planer. Efter at disse vare forelagte Byraadet og der undergaaet forskjellige Forandringer, og navnlig den meget væsentlige, at man besluttede sig til at lade opføre et helt nyt Sygehus og lade det ældre Sygehus indrette til Lemmestiftelse for Byens egne værdige Trængende, overdroges det Professor Petersen at udarbeide Tegninger og Overslag til Sygehus og Arbeidsanstalt med de fornødne Udbygninger samt Ringmure og Plankeværker. Den 4de Juli f. A. approberede Byraadet de af Arkitekten udarbeidede Tegninger og Overslag, hvilke derefter bleve sendte til Ministeriet og Sundhedsautoriteterne. Planen til Sygehuset kom strax i livlig Cirkulation frem og tilbage mellem Fysikat, Sundhedskollegium og Ministeriet. Og undergik i denne Skjærsild adskillige mere eller mindre heldige Forandringer, hvorimod Tegningerne til Arbeidsanstalten syntes at være komne i Begravelsesudvalg, thi først i Begyndelsen af indeværende Aar fik man det Hele tilbage, og navnlig syntes Sundhedskollegiet at have fattet en evigvarende Kjærlighed til disse Tegninger, i alt Fald hvilede de hos denne Autoritet i c. 4 Maaneder, hvorimod Sagen i Ministerierne fremskyndtes med paaskønnelsesværdig Hurtighed.

Professor Carl Goos (1835-1917) var en indflydelsesrig Højre-mand, i Folketinget 1880-84, senere kongevalgt medlem af Landstinget. På artiklens tidspunkt var han overinspektør (leder) af fængselsvæsnet (1884-1891). Han blev senere kultusminister (1891-1894) og justitsminister (1900-1901).Public Domain.

Efter at have faaet alle Tegninger tilbage, bleve disse atter med de Forandringer, de paa deres lange Vandring havde undergaaet, i Januar Maaned d. A sendte til Professor Petersen for at omarbeides for sidste Gang, og den 10de Marts modtog Fattigudvalget fra Professoren de nu endelig af alle Autoriteter anerkjendte Tegninger med samtlige tilhørende Arbeidstegninger, Beskrivelser og Licitationskonditioner, hvorefter Bygningernes Opførelse strax igjennem Bladene bleve udbudte til Licitation. Sygehuset for sig og Arbeidsanstalten med tilhørende Ringmure og Plankeværker for sig. Af de indkomne Tilbud var Tømmermester Bruus heraf Byen Lavestbydende for Sygehusets Vedkommende og Murmester Hertz, ligeledes heraf Byen. Lavestbydende for Arbeidsanstaltens vedkommende. Efter at Tilbudene havde været forelagte Byraadet overdroges det de en nærmere Forhandling. mellem Fattigudvalget og Professor Petersen til Tømmermester Bruus og Murmester Hertz at opføre respektive Sygehuset og Arbeidsanstalten - Leveringen og Opstillingen af Varmeapparater, Ventilationskakkelovne, Desinfektionsovn, Arrest, Tørre- og Badeovne samt alle til Ventilleringen hørende Jern- og Metaldele overdroges til Ingeniør Reck af Kjøbenhavn - Arbejdet paabegyndtes den 1ste April under Tilsyn af Arkitekt Chr. Sylow. og fremtræder nu efter at være færdige i følgende Skikkelse:

Hele Bygningskomplexet danner en Kvadrat, hvori de forskellige Bygninger ere forbundne med hinanden ved Mure og Plankeværker. Mod Syd ligger den æIdre fra Branden reddede Bygning med Inspektørbolig og Økonomalejlighed i Stueetagen og Lemmestiftelse til C. 30 Lemmer i Salsetagen, hvor tidligere Sygehuset har været.

