Socialdemokraterne vil have kommunalt Blomsterudsalg paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det skal trykke de private Udsalgs Priser.

Paa Torsdag bliver der sikkert i Borgerrepræsentationen en større Debat angaaende Begravelsesvæsenets Budget for 1924-25. Der foreligger Erklæring herom fra det paagældende Udvalg, hvis Formand og Ordfører er Ingeniør Rump.

Udvalgsflertallet - Socialdemokraterne - stiller Forslag om at opfordre Begravelsesvæsenet til sammen med næste Aars Budget at forelægge et Forslag om Anlæg af en Blomsterkiosk ved Indgangen til Vestre Kirkegaard. Man anfører, at de private Blomsterudsalg udenfor Kirkegaardene tager meget høje Priser af Publikum, og man mener forsøgsvis paa Vestre Kirkegaard at burde indrette et kommunalt Blomsterudsalg, dels for at "trykke" de udenfor værende private Blomsterudsalgs Priser, dels for at tilføre det paa Vestre Kirkegaard beliggende Blomstergartneri, hvis Drift betyder Tab for Begravelsesvæsenet, "en godt betalende Kundekreds".

Udvalgets Mindretal (Frk Augusta Kiær, Læge Wanscher og Dommer Jesper Simonsen) tiltræder ikke denne Anmodning om at faa fremsat Forslag til et kommunalt Blomsterudsalg paa selve Kirkegaarden.

Begravelsesvæsenets Bestyrelseskommission mener vel, at et saadant Udsalg - med de normale Detailpriser - i nogen Grad vil kunne virke regulerende paa Priserne i de private Udsalg udenfor Kirkegaardsindgangen, hvad der efter forebragte Klager til Tider kunde være ønskeligt. Men man fremhæver, at Sagens Gennemførelse vil støde paa visse Vanskeligheder. Gartneriet maa saaledes udvides betydeligt, og der maa foretages en Række Nyansættelser af Folk med Pensionsret.

Begravelsesvæsenet har foreslaaet Taksten for Vedligeholdelse af Gravsteder nedsat med ca. 25 pCt. Socialdemokraterne hævder, at denne Reduktion, om Budgettet skal være forsvarligt, maa opgives for i Aar.

Frk. Kiær og Læge Wanscher (den borgerlige Gruppe) kan kun gaa med til en saadan Udskydelse under den Forudsætning, at der træffes Foranstaltninger til, at Takstnedsætteisen kan træde i Kraft fra l. Januar 1925, hvis de økonomiske Forhold i Løbet af Aaret bedres og afklares. Et andet Mindretal, Dommer Simonsen, foreslaar Takstnedsættelsen indført nu.

(Nationaltidende 15. marts 1924).

Nicolai Reimer Rump (1834-1900). "Prygleloven"s Forgænger. (Efterskrift til Politivennen)

N. R. Rump var efter sin juridiske embedseksamen 1859 blevet ansat i det slesvigske ministerium. Efter krigen 1864 hvor ministeriet forsvandt, blev han manuduktør. 1866 sorenskriver på Færøerne. 1871-1886 var han borgmester, byfoged og byskriver i Korsør. Rump er omtalt i adskillige andre indslag på Politivennen Live Blogging.

Fra Rumps politimestertid i Korsør før 1871 var han kendt for aktivt at støtte Højre. Korsørvælgere blev transporteret til Slagelse hvor de marcherede med faner og musik ind i byen, drak sig fra sans og samling på Højres regning og indledte slagsmål og spektakler. Rump marcherede i spidsen for disse optog. Hvis oppositionen valgt, indledte Højres vælgere ofte slagsmål og optøjer. Selvom Rump ikke deltog i disse optøjer, skete de i hans politimester tid hvor Korsør var berygtet for fanatisme og brutalitet. I 1876 spiste han belejligt middag med Slagelses politimester på hotel Postgården og forblev ved måltidet mens optøjerne fandt sted. Aviserne som hovedsagelig var partiske til fordel for Højre, berettede ikke om disse hændelser. 

Da de politiske vinde senere skiftede side i Korsør til Socialdemokratiet i 1913, kunne man læse følgende erindring om Rumps storhedstid i Korsør. En lidt bitter Venstre-mand beskriver her hvordan Højres politik overfor Venstre førte til at "socialisterne" i Korsør overtog magten:

Byraadsvalget i Korsør.

---

Saadan skifter Tiderne! Da Tauber i 1872 første Gang for Alvor rejste Venstres Fane i denne Valgkreds, fik han 12 Stemmer fra Korsør. Da T. stillede sig sidste Gang her i Kredsen 1879 var hans Stemmetal i Korsør dalet til 2, en foruden Glarmesteren, om hvis Død der dannede sig vilde Sagn. Med den haardeste og mest brutale Haand, som overhovedet kendtes - og der var mange haarde Hænder i de Tider - blev enhver frisindet Ytring kvalt, enhver Oppositionsmand knækket og knægtet, hvor det var muligt. En uskyldig Jernbaneassislent blev forflyttet mod sin Villie, fordi han var set læsende i en Sociologi, som en af Lederne forvekslede med Socialisme. Naar Oppositionens Førere passerede Byen, var de ikke sjældent Genstand for raa Demonstrationer. Holdt Venstre Møder, blev der først serveret Punch for Arbejderne, og naar saa Hr. Borgmester Rump i Uniform (!) dirigerede, blev Venstres Talere peben ned og maatte være glade til ved at slippe med det. "Referaterne" af deres Udtalelser var lige saa langt fra Virkeligheden som Himmelen fra Jorden. Endnu saa sent som 1892, da Sagfører Bentzen og Redaktør Jensen efter Indbydelse holdt et privat Møde med Aktionærerne i Arbejdernes Fællesbageri Aftenen for Valget, indfandt Politibetjent Vind sig ved dette, først "for at undersøge Bageriet", dernæst pukkende paa "Politiets Ret til at overvære alle Møder"! Kun ved alvorlig Forestilling om. at der vilde blive klaget, hvis han krænkede Foreningsretten, tøflede han hjem til sin Borgmester for at søge Trøst; men han kom dog ikke igen. Det Aar delte Korsørtoget sig for første Gang, idet 40-50 Vælgere rejste for sig selv og stemte paa Venstres Kandidat. Hidtil var disse Fællestog lige saa mange Højrestemmer som der var Mand, og man var meget liberal med at eftergive Fattighjælp foran et Valg. I Spidsen for Toget gik Hr. Rump, og til en Smædevise for Venstre marscheredes der til Frokost i Industriforeningen og senere ned i Ridehuset. Den, der skriver dette, har set Hr. Rump overrække Hr. Tauber et Eksemplar af en saadan paa Valgtribunen. 1876 forsøgte man at banke Bønderne af Raseri over Valgets Udfald; men det gik ikke. Bønderne vendte ikke den højre Kind til; de foretrak at slaa igen. Slagelse Politi (det gamle) forduftede, og Byens Politimester stod netop ved Højres Gilde og talte om et godt Forhold mellem By og Land. Saa han var jo ogsaa forhindret.

Saadan var vore Vilkaar, og saadan var de andres.

Vi er ikke skadefro, og vore Meningsfæller i Korsør har glemt gammelt Nag og stemt og virket for Borgerlisten. Fra et almindeligt Borgerstandpunkt er den skete Udvikling beklagelig. Men - om man havde været mindre haardhændet mod Venstre dengang, da var vist adskilligt anderledes nu. Kolding er et Eksempel herpaa. Man var anderledes hensynsløse overfor dem, man burde have støttet, end man har været det mod Socialdemokraterne. Af den Sæd er der vokset en Høst, som bjergedes i Gaar.

Det gamle Højreregimente i Korsør er færdigt og kommer aldrig mere til Magten. 

---

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. marts 1913. Uddrag).

Bemærkningen om jernbaneassistenten hentyder til en afskediget jernbaneassistent Holst som havde søgt oprejsning pga. begrundelsen for afskedigelsen: at have drevet politisk agitation. Rump skulle som borgmester i Korsør have angivet ham. Herefter var han blevet forflyttet fra Korsør til en ringere stilling i Masnedsund efter angivelse af redaktøren af "Korsør Avis". Sagen kom op i Folketinget i januar 1884. Her afviste indenrigsministeren at Rump havde fremsat anmeldelse, og at han ad andre veje havde fået at vide at Holst agiterede mod forsvarsadressen - hvorved han var "kommet på kant med en del af befolkningen i Korsør". Forflytningen til Vordingborg var blot sket for at beskytte Holst! På trods af det vedtoges indstillingen dog med 64 stemmer mod 8. 

Rump var tilhænger af Estrups gendarmerilov fra 1885 - han mente at kun tiggere, løsgængere, vagabonder og forbrydere kunne være imod. En argumentation som ikke er ukendt i diktaturstater. Venstre påpegede da også den reelle hensigt bag korpset. Og korpset opnåede aldrig at blive populært, tværtimod forbitrelse.

Kort efter Rumps tiltræden som amtmand i Hjørring i 1887 afslørede Social-Demokraten horrible forhold på tvangsarbejdsanstalten i Korsør under Rumps borgmesterperiode. Se de særskilte artikler om dette. Bl.a hans behandling af de fattige på Korsør Tvangsarbejdsanstalt blev beskrevet som brutale, bl.a. med prygl efter borgmesterens ordre, ofte overværet af ham selv. På den lange bane betød det at der kom nye regler for fattiges behandling, således at Folketinget forbød opsynets ret til at give fangerne rotting. Dette beklagede Rump, og udtalte ved den lejlighed at "Sådanne fyre skal have prygl" .

