Socialdemokraterne vil have kommunalt Blomsterudsalg paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det skal trykke de private Udsalgs Priser.

Paa Torsdag bliver der sikkert i Borgerrepræsentationen en større Debat angaaende Begravelsesvæsenets Budget for 1924-25. Der foreligger Erklæring herom fra det paagældende Udvalg, hvis Formand og Ordfører er Ingeniør Rump.

Udvalgsflertallet - Socialdemokraterne - stiller Forslag om at opfordre Begravelsesvæsenet til sammen med næste Aars Budget at forelægge et Forslag om Anlæg af en Blomsterkiosk ved Indgangen til Vestre Kirkegaard. Man anfører, at de private Blomsterudsalg udenfor Kirkegaardene tager meget høje Priser af Publikum, og man mener forsøgsvis paa Vestre Kirkegaard at burde indrette et kommunalt Blomsterudsalg, dels for at "trykke" de udenfor værende private Blomsterudsalgs Priser, dels for at tilføre det paa Vestre Kirkegaard beliggende Blomstergartneri, hvis Drift betyder Tab for Begravelsesvæsenet, "en godt betalende Kundekreds".

Udvalgets Mindretal (Frk Augusta Kiær, Læge Wanscher og Dommer Jesper Simonsen) tiltræder ikke denne Anmodning om at faa fremsat Forslag til et kommunalt Blomsterudsalg paa selve Kirkegaarden.

Begravelsesvæsenets Bestyrelseskommission mener vel, at et saadant Udsalg - med de normale Detailpriser - i nogen Grad vil kunne virke regulerende paa Priserne i de private Udsalg udenfor Kirkegaardsindgangen, hvad der efter forebragte Klager til Tider kunde være ønskeligt. Men man fremhæver, at Sagens Gennemførelse vil støde paa visse Vanskeligheder. Gartneriet maa saaledes udvides betydeligt, og der maa foretages en Række Nyansættelser af Folk med Pensionsret.

Begravelsesvæsenet har foreslaaet Taksten for Vedligeholdelse af Gravsteder nedsat med ca. 25 pCt. Socialdemokraterne hævder, at denne Reduktion, om Budgettet skal være forsvarligt, maa opgives for i Aar.

Frk. Kiær og Læge Wanscher (den borgerlige Gruppe) kan kun gaa med til en saadan Udskydelse under den Forudsætning, at der træffes Foranstaltninger til, at Takstnedsætteisen kan træde i Kraft fra l. Januar 1925, hvis de økonomiske Forhold i Løbet af Aaret bedres og afklares. Et andet Mindretal, Dommer Simonsen, foreslaar Takstnedsættelsen indført nu.

(Nationaltidende 15. marts 1924).

Christian Sophus Christiansen død. 1865-1919. (Efterskrift til Politivennen)

Christian Sophus Christiansen døde den 13. juni 1919. Han var da borgmester i København. Landstingsmand, medlem af borgerrepræsentationen fra 1912, formand for Københavns Borgerrepræsentation, borgmester 1917-1919.

Christensen var udlært møbelsnedker. Fra 1884 deltog han i det faglige organisationsarbejde, 1885 som medlem af bestyrelsen for Snedkernes og stolemagernes fagforening hvor han var formand 1893-98. Han stod i 1896 sammen med en kollega for fagets første priskurant for møbelarbejde. 1898-1901 var han forretningsfører for Snedkerforbundet i Danmark. Under den store arbejdskamp 1899 spillede han en fremtrædende rolle. 

1901-10 var han snedkermester. 1910-17 forretningsfører for den socialdemokratiske presse. 1902-17 medlem af Københavns borgerrepræsentation: 1903 ordfører budgetudvalget og 1913 formand. Han blev 1917 borgmester for den nye 5. afdeling under magistraten (belysningsvæsenet, vandforsyningen, sporvejene, kørsel m.m. Han nåede altså kun at have denne post i 2 år før han døde.

Han var siden 1891 gift med Hedevig Sophie Christine Lauritzen (1865-1950).

Christian Sophus Christiansen (1865-1919). Ukendt fotograd. Wikipedia. Public Domain. Fotoet figurerer i flere af de nedenstående nekrologer.

Borgmester Chr. Christiansen paa Dødslejet.

Med virkelig Sorg vil Københavns Borgere modtage Meddelelsen om, at Borgmester Chr. Christiansen henligger paa Dødsleiet.

Borgmester Christiansen vil blive yderst vanskelig at erstatte.

En saa dygtig, rettænkende og gennemnobel Mand er ikke let at finde.

Allerede som Borgerrepræsentsaionens Formand fik Christiansen Lejlighed til at lægge sine fremragende Evner og Egenskaber for Dagen, og de kom til fuld Udfoldelse, da han for nogle faa Aar siden blev valgt til Borgmester.

Dette vigtige Embede bestred Christiansen med den største Dygtighed, og han vil ved sin Bortgang blive haardt savnet.

Københavns offentlige Liv bliver en sjælden Personlighed fattigere.

- - -

Borgmester Christiansen er født her i København den 17. Juli 1865. Faderen var Snedkermester, og Sønnen kom i 14- Aar Alderen i lære hos Møbelsnedkerne Severin & Andreas Jensen.

I 84 blev han Svend, og den unge Mand, der allerede i en ung Alder lagde Førerevner for Dagen, blev kort efter indvalgt i sin Organisations Bestyrelse, for hvilken han var Formand fra 1860 til 98. Omtrent i den samme Periode var han iøvrigt leder af Skibssnedkernes Fagforening; og fra 98 til 1901 bestred han Hvervet om Forretningsfører for Snedkerforbundet i Danmark.

I 1901 grundede Christiansen sin egen Forretning; men han opgav den i 1910 for at overtaget Hvervet som Socialdemokratiets Forretningsfører, og han blev saa endelig i 1917 valgt til Borgmester for Magistratens 5 Afdeling.

Iøvrigt var Christiansen fra 1902 til 1917 Medlem af Borgerrepræsentationen og i de sidste fire Aar af denne Periode dens Formand. Sin politiske Virketrang nedlagde han i Aarene 1906-18 i Landstinget; og til det sidste var C. Medlem baade al Bestyrelsen for Arbejderne Fællesbageri og Bryggeriet Stjernen.

(Folkets Avis (København) 13. juni 1919).

Borgmester Chr. Christiansen død.

Vi maa i Dag bringe vore Læsere det Sorgens Budskab, at Borgmester S. Chr. Christiansen  Dag er afgaaet ved Døden kun 54 Aar gammel.

Meddelelsen vil vække dyb Sorg i vide Kredse, og den vil ogsaa vække Overraskelse for de fleste, thi Chr. Christiansen stod endnu for faa Maaneder siden i sin fulde Kraft, og alle troede, at der endnu var beskaaret ham et langt og daadrigt Liv.

For et Par Uger siden maatte han imidlertid lade sig indlægge paa Kommunehospitalet, Grundlovsdagen blev han opereret, og her konstaterede man den haabløse Sygdom, som vor gode Ven og Kammerat nu er bukket under for.

Christiansens Død vil vække dyb Sorg hos alle, der kendte denne fortræffelige og højtbegavede Mand, og enhver Socialdemokrat vil føle Smerte, fordi Partiet her har mistet en af sine allerbedste og dygtigste Forkæmpere, af hvem man ventede sig saa meget i det Opbygningsarbejde, som Fremtiden maa bringe.

Christiansen tilhørte Socialdemokratiet fra sin tidligste Ungdom, og han vandt tidlig sine Kammeraters Tillid.

I en ganske ung Alder valgtes han 1885 ind l Bestyrelsen for Snedker- og Stolemagernes Fagforening, og l 1893 valgtes han til Formand, hvilken Stilling han beklædte til 1908. Han var Formand for Skibssnedkernes Fagforening fra 1890 til 95, og i 1898 valgtes han til Forretningsfører for Snedkerforbundet.

Det var i Fagorganisationens haardeste Kamptid, at man betroede den rolige, klare og handlekraftige Mand denne vanskelige Opgave, og Christiansen ledede saaledes Snedkerforbundet under den store Lock'out, i hvilken Tid Arbejdsgiverne beærede ham med særlig voldsomme Angreb.

I 1902 valgtes Christiansen ind i Borgerrepræsentationen, hvis Formand han var i 4 Aar. I 1906 valgtes han til Medlem af Landsthinget, og 1 1910 overtog han den vigtige Stilling som finansiel Leder af den socialdemokratiske Presse.

Denne Stilling forlod han 1. Juli 1917, da han valgtes til Borgmester for Magistratens 5. Afdeling. 

Kun 54 Aar gammel er Christiansen gaaet bort, og dog har han saaledes haft en stor og glimrende Arbejdsperiode.

Paa de faglige og de politiske som de kommunale Felter har han tjent den Samfundsklasse, han repræsenterede, og alle Vegne er hans Arbejde kendt og skattet.

Han kunde ikke nøjes med at fungere, nej, han maatte reformere og skabe.

Han havde ringe Interesse for det deklamatoriske, thi hans Hjerte og Forstand hang med Realiteterne. Han elskede sin Barndomsby, og hans højeste Lyst var at skaffe denne By fine Parker, Asfalt og engelsk Brolægning, gode Kloaker, fine Sporvogne og moderne Bygninger med alle Nutidens Bekvemmeligheder.

Tidens Opfindelser og Teknik begejstrede Christiansen, og han havde den Lykke at blive Borgmester netop for den tekniske Afdeling.

Med al sin Manddoms Kraft og Energi gik han ind til denne Stilling, og han ofrede al sin Tid paa det Embede, der var ham betroet, og som han havde saa kær, ja, han tog sig ikke en Gang en Ferie.

Overgivent sagde han i Fjor til den, der skriver disse Linjer: Hvad skal jeg have Ferie for. Jeg har aldrig haft Ferie, og jeg kan ikke være borte fra København i 4 Uger.

I Sommer talte han for første Gang om Ferie, og han traf Forberedelser til at rejse bort fra Byen naar han kom ud fra Hospitalet.

Christiansen var Inderst inde en ægte københavnsk Haandværkssvend. Han var altid i godt Humør, og det var hans Glæde at samles med gode Venner og Kammerater.

Han var da den første til Skæmt og Sang, og hans jævnaldrende vil aldrig glemme hans Haandværksviser og glade Sange, der altid kastede Glans og Livsglæde over Vennekredsen.

Vor gode Ven og Partifælle er ikke mere. Et flittigt og smukt Liv er afsluttet. En kær Kammerat og et ejegodt Menneske har forladt os alt for tidlig.

VI bøjer os i Sorg og takker ham for alt det gode, han gav os.

-X

(Klokken 5 (København) 13. juni 1919)

Borgmester Chr. Christiansen død.

Borgmester Chr. Christiansen er i Eftermiddags afgaaet ved Døden paa Kommunehospitalet, hvor han for godt 14 Dage siden lod sig indlægge paa Grund al en Mavelidelse, for hvilken han allerede i længere Tid havde søgt Helbredelse, Grundlovsdagen blev han underkastet en Operation af Overlæge P. N. Hansen Det stod imidlertid lægerne klart, at Sygdommen - en Kræftlidelse vilde medføre Døden der nu er kommen som en Befrielse.

Borgmester Christiansen blev omtrent 54 Aar gammel, han var født heri Kjøbenhavn den 17 Juli 1865 lærte Møbelsnedkeriet hos Severin og Andreas Jensen og kom hurtig til at indtage en ledende Stilling indenfor sit Fag, i 1898 valgtes han til Forretningsfører for Snedforbundet i Danmark, hvilken Stilling han beklædte under den store Lock out i 1899.