Mod Øst ligger det nye Sygehus - fuldstændig afsondret fra den øvrige Del af Anstalten ved en Mur - i smukke og venlige Omgivelser, med Hovedfacaden og den sydlige Gavl vendende ud imod Haven og med den anden Facade mod vest vendende ud imod Sygehusets særskilte Gaard. Sygehuset, der kun er beregnet paa at modtage Patienter fra selve Byen og nærmeste Landdistrikt, kan modtage indtil 30 Patienter. Det indeholder 9 høie, lyse og venlige Sygeværelser, desforuden Opperationsstue, Badeværelser, Pulter- og Linnedkamre m. m. samt væreIse for Sygepleiersken. Overalt er sørget for fortrinlig ventilation; i alle værelser og paa Sengene er opstillet Ventilationsovne, som staar i Forbindelse med Luftkanaler under Bygningen hvorfra Luften kommer ind i Lokalerne som frisk opvarmet Luft. I hvert værelse findes desuden en ventil til Udlukning af overflødig Varme og en anden til Udsugning af daarlig Luft.

Mod Nord ligger Arbeidsanstaltens Mandfolkeafdeling, hvoraf omtrent den ene Trediedel mod Øst er adskilt fra den øvrige Del af Bygningen ved en Brandmur. Denne Del af Bygningen er indrertet til Tvangsarbeidsanstalt for Sorø Amt. og kan modtoge 16 mandlige Straffefanger. I Kjælderetagen er indlagt et Varmluftsapparat, som igjennem Kanaler fører varmen til alle Afdelingens Lokaler. I stueetagen findes et større Arbeidssal med tilhørende Materialrum samt Dag og Natceller, hvortil endvidere hører en særskilt Cellegaard. I Stueetagen findes Soveceller med Vadskerum, BadeværeIse og Opsynsmandsværelse. Til denne Afdeling hører en særskilt mod Nord vendende Arbeids- og Spadseregaard. Den Øvrige Del af denne Bygning, som vender mod Vest, er indrettet til at kunne optage 70 Arbeidslemmer dels fra Byen og dels fra Landets øvrige Kommuner saavidt Plads haves. I Kiælderen er her ligesom i Tvangsafdelingen indlagt Varmluftsapparat, der paa samme Maade fører varmen omkring i Lokalerne. I Stueetagen findes en Arbeidssal med tilhørende Materialrum, en Sovesal, Badeværelse, Opsynsmandsværelse og 2 Straffeceller hvortil hører en særskilt Cellegaard. I Salsetagen findes 3 Arbeidssale med tilhørende Materialrum samt i Sovesale. Loftsetagen hele Bygningen igjennem er indrettet med 4 rummelige Sovesale, nærmest beregnet til de udearbeidende Lemmer, paa hver Side af disse væreIser findes Beklædningsdepoter. Til denne Afdeling hører en mod Vest vendende Arbeidsgaard, 2000 Kvadratalen stor.

Det nordøstlige Hiørne indlages af en Vinkelbygning, indretter til Stald, Vognport og Magasinrum. Endelig er midt i dette Bygningskomplex opført en 17 Alen lang og 17 Alen bred 2 Etages Bygning, som er fuldstændig afsondret fra de andre Bygninger ved Mure, og med sin egen Gaard; denne Bygning er foruden at være indrettet til Vadskeri m. m. regnet paa at kunne optage 8 Kvinder fra Byen og andetsteds fra. I Stueetagen findes vadskeri med Dampkjedel og 3 vadskekiedler. Desinfektionsrum med en deri indlagt Recks Patent Desinfektionsovn, hvori det smittede Tøi føres ind og deri udsættes for indtil 130 Grader Celsius Dampvarme; efter endt Desinfektion tages Tøiet ud af den modsatte Ende paa Ovnen i et andet Rum, for ikke at komme i Berørelse med andet muligt tilstedeværende inficeret Tøi, og bringes derefter ind i et til Desinfektionsovnen hørende Tørrerum for fuldstændig at tørres. Endvidere findes i denne Etage et Badeværelse, en mindre Arbeidsstue og en Straffecelle med dertil hørende særskilt Cellegaard. I Salsetagen findes en større Arbeidsstue med dertil hørende Materialrum, en fælles Sovestue, 3 Soveceller og et Værelse til et kvindeligt Opsyn. Saavel i denne Afdeling som i hele Mandsafdelingen ventileres paa samme Maade som i Sygehuset og ligesom i Sygehuset er endog Gangene til at opvarme dels fra varmeapparaterne og dels fra Kakkelovne, som ere opstillede paa Gangene.

