Viser opslag sorteret efter dato for forespørgsel kvistkammertyven. Sortér efter relevans Vis alle opslag
Viser opslag sorteret efter dato for forespørgsel kvistkammertyven. Sortér efter relevans Vis alle opslag

05 januar 2022

Kvistkammertyven Tofte (8): Domfældelse og Henrettelse. 1865. (Efterskrift til Politivennen)

De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Qvistkammertyven", Peter Ludvig Thorvald Tofte, der ved Kriminal- og Politiretten, den 17de Februar for attenteret Mord er dømt til at have sit Liv forbrudt, er født paa den kongl. Fødselsstiftelse den 18de Marts 1839, uden at hans Forældre ere angivne. Fra sin spæde Alder var han, der ikke har kjendt disse, i Pleie hos en Skomager her i Staden og kom efter sin Konfirmation i Blikkenslagerlære og senere hos en Jernstøber i 1 Aar til Dec. 1857. For at have stjaalet forskjellige til c 17 Rd. vurderede Gjenstande, blev han den 7de Febr. 1857 dømt efter Frdn. af 11te April 1840 § 29 til at straffes med 25 Rottingslag. Den 29de Mai 1858 anholdtes han paa Klampenborg, hvor han var antagen som Opvarter, og blev under den derefter indledede Undersøgelse overbeviist at have giort sig skyldig i en betydelig Mængde for Størstedelen fuldbragte Tyverier, der paa nogle faa nær havde været forbundne med Indbrud om Dagen, og hvorved blev bortstjaalet Gjenstande til en Værdi af henimod 700 Rd. Ved Dom af 4de Januar 1859 blev han anseet efter samme Forordnings § 13 og 14, kfr § 12, 1ste Led, og af § 80 med Tugthuusarbeide i8Aar. I Slutningen af 1859 vedgik Fangen, at han, førend sidstnævnte Dom overgik ham, havde endvidere gjort sig skyldig i en Mængde, i Regelen med Indbrud om Dagen forbundne Tyverier, hvoraf nogle dog kun vare attenterede, samt foretaget 6 forskjellige Brandstiftelser her i Staden, alle i det Øiemed, at han under den i Anledning af Branden opstaaede Forvirring kunde faae Leilighed til at stjæle. Han blev den 21de Juli 1860 nu dømt efter Forordningen af 26de Marts 1841 § 8, kfr 4, § 13, samt i Medfør af Forordningen af 11te April 1840 § 19, efter § 13 og § 14, kfr. § 12, 1ste Led, og § 80, til Tugthuusarbeide for Livstid. Under Opholdet i Straffeanstalten er han mundtlig irettesat i Oktober f. A . men forøvrigt har der Intet været at udsætte paa hans Forhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. marts 1863)


Qvistkammertyven Tofte, som i Løverdags, under Bevogtning af nogle af Politiets Betjente, blev transporteret til Horsens, tog i Fredags Afsked med sine Plejeforældre og yttrede Lyst til at blive photographeret i stort Format, for at hans Slægtninge og en Ven af ham, hvem han i Tugthuset havde sluttet sig inderlig til, kunde erholde dette Minde om ham. Hans Ønske blev naturligviis opfyldt, ligesom man overhovedet i Fængslet har søgt at forskaffe ham saamange Beqvemmeligheder som muligt i den sidste Tid. Tofte, der tidligere ønskede Døden, og som, da Høiesteretsdommens Udfald var bleven ham meddeelt, yttrede: "Gud være lovet!", skal nu begynde at vise stor Uro og Frygt for Døden, som han dog endnu ikke bestemt veed venter ham, da nemlig den kongelige Resolution , hvorved Dødsdommen stadfæstes, hvis den er afgiven, endnu ikke er meddeelt Nogen, og i alt Fald først vil blive Tofte forkyndt i Horsens. (S. Bl.)

- Den saakaldte Qvistkammertyv Tofte, der, som meldt, af alle Instantser er dømt fra Livet, ankom i Løverdags Aftes til Aarhuus med Postdampskibet fra Korsør. Han blev strax efter Ankomsten sat paa en ved Landingsbroen til Arrestantens Modtagelse holdende Vogn, og, belagt med Jern samt ledsaget af to kjøbenhavnske Politibetjente, transporteret videre til Horsens, hvor han skal lide sin Straf. (S. Bl.)

(Sydfyenske Tidende 25. januar 1865).


En grafik af Tofte. Måske ud fra fotoet taget få dage før hans henrettelse? Peter Ludvig Thorvald Tofte (18.3.1839-20.2.1865). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Nogle dage før henrettelsen, sendte Tofte ifølge Flyveposten et brev til en af fangevogterne:

Qvistkammertyven Tofte gik som tidligere omtalt Døden imøde med megen Fatning og lagde idethele et angerfuldt Sind for Dagen. Aftenen før Henrettelsen skrev han flere Breve til sine Slægtninge og Bekjendte, deriblandt følgende til den Overbetjent af Kjøbenhavns Politi, der havde ført ham fra Kjøbenhavn til Horsens:

"Ved disse faa Linier er det min Hensigt at indfrie det Løfte, som jeg gav Dem, da vi skiltes ad sidst. De er vel ikke ubekjendt med det Udfald, min Sag har faaet, idet Hs. Majestæt har underskrevet min Dødsdom, som jeg ogsaa med et roligt Sind og et gudhengivent Hjerte modtog Efterretning om, - og hvad er det vel Andel end et Liv fuldt af Elendighed, jeg her forlader, for at ombytte det med et meget bedre Hjem hos Gud, hvor der ikke er Synd og Sorg mere, og hvor jeg, saasandt min Anger er dyb og oprigtig, skal skue min Frelser Ansigt til Ansigt. Ja, Hr., med ydmyg Anger seer jeg tilbage paa mit hele brødefulde Liv, men i Haab om Guds naadige Tilgivelse for min Frelsers dyrebare Lidelse og Døds Skyld er det, jeg faaer Kraft til at gaae den sidste tunge Gang gjennem Livet.

Ja. naar De, Hr., modtager og læse disse Linier, da er mit Liv afsluttet for denne Verden, og Gud være lovet, at jeg er saa vel beredt, ellers vilde denne Gang blive mig endnu tungere, med Haabet om Guds naadige Tilgivelse for Jesu Skyld vandrer jeg den frimodig og tryg, holdende mig til Guds dyrebare Forjættelser, at han vil ingen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve, ja leve et evigt Liv hos Gud i Himlens Rige.

Med dette glade Haab og om det trøsterige Ord om mine Synders naadige Forladelse r Gud Faders, Gud Søns og Gud den hellige Aands Navn byder jeg Dem hermed mit sidste Farvel, haabende, at De ogsaa engang ved Guds Naade maa samles hos Frelseren i Lysets Rige, hvor der ingen Adskillelse er mere, men idel Glæde.

Jeg takker Dem nu hjertelig for Deres Godhed mod mig i den Tid, vi have kjendt hverandre, og Tak for Deres udviste Godhed mod mig paa Overrejsen hertil, det mindes jeg med Glæde.

Nu Guds Fred og Lykke vatre med Dem og Deres Kjære i Jesu Navn.

Med Agtelse osv.

Jeg har idag havt en Samtale med Bertelsen *)! den var alvorlig og dog mild! Pastor Boesen overværede den, vi skiltes forsonede ad. Jeg har ogsaa faaet Løfte om at blive begravet paa den indviede Kirkegaard, som er mig en Trøst.

*) Den Opsigtsbetjent i Horsens Tugthuus, hvem Tofte gjorde Forsøg paa at dræbe.

(Flyveposten (København) 28. februar 1865)


Qvistkammertyven Tofte. I Horsens Avis skrives: Man har oplyst os om, at det ikke forholder sig rigtigt, naar det ved de her i Avisen aftrykte Breve fra "Qvistkammertyven" Tofte har været bemærket, at de vare skrevne Aftenen eller Natten før han led sin Straf; men at derimod disse Breve saavelsom de fleste andre Breve, han før sin Død skrev i den herværende Politiarrest, laae færdige flere Dage forud. Det maa saaledes bemærkes, at han havde den omtalte Samtale med Opsynsbetjent Bertelsen Torsdagen den 16de Febr., og at han derefter samme Dag gjorde en Tilføining derom i sit da allerede afsluttede Brev til den kiøbenhavnske Overpolitibetjent, altsaa 4 Dage før hans Henrettelse. Iøvrigt har han ganske rigtigt skrevet endeel Breve, medens han sad i Arresten herstrds. Han anvendte nemlig i de sidste 14 Dage af sin Levetid nogle Timer daglig til at bringe dem sin Tak og meddele dem sin aandelige Tilstand, som havde viist ham Godhed og Deeltagelse. Det sidste Brev, han skrev, var, saavidt bekjendt, til Pastor Boesen ved Straffeanstalten, og det var sluttet Søndag Eftermiddag, ligesom ogsaa de andre Breve dengang laae færdige til Afsendelse. Før Pastor Boesen forlod ham seent paa Aftenen om Søndagen, bad han denne modtage en skriftlig Henvendelse, der ikke blot vidner om den Hengivenhed, hvormed han navnlig i sine sidste Levedage havde knyttet sig til sin Sjælesørger, og om en hjertelig Paaskiønnelse af dennes Omsorg for ham, men ogsaa fornemmelig har bidraget til at styrke denne i den trøstelige Forvisning, at dette saa tidligt forvildede og dybt faldne Menneske i sit Livs ellevte Time med angerfuldt Hjerte vendte om til sin Gud.

(Flyveposten (København) 7. marts 1865).


Peter Ludvig Thorvald Tofte blev henrettet om morgenen kl. 8 den 20. februar 1865. Han førtes under streng bevogtning af dragoner i en lukket vogn til retterstedet, bakken overfor Karoline-Amalielund. Omkring skafottet dannede dragonerne en kordon. Aviserne fortalte at henrettelsen foregik med stor orden og ro og at over tusind mennesker overværede den. Tofte sad i Straffeanstalten, men blev i selve Horsens by, den 20. februar 1865, med over 1000 tilskuere.

Se også indslagene fra Folkets Avis andetsteds på denne blog

Om retterstedet skrev Sjællands-Posten (Ringsted) mange år senere:

---

Gennem Horsens Gader, de fleste brede og regelmæssige, gaar vi til Udstillingspladsen, der ligger paa en høj Bakke med glimrende Udsigt over Fjord. Skove og Marker. Almindelig kaldes den Blæsbjerg, og ligger lige over for det kommunale Lystanlæg Karoline Amalielund. Dette Anlæg vil tillige med et mindre tilstødende, "Folkets Lund", blive indbefattet under Udstillingen, ligesaadan som Tivoli Anno 1888 var det ved den store, nordiske Udstilling i København. Anlæget oplyses ved elektriske Buelamper, som i Aftes for første Gang lod deres hvide Lys skinne over det grønne Løv.

Men til selve Udstillingspladsen, en historisk Grund, paa sin Vis: Her maatte Kvistkammertyven og Morderen Peter Ludvig Tofte en kold Februarmorgen 1865 lægge sit Hoved paa Skarpretterens Blok, medens de "Aarhusdragoner holdt Vagt ved Retterstedet. Men bort fra dette uhyggelige Minde om en graa og trist Vinterdag, ...

(Sjællands-Posten 16. juni 1905)


Som med så mange andre sensationelle begivenheder, blev der udgivet en skillingsvise om Tofte: "Ny Vise om Forbryderen, der skal henrettes i Tugthuset, den saakaldte Qvistkammertyv, Peter Ludvig Thorvald Tofte. Samt fuldstændig Beretning om hans mange Forbrydelser og hans Attentat paa Dr. Mackeprang i Forbedringshuset" (1865). Tegningen har ikke megen lighed med de øvrige to billeder som findes af Tofte, måske bortset fra påklædningen. Bl.a. ser det her ud som om han har skæg.

10 november 2021

Kvistkammertyven Tofte (7): Overfald og Højesteretsdom. Horsens1863-1865. (Efterskrift til Politivennen)

 De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.


"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.
(Sluttet.)

Under Forhørerne blev han opfordret til at udtale, om han ikke angrede sin Gjerning, men han erklærede, at han snarere ansaae det "for en Velgjernlng at skaffe en Mand afveien, som aldrig gjorde Fangerne noget Godt", og at han ikke var istand til at føle Anger over det Skete.