Siden 1902 har Christiansen været Medlem af Kommunalbestyrelsen, i 15 Aar Medlem af Borgerrepræsentationen, hvis Formand han var fra 1913-17, og siden Sommeren 1917 Borgmester for Magistratens 5te Afdeling. I Borgerrepræsentationen udførte Christiansen et stort Arbejde for sit Parti baade i Udvalgene og i Salen, gennem en længere Aarrække havde han Sæde i Budgetudvalget hvis Ordfører og Formand han var. Med det indgaaende Kendskab, han herigennem erhvervede sit til Kommunens Anliggender, og den Interesse, han stadig lagde for Dagen for disse, var han selvskreven til at Indtræde i Magistraten som Repræsentant for sin Gruppe, da den partielle Forfatningsforandring gennemførtes i 1917. Allerede tidligere, efter Borgmester Knudsen Død i 1910, var han sit Parti Kandidat til Embedet som Borgmester for 3die Afdeling.

Det er et stort Arbejde, der har hvilet paa Christiansens Skuldre, navnlig i Krigsaarene, baade som Medlem af Kommunalbestyrelsen og som Medlem af Prisreguleringskomrnissionen og Velfærdsudvalget. Hans store Arbeidsevne og praktiske Dygtighed fandt Anerkendelse fra alle Sider.

Personlig var Christiansen en imødekommende og rolig Mand, behagelig fri for al Bureaukratisme; han var tillige en rettænkende Mand, paa hvis Ord man kunde stole, og som hans politiske Modstandere satte Pris paa at forhandle med. Og han var en Mand som ogsaa kunde optræde med Myndighed overfor sine egne politiske Meningsfæller,

Fra alle sider indenfor Kommunalbestyrelsen - det samme gælder hans store Stab af Medarbejdere indenfor Administrationen - vil man beklage, at det ikke blev ham forundt fuld Arbejdsdygtig at vende tilbage til sin Gerning. 

Fra 1906-18 var Christiansen Landstingsmand for Kjøbenhavn og fra 1910-17 Forretningsfører for "Social-Demokraten", endvidere var han Medlem af Bestyrelsen for Arbejderne Fællesbageri og for Bryggeriet "Stjernen".

Borgerrepræsentationen, eller rettere sagt, den socialdemokratiske Gruppe, hvoraf han var indstillet, staar altsaa nu overfor Valget af en ny Borgmester, og Valget vil sikkert her komme til at staa mellem Borgerrepræsentationens Formand, Hr. Anthon Andersen, Budgetudvalgets Ordfører, Sekretær Hedebol, og Ingeniør Rump.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 13. juni 1919).

Borgmester Chr. Christiansen død.

f en forholdsvis tidlig Alder - endnu ikke fyldt 54 Aar - er Borgmester Chr. Christiansen, i Dag afgaaet ved Døden.

Christiansen var saa at sige groet op med det danske Socialdemokrati. Hans Barndomsaar - han blev født her i København 1865 - faldt sammen med de første Forsøg paa at omplante "Internationale" paa dansk Grund. Da han i 1884 var blevet Snedkersvend - ligesom Faderen - var ogsaa Socialdemokratiet vokset til Selvstændighed; netop det Aar valgtes de to første socialdemokratiske Rigsdagsmænd. Og den unge Haandværkssvend kastede sig med Iver ud i Arbejdet for Partiet. Kun 20 Aar gammel blev han Bestyrelsesmedlem i sin Fagforening, og han virkede her - tilsidst som Snedkerforbundets Formand da han selv blev Mester.

Aaret efter blev Christiansen valgt til Borgerrepræsentationen. Og efterhaanden som det tyndede ud i Rækkerne af de gamle Førere, var hans Vej givet. I 1906 blev han Landstingsmand, i 1913 Formand for Borgerrepræsentationen, i 1917 endelig Borgmester for Magistratens 5. Afdeling. Fra 1910 til 1917 var han tillige Forretningsfører ved "Social-Demokraten".

I denne korte Angivelse af Borgmester Christiansens Livsbane ligger allerede et tydeligt Vidnesbyrd om hans Dygtighed og Paalidelighed som Tillidsmand. Og dette understreges yderligere derved, at han ingen Sinde var de store Ords og Fagters Mand. Han vandt frem, fordi man havde Tillid til hans Evner og Karakter. Og han vandt altsaa langt frem.

Der var hos Christiansen saa lidt som muligt af Popularitetsjageri eller Bestræbelser for at agere ved sin ydre Fremtræden. Tværtimod mindede han mest af alt om Typen paa den jævne, velsituerede Borger. Men netop derved har han i særlig Grad egnet sig til ad Forhandlingens Vej at varetage sit Partis og sine Partifællers Interesser baade i det politiske og det kommunale Liv.

Christiansen har udført et stort Arbejde baade i Borgerrepræsentationen og Rigsdagen. Han var desuden medlem af Bestyrelsen for Arbejdernes Fællesbageri og Overformynderiels Laanebestyrelse, og han var ligeledes Medlem af den kommunale Skattekommission af 1910.

Som Formand ledede Chr. Christiansen Borgerrepræsentationen paa en Maade, der vandt Anerkendelse, og her og i Borgmestervirksomheden kom hans repræsentative Tilsnit ham til stor Nytte.

(Nationaltidende 13. juni 1919).

Chr. Christiansen.

Han var det prægtigste Menneske, den redeligste Karakter, den braveste Kammerat.

Han hadede Vrøvl. Veltalende i den store Stil - en Bebels eller en Jaures' - var han ikke. Han holdt heIler ikke af at holde store eller lange Taler. Man maatte presse ham stærkt for at faa ham ud til et Møde en sjælden Gang. Men hørte man ham i Landsthing eller Borgerrepræsentation - altid om et hestemt Anliggende, altid positivt beskæftiget med det foreliggende Stof - eller i Kontrahentforsamlingen, altid ladet med Tal, beundrede man den stringente, præcise Form, han gav sine klare Tanker.

I en ligesom forbigaaende Bemærkning, eller i en rap Replik kunde han med en mærkværdig Klarhed og Skarphed feje Vrøvlet til Side. Sarkasmen, som Marx haandterede saa mesterligt, var ogsaa Christiansens Yndlingsvaaben i Polemiken, men dog iklædt dansk Godmodighed. Han ramte Vrøvlet, men undgik saa vidt muligt at saare den personligt, der gjorde sig skyldig deri.

Hans ligefremme Udtryksmaade skabte ham alligevel en Del Fjender. Alt Demagogi, al Bejlen til Bifald laa ham fuldkomment fjærnt. Hvor underligt det end lyder var det derfor under megen Modstand og til sidst nærmest ved et Tilfælde, at han kom ind i Borgerrepræsentationen for snart en Snes Aar siden. Det var Vennerne, som kendte ham, der førte ham frem, og de fortrød det ikke. Thi hvor fyldte han ikke sin Plads, da han først havde Sæde derinde. Og de, der havde modarbejdet ham ved det første Valg, stemte alle paa ham ved de næste.

Kom man til ham i en eller anden Sag og begyndte med Betragtninger, tog han hurtigt sin lille Lommebog frem og omsatte Almindelighederne i Tal. Disse tørre Krabater forekom nu ham at være det bedste Grundlag for en Diskussion.

Han har vist aldrig selv holdt Ferie og arbejdede selv for en meget beskeden Løn. Hans Gage som Forretningsfører for "Socialdemokraten", der dog er et Millionforetagende, var lavere end Faktorens og de bedst lønnede Typografers. Kan man undre sig over, at han var lidt reserveret, naar Medarbejderne kom med deres Løn- og Feriekrav? Lommebogen frem. Nogle Tal. Nogle flere Tal. Hvad betyder de for Budgettet? Men han undte alle sine Medarbejdere det bedste, og Forhandlingerne endte da ogsaa altid tilfredsstillende.

Han var et Arbejdsmenneske. Saa lidt som til Ferie kendte han til 8-Timers-Dagen for sit eget Vedkommende, hvor ivrig han end var baade i sin Tid som Fagforeningsmand, derpaa som Bladets Forretningsfører, som Borgerrepræsentant og sidst som Borgmester for at faa Arbejdsvilkaarene forbedret for alle Kammeraterne. Han indsaa jo, at Chefstillingen med dens Ansvar og ringe Adgang til egenlig Hvile, bærer en særlig Løn i Glæden ved Initiativet og Ledelsen.

Praktisk var han, født Administrator. Hvor sørgeligt, at denne Mand kun skulde beklæde det Borgmesterembede, der var som skabt for ham, i to Aar. Sjælden var et Dødsfald forekommet den, der skriver disse Linjer, saa tragisk som Chr. Christiansens. Ikke for hans egen Skyld. Han var jo ingenlunde rask indtil for et halvt Aar siden, og selv i den sidste Tid vidste han ikke selv, hvilken Sygdom han bar paa. Da Lægerne foretog Operationen, viste det sig straks, at Kræften var for langt fremskreden til at der var noget Haab. Men for hans Partis Skyld, for den danske Arbejderklasses Skyld, for hvilken han var en fuldgod Repræsentant. Og for hans Families Skyld, thi smukkere Familieliv end Christiansens er sjælden at se. Han elskede sin Hustru og sine Børn mod en stille, mandig Kærlighed, og de elskede og agtede ham med ubegrænset Tillid.

Han døde efter et lykkeligt, arbejdsomt og resultatrigt Livsarbejde - men hvilken Tomhed er der ikke blevet i Familien, i hans Vennekreds og i vort Parti. Og man spørger, men uden Svar, hvorfor saa ofte de bedste og braveste skal gaa bort saa altfor tidligt.

Arbejde kunde han, og det var hans Lyst. Men glædes over Nuet i muntert Vennelag kunde han ogsaa - Kammeraterne kaldte ham en Gang den glade Høvl. Der blev festligt i Stuen, naar han sang de Drachmann'ske Haandværkersange eller Overbyes Proletarvise eller nogle - som oftest ret forældede - Revyvers, der imidlertid paany blev friske, naar Christiansen foredrog dem. Megen Tid til at gaa i Teater havde han ikke, heller ikke særlig stor Lyst. Men han huskede godt - ogsaa de Sange, han havde hørt i Ungdommen.

Chr, Christiansen havde det bedste af den gamle Tids Haandværkssvend i sig og havde forenet det med Socialismen, der for ham i første Linje var Respekt for det ærlige Arbejde og dets Mænd. At forme et smukt Stykke Bohave havde i Svendedagene været ham en virkelig Glæde. Propert, retskaffent Arbejde skulde det være At lave et Stykke fagligt, politisk eller kommunalt Arbejde blev ham en lignende Glæde. Han vilde se Resultat af Arbejdet - propert og retskaffent skulde Resultatet være smukt og solidt paa én Gang.

Hans eget Livsløb blev smukt og redeligt Arbejde. Den danske Arbejderklasse vil længe mindes det i Taknemlighed. Vor By, som han holdt saa meget af, har mistet en af sine bedste Borgere, det danske Samfund en af sine bedste Sønner.

F. J. B.

(Social-Demokraten 19. juni 1919).

Borgmester Chr. Christiansens blomstersmykkede Baare. Foto fra Folkets Avis (København) 20. juni 1919.

Chr. Christiansen blev bisat fra krematoriet i overværelse af en menneskemængde som fyldte pladsen foran kapellet. Mindetalen blev hioldt af minister Thorvald Stauning.

Minister Th. Stauning:

Det Dødsfald, der har samlet os om denne Baare, minder os om den Utryghed, hvori vi Mennesker lever.

For faa Maaneder siden betragtede vi Chr. Christiansen som en Mand, der vilde staa urokkeligt langt frem i Tiden og saa kom den snigende Sygdom, der paa saa kort Tid lagde vort Haab og hans Liv øde.

Dot er nu blevet mig, der skal udtrykke de manges Farvel.

Det er med Smerte, jeg her skal sige vor døde Kammerat Farvel og jeg kan kun fattigt udtrykke min Sorg og bringe hans nærmeste den Trøst, hvortil de trænger. Mange Minder om Chr. Christiansen har i disse Dage passeret vor Erindring og alle Minderne har Lysets og Solens og Godhedens Glans, over sig.