Saavel i Sygehuset som i Arbeidtanstaltens samtlige Bygninger er der indlagt elektriske Ringeapparater, som staa i Forbindelse med Inspektørens Lejlighed.

Korsør Arbejdsanstalt fotograferet i 1890, efter branden i 1889. Fotograf: W. Wichers. Foto udlånt af Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn. Bemærk, at fotoet kun er til brug på Politivennen Live Blogging, og altså ikke må deles på fx Facebook eller Instagram. Lignende fotoer kan findes på Korsør lokalarkivs samling med hashtagget Korsør Arbejdsanstalt.

* * *

Forinden at det nye Sygehus og den gjenopførte Tvangs- og Aibeidsanstalt skulde tages I Brug havde Korsør Byraad indbudt Drs Excell. Justitsministeren og Indenrigsministeren, Overinspektøren for Fængselsvæsenet, Professor Goos, Departementscheferne i Indenrigsministeriet, Kammerherre, Amtmand Vedel, samtlige Politimestre i Sorø Amt, Formændene for Nabokommunernes Sogneraad samt en Del Mænd herfra Byen til i Gaar at tage de nye Lokaler i Øiesyn. Ministrene kunde paa Grund af Møde i Rigsdagen ikke komme til Stede, og Amtmand Vedel var ved Sygdom forhindret i at møde.

De øvrige Indbudte samledes i Gaar Formiddags Kl. 11 ½, paa HoteI "Store Belt", hvor Frokost blev serveret. Fattigudvalget Formand, Raadmand Smith udtalte her først en Beklagelse over., at flere af de Indbudne desværre vare forhindrede i at møde, og bød derefter de Mødte paa Byraadets Vegne velkommen, idet han udtalt Haabet om, at Giæsterne maatte tilbringe en behagelig Dag i Korsør.

Efter Frokosten begav Selskabet sig ud til Sygehuset og Arbeidsanstalten og i et Par Timers Tid besaa det med megen Interesse de nyopførte Bygninger. Professor Goos udtalte sig særdeles rosende om Arbeidsanstaltens hele Indretning der i alle Henseender fuldtud svarede til de Fordringer, som nu stilles til en saadan Bygning. Fysikus Knudsen udtalte sin fulde Anerkjendelse af det nye Sygehus og de hygieiniske Forhold paa Arbeidsanstalten. Iøvrigt faldt der fra samtlige Indbudne anerkiendende Udtalelser om de nye Bygninger, det smukt og solidt udførte Arbeide, der er til Ære for Korsør Bys Haandværkere; alt Arbeide paa og i Bygningerne er nemlig udført af Haandværkere her, Byen

Efterat have taget det nye Bygningskomplex i Øiesyn samledes de udenbys Giæster, samtlige Haandværksmestre, der have udført Arbeide til de nye Bygninger, og Flere med Byraadet til en Middag paa "Hotel Korsør". Kl. henved 5 gik man til Bords, hvor Byraadsmedlem, Raadmand Smith bad velkommen paa Byraadets vegne

Borgmester Sylow udbragte derefter i faa, men varme Ord en Skaal for Hs. Maj. Kongen.

Byraadsmedlem, Godseier A. Bech bragte Professor Goos en Tak fra Korsør Kommune for den Imødekommen og Elskværdighed, Professoren havde vist kommunen, og de gode Raad, han havde givet med Hensyn til Arbeidsanstalten og som nu have baaret Frugt.

