Viser opslag sorteret efter dato for forespørgsel "allgemeine zeitung". Sortér efter relevans Vis alle opslag
Viser opslag sorteret efter dato for forespørgsel "allgemeine zeitung". Sortér efter relevans Vis alle opslag

24 september 2024

Barrison forbudt i Apolloteatret. (Efterskrift til Politivennen)

Das gestrige erste Auftreten der Lona Barrison im Apollotheater ist nicht nur ohne Störung erfolgt, wozu noch in den letzten Tagen an der Strasse vertheilte Zettel animirt hatten, sondern sogar under lebhaftem Beifall des überaus zahlreichen Publicums. Die Barrison underschied sich nicht allzuviel anderen Chansonetten Sängerinnnen. Allerdings sang sie zu Fuss und zu Pferde.

(Allegemeine Zeitung, 4. oktober 1897)

In der heutigen Sitzung des Polizeisenats bildete Lona Barrison den interessantesten Gegenstand. Es wurde mitgetheilt, dass am Samstag Abend nach Schluss der ersten öffentlichen Vorstellung eine Privatprobevorstellung vor Mitgliedern der beiden städtlischen Collegien stattgefundet hate, welche darüber entscheiden sollten, ob eine vorher verbotene Entkleidungsscene und ein "Reiterlied" zum öffentlichen Vortrag zuzulassen seien. Nach dem Gutachten der Herren wurde mitgetheilt, dass auch in anderen deutschen Städten wegen der zulassung dieser beiden nummern angefragt worden sei. Darauf hat di Münchener Polizeidirection erwidert, sie würde sie verbieten, falls die Barrison nach München käme, und aus anderen Städten sind analoge Antworten eingegangen.

(Allgemeine Zeitung, 7. oktober 1897).

04 juli 2024

Sofie Barrison: Grevinde Bernstorff. (Efterskrift til Politivennen)

Livets omskiftelser.

Fra hovedstaden skrives til os onsdag:

I går formiddag fik København besøg af en ung same, hvis livs roman i den senere tid har stået at læse i en mængde inden- og udenlandske blade. Grevinde Sofie Bernstorff indtraf nemlig hertil med morgentoget fra det sydlige udland og tog ind på Hotel d'Angleterre.

Den unge grevindes livsroman er interessant nok. Hun er kun sytten år gammel, lille og spinkel, men meget smuk. Hendes kønne lille hoved med de regelmæssige ansigtstræk er ombølget af det prægtigste gyldne hår, og de store, lyseblå øjne har et mildt og venligt præg. Kun 15 år gammel optrådte hun med sine tre søstre ved et amerikansk teaterselskab. Moderen, der er dansk af fødsel, men var gift med en englænder, ejede ikke midler til at give sin datter en anden opdragelse.

Imidlertid fik en dansk-amerikansk impressario, Fleron, øjnene op for de unge pigers sjældne skønhed, han indstuderede flere af døgnets populæreste melodier med dem, lærte dem at danse dertil og drog endelig på turné med de små krokoner, først i Amerika og senere i Europa.

Således gik det til, at man for halvanden måned siden kunne se de små "sisters Barrison" gøre furore i "Wintergartens" varieté i Berlin.

Den ene af de små Barrisons skulle dog få sin blomsterstrøede levevej som varieteuse afbrudt i den militærstramme Spreestad. En løjtnant i lansenererne, grev Bernstorff, der for øvrigt har levet 28 år længere i denne verden end hans nuværende frue, så den lille Sofie Barrison og blev forelsket i hende. Trods hans families modstand besluttede de at indgå ægteskab, og en skønne dag flygtede de elskende til London, hvor de blev borgerlig viede; derefter tog parret til Berlin og holdt kirkebryllup i Potsdam.

Nu er den lille grevinde indtruffet hertil på besøg hos sin herboende familie, og om nogle få dage rejser hun med sin moder til Rom, hvor hun skal træffe sammen med sin mand, grev Bernstorff.

Der er noget i, hvad en bekendt skuespiller sagde til mig, da jeg kom ud fra hotellet og fortalte ham om den små grevinde: Den lille gud Amor, det er dog en herlig indretning"

(Fyens Stiftstidende, 14. februar 1895).


En fynsk grevinde.

Sidste vinter optrådte fem små fynske piger under artistnavnet Barrison på en af Berlins største varieteer. Den ene af dem bar navnet Sofie, og i den grad bedårende hun en af den berlinske garnisons officerer at denne, den 40-årige grev Bernstorff, efter en ret romantisk bortførelse lod sig vie til hende på tyskernes nyerhvervede besiddelse, øen Helgoland.

Disse fem søstre hvis danske navn er Barejsen, kom purunge til Amerika for der at bryde sig en bane. En af en fik ansættelse som koristinde ved de mindre teatre i New York, og snart avancerede de og fik tag i publikums gunst. Så meldte en skønne dag den tidligere medarbejder ved "Herolden" Fleron sig som impresario og tilbød de fem søskende engagement for en længere turne. Han lærte dem forskellige danse- og sangnumre, og sammen med en ung amerikanerinde gik han derpå på langfart med "The Six Barrisons". De gjorde lykke overalt hvor de kom frem, og Fleron skovlede tusinder ind.

Fra Amerika drog turneen til kontinentet, og i Berlin, hvor "The Six Barrisons" blev hele seks måneder, opnåede de en succes som aldrig nogen før i denne stad. Der blev således solgt over 3 millioner fotografier af de små, populære sangdanserinder.

Men så fandt Sofie en skønne dag en fin greve, og uagtet Fleron truede og tiggede, var og blev hun borte. Men sin vordende gemal var hun flygtet til Helgoland hvor parret efter vielsen tilbragte hvedebrødsdagene. Senere tog greven til Rom og den unge grevinde til Danmark for at besøge sin slægtninge.

Så sidder en dansk korrespondent imidlertid forleden i en af verdens smukkeste varieteer - Neues Teater (det gamle Volksteater) - i Hamburg og blandt de optrædende er også de små Barrisons, og Sofie er med. En ven fortæller ham at det unge par straks efter bryllupsdagene blev skilt. Grevens forældre fik ham til at foreslå den unge kone skilsmisse og en erstatning på 40.000 blanke mark. Grevinden tog mod begge dele og så rejste hun til Danmark og han til Rom.

Nu er hun atter en af "The Six Barrisons", men hun er tillige den eneste af dem der kan pryde sit visitkort med en grevekrone, og hun gør det - den lille pige fra Fyns land.

(Social-Demokraten, 14. juli 1895).

Verschiedenes.

Berlin, 31. Jan. Zu der Frage, ob Sophie Barrison "Gräfin" ist, ermächtigen die nächsten Angehöringen des Grafen Wilhelm v. Bernstorff das "B. T." behufs Richtigstellung des im Gräftlichen Taschenbuch des Gothaer Almanachs 1897 gebrachten Vermerks, betreffend die Vermählung des Grafen Wilhelm "in zweiter Ehe am 26. Jan. 1895 zu London mit Sophie .... geb. .....", Nachstehendes zu veröffentlichen: "Die im Anschluss an jenen Vermerk gebrachten Erörterungen sind ebenso falsch, wie die Notiz im Almanach selbst, für welche die gothaische Verlags-anstalt übrigens der Familie Remedur geboten und sich wegen Aufnahme der ungenauen Nachricht entschuldigt hat. Ehe es zu einer Eheschliessung in London, beziehungsweise der Einlösung des vom Grafen Wilhelm an Sophie Barrison gegebenen Versprechens hat kommen können, hat der jüngere Bruder, Graf Albrecht Percy Bernstorff, der Landrath des Kreises Kyritz, intervenirt und durch geeignete Mittel Sophie Barrison zur Versichtleistung auf alle Eheanspruche bewogen. Eine Eheschliessung hat somit zwischen dem jetzt in China weilenden Grafen Wilhelm und der jüngsten der augenblicklich wieder in Berlin gastirenden Schwestern Barrison nicht stattgefunden, vielmehr ist dem sonst so wohlunterrichteten Gothaer Almanach ein Irrthum untergeschlüpft."

(Allgemeine Zeitung, 3. februar 1897).

31 august 2023

Nordslesvig 1884. (Efterskrift til Politivennen)

I 1884, 20 år efter krigen 1864, stod det danske flertal i Nordslesvig i samme situation som det tyske flertal i Sydslesvig og Holsten stod i før og  mellem de to slesvigske. En ting var imidlertid forandret: Pressens beretninger. Mens den danske medieverden over en kam forsvarede var der skete før 1864, var dette ikke tilfældet for de tyske aviser efter 1864: nedenstående artikel vidner om en mere uafhængig presse. Ligeledes synes myndighedernes begrænsninger af valgene at være mindre end ved de tilsvarende danske i mellemkrigsperioden.


Nordslesvig.

J. E. Ligesom en række europæiske stater er også det tyske rige i stand til at have en række stammer af forskellig nationalitet inden for sine grænser. Men mens de forskellige nationaliteter i nogle lande er på de bedste vilkår, er det desværre ikke tilfældet alle steder. En del af de tyske statsborgere, som polakkerne i Vestpreussen og Posen, franskmændene i Lorraine, danskerne i Nordslesvig og endda tyskerne i Alsace-Lorraine, står i det mest fjendtlige forhold til riget og tyskheden. Af disse anti-tyske stammer er Nordslesvigs danskere mindst i antal, men de står ikke tilbage for de andre, når det kommer til had til Tyskland.

Med hensyn til sprog og sindelag er det overvældende flertal af indbyggerne i Nordslesvig danskere. Deres sprog er længe blevet udgivet som en tysk dialekt korrumperet af danske påvirkninger; de blev kaldt "Rabendänisch". Intet er mere forkert end en sådan opfattelse. Den den nordjyske bonde forstår ligeså godt, som mecklenburgeren forstår holsteneren. Den jyske dialekt, som er meget forskellig fra sjællandsk og det skrevne eller "københavnske" dansk, der udsprang af den, hersker fra halvøens nordspids til sydvest for Flensborg. I århundreder var sproget jysk op til Slien og så langt sydpå som Husum - bortset fra den frisiske vestkyst i Slesvig. Først i vort århundrede erobrede plattysk Angeln og byen Flensborg, mens en dansk kile stod tilbage midt i landet mellem Angeln og det frisiske område. Denne trekant med dansk sprog er nu, som en artikel i "Ham. Korr." Som jeg forklarede nærmere, bliver det i syd og øst konstant angrebet og indskrænket af plattysk, således at sproget der i en ikke alt for fjern fremtid vil være tysk, og den sproglige grænse vil være en lige linje fra Flensborg til Tønder. Det danske parti har erkendt den fare som plattysk udgør og stiftede for nogle år siden en "Forening til Bevarelse af det danske Sprog i Nordslesvig", der skønt med meget begrænsede ressourcer, skal have en lignende virkning som den tyske skoleforening og Alliance Francaise. Danskerne skal også kæmpe mod skolerne, da regeringen gør alt hvad den kan, for at udbrede det tyske sprog og den tyske etos blandt de unge. Danskerne protesterede voldsomt, da antallet af tysktimer blev øget markant på alle skoler. Til en vis grad anerkendte de dog nytten af ​​at kunne tysk, hvilket viste sig ved at mange bønder sendte deres halvvoksne sønner til Holsten og Sydslesvig for at lære tysk. I nyere tid er fremmødet på videregående uddannelsesinstitutioner, gymnasier og gymnasier, af børn af dansksindede forældre også steget markant, selvom man heraf ikke kan konkludere at der er sket en holdningsændring. Generelt er beboerne i Nordslesvig stadig meget negative og holder fast i deres danske sprog og deres had til alt tysk, og de forstår at forpurre regeringens bestræbelser på at fortyske gennem skolen. Ordsproget: "Den der har skole, har fremtiden" kan næppe anses for gyldigt her. Tyske sange og tysk-patriotiske læsebøger, bl.a. har til formål at indgyde andre holdninger i den opvoksende generation. Men hjemme hører børnene ikke et ord tysk, kun taler der ånder had og foragt mod tyskerne. Så regeringens bestræbelser på at lære de unge tyske sympatier og det tyske sprog er fortsat mislykkede, især da tysk er og forbliver et fremmedsprog for nogle af de ældre lærere, hvis modersmål naturligvis er dansk. Nord for Flensborg er sproget helt dansk, undtagen helt nord i den lille Herrnhuter-koloni Christiansfeld, som har afværget daniseringen i hundrede år takket være sin stadige forbindelse med Tyskland. Selv i nordlige byer, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Tønder hører man lidt tysk, selvom det tyske parti på disse steder har overvægten ved alle valg, fordi de tysksindede borgere også taler dansk, og mange af de tysksindede kan tale dansk og taler næsten ikke tysk. Da en tysk deputation fra Nordslesvig i begyndelsen af ​​1879 rejste til Berlin for at takke kejseren for ophævelsen af ​​paragraf 5 i Pragfreden, gjorde "Posten" grin med, at en af ​​de fem-seks deputerede ikke talte flydende tysk.