Personlig har jeg mange Aars Samarbejde og Venskab med den Afdøde at se tilbage paa, Aar i hvilke Christiansen udfoldede sine Evner, Aar i hvilke han ikke trættedes af et brydsomt Arbejde, men tog sin Part til Fordel for den Klasse, hvorfra han udgik.

Vi har virket sammen i Rigsdag, Borgerrepræsentation, Partibestyrelse og vi har gaaet sammen 1 Livets Skole.

Jeg har de bedste Minder om Christiansen som Raadgiver for andre.

Han tog med Glæde det Arbejde op som skulde gøres i Arbejderklassens eller det hele Samfunds Tjeneste, men stod han ude i Livets Strid, glædede han sig atter til Hjemkomsten, kan hænde, som Bjørnson har udtrykt i et Digt ved en Vens Død, 

"han kendte en eneste Havn Familielivets Forsoner."

De af os som stod ham nær, ved, st han elskede sit Hjem, sin Familie, at han længtes til sin Hustru og sine Børn. Og vi husker ham, naar nan sad i Hjemmets Ro, naar Venner samledes, vi husker hans straalende Øjenpar, der udtrykte Glæde over Hjemmets og Familielivets Lykke - saa sang han sine gladeste Viser, saa delte han Glæden over Livet mod alle, der samledes ved hang Bord.

Men han ejede Hjertets Rigdom og derfor var han Ikke en ensom Mand udenfor Hjemmet. Alle lærte at vurdere Chr. Christiansens Bravhed og Troskab, fra alle Sider lød Deltagelsens Ord, da han forlod os, thi alle vidste, at Chr. Christiansen var loyal og ærlig, grundmuret hæderlig og opfyldt af levende Sans for Almenvellet.

Tabet ramte derfor vidt, men smerteligst ramte det hans Hjem og dernæst den Klasse og det Parti, han tilhørte.

Snedkersvenden, der i de unge Aar blev Kammeraternes Tillidsmand, misbrugte aldrig Tilliden og glemte aldrig det Ansvar han bar.

Trygt lagde hans Klassefæller og hans Parti Opgaver i hans Hænder - vi vidste altid, at de da var i gode Hænder.

Trygt betroedes der vor Ven store Hverv i Samfundets Tjeneste, alle vidste de blev røgtet godt og ikke mindst i de ulykkelige Krigsaar, der stillede saa store Krav til vort lille Land, laste han med praktisk Sans en Række Problemer, der havde den største Betydning for hele vor Bys Befolkning.

Haandværkssvenden fra det lille Arbejderhjem var nu i Kraft af solide Evner og sine Klassefællers Tillid naaet frem til den støre Poet som Borgmester i den By, hvori han var født.

Med aldrig svigtende Interesse varetog han denne Gærning med den dygtige, praktiske Mands Erfaring stod han i Spidsen for væsentlige Dele af Byens Administration, og alle vidste, at han med Hæder vilde magte, hvad der var betroet ham.

Endnu saa ung, endnu saa livsglad, tilsyneladende saa kraftig, stod han midt i sin Gærning, da Sygdommen ligesom et giftigt Slangebid berøvede ham Ungdom, Livsglæde og Kraft - ja ogsaa Livet.

Med dybtfølt Sorg samles Hustru og Børn, Arbejdsfæller og Venner, ved denne Baare, og Sorgen deles af Titusinder, som tillidsfuldt betroede vor djærve Kammerat Varetagelse af deres vigtigste Interesser.

Ingen Trøst evner jeg at yde i Sergen, selv opfyldt af Sorg over det store Tab.

Mindet om Christian vil leve langt ud i Tiden hos os, Mindet om en oprigtig Talsmand for Arbejderklassen vil blive bevaret af det Parti og den Klasse, han tilhørte, og Mindet om en brav Borger i Landets Hovedstad vil leve til sene Tider.

Paa de mange Tusinders Vegne udtrykker jeg da en Tak for vor afdøde Kampfælle Borgmester Christiansens Virken her 1 Livet og en Tak til hans Hustru og Børn for den Lykke, de skænkede ham til Styrkelse af hans Kraft og Vilje.

Nu sover han her i Fred, men udenfor vil den Sæd vokse, som han saaede i sit rige, men altfor korte Liv.

Æret være Christiansens Minde!

Efter en sang af A. C. Meyer talte:

Valdemar Friis er Formand for Snedker og Stolemagernes Fagforening og har som saadan i mange Aar arbejdet sammen med den Afdøde. Han træder nu op paa Talerstolen og siger:

Chr. Christiansen! Her ved din Baare, hvor vi skal sige Farvel til Dig, skal der lyde en Tak fra de danske Snedkere. Du kom til os med din fulde Arbejdskraft og dine store Ævner, og vi trængte til dem.

Vi udnyttede Dig, men Du var lykkelig over, hvad Du evnede at udrette, og vi var glade for alt det, Du gav os.

Du tog fra os for at gaa til Løsningen af større Opgaver, men Du glemte os ikke. Vi danske Snedkere glemte heller ikke Dig, og vi vil altid mindes Dig med Tak og Ærbødighed. Hvil i Fred!

*

Koncertsanger Max Freuler synger nu: Dejlig er Jorden, og derefter bærer københavnske Snedkere Kisten ud af Kapellet, og til Tonerne af Chopins Sørgemarsch defilerer den gennem Fanealléen og forbi hele Følget til den store Ventesal i Stuen, medens alle blotter Hovedet.

Ligbrændingen vil senere Sted. Hans Legeme vil blive Flammernes Bytte, men Mindet om hans Livs Gerning vil vi bevare i [ord mangler, måske trofast?] fast Minde. G. C.

(Social-Demokraten 20. juni 1919. Uddrag).

Chr. Christiansens efterfølger blev socialdemokraten Anthon Andersen. (1869-1936). Han var husmandssøn og udlært bødker, forretningsfører i Bødkerforbundet 1902-1917 hvorefter han var sekretær i De samvirkende Fagforbund 1917-1919. Han blev valgt til Borgerrepræsentationen i 1910, 1917 formand. Han var borgmester 1919-1936 og ligeledes begravet på Vestre Kirkegård.

En gade i Sydhavnen er opkaldt efter ham: Borgmester Christiansens Gade

Borgmester Chr. Christiansen *17. juli 1865. + 13. juni 1919. Hedvig Chrisiansen *18. december 1865. + 31. marts 1950. Rejst af Partifæller. Gravsten på Vestre Kirkegård. Det var ved denne mindesten som Thorvald Stauning i april 1921 skulle have holdt en tale for da hans kone blev påkørt og dræbt af en taxa på Nørresøgade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kokkeskibet "Constance". (Efterskrift til Politivennen)

Briggen Constance blev bygget 1855/56 i Vejle, rigget i Flensborg. Den blev solgt til Kgl Grønlandske Handel som tog det i drift 1857. Efter 48 rejser blev den taget ud af fart 1903.

Ernst Nyrop Larsen: Grønlandske Handels Plads set fra Overgaden oven Vandet. 1907. Kbhbilleder. Ikke beskyttet af ophavsret - public domain.

Efter nogle år blev den solgt, nedrigget og placeret ved Holmens Bro og overdækket. Herefter blev den indrettet som kokkeskole kaldet "Kokkeskibet". 

Den ene halvdel skibets lastrum var omdannet til køkken og undervisningslokale for vordende skibskokke. Den anden Halvdel varr indrettet som et restaurationslokale hvor den varme mad som eleverne tilberedte,  for en billig pris, blev serveret. 

Holmens Kirke og Kokkeskibet.

Allerede i Begyndelsen af Aaret 1908 gjorde en Indsender i "Nationaltidende" opmærksom paa, hvor pietetsløst man handlede ved at henflytte Skibskokkeskolens afriggede Fartøj til Kanalen udfor Holmens Kirke.

Siden da er meget Vand løbet i Stranden, for ikke at sige Kanalen, men Kokkeskibet ligger uanfægtet paa samme Sted.

Enhver, der holder af vor Hovedstad, og som mister, at der værnes om dens Ydre og Minder, maa dybt beklage dette Forhold.

Holmens Kirke er en af Byens ældste og fornemste Kirkebygninger, et herligt arkitektonisk Monument fra Christian IV's Tid, og den ligger paa et af Byens mest maleriste Strøg, vis-Avis et andet Bygningsværk af Rang fra samme Tid, Børsen, og er Genbo til det nye monumentale Christiansborg Slot.

Bagud indrammes Kvarteret af Nationalbankens og Landmandsbankens rene Linier og af Østasiatist Compagnis og Livsforsikringsselskabet Hafnias exotiske Paladsbygninger.

Nyt og gammelt mødes her i Skønhed og Harmoni, og midt i denne Rigdom af Historie og Arkitektur og lige i det smukke Perspektiv, man fra Holmens Bro har over mod Christianshavns med gyldne Linier optrukne Kirkespir, har Havnevæsenet henlagt dette Monstrum af et Kokkeskib, som med sin hæslige Mast, Solsejl m. m. bryder og skæmmer Udsigten fra et hvilket som helst Punkt af Kvarteret.

Med fuld Forstaaelse af Æstetikens Krav er Kirkens Myndigheder ikke vegne tilbage for endog meget betydelige økonomiske Ofre for at bringe noget virkeligt smukt og harmonisk ud det Kirken omgivende Haveanlæg, og Kirkens ejendommelige gamle Kapel vil antagelig ad Aare undergaa en ydre Restauration, der stiller det paa lige Fod med den smukt vedligeholdte Kirke, og som svarer til det monumentale Præg, der efter den nylig med saa megen Smag og Forstaaelse gennemførte indre Ombygning hviler over Kapelsalen.

Ikke mindst af Hensyn til den Ro og Højhed, der bør være knyttet saavel til Kirken, som til det i Kapellet grundlagte Mausoleum for berømte danske Mænd, maa man ønske Kokkeskibet fjernet. Kunde nogen f. Ex. tænke sig Westminster Abbedi med dets Gravmæler over Englands berømteste Mænd udsat for jævnlig at være opfyldt med Lugten af Bixemad lign.? I Holmens Kirkes Kapel hviler Niels Juel og hans Slægt, Tordenskjold, Gade og mange flere; vi har ikke undset os for at give dem en Beværtningsvirksomhed med sammes Ulemper til nærmeste Naboskab.

Havnevæsenet er den Myndighed, under hvem det paagældende Forhold direkte sorterer, og som man havde kunnet vente vilde tage Hensyn til de Røster, der for nu snart 5 Aar siden rejste sig mod dette Arrangement; men med Pietetssans hos denne Myndighed har man altsaa regnet forgæves.

Det Spørgsmaal paatrænger sig uvilkaarligt, hvorfor Forskønnelsesforeningen som Talsmand for Byens Borgere ikke har rørt sig i denne Anledning; dette var dog i Sandhed en Opgave for Foreningen, der - det være sagt til dens udelte Fortjeneste - i sin Tid gjorde et energisk Arbejde for at faa det hæslige Bethelskib fjernet fra Kongens Nytorv. Man skulde tro, at en indtrængende Henvendelse til Ministeriet for offentlige Arbejder vilde have kunnet formaa samme til at foranledige "Skibet" fjernet og henlagt til et mere diskret Sled, f. Ex. den Del af Havnegade, der ligger hen mod Børsbroen; lad da de smaa Skippere - saaledes som de allerede delvis nu gør - lægge til ved "Huggen", hvor nu Kokkeskibet ligger.

En anden Vej, ad hvilken man kunde tænke sig Spørgsmaalet bragt frem, er, om ikke Kirkens Myndigheder med Rette kunde besvære sig over den stedfindende Brug af Kanalen, da det jo ikke kan siges at være uden virkelig Gene for Kirken som saadan, at Vandet forurenes ved Spildevand etc., ligesom det turde være ret generende, at man - med aabne Vinduer - under Gudstjenesten i Kirken er i Stand til gennem en liflig Duft at følge Forberedelserne til Kokkeelevernes lukulliske Maaltider.

