Valget i Slesvig August 1867. (Efterskrift til Politivennen)

I august 1867 fandt det første valg nogensinde sted i Slesvig:

Hertugdømmerne. Fra 1ste slesvigske Valgkreds bringer et Telegram os følgende yderligere Meddelelser:

Vestoft. Tirslund, Toftlund og Høirup Scgne: Kryger 430 Kier 44 (I Februar Kryger 573, Kier 55).

Øsby og Halk Sogne: Kryger 473, Kier 58 (i Februar Kryger 555, Kier 75).

Agerskov, Brandrup og Arild Sogne: Kryger 534, Kier 51 (i Februar Kryger 601, Kier 54).

Herefter bliver Stemmeantallet i de hidtil bekjendte Districter: Kryger 12.469, Kier 1846. Der fattes endnu Meddelelser fra 5 Valgdistricter af 1ste Kreds.

For Als og Sundeveds Vedkommende kjende vi allerede Totalsummen af Stemmerne. Ifølge det ovennævnte Telegram faldt Stemmerne saaledes i de enkelte Districter af Sundeved:

Broager Sogn: Kryger 662, Kier 129 (i Februar Ahlmann 710, Kraus og Mathiesen tilsammen 109).

Dybbøl Sogn Kryger 286. Kier 26 (i Februar Ahlmann 192. K. og M. 17).

Varnæs Sogn: Kryger 224, Kier 20 (i Februar Kryger 227, Kier 17).

Sottrup Sogn: Kryger 224. Kier 15 (i Februar Ahlmann 255, k. og M. 13).

Nybøl og Ulderup Sogne: Kryger 434, Kier 6 (i Februar Ahlmann 590, K. og M. 26).

I 2den slesvigske Valgkreds er, ifølge Telegrammer til os, det authentiske Resultat af Valget følgende: Kraus 8573, Ahlmann 7618. Saaledes er den tydske Candidat Kraus valgt med en Fleerhed af 955 Stemmer.

Ifølge en Meddelelse fra Aabenraa til "Korsør Avis" har Valgkampen i Aabenraa i Løverdags været ualmindelig heftig: hele Dagen var der smaa Skærmydsler. De Danske feirede der i Byen med en Stemmefleerhed af 45 Stemmer (netop den samme Fleerhed som i Februar), og efter endt Valg samledes de om Aftenen til er Glas Punch, men da det var Løverdag Aften, gik de hjem Kl. 8. Lidt efter kom Borgermester Gottburgsen, men fandt Localet tomt paa 2-3 Gjæster nær. Neppe var han gaaet igjen, før en Sværm af mindst 100 Tydskere kom fra "Rudebecks Hotel" med Advokat Schwennsen, Capt. Jensen og Smed Tønnesen i Spidsen og tog Veien til "Danmark", hvor de sloge Ruderne ud, splintrede Døren og forøvede flere Excesser, uagtet Politimesteren stod udenfor Hotellet og befalede Mængden at gaae tilbage; derpaa trængte de ind i Hansens Boutik og ødelagde en Mængde Varer saml toge endeel Leer. der hang i Boutiken, med sig for dermed at overfalde de Danske; men disse vare, som ovenfor meldt, heldigviis gaaede hver til Sit. Doctor Dahl, som gik ned ad Gaden, slap med at faae sin Hat slaaet af Hovedet og drev Tydskeren til Gjengjæld et godt Rap med sin Stok.

Ogsaa i Haderslev blev der, ifølge en Meddelelse i "Fyens Stiftst.", begaaet endeel Excesser fra Tydskernes Side, hvorved flere Danske bleve mishandlede.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. september 1867)

Kraus var opstillet som en kompromiskandidat mellem de nationale og liberale tyskere.

Særligt interessant er valget i kredsen Flensborg-Sønderborg, hvor den tyske kandidat Kraus besejrede den danske kandidat Ahlmann med et flertal på næsten 1.000 stemmer. Med hensyn til de verserende forhandlinger om det nordslesvigske spørgsmål er denne omstændighed så meget desto vigtigere, som danske Ahlmanns valg, som blev frembragt gennem alle kunster, blev brugt eller rettere misbrugt af danskerne sidste vinter for at give verden en hel falsk opfattelse af styrkeforholdet mellem ​​de danske og tyske elementer i Nordslesvig. Ahlmanns valg var aldrig kommet i stand dengang, hvis ikke danskerne havde bekostet så mange penge og på den anden side, hvis der ikke var sket sådanne uforklarlige fejl, som ville have virket tilbage i danskernes hænder. Blandt andet kom et meget vigtigt område med en overvejende tysk befolkning fejlagtigt ikke med på valglisterne - og Ahlmann havde kun et flertal på omkring 50 stemmer. Hvis den uforklarlige fejl ikke var sket, ville valget af Ahlmann - som i øvrigt blev gjort indsigelse mod af Rigsdagen i betragtning af de modtagne protester - have været en umulighed. Nu, gennem den tyske kandidats sejr, bliver det klart hvordan befolkningssituationen faktisk er, og der er ingen grund til at nævne, hvor ekstremt vigtigt dette er for den beslutning, der er truffet i forhold til det nordslesvigske spørgsmål.

Von besonderem Interess ist die Wahl im Flensburg-Sonderburger Kreise, wo der deutsche Candidat Kraus den dänischen Candidaten Ahlmann mit einer Majorität von fast 1000 Stimmen auf's Haupt geschlagen hat. Im Hinblick auf die schwebenden Verhandlungen über die nordschleswig'sche Frage ist dieser Umstand von um so grösserer Bedeutung, als die durch alle Künste zu Wege gebrachte Wahl des Dänen Ahlmann im verflossenen Winter von den Dänen benützt oder vielmehr gemissbraucht wurde, um der Welt eine ganz irrige Meinung über die Stärke des dänischen und des deutschen Elements in Nordschleswig beizubringen. Niemals wäre die Wahl Ahlmann's damals zu Stande gekommen, wenn die Dänen sich's nicht so viel Geld hätten kosten lassen, und andererseits nicht so unerklärlich Irrthümer vorgefallen wären, durch welche den Dänen ebenfalls wieder in die Hände gearbeitet würde. So wurde u. A. ein ganz bedeutender Landstrich mit durchweg deutscher Bevölkerung irrthümlich gar nicht in die Wahllisten aufgenommen - und Ahlmann hatte im Ganzen nur eine Majorität von etwa 50 Stimmen. Wäre jener unerklärliche Irrthum nicht vorgefallen, so wäre schon damals die Wahl Ahlmann's - die übrigens, mitd Rücksicht auf die eingegangenen Proteste, vom Reichtstage beanstandet wurde - eine Unmöglichkeit gewesen. Jetzt stellt sich durch den Sieg des deutschen Candidaten heraus, wie die Bevölkerungs-Verhältnisse in Wirklichkeit liegen, und es bedarf wohl nicht noch der besondern Bemerkung, von welch eminenter Wichtigkeit dies für die in Bezug auf die nordschleswig'sche Frage zy treffende Entscheidung überhaupt ist.

(Bayerische Zeitung. Mittag-Ausgabe. 6. september 1867)

Werner Kraus (1818-1900) var slesvig-holstensk embedsmand og politiker. Han studerede i Kiel, Berlin og München og tog eksamen i 1841. Han arbejdede herefter i forskellige embeder indtil 1848 og blev derefter ansat i det slesvig-holstenske kancelli i København. 1852 blev han sagfører i Kiel. 1864 amtmand i Flensborg. Han var i 1862 - sammen med Ahlmann - med til at underskrive en protest imod indsættelsen af Bargum som borgmester i Flensborg. I sin egenskab af regeringsråd blev han i 1865 sektionschef for den holstenske regering i Kiel. Efter annektionen i 1866 blev han afskediget fra dette embede. Han sad i den nordtyske rigsdag 1867-1871. Han var også medlem af toldparlamentet. Han tilhørte først fraktionen Bundesstaatlich-Konstitutionellen Vereinigung, senere Fraktion der Freien Vereinigung. 1869-1895 var byråd i Kiel hvor han b l.a. var formand for skolekommissionen og byggekommissionen. Han blev ved sin fratrædelse udnævnt til æresborger i Kiel, og fik en gade opkaldt efter sig (Krausstrasse). Han er begravet i en æresgrav på Kieler Südfriedhof.

Der er stor glæde i Slesvig-Holsten over den tyske sejr i Flensborg-Aabenraa-kredsen, hvor det danske parti ydede en utrolig indsats for sin kandidat. Der var bogstavelige slagsmål under valget. Allgemeine Zeitung skriver fra Slesvig den 4. september at danskerne og sætter ynkelige miner. De forventede nok ikke et så alvorligt nederlag; 955 flertal for Kraus, det er bittert. Hr. Ahlmann havde lugtet lunten i Haderslev, han var mødt op for ikke at stemme ved det danske valgmøde der; da hedsporerne overmandede ham, blev agitation alligevel foretaget med uovertruffen iver. Vi tyskere er berørt af de mest behagelige følelser. Krüger-Bestoft kan nu kede sig som den enlige danske storhed i folketinget, tiden kommer hvor også han bliver stemt ud. I morgen er der fakkeltog i Flensborg, og om otte dage inviteres de tyske vælgere i kredsen til stor folkefest. Sejre skal udnyttes, og personligt bekendtskab styrker forbindelsen.

In Schleswig-Holstein herrscht grosse Freude über den Sieg der Deutschen im Wahlkreis Flensburg-Apenrade, wo die dänische Partei ganz unglaubkliche Anstrengungen für ihren Candidaten gemacht. Bei der Wahl kam es zu förmlichen Schlägereien. Die Dänen schreibt man der Allg. Ztg. aus Schleswig 4. Sept. schneiden jämmerliche Gesichter. Eine so starke Niederlage hatten sie wohl nicht erwartet; 955 Majorität für Kraus, das ist bitter. Hr. Ahlmann hatte den Braten in Hadersleben gerochen, er war bei der dortigen dänischen Wahlversammlung für Nichtwählen aufgetreten; als die Hitzköpfe ihn überstimmten, wurde nichtdestoweniger mit einem Eifer sondergleichen zur Agitation geschritten. Wir Deutschen sind von den angenehmsten Gefühlen bewegt. Mag sich nun Krüger-Bestoft als einsame dänische Grösse im Parlament langweilen, die Zeit wird kommen wo auch er hinausvotirt wird. Morgen ist Fackelzug in Flensburg, und in acht Tagen sollen die deutschen Wähler des Wahlkreises zu einem grossartigen Volksfest eingeladen werden. Siege muss man ausnützen, und persönliche Bekanntschaft stärkt den Zusammenhang.

(Der Fortschritt : Fürther Abendzeitung. 8. september 1867)

Kryger blev nu ikke valgt ud. Derimod blev han ved krigsudbruddet i 1870 mellem Preussen og Frankrig sammen med flere andre dansksindede nordslesvigere fængslet i fire måneder. Han kæmpede herefter for at få § 5 udført og foreslog det i 1877. I øvrigt mod den danske regerings vilje - den frygtede at § 5 ville blive annulleret. Og det blev den da også året efter i en tysk-østrigsk traktat. Edsnægterpolitikken kom efter 1878 i modvind fordi den ikke førte til noget. 

Valgene i Slesvig.

De nu tilendebragte Valg til den nordtydske Rigsdag have i de fire slesvigske Valgkredse givet følgende Resultat:

lste Valgkreds. Gaardeier H. A. Kryger af Bestoft gjenvalgt med 13,955 St. Amtmand Kier i Haderslev havde 1939.

2den Valgkreds. Forhenv. Regjeringsraad Kraus fra Kiel valgt med 8573 St. Proprietair N. Ahlmann fra Augustenborg havde 7618.

3die Valgkreds. Grev Baudissin til Friedrichshof gjenvalgt med 3398 St. Forhenv. Regjeringsraad Stemann havde 1706, Dr. Ahlmann fra Kiel 641 og Senator Peschke fra Slesvig 265.

4de Valgkreds. Gaardeier Reeder fra Bølsbøl valgt med 8407 St. Gaardeier D. Detlefsen fra Læksgaarde havde 3560 (ikke 3760) St.

I lste Valgkreds fik den danske Candidat saaledes over 7/8 af de afgivne Stemmer, i 2den Valgkreds næsten Halvdelen (8/17), i 4de Valgkreds 3/10. I 3die Valgkreds, som indbefatter lutter tydske Distrikter, og hvor det derfor var haabløst at stemme paa en dansk Candidat, fik Peschke denne Gang dog langt flere Stemmer end forrige Gang (265 imod 166).

Fremdeles see vi, at Kryger i 1ste Valgkreds blev valgt med en langt større Majoritet end i Februar, da han kun havde 4/5 af de afgivne Stemmer. Der faldt paa ham flere Stemmer, end der, saavidt vi have fundet, er afgivet i nogen Kreds indenfor hele det nordtydske Forbund, paa 2den slesvigske Kreds nær. Baade ved det forrige og ved det sidste Valg staae 2den og 1ste slesvigske Valgkreds øverst blandt alle nordtyske Kredse med Hensyn til Antallet af afgivne Stemmer. Dog har Deeltagelsen i Valgene denne Gang i begge disse Kredse været ringere end i Februar, selv om man tager Hensyn til, at de ere blevne noget mindre, end de dengang vare. Det Samme gjælder i endnu høiere Grad om 4de Valgkreds, hvor der er afgivet over 2000 Stemmer færre end forrige Gang, uagtet Kredsen er bleven forøget med to Herreder, og i en særdeles paafaldende Grad om 3die Valgkreds, hvor der kun er afgivet c. 6000 Stemmer (2/5 af Stemmeantallet i Februar), og det uagtet der var Valgkamp imellem 3 tydske Candidater. For de danske og de blandede Distrikters Vedkommende ligger Aarsagen til denne ringere deltagelse i Valgene aabenbart ikke i, at flere Vælgere have holdt sig tilbage; snarere synes det Modsatte at være Tilfældet, og dersom man havde Fortegnelser over Vælgernes Antal, vilde det sikkert vise sig, at baade i 1ste Valgkreds, den nordlige Deel af 4de Valgkreds og fremfor alt i 2den Valgkreds et forholdsvis større Antal af de indskevne Vælgere har afgivet sine Stemmer. Aarsagen maa uden Tvivl søges i, at der denne Gang, navnlig i de danske Districter, var færre Vælgere end forrige Gang, deels fordi en stor Mængde Valgberettigede i Alderen imellem 25 og 35 Aar have forladt Landet, deels fordi der er foretaget en meget skarp "Revision" af Valglisterne. Blandt de Egne, hvor Deeltagelsen i Valgene ikke blot relativt, men ogsaa absolut er stegen, maa særlig fremhæves Slaugs Herred, hvor der denne Gang blev afgivet ca. 1100 stemmer, forrige Gang kun 1000 St. (af 1400 Vælgere).

Ialt er der i de fire slesvigske Valgkredse denne Gang faldet 25,398 Stemmer paa danske og 24,664 paa tydske Candidater. Ved forrige Valg faldt der 27,659 Stemmer paa danske og 39,563 paa tydske Candidater. *) Medens der saaledes forrige Gang i hele Slesvig næsten var 4 tydske imod 3 danske Stemmer, er der ved det sidste Valg afgivet flere danske end tydske Stemmer. Holde vi os blot til de tre Valgkredse, i hvilke der har været natinal Valgkamp (1ste, 2den og 4de), saa er der i disse afgivet 25,133 Stemmer paa danske og 18,919 paa tydske Candidater, altsaa 4 danske imod 3 tydske Stemmer. (Ved Valget i Februar var i disse tre Kredse tilsammen Forholdet mellem danske og tydske Stemmer omtrent lige.) Hvad enten vi holde os til det første eller til det andet Resultat, er det indlysende, at de danske Vælgere i Slesvig ved det sidste Valg ubetinget, og i endnu høire Grad end ved det forrige Valg, havde været berettigede til at sætte to af de fire Valg igjennem.