Det danske sprogs territorium falder nogenlunde sammen med det danske parti, men den kile der er trængt ind mellem plattysk og frisisk i syd, skal tages i betragtning - en omstændighed, der naturligvis er gunstig for det tyske sprogs erobrende ekspansion. Danskernes leder siden 1864 var ubestridt H. A. Krüger, en landmand fra Nordslesvig der havde haft stor indflydelse siden 1840'erne, og hvis autoritet var sådan at der i partiet ikke dukkede andre mens han levede. Medlem af landsrepræsentationen siden før 1848 blev han fra 1867 uafbrudt valgt som medlem af landstinget for den første slesvigske valgkreds, men kunne ikke indtage sin plads i huset, fordi han ikke ønskede at aflægge ed, og påberåbte sig artikel 5 i Pragfreden der som bekendt bestemte, at Slesvigs nordlige distrikter skulle afstås til Danmark, hvis deres indbyggere havde stemt for det ved en fri afstemning - en paragraf der udsprang af Napoleons hoved, som derved tvang Preussen og Østrig til at have en slags anerkendelse af nationalitetsprincippet. Krüger hævdede nu at denne bestemmelse gav Nordslesvig en særlig status, at den ikke juridisk var en del af den preussiske stat medmindre en sådan folkeafstemning havde besluttet det, og at den preussiske grundlov derfor ikke var gyldig for Nordslesvig. Også danske repræsentanter fra den anden kreds nægtede altid at aflægge ed, sandsynligvis delvist påvirket af Krüger, således at disse to kredse fra 1867 til sidstnævntes død i 1881 var uden repræsentation i delstatens parlament. Krüger havde også siden 1867 været repræsentant for den første valgmenighed på Rigsdagen, dog uden at tage nævneværdig del i husets arbejde; han plejede kun at holde en protesttale nu og da. Danskerne besatte kun den anden valgkreds i den konstituerende nordtyske rigsdag. Ved at ændre valgkredsene - Haderslev og Sønderborg, Flensborg og Aabenraa blev slået sammen, mens Flensborg og Sønderborg først blev slået sammen til den anden valgkreds - mistede de den anden valgkreds. Partiet fik et stærkt slag gennem ophævelsen af ​​artikel 5 i 1878. Det viste sig at partiet havde begået en stor fejltagelse ved kun at påberåbe sig sine rettigheder og krav fra denne traktat indgået mellem to staters herskere, i stedet for fra den at påberåbe sig en naturlig selvbestemmelsesret. Krüger erklærede, at hans holdning og hans synspunkter forblev uændrede, at selvbestemmelse var en umistelig ret for folk, der ikke kunne ophæves ved nogen traktat; Artikel 5 var dog blevet fremhævet for ofte og for stærkt til at dens ophævelse havde gjort et væsentligt indtryk på befolkningen i Nordslesvig og have rokket ved håbet om forening med Danmark, selv om holdningen ikke blev ændret som følge heraf. Da Krüger døde i sommeren 1881, opstod der en dyb konflikt blandt nordslesvigsdanskerne, som tidligere kun havde vist sig i få udtalelser, såsom ved valgene til landstinget og distriktsrådene. Ultraer og moderate begyndte at kæmpe for lederskab. Moderaterne ønskede at repræsentanterne skulle aflægge ed for at kunne tage plads i delstatsparlamentet og repræsentere partiets interesser dér, mens ultraerne holdt fast i Krügers synspunkter. I det første distrikt (Haderslev), ved halvvejsvalget til delstatsparlamentet i begyndelsen af ​​oktober 1881, vandt ultraernes Hörlyk den vestlige del af distriktet, over den østlige del, hvor nogle af moderaterne skiftede til ultraer da en tyske valgmand stemte på kandidaten i begyndelsen af ​​anden valgrunde, moderate danskere var enige. De vil hellere vælge deres modstander end at få deres kandidat valgt med tyskernes hjælp. Anderledes forholdt det sig ved rigsdagsvalget for anden kreds i 1881. Siden 1867 havde Flensborg-Aabenraa valgkreds stemt i tysk favør. I 1881 udviklede danskerne en meget livlig agitation, så det lykkedes at få deres kandidat, redaktøren Johannsen der var meget populær i Flensborg, til et omvalg hos den nationalliberale landsdommer Francke i Berlin og fik medhold i omvalgsafstemningen. Stor var glæden hos det danske parti såvel som hele den københavnske presse, som forsøgte at udnytte dette og sagde at det tyske folk i Slesvig var begyndt at indse, hvor meget bedre det ville have været under dansk styre, og de nu gradvist var ved at vende tilbage til det danske flag. I Flensborg var det dog velkendt at det danske parti ikke var blevet styrket på denne måde, men at det kun havde opnået sejr med tysk hjælp, hvor en del af de konservative og socialdemokraterne stemte på danskeren ved omvalgsvalget, blændet af partilidenskab. Men hvis de konservative der stemte på Johannsen, mente at de stemte på en mand der stod deres synspunkter nærmere end Francke, så indså de hurtigt at de var blevet bedraget; fordi Johannsen blev praktikant hos Secessionisterne, og det samme gjorde Lassen der blev valgt til Rigsdagen af ​​den første valgkreds efter en bitter kamp mellem ultraer og moderate. Ultraer havde opstillet tobaksproducenten Junggreen i Aabenraa. Lassen, en bonde på Als, havde sin hjemegn Sønderborg helt på sin side, mens der i Haderslev-distriktet foregik særdeles voldsom agitation for og imod ham. Slutresultatet blev at Lassen blev valgt i omløbet mod Junggreen. Den nordslesvigske bonde der i århundreder har siddet på sin gård som selvejer, viser ligesom beboerne i de tyske marskegne en stærk klassebevidsthed og ser ofte ned på beboerne i de små landbyer. En "cigartriller", som det blev sagt, var derfor ikke rigtigt for ham som folketingsmedlem. Ultraerne havde begået en fejl ved at udpege en byboer, der i øvrigt ikke var hjemmehørende i kredsen. Alt arbejdede sammen for at svække indflydelsen fra Ultraerne som havde domineret Haderslev-distriktet ved delstatsvalget få uger tidligere.

Ved delstatsvalget 1882 blev Lassen og Hörlyk genvalgt, uden at striden om eden blev løst; Den ene aflagde ed, den anden nægtede. Ud over edsspørgsmålet adskiller de to retninger sig også i deres adfærd over for tyskerne og regeringen. Ultraerne er langt hårdere og mere fanatiske, de bestræber sig endda på at afbryde forretningsforholdet til tyskere og anser også et personligt venskabeligt forhold til individuelle tyskere for at være af det onde.

I øjeblikket har ultraerne fået ekstra magt. Årsagen ligger i en høj ophidselse der har overtaget befolkningen. Danskerne lavede flere store politiske demonstrationer i sommer; først arrangerede de en tur til det vestlige Jylland, hvor omkring 2.000 mennesker deltog ifølge myndighederne, det var en fornøjelsesrejse, men i virkeligheden var det ikke andet end en politisk demonstration; Så rejste et par hundrede unge piger en lignende tur til København, selvfølgelig som "undertrykte sønderjyske kvinder". Regeringen der i mange år havde behandlet danskerne ekstraordinært mildt, begyndte nu at gribe energisk ind. Danske statsborgere (optanter), der selv eller deres familiemedlemmer deltog i disse demonstrationer, blev udvist i stort antal; andre der arbejdede på protestaviserne, blev bedt om at opgive deres aktiviteter eller forlade landet. Der blev fremsat beskyldninger og domme for at synge forbudte sange, bære danske farver osv. Lærere og samfundsledere der havde gået på kompromis, blev afsat; en svensk konsul som var hovedagitatoren, mistede sin stilling på grund af udenrigsministeriets indgriben. Mens demonstrationsrejserne allerede havde vakt et vist niveau af begejstring blandt befolkningen, blev dette stærkt øget af regeringens hårde foranstaltninger, især udvisningerne. Antallet af optanter er så stort at de fleste danske familier har en del slægtninge og venner iblandt sig; alle disse står nu over for faren for udvisning hvis de ikke har og ikke vil forholde sig politisk helt rolige. Men ikke mindre stor end danskernes irritabilitet er glæden for tyskerne i Nordslesvig, der ofte har måttet lide under danskernes arrogance, men nu endelig indser at regeringen ikke længere er villig til at tolerere den slags.

Den ændrede stemning afspejlede sig også tydeligt i fiaskoen ved dette års rigsdagsvalg. I den anden kreds, Flensborg-Aabenraa, lykkedes det tyskerne at tage kredsen tilbage fra danskerne gennem et enigt møde og enighed fra alle partier om en fælles kandidat. I den første kreds, Haderslev-Sønderborg, begyndte striden mellem ultraer og moderate igen blandt danskerne, mens tyskerne her viste deres gamle sammenhold og for første gang udsendte et større valgopkald med over 500 underskrifter. Befolkningens begejstring kom ultraerne til gode; Lassen mistede en stor del af sine stemmer i Haderslev-distriktet, og Sønderborg-distriktet viste sig også mere gunstigt for Junggreen end i 1881, så sidstnævnte slog Lassen med omkring 200 stemmer mere. Ved omvalgsvalget mellem de to danske kandidater - tyskerne fik kun 25 procent af de afgivne stemmer - blev Junggreen valgt, fordi det før valget mellem de to partier var aftalt at de ved et omvalg kun ville stemme på den kandidat fra første valg der havde fået flest stemmer; Begge parter havde erkendt hvor stor faren for en splittelse var, og forsøgte at forhindre at striden blev dybere.

Den ekstreme retning har altså vundet for øjeblikket; Det er dog ikke tvivlsomt, at den danske befolkning atter vender over på den anden side; Fordi ønsker om repræsentation i delstatsparlamentet af en mand, der ønsker at aflægge loyalitetsed og kan deltage i husets arbejde, vil blive højlydte igen og igen, og mængden vil endelig komme til den konklusion at en protesterende repræsentation er i det mindste mere nyttigt end en protest gennem ikke-repræsentation.

Det tyske partis oprindelse blandt den dansktalende befolkning ligger langt tilbage i tiden. Da den slesvig-holstenske bevægelse begyndte, blev dens kerne i nord dannet af embedsmænd, der havde studeret ved tyske universiteter. I det flade landskab sluttede disse sig i begyndelsen af ​​de kredse, der stod i nærmere berøring med dem, kan man sige, de store godser i det nordlige Slesvig - et udtryk, der dog ikke er retvisende, da der undtagelselsvis i Sundeved og Als næppe findes større godser. Naturligvis var embedsmændenes indflydelse størst i byerne, skolen var også tysk, og handelsforbindelser kan have været medvirkende til, at nogle af købmændene følte sig mere tiltrukket af Tyskland end af Danmark. Mange håndværkere havde også opholdt sig lang tid i Tyskland som svende og var blevet glade for sproget og skikkene der. Alt dette gjorde byerne til tyskhedens omdrejningspunkter. Det faktum at ideen om et selvstændigt Slesvig-Holsten fandt så lidt accept blandt landbefolkningen, skyldes dem der støttede denne idé. Mens sproget i Nordslesvig var dansk, var sproget i domstole og administration tysk. Slesvig-Holstenerne ønskede at fastholde dette forhold, de ville ikke forstå hinandens sproglige lighed, lige så lidt som eiderdanskerne der ville påtvinge tyskerne deres sprog. Embedsmændene mødte landbefolkningen som fremmede, mens danske agitatorer opildnede til had mod tyskerne. Så skete det at en sund partikularisme baseret på lighed mellem nationaliteter ikke kunne udvikle sig dér, og at flertallet af nordslesvigerne allerede før 1848 var fjendtlige over for den slesvig-holstenske bevægelse og dermed tyskheden. Og alligevel havde det været let at vinde norden dengang, fordi de fleste danskere dengang ikke ønskede nogen forening med Danmark, men kun national lighed i et selvstændigt Slesvig eller Slesvig-Holsten. Det var en ulykke for slesvig-holstenerne at kun halvdelen af ​​Slesvig tilhørte dem, fordi Danmark ikke ville og kunne opgive det nordlige Slesvig; Man vidste i København, at denne del af Slesvig var fjendtlig over for bevægelsen og lænede sig op mod Danmark, og der meldte sig hurtigt den overbevisning at hele Slesvig faktisk var dansk. Efter tre års kampe fik Danmark kontrol, og dermed begyndte et hævnsystem der søgte at ødelægge alt tysk i det nordlige Slesvig. Slesvig blev en dansk provins - i gammel romersk forstand - og danske embedsmænd kunne udøve et så vilkårligt styre, at selv mange danskere ikke gik med til det. Slesvigere, og især tyske slesvigere, var næsten helt udelukket fra embeder. Så kom 1864 og frigørelsen fra dansk styre. De tyske følelser i Nordslesvig var augustenburgske, og annekteringen i 1866 ændrede i første omgang kun lidt i følelserne. Danskerne løftede dog nu mere frimodigt hovedet da den femte artikel i Pragfreden gav dem bedre forhåbninger, mens det tyske parti i stadig kamp med danskerne efterhånden vænnede sig til at betragte den preussiske regering som sin allierede. Kun i de områder med blandet befolkning hvor danskerne havde en vis overvægt, opstod politiske partiforskelle; Hvor danskerne var de mere magtfulde, skubbede det nationale modsætningsforhold alle andre hensyn i baggrunden hos tyskerne. Det tyske parti har efterhånden vundet overvægt i alle byer. Antallet af danske stemmer ved valg er konsekvent faldet i byer og på landet, mens antallet af tyske stemmer langsomt men støt er steget. I 1867 blev der afgivet 15.744 danske stemmer i 1. valgkreds, i 1884 kun 8.375, i 1871 i Slesvig 21.143, men i 1884 kun 12.447. Antallet af tyske stemmer i valgkredsen Haderslev-Sønderborg steg fra 1.676 i 1871 til 2.765 ved sidste valg, fra 11 procent af de afgivne stemmer til 25 procent. Det skal bemærkes, at i det dansksprogede område er antallet af stemmeberettigede konstant faldende. Dette fald falder udelukkende på det danske parti. Udvandringen fra Nordslesvig er markant og skyldes især frygten for tre års værnepligt. De unge ved, at i nabolandet er ancienniteten kun 10-16 måneder, hvorimod den her er tre år. Resultatet er, at langt de fleste af de værnepligtige emigrerer til Danmark eller Amerika. Før 1870 og en del år senere rejste de, der var militærpligtige, sædvanligvis til Danmark, aftjente deres tid der eller blev indkaldt og vendte derefter hjem som danske statsborgere. Derfor er antallet af optanter så stort i disse områder.

En sådan fremgansmåde tolereres dog ikke længere af regeringen: Enhver, der forlader landet, skal nu blive uden for landet. Det danske parti mangler derfor en afløser til at udfylde de huller, som død og emigration har efterladt i dets rækker. Årsagen til stigningen i tyske stemmer er for det første at langt færre unge forlader tyskerne, så der rent faktisk sker en naturlig stigning, og også at indvandringen som ikke er stor, kommer helt sydfra. Det sker ikke tit at mænd fra den danske lejr tager til den tyske lejr, men det mest almindelige er at unge fra danske familier der har aftjent deres tid i militæret, viser tyske sympatier, og så tilpasser deres fædre sig også til situationen forenes. Fordi den tre-årige tjenestetid er en væsentlig drivkraft for danskerne. Når først dette er overvundet, er forsoning lettere mulig.

Hvordan forholdene vil udvikle sig dér i nord i fremtiden er svært at sige, og et forsøg på at besvare et sådant spørgsmål er kun muligt under forudsætning af, at Nordslesvig forbliver en del af Tyskland. Danskerne håber dog altid på en adskillelse fra Tyskland gennem en fransk-russisk krig og forsøger ofte i samarbejde med den københavnske presse at henlede Europas opmærksomhed på sig selv, og de er ikke engang bange for at gøre det, når der er mulighed for det. opstår (som i sensommeren 1883 København) for at henvende sig direkte til højtstående personer. Fortsætter den nuværende politiske situation, er det sikkert at plattysk sprog og dermed tyske stemninger med tiden vil erobre hele det nordlige Slesvig; Der vil dog gå for lang tid til, at denne omstændighed kan tages i betragtning. Først og fremmest bliver byerne mere og mere tyske, ikke blot i form af nationale sympatier, men også i sprog; Dog vil ikke plattysk, men højtysk, som det undervises i skolerne og som intelligentsias og embedsmænds sprog, være byernes fremtidige sprog. Der vil gå generationer, før landbefolkningen bliver tysksindet, selvom den vej som regeringen har valgt (germanisering gennem skoler, undertrykkelse af agitation, forebyggelse af yderligere spredning af optanter) er den eneste rigtige. Så længe skolen ikke gør befolkningen tosproget, og så længe frygten for preussisk militærtjeneste ikke overvindes, vil landbefolkningen forblive i opposition.