Det turde vel endogsaa anses for givet, at Ministeriet paa en Henvendelse i saa Henseende fra de kirkelige Autoriteter ufortøvet vilde give Havnevæsenet fornøden Instrux om at henflytte Anstalten til et mere passende Sted, saa meget mere, som det turde anses for noget tvivlsomt, om ikke Henlæggelsen af Restaurationsfartøjet paa det paagældende Sted mod en Bolværksejers Protest maatte være i Strid med Bestemmelsrrne i Plakat af 2. Maj 1788 om Københavns Kanaler og det under 9. Juli 1897 bekendtgjorte Reglement af 8. Maj f. A. for Ordenens Overholdelse m. m. i Københavns Havn, jfr. Forordning om Havnevæsenets nærmere Regulering af 18. April 1744 og Bekendtgørelse af 24. Februar 1818.

Men hvorom al Ting er, saa bør det ikke i Længden forblive upaatalt, at Havnevæsenet nu ofte for nogle Bolværksafgifers Skyld vansirer et af Byens klassisk skønne Partier. Henstillingen om en Ændring af dette Ford ?? kan under ingen Omstændigheder mødes den snart til Trivialitet brugte Indvending økonomisk uoverkommmelige Ofre.

Vil et Selskab eller Enkeltmand starte et Kokkeskib med dertil hørende Serveringsvirksomhed, saa vær saa god! men maa Byens Borgere bede sig fritagne for, at samme Institution lægger sig midt i et Kvarter, som ved Statens og privates Initiativ er blevet et af Byens skønneste, og med visse Vinde forpester dette med Madlugt lige ned til Højbro paa den ene Side og Niels Juels Statue paa den anden Side.

V. Ekmann
cand. jur.

(Nationaltidende 26. august 1912. 2. udgave)

Børskanalen og Holmens Bro 1911. Skibet længst væk er den tidligere brig fra Grønlandske Handel CONSTANCE (1855-1937), som i mange år lå i Børs kanalen som "kokkeskib". Lastrummet var omdannet til køkken og undervisningslokale for kommende skibskokke. Skibet tættest på fotografen er den lille jagt ARGO tilhørende T. Hansen i Nyord, bygget i Kiel helt tilbage i 1830. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Kokkeskibet "Constance" holder op.

Kokkeskibet "Constance", der igennem de Aar, det har ligget ved Holmens Bro har vundet sig et stort Publikum, skal i Løbet af Efteraaret standse sin Virksomhed, saafremt det ikke lykkes Bestyrer Giørtz at opnaa Bevilling til at drive Foretagendet videre for privat Regning.

Hidtil har Skibet jo som bekendt sorteret under Fællesrepræsentationen for Søfolk, medens Rederiforeningen har stillet Skibet til Disposition for Institutionen.

Det er da ogsaa Direktør Høst fra D. F. D. S., der hidtil har staaet, som den øverste Leder af Foretagendet; men for nogen Tid siden vedtog Fællesrepræsentationen saa at nedlægge Skolen, da man ikke fandt, at den løste den Opgrave, man havde stillet til den m H. t. Skibsfartens Forsyning med Kokke.

Hertil kom endvidere Dyrtiden, og det ene med det andet hidførte Beslutningen om Institutionens Ophævelse.

Hvilket Tidspunkt, dette vil finde Sted er endnu ikke bestemt: men hele Personalet, som bestaar af ca. 30 Mennesket, er bleven varskoet til 1. September.

Paa denne Dag permitteres et Hold udlærte Kokke; men desuden er der en 5-6 Elever, der først skulde have været færdig med Uddannelsen til 1. April, og om disse unge Mennesker maa der naturligvis ogsaa tages en Bestemmelse.

Man kan jo nu engang ikke antage Elever for et Aar for en vis Betaling, og saa kaste dem paa Gaden efter et halvt Aars Forløb.

Imidlertid vil Direktør Høst nok vide at skaffe Udvej for denne Side af Sagen.

For Publikum vil denne Meddelelse om "Constances" Endeligt komme ganske uventet, og der er ingen Tvivl om, at det vil efterlade et stort Savn, saafremt der ikke findes en Udvej til at fortsætte Virksomheden.

Foretagendet er nemlig meget sundt og godt, og man faar et lille Begreb om, hvor stort et Publikum Kokkeskibet har, naar man hører, at der beskæftiges 5 Kokke, 11 Elever, 5 Tjenere og en 6-7 andre Mennesker ved den daglige Drift.

Af disse har Overkokken, Seidelin Hansen, været ansat ved Foretagendet i 8 Aar.

(Folkets Avis - København 2. august 1916).

Madskibet der forsvinder.

Kokkeskibet "Constance"

Det var ikke smaa Forhaabninger, der i sin Tid, da Kokkeskibet "Constance" blev indviet, knyttedes til den Virksomhed, som Fællesrepræsentationen for dansk Søfart her tog op.

Indvielsen skete under meget højtidelige og officielle Former, Idet selveste "Lille-Berg" som dengang var Minister, mødte op i fuld Gala sammen med andre af Statens gæve Mænd. Champagnen knaldede, og Økonom Hassing, som havde undfanget Idéen, havde Grund til at være stolt.

Og i Grunden maatte det erkendes fra alle Sider, at det var en fortræffelig Idé, thi paa Kokkefagets Omraade trængte den danske Søfart unægteligt til adskillige Forbedringer og Reformer.

For nu at faa Afløb for de Spisevarer, der blev tilvirket paa Skibet, fik Hassing Tilladelse til at sælge Maden til Publikum til meget billige Priser.

Fra Restaurationsorganisationerne blev der protesteret meget kraftigt mod denne "Smudskonkurrence", men som Tiden gik, døde ogsaa Modstanden bort.

Imidlertid var der enkelte indenfor Institutionen, som øjnede en vis Forretning, og det tilførte en mindre Revolution, hvorved Hassing og Direktør Andersen fra Rederiet "Carl" trak sig tilbage.

Siden da har Skibet været drevet som almindelig Restauration, omend her, som nævnt I Gaar, stadig har været drevet en vis Kokkeundervisning. dog ikke i den Stil og paa den Facon med Foredrag og lign., som oprindelig var Meningen.

Som Restauration blev Skibet snart meget populært, dels for sin gode Mad og dels for sine billige Priser, og der er sikkert mange, der vil komme til at savne den gamle "Constance", hvis hun nu skal "kaste" Landgangsbroen og atter paa paa Langfart, som det vistnok er Meningen, "hun" skal.

Til Slut skal vi som en Kuriositet nævne, at det er her om Bord paa Kokkeskibet, at Nationalretten "Biksemad" blev opfundet og fik Navn, hvorpaa den er gaaet sin Sejrsgang gennem Landet som "Gullasch"ens Afløser.

Efter hvad vi erfarer, er det Meningen, at de 5-6 Kokkeelever, som ikke har udstaaet mere end deres halve Læretid, vil faa tilbudt Pladser om Bord i "Det Forenede"s Skibe, saafremt de maatte have Lyst til at tage imod Tilbudet.

(Folket Avis - København 3. august 1916)

Skal Kokkeskibet "Constance" fjernes?

Havnedirektøren anbefaler at man lader Skibet ligge.

Som tidligere omtalt har "Fællesrepræsentationen for Skibsfart", der hidtil har drevet Kokke-Skoleskibet "Constance", den 1. November opgivet Driften, idet man ikke fandt dels Betydning som Uddannelsesskib for Kokke tilstrækkelig stor til at opretholde det. Man har derfor solgt Skib og Inventar til den hidtidige Leder. fhv. Hovmester Gørtz, som derefter har drevet det for egen Regning, væsentlig som en billig Restaurant, men dog tillige som Skoleskib for unge Kokke. 

Nu har imidlertid Marineministeriet som Patron for Holmens Kirke ønsket "Constance" fjernet. Man har dels klaget over, at det delvis aftakkede Skib skæmmede de historiske Omgivelser - og denne Opfattelse er tiltraadt for Foreningen til Københavns Forskønnelse. Tillige har man klaget over, at Bøf og Løglugt fra Skibet trængte ind i Holmens Kirkes Sakristi og generede dem, der opholdt sig her. Resultatet af disse Anker er blevet en Henstilling til Havnebestyrelsen fra Marineministeriet og fra Ministeriet for offentlige Arbejder om at faa "Constance" fjernet.

Havnedirektøren, som har faaet disse Skrivelser til Erklæring, ønsker imidlertid ikke at fjerne Skibet. Han siger i sin Skrivelse til Havnebestyrelsen, at han ikke kan anerkende, at Skibets Nærværelse er særlig skæmmende, og med Hensyn til Lugten siger han, at der "kan peges paa andre Fremtoninger i Nærheden af Kirken, der maa anses for nære skæmmende for Omgivelserne". Desuden har den nuværende Ejer af "Constance" erklæret at være rede til at foretage forebyggende Foranstaltninger mod Lugten.

Endelig slutter Havnedirektøren sin Skrivelse med at udtale, at det paagældende Stykke Kajmur ikke egner sig til lastede Fartøjer og at han af Hensyn til Skibsrestaurantens Formaal: Uddannelse af Elever og Levering af billig Mad samt under Hensyn til den gode Orden, som altid har været til Stede, vil sætte Pris paa, at Virksomheden kan fortsættes paa samme Sted, i al Fald foreløbig, og at man svarer Ministeriet i Overensstemmelse hermed.

Kokkeskibet bliver liggende.

i Havnebestyrelsens Møde i Formiddags anbefalede Generalkonsul Johan Hansen, støttet af Direktørerne Tuxen og Heilhuth, at man snarest søgte Skibet fjernet fra sit nuværende Stod, medens Fabrikejer Alfred Benzon, Direktør Colding og Havnedirektøren talte for at lade Skibet blive liggende. Alfr. Benzon fandt ikke, at det var nødvendigt af æstetiske Hensyn at fjerne Skibet, heller ikke naar Slottet en Gang blev færdigt. "Jeg tror desværre, at det til den Tid vil være rart, om Ens Øjne kunde blive draget hen paa noget andet."

Ved Afstemningen stemte Borgmestrene Marstrand og Jensen, Grosserer Stilling-Hansen, Ingeniørerne Prior, Foss og Rump, Fabrikejer Alfr. Benzon og Grosserer Colding for, at Skibet blev liggende. Imod stemte Generalkonsul Johan Hansen, Grosserer Holger Petersen, Direktør Heilbuth, Depertementschef Busck-Nielsen og Direktør Tuxen.

(Nationaltidende 15. december 1916. 2. udgave)

Københavns Havnebestyrelses Møde idag.

Idag var Bestyrelsen beslutningsdygtig. 

Havnebestyrelsen har i Formiddags holdt Møde, Medlemmeme var denne Gang mødt næsten fuldtallig.

Den eneste Sag paa Dagsordenen, som fremkaldte nogen videre Debat, var Spørgsamaalet om 

Kokkeskibet "Constance"s Flytning

fra Kanalen udfor Holmene Kirke til Christianshavns Kanal, umiddelbart udfor Børnehusbroen. Skibet har som bekendt i denne Tid skiftet Ejer, og Havnedirektøren har derfor ment, at Tiden nu var inde til at faa Skibet fjernet fra sin nuværende Plads. Som det vil erindres var dette alvorligt paa Tale allerede i 1916.

Formanden, Overpræsident Jonquiéres meddelte, at der var indkommet en Henvendelse fra Dansk Restauratørforening, som af flere Grunde anbefalede, at Skibet blev liggende paa sin nuværende Plads.

Debatten aabnedes af Borgmester Jensen, som ikke kunde stemme for Flytningen. Hvis det havde været nødvendigt at fjerne Skibet for at skaffe mere Bolværksplads i Havnen, havde Sagen stillet sig anderledes, men herom var der ikke Tale. Tilbage blev det æstetiske; er det smukkere at se paa Vandet uden Skib eller med Skib?