For de enkelte Valgkredses Vedkommende vilde en umiddelbar Sammenstilling mellem Udfaldet af Valgene i Februar og August ikke blive adæqvat, da Valgkredsenes Grændser ikke ere de de samme som dengang. Til 1ste Valgkreds hørte i Februar foruden Haderslev By og Amt tillige Aabenraa og Løgumkloster Amter samt Glaugs Herred af Tønder Amt, men derimod ikke Als og Sundeved. 2den Valgkreds bestod i Februar af Als og Sundeved. Flensborg By og Amt, den sluttede Deel af 1ste angelske Godsdistrict, Sattrup og Maarkjær Herreder af Gottorp Amt samt Kappel Flække Als og Sundeved har Kredsen maatte afgive til 1ste Valgkreds, Sattrup og Maarkiær Herreder samt Kappel til 3die Kreds, men den har fra 1ste Kreds faaet Aabenraa By og Amt. Til 4te Valg kreds ere Løgumkloster Flække og Amt samt Slaugs Herred blevne henlagte fra lste Valgkreds. Vil man altsaa anstille en nøiagtig Sammenligning, maa man stille Kredsene imod hinanden enten efter deres tidligere eller efter deres nuværende Grændser. Herved viser det sig, at der i 1ste Valgkreds efter dens tidligere i Grændser blev afgivet den 12te Februar 15,028 danske Stemmer og 3702 tydske Stemmer, den 31te August 13,028 danske og 3148 tydske Stemmer. I Februar var Forholdet 80 1/4 og 19 3/4 pCt., i August 80½ og 19½ pCt. Indenfor Kredsens nuværende Grændser var der forrige Gang 15,908 danske og 2591 tydske Slemmer (86 og 14 pCt.), denne Gang 13,955 danske og 1939 tydske Stemmer (87,8 og 12,2 pCt.). I 2den Valgkreds efter dens tidligere Grændser blev der i Februar afgivet 9927 danske og 9610 tydske Stemmer (50,8 og 49,2 pCt.) Hvorledes Forholdet bilde have stillet sig ved Valget i August lader sig ikke nøiagtig bestemme, da vi ikke kjende Stemmeantallet i Sattrup og Maarkiær Herreder samt Kappel, og det, selv om vi kiendte det, ikke vilde være berettiget at lægge det til Grund, eftersom der denne Gang ikke var national Valgkamp i disse Districter, som nu høre til 3die Kreds. Vi begaae dog ikke nogen stor Feil ved for disse Districters Vedkommende at tage Stemmeantallet fra Februar, eftersom Antallet af afgivne Stemmer i de øvrige Districter af 2den Kreds, navnlig i Flensborg By og Amt, denne Gang i det Hele har været ligesaa stort som forrige Gang. Herefter vilde der paa 2den Valgkreds efter dens tidligere Grændser ved Valget den 31te August være faldet 9625 danske og 9265 tydske Stemmer (51 og 49 pCt.). I 2den Valgkreds efter dens nuværende Grændser var der i Fedruar 7887 danske og 8614 tydske Slemmer (47,8 og 52.2 pCt.). I August 7618 danske og 8573 tydske Stemmer (47,1 og 52.9 pCt.). I 4de Valgkreds efter dens tidligere Grændser blev der i Februar afgivet 2538 danske og 11.560 tydske Stemmer (18 og 82 pCt ), i August 2530 danske og 7838 tydske Stemmer (24.5 og 75.5 pCt.). Indenfor Kredsens nuværende Grændser blev der ved forrige Valg afgivet 3687 danske og 12,236 tydske Stemmer (23.2 og 76,8 pCt.), ved det sidste Valg 3560 danske og 8407 tydske Stemmer (19,7 og 70.3 pCt.)

Af denne Sammenstilling fremgaaer for det Første, at Forholdet imellem danske og tydske Stemmer gjennemgaaende var forbedret sig lidt til Gunst for de danske (i 4de Valgkreds endog temmelig stærkt), og at specielt i 2den Valgkreds Ahlmann utvivlsomt vilde være bleven valgt, idetmindste med ligesaa stor Majoritet som forrige Gang, dersom ikke den unaturlige Omfordeling af Valgkredsene havde fundet Sted. Man seer, at har det været udregnet, at den tydske Candidat derved vilde faae nogle Hundrede Stemmer flere end den danske, saa er dette slaaet til, endog i lidt høiere Grad, end det havde kunnet paaregnes. Og dog kunde det nær være lykkedes det danske Vælgere i den nye 2den Valgkreds at sætte Ahlmann igjennem til Trods for Omfordelingen og til Trods for alle de øvrige Momenter, som "Köln. Ztg." har opregnet. Det er ikke usandsynligt, at Kraus alligevel var falden for Ahlmann, dersom ikke to Omstændigheder, som "Köln. Ztg." ikke kjender, vare komne til. Det var væsentlig Angelboerne og Hedeboerne, der satte Kraus igjennem. Da de ved forrige Valg stemte paa ham, var de ligesaa meget for at forhindre Regjeringscandidaten Matthiesens som for at modarbejde Ahlmanns Valg. Denne Gang, da Kraus var den eneste tydske Candidat, idet Regjeringspartiet efter den af "Nordd. Allgem. Ztg." givne Parole ikke havde opstillet nogen Modcandidat imod ham, sporede man fra først af hos dem en temmelig stor Ligegyldighed for Valget, og naar de desuagtet lode sig bevæge til at møde og stemme paa Kraus ligesaa talrigt som i Februar, istedetfor at ellers en stor Deel af dem idetmindste vilde have afholdt sig fra at stemme, saa skyldes dette det snilde Paafund af Agitatorerne, for Borgerne i Flensborg Amt at fremstille den augustenborgsksindede Kraus som en Modstander af Preussen. Herved blev der saaledes bragt et Moment ind i Valgkampen, der var den nationale Afstemning uvedkommende. For det Andet er der, ifølge samstemmende Beretninger baade til os og til andre danske Blade, saavel i Aabenraa som i Flensborg blevet anvendt Bestikkelser baade før og under Valghandlingen i stor Maalestok og tildeels aldeles aabenlyst. Efter almindelig constitutionel Praxis kan det Sidste eventuelt endog gjøre Valget ugyldigt, stær naar man betænker, at Kraus kun havde en absolut Majoritet af 474 Stemmer.

Hvor beklageligt det end kan være, at det saaledes ikke lykkedes Ahlmann at opnaae Gjenvalg, kunne dog ligesaalidt vi som de Danske i Slesvig tillægge dette nogen overveiende Vægt. Deet var ikke saa meget for at sætte een eller to Candidater igjennem, at de danske Vælgere i Slesvig atter denne Gang deeltoge i Valgene til den nordtydske Rigsdag men især for at godtgøere, at den Deel af Hertugdømmet, hvor der ved Valget i Februar var dansk Majoritet, endnu er dansk. Og dette er det tilfulde lykkedes at godtgjøre, ja Mere end dette. I alle de Districter, der ligge Nord for den Grændselinie, som fremkom ved forrige Valg, har det paany vist sig dansk Fleerhed, gjennemgaaende større end i Februar; de to Districter inde i den danske Deel, hvor der forrige Gang viste sig Majoritet for Amtmand Kier (Løgumkloster Flække og Ravsted Sogn) have denne Gang viist en afgjort dansk Majoritet; endelig have Valgdistricter, umiddelbart Syd for den tidligere Grændselinie (Ladelund og Medelby Sogne) denne Gang givet dansk Majoritet. Saaledes er baade ethvert Spor af Enclaver med tydsk Majoritet forsvundet indenfor den danske Deel, og tillige er i Tønder Amt selve Grændselinien rykket længere sydpaa. Derimod er der denne Gang blevet tydsk Maioritet i Karlum Sogn, som ved forrige Valg var en Enclave med dansk Majoritet inde i den tydske Deel. Den eneste Enclave af denne Art, der er bleven tilbage, er rimeligviis den danske Deel af Øen Før, hvorfra vi dog endnu savne Oplysning om Stemmeforholdet.

Til Slutning skulle vi oplyse, hvorledes det danske Stemmeforhold har forbedret sig i de Districter, som ligge Nord for den ved Afstemningen fremkomne Grændselinie. I Haderslev By og Amt blev der forrige Gang afgivet 9905 danske og 1675 tydske Stemmer (85.5 og 14.5 pCt), denne Gang 8209 danske og 1358 tydske Stemmer (85.8 og 14.2 pCt.). I Løgumkloster Amt og Tønder Amt Nord for den nye Grændselinie afgaves der forrige Gang 3261 danske og 988 tydske Stemmer (76,8 og 23,2 pCt.), denne Gang 3113 danske og 833 tydske St. (78.9 og 21.1 pCt.) I Aabenraa By og Amt faldt i Februar 3974 St. paa den danske, 1351 paa den tydske Candidat (74.6 cg 25,4 pCt), ved Sidste Valg henholdsviis 3798 og 1361 St. (75,8 og 24.2 pCt.) Als og Sundeved afgav forrige Gang 6003 danske og 916 tydske Stemmer (86.8 og 13,2 pCt), denne Gang 5746 danske og 581 tydske Slemmer (90,8 og 9.2 pCt.) I Flensborg By og Amt (Nord for Grændselinien) afgaves ved forrige Valg 3086 danske og 2271 tydske Slemmer (57,6 og 42.4 pCt ), ved sidste Valg 2944 danske og 2214 tydske Stemmer (57,1 og 42,9 pCt.). - Saaledes er kun i den sidste Gruppe Forholdet blevet lidt ugunstigere for det danske Element, og dette støttes atter udelukkende Flensborg By, hvor der forrige Gang afgaves 1836 danske og 1648 tydske Stemmer (52.7 og 47.3 pCt.), men denne Gang (af den ovenanførte Grund) kun 1770 danske mod 1700 tydske Stemmer (50,8 mod 49,2 pCt.). Af de øvrige Kiøbstæder og Flækker Nord for Grændselinien har Forholdet holdt sig aldeles uforandret i Aabenraa; i Haderslev har der fundet en lille Fremgang Sted; i Møgeltønder er det forsvindende tydske Element yderligere aftaget fra 1/16 til 1/26; i Christiansfelt, Løgumkloster og Sønderborg har der viist sig en betydelig Fremgang. I Christiansfeld ere de tydske Stemmer aftegne med 6, medens de danske ere tiltagne med 9, og Forholdet er nu 3 tydske mod 5 danske, istedetfor 6 tydske mod 6 danske Stemmer; i Løgumkloster er der, som ovenfor anført, blevet dansk Majoritet istedetfor tydsk, og Forholdet har vendt sig om, saaledes at de tydske Vælgere nu forholde sig til de danske som 6:7 istedetfor som 7:6; i Sønderborg endelig er Forholdet mellem Tydsk og Dansk nu 1:3 istedetfor 1:2. Den meest danske Deel af Slesvig har atter denne Gang Als og Sundeved viist sig at være, og det i endnu høiere Grad end ved forrige Valg

Disse Resultater maae saavel i deres Heelhed som i det Enkelte betegnes som særdeles glædelige. Syd for de her opregnede Districter er der baade i Flensborg Amt og i Kiær herred af Tønder Amt atter ved det sidste Valg fremkommmet et Belte, hvor der staaer et stærkt dansk Mindretal ligeoverfor et svagt tydsk Flertal. Ved en fra alle Sider upaavirket Afstemning vilde disse Districter uden al Tvivl stemme med den nordlige Deel af Hertugdømmet, og sandsynligviis vilde dette Resultat allerede nu være fremkommet, dersom der var truffet en naturligere Fordeling af Valgkredsene. Den Fordeling, som nærmest vilde stemme baade med de geographiske og de nationale Forhold, vilde for Nordslesvigs Vedkommende være følgende: 1ste Valgkreds Haderslev og Løgumkloster Amter samt Tønder Amt indtil Læk; 2den Kreds Aabenraa og Sønderborg Byer og Amter, Flensborg By, samt Flensborg Amt indtil Gelting Bugt. Ved en saadan Fordeling vilde ethvert Skin af at have villet forfordele det danske Element med Hensyn til Valgene kunne være undgaaet.

*) Vi lade herved, ligesom overalt i det Følgende, de spildte Stemmer ude af Betragtning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. september 1867)

I Flensborg valgkreds var der næsten dødt løb mellem kandidaterne, idet Kraus fik 1726 og Ahlmann 1760.

I de danske aviser florerede artikler om bestikkelser. Men der var få beviser og beskrivelser af hvad disse bestikkelser gik ud på. En sag blev imidlertid nævnt, hvis formål var at vække forargelse over disse bestikkelser, men  som set med eftertidens øjne, måske snarere tydede på at anklagerne om bestikkelse drejede sig om noget andet:

Flensborg.

- - -

- De skandaløse Bestikkelser, som Tydskerne have anvendt ved det sidste Valg, ere ikke, uagtet Øvrigheden negter os sin Bistand, gaaede ganske ustraffede hen. En dansk Borger har med stort Tab for sig selv øvet en saadan Justits. Det er en Fabrikant her i Byen, som for største Delen har tydske Arbejdere, der saaledes har straffet Bestikkelserne. Nogle Dage før Valget kaldte han sine Arbeidere sammen og udtalte for dem, at han ikke paa Valgdagen vilde paalægge dem nogen Tvang, men at de kun skulde stemme efter deres egen Overbevisning; de erklærede da Alle, at de som Udlændinge ikke vilde deltage i Valget. Da Valgdagen kom, viste det sig imidlertid, at de tydske Agenter ogsaa havde været paa Spil her og betalt de politisk indifferente tydske Arbeidere 2 preussiske Daler for hver Stemme, som de da havde afgivet for Kraus. Den danske Fabrikant blev selvfølgelig i høi Grad oprørt over dette Bedrag og afskedigede strax alle Arbejderne, uden at tage Hensyn til, at hans store Fabrik nu hviler, indtil andre Arbeidere ere forstrevne og ankomne hertil. Hvor jammerlige de usle Tydskere ere, kan skjønnes deraf, at flere af de afskedigede Arbeidere have tilbudt, naar de kun maa blive ved Fabriken, at optræde som Vidner om Valgbestikkelserne, hvilket Tilbud naturligvis er blevet afvist med den tilbørlige Foragt.

(Dags-Telegraphen (København) 11. september 1867).

I september 1867 udnævnte overpræsidenten i Kiel 20 tillidsmænd til at afgive betænkning over ordningen af hertugdømmernes lovgivnings- og forvaltningsforhold. De fleste var tidligere medlemmer af de slesvigske og holstenske stænderforsamlinger.  Af de 8 fra Slesvig var der 1 dansksindet (Kryger) og 5 tysksindede. Af de valgte fra Holsten var alle tysksindede.

Militaire Fordringer. 1.-6. Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits som citerer en korrespondent fra "Daily Telegraph". Originalen følger nedenfor:

"Folk der holder hus og hjem eller deres arbejde på øen Als, har mange andre ting at tænke på end Danmarks velfærd. De deler trods alt samme skæbne som Slesvig, ikke Fyn eller Sjælland. Jo mere jeg går rundt på Als, desto tydeligere ser jeg at befolkningens nationalitet er af meget blandet karakter. Jeg synes jeg har opdaget en ikke unaturlig tendens blandt øens indbyggere til at foretrække at kalde sig danske slesvigere end danskere, hurtigere og mere villige med deres tyske nu end de var for et par uger siden, og jeg hører nogle klager jeg ikke har hørt før, især over den måde hvorpå landets velfærd er blevet ofret til Københavns halsstarrighed. De fortæller mig, at Sjælland ikke har lidt under krigen, at derimod københavnerne har gjort gode forretninger, at på Als har man altid tænkt på hertugen af ​​Augustenborg med længsel, at de lavere klasser af danske embedsmænd ikke er af en sådan art at det slesvigske folk kan respektere dem - og videre i denne tone."