Nordschleswig.

J. E. Wie eine ganze Reihe europäischer Staaten ist auch das Deutsche Reich in der Lage, innehalb seiner Gränzen eine Anzahl von Volksstämmen anderer Nationalität zu haben; während aber in einigen Staaten die verschiedenen Nationalitäten im besten Einvernehmen sich befindet, ist leider bei uns diess nicht überall der Fall. Ein Theil der deutschen Staatsangehörigen, wie die Polen in WSestpreussen und Posen, die Franzosen in Lothringen, die Dänen Nordschleswigs und sogar die deutschen Elsass-Lothringen, stehen zu dem Reich und dem Deutschthum im feindlichsten Verhältness. Von diesen deutschfeindlichen Stämmen sind die Dänen Nordschleswigs an Zahl der kleinste, an Hass gegen Deutschland geben sie aber den anderen durchaus nichts nach. 

Die Bewohner Nordschleswigs sind nach Sprache und Gesinnung in weir überwiegender Mehrzahl Dänen. Ihre Sprache ist lange Zeit für eine durch dänische Einflüsse verdorbene deutsche Mundart ausgegeben worden; man nannte sie "Rabendänisch". Nichts ist falscher als eine solche Ansicht, der Bauer des nördlichen Jütlands versteht den Bewohner Sundewitts eben so gut wie der Mecklenburger den Holsteiner. Der jütische Dialekt, der alledings vom seeländischen und dem daraus hervorgegangenen Schrift- oder "Kopenhagener" Dänisch sich sehr unterscheidet, herrscht von der Nordspitze der Halbinsel bis südwestlich von Flensburg. Durch Jahrhunderte war auch bis zue Schlei und bis Husum in Süden - von der friesischen Westküste in Schleswig abgesehen - die Sprache jütisch. In unserem Jahrhundert erst hat das Plattdeutsche Angeln und die Stadt Flensburg erobert, während in der Mitte des Landes zwischen Angeln und dem Friesischen Gebiete ein dänischer Keil sich erhielt. Dieses Dreieck dänischer Sprache wird jetzt, wie vor winigen Jahren ein Artikel in "Ham. KOrr." des Näheren ausführte, im Süden und Osten von dem Plattdeutschen fortwährend angegriffen und eingeengt, so dass in nicht gar zu ferner Zeit die Sprache dort deutsch und die Sprachgränze eine gerade Linie von Flensburg nach Tondern sein wird. Die dänische Partei hat die Gefahr, die vom Niederdeutschen droht, wohl erkannt und vor einigen Jahren einen "Verein zur Erhaltung der dänischen Sprache in Nordschleswig" gegründet, der bei allerdings sehr beschränkten Mitteln ähnlich wirken soll wie der deutsche Schulverein und die Alliance francaise. Auch die Schule haben die Dänen zu bekämpfen, indem hier die regierung alles thut, um deutsche Sprache und deutsche Gesinnung unter der Jugend zu verbreiten. Die Dänen protestirten gewaltig, als in allen Schulen die Zahl der deutschen Unterrichtsstunden beträchtlich erhöht wurde. Zum Theil erkannten sie aber doch ganz wohl die Nützlichkeit der Kenntniss des Deutschen, was sich darin zeigte, dass viele Bauern ihre halberwachsenen Söhne nach Holstein und Südschleswig schickten, um Deutsch zu lernen. In neuerer Zeit ist auch der Besuch der höheren Lehranstalten, Gymnasien wie Realschulen, durch die Kinder dänischgesinnter Eltern ein erheblich steigender geworden, ohne dass man indess daraus auf eine Aenderung in den Gesinnungen schliessen darf. Im allgemeinen nehmen die Bewohner Nordschleswigs noch einen ganz ablehnenden Standpunkt ein und halten fest an ihrer dänischen Sprache und ihrem Hass gegen alles Deutsche, und sie wissen die Bemühungen der Regierung, durch die Schule zu germanisiren, wohl zu vereiteln. Das Wort: "Wer die Schule hat, hat die Zukunft," darf hier einsteilen kaum Geltung beanspruchen. Deutsche Lieder und deutsch-patriotische Lesebücher u. a. sollen der heranwachsenden Generatin andere Gesinnungen einflössen. Im Hause aber hören die Kinder kein deutsches Wort, sonder nur Reden, die Hass und Veerachtung gegen die Deutschen athmen. So bleibt das Bestreben der Regierung, der Jugend deutsche Sypathien und deutsche Sprache beizubringen, erfolglos, um so mehr, als einem Theil der älteren Lehrer, deren Muttersprache natürlich dänisch ist, das Deutsche eine fremde Sprache ist und bleibt. Nördlich von Flensburg ist die Sprache durchweg dänisch, ausser ganz im Norden in der kleinen Herrnhuter-Colonie Christiansfeld, die durch ihre stete Verbindung mit Deutschland seit hundert Jahren die Danisirung abgewehrt hat. Auch in den Städten des Nordens, Sonderburg, Apenrade, Hadersleben, Tondern hört man wenig Deutsch, wenn auch in diesen Orten bei allen Wahlen die deutsche Partei das Ueberwicht hat, denn auch die deutschgesinnten Bürger sprechen dänisch, ja viele von ihnen können bei deutschen Gesinnungen kaum deutsch sprechen. Als Anfang 1879 eine deutsche Deputation aus Nordschleswig nach Berlin gereist war, um dem Kaiser für die Aufhebung des Art. 5 des Prager Friedens zu danken, machte sich die "Post" nicht mit Unrecht darüber lustig, dass einer der fünf oder sechs Abgeordneten des Gebrauchs der deutschen Sprache nicht mächtig war. 

Mit dem Gebiete der dänischen Sprache fällt das der dänischen Partei ungefähr zusammen, indess ist der zwischen Niederdeutsch und Friesisch im Süden eindringende Keil abzurechnen - ein Umstand, der einer erobernden Ausdehnung deutscher Sprache natürlich günstig ist. Der führer der Dänen war seit 1864 unbestritten H. A. Krüger, ein nordschleswigischer Bauer, der schon seit den vierziger Jahren grossen Einfluss besass und dessen Autorität eine derartige war, dass, solage er lebte, innerhalb der Partei keine Ansichten, die den seinigen entgegen waren, hervortraten. Schon seit vor 1848 Mitglied der Landesvertretung, wurde er von 1867 an fortwährend zum Landtagsabgeordneten für den ersten schleswigischen Wahlkreis gewählt, konnte jedoch seinen Platz im Hause nicht einnehmen, da er den Eid nicht ablegen wollte, wobei er sich auf den Art. 5 des Prager Friedens berief, der bekanntlich bestimmte, dass die nördischen Districte Schleswigs an Dänemark abgetreten werden sollten, wenn ihre Bewohner in freier Abstimmung sich dafür ausgesprochen hätten - eine Clausel, die dem Kopfe Napoleons entsprungen ist, der Preussen und Oesterreich damit eine Art Anerkennung des Nationalitätsprincips abnöthigte. Krüger behauptete nun, dass Nordschleswig durch diese Bestimmung eine Sonderstellung erhalte, dass er rechtlich kein Theil des preussischen Staates sei, solange nicht ein solches Plebicit darüber bestimmt habe, und dass daher die preussische Verfassung für Nordschleswig keine Gültigkeit habe. Auch des zweiten Wahlkreises dänischer Vertreter verweigerte stets den Eid, zum Theil wohl durch Krüger beeinflusst, so dass von 1867 bis zum Tode des letzteren, 1881, diese beiden Wahlkreise im Landtage ohne Vertretung waren. Auch om Reichstage war Krüger seit 1867 Vertreter des ersten Wahlkreises, jedoch ohne an den Arbeiten des Hauses bedeutenden Antheil zu nehmen; er pflefgte nur dann und wann eine Protestrede zu halten. Den zweiten Wahlkreis besatzen die Dänen nur im constituirenden Norddeutschen Reichstage. Durch Veränderung der Wahldistricte - Hadersleben und Sonderburg, Flensburg und Apenrade wurde verbunden, während zuerst Flensburg und Sonderburg zum zweiten Wahlkreise vereinigt waren - vorloren sie den zweiten Wahlkreis. Einen starken Stoss erhielt die Partei durch die Aufhebung des Art. 5 im Jahre 1878. Es zeigte sich, dass dieselbe einen grossen Fehler begangen, indem sie ihre Rechte und Ansprüche nur aus diesem zwischen den Herrschern zweier Staaten abgeschlossenen Vertrage hergeleitet hatte, statt sich auf ein natürliches Recht der Selbsbestimmung zu berufen. Zwar erklärte Krüger, dass seine Stellung und seine Anschauungen unverändert seien, dass die Selbstbestimmung ein unveräusserliches Recht der Völker sei, welches durch keinen Vertrag aufgehoben werden könne; indess Art. 5 war zu oft und zu stark betont worden, als dass nicht die Aufhebung deselben einen bedeutenden Eindruck auf die Bevölkerung Nordschleswigs hätte machen und die Hoffnung auf eine Vereinigung mit Dänemark hätte erschüttern müssen, wenn auch die Gesinnungen dadurch nicht verändert wurden. Als Krüger nun im Sommer des Jahres 1881 starb, trat unter den Dänen Nordschleswigs ein tiefgehender Zwiespalt zu Tage, der bisher nur in wenigen Aeusserungen wie bei den Wahlen zum Provinciallandtag und zu den Kreistagen, sich gezeigt hatte. Ultras und Gemässigte begannen sich um die Führung zu streiten. Die Gemässigten wollten, dass die Abgeordneten den Eid ablegten, um im Landtage ihre Sitze einnehmen und dort die Interessen der Partei vertreten zu können, während die Ultras an den Anschouungen Krügers festhielten. Im ersten Kreise (Hadersleben) siegte bei der Nachtwahl zum Landtage Anfangs October 1881 der Ultra Hörlyk, der Westen des Kreises über den Osten, indem ein Theil der Gemässigten zu den Ultras überging, als zu Anfang des zweiten Wahlgangs ein deutscher Wahlmann für den Candidaten der gemässigten Dänen stimmte. Lieber wollten sie den Gegner wählen, als ihren Candidaten mit Hülfe der Deutschen durchsetzten. Anders stellte sich die Sache bei den Reichstagswahlen des zweiten Kreises im Jahre 1881. Seit 1867 hatte der Wahlkreis Flensburg-Apenrade in deutschem Sinne gewählt. 1881 entfalteten die Dänen eine sehr rege Agitation, so dass es ihnen gelang, ihren Candidaten, den in Flensburg sehr beliebten Redacteur Johannsen, zur Stichwahl mit dem nationalliberalen Amtsrichter Francke in Berlin zu bringen und in der Stichwahl durchzusetzen. Gross war der Jubel der dänischen Partei wie auch der gesammten Kopenhagener Presse, die hieraus Capital zu schlagen suchte und aussprach, die deutschen Schleswiger hätten angefangen, zu erkennen, wie viel besser es unter der Dänenherrschaft gewesen wäre, und sie kehrten jetzt allmählich zur dänischen Fahne zurück. In Flensburg aber wusste man recht gut, dass eine derartige Stärkung der dänischen Partei nicht stattgefunden, sondern dass dieselbe nur durch deutsche Hülfe den Sieg errungen, indem ein Theil der Conservativen und Socialdemokraten in der Stichwahl, durch Parteileidenschaft verblendet, den Dänen gewählt hatte. Wenn aber etwa diejenigen Conservativen, die für Johannsen gestimmt, geglaubt hatten, einen Mann zu wählen, der ihren Anschauungen näher stand als Francke, so mussten sie bald erkennen, dass sie in einer argen Täuschung befangen gewesen; denn Johannsen wurde Hospitant bei den Secessionisten und ebenso Lassen, den der erste Wahlkreis nach einem erbitterten Kampf zwischen Ultras und Gemässigten in den Reichstag gewählt hatte. Die Ultras hatten den Tabakfabrikant Junggreen in Apenrade aufgestellt. Lassen, ein Bauer auf Alsen, hatte den heimathlichen Kreis Sonderburg ganz auf seiner Seite, während im Kreise Hadersleben eine äusserst heftige Agitation für und gegen ihn stattfand. Das Ende war, dass lassen in der Stichwahl gegen Junggreen gewählt wurde. Der nordschleswigische Bauer, der seit Jahrhunderten als freier Eigenthümer auf seinem Hofe sitzt, wie die Bewohner der deutschen Marsche, zeigt ein stark ausgeprägtes Standesbewusstsein und sieht vielfach auf die Beiwohner der kleinen Landstädte berab. En "Cigarrendreher", wie geradezu gesagt wurde, war ihm daher als Abgeordneter nicht recht. Die Ultras hatten mit der Aufstellung eines Städters, der obendrein im Wahlkreise nicht heimisch war, einen Fehler gemacht. Alles wirkte zusammen, um den Einfluss der Ultras, die noch wenige Wochen vorher bei den Landtagswahlen das Uebergewicht im Kreise Hadersleben gehabt hatte, zu schwächen. 

Bei den Landtagswahlen des Jahres 1882 wurden Lassen und Hörlyk wiedergewählt, ohne dass der Streit über den Eid zum Austrage kam; jener leistete den Eid, dieser verweigerte ihn. Ausser in der Eidesfrage unterscheiden sich auch die beiden Richtungen in ihrem Verhalten zu den Deutschen und der Regierung. Die Ultras sind weit schrosser und fanatischer, sie streben sogar danach, den geschäftlichen Verhehr mit Deutschen abzubrechen und betrachten auch wohl ein persönlich-freundliches Verhältniss zu einzelken Deutschen als vom Uebel.