Professor Goos takkede og yttrede, at han i sin Tid var traadt i Forbindelse med Korsør Kommune efter Initiativ fra Borgmester Sylow for at faa prøvet de forskjellige Angreb paa Anstalten. Med Glæde havde han i sin Erklæring til Ministeriet kunnet udtale, at enhver Anke maatte tilbagevises. Efter at Bygningerne  vare brændte og der skulle Opføres en ny Anstalt, spurgte man ham til Raads og han var i Stand til at give kommunen adskillige Vink om, hvorledes en saadan Bygning skulde være. Nu staar Bygningerne der, og vi kunne kun ønske Kommunen til Lykke med dem da Bygningerne rumme, hvad der kan kræves og kræves. Det er en Ære for Kommunen, at den har tilveiebragt saa gode Bygninger, men da det ikke er tiIstrækkeligt med Bygningerne alene, viIde han udtale det Ønske, at den Aand, der tidligere har raadet paa Anstalten, ogsaa maa raade der nu, at den maa ledes med Humanitet, men ogsaa hvor det giøres nødvendigt, med Tugt og Bestemthed. Taleren sluttede med en Lykønskning til Byraadet og de ledende Mand i Udvalget som Arbeidsanstaltens OpføreIse skyldtes.

Byraadsmedlem Prokurator Strøbech Udtalte, at det vor en sjelden Ære, der vistes Korsør, ved at alle Amtets Retsbetjente paa en Gang giæstede Byen. Der er sikkert, at intetsteds er Retssikkerheden større, end i Sorø Amt. Et Leve for Amtets Politimestre.

Justitsraad Birkedommer Bech, Antvorskov, vilde som den ældste Politimester takke for det udbragte Leve. Taleren udtalte Haabet om at Tvangsarbeidsanstalten maatte faa en forbedrende Indflydelse paa dem, den kom i Berøring med den.

Byraadsmedlem, Konsul Rasmusen tvivlede ikke om, at Korsør Arbeidsanstalt var kiendt over hele Landet, men dog mest kiendt af vore tre Nabokommuner. Vi glæde os over at se disses Formænd iblandt os og i Korsør Bys Navn takke vi dem, fordi de ere komne, thi vi se deri en Anerkiendelse af vor Arbeidsanstalts Virksomhed for at frede om Lov og Orden. Med det ønske, at det gode Forhold der altid har bestaaet mellem Korsør og dets Nabokommuner, maa vedvare, udbragte Taleren et Leve for Sogneraadsformændene i Taarnborg, Vemmelev, Hemmeshøi og Boeslunde Sogne, d'Hrr. Gaardeierne Jens Pedersen, Tjæreby, Peder Nielsen, Foerlev, og Jens Andersen, Neble.

Byraadsmedlem, Murmester Hertz vilde som Entreprenør for Arbeidsanstalten udtale en tak til Arkitekten, Professor Petersen. Det var ingen ringe Opgave der har været stillet ham, men han havde heldig løst den. Med Ønsket, om at det Minde. som Professoren her har sat sig, maa blive vor hele Kommune til Gavn, ham til Glæde, og tiI det almene Vels Bedste, tømte Taleren en Skaal for Professor Petersen.