Ved Høiesteretsdom af 20de April 1862 blev han dømt til at have sit Liv forbrudt, men ved kongelig Naade blev Livsstraffen ham eftergivet, imod at han skulde straffes med 27 Slag Kat og derefter hensættes til Tugthuusarbeide under streng Bevogtning.

Den legemlige Revselse - der skal være ganske overordentlig smertelig - blev ham tildeelt i Straffeanstalten paa Christianshavn, hvorefter han blev overført til Straffeanstalten ved Horsens.

Ved hans Ankomst hertil var en Opsigtsbetjent Berthelsen tilstede, der modtog ham med de Ord: "Det er altsaa Dig, der har forsøgt at myrde Lægen paa Christianshavn", og derhos advarede ham mod at begynde paa Sligt igjen. Det er ikke usandsynligt, at denne Advarsel er bleven fremsat i en haanlig Tone, og at Berthelsen saaledes har baaret sig noget ubetænksomt ad. Tofte, der endnu ikke havde lært at være ydmyg i Sindet, blev ialtfald meget fornærmet over denne Hilsen og fattede strax Nag til Berthelsen, mod hvem han for øvrigt ikke havde at gjøre før i Slutningen af 1863, da Berthelsen blev sat til at have særlig Opsigt med ham.

Hans Beskjæftigelse var nu at sye Hægter og Maller paa Papir. Dette Arbeide maatte han passe i en eensom Celle, hvor han ikke saae andre Mennesker end Inspekteuren, Præsten, Haandværksmesteren og Betjenten, naar disse til regelmæssige Tider aflægge ham Besøg. Denne Eensomhed blev ham med hver Dag mere utaalelig. Idelig bad han om, at den strenge Bevogtning maatte ophøre, og Yttrede undertiden, at han hellere maatte have mistet Livet end føre et saa ynkeligt, afsondret Liv.

Den samme Fange, der nylig var saa glad og munter i sine Lidelseskammeraters Selskab var ikke istand til at udholde Eensomhedens Tryk. Man mærker Intet til, at han i sine eensomme Timer er kommen til Erkjendelse af sine Synder, og at det er Samvittighedsnaget, der var Skyld i hans Sjælstidelser. Nei, han var endnu det samme indholdsløse Menneske som tidligere, og det var kun det ydre Savn af at færdes blandt andre Mennesker, der var nærved at bringe ham til Fortvivlelse.

Da Berthelsen fik ham under sin specielle Opsigt, bleve Toftes Følelser imod ham ikke venligere. Han blev fornærmet over, at Berthelsen smækkede hans Celledør haardt i og talte i en efter hans Mening ubehagelig Tone til ham; det stødte ham saaledes, at Berthelsen gjorde Bemærkning om, at han var for længe om sit Toilette, idet han f. Ex. flere Gange yttrede: "Det er en Fandens Tid, Du bruger til at vaske Dig."

Da han Torsdagen den 21de Januar 1864 var paa Retiraden, og Berthelsen, gik udenfor og passede paa, kom Betjenten i Samtale med nogle Fanger, der stode i længere Afstand derfra, og hvis Stemmer derfor ikke kunde høres af Tofte. Denne fik da den Tanke, at Berthelsen gik og talte ned sig selv for at forhaane ham. Herover blev han meget opbragt, og da de begge kom op i Gangen, greb han et stort Leer-Vandkruus, løftede det op imod Betjenten og sagde: "Du er en Skurk og en Nidding! Jeg skal slaae Dig lige i Panden!"

Denne Undsigelse blev af Berthelsen meldt til Inspekteuren. Tofte kom i Forhør, og det var ham klart, at han ikke vilde kunne undgaae 27 Slag Kat - en Straf , for hvilken han var meget bange; hellere end at lide den endnu engang besluttede han at myrde Berthelsen. Fredag Eftermiddag bad han Inspekteuren, om han blot maatte være fri for legemlig Revselse - mørkt Fængsel eller Arbeidsberøvelse havde han nemlig langt mindre imod; men da Inspekteuren ikke vilde give ham noget saadant Løfte, blev han ved sin Beslutning, som han talte sig for at udføre enten samme Aften eller om Løverdagen, alt eftersom Leilighed gaves.

6 Uger iforveien havde han fundet en Kniv ude i Gaarden og stukket den til sig, thi uagtet han var "under streng Bevogtning", var det umuligt at passe paa alle hans Bevægelser. Endnu Mandagen den 18de Januar var han af Berthelsen bleven visiteret paa sin Person, men uden at man havde opdaget Kniven, som laa sammenlukket i hans Lomme; han havde nemlig selv stuket Haanden ved i Lommen og viist Berthelsen, at der kun var et Stykke graat Papir, hvorfor Berthelsen nøiedes med paa det Omhyggeligste at eftersee hans andre Lommer og hele hans øvrige Paaklædning. Han benyttede Fredag Aften til at slibe denne Kniv skarp paa Kakkelovnen i sin Celle og til at omvikle Skaftet og et lille Stykke af Bladet med Lærred oq Seglgarn, for at den ikke skulde kunne gaae i af sig selv.

Den næste Morgen Kl. 9½, da han havde været ude et spadsere i Gaarden under Berthelsens Opsigt, og denne netop var ifærd med at aabne Døren til hans Celle, tog han Mordvaabenet ud af sin Trøielomme, og medens han stod en halv Alen bagved Berthelsen, bibragte han ham et Stik i den høire Side af Halsen. I det Samme vendte den Angrebne sig om, og Tofte veg strax feigt tilbage, men lige efter faldt Berthelsen om paa Gulvet. Tofte havde beholdt Kniven i Haanden, og da han saae, at der endnu var Liv i Betjenten, vilde han stikke ham endnu en Gang, men den Ulykkelige bad for sig, hvorfor han lod det være. Derimod gik han hen til en anden Tugthuusfange, der stod paa Gangen, og sagde: "Nu har jeg stukket ham, den Skurk. Gaa hen og hjælp ham, for nu kan han ikke hjælpe sig selv." Tofte var ikke i usædvanlig ophidset Stemning og lod sig uden Modstand lukke ind i Cellen.

Heller ikke i dette Tilfælde har han senere Yttret nogen Anger over det Skete. Medens det endnu var usikkert, om Berthelsen kunde overleve sit Saar, sagde han under Forhøret, at han ikke vidste, om han vilde fortryde Gjerningen, selv om Berthelsen skulde døe af Saaret.

Begge Mordforsøgene vise ham saaledes som en hævngjærrig, feig og hjerteløs Usling. Forinden hans Dom faldt i Underretten, var det, han tilstod Brandstiftelsen i Studiestræde. Han blev i denne Anledning i April 1864 ført herover, hvor Undersøgelsen blev foretaget med Hensyn til denne Forbrydelse, og boer han hensad som Arrestant, indtil han den 10de Januar 1865 anden Gang af Høiesteret blev dømt til Døden.

Ingen af de voterende Dommere fandt at burde indstille ham til at forskaanes for Livs straffen, og det vilde i Sandhed ogsaa have været en betænkelig Sag at benaade en Fange, der to Gange har lagt morderisk Haand paa sine Foresatte ved Straffeanstalten. Hs. Maj. Kongen har derfor ogsaa givet Befaling til, at Dommen skal fuldbyrdes.

Saaledes skal da denne Livsbane endes. Den viser os, hvor forfærdelig demoraliserende en Forbrydelse Tyveri er. Vore Forfædre havde ikke saa ganske Uret, da de straffede Tyveri med Døden som en ærelys Gjerning; thi den, der stjæler, taber al Agtelse for sig selv og undergraver derved sin hele moralske Existents. Det Menneske, der har drevet det vidt i at stjæle, vil derfor, som vi have seet med Kvistkammertyven, med Lethed kunne forfalde til andre langt frygteligere Forbrydelser. Forfængelighed, Dovenskab og Sandselighed have været Toftes Ulykke, og ingen bedre Følelse har været istand til at give hans Liv Indhold og holde ham oppe imod Fristelsens Magt. Til Slutning tilføie vi endnu et Par Ord om hans Ydre. Hans Hoved er usædvanlig bredt, Panden lav. Munden fyldig og andselig, Næsen bred og Øienlaagene posede. Udtrykket er mere sløvt og lumsk end egentlig barsk og stemmer ganske med det Billede, man danner sig af ham ved at læse om hans Snigmordsforsøg.

(Folkets Avis 21. februar 1865)

Det var udsigten til for anden gang i sit liv at blive afstraffet med kat at Tofte fandt på en skæbnesvanger plan for at undgå det. Her fra det nu nedlagte Fængselsmuseum på Vestre Fængsel. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Det var de sidste overfald på Berthelsen som udløste dødsstraffen, se Departementstidende:


Justitssag

Ved Høiesterets Dom af 10de Januar d. A., der stadfæster Viborg Landsoverrets Dom af 31te October f. A., er Tugthuusfange Peter Ludvig eller Peter Ludvig Thorvald Tofte, der tiltaltes for attenteret Mord og for at have sat Ild paa et Sted, hvorved flere Mennesker omkom, tilfunden at have sit Liv forbrudt.

Efter den af Høiesterets Protokolsekretærer affattede Relation have de nærmere Omstændigheder ved denne Sag, ifølge den af Tiltalte afgivne Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste, i det Væsentlige været følgende:

Efterat Tiltalte, der er født udenfor Ægteskab paa Fødselsstiftelsen i Kjøbenhavn den 18de Marts 1839, ifølge Criminal og Politirettens Dom af 7de Februar 1857 var straffet for første Gang begaaet Tyveri efter Fdgn. 11te April 1840 § 29 med 25 Rottingslag, blev han under en Sag, hvor under han overbevistes om at have gjort sig skyldig i en stor Mængde Tyverier, forstørstedelen forbundne med Indbrud, ved samme Rets Dom af 4de Januar 1859 anseet efter Fdgn. 11te April 1840 §§ 13 og 14 jvfr. § 18 1ste Led og § 80 med Tugthuusarbeide i 8 Aar. Den 8de næstester blev han afleveret til Straffeanstalten, men angav frivillig i Slutningen af samme Aar, at han, forinden hiin Dom overgik ham, havde gjort sig skyldig i en Mængde andre lignende Tyverier foruden dem, hvorfor han allerede var dømt, samt i 6 Brandstiftelser, alle forøvede i det Diemed, at han under den i Anledning af Branden opstaaede Forvirring kunde have Leilighed til at stjæle. For disse Forbrydelser blev han ved Criminal og Politirettens Dom af 21de Juli 1860 anseet, efter Fdgn. 26de Marts 1841 § 4 jvfr. § 13 og i Medfør af Fdgn. 11te April 1840 § 19 efter denne Forordnings §§ 13 og 14 jvfr. § 12 1ste Led og § 80, med Tugthuusarbeide paa Livstid. Medens han ifølge denne Dom hensad i Etraffeanstalten paa Christianshavn, forsøgte han den 11te November 1862 at myrde Lægen ved bemeldte Anstalt, ved at slaae ham i hovedet med en Hammer, og under den i denne Anledning mod ham anlagte Sag blev han ved Høiesterets Dom af 20de April 1863 dømt efter Fdgn. 4de October 1833 § 14 2det Led jvfr. Plak. 31te August 1813 § 10 til at have sit Liv forbrudt. Denne Straf blev imidlertid ved allerhøieste Reskript af 8de Mai 1863 eftergiven, mod at Tiltalte hensattes til Tugthuusarbeide paa Livstid under streng Bevogtning og at der tildeeltes ham en Revselse af 27 Slag Kat. Efterat denne Revselse var tildeelt ham, blev han den 24de Mai 1863 indsat i Tugthuset ved Horsens.