Augenblicklich haben die Ultras ausserordentlich an Macht gewonnen. Der Grund liegt in einer hochgradigen Aufregung, die sich der Bevölkerung bemächtigt hat. Die Dänen unternahmen diesen Sommer mehrere grosse politische Demonstrationen; zunächst setzten sie eine Tour nach dem westlichen Jütland ins Werk, an der etwa 2000 Personen sich betheiligten, den Behörden gegenüber eine Vergnügungsreise, in Wirklichkeit aber nichts als eine politische Demonstration; dann machten einige hundert junge Mädchen eine ähliche Tour nach Kopenhagen, als "unterdrückte Südjütinnen" natürlich. Die regierung, die lange Jahre die Dänen mit ausserordentlicher Milde behandelt hatte, begann aber nun energisch einzuschreiten. Dänische Staatsangehörige (Optanten), die selbst oder deren Familienmitglieder an diesen Demonstrationen theilgenommen hatten, wurden in nicht geringer Zahl ausgewiesen; andere, die an den Protestzeitungen arbeiteten, erhielten die Aufforderung, ihre Thätigkeit aufzugeben oder das Land zu verlassen. Anklagen und Verurtheilungen erfolgten wegen Singens verbotener Lieder, Tragens dänischer Farben u. dgl. Lehrer und Gemeindevorsteher, die sich compromittirt hatten, wurden abgesetzt; ein schwedischer Consul, der als Hauptagitator thätig war, verlor durch Einschreiten des Auswärtigen Amts seine Stellung. Hatten die Demonstrationsreisen schon eine gewisse Erregung unter der Bevölkerung hervorgerufen, so wurde diese durch das scharfe Vorgehen der Regierung und zwar ganz besonders durch die Ausweisungen ausserordentlich gesteigert. Die Zahl der Optanten ist so gross, dass die meisten dänischen Familien unter diesen eine Reihe von Verwandten und Freunden haben; alle diese sehen sich nun vor der Gefahr der Ausweisung, wenn sie sich nicht politisch gänzlich ruhig verhalten haben und verhalten werden. Nicht minder gross aber als die Gereiztheit der Dänen ist in Nordschleswig die Freude der Deutschen, die oft genug unter den Uebermuth der Dänen haben leiden müssen, jetzt aber endlich erkennen, dass die Regierung derartiges zu dulden nicht mehr gewillt ist.

Die veränderte Stimmung hat sich auch deutlich in dem Ausfall der diessjährigen Reichstagswahlen gezeigt. Im zweiten Kreise, Flensburg-Apenrade, gelang es den Deutschen durch einmüthiges Zesammengehen und einigung aller Parteien auf einen gemeinsamen Candidaten, den Wahlkreis den Dänen wieder abzunehmen. Im ersten Kreise, Hadersleben-Sonderburg, begann unter den Dänen der Streit zwischen Ultras und Gemässigten wieder, während die Deutschen hier ihre alte Einigkeit zeigten und zum ersten Male einen grösseren Wahlaufruf mit über 500 Unterschriften erliessen. Den Ultras kam die Aufregung der Bevölkerung zu gute; Lassen verlor im Kreise Hadersleben einen grossen Theil seiner Stimmen, und auch der Kreis Sonderburg zeigte sich für Junggreen günstiger als 1881, so dass der letztere Lassen mit etwa 200 Stimmen mehr schlug. In der Stichwahl zwischen den beiden dänischen Candidaten - auf den deutschen waren nur 25 Procent der abgegebenen Stimmen gefallen - wurde Junggreen gewählt, indem vor der Wahl zwischen den beiden Richtungen vereinbart war, bei einer Stichwahl nur für den zu stimmen, der in der ersten Wahl die meisten Stimmen erhalten hätte; beide Parteien hatten erkannt, wie gross die Gefahr einer Spaltung sei und suchten auf diese Weise eine Vertiefung des Streites zu verhindern.

Die extreme Richtung hat damit für den Augenblick den Sieg davongetragen; indess ist es wohl nicht zweifelhaft, dass die dänische Bevölkerung nach wieder auf die andere Seite sich hinüberneigen wird; denn Wünsche nach einer Vertretung im Landtage durch einen Mann, der den Treueeid ablegen will und an den Arbeiten des Hauses theilnehmen kann, werden immer wieder laut werden, und die Menge wird endlich zu der Einsicht gelangen, dass eine protestirende vertretung immerhin nützlicher sei, als ein Protest durch Nichtvertretung.

Der Ursprung der deutschen Partei under der dänisch redenden Bevölkerung liegt weit zurück in der Zeit. Als die schleswig-holsteinische Bewegung begann, wurde im Norden der Kern derselben von den Beamten gebildet, die auf deutschen Universitäten studiert hatten. An diese schlossen sich auf dem platten Lande zunächst die Kreise an, die mit ihnen in näherem Verkehre standen, man möchte sagen, der nordschleswigische Grossgrundbesitz - ein Ausdruck, der indess nicht zutreffend ist, da ausser in Sundewitt und auf Alsen grössere Güter sich hier kaum finden. In den Städten war natürlich die Einwirkung der Beamten am grössten, die Schule war ausserdem deutsch, Handelsverbindungen mochten das Ihrige dazu beitragen, dass ein Theil der Kaufleute sich mehr nach Deutschland als nach Dänemark hingezogen fühlte. Mancher Handwerker hatte auch als Geselle lange in Deutschland sich aufgehalten und dort Sprache und Sitte liebgewonnen. Das alles hat die Städte zu den Brennpunkten des Deutschthums gemacht. Dass bei der Landbevölkerung die Idee eines selbstständigen Schleswig-Holsteins so wenig Eingang gefunden das haben die Träger dieser Idee selbst verschuldet. Während die Sprache Nordschleswigs dänisch war, war in Gericht und Verwaltung die Sprache deutsch. Dieses Verhältniss wollten die Schleswig-Holsteiner aufrecht erhalten, zu einer Gleichstellung der Spracnen wollten sich ebenso wenig verstehen wie de Eiderdänen, die den Deutschen ihre Sprache aufdrängen wollten. Als Fremde standen die Beamten der ländlichen bevölkerung gegenüber, während dänische Agitatoren zum Hass gegen die Deutschen reitzten. So kam es, dass sich ein gesunder Particularismus, auf Gleichberechtigung der Nationalitäten basirend, dort nicht entwickeln konnte, und dass der grösste Theil der Nordschleswiger schon vor 1848 der schleswig-holsteinischer Bewegund und damit dem Deutschthum feindlich gegenübertrat. Und doch wäre es damals leicht gewesen, den Norden zu gewinnen, denn die meisten Dänen damaliger Zeit wollten gar keine Vereinigung mit Dänemark, sondern nur nationale Gleichberechtigung in einem selbständigen Schleswig oder Schleswig-Holstein. Es war ein Unglück für die Schleswig-Holsteiner, dass nur das halbe Schleswig ihnen gehörte, denne Dänemark wollte und konnte Nordschleswig nicht aufgeben; man wusste in Kopenhagen, dass dieser Theil von schleswig der Bewegung feindlich gegenüberstand und sich zu Dänemark neigte, und bald brach sich dort die Ueberzeugung Bahn, dass eigentlich ganz Schleswig dänisch sei. Nach dreijährigen Kampfe bekam Dänemark die Herrschaft, und damit begann ein Sysem der Rache, welches alles Deutsche in Nordschleswig zu vernichten suchte. Schleswig wurde eine dänische Provinz - im altrömischen Sinne - un der dänische Beamte eine derartige Willkürherrschaft ausüben konnten, dass sogar viele Dänen nicht damit einverstanden waren. Schleswiger, und vor allem deutsche Schleswiger, waren von Aemtern fast ganz ausgeschlossen. Dann kam 1864 und die Befrieung von der Dänenherrschaft. Was in Nordschleswig deutsche gesinnung hegte, war augustenburgisch, und auch die annexion 1866 veränderte zunächst wenig in den Gesinnungen. Die Dänen jedoch erhoben jetzt wieder kühner ihr Haupt, da der fünfte Artikel des Prager Friedens ihnen bessere Hoffnungen gab, während die deutsche partei im steten Kampf mit den Dänen sich allmählich daran gewöhnte, die preussische regierung als ihren Bundesgenossen zu betrachten. Nur in denjenigen Gegenden gemischter Bevölkerung, wo die Dänen ein sicheres Uebergewicht hatten, kamen politische Partei-Unterschiede zur Geltung; wo die Dänen die Mächtigeren waren, drängte der nationale Gegensatz bei den Deutschen alle anderen Rücksichten in den Hintergrund. In allen Städten hat die deutsche Partei allmählich das Uebergewicht erlangt. Die Zahl der bei den Wahlen abgegebenen dänischen Stimmen hat sich stets vermindert in den Städten wie auf dem Lande, während die deutsche Stimmenzahl langsam, aber fortwährend gewachsen ist. So wurden 1867 im 1. Wahlkreise 15,744 dänische Stimmen abgegeben, 1884 dagegen nur 8375, 1871 in Schleswig überhaupt 21,143, 1884 aber nur 12,447. Die Zahl der deutschen Stimmen im Wahlkreis Hadersleben-Sonderburg stieg von 1676 im Jahre 1871 auf 2765 beit den letzten wahlen, von 11 procent der abgegebenen Stimmen auf 25 Procent. Dabei ist zu beachten, dass im dänischen Sprachgebiet die Zahl der wahlberechtigten überhaupt fortwährend im Sinken ist. Diese Abnahme trifft die dänische Partei allein. Die Auswanderung aus Nordschleswig ist bedeutend und hat ganz besonders ihren Grund in der Furcht vor dem dreijährigen Militärdienst. Die jungen Leute wissen, dass im Nachbarlande die Dienstzeit nur 10-16 Monate beträgt, hier dagegen drei Jahre. Die folge ist, dass der allergrösste Theil der Militärpflichtigen auswandert, nach Dänemark oder Amerika. Vor 1870 und noch eine reihe von Jahren nachher gingen die Militärpflichtigen meist nach Dänemark, dienten dort ihre Zeit ab, oder wurden cassirt, und kehrten dann als dänische Staatsangehörige nach Hause zurück. Daher ist auch in diesen Gegenden die Zahl der Optanten so überaus gross.

Ein derartiges Verfahren wird aber jetzt von der regierung nicht mehr geduldet: wer aus dem Lande geht, muss jetzt ausser Landes bleiben. Es fehlt also der dänischen Partei ein Ersatz zur Ausfüllung der Lücken, die durch Tod und Auswanderung in ihre Reihen gerissen werden. Die Zuhanme der dceutschen Stimmen hat zunächst darin ihren Grund, dass von den Deutschen viel weniger junge Leute fortgehen, so dass wirklich eine natürliche Vermehrung stattfindet, ferner darin, dass die Einwanderung, die zwar nicht gross ist, durchweg von Süden kommt. Dass Männer aus dem dänischen in das deutsche Lager übergehen, kommt nicht oft vor, am häufigsten mag es noch sein, dass junge Leute aus dänischer Familie, die ihre Militärzeit abgedient haben, deutsche Sympathien zeigen, und dass dann auch ihre Väter mit den Verhältnissen sich aussöhnen. Denn die dreijährige Dienstzeit ist ein Hauptanstoss für die Dänen. Ist dieser erst überwunden, so ist eine Versöhnung schon leichter möglich.

Wie nun in der Zukunft dort im Norden die Verhältnisse sich entwickeln werden, das zu sagen ist schwer, und ein Versuch, eine derartige Frage zu beantworten, ist nur unter der Voraussetzung möglich, dass Nordchleswig ein Theil Deutchlands bleibt. Die Dänen allerdings hoffen stets auf eine Abtrennung von Deutschland durch einen französich-russischen Krieg und suchen oft genug im Verein mit der Kopenhagener Presse die Blicke Europa's auf sich zu lenken, ja sie scheuen sich sogar nicht, bei gegebener Gelegenheit (wie om Spätsommer 1883 in Kopenhagen) an hochstehende Personen sich direkt zu wenden. Bei einer Fortdauer der jetztigen politischen Verhältnisse ist es sicher, dass plattdeutsche Sprache und damit deutsche Gesinnung den ganzen Norden schleswigs im Laufe der Zeiten erobern wird; indess würden darüber zu lange Zeiträume vergehen, als dass man diesen Umstand in Betracht ziehen dürfte. Zunächst werden aber die Städte mehr und mehr deutsch, nicht bloss en Bezug auf nationale Sympathien, sondern auch in der Sprache; jedoch nicht plattdeutsch, sonder hochdeutsch, wie es die Schule lehrt und wie es die Sprache der Intelligenz und der Beamten ist, wird die künftige Sprache der Städte sein. Bis die Landbevölkerung aber deutsche Gesinnungen annimmt, darüber werden, obwohl der von der Regierung eingeschlagene Weg (Germanisirung durch die Schule, Unterdrückung der Agitation, Verhinderung weiterer Vermehrung der Optanten) der einzig richtige ist, doch Generationen vergehen. Solange nicht die Schule bewirkt, die Bevölkerung also zweisprachig wird, und solange die Furcht vor dem preussischen Militärdienst nicht überwunden ist, solange wird die Landbevölkerung in der Opposition bleiben.

(Allgemeine Zeitung. 27. december 1884)

Hans Andreasen Krüger (1816-1881) fra Bevtoft Kro, Bevtoft Mølle og et landbrug blev 1847 medlem af den slesvigske stænderforsamling. Siden martsdagene 1848 organiserede han sammen med Laurids Skau nordslesvigske bønders modstand mod slesvig-holstenerne og bistod under Treårskrigen 1848-51 den danske hær. Mellem krigene repræsenterede han de dansksindede i Notabelforsamlingen, stænderforsamlingen og rigsrådet. I 1860 stemte han i stænderforsamlingen for fortsat forbud mod bøger med "statsopløsende" indhold. Senere på året stemte han imod eksklusionen af Thomsen-Oldensworth af Rigsrådet. Han var fængslet under Krigen i 1864 og igen i 1870. I 1867 blev han valgt som repræsentant for Nordslesvig til Den Grundlovgivende Nordtyske Rigsforsamling, senere til Rigsdagen i Berlin og 1867 valgt til den preussiske landdag.

09 juli 2023

Det tyske Socialdemokratis Kongres i Kjøbenhavn 1883. (Efterskrift til Politivennen)

De tyske Socialdemokrater have i Dagene fra 30te Marts til 1ste April i Kjøbenhavn afholdt en Kongres, hvorom Soc.-Dem. indeholder endel nærmere Meddelelser. Det synes at være lykkedes de tyske Socialister at holde deres Plan hemmelig og i Tyskland at have udbredt den Tro, at Kongressen vilde blive afholdt i Schweiz. Allerede i Tirsdags indtraf de første tyske delegerede til Kjøbenhavn, deriblandt Rigsdagsmanden Vollmar. Onsdag og Torsdag fulgte flere efter, og i Fredags Eftermiddags Kl. 4 aabnedes Kongressen, der talte 60 Medlemmer, i "Forsamlingsbygningen's store Sal. Iblandt Deltagerne navnes foruden Vollmar de bekjendte Socialdemokrater Auer og Bebel samt 10 Medlemmer af den tyske Rigsdag: Blos, Liebknecht. Hansenclever, Kracker, Kayser, Geiser, Grillenberger, Frohme, Dirtz og Stolle. Paa Kongressen vare desuden repræsenterede de tyske socialdemokratiske Foreninger i Paris, London og Schweiz. Det kjøbenhavnske social-demokratiske Forbund hilste de delegerede velkommen ved sin Bestyrelse; Bebel valgtes til Dirigent, Hasenclever til Vicedirigent. Kongressens Forhandlinger, som optoge tre Møder, drejede sig bl. a. om Partiets Stilling til Rigsdagsvalgene i 1884 og Bismarcks socialpolitiske Forslag, hvilke sidste man besluttede at bekæmpe paa det bestemteste, ligesom man vedtog at "forcere Kampen mod det kapitalistiske Samfund". Under Sammenkomsten indløb der Adresser fra de russiske og franske Socialister. Bl. a. vedtoges ogsaa at iværksætte en Indsamling til et Monument for Carl Marx. Efter Kongressens Slutning gav den danske Forbundsbestyrelse et Festmaaltid til Ære for de tyske Kolleger, hvortil ogsaa et begrænset Antal danske Socialdemokrater havde Adgang. "Det pointeresdes - hedder det i Referatet - fra begge Sider, at saavel det danske som det tyske Socialdemokrati vare Partier, der hvilede paa streng parlamentarisk Grund, og som hverken havde Sympathi eller Tilknytningspunkter med de saakaldte Socialrevolutionære".