Maler, tegner Alfred Schmidt (18581938). Blæksprutten 1899. "Tror Herren, det kan nytte mere i Dag?" Udslidt trækhest og politikere. Alfred Hage kommer kørende ind i byen på sin hestevogn som trækkes af et gammelt, svedigt og træt øg. Her møder han konseilspræsidenten (Hørring). Undertekst: - - Atter igaar var Konseilspræsident Hörring i travl Virksomhed med at finde den manglende Justitsminister. Resultatet blev desværre det samme som de foregaaende Dage - -

Rump blev valgt til Landstinget, fra 1894 kongevalgt. 1896 efterfulgte han den estrupske justitsminister Nellemann og minister for Island 1896-1899 i Højre-regeringerne Reedtz-Thott (1894-1897) og Hørring (1897-1900). Hørring havde problemer med at finde folk der var villige til at sidde i regering. Rump havde betænkeligheder (bl.a. fordi han skulle efterfølge Nellemann, Estrups tro følgesvend siden 1875). Det var ikke de store ting der blev vedtaget i hans embedsperiode.

 

Hvem er Justitsminister Rump?

Højre har altsaa bedt Hr. Rump om en Forandring i Retsplejen og en anden Ledelse af vort Politi.

Hvem er denne Hr. Rump, som skal være Københavns frelsende Engel, og som Højres Vælgerforening ønsker, at vi alle stal vise den største Tillid?

Til dette Spørgsmaal svarer vi følgende :

Hr. Rump er ikke Manden for at kunne fremme en Ordning, der forener Hensynet til Retssikkerheden med "den Enkeltes Krav paa at sikres mod vilkcarlig Behandling".

Før Hr. Rump blev Justitsminister og for han blev flyttet "norden for Lov og Ret", som Amtmand i Hjorring, var han en Tidlang Politimester i Højreravnekrogen Korsør. Hans Virksomhed dernede er falden sammen med de ulykkeligste Dage for Lemmerne paa "Korsør Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt".

Forholdene paa denne Anstalt omtaltes i "Social-Demokraten" i 1888. Vi skrev den Gang en Række Artikler om Fattiggaards- og Forsørgelsesforholdene her hjemme, og den første af Artiklerne beskæftigede sig med Anstalten i Korsør. Hernede var Tvangsfanger og Fattiglemmer blandet mellem hverandre, og Behandlingen af disse Stakler var umenneskelig, kendt og berygtet over hele Landet. Lemmerne havde det værre end Tugthusfanger, idet Arbejdet var meget strængt og Føden ussel, medens Prygl derimod uddeltes i rigelige Portioner.

Og for Pryglene stod den Korsør Borgmester, Hr. Landsthingsmand Rump, som øverste Chef. En tidligere Inspektor paa Anstalten stod ikke i Yndest hos Hr. Rump, efter Sigende fordi han ikke var stræng nok overfor Lemmerne. Han kunde ikke lide at anvende Prygl, hvorimod Hr. Rump anfaae denne Behandlingsmetode for udmcrrket. Om det var af den Grund, at han saa ofte overværede Uddeling af Rotting paa Anstalten, er ikke godt at sige. men Faktum er, at han ofte var til Stede. Det var vitterligt for enhver, at Borgmester Rump ingen Smærte følte, hver Gang han, som Retsarvighedens Haandhaver, diklerede en eller anden Stymper en Dragt Klo og saae Dommen blive eksekveret paa staaende Fod. Tojet af lige til den bare Skjorte, et Par Mand til at holde Fyren og stramme Ryggen og saa flog man los saa godt som paa den bare Ryg as Hjartens Lyst.

Det var nu endda kun den officielle Uddeling af Prygl. Den gik dog efter en Art "Lov og Dom", var det end saa sin Sag dermed; men saa havde man ogsaa en mere privat Afbankning, der henhorte under en endnu hurtigere Retsforsolgning.

Hr. Rump opfordrede nemlig ofte Opsynsperfonalet til, naar en af Lemmerne gjorde Vrøvl eller der paa anden Maade var noget i Vejen, bare at give ham en god Dragt Prygl.

Den Slags demoraliserende Ordrer fra den øverste stedlige Myndighed har selvfølgelig ikke undladt at sætte dybe Spor hos det overordnede Opsynspersonale. Og Følgen blev en raa og i høj Grad uforsvarlig Behandling af Lemmerne ved enhver Lejlighed. En anset, bosiddende Mand fortalte i den Anledning en oplysende Historie, som passerede i Korsør, da Hr. Rump var Borgmester dernede. Han gik en Vinterdag tilligemed sin Hustru, en Ven, der er Købmand, og dennes Hustru en Tur uden om Byen. Paa en Vej bag Skoven traf de paa en Betjent og en Karl fra Anstalten, der lige havde anholdt en af Lemmerne, som samme Dag havde absenteret sig. Det var aldeles oprørende, fortalte han, saa disse to Lovens Mænd hamrede løs paa den ulykkelige Desertør med deres Stokke. Saa umenneskeligt var det, at de alle fire fandt sig beføjede til at give deres Harme og Indignation Luft. Naturligvis uden Resultat. Den samme Mand fortalte om Karlen, at han ikke kunde udholde at være paa Anstalten, fordi han ikke kunde være haard nok mod Lemmerne og ikke var i Stand til at opfylde Ordren: Prygl ved det mindste Ord, de mukker eller svarer igen.

Hr. Rump var den øverste Myndighed paa dette Sted. Hr. Rump anbefalede Prygl for et godt Ord. Og denne Mand, som ikke forhindrede Tilstande, under hvilke Vilkaarlighed og Raahed gik i Svang, ønsker man skal fremme Retstilstandene her i Landet, specielt bidrage til Omordningen af Københavns Politiledelse.

Vi antager, at Borgerne vil bede Vorherre bevare sig for Hr. Rumps Indgriben og ønsker ham væk tilligemed det fordærvelige Retssystem, han mere end de fleste har holdt Haanden over.

(Social-Demokraten 8. august 1896).

Fotograf Lars Peter Rasmussen: N. R. Rump (1834-1900), ægtefælle Helene Sophie Rump, født Olrik (1830-1899). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grundlaget for Rumps "Pryglelov"

"Berlingske Tidende" indeholdt i Aftes følgende:

"Sikkerheden paa Kjøbenhavns Gader. Af falske Meddelelser i flere Blade om, at Røverier efterhaanden stulde være blevne ret hyppige her i Staden, tog vi nylig Anledning til at fastslaa, at der overhovedet ikke i meget lang Tid har fundet et virkeligt Røveri Sted i København, samtidig med at vi eksempelvis paaviste, hvorledes en ganske ubetydelig og langtfra allarmerende Begivenhed i oppustet og udpyntet Tilstand var gaaet igennem en Række Blade.

Der synes i det hele i den senere Tid at være en vis Tendens til at fremstille Forholdene paa Københavns Gader som særlig usikre.

Et særrlig fremtrædende Eksempel herpaa frembyder en Meddelelse, der for godt en Uges Tid siden indeholdtes i adskillige Blade. Under Overskrifter som "Overfaldet". "Bølleoverfald!" o. fl. beskreves, hvorledes en yngre Person den foregaaende Nat var fundet liggende i Istedgade med et dybt Hul i Hovedet, hvoraf Blodet stod stærkt. Personen, der havde været fuldstændig bevidstløs og altsaa ikke havde kunnet afgive nogen Forklaring, var straks kørt til Kommunehospitalet. Al Sandsynlighed talte naturligvis ser, at der her forelaa en særlig grim Form for et Bølleoverfald. Meddelelserne var ganske vist i holdt noget forskelligt, men stammede aabenbart fra samme Kilde.

Paa Grundlag af indgaaende Undersøgelser er vi i Stand til at oplyse, at den hele Historie er fuldstændigt Opspind. Politiet kender ikke det allermindste til Sagen, og fra Kommunehospitalet er der afgivet den Erklæring, at det af Hospitalets Bøger og Lister fremgaar, at der til den anførte Tid ikke er behandlet et saadant Tilfælde paa Hospitalet, og at den vagthavende Læge er ingen saaledes tilskadekommen Person indbragt, hverken til Forbinding eller Indlæggelse.

Det er klart, at den Art Meddelelser, særlig naar de fremkommer samtidig i flere Blade, let vil gøre ubodelig Skade. Ingen staar sig ved eller kan have Glæde af, at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kunde færdes i Byens Gader.

* * *

Nu river "Berl. Tid." pludselig hele dette Grundlag for Hr. Rumps Pryglelov bort - nu, da det er bagefter, og Loven forlængst er vedtaget trods Socialdemokratiets Protest. Bladet burde have fremsat sine Oplysninger forinden Loven blev vedtaget, men da tav det stille.

"Berl. Tidende"s nuværende Standpunkt er ganske det samme som Socialdemokratiets Repræsentanter paa Rigsdagen indtog, da de hævdede, at der ingen som helst Grund var til at vedtage en saadan Lov, og det beviser endvidere, at vore Repræsentanter ogsaa havde Ret, da de fremhævede, at Lovens Hensigt ikke var at ramme Overfald, men at skaffe Reaktionen et nyt Vaaben overfor strejkende Arbejdere.