Efter Tiltaltes Forklaring fik han strax efterat være indsat i den nævnte Straffeanstalt Noget imod Opsynsbetjent Berthelsen, fordi denne lod ham høre, at han havde forsøgt at myrde Lægen ved Straffeanstalten paa Christianshavn, og yttrede, at en saadan Fyr som Tiltalte kunde han jo putte i Lommen. Da henimod Slutningen af Aaret det stadige Opsyn med Tiltalte blev overdraget Berthelsen, vaktes hans Uvillie mod denne paany, saameget mere som det forekom ham, at Berthelsen altid var utilfreds med hans Opførsel og navnlig lod ham høre, at han opholdt sig for længe paa Latrinet, og at det tog saa lang Tid naar han vaskede sig, samt i det hele var haard imod ham og bevogtede ham altfor nøie. Da Tiltalte saaledes den 18de Januar f. A. var bleven irettesat af Berthelsen, fordi han under sit Ophold paa Latrinet var staaet op paa dette for at see ud af Vinduet efter nogle andre Fanger hvilken Forseelse dog efter Tiltaltes Begjæring ikke blev meldt til Inspecteuren —, og han atter Torsdagen den 21de s. M., medens han opholdt sig paa Latrinet, hørte Berthelsen gaae udenfor og smaasnakke, hvilket efter Tiltaltes Formening betød, at Berthelsen var misfornøiet med ham, blev han efter sin Forklaring herover saa opbragt, at han, efterat være kommen ud paa Gangen, greb et der staaende Vandkruus af Leer, løftede det i Veiret og truede med at slaae Berthelsen i Hovedet dermed, idet han derhos udskjældte denne for en Skurk og Nidding; og fra dette Øieblik opstod den Tanke hos ham at ville myrde Berthelsen, uden at han dog fattede nogen Beslutning om, hvorledes eller hvornaar han vilde udføre dette. Det Passerede blev nu anmeldt for Inspecteuren, og da Tiltalte, efterat have været i Forhør, antog, at han vilde faae corporlig Straf og navnlig 27 Slag Kat, hvilken Straf han, som ovenmeldt, tidligere havde udstaaet og ansaae for en frygtelig og smertelig Straf, henvendte han sig den 22de Januar om Eftermiddagen til Inspecteuren for at blive fritagen for corporlig Straf; men da Inspecteuren svarede, at han ikke troede, at dette kunde undgaaes, fattede han af Vrede og af Trang til at hævne sig paa Berthelsen, fordi denne ved fin Anmeldelse havde bevirket, at han havde en saadan Straf ivente, den faste Beslutning at udføre Mordet enten samme Aften eller den næste Morgen, ligesom Leilighed gaves. Efter sin Forklaring vilde han der imod neppe have udført noget Forsøg paa Mord, hvis han havde kunnet vente en anden Straf, saasom mørkt Fængsel eller Berøvelse af Arbeide.

Til Udførelsen af sit Forsæt bestemte han at benytte en Kniv, som han havde fundet omtrent 6 Uger tidligere paa Vaskebordet ved Latrinet, og som han derefter, for at kunne benytte den til sin Mad, havde forstaaet at unddrage Opsynets Opmærksomhed, idet han navnlig, da han engang blev visiteret paa Kroppen, havde skjult den i en lille Lomme, som han selv havde syet i sine Buyer. Da Kniven ikke var skarp nok, sleb han den om Aftenen den 22de Januar paa Kakkelovnen i sin Celle, og for at ikke Bladet der var 2 3/4 Tomme langt og 1/2 Tomme bredt og dannet til at falde ind i Skaftet skulde gaae i, naar han brugte Kniven mod Berthelsen, omsvøbte han Skaftet og et lille Stykke af Bladet med et Stykke Lærred og noget Seilgarn. Efterat han derpaa den næste Dags Formiddag havde havt Gaardtour under Berthelsens Opsigt og denne var ifærd med at lukke ham ind igjen i hans Celle, fandt han Leiligheden gunstig til at udføre sit Forsæt, medens han stod omtrent ½ Alen bagved Berthelsen og denne havde begge begge fine Hænder beskjæftigede med at lukke Døren op. Han omfattede derfor Kniven, som han havde skjult i sin Trøielomme, med den høire Haand og bibragte med al fin Kraft Berthelsen et Stil med Kniven i halsen eller Nakken. Berthelsen segnede nu om paa Gulvet, og da Tiltalte saae, at der endnu var Liv i ham, var det hans Hensigt at bibringe ham endnu et Stik, men da Berthelsen bad for sig, opgav han dette Forsæt og gik hen i Enden af Gangen, hvor han saae en Fange opholde sig, og sagde til denne, at han skulde gaae hen og hjælpe Betjenten op, hvilket han ikke selv vilde gjøre, fordi han, som omforklaret, ikke kunde lide Berthelsen. Fangen løb strax hen til Berthelsen, men da han ikke ene var istand til at løfte denne op, kaldte Tiltalte paa en anden Fange, der opholdt sig i en tilstødende Gang. Efter begge disse Fangers Udsagn var Tiltalte i en meget hidsig og oprørt Sindsstemning, og efter den sidstnævnte Fanges Udsagn kaldte han paa denne med følgende Ord: "Nu har jeg stukket ham, den Skurk; gaa hen og hjælp ham, for nu kan han ikke hjælpe sig selv!" Flere Personer vare imidlertid komne tilstede, og til en af dem afleverede Tiltalte fin Kniv, hvorpaa han uden Modstand lod sig lukke ind i Cellen.

Berthelsen blev strax bragt paa Sygestuen, og ved den af vedkommende Læge anstillede Undersøgelse fandtes der paa høire Side af Nakken i den nederste Rand af den behaarede Deel af Hovedet et noget lappet Saar med skarpt afskaarne Rande af en Tommes Længde og gaaende igjennem Integumenterne og underliggende Cellevæv i en Dybde af c. 34 Tomme, hvorhos Følelse og Bevægelse i venstre Over- og underextremitet efter Berthelsens Sigende var noget generet; der antoges imidlertid ikke at være nogen Fare for Livet, men Saadant kunde dog ikke da med Bestemthed afgjøres, navnlig paa Grund af at den voldsomme Skræk, han havde havt, i Forbindelse med den heist sandsynlige Overskjæring af een eller flere Nervegrene kunde lade befrygte Stivkrampe. Da Berthelsen den 2den Februar kunde underkastes Forhør, følte han endnu Smerter og led af Søvnløshed om Natten, men havde dog Haab om at komme sig, og den 28de Juni har han for Retten erklæret, at han atter befandt sig vel og ikke havde anden Meen af Saaret end en Svækkelse i Fødderne, der efter hans Formening hidrørte fra Blodtabet.

Den af Berthelsen afgivne Forklaring stemmer i alt Væsentligt med Tiltaltes foranførte Tilstaaelse, idet han dog bestemt har nægtet at have behandlet Tiltalte paa nogen utilbørlig eller krænkende Maade. Hvad navnlig angaaer den første Anledning til Tiltaltes Vrede mod ham, har han forklaret, at han, da Tiltalte blev indsat i Tugthuset, efter sin Pligt spurgte ham om hans Navn og om, for hvilken Forbrydelse han var indsat, og da yttrede: "Det er altsaa Dig, der har forsøgt at myrde Lægen ved Straffeanstalten paa Christianshavn," idet han i Forbindelse hermed advarede Tiltalte mod at begynde paa lignende Ting i Fremtiden, foreholdt ham Reglementerne og Instruxen, og gjorde ham bekjendt med at han, naar han opførte sig godt, vilde blive behandlet godt, men at han, naar han ikke opførte sig vel, vilde gjøre sig Livet surere end nødvendigt. Ligeledes har han formanet Tiltalte til ikke at tilbringe saa lang Tid paa Latrinet og ved Vaskningen, og hertil havde han saameget mere Grund, som Tiltalte havde villet benytte sit Ophold paa Latrinet til at sætte sig i Forbindelse med andre Fanger. Naar Tiltalte endelig havde følt sig forbittret over at høre ham tale udenfor Latrinet den 21de Januar, og troet, at han da gik og talte med sig selv om Tiltalte, da var dette urigtigt, idet han talte til to andre Fanger i Nærheden.

I det første Forhør erklærede Tiltalte, at han ikke ret vidste, om han fortrød sit Attentat, selv om Berthelsen skulde døe af det ham bibragte Stik, men han troede dog, at han nu vilde fortryde det, efterat han havde hørt, at Berthelsen havde Kone og Børn og sad i smaa Kaar. I Overensstemmelse hermed bemærkede Dommeren og Retsvidnerne til Protokollen, at Tiltalte havde afgivet sin Forklaring med fuldkommen Ro og Sikkerhed uden at vise Spor til Anger. I det næste Forhør erklærede Tiltalte dog, at det var ham en Tilfredsstillelse at høre, at Berthelsen var ilive, og tilføiede, at han vilde ønske, at han ikke havde været uhøflig eller truet Berthelsen om Torsdagen, da det Passerede saa ikke vilde være skeet. Da han spurgtes om, hvorfor han ikke havde henvendt sig til Inspecteuren med sin Klage over Opsynsbetjenten, svarede han, at han nu først indsaac, at han ikke var gaaet den rigtige Vei i saa Henseende. Iøvrigt bemærkede han, at han Intet har havt at klage over med Hensyn til sit Ophold i Anstalten; kun fandt han det strengt at skulle hensidde i saadan Eensomhed, som Tilfældet var med ham, og skjøndt det ikke var for at miste Livet, at han havde forsøgt at dræbe Betjenten, havde han dog Intet tilovers for Livet, da det var en haard og næsten uudholdelig Tilstand, hvorunder han levede. Med Hensyn til hans Opførsel i Straffeanstalten har dennes Inspecteur erklæret, at Tiltalte stille og flittig har udført det ham paalagte Arbeide og i det Hele opført sig upaaklageligt, ligesom ogsaa den Haandværksmester, under hvem han arbeidede, har givet ham et godt Vidnesbyrd for Høflighed og Flid. Præsten ved Anstalten har derhos erklæret, at han under Tiltaltes Hensidden i Enkeltcelle stadig besøgte og underviste ham, og at det var kjendeligt, at han med Taknemmelighed modtog Præstens Besøg og Underviisning, om end fornemmelig fordi han derved fandt nogen Lindring i Eensomheden, som efterhaanden blev ham mere og mere utaalelig og som han stedse klagede over. Præsten har derhos tilføiet, at der ikke har vist sig Spor hos Tiltalte til Sindsforvirring og heller ikke til Livslede, uden forsaavidt han en enkelt Gang har yttret, at han vilde foretrække efter sit første Mordforsøg at have mistet Livet fremfor nu at føre et saa ynkeligt afsondret Liv, og at han iøvrigt ganske vist har havt svære Sindslidelser, hvortil Grunden vel nok kan søges i en i hans bedre Timer følt Anger over et forbryderisk, forspildt Ungdomsliv, men dog uden Tvivl fornemmelig i den for ham utaalelige eensomme Stilling.