"Leute, welche Haus und Hof oder ihre Beschäftigung auf der Insel Alsen fest hält, haben an viele andre Dinge zu denken als an die Wohlfahrt Dänemarks. Schliesslich haben sie doch mit Schleswig, nicht mit Fühnen oder Seeland das gleiche Loos zu theilen. Je länger ich mich auf Alsen herum tride, um so klarersehe ich ein, dass die Nationalität der Bevölkerung sehr zusammen gesetzter Natur ist. Ich glaube bei den Bewohnern der Insel schon eine nicht unnatürliche Neigung entdeckt zu haben, sich lieber als Dänischer Schleswiger denn als Dänen zu bezeichnen. Die Leute sind mit ihrem Deutsch jetzt viel schneller und bereitwilliger bei der Hand als vor einigen Wochen, und ich höre manche Beschwerden, die ich früher nicht gehört habe, zumal über die Art und Weise, wie die Wohlfahrt des Landes der Kopenhagener Halsstarrigkeit aufgeopfert worden sei. Man erzählt mir, dass Seeland vom Kriege nichts gelitten hat, dass im Gegentheil die Kopenhagener gute Geschäcfte gemacht haben, dass man in Alsen immer mit Sehnsucht des Herzog von Augustenburg gedacht hat, dass die untern Klassen der Dänischen Beamten nicht derartig sind, dass die Schleswiger sie respectieren können - und in diesem Tone weiter."

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 1. maj 1864)

Ribe, den 2den Maj.

Som vi erfare, har under de fjendtlige Troppers Ophold her i Onsdags den kommanderende Officer opfordret Borgerpræsentantskabet til at møde hos sig og meddelt det, at han paa sin Overkommandoes Vegne skulde erklære at der ikke her fra Byen maatte ske Noget, som kunde være til Fordel for den danske Regering (!) eller til Skade for ten allierede Hær; Overtrædelser heraf vilde blive straffede strengt efter Krigslovene. - Fra Repræsentantskabets Side skal hertil vare gjort den Bemærkning, at vi ikke kunde undlade at udføre vor Regerings Befalinger.

- Igaar Eftermiddags kom de samme fjendtlige Soldater, som vare her i Onsdags, tilbage hertil, efter formentlig at have huseret slemt og udskrevet en hel Del navnlig i Løve- og Møgeltønder Herred. I Møgeltønder have de udskrevet en enorm Pengesum, som de beordrede tilvejebragt under Trusel af Plyndring, og arresterede sammesteds Redaktøren af "Vest-slesvigsk Tidende", Larsen, og førte ham med sig til Ribe. Her fremkom de med det skammelige Forlangende at Byen skulde udrede en Sum af c. 50,000 pr. Daler , hvilket Kommunalbestyrelsen paa det bestemteste vægrede sig ved at opfylde. De arresterede derpaa 10 af Byens anseteste Borgere, nemlig: Overlærer Kinch, Tømmerhandler Lund, Værtshusholder A. Mickelsen, Skomager Kruse, Ølbrygger Fred. Jacobsen, Kbmd. Gregersen, Sparekassekasserer Rosenstand, Værtshusholder A. Weis samt Værtshusholder Th. Nissen og førte dem imorges ved deres Afmarch nordpaa formodentlig til Kolding. Redaktør Larsen blev ligeledes herfra ført nordpaa.

(Ribe Stifts-Tidende 2. maj 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original nedenfor:

Haderslev, 26. april. På gode dage lod den dansksindede præst Helweg sig rive med af sin fanatiske lidenskab på kirkeområdet ved at bede Gud om hævn for de voldsomme handlinger der var sket, og for befrielsen af ​​det ulykkelige land fra undertrykkerne. Derfor lod kommandanten, den østrigske major Ernst, ham fængsle, måske det samme fængsel som Helweg selv satte vor patriotiske medborger dr. Markus i for 16 år siden. Selv om han snart blev løsladt igen, er han indtil videre blevet suspenderet, og der er indledt en undersøgelse som forhåbentlig vil føre til hans afskedigelse og afløsning af en prædikant med tyske sympatier som så også kunne få provsteembedet. Det er ønsket af alle tyske borgere som for nylig har givet udtryk for til civilkommissærerne i et andragende. Enhver der endnu nærer tvivl om det tyske elements styrke iblandt os, skulle i øvrigt gå hen og se på de gaver der er modtaget til en tombola, der er arrangeret til gavn for de sårede; tallet og værdien af ​​samme vil lære ham bedre.

Hadersleben, 26 April. Am Vutztage liess sich der ter genannte dänisch-gesinnte Pastor Helweg durch seine fanatische Leidenschaftlichkeit henreitzen im Kirchengebiet Gott anzuflehen um Rache für die geschehenen Gewaltthaten und Befreiung des unglücklichen Landes von den Bedrängern. Dafür liess ihn der Commandant, der österreichische Major Ernst, ins Gefängniss bringen, vielleicht dasselbe in welches Helweg selbst vor 16 Jahren unsern patriotischen Mitbürger, den Dr. Markus, abführen liess. Zwar wurde er bald wieder freigegeben, indess ist er doch vorläufig suspendiert und eine Untersuchung eingeleitet, die hoffentlich zur Entlassung und Ersatz durch einen Prediger von deutscher Gesinnung, dem dann auch die Probstei übertragen werden könnte, führen wird. Diess ist der Wunsch aller deutschen Bürger, den sie durch eine Petition dieser Tage den Civilcommissären ausgesprochen haben. Wer übrigens noch Zweifel hegt über die Stärke es deutschen Elements unter uns, der möge hingehen und die Geschenke ansehen die für eine zum Besten der Verwundeten veranstaltete Verloosung eingegangen sind; die Zahl und der Werth derselben wird ihn eines bessern belehren.

(Allgemeine Zeitung. 1864 3. maj 1864)

Der har været anket over det Misbrug, der er gjort med Hensyn til Kjørsler for den danske Hær i Jylland; os er et Exempel bekjendt, hvor der baade synes at være gjort en unødvendig Fordring til den enkelte Mand og at være givet en altfor ussel Godtgjørelse for den ydede Kjørsel. En Landeiendomsbesidder et Par Miil nord for Skanderborg havde efter Ordre leveret en Vogn med 2 Heste og en Kudsk; efter 8 Dages Forløb kom Kudsk og Befordring tilbage; Kudsken var syg og Hestene saa medtagne, at de vare 50 Rd. mindre værdt end ved Udreisen. Som Hjælp til Reisen for samtlige 8 Dage fik Kudsken ialt 32 sk. til sig og een Skjæppe Havre til Hestene. (Nørrej. Tid.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. maj 1864).

Den preussiske generalmajor grev Münsters proklamation i Viborg, offentliggjort i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 27. april 1864. Næste nummer af avisen udkom først en uge senere, den 4. maj 1864 (se efterfølgende artikel).

Viborg, den 29de April.

Det var selvfølgelig under nedtrykkende Følelser at man her i Tirsdags Formiddag saae Fjenden rykke ind i Byen; i stor Skyndsomhed spredte han sig omkring i de forskellige Gader for at efterspore om danske Tropper endnu maatte være her, men disse, blot en lille Cavalleripatrouille, vare kort forinden dragne bort. I mindst 3 Timer vedholdt uafladeligt Indmarscheringen, thi foruden de c. 5000 Mand med 12 Kan. som bleve der, drog en Styrke af flere Tusinde Mand med 16 Kan. igjennem Byen og gik i østlig Retning, spredende sig til forskjellige Landsbyer og Gaarde i nærmeste Omegn. Strax efter Ankomsten paa Nytorvet holdt den commanderende General, Grev Münster en Tale til Tropperne, hvori han meget alvorligt lagde disse paa Sinde at afholde sig fra Uordener imod Byens Indvaanere, der vilde have stræng Straf tilfølge, ja grovere Forseelser endog blive straffede med Døden. Den fjendtlige Generals Mening at ville indqvartere Styrken i nogle faa hinanden nærliggende Gader fik kommunalbestyrelsen ham dog til at forandre, og det blev saaledes overladt til Indqvarteringscommissionen at sørge herfor. Kort efter Indrykningen indfandt en Husar-Officier sig hos os med Befaling fra Gen. Münster om at lade trykke en i det danske og tydske Sprog affattet Proclamation (see forr. Av.) til Opslag paa Gadehjørnerne, og vi greb da Leiligheden til at bemærke, om Proklamationen ikke ogsaa skulde indrykkes i Dagsavisen, for af Svaret herpaa at erfare, hvorvidt Avisen kunde vedblive at udgaae eller ei. Officieren svarede, at han fandt det rigtigst at Proklamationen indførtes i Dagsavisen og at han formeente, at Avisen nok maatte udkomme, naar deri Intet skrives imod dem, hvortil vi bemærkede, at Bladet selvfølgelig vilde undlade at kritisere eller videre omtale den hertil indtrufne Styrke; hvad der ikke specielt vedkom den, formeente vi maatte være en Undtagelse. Henimod Aften, ligesom Avisen skulde udsendes i Byen, indløb imidlertid skriftlig Ordre fra en Major v. Steding til Red. om at indfinde sig paa hans Bopæl, og ved hans Ankomst her, erklærede denne Mand fra Generalen at have modtaget Befaling om at tilkjendegive Red., at han tillod, at Vib. Stiftstidende vedblivende maatte udkomme, dog med den Indskrænkning, at Bladet ikke maatte indeholde et eneste Ord om Preussen eller dette Lands nærværende Krigsforhold til Danmark, og for at kontrollere, at Forbudet ikke overtraadtes, skulde Generalen tilstilles et Numer af Avisen; ved ikke at overholde det Paabudne vilde Tilladelsen til Udgivelsen strax være forbrudt og Red. dernæst derfor være ansvarlig med sin Person. - Følgen heraf var, at den færdigtrykte Avis for 26de April ikke blev uddeelt og medfølger først idag. - Den første Dag maatte Indvaanerne tilteels yde fornøden Mad og Drikke til de langtfra velkomne Gjæster, og den følgende Dag indtraadte Naturalforpleining for disse; nu begyndte altsaa Reqvisitionerne til den fjendtlige Armee, der strax antog saa store Dimensioner, at Byen umuligt kunde præstere disse, ialtfald ikke til den fordrede Tid, Hvisaarsag der fra Fjendens Side truedes med ved Huusundersøgelser (Plyndring) selv at ville skaffe det Manglende tilstede. For nu at undgaae en slig Medfart maatte man gribe til gjennem forskjellige Herredsfogden at skaffe fornøden Assistance ved Fødemidlers og Fourages Indbringelse hertil fra Landjuristictionerne; man blev imidlertid noget beroliget ved at det stilledes i Udsigt, at Reqvisitionerne vilde ophøre med Ugens Udløb, da det hed sig, at de fjendtlige Tropper ville forlade os; men denne Trøst gik allerede tabt idag da den større Deel af Styrken imorges marscherede bort ad den gamle Landevej til Hobro, idet der kort efter rykkede andre Tropper ind; dog blev Styrken derved reduceret til c. 3,300 Md. Et større Antal af Skomagere og Skræddere commanderedes til at arbeide for Fjenden, ligesom ogsaa flere Tømrere igaar maatte følge med en fjendtlig Commando for at restaurere de afbrudte Broer imellem her og Skive, men hvoraf kun Broen ved Nybro blev sat i farbar Stand, eftersom der ved Jordbromølle viste sig 3 danske Dragoner, der foranledigede Preusserne, til hurtigt at gaae tilbage. Samme Eftermiddag saaes en Infanteribataillon iilsomst at rykke ud derfra og at gaae ad den gamle Landevei til Hobro; senere hørte man fortælle, at Fjenden i samme Retning havde taget 20 Mand at Vore, men Sandheden var nok den, at 6 preussiske Husarer vare blevne tagne tilfange; der syntes forøvrigt at være megen Uro hos de Fjendtlige, muligt foranlediget ved det her circulerende Rygte, at 20,000 svenske Tropper vare landede i Aalborg. - Igaar holdt Preusserne Gudstjeneste i Søndresogns Kirke, og siges den holdte Prædiken meget at have dreiet sig om god Mandstugt. - Ved Troppernes afmarsch derfra imorges var det harmeligt at see den Masse af Fødemidler osv. Fjenden tog med sig. - En gl. Røgter fra Gaarden Engelsborg, 1/4 Miil herfra, som vogtede nogle Faar, er idag indbragt hertil Sygehuset; en preussisk Forpost, af hvem han var bleven anraabt, men ikke kunde gjøre sig forstaaelig for, har skudt ham en Kugle gjennem den ene Arm

.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 4. maj 1864).

"Ein Schauspiel für Götter" (Skuespil for guder), på plakaten står: "Waffenstilstand mit Beibehaltung der Blokade" (Våbenstilstand med bibeholdelse af blokaden). Preusseren spørger: "Kamerad, begreifst du die Frechheit von den Kerl?" (Forstår du karlens frækhed?). Østrigeren svarer: "Nein! Dahinter muss etwas Anderes stecken" (Nej, der må gemme sig noget andet bagved). Tegning fra Kladderadatsch 8. maj 1864.

Oversættelse af tyske notitser, originaler nedenfor:

Altona, 5. maj. Efter afgørelse af forbundskommissærerne af 1. d. m. er etatsråd L. C. H. Bargum blevet fritaget for sit embede som borgmester i byen Kiel. Bargum var en af ​​de mest berømte notabiliteter i hertugdømmerne fra 1848-51 og blev gentagne gange valgt til præsident for Slesvig-Holstens Statsforsamling. Senere gik han efterhånden over til den danske lejr. Selvom han blev erklæret død for længe siden, lever han, men fysisk ødelagt og moralsk død. - Den allerede den 24. december sidste år suspenderede politichef i byen Altona, kammerjunker von Villemoes-Suhm, er nu definitivt blevet afskediget fra sine kontorer. Den tidligere præsident for Altona, Landdrost v. Scheele har været forsvundet længe, ​​men siges at være i Danmark nu. Provst Nievert i Altona, som blev udvist, men for nylig gik på pension, er flyttet til Ratzeburg.

- - -

Haderslev, 3. maj. En ny sprække er åbnet i den lokale danske embedsmandsstand gennem afskedigelsen af ​​herredsfoged Rumohr og genindsættelsen af ​​cand. juris Seelig, der som tyskuddannet og tysksindet advokat, tidligere udelukket fra al ansættelse, erhvervede sig kendskab til forretningen og forholdene som mangeårig ansat hos sin far, advokat Seelig. For så vidt angår omlægningen af ​​kirke og skole tog preusseren skoleråd Stiehl, da han var der tidligere på ugen, kontakt til flere af de nye embedsmænd og lærere og besøgte også folkeskolen hvor han i nogle siges at have forefundet triste forhold. (Fl. Nordd. Z.)

Altona, 5. Mai. Durch Beschluss der Bundeskommissare vom 1. d. M. ist der Etatsrath L. C. H. Bargum des Amtes als Bürgermeister der Stadt Kiel enthoben worden. Bargum var von 1848-51 eine der gefeiersten Notabilitäten der Herzogthümer und wurde wiederholt zum Präsidenten der schleswig-holsteinischen Landesversammlung gewählt. Später ging er allmälig ins dänische Lager über. Vor längerer Zeit todtgesagt, lebt er noch, aber physisch gebrochen und moralisch todt. - Der schoen am 24. Dezember v. J. suspendirte Polizeimeister der Stadt Altona, Kammerjunker von Villemoes-Suhm, ist nunmehr definitiv von seinen Aemtern entlassen. Der vormalige Oberpräsident von Altona, Landdrost v. Scheele ist seit längerer Zeit verschollen, soll sich aber jetzt in Dänemark aufhalten. Der vertriebene, kürzlich aber mit Pension verabsciedete Probst Nievert in Altona ist nach Ratzeburg übergesiedelt.

---

Hadersleben, 3. Mai. Eine neue Bresche ist in das hiesige dänische Beamtenthum geschossen durch Entlassung des Hardesvogt Rumohr und Wiederanstellung des Cand. juris. Seelig, welcher als deutschgebildeter und deutschgesinnter Jurist bisher von allen Verwendung ausgeschlossen, sich als langjähriger Mitarbeiter seines Vaters, des Advokaten Seelig, Kunde der Geschäfte und der Verhältnisse erworben hat. Was die Neugestaltung der Kirche und Schule betrifft, so ist der preussische Schulrath Stiehl bei seiner Anwesenheit im Anfang dieser Woche zu mehreren der neuen Beamten und Lehrer in Beziehung getreten, und hat auch die Bürgerschule besucht, in denen er zum Theil traurige Zustände gefunden haben soll. (Fl. Nordd. Z.)