Justitsminister Rump har mere end nogen anden bidraget til, "at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kan færdes paa Københavns Gader", og "Berl. Tid." har i saa Henseende hjulpet ham, hvorimod Socialdemokratiet, idet vi protesterede mod Hr. Rumps Pryglelyst, har søgt at forhindre denne Overbevisning i at fæste Rod.

(Social-Demokraten 3. juni 1897).

Som repræsentant for højrefløjen i Højre var han i denne regering noget isoleret. Han blev upopulær hos oppositionen til Højre. Rump forelagde bl.a. i samlingen 1896/97 en ændring af straffeloven. Han foreslog i første omgang tvangsarbejde og rotting for selv bagateller. Med slet skjult adresse var den rettet mod strejkende arbejdere. Det blev af oppositionen betegnet som "bølleloven" og "prygleloven". Han var utilfreds med at skulle fjerne rottingstraffen, men modererede sig senere. Gehejmeråd Goos udtalte dengang sin glæde over at justitsministeren ikke havde foreslået prygl som straffemiddel. Rump udtalte:"Jeg kunne nok sympatisere med tanken om at give bøllerne prygl, men jeg anser det for umuligt at tænke på at byde Folketinget en sådan lov." men såvel P. G. E. Jensen og Alberti var dengang med på prygl anvendt som andet end disciplinærmiddel overfor straffefanger, og i 1904 fik Alberti manipuleret pryglestraf overfor førstegangsforbrydere i Folketinget - "Prygleloven".

Journalisten og senere chefredaktør for Politiken Henrik Cavling havde udgivet rejsebreve med titlen "Det Danske Vestindien" baseret på et besøg i 1894. Heri havde han beskrevet tropekolonien som et statisk samfund der levede i fortiden. Nationalfølelse var der ikke meget af i kolonien. Bogen stærkt racistiske fordomme om de sorte vakte ingen opsigt: "Negeren er meget doven, så doven at han næsten ikke gider slå en spyflue af sin egen næse". Det gjorde derimod hans kritiske beskrivelse af hvide embedsmænd og de hvide generelt. Især da han tre år efter skrev folkekomedien "Den vestindiske soldat", der havde de udsendte danske soldater som hovedpersoner. Kultusminister H.V. Styhr forbød bogen efter pres fra guvernementet i Vestindien. Cavling mente at Danmarks tid som vestindisk kolonimagt burde afsluttes hurtigst muligt. En salgsaftale med USA blev i 1902 forkastet af Rigsdagen efter en meget snæver afgørelse.

Edvard Brandes havde 1899 i bogen "Det unge blod" karikeret Rump, dog næppe nok til at rejse en injuriesag. Men Rump besluttede i stedet at gå efter nogle "utugtige kapitler". Enden blev at Brandes fik en bøde på 200 kr. og 20 dages hæfte. Rump fik endnu ethak nedad i den offentlige mening. I et brev til Vilh. Andersen skrev Edvard Brandes selv:

"Jeg har skrevet to Fortællinger Lykkens Blændværk og Det unge Blod, om hvilke der blev en farlig Staahej; den sidste nød endda den Ære – jeg mener Ordet Ære bogstaveligt – at blive dømt som utugtigt Skrift af danske Dommere...  for mig selv var Dommen af stor Betydning, idet den fæstnede hos mig Bevidstheden om, at jeg havde handlet hæderligt ved at skrive min Bog, hvilken altsaa blev dømt, da Sagen først var anlagt af Hr. Rump, tilskyndet dertil af den indre Mission og Smudspressen i kærlig og naturlig Alliance. ..."

Bogen blev beslaglagt, men havde allerede solgt en del eksemplarer som cirkulerede blandt læsere. Forargelsen mod Rump voksede.

Amtmand Rump død.

I en Alder af 66 Aar er den for faa Uger siden efter Ansøgning og paa Grund af Svagelighed afskedigede Amtmand i Holbæk Rump afgaaet ved Døden. I den Tid, han beklædte dette Embede, var han saa lidende og svag, at han i Virkeligheden næppe har fungeret, og hans Bortgang kan derfor ikke siges at komme uventet. Rump har iøvrigt havt en rig Virksomhed som Embedsmand. Efter at han havde taget juridisk Embedsexamen med bedste Karakter til begge Prøver og dernæst tillige den slesvigsk-juridiske Examen, var han ansat i det slesvigske Ministerium indtil Freden 1864. I 1866 blev han Sorenskriver paa Færøerne, l 1874 blev han Byfoged og Borgmester i Korsør.

Det var vor indre politiske Strids varmeste Dage og ikke mindst heftig stod Kampen i den vestsjællandske Kreds, hvor Tauber var valgt i Slagelse, men hvor navnlig Borgerne i Korsør som ivrige Højremænd gjorde Alt for at faa ham fortrængt.

Deres Byfoged gik gierne i Spidsen og udfoldede en ualmindelig Iver, en ualmindelig Dygtighed. Baade som Agitator og som Organisator var han den første Mand, utrættelig paa Møder, i Stand til at slaa Modstanderne i Diskussionen, hvortil han medbragte sine solide juridiske og politiske Kundskaber, varm for sin Sag men ogsaa frygtløs, idet han ikke veg tilbage for Angreb, selv om disse tidt bleve yderst nærgaaende. Hans personlige Bravhed og Elskværdighed skaffede ham Agtelse fra alle Sider, hans uomtvistelige Kraft som Embedsmand og som Partifører gav ham blandt Fjender som blandt Venner en Anseelse, der naturlig snart voxede ud over den stedlige Kreds. I denne lykkedes det ham at bære Sejren hjem, da det den 3. januar 1879 lykkedes Højre at fortrænge Tauder i Slagelse, idet Dahl fik næsten 300 Stemmers Overtal, 1326 mod 1042. Udfaldet vakte stormende Jubel i hele Hejre Landet over, og med Føje tilkjendte man Rump en Hovedpart af Æren. Til det Sidste havde han været i Spidsen - ogsaa bogstavelig talt, da Korsørianerne optraadte ganske "engclst", ved Extratog til Slagelse, med Procession, klingende Spil, en til Anledningen skreven Kampsang, Faner med stærke Indskrifter o. s. v.

Saa blev han valgt ind i Landsthinget, nærmest af Kjøbstæderne i Sorø og Præsts Amter. Hans Gjerning i vort Første Kammer blev dog fortrinsvis storpolitisk. Ganske vist var Rump Mand for at yde rent saglige Indlæg i Debatten og en ikke ringere Gjerning i Udvalg. Ikke heller undlod han i saa Henseende at gjøre sig bemærket; men jo skarpere Striden tilspidsedes af Venstre med dets Visnepolitik, des mere maatte Alt uundgaaelig koncentreres om den konstitutionelle Kjærne. Og her stod Rump forrest som Talsmand for den Politik, der bl. a. bestod i Anvendelse af Grundlovens 25 i dens yderste Konsekvenser. Gang efter Gang paatog Rump sig det Hverv at optræde som Højres paalidelige Ordsørcr under Landshingets Behandling af de forskjellige provisoriske Love.

Efter Forliget i 1891 kom Sagerne jo i en anden Gænge, og da Gehejmeraad Nellemann, som fra Ministeriet Estrup var gaaet over i Kabinettet Reedtz-Thott, i Juni 1896 trak sig ud af Regjeringen, blev Rump, der imidlertid havde faaet Amtmandsembedet i Hjørring, hans Efterfølger som Justitsminister og islandsk Minister, hvilken Stilling han fremdeles beklædte under Hørrings Ministerium indtil August 1899. Kort efter sin Afgang som Minister modtog han saa Udnævnelsen som Amtmand i Holbæk

Rumps Deltagelse i det offentlige Liv har havt sin Betydning og skal mindes med Anerkjendelse. Hans Dygtighed som Embedsmand, hans Retsindighed som Karakter og hans bramfri Elskværdighed som Privatmand sikrer ham den bedste Erindring hos Alle, men hvem han kom i nærmere Berøring.

(Dagens Nyheder 17. august 1900).

Amtmand Rump.

Som meddelt ved Telegram er fhv. Justitsminister Rump i Torsdags afgaaet ved Døden. Han var født den 26de Juni 1834 i Hillerød, hvor hans Fader var Glarmester. Han tog juridisk Eksamen, blev senere Sysselmand paa Færøerne, men forflyttedes i 1871 til Korsør som Dommer og Borgmester. Her havde Rump sin gode Tid. Under Højres Parti-Regimente var det jo saa ganske i sin Orden, at Dommeren blev Leder af Højres Valgagitation, og naar Rump i Spidsen for sine Korsørianere paa Valgdagen kom til Slagelse, kan det nok hænde, der blev Sjov i Gaden. På den Konto var det, at Rump naaede at gjøre sig berømt.

