Viser opslag sorteret efter dato for forespørgsel "allgemeine zeitung". Sortér efter relevans Vis alle opslag
Viser opslag sorteret efter dato for forespørgsel "allgemeine zeitung". Sortér efter relevans Vis alle opslag

10 marts 2024

Barrison forbudt i Apolloteatret. (Efterskrift til Politivennen)

Das gestrige erste Auftreten der Lona Barrison im Apollotheater ist nicht nur ohne Störung erfolgt, wozu noch in den letzten Tagen an der Strasse vertheilte Zettel animirt hatten, sondern sogar under lebhaftem Beifall des überaus zahlreichen Publicums. Die Barrison underschied sich nicht allzuviel anderen Chansonetten Sängerinnnen. Allerdings sang sie zu Fuss und zu Pferde.

(Allegemeine Zeitung, 4. oktober 1897)

In der heutigen Sitzung des Polizeisenats bildete Lona Barrison den interessantesten Gegenstand. Es wurde mitgetheilt, dass am Samstag Abend nach Schluss der ersten öffentlichen Vorstellung eine Privatprobevorstellung vor Mitgliedern der beiden städtlischen Collegien stattgefundet hate, welche darüber entscheiden sollten, ob eine vorher verbotene Entkleidungsscene und ein "Reiterlied" zum öffentlichen Vortrag zuzulassen seien. Nach dem Gutachten der Herren wurde mitgetheilt, dass auch in anderen deutschen Städten wegen der zulassung dieser beiden nummern angefragt worden sei. Darauf hat di Münchener Polizeidirection erwidert, sie würde sie verbieten, falls die Barrison nach München käme, und aus anderen Städten sind analoge Antworten eingegangen.

(Allgemeine Zeitung, 7. oktober 1897).

02 februar 2024

Sofie Barrison: Grevinde Bernstorff. (Efterskrift til Politivennen)

Livets omskiftelser.

Fra hovedstaden skrives til os onsdag:

I går formiddag fik København besøg af en ung same, hvis livs roman i den senere tid har stået at læse i en mængde inden- og udenlandske blade. Grevinde Sofie Bernstorff indtraf nemlig hertil med morgentoget fra det sydlige udland og tog ind på Hotel d'Angleterre.

Den unge grevindes livsroman er interessant nok. Hun er kun sytten år gammel, lille og spinkel, men meget smuk. Hendes kønne lille hoved med de regelmæssige ansigtstræk er ombølget af det prægtigste gyldne hår, og de store, lyseblå øjne har et mildt og venligt præg. Kun 15 år gammel optrådte hun med sine tre søstre ved et amerikansk teaterselskab. Moderen, der er dansk af fødsel, men var gift med en englænder, ejede ikke midler til at give sin datter en anden opdragelse.

Imidlertid fik en dansk-amerikansk impressario, Fleron, øjnene op for de unge pigers sjældne skønhed, han indstuderede flere af døgnets populæreste melodier med dem, lærte dem at danse dertil og drog endelig på turné med de små krokoner, først i Amerika og senere i Europa.

Således gik det til, at man for halvanden måned siden kunne se de små "sisters Barrison" gøre furore i "Wintergartens" varieté i Berlin.

Den ene af de små Barrisons skulle dog få sin blomsterstrøede levevej som varieteuse afbrudt i den militærstramme Spreestad. En løjtnant i lansenererne, grev Bernstorff, der for øvrigt har levet 28 år længere i denne verden end hans nuværende frue, så den lille Sofie Barrison og blev forelsket i hende. Trods hans families modstand besluttede de at indgå ægteskab, og en skønne dag flygtede de elskende til London, hvor de blev borgerlig viede; derefter tog parret til Berlin og holdt kirkebryllup i Potsdam.

Nu er den lille grevinde indtruffet hertil på besøg hos sin herboende familie, og om nogle få dage rejser hun med sin moder til Rom, hvor hun skal træffe sammen med sin mand, grev Bernstorff.

Der er noget i, hvad en bekendt skuespiller sagde til mig, da jeg kom ud fra hotellet og fortalte ham om den små grevinde: Den lille gud Amor, det er dog en herlig indretning"

(Fyens Stiftstidende, 14. februar 1895).


En fynsk grevinde.

Sidste vinter optrådte fem små fynske piger under artistnavnet Barrison på en af Berlins største varieteer. Den ene af dem bar navnet Sofie, og i den grad bedårende hun en af den berlinske garnisons officerer at denne, den 40-årige grev Bernstorff, efter en ret romantisk bortførelse lod sig vie til hende på tyskernes nyerhvervede besiddelse, øen Helgoland.

Disse fem søstre hvis danske navn er Barejsen, kom purunge til Amerika for der at bryde sig en bane. En af en fik ansættelse som koristinde ved de mindre teatre i New York, og snart avancerede de og fik tag i publikums gunst. Så meldte en skønne dag den tidligere medarbejder ved "Herolden" Fleron sig som impresario og tilbød de fem søskende engagement for en længere turne. Han lærte dem forskellige danse- og sangnumre, og sammen med en ung amerikanerinde gik han derpå på langfart med "The Six Barrisons". De gjorde lykke overalt hvor de kom frem, og Fleron skovlede tusinder ind.

Fra Amerika drog turneen til kontinentet, og i Berlin, hvor "The Six Barrisons" blev hele seks måneder, opnåede de en succes som aldrig nogen før i denne stad. Der blev således solgt over 3 millioner fotografier af de små, populære sangdanserinder.

Men så fandt Sofie en skønne dag en fin greve, og uagtet Fleron truede og tiggede, var og blev hun borte. Men sin vordende gemal var hun flygtet til Helgoland hvor parret efter vielsen tilbragte hvedebrødsdagene. Senere tog greven til Rom og den unge grevinde til Danmark for at besøge sin slægtninge.

Så sidder en dansk korrespondent imidlertid forleden i en af verdens smukkeste varieteer - Neues Teater (det gamle Volksteater) - i Hamburg og blandt de optrædende er også de små Barrisons, og Sofie er med. En ven fortæller ham at det unge par straks efter bryllupsdagene blev skilt. Grevens forældre fik ham til at foreslå den unge kone skilsmisse og en erstatning på 40.000 blanke mark. Grevinden tog mod begge dele og så rejste hun til Danmark og han til Rom.

Nu er hun atter en af "The Six Barrisons", men hun er tillige den eneste af dem der kan pryde sit visitkort med en grevekrone, og hun gør det - den lille pige fra Fyns land.

(Social-Demokraten, 14. juli 1895).

Verschiedenes.

Berlin, 31. Jan. Zu der Frage, ob Sophie Barrison "Gräfin" ist, ermächtigen die nächsten Angehöringen des Grafen Wilhelm v. Bernstorff das "B. T." behufs Richtigstellung des im Gräftlichen Taschenbuch des Gothaer Almanachs 1897 gebrachten Vermerks, betreffend die Vermählung des Grafen Wilhelm "in zweiter Ehe am 26. Jan. 1895 zu London mit Sophie .... geb. .....", Nachstehendes zu veröffentlichen: "Die im Anschluss an jenen Vermerk gebrachten Erörterungen sind ebenso falsch, wie die Notiz im Almanach selbst, für welche die gothaische Verlags-anstalt übrigens der Familie Remedur geboten und sich wegen Aufnahme der ungenauen Nachricht entschuldigt hat. Ehe es zu einer Eheschliessung in London, beziehungsweise der Einlösung des vom Grafen Wilhelm an Sophie Barrison gegebenen Versprechens hat kommen können, hat der jüngere Bruder, Graf Albrecht Percy Bernstorff, der Landrath des Kreises Kyritz, intervenirt und durch geeignete Mittel Sophie Barrison zur Versichtleistung auf alle Eheanspruche bewogen. Eine Eheschliessung hat somit zwischen dem jetzt in China weilenden Grafen Wilhelm und der jüngsten der augenblicklich wieder in Berlin gastirenden Schwestern Barrison nicht stattgefunden, vielmehr ist dem sonst so wohlunterrichteten Gothaer Almanach ein Irrthum untergeschlüpft."

(Allgemeine Zeitung, 3. februar 1897).

31 august 2023

Nordslesvig 1884. (Efterskrift til Politivennen)

I 1884, 20 år efter krigen 1864, stod det danske flertal i Nordslesvig i samme situation som det tyske flertal i Sydslesvig og Holsten stod i før og  mellem de to slesvigske. En ting var imidlertid forandret: Pressens beretninger. Mens den danske medieverden over en kam forsvarede var der skete før 1864, var dette ikke tilfældet for de tyske aviser efter 1864: nedenstående artikel vidner om en mere uafhængig presse. Ligeledes synes myndighedernes begrænsninger af valgene at være mindre end ved de tilsvarende danske i mellemkrigsperioden.


Nordslesvig.

J. E. Ligesom en række europæiske stater er også det tyske rige i stand til at have en række stammer af forskellig nationalitet inden for sine grænser. Men mens de forskellige nationaliteter i nogle lande er på de bedste vilkår, er det desværre ikke tilfældet alle steder. En del af de tyske statsborgere, som polakkerne i Vestpreussen og Posen, franskmændene i Lorraine, danskerne i Nordslesvig og endda tyskerne i Alsace-Lorraine, står i det mest fjendtlige forhold til riget og tyskheden. Af disse anti-tyske stammer er Nordslesvigs danskere mindst i antal, men de står ikke tilbage for de andre, når det kommer til had til Tyskland.

Med hensyn til sprog og sindelag er det overvældende flertal af indbyggerne i Nordslesvig danskere. Deres sprog er længe blevet udgivet som en tysk dialekt korrumperet af danske påvirkninger; de blev kaldt "Rabendänisch". Intet er mere forkert end en sådan opfattelse. Den den nordjyske bonde forstår ligeså godt, som mecklenburgeren forstår holsteneren. Den jyske dialekt, som er meget forskellig fra sjællandsk og det skrevne eller "københavnske" dansk, der udsprang af den, hersker fra halvøens nordspids til sydvest for Flensborg. I århundreder var sproget jysk op til Slien og så langt sydpå som Husum - bortset fra den frisiske vestkyst i Slesvig. Først i vort århundrede erobrede plattysk Angeln og byen Flensborg, mens en dansk kile stod tilbage midt i landet mellem Angeln og det frisiske område. Denne trekant med dansk sprog er nu, som en artikel i "Ham. Korr." Som jeg forklarede nærmere, bliver det i syd og øst konstant angrebet og indskrænket af plattysk, således at sproget der i en ikke alt for fjern fremtid vil være tysk, og den sproglige grænse vil være en lige linje fra Flensborg til Tønder. Det danske parti har erkendt den fare som plattysk udgør og stiftede for nogle år siden en "Forening til Bevarelse af det danske Sprog i Nordslesvig", der skønt med meget begrænsede ressourcer, skal have en lignende virkning som den tyske skoleforening og Alliance Francaise. Danskerne skal også kæmpe mod skolerne, da regeringen gør alt hvad den kan, for at udbrede det tyske sprog og den tyske etos blandt de unge. Danskerne protesterede voldsomt, da antallet af tysktimer blev øget markant på alle skoler. Til en vis grad anerkendte de dog nytten af ​​at kunne tysk, hvilket viste sig ved at mange bønder sendte deres halvvoksne sønner til Holsten og Sydslesvig for at lære tysk. I nyere tid er fremmødet på videregående uddannelsesinstitutioner, gymnasier og gymnasier, af børn af dansksindede forældre også steget markant, selvom man heraf ikke kan konkludere at der er sket en holdningsændring. Generelt er beboerne i Nordslesvig stadig meget negative og holder fast i deres danske sprog og deres had til alt tysk, og de forstår at forpurre regeringens bestræbelser på at fortyske gennem skolen. Ordsproget: "Den der har skole, har fremtiden" kan næppe anses for gyldigt her. Tyske sange og tysk-patriotiske læsebøger, bl.a. har til formål at indgyde andre holdninger i den opvoksende generation. Men hjemme hører børnene ikke et ord tysk, kun taler der ånder had og foragt mod tyskerne. Så regeringens bestræbelser på at lære de unge tyske sympatier og det tyske sprog er fortsat mislykkede, især da tysk er og forbliver et fremmedsprog for nogle af de ældre lærere, hvis modersmål naturligvis er dansk. Nord for Flensborg er sproget helt dansk, undtagen helt nord i den lille Herrnhuter-koloni Christiansfeld, som har afværget daniseringen i hundrede år takket være sin stadige forbindelse med Tyskland. Selv i nordlige byer, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Tønder hører man lidt tysk, selvom det tyske parti på disse steder har overvægten ved alle valg, fordi de tysksindede borgere også taler dansk, og mange af de tysksindede kan tale dansk og taler næsten ikke tysk. Da en tysk deputation fra Nordslesvig i begyndelsen af ​​1879 rejste til Berlin for at takke kejseren for ophævelsen af ​​paragraf 5 i Pragfreden, gjorde "Posten" grin med, at en af ​​de fem-seks deputerede ikke talte flydende tysk.