Socialdemokraten Vollmar er i Følge Telegram til Ritz. Bur. arresteret i Kiel paa Tilbagerejsen fra Kongressen i Kjøbenhavn, som det synes paa Foranledning af det kjøbenhavnske Politi.

(Stubbekøbing Avis 5. april 1883).


Tyske Socialister i Kjøbenhavn. Fredag, Lørdag og Søndag er der i København bleven afholdt en Kongres af 60 Afsendinge for det tyske socialdemokratiske Part. Denne Kjendsgjerning er sikkert kommet Mange overraskende og selv det kjøbenhavnske Politi har til en vis Grad været uvidende om, hvad foregik. Allerede i Tirsdags begyndte Tyskerne at komme og indlogerede sig under opdigtede Navne paa de kjøbenhavnske Hoteller. Torsdag var man samlet som Kongres og Fredag begyndte Møderne. Det synes som om Politiet om Fredagen har faaet en Smule Nys om Sagen, idet Opdagelsesbetjent Rudolf i Petersen paa den Dag indfandt sig i Forsamlingsbygningen i Rømersgade med Forespørgsel om, hvad det var for et Møde, der blev afholdt. Han fik imidlertid det Svar, at det var et privat Selskab, der holdt Møde, til hvilket Politiet ingen Adgang havde. Det synes nu som Politiet har brugt Resten af Fredag samt hele Lørdag til at komme paa det Rene med hvad del var, der foregik, thi først Søndag Morgen tidlig modtog hver af Tyskerne Besøg af Opdagelsespolitiet, der forhørte sig om deres Navne, Ærinde osv. Samtidig fik den Delegerede Liebknecht Ordre til at møde hos Etatsraad Crone Kl. 2 samme Dag. Da Liebknecht kom op til Politidirektøren, bebrejdede denne ham, at de Delegerede vare tagne ind paa Hotellerne under opdigtede Navne, idet han oplyste ham om, at dette stred mod dansk Lovgivning. Af den Grund maatte Politidirektøren meddele Liebknecht, at Kongressen maatte ophøre med sine Møder, - en Meddelelse, som Liebknecht kunde besvare med, at Kongressens Forhandlinger alt vare tilendebragte. Det øvrige angaaende Kongressen har staaet saa udførligt meddelt i "Social-Demokraten", at vor Meddeler ikke her skal komme nærmere ind derpaa, men kun løfte Forhænget for de egentlige Forhandlinger saa meget ved at meddele, at det tyske Socialdemokrati i alle Punkter staaer paa Parlamentarismens Grund og kun ønsker Reformer ad Lovgivningens Vei. Som Kuriosum kan det maaske interessere at erfare, at det saksiske Landdagsmedlem Bebel i en paafaldende Grad ligner Dr. Georg Brandes, medens den tyske Rigsdagsmand Volmar - der, som igaar meddelt, paa Hjemrejsen er bleven arresteret i Kiel, men atter strax blev løsladt - slaaende ligner Louis Pio.

- Foruden Tyskeren Vollmar fængsledes i Kiel endnu et Par Andre, nemlig de tyske Socialister Frohme og Viereck saml tre andre socialistiske Tillidsmænd. Frohme sad i 22 Timer, Vollmar i 8 Timer før de løslodes. Paa Jernveistationen i Neumynster bleve Bebel, Dietz og Auer fængslede. Efterat endel Flyveskrifter, som de medførte, vare blevne beslaglagte, bleve de igjen frigivne.

(Middelfart Avis 6. april 1883).



Kongressen i Wyden i Schweitz blev afholdt 20.-23. august 1880. Kongressen i København blev afholdt 29. marts til 2. april 1883.

Som rapporteret fra København havde de tyske socialdemokraters hemmelige kongres der blev afholdt der, i nogen tid været skjult i forsamlingshuset "Rømersgade" (ejet af de københavnske socialdemokrater), indtil en større forsamling henledte opmærksomheden på den. Kongressen bestod angiveligt af omkring 70 delegerede, inklusive næsten alle de tyske rigsdagsmedlemmer af det socialistiske parti. Repræsentanter fra London, Paris, Schweiz og Rusland samt danske delegerede var også til stede. Kongressen afsluttedes med en stor banket arrangeret af de danske socialdemokrater for deres tyske allierede. Som rapporteret af "Frkf. Ztg." fra Berlin, er der blevet indført en postblokering for breve og pakker tilhørende de socialdemokrater, der mistænkes for at have deltaget i Københavnskongressen. Følgende "autentiske" rapport om anholdelsen af ​​socialdemokrater, der vendte tilbage fra København i Kiel, blev modtaget af "Frkf. Journ.": "Mandag vendte hr. Frohme og tre andre socialdemokratiske repræsentanter tilbage fra Københavnskongressen. De blev arresteret for at finde potentielt kompromitterende dokumenter om den socialistiske bevægelse. Intet blev opdaget; herrerne blev dog holdt i forvaring for at forhindre dem i at informere deres efterfølgere." Tirsdag morgen ankom hr. von Vollmar og hr. Viereck med damper; de blev arresteret ved landingspladsen. Hr. von Vollmar telegraferede til Rigsdagens præsident i Berlin. Ingen af ​​mændene blev fundet i besiddelse af de forventede dokumenter. Anklagemyndigheden og undersøgelsesdommeren løslod dem derfor alle. Ikke kun de to repræsentanter, men alle de arresterede blev løsladt, så det var ikke de valgte repræsentanters immunitet, men undersøgelsesdommerens erklæring der ikke så nogen grund til at opretholde deres tilbageholdelse, udvirkede deres løsladelse. Repræsentant Frohme blev tilbageholdt i 22 timer, repræsentant Vollmar i 8 timer. Fra Neumünster rapporteres det: "I går blev socialdemokraterne Bebel, Dietz og Auer, der var ankommet fra København, arresteret af tre kriminalefterforskere fra Berlin på den lokale togstation. Efter en times lang forhørsrunde, hvor de nægtede at udtale sig om formålet med mødet i København, og efter konfiskation af forskellige dokumenter og papirer blev de tilbageholdte løsladt. Bebel rejste straks til Kiel."

Wie aus Kopenhagen berichtet wird, war der dort abgehaltene geheime Congress der deutschen Socialdemokraten längere Zeit im Versammlungshaus "Römersgade" (Eigenthum der Kopenhagenere Socialdemokraten) verborgen geblieben, bis eine grössere Zusammenkunft die Aufmerksamheit auf den Congress lenkte. Der Congress bestand angeblich aus etwa 70 Delegirten, worunter fast alle deutschen Reichtagsabgebordneten der socialistischen Partei. Ausserdem waren Abgesandt aus London, paris, der Schweiz und Russland, sowie dänische Delegirte anwesend. Seinen Abschluss fand der Congress mit einem grossen Bankett, das die dänischen Socialdemokraten ihren deutschen Verbündeten gaben. Wie der "Frkf. Ztg." aus Berlin berichtet wird, ist eine Sperre auf Briefe und Pakete derjenigen Socialdemokraten verfügt worden, von denen vermuthet wird, dass sie am Kopenhagener Congresse theilgenommen haben. Ueber die Verhaftung der aus Kopenhagen zurückgekehrten Socialdemokraten in Kiel geht dem "Frkf. Journ." nachstehende "authentische" Mittheilung zu: "Am Montag kamen Hr. Frohme und drei andere Socialdemokratische Vertrauensmänner von dem Kopenhagener Congress zurück. man nahm sie fest, um bei ihnen eventuell compromittirende Papiere über die socialistiscke Bewegung abzufassen. Es würde nichts entdeckt; die Herren aber wurden in Haft behalten, damit sie nicht ihre nachfolgenden Genossen benachrichtigen könnten. Am dienstag Morgen, langten Hr. v. Vollmar und Hr. Viereck mit dem Dampfer an; sie wurden auf dem Landungsplatz festgenommen. Hr. v. Vollmar telegraphirte nach Berlin an den Reichtagspräsidenten. Man fand bei keinem der Herren solche Papiere, wie man sie erwartete. Der Staatsanwalt und der Untersuchungsrichtre liessen dessdalb sämmtliche Herren Frei. Nicht nur die beiden Abgeordneten, sondern alle Verhafteten wurden freigelasse, so dass nicht die Immunität des Volksvertreters, sondern die Erklärung des Untersuchungsrichters, der keinen Grund zur Aufrechthaltung deer Haft ersah, die befreihung erwirkte. Der Abgeordnete Frohme war 22, der Abgeordnete Vollmar 8 Stunden lang verhaftet." Aus Neumünster wird gemeldet: "Gestern wurden auf dem hiesigen Bahnhofe die von Kopenhagen kommenden Socialdemokraten Bebel, Dietz und Auer durch drei Berliner Criminalbeamte berhaftet. Nach einem einstündigen Verhör, in welchem sie alle Aussagen über den Zweck der Zusammenkunft in Kopenhagen verweigerten und nach der Confiscation diverser Druchsachen und Schriftstücke wurden die Verhafteten Wieder auf freien Fuss gesetzt. Bebel fuhr sofort nach Kiel." 

(Allgemeine Zeitung 7. april 1883)


Den tyske socialdemokratiske Kongres i København har, skriver "Wes. Zeit.", atter en Gang vist klart og tydeligt, hvor lidet Politiet med alle dets Vaaben formaar at udrette overfor det revolutionære Parti. Vel Størstedelen af Kongressens Medlemmer staar under Politiets Opsyn, og dog har de uforstyrret kunnet forsamle sig i den danske Hovedstad. Det er forøvrigt falsk, tilføjer Bladet, naar flere Organer har sagt, at Socialdemokratiet forsætlig har udspredt, at Kongressen vilde finde Sted i Svejts. Om Tid og Sted for Kongressen har der aldrig staaet noget i "Der Socialdemokrat". Politiet har ganske simpelt skuffet sig selv.

Vort sveitsiske Broderorgan "Arbeiterstimme" skriver: Ligesom for to og et halvt Aar siden til Kongressen paa Slottet Wyden, saaledes var Forberedelserne til Kongressen i København trufne hemmeligt, og man kan tænke sig Politiets Forbløffelse, da det endelig fik Kundskab om Kongressen Siden det tyske Socialdemokrati er organiseret, har endnu ingen Kongres - ikke en Gang paa den mest udbredte Propagandas Tid - været saa stærkt besøgt, som denne Kongres i Udlandet! Og dette er et sikkert Tegn paa Partiets Styrke, mod hvilken den infameste af alle Undtagelseslove har vist sig at være til ingen Nytte. Et næste Tegn paa Partiets Styrke er det, at under hele Kongressens Forløb blev hverken Navnet Most eller hans "socialrevolutionære Propaganda" nævnet en eneste Gang, - saa betydningsløs er denne paa fremmed Jordbund voksede Plante af personligt Renommisteri for den tyske sociale Bevægelse; det skal endnu nævnes, at heller ikke det danske Politi kunde undlade at aflægge Vidnesbyrd om de internationale Spioninteresserss Solidaritet: Søndag Morgen Kl. 7 blev der i samtlige hoteller anstillet Efterforskninger efter de Kongresdelegerede, der blev underkastet de bekendte Undersøgelser om Legitimation og om Øjemedet med deres Nærværelse. Man viste dem endog den Elskværdighed, at optage deres Signalementer. Men dette forhindrede ikke de delegerede i, ubekymrede at føre deres Forhandlinger til Ende. Ved Tilbagerejsen til Tyskland blev nogle faa Partifæller arresterede af Politiet, men maatte efter faa Timers Forløb atter frigives, hvorved de Bismarckske Politi-Sporhunde opnaaede at gøre sig til Genstand for almindelig Latter.

Kongressen i København og den Sympati, de tyske Socialister fandt hos de danske Arbejdere, hvilken navnlig lagde sig for Dagen ved en om Lørdagen afholdt festlig Sammenkomst, har atter en Gang vist, at Internationales gamle Feltraab : "Proletarer i alle Lande, forener Eder!" overalt har fundet en inderlig Tilslutning.

(Social-Demokraten 10. april 1883).


Ved kongressen deltog efter sigende også Eduard Bernstein.


En officiel rapport fastslår at den tyske regering vil forsøge at imødegå socialdemokraternes internationale agitation ved at sikre bedre garantier for international juridisk bistand i straffesager. Tyskland vil forsøge at overtale de ledende stater til at indgå en international traktat om bistand i straffesager. Den officielle artikel afsluttes med at antyde at vigtige beslutninger blev truffet i København og at rigsdagsvalgene i 1884 højst var et mindre punkt på kongressens dagsorden. Liberale aviser anser sidstnævnte for usandsynligt; de socialdemokratiske deputerede der generelt er ret åbne over for bekendte i Rigsdagen og gerne praler lidt af vigtige beslutninger, forsikrer os i private samtaler om at deres beslutninger i København var af en ret harmløs karakter.

Officiös wird geschrieben, dass gegen die internationale Agitation der Socialdemokraten eine bessere Gewährleistung internationale Rechtshülfe auf strafrechtlichem Gebiete von der Reichsregierung werde angestrebt werden. Deutschland werde den Versuch machen, die tonangebenden Staaten für einen internationalien Strafrechtshülfevertrg zu gewinnen. Der officiöse Artikel deutet am Ende an, dass in Kopenhagen wichtige Dinge beschlossen worden seien, und dass die Reichtagswahlen von 1884 höchstens einen Nebengegenstand des Congresses begildet habel. Liberale Blätter halten letzteres für wenig wahrscheinlich; die socialdemokratischen Abgeordneten, die im Reichstage Bekannten gegenüber meist recht offenherzig sind und ein wenig mit wichtigen Beschlüssen zu renommiren lieben, versichern in Privatgesprächen, dass ihre Bechlüsse in Kopenhagen ziemlich harmloser Natur gewesen seien.