Efterat Tiltalte var bleven actioneret for dette Mordforsøg, afgav han den 29de Februar f. A., da han blev fremstillet i Extraretten, i Overensstemmelse med hvad han allerede forinden havde betroet sin Defensor under en Samtale med denne, Tilstaaelse om for flere Aar siden at have begaaet en anden Forbrydelse, for hvilken han derfor ved en Extensionsordre endvidere er bleven tiltalt, nemlig at have anstiftet en den 24de Januar 1858 om Eftermiddagen omtrent Kl. 54 i Eiendommen Nr. 67 i Studiestræde i Kjøbenhavn udbrudt Ildebrand, ved hvilken to voxne Personer og to Børn indebrændte, medens en Mand, der sprang ud ad et Vindue i det brændende Huus med et Barn i Armene, vel frelste Barnet, men forslog sig saaledes i Faldet, at han strax efterat være bragt paa Hospitalet døde. Tiltalte har herom nærmere forklaret, at da den anførte Dag, i Løbet af hvilken han havde forsøgt eller begaaet flere Tyverier, hans Vei hen paa Eftermiddagen eller i Skumringen faldt igjennem Studiestræde, gik han ind i bemeldte Eiendom for at stjæle. Efterat være kommen over Gaarden og ind i Baghuset gjennem en mørk Gang, gik han op ad Trappen og aabnede med en medbragt Nøgle en Dør, hvorigjennem han kom ind i et Snedkerværksted, og her undersøgte han de Gjemmer og Skuffer, som fandtes i Værkstedet, uden dog, saavidt han erindrer, at tilvende sig Noget undtagen muligviis et Stemmejern. Da han vilde gaae, opstod pludselig den Tanke hos ham, at han vilde sætte Ild paa Værkstedet, uden at det imidlertid har kunnet oplyses, hvilken Hensigt han derved har havt for Øie, idet han navnlig, efter først at have udsagt, at han havde til Hensigt at begaae Tyveri og antog at kunne udføre dette med større Sikkerhed under den ved Branden opstaaede Forvirring, senere vedholdende har paastaaet, at dette ikke var Tilfældet og at han ikke selv kan forklare sig, hvad der bevægede ham til at anstifte Branden. Forinden han gik op i Baghuset havde han nok bemærket, at der boede Folk baade ovenover og ved Siden af Snedkerværkstedet, men han tænkte dog ikke paa, hvor vidt Ilden kunde udbrede sig, eller hvad Skade der ved den kunde bevirkes paa Huset eller dets Beboere, og navnlig ikke paa, om der kunde opstaae Fare for disses Liv. Han tændte derpaa strax ved hjælp af en Svovlstik, som han havde hos sig, Ild i nogle Spaaner, der laae paa Gulvet, og efterat have seet Ilden blusse op, lukkede han Døren i og forlod skyndsomt Stedet. Efter Eagens Oplysninger blev Ilden strax bemærket og Anskrig gjort, og navnlig bleve ogsaa Beboerne af to ovenover Snedkerværkstedet værende Loftsleiligheder allarmerede; men da Ilden greb om sig med overordentlig Hurtighed og navnlig, efterat Døren til Værkstedet var bleven sprængt, angreb en smal Trappe eller Stige, der maa antages at have været den eneste Adgang til Loftsleilighederne, blev saaledes enhver Udvei til Frelse afskaaren disse Beboere. Tiltalte har iøvrigt udsagt, at han først nogle Dage senere, da han erfarede, at flere Mennesker vare omkomne ved den om handlede Leilighed, og navnlig da han blev Vidne til at Ligene bleve jordfæstede, følte sand Anger og Fortrydelse over sin Gjerning, og at denne Fortrydelse senere stadig har fulgt ham saa levende, at han ikke har havt Ro eller Fred i sit Sind og bestandig af sin Samvittighed er bleven mindet om denne Brøde, men at han dog af Frygt for at miste Livet ikke tidligere havde funnet overvinde sig til at aabenbare den, navnlig ikke dengang han tilstod de øvrige Brandstiftelser, og at det allene var Overbeviisningen om, at han ikke vilde kunne undgaae Livsstraf for sit Mordforsøg mod Berthelsen, der havde bevæget ham til nu at tilstaae, idet han ikke ventede at finde Naade for Gud, naar han ikke aabenbarede denne Forbrydelse. Efterat være over. ført til Kjøbenhavn, har Tiltalte i Studiestræde paaviist det Sted, som han fatte Ild i, og gjenkjendt den i Baghusets Stueetage værende Gang, hvor imod Localiteterne foroven ere efter Branden ved Ombygning blevne aldeles forandrede. Den omhandlede Ildebrand gav i sin Tid Anledning til at Snedker R. J. Jørgensen blev tiltalt for Brandstiftelse og Assurancesvig;. ved Høiesterets Dom af 20de October 1859 blev han imidlertid vel kun frifunden for videre Tiltale med Hensyn til den sidstnævnte Sigtelse, men aldeles frifunden med Hensyn til Brandstiftelsen.

Da Tiltalte saaledes forsætlig og efter foregaaende Overlæg havde udført det omhandlede Mordattentat, maatte Høiesteret billige, at han ved begge de foregaaende Instantser efter Fdgn. 4de October 1833 § 14 2det Led jvfr. Plak. 31te August 1813 § 10 var dømt til at have fit Liv forbrudt. Hvad dernæst Brandstiftelsen angaaer, maatte Høiesteret ligeledes billige, at Fdgn. 26de Marts 1841 § 1 iffe var bragt til Anvendelse, idet det efter Sagens Omstændigheder i det hele og navnlig med Hensyn til det Tidspunkt af Dagen, paa hvilket Brandstiftelsen fandt Sted, ikke turde statueres, at Tiltalte i Gjerningsøieblikket havde "maattet indsee, at han udsatte Andres Liv for aabenbar Fare." Idet Tiltaltes Forhold i denne Henseende altsaa kun blev at henføre under den citerede Forordnings § 4, maatte den Straf, han derfor havde forskyldt, i hvert Fald absorberes ved den ham idømte Livsstraf.

Ingen af de voterende Tilforordnede i Høiesteret fandt Anledning til at indstille Domfældte til Hans Majestæts Naade, og efterat den af Justitsministeriet i Sagen nedlagte allerunderdanigste Forestilling er bleven foredraget i det Geheime Statsraad, har Hans Majestæt under 10de Februar allerheist resolveret, at den idømte Livsstraf bliver at fuldbyrde.

(Departementstidenden 18. februar 1865.)

(Se også Departementstidenden den 30. maj 1863).

Om Tofte i øvrigt, se særskilt indslag.


En hjemmeside skriver flere detaljer om dødsdommen:

Direktionen for Horsens Tugthus havde indberettet til Ministeriet, at Overholdelse af Bestemmelsen i Plakat af 31. August 1813 § 6, hvorefter Straffe enten på Livet eller med legemlig Revselse, der er idømt Fanger, altid skal eksekveres i de andre Fangers Påsyn, i dette Tilfælde ville være i høj Grad utilrådelig såvel af Hensyn til de andre Fanger som navnlig i Betragtning af de lokale Forhold, der ville gøre det nødvendigt under Eksekutionen at samle Anstaltens 383 Fanger i Fængselsgården.

Ministeriet var ganske enigt i denne Anskuelse, men udtalte i øvrigt, at der heller ikke var nogen Nødvendighed for at bringe Bestemmelsen til Anvendelse, da den for så vidt angik de Fangerne idømte legemlige Disci­plinærstraffe var ændret ved en senere Lov af 3. December 1850, og denne Ændring ikke kunne være uden Indflydelse på Paragraffens øvrige Ind­hold.

Ministeriet meddelte da Amtmanden over Skanderborg Amt, at Henret­telsen ville være at foretage på Horsens Købstads sædvanlige Rettersted.

16 august 2021

Kvistkammertyven Tofte (6): Straffeanstalten Christianshavn. 1860-1863. (Efterskrift til Politivennen)

De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.
(Fortsat.)

Mistanken for at have paasat Ildebranden i Studiestræde blev rettet mod en Uskyldig, Snedkermester Rasmus Jørgen Jørgensen, en ung Mand paa 25 Aar, der nylig havde etableret sig og stod i Begreb med at indgaae Ægteskab. Det var paa hans Værksted, at Tofte havde antændt Ilden, og da Ingen var bleven seet der, siden Jørgensen var gaaet derfra Kl. 4, satte man sig i Hovedet, at han maatte være Gjerningsmanden, og det endskjøndt Ilden først viste sig Klokken eet Kvarteer over 5. Jørgensen havde nylig assureret sit Indbo, som det synes noget vel høit, men isaafald var det til hans egen Ulykke. En af Kriminal- og Politirettens Assessorer, der var bekjendt for sin Dygtighed i at faae Folk til at bekjende, ledede Undersøgelsen med sædvanlig Nidkjærhed, og han var ogsaa saa heldig at faae den uerfarne Haandværker indviklet i enkelte Modsigelser. Jørgensen blev holdt fængslet i et fugtigt og smudsigt Kammer og blev derfor angrebet af Hævelse og Betændelse i Benene, forbundet med ulidelige Smerter. En forhærdet For bryder blev sat ud paa ham for om muligt at narre en Bekjendelse ud af ham, og man fik ham endelig saa vidt, at hans Tanker begyndte at forvirres. Da man stadig vedblev at paadutte ham Gjerningen, var han tilsidst ikke rigtig sikker paa, om han havde paasat Ilden eller et: Sn Aften sagde han saaledes til en af sine Medarrestanter, at om han ogsaa var Skyld i Branden, havde det dog ikke været hans Hensigt at indebrænde de stakkels Folk ovenpaa. Men det lykkedes dog Gud være lovet ikke at faae ham til at erkjende sig skyldig i Gjerningen. Han blev af Kriminal- og Politiretten frifunden med Paalæg af Sagens Omkostninger, men Høiesteret frifandt ham kun "for Aktors videre Tiltale" - en meget uheldig Formular, som Domstolene bruge for at udtrykke, at de ikke tør domme den Anklagede, men at de dog ansee ham for skyldig.

Formelt taget undgik man saaledes et Justitsmord, men Rasmus Jørgen Jørgensen gik brændemærket ud af Sagen, og hans borgerlige Stilling var for stedse forspildt. Han er senere død og har ikke engang faaet den Opreisning at see den virkelige Gjerningsmand træde frem og tage Skylden paa sig. 

Tofte har efter al Sandsynlighed bildt sig ind, at denne Brandstiftelse vilde blive straffet ned Døden, og han holdt derfor sin Tilstaaelse tilbage, indtil han, for sit Mordforsøg paa Lægen ved Christianshavns Straffeanstalt blev dømt fra Livet. Da vedskrev han en Tilstaaelse om hiin Begivenhed, som han agtede at aflevere, inden Dødsstraffen blev exekveret, men da han Imod Forventning blev benaadet, opgav han sit Forsæt og tilintetgjorte det, han havde skrevet. I Foraaret 1864 - efterat han anden Gang havde overfaldet en af sine Foresatte i Straffeanstalten med morderiske Vaaben - indsaae han, at der ikke kunde være Tale om at undgaae at lide Dødsstraffen, og da fremkom han omsider med sin Tilstaaelse.

I Juli 1860 var han atter bleven indsat i Straffeanstalten paa Christianshavn som Tugthuusfange paa Livstid, men selv Udsigten til at tilbringe Resten af sine Dage i Tugthuset kunde ikke knække Toftes Livsmod. Han blev sat til at arbeide som Væver, og lærte nu før første Gang i sit Liv hvad det vil sige at bestille Noget. I det Hele taget opførte han sig godt; om han end nu og da var lidt stridig, gav han dog næsten aldrig Anledning til Klage. Han udmærkede sig særligt ved sit uforanderlig gode Humeur. Altid var han lystig og tilbøielig til Leg og Narrestreger, og han betragtedes af de andre Fanger som et Barn.

Havde der været mindste Alvor i ham, maatte Tanken om hans mange Forbrydelser have hvilet tungt paa hans Sind, og han vilde da snarere have græmmet sig over sine spildte Ungdomsaar. Men saa ung han var, var han allerede fortabt, og det viste sig snart, at hans Hu kun stod til at gjøre nye Ulykker.

Det seer næsten ud, som om han søgte efter en Gjenstand, over hvilken han kunde lade sit onde Sind gaae ud; det var, som om han var greben af en halv ubevidst Trang til at gjøre Fortræd, og som om han maatte have et Offer, hvem dette saa end skulde være.

Der var i denne Tid blandt de øvrige Fanger opstaaet stor Misfornøielse, da Brødrationerne fra 1ste April 1860 af ifølge Justitsministeriets Befaling vare blevne formindskede fra 2 Pd. til 1½ Pd. daglig i Sommermaanederne. Mange af dem klagede over, at de ikke fik nok til at stille deres Sult med, og Straffeanstaltens Bestyrelse androg flere Gange paa at faae de større Rationer gjenindførte, men forgjæves; 1½ Pd. daglig var nok, sagde man i Justitsministeriet, Inspekteuren kunde da ligeoverfor de Fanger, der klagede over, at de bleve syge af at faae for lidt at spise, ikke gjøre Andet ad henvise dem til Lægen, Regimentschirurg Mackeprang. Naar Fangerne nu kom og klagede over den knappe Kost, henvist han dem igjen til Inspekteuren, idet han mente, at kun denne vilde kunde gjøre Forestilling til høiere Vedkommende om at faae Bespisningsreglementet forandret. Dette hørte Tofte, og skjønt han ikke personlig havde lidt under den indtraadte Forandring, da han fortjente rigelige "Overarbeidspenge" og derved kunde forbedre sin Forpleining, blev han dog forbitret over, at man saaledes "holdt Fangerne for Nar". Han var tilmed dengang - efter hvad han har paastaaet - i en noget ærgerlig Sindsstemning over, at hans Familie i længere Tid ikke havde ladet høre fra sig, hvorfor han antog, at den vilde slaae Haanden af ham, og han besluttede da, uden at tale til nogen af de andre Fanger derom og uden at nogen af disse havde tilskyndet ham dertil, at myrde baade Inspekteuren og Lægen. Han var aldrig bleven haardt behandlet af nogen af disse Mænd. Justitsraad Keller havde endog fattet særlig Interesse for Tofte, fra det Øieblik af, da denne havde tilstaaet de mange Forbrydelser for Ham, men det vil erindres, at Tofte ansaae ham for tildeels at være Skyld i, at hans Straf blev saa haard. Imod Lægen havde han endnu mindre Grund til at nære nogen Uvillie, da denne altid havde behandlet ham med største Humanitet; det eneste Klagepunkt, han havde at fremføre imod ham, var, at Mackeprang, da han skulde trække en Tand ud paa ham, lod Stumperne blive siddende i Kjødet.