(Nationalzeitung 6. maj 1864)

Johann Friedrich Fritz, H. Wernicke: Die Schleswig-Holsteinische Volksversammlung (8.5.1864) Nach dem 27.12.1863 in Elsmhorn fand am 8.5.1864 auf dem Paradeplatz in Rendsburg die zweite große Landesversammlung statt. Schleswig-Holsteinische Landesbibliothek

Ludvig Conrad Hannibal Bargum (1802-1866) blev stærkt påvirket af begivenhederne i 1863-64, og han blev indlagt på Slesvig Sindssygeanstalt. Han blev dog udskrevet, men aldrig sig selv igen. Han døde i Kiel i juli 1866. Her er han også begravet..

August Beck (1823-1872): Von Kriegsschauplatz: Ein von der Dänen auf Alsen entlassenes schleswigsches Bauernfuhrwerk. (Fra krigsskuepladsen: En slesvigsk lastvogn som danskerne har løsladt på Als). Tegningen viser hvordan Beck forestiller sig danskerne behandlede slesvigerne. 25. juni 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fra Eideren, September 1862. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Ejderen

September 1862

C. P. Når jeg efter en lang pause griber pennen endnu en gang for at fortælle dig noget om vores gøren og laden eller mere korrekt om vores tolerance og lidelse, må jeg spørge mig selv om det nuværende øjeblik hvor krisen der er forestående i Preussen, med rette er af den mest almene interesse, også er egnet til andet og om dine læsere stadig vil have tid og rum til at notere sig en så vigtig beslutning, så katastrofal for hele Tyskland som der i øjeblikket forberedes på bredden af ​​Spree om tingenes tilstand ved Ejderen. Men Slesvig-Holsten er et navn der er skrevet med uudslettelige bogstaver i ethvert tysk hjerte. Som et gammelt, dårligt helet sår dukker mindet om Slesvig-Holsten frem igen og igen gennem alle tidens forandringer, fra glade og triste dage, fra parlamentsdebatter og ministerprogrammer. Det er rigtigt at der er noget ensartet over de trængsler og forfølgelser som vi er genstand for. Danskernes vold som vi lider under, har blandt andet den egenskab at den foregår stille, den mangler det dramatiske, spændende, det storslået chokerende. Vi bliver ikke  tortureret til døde med sværdslag eller nålestik. Men vore tyske brødre glemmer ikke i alt dette at det er deres egen ære, og vores alle sammen der her bløder ihjel i stilhed. Da de ikke kan eller skal hjælpe os, vil de i det mindste holde et åbent øre og et åbent hjerte for vores klager, selv med risiko for at de også bliver noget ensformige og kedelige med tiden.

Den forgangne ​​sommer var en sommer med festligheder og mærkedage for Tyskland. Det havde vi også vores del af heroppe i det nordtyske grænseområde, bortset fra at de enkelte festivaler forløb meget forskelligt. Du læste utvivlsomt i aviserne dengang om den store gymnastikfest, der efter mange besværligheder og kampe blev fejret i Rendsborg midt i juli. Trods alle begrænsninger og forhindringer fra danskernes side, var det en smuk, ægte patriotisk fest, der efterlod alle deltagere i et opløftet og håbefuldt stemning i lang tid fremover. Selvfølgelig skulle danskerne forsøge at lægge en dæmper på denne stemning, og derfor blev Flensborg Istedløvefest afholdt et par dage efter Rendsborgs Gymnastikfestival, den 25. juli. Men skulle det have været en demonstration mod tyskheden, så var det kun halvt vellykket. Flensborg havde dog tidligere et noget blakket ry. Borgerskabet som mere end blot vendt mod materielle interesser, mente at det ikke kunne styrkes bedre end gennem den tættest mulige forbindelse med norden - hvilket senere viste sig at være en alvorlig fejltagelse - og viste derfor stor lunkenhed ved vores opstand. Men de år med skam og pres der siden er gået over os, har også i denne henseende haft deres virkning, og Flensborg der indtog en næsten tvetydig holdning for 12 år siden, har denne gang vist sig at være fuldstændig værdig til det tyske navn. På trods af terrorismen udført af embedsmænd og pressen var befolkningens deltagelse ekstremt lav. En isnende kulde lå over hele byen, intet hus var dekoreret, ingen viste sympati for en fest der egentlig havde til formål at håne tyske følelser. Derimod var danskerne fra Sjælland og andre øer kommet over i stort tal, deriblandt ikke færre end fire ministre. Hvis den fanatisme der gør dem blind, stadig er i stand til at gøre ethvert uvildigt indtryk, så kan det ikke være gået ubemærket hen for dem at den ellers så loyale by Flensborg nu blot er en tabt sag for dem.

Den 27. juli, 14 dage efter Rendsburg-festivalen og to dage efter Flensborg-festivalen, fandt en sangfestival sted i Husum, som blev overværet af talrige gæster fra de nærliggende slesvigske byer Flensborg, Tønning etc. såvel som fra Rendsborg. Husum er en lille by i det sydlige Slesvig på kanten af ​​marsken. De slesvigske byer gik alle væsentligt tilbage i deres velstand under det danske styre; meget naturligt da de udgør kernen i den tyske opposition og fordi man ikke kan korrumpere dem, forsøger man i det mindste at ødelægge dem. Husum har også oplevet triste forandringer. Alle tyske embedsmænd er blevet fjernet. I deres sted er kommet individer som hverken har talent eller viden eller moralsk formåen, kun det "gode" sindelag. I spidsen står den nye borgmester, en tidligere dansk kaptajn om hvem rygterne har alle mulige overraskende ting at berette om. Husum havde engang en lille lærd skole der nød et godt ry og tilbød beboerne i de omkringliggende rige områder Eiderstedt, Bredstedt osv. en ønsket og ofte anvendt mulighed for at give deres sønner en videregående uddannelse. Disse udenbys studerende bragte også en betydelig fortjeneste til den lille by som var frataget andre kilder til mad. Siden danskerne blev herrer, har alt ændret sig. Hadet til tyske skikke og tysk uddannelse der fylder vores herskere, ledte efter tilfredsstillelse, og alt for tidligt blev det fundet. I strid til de gamle udtrykkelige bestemmelser blev den lærde skole omdannet til en højere borgerskole. De tyske lærere med undtagelse af én der viste sig at være medgørlig og som til gengæld fik den nye institutions rektorat, blev afskediget og danske lærere ansat i deres sted. Efter et stykke tid måtte rektor også gøre plads til en dansker, og derfor blev den gamle institution som var grundlagt på tyske penge og drevet i tysk ånd, snart fuldstændig fordansket. Og resultatet? Det siger sig selv: ikke alene er de udenbys elever forsvundet, men næppe har nogen af ​​byens borgere hjerte til at sende deres børn i denne skole, så meget at den institution der trivedes så meget indtil for nylig, er nu hvis jeg er korrekt underrettet, knap en snes elever tilbage, og det er for det meste børn af de ansatte danske lærere!!

I denne lille by, som var blevet så hårdt mishandlet af det danske tyranni, fejredes en tysk sangfest den 27. juli. Det var den første rigtige folkefest der fandt sted i Slesvig siden 1850 og vil formentlig forblive sådan i lang tid. Fordi danskerne er ude af sig selv ved den ånd af selvstændighed og selvhjulpenhed, eller som de kalder det, af trods som har vist sig ved den lejlighed i en by, fra hvis undertrykte og noget svaghjertede borgerskab de indtil da mindst havde forventet det.

Men selvfølgelig havde danskerne selv opført sig så klodset som muligt. Det var som om de havde gjort en virkelig indsats for at stimulere og udfordre den tyske befolknings selvværd. Festivaludvalget besluttede endda at invitere de danske elever der var kommet til Løvefesten i Flensborg! Dette var dog et påbud som selv de ellers så medgørlige folk i Husum protesterede imod. Også flagning med Dannebrog blev afslået, selv om byen havde klædt sig ud på den mest imponerende måde med flag og kranse. Og derfor måtte den danske politimester og hans håndlangere endnu en gang opleve den fortrydelse at en menneskemængde på mange tusinder, frit og åbent midt i det undertrykte Slesvig, bekendte deres slesvig-holstenske, det vil sige tyske, følelser over for danske magthavere.

Til at begynde med synes denne tilbagevendende oplevelse af den nationale bevægelses uudryddelige magt kun at have den virkning på danskerne, at deres had bliver stadig mere brændende, deres arrogance stadig mere voldsom. De vidste også hvordan de skulle hævne sig for de netop omtalte festligheder og de demonstrationer af tysk stemning, der fandt sted der, for det meste på en meget smålig måde, men det er netop denne hævnens smålighed der gør det endnu mere følsomt. En guldsmed Beyreis fra Flensborg fik en straf i form af bøde på 50 thaler på grund af en intet mindre end eksalteret tale, hvori han behørigt omtalte Flensborgfesten. Husum-gymnasterne skal også betale bøder på 10 til 15 thalere pr. person for deres deltagelse i Rendsburg-festivalen. Alle tyske sang- og gymnastikklubber, uanset hvor mange eller rettere meget få af dem, der endnu havde en beskeden tilværelse i Slesvig, er blevet forbudt; Ligeledes tolereres Husum borgerforening, ja selv landbrugsfester der holder sig fra al politik, ikke længere. Samtidig blev der indført en streng politiudgangsforbud. Ved 10-tiden om aftenen skal alle offentlige steder uundgåeligt lukkes. Og borgere bliver konstant smidt i fængsel uden dom eller retfærdighed. Men klager man over disse og utallige lignende voldshandlinger til den slesvigske appelret i Flensborg, erklærer samme sig simpelthen inhabil!

For så meget desto mere uforstyrret at kunne drive denne økonomi i Slesvig planlagde regeringen, tilskyndet af den danske presse, der fuldstændig dominerede den, at etablere det samme voldelige styre i Holsten. Først skulle der udnævnes en statholder, til hvilken ende man begyndte forhandlinger med grev Moltke, hvis rædselsherredømme stadig huskes i Slesvig. Indtil da var hr. Moltke på grund af sine absolutistiske, aristokratiske følelser lige så forhadt hos danskerne som i hertugdømmerne på grund af det forræderi og grusomhed han udførte mod sine egne landsmænd. Men nu glemte danskerne deres modvilje, idet de kun huskede hans sejhed og frygtløshed, der uanset hans antidemokratiske følelser gjorde ham meget egnet til den for ham tiltænkte stilling. Denne gang synes tjeneren dog at være gået endnu længere end herren. Som det siges, skal grev Moltke i første omgang have krævet intet mindre end afsættelse af 50 holstenske embedsmænd, indsættelse af over 6.000 militærfolk og absolut uafhængighed fra det danske rigsråd, således at han kun ville være ansvarlig over for kongen. Denne sidste betingelse siges at have været det der gjorde at forhandlingerne mislykkedes. Suspenderingerne og den mulige brug af væbnet magt ville have været tolereret, og de ville nok endda have været meget glade for at se dem, jo ​​tungere disciplinen var på det oprørske land, jo bedre, men han burde altid forblive et instrument i hænderne på de danske ministre, og da grev Moltke ikke ønskede det, blev han smidt til side.

Men hvad nu? Heldigvis er udvalget ikke stort; den kendte hr. von Scheele, der stadig er meget populær ved det danske hof, ser stadig ud til at være en umulighed i øjeblikket, men bortset fra ham er der kun Hr. Bargum til rådighed. Bargum var for tiden i København, og som et ikke usandsynligt rygte hævder, var han rejst dertil udtrykkeligt med den hensigt at forhandle med ministeriet. Afhoppere som hr. Bargum sættes der pris på København. De opnår mange ting som er umulige for andre ærlige mennesker. Det så vi først for nyligt igen, da der i stedet for dommer Forchhammer i Kiel, som det ikke skal glemmes at han ikke personligt førte Lehmanns sag for Glückstadt Landsret, pludselig var en advokat fra Kiel med det værste ry, men selvfølgelig med den fordel at være  Bargums ven og skabning, som blev udnævnt til statsadvokat eller som man siger her: senioradministrator. Ligeledes blev i disse dage den tidligere kielske borgmester Kirchhof, der som bekendt måtte give plads til Bargum, fjernet fra sin stilling som valgkommissær for Kiel By. Hans efterfølger er ligeledes hr. Bargum. Det forlyder at samme hr. Bargum også bliver kongelig kommissær i den holstenske stænderforsamling. Så hvorfor ikke også minister? Det har han den nødvendige pande til og danskerne ved også uden tvivl hvad de har i ham og hvad de kan forvente af ham....

I mellemtiden, midt i disse forhandlinger og forberedelser, opstod der en lille uventet forstyrrelse. Danskerne var lige ved at samle halvdelen af ​​deres hær i det nybefæstede Dannevirke ved Slesvig. Efter forskellige indikationer synes de at have anset situationen i Tyskland for tilstrækkelig forvirret som en god mulighed til at turde fiske i oprørt farvande, manøvren i Slesvig var en sådan anledning - så ankom i det afgørende øjeblik de preussiske og østrigske noter; og hvor ringe værdi danskerne ellers tillægger de tyske stormagters diplomatiske erklæringer, var noternes sprog denne gang for afgørende til at selv danskerne åbenlyst vovede at trodse Preussens og Østrigs forenede modstand. For øjeblikket er yderligere planer opgivet, men et andet spørgsmål er hvor længe den gavnlige forskrækkelse forårsaget af de preussisk-østrigske noter vil vare, og om der tværtimod ikke på grund af den interne situation i Preussen, vil blive givet opmuntring hurtigt nok til at genfinde dem. Hvem kan ellers for alvor tro på at det samme Preussen, som stadig træder på sit eget folks utvivlsomme rettigheder, ville fremstå for omverdenen som en forkæmper for fremmede folks rettigheder? Nej, hvis den preussiske regering vil få os til at tro på den alvor og oprigtighed, hvormed den betragter sin tyske mission, så skal den først frigøre sig fra junkernes indflydelse og forsone dig med sit eget folk! Frihedens interesser er lige så solidariske som despotismens interesser. Man kan ikke stole på bajonettens kraft i sit eget land og samtidig spille lovens vogter i udlandet....

Og så vil vi endnu engang forblive afhængige af os selv og vores egen styrke, som vi har været så længe. I betragtning af denne situation er et tab som det, der ramte os med advokat Lehmanns for tidlige afgang i Kiel, så meget desto mere smertefuldt. Skønt De allerede i et tidligere nummer af Deres blad har viet et par påskønnende ord til minde om den fremragende mand, så fortjener en så oprigtig og aktiv patriot som Lehmann bestemt, at vi for sent lægger en krans på hans grav. Skønt kun 38 år gammel havde Lehmann alligevel en mere lokal karakter i de få år af sin offentlige virksomhed, som leder af de borgerlige i den holstenske stænderforsamling, som udvalgsmedlem i det tyske landsforbund, som indehaver af mange andre funktioner og endelig som rådgiver og rollemodel for mange i politiske anliggender, både gennem sit usædvanlige talent og gennem sin lige så usædvanlige hengivenhed for fædrelandets interesser, erhvervede han en stilling, der var lige respekteret af ven og fjende, og hvori ingen kunne se ham, i hvert fald for øjeblikket. Det gælder især det hul, som hans død åbner i stænderforsamlingen. Skønt han kun havde været medlem siden 1859, var den indflydelse, han nød i forsamlingen, særdeles stor; udarbejdelsen af ​​den sidste besluttede udvalgsbetænkning var hovedsagelig hans arbejde. Selv i den forestående slankekur, på trods af den sandsynlige modstand fra en indflydelsesrig del af ridderskabet, ville han formentlig have fået forsamlingen til at afgive en erklæring, der var så rettidig, som den var nødvendig om situationen i landet, især om det altafgørende spørgsmål om arv. Nu da han er gået bort, er der ingen i forsamlingen der har tilstrækkelig indflydelse til at påtage sig hans skuldre den svære opgave og trække sine tøvende og vaklende kolleger med. Lehmann udviklede også stor og følgeskabende virksomhed som udvalgsmedlem i landsforeningen. Han var ansvarlig for mødet for de holstenske landsforeningsmedlemmer der fandt sted i Kiel i januar 1861, og som bidrog så meget til at hæve og styrke vores befolknings nationale bevidsthed. De umiddelbare følger af sammenkomsten var naturligvis ubehagelige nok. Landsforeningen blev straks forbudt i hele Holsten, men Lehmann selv blev anklaget for højforræderi. Men både Glückstadt højere ret og kieler appelret frifandt ham som bekendt fuldstændig. Desværre overlevede Lehmann, hvis helbred havde været knust i årevis, og som i stigende grad slidte sig fysisk i disse uophørlige kampe, ikke denne sejr for sin retfærdige sag; Han forlod os den 29. juli. Hans begravelse den 1. august var yderst højtidelig og bevægende og viste tydeligt den kærlighed og ære, som den udødelige mand nød i hele landet, og hvor levende hans patriotiske fortjeneste blev anerkendt. Danskerne, som elsker at føre krig med de døde, har naturligvis også gjort denne æresfejring af en af ​​vore fornemste og dygtigste borgeres død til en forbrydelse. Rendsborgerne, som Lehmann var født i Rendsborg, havde vist en ganske særlig interesse for dette, måtte straffes ved, at det danske militær hver dag garnisonerede med dem som "tapre landsoldater" - så sindrigt er vore undertrykkeres had og så ubekymret i valg af midler!