Havnedirektør Borg fik derpaa Ordet, idet han bl. a. udtalte: Tidligere blev Skibet benyttet som UddanneIsessted for Kokke, men Kokkeuddannelsen er nu en ren Bivirksomhed, det principale er Restaurationsvirksomheden. Jeg har konfereret med Dampskibsrederiforeningen, som har erklæret, at Skibet ikke længere har Betydning som Uddannelseeskib for Kokke, der iøvrigt lige saa godt kan uddannes paa Land. Den nye Ejer af Skibet har Ikke ytret Spor af Modstand mod at faa anvist Plads et andet Sted i Havnen, han er tværtmod glad og fornøjet derved. For Rigsdagsmændene og Tjenestemændene i Ministerierne har Restaurationen ikke længere nogen Betydning, efter at Rigsdags-Restauranten er aabnet. (Ingeniør Rump: Den er ikke aaben hele Aaret.

Generalkonsul Johan Hansen vilde have Skibet fjernet. Der er ikke den fjerneste Grund til at have det liggende paa det nuværende Sted.

Ingeniør Rump var af den modsatte Opfattelse. Der er mange Mennesker, bl. a. fra Ministerierne, som søger Restaurationen ombord paa Skibet, fjerner vi Skibet, vil vi bringe disse Mennesker i Forlegenhed.

Havnedirektøren gentager, at som Kokkeskib har "Constance" Ingen Betydning. Skal Spørgsmaalet ses udelukkende fra et Reataurations-Synspunkt, da bør Skibet helt fjernes fra Havnen, som ikke bør paaføre Byens næringsdrivende Borgere Konkurrence. Havnedirektøren siger paany, at den nye Ejer gerne vil flytte.

Apoteker Benzon havde ikke det Indtryk af Havnedirektørens Skrivelse, at den nye Ejer gerne vilde flytte. Der er i denne Sag tre Hensyn at tage: Hensynet til Uddannelsen af Kokke, Hensynet til det Publikum, som søger Restaurationen og endelig æstetiske Hensyn, som Borgmester Jensen var inde paa.

Borgmester Jensen bemærkede til Havnedirektøren, at det foreliggende Spørgsmaal om Skibets Flytning ikke var en Sag mellem Havnedirektøren og Restauratøren. Der er ogsaa en Omverden, man maa tage Hensyn til.

Konsul Henius sluttede sig til Havnedirektøren, og efter at Generalkonsul Joh. Hansen atter havde udtalt sig mod, at "Constance", der ikke var noget Skib, men en Madkasse, blev liggende, skred man til Afstemning.

Med 7 Stemmer mod 3 (Borgmester Jensen, fhv. Borgmester Marstrand og Ingeniør Rump) sluttede Havnebestyrelsen sig til Havnedirektørens Indstilling, hvorefter Skibet vil blev anbragt i Christianshavns Kanal.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 6. oktober 1922)

Kokkeskibet "Constance" flyttet.

"Constance" passerer Børsbroen.

I Gaar Eftermiddags forlod den gamle Grønlandsfarer "Constance", der nu mange Aar har gjort Tjeneste som Kokkeskib, sin Plads ved Holmens Kirke, og satte, bugseret af "Bien" Kursen mod Kristianshavn.

Flytningen skulde egentlig være foregaaet allerede for et par Morgener siden, men da var Vandstanden ikke høj nok i Kanaler: "Constance" stikker nemlig 9 Fod! Men i Gaar Middags gav Havnevæsenet Ordre til, at Skibet skulde være klar til Afgang Kl. 3. Al Servering blev saa afbrudt og paa det fastsatte Tidspunkt kom saa den lille Bugserbaad "Bien", og under stor Opmærksomhed fra de mange Tilskuere gled "Constance" ud fra Bolværket, gennem Børsbroen og Knippelsbro og hen ad Langebro til. Her gik den ind i den lille Kanal ved Sukkerhuset og svingede saa ind i Kanalen ved Overgade. Helt op til Børnehusbroen blev den trukket, men her lagde den sig efter en god Times Forløb til Ro ved Christianshavns Torv. hvor den fyldte mægtigt op i Kanalen og løvrigt henlaa i Mørke. Da Forbindelsen med de elektriske Kabler først er bragt i Stand i Dag.

Saa hurtigt gaar det nok ikke mod Telefonen, som Skibet efter Sigende maa undvære indtil Automatbetjeningen paa Amagercentralen er i Orden.

Men derfor gaar Restaurationen lige godt paa "Kokkeskibet, selv om Publikum'et vel nok nu bliver noget anderledes end paa det gamle Sted.

(Aftenbladet (København) 9. november 1922)

Kokkeskibet i Christianshavns Kanal.

Kokkeeleverne paa Skoleskibet "Constance".

I Aften afholdes den aarlige Eksamen paa Kokkeskibet "Constance", og atter sendes saa en halv Snes unge Mænd ud, parate til at tage fat paa Kokkegerningen og vel udrustede hertil. Chefen, Hr. Selding, har været dem en lige saa bestemt som god Læremester.

Desværre ved ingen, hvor længe denne nyttige Kokkeskole kan bestaa.

Hele den pekuniære Situation blev nemlig i betydelig Grad forringet, da "Constance" blev flyttet fra Holmens Kirke til Christianshavn. Salget gik mægtigt ned, men Folkeholdet er det samme, og da der ikke er Statstilskud, kan enhver forstaa, hvordan Stillingen er.

Skibet burde aldrig, hævdes det, være flyttet fra sin første Ankerplads, hvor det havde en stor, fast Kundekreds, og hvor Uddannelsen af Kikke kunne foregaa under faste, trygge Former, uden Frygt for, hvad Fremtiden maatte bringe.

(Aftenbladet (København) 5. september 1923)

I 1933 blev skibet solgt til osteskib. Skibet var stadig oplagt ved Christianshavns Torv som salgsbutik, ifølge Aftenbladet 5. september 1933.

"Constance" var stedet for den første egentlige kokke og tjeneruddannelse. Indtil da skete det mest ved at man arbejdede sig op fra opvasker via forskellige funktioner i køkkenet og restauranten. 1922 godkendte Undervisningsministeriet undervisningen, og kokke- og tjenerfaget blev håndværksuddannelser med lærlingestatus. Pladsmangel på "Constance" betød at skolen 1922-1966 var på Teknologisk Institut. Hvorefter den flyttede til Kongedybet på Amager Restaurantindustriens Lærlingeskole.

Fra 1980 foregik undervisningen i Kødbyen på Vesterbro. I 1988 åbnede skolen en uddannelse til ernæringsassistent med fokus på at lave bedre måltider til fx børn, syge og ældre i offentlige institutioner. 

Hotel- og Restaurantskolen flyttede 2010 til Aller Medias tidligere hovedsæde på Vigerslev Allé i Valby. Dagligt er der 1.200 elever og kursister på skolen, der samlet benyttes af 6.000 personer om året. Medarbejderstaben i 2015 bestod af cirka 180 ansatte.

Frands Vilhelm Ferdinand Ahlefeldt Øllgaard (1856-1911). (Efterskrift til Politivennen)

Frands Vilhelm Ferdinand Ahlefeldt Øllgaard (1856-1911). Søn af sognepræst Niels Rasmussen Øllgaard (1812-1900) og Sophie Christine Meyer (1821-1898). Farfaren Nicolaj Esmark Øllgaard var biskop i Viborg Stift. Gift i 1895 med Louise Frederikke Holm (1868-). Frands Øllgaard blev uddannet ingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt i 1878. Herefter arbejdede han som ingeniør ved anlægget af Køge-Fakse jernbanen og ved Københavns søforter. Fra 1880 til 1884 arbejdede han i Frankrig med jernbaner og konstruktion af kanaler. Han blev ansat ved Københavns Havnevæsen i 1884. I 1886 blev han ansat i Københavns Vandforsyning, viceinspektør i 1893 og vandinspektør i 1895. Blandt Øllgaards ingeniørarbejder er det nu nedlagte vandværk ved Borups Alle, Thorsbro Vandværk i Thorslund og højdereservoiret på Brønshøj Bakke. På P. S. Krøyers maleri Industriens Mænd (1904) er Øllgaard placeret på balkonen til venstre, helt yderst til højre.

Københavns første vandinspektør (1. januar 1858) var L. A. Colding, samme år stadsingeniør. Herefter fulgt V. E. Poulsen til 1883, I. C. E. H. Schønheyder (død 1894), og Øllgaard fik embedet. Fra 1. januar 1902 blev han direktør for Vandforsyningen.

Vanddirektør Øllgaard jubilerer.

1. Februar 1886-1. Februar 1911.

Idag for 25 Aar siden blev Vanddirektør Øllgaard ansat ved Københavns Vandvæsen som teknisk Fuldmægtig og har i den Tid han har arbejdet under Vandvæsenet, haft en saa betydelig Indflydelse paa dettes Udvikling og i saa høj Grad gjort sig fortjent af denne vigtige Gren af Hovedstadens Hygiejne, at Byens Borgere med Tak bør mindes den Dag han ansattes.

Daværende Ingeniør Øllgaard mødte til sit nye Embede med en fortrinlig Uddannelse, erhvervet baade herhjemme og i Udlandet, og ansaas med Rette for en betydelig teknisk Dygtighed allerede for 25 Aar siden.

Som ung polyteknisk Kandidat arbejdede han med ved Faksebanens Anlæg og ved Københavns Søbefæstning, hvorefter han rejste udenlands og fik Ansættelse først ved "La compagnie des chemins de fer de l'Est" i Frankrig og senere som fransk Statsingeniør blev Souschef de section ved Kanalanlæget mellem Schelde og Maas. Efter sin Hjemkomst var han en Tid red Havnevæsenet, før han traadte i Vandværkets Tjeneste. Her har han saa virket siden, men sin gamle Kærlighed til Havne-Ingeniørvidenskaben glemte han ikke og var med til den store Konkurrence om Frihavnsprojektet 1888-89. Sammen med nuværende teknisk Direktør Brodersen paa Frederiksberg fik han her 2den Præmie. I 1895 alløste han Schønheyder som Vandinspektør, eller som han nu i de sidste Aar har heddet: Vanddirektør.

I hans Funktionstid er hele det store Anlæg ved Thorsbro ude ved Taastrup blevet til, og Hovedstadens Vandforsyning hor for en uoverskuelig Fremtid faaet en tilstrækkelig Forøgelse af frisk Kildevand. Ved en Overenskomst med Frederiksberg er denne for vort Drikkevand saa betydningsfulde Tilførsel yderligere sikret, og nu er man i denne Tid beskæftiget med under Vanddirektørens Ledelse ude paa Brønshøj Bakke at anlægge et efter de nyeste Principer hygget Højde-Reservoir, for at ogsaa hine fjerne Bydele kan faa en regelmæssig og rigelig Vandforsyning. Men ikke mindst skylder vi Vanddirektøren Tak for den fortrinlige Maade, hvorpaa W. C.- Systemet er blevet praktiseret her i Byen. Enhver, der har oplevet dc skrækkelige Tilstande i andre Byer, hvor den samme Institution blev indført, vil vide, at København er sluppet ualmindelig let fra Begyndelsesvanskelighederne, og herfor har Vanddirektøren sin Del af Æren.

Jacob.

(Riget (København) 1. februar 1911).

Om Thorsbro Vandværk, se Vandringsløse Tidende 2. februar 2014.

Dødsfald.

Direktør F. V. F. A. Øllgaard. 

Født 27de Febr. 1836. Død 1ste April 1911. Sent i Lørdags Aftes er Direktøren for Kjøbenhavns Vandvæsen, F. V. F. A. Øllgaard, i en Alder af 55 Aar afgaaet ved I)uden paa Professor Schous Klinik, hvor han havde ladet sig indlægge for en Underlivslidelse.