(Allgemeine Zeitung. 12. april 1883)


En protokol for kongressen stod at læse i Social-Demokraten 25. april 1883 (formelle forhold), 26. april 1883 (1. møde: Beretning m.m.). 27. april 1883 (1. møde: forfølgelsen af socialister og "Socialistloven"), 29. marts 1883 (2. møde), 3. maj 1883 (3. møde og 4. møde), 5. maj (5. møde), 10. maj (6. møde, 1. april der var startet sent fordi mødedeltagerne var blevet udspurgt af politiet på hotellerne.) og 11. maj (7. møde, 1. april 1883).

I 1910 var det danske Socialdemokrati vært for den 8. internationale socialistkongres. Det er en ankerkendelse af den danske arbejderbevægelse, som har en stærk tro på det internationale samarbejde. Men alle illusioner om samarbejde over grænserne bryder sammen ved udbruddet af 1. Verdenskrig.

04 maj 2023

Dansk Præst: General Goeben. (Efterskrift til Politivennen)

Om denne i Fjor Efteraar afdøde prøjsiske General meddeler Flensborg Avis af et Brev fra en gammel slesvigsk Præst: Efterretningen om General v. Goebens Død i Efteraaret vakte baade Vemod og Haab i mit Hjærte. Han var en god Fjende og en hæderlig Mand. I Løbet af Krigen 1864 kommanderede han en Brigade og tog sædvanlig Kvarter i Sottrup Diakonat eller i Ullerup Præstegaard. Han holdt ikke af Hjemmetydskerne og de sydslesvigske Overløbere, omfattede danske Embedsmænd og den danske Befolkning med uskrømtet Højagtelse, fordi de vare deres Konge og Fædreland tro, trøstede os ogsaa med det Haab, at hans Regering sikkert ikke tilsigtede nogen Annexion af det danske Nordslesvig. Det var hans Princip at varetage folkets, navnlig Kvarter-Værternes Tarv. Meldte jeg ham nogen Uorden, som var kommet til min Kundskab, blev Sagen strax undersøgt og Urostifterne afstraffede. Paa Kong Kristian IX's Fødselsdag spurgte han mig, om jeg ikke havde Lyst til at hejse Danebrog, en Tilladelse, jeg dog ikke holdt det for klogt at benytte.

Da den nuværende Superintendent, den Gang konstitueret Provst, meldte sig til Visitats, henstillede han til mig, om jeg hellere vilde være fri, da han havde erfaret, at Manden hørte til Hjemmetydskerne. Mange Officerer vare vanskelige at tilfredsstille. Hans Fordringer gik ikke videre end til en Kop Mælk og et Stykke Hvedebrød om Morgenen, en Kop The, et Æg og et Stykke bart Smørrebrød om Aftenen, og om Middagen det daglige Maaltid, som det maatte forefalde. Øl, Vin eller Snaps brugte han saa lidt som Tobak. Og hvor var han underholdende, naar han fortalte om sine Oplevelser i Spanien, hvor han tjente Don Karlos, avancerede til Oberst, blev fangen af Kristinerne og endte med at gaa hjem gjennem Frankrig som en vandrende Haandværkssvend, til han naaede Strasborg med opslidte Ski og Klæder, for igjen at blive Løjtnant hjemme. Eller om det mærkelige Felttog mod Marokko, hvori han senere tog Del med sin Regimentschefs, den nuværende Kejsers Tilladelse.

Desværre for os var han baade tapper og og aarvaagen. At vore Troppers Udfald fra Sønderborg den 17de Marts faldt uheldigt ud, var vist nok for en Del hans Skyld. Efter Krigen skrev han til mig fra Posen, at han længtes efter at komme derfra, fordi Forholdene vare der som i Nordslesvig, og da jeg for nogle Aar siden talte med ham i Koblenz, forsikrede han mig, at han ogsaa i den franske Krig havde saa vidt muligt holdt sin Haand over Befolkningen, hvor han kommanderede. Et Par Smaatræk vil jeg endnu fortælle. Han havde Ordre til at holde mig i Stuearrest. Det var jo slemt, for der var Syge, som længtes efter Guds Ord i Trøst og Nadverens Sakrament. "Jasaa kan jeg ikke fritage Dem for en Soldats Ledsagelse, hvilket jo vil være Dem ubehageligt," sagde han "Ingenlunde!" sagde jeg, "Folk sige blot: Se, vor Præst er en god dansk Mand, Tyskerne tør ikke lade ham gaa ene." Fra den Side havde han ikke set Sagen. Jeg kunde siden gaa, hvor jeg vilde, ledsaget af hans Skriver, thi Vagt af Soldater holdt han ikke paa i Gaarden.

Da han den 27de Juni meddelte mig Ordre fra Hovedkvarteret at sende mig til Internering i Flensborg, tillod han mig at vælge til Ledsager, i hvilken Officer i hans Brigade jeg helst vilde have, og medgav ham skriftlig Opfordring til Kommandanten om at yde mig al tilstedelig Frihed og Bekvemmelighed. Strax efter min Afrejse begav han sig til Graasten og udvirkede Tilladelse for mig til at rejse hjem igjen samme Dag. Goeben var en født Hannoveraner. Men lad os formode, at der endnu ere mange Tydskere, som dele hans Respekt for en Nations Modersmaal. Sæder og Skikke, dens Vedhængen ved Konge og Fædreland.

(Morgenbladet (København) 10. februar 1881).


"Den gamle slesvigske præst": Præsterne Feilberg i Ullerup og Krog Meier i Satrup har optegnet i deres Breve og Dagbøger fra 1864 (trykte i Tidsskriftet Museum, henholdsvis Aarg. 1890 og 1896). Disse to Præster har haft General Goeben i Kvarter under Preussernes Ophold i Sundeved

I det tyske militærtidsskrift Allgemeine Militär-Zeitung findes adskillige artikler om general von Goebens bedrifter, fx i Krigen 1870 mod Frankrig.

Den prøjsiske general August Karl von Goeben (1816-1880) deltog bl. a. i krigene 1864, 1866, og 1870–71. Siden 1848 var han ven med Helmuth von Moltke. I 1860 var han hos de spanske tropper i Marokko og deltog i slaget ved Tetuán. Han skrev to bøger om det. I 1863 var Goeben generalmajor og i Krigen 1864 brigadekommandør. I tyske aviser blev han omtalt som "danskernes skræk". Den 13. marts 1864 overfaldt general von Goeben med 2 kompagnier de danske forposter ved Lillemølle og Ravenskoppel ved Dybbøl. Danskerne måtte flygte og 34 blev taget til fange. Tyskernes tab var 1. I krigen mod Østrig 1866 kommanderede han en division. I 1870 kommanderede han 8.  korps. I 1871 efterfulgte han Edwin von Manteuffel som kommandør af 1. arme og med denne endte han krigen i Nordfrankrig med sejren ved Saint-Quentin. Han var kommandør af 8. korps da han døde. Den prøjsiske kejser udtalte ved hans død følgende: "Eine Zierde für die Armee, einen der genialsten Offiziere, die Preussen jemals gehabt hat." (En ære til hæren, en af ​​de mest strålende officerer Preussen nogensinde har haft).

I 1911 søsattes en slagkrydser opkaldt efter ham (Goeben). Det blev overført til den tyrkiske flåde i 1914 under navnet Yavuz Sultan Selim (Tyrkiet var på tysk side under 1. verdenskrig). Skibet bevarede sin status som flagskib for den tyrkiske flåade indtil 1950. Den blev ophugget 1973.

Magnetiseur Professor Hansen (IV: I Sankt Petersborg). Efterskrift til Politivennen)

Efter Wien fortsatte (professor) Carl Hansen til St. Petersborg, hvor han optrådte for bl.a. kejser Alexander II.


Om den danske Magnetisør Hansens Ophold i Sk. Petersborg skrives til "Dbl.": Dagens Helt, om man tør bruge et saa stort lydende Udtryk, den Mand, hvis Navn i disse Dage er i alles Munde her i Hovedstaden, er hverken General Skobeleff, skjønt hans fortvivlede Kamp med Tikinserne visselig følges med stor Interesse, ej heller Nordenskiöld, Asiens Omsejler, men Magnetisøren, "Professor" Hansen. Ikke en Gang Adelina Patti kan rose sig af at have haft en saadan Tilstrømning som denne "Professor". For nogle Dage siden havde han endogsaa den Ære at blive indbudt til en Aften hos Storfyrst Wladimir, hvor Kejseren havde indfundet sig for at faa Lejlighed til at beundre hans Experimenter. - Det russiske Selskab, som til alle Tider har været let til at lade sig paavirke, og i hvilket Magnetisme, Spiritisme o. s. v. stedse vil finde en frugtbar Jordbund, har modtaget Hansen som en velkommen Gjæst, der formaaede at trænge den vidtberømte Pelageja, den nyeste og største Stjærne paa Spiritismens Himmel, ganske i Baggrunden. Pressen kom ham heri til Hjælp. Den gjorde - maaske ufrivillig - Reklame og Propaganda for Magnetisøren og behandlede med stedse voxende Vidtløftighed Hypnotismen, som om det gjaldt om den vigtigste Statsaffære, og som om Videnskaben - selv om den ikke havde talt sit sidste Ord i Sagen - aldrig havde beskjæftiget sig med dette Spørgsmaal. Følgerne udeblev ikke. Trods den bidende kolde Vinteraften samlede et talrigt Publikum sig den 5. (17.) Januar foran de forskjellige Indgange til Saltdepotet. Efter kort Tids Forløb blev det store Auditorium fyldt, hvorfor man lukkede alle Dørene. Publikum, som igjennem Bladene var blevet underrettet om, at Adgangen var fri for alle, strømmede i stadig større Mængde til. Fra det pædagogiske Musæums Administrations Side var der ingen Forsigtighedsregler truffet, og det kom snart til stormende Optrin og Uordener. Til den 5. (17.) Januar var der nemlig blevet udnævnt en Kommission til i det pædagogiske Musæum (Saltdepotets Sat) at undersøge Hansens Experimenter. Medens paa den ene Side Medlemmer af Kommissionen, Journalister og andre Personer, som maatte bivaane Forsamlingen, aldeles ikke eller kun efter lang Kamp i den frygtelige Trængsel, ad Omveje, igjennem Gaarde, Kjældere, Bagtrapper o. s. v. kunde skaffe sig Indgang, blev den levende Mur omkring Bygningen stadig utaalmodigere og urimeligere. Paa mange Steder kom det til Slagsmaal, uhyggelig Skrigen og Raaben om Hjælp gjenlød hist og her midt i denne Masse af "Intelligensens" Repræsentantenr, thi det "lavere" Folk havde kun sparsomt givet Møde. Endelig henimod Kl. 9 naaede Ophidselsen sit Højdepunkt, og Bygningen blev formelig stormet. I Gaarden, i Huskarlenes og Oppassernes Boliger, i Korridorerne, over alt rasede Kampen. Massen, som var kilet ind i Huset, vilde bryde Dørene ind til det tekniske Selskabs Musæum og til det pædagogiske Selskabs gymnastiske Afdeling. Hvad man her forsøgte, blev virkelig udført uden for i Panteleimonsgaden. Her blev den store, stærke Husdør sprængt, og Mængden bølgede ind ; en anden og en tredje Dør, - begge med Glasruder - bleve sønderslaaede, og de øvrige Forhindringer, som endnu stode i Vejen, bleve ligeledes snart skaffede til Side. Faa Øjeblikke efter styrtede den støjende, bandende og skrigende Mængde i Peltse og Huer ind i den i Forvejen overfyldte Forsamlingssal. For sent havde man rekvireret Gensdarmeriet. Da det omringede Huset, og flere Personer bleve arresterede, havde Dørene ogsaa for længe siden givet efter for den rasende Mængdes Stormløb. En Oppasser, som havde gjort det tyrkiske Felttog med, ytrede senere: "I Krigen var det dog bedre, der gik det ikke saa strækkeligt til!"

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 5. februar 1881).


Marts 1881 var han tilbage i Danmark. I 1882 købte han en stor villa i Gentofte ("Karla Lyst"), Winthers Badevej 2, nu Gammel Vartovs Vej 2. Her levede han tilsyneladende et stille familieliv. 

Ifølge Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 4. marts 1881 skulle undersøgelsesdommer Landau i Warschawa have ansøgt om at få tilladelse til at få hjælp til opklaring af et røveri af professor Hansen.

En elev af Hansen, Bøllert blev ifølge Fredericia Dagblad 21. maj 1887 afbrudt i Berlin i Philharmonien at have fået medier til at hoppe rundt på scenen. Det viste sig dog at Bøllert havde betalt hver 3 rigsmark. Det fremkaldte et stormløb af ophidsede tilskuere som ville gennemprygle ham selv om han havde lovet at tilbagebetale pengene. Politiet måtte gribe ind.

I 1889 udgav lægen E. Fraenkel: Magnetisme og hypnotisme (142 sider). Heri skrev han at Mesmer var en svindler og Carl Hansen og Sophus Huth var "moderne efterabere af Mesmer".


Annonce i Holstebro Dagblad 9. februar 1889.

Han døde i 1897 i Altona på et kvistværelse i meget sørgelige forhold. Allgemeine Zeitung 25. marts 1897 skrev en ganske kort notits: "Der hypnotiseur Professor Hansen ist gestorben."

Se også samt Anders Enevig: Gøglere, hypnotisører og savoyarder.

05 april 2023

Magnetiseur Professor Hansen (III: Den "ukendte Kraft"). Efterskrift til Politivennen)

Den "Ukendte Kraft"

"Luft i bladene og vind i sivene
Og alt er dødt."

Wien, 20. februar. Så nummer 2 ville også blive taget hånd om og fjernet. I ugevis havde Karl Hansen, en dansker, "professor", "magnetisør", "hypnotisør" - og ganske vist ingen af ​​disse ting, men under alle omstændigheder besidder af en "ukendt kraft" - udført sine mystiske og samtidig profitable aktiviteter på det ellers evigt konkursramte "Ringtheater", "Alles pige" blandt hovedstadens scener. Han inviterede tilskuere til at komme og underkaste sig en indledende test for at afgøre om de var "brugelige" eller "ubrugelige medier". Efter en angiveligt omhyggelig udvælgelse lod han de "brugelige" forsøgspersoner sove, fratog dem hukommelse, tale og frivillige bevægelser og fremkaldte endda stivkrampe. I sådanne tilstande påtvang han dem sin "vilje", lærte dem de mest latterlige vrangforestillinger, lod dem se på en hat som et spædbarn, som de vuggede, kæmpe mod løver og tigre, ride på stole, stå på kroppene af dem der led af stivkrampe, hvis hoveder og hæle knap hvilede på to stole, og vækkede de ubevidste med et "Vågn op!", der desværre nogle gange var for sent. "Opsætningen" var altid mest vellykket når hr. Hansen "ledte medierne ved næsen".

Variationen i den "ukendte" krafts præstation var ynkeligt beskeden og førte snart den kræsne til den idé, at hr. Hansen enten ikke virkelig besad sin "kraft", eller at denne "kraft" kun manifesterede sig som reaktion på visse berøringer, selv på det "mest nyttige medie".