Von der Eider

September 1862.

C. P. Indem ich nach längerer Pause die Feder ergreife, Ihnen wieder einmal etwas von unserm Thun und Treiben oder richtiger gesagt von unserm Dulden und Leiden zu melden, muß ich mich selbst fragen, ob der gegenwärtige Augenblick, wo die in Preußen bevorstehende Krisis mit Recht das allgemeinste Interesse in Anspruch nimmt, auch wolgeeignet dazu ist, und ob Ihre Leser gegenüber einer so wichtigen, für ganz Deutschland so verhängnißvollen Entscheidung, wie sie sich soeben an den Ufern der Spree vorbereitet, auch wol noch Zeit und Luft haben werden, Notiz zu nehmen von den Dingen und Zuständen an der Eider. Doch ist Schleswig-Holstein ja ein Name, der mit unvertilgbaren Lettern in jedem deutschen Herzen eingeschrieben steht; wie eine alte schlechtgeheilte Wunde, bricht aus allem Wechsel der Zeit, aus frohen und trüben Tagen, aus Kammerdebatten und Ministerprogrammen die Erinnerung an Schleswig-Holstein immer und immer wieder hervor. Es ist wahr, die Tribulationen und Verfolgungen, deren Gegenstand wir sind, haben etwas Einförmiges; die Gewaltthätigkeit der Dänen, unter der wir leiden, hat unter anderm auch den Fehler, langweilig zu sein, es mangelt ihr das Dramatisch-Spannende, das GroßartigErschütternde; nicht mit Schwerthieben, mit Nadelstichen werden wir zu Tode gemartert. Allein unsere deutschen Brüder werden bei alledem nicht vergessen, daß es ihre eigene, unser aller Ehre ist, die sich hier in der Stille verblutet; sie werden, da sie uns einmal nicht helfen können oder sollen, zum wenigsten unsern Klagen ein offenes Ohr, ein offenes Herz erhalten, selbst auf die Gefahr hin, daß dieselben mit der Zeit ebenfalls etwas einförmig und langweilig werden.

Der verwichene Sommer war für Deutschland ein Sommer der Feste und Jubiläen; auch wir hier oben in der norddeutschen Grenzmark haben unsern Theil davon gehabt, nur daß die einzelnen Feste sehr verschieden ausgefallen find. Von dem großen Turnfest, das, nach mancherlei Schwierigkeiten und Kämpfen, Mitte Juli in Rendsburg gefeiert ward, haben Sie seinerzeit ohne Zweifel in den Zeitungen gelesen; es war troß aller Einschränkungen und Behinderungen seitens der Dänen ein schönes, echt patriotisches Fest, das in allen Theilnehmern noch auf lange hinaus eine gehobene und hoffnungsreiche Stimmung zurückließ. Dieser Stimmung mußten die Dänen natürlich einen Dämpfer aufzufeßen versuchen und so ward wenige Tage nach dem rendsburger Turnerfest, am 25. Juli, das flensburger Löwenfest in Scene gefeßt. Doch gelang dasselbe, sofern es eine Demonstration gegen das Deutschthum sein sollte, nur halb. Allerdings stand Flensburg von früherher in etwas zweifelhaftem Rufe; die Bürgerschaft, mehr als billig materiellen Interessen zugewandt, glaubte dieselben - was sich freilich nachher als ein schwerer Irrthum herausstellte nicht besser fördern zu können als durch eine möglichst enge Verbindung mit dem Norden und zeigte daher zur Zeit unserer Erhebung eine große Lauheit. Die Jahre der Schmach und des Drucks jedoch, die seitdem über uns dahingegangen, haben auch in dieser Hinsicht ihre Wirkung gehabt und daffelbe Flensburg, das vor 12 Jahren eine fast zweideutige Haltung einnahm, hat sich diesmal des deutschen Namens vollkommen würdig gezeigt. Ungeachtet des Terrorismus, der von Beamtenthum und Presse ausgeübt worden, war die Betheiligung seitens der Einwohnerschaft außerordentlich gering; eine eisige Kälte lag über der ganzen Stadt, kein Haus war geschmückt, niemand zeigte Sympathie für ein Fest, das recht eigentlich bestimmt war, den deutschen Empfindungen Hohn zu sprechen. Dagegen waren die Dänen von Seeland und andern Inseln in großer Anzahl herübergekommen, unter ihnen nicht weniger als vier Minister; ist der Fanatismus, der sie verblendet, noch irgendeines unbefangenen Eindrucks fähig, so kann es ihnen selbst nicht verborgen geblieben sein, daß die sonst so treue Stadt Flensburg nur noch ein verlorener Posten für sie ist.

Am 27. Juli, also vierzehn Tage nach dem rendsburger, zwei Tage nach dem flensburger Fest, fand in Husum ein Sängerfest statt, zu dem fich zahlreiche Gäste aus den benachbarten schleswigschen Städten Flensburg, Tönning 2c. sowie aus Rendsburg eingefunden hatten. Husum ist eine kleine Stadt Südschleswigs am Rande der Marschen. Die schleswigschen Städte sind unter dem dänischen Regiment in ihrer Blüte alle bedeutend zurückgegangen; sehr natürlich, bilden sie doch den Kern der deutschen Opposition und somit, da man sie nicht corrumpiren kann, sucht man sie wenigstens zu ruiniren. Auch Husum hat traurige Veränderungen erfahren. Sämmtliche deutsche Beamte sind beseitigt worden; an ihre Stelle sind Individuen getreten, die nichts für sich haben, weder Talent noch Kenntniß noch sittliche Tüchtigkeit, als blos die "gute" Gesinnung. An ihrer Spize steht der neue Bürgermeister, ein ehemaliger dänischer Kapitän, von dem die Fama allerhand verwunderliche Dinge zu berichten weiß. Husum hatte ehedem eine kleine Gelehrtenschule, die sich eines guten Rufs erfreute und den Bewohnern der umliegenden reichen Landschaften Eiderstedt, Bredstedt etc. eine erwünschte und vielfach benußte Gelegenheit bot, ihren Söhnen eine höhere Bildung zu verschaffen. Auch brachten diese fremden Schüler dem kleinen von sonstigen Nahrungsquellen entblößten Orte ansehnlichen Gewinn. Seit die Dänen hier Herren geworden, hat sich das alles geändert; der Haß gegen deutsche Sitte und deutsche Bildung, der unsere Zwingherren erfüllt, suchte nach Befriedigung und nur allzu bald war sie gefunden. Aus der Gelehrtenschule wurde den ausdrücklichen Bestimmungen der alten Legate zuwider eine höhere Bürgerschule gemacht; die deutschen Lehrer, bis auf einen einzigen, der sich gefügig erwies und dem dafür das Rectorat der neuen Anstalt zufiel, wurden entlassen und an ihre Stelle dänische Lehrer berufen; nach einiger Zeit mußte auch der Rector einem Dänen Platz machen, und so war die alte, von deutschem Geld fundirte, in deutschem Geist geleitete Anstalt bald von Grund aus danisirt. Und die Folge? Sie versteht sich von selbst: nicht blos die auswärtigen Schüler sind verschwunden, sondern auch von den Bürgern der Stadt hat kaum einer das Herz, seine Kinder in diese Schule zu schicken, dergestalt, daß die noch vor kurzem so blühende Anstalt jetzt, wenn ich recht berichtet bin, kaum noch ein Dußend Schüler zählt und auch diese sind meistens Kinder der daran angestellten dänischen Lehrer!!

In dieser kleinen, durch die dänische Gewaltherrschaft so schwer mishandelten Stadt also ward am 27. Juli ein deutsches Sängerfest gefeiert; es war das erste wirkliche Volksfest, das seit 1850 in Schleswig statthatte und wird wahrscheinlich auch für längere Zeit das legte bleiben. Denn die Dänen sind außer sich über den Geist der Unabhängigkeit und Selbständigkeit oder wie sie es nennen der Widersetzlichkeit, der sich bei dieser Veranlassung in einer Stadt gezeigt hat, von deren gedrückter und etwas kleinmüthiger Bürgerschaft sie dergleichen bis dahin am wenigsten erwartet hatten.

Aber freilich hatten die Dänen selbst sich auch so ungeschicht wie möglich benommen; es war, als hätten sie es ordentlich darauf angelegt, das Selbstgefühl der deutschen Bevölkerung anzuspornen und herauszufordern. Wurde dem Festcomité doch sogar angesonnen, die dänischen Studenten einzuladen, die zum Löwenfest nach Flensburg gekommen waren! Das war denu nun allerdings eine Zumuthung, gegen die selbst die sonst so lenksamen Husumer protestirten. Auch die Aufpflanzung des Danebrog wurde. verweigert, obwol die Stadt sich übrigens mit Fahnen und Kränzen aufs stattlichste herausgeputzt hatte. Und so mußten der dänische Polizeimeister und seine Schergen abermals den Kummer erleben, daß mitten im geknechteten Schleswig eine Volksmasse von mehrern Tausenden ihre schleswig-holsteinische, will sagen deutsche Gesinnung gleichsam den dänischen Zwingherren ins Antlig frei und offen bekannte.

Zunächst zwar scheint diese immer wiederkehrende Erfahrung von der unausrottbaren Gewalt der nationalen Bewegung auf die Dänen nur die Wirkung zu haben, daß ihr Haß immer brennender, ihr Uebermuth immer gewaltthätiger wird. Auch für die eben besprochenen Festlichkeiten und die Kundgebungen deutscher Gesinnung, die dabei stattgefunden, haben sie sich zu rächen gewußt, meistens zwar auf sehr kleinliche Weise, allein gerade diese Kleinlichkeit der Rache macht dieselbe um so empfindlicher. So wurde ein Goldschmied Beyreis aus Flensburg wegen einer nichts weniger als exaltirten Rede, in der er des flensburger Festes gebührende Erwähnung gethan, zu 50 Thlr. Strafe verurtheilt; so sollen die hufumer Turner ihre Theilnahme an dem rendsburger Feste ebenfalls mit Geldstrafen von 10 bis 15 Thlrn. pro Kopf büßen. Sämmtliche deutsche Gesang- und Turnvereine, so viel oder vielmehr so wenig ihrer im Schleswigschen noch ein bescheidenes Dasein fristeten, sind aufgehoben worden; ebenso der husumer Bürgerverein, ja selbst landwirthschaftliche Feste, die sich fern von aller Bolitik halten, werden nicht mehr geduldet. Gleichzeitig ist eine strenge Polizeistunde eingeführt; um 10 Uhr abends müssen unweigerlich alle öffentlichen Lokale geschlossen sein. Und dabei werden noch fortwährend Bürger ohne Urtheil und Recht in den Kerker geworfen; beschwert man sich aber über diese und zahllose ähnliche Gewaltthaten bei dem schleswigschen Appellgericht in Flensburg, so erklärt dasselbe sich einfach für incompetent!

Um diese Wirthschaft in Schleswig desto ungestörter forttreiben zu können, ging die Regierung, angestachelt von der sie völlig beherrschenden dänischen Presse, mit dem Plane um, dasselbe gewaltthätige Regiment auch in Holstein zu etabliren. Zunächst sollte ein Gouverneur eingesetzt werden, zu welchem Ende man mit dem Grafen Moltke, dessen Schreckensherrschaft in Schleswig noch in aller Andenken ist, in Unterhandlung trat. Bis dahin allerdings war Hr. Moltke wegen seiner absolutistisch- aristokratischen Gesinnung bei den Dänen ebenso verhaft gewesen wie in den Herzogthümern wegen des Verraths und der Grausamkeit, die er gegen seine eigenen Landsleute ausgeübt hat. Jezt aber vergaßen die Dänen ihre Abneigung, indem sie sich nur seiner Härte und Furchtlosigkeit erinnerten, die ihn, unbeschadet seiner anti-demokratischen Gesinnung, für den ihm zugedachten Posten allerdings sehr geeignet machte. Diesmal jedoch scheint der Diener noch weiter gegangen zu sein als der Herr; wie man sich erzählt, soll Graf Moltke gleich für den ersten Anfang nichts Geringeres gefordert haben als Absetzung von 50 holsteinischen Beamten, Disposition über 6000 Mann Militär sowie absolute Unabhängigkeit vom dänischen Reichsrath, sodaß er nur dem König verantwortlich gewesen wäre. Diese lettere Bedingung soll es denn gewesen sein, woran die Unterhandlungen gescheitert; die Abseßungen und die etwaige Anwendung von Waffengewalt hätte man sich gefallen lassen, ja man hätte sie vermuthlich sogar sehr gern gesehen, je schwerer die Zuchtruthe auf dem rebellischen Lande lastete, je besser, nur soll sie immer ein Instrument in der Hand der dänischen Minister bleiben, und da Graf Moltke das nicht wollte, so wurde er beiseite geworfen.

Allein was nun? Die Auswahl ist zum Glück nicht groß; der bekannte, am dänischen Hofe noch immer vielgeltende Hr. von Scheele scheint zur Zeit denn doch noch eine Unmöglichkeit zu sein, außer ihm aber steht nur noch Hr. Bargum zur Verfügung. Bargum war gerade in Kopenhagen, ja wie ein nicht unwahrscheinliches Gerücht behauptet, war er ausdrücklich in der Absicht hingereist, mit dem Ministerium zu unterhandeln. Ueberläufer nach Art des Hrn. Bargum haben in Kopenhagen ihren Preis; sie sezen manches durch, was andern ehrlichen Leuten unmöglich fällt. Das haben wir erst kürzlich wieder gesehen, da an Stelle des Justizraths Forchhammer in Kiel, dem man es nicht vergessen, daß er Lehmann's Anklage vor dem glückstädter Obergericht nicht persönlich betrieben, plößlich ein kieler Advocat, der im übelsten Rufe steht, aber freilich den Vorzug hat, Bargum's Freund und Creatur zu sein, zum Staatsanwalt oder wie man hier sagt: Obersachwalter ernannt ward. Ebenso wurde in diesen Tagen der frühere kieler Bürgermeister Kirchhof, der bekanntlich Bargum Platz machen mußte, seiner Function als Wahlcommissar für die Stadt Kiel enthoben; sein Nachfolger ist ebenfalls Hr. Bargum. Derselbe Hr. Bargum soll auch, wie man sich zuflüstert, königlicher Commissar in der holsteinischen Ständeversammlung werden; warum also nicht auch Minister? Die nöthige Stirn dazu besitzt er und auch die Dänen wissen ohne Zweifel, was sie an ihm haben und was sie sich von ihm versprechen dürfen....