Det danske sprogs territorium falder nogenlunde sammen med det danske parti, men den kile der er trængt ind mellem plattysk og frisisk i syd, skal tages i betragtning - en omstændighed, der naturligvis er gunstig for det tyske sprogs erobrende ekspansion. Danskernes leder siden 1864 var ubestridt H. A. Krüger, en landmand fra Nordslesvig der havde haft stor indflydelse siden 1840'erne, og hvis autoritet var sådan at der i partiet ikke dukkede andre mens han levede. Medlem af landsrepræsentationen siden før 1848 blev han fra 1867 uafbrudt valgt som medlem af landstinget for den første slesvigske valgkreds, men kunne ikke indtage sin plads i huset, fordi han ikke ønskede at aflægge ed, og påberåbte sig artikel 5 i Pragfreden der som bekendt bestemte, at Slesvigs nordlige distrikter skulle afstås til Danmark, hvis deres indbyggere havde stemt for det ved en fri afstemning - en paragraf der udsprang af Napoleons hoved, som derved tvang Preussen og Østrig til at have en slags anerkendelse af nationalitetsprincippet. Krüger hævdede nu at denne bestemmelse gav Nordslesvig en særlig status, at den ikke juridisk var en del af den preussiske stat medmindre en sådan folkeafstemning havde besluttet det, og at den preussiske grundlov derfor ikke var gyldig for Nordslesvig. Også danske repræsentanter fra den anden kreds nægtede altid at aflægge ed, sandsynligvis delvist påvirket af Krüger, således at disse to kredse fra 1867 til sidstnævntes død i 1881 var uden repræsentation i delstatens parlament. Krüger havde også siden 1867 været repræsentant for den første valgmenighed på Rigsdagen, dog uden at tage nævneværdig del i husets arbejde; han plejede kun at holde en protesttale nu og da. Danskerne besatte kun den anden valgkreds i den konstituerende nordtyske rigsdag. Ved at ændre valgkredsene - Haderslev og Sønderborg, Flensborg og Aabenraa blev slået sammen, mens Flensborg og Sønderborg først blev slået sammen til den anden valgkreds - mistede de den anden valgkreds. Partiet fik et stærkt slag gennem ophævelsen af ​​artikel 5 i 1878. Det viste sig at partiet havde begået en stor fejltagelse ved kun at påberåbe sig sine rettigheder og krav fra denne traktat indgået mellem to staters herskere, i stedet for fra den at påberåbe sig en naturlig selvbestemmelsesret. Krüger erklærede, at hans holdning og hans synspunkter forblev uændrede, at selvbestemmelse var en umistelig ret for folk, der ikke kunne ophæves ved nogen traktat; Artikel 5 var dog blevet fremhævet for ofte og for stærkt til at dens ophævelse havde gjort et væsentligt indtryk på befolkningen i Nordslesvig og have rokket ved håbet om forening med Danmark, selv om holdningen ikke blev ændret som følge heraf. Da Krüger døde i sommeren 1881, opstod der en dyb konflikt blandt nordslesvigsdanskerne, som tidligere kun havde vist sig i få udtalelser, såsom ved valgene til landstinget og distriktsrådene. Ultraer og moderate begyndte at kæmpe for lederskab. Moderaterne ønskede at repræsentanterne skulle aflægge ed for at kunne tage plads i delstatsparlamentet og repræsentere partiets interesser dér, mens ultraerne holdt fast i Krügers synspunkter. I det første distrikt (Haderslev), ved halvvejsvalget til delstatsparlamentet i begyndelsen af ​​oktober 1881, vandt ultraernes Hörlyk den vestlige del af distriktet, over den østlige del, hvor nogle af moderaterne skiftede til ultraer da en tyske valgmand stemte på kandidaten i begyndelsen af ​​anden valgrunde, moderate danskere var enige. De vil hellere vælge deres modstander end at få deres kandidat valgt med tyskernes hjælp. Anderledes forholdt det sig ved rigsdagsvalget for anden kreds i 1881. Siden 1867 havde Flensborg-Aabenraa valgkreds stemt i tysk favør. I 1881 udviklede danskerne en meget livlig agitation, så det lykkedes at få deres kandidat, redaktøren Johannsen der var meget populær i Flensborg, til et omvalg hos den nationalliberale landsdommer Francke i Berlin og fik medhold i omvalgsafstemningen. Stor var glæden hos det danske parti såvel som hele den københavnske presse, som forsøgte at udnytte dette og sagde at det tyske folk i Slesvig var begyndt at indse, hvor meget bedre det ville have været under dansk styre, og de nu gradvist var ved at vende tilbage til det danske flag. I Flensborg var det dog velkendt at det danske parti ikke var blevet styrket på denne måde, men at det kun havde opnået sejr med tysk hjælp, hvor en del af de konservative og socialdemokraterne stemte på danskeren ved omvalgsvalget, blændet af partilidenskab. Men hvis de konservative der stemte på Johannsen, mente at de stemte på en mand der stod deres synspunkter nærmere end Francke, så indså de hurtigt at de var blevet bedraget; fordi Johannsen blev praktikant hos Secessionisterne, og det samme gjorde Lassen der blev valgt til Rigsdagen af ​​den første valgkreds efter en bitter kamp mellem ultraer og moderate. Ultraer havde opstillet tobaksproducenten Junggreen i Aabenraa. Lassen, en bonde på Als, havde sin hjemegn Sønderborg helt på sin side, mens der i Haderslev-distriktet foregik særdeles voldsom agitation for og imod ham. Slutresultatet blev at Lassen blev valgt i omløbet mod Junggreen. Den nordslesvigske bonde der i århundreder har siddet på sin gård som selvejer, viser ligesom beboerne i de tyske marskegne en stærk klassebevidsthed og ser ofte ned på beboerne i de små landbyer. En "cigartriller", som det blev sagt, var derfor ikke rigtigt for ham som folketingsmedlem. Ultraerne havde begået en fejl ved at udpege en byboer, der i øvrigt ikke var hjemmehørende i kredsen. Alt arbejdede sammen for at svække indflydelsen fra Ultraerne som havde domineret Haderslev-distriktet ved delstatsvalget få uger tidligere.

Ved delstatsvalget 1882 blev Lassen og Hörlyk genvalgt, uden at striden om eden blev løst; Den ene aflagde ed, den anden nægtede. Ud over edsspørgsmålet adskiller de to retninger sig også i deres adfærd over for tyskerne og regeringen. Ultraerne er langt hårdere og mere fanatiske, de bestræber sig endda på at afbryde forretningsforholdet til tyskere og anser også et personligt venskabeligt forhold til individuelle tyskere for at være af det onde.

I øjeblikket har ultraerne fået ekstra magt. Årsagen ligger i en høj ophidselse der har overtaget befolkningen. Danskerne lavede flere store politiske demonstrationer i sommer; først arrangerede de en tur til det vestlige Jylland, hvor omkring 2.000 mennesker deltog ifølge myndighederne, det var en fornøjelsesrejse, men i virkeligheden var det ikke andet end en politisk demonstration; Så rejste et par hundrede unge piger en lignende tur til København, selvfølgelig som "undertrykte sønderjyske kvinder". Regeringen der i mange år havde behandlet danskerne ekstraordinært mildt, begyndte nu at gribe energisk ind. Danske statsborgere (optanter), der selv eller deres familiemedlemmer deltog i disse demonstrationer, blev udvist i stort antal; andre der arbejdede på protestaviserne, blev bedt om at opgive deres aktiviteter eller forlade landet. Der blev fremsat beskyldninger og domme for at synge forbudte sange, bære danske farver osv. Lærere og samfundsledere der havde gået på kompromis, blev afsat; en svensk konsul som var hovedagitatoren, mistede sin stilling på grund af udenrigsministeriets indgriben. Mens demonstrationsrejserne allerede havde vakt et vist niveau af begejstring blandt befolkningen, blev dette stærkt øget af regeringens hårde foranstaltninger, især udvisningerne. Antallet af optanter er så stort at de fleste danske familier har en del slægtninge og venner iblandt sig; alle disse står nu over for faren for udvisning hvis de ikke har og ikke vil forholde sig politisk helt rolige. Men ikke mindre stor end danskernes irritabilitet er glæden for tyskerne i Nordslesvig, der ofte har måttet lide under danskernes arrogance, men nu endelig indser at regeringen ikke længere er villig til at tolerere den slags.

Den ændrede stemning afspejlede sig også tydeligt i fiaskoen ved dette års rigsdagsvalg. I den anden kreds, Flensborg-Aabenraa, lykkedes det tyskerne at tage kredsen tilbage fra danskerne gennem et enigt møde og enighed fra alle partier om en fælles kandidat. I den første kreds, Haderslev-Sønderborg, begyndte striden mellem ultraer og moderate igen blandt danskerne, mens tyskerne her viste deres gamle sammenhold og for første gang udsendte et større valgopkald med over 500 underskrifter. Befolkningens begejstring kom ultraerne til gode; Lassen mistede en stor del af sine stemmer i Haderslev-distriktet, og Sønderborg-distriktet viste sig også mere gunstigt for Junggreen end i 1881, så sidstnævnte slog Lassen med omkring 200 stemmer mere. Ved omvalgsvalget mellem de to danske kandidater - tyskerne fik kun 25 procent af de afgivne stemmer - blev Junggreen valgt, fordi det før valget mellem de to partier var aftalt at de ved et omvalg kun ville stemme på den kandidat fra første valg der havde fået flest stemmer; Begge parter havde erkendt hvor stor faren for en splittelse var, og forsøgte at forhindre at striden blev dybere.

Den ekstreme retning har altså vundet for øjeblikket; Det er dog ikke tvivlsomt, at den danske befolkning atter vender over på den anden side; Fordi ønsker om repræsentation i delstatsparlamentet af en mand, der ønsker at aflægge loyalitetsed og kan deltage i husets arbejde, vil blive højlydte igen og igen, og mængden vil endelig komme til den konklusion at en protesterende repræsentation er i det mindste mere nyttigt end en protest gennem ikke-repræsentation.

Det tyske partis oprindelse blandt den dansktalende befolkning ligger langt tilbage i tiden. Da den slesvig-holstenske bevægelse begyndte, blev dens kerne i nord dannet af embedsmænd, der havde studeret ved tyske universiteter. I det flade landskab sluttede disse sig i begyndelsen af ​​de kredse, der stod i nærmere berøring med dem, kan man sige, de store godser i det nordlige Slesvig - et udtryk, der dog ikke er retvisende, da der undtagelselsvis i Sundeved og Als næppe findes større godser. Naturligvis var embedsmændenes indflydelse størst i byerne, skolen var også tysk, og handelsforbindelser kan have været medvirkende til, at nogle af købmændene følte sig mere tiltrukket af Tyskland end af Danmark. Mange håndværkere havde også opholdt sig lang tid i Tyskland som svende og var blevet glade for sproget og skikkene der. Alt dette gjorde byerne til tyskhedens omdrejningspunkter. Det faktum at ideen om et selvstændigt Slesvig-Holsten fandt så lidt accept blandt landbefolkningen, skyldes dem der støttede denne idé. Mens sproget i Nordslesvig var dansk, var sproget i domstole og administration tysk. Slesvig-Holstenerne ønskede at fastholde dette forhold, de ville ikke forstå hinandens sproglige lighed, lige så lidt som eiderdanskerne der ville påtvinge tyskerne deres sprog. Embedsmændene mødte landbefolkningen som fremmede, mens danske agitatorer opildnede til had mod tyskerne. Så skete det at en sund partikularisme baseret på lighed mellem nationaliteter ikke kunne udvikle sig dér, og at flertallet af nordslesvigerne allerede før 1848 var fjendtlige over for den slesvig-holstenske bevægelse og dermed tyskheden. Og alligevel havde det været let at vinde norden dengang, fordi de fleste danskere dengang ikke ønskede nogen forening med Danmark, men kun national lighed i et selvstændigt Slesvig eller Slesvig-Holsten. Det var en ulykke for slesvig-holstenerne at kun halvdelen af ​​Slesvig tilhørte dem, fordi Danmark ikke ville og kunne opgive det nordlige Slesvig; Man vidste i København, at denne del af Slesvig var fjendtlig over for bevægelsen og lænede sig op mod Danmark, og der meldte sig hurtigt den overbevisning at hele Slesvig faktisk var dansk. Efter tre års kampe fik Danmark kontrol, og dermed begyndte et hævnsystem der søgte at ødelægge alt tysk i det nordlige Slesvig. Slesvig blev en dansk provins - i gammel romersk forstand - og danske embedsmænd kunne udøve et så vilkårligt styre, at selv mange danskere ikke gik med til det. Slesvigere, og især tyske slesvigere, var næsten helt udelukket fra embeder. Så kom 1864 og frigørelsen fra dansk styre. De tyske følelser i Nordslesvig var augustenburgske, og annekteringen i 1866 ændrede i første omgang kun lidt i følelserne. Danskerne løftede dog nu mere frimodigt hovedet da den femte artikel i Pragfreden gav dem bedre forhåbninger, mens det tyske parti i stadig kamp med danskerne efterhånden vænnede sig til at betragte den preussiske regering som sin allierede. Kun i de områder med blandet befolkning hvor danskerne havde en vis overvægt, opstod politiske partiforskelle; Hvor danskerne var de mere magtfulde, skubbede det nationale modsætningsforhold alle andre hensyn i baggrunden hos tyskerne. Det tyske parti har efterhånden vundet overvægt i alle byer. Antallet af danske stemmer ved valg er konsekvent faldet i byer og på landet, mens antallet af tyske stemmer langsomt men støt er steget. I 1867 blev der afgivet 15.744 danske stemmer i 1. valgkreds, i 1884 kun 8.375, i 1871 i Slesvig 21.143, men i 1884 kun 12.447. Antallet af tyske stemmer i valgkredsen Haderslev-Sønderborg steg fra 1.676 i 1871 til 2.765 ved sidste valg, fra 11 procent af de afgivne stemmer til 25 procent. Det skal bemærkes, at i det dansksprogede område er antallet af stemmeberettigede konstant faldende. Dette fald falder udelukkende på det danske parti. Udvandringen fra Nordslesvig er markant og skyldes især frygten for tre års værnepligt. De unge ved, at i nabolandet er ancienniteten kun 10-16 måneder, hvorimod den her er tre år. Resultatet er, at langt de fleste af de værnepligtige emigrerer til Danmark eller Amerika. Før 1870 og en del år senere rejste de, der var militærpligtige, sædvanligvis til Danmark, aftjente deres tid der eller blev indkaldt og vendte derefter hjem som danske statsborgere. Derfor er antallet af optanter så stort i disse områder.