Han var nu inde paa den slagne Vej til Forfremmelse. Efter allerede i 1878 at være valgt ind i Landsthinget, hvor han viste sig som en flittig Mand ved Siden af Godsejerne, der rigtignok heller ikke er meget arbejdsomme, blev han i 1887 Amtmand i Hjørring, og i 1896 blev han Nellemanns Afløser som Justitsminister. Nogen fin Jurist var han ikke, og som Taler havde han kun en eneste Genre, nemlig den kjedelige. Hans Rolle som Justitsminister var ogsaa forholdsvis hurtig udspillet, og naar han endda blev siddende saa længe, som han gjorde, nemlig i ca. 3 Aar, var det nærmest fordi Hr. Hørring ikke kunde finde ham en Afløser. Hans Helbred var tilmed stærkt svækket, og i Holbæk hvor han samtidig med sin Fratrædelse som Minister blev udnævnt til Amtmand, kom han ikke til at virke synderlig.

(Thisted Amts Tidende 18. august 1900.)

Fhv. Justitsminister Rump død.

Om fhv. Justitsminister Rumps Dødsfald skriver "Vort Land" følgende :

Det er først to Aar siden, at Amtmand Bille i Holbæk døde, og allerede nu residerer Hans Efterfølgers Efterfølger i Embedet.

N. R. Rump, der efter sin Udtrædelse af Ministeriet Hørring blev Billes Efterfølger, kom syg til Holbæk, saa han ikke fik Tid til at udfolde sine solide Egenskaber i den ny Virksomhed, men efter kort Tid maatte tage sin Afsted.

Efterretningen om Hans Død kommer derfor ikke overraskende.

Sygdommen knækkede denne oprindelig raske arbejdsstærke Mand fuldstændig, saa at han de sidste Aar kun var en Skygge af sig selv. Den ligefrem usømmelige og uappetitlige Maade, "Politiken" benyttede hans Navn til sine Hm-Referater, bidrog ikke til at forbedre Hans Helbred. Særlig efter at Rump havde forbudt Opførelsen af Cawlings "Den vestindiske Soldat", var der ikke den Taktløshed, Bladet nægtede sig mod ham.

Rump var født den 26de Juni 1834 i Hillerød og Broder til den afdøde geniale Landskabsmaler. Han tog i 1859 juridisk Embedsexamen og blev samme Aar ansat i det slesvigske Ministerium. Efter Freden i 1864 afskedigedes han fra denne Stilling, var et Par Aar Sorenskriver paa Færøerne, indtil han i 1871 blev Borgmester og Byfoged i Korsør.

Snart blev Rump, der var ivrig Højremand, Korsørianernes politiske Fører. Under hans Ægide var det, at Tauber i 1879 fortrængtes fra Slagelsekredsen. I denne Periode var han en varm og dygtig Taler, der ved Agitationsmøder og paa Valgtribunen gjorde et stort og nyttigt Arbejde. Som Tak valgtes han af Købstæderne i Sorø og Præstø Amter ind i Landsthinget, hvor han ved Afstemninger altid var en sikker Mand paa konservativ Side.

Da Excellencen Nellemann 1896 trak sig tilbage fra Kabinettet Reedtz Thott, blev Rump. som imidlertid var blevet Amtmand i Hjørring, hans Eftermand som Justitsminister.

I 1899 maatte Rump af Helbredshensyn tage sin Afsked som Minister og blev kort efter Amtmand i Holbæk. Rump vil af alle, som kjendte ham, mindes som en ualmindelige brav og retsindet Mand, der kun vilde det Gode og som kæmpede for sin Overbevisning uden Frygt og uden Hensyntagen.

(Isefjordsposten 18. august 1900).

Et radikalt Venstreblad om

Amtmand Rump. Om den afdøde, fhv. Justitsminister, Amtmand Rump skriver den radikale Vendsyssel Tidende :

"I politisk og social Henseende stod den afdøde os og de frisindede Vendelboere i det hele saa fjernt som muligt. Hvad der i saa Henseende kan være at sige, er alt sagt under Fortidens Strid, og i Fremtiden vil det blive nærmere bestemt af den Historie, der omhandler vore Kampaar.

Men naar vi særligt se paa det Arbejde, den afdøde har udfoldet for Vendsyssel i den Tid, da han virkede heroppe som Amtmand, da finde vi dette præget af en saa energisk, handlekraftig Villie til at fremme og gavne Udviklingen heroppe, at vi ikke kunne nægte denne Del af hans Virksomhed vor oprigtige Paaskønnelse.

Kommer dertil, at Amtmand Rump i sine sidste Leveaar blev prøvet haardt i dyb Sorg og smertefuld Sygdom, saa høre vi Budskabet om hans Død med den medfølende Sympati, som naar ud over alle de Meningsforskelligheder og Kampe, der nu en Gang ere Livets Kaar".

(Ribe Stifts-Tidende 20. august 1900)

Rump trak sig af helbredsårsager som justitsminister i 1899, og blev efterfulgt af ovennævnte professor Carl Goos. Derefter udnævnt som amtmand over Holbæk Amt. I september 1899 blev han opereret for galdesten hvilket dengang kunne være dødeligt. Han overlevede dog, og den 10. november 1899 meddelte Herning Folkeblad at Rump var så rask at han kunne spadsere i Frederiksberg Have. Men sygdom fik ham til at tage sin afsked 1. august 1900, hvorefter han døde kort til efter.

I bladet "København" blev han beskrevet som en hensynsløst provisorist - hentydende til Estrups provisorier. Hans virke i Korsør "med dets berygtede fattiggårdsaffærer og valgoptog med slagsmål". (Om denne anstalt, se Politivennen Live Bloggings indslag). "Han hørte til de mest usympatiske skikkelser som provisorietiden drev frem på den politiske arena. Som amtmand var han derimod oppe i Hjørring ved at vinde nogen anseelse; der burde han været blevet."

Rump blev begravet den 23. august 1900 i stor stilhed på Vestre Kirkegård. Provst Glahn (Frederiksberg) holdt talen, bl.a. om den afdødes "store flid" og "retsindighed".

En af N. R. Rumps sønner, Johannes Rump (1861-1932) sad i Københavns Borgerrepræsentation 1903-1932 - for Socialdemokratiet! Han havde været medlem allerede kort før faderens død i 1900. Han var som sådan med til at vælge Jens Jensen som den første socialdemokratiske borgmester i 1903. Han var bl.a. ven med Carl Jacobsen. Johannes Rump blev til forskel fra sine forældre begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Albertis "Pryglelov" blev vedtaget af Folketinget med mindst mulig marginal. 54 medlemmer stemte for - der krævedes ellers 57 hvis alle var mødt. Heriblandt 4 ministre. Og kun efter at konseilspræsidenten forlod salen.

Den Store Sædelighedsskandale 1895. Sædeligheds-Kommissionen August 1896-September 1897. (Efterskrift til Politivennen).

I maj havde seks medlemmer af oppositionen med ordfører Philipsen i Borgerrepræsentationen forsøgt at få nedenstående forslag vedtaget:

"Kommunalbestyrelsen opfordrer det høje justitsministerium til at nedsætte en kommission til undersøgelse af det københavnske Sædelighedspolitis forhold og virkemåde samt til eventuelt at gøre indstilling om reformer på dette område "

I stedet for denne havde Højre-flertallet ved Koch, med 25 stemmer mod de 6 fået vedtaget denne resolution:

"Kommunalbestyrelsen andrager justitsministeriet om nedsættelsen af en kommission til at tage under overvejelse og eventuelt gøre forslag til forandring l de gældende bestemmelser om de kvinder, der søge erhverv ved utugt."

I stedet for at anbefale en kommission til undersøgelse af Sædelighedspolitiet, fik man altså anbefalet at kommissionen skulle beskæftige sig generelt med bestemmelser om prostituerede. Da resolutionen måske var noget uklar, gik der tid med at Magistraten og justitsministeriet stillede spørgsmål om hvad en kommission egentlig skulle tage sig af. 

Men sent i forløbet ændrede Københavns Magistrat pludselig holdning og anbefalede justitsministeren at Borgerrepræsentationens forslag om nedsættelse af en kommission blev taget til følge. Og den 8. juni 1896 - over et år efter - kom sagen endelig for igen i Borgerrepræsentationen. Og efter yderligere et år - september 1897 - fremkom kommissionen med sin rapport hvis indhold var så vagt at det ikke længere skabte de store overskrifter. 

Sædelighedssagen.

Det kan egentlig ikke siges, at Københavns Borgerrepræsentation har haft held med sig i sin ageren i sædelighedssagen. Der er nu gået omtrent et halvt år, siden spørgsmålet rejstes, men desuagtet er man ikke nået stort videre, end man var, da der begyndtes, mens derimod selve sagen er blevet en del forandret derved, at nogle af de værst sigtede personligheder i Sædelighedspolitiet er blevet afløste af andre og flere af de påklagede forhold er blevet forandrede, så at den omhandlede "kommission" i mellemtiden i alt fald snarest er blevet mindre aktuel.