Naturligvis var der blandt de frivillige medier også skeptikere og forhærdede benægtere af den "ukendte kraft" som ville se, om deres egen fastlåste "vilje" kunne tages fra dem og erstattes med en fremmed. Specifikt var det yngre og ældre videnskabsmænd, læger og naturforskere der satte sig for at "komme til bunds i tingene" og "demaskere" den mand der vovede at foreslå endnu en "kraft" til at supplere alle kræfterne inden for astronomi, mekanik, fysik, kemi og fysiologi - kræfter hvis eksistens ingen dødelig fuldt ud kunne fastslå - en kraft der satte spørgsmålstegn ved den allestedsnærværende, konstante indflydelse fra de anerkendte "kræfter". De ville vide, om de også ville blive "hånet" af denne mand, givet forvirringen i vores omhyggeligt tilegnede naturvidenskab.

Det var især en ung kemiker ved navn Fischer som selv ikke havde følt spor af denne "magts" ånd, men mente at have bemærket nogle mistænkelige begivenheder på scenen der ud af det blå beskyldte lægen der pralede af en vellykket "produktion", for at være en "almindelig svindler". Den førnævnte hr. Fischer blev "ved dekret" idømt den maksimale straf på 100 floriner for at forstyrre en teaterforestilling, modtog en irettesættelse fra generalkommandoen som reserveofficer der havde krænket ærkehertug Albrechts tilstedeværelse, og blev retsforfulgt af hr. Hansen for "ærekrænkelse" og "bagvaskelse".

Det var en masse gode ting på én gang, og den ukendte "magt" strålede på toppen af ​​sin berømmelse. Men faldet var tæt på triumfen. For det skete at en meget klog Daniel ved navn Dr. Hattingberg sad på dommerbænken i byretten, som med fuldstændig objektivitet tillod beviset for sandheden og samtidig underkastede sagsøgeren Hansen et frugtbart forhør, hvor det blev klart at hr. Hansen hverken var "professor" eller udøver af den velsignede "dyremagnetisme", men blot et menneske med "vilje" og i besiddelse af en "ukendt magt". Nu er påkaldelsen af ​​"viljen" i sig selv en "kraft", som alle schopenhauerianere spidser ørerne overfor, fordi de ikke besidder tilstrækkelig "kraft" til at adskille den sande kerne af Frankfurt-filosoffen fra hans naturfilosofiske frivoliteter, især fra hans gamle koner om "dyremagnetisme". Men selv de bedste "intentioner" var nytteløse i denne sag, fordi vidneudsagn bekræftede at hr. Hansen selv havde fundet "viljen" utilstrækkelig i meget specifikke tilfælde, medmindre det var "viljen" efterfulgt af gerningen til at indgyde visse følsomme tricks og ryk i "mediet" og til at fremkalde hypnotiske tilstande gennem kraftfuld virkning på specifikke muskler og nervekomplekser. Disse hypnotiske tilstande er på ingen måde så "ukendte", og det er heller ikke "kraften" der fremkalder disse tilstande, som hr. Hansen vil have os til at tro. Og når professor Heidenhain i Breslau nu offentliggør resultaterne af sine nylige eksperimenter og fund vedrørende hypnose som han udførte og opnåede på forslag af Hansens "produktioner", vil dette for det første fjerne hele mystikken omkring den og for det andet tjene som en yderst alvorlig advarsel mod farerne ved kunstig hypnose. Kun en fuldt kvalificeret læge kan og bør, under udvisning af den største forsigtighed, udføre sådanne eksperimenter; hr. Hansen er imidlertid en fuldstændig lægmand, hans videnskabelige kompetence "ukendt".

Det lille rum i byretten som uden Hansen havde en hypnotisk virkning på alle, ville nærmest være blevet et forsøgsområde for eksorcisme. Det var faktisk det mediumistiske vidnesbyrd fra en meget "nyttig" ung mand, entusiastisk hengiven sin herre og mester til det punkt af passiv lydighed, som hr. Hansen skulle udføre sin strenge undersøgelse af i nærværelse af hoflægerne og med bistand fra en delegeret fra det medicinske fakultet. Det er sandelig heldigt, at den østrigske retspraksis' annaler blev skånet for en sådan skandale!

En højt anset sikkerhedsmyndighed som indtil da altid udelukkende havde handlet i den "ukendte magts" interesse og havde behandlet kritik og skepsis som ren mala fides, arresteret og straffet dem – ganske vist og unægtelig ikke uden en vanskeligt definerbar inspiration – denne sikkerhedsmyndighed var gennem vidneudsagn i ærekrænkelsessagen endelig blevet opmærksom på manipulationerne og massagen af ​​Hansens "testamente" og henvendte sig til dekanen på det medicinske fakultet med det relevante spørgsmål: om en sådan behandling, eller rettere sagt, berøring, virkelig var så harmløs og sikker? Fakultetet ville næppe have beskæftiget sig med et spørgsmål stillet anderledes. Da fakultetet er forpligtet til at nedsætte en kunstkommission inden for sine rækker, som i tvivlstilfælde skal afgive en medicinsk eller "kunstnerisk ekspertudtalelse", indkaldte dekanen denne kommission, som blandt andet omfatter fysiologen Brücke, hjerneanatomen Meynert og kirurgen Willroth. Fakultetet erklærer først det som en kendsgerning at bevidstløshed kan fremkaldes af tryk på nerver og blodkar. Desuden er kompression af blodkar skadeligt for helbredet, især når trykket udøves på de ydre og indre halskar. At trykke på vagusnerven, regulatoren af ​​hjertebevægelser, kan forårsage de mest alarmerende symptomer. Mekanisk manipulation af det skaldede hoved kan forringe respirationen. At sidde eller stå på maven hos en hypnotiseret person er for det første brutalt og for det andet ekstremt farligt, fordi det kan forårsage muskelspændinger; denne brutalitet hæmmer yderligere den allerede forringede vejrtrækningsproces. Det "rå eksperiment" er derfor afgjort farligt. At fremkalde stivkrampe hos en person er ekstremt risikabelt, især når det, som i Hansens tilfælde, opnås med "brutal magt". Erfaring viser, at reflekserne hos en sådan person kan vare i dage, endda uger, og nogle gange efterlade en destabiliserende effekt på deres mentale ligevægt. Hos personer med svag konstitution kan eksperimentet føre til psykisk sygdom, men selv hos tilsyneladende stærke individer kan hjertestop forekomme. Dette er tilstrækkeligt til at demonstrere faren ved denne "ukendte kraft".

Daniel Hattingberg anså denne ekspertudtalelse fra fakultetet for en stor "juridisk vægt" og erklærede, at han ville give afkald på vidneafhøring. Han afsagde derefter sin dom, men ikke før han havde irettesat den "første forsvarsadvokat" i straffesager, Dr. Neuda, der var kendt gennem Ebergeny- og Osenheim-sagerne, for uautoriseret indblanding fra dommeren i sagen. Han frikendte kemikeren Fischer der offentligt havde kaldt Hansen en "almindelig svindler", for anklagen om ærekrænkelse og beordrede den "ukendte magt" til at betale de kendte sagsomkostninger.

Endnu mere bemærkelsesværdigt end selve dommen var dens begrundelse. Dommeren irettesatte på en yderst værdig måde tiltalte for hans "taktløse og uanstændige bemærkning" i teatret og tilføjede dog, at denne bemærkning allerede var blevet tilstrækkeligt straffet af politiet; desuden var tiltalte blevet provokeret af sagsøgeren, Hansen. Fischer havde ikke haft til hensigt at fornærme sagsøgeren personligt, men havde blot søgt at karakterisere hans opførsel. "Almindelig" betød her "almindelig", vulgær eller fælles, som man for eksempel kunne sige "almindelige storhedsvanvid". Nu dog til hr. Hansen. Han hævdede, at han ikke praktiserede magnetisme, men snarere udøvede en unavngiven, ukendt kraft, der endnu ikke var blevet udforsket af videnskaben, og dermed lovede noget nyt. Det er dog blot en påstand. Alt, hvad der er sket, svarer til hypnose, hvilket ikke er noget nyt. Ekspertvidnernes udsagn har bekræftet dette. Retten blev derfor fritaget for ansvaret for at undersøge, "hvad sagen egentlig indebærer". Retten udtalte blot at hr. Hansen præsenterer sig selv som en "forretningsmand". En sådan person har rettigheder, men også forpligtelser. Hr. Hansen reklamerer offentligt for sig selv som en "magnetisør" og lover at underkaste folk fra offentligheden sin vilje. Men hvis "magnetisme" var forventet, forklarede Hansen, at det han viste, ikke var magnetisme, men snarere en "bevidst fortielse", hvilket i almindelig sprogbrug ville blive beskrevet med det udtryk, som tiltalte brugte ("svindler"). Ordet "svindel" betyder, at det viste ikke er virkeligt, og denne ikke-virkelighed er rettens overbevisning.

Men der er mere, påpegede vores Daniel, hvilket nok er det mest rammende, indsigtsfulde og afgørende punkt i sagen. Hvad hvis nogen opdager en "ny magt", en naturlig hemmelighed, der hidtil har været forseglet med syv segl; nogen føler sig som det 19. århundredes Galileo i sig selv; og denne heldige fyr går ind i teatret, fylder huse og kasser og sætter larm og reklame i gang? Sådan fremstår sandheden aldrig; den er altid ydmyg, beskeden og søger ikke personlig ros. Det publikum som sådanne mirakelmagere spekulerer i, er fuldstændig inkompetent, og til gengæld for dets penge, folkemængder, forbløffelse og bifald forvrænges dets opfattelse, og arven fra dets overtro forøges en hel del! I stedet for at bringe "mere lys" fortykker sådanne aktiviteter mørket i filisternes sind og også i de hoveder, der har en tendens til vildfarelse.

Dommer Dr. Hattingberg: "Hvis hr. Hansen havde dedikeret sin energi til videnskaben, ville han have fortjent stor ros; men da han på scenen, med baggrund i sin entré, præsenterer det, der ikke er magnetisme, og da han proklamerer viden og færdigheder, der meget ofte er inkompetence og uvidenhed, må han underkaste sig den mest grundige undersøgelse og acceptere den, hvis man vender sig bort med skepsis og skuffelse." Han sagde dette.

Den "ukendte magt" har appelleret; desværre er "forretningsmandens" forretning ødelagt, og sagsomkostningerne vil ikke finde nogen ny indtægtskilde til at dække dem. Det endelig bedre informerede politi har forbudt enhver yderligere handling på Hansens "testamente", og i Pest havde sikkerhedsmyndighederne allerede foregrebet de lokale myndigheder. Østrig-Ungarn har lukket sig af for den "ukendte kraft" og foretrækker at klare sig med de gamle "kræfter" i et stykke tid endnu og, fuldt ud bevidst, at "blive tilbage" denne gang.

Vi har nu et alvorligt ord at sige om den "intellektuelle ophavsmand" til det wieneriske bedrag, som ikke er hr. Hansen. Men da "tumulten" midlertidigt er blevet lagt her, og kun få tilhængere og efterlignere af den "magt" der er blevet udfordret af politiet og det videnskabelige samfund, stadig sympatiserer, vil vi vise nåde for i dag. Ikke desto mindre forbeholder vi os retten til ved den rette lejlighed at præcisere grenene af den spiritualistiske boombevægelse og afsløre den utrolige mangel på teoretisk bevismateriale, der bruges her i Wien. Der er også en troens hypnose, mere pålidelig end den fysiske persons. Træd på hans mave – hans muskler vil ikke rive; skær hans vagusnerve over – han vil blive ved med at trække vejret. Og selvom "skrigen" er helt på hans side, passer Blocksberg-verset ham perfekt:

"Jeg vil ikke lade mig skrige til vanvid,
Ikke af kritik eller tvivl;
Djævelen må være noget,
Hvordan skulle der ellers være djævle?"


Magnetisør Carl Hansen. Illustreret Tidende nr 7, 1886.

Die "unbekannte Kraft"

"Luft im Laub und Wind im Rohr
Und alles ist zerstorben."

Wien, 20 Febr. So wäre denne auch Numero 2 besorgt und aufgehoben. Seit Wochen trieb hier Karl Hansen, ein Däne, "Professor," "Magnetiseur," "Hypnotiker" und wieder eingestandenermassen alles das nicht, jedenfalls aber Inhaber einer "unbekannter Kraft," un dem "sonst beständig bankerotten "Ringtheater," dem "Mädchen für alles" unter den Bühnen der Hauptstadt, sein mystisches und zugleich einträgiches Wesen. Er lud die Zuschauer ein zu ihm kommen und sich einer Vorprobe zu unterwerfen ob sie "brauchbare" oder "unbrauchbare Medien" seien, und nach vermeintlich sorgfältiger Auswahl schläferte er die "brauchbaren" Subject ein, nahm ihnen das Gedächtniss, die Sprache, die willkürliche bewegung, versetzte sie sogar in den Starrkrampf. In solchen Zuständen octoyirte er ihnen seinen "Willen," brachte ihnen die albernsten Wahnvorstellungen bei, liess sie einen Hut für einen Säugling ansehen, den sie wiegten, Löwen und Tiger bekämpften, auf Stühlen reiten, stellte sich auf den leib der Starrkrämpfen, deren Kopf und Fersen knapp auf zwei Stühlen lagen, und erweckte die Bewusstlosen durch ein leider bisweilen zu spät gerifenen "Wach!" Am gelungensten war jedesmal die "Production" wenn Hr. hansen die "Medien" "an der Nase führte."

Die Abwechselung in den LeistungeNatürlich fanden sich under den freiwilligen Mediumscandidaten auch Skeptiker und hartgesottene Läugner der "unbekannten Kraft," die denn doch einmal sehen wollten ob man ihnen ihren einen festen "Willen" nehmen und ihnen einen fremden einblasen könne. Namentich waren es jüngere und ältere Männer der Wissenschaft, Mediciner und Naturwissenschaftler die sich vornahmen "hinter die Sache zu kommen," und den Mann zu "entlarven" der zu all' den Kräften in der Astronomie, Mechanik, Physik, Chemie und Physiologie, zu deren Constatirung das Leben keines Sterblichen ausreicht, noch eine "neue Kraft" aufzustellen wagt, welche die allgegentwärige constante wirkung der anerkannten "Kräfte" in Frage stellt und den Wirrwarr in unser mühsam errungenes Naturwissenschaft wollten wissen ob auch sie "gehänselt" würden.n der "unbekannten Kraft" war erbärmlich dürftig, und brachte die Verständigen bald auf den Gedanken dass Hr. hansen entweder seine "Kraft" nicht recht inne habe oder dass diese "Kraft" sich nur auf gewisse Griffe hin selbst an dem "brauchbarsten Medium" äussere.