En sådan fremgansmåde tolereres dog ikke længere af regeringen: Enhver, der forlader landet, skal nu blive uden for landet. Det danske parti mangler derfor en afløser til at udfylde de huller, som død og emigration har efterladt i dets rækker. Årsagen til stigningen i tyske stemmer er for det første at langt færre unge forlader tyskerne, så der rent faktisk sker en naturlig stigning, og også at indvandringen som ikke er stor, kommer helt sydfra. Det sker ikke tit at mænd fra den danske lejr tager til den tyske lejr, men det mest almindelige er at unge fra danske familier der har aftjent deres tid i militæret, viser tyske sympatier, og så tilpasser deres fædre sig også til situationen forenes. Fordi den tre-årige tjenestetid er en væsentlig drivkraft for danskerne. Når først dette er overvundet, er forsoning lettere mulig.

Hvordan forholdene vil udvikle sig dér i nord i fremtiden er svært at sige, og et forsøg på at besvare et sådant spørgsmål er kun muligt under forudsætning af, at Nordslesvig forbliver en del af Tyskland. Danskerne håber dog altid på en adskillelse fra Tyskland gennem en fransk-russisk krig og forsøger ofte i samarbejde med den københavnske presse at henlede Europas opmærksomhed på sig selv, og de er ikke engang bange for at gøre det, når der er mulighed for det. opstår (som i sensommeren 1883 København) for at henvende sig direkte til højtstående personer. Fortsætter den nuværende politiske situation, er det sikkert at plattysk sprog og dermed tyske stemninger med tiden vil erobre hele det nordlige Slesvig; Der vil dog gå for lang tid til, at denne omstændighed kan tages i betragtning. Først og fremmest bliver byerne mere og mere tyske, ikke blot i form af nationale sympatier, men også i sprog; Dog vil ikke plattysk, men højtysk, som det undervises i skolerne og som intelligentsias og embedsmænds sprog, være byernes fremtidige sprog. Der vil gå generationer, før landbefolkningen bliver tysksindet, selvom den vej som regeringen har valgt (germanisering gennem skoler, undertrykkelse af agitation, forebyggelse af yderligere spredning af optanter) er den eneste rigtige. Så længe skolen ikke gør befolkningen tosproget, og så længe frygten for preussisk militærtjeneste ikke overvindes, vil landbefolkningen forblive i opposition.



Nordschleswig.

J. E. Wie eine ganze Reihe europäischer Staaten ist auch das Deutsche Reich in der Lage, innehalb seiner Gränzen eine Anzahl von Volksstämmen anderer Nationalität zu haben; während aber in einigen Staaten die verschiedenen Nationalitäten im besten Einvernehmen sich befindet, ist leider bei uns diess nicht überall der Fall. Ein Theil der deutschen Staatsangehörigen, wie die Polen in WSestpreussen und Posen, die Franzosen in Lothringen, die Dänen Nordschleswigs und sogar die deutschen Elsass-Lothringen, stehen zu dem Reich und dem Deutschthum im feindlichsten Verhältness. Von diesen deutschfeindlichen Stämmen sind die Dänen Nordschleswigs an Zahl der kleinste, an Hass gegen Deutschland geben sie aber den anderen durchaus nichts nach. 

Die Bewohner Nordschleswigs sind nach Sprache und Gesinnung in weir überwiegender Mehrzahl Dänen. Ihre Sprache ist lange Zeit für eine durch dänische Einflüsse verdorbene deutsche Mundart ausgegeben worden; man nannte sie "Rabendänisch". Nichts ist falscher als eine solche Ansicht, der Bauer des nördlichen Jütlands versteht den Bewohner Sundewitts eben so gut wie der Mecklenburger den Holsteiner. Der jütische Dialekt, der alledings vom seeländischen und dem daraus hervorgegangenen Schrift- oder "Kopenhagener" Dänisch sich sehr unterscheidet, herrscht von der Nordspitze der Halbinsel bis südwestlich von Flensburg. Durch Jahrhunderte war auch bis zue Schlei und bis Husum in Süden - von der friesischen Westküste in Schleswig abgesehen - die Sprache jütisch. In unserem Jahrhundert erst hat das Plattdeutsche Angeln und die Stadt Flensburg erobert, während in der Mitte des Landes zwischen Angeln und dem Friesischen Gebiete ein dänischer Keil sich erhielt. Dieses Dreieck dänischer Sprache wird jetzt, wie vor winigen Jahren ein Artikel in "Ham. KOrr." des Näheren ausführte, im Süden und Osten von dem Plattdeutschen fortwährend angegriffen und eingeengt, so dass in nicht gar zu ferner Zeit die Sprache dort deutsch und die Sprachgränze eine gerade Linie von Flensburg nach Tondern sein wird. Die dänische Partei hat die Gefahr, die vom Niederdeutschen droht, wohl erkannt und vor einigen Jahren einen "Verein zur Erhaltung der dänischen Sprache in Nordschleswig" gegründet, der bei allerdings sehr beschränkten Mitteln ähnlich wirken soll wie der deutsche Schulverein und die Alliance francaise. Auch die Schule haben die Dänen zu bekämpfen, indem hier die regierung alles thut, um deutsche Sprache und deutsche Gesinnung unter der Jugend zu verbreiten. Die Dänen protestirten gewaltig, als in allen Schulen die Zahl der deutschen Unterrichtsstunden beträchtlich erhöht wurde. Zum Theil erkannten sie aber doch ganz wohl die Nützlichkeit der Kenntniss des Deutschen, was sich darin zeigte, dass viele Bauern ihre halberwachsenen Söhne nach Holstein und Südschleswig schickten, um Deutsch zu lernen. In neuerer Zeit ist auch der Besuch der höheren Lehranstalten, Gymnasien wie Realschulen, durch die Kinder dänischgesinnter Eltern ein erheblich steigender geworden, ohne dass man indess daraus auf eine Aenderung in den Gesinnungen schliessen darf. Im allgemeinen nehmen die Bewohner Nordschleswigs noch einen ganz ablehnenden Standpunkt ein und halten fest an ihrer dänischen Sprache und ihrem Hass gegen alles Deutsche, und sie wissen die Bemühungen der Regierung, durch die Schule zu germanisiren, wohl zu vereiteln. Das Wort: "Wer die Schule hat, hat die Zukunft," darf hier einsteilen kaum Geltung beanspruchen. Deutsche Lieder und deutsch-patriotische Lesebücher u. a. sollen der heranwachsenden Generatin andere Gesinnungen einflössen. Im Hause aber hören die Kinder kein deutsches Wort, sonder nur Reden, die Hass und Veerachtung gegen die Deutschen athmen. So bleibt das Bestreben der Regierung, der Jugend deutsche Sypathien und deutsche Sprache beizubringen, erfolglos, um so mehr, als einem Theil der älteren Lehrer, deren Muttersprache natürlich dänisch ist, das Deutsche eine fremde Sprache ist und bleibt. Nördlich von Flensburg ist die Sprache durchweg dänisch, ausser ganz im Norden in der kleinen Herrnhuter-Colonie Christiansfeld, die durch ihre stete Verbindung mit Deutschland seit hundert Jahren die Danisirung abgewehrt hat. Auch in den Städten des Nordens, Sonderburg, Apenrade, Hadersleben, Tondern hört man wenig Deutsch, wenn auch in diesen Orten bei allen Wahlen die deutsche Partei das Ueberwicht hat, denn auch die deutschgesinnten Bürger sprechen dänisch, ja viele von ihnen können bei deutschen Gesinnungen kaum deutsch sprechen. Als Anfang 1879 eine deutsche Deputation aus Nordschleswig nach Berlin gereist war, um dem Kaiser für die Aufhebung des Art. 5 des Prager Friedens zu danken, machte sich die "Post" nicht mit Unrecht darüber lustig, dass einer der fünf oder sechs Abgeordneten des Gebrauchs der deutschen Sprache nicht mächtig war. 

Mit dem Gebiete der dänischen Sprache fällt das der dänischen Partei ungefähr zusammen, indess ist der zwischen Niederdeutsch und Friesisch im Süden eindringende Keil abzurechnen - ein Umstand, der einer erobernden Ausdehnung deutscher Sprache natürlich günstig ist. Der führer der Dänen war seit 1864 unbestritten H. A. Krüger, ein nordschleswigischer Bauer, der schon seit den vierziger Jahren grossen Einfluss besass und dessen Autorität eine derartige war, dass, solage er lebte, innerhalb der Partei keine Ansichten, die den seinigen entgegen waren, hervortraten. Schon seit vor 1848 Mitglied der Landesvertretung, wurde er von 1867 an fortwährend zum Landtagsabgeordneten für den ersten schleswigischen Wahlkreis gewählt, konnte jedoch seinen Platz im Hause nicht einnehmen, da er den Eid nicht ablegen wollte, wobei er sich auf den Art. 5 des Prager Friedens berief, der bekanntlich bestimmte, dass die nördischen Districte Schleswigs an Dänemark abgetreten werden sollten, wenn ihre Bewohner in freier Abstimmung sich dafür ausgesprochen hätten - eine Clausel, die dem Kopfe Napoleons entsprungen ist, der Preussen und Oesterreich damit eine Art Anerkennung des Nationalitätsprincips abnöthigte. Krüger behauptete nun, dass Nordschleswig durch diese Bestimmung eine Sonderstellung erhalte, dass er rechtlich kein Theil des preussischen Staates sei, solange nicht ein solches Plebicit darüber bestimmt habe, und dass daher die preussische Verfassung für Nordschleswig keine Gültigkeit habe. Auch des zweiten Wahlkreises dänischer Vertreter verweigerte stets den Eid, zum Theil wohl durch Krüger beeinflusst, so dass von 1867 bis zum Tode des letzteren, 1881, diese beiden Wahlkreise im Landtage ohne Vertretung waren. Auch om Reichstage war Krüger seit 1867 Vertreter des ersten Wahlkreises, jedoch ohne an den Arbeiten des Hauses bedeutenden Antheil zu nehmen; er pflefgte nur dann und wann eine Protestrede zu halten. Den zweiten Wahlkreis besatzen die Dänen nur im constituirenden Norddeutschen Reichstage. Durch Veränderung der Wahldistricte - Hadersleben und Sonderburg, Flensburg und Apenrade wurde verbunden, während zuerst Flensburg und Sonderburg zum zweiten Wahlkreise vereinigt waren - vorloren sie den zweiten Wahlkreis. Einen starken Stoss erhielt die Partei durch die Aufhebung des Art. 5 im Jahre 1878. Es zeigte sich, dass dieselbe einen grossen Fehler begangen, indem sie ihre Rechte und Ansprüche nur aus diesem zwischen den Herrschern zweier Staaten abgeschlossenen Vertrage hergeleitet hatte, statt sich auf ein natürliches Recht der Selbsbestimmung zu berufen. Zwar erklärte Krüger, dass seine Stellung und seine Anschauungen unverändert seien, dass die Selbstbestimmung ein unveräusserliches Recht der Völker sei, welches durch keinen Vertrag aufgehoben werden könne; indess Art. 5 war zu oft und zu stark betont worden, als dass nicht die Aufhebung deselben einen bedeutenden Eindruck auf die Bevölkerung Nordschleswigs hätte machen und die Hoffnung auf eine Vereinigung mit Dänemark hätte erschüttern müssen, wenn auch die Gesinnungen dadurch nicht verändert wurden. Als Krüger nun im Sommer des Jahres 1881 starb, trat unter den Dänen Nordschleswigs ein tiefgehender Zwiespalt zu Tage, der bisher nur in wenigen Aeusserungen wie bei den Wahlen zum Provinciallandtag und zu den Kreistagen, sich gezeigt hatte. Ultras und Gemässigte begannen sich um die Führung zu streiten. Die Gemässigten wollten, dass die Abgeordneten den Eid ablegten, um im Landtage ihre Sitze einnehmen und dort die Interessen der Partei vertreten zu können, während die Ultras an den Anschouungen Krügers festhielten. Im ersten Kreise (Hadersleben) siegte bei der Nachtwahl zum Landtage Anfangs October 1881 der Ultra Hörlyk, der Westen des Kreises über den Osten, indem ein Theil der Gemässigten zu den Ultras überging, als zu Anfang des zweiten Wahlgangs ein deutscher Wahlmann für den Candidaten der gemässigten Dänen stimmte. Lieber wollten sie den Gegner wählen, als ihren Candidaten mit Hülfe der Deutschen durchsetzten. Anders stellte sich die Sache bei den Reichstagswahlen des zweiten Kreises im Jahre 1881. Seit 1867 hatte der Wahlkreis Flensburg-Apenrade in deutschem Sinne gewählt. 1881 entfalteten die Dänen eine sehr rege Agitation, so dass es ihnen gelang, ihren Candidaten, den in Flensburg sehr beliebten Redacteur Johannsen, zur Stichwahl mit dem nationalliberalen Amtsrichter Francke in Berlin zu bringen und in der Stichwahl durchzusetzen. Gross war der Jubel der dänischen Partei wie auch der gesammten Kopenhagener Presse, die hieraus Capital zu schlagen suchte und aussprach, die deutschen Schleswiger hätten angefangen, zu erkennen, wie viel besser es unter der Dänenherrschaft gewesen wäre, und sie kehrten jetzt allmählich zur dänischen Fahne zurück. In Flensburg aber wusste man recht gut, dass eine derartige Stärkung der dänischen Partei nicht stattgefunden, sondern dass dieselbe nur durch deutsche Hülfe den Sieg errungen, indem ein Theil der Conservativen und Socialdemokraten in der Stichwahl, durch Parteileidenschaft verblendet, den Dänen gewählt hatte. Wenn aber etwa diejenigen Conservativen, die für Johannsen gestimmt, geglaubt hatten, einen Mann zu wählen, der ihren Anschauungen näher stand als Francke, so mussten sie bald erkennen, dass sie in einer argen Täuschung befangen gewesen; denn Johannsen wurde Hospitant bei den Secessionisten und ebenso Lassen, den der erste Wahlkreis nach einem erbitterten Kampf zwischen Ultras und Gemässigten in den Reichstag gewählt hatte. Die Ultras hatten den Tabakfabrikant Junggreen in Apenrade aufgestellt. Lassen, ein Bauer auf Alsen, hatte den heimathlichen Kreis Sonderburg ganz auf seiner Seite, während im Kreise Hadersleben eine äusserst heftige Agitation für und gegen ihn stattfand. Das Ende war, dass lassen in der Stichwahl gegen Junggreen gewählt wurde. Der nordschleswigische Bauer, der seit Jahrhunderten als freier Eigenthümer auf seinem Hofe sitzt, wie die Bewohner der deutschen Marsche, zeigt ein stark ausgeprägtes Standesbewusstsein und sieht vielfach auf die Beiwohner der kleinen Landstädte berab. En "Cigarrendreher", wie geradezu gesagt wurde, war ihm daher als Abgeordneter nicht recht. Die Ultras hatten mit der Aufstellung eines Städters, der obendrein im Wahlkreise nicht heimisch war, einen Fehler gemacht. Alles wirkte zusammen, um den Einfluss der Ultras, die noch wenige Wochen vorher bei den Landtagswahlen das Uebergewicht im Kreise Hadersleben gehabt hatte, zu schwächen. 