Efter nogen Overvejelse opgav han den Plan at myrde Inspekteuren; thi vel var det en let Sag for ham at blive ene med denne, idet han blot behøvede at begjære sig fremstillet for ham; derimod var det ham ikke let at faae Leilighed til at angribe Inspekteuren bagfra, hvilket snarere kunde lykkes ham med Hensyn til Lægen. Han besluttede derfor at indskrænke sig til at myrde denne. Til at udføre Mordet havde han to Redskaber at vælge imellem, enten den saakaldte Salskniv, der hang paa Arbeidsværelset, eller en Hammer, som han engang havde faaet forærende af en Fange, der forlod Straffeanstalten. Da han var bange for, at han med sine svage Kræfter ikke vilde kunne haandtere Kniven, bestemte han sig for Brugen af Hammeren, som han ved Hjælp af en Steen, han fandt paa sin Væv, sleb frygtelig skarp i den kløftede Ende.

I Begyndelsen af November 1862 var han færdig med sine Forberedelser, men han tøvede endnu, thi han manglede Mod. Endelig begjærede han sig den 11te November fremstillet for Lægen paa Grund af Tandpine. Han var om Formiddagen munter som sædvanlig, og hans Medfanger kunde ikke mærke noget Usædvanligt hos ham. Da han blev kaldt paa for at møde hos Lægen, stak han Hammeren i sin Trøielomme og gik ud for at udføre sin Beslutning. Han tænkte ved sig selv, at hvis Modet i det afgjørende Øieblik skulde svigte ham, kunde han jo tale om sin Tandpine.

Straffeanstaltens Læge benytter skifteviis med Præsten et lille eet fags Værelse i Bygningens Stueetage. Udenfor paa Gangen ere de Fanger, der skulle fremstilles for ham samlede under Opsigt af en Betjent; de indlades En for En, og inde i VæreIset er der saagodtsom aldrig nogen Betjent tilstede. Medens den opsigtshavende Betjent den ommeldte Dag vendte Ryggen til, smuttede Tofte ind i Værelset, hvor Lægen sad ved et Bord tæt ved Vinduet, saaledes at han vendte Ryggen halvt mod Døren, og skrev i Patientbogen. Han hørte Tofte komme ind, men da denne havde Tøisko paa mærkede han ikke, at Tofte kom lige hen bag ved ham. Da han sad saaledes bøiet over Bogen, var Leiligheden gunstig. Tofte løftede Hammeren og gav ham med dens flade Ende et slag i Baghovedet, hvorved han et Øieblik blev aldeles bedøvet. Da han strax efter kom til sig selv igjen og følte Blodet løbe ned af sine Kinder, saae han Hammeren ligge paa Gulvet og Tofte løbe ud af Værelset. Paa hans Anskrig blev Tofte strax grebet, og var da i en temmelig rolig Stemning, men da Betjentene tog fat paa ham for at føre ham til den Fløi af Bygningen, hvor Straffecellerne ere, blev han mere oo mere exalteret, udskjældte Betjentene og slog den ene af dem, saa at hans Tænder blødte. Medens han blev ført over Gaarden forbi vagten, yttrede han: "Jeg traf ham sk..., den gamle Æsel; han skulde have været slaaet ihjel! - men det kan vel skee en anden Gang."

(Sluttes).

(Folkets Avis 20. februar 1865)

Der er tale om regimentskirurg cand. med. Hans Marcus Mackeprang (1793-1874). Han døde 26. juni, 81 år gammel. Han gjorde tjeneste som reservekirurg ved Almindeligt Hospital i en meget lang årrække, blev 1826 læge ved Døvstumme-Instituttet og senere i 12 år læge ved Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. 

Fængselsvæsnet undergik mens Tofte opholdt sig der, en reform. Horsens og Vridsløse straffeanstalter blev opført og taget i brug (hhv 1853 og 1859), i sidstnævnte udførtes cellestraffen, kvinderne blev samlet på Christianshavn 1870.

Skylden for branden blev efterfølgende lagt på snedkermesteren, der dog senere blev frikendt for videre tiltale, men døde formentlig som følge af det slemme ophold i fængslet. Se særskilt indslag om branden i Studiestræde 33 andetsteds på denne blog.


Forbedringshuset paa Christianshavn. Da vi i et foregaaende Numer berettede om "Kvistkammertyven"s Attentat paa Doktor Mackeprang, hedder det i "Folk. Av.", kjendte vi godt det Rygte, der cirkulerede i Staden, nemlig, at dette Attentat ikke var møntet paa Doktoren i Særdeleshed, hvem Fangerne Intet hare imod, men ifølge en fortvivlet Beslutning af Fangerne, at hævne sig paa hele Fængselsbestyrelsen for den slette Behandling, de nyde, og at dette Attentat vilde være blevet udøvet mod hvemsomhelst af Bestyrelsen, som "Kvistkammertyven" den Dag var kommen i Berøring med. Vi vilde den Dag ikke omtale det Rygte, da vi ikke havde Lejlighed til at erfare, hvor meget deraf var Sandhed. Det er imidlertid i disse Dage ved de Forhører, der ere gaaede forud for en Højesteretsdom, der er overgaaet Forbedringshuusfange Serritzlev. der som bekjendt den 2den Juni d. A. stak Mestersvend Andersen med en Kniv i Halsen, fremkommet Oplysninger, der fuldkommen bekræfte de cirkulerende Rygter. Disse Forhører vise, at det er Sult, der driver Forbedringshuusfangerne til Fortvivlelse og til at begaae Handlinger, der ifølge de bestaaende Love have Døden tilfølge, hvilken de foretrække for den Kval, Sulten medfører. Det er oplyst, at Fangerne ifølge Fængselsreglementet kun erholde to Maaltider i Døgnet, nemlig mellem Kl. 9 og 10 1½ Pund Brod og Kl. 12 en Pot Søbemad og en halv Pot Øl. Naar dertil kommer, at der fordres strængt Arbeide af dem, og at Arbejdstiden er fra Kl. 5 om Morgenen til Kl. 8 om Aftenen med 2 Times Hviletid, kan det sandelig ikke undre Nogen, at denne Føde, der knap er tilstrækkelig for en Dreng, kan bringe de ulykkelige Fanger til Fortvivlelse og til at begaae Excesser, der kunne have farlige Følger før den offentlige Sikkerhed. Hvem der har Skyld i Tilblivelsen af dette elendige Spisereglement, ville vi ikke undersøge, men anbefale samme tilligemed hele Straffeanstalten paa Christianshavn til Justitsministerens specielle Opmærksomhed. Sluttelig ville vi henlede Fængselselskabets Opmærksomhed paa denne Sag, da vi ere overbeviste om, at dette vil anvende sin Indflydelse til en Forbedring af Fangernes Kaar.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 22. november 1862).


Fritz Theodor Benzen. Bygningen i midten er Christianshavns Straffeanstalt senere kaldet "Kvindefængslet på Christianshavn". Kbhbilleder. Public Domain.

Kvistkammertyven. I Torsdags Morges Kl. 7 blev den Kvistkammertyven Tofte for hans Mordattentat paa Lægen Mackeprang idømte Høiesteretsdom exekveret i Kjøbenhavns Tugthtuus, hvortil han blev ført fra Arresten af Politiets Betjente, af hvilke 8 Mand vare tilstede, medens Fangerne fra Fængslets Vinduer vare Tilskuere ved Straffens Fuldbyrdelse. Straffen bestod i 27 Slag af en Kat (som har 13 Strænge med 3 Kunder paa hver Stræng, foruden at hver enkelt Snors yderste Ende er ombøiet og samlet eller bundet med Garn, for ikke at opflosses) Efterat Delinkventen paa sædvanlig Maade var surret fast til en Pæl, tildelte Anstaltens Profos (Schmidt) ham Slagene paa den blottede Ryg. I Mandags afrejste to Politibetjente med Arrestanten til Horsens Tngthuus, hvor han er dømt til at hensættes under stræng Bevogtning paa Livstid.

(Vestslesvigsk Tidende 1. juni 1863).


Om snedker Jørgensen havde Fædrelandet følgende kommentar (gengivet fra Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. februar 1865). Se desuden det særskilte indslag om ildebranden i Studiestræde:

Blandt de mange Forbrydelser, som den saakaldte Qvistkammertyv P. Tofte havde begaaet, var, som bekjendt, ogsaa den, at han Søndagen d. 24de Januar 1858 havde anstiftet en Ildebrand i et Snedkerværksted, hvorved flere Mennesker indebrændte. Mistanken henlededes paa Værkstedets Eier, Snedkermester Rasmus Jørgensen, en ung Mand, der nylig havde nedsat sig, og om hvem iøvrigt aldeles intet Ufordeelagtigt var bekjendt, men som tværtimod var af god Familie og en i enhver Henseende hæderlig Mand. Han holdtes fængstet i næsten 9 Maanerer. og de Piinsler og det Onde, han skal have lidt under Forhørerne, navnlig da han, nedsat i et fugtigt og simpelt Fængsel, blev betagen af Betændelse og Smerter, vare saadanne, at hvis han havde været skyldig, vilde han, for at erholde Lindring og et andet Fængsel, have tilstaaet Forbrydelsen. Der er en stærk Formodning om, at Forhørsdommeren har hensat denne aldeles uskyldige Mand i et underjordisk, fugtigt og simpelt Hul, for at tvinge ham til Bekendelse ved de legemlige Lidelser, som derved paaførtes ham. Dernæst er der stærk Formodning om, at Forhørsdommeren har sat Jørgensen sammen med en gammel forhærdet og straffet Forbryder, for at denne kunde udspionere ham og under Forlovlighedens Maske forlede ham til Bekjendelse. Den eneste Erstatning hertillands, der kan gives til uskyldig piint Mand, er fuldstændig Frifindelse; men denne kunde Jørgensen ikke opnaae ved Kriminal- og Politiretten. Ved Højesteret blev han endelig frifunden for "videre Tiltale", og dette især fordi han havde assureret sine Eiendele hos et engelsk Selskab for 1600 Rdr., medens de kun kunde taxeres til 1000 Rdr. (Som bekiendt har Forbryderen Tofte senere tilstaaet, at han havde været Gjerningsmanden til Brandstiftelsen, og at Snedker Jørgensen var aldeles uskyldig.) Denne ulykkelige Mand er nu død, og det er vel ikke usandsynligt, at hans lange Fængsling og de Lidelser, der paaførtes ham, have bidraget til at forkorte hans Dage. Den eneste Erstatning, der nu kan ydes ham, er den, at hans Uskyldighed er bleven fuldstændig oplyst (Uddr. af Fædrel.)

(Ifølge "Hors. Av." skulde Tofte henrettes idag (Mandag) Morgen paa en Bakke i Nærheden af Horsens.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 20. februar 1865)

01 juli 2021

Kvistkammertyven Tofte (5): Pågribelse. Fængsel. Tilstaaelser. 1858-1859. (Efterskrift til Politivennen)

 De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.
(Fortsat.)

Politiadjudanten blev da den 19de Mai 1858 om Eftermiddagen sendt ud til Klampenborg med endeel Betjente. Han meddeelte Konditoren, i hvilket Ærinde han var kommen, og de traf den Aftale, at han skulde bestille nogle Kopper Kaffe til sig og sine Ledsagere, hvilke Tofte da skulde bringe ind til dem. Tofte, der den Dag netop havde inviteret nogle af sine fordums Kammerater fra Jernstøberiet ud til sig for at more sig med hverandre i Skoven, gik ind med Kaffen uden at ane den Snare, der var lagt for ham, men saasnart han havde faaet at see, hvem det var, han skulde hen til, gav han sig strax villieløst i deres Hænder. Hvor fræk en Forbryder Tofte end var, manglede han dog aldeles den energiske Villie, der selv hos et fordærvet Menneske uvilkaarlig indgyder en vis Agtelse. Da han stod Ansigt til Ansigt med Politiet, var hans kjække Mod forsvundet, og han faldt sammen som et Barn.