Natürlich fanden sich under den freiwilligen Mediumscandidaten auch Skeptiker und hartgesottene Läugner der "unbekannten Kraft," die denn doch einmal sehen wollten ob man ihnen ihren einen festen "Willen" nehmen und ihnen einen fremden einblasen könne. Namentich waren es jüngere und ältere Männer der Wissenschaft, Mediciner und Naturwissenschaftler die sich vornahmen "hinter die Sache zu kommen," und den Mann zu "entlarven" der zu all' den Kräften in der Astronomie, Mechanik, Physik, Chemie und Physiologie, zu deren Constatirung das Leben keines Sterblichen ausreicht, noch eine "neue Kraft" aufzustellen wagt, welche die allgegentwärige constante wirkung der anerkannten "Kräfte" in Frage stellt und den Wirrwarr in unser mühsam errungenes Naturwissenschaft wollten wissen ob auch sie "gehänselt" würden.

Im besonderen war es ein jünger Chemiker mit Namen Fischer der an sich selbst keinen Hauch des Geistes jener "Kraft" verspürt hatte, wohl aber einige ihm verdächtige Vorgänge auf der Bühne wahrgenommen zu haben glaubte, welcher dem eben mit einer gelugenen "Production" prahlenden Medicinmann ex cotona einen "gemeinen Schwindler" aufbrummte. besagter Hr. Fischer wurde wegen Störung einer theatralischen Vorstellung "lolizeilich" zur höchsten Strafe, von 100 fl., verurtheilt, erhielt als Reserve-Officier, der sich Anwesenheit des Erzherzogs Albrecht vergangen, einen Verweis vom Generalcommando und wurde von Hrn. Hansen wegen "Ehrenbeleidigung" und "Schmähung" gerichtlich verfolgt.

Das war des Guten viel auf einmal, und die unbekannte "Kraft" strahlte im Zenith ihres Ruhmes. Aber der Sturz war nahe beim Triumph. Es begab sich nämlich dass auf der Richterstuhl des Bezirksgerichts ein gar weiser Daniel mit Namen Dr. Hattingberg sass, der den Beweis der Wahheit mit vollster Objectivität zuliess und zugleich den Kläger Hansen in ein ergiebiges Verhör nahm, bei dem sich eben herausstellte dass Hr. Hansen weder "Professor" noch Prakticant des sel. "animalischen Magnetismus," sondern lediglich ein Mesch von "Willen" und im Besitz einer "unbekannter Kraft" sei. Nun ist freiich die Anrufung des "Willens" schon an sich eine "Kraft" bei der sich alle Schopenhauerianer sammt ihren Ohren emporrecken, weil sie eben nicht "Kraft" genig besitzen um den wahren kern des Frankfirter Philosopen von dessen naturphilosophischen Alfanzereien, insbesondere von seinem Alteweibergerede über "thierirschen Magnetismus" zu sondern. Zur Sache aber war mit dem besten "Willen" nichts anzufangen, weil durch Zeugenbeweis erhärtet wurde dass der "Wille" in ganz bestimmten Fällen von Hrn. Hansen selbst unzureichend gefunden worden war, es sei denn der von der That gefolgte "Wille" dem "Medieum" gewisse empfindliche Kniffe und Püffe beizubringen und durch gewaltsame Entwirkung auf bestimmte Muskeln und Nerven-Complexe hypnotische Zustände hervorzurufen. Diese hypnotische Zustände sind nun keineswegs so "unbekannt," noch ist es die "Kraft" welche jene Zustände hervorruft, wie Hr. hansen glauben machen möchte. Und wenn Prof. Heidenhain in Breslau das Resultat seiner neueren Experimente und Resultate in Bezug auf Hypnose, die er auf Anregung der Hansenschen "Productionen" angestellt und erzielt hat, jetzt mittheilt, so liegt darin zunächst die Zerstreuung des ganzen Nimbus und zweitens die allerernstlichste warnung vor den Gefahren der künstlichen Hypnose. Nur ein vollkommener Medicier kann und darf, unter Anwendung der äussersten Vorsicht, solche experimente vornehmen; Hr. hansen aber ist absoluter Laie, seine wissenschaftliche Capacität "unbekannt."

Der kleine Raum des städtischen Bezirksgerichts, der ohne Hansen jedermann hypnotisch machte, wäre auf eine Haar zur Versuchsstation für Willensaustreibung geworden. Es handelte sich nämlich um die Mediumszeugenschaft eines sehr "brauchbaren" für Seinen Herrn und Meister bis zum passivsten Gehorsam begeisterten Jünglings, an welchem im Beisein der Gerichtsärzte und unter Zuziehung eines Delegirten der medicinischen Facultät Hr. Hansen sein examin rigorozum ablegen sollte. Ein whares Glück dass die Annaleen österreichtischer Rechtsplege vor solchem Skandal bewahrt blieben!

Eine hochlöbliche Sicherheitsbehörde, die bis dahin stets nur im Interesse der "unbekannten Kraft" thätig gewesen und Kritik wie Skepsis als lauter mala fides behandelt, arretirt und bestraft hatte - freilich und unläugbar nciht ohne eine schwer zu qualificirende Inspiration - die Sicherheitsbehörde also war durch Aussagen der Zeugen im Beleidigingsprocess endlich auf die Manipulatinen und Massirungen des Hansen'schen "Willens" aufmerksam geworden, und richete an das Dekanat der medicinischen Facultät die wohlaufzuwersende Frage: ob solche Behandlung, resp. Befaustung, denn so ganz harmlos und ungefährlich sei? Die Facultät hätte sich schwerlich auf eine anders gestellte frage eingelassen; da sie aber in ihrer Mitte eine Kunstvorstellungscommision zu bilden hat welche in zweifelhaften Fällen ein sanitätliches oder "Kunstgutachten" abgeben muss, so berief der Dekan diese Commission, in Welcher u. a. der Physiolog Brücke, der Gehirn-Anatom Meynert und der Chirurg Willroth Sitz und Stimme haben. Das Collegium erklärt es zunächst für Thatsache dass durch einem Druck auf Nerven und Blutgefässe Bewusstlosighkeit erzeugt werden kann. Die Compression der Blutgefässe ist ferner gesundheitsschädlich, besonders wenn der Druck auf die tieferen Halsgefässe ausgeübt wird. Durch einen Druck auf den nervus vagus, den Regulator der Herzbewegung, können die bedenklichsten Symptome hervorgerufen werden. Eine mechanische Einwirkung auf den Kahlkopf kann die Respiration fistiren. Das Sitzen und Stehen auf dem Bauch eines hypnotischen Individuums ist erstens eine "Brutalität" und zweitens im höchsten Grade bedenklich, weil eine Muskelzerreitzung stattfinden kann; der ohnehin schon beeinträchtigte Athmungsprocess wird durch diese Brutalität weiter gehemmt. Das "rohe Experiment" ist also entschieden gefährlich. Die Versetzung eines Menschen in den Starrkrampf ist äusserst bedenklich, besonders wenn sie, wie bei Hansen, mit "roher Gewalt" bewerkstelligt wird. Die Reflexibilität eines solches Menschen dauert erfahrungsgemäss Tage, ja Wonchen lang, und hinterlässt mitunter eine Labilität des psychischen Gleichgewichts. Bei schwächlichen Naturen droht als Folge des experiments Geisteskrankheit, aber selbst bei scheinbar starken Constitutionen kann Herzlähmung erfolgen. Genug um die Gefährlichkeit der "unbekannten Kraft" darzulegen.

Daniel Hattingberg empfand dieses Gutachten der Facultät als eine grosse "Rechtswohlthat" und erklärte nunmehr von der Zeugenprobe abzusehen. Sodann kam er zu seinem Spruche, nicht ohne vorher dem "ersten Vertheidiger" in Strafsachen, dem durch die Ebergeny und Osenheim weithin bekannt gewordenen Dr. Neuda, einen Verweis wegen unbefugteer Einmischung des Richters in die Procedur ertheilt zu haben. Er sprach den Chemiker Fischer, Welcher Hansen öffentlich einen "gemeinen Schwindler" genannt hatte, von der Anklage auf Ehrenbeleidung frei und verurtheilte die "unbekannte Kraft" zu den bekannten Processkosten.

Noch bemerkendswerther als das Urtheil selbst war dessen Motivirung. Dem angeklagten verwies der Richter höchst würdevoll seine "tactlose und unanständige Aeusserung" im Theatersaale, fügte jedoch hinzu: Diese Aeusserung sei polizeilich genugsam abgestraft worden; auch sei der Angeklagte durch den Kläger Hansen provocirt gewesen. Fischer habe auch nicht den Kläger persönlich beschimpfen wollen, sondern nur dessen handlungsweise zu charakterisiren gesucht. "Gemein" heisse hier un so viel wie "gewöhnlich", vulgaris odeer communis, wie man z. B. sage: der "gemeine Grössenwahn." Nun aber zu Hrn. Hansen. Dieser behaupte: er treibe keinen Magnetismus, er übe eine unbenannte, unbekannte Kraft aus, die von der Wissenschaft noch nicht ergründet sei, verspreche also etwas Neues. Das sei jedoch eine blosse Behauptung. Alles Vorgegangene komme auf Hypnotismus hinaus, der nichts neues sei. Die Aussagen der Sachverständigen haben diess erhärtet. dadurch sei das Gericht der Untersuchung überhoben "was an der Sache sei." Das Gericht habe bloss constatirt dass Hr. hansen als "Geschäftsmann" auftrete. Ein solcher have Rechte, aber auch Pflichten. Hr. Hansen kündige sich öffentich als "Magnetiseur" an und verspreche Leute aus dem Publicun seinem Willen unterthan zu machen. Wenn aber "Magnetismus" erwartet wurde, so habe Hansen erklärt: das war er zeige sei keiner, sondern eine "bewussten Verbergen" zu thun, das sich im gewöhnlichen Sprachgebrauch mit dem von dem Angeklagten gebrauchten Ausdrucke ("Schwindler") qualificire. Das wort, "Schwindel" besage dass das Gezeigte nicht reell sei, und diese Nichtrealität sei die Ueberzeugung des Gerichtes.

Aber noch wins, äusserte unser Daniel, was wohl das Treffendste, Einleuchtendste und Entscheidende bei der Sache ist. Was, es entdeckt jemand eine "Neue Kraft," ein bisher mit sieben Siegelm verschlossenes Naturgeheimniss; es fühlt einer den Galilei des 19. Jahrhunderts in sich; und dieses Sonntagskind geht aufs Theater, macht volle Häuser und Cassen und setzt Claque und Reclame in Bewegund? So tritt die Wahrheit niemals auf, sie ist stets demüthig, anspruchlos und suchet nicht das ihre. Das Publicum auf welches derartige Wundermänner speculiren ist durchaus incompetent, und zum Danke für sein Geld, Gassen und Staunen und Klatschen wird ihm das Concept verrückt und das Erbtheil seines Aberglaubens um ein gutes Theil vermehrt! Anstatt "Mehr Licht" zu bringen, verdickt solches Treiben die Finterniss in banausichen Köpfen und auch in solchen Häuptern die zum Wahn incliniren.

Der Richter Dr. Hattingberg: "Wenn Hr. hansen seine Kraft der Wissenschaft zur Verfügung gestellt hätte, so würde er sich hohen Dank verdient haben; da er aber auf der Bühne gegen Entrée als Magnetismus producirt was nicht Magnetismus ist; da er ein Wissen und Könne verkündet das sehr oft Nichtkönnen und Nichtwissen ist, so muss er sich die genaueste Prüfung gefallen lassen und hinnehmen wenn man sich mit Debauern und Enttäuschung abwendet." Sprach's.

Die "unbekannte Kraft" hat appelirt; leider ist dem "Geschäftsmann" das Geschäft gelegt, und die Processkkosten finden kein neues habet zur Deckung Mehr vor. Die endlich besser unterrichtete Polizei hat jede weitere Bethätigung des Hansen'schen "Willens" untersagt, und in Pest war die Sicherheitsbehörde der hiesigen scier zuvorgekommen. Oesterreich-Ungarn hat sich der "unbekannten Kraft" verschlossen, es zieht vor noch eine Weile mit den alten "Kräften" hauszuhalten und mit vollem Bewusstsein diesmal "um sine Idee zurückzubleiben."

Wir hätten nun noch ein ernstes Wort über den "intellectuellen Urheber" des Wiener Schwindels, Welcher nicht Hr. Hansen ist, zo sagen. Da jedoch der "Rummel" vorläufig hier erledigt ist und nur noch vereinzelte An- und Nachbeter der polizeilich und wissenschaftlch beanstandeten "Kraft" verständnissvoll nachfeuszen, so wollen wir für heute Gnade vor Recht ergehen lassen, behalten uns jedoch vor bei herbeigenöthiger Gelegenheit die Filialien der spiritistischen Hausse-Bewegung klarzulegen und die unglaubliche Dürftigkeit des theoretischen Beweismaterials, mit dem gerade hier in Wien operirt wird, zu enthüllen. Es gibt auch eine Hypnose des Glaubens, zuverlässiger als die des körperlichen Individuums. Steig' ihm auf den Bauch - seine Muskeln zerreizzen nicht; zerschneid' ihm den nervus vagus - er athmet weiter. Und obgleich das "Schreien" durchaus nur auf seiner Seite ist, so passt doch der Blocksberg-Vers vollkommen auf ihn:

"Ich lasse mich nicht irre schrein,
Nicht durch Kritik noch Zweifel;
Der Teufel muss doch etwas sein,
Wie gäb's denn sonst auch Teufel?"

(Allgemeine Zeitung 25. februar 1880).

 

Den franske læge Charcot (1825-1893) brugte hypnose som et terapeutisk værktøj til at give slip på mentale forstyrrelser.

I 1880'erne mente en frank læge, Josef Breuer at hans patienter kunne genopleve traumatiske oplevelser fra deres fortid, når de var i trance og få forskellige problemer og symptomer til at forsvinde. Sigmund Freud nævner i "Selbsdarstellung" Carl Hansen og hans overbevisning om hypnotiske fænomeners ægthed. Han anvendte en kort periode hypnose i sin terapiform. (Uffe Hansen: Psykoanalysens fortrægte fortid - om magnitisøren Carl Hansen og Sigmund Freud. 1991.) 

Se også indslag om cand. pharm. Tancredo Sophus August Topp von Huth (1848-1920) som havde mødt hansen og fra omkring 1887 fortsatte hvor Hansen slap.

Carl Christian Nielsen-Hansen, eller Carl Christian Nielsen kaldte sig i Danmark Carl Hansen, i udlandet Charles Hansen var født 1833 i Odense. Han stod i lære hos købmand Gustav Münster. 

Blandt publikum i Wien var den dengang ukendte Sigmund Freud og kollegaen Josef Breuer. Hvilket nogen mener at det inspirerede Freud til at forske mere i hypnose.