Fattigudvalgets Formand, Raadmand Smith takkede for den for de ledende Mænd udbragte Skaal. Han maatte indrømme, at da Anstaltens første Bygning lagdes i Grus, begyndte man at tabe Modet idet man saa hvilke Opofrelser og Bryderier den foraarsagede Kommunen. Da "Socialdemokraten" derefter udtalte at det var Fortvivlelsens Selvhjælp, der havde bragt de stakkels Fattige til dette Skridt, og da denne Udtalelse desværre støttedes af et Par enkelte Venstreblade, saa varede det kun en kort Tid, inden Anstalten paany stod i Luer, formentlig støttet ved de Udtalelser, der vare fremkomne i nævnte Blade, men da lovede Taleren sig selv endnu mens Luerne rasede, at hvis Udvalget vilde støtte ham og Byraadet vilde støtte Udvalget, da skulde Anstalten reise sig paany saaledes at man ikke skulde savne Midler til at lægge Baand paa den Klasse af Samfundet, som ikke vil lægge Haand paa sig selv, og som kun fordrer Rettigheder men ikke ville have nogensomhelst Pligter. Byraadet saa hvad man skyldte ikke alene Kommunen, men hele Samfundet. og nu staar Anstalten rede til at modtage Lemmer, baade fra Sorø Amt og fra hele Landet, saavidt Plads haves, men ikke for at modtage de stakkels Fattige, thi dem bygger Korsør ikke Arbeidsanstalt for. Nu har man Midlet, nu gælder det om Maaden; the derpaa beroer det, hvad Nytte Anstalten skal stifte i Fremtiden. Vi har en Mand, der i en Række af Aar har bestyret denne, og som har været udsat for haarde, ubeføiede Angreb, hvilke tilstrækkelig ere tilbageviste af alla Autoriteter, og at han kun har gjort sin Pligt, fik han Bevis for, idet Kongen ved sit Regieringsjubilæum hædrede ham. Han staar nu rede til atter at optage sin ansvarsfulde Gierning, og Taleren vilde ønske, at Inspektøren maatte finde Kraft til at fortsætte denne med fornuftig Villie og rolig Alvor, og med det Ønske, at streng Humanitet frem for alt maatte være Grundlaget for Anstaltens Bestyrelse, vilde han udbringe et Leve for Kammerraad Schmidt.

Amtsraadsmedlem, Sogneraadsformand Jens Andersen, Neble, vilde til sin Tak for Skaalen fra Sogneraadsformændene knytte et Par Ord. Fra Barn af havde han kjendt Korsør, og han havde altid faaet det Indtryk af Byen, at der var to Ting der karakteriserede den: det Raske og det jevnt Borgerlige. Disse Egenskaber vare ogsaa udbredte til Byraadet, for hvilket Taleren udbragte et Leve.

Fysikus Knudsen gjorde i faa Ord opmærksom paa, hvad Korsør ved Udholdenhed og Samdrægtighed havde udrettet paa det sanitære Omraade siden Koleraepidemien i 1857, og udbragte et Leve for, at Udholdenhed og Samdrægtighed bestandig maatte herske i Korsør.

Kammerraad Schmidt udtalte en Tak til Byraadet for det Tillidsforhold der altid havde bestaaet mellem Byraadet og ham. Han viIde ønske, at den nye Bygning, der nu er reist, maa blive til Gavn for Kommunen og for Samfundet i det Hele.

Byraadsmedlem, Kjøbmand N. Chr. Hansen udbragte en Skaal for den Tilsynshavende ved Bygningernes Opførelse, Arkitekt Chr. Sylow. 

Distriktslæge Høegh Guldberg talte for Fysikus Knudsen.

Borgmester Sylow bragte paa Kommunens Vegne en Tak til Kiøbmand Smith for det Arbeide, han havde udført i Kommunens Tieneste, og udtalte Haabet om at han ikke vilde blive træt men endnu i mange Aar vilde tjene Kommunen med sit virksomme Arbeide. 

Arkitekt Sylow udbragte en Skaal for Entreprenørerne Murmester Hertz og Tømmermester Bruus.

Af de mange Skaaler, der endnu udbragtes, inden Bordet hævedes, skulde vi endnu nævne: Pastor Wad for Korsør, Herredsfoged Møller, Fuglebjerg, for den danske Borgerstand, Kammerraad Schmidt for Haandværksmestrene, Justitsraad Bech for Borgmester Sylow o. m. fl. 

Efter at Bordet var hævet drak Selskabet Kaffe og forblev endnu nogle Timer sammen.

(Korsør Avis 24. oktober 1890).

Bygningen på Møllebjergvej 10 er fra 1890. Jeg går ud fra at den har tilhørt anstalten som lå til venstre for og som der ingen som helst levninger er af i dag. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893.