Bei den Landtagswahlen des Jahres 1882 wurden Lassen und Hörlyk wiedergewählt, ohne dass der Streit über den Eid zum Austrage kam; jener leistete den Eid, dieser verweigerte ihn. Ausser in der Eidesfrage unterscheiden sich auch die beiden Richtungen in ihrem Verhalten zu den Deutschen und der Regierung. Die Ultras sind weit schrosser und fanatischer, sie streben sogar danach, den geschäftlichen Verhehr mit Deutschen abzubrechen und betrachten auch wohl ein persönlich-freundliches Verhältniss zu einzelken Deutschen als vom Uebel.

Augenblicklich haben die Ultras ausserordentlich an Macht gewonnen. Der Grund liegt in einer hochgradigen Aufregung, die sich der Bevölkerung bemächtigt hat. Die Dänen unternahmen diesen Sommer mehrere grosse politische Demonstrationen; zunächst setzten sie eine Tour nach dem westlichen Jütland ins Werk, an der etwa 2000 Personen sich betheiligten, den Behörden gegenüber eine Vergnügungsreise, in Wirklichkeit aber nichts als eine politische Demonstration; dann machten einige hundert junge Mädchen eine ähliche Tour nach Kopenhagen, als "unterdrückte Südjütinnen" natürlich. Die regierung, die lange Jahre die Dänen mit ausserordentlicher Milde behandelt hatte, begann aber nun energisch einzuschreiten. Dänische Staatsangehörige (Optanten), die selbst oder deren Familienmitglieder an diesen Demonstrationen theilgenommen hatten, wurden in nicht geringer Zahl ausgewiesen; andere, die an den Protestzeitungen arbeiteten, erhielten die Aufforderung, ihre Thätigkeit aufzugeben oder das Land zu verlassen. Anklagen und Verurtheilungen erfolgten wegen Singens verbotener Lieder, Tragens dänischer Farben u. dgl. Lehrer und Gemeindevorsteher, die sich compromittirt hatten, wurden abgesetzt; ein schwedischer Consul, der als Hauptagitator thätig war, verlor durch Einschreiten des Auswärtigen Amts seine Stellung. Hatten die Demonstrationsreisen schon eine gewisse Erregung unter der Bevölkerung hervorgerufen, so wurde diese durch das scharfe Vorgehen der Regierung und zwar ganz besonders durch die Ausweisungen ausserordentlich gesteigert. Die Zahl der Optanten ist so gross, dass die meisten dänischen Familien unter diesen eine Reihe von Verwandten und Freunden haben; alle diese sehen sich nun vor der Gefahr der Ausweisung, wenn sie sich nicht politisch gänzlich ruhig verhalten haben und verhalten werden. Nicht minder gross aber als die Gereiztheit der Dänen ist in Nordschleswig die Freude der Deutschen, die oft genug unter den Uebermuth der Dänen haben leiden müssen, jetzt aber endlich erkennen, dass die Regierung derartiges zu dulden nicht mehr gewillt ist.

Die veränderte Stimmung hat sich auch deutlich in dem Ausfall der diessjährigen Reichstagswahlen gezeigt. Im zweiten Kreise, Flensburg-Apenrade, gelang es den Deutschen durch einmüthiges Zesammengehen und einigung aller Parteien auf einen gemeinsamen Candidaten, den Wahlkreis den Dänen wieder abzunehmen. Im ersten Kreise, Hadersleben-Sonderburg, begann unter den Dänen der Streit zwischen Ultras und Gemässigten wieder, während die Deutschen hier ihre alte Einigkeit zeigten und zum ersten Male einen grösseren Wahlaufruf mit über 500 Unterschriften erliessen. Den Ultras kam die Aufregung der Bevölkerung zu gute; Lassen verlor im Kreise Hadersleben einen grossen Theil seiner Stimmen, und auch der Kreis Sonderburg zeigte sich für Junggreen günstiger als 1881, so dass der letztere Lassen mit etwa 200 Stimmen mehr schlug. In der Stichwahl zwischen den beiden dänischen Candidaten - auf den deutschen waren nur 25 Procent der abgegebenen Stimmen gefallen - wurde Junggreen gewählt, indem vor der Wahl zwischen den beiden Richtungen vereinbart war, bei einer Stichwahl nur für den zu stimmen, der in der ersten Wahl die meisten Stimmen erhalten hätte; beide Parteien hatten erkannt, wie gross die Gefahr einer Spaltung sei und suchten auf diese Weise eine Vertiefung des Streites zu verhindern.

Die extreme Richtung hat damit für den Augenblick den Sieg davongetragen; indess ist es wohl nicht zweifelhaft, dass die dänische Bevölkerung nach wieder auf die andere Seite sich hinüberneigen wird; denn Wünsche nach einer Vertretung im Landtage durch einen Mann, der den Treueeid ablegen will und an den Arbeiten des Hauses theilnehmen kann, werden immer wieder laut werden, und die Menge wird endlich zu der Einsicht gelangen, dass eine protestirende vertretung immerhin nützlicher sei, als ein Protest durch Nichtvertretung.

Der Ursprung der deutschen Partei under der dänisch redenden Bevölkerung liegt weit zurück in der Zeit. Als die schleswig-holsteinische Bewegung begann, wurde im Norden der Kern derselben von den Beamten gebildet, die auf deutschen Universitäten studiert hatten. An diese schlossen sich auf dem platten Lande zunächst die Kreise an, die mit ihnen in näherem Verkehre standen, man möchte sagen, der nordschleswigische Grossgrundbesitz - ein Ausdruck, der indess nicht zutreffend ist, da ausser in Sundewitt und auf Alsen grössere Güter sich hier kaum finden. In den Städten war natürlich die Einwirkung der Beamten am grössten, die Schule war ausserdem deutsch, Handelsverbindungen mochten das Ihrige dazu beitragen, dass ein Theil der Kaufleute sich mehr nach Deutschland als nach Dänemark hingezogen fühlte. Mancher Handwerker hatte auch als Geselle lange in Deutschland sich aufgehalten und dort Sprache und Sitte liebgewonnen. Das alles hat die Städte zu den Brennpunkten des Deutschthums gemacht. Dass bei der Landbevölkerung die Idee eines selbstständigen Schleswig-Holsteins so wenig Eingang gefunden das haben die Träger dieser Idee selbst verschuldet. Während die Sprache Nordschleswigs dänisch war, war in Gericht und Verwaltung die Sprache deutsch. Dieses Verhältniss wollten die Schleswig-Holsteiner aufrecht erhalten, zu einer Gleichstellung der Spracnen wollten sich ebenso wenig verstehen wie de Eiderdänen, die den Deutschen ihre Sprache aufdrängen wollten. Als Fremde standen die Beamten der ländlichen bevölkerung gegenüber, während dänische Agitatoren zum Hass gegen die Deutschen reitzten. So kam es, dass sich ein gesunder Particularismus, auf Gleichberechtigung der Nationalitäten basirend, dort nicht entwickeln konnte, und dass der grösste Theil der Nordschleswiger schon vor 1848 der schleswig-holsteinischer Bewegund und damit dem Deutschthum feindlich gegenübertrat. Und doch wäre es damals leicht gewesen, den Norden zu gewinnen, denn die meisten Dänen damaliger Zeit wollten gar keine Vereinigung mit Dänemark, sondern nur nationale Gleichberechtigung in einem selbständigen Schleswig oder Schleswig-Holstein. Es war ein Unglück für die Schleswig-Holsteiner, dass nur das halbe Schleswig ihnen gehörte, denne Dänemark wollte und konnte Nordschleswig nicht aufgeben; man wusste in Kopenhagen, dass dieser Theil von schleswig der Bewegung feindlich gegenüberstand und sich zu Dänemark neigte, und bald brach sich dort die Ueberzeugung Bahn, dass eigentlich ganz Schleswig dänisch sei. Nach dreijährigen Kampfe bekam Dänemark die Herrschaft, und damit begann ein Sysem der Rache, welches alles Deutsche in Nordschleswig zu vernichten suchte. Schleswig wurde eine dänische Provinz - im altrömischen Sinne - un der dänische Beamte eine derartige Willkürherrschaft ausüben konnten, dass sogar viele Dänen nicht damit einverstanden waren. Schleswiger, und vor allem deutsche Schleswiger, waren von Aemtern fast ganz ausgeschlossen. Dann kam 1864 und die Befrieung von der Dänenherrschaft. Was in Nordschleswig deutsche gesinnung hegte, war augustenburgisch, und auch die annexion 1866 veränderte zunächst wenig in den Gesinnungen. Die Dänen jedoch erhoben jetzt wieder kühner ihr Haupt, da der fünfte Artikel des Prager Friedens ihnen bessere Hoffnungen gab, während die deutsche partei im steten Kampf mit den Dänen sich allmählich daran gewöhnte, die preussische regierung als ihren Bundesgenossen zu betrachten. Nur in denjenigen Gegenden gemischter Bevölkerung, wo die Dänen ein sicheres Uebergewicht hatten, kamen politische Partei-Unterschiede zur Geltung; wo die Dänen die Mächtigeren waren, drängte der nationale Gegensatz bei den Deutschen alle anderen Rücksichten in den Hintergrund. In allen Städten hat die deutsche Partei allmählich das Uebergewicht erlangt. Die Zahl der bei den Wahlen abgegebenen dänischen Stimmen hat sich stets vermindert in den Städten wie auf dem Lande, während die deutsche Stimmenzahl langsam, aber fortwährend gewachsen ist. So wurden 1867 im 1. Wahlkreise 15,744 dänische Stimmen abgegeben, 1884 dagegen nur 8375, 1871 in Schleswig überhaupt 21,143, 1884 aber nur 12,447. Die Zahl der deutschen Stimmen im Wahlkreis Hadersleben-Sonderburg stieg von 1676 im Jahre 1871 auf 2765 beit den letzten wahlen, von 11 procent der abgegebenen Stimmen auf 25 Procent. Dabei ist zu beachten, dass im dänischen Sprachgebiet die Zahl der wahlberechtigten überhaupt fortwährend im Sinken ist. Diese Abnahme trifft die dänische Partei allein. Die Auswanderung aus Nordschleswig ist bedeutend und hat ganz besonders ihren Grund in der Furcht vor dem dreijährigen Militärdienst. Die jungen Leute wissen, dass im Nachbarlande die Dienstzeit nur 10-16 Monate beträgt, hier dagegen drei Jahre. Die folge ist, dass der allergrösste Theil der Militärpflichtigen auswandert, nach Dänemark oder Amerika. Vor 1870 und noch eine reihe von Jahren nachher gingen die Militärpflichtigen meist nach Dänemark, dienten dort ihre Zeit ab, oder wurden cassirt, und kehrten dann als dänische Staatsangehörige nach Hause zurück. Daher ist auch in diesen Gegenden die Zahl der Optanten so überaus gross.