Inzwischen ist mitten in diese Verhandlungen und Zurüstungen eine kleine unerwartete Störung hereingebrochen. Die Dänen waren eben im Begriff, ihre halbe Armee im neubefestigten Danewerk bei Schleswig zusammenzuziehen; nach mancherlei Andeutungen scheinen sie den Zustand in Deutschland gerade für hinreichend verworren gehalten zu haben, um einen Fischzug im Trüben zu wagen, die Manöver in Schleswig boten eine gute Gelegenheit dazu da, gerade im entscheidenden Moment, trafen die preußische und die österreichische Note ein, und so wenig Werth die Dänen sonst auch auf die diplomatischen Erklärungen der deutschen Großmächte legen, so war die Sprache der Noten diesmal doch zu entschieden, als daß selbst die Dänen gewagt hätten, dem vereinten Widerspruch Preußens und Oesterreichs offenen Troß zu bieten. Für den Augenblic also ist man von weitergehenden Plänen abgestanden, eine andere Frage jedoch ist, wie lange der heilsame Schrecken, den die preußisch-österreichischen Noten hervorgerufen haben, wäh ren und ob man nicht im Gegentheil namentlich in der innern Lage PreuBens bald genug eine Ermuthigung finden wird, sie wieder aufzunehmen. Oder wer könnte in Ernst glauben, dasselbe Preußen, das noch immer die unzweifelhaften Rechte des eigenen Volks niedertritt, werde nach außen hin als Verfechter fremder Volksrechte auftreten? Nein, will die preußische Regierung uns Glauben erwecken an den Ernst und die Aufrichtigkeit, mit der sie ihrer deutschen Mission eingedenk ist, so befreie sich erst selbst von dem Einfluß der Junker und versöhne sich mit dem eigenen Volke! Die Interessen der Freiheit sind ebenso solidarisch wie die Interessen der Despotie; man kann nicht im eigenen Lande sich auf die Macht der Bajonnete stüßen und auswärtig den Wächter des Gesetzes spielen wollen....

Und so werden wir denn wol zunächst noch auf uns selbst und unsere eigene Kraft angewiesen bleiben, wie wir es ja solange gewesen sind. Um so schmerzlicher freilich ist gerade bei dieser Lage der Dinge ein Verlust wie derjenige, der uns durch das vorzeitige Abscheiden des Advocaten Lehmann in Kiel betroffen hat. Zwar haben Sie bereits in einer frühern Nummer Ihrer Zeitschrift dem Andenken des trefflichen Mannes einige Worte der Anerkennung gewidmet, ein so aufrichtiger und thatkräftiger Patriot jedoch wie Lehmann verdient es wohl, daß wir hier noch nachträglich einen Kranz auf seine Gruft legen. Wiewol erst 38 Jahre alt, hatte Lehmann dennoch in den wenigen Jahren seiner öffentlichen Thätigkeit, als Führer der Bürgerlichen in der holsteinischen Ständeversammlung, als Ausschußmitglied des deutschen Nationalvereins, als Träger mancher andern Functionen mehr lokaler Natur, endlich als Rathgeber und Vorbild vieler in politischen Dingen, sowol durch seine ungewöhnliche Begabung wie durch seine ebenso ungewöhnliche Hingabe an die Interessen des Vaterlandes sich eine Stellung erworben, die von Freund und Feind gleichmäßig respectirt ward und in der ihn, für den Augenblick wenigstens, niemand zu ersehen vermag. Namentlich gilt dies von der Lücke, die sein Tod in der Ständeversammlung eröffnet. Wiewol er ihr erst seit 1859 angehörte, war der Einfluß, dessen er in der Versammlung genoß, doch ungemein groß; das Zustandekommen des leßten entschiedenen Ausschußberichts war hauptsächlich sein Werk. Auch in der demnächst bevorstehenden Diät würde er tros des wahrscheinlichen Widerstrebens eines einflußreichen Theiles der Ritterschaft die Versammlung voraussichtlich zu einer ebenso zeitgemäßen wie nothwendigen Erklärung über die Lage des Landes, vor allem über die so wichtige Erbfolgefrage veranlaßt haben. Jetzt, nachdem er aus dem Leben geschieden, ist niemand in der Versammlung, der hinreichenden Einfluß besäße, die schwierige Aufgabe auf seine Schultern zu nehmen und die zögernden und schwankenden Collegen mit sich fortzureißen. Auch als Ausschußmitglied des Nationalvereins entwickelte Lehmann eine große und folgereiche Thätigkeit; von ihm ging jene Versammlung der holsteinischen Nationalvereinsmitglieder aus, welche im Januar 1861 in Kiel stattfand und die so viel dazu beigetragen hat, das nationale Bewußtsein unserer Bevölkerung zu heben und zu kräftigen. Die unmittelbaren Folgen der Versammlung freilich waren unerfreulich genug; der Nationalverein wurde sofort für ganz Holstein verboten, Lehmann selbst aber des Hochverraths angeklagt. Doch sprachen ihn bekanntlich sowol das glückstädter Obergericht als das kieler Appellationsgericht vollständig frei. Leider sollte Lehmann, dessen Gesundheit schon seit Jahren erschüttert war und der sich in diesen unausgeseßten Kämpfen auch körperlich mehr und mehr aufrieb, diesen Sieg seiner gerechten Sache nicht lange überleben; am 29. Juli schied er von uns. Seine Beerdigung am 1. August war ungemein feierlich und ergreifend und zeigte deutlich, welcher Liebe und Verehrung der Verewigte überall im ganzen Lande genoß und wie lebhaft man sein patriotisches Verdienst anerkannte. Die Dänen freilich, die es ja lieben, auch noch mit den Todten Krieg zu führen, haben uns auch aus dieser ehrenden Todtenfeier eines unserer edelsten und tüchtigsten Bürger ein Verbrechen gemacht; die Rendsburger, die Lehmann war ein geborener Rendsburger eine ganz besondere Theilnahme dabei an den Tag gelegt hatten, mußten sich zur Strafe von dem bei ihnen garnisonirenden dänischen Militär Tag für Tag den ,,Tappern Landsoldaten" vorspielen lassen - so sinnreich ist der Haß unserer Unterdrücker und so unbekümmert in der Wahl seiner Mittel!

(Deutsches Museum, Bind 12. Juli-December 1862. redigeret af Robert Eduard Prutz, Karl Wilhelm Theodor Frenzel, Wilhelm Wolfsohn. Verantwortlicher Redakteur Heinrich Brockhaus. Side 640-646)

Deutsches Museum udkom 1851-? under Robert Eduard Prutz (1816-1872), en tysk digter og skribent. 1849-1859 litteraturprofessor i Halle. Prutz var en af de politiske digtere som der fandtes en del af 1841-1848. Han bidrog til litteraturhistorie og kritik, bl.a. "Ludwig Holberg" (1857).

Bargum Borgmester i Kiel. (Efterskrift til Politivennen)

De tyske og danske aviser meldte i starten af april 1862 at Bargum var blevet udnævnt til borgmester i Kiel. Ludvig Konrad Hannibal Bargum (1802-1866) havde været medlem af den holstenske stændersamling siden 1842, den slesvig-holstenske landsforsamling og præsident for denne 1848-1850, den holstenske stænderforsamling 1853 og 1855. Han mistede i 1853 sin bestalling, men fik den igen i 1855. Han blev 1862 udnævnt som borgmester efter Kirchhoff.

Han afløste forfatter og rigsråd Johann Nikolaus Anton Kirchhoff (1791-1873) som havde været borgmester i Kiel februar 1853 til 31. marts 1862. Afskedigelsen sket formentlig af politiske grunde - han fik dog pension (2.000 Rd) og titel af konferensråd. Han var advokat og medlem af den holstenske stænderforsamling 1834-1848. Han blev dansk rigsråd og etats- og konferensråd. Under hans borgmester periode forfattede han formentlig det lille skrift "Versammlung des Centralkommitees für den Bau eines neuen Universitätsgebäudes in Kiel".  Hans skåltale til Luther ved Schillerfesten den 10. November 1859 i Kiel udkom også på tryk. Han blev efterfølgende af ministeriet afkrævet en forklaring.

Fra Holsten 2. april. Ifølge en københavnsk meddelelse giver den danske regerings nylige udnævnelse af advokat Bargum til borgmester i Kiel nye beviser for stemningen ved Sundet mod den altid gode tyske by Kiel. For en mand, der på samme tid er hadet og mere foragtet end Bargum, kunde man fra Kjøbenhavn ikke påtvinge Kiels befolkning; Ja, de ville meget hellere have foretrukket en født dansker end den tyske overløber. Det vides endnu ikke hvorfor den tidligere borgmester, etatsråd Kirchhoff, pludselig blev afskediget. Det er muligt at Bargums udnævnelse skyldtes valget af advokaten Lehmann, bankmanden dr. Ahlmann og arkitekten Martens (fra Wismar, 1848 v. d. Tann's adjudant) burde stille op imod ham. (Natz).

Aus Holstein, 2. April. Die einer Kopenhagener Depeche zufolge von Seiten der dänischen Regierung so eben erfolgte Ernennung des Advokaten Bargum zum Bürgemeister in Kiel gibt einen neuen Beweis dafür, wie man am Sund gegen die allezeit gut deutsche Stadt Kiel gestimmt ist. Denn einen zugleich verhassten und varachteteren Mann, als Bargum, konnte man von Kopenhagen aus den Kielern nicht oktroyiren; ja diese würden sich viel eher einen geborenen Dänen haben gefallen lassen, als jenen deutschen Renegaten. Warum der bisherige Bürgermeister, Etatsrath Kirchhoff, plötzlich entlassen worden, ist augenblicklich noch nicht bekannt; es ist möglich, dass Bargum's Ernennung den Kielern wegen der Wahl des Advokaten Lehmann, des Banquiers Dr. Ahlmann und des Architekten Martens (aus Wismar, 1848 v. d. Tann's Atjutant) ein Paroli biegen soll. (Natz).

(Süddeutsche Zeitung. Morgenblatt. 5. april 1862)

Kiel, 3. april. Til Alt. Mercur skrives: Man anså nyheden om udnævnelsen af ​​advokat Bargum til borgmester i vor by for en fejl. Også her i går aftes og i morges da det spredte sig gennem byen som en steppebrand, blev det i første omgang betvivlet af mange fordi man fandt "ingen åbenbar grund til at skifte personale"; Ikke desto mindre kan det godt være helt berettiget. Hidtil er der ikke modtaget officielle besked herom, hverken til borgmester Kirchhoff eller, som oplyste kilder har forsikret, til advokat Bargum. Når københavnske aviser siger at borgmester Kirchhoff har bedt om sin afskedigelse, er det efter hvad vi hører fuldstændig ubegrundet. Der er en masse spænding her i dag, især forårsaget af det faktum, at hr. etatsråd borgmester Kirchhoff er usædvanlig populær og beundret af alle borgere uden undtagelse. Hans upåklagelige juridiske integritet, hans mildhed og filantropi, hans vilje til trods hans mange officielle pligter ikke at unddrage sig ethvert krav om at hjælpe i humane bestræbelser, har fundet en anerkendelse der vil følge ham uformindsket ind i hans privatliv. Den store forståelse, der uforstyrret har eksisteret mellem vore bymyndigheders to faktorer, magistraten og deputerede, siden Kirchhoff stod i spidsen for dem, kan bestemt i høj grad ses som et resultat af hans virkelig noble personlighed.

Kiel, 3. April. Dem Alt. Mercur wird geschrieben: Sie hielten die Nachricht von der Ernennung des Advocaten Bargum zum Bürgermeister unserer Stadt für einen Irrthum. Auch hier wurde dieselve gestern Abend und heute Morgen, als sie wie ein Lauffeuer durch die Stadt ging, zuerst vielfach angezweifelt, da man mit Ihnen "keine ersichtliche Ursache zu einer Personalveränderung vorliegen" sah; dennoch dürfte dieselbe vollkommen begründet sein. Officielles ist bis heute nicht darüber eingetroffen, weder an den Bürgermeister Kirchhoff, noch, wie von unterrichteter Seite versichert wird, an den Herrn Advocaten Bargum. Wenn Kopenhagener Blätter sagen, Bürgermeister Kirchhoff habe um seine Entlassung nachgesucht, so ist das nach allem, was wir hören, gänzlich unbegründet. Es herrscht hier heute eine grosse Erregtheit, besonders auch dadurch hervorgerufen, dass Herr Etatsrath Bürgermeister Kirchhoff in ungewöhnlicher Weise bei allen Bürgern ohne Ausnahme beliebt ist und von ihnen verehrt wird. Seine Makellose Rechtscahffenheit, seine Milde und Menschenfreundlichkeit, seine Bereitwilligkeit, trotz seiner vielen ämtlichen Geschäfte keiner Anforderung zur Mithilfe an humanen Bestrebungen sich zu entziehen, haben eine Anerkennung gefunden, welche ihm ins Privatleben ungemindert folgen wird. Das schöne Einvernehmen, welches zwischen den beiden Factoren unserer Stadtbehörden, dem Magistrat und den Deputirtenbürgern, seit Kirchhoff an ihrer Spitze stand, ungestört bestanden hat, ist sicher zum grossen Theil aus Ausfluss seiner wahrhaft edlen Persönlichkeit anzusehen.

(Die Zeit: Tageblatt für Politik, Handel und Wissenschaft. 8. april 1862)

Som nævnt påstod mange danske aviser at Kirchhoff havde taget sin afsked. Dette kan ikke bekræftes af andre kilder. Heroverfor påstod de tyske at han var blevet afskediget.

Altona, 7. april. Følgende erklæring blev afgivet mod den nyudnævnte borgmester i Kiel, hr. Bargum, på et møde afholdt i forgårs i børssalen i Kiel af 3-400 respekterede borgere og beboere i nævnte by:

"Berlingske Tidende oplyser at advokaten Bargum er blevet udnævnt til borgmester i byen Kiel og tilføjer at denne udnævnelse vil blive modtaget med tilfredshed af dele af borgerne. Derimod erklærer vi at den nyudnævnte borgmester Bargum, mod hvem indførelsen en strafferetlig efterforskning af underslæb og bedrageri var nødvendig, og som på trods af frifindelsen af ​​de højeste retter, ud over at dømme omkostningerne ved efterforskningen, er tiltalt for groft pligtforsømmelse og usandfærdige oplysninger, har ikke respekt og tillid fra sine medborgere. Således besluttet i Kiel, i Børssalen, fra forsamlingen af ​​kielere og beboere, 5. april 1862.

Ahlmann, formand
Kraus, sekretær.

Efter mødet blev denne erklæring også underskrevet med talrige underskrifter og underskrives stadig af borgere, der ikke var til stede på mødet. Den tidligere meddelelse om, at etatsråd Kirchhoff, den tidligere borgmester der blev afsat af hr. Bargum, ikke blev afskediget på egen anmodning, som det fejlagtigt blev indberettet til Hamburger Nachrichten fra København, og det bekræftes udtrykkeligt af Altonaer Mercur.

Altona, 7. april. Wider den neuernannten Bürgermeister von Kiel Herrn Bargum ward in einer vorgestern im Börsensaale zu Kiel von 3-400 angesehenen Bürgern und Einwohnern genannter Stadt abgehaltenen Versammlung folgende Erklärung beschlossen:

"Die Berlingske Zeitung berichtet, dass der Advocat Bargum zum Bürgermeister der Stadt Kiel ernannt sei und sügt hinzu, dass diese Ernennung Theile des Bürgerstandes geniesse, mit Zufriedenheit werde aufgenommen werden. Dem gegenüber erklären wir, dass der neuernannte Bürgermeister Bargum, gegen welchem die Einleitung einer Criminaluntersuchung wegen Unterschlagung und Versichs des Betrugs erforderlich gewesen, und welchen selbst das freisprechende erkenntniss der höchsten Gerichte neben der Verurtheilung in die Untersuchungskosten gross Pflichtversäumniss und wahrheitswidrige Angaben zum Vorwurd macht, die Achtung und das Vertrauen seiner Mitbürger nicht besitzt. So beschlossen Kiel, im Börsensaal, von der Versammlung Kieler Bürger und Einwohner, den 5. April 1862.

Ahlmann, Vorsitzender
Kraus, Schriftsführer.

Nach der Versammlung wurde diese Erklärung ausserdem mit zahlreichen Unterschriften versehen und findet noch fortwährend Unterzeichnung von Bürgern, welche in der Versammlung nicht anwesend waren. Die frühere Meldung, dass Etatsrath Kirchhoff, der durch Herrn Bargum beseitigte bisherige Bürgermeiser, nicht, wie den Hamburger Nachrichten aus Kopenhagen falsch gemeldet wurde, auf sein ansuchen entlassen sei, wird durch den Altonaer Mercur ausdrücklich bestätigt.