Som det vil mindes, kom sagen oprindelig frem således, at de ser oppositionelle borgerrepræsentanter med Philipsen som ordfører i henhold til en systematisk og alarmerende agitation i pressen stillede forslag om nedsættelsen af en i dansk retspraksis hidtil ukendt "blandet kommission", der som en art velfærdskomite skulle kunne forhøre og undersøge til alle sider og eventuelt gøre indstilling om reformer på det nævnte område. Under forhandlingen i Borgerrepræsentationen. hvor navnlig højesteretsassessor Koch gjorde modstand mod den "blandede" kommission, blev forslaget imidlertid ændret og tilsidst vedtaget således: "Kommunalbestyrelsen opfordrer justitsministeren til at nedsætte en kommission for at tage under overvejelse og eventuelt gøre forslag til forandring i de gældende bestemmelser om tilsynet med fruentimmer, der søger erhverv ved utugt." Spørgsmålet om en her i bladet foreslået kommissionsdomstol var, mens sagen stod på dagsordenen, til dels blevet præjudiceret ved de omhandlede forholds henvisning til undersøgelse ved kriminalretten og et ligeledes her i bladet fremsat forslag om under de forandrede forhold at nøjes med nedsættelse af et udvalg - eventuelt et fællesudvalg - til undersøgelse af forholdene i Sædelighedspolitiet og til prøvelse af det bestående regulativ i København, fandt ikke tilslutning i Borgerrepræsentationen, hvor dog Lange gjorde sig til talsmand for et sådant udvalg. 

Dette skete i begyndelsen af maj. Derefter blev der vekslet skrivelser mellem Magistraten - som tog nogen reservation over for den foreslåede kommission og navnlig ønskede denne udsat, indtil den kriminelle undersøgelse var sluttet - Borgerrepræsentationen og justitsministeriet, indtil sagen i mandags kom til at foreligge i Borgerrepræsentationen påny, idet justitsministeriet da i overensstemmelse med Magistraten billigede, at en drøftelse af de gældende politiregulativs bestemmelser på dette område (dvs. Sædelighedspørgsmålet) finder sted. Ministeriet mener derhos, at en sådan drøftelse bør ske af delegerede fra kommunalbestyrelsen sammen med politidirektøren, og når ministeriet erholder meddelelse om til hvilke delegerede det af kommunalbestyrelsen er overdraget at føre de pågældende forhandlinger, vil ministeriet derfor være villigt til at overdrage til politidirektøren at deltage i samme, ligesom ministeriet også, dersom det eventuelle udvalg til sagens behandling enten, fordi det ønsker at give sine undersøgelser en større udstrækning eller af andre grunde måtte begære det, er villigt til at tilforordne udvalget anden sagkyndig bistand, som måtte stå til ministeriets rådighed." I anledning heraf var det, at forsamlingen i mandags vedtog følgende beslutning: "Idet Borgerrepræsentationen beklager, at ministeriet ikke har kunnet gå ind på den - i væsentlig uoverensstemmelse med Magistratens udtalelse af Borgerrepræsentationen ønskede form for kommissionens sammensætning, idet man derhos vedblivende måtte ønske, at også andre mænd uden for kommunalbestyrelsen, der repræsenterer forskellige anskuelser om de her omhandlede forhold, fik sæde i kommissionen, og idet man forudsætter, at kommissionen i henhold til ministeriets udtalelse i slutningen af dets skrivelse af 12. f. m. til Magistraten vil finde anledning til at gøre indstilling til ministeriet i denne retning, beslutter Borgerrepræsentationen på sagens nærværende trin at vælge 5 medlemmer til den i Magistratens skrivelse omhandlede kommission."

Denne af Borgerrepræsentationen således tagne beslutning må under de givne forhold siges at være noget vanskelig at forstå. Ved at gennemlæse det officielle referat af forhandlingerne den 8. maj, ser man nemlig, at højesteretsassessor Koch, der som flertallets ordfører ledede aftenens forhandlinger, vel udtalte sig noget ubestemt om den eventuelle kommissions opgave, men dog navnlig fremdrog, at der i politiregulativet var bestemmelser, der krævede omordning og prøvelse, mens han den gang - ligesom nu atter i mødet i mandags - principielt sted på det standpunkt, at lovordningen ikke nu bør fraviges eller ændres. Dermed er det selvfølgelig vel foreneligt, at man dog også kan drøfte spørgemålet derom, Iigesom andre medlemmer kan gå videre i så henseende: men det har dog lige fuldt sin store betydning, at det er regulativets ordning, man især har for øje. Dette bliver af så meget større vægt, når man erindrer, hvorledes Magistraten i sin skrivelse for nylig til Borgerrepræsentationen tydelig påviste, hvilke få punkter det er som lovordningen vedrører, mens de mange bestemmelsers ordning er henvist til regulativet, der for hver bys vedkommende, altså også for København, træffes af kommunalbestyrelsen og justitsministeriet. 

Det er på den anden side givet, at hverken justitsministeriet - vide justitsministerens tidligere stilling i Landstinget til spørgsmålet om en kommissions nedsættelse - eller Magistraten har været stemt for en kommission til at behandle det store og væsentlige spørgsmål om en ny lovordning, mens det vel også må erkendes, at her måtte initiativet siges nærmest at ligge hos lovgivningsmagten. Alt dette påviste Magistraten tydelig i sin skrivelse af 7. oktober til Borgerrepræsentationen, og det er der klart lagt for dagen, hvad sagen drejer sig om.

Under disse omstændigheder forekommer set os, at ministeriet og Magistraten giver Borgerrepræsentationen alt, hvad den kan forlange, når man ikke blot siger: Nu skal behandles alt, hvad der kan komme ind under regulativet; det skal behandles af medlemmer af kommunalbestyrelsen, med i hvilke justitsministeriet vil pålægge politidirektøren at samarbejde! Men når man så yderligere tilføjer: Kommer man da ved dette sit arbeide til at ønske enten flere kræffer med til gerningen, eller til at give stoffet et større område, så går vi med dertil! - Ja, da synes det os unægtelig, at forsamlingen derved får alt, hvad der med rimelighed kan forlanges, og at den rolig kunne have ladet det forblive derved. Men, var man nu ikke enig deri, så burde man dog alvorlig have taget sagens realitet op og sagt: Skulle vi tage dette således, som det er os tilbudt, hvorved vi altså, hvis udvalget finder det rigtigt, kunne komme videre? Eller skulle vi sige: Det er os ikke nok; vi ville straks have en stor kommission og hele ordningen, også lovordningen, drøftet ! - Var man kommet til det sidste resultat, måtte man have vedtaget en udtalelse om at man ikke var fornøjet med ministeriets bestemmelse og tilsagn, men at man ville begære en større kommission og en videre opgave.

Men hvad gør man i stedet derfor? 

Man kaster sig over en enkelt sætning i Magistratens skrivelse, den nemlig, hvor Magistraten, efter udførlig at have fremstillet sagens virkelige hovedspørgsmål og begrundet, hvorfor man vil indskrænke sig til regulativet, så føjer til: "Og det er formentlig også dette område, som Borgerrepræsentationen - hvis forhandlinger tidligere er tilstillede ministeriet - i alt fald væsenlig har haft for øje ved sit forslag." Skønt denne udtalelse stemmer med ordførerens, assessor Kochs udtalelser, og skønt han atter i mandags gentog, at lovordningen formentlig ikke bør ændres, forarges man dog over, at det er i overensstemmelse med denne sætning, at ministeriet har truffet en afgørelse.

I Virkeligheden have Magistraten og ministeriet reelt vist al rimelig imødekommen; der er derved nået væsentlig hvad Borgerrepræsentationen har ønsket. Og så i stedet for at tage dette og døftee sagen, kaster man sig over en under de givne forhold ingenlunde uberettiget udtalelse i Magistratens skrivelse! 

Herved er der opnået det, at forholdet er blevet ganske uklart. Man går med til, hvad ministeriet har tilbudt; men i det samme drejer man det om og siger: Idet vi tager det hvad vi ville, og ikke det, som ministeriet har villet ! 

Havde det ikke været rigtigere at tale tydeligt? Hvorledes kan man på den uklarhed og urigtighed som nu foreligger, nedsætte kommissionen?

(Nationaltidende, 7. november 1895, 2. udgave).

Politiker og justitsminister N. R. Rump (1834-1900). Fotograf Lars Peter Elfelt (1866-1931). Han var blevet justitsminister efter at Johannes Nellemann havde trukket sig. Han sad 13. juni 1896 til 28. august 1899. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Borgerrepræsentationen

Mødet den 8. juni.

Sædelighedssagen. Fra Magistraten forelå den tidligere omtalte skrivelse om nedsættelse af en kommission til overvejelse af ændringer i de gældende bestemmelser om tilsynet med prostitutionen. Eventuelt valg af medlemmer af kommissionen.

Formanden rekapitulerede kort sagens gang der vil være bekendt.

Philipsen mindede om, at Borgerrepræsentationen jo hidtil havde stået enig i denne sag, idet mindretallet havde bøjet sig for flertallet. Man kunne imidlertid ikke nu sige, at det foreliggende resultat egentlig var tilfredsstillende; men alligevel ville de, under de givne forhold være rigtigst, om forsamlingen her vedtog, hvad den kunne få, og dette skulle han da anbefale. Samtidig måtte han meget beklage, at Magistraten i denne sag ikke fuldt havde stillet sig ved Borgerrepræsentationens side, og denne omstændighed skyldtes det måske at ministeriet i sin sidste skrivelse noget havde foretaget et tilbagetog. Herved var der dog nu intet at gøre. Det var næppe heldigt, at man herhjemme mere brugte kommissioner til at udarbejde lovforslag, skønt sådanne bedst kunne udarbejdes af dertil stillede enkeltmænd, end til at foretage indersøgelser. Man havde netop i denne sag ønsket en enquete-kommission, og den kunne have gjort nogen nytte.