Ein derartiges Verfahren wird aber jetzt von der regierung nicht mehr geduldet: wer aus dem Lande geht, muss jetzt ausser Landes bleiben. Es fehlt also der dänischen Partei ein Ersatz zur Ausfüllung der Lücken, die durch Tod und Auswanderung in ihre Reihen gerissen werden. Die Zuhanme der dceutschen Stimmen hat zunächst darin ihren Grund, dass von den Deutschen viel weniger junge Leute fortgehen, so dass wirklich eine natürliche Vermehrung stattfindet, ferner darin, dass die Einwanderung, die zwar nicht gross ist, durchweg von Süden kommt. Dass Männer aus dem dänischen in das deutsche Lager übergehen, kommt nicht oft vor, am häufigsten mag es noch sein, dass junge Leute aus dänischer Familie, die ihre Militärzeit abgedient haben, deutsche Sympathien zeigen, und dass dann auch ihre Väter mit den Verhältnissen sich aussöhnen. Denn die dreijährige Dienstzeit ist ein Hauptanstoss für die Dänen. Ist dieser erst überwunden, so ist eine Versöhnung schon leichter möglich.

Wie nun in der Zukunft dort im Norden die Verhältnisse sich entwickeln werden, das zu sagen ist schwer, und ein Versuch, eine derartige Frage zu beantworten, ist nur unter der Voraussetzung möglich, dass Nordchleswig ein Theil Deutchlands bleibt. Die Dänen allerdings hoffen stets auf eine Abtrennung von Deutschland durch einen französich-russischen Krieg und suchen oft genug im Verein mit der Kopenhagener Presse die Blicke Europa's auf sich zu lenken, ja sie scheuen sich sogar nicht, bei gegebener Gelegenheit (wie om Spätsommer 1883 in Kopenhagen) an hochstehende Personen sich direkt zu wenden. Bei einer Fortdauer der jetztigen politischen Verhältnisse ist es sicher, dass plattdeutsche Sprache und damit deutsche Gesinnung den ganzen Norden schleswigs im Laufe der Zeiten erobern wird; indess würden darüber zu lange Zeiträume vergehen, als dass man diesen Umstand in Betracht ziehen dürfte. Zunächst werden aber die Städte mehr und mehr deutsch, nicht bloss en Bezug auf nationale Sympathien, sondern auch in der Sprache; jedoch nicht plattdeutsch, sonder hochdeutsch, wie es die Schule lehrt und wie es die Sprache der Intelligenz und der Beamten ist, wird die künftige Sprache der Städte sein. Bis die Landbevölkerung aber deutsche Gesinnungen annimmt, darüber werden, obwohl der von der Regierung eingeschlagene Weg (Germanisirung durch die Schule, Unterdrückung der Agitation, Verhinderung weiterer Vermehrung der Optanten) der einzig richtige ist, doch Generationen vergehen. Solange nicht die Schule bewirkt, die Bevölkerung also zweisprachig wird, und solange die Furcht vor dem preussischen Militärdienst nicht überwunden ist, solange wird die Landbevölkerung in der Opposition bleiben.

(Allgemeine Zeitung. 27. december 1884)

Hans Andreasen Krüger (1816-1881) fra Bevtoft Kro, Bevtoft Mølle og et landbrug blev 1847 medlem af den slesvigske stænderforsamling. Siden martsdagene 1848 organiserede han sammen med Laurids Skau nordslesvigske bønders modstand mod slesvig-holstenerne og bistod under Treårskrigen 1848-51 den danske hær. Mellem krigene repræsenterede han de dansksindede i Notabelforsamlingen, stænderforsamlingen og rigsrådet. I 1860 stemte han i stænderforsamlingen for fortsat forbud mod bøger med "statsopløsende" indhold. Senere på året stemte han imod eksklusionen af Thomsen-Oldensworth af Rigsrådet. Han var fængslet under Krigen i 1864 og igen i 1870. I 1867 blev han valgt som repræsentant for Nordslesvig til Den Grundlovgivende Nordtyske Rigsforsamling, senere til Rigsdagen i Berlin og 1867 valgt til den preussiske landdag.

13 juni 2022

Harro Paul Harring. (Efterskrift til Politivennen)

Harro Paul Harring (1798-1870) revolutionær forfatter, demokrat og kosmopolit. Han  var født i den frisiske del af Slesvig, tæt ved Husum. Efter et kort ophold som historisk militærmaler i København, rejste han i 1820 til Wien og Würzburg. I 1821 deltog han i den græske uafhængighedskrig. Harro Harring nævnes den 26 februar 1822 i Aarhuus Stifts-Tidende. Han var kendt i København som tysk poet. Så til Rom et år. Dernæst til Wien. Han boede også i Schweiz og München, i Wien arbejdede han som skripforfatter på Theater an der Wien. Han var i Prag, Warschawa 1828 hvor han blev kornet i et russisk lancerregiment. Da revolutionen brød ud i Frankrig i juli 1830, rejste han til Braunschweig, Bayern og Saxen. Her blev han udvist som demagog og tog til Strasbourg hvor han udgav avisen Das constitutionelle Deutschland og deltog i Hambach Festival 1832. Men måtte så forlade landet til Frankrig i Dijon–Châlonsområdet. Her mødte han Giuseppe Mazzini og deltog i det revolutionære angreb på Savoie. Han blev arresteret flere gange i Schweiz og blev uvist til London. I maj 1837 blev han såret og levede en tid på Helgoland. Her var hans revolutionære ideer imidlertid ikke populære blandt indbyggerne. Guvernøren Henry King sendte bud efter et krigsskib for at få ham fjernet. 

I september 1838 var han på åen Jersey, for i vinteren 1838-39 at returnere til Helgoland, derefter Bordeaux og Burges. Turen gik 1841 til Holland, derefter England, Frankrig og Brasilien. I august 1843 rejste han til USA hvor han levede som maler og forfatter. Opstanden i 1848 fik ham tilbage til Slesvig, over Hamborg og Rendsborg, hvor han udgav avisen Das Volk. Han holdt bl. a. en tale i Bredstedt i Nordfrisien hvor han agiterede for en nordfrisisk republik. Han sluttede talen med at drage et sværd og citere et nordfrisisk mundheld "hellere død end slave".

I 1828 var der i Kjøbenhavnsposten (23. maj, 27. maj, 3. juni) en længere anmeldelse af hans biografiske skrift Rhonghar Jarr. Og igen den 30. september 1828 hvor han vendte tilbage til København. Da Kjøbenhavnsposten bragte et uddrag af hans "Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft", blev det i 1831 for meget for  Frederik 6. som beordrede kancelliet til at standse avisens bidrag af Harring samt indskærpe politiet til at skride ind over for fornærmelser af venligtsindede regeringer.

Herefter følger en lind strøm af notitser og avisartikler om ham, både hans skrifter og hans livlige rejsevirksomhed og sporadiske arrestationer. Dette gælder for øvrigt også tyske aviser og USA hvor han hyppigt blev nævnt. Han nævnes bl.a. ganske kort i et af Karl Marx' værker, så denne må have kendt ham. Umiddelbart før opstanden i 1848 var han begyndt at agitere for oprettelse af arbejderforeninger:


- En Correspondents-Artikel fra Slesvig-Holsten i et sydtydsk Blad indeholder følgende Notits om en ogsaa her bekjendt Personlighed:

- Efter 23 Aars Fraværelse er den bekjendte Skribent Harro Harring, Nordfriesen, endeligen vendt tilbage til sit Hjem, efterat han med Vandringsstaven har udmaalt Verden og sidst dvælet i Nordamerika. Da han landede i Tønningen modtoge hans Slægt og Venner ham, i hvis Følge han begav sig til sit, ved Husum liggende Fædrehuus. Det lader til at de herværende politiske Begivenheder have bestemt ham til at vende hjem til hans Fødeegn; thi han interesserede sig strax levende for dem; allerede paa Landingspladsen skal han have holdt en Tale til den forsamlede Mængde, og sammenkaldte et Folkemøde af Nordfrieser, for at meddele disse sine politiske Anskuelser og Raad. Denne Nordfriese er vistnok en meget respektabel politisk Charakteer, men han hører aabenbart til de overspændte, og naar han i 23 Aar har gjennemvandret Verden, saa er han ogsaa, ligesom hiin Vandrer hos Schiller, vendt tilbage til Fædrenehjemmet som en Fremmed, og det viser sig temmelig klart, at han i disse 28 Aar ikke har levet og lidt med os. Var Harro Harring ikke en Exalteret, saa vilde han ikke have talt om at oprette en nordfriesisk Republik, og havde han ikke saa længe været borte, saa vilde han ikke nu nære de danske Sympathier, han nu uforbeholdent udtaler, og hvorved han vækker Alles Forargelse. At Danske og Tydske ere beslægtede Folk, der som saadanne ikke burde staae saa fjendske ligeoverfor hverandre, kan i og for sig betragtet være meget rigtigt, men deraf følger endnu ikke, at vi skulle gaae op i Danmark og nødes til at blive Danske, saa at Harro Harrings mæglende Tale var langt mere egnet til at holdes for Danske paa Skydebanen i Kjøbenhavn, end for Folk her i Landet og Nordfrieser. Naar Harro Harring ved denne Leilighed fortæller os, at han er lige velvillig stemt mod Danmark og mod Tyskland, at den nuværende Kamp gjør et smerteligt Indtryk paa ham, ligesom ogsaa at han paa fædrene Side nedstammer fra Skandinavien og paa mødreneside fra Spanien, saa henhører Alt dettt aabenbart slet ikke til Sagen, og kan kun være en Rettesnor for ham, ikke for os. Efter denne politiske Debut har han begivet sig til sin Broder, Præsten i Sehestedt ved den slesvig-holstenske Canal, og vi maae nu afvente hans videre Foretagender."

(Kjøbenhavnsposten 18. oktober 1848)


Herefter begyndte den danske (og dele af den tyske) presse at blive mere kølig i deres beskrivelse af Harring. Det blev ikke bedre af at aviserne mente hans sympatier lå tættere på slesvigerne end på dansk-nationale: Fra at blive omtalt som den velkendte Harring, gik man nu over til at blive benævnt den berygtede Harring. Hans skrifter blev forbudt i Slesvig. Aviserne fortsatte dog flittigt med at omtale hans virksomhed, nu på en uvenlig måde. Harring var skandinavist og dermed i modsætning til den slesvig-holstenske bevægelse. Han blev derfor udvist derfra hvorefter han tog til Kristiania (Oslo). Her opfordrede han  på skrift nordmændene til at gøre oprør mod det konstitutionelle monarki og måtte forlade Norge i maj 1850. Ved den lejlighed bragte tyske konservative aviser nedenstående artikel:


Den vagabonderende revolutionskarl Harro Harring.

Avisen Augsburg rapporterede om dette berygtede emne, som vandrede rundt i Europa og Amerika i forbindelse med oprør. Allgemeine Zeitung for noget tid siden fra Stockholm følgende:

"Den kendte Harro Harring, der har fundet et sikkert tilflugtssted i Norge i et halvt år, har mistet det ved at udgive flere skrifter med den åbenlyse tendens til at bringe Norge i oprør og vælte landets monarkiske forfatning. Om morgenen den 29. maj dukkede fire politibetjente op i hans bopæl og informerede ham om regeringens beslutning om at fjerne ham fra kongedømmet. Først virkede han ganske rolig, da han hørte denne nyhed, men så udtrykte han bekymring for, at der var en hensigt om at udlevere ham til Rusland. *) Efter at være blevet beroliget på dette punkt, pakkede han hurtigt sine ting og blev ført om bord på en damper, som den følgende dag skulle føre ham til København. Endnu en gang blev han overvældet af frygten for at blive spillet på russiske hænder i København gennem skjulte intriger. For at berolige ham, ordnede regeringen det sådan at han ved sin ankomst i København fik overbragt 30 specier til at rejse videre til England. I mellemtiden samledes en række borgere, for det meste indfødte tyskere, sammen og besluttede at protestere mod Harrings udvisning, som fik 140 underskrifter. Nogle borgere var allerede kommet til etatsråd Sørensen for at anmode om Harrings løsladelse, men deres anmodning var definitivt blevet afvist. Aftenen før Harrings afgang samledes en folkemængde på stranden og hilste ham med jubel, men spredte sig så uden at forårsage uorden. Den egentlige årsag til Harro Harrings udvisning var et norsk skuespil, han havde udgivet kort forinden, kaldet "Testamentet fra Amerika". Dette dokument fordømmer enhver monarkisk styreform, hvad enten den er forfatningsmæssig eller absolut; hver enkelt er baseret på bedrageri og bestikkelse, herunder den norske grundlov. Blandt andre udsagn finder man følgende: "Monarki er ikke af Guds nåde, men af ​​Guds forbandelse." "Den såkaldte norske frihed er en karikatur, for vi har ingen nationalitet." "Norge er et pavedømme; vores pave bor i Stockholm, men vi er ikke romere." "Kongen har absolut ret til at få folket slagtet, hvis de gør modstand." "Monarkiets ret er en åbenlys løgn" mv.

Den "bekymring", som Harring, denne slyngel revolutionære Harring, udtrykte i den rapport, "om at se sig selv udleveret til Rusland" og bemærkningen om, at han "havde været i russisk militærtjeneste i et stykke tid" giver os mulighed for at dele med vores læsere et par ting om den måde, hvorpå han kom i denne militærtjeneste. - Det var i juli 1828, for 22 år siden, da en meget indelukket lille mand, omkring 30 år gammel, ankom til Warszawa fra Tyskland, besøgte de notabiliteter der, især dem med tyske navne, beskrev sin ekstremt triste, pengeløse situation og fortalte de nævnte notabiliteter den forfærdelige nyhed: "For ikke at sulte, ville han være nødt til at tage sit eget liv, hvis han ikke blev optaget i russisk militærtjeneste." - De højtstående militære embedsmænd, som han henvendte sig til, fandt det mærkeligt, at en person, der ikke var kendt for andet end sin vagabonderende "En frisers rejser" (der som bekendt blev kastet efter læseren i fire bind af Harro Harring) søgte at blive taget i tjeneste for en fremmed stat, der ikke var særlig glad for lignende individer.