Direktør Øllgaard, der var polyteknisk Kandidat fra 1878. virkede først som Ingeniør ved Baneanlæg, i Aarene 1882-84 var han i fransk Statstjeneste og derefter 1884þÿ  86 Ingeniørassistent ved Kjøbenhavns Havnevæsen. Den 1ste Februar1886 ansattes Øllgaard som teknisk Fuldmægtig ved Kjøbenhavns \ andværk. hvor han avancerede" til Yiceinspektør i 1893. Efter Inspektør Schønheyders Død i 1894 overtog Øllgaard Embedet som Vandinspektør og fra 1901 Stillingen som Direktør for Vandforsyningen.

Kjøbenhavns Kommune mister i Direktør Øllgaard en dygtig og indsigtsfuld Embedsmand, hvis Fortjeneste af Hovedstadens Vandforsyning ikke kan værdsættes højt nok. Under hans Ledelse foreloges de omfattende Boringer og Undersøgelser i Lille Vejleaadalen, der førte til, at Kjobenliavns Kommune erhvervede sig et nyt Vandindv indingsarea I, hvorfra der nu daglig gennem Vandværket ved Thorsbro føres 125,000 Tdr. Vand ind til Hovedstaden, hvad der dog kun er Halvdelen af den Vandmamgie, der kan indvindes fra Thorshroanlæget, som er forbundet med Sondermarksbassinet ved en 2½ Mil lang Betonledning.

Forinden dette storstilede Anlæg loges i Brug, var der foretaget en anden og meget omfattende Udvidelse af Vandforsyningen ved Opførelse al Vandværket ved Borups Allé, der stod færdigt i 1903.

Det sidste store Arbejde paa Vandforsyningsomraadet, hvortil Direktør Øllgaards Navn vil være knyttet, er Opførelsen af det dominerende Højdereservoir ved Brønshøjbakkegaard. der allerede var planlagt samtidigt med Thorshroanlæget. Dette nye Anlæg, hvortil knytter sig den vigtige Overenskomst om Vandforsyningen paa Frederiksberg, danner foreløbig for en længere Aarrække Afslutningen paa de med saa megen Forudseenhed planlagte Udvidelser af Hovedstadens Vandforsyning

Direktør Allgaard var en personlig elskværdig Mand, og med den sikre Dygtighed og Arbejdsevne, han var i Besiddelse af, mister Kjøbenhavns Kommune en Embedsmand, hvis Plads det vil være vanskeligt at udfylde.

Direktør Øllgaard der den 1ste Februar fejrede 25 Aarsdagen for sin Ansættelse i Kommunes Tjeneste, blev ved Vandværkets jubiilæum ifjor udnævnt til Ridder af Dannebrog.

I Anledning af Dødsfaldet flagedes der paa halv Stang fra Vandværksbygningen i Vester Farimagsgade.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 3. april 1911)

Jordefærd

Direktør Øllgaard

jordedes igaar under stor Højtidelighed fra Frue Kirke. Kisten var skjult under et overvældende rigt Blomsterflor.

I Følget var bl. a. til Stede: Borgmester Marstrand, Konferensraad Øllgaard, Belysningsdirektør Windfeld-Hansen, Formanden for Kommunalbestyrelsen, Overretssagfører Becker, Næstformand for Travselskabete, Proprietær Lind, Havnebygmester Møller, Stadsingeniør Brodersen, General Rohde, Generaldirektør for Statsbanerne Ambt, Raadmand Philipsen, Prof. C. C. Jessen, Arkitekt Voldby, Ingeniørerne Rump og Werner, Smedemester Seifert, Skattedirektør Molde, Trafikbestyrer Seemann, Direktør Ludvig Christensen, Stadsarkitekt Wright, Telegrafdirektør Meyer, Borgerrepræsentant Kornerup-Koch, Stadsingeniør Voigt, Direktør Winsløv, Kontorchef Berggreen, Branddirektør Lisberg, Direktør Ivar Knudsen, Ingeniør Sven Koch og Oldermand for Blikkenslagerlavet Harald Steenberg.

Efter en Salme talte Stiftsprovst Hoffmeyer og skildrede den afdøde som en Mand, der trofast og bramfrit havde udført sin Gerning. Selv om han fik Lykke til at udrette meget, vilde han dog sikkert have udrettet endnu langt mere, dersom hans Livsbane ikke saa tidligt var blevet afbrudt.

Under Afsyngelsen af et "Farvel" bares Kisten ud af Kirken af Embedsmænd ved Vandvæsenet.

Jordfæstelsen fandt sted paa Vestre Kirkegaard.

(Riget (København) 9. april 1911).

F. V. F. A. og Louise Frederikke Øllgaards gravsten på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nicolai Reimer Rump (1834-1900). "Prygleloven"s Forgænger. (Efterskrift til Politivennen)

N. R. Rump var efter sin juridiske embedseksamen 1859 blevet ansat i det slesvigske ministerium. Efter krigen 1864 hvor ministeriet forsvandt, blev han manuduktør. 1866 sorenskriver på Færøerne. 1871-1886 var han borgmester, byfoged og byskriver i Korsør. Rump er omtalt i adskillige andre indslag på Politivennen Live Blogging.

Fra Rumps politimestertid i Korsør før 1871 var han kendt for aktivt at støtte Højre. Korsørvælgere blev transporteret til Slagelse hvor de marcherede med faner og musik ind i byen, drak sig fra sans og samling på Højres regning og indledte slagsmål og spektakler. Rump marcherede i spidsen for disse optog. Hvis oppositionen valgt, indledte Højres vælgere ofte slagsmål og optøjer. Selvom Rump ikke deltog i disse optøjer, skete de i hans politimester tid hvor Korsør var berygtet for fanatisme og brutalitet. I 1876 spiste han belejligt middag med Slagelses politimester på hotel Postgården og forblev ved måltidet mens optøjerne fandt sted. Aviserne som hovedsagelig var partiske til fordel for Højre, berettede ikke om disse hændelser. 

Da de politiske vinde senere skiftede side i Korsør til Socialdemokratiet i 1913, kunne man læse følgende erindring om Rumps storhedstid i Korsør. En lidt bitter Venstre-mand beskriver her hvordan Højres politik overfor Venstre førte til at "socialisterne" i Korsør overtog magten:

Byraadsvalget i Korsør.

---

Saadan skifter Tiderne! Da Tauber i 1872 første Gang for Alvor rejste Venstres Fane i denne Valgkreds, fik han 12 Stemmer fra Korsør. Da T. stillede sig sidste Gang her i Kredsen 1879 var hans Stemmetal i Korsør dalet til 2, en foruden Glarmesteren, om hvis Død der dannede sig vilde Sagn. Med den haardeste og mest brutale Haand, som overhovedet kendtes - og der var mange haarde Hænder i de Tider - blev enhver frisindet Ytring kvalt, enhver Oppositionsmand knækket og knægtet, hvor det var muligt. En uskyldig Jernbaneassislent blev forflyttet mod sin Villie, fordi han var set læsende i en Sociologi, som en af Lederne forvekslede med Socialisme. Naar Oppositionens Førere passerede Byen, var de ikke sjældent Genstand for raa Demonstrationer. Holdt Venstre Møder, blev der først serveret Punch for Arbejderne, og naar saa Hr. Borgmester Rump i Uniform (!) dirigerede, blev Venstres Talere peben ned og maatte være glade til ved at slippe med det. "Referaterne" af deres Udtalelser var lige saa langt fra Virkeligheden som Himmelen fra Jorden. Endnu saa sent som 1892, da Sagfører Bentzen og Redaktør Jensen efter Indbydelse holdt et privat Møde med Aktionærerne i Arbejdernes Fællesbageri Aftenen for Valget, indfandt Politibetjent Vind sig ved dette, først "for at undersøge Bageriet", dernæst pukkende paa "Politiets Ret til at overvære alle Møder"! Kun ved alvorlig Forestilling om. at der vilde blive klaget, hvis han krænkede Foreningsretten, tøflede han hjem til sin Borgmester for at søge Trøst; men han kom dog ikke igen. Det Aar delte Korsørtoget sig for første Gang, idet 40-50 Vælgere rejste for sig selv og stemte paa Venstres Kandidat. Hidtil var disse Fællestog lige saa mange Højrestemmer som der var Mand, og man var meget liberal med at eftergive Fattighjælp foran et Valg. I Spidsen for Toget gik Hr. Rump, og til en Smædevise for Venstre marscheredes der til Frokost i Industriforeningen og senere ned i Ridehuset. Den, der skriver dette, har set Hr. Rump overrække Hr. Tauber et Eksemplar af en saadan paa Valgtribunen. 1876 forsøgte man at banke Bønderne af Raseri over Valgets Udfald; men det gik ikke. Bønderne vendte ikke den højre Kind til; de foretrak at slaa igen. Slagelse Politi (det gamle) forduftede, og Byens Politimester stod netop ved Højres Gilde og talte om et godt Forhold mellem By og Land. Saa han var jo ogsaa forhindret.

Saadan var vore Vilkaar, og saadan var de andres.

Vi er ikke skadefro, og vore Meningsfæller i Korsør har glemt gammelt Nag og stemt og virket for Borgerlisten. Fra et almindeligt Borgerstandpunkt er den skete Udvikling beklagelig. Men - om man havde været mindre haardhændet mod Venstre dengang, da var vist adskilligt anderledes nu. Kolding er et Eksempel herpaa. Man var anderledes hensynsløse overfor dem, man burde have støttet, end man har været det mod Socialdemokraterne. Af den Sæd er der vokset en Høst, som bjergedes i Gaar.

Det gamle Højreregimente i Korsør er færdigt og kommer aldrig mere til Magten. 

---

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. marts 1913. Uddrag).

Bemærkningen om jernbaneassistenten hentyder til en afskediget jernbaneassistent Holst som havde søgt oprejsning pga. begrundelsen for afskedigelsen: at have drevet politisk agitation. Rump skulle som borgmester i Korsør have angivet ham. Herefter var han blevet forflyttet fra Korsør til en ringere stilling i Masnedsund efter angivelse af redaktøren af "Korsør Avis". Sagen kom op i Folketinget i januar 1884. Her afviste indenrigsministeren at Rump havde fremsat anmeldelse, og at han ad andre veje havde fået at vide at Holst agiterede mod forsvarsadressen - hvorved han var "kommet på kant med en del af befolkningen i Korsør". Forflytningen til Vordingborg var blot sket for at beskytte Holst! På trods af det vedtoges indstillingen dog med 64 stemmer mod 8. 

Rump var tilhænger af Estrups gendarmerilov fra 1885 - han mente at kun tiggere, løsgængere, vagabonder og forbrydere kunne være imod. En argumentation som ikke er ukendt i diktaturstater. Venstre påpegede da også den reelle hensigt bag korpset. Og korpset opnåede aldrig at blive populært, tværtimod forbitrelse.

Kort efter Rumps tiltræden som amtmand i Hjørring i 1887 afslørede Social-Demokraten horrible forhold på tvangsarbejdsanstalten i Korsør under Rumps borgmesterperiode. Se de særskilte artikler om dette. Bl.a hans behandling af de fattige på Korsør Tvangsarbejdsanstalt blev beskrevet som brutale, bl.a. med prygl efter borgmesterens ordre, ofte overværet af ham selv. På den lange bane betød det at der kom nye regler for fattiges behandling, således at Folketinget forbød opsynets ret til at give fangerne rotting. Dette beklagede Rump, og udtalte ved den lejlighed at "Sådanne fyre skal have prygl" .

Maler, tegner Alfred Schmidt (18581938). Blæksprutten 1899. "Tror Herren, det kan nytte mere i Dag?" Udslidt trækhest og politikere. Alfred Hage kommer kørende ind i byen på sin hestevogn som trækkes af et gammelt, svedigt og træt øg. Her møder han konseilspræsidenten (Hørring). Undertekst: - - Atter igaar var Konseilspræsident Hörring i travl Virksomhed med at finde den manglende Justitsminister. Resultatet blev desværre det samme som de foregaaende Dage - -

Rump blev valgt til Landstinget, fra 1894 kongevalgt. 1896 efterfulgte han den estrupske justitsminister Nellemann og minister for Island 1896-1899 i Højre-regeringerne Reedtz-Thott (1894-1897) og Hørring (1897-1900). Hørring havde problemer med at finde folk der var villige til at sidde i regering. Rump havde betænkeligheder (bl.a. fordi han skulle efterfølge Nellemann, Estrups tro følgesvend siden 1875). Det var ikke de store ting der blev vedtaget i hans embedsperiode.