P. Koch kunne i hovedsagen, nemlig spørgsmålet om, hvad man ved denne lejlighed burde foretage i denne sag, være enig med Philipsen. Men han måtte dog tage et forbehold ved motiveringen i henseende til, at ministeriet skulle have forandret sin stilling. Dette forholdt sig næppe så. Spørgsmålet om kommissioner til optagelse af forhør m. m. var det næppe værd at drøfte nærmere ved denne lejlighed. Det ville vist være rigtigst at udsætte valget af medlemmer af kommissionen til næste møde.

Lange mindede om det særstandpunkt, ifølge hvilket han tidligere havde anbefalet nedsættelsen af et udvalg i stedet for en kommission. Nu fortrød man vist, at man ikke havde stemt for et udvalg, men nu var der vel ikke for flertallet andet at gøre end at gå med til kommissionen, således som man nu kunne få den. Det var ganske vist ikke Københavns Kommunalbestyrelses opgave at beskæftige sig med lovgivningsemner for hele landet, og det var næppe muligt i så henseende at nå til enighed; men efter at ministeriet nu havde ført sagen tilbage inden for de rigtige grænser, ville kommissionen vel blive nedsat. Men det var rigtig nok ganske forkert at nedsætte en kommission hertil. Man forplumrede derved Borgerrepræsentationens stilling. Kommunen stod sig meget bedre ved et udvalg; ved et sådant, eventuelt et fællesudvalg, burde man blive stående.

Borgmester Hansen syntes, at Philipsen og Koch ved denne lejlighed havde taget denne sag på en lykkelig måde. Man kom derved til et positivt resultat af de førte forhandlinger. Langes forslag burde ikke følges på sagens nærværende standpunkt, og det var dog nærmest en vinding, at man ved de kommende overvejelser fik flere sagkyndige mænd til bistand, når man gik til en kommission i stedet for et udvalg. Det nu gældende regulativ var udarbejdet af en lignende kommission. Philipsen havde ikke ret i, at Magistraten i denne sag havde modarbejdet Borgerrepræsentationen. Ministeren var snarest gået noget frem i sin tid fordi Magistraten søgte at bevæge ham dertil.

Philipsen kunne i sin tid have fulgt Langes forslag, hvis det da havde fået flertal for sig. Nu kunne alle gå med til kommissionen. Ved valget af medlemmer til kommissionen burde man tage hensyn til Siuancen mellem Koch og taleren i henseende til kommissionens opgave.

Lange lagde ikke så særdeles stor vægt på, om man fik et udvalg eller en kommission, men han tvivlede ikke om, at et udvalg havde været at foretrække. Nu var der jo mulighed for at ministeriet kun satte lutter departementschefer ind i kommissionen; departementschefer blev jo alt muligt i vore dage. Og så vidste man ikke, hvorledes det gik med kommunalbestyrelsens indflydelse. Kommunen stod i en kommission ikke frit som i et udvalg.

P. Koch kunne godt forstå Langes standpunkt, men han kunne ikke følge ham i hans betragtninger, idet man også måtte ønske at få sagkyndighed uden for kommunen med til overvejelse. 

Lange var vedblivende overbevist om at et udvalg var at foretrække 

Ved den derpå foretagne afstemning vedtoges Magistratens forslag om at henvise sagen til en kommission. Valget af medlemmer udsættes til næste møde.

(Dagens Nyheder, 9. juni 1896).

Boghandler og politiker Gustav Philipsen (1886). Fotograf Niels Christian Hansen (1834-1922). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Philipsen (1834-1922) var 1886 blevet bestyrelsesmedlem i den liberale vælgerforening i København. Han sad i Borgerrepræsentationen 1893-1904 og var rådmand i Magistratens 4. afdeling 1904-1922. Medlem af Folketinget 1898-1903. Han blev medlem af det Radikale Venstre 1905.

Sædelighedskommissionen nedsat.

Et kapitel af de danske autoriteters syltehistorie.

Justitsminister Rump har nu endelig fået den sædelighedskommission sammensat, som oppositionen i Borgerrepræsentationen krævede nedsat allerede i maj måned 1895 i anledning af de oplysninger. der kom frem efter politiinspektør Korns selvmord.

Kommissionen ser således ud :

Boghandler Gustav Philipsen, højesteretsassessor P. Koch og dr. Ørum (valgte af Borgerrepræsentationen), borgmestrene H. N. Hansen og Jacoby (valgte af Magistraten). politidirektør Eugen Petersen, justitiarius i kriminalretten Ingerslev, overretsassessor Hastrup og læge professor Rudolph Bergh valgte af justitsministeren.

Det er disse 10 herrer, som nu, snart 1 år efter at skandalerne kom frem, skal til at undersøge deres årsag og mulig stille forslag til en forandring af forholdene.

Det er synd at sige, at de danske myndigheder kører med iltogsfart. I marts måned 1895 skød politiinspektør Korn sig en kugle gennem hovedet i sit kontor i Rådhuskælderen. Selvmordet vakte stor opsigt, fordi det var forøvet af en mand, der ved hele sin ydre optræden havde vundet sig en del venner og megen sympati, og hvis hele vandel tilsyneladende var uden plet og lyde. Han havde jo endog i socialismens første dage vundet sine sporer ved under et falsk navn at rejse omkring med socialdemokratiske talere, for bagefter at kunne optræde som vidne imod dem. En sådan mand skulle man tro var godt garderet.

Selvmordet gav dog anledning til en hel del rygter, som viste, at der var something rotting indenfor Sædelighedspolitiet, hvis betroede chef Korn i flere år havde været.

Politidirektøren skyndte sig så i "Berlingske Tidende" at afgive en erklæring om, at alt var såre godt i hans etat og at Korns selvmord måtte tilskrives et "illegitimt forhold", han havde indladt sig på, i forbindelse med sygdom. Allerede det at Sædelighedspolitiets chef havde illegitime forbindelser, var i høj grad egnet til at vække opmærksomhed, særlig da Korn jo havde vist sig i sit offentlige liv som en meget stærk Bethesdamand, der ivrede mod kødets lyst og livets forfængelighed.

Det kom imidlertid ret hurtig for en dag, at Korn var kommet i det illegitime forhold ved at en levemand havde anmodet ham om at befri sig for en besværlig elskerinde. Korn gjorde også dette, men på den måde, at han selv tog sig af den skønne. Her havde man altså bevis for, at politiet privat ordnede delikate affærer, og da det ligeledes blev oplyst, at Sædelighedspolitiets næstkommanderende, overbetjent Meyer, havde en obligation i en bordelværtindes ejendom, var der tilstrækkeligt faste holdepunkter for de sigtelser for myndighedsmisbrug, bestikkelse osv., som rettedes mod Sædelighedspolitiet.

Oppositionen i Borgerrepræsentationen stillede derfor allerede den 22. april f. å. forslag om at indgå til justitsministeren med anmodning om nedsættelse af en kommission til undersøgelse af Sædelighedspolitiets forhold og virkemåde. Dette gav borgmester Hansen anledning til at afgive den erklæring, at sigtelserne mod Sædelighedspolitiet for myndighedsmisbrug og bestikkelser måtte anses for "fuldstændig grundløse". Samtidig måtte han dog indrømme, at Meyer havde fået en obligation på 15.000 kr. af en bordelværtinde for ordningen af et "privat forhold", ligesom han på given foranledning oplyste, at Korn ved sin død havde en underbalance i Sundhedskommissionens kasse på 9700 kr. Beløbet var dog dækket af hans venner.

Behandlingen af oppositionens forslag blev udsat til et senere møde, og dette afholdtes først den 6. maj. I mellemtiden var undersøgelsen af sagen ved justitsministerens beslutning overgivet til kriminalretsassessor Ussing, hvorfor man fra Højres side kunne stille sig på det standpunkt, at man ikke ville have en kommissionsundersøgelse af den Kornske sag og hvad dermed stod i forbindelse, mens man derimod nok ville gå med til en undersøgelse af de regler, hvorefter politiet arbejdede.

Dette standpunkt var ganske klogt af Højrepartiet, for trods borgmester Hansens og politidirektørernes erklæringer om at alt var såre godt, varede det ikke ret mange dage, inden assessor Ussing arresterede to af Sædelighedspolitiets betjente, Petersen og Borelli, der begge dømtes for ret betydelige forseelser i deres tjenesteforbold. Samtidig fik overbetjent Meyer ferie, der sluttede med, at han tog sin afsked.

Borgerrepræsentationens beslutning om en kommission blev kun modstræbende tiltrådt af Magistraten og med den bemærkning, at den først skulle nedsættes når den kriminelle undersøqelse var færdig. Hertil sluttede justitsministeren sig. Så trak sagen ud til hen på efteråret.

Nu rejste Magistraten imidlertid et andet spørgsmål, nemlig om kommissionens kompetence, om den udelukkende skulle beskæftige sig med det københavnske politiregulativ eller om den også skulle tage hele princippet om prostitutionens ordning op til drøftelse, og på den måde lykkedes det at trække tiden ud til den 18. november, hvor Borgerrepræsentationen meget bestemt fastholdt sit standpunkt om en udvidet kompetence.

Saa hvilede sagen igen i justitsministeriet til juni måned d. s., (altså i 6 måneder), og nu kom endelig hr. Nellemanns svar, som gik ud på at han ville nedsætte en kommission, hvortil Borgerrepræsentationen kunne vælge 3 og Magistraten 2 medlemmer, mens han selv forbeholdt sig at vælge 5 medlemmer, derunder formanden.