Hr. Harrings håb, som han havde bragt med sig til Warszawa, og som måske havde været mere kvantitativt end hans eksisterende styrke, skrumpede voldsomt. Tilfældigvis havde en tysker, der havde været i russisk tjeneste i årevis, statsråd S., der året før havde spist middag med førnævnte Harring ved table d'hôte i München, det "uheld" at blive stødt på dette spisebekendtskab der i Warszawa. Den stakkels etatsråd S. var nu det nye anker, som hr. Harring forsøgte at klynge sig til sit håbløse lille håbsskib. Han bad ham om et lån som låneren gavmildt bevilgede, og som også gav den mand der længtes efter værnepligten, den sikkerhed, at hvis denne længsel ikke skulle tilfredsstilles, ville han tage ham gratis med i sin egen vogn til Tyskland hvortil etatsråden skulle rejse. - Hr. Harring udtrykte sin glæde - som vi kan berette fra en god kilde - på forskellige måder. For det første fordømte han Tysklands snæversyn, "fordi en monark af det sydlige Tyskland, til hvem han mest hengiven havde bedt om en underofficersstilling eller støtte i kontanter, med de mest kostbare forbundne værker, "Fahren ham" havde afvist begge. - Så faldt han skiftevis i bagtalende og misantropiske henrykkelser, - så atter jublede højlydt ved tanken om en gunstig beslutning "som ville efterlade hele Tyskland i en tilstand af forbløffet forbløffelse"; - dansede rundt i lokalet; Han bandt sin noget slidte frakke fast for at vise, hvor vidunderligt slank hans talje var (let forklaret med hans tidligere sult), og hvordan alle ville beundre ham i hans ulan-uniform; Så gav han af taknemmelighed sin nye søn et af sine værker at læse, betroede ham vidunderlige hemmeligheder og sluttede af med en ny pumpe, som hans protektor også venligt gik med til! - I løbet af få dage blev hr. Harro Harring, takket være førnævnte statsråd S.s uophørlige indsats, "kejserlig russisk underofficer", og var nu, for at bruge Schillers ord, "på stigen til den højeste magt!" - I betragtning af sin fattigdom og på kejserlig bekostning fik han alt det udstyr, som enhver frivillig ellers må skaffe sig, og han fik også sikkerhed for, at han ville stå på lige fod med junkerne med hensyn til avancement. - Hr. Harring bragte nyheden om denne uventede lykke personligt til den mand, som han udelukkende og udelukkende havde at takke for det, med virkelig excentrisk jubel. Han kunne næppe finde ord til at udtrykke sin glæde over, at etatsraad S. havde reddet ham fra hungersnød ved sine anstrengelser og udtalte de oprigtigste forsikringer om evig taknemlighed til sin "Frelser i hans dybeste jordiske nød"! Det taknemmelige minde om hans velgører skulle aldrig dø ud i hans "så ofte misforståede hjerte". - Velgøreren svarede på alle udråb, som i profetisk forventning: "At når han hjælper en person, forventer han aldrig taknemmelighed!" - Der var næppe gået et par måneder, da korporal Harring af gode grunde blev frataget denne hæder, hans uniform blev taget af, og han blev dirigeret over grænsen til Tyskland, som nu var så heldig at besidde skatten igen, som den ganske vist slet ikke var gået glip af. – Hr. Harrings første sag var nu at skrive pamfletter mod Rusland i Tyskland – Manden vilde trods alt leve og ligesindede Boghandlere skulde hjælpe ham dertil – hvori han erklærede det for en skændsel at have iført den uniform, som han havde bedt om på den ydmygste og mest bedende måde, og hvori han fandt, for at bruge sine egne ord, sin største lykke. - Vi vil tilskrive den hurtige ændring i disse synspunkter hr. Harrings politiske konsekvens, hvilket kan undskylde meget, især i nyere tid. - Det menneskelige, bundløse fællesskab af førnævnte slyngel var dog mest fyldestgørende dokumenteret ved, at han anså det for en uundgåelig sag straks at smide snavs på den mest skamløse måde i alle datidens sympatiske aviser på førnævnte etatsråd S., den mand, som han havde plaget med den mest grublende, tiggede, den sidste af hvilke bogstaver og ord, som havde den første, men den sidste gjort alt i hans magt for at redde denne menneskelige plage fra sult. -Den nylige fremkomst af disse vagabonds har fået os til at offentliggøre denne erindringer for at give et eksempel på demokratisk taknemmelighed. - Hr. Harring er nu i England, hvor der også gror træ til galge. - Men hvis manden, der indledte bevægelsen, forestillede sig, at Rusland "havde krævet hans udlevering", er der tale om en "overtroisk overvurdering af egne evner". Rusland vil være glad for at slippe af med denne slags rabalder fra sine grænser. Og at tidligere sergent Harro Harring er en del af rabalder, er noget, han nok ikke selv ville turde afvise.

*) Harro Harring har skrevet mange ting mod Rusland. Han havde tidligere tjent en tid i det russiske militær (under storhertug Constantinos regiment i Warszawa).


Der vagabondirende Revolutionsmachergeselle Harro Harring.

Ueber dieses berüchtigte, in Geschäften der Rebellion in Europa und Amerika umvagabondirende Subjekt berichtete die Augsb. Allgemeine Zeitung vor einige Zeit aus Stockholm Folgendes:

"Der bekannte Harro Harring, der seit sechs Monaten eine sichere Zuflucht in Norwegen gefunden, hat sich derselben verlustig gemacht, indem er mehrere Schriften mit der offenbaren Tendenz herausgegeben, Norwegen in Aufstand zu bringen und die monarchische Verfassung des Landes umzustürzen. Am 29. Mai Morgens fanden sich in seiner Wohnubg vier Polizeibediente ein, und gaben ihm den Beschluss der Regierung zu erkennen, ihn aus dem Reiche zu entfernen. Er schien anfangs bei dieser Mittheilung ganz ruhig, bad äusserte er aber die Besorgniss, dass man die Absicht habe, ihn an Rusland abzuliefern. *) Nachdem man ihn in dieser Hinsicht beruhigt hatte, packte er schnell seine Sachen, und wurde an Bord eines Dampfschiffes geführt, welches ihn am folgenden Tag nach Kopenhagen bringen sollte. Abermals überfiel ihn die Furcht, in Kopenhagen durch vergorgene Ränke in russische Hände gespielt zu werden. Um ihn auch darüber zu beruhigen, verordnete die Regierung, dass bei seiner Ankunft in Kopenhagen eine kleine Summe von 30 Speciesthalern ihm überreicht würde, damit er sofort seine Reise nach England fortsetzen könne. Eine Anzahl Bürger, meistens geborne Deutsche, sammelte sich indessen und beschloss gegen die Verweisung Harrings einen Protest, welcher 140 Namensunterschriften erhielt. Einige Bürger hatten sich schon vorher bei dem Staatsrath Sörensen eingefunden, um die Freilassung Harrings zu begehren, ihr Ansuchen war aber bestimmt abgeschlagen worden. Am Abend vor der Abreise Harrings sammelte sich eine Menge Volks am Strande und begrüsse ihn mit Vivatrufen, ging aber dann ohne Unordnung auseinander. Die eigentliche Veranlassung zue Verweisung Harro Harrings war ein kurz vorher von ihm publicirtes norwegische Schauspiel, genannt: "Das Testament aus Amerika". Diese Schrift verdammt jede monarchische Regierungsform, sie sey constitutionell oder absolut; jede sey auf Betrug und Bestchung gegründet, auch die norwegische Verfassung. Unter anderen Aeusserungen findet man folgende: "Die Monarchie ist nicht von Gottes Gnaden, sondern von Gottes Fluch." "Die sogenannte norwegische Freiheit ist eine Karrikatur, denn wir haben keine Nationalität." "Norwegen ist ein Papstthum; unser Papst residirt in Stockholm, wir sind aber keine Römer." "Der König hat unumschränktes Recht, das Volk niederhauen zu lassen, wenn es Widerstand leistet." "Das Recht der Monarchie ist eine offenbare Lüge" u. s. w.

Die in jenem Berichte angedeutete "Besorgniss" besagten Harrings, dieses streichenden Revolutions-Härings "an Russland sich ausgeliefert zu sehen", udn die Bemerkung, dass derselbe "eine Zeitlang in russischen Militairdiensten gestanden habe", gibt es uns Gelegenheit, einige Beiträge über die Art und Weise, wie er in diese Militairdienste gekommen, hier den Lesern mitzutheilen. - Es war im Juli 1828, also vor 22 Jahren, als in Warschau ein sehr confiscirt aussehendes kleines, etwa 30jähriges Menschekind, aus Deutschland angekommen, die dortigen Notabilitäten, besonders die mit deutschen Namen, überlief, seine höchst traurige, mittellose Lage schilderte und besagten Notabilitäten die grausliche Verschering mittheilte: "Um nicht zu verhungern müsse er sich das Leben nehmen, wenn er nicht in russische Militairdienste aufgenommen würde." - Die höheren Militairbeamten, an die er sich gewandt, fanden es wunderbar, dass ein, durch weiter nichts, als durch seine vagabondirenden "Fahren eines Friesen" (die bekanntlich in 4 Bänden der Lesewelt von Harro Harring an den Kopf geschleudert wurden) bekanntes Subjekt nachsuche, im Dienste eines femden, für vergleichen Individuen eben nicht zärtlich gesinnten Staates aufgeneommen zu werden. 

Die Hoffnungen des Herrn Harring, die er mit nach Warschau gebracht, und die quantitativer als seine vorhandene Varschaft seyn mochten, schrumpften gewaltig zusammen. Zufälligerweise hatte ein Deutscher, seit Jahren in russischen Diensten stehend, der Staatsraat S., der im Jahre vorher in München mit besagten Harring an der table d'hôte gespeist, das "Unglück", von dieser Speisebekanntschaft dort in Warschau angetroffen zu werden. Der arme Staatsrath S. war nun der neue Anker, an welchen Herr Harring seine trostloses Hoffnungsschifflein anzuklammern versuchte. Er hat ihn um Verwendung und um ein - Darlehn, das der Angepumpte auch mildthätig bewilligte und dem Militairdienstsehnsüchtigen auch noch die Beruhigung gab , wenn diese Sehnsucht nicht befriedigt werden sollte, ihn in seinem eignen Wagen kostenfrei nach Deutschland, wohin der Staatsrath zu reisen im Begriff war, mitzunehmen. - Herr Harring aüsserte - wie wir aus guter Quelle berichten können - seine Freude auf unterschiedliche Art. Zuerst verdammte er Deutschlands Engherzigkeit, "weil ein Monarch Süddeutschland, dem er beit devotester Ueberreichung seiner kostbar gebundenen Werke ("Fahren eines Friesen") um eine Unteroffizierstelle oder eine Unterstützunng in baarem Gelde gebeten, ihm beides versagt habe"; - dann verfiel er abwechselnd in seigwartische und menschenfeindliche Entzückungen, - jubelte dann wieder laut auf bei dem Gedanken einer für ein günstigen Entscheidung, "welche ganz Deutschland in starres Staunen setzen werde"; - tanzte im Zimmer herum; schnürte sich den etwas fadenscheinigen Frack eng zusammen, um zu beweisen, wie himmlisch-schmächtig seine Taille sey (bei vorhergegangengen Hunger leicht erklärlich), wie ihn alles in seiner Uhlanenuniform bewundern werde; gab dann aus Dankbarkeit seinem neuen Sönner eins seiner Werke zu lesen, vertraute demselben wunderbare Geheimnisse an, und schloss mit einem neuen Pump, zu dem sich sein Mäcen auch gutmüthig berbei liess! - In wenigen Tagen war Herr Harro Harring durch die unablässigen Bemühungen des genannten Staatsraths S. "kaiserlich russischer Unteroffizier", und stand nun, mit Schiller zu reden, "auf der Leiter zur höchster Macht!" - Es ward ihm in Betracht seiner Armuth und auf kaiserliche Kosten das ganze Equippement bewilligt, das jeder Freivillige sich sonst selbst bec haffen muss, auch die Versicherung ertheilt, dass er im Avancement den Junkern gleich stehen solle. - Die Nachricht von diesem unerwarteten Glücke brachte Herr Harring persönlich dem Manne, dem er es einzig und allein zu verdanken gatte, mit wahrhaft excentrischen Jubel. Er fand kaum Worte, um sein Entzücken auszusprechen, dass der Staatsrath S. ihn durch seine Bemühungen vom Hungertode gerettet habe und sprach die heilichsten Versicherungen ewiger Dankbarkeit gegen seinen "Retter auf tiefster Erdennoth" aus! Nie sollte die dankbare Erinnerung gegen seinen Wohltäter in seinem "so oft verkannten Herzen" erlöschen. - Der Wohltäter antwortete auf alle Exclamationen, gleichsam im prophetischen Vorausblick: "Dass er, wenn er einem Menschen helfe, nie auf Dankbarkeit rechne!" - Kaum waren einige Monate vergangen, als der Unteroffizier Harring dieser Würde aus triftigen Gründen entkleidet, die Uniform ihm ausgezogen und er über die Grenze nach Deutschland dirigrit wurde, das nun das Glück hatte, den freilich ganz und gar nicht vermissten Schatz wieder zu besitzen. - Herrn Harrings erstes Geschäft war nun, in Deutschland Pamphlete gegen Russland zu schreiben - leben wollte der Mann doch und gesinnungstüchtige Buchhändler sollten dazu helfen - in welchen er es für eine Schmach erklärte, die Uniform getragen zu haben, die er sich auf das demüthigste, flehendlichste erbettelt, und in der er, mit seinen eignen SWorten zu reden, seine höchste beglückung fand. - Wir wollen den raschen Wechsel dieser Ansichten auf die politische Consequenz des Herrn Harring schieben, womit sich besonders in neuerer Zeit viel entschuldigen lässt. - Die menschliche bodenlose Gemeinschaft des genannten Unherzüglers dokumentirte sich aber am genügendsten dadurch, dass er es für ein unaufschiedbares Geschäft hielt, den genannten Staatsrath S., den Mann, den er mit den kriechendsten Bettelbriefen und Bettelworten (von denen die letzten freilich im Winde verstoben, die ersten aber doch existiren) belästigt, der alle für ihn gethan gatte, was in seinen Kräften stand, um diese menschliche Pestbeule von Verhungern zu retten, - sofort in allen damaligen gesinnungstüchtigen Blättern auf die schaamloseste Weise mit Schmutz bewarf. - Das Auftauchen diese Vagabonden in neuester Zeit hat uns bewogen, diese Reminiscenz zu veröffentlichen, um ein Beispiel - demokratischer Dankbarkeit zu liefern. - Herr Harring befindet sich jetzt in England, wo ja auch Holz zum Galgen zu wac hsen pflegt. - Wenn der Bewegungsmann sich aber ainbildete, dass Russland "seine Auslieferung verlangt habe", so ist dies eine "abergläubische Selbstüberschätzung". Russland ist froh, wenn es Gesindel dieser Art aus seinen Grenzen los wird. Und dass der vormalige Unteroffizier Harro Harring zum Gesindel gehört, wird wohl er selbst nicht zu bestreiten wagen. 