(Die Zeit: Tageblatt für Politik, Handel und Wissenschaft. 9. april 1862)

Danske aviser ville vide at de fleste af de fremmødte vægrede sig ved at underskrive. Den danske regering afviste protesten og meddelte at Bargum ville tiltræde borgmesterposten efter påske (24. april 1862). En af de mest indflydelsesrige aviser, Dagbladet havde denne artikel:

Borgmesteren i Kiel. "Weser Zeitung", der brøler bedst af alle de slesvigholsteenske Løver indeholder i et Brev fra Kiel af 8de April det mest forbittrede Hyl over Kirchhoffs Afskedigelse og Bargums Udnævnelse. som endnu er udstedt. Der fortælles, at Etatsraad Kirchhoff havde faaet et Vink om at søge sin Afsked med Tilsagn om den fulde Gage i Pension, men at han ikke vilde gaae ind derpaa og først gjennem Bladene erfarede sin Afskedigelse. I Kirchhoff har nu "maattet bøde for sin mandige Vægring ved at føie sig efter den danske Regerings Ønske og Villie" med et Tab af 1000 RM i aarlig Indtægt. idet der af hans Gage paa 3200 Rdl. kun er tilstaaet ham en Pension af 2200 Rdl. Kirchhoff har altid hørt til de "maadeholdne" Politikere, og fra 1857, da han udtraadte af Rigsraadet, har han holdt sig borte fra al Politik; at han "desuagtet" er almindelig afholdt og agtet, skyldes hans pletløse Retskaffenhed og milde Humanitet. "At man uden nogen Anledning fjerner en saadan Embedsmand i hans bedste Alder for at anbringe en Bargum i hans Sted, er en saa grændseløs Gemeenhed, at end ikke de værste tydske Ministre i Reaktionsperioden vilde have gjort sig skyldige i en saadan". Man har skilt ham ved en betydelig Deel af hans Indtægt, paaført den holsteenske Kasse en aldeles" overflødig Pensionsbyrde og "istedetfor en meget dygtig, retskaffen og hædret Mand stillet en politisk og borgerlig lige foragtet Mand i Spidsen for forvaltningen af Landets næststørste Stad" . Brevet slutter saaledes: "Sagen vil forøvrigt i ethvert Tilfælde have meget alvorligt følger, da man her er fast bestemt paa at gaae til det Yderste i Modstanden imod den danske Regerings skamløse Adfærd. Skulde Bargum virkelig, trods de allerede giorte skridt af Borgerskabet og Deputeretkollegiet, tiltræde sit Embede - og man tiltroer ham frækhed nok hertil - ville, som vi erfare, samtlige Medlemmer af Deputeretkollegiet vægre sig ved al forhandle med ham og nedlægge deres Mandater. Borgerskabet vil da, for at give et talende Vidnesbyrd om en Stemning, gienvælge disse Deputerede med et formodenlig til Eenstemmighed grændsende Votum. Det Videre maa da afventes (!), men ialfald ville Bargums Venner i Kjøbenhavn endnu gjøre den Erfaring, at man endnu ingenlunde i Holsteen er tilsinds at sinde sig i enhver dansk Vilkaarlighed."

Den kunstlede Lidenskabelighed og det Hykleri, som Slesvigholstenerne ved denne Lejlighed udfolde, ere virkelig betegnende. Borgermester Kirchhoff har alle sine Dage været en i borgerlig forstand meget skikkelig Mand, men tillige en svag og eftergivende Karakleer uden anden Dygtighed end den, som kan erhverves af den middelmaadigst Begavede. Hans korte Virksomhed i Rigsraadet gav offenlige Vidnesbyrd om begge Dele. Som Borgermester i Kiel har han ladet sig imponere og lede af de bekjendte Personligheder, der terrorisere denne By og hele Holsteen; han har ikke paa noget eneste Punkt giort Modstand imod den oprørske Agitation, som dreves aabenlyst omkring ham. Hans seneste Merite var at tiltroede en Centralkomitee for Indsamlingen til en ny Universitetsbygning i Kiel; formaalet for denne Indsamling er fuldkomment lovligt og berettiget, men det er en vitterlig Kjendsgjerning, hvormed der endog prales i de slesvigholsteenske Organer, at Leiligheden benyttes til at skabe endeel slesvigholsteensk Organisation, og i den Centralkomitee, som Kirchhoff har tiltraadt, sidde Mænd som C. Scheel-Plessen, Kjøbmand Lange, Advokat Lehmann, Thomsen-Oldenswort osv. Den danske Regering vil ikke forbyde Indsamlingerne, skjøndt den meget vel seer deres egenlige Hensigt, men den kan paa den anden Side ikke finde sig i, at Kongens Embedsmand deeltage i denne Hensigts fremme sammen med Personer, der aabent optræde med statsopløsende Planer og idelig paakaldt Udlandet imod Landets Souverain. Det blev betydet Kirchhoff, at han maatte søge sin Afsked; da han ikke gjorde det, blev denne "Mand i sin bedste Alder", der er født i 1791 og altsaa 71 Aar gammel, afskediget med en Pension af 2200 Rdl. og Titelen af Konserentsraad. Hans Medborgere gjøre ham nu paa hans gamle Dage til politisk Martyr, efterat de hans hele Liv igjennem have leet over hans karakteerløse Svaghed og kaldt han, "ein altes Weib". - Om Bargums ualmindelige Dygtighed har der aldrig været opkastet Tvivl, og saalænge han tilhørte det slesvigholsteenske Parti, blev han erklæret for en af de dygtigste og mest fremragende Personligheder, ikke blot i Holsteen, men i Tyskland og et Vidnesbyrd derom gaves ved hans Valg til Præsident i den oprørske "Landesversammlunq". Alt dette forandredes, da Bargum forlod Partiet, ikke fordi han "gik over til de Danske" - thi han vedkjender sig ikke de Danskes Opfattelse, og han er maaskee endnu i sit Hjerte en Tilhænger af den slesvigholsteenske Idee - men fordi han satte større Priis paa borgerlig Frihed end paa politiske Doktriner, fordi han ansaae den slesvigholsteenske Bestræbelse for en Umulighed, og fordi han loyalt gik ind paa Heelstaten uden at ville sælge Advokat- og Junkerpartiet i den forsatte Opposition. Han har været overordenlig populair hos den menige Mand i Holsteen og er det vistnok endnu, skjøndt denne Stemning ikke kan bryde frem gjennem den slesvigholsteenske Terrorisme; han valgtes umiddelbart til Rigsraadet og havde Sæde i de holsteenske Stænder, indtil den af politiske Motiver fremkaldte Proces imod ham førte til hans Suspension. At end ikke de i saa høi Grad slesvigholsteensksindede Domstole kunde naae at domfælde ham, vidner afgjørende om, at han ialfald ikke kan have gjort sig skyldig i nogen Uredelighed. Som Formand for Mølleafløsningen i Holsteen har han udfoldet overordenlig megen Dygtighed, og han gjenindsattes strax efter 'Dommen paany i dette Embede ligesom han efter Ophævelsen af Suspensionen paany skal have erholdt en betydelig Praxis som Advokat. Oppositionen imod ham er saaledes af en reent politisk Natur, den er et forsøg af den slesvigholsteenske Terrorisme paa at imponere Regeringen. Men heraf følger ogsaa Nødvendigheden for Regeringen af at vise disse Agitationer tilbage og engang benytte Leiligheden til at lære Holstenerne, hvad de have glemt, at det er Kongen og ikke de kielske Matadorer, som regerer Landet. Holstenerne trænge til at see Prøver paa en fast og bestemt Villie hos Regeringen, og de ville forhaabenlig nu faae dem, saa at de paatænkte Demonstrationer imod den af Kongen udnævnte Embedsmand ville blive magtesløse.

(Dagbladet 12. april 1862).

Kun få danske aviser var uenige i Dagbladets analyse, dog med en undtagelse:

Advokat Bargums Udnævnelse til Borgermester i Kiel har fremkaldt et stærkt Røre blandt Slesvigholstenerne, der ere meget forbittrede over at En af deres tidligere fuldtro Mænd har faaet et saa vigtigt Embede til Løn for sit Frafald. Der har i den Anledning været afholdt et Møde i Kiel, hvor man vedtog en Beslutning, der gik ud paa at erklære, at "Berl. Tid." havde fejlet, naar den antog, at Bargum nyder en ikke ringe Anseelse i Kiel, og at hans Udnævnelse vilde blive der modtaget med Tilfredshed. Det hedder i Erklæringen, at Bargum ikke besidder sine Medborgeres Tillid og Agtelse, og som Grund hertil anføres, al der har været anlagt en offentlig Retssag mod Bargum, under hvilken han var tiltalt for Underslæb og Bedrageri, og hvori han vel blev frifunden, men paalagt Sagens Omkostninger, hvorhos Dommen bebrejder ham grov Pligtforsømmelse og usandfærdig Forklaring.

Der er værd at lægge Mærke til hvorledes de ministerielle Blade stille sig overfor denne Erklæring. "Dagbladet" var naturligvis strax paafærde med en rask Yttring om at "Regjeringen skylder baade sig selv og den ny Embedsmand at give en offentlig Fremstilling af hin Retssag for at dens sande Beskaffenhed derved kan blive vitterlig."

Vi glædede os meget ved denne Yttring i "Dagbladet", fordi vi haabede, at Regjeringen vilde være istand til at vise, at Dommen i Bargums Sag ikke var af det Indhold, som angives i hin Erklæring; men vi maa med Beklagelse tilstaae, at dette Haab til Dato kun har været en skjøn Drøm. Derimod er man i de ministerielle Blade gaaet en Vei, der er stik modsat af, at vise Sagens "sande Beskaffenhed", idet man nemlig paa de forskjelligste Maader har søgt at udvidske Betydningen af de i hin Erklæring paaberaabte Punkter i Dommen. "Dagbladet" har saaledes anvendt en Fremgangsmaade, der ganske vist viser en agtværdig Villie til at ville behage dets høie Herskab, men som søger at forsvare Ministeriets Adfærd ved Bargums Udnævnelse paa en Maade, som Ministeriel neppe har Grund til at glæde sig over. "Dagbladet" vil nemlig gjøre gjældende, at den omhandlede Sag var kun "en politisk Hævn fra det slesvigholstenske Parties Side" og de Domstole, der fældede Dommen, siges i Bladets Nr. 87 al være "i saa høi Grad slesvigholstensksindede". Det er øiensynligt Hensigten med disse Yttringer at bibringe Læserne den Forestilling, at Domstolene af politiske Hensyn have behandlet Bargum paa en uretfærdig Maade. Det er ikke Hensigten med disse Linier at benægte, at denne "Dagbladets" Opfattelse er rigtig, thi det er jo hævet over al Tvivl, al det er muligt at den kunde være rigtig. Men det er derimod vor Opgave at ville gjøre opmærksom paa, dels at man ikke kan antage, at de vedkommende Domstole uden virkelig Grund og alene af politiske Hensyn skulde finde paa at bebrejde en Mand grov Pligtforsømmelse som Sagfører og usandfærdig Forklaring. Hvis Regieringen følte sig berettiget til at have en saadan Mening om de vedkommende holstenske Domstole, var det jo hans uforselige Pligt øieblikkeligt at rendse disse Domstole for de Personer, der gjorde et saa forargeligt Brug af Dommermyndighed. Men et saadant Skridt er ikke gjort, og vi maa tilføie, at selv om det var blevet udført, saa var vor Regjering den Eneste, som under ingen Omstændigheder har Ret til al lade haant om Domstolenes Kjendelser, og vi anse det for en en kummerlig, og i sine Følger farlig, Udvei, som "Dagbladet" i sin Iver for at forsvare Ministeriet har valgt, ved at sigte de vedkommende holstenske Domstole for i en kriminel Sag at have af politiske Hensyn fældet en uretfærdig Dom. "Dagbladet" bør jo dog betænke, at de holstenske Dommere udnævnes af den samme Regjering som de danske, og man er derfor ikke berettiget til at tro, at de holstenske Dommere i høiere Grad end de danske ville dømme i kriminelle Sager af politiske Hensyn. Men lad os tænke os engang den Samfundstilstand, som vilde fremkomme naar det var en almindelig Mening i Folket, al vore Domstole dømte paa den nævnte Maade; det vilde jo være en yderst ulykkelig Tilstand, der vilde vidne om den sørgeligste Demoralisation, enten hos Domstolene - hvis den nævnte Antagelse var berettiget - eller hos Befolkningen, hvis Antagelsen nemlig var uberettiget. I hvert Fald bør en Regjering aldrig give sig mindste Mine af at nære en saaoan Antagelse; men det maa tvertimod være en af dens vigtigste Opgaver, at bevare Folkets Agtelse for Domstolenes Kiendelser, navnlig i kriminelle Sager. Den Regjering, der forsømmer denne Pligt, har dømt sig selv, thi Regjeringen har Magt - navnlig i Holsten - til at rense Domstolene for alle bedærvede Bestanddele, og den Raadenhed, der maatte forefindes, bærer den altsaa selv Ansvaret for.

Men har "Dagbladet" saaledes været uheldigt i sine Bestræbelser for at forsvare den skete Udnævnelse, saa har "Berl. Tid." ingenlunde været heldigere, skjøndt Sagen i dette Blad lages paa en hel anden Maade, idet Bladet nemlig paa den enfoldigste Maade søger at svække Betydningen af den ovenomtalte Erklæring ved f. Ex. at gjøre opmærkom paa, at den nævnte Erklæring er optaget i "Hamb. Nachr." blandt "Avertissementerne". Men Bladet nævner ingen af de mangioldige meget udbredte store tydske Blade, hvor denne Erklæring havde faaet Plads blandt de vigtigste Meddelelser. Endvidere fortæller "Berl. Tid.", at Erklæringen frakjender Bargum Borgernes Agtelse og Tillid "paa Grund af de retslige Undersøgelser der have været indledede mod ham", medens Sandheden er, at man frakjender ham Borgernes Agtelse og Tillid paa Grund af den Dom som de retslige Undersøgelser have ført til, og ingenlunde - som man af "Berl. Tid." maatte formode - alene paa Grund af, at der overhovedet har været indledet retslige Undersøgelser mod ham. Efter at have givet sine Læsere en saa unøiagtig Beretning om Erklæringens Indhold, bemærker "Berl. Tid." med en selvtiltreds Mine, at "der gives naturligvis Borgere og Indvaanere nok, der indse det Latterlige" i den Forsamling, der har vedtaget Erklæringen. Vi beklage imidlertid oprigtigt, at ikke en eneste af alle disse Borgere og Indvaanere har nærmere paavist hvori det Latterlige i Erklæringen ligger, thi vi paastaa aabenhjertigt, al vi ikke se del mindste Latterlige ved denne Erklæring, med mindre det skulde være den Rolle, som Ministeriet spiller i denne Sag. Men denne Rolle ville vi hellere kalde sørgelig end latterlig, thi det er i vore Øine en sørgelig Stilling for en Regjering, at den, naar dens Handlinger trænge til Forsvar, da maa ty til saa ubehjælpsomme Talsmand som "Dagbladet" og "Berl. Tid." Har virkeligt Dommen i Bargums Sag indeholdt hvad hin Erklæring ligger i den - og dette er indtil videre rimeligt, da man i modsat Fald utvivlsomt forlængst vilde have giort Indsigelse herimod - saa har "Dagbladet" vel handlet flot, men ikke betænksomt, ved at opfordre Regjeringen til at bringe Lys i Sagen, og Bladet har i hvert Fald handlet yderst letsindigt ved at ville svække den afsagte Doms offentlige Betydning, ved at underlægge Dommerne politiske Bevæggrunde. Har man i Erklæringen kun talt Sandhed, saa havde det været bedst for Ministeriet om dets Organer havde iagttaget den dybeste Tavshed om dette mislige Punkt, og navnlig vilde del have været heldigt om den kluntede "Berl. Tid." ikke havde søgt at paaprædike Borgerne en Tilfredshed med Bargums Udnævnelse som jo - aldeles uanset hin Retssag - maatte overraske Enhver at finde i Kiel.