Den 16. juni valgte Borgerrepræsentationen sine Medlemmer, og nu har Hr. Rump (Nellemanns Efterfølger) efter et par måneders overvejelser valgt sine 5 mand. Den omstændighed at han har valgt lutter embedsmænd, deriblandt politidirektøren, som rimeligvis også skal være kommissionens formand, er et ret tydeligt bevis på at det ikke er meningen, at denne kommission skal gå synderlig dybt i sagerne eller i nogen nævneværdig grad forandre om på de bestående forhold.

Men de danske autoriteter har sikkert her sat en smuk rekord i sendrægtighed, 1½ år for at nedsætte en kommission, det er der næppe noget andet civiliseret land der gør os efter.

(Social-Demokraten, fredag den 21. august 1896).

Politidirektøren skal afskediges!

Søndag middag henvendte en deputation fra Højres såkaldte Arbejder- (!) og Vælgerforening sig til den ny justitsminister, hr. Rump, med en adresse, hvori det bl. a. siges:

Vi tillader os at udtale følgende ønske :

1) At Ds Eksc. vil søge at fremskynde proceskommissionens arbejder og derpå forelægge for Rigsdagen et forslag til en retsreform, der forener hensynet til retssikkerheden med den enkeltes krav på at sikres mod vilkårlig behandling.

2) At Ds. Eksc. snarest vil gennemføre en bedre ordning og ledelse af Københavns Politi samtidig med, at der søges tilvejebragt en passende Forhojelse af Politietatens Lonninger.

Justitsministeren svarede:

1) Jeg skal henlede proceskommissionens formands opmærksomhed på ønskeligheden af at kommissionens arbejder fremmes så hurtigt, som omstændighederne tilsteder. Så snart kommissionens betænkning foreligger, vil den blive gjort til genstand for behandling i ministeriet, for at de fornødne lovforslag kan blive udarbejdede.

2) Politiets forhold er genstand for en nærmere prøvelse i ministeriet. Jeg er rede til, når jeg har dannet mig en bestemt opfattelse af stadens politiforhold i det hele, og det måtte vise sig, at disse på et eller flere punkter er uheldige, da for så vidt det beror på mig, at søge manglerne afhjulpne.

Efter hvad vi fra pålidelig kilde erfarer foreligger her en ren og skær politisk komedie. Politidirektørens fjernelse fra sit embede er nemlig besluttet; men regeringen har, for at støtte det københavnske Højre, ønsket, at afskedigelsen skulle synes at være resultatet af en henvendelse fra Højrevælgerforeningen.

Hr. Eugen Petersen skal bringes som offer på den almindelige oppositions alter. Det lader sig nemlig ikke skjule at hele den københavnske befolkning, fra Socialdemokratiet til det mest reaktionære Højre, befinder sig i opposition til vort rets- og politivæsen.

Under disse omstændigheder tør Højre ikke gå til nye valg. Der er ingen tvivl om, at hvis fx Borgerrepræsentantvalgene fandt sted i denne uge, ville Højre blive fejet væk som gammelt støv.

For at imødekomme denne stemning og for på ny at skaffe Højre en position, skal Eugen Petersen ofres!

Og det skal indrettes således, at der bibringes vælgerne den tro, at politidirektøren ofres på Højres opfordring. Han skal kastes som et sonoffer i det oppositionelle svælg med det håb, at så lukker svælget sig. Men herimod sætter vi vort bestemte nej!

Hvad betyder det at Eugen Petersen går af, når Højre vedblivende beholder magten? Når vort retssystem vedblivende er det samme?

Når Rump, den mest udprægede repræsentant for politivilkårlighed, reaktion og provisoriske lovbrud, uhindret er landets justitsminister? Eugen Petersens fald er et personstifte uden betydning, når han ikke falder sammen med hele Højres forbryderiske regimente!

Derfor slutter vi os fuldt ud til hr. Hørups udtalelser i Lørups Ridehus, da han sagde, at retsbevægelsens udslag skulde føles på valgdagene. Vælgerne skal holde dom over hr. Eugen Petersen, over hr. Nellemann, over Rump, over politiet, retsvæsnet og Højrepartiet. Højres repræsentanter i kommunalbestyrelse og rigsdag skal fældes, og med dem skal Højres regering falde. Før bliver der ingen retssikkerhed her i landet.

Man ser det bedst ved at erfare, at Eugen Petersens efterfølger bliver en Matzen eller en Sylow. Disse navne er blevet nævnt offentligt som politidirektørens efterfølgere, hvis personskiftet finder sted under Højres ledelse. Men ville det ikke netop blive en ulykke for det frisindede København, om en Matzen eller en Sylow tog politikniplen af hr. Eugen Petersens hænder.

Det er en selvfølge, at vi kun med tilfredshed ser hr. Petersen falde. Det er en Indrømmelse til vor opposition, som vi tager os til indtægt. Hans fald betyder, at man bøjer sig for vor kritik. Men vi vil straks tilføje, at med dette personskifte beroliges København ikke. Vi siger med hr. Hørup: Højere op! op til dem, som har ansvaret, og som repræsenterer politiånden, og det er regeringen og Højrepartiet, København vil ikke med tillid modtage en politidirektør af hr. Rumps hænder, for denne tillid er han ikke værdig. Og København vil ikke lade sig berolige hverken ved Højrevælgerforeningens komedie i søndags, eller ved det tableau, som forestår: Provisoristen Rump, som bringer den krænkede retsfølelse hr. Petersens hoved på et fad.

(Social-Demokraten, 6. oktober 1896)

Rygterne om Eugen Petersens afgang florerede resten af 1896, men på trods af at det var Højre-folk som havde foreslået det, var der ikke hold i rygterne: Højre-flertallet sprang i målet, og Eugen Petersen sad indtil 1917.

Lørups ridehus (1891-1931) lå på hjørnet af Uppsalagade og Stockholmsgade på Østerbro. Udover som ridehus blev det brugt til forsamlingshus, bl.a. af Viggo Hørup. Den nuværende ejendom opført 1932 er tegnet af Henning Hansen og andelsboligen har taget navn efter ridehuset. 

Højres adresse til Rump.

Vore Oplysninger i Gaar om, at Eugen Petersen skal afskediges, vakte, som ventes kunde, stærk Bevægelse.

Det københavnske Venstre synes fuldstændig at slutte sig til den opfattelse, som vi gjorde gældende, nemlig:

1) at politidirektørens afskedigelse alene ikke vil berolige den offentlige mening, for den søger årsagerne til retsskandalen i selve det Nellemannsk-Rump'ske Højre med dets brutale lovbrud og forfatningskrænkelse, og

2) at det ville være en skandale, om bevægelsen kun medførte et personstifte, fx at hr. Eugen Petersen afløstes af hr. Sylow eller en anden kriminel provisorist af den Nellemann'ske skole.

"København", der vel nærmest er organ for de liberale af hr. Hørups retning, skriver :

"At hr. Eugen Petersen er færdig, turde være afgjort. I dette øjeblik, da alle stemmer i med vor i det sidste år jævnlig og kraftigt gentagende opfordring til hr. Petersen: Gå! gå! gå!" i dette øjeblik, siger vi, er der ikke en, der tror, at han længere kan sidde opfordringen overhørig.

Og man begynder at spørge efter hans eftermand. Hvem skal det være?

Rundt i byen nævnede man da i går som et rygte, at hr. Sylow skulle være udset til at være manden. Det skulle være hr. Nellemanns hånd, der endnu skulle være mægtig at pege hr. Petersens eftermand ud. I tirsdags morges har rygtet fundet vej til "Social-Demokraten" og derved yderligere fået vind i sejlene.

Imidlertid mener vi, at den snak med hr. Sylow bør stoppes i farten, stoppes med en ganske bestemt protest fra borgernes side. For hr. Sylow er ikke den mand, der passer i det sæde, hr. Eugen Petersen ikke kan beklæde. Hr. Sylow er en endnu mere udpræget repræsentant for politibrutaliteten og vort skandaløse retssystem end hr. Petersen. Vi behøver blot at minde om, at hr. Sylow og hr. Valdemar Petersen nu i årevis har været som sammenvoksede i de nellemannske ildebrandskommissioner. I deres Spor over landet har det vrimlet med bekendelser og tugthusdomme, og ingen anden domstol har som deres brugt varetægtsarresten i dens mest udpræget middelalderlige form. Vi har haft fornøjelsen gang efter gang at fortælle interiorer fra de Sylow Valdemar Petersenske arrester og retsskranker, som i højeste grad trængte til at besvares med et dementi for domstolenes egen skyld, uden at vi nogensinde har fået et svar.

Med Sylow som politidirektør er der kun udsigt til værre tilstande end under hr. Eugen Petersen.

Men en sådan mand som hr. Sylow, har vi ingen brug for. Det er ikke en mand der er dreven i at  få folk til at bekende ved en hensynsløs benyttelse af arresterne, ikke en mand, hvis højre hånd er en Valdemar Petersen, ikke en mand, der laver "Havnelav" af skruebrækkere, ikke en Sylow, som vi her i byen trænger til, men en mand, der kan holde det gennem tiderne demoraliserende politi i ørene, genoprette tilliden til retshåndhævelsen, borge for, at de misbrug, der nu skriger om afhjælpning, ikke gentages men afskaffes."