I Forhøret tilstod han strax, at han havde udøvet saa mange Tyverier, at han ikke var istand lil at opregne dem alle, og naar Retsmøderne trak sig langt ud, maatte han jævnlig bede sig fritaget i nogle Timer for at samle sine Tanker, da han følte sig for træt til at fortsætte sin Forklaring. Skjøndt han væsentlig havde holdt sig til røve Penge, der naturligviis alle vare brugte, blev der dog under Sagen fremlagt over 250 Nummere af Tyvekoster; de fleste af disse fandtes hos Mad. Løve, men foruden hende og hendes Børn bleve ikke faa andre Fruentimmer inddragne under Undersøgelsen og straffede for Hæleri. Man maa imidlertid ikke troe, at Toftes Tilstaaelse var fuldstændig og uforbeholden. Navnlig lagde han Dølgsmaal paa de af ham begaaede Brandstiftelser, uden Tvivl fordi han ved sit Studium af Lovgivningen var kommen efter, at denne Forbrydelse altid fører Tugthuusstraf efter sig, medens 2den Gang begaaet Tyveri næsten aldrig straffes med haardere Straf end Forbedringshuusarbeide, især naar den Paagjældende ikke tidligere har været anseet med offentligt Arbeide.

Hvis dette har været hans Tankegang, forregnede han sig imidlertid, thi ved Kriminalrettens Dom af 4de Januar 1859 blev han anseet med Straf af 8 Aars Tugthuusarbeide, og et Par Dage efter blev han indsat i Christianshavns Straffeanstalt. Han var dengang i en meget afkræftet Tilstand som en Følge af det udsvævende Liv, han havde ført indtil sin Paagribelse. Tugthuusfangerne leve i Almindelighed ikke under streng Afsondring, og det Liv, han nu begyndte at føre, var derfor vel meget ubehageligt og tvungent for ham, men da han snart var som hjemme mellem sine Tugthuuskammerater, var det dog til at udholde, og man mærker ikke, at det har taget noget paa hans Humeur; men man seer endnu mindre noget Spor til, at den strenge Tugt har vakt Alvor i hans Sind og bragt ham til at tænke over den elendige Maade, hvorpaa han havde forspildt sine Ungdomsaar.

Et Øiebiik saae det ud, som om der var faret en bedre Aand i ham. Den 19de Februar 1860 begjærede han sig fremstillet for Inspektøren i Straffeanstalten, Justitsraad Keller, idet han foregav, at han ikke kunde faae Ro i Sindet, før han fik aflagt Tilstaaelse om en heel Deel Forbrydelser, der ikke vare komne for Dagen under den tidligere Sag. Han blev nu indsat som Varetægtsarrestant i "Almeensikkerheden", og en ny vidtløftig Undersøgelse begyndte, under hvilken han afgav Beretning om en Masse nye Tyverier og desuden om sex forskjellige Brandstiftelser. Han tilstod at have sat Ild paa Nr. 16 og Nr. 109 i Gothersgade, Nr. 6 i Nyhavn, Nr. 155 paa Gammelmønt, Nr. 24 paa Hjørnet af Pilestræde og Antoniestræde og Nr. 66 paa Hjørnet af St. Kongensgade og Hoppenslænge. Flere af disse Ildspaasættelser lykkedes kun altfor vel og skilte flere fattige Folk, der ikke havde assureret, af med Alt, hvad de eiede. I Anledning af Ilden paa Hjørnet af Antoniestræde og Pilestræde havde han i sin Tid været i Forhør, da han var bleven seet i Stedet umiddelbart før IIdens Udbrud, og nogle af Beboerne henledede Undersøgelsesdommerens Opmærksomhed paa ham som den, der nok kunde have paasat Ilden. Dommeren synes ikke at have lagt Mærke til, at det var en straffet Person, han havde for sig, og da Tofte kunde godtgiøre at have været i Huset i lovligt Ærinde, nemlig for at besøge sin Pleiemoder, som boede der, lod Dommeren ham gaae i Fred.

Da han blev adspurgt om Grunden, hvorfor han havde begaaet disse Brandstiftelser, sagde han, at det var for at benytte den ved Ildebranden opstaaede Forvirring til at begaae Tyveri i de paagjældende Steder. Denne Forklaring er imidlertid usand. Han har først sat Ild paa efter at have udøvet eller forsøgt Tyveri i Husene, og han har aldrig nogensinde benyttet Forvirringen til at stjæle eller havt Saadant isinde. Senere har han udtrykkelig erkjendt, at det af ham anførte Motiv ikke er stemmende med Sandheden, og han har yderligere tilføiet, at han ikke kan anføre nogensomhelst Grund, hvorfor han har iværksat disse skammelige Forbrydelser. Han har altsaa foretage dem som et Barn af en ubestemt Drift til at ødelægge og gjøre Fortræd. Og saaledes som han dengang behandlede Andres Gods og Formue, saaledes har han senere villet behandle andre Menneskers Liv!

Han blev den 21de Juli 1860 dømt til Tugthuusarbeide paa Livstid. Dette Resultat var vistnok atter strengere, end Tofte havde ventet sig det. Idetmindste har han under et senere Forhør forklaret, at han var forbittret paa Justitsraad Keller, fordi nogle af de andre Fanger havde sagt til ham, at det var Kellers Skyld, at hans Straf var bleven saa haard.

Naar vi tør tillade os at sætte et lille Spørgsmaalstegn ved Oprigtigheden af hans Udsagn om, at han afgav sin Tilstaaelse for at faae Ro i Sindet, da er det, fordi det forekommer os, at en anden Forklaring ligger endeel nærmere for Haanden. Han vidste nemlig fra den tidligere Sag, at han vilde blive ført ud i Byen for at paavise de Steder, hvor han havde begaaet Forbrydelserne, og hvor fristende maatte det ikke være for ham saaledes at afbryde det eensformige Liv inden Tugthusets Mure med at foretage Spadseretoure omkring i Kjøbenhavns Gader. Kun den, der kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at være indespærret i et Fængsel, vil kunne forstaae, hvorledes en Fange, blot for at opnaae en saadan Lykke i Øieblikket, kan falde paa at afgive en Tilstaaelse, om hvilken han meget godt veed, at den vil forlænge hans Straffetid. Erfaringen viser endog, at Folk have paaløiet sig selv Forbrydelser for at komme en Tour ud af Fængslet.

Det afgjørende Bevis for, at Bevæggrunden til hans Tilstaaelse ikke var den af ham anførte, ligger imidlertid i den Omstændighed, at han ikke ved samme Leilighed aflagde Bekjendelse om en Forbrydelse, der nødvendigviis maatte have tynget ham meest af alle, hvis han virkelig var istand til at føle Anger og Samvittighedsnag.

Han tilstod nemlig ikke, at det var ham, der dan 24de Januar 1858 havde sat Ild paa Nr. 33 i Studiestræde og derved bevirket fem Menneskers Død.

Den ommeldte Dag havde han begaaet flere Tyverier, og da hans Vei derefter faldt gjennem Studiestræde, gik han om Eftermiddagen mellem Kl. 4 og 5 ind i det nævnte Huus, hvor han med en falske Nøgle banede sig Adgang til et Snedkerværksted for at begaae Tyveri. Han fandt intet Andet, som det var Umagen værd at tage med, end et Stemmejern, som han senere brugte til at gjøre Indbrud med. Da han havde stukket dette til sig, fik han pludselig det Indfald at sætte Ild paa Stedet. Han strøg da en Svovlstik af, antændte nogle Høvlspaaner, hvoraf der laa fuldtop over hele Værkstedet, og efterat han havde seet, at Gulvet begyndte at fænge, lukkede han Døren i Laas efter sig, for at Ilden ikke skulde blive bemærket, og skyndte sig derefter afsted. Han saae nok, at der boede Folk ved Siden af Værkstedet og ovenpaa, men tænkte ikke paa, at han udsatte deres Liv for Fare. Ilden greb imidlertid om sig med rasende Kraft, og inden Beboerne af Værelserne ovenover Værkstedet havde opdaget den, var Nedgangen dem allerede afskaaren. Enken Giessing, Skrædersvend Andersens Kone og to Børn indebrændte paa den ynkeligste Maade. Manden selv tog det tredie Barn i sin Favn og sprang ned paa Gaden med det; han reddede ogsaa Barnet, men slog sig selv ihjel i Faldet.

Tofte selv havde opholdt sig i de tilstødende Gader, indtil der blev gjort Brandallarm; saa vidste han, at hans kaade Drengestreg var lykkedes, og han gik bort for at tilbringe Aftenen paa et Forlystelsessted.

Et Par Dage efter hørte han tale om, at nogle Mennesker vare omkomne ved Branden og den paafølgende Søndag mødte han, da han fra sit Logis paa Nørrebro vilde gaae ind til Byen, et langt Sørgetog med Ligene af de fem ulykkelige Døde. Efter hvad han siger, følte han sig stærkt rystet ved dette Syn. Vi troe det gjerne; selv den meest forhærdede Forbryder vilde ikke kunne have betragtet et saadant Syn med Ligegyldighed, men det Indtryk det gjorde paa Toftes Sjæl, var kun af en flygtig Natur, thi faa Uger efter, i Marts Maaned samme Aar, begik han tre nye Brandstiftelser!

(Fortsættes)

(Folkets Avis 18. februar 1865)

Fængselsinspektør, senere etatsråd Christian Nicolai Keller (1802–84) var far til Johan Keller som i 1880'erne oprettede de såkaldte Kellerske Institutioner, og til Frederik Waldemar Keller (1840-1890)

Om ildebranden i Studiestræde og følgerne af denne, se særskilt indslag her på bloggen.

Foto af Peter Ludvig Thorvald Tofte. Forbryderalbum 1863-1865. Københavns Politi. 2. politiinspektoret. Fundet på Genealogisk Forlag og velvilligt stillet til rådighed til dette indslag.

Fra I. C. Søller: En opdagelsesbetjents erindringer fra en tiaars virksomhed under Kjøbenhavns Politi. (1866), kapitlet: Peter Ludvig Thorvald Toftes Anholdelse og første Tilstaaelser. 

Den næste Dag, altsaa Lørdagen den 29de Mai, befandtes det, at Skomager Toftes Søn paa Nørrebro i Aaret 1857 havde været anseet med Rottingslag for Tyveri af en saadan Beskaffenhed, at det meget lignede flere af de Tyverier, der vare begaaede i den sidste Tid.

Som Følge heraf kjørte Politiadjutanten og Betjent F. samme Dag ud til Klampenborg og anholdt Tofte. *)

Da de samme Aften kom tilbage med den Anholdte, mødte jeg dem tilfældigviis paa Strandveien, og da Politiadjutanten saae mig, sprang han strax af Vognen forat meddele mig, at Personen, som vi den foregaaende Aften havde forfulgt i Tivoli, var anholdt, hed Tofte og alt havde tilstaaet at være Gjerningsmanden til flere af de begaaede Tyverier. Idet han derpaa takkede mig for den Bistand, jeg havde ydet, anmodede han mig om at komme op paa Politikammeret, naar jeg kom til Byen, hvilket jeg ogsaa lovede.

Da jeg efter en Times Tids Forløb kom derop, traf jeg atter Politiadjutanten, som var stedet i en vis Forlegenhed, fordi han, der ikke havde været ansat længe ved Politifaget, ikke godt kunde paatage sig at lede Forundersøgelsen i en saa vigtig Sag som den, Toftes Anholdelse lod forudsætte, og da Betjent F., som Adjutanten sagde, hellerikke havde stor Øvelse heri, paatog jeg mig at lede Forretningen og udspørge Tofte, medens Betjent F. nedskrev Rapporten efter min Dictat.

Idet jeg saaledes kom til at afæske Tofte Forklaring om en Deel af de Tyverier, han havde begaaet, fik jeg Leilighed til at danne mig et Begreb om hans Charakteer og hele Personlighed.