(Jyllands-Posten 21. april 1862).

Altona, 26. april. Som vi erfarer fra Kiel, fandt hr. Bargums selvintroduktion til sit nye embede som borgmester sted den 24. i et fælles møde mellem byens forsamlinger. Hr. Bargum åbnede sin officielle virksomhed med en adresse først til magistratens medlemmer og siden til medlemmerne af deputeretkollegiet. Han fremhævede vanskeligheden ved den forestående opgave, den mildhed, han måtte påberåbe sig, den støtte, han kunne forvente af sine beviste og erfarne kolleger i magistraten, og hans bestræbelser på at opnå den bedst mulige høring; og da han henvendte sig til deputeretkollegiets medlemmer, bemærkede han at den modstand der var mødt ved hans udnævnelse i kollegiet, ikke var ham ukendt, skønt han ikke havde fået nogen officielt viden om det, så han kunne ignorere det, hvilket han ikke ønskede. Han var blevet nægtet sine medborgeres tillid, og han ønskede at lade det være udiskuteret med hvilken ret; Tillid kan nu engang ikke fremtrylles, den skal skabes, og hans seriøse vilje er at udrede den; hele hans indsats var rettet mod at fremme byens velfærd, og da alle de forsamlede delte kærligheden til deres hjemby, ville de også kunne arbejde sammen om at stræbe efter den.

Borgmesterens talsmand, advokat Lehmann, reagerede på borgmesterens tale: Han havde som talsmand for Deputeretkollegiet den tunge pligt at sige et ord som svar. Desværre kunne det ikke være et ord af imødekommenhed eller en glad hilsen. Uden respekt er der ingen tillid; uden tillid er et vellykket samarbejde umuligt. Medlemmerne af Deputeretkollegiet vilde bestræbe sig på at undertrykke følelsen af, at kollegiet var blevet tvunget til at ytre sig over for regeringen på den måde, som var sket i forvaltningen af ​​byens anliggender; De ville gøre deres del for at udføre forretningen sammen, så vidt pligten krævede. Men denne følelse ville altid stå mellem borgmesteren og kollegiet. Hvis dette forårsagede skade på byen, ville kollegiet ikke være skyld i det, det havde ikke skabt den uholdbare situation, det havde gjort hvad der stod i dets magt for at afværge det. Kollegiet er ikke ansvarlig!

Altona, 26. April. Wie man aus Kiel erfährt, fand die Selbsteinführung des Herrn Bargum in sein neues Amt als Bürgermeister am 24. in einer gemeinschaftlichen Sitzung der städtischen Collegien statt. Herr Bargum eröffnete seine ämtliche Thätigkeit mit einer Ansprache zunächst an die Magistratsmitglieder und darauf an die Mitglieder des Deputirten-Collegiums. Er betonte die Schwierigkeit der gestellten Aufgabe, die Nachsicht, welche er beanspruchen müsse, den Beistand, welchen er von seinen bewährten und erfahrenen Collegen im Magistrat erwarten dürfe, sein Bestreben das beste Vernehmen zu erziehlen; und indem er sich an die Mitglieder des Deputirten-Collegiums wandte, bemerkte er, dass ihm die Opposition, welche seine Ernennung im Collegium gefunden habe, nicht unbekannt geblieben, er freilich officiell davon nicht Kenntniss erhalten habe, deshalb sie ignoriren könne, was er indess nicht wolle. Ihm sei das Vertrauen seiner Mitbürger abgesprochen worden, er wolle unerörtert lassen mit welchem Recht; das Vertrauen lasse sich nocht hervorzaubern, es müsse geworden werden, und es zu erarbeiten sei sein ernstlicher Wille; sein ganzes Streben sei auf die Beförderung der Wohlfahrt der Stadt gerichtet, und da alle Versammelte Liebe für die Vaterstadt theilten, würden sie auch in dem Streben für dieselbe zusammenwirken könnne.

Auf die Ansprache des Bürgermeisters antwortete der Worthalter der Bürgerschaft Advocat Lehmann: Ihm, als dem Worthalter des Deputirten-Collegiums, liege die schwere Pflicht on ein Wort der Erwiderung zu sprechen.  Leider könne es kein Wort des Entgegenkommens, der freudigen Begrüssung sein. Ohne Achtung gebe es kein Vertrauen, ohne Vertrauen sei ein gedeihliches Zusammenwirken unmöglich. Das Gefühl, welches das Collegium genöthigt habe sich so, wie geschehen, der Regierung gegenüber auszusprechen, würden die Mitglieder des Deputirten-Collegiums bemüht sein bei der Leitung der städtlichen Geschäfte niederzukämpfen; sie würden ihres Theils bemüht sein, so weit die Pflicht es fordere, die geschäfte gemeinschafylich zu erfüllen. Aber dies Gefühl würde immer zwischen dem Bürgermeiser und dem Collegium stehen. Wenn daraus der Stadt ein Schaden erwachse, so sei das Collegium nicht daran Schuld, es habe das unhaltbare Verhältniss nicht geschaffen, es habe gethan was in seinen Kräften lag um es abzuwenden. Die Verantwortung treffe das Collegium nicht!

(Die Zeit: Tageblatt für Politik, Handel und Wissenschaft. 29. april 1862)

Mange danske aviser mente at de voldsomme protester før besættelsen af embedet nu var blevet til spage ytringer og at Bargum nød stor agtelse.

Theodor Heinrich Wilhelm Lehmann (1824-1862) var en holstensk politiker, fætter til Orla Lehmann.  Lehmann deltog 1848-1850 frivilligt i opstanden og blev officer. Han blev 1851 sagfører i Kiel. I 1857 blev han valgt til Kiels byråd og ordfører 1861-1862. Han valgtes 1859 til den holstenske stænderforsamling, hvor han snart blev en af ordførerne for oppositionen mod Danmark. I 1859 deltog han i stiftelsen af den tyske nationalforening og fik januar 1861 dennes holstenske afdeling til at udtale sig for Slesvig og Holstens nøjeste tilslutning til det under Preussens ledelse samlede Tyskland. Han gik ind for Slesvig-Holstens udskillelse og tilslutning til et forenet Tyskland. Han blev derfor tiltalt højforræderi, men frifundet. Han døde i 1862 efter følgerne af en blindtarmsbetændelse.

I maj 1862 havde den nordtyske skytteforening (hvis medlemmer hovedsagelig var fra Holsten) planlagt sin årlige konkurrenceskydning til Kiel. Bargum afslog anmodningen og festen måtte flyttes til Eutin. 

Slesvig-Holsten.

Udnævnelsen af ​​renegaten Bargum, den engang så alvorligt kriminel dømte, til borgmester i Kiel vakte også stærk forargelse i den udenlandske presse, især i den engelske presse. I en af ​​artiklerne står der blandt andet: Bargum blev næppe  af sine medborgere set som noget bedre end som en undsluppen straffefange. Denne skærende dom er baseret på den velkendte erklæring fra flere hundrede borgere i Kiel, som blev udbredt bredt i England af tyske hænder, og som til gengæld er anklaget for at forsømme deres pligt og give usandfærdige oplysninger på det ofte citerede grundlag. 

Tingene i Slesvig-Holsten går i øvrigt helt naturligt i og med, at den danske regering  fra år til år ser sig selv i stigende grad tvunget til at lede efter sine redskaber i stadigt synkende moralske måder. De vil undertvinge, kneble, og kraftigt fordanske, koste hvad det vil. Men den tyske befolkning gør stædigt oprør imod dette. Den nægter at underkaste sig tyranni; den viser fremmedstyrets instrumenter deres had og foragt og skaber til en vis grad en social barriere omkring de individer, der er villige til at udføre de voldelige foranstaltninger – en slags pestspærring. Hvis den danske embedsmand, eller den som arbejder i de danske interesser, stadig har en gnist af ære tilbage, kan han ikke tåle denne sociale stigmatisering på sigt. Enten beder han om at blive forflyttet, eller også fremsætter han selv erklæringer mod de grimmeste forbrydelser der forventes af ham. Regeringen står så i den situation at de skal lede efter andre virkemidler. Da der ikke er nogen ordentlige, eller endda halvt anstændige tilbage, griber man bare samfundets affald og skarn.

Efter Bargums udnævnelse afslørede den efterforskning der blev iværksat mod underskriverne af den såkaldte protest, endnu en gang den sande karakter af den danske misregimente på en ganske slående måde. Denne sag er også blevet behørigt kommenteret i den engelske presse, for så vidt den er rimelig tilgængelig i den slesvig-holstenske sag. En højforræderi-retssag mod flertallet af en forsamling - man mente, at selv den danske domstol, der allerede havde opnået bemærkelsesværdige ting, ikke ville vove at påtage sig en så monstrøs idé. I mellemtiden gjorde de i København, hvad de kunne for at opnå denne bedrift. Thomsen-Oldensworth og Hansen-Grumbye, de tapre repræsentanter for tysk ret i Slesvig, var sammen med v. Buchwaldt og Mackeprang anmodet af politiet til at blive ført til protokols, fordi der var en "formodning om brud på undersåtters pligt" mod dem! "Formodningen om brud på undersåtpligten" er et fagudtryk, som danskerne nyligt har opfundet for at beskrive en helt ny forbrydelse. De romerske Cæsarer kunne have misundt Danmark for denne opfindelse.

Spørgsmålene, der blev stillet til medlemmerne af de slesvigske stænder, der var indkaldt til politiet, fokuserede blandt andet på, hvorfor møderne med henblik på underskriftsprotester blev "hemmeligt holdt uden for landet (dvs. i Holsten!)"? Nu var der ikke noget "hemmeligt" over dem; Snarere var de slesvigske deputerede rejst til Kiel omkring messe- og markedstid, mødtes der og i private huse - hvor man, indtil vi får andet at vide, stadig kan opholde sig uden at melde til politiet hver gang man går ind og ud - den førnævnte protest. mod rigsrådets retsgyldighed blev derefter udarbejdet og underskrevet. Det skulle danskerne dog ikke gøre noget ved, før protesten blev offentliggjort. Men det ville være grusomt, hvis danskerne skulle vide alt, hvad der foregik. Det er nok at de fik læst protesten og kunne knytte "formodningen om krænket undersåtspligt" til den. Den inkvisition, der blev iværksat, hjalp i øvrigt ikke. Svarene var meget tilfredsstillende, og den danske klike i Slesvig udtrykte deres vrede i de ord der var vidt udbredt: de tysksindede medlemmer af rigsforsamlingen fortjente at blive hængt for dette højforræderi! - Siden har Danmark måttet droppe højforræderiet på grund af manglende beviser. Vi erfarer at den svenske regering har grebet ind for at overtale den danske regering til at opgive den skandaløse forfølgelse af klassemedlemmer. En række ultraskandinaviske, antityske tendenser gør sig også gældende i Stockholm, men ikke på en så heftig, smålig måde som i København.

Schleswig-Holstein.

Die Ernennung Bargum's, des Renegaten und criminell einst so schwer Bezüchtigten, zum Bürgermeister von Kiel jat auch in dr auswärtigen, namentlich in der englischen Presse heftigen Unwillen erregt. In einem der Artikel wird u. a. gesagt: Bargum sei bei seinen Mitbürgern kaum als etwas Besseres, denn als ein entlaufener Sträfling angesehen. Diess schneidende Urtheil ist auf die bekannte, durch deutsche Hand in England massenhaft verbreitete, Erklärung von mehreren hundert Bürgern Kiels gegründet, welch' letzere ihrerseits auf dem oft citirten Vernachlässsigung seiner Pflicht und wahrheitswidrige Angaben vorgeworfen werden. 

Uebrigens nehmen die Dinge in Schleswig-Holstein in so ferne einen ganz naturgmässen Verlauf, als die dänische Regierung von Jahr zu Jahr sich immer mehr gezwungen sieht, ihre Werkzeuge in stets niedriger werdenden moralischen Schichten zu suchen. Sie will einmal unterjochen, knebeln, gewaltsam danisiren, koste es was es wolle. Die deutsch Bevölkerung aber lehnt sich dagegen mit Hartnäckigkeit auf. Sie verweigert es, sich der Tyrannei zu fügen; sie gibt den Werkzeugen der Fremdherrschaft ihnen Hass und ihre Verachtung zu erkennen, und zieht gewissermassen um die einzelnen Individuen, die sich zur Ausführung der Gewaltmassregeln herbeilassen, eine gesellschaftliche Scheidewand - eine Art Pestcordon. Hat der dänische, oder im dänischen Interesse arbeitende Beamte noch einen Funken von Ehrgefühl, so kann es dies ihm aufgedrückte sociale Brandmal auf die Dauer nicht ertragen. Entweder er bittet um seine Versetzung, oder er selbst macht Vorstellungen gegen die hässlichsten Unthaten, die man ihm zumuthet. Die Regierung kommt dann in die Lage, nach anderen Instrumenten suchen zu müssen. Da keine anständigen, oder auch nur halbwegs anständigen, mehr zu haben sind, so greift man eben nach dem Abschaum und Abhub der Gesellschaft. 

Nächst der einsetzung Bargum's hat die gegen die Unterzeichner des sog. Protestes eingeleitete Untersuchung wieder einmal den wahren Charakter der dänischen Missregierung in recht frappanter Weise dargelegt. Auch diese Sache ist in der englischen Presse, so weit sie in der schleswigholsteinischen Angelegenheit der Vernuft zugänglich ist, gebührend commentirt worden. Ein Hochverrathsproces gegen die Mehrheit einer Ständerversammling - zu einem so ungeheuerlichen Gedanken, glaubten man, werde sich selbst der dänische Hof, der doch schon Bemerkenswerthes geleistet, nicht versteigen. Indessen, man that in kopenhagen, was man konnte, um auch dies Kunststück zu Wege zu bringen. Thomsen-Oldensworth und Hansen-Grumbye, die wackeren Vertreter des deutschen Rechtes in Schleswig, wurden nebst v. Buchwaldt und Mackeprang auf die Polizei gefordert, um zu Protokoll vernommen zu werden, weil "die Vermuthung der verletzten Unterthanenpflicht" wider sie vorliege! Die "Vermuthung der verletzten Unterthanenpflicht" ist ein von den Dänen neuerfundener technischer Ausdruck für die Bezeichnung eines ganz nagelneuen Verbrechens. Die römischen Cäsaren hätten Dänemark um diese Erfindung beneiden können.

Die fragen, die den vor die Polizei geforderten schleswig'schen Ständemitgliedern vorgelegt wurden, richteten sich u. A. darauf, warum die Versammlungen zum Zweck der Protestunterzeichnung "heimlicher weise ausser Landess (d. h. in Holstein!) gehalten" worden seien? Nun war gar nichts "heimliches" dabei; die schleswig'schen Deputirten waren vielmehr um die Mess- und Marktzeit nach Kiel gegangen, hatten sich dort getroffen und in Privathäusern - wo man, wenn wir anders recht berichtet sind, sich noch aufhalten kann, ohne der Polizei das jedesmalige Herein- und Herausgehen melden zu müssen - war dann der erwähnte Protest gegen die Rechtsbeståandigkeit des Reichsrathes aufgesetzt und unterzeichnet worden. Die Dänen müssten allerdings nichts davon, bis der Protest veröffentlicht war. Wir erfahren, die schweidische regierung habe sich ins Mittel gelegt, um die dänische zum Aufgeben der scandalösen Verfolgung von Ständemitgliedern zu bewegen. In Stockholm machen sich zwar ebenfalls mancherlei ultra-scandinavische, deutsch-feindliche Tendenzen geltend, doch nicht in so gehäffiger, kleinlicher Weise wie in Kopenhagen.

(Kemptner Zeitung. 4. juni 1862)

Bargum blev alvorlig syg (hjerteslag?) midt under krisen i november 1863 og senere (omkring april 1865?) indlagt på Slesvig Dåreanstalt. Nogle forkerte rygter gik endda om at han var død. Han fratrådte snart derefter borgmesterposten. Han blev formelt afskediget af forbundskommissærerne 1. maj 1864. Han døde 5. juli 1866 i Slesvig.