 

Hvem er Justitsminister Rump?

Højre har altsaa bedt Hr. Rump om en Forandring i Retsplejen og en anden Ledelse af vort Politi.

Hvem er denne Hr. Rump, som skal være Københavns frelsende Engel, og som Højres Vælgerforening ønsker, at vi alle stal vise den største Tillid?

Til dette Spørgsmaal svarer vi følgende :

Hr. Rump er ikke Manden for at kunne fremme en Ordning, der forener Hensynet til Retssikkerheden med "den Enkeltes Krav paa at sikres mod vilkcarlig Behandling".

Før Hr. Rump blev Justitsminister og for han blev flyttet "norden for Lov og Ret", som Amtmand i Hjorring, var han en Tidlang Politimester i Højreravnekrogen Korsør. Hans Virksomhed dernede er falden sammen med de ulykkeligste Dage for Lemmerne paa "Korsør Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt".

Forholdene paa denne Anstalt omtaltes i "Social-Demokraten" i 1888. Vi skrev den Gang en Række Artikler om Fattiggaards- og Forsørgelsesforholdene her hjemme, og den første af Artiklerne beskæftigede sig med Anstalten i Korsør. Hernede var Tvangsfanger og Fattiglemmer blandet mellem hverandre, og Behandlingen af disse Stakler var umenneskelig, kendt og berygtet over hele Landet. Lemmerne havde det værre end Tugthusfanger, idet Arbejdet var meget strængt og Føden ussel, medens Prygl derimod uddeltes i rigelige Portioner.

Og for Pryglene stod den Korsør Borgmester, Hr. Landsthingsmand Rump, som øverste Chef. En tidligere Inspektor paa Anstalten stod ikke i Yndest hos Hr. Rump, efter Sigende fordi han ikke var stræng nok overfor Lemmerne. Han kunde ikke lide at anvende Prygl, hvorimod Hr. Rump anfaae denne Behandlingsmetode for udmcrrket. Om det var af den Grund, at han saa ofte overværede Uddeling af Rotting paa Anstalten, er ikke godt at sige. men Faktum er, at han ofte var til Stede. Det var vitterligt for enhver, at Borgmester Rump ingen Smærte følte, hver Gang han, som Retsarvighedens Haandhaver, diklerede en eller anden Stymper en Dragt Klo og saae Dommen blive eksekveret paa staaende Fod. Tojet af lige til den bare Skjorte, et Par Mand til at holde Fyren og stramme Ryggen og saa flog man los saa godt som paa den bare Ryg as Hjartens Lyst.

Det var nu endda kun den officielle Uddeling af Prygl. Den gik dog efter en Art "Lov og Dom", var det end saa sin Sag dermed; men saa havde man ogsaa en mere privat Afbankning, der henhorte under en endnu hurtigere Retsforsolgning.

Hr. Rump opfordrede nemlig ofte Opsynsperfonalet til, naar en af Lemmerne gjorde Vrøvl eller der paa anden Maade var noget i Vejen, bare at give ham en god Dragt Prygl.

Den Slags demoraliserende Ordrer fra den øverste stedlige Myndighed har selvfølgelig ikke undladt at sætte dybe Spor hos det overordnede Opsynspersonale. Og Følgen blev en raa og i høj Grad uforsvarlig Behandling af Lemmerne ved enhver Lejlighed. En anset, bosiddende Mand fortalte i den Anledning en oplysende Historie, som passerede i Korsør, da Hr. Rump var Borgmester dernede. Han gik en Vinterdag tilligemed sin Hustru, en Ven, der er Købmand, og dennes Hustru en Tur uden om Byen. Paa en Vej bag Skoven traf de paa en Betjent og en Karl fra Anstalten, der lige havde anholdt en af Lemmerne, som samme Dag havde absenteret sig. Det var aldeles oprørende, fortalte han, saa disse to Lovens Mænd hamrede løs paa den ulykkelige Desertør med deres Stokke. Saa umenneskeligt var det, at de alle fire fandt sig beføjede til at give deres Harme og Indignation Luft. Naturligvis uden Resultat. Den samme Mand fortalte om Karlen, at han ikke kunde udholde at være paa Anstalten, fordi han ikke kunde være haard nok mod Lemmerne og ikke var i Stand til at opfylde Ordren: Prygl ved det mindste Ord, de mukker eller svarer igen.

Hr. Rump var den øverste Myndighed paa dette Sted. Hr. Rump anbefalede Prygl for et godt Ord. Og denne Mand, som ikke forhindrede Tilstande, under hvilke Vilkaarlighed og Raahed gik i Svang, ønsker man skal fremme Retstilstandene her i Landet, specielt bidrage til Omordningen af Københavns Politiledelse.

Vi antager, at Borgerne vil bede Vorherre bevare sig for Hr. Rumps Indgriben og ønsker ham væk tilligemed det fordærvelige Retssystem, han mere end de fleste har holdt Haanden over.

(Social-Demokraten 8. august 1896).

Fotograf Lars Peter Rasmussen: N. R. Rump (1834-1900), ægtefælle Helene Sophie Rump, født Olrik (1830-1899). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grundlaget for Rumps "Pryglelov"

"Berlingske Tidende" indeholdt i Aftes følgende:

"Sikkerheden paa Kjøbenhavns Gader. Af falske Meddelelser i flere Blade om, at Røverier efterhaanden stulde være blevne ret hyppige her i Staden, tog vi nylig Anledning til at fastslaa, at der overhovedet ikke i meget lang Tid har fundet et virkeligt Røveri Sted i København, samtidig med at vi eksempelvis paaviste, hvorledes en ganske ubetydelig og langtfra allarmerende Begivenhed i oppustet og udpyntet Tilstand var gaaet igennem en Række Blade.

Der synes i det hele i den senere Tid at være en vis Tendens til at fremstille Forholdene paa Københavns Gader som særlig usikre.

Et særrlig fremtrædende Eksempel herpaa frembyder en Meddelelse, der for godt en Uges Tid siden indeholdtes i adskillige Blade. Under Overskrifter som "Overfaldet". "Bølleoverfald!" o. fl. beskreves, hvorledes en yngre Person den foregaaende Nat var fundet liggende i Istedgade med et dybt Hul i Hovedet, hvoraf Blodet stod stærkt. Personen, der havde været fuldstændig bevidstløs og altsaa ikke havde kunnet afgive nogen Forklaring, var straks kørt til Kommunehospitalet. Al Sandsynlighed talte naturligvis ser, at der her forelaa en særlig grim Form for et Bølleoverfald. Meddelelserne var ganske vist i holdt noget forskelligt, men stammede aabenbart fra samme Kilde.

Paa Grundlag af indgaaende Undersøgelser er vi i Stand til at oplyse, at den hele Historie er fuldstændigt Opspind. Politiet kender ikke det allermindste til Sagen, og fra Kommunehospitalet er der afgivet den Erklæring, at det af Hospitalets Bøger og Lister fremgaar, at der til den anførte Tid ikke er behandlet et saadant Tilfælde paa Hospitalet, og at den vagthavende Læge er ingen saaledes tilskadekommen Person indbragt, hverken til Forbinding eller Indlæggelse.

Det er klart, at den Art Meddelelser, særlig naar de fremkommer samtidig i flere Blade, let vil gøre ubodelig Skade. Ingen staar sig ved eller kan have Glæde af, at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kunde færdes i Byens Gader.

* * *

Nu river "Berl. Tid." pludselig hele dette Grundlag for Hr. Rumps Pryglelov bort - nu, da det er bagefter, og Loven forlængst er vedtaget trods Socialdemokratiets Protest. Bladet burde have fremsat sine Oplysninger forinden Loven blev vedtaget, men da tav det stille.

"Berl. Tidende"s nuværende Standpunkt er ganske det samme som Socialdemokratiets Repræsentanter paa Rigsdagen indtog, da de hævdede, at der ingen som helst Grund var til at vedtage en saadan Lov, og det beviser endvidere, at vore Repræsentanter ogsaa havde Ret, da de fremhævede, at Lovens Hensigt ikke var at ramme Overfald, men at skaffe Reaktionen et nyt Vaaben overfor strejkende Arbejdere.

Justitsminister Rump har mere end nogen anden bidraget til, "at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kan færdes paa Københavns Gader", og "Berl. Tid." har i saa Henseende hjulpet ham, hvorimod Socialdemokratiet, idet vi protesterede mod Hr. Rumps Pryglelyst, har søgt at forhindre denne Overbevisning i at fæste Rod.

(Social-Demokraten 3. juni 1897).

Som repræsentant for højrefløjen i Højre var han i denne regering noget isoleret. Han blev upopulær hos oppositionen til Højre. Rump forelagde bl.a. i samlingen 1896/97 en ændring af straffeloven. Han foreslog i første omgang tvangsarbejde og rotting for selv bagateller. Med slet skjult adresse var den rettet mod strejkende arbejdere. Det blev af oppositionen betegnet som "bølleloven" og "prygleloven". Han var utilfreds med at skulle fjerne rottingstraffen, men modererede sig senere. Gehejmeråd Goos udtalte dengang sin glæde over at justitsministeren ikke havde foreslået prygl som straffemiddel. Rump udtalte:"Jeg kunne nok sympatisere med tanken om at give bøllerne prygl, men jeg anser det for umuligt at tænke på at byde Folketinget en sådan lov." men såvel P. G. E. Jensen og Alberti var dengang med på prygl anvendt som andet end disciplinærmiddel overfor straffefanger, og i 1904 fik Alberti manipuleret pryglestraf overfor førstegangsforbrydere i Folketinget - "Prygleloven".

Journalisten og senere chefredaktør for Politiken Henrik Cavling havde udgivet rejsebreve med titlen "Det Danske Vestindien" baseret på et besøg i 1894. Heri havde han beskrevet tropekolonien som et statisk samfund der levede i fortiden. Nationalfølelse var der ikke meget af i kolonien. Bogen stærkt racistiske fordomme om de sorte vakte ingen opsigt: "Negeren er meget doven, så doven at han næsten ikke gider slå en spyflue af sin egen næse". Det gjorde derimod hans kritiske beskrivelse af hvide embedsmænd og de hvide generelt. Især da han tre år efter skrev folkekomedien "Den vestindiske soldat", der havde de udsendte danske soldater som hovedpersoner. Kultusminister H.V. Styhr forbød bogen efter pres fra guvernementet i Vestindien. Cavling mente at Danmarks tid som vestindisk kolonimagt burde afsluttes hurtigst muligt. En salgsaftale med USA blev i 1902 forkastet af Rigsdagen efter en meget snæver afgørelse.

Edvard Brandes havde 1899 i bogen "Det unge blod" karikeret Rump, dog næppe nok til at rejse en injuriesag. Men Rump besluttede i stedet at gå efter nogle "utugtige kapitler". Enden blev at Brandes fik en bøde på 200 kr. og 20 dages hæfte. Rump fik endnu ethak nedad i den offentlige mening. I et brev til Vilh. Andersen skrev Edvard Brandes selv:

"Jeg har skrevet to Fortællinger Lykkens Blændværk og Det unge Blod, om hvilke der blev en farlig Staahej; den sidste nød endda den Ære – jeg mener Ordet Ære bogstaveligt – at blive dømt som utugtigt Skrift af danske Dommere...  for mig selv var Dommen af stor Betydning, idet den fæstnede hos mig Bevidstheden om, at jeg havde handlet hæderligt ved at skrive min Bog, hvilken altsaa blev dømt, da Sagen først var anlagt af Hr. Rump, tilskyndet dertil af den indre Mission og Smudspressen i kærlig og naturlig Alliance. ..."