Han blev ikke tiltalt med et eneste uvenligt Ord, og i de Svar, han afgav paa mine Spørgsmaal, viste han sig saa beskeden og aabenhjertig, at der ikke kunde opdages ringeste Spor af en trodsig og ondskabsfuld Charakteer, og naar han senere har afgivet saa store Prøver herpaa, nærer jeg den bestemte Overbevisning, at Fængselslivet har bidraget meget til at udvikle disse slette Egenskaber hos ham, ligesom jeg ikke kan bortvise den Tanke, at alle de Forbrydelser, han har begaaet førend sin Anholdelse, mere ere begaaede af Ungdoms Letsindighed, forat kunne tilfredsstille sit vidtløftige Levnet, end af egentlig Ondskab. Naar han i de Skrifter, der ere udkomne om ham, er fremstillet som en Person, der var i Stand til at agere Cavalleer og freqventere bedre Selskaber, da er dette saa langtfra Tilfælde, at jeg maa formode, at det skriver sig fra hans egen Indbildning og en særlig Lyst til at gjøre sig interessant, eftersom hans hele Personlighed var tilstrækkelig til at tale imod dette.

Da jeg havde afæsket ham Forklaring ad generalia, bad jeg ham opgive de Tyverier, han havde udført, og idet han strax nævnede nogle, erklærede han: "Jeg har gjort mange flere, men jeg kan ikke huske Stederne, medmindre De vil nævne dem for mig."

Jeg maatte nu tage den ene Rapport efter den anden, og saasnart jeg nævnede Stedet, sagde han, om han havde været der, og i saa Tilfælde kunde han nøjagtigt opgive de nærmere Omstændigheder ved Tyveriet, samt hvorledes han havde anvendt de stjaalne Koster.

Paa denne Maade afgav han Forklaring om en Mængde Tyverier, af hvilke flere vare forbundne med Indbrud, og da der var hengaaet saamegen Tid med at nedskrive dette til Rapporten, at det lakkede ad Morgen, syntes han at blive søvnig, og da jeg spurgte ham, om dette var Tilfælde, svarede han, at Søvnen hindrede ham i at fortsætte sine Tilstaaelser.

Rapporten blev da sluttet for hans Vedkommende, og Undersøgelsen fortsattes hos de 2 Piger, han havde havt med sig i Tivoli, ligesom der fandtes Anledning til at anstille en yderligere Visitation paa Klampenborg, hvor han havde tjent.

Den 30te Mai 1858 blev han første Gang stillet for Retten og ratihaberede sine til Rapporten afgivne Tilstaaelser, hvilke han i de følgende Forhør betydeligt forøgede.

Han blev derefter belagt med personlig Arrest og kom aldrig mere paa fri Fod.

I de følgende Dage blev det omtalt i Bladene, Politiadjutanten havde anholdt den berygtede Kvistkammertyv, hvorimod Betjent F. ikke blev nævnet med et eneste Ord, uagtet det var ham, der, ved at skaffe Navnet at vide paa den Person, der var bemærket i Tivoli, egentlig bidrog til Anholdelsen, og som tillige havde hele Forretningen, da han nedskrev og underskrev den Rapport, til hvilken Tofte afgav sine første Tilstaaelser.

*) I et Skrift, der er udkommet om Tofte og nedskrevet efter Meddelelser fra Kjøbenhavns Opdagelsespoliti, er det anført, at han blev anholdt den 28de Mai; men dette er ikke correct, da det var den 29de. 



en hjemmeside gives denne version om denne periode i hans liv:

I 1857 blev han anholdt, sigtet for at have stjålet et Sæt Tøj. Han havde ved et Indbrud set Tøjet, som han syntes så godt om, at han glemte sin sædvanlige Forsigtighed og tog det med sig. Da han fik prøvet det, passede det ham ikke, og han var letsindig nok til at sælge det til en Marskandiser, som senere genkendte ham. Da han påstod, at Døren til Lejligheden havde stået åben, og det modsatte ikke kunne bevises, undgik han Straf for Indbrud og slap med 25 Slag Rotting.

Det rørte ham ikke mere, end at han Dagen efter, da han skulle møde på Politikammeret, på Vejen derhen begik et Indbrud.

Han var nu imidlertid blevet noget bange og tænkte på at søge hæ­derligt Arbejde i hvert Fald for en Tid. Han søgte en Plads som Stewart på en Damper, der gik på Kiel, men det blev ikke til noget. Så fortsatte han i Stedet for sine Tyverier, dristigere end før.

Atter blev han nervøs for Opdagelse og søgte og fik en Plads som Op­varter på Klampenborg, men uheldigvis var der en af Køkkenpigerne, der havde genkendt ham fra Tyveriet af Klæderne, hun sladrede, og han blev bortvist.

Nye Indbrud fulgte, indtil han i Maj 1858 blev anholdt. Han tilstod straks ca. 90 Tyverier, de fleste af dem Indbrud, og blev idømt 8 Års Tugthusarbejde, der skulle afsones i Christianshavns Straffeanstalt. Her forfaldt han til Tungsind. Han havde altid været melankolsk, og allerede som Dreng havde han et Par Gange villet begå Selvmord, den ene Gang med Polervand, den anden Gang med Rottekrudt, men da disse to Ting havde en ækel Smag, opgav han sit Forehavende.

Efter en Tids Forløb besluttede han sig til at indrømme, hvad han hidtil havde skjult, og tilstod nu yderligere hen ved 100 Indbrud og 7 Ildspåsæt­telser, som han påstod, han havde begået for under den opståede For­virring at se Lejlighed til at stjæle.

13 juni 2021

Kvistkammertyven Tofte (4): Politiet paa Sporet. Ca. 1857-1858. (Efterskrift til Politivennen)

 De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.


"Kvistkammertyven"

Peder Ludvig Tofte.
(Fortsat.)

Medens han drev om uden Arbeide, var han naturligviis ligesaa vel beslaaet med Penge som før, om ikke bedre, thi nu havde han jo hele Dagen at "virke" i. Det var ogsaa først fra nu af, at han stjal daglig, ja i Regelen endog flere Gange om Dagen, og det var i denne Periode, at han af Politiet fik Navn af "Kvistkammertyven", under hvilket han gik i lang Tid, inden man anede, hvem "Kvistkammertyven" var.

Det var derfor intet Under, at han til Julen 1857 atter kunde betænke "Løverne" med kostbare Presenter, med Guldstads, Mantiller og Gud veed hvor megen Herlighed. Han levede i lutter Fornøielser og Adspredelser; blandt andet var han en lidenskabelig Elsker af at dandse og tog ikke saa sjeldent tiltakke med Dandseboden Phønix, hvor han da gjerne havde et eller andet af sine Fruentimmer med sig. Men hans Dandselyst og "honnette Ambition" bragte ham til ogsaa at søge finere Selskab. Han var saaledes fræk nok til en Aften at deeltage i et Bal i en stor Klub paa Nørrebro, uagtet kun Klubbens faste Medlemmer og deres Damer havde Adgang dertil. Her traf han en ung Dame, der var i Familie med hans første Læremester, og gjorde uden videre deres gamle Bekjendtskab gjældende. Medens Mesteren sad og spillede Kort med sine Bekjendte i det ene Værelse, dandsede Tofte ufortrødent med den unge Pige i Balsalen, og opførte sig hele Tiden som den routinerede Balherre og Selskabsmand.

Mad. Løve flyttede omtrent ved denne Tid ind i Byen og etablerede en Forretning af den Slags, som kun drives i visse bestemte Gader. Forbindelsen mellem hendes Familie og Tofte vedblev som før; da det blev Foraar, arrangerede han Skovtoure til Dyrehaven, og som om dette endnu ikke var nok, foretog han sig engang en Lystreise i Sjælland med Emma. De tilbragte een Nat i Slagelse og to i Roeskilde. Hvorledes de Reisende teede sig paa disse Steder, hvad de udgave sig for, om de beærede Domkirken med deres Besøg o. s v., derom see vi os ikke istand til at meddele Noget. Det laae nær at antage, at Hensigten med Reisen var at see Leilighed til at begaae Tyveri, men i saa Fald vilde Tofte, der aldrig havde nogen Medvider i sine Forbrydelser, neppe have taget Emma med; det har sikkert været en blot og bar Fornøielsestour.

Rapporterne fra denne Periode give et Begreb om, hvorledes han dengang saae ud. Han beskrives i Signalementerne som en spinkel Dreng paa 14-16 Aar (han var som bekjendt henved 19 Aar, men han var og er endnu den Dag idag usædvanlig lille af Væxt) med et lille rundt Ansigt, store blaa Øine, mørkeblondt, kort afklippet Haar ("dog ikke "Polkahaar", som en Tjenestepige forklarende tilføier). Han var meget hurtig og livlig i sine Bevægelser og var paa sine Expeditioner i Regelen iført Frakke og lavpullet Kaskjet; senere saaes han stadig med Straahat med lange flagrende sorte Baand.

Henad Foraaret 1858 fik han endelig en Tjeneste som Opvarter paa en Cafe paa Graabrødretorv; men om at passe sine Ting kunde der naturligviis ikke være Tale. Han sad gjerne i Gjæstestuen fordybet i en eller anden Roman og lod Gjæsterne gaae ind ad den ene Dør og ud af den anden uden at passe det Allerringeste paa. Naar hans Herre satte ham irette for hans Forsømmelighed, svarede han med Uforskammetheder, saa at Herren en Dag fandt sig beføiet til at true ham med Prygl, saafremt han ikke vilde skikke sig bedre. "Hvad?" sagde Tofte, "jeg veed ikke, om De kjender Tyendeloven, men jeg vil bare lade Dem vide, at jeg gaaer med den her i min Brystlomme!" Værten lod sig imidlertid ikke forskrække af sin Opvarters Kyndighed i Loven, men gav ham en vældig Kindhest, hvorefter Tofte pakkede sit Tøi sammen og gik sin Vei, 14 Dage efter at have tiltraadt Tjenesten.

Midt i Mai fik han en ny Kondition hos Konditoren i Klampenborg Koncertsal som Opvarter. Det var hans sidste borgerlige Virksomhed, thi 14 Dage efter var det, at han blev anholdt af Politiet for aldrig mere at saae sin Frihed. Den nye Huusbond var i de første Dage ret vel tilfreds med ham, men inden de nævnte 14 Dage vare gaaede, var han saa kjed af Tofte, at han allerede havde opsagt ham af Tjenesten, forinden Politiet kom og lagde Beslag paa ham. Sine Tyverier fortsatte han uafbrudt, og tog i den Anledning daglig fra Klampenborg her ind til Byen; da han desuden vedblev at deeltage i alle Slags offentlige Forlystelser, kunde han aldrig passe at møde i rette Tid til sit Arbeide.

For at vise, hvorledes han stadig gjorde Fremskridt i Dumdristighed, skulle vi blot endnu anføre et Par af hans seneste Tyverier. En Dag fik han det Indfald at giøre Indbrud i selve Politidirekteurens Leilighed, den saakaldte "Bopæl", paa Hjørnet af Gothersgade og Kronprindsessegade, hvor der, som vore Læsere ville erindre, var en Politivagt i Kjælderen. I denne velbevogtede Gaard banede Tofte sig nok saa ugeneert Adgang til et Kvistværelse, der beboedes af Bræstrups Tjener; den Politibetjent, der, som det hedder i hans derom afgivne "underdanigste" Rapport til Politidirekteuren, var tiIstede som "Posthavende paa Høibemeldtes Bopæl", var ikke istand til at meddele det Mindste, der kunde lede paa Spor efter Gjerningsmanden.

Engang i Mai var han brudt ind paa 1ste Sal i Pederhvitfeldtstræde, men blev forstyrret af Leieren, en Embedsmand under et af Ministerierne, der kom hjem og blev meget forundret over i sit Værelse at finde et ungt Menneske staaende midt paa Gulvet med en Bylt under hver Arm. "Hvad vil De? Hvad søge? De?" spurgte Manden. - "Tør jeg spørge, boer her ikke en Hr. (N. N.); det skulde være en Broder til (o. s. v)" - "Nei, her gjør ikke; men hvorledes er De kommen herind?" - "Jeg ringede, men der var Ingen, der lukkede op - hvis De forresten troer, at der er noget ureelt Gods i de to Bylter, jeg her har, kan De jo see dem efter!" - Fremførte i en uforskammet Tone, vilde disse Ord have vakt Mistanke imod ham, men Kunsten var, at han udtalte dem paa en saa net og beskeden Maade, at de maatte slaae enhver Mistanke til Jorden. I en af Bylterne kunde den paagjældende Embedsmand iøvrigt have fundet et ham tilhørende Nøgleknippe, som Tofte et Øieblik iforveien havde stukket til sig som en Forøgelse af sin Samling.