*) Harro Harring hat Manches gegen Russland geschrieben. Er war früher (unter Grossfürst Constantinos Regiment in Warschau) eine Zeitlang in russischen Militärdiensten gestanden. 

(Deutsches Wochenblatt für constitutionelle Monarchie 28. Juli 1850)


Turen gik først til København, så til London. Da han kom til Hamborg i 1854, blev han arresteret og kun ved den amerikanske konsuls hjælp slap han fri og tog til USA - indtil han i 1856 tog til Rio de Janeiro, hvorfra han rejst til England. På Jersey bad han den danske regering om et sted at bo. 

I 1861 synes stemningen i de danske aviser efterhånden at være mildere stemt overfor Harring. Man gjorde opmærksom på at han ikke havde været på slesvig-holstenernes side, men alligevel forbød de danske myndigheder ham at vende tilbage til Danmark. Det fik han så efterfølgende lov til (i 1863?). Han kom til København og erklærede at ville købe sin far gård tilbage i Hatsted Sogn i Slesvig for at trække sig tilbage der. Men så udbrød krigen 1864. Hans sidste år tilbragte han på øen Jersey hvor hans mentale tilstand blev værre og værre. Desuden følte han sig forfulgt af franske og russiske agenter. Han begik selvmord ved at spise fosfor fra tændstikker.

Hans død i 1870 blev omtalt med længere artikler i et stort antal aviser:

Slesvigeren Harro Paul Harring er den 1ste ds. afgaaet ved Døden paa Øen Jersey i den engelske Canal. Sit urolige og eventyrlige Liv endte han i et Anfald af Sindsforvirring. Siden 1860 har han nemlig stadig troet at være Gjenstand for den russiske Regjerings Efterstræbelser; denne Tanke forlod ham aldrig og omtaagede tilsidst hans Forstand saaledes, at han tog Gift. Harro Harrings Navn blev tidt nævnet i Aarene 1830-40, da han ved sine revolutionaire Skrifter og Bedrifter tildrog sig almindelig Opmærksomhed. Senere levede han som politisk Flygtning i Nordamerika, en kort Tid (1853 og 54) i Slesvig og Kiøbenhavn, senere, 1867-68, atter i Kjøbenhavn, og endelig i London, hvor de republikanske Flygtninge Mazzini, Ledru-Rollin osv. understøttede ham. Paa Øen Jersey traf Harring sammen med den berømte franske Digter Victor Hugo, der siden 1855 havde valgt dette afsides beliggende Sted til sit Ophold. Om han har havt nogen Andeel i de sidste Aars revolutionaire Bevægelser, vides ikke med Bestemthed. Harro Harring var født 1798 i Landsbyen Ibensdorf (tætved Husum), af frisisk Æt. Som ungt Menneske viste han levende Sands for Kunst og Poesi, senere offrede han med excentrisk Iver hele sit Liv til den politiske Frihedsbevægelse. I Kjøbenhavn og Dresden beskjæftigede han sig med Maleri; l Slesvig udgav han 1821: "Blüthen der Jugendjahre" og "Dichtungen", farverige, men lidt noget overspændte Poesier. Om Harrings Kjærlighed til Danmark vidner navnlig et Digt, der er optaget i Samlingen "Dania" (udgivet i Slesvig 182l), hvori det hedder;

"vom Meer umwogt im fernen Norden dort
Sei laut gegrüsst, du Heimathland der anen,
Es zog aus deiner Flur mit Altgewalt mich fort
Ein ew'ger Drang, ein heises, dunkles Senen.
Doch fliegt der Geist ins traute Dänenland
Süss träumend oft zum wilden Nordmeerstrand."

Det blev rigtignok skrevet og offentliggjort paa en Tid, da saagodtsom alle Slesvigere endnu følte og betragtede sig som Danske.

En uimodstaaelig Lyst til at flakke om i Verden som de gamle Vikinger - med hvilke han lidt sammenligner sig i sine Skrifter - drev ham fra Hjemmet. En Reise til Wien og Ungarn gav ham Stoffet til sit Skrift: "En Frisers Reiser i Danmark, Tydskland og Ungarn" (München 1828, 4 Bd.) Da Frihedskampen i Grækenland udbrød, kunde Harring ikke modstaae den philhelleniske Begejstring; han indskibede sig i Marseille til Morea, men gik meget snart derfra til Rom, hvor han ernærede sig ved Maleri. 1828 tog han Krigstjeneste i Polen iblandt Gardelandsenererne. I 1831 efter den polske Revolutions ulykkelige Udfald skrev han "Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft" (Nürnberg 1831, 2 Bd.) og flere andre Brochurer til Fordeel for Polakkerne. Den sachsiske og baierske Regjering viste ham ud af Landet som Medlem af "Burschenschaft" og farlig Urostifter, hvorpaa han i Strasburg stiftede et politisk Blad: "Das constitutionelle Deutschland", hvori han heftig angreb det daværende tydske Forbund. I 1836 blev han arresteret i Bern, men flygtede til England, hvor han blev haardt saaret i en politisk Duel. Paa den Tid begyndte det slesvig- holsteenske Røre i Hertugdømmerne. Harring har aldrig sympathiseret med det slesvig-holsteenste Parti, hvis egennyttige Hensigter han fuldkommen gjennemskuede; ikke destomindre nægtede Frederik VI's Regjering ham Tilladelse til at vende tilbage. Han gik derpaa til Brasilien og senere til Nordamerika. Indførelsen af den frie Forfatning i 1849 i Danmark hilsede han med stor Glæde; imidlertid kunde han efter 1850 heller ikke finde Hvile i sin Hjemstavn, uagtet der ligesaalidet dengang som under hans sidste Ophold her blev lagt ham nogensomhelst Hindring iveien. Som Agent for forskjellige revolutionaire Selskaber flakkede han fra det ene Land til det andet. Af hans Skrifter fortjener endnu at fremhæves et heroisk Digt: "Szaparhy og Batthyany" og Romanen "Dolores", en Skildring af Livet i Sydamerika (Basel 1850, i 4 Bd.).

Harro Harring var, uden nogen særdeles Begavelse, gjennemtrængt af en stærkt udviklet Selvfølelse, der bragte ham til at tillægge sig selv og sine Foretagender en Betydning, som de paa ingen Maade havde, og som man heller neppe tillagde dem paa de Steder, hvorfra han til sin sidste Time troede, at der udsendtes Forfølgere imod ham. Den nylig afdøde Professor Krøyers Selvbiographi giver ikke Harring noget godt Vidnesbyrd fra den Tid, de færdedes sammen i den græske Frihedskrig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1870).


Harring, Harro Poul (28.8.1798-15.5.1870) forfatter, maler, politisk eventyrer. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Han er begravet på Jersey hvor hans gravsted på Sion kirkegård stadig findes med påskriften: "Friede. Paul Harro Harring. Born at Ibensdorf August 28 1798. Died May 15 1870. A political exile, man of letters and painter who fought for freedom. He was a Dane and a friend of Byron, Garibaldi and Mazzini." 

Han er medtaget i adskillige engelske, amerikanske, tyske og andre opslagsværker, se fx nedenstående:


HARRING, Harro Paul, a German author, born at Ibensdorf, near Husum, in Schleswig, Aug. 28, 1798, died by his own hand in the island of Jersey, May 25, 1870. He was the son of a landed proprietor of Friesland, but received only a scanty education, and was obliged to accept a small clerkship in the custom house. Subsequently he devoted himself to painting and literature in various places, and after publishing two volumes of poetry at Schleswig in 1821 he wrote a sketch of his adventurous life and travels entitled Rhonghar Jarr, Fahrten eines Friesen in Dänemark, Deutschland, Ungarn, &c. (4 vols., Munich, 1828). In 1828 he joined a Philhellenic expedition to Greece, but soon went to Rome, and next to Warsaw, where he served for a few months in the army. His Polish experiences were embodied in his novel Der Pole (3 vols., Baireuth, 1831), and in his Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft (2 vols., Nuremberg, 1831; French, Strasburg, 1833). On account of his revolutionary tendencies he was subsequently expelled from Bavaria and Saxony, and in 1836 he was arrested in Bern and sent to England, where in 1837 he was wounded in a duel. He next attempted to publish in Heligoland revolutionary songs for circulation in Germany, but was arrested and sent back to England. On returning to that island in 1839 he was sent as a prisoner on a vessel bound to England, but jumping overboard he was picked up by a French ship, and afterward lived successively in England, Brazil, and the United States. In 1849 he arrived in Norway, whence he was expelled in the following year. He then became a member of the European central democratic committee in London, to which city he returned in 1856 after having been in 1854 under arrest in Harburg, and after having spent again some time in Brazil. Although he occasionally received assistance from his friends at subsequent periods, misery and discontent made him commit suicide. His publications comprise, besides poems, plays, and miscellaneous writings, many novels, of which "Dolores," the scene of which was in South America, written in English and published in New York in 1844 (German, 4 vols., Basel, 1858-'9), is considered the best.

(The American Cyclopaedia: A Popular Dictionary for General Knowledge, Bind 8, 1883)

Fra 1880'erne synes at han glide ud i glemselen, men han fik en kort renæssance i form af interesse efter afstemningen 1920. Mange af hans værker kan findes på internettet på Google Books ved søgning på hans navn. I nyere tid er der kommet flere værker om ham.

28 maj 2022

Byrådsvalg i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Den 16. november 1869 var der i Slesvig valg til deputeretkollegierne - byrådene.

I Flensborg blev der nyvalgt 4, heraf 1 dansksindet. De ønskede imidlertid ikke at modtage valget.

I Sønderborg blev tre augustenborgere valgt. Danske borgere mente at det skyldtes at borgerrullen gav tyskerne et stort fortrin i forhold til deres antal. De udsende en liste som angiveligt skulle vise at 100 borgere havde stemt dansk, 92 tysk, mens 36 embeds- og bestillingsmænd havde stemt tysk. 

I Åbenrå var der 202 tyske mod 162 danske stemmer. Ved valget til menighedsforstandere blev 13 dansksindede og 5 tysksindede valg.

Ved valget til byrådsmedlemmer i Haderslev undlod danske vælgere at stemme. Begrundelsen var bl.a. at 3/4 af de skatteydende borgere var blevet udelukket fra valget. Deputeretkollegiet bestod af 16 medlemmer, hvoraf 4 afgik. I modsætning til i Flensborg og Sønderborg - hvor de var blevet valgt - mente man de var blevet udpeget.