Bogen blev beslaglagt, men havde allerede solgt en del eksemplarer som cirkulerede blandt læsere. Forargelsen mod Rump voksede.

Amtmand Rump død.

I en Alder af 66 Aar er den for faa Uger siden efter Ansøgning og paa Grund af Svagelighed afskedigede Amtmand i Holbæk Rump afgaaet ved Døden. I den Tid, han beklædte dette Embede, var han saa lidende og svag, at han i Virkeligheden næppe har fungeret, og hans Bortgang kan derfor ikke siges at komme uventet. Rump har iøvrigt havt en rig Virksomhed som Embedsmand. Efter at han havde taget juridisk Embedsexamen med bedste Karakter til begge Prøver og dernæst tillige den slesvigsk-juridiske Examen, var han ansat i det slesvigske Ministerium indtil Freden 1864. I 1866 blev han Sorenskriver paa Færøerne, l 1874 blev han Byfoged og Borgmester i Korsør.

Det var vor indre politiske Strids varmeste Dage og ikke mindst heftig stod Kampen i den vestsjællandske Kreds, hvor Tauber var valgt i Slagelse, men hvor navnlig Borgerne i Korsør som ivrige Højremænd gjorde Alt for at faa ham fortrængt.

Deres Byfoged gik gierne i Spidsen og udfoldede en ualmindelig Iver, en ualmindelig Dygtighed. Baade som Agitator og som Organisator var han den første Mand, utrættelig paa Møder, i Stand til at slaa Modstanderne i Diskussionen, hvortil han medbragte sine solide juridiske og politiske Kundskaber, varm for sin Sag men ogsaa frygtløs, idet han ikke veg tilbage for Angreb, selv om disse tidt bleve yderst nærgaaende. Hans personlige Bravhed og Elskværdighed skaffede ham Agtelse fra alle Sider, hans uomtvistelige Kraft som Embedsmand og som Partifører gav ham blandt Fjender som blandt Venner en Anseelse, der naturlig snart voxede ud over den stedlige Kreds. I denne lykkedes det ham at bære Sejren hjem, da det den 3. januar 1879 lykkedes Højre at fortrænge Tauder i Slagelse, idet Dahl fik næsten 300 Stemmers Overtal, 1326 mod 1042. Udfaldet vakte stormende Jubel i hele Hejre Landet over, og med Føje tilkjendte man Rump en Hovedpart af Æren. Til det Sidste havde han været i Spidsen - ogsaa bogstavelig talt, da Korsørianerne optraadte ganske "engclst", ved Extratog til Slagelse, med Procession, klingende Spil, en til Anledningen skreven Kampsang, Faner med stærke Indskrifter o. s. v.

Saa blev han valgt ind i Landsthinget, nærmest af Kjøbstæderne i Sorø og Præsts Amter. Hans Gjerning i vort Første Kammer blev dog fortrinsvis storpolitisk. Ganske vist var Rump Mand for at yde rent saglige Indlæg i Debatten og en ikke ringere Gjerning i Udvalg. Ikke heller undlod han i saa Henseende at gjøre sig bemærket; men jo skarpere Striden tilspidsedes af Venstre med dets Visnepolitik, des mere maatte Alt uundgaaelig koncentreres om den konstitutionelle Kjærne. Og her stod Rump forrest som Talsmand for den Politik, der bl. a. bestod i Anvendelse af Grundlovens 25 i dens yderste Konsekvenser. Gang efter Gang paatog Rump sig det Hverv at optræde som Højres paalidelige Ordsørcr under Landshingets Behandling af de forskjellige provisoriske Love.

Efter Forliget i 1891 kom Sagerne jo i en anden Gænge, og da Gehejmeraad Nellemann, som fra Ministeriet Estrup var gaaet over i Kabinettet Reedtz-Thott, i Juni 1896 trak sig ud af Regjeringen, blev Rump, der imidlertid havde faaet Amtmandsembedet i Hjørring, hans Efterfølger som Justitsminister og islandsk Minister, hvilken Stilling han fremdeles beklædte under Hørrings Ministerium indtil August 1899. Kort efter sin Afgang som Minister modtog han saa Udnævnelsen som Amtmand i Holbæk

Rumps Deltagelse i det offentlige Liv har havt sin Betydning og skal mindes med Anerkjendelse. Hans Dygtighed som Embedsmand, hans Retsindighed som Karakter og hans bramfri Elskværdighed som Privatmand sikrer ham den bedste Erindring hos Alle, men hvem han kom i nærmere Berøring.

(Dagens Nyheder 17. august 1900).

Amtmand Rump.

Som meddelt ved Telegram er fhv. Justitsminister Rump i Torsdags afgaaet ved Døden. Han var født den 26de Juni 1834 i Hillerød, hvor hans Fader var Glarmester. Han tog juridisk Eksamen, blev senere Sysselmand paa Færøerne, men forflyttedes i 1871 til Korsør som Dommer og Borgmester. Her havde Rump sin gode Tid. Under Højres Parti-Regimente var det jo saa ganske i sin Orden, at Dommeren blev Leder af Højres Valgagitation, og naar Rump i Spidsen for sine Korsørianere paa Valgdagen kom til Slagelse, kan det nok hænde, der blev Sjov i Gaden. På den Konto var det, at Rump naaede at gjøre sig berømt.

Han var nu inde paa den slagne Vej til Forfremmelse. Efter allerede i 1878 at være valgt ind i Landsthinget, hvor han viste sig som en flittig Mand ved Siden af Godsejerne, der rigtignok heller ikke er meget arbejdsomme, blev han i 1887 Amtmand i Hjørring, og i 1896 blev han Nellemanns Afløser som Justitsminister. Nogen fin Jurist var han ikke, og som Taler havde han kun en eneste Genre, nemlig den kjedelige. Hans Rolle som Justitsminister var ogsaa forholdsvis hurtig udspillet, og naar han endda blev siddende saa længe, som han gjorde, nemlig i ca. 3 Aar, var det nærmest fordi Hr. Hørring ikke kunde finde ham en Afløser. Hans Helbred var tilmed stærkt svækket, og i Holbæk hvor han samtidig med sin Fratrædelse som Minister blev udnævnt til Amtmand, kom han ikke til at virke synderlig.

(Thisted Amts Tidende 18. august 1900.)

Fhv. Justitsminister Rump død.

Om fhv. Justitsminister Rumps Dødsfald skriver "Vort Land" følgende :

Det er først to Aar siden, at Amtmand Bille i Holbæk døde, og allerede nu residerer Hans Efterfølgers Efterfølger i Embedet.

N. R. Rump, der efter sin Udtrædelse af Ministeriet Hørring blev Billes Efterfølger, kom syg til Holbæk, saa han ikke fik Tid til at udfolde sine solide Egenskaber i den ny Virksomhed, men efter kort Tid maatte tage sin Afsted.

Efterretningen om Hans Død kommer derfor ikke overraskende.

Sygdommen knækkede denne oprindelig raske arbejdsstærke Mand fuldstændig, saa at han de sidste Aar kun var en Skygge af sig selv. Den ligefrem usømmelige og uappetitlige Maade, "Politiken" benyttede hans Navn til sine Hm-Referater, bidrog ikke til at forbedre Hans Helbred. Særlig efter at Rump havde forbudt Opførelsen af Cawlings "Den vestindiske Soldat", var der ikke den Taktløshed, Bladet nægtede sig mod ham.

Rump var født den 26de Juni 1834 i Hillerød og Broder til den afdøde geniale Landskabsmaler. Han tog i 1859 juridisk Embedsexamen og blev samme Aar ansat i det slesvigske Ministerium. Efter Freden i 1864 afskedigedes han fra denne Stilling, var et Par Aar Sorenskriver paa Færøerne, indtil han i 1871 blev Borgmester og Byfoged i Korsør.

Snart blev Rump, der var ivrig Højremand, Korsørianernes politiske Fører. Under hans Ægide var det, at Tauber i 1879 fortrængtes fra Slagelsekredsen. I denne Periode var han en varm og dygtig Taler, der ved Agitationsmøder og paa Valgtribunen gjorde et stort og nyttigt Arbejde. Som Tak valgtes han af Købstæderne i Sorø og Præstø Amter ind i Landsthinget, hvor han ved Afstemninger altid var en sikker Mand paa konservativ Side.

Da Excellencen Nellemann 1896 trak sig tilbage fra Kabinettet Reedtz Thott, blev Rump. som imidlertid var blevet Amtmand i Hjørring, hans Eftermand som Justitsminister.

I 1899 maatte Rump af Helbredshensyn tage sin Afsked som Minister og blev kort efter Amtmand i Holbæk. Rump vil af alle, som kjendte ham, mindes som en ualmindelige brav og retsindet Mand, der kun vilde det Gode og som kæmpede for sin Overbevisning uden Frygt og uden Hensyntagen.

(Isefjordsposten 18. august 1900).

Et radikalt Venstreblad om

Amtmand Rump. Om den afdøde, fhv. Justitsminister, Amtmand Rump skriver den radikale Vendsyssel Tidende :

"I politisk og social Henseende stod den afdøde os og de frisindede Vendelboere i det hele saa fjernt som muligt. Hvad der i saa Henseende kan være at sige, er alt sagt under Fortidens Strid, og i Fremtiden vil det blive nærmere bestemt af den Historie, der omhandler vore Kampaar.

Men naar vi særligt se paa det Arbejde, den afdøde har udfoldet for Vendsyssel i den Tid, da han virkede heroppe som Amtmand, da finde vi dette præget af en saa energisk, handlekraftig Villie til at fremme og gavne Udviklingen heroppe, at vi ikke kunne nægte denne Del af hans Virksomhed vor oprigtige Paaskønnelse.

Kommer dertil, at Amtmand Rump i sine sidste Leveaar blev prøvet haardt i dyb Sorg og smertefuld Sygdom, saa høre vi Budskabet om hans Død med den medfølende Sympati, som naar ud over alle de Meningsforskelligheder og Kampe, der nu en Gang ere Livets Kaar".

(Ribe Stifts-Tidende 20. august 1900)

Rump trak sig af helbredsårsager som justitsminister i 1899, og blev efterfulgt af ovennævnte professor Carl Goos. Derefter udnævnt som amtmand over Holbæk Amt. I september 1899 blev han opereret for galdesten hvilket dengang kunne være dødeligt. Han overlevede dog, og den 10. november 1899 meddelte Herning Folkeblad at Rump var så rask at han kunne spadsere i Frederiksberg Have. Men sygdom fik ham til at tage sin afsked 1. august 1900, hvorefter han døde kort til efter.

I bladet "København" blev han beskrevet som en hensynsløst provisorist - hentydende til Estrups provisorier. Hans virke i Korsør "med dets berygtede fattiggårdsaffærer og valgoptog med slagsmål". (Om denne anstalt, se Politivennen Live Bloggings indslag). "Han hørte til de mest usympatiske skikkelser som provisorietiden drev frem på den politiske arena. Som amtmand var han derimod oppe i Hjørring ved at vinde nogen anseelse; der burde han været blevet."

Rump blev begravet den 23. august 1900 i stor stilhed på Vestre Kirkegård. Provst Glahn (Frederiksberg) holdt talen, bl.a. om den afdødes "store flid" og "retsindighed".

En af N. R. Rumps sønner, Johannes Rump (1861-1932) sad i Københavns Borgerrepræsentation 1903-1932 - for Socialdemokratiet! Han havde været medlem allerede kort før faderens død i 1900. Han var som sådan med til at vælge Jens Jensen som den første socialdemokratiske borgmester i 1903. Han var bl.a. ven med Carl Jacobsen. Johannes Rump blev til forskel fra sine forældre begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Albertis "Pryglelov" blev vedtaget af Folketinget med mindst mulig marginal. 54 medlemmer stemte for - der krævedes ellers 57 hvis alle var mødt. Heriblandt 4 ministre. Og kun efter at konseilspræsidenten forlod salen.