Medens han saaledes levede af Tyverier, udøvede han ved Siden deraf for sin Fornøielses Skyld 7 forskjellige Brandstiftelser, som vi senere komme tilbage til. Men hvor storartet hans Forbrydervirksomhed end var, var det dog Skjæbnens Villie, at han - efter een eneste Gang i Januar 1857 at have trukket det korteste Straa ligeoverfor Justitsen, som dog ved denne - Lejlighed igrunden lod sig narre af ham - aldrig nogensinde skulde gribes i Gjerningen. Politiet gik naturligviis og brændte af Begjærlighed efter at gjøre "Kvistkammertyvens" Bekjendtskab, men det skyldtes dog saa at sige et Tilfælde, at man omsider fik fat paa ham. 

Da den daværende Politiadjutant Thomsen nemlig en Aften i Begyndelsen af Saisonen 1858 var i Tivoli, blev han opmærksom paa en ung Herre med to elegante Damer under Armen; det forekom ham nemlig, som om Selskabets Elegance saae noget uægte ud. Han befalede derfor en Politibetjent at holde Øie med de Tre og ikke at tabe dem af Syne. Betjenten saae, at den unge Herre var flot til at traktere, men han saae tillige, at Herren følte sig kjendelig generet, da han mærkede, at Betjenten stadig fulgte efter ham, hver han gik. Det saae altsaa ud til, at det vilde være af Interesse for Politiet at gjøre nærmere Bekjendtskab med den Paagjældende, og der blev derfor givet flere Betjente Ordre til at see, hvor han begav sig hen fra Tivoli, og udfinde, hvem han var.

Da den unge Mand, i hvem vore Læsere allerede have gjenkjendt Tofte, ved Bortgangen mærkede, at Politiet vedblev at forfølge ham, kastede han sig med sine Damer - det var Emma og Mathilde Løve - i en Droske og lod Kudsken kjøre afsted saa hurtigt som muligt. Betjentene vare ikke sene til at springe op i en anden Droske og følge bagefter. Tofte satte de unge Piger af ved deres Bopæl her i Byen og kjørle selv i største Hast videre ud paa Nørrebro, stadig forfulgt af Politibetjentene i Drosken. Pludselig sprang han ud af Drosken og forsvandt ind i et Huus. Politiet satte Vagt ved Huset for at fange Fuglen den næste Dag, men efterat man havde passet paa hele Natten igjennem, opdagede man, at der fra Huset ogsaa vor Udgang til en Gade paa den modsatte Side, og at man altsaa var bleven holdt for Nar.

Imidlertid var man nu kommen paa Sporet. At opdage hans Bopæl var overordentlig vanskeligt; det lod til, som om han boede paa Landet og kun kom herind engang imellem om Dagen. Dette var jo ogsaa i Virkeligheden Tilfældet, efterat han havde faaet Kondition paa Klampenborg. Derimod opdagede man, at han havde to Aftrædelsesværelser i det Huus, i hvilket han den ommeldte Aften var flygtet ind. Endelig lykkedes det Politiet at erholde Underretning om hans Navn og Opholdssted. Man saae da, at han var en tidligere straffet Person, og der blev af Politidirekteuren givet Ordre til hans Paagribelse.

(Fortsættes).

(Folkets Avis 16. februar 1865)


Klampenborg Koncertsal (1888) hvor Peter Ludvig Tofte var ansat, men var på vej til at blive fyret da politiet endelig pågreb ham i 1858. Public Domain. 

Klampenborg Koncertsal sat lå i forbindelse med Klampenborg Badeanstalt. Den var opført ca. 1845 og tegnet af arkitekt Gottlieb Bindesbøll. Den blev nedrevet 1923 efter at badeanstalten brændte. Denne sidste var grundlagt af dr. J. J. Hjaltalin under navnet Klampenborg Vandkur-, Brønd og Badeanstalt.

Fra I. C. Søller: En opdagelsesbetjents erindringer fra en tiaars virksomhed under Kjøbenhavns Politi. (1866), kapitlet: Peter Ludvig Thorvald Toftes Anholdelse og første Tilstaaelser. 

I de Skrifter, der ere udkomne om ham, er det kun omtalt, at han blev anholdt af den daværende Politiadjutant, men der er ikke fremkommet noget Omstændeligt om, hvorledes Politiets første Opmærksomhed faldt paa ham, og da dette, i Forbindelse med de første Tilstaaelser, han afgav, hører med til mine Erindringer, har jeg troet ikke at burde undlade at omtale det her. I 1856 var jeg efter eget Ønske bleven befordret til en anden Stilling under Communen, hvor jeg rigtignok beholdt Politimyndighed og stod i Rapport til Politidirekteuren, men kun forsaavidt det angik min nye Tjeneste, og som Følge deraf ophørte min Virksomhed ved Opdagelsesvæsenet.

Men i Begyndelsen af Maimaaned 1858 blev jeg en Dag kaldet til Politidirekteuren, som fortalte mig, at der i længere Tid næsten dagligt var forøvet Tyverier, forbundne med Indbrud, som oftest paa Kvistkamre. Der var paa flere Steder seet et ungt Menneske under saa mistænkelige Omstændigheder, at der ikke kunde være nogen Tvivl om, at han var Tyven; men uagtet der fra Politiets Side var gjort alt Muligt forat faae fat i ham, var det dog ikke lykkedes. Han tilføiede derpaa: "De vil jo nok indsee, at det er ubehageligt for mig, at Politiet skal kunne dadles for, at saamange Tyverier kunne begaaes, uden at vi kunne komme paa Spor efter Gjerningsmanden. Jeg maa af den Sikkerhed og Dristighed, hvormed Tyverierne ere udførte, slutte, at Personen er en øvet Tyv, og da det som Følge heraf lader sig tænke, at han tidligere kan have været i Politiets Hænder, har jeg besluttet at paakalde Deres Assistance, da De muligen fra Deres tidligere udbredte Politivirksomhed kunde tænke Dem, hvem den Paagjældende er."

Jeg lovede at gjøre, hvad jeg formaaede, og fik derefter udleveret en stor Mængde Rapporter om de begaaede Tyverier, og ved at gjennemgaae disse fik jeg, foruden en Bestyrkelse paa Alt, hvad Politidirekteuren havde sagt mig, tillige Leilighed til at indprente mig den Persons Signalement, der var seet og mistænkt paa flere Steder.

Der hengik nu en Tid, uden at der fremkom Noget til Oplysning; men da jeg Fredagen den 28de Mai henad Mørkningen kom ud paa Tivoli, traf jeg sammen med Politiadjutanten, som fortalte mig, at der samme Dag var begaaet et Tyveri, hvorved man havde seet et ungt Menneske, der efter Beskrivelsen ganske ́lignede den Person, der var seet ved flere af de andre Tyverier; kun havde han idag havt Straahat paa, medens han ellers altid havde gaaet med Kaskjet.

Medens han fortalte mig dette, vare vi komne hen imod Rutschbanen, og mødte der et ungt Menneske, eller snarere en voxen Dreng, med en Dame under hver Arm, og da han netop havde Straahat paa, bevægede dette mig til i Forbigaaende at betragte ham lidt nøiere, og da han efter min Mening ikke var uliig den Person, der var mistænkt, sagde jeg dette til Politiadjutanten og foreslog, at vi skulde vende om og følge efter ham, hvortil han erklærede sig villig, uagtet han meente, at jeg tog feil af Personen.

Vi fulgte altsaa efter ham, og da han standsede paa Theaterbakken forat see paa Pantominen, stillede jeg mig tæt ved Siden af den ene af hans Damer, og forat komme til at see ham rigtigt i Ansigtet maatte jeg flere Gange lade som om jeg kikkede paa hende, og da jeg derved blev bestyrket i, at han havde megen Lighed med den signaliserede Person, trak jeg mig lidt tilbage forat tale med Politiadjutanten derom; men et Øieblik efter vare baade Personen og hans Damer forsvundne fra det Sted, hvor de havde staaet, og det var os ikke muligt at opdage dem i vor Nærhed.

Politiadjutanten forblev nu ved Indgangen til Tivoli, medens jeg gik omkring iblandt Folk og søgte efter Personen med de 2 Damer, og langt om længe lykkedes det mig at træffe dem staaende lige foran Theatret.

Jeg holdt mig i deres Nærhed uden dog at blive seet af dem, uagtet han næsten ikke havde sin Opmærksomhed henvendt paa Pantominen, men derimod med en vis Uro saae omkring iblandt Folk til alle Sider.

Da Forestillingen var forbi, gik han med sine Damer et Stykke op imod Concertsalen, men vendte derpaa om og gik ind i en Sangerpavillon, kaldet "Slukefter", hvor de toge Plads ved et Bord, og hvor han rekvirerede Forfriskninger til Damerne.

Jeg skyndte mig nu hen til Indgangen og meddeelte Politiadjutanten, at de vare gaaede derind; men han sagde mig, at han ikke kunde blive længere, og hvis jeg behøvede Assistance, kunde jeg faae den hos de Betjente, der vare posterede ved Indgangen.

Jeg begav mig derpaa ind i "Slukefter" og tog Plads i en Sopha tæt ved Siden af det Bord, hvorved Personen og hans 2 Damer sadde, og idet jeg forlangte en Forfriskning og tændte en Cigar, anstillede jeg mig, som om jeg var aldeles optagen af Sangerinderne; men i Virkeligheden var min Opmærksomhed kun henvendt paa den omtalte Person og hans Damer.

Ved de Betragtninger, jeg her i det oplyste Locale fik Leilighed til at anstille, kunde det ikke undgaae min Opmærksomhed, at han var paaklædt uden ringeste Smag, saaledes at f. Ex. hans Frakke ikke alene var gammel og slidt, men altfor fuldkommen, saa at det var tydeligt at see, at den ikke var syet til ham; derimod vare hans Damer bedre klædte, dog saaledes, at man kun kunde henføre dem til den tjenende Klasse. Jeg kunde ikke tilbagevise den Tanke, at han var en fattig Læredreng, der vilde tilbringe Aftenen paa Tivoli med sin Søster og muligen sin Kjæreste, og det kunde derfor ikke Andet end vække min Mistanke, da jeg at Opvarteren bragte dem 1 Glas Punsch, Kopper Chokolade og en stor Mængde Kager, hvilket han betalte af en velfyldt Portemonnaie, og da en Sangerinde kort efter gik omkring med Tallerkenen og gik ham forbi sandsynligviis fordi hun kun ansaae følte han sig saa indigneret over denne Tilsidesættelse, at han fulgte efter hende og lagde en Mark paa Tallerkenen.

Kort efter skete der Noget, som let kunde have fordærvet det Hele, idet en Politibetjent F., hvem Politiadjutanten havde befalet at gaae ind og assistere mig, traadte ind i Localet; men istedet for at han burde være kommen rolig ind og bleven i min Nærhed uden at tale til mig, kom han ind paa en saadan Maade, at det maatte vække Opmærksomhed, og yttrede, idet han tog Plads ved siden af mig: hans Øine i det samme faldt udbrød han: "Er det ham? "Hvor er han?" og da paa den omtalte Person, "Nei, det er galt!"

Jeg havde flere Gange ved en Bevægelse med Foden søgt at tilkjendegive ham, at han maatte vise større Forsigtighed; men enten kunde eller vilde han ikke forstaae mig, og da Personen og hans Damer paa eengang fik Hastværk med at berede sig til at gaae, sprang F. op, som om han vilde gribe dem paa Stedet; men jeg fik ham holdt tilbage saalænge, at jeg kunde gjøre ham opmærksom paa Nødvendigheden af ikke at tabe Personen af Sigte uden at faae at vide, hvem han var, og da jeg hermed maatte ansee mit Hverv for endt, overlod jeg til Betjent F. at forfølge Personen og hans Damer videre.

Jeg veed ikke omstændeligt, paa hvilken Maade Betjent F. gik frem; men, efter hvad jeg senere erfarede, havde han tiltalt Personen og spurgt om hans Navn og Stilling, og denne havde da opgivet, at han hed Tofte, var Søn af Skomagermester Tofte paa Nørrebro og havde Emploi som Opvarter paa Klampenborg.

Hermed fik han Lov at gaae, og gik da, efter hvad han selv senere har sagt, hen og kastede et Bundt Nøgler og Dirker som han havde hos sig og samme Dag havde benyttet ved et Tyveri, han havde begaaet i Stadsgraven.