Slesvig-Holsten, 20. nov. I de seneste uger er en valgbevægelse fejet gennem landet, men den har kun fået noget liv i enkeltstående tilfælde. Ifølge den nye byforordning og den nye sognefællesskabsbekendtgørelse var der repræsentanter hhv. af de bymæssige og kirkelige samfund. Størstedelen af ​befolkningen har modtaget begge forordninger med lunkenhed, uden at have stillet dem noget særligt håb om en fremgangsrig udvikling af hverken vore bymæssige eller vore kirkelige Forhold. Politiske partikampe fandt kun sted i isolerede tilfælde under valget, og selv da normalt kun med svag deltagelse. Næsten overalt dukkede navnene på mænd fra forskellige politiske partipositioner derfor frem fra stemmeboksen. I Kiel er tilsidesættelsen af ​​kandidaternes politiske farve endda blevet etableret som et princip af en ikke ubetydelig brøkdel af det demokratiske parti, hvilket naturligvis er blevet godt accepteret af regeringspartiet, som har et ret stort antal stemmer takket være sin veldisciplinerede stab af embedsmænd, og er blevet udnyttet gennem kompromiser. Men så vidt det kan ses, er det ikke lykkedes regeringspartiet at opnå en reel sejr hverken i Kiel eller andre steder; det har kun nogen steder været i stand til at komme igennem nogle få mennesker, der var tilbøjelige til det, og dette kun ved at optage dem på sin kandidatliste samtidig med oppositionens mænd. Kampene mellem tyskere og danskere i Nordslesvig var til tider ret livlige. I Flensborg ville alle de tyske kandidater med behørig deltagelse have kunnet komme igennem, men det lykkedes danskerne gennem bedre disciplin at få en halv snes af deres antal igennem. Tyskerne vandt fuldstændigt i Sønderborg på Als, samt i Haderslev, hertugdømmets nordligste by. Det danske parti blev også fuldstændig besejret i Aabenraa og Tønder. I Aabenraa fik det 1/5 af de afgivne stemmer den første dag, men den følgende dag undlod det som i Haderslev at stemme. Disse valg har vist at i Nordslesvig er det bymæssige element overvejende tysk, mens valgene til delstatsparlamentet og rigsdagen viser, at landbefolkningen i Nordslesvig for en stor del ubetinget adlyder den parole, som de får fra København. Men situationen på landet er sådan at der blandt ejerne af større landbrugslodder ikke er få tyskere, og faktisk jo større parcellerne er, jo flere tyskere. Kirkevalget blev i det hele taget afholdt med endnu mindre deltagelse og gav et endnu mere varieret resultat end kommunalvalget.

Schleswig-Holstein, 20 Nov. In den letzten Wochen ist durch das Land eine Wahlbewegung gegangen, die jedoch nur ganz vereinzelt zu eininger Lebhaftigkeit gelangt ist. Es waren nach der neuen Städte-Ordnung und nach der neuen kirchlichen Gemeinde-Ordnung Vertreter resp. der städtischen und der kirchlichen Gemeinden zu wählen. Die Mehrzahl der Bevölkerung hat beide Verordnungen mit Lauheit aufgenommen, ohne daran besondere Hoffnungen für eine gedeihliche Entwicklung sei es unserer städtischen, sei es unserer kirchlichen Zustände zu knüpfen. Zu einem politischen Parteikampf kam es bei den Wahlen nur in einzelnen Fällen, und auch da regelmässig nur unter schwacher Betheiligung. Fast überall sind daher auch die Namen von Männern verschiedener politischer Parteistellung aus der Wahlurne hervorgegangen. In Kiel ist die hintanzetzung der politischen Farbe der Candidaten von einem nicht ganz kleinen Bruchtheil der demokratischen Partei sogar als Princip aufgestellt worden, was natürlich von der Regierungspartei, welche vermöge der wohldisciplinirten Beamtenschaar über ziemlich viele Stimmen gebietet, bestens angenommen und durch Compromisse ausgenutzt worden ist. Doch ist es, soweit ersichtlich, weder in Kiel noch anderswo der Regierungspartei gelungen einen eigentlichen Sieg zu erringen; sie hat immer nur einzelne zu ihr hinneigende Personen durchbringen können, und diess auch nur dadurch dass sie dieselben zugleich mit Männern oppositioneller Richtung in ihre Candidatenliste aufnahm. Zwischen Deutschen und Dänen ist in Nordschleswig der Kampf mitunter recht lebhaft gewesen. In Flensburg hätten bei gehöriger Betheilung die deutschen Candidaten sämmtlich durchgebracht werden müssen, die Dänen haben aber durch bessere Disciplin ein halbes duzend ihrer Farbe durchgebraht. In Sonderburg auf Alsen haben die Deutschen vollständig gesiegt, ebenso in Hadersleben, der nördlichsten Stadt des Herzogthums. Auch in Apenrade un Tondern worde die dänische Partei vollständig geschlagen. In Apenrade brachte sie es am ersten Tag auf 1/5 der abgegebenen Stimmen, am folgende Tage hat sie wie in Hadersleben Wahlenthaltung geübt. Diese Wahlen haben geseigt dass in Nordschleswig ds städtliche element überwiegend deutsch ist, währen allerdings aus den Wahlen zum Landtag und zum Reichtag hervorgeht dass die ländliche Bevölkerung Nordschleswigs zum bei weitem grössten Theil der ihr von Kopenhagen aus gegebenen Parole unbedingt gehorcht. Doch steht die Sache auf dem Lande so dass unter den Besitzern grösserer bäuerlicher Grundstücke nicht wenige Deutsche gefunden werden, und zwar verhältnissmäasig um so mehr, je grösser die Grundstücke sind. Die kirchlichen Wahlen sind im ganzen unter noch geringerer Theilnahme erfolgt, und haben ein noch bunteres Resultat ergeben als die städtischen.

(Allgemeine Zeitung 23. november 1869).


I Slesvig-Holsten fandt der efter indførelsen af ​​den preussiske byforordning nyvalg til kirke- og menighedsråd sted med meget lav deltagelse. Valget havde kun politisk betydning i Nordslesvig, hvor det tyske eller danske elements overvægt var på spil. I Haderslev og Aabenraa undlod danskerne næsten helt at stemme, i Sønderborg og Tønder blev de besejret, og i Fredericia og Flensborg fik de en lang række af deres kandidater igennem. I landbefolkningen i Nordslesvig er den danske stemning langt fremherskende, som det viste sig ved stats- og folketingsvalget, mens byernes befolkning efter de seneste valg at dømme er blandet. Det skal dog tages i betragtning, at kommunalvalg ifølge det preussiske byforordning næsten udelukkende påhviler en håndfuld store grundejere: de vælger 2/3 af repræsentanterne, de mindre bemidlede 1/3.

In Schleswig-Holstein haben nach Einführung der preussischen Städteordnung die Neuwahlen in die kirchlichen und Gemeindekollegien unter sehr schwacher Betheiligung stattgefunden. Eine politische Bedeutung hatte die Wahl nur in Nordschleswig, wo es sich um das Ueberwicht des deutschen oder des dänischen Elements handelte. In Hadersleben und Apenrade enthielten sich die Dänen fast ganz der Wahl, in Sonderburg und Tondern unterlagen sie, in Friedericia und Flensburg brachten sie einen grossen Theil ihrer Kandidaten durch. In der ländlichen Bevölkerung Nordschleswigs ist die dänische Gesinnung bei weitem vorherrschend, wie sich bei den Land- und Reichstagswahlen gezeigt hat, während die Bevölkerung der Städte, den neuen Wahlen nach zu urtheilen, gemischt ist. Doch muss dabei erwogen werden, dass die städtlichen Wahlen nach der preussischen Städteordnung fast ganz Sache eine Handvoll Grossbesitzer sind: diese Wählen 2/3 der Vertreter, die Minderbemittelten 1/3.

(Nürnberger Anzeiger 24. november 1869).

Fredericia hørte ikke til Preussen, så det må skyldes en uvidenhed.


Fra Slesvig skriver vi den 20. november. den "Schw. M.": Glæden over tyskernes valgsejr i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa er stor i det tysksindede Nordslesvig, og det viser sig nu, at danskerne i forventning om deres nederlag ikke stemte overhovedet for ikke løbende at afsløre mindretallet. I Haderslev (den nordligste by) var stillingen dog ikke engang lige ved første valgrunde. Ved vurderingen af ​​de enkelte vælgeres holdninger viste det sig straks at der var en betydelig overvægt af tysksindede vælgere. Sejre er naturligvis endnu ikke vundet, og det eneste nu er at få så mange ligesindede som muligt til stemmeboksen. Danskerne i Sønderborg vil forsøge at gennemføre deres trussel om at opildne landboerne mod byens tysksindede borgere ved at kræve, at de hverken køber af dem eller arbejder for dem, og det vil helt sikkert medføre betydelige tab for nogle mennesker, men det vil udligne over tid, da danskerne ikke er i stand til at skabe andre forsyningskilder, der ville være mere bekvemme for bønderne på Als.

Aus Schleswig schreibt man unterm 20. Novb. dem "Schw. M.": Die Freude über den Wahlsieg der Deutsche in Hadersleben, Sonderburg und Apenrade ist im deutschgesinnten Nordschleswig gross, und es stellt sich jetzt heraus, dass die Dänen in Voraussicht ihrer Niederlage das Abstimmen gar nicht forsetzten, um nicht ihre Minderheit andauernd offenbar werden zu lassen. In Hadersleben (der nördlischsten Stadt) was es aber nicht einmal so, dass für den ersten Ueberschlag die Partie gleich stand. Bei der Anschätzung der Gesinnung der einzelnen Wähler ergab sich sofort ein ganz bedeutendes Uebergewicht der deutschgesinnten Wähler. Damit sind freirich Siege noch nicht gewonnen, und nun erst handelte es sich darum, die Gleichgesinnten möglichst alle zur Wahlurne zu bringen. Die Dänen in Sonderburg werden ihre Drohung, die Landbewohner gegen die in deutschem Sinne stemmenden Bürger der Stadt in der Weise Aufzuhetzen, dass man bei den betreffenden weder kaufen noch arbeiten lassen solle, wahr zu machen suchen, und gewiss werden für Manche empfindliche Verluste daraus hervorgehen, mit der Zeit wird sich dies aber wieder ausgleichen, da die Dänen doch nicht andere Bezugsquellen, welche den Landleuten auf Alsen bequemer wären, schaffen können. 

(Fränkischer Kurier : Nürnberg-Fürther neueste Nachrichten ; Mittelfränkische Zeitung 26. november 1869).


Den allerede i går nævnte erklæring med 57 underskrifter fra bønder på Als lyder ifølge "Düppelposten" således: Flere af vore medborgere fra Sønderborg sluttede sig til det tysk-preussiske parti i det lokalvalg, der fandt sted, og gjorde sig dermed ansvarlige for dets handlinger. Nå, lad dem gøre, hvad de vil; vi er ikke i stand til at tvinge dem. Dog erklærer vi hermed udtrykkeligt: ​​1) Vi vil bestræbe os på så vidt muligt at frigøre os fra enhver forbindelse med de Sønderborgske borgere, som gav deres stemmer til kandidaterne fra det preussisk-tyske parti ved valget. 2) Som følge heraf vil vi påtage os at afbryde al handel og trafik med disse borgere. Til sidst udtrykker vi håbet om, at vore medborgere i Als og Sundeved i videst muligt omfang vil slutte sig offentligt til os. - Det er et formelt afslagsbrev fra de dansksindede.

Die bereits gestern erwähnte mit 57 Unterschriften versehene Erklärung der Bauern auf Alsen lautet nach der "Düppelpost": Veschiedene unserer Mitbürger aus Sonderburg haben bei den stattgehabten Communalwahlen sich der deutsch-preussischen Partei angeschlossen und sich somit verantwortlich für die Handlungen derselben gemacht. Gut, mögen sie thun, was sie wollen; wir sinde nicht im Stande ihnen Zwang aufzuerlegen. Wir erklären aber hiermit ausdrücklich: 1) Wir wollen uns bestreben, soviel es uns von jeder Verbindung mit denjenigen Bürgern in Sonderburg freizumachen, die bei den Wahlen den Candidaten der preussisch-deutschen Partei ihre Stimmen gegeben haben. 2) In Folge dessen werden wir es uns engelegen sein lasse, sämmtlichen Handel und Verkehr mit jenen Bürgern abzubrechen. Schliesslich sprechen wir die Hoffnung aus, dass unsere Mitbürger in Alsen und aud dem Sundewitt im weitesten Umfange sich uns öffentlich anschliessen werden. - Das ist so ein förmlicher Absagebrief der Dänischgesinnten.

(Fränkischer Anzeiger : Tagblatt d. Stadt Rothenburg u. Umgebung. 24. december 1869).


Nordslesvig. Den danske agitation er stærkere og mere aktiv end nogensinde. Siden sidste valg har bønderne på Als og Sundeved erklæret, at de ikke længere vil købe af eller arbejde for nogen med tysksindet. Som følge heraf er de tyske handlende og håndværkere, især i byen Sønderborg, i en dårlig situation.

Nordschleswig. Die dänische Agitation ist wieder kräftiger und rühriger als je. Seit den letzten Wahlen haben die Bauern auf Alsen und im Sundewitt erklärt, bei keinem Deutschgesinnten mehr kaufen oder arbeiten lassen zu wollen. In Folge dessen sind die deutschen Krämer und Handwerker, zumal in der Stadt Sonderburg, in übler Lage.

(Der Grenzbote, 26. december 1869).


Den 27. oktober 1869 ankom en deputation ("Den slesvigske Adresse-Deputation") fra Nordslesvig ti Berlin for at søge om audiens hos kong Vilhelm. Den bestod af Kryger, Ahlmann, Carllsen, Jensen (Glensborg), Lassen og P. Schau. De henvendte sig til baron Scheel Plessen for at få ham til at opnå audiens. Han henviste dem til overhofmarskallen som var den som kunne udvirke noget sådant. Deputationens mål var at kræve at Vilhelm enten opfyldte Pragfredens § 5 eller afskaffede den, eftersom uklarheden var utålelig. Scheel Plessen meddelte senere at indenrigsministeren var villig til at modtage dem hvis de fremsatte ønske om det. Kongen afslog at modtage deputationen.