Nicolai Christian Herholdt Sylow (1848-1913). Fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Aftenbladet", hr. Korsgaards Venstreblad, skriver straks i overskriften, at hr. Eugen Petersens fald er en politisk komedie og tilføjer :

"Hvad Højre i disse dage spekulerer på er at fordrive hr. Eugen Petersen. Derfor gik Højres vælgerforening i søndags til hr. Rump med en klage over politiforholdene - efter at et partimøde havde forlangt personforandringer i den øverste styrelse - og derfor var hr. Rump så elskværdig at love grundig overvejelse og sådanne forholdsregler, som befandtes tjenlige for borgernes vel.

Men nu kommer det, der gør historien til så god en Højrehistorie. Endnu før Højre gik til sin justitsminister og for justitsministeren modtog sit parti i audiens og gav det gode løfte, var det en afgjort sag, at der blandt politiets overordnede ledere skulle udtages en syndebuk eller to. Når bukken så var jaget ud i ørkenen med alle politiets synder på sin ryg, ville Højre stå op og sige til borgerne i København:

Ser I, hvor vi har antaget os Eders velfærd. I klagede - og klagede med rette over Eders politi; nu har vi gjort for Eder, hvad der i øjeblikket var muligt.

Så blev det borgernes tur at sige: Højre er alligevel et parti, som det er værd at støtte, for det udretter dog noget; se, nu har det skaffet os en anden politidirektør (eller måske en ny inspektør) ; det parti stemmer vi på næste gang.

Derefter hentes bukken hjem til et andet embede, der er lige så fedt som den krybbe, han blev jaget fra. Og for øvrigt går alt ved det gamle.

Det vil interessere Københavns oppositionsmænd at se Højre spille den komedie. Men hvis Højre tænker det kan slippe for så billigt køb, tager det mægtigt fejl."

*

"København" nævner to politimænds afskedigelse. Den anden, hvis fald overvejes af regeringen, er Th. Petersen. Højre er sikkert beredt til i dette øjeblik at ofre hvem som helst, når det blot redder partilivet og hermed magten. Men Københavns Borgere vil ikke slå sig til tåls med tomme navneskifter. Det er Højre som parti, der gennem en række hensynsløse lovbrud, misbrug af magt og krænkelser af ret har skabt politistudene og arrestbøllerne, og derfor hviler vi ikke før Højre falder på sine gerninger. Vil Højre ikke vige, skal det fældes på valgdagene, for da taler hver mand med, og da ligger Højres skæbne i hver mands hånd.

(Social-Demokraten, 7. oktober 1896)

Nicolai Christian Herholdt Sylow (1849-1913) havde på daværende tidspunkt bl.a. været assessor i Københavns Kriminal- og Politiret, borgmester og byfoged i Korsør (1887-1898), og blev i 1898 birkedommer i Frederiksberg, formand for Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Han blev 1911 medlem af Landstinget.

Mens rygtet om Eugen Petersen ikke blev en realitet, var der anderledes hold i spådommene om vælgernes dom over Højre. Seks år efter blev partiet reduceret til nærmest ingentig ved folketingsvalget. Vælgerforeningens initiativ kan måske ses som det lokale partis forsøg på at vinde vælgere.

I Social-Demokraten, 8. oktober 1896 beskrives justitsminister Rumps fortid som politidirektør i Korsør hvor tvangsfanger og fattiglemmer var indsat på samme anstalt, og hvor Rump anbefalede vold og prygl som løsninger. I Social-Demokraten, 10. oktober 1896 stod at Rump i 1891 havde udtalt sig mod rotting-straffens afskaffelse i tvangsarbejdsanstalterne. Samme nummer indeholdt også en artikel om en pige som var blevet offer for Sædelighedspolitiet:

Nyt revolverdrama.

En ung piges historie
Sædelighedspolitiet igen på færde.

I går eftermiddags ved 3-tiden har en ung pige, Elly Hansen, der boede i frøken Mortensens pensionat på Gråbrødretorv, forsøgt at aflive sig ved et revolverstud. Foruden at hun herved tilføjede sig et dødeligt sår, gik der tillige ild i hendes klæder, så at den ulykkelige pige stod i flammer.

Frøken Hansen er kun 25 år og hjemmehørende i Roskildeegnen; hendes bror ejer en større landejendom ved Havdrup. Hun har været ansat som ekspeditrice i en forretning i Ny Østergade. men mistede pladsen for et par måneder siden, og har siden stået blottet for subsistensmidler. Til alt held var hendes værtinde medlidende og gav hende vedblivende kost og logi, skønt gælden voksede.

Alt dette indvirkede på den unge piges sindsstemning, og værre blev det, da hun en dag erfarede, at en ung læge, som hun var forlovet med, havde brudt forbindelsen og giftet sig med en anden. Hun erklærede nu til sine omgivelser, at livet intet værd havde for hende, og hun bad sin værtinde om ikke at blive forskrækket, om hun en morgen skulle finde hende hængende død i en strikke i sit værelse. Man troede dog ikke truslen var alvorlig ment, og slog det hele hen i spøg.

Så indtraf der en begivenhed, som føjede et nyt led af modgang og forsmædelse til den unge piges skæbne: vort nidkære Sædelighedspoliti greb hende som sigtet for at ernære sig ved utugt, hun underkastedes den obligatoriske lægeundersøgelse - og måtte løslades som uskyldig!

Sædelighedspolittets indgriben foranledigedes ved et anonymt brev, det havde modtaget, og som antagelig stammede fra en af Ellys uvenner; i brevet beskyldtes hun for at leve af  herrebesøg.

En tidlig morgenstund mødte en af Sædelighedspolitiets betjente i pensionatet og erklærede på politiets sædvanlige støjende måde, at han skulle have fat i Elly. Det nyttede ikke, at værtinden roste hende som en ordentlig og tilbageholden pige, hvem hun i enhver henseende kunne anbefale for at have ført en sædelig vandel i den tid, hun havde boet i pensionatet. Betjenten tog intet hensyn til alle disse forsikringer og blev til sidst lukket ind i Ellys værelse, hvor den unge pige endnu stod i undertøj og gjorde sit toilette. Efter et kort forhør trak betjenten af med hende, men politiets undersøgelser om den unge piges vandel må antagelig have ført til det resultat, at hun intet strafværdigt havde begået. I hvert fald blev hun efter nogle timers forløb løsladt, og hun fortalte da sin værtinde, at hun havde måttet finde sig i den tort at blive undersøgt af politilægen, skønt hun var ganske uskyldig.

Fra den tid af synes det, som om selvmordsplanerne ret er modnedes hos hende, og hun traf omhyggeligt alle forberedelser til at gå i døden. I søndags kom hun ud i pensionatets køkken med en stor bunke breve, som hun kastede i komfuret og lod brænde med den bemærkning, at det var bedst, at alt var i orden, "hvis der skulle ske noget." Hun sov ikke om nætterne, og for resten sad hun de øvrige dage i denne uge ensom på sit værelse, sammensunket og stirrende hen for sig i en meget nedtrykt stemning og uden at få anden næring end hvad værtinden af godhed satte ind til hende.

I disse lange mørke timer har hun ruget over dødstankerne, og allerede i torsdags har hun nøjagtig og koldblodig fastsat timen, da hun skulle dø: Fredag eftermiddag ved 3 - 4-tiden, netop pensionatets spisetid. Dette fremgår af, at hun ved brev havde anmodet en veninde om at møde ved den tid i pensionatet for at afhente hendes (Ellys) portræt, som hun ville forære veninden til erindring om sig.

En halv times tid før hun i går eftermiddags forsøgte at aflive sig, gik hun ind i en nærliggende butik og købte en avis, for, som hun sagde, at se, om der stod mere om, hvorledes Sædelighedspolitiet behandler de unge kvinder. Hun skyldte 8 øre, og dem betalte hun med den bemærkning, at det var bedst de fik pengene, for nu så de hende ikke mere. Butiksdamen lagde mærke til, at hun var så hvid i sit ansigt som et lig, og da Elly kom op i pensionatet, bemærkede værtinden ligeledes hendes afskrækkende udseende, og at hun rystede som af kuldegysninger, hvorfor hun tilbød hende en kop kaffe.

Et kvarter senere bragte tjenestepigen kaffen ind på Ellys værelse. Da hun åbnede døren, mødte der hende et rædselsfuldt syn; hun udstødte et skrig og tabte af skræk kopperne; hun tilkaldte værtinden og pensionærerne, der sad ved middagsbordet.

Elly lå på chaiselonguen, blødende af et skudsår, kun iført særk og uldtrøje. Der var ild i tøjet, og flammerne (der antagelig er opstået ved skuddet), slikkede op ad hendes legeme; på gulvet lå en revolver, som hun havde affyret mod sit underliv, og blodet vældede i en strøm ud af såret. Værtinden løb resolut til og fik ilden slukket ved at kaste et tæppe over, men Ellys bryst og underliv var da allerede bedækket med brandsår. Kuglen havde ramt i underlivet tæt ovenfor navlen, og kuglen sad fast i legemet. Den unge pige kom et øjeblik til sin bevidsthed og stønnede: "Gid jeg måtte dø!"

Rygtet om den uhyggelige begivenhed havde samlet en stor menneskemængde udenfor ejendommen og op ad trapperne, og netop på dette tidspunkt indfandt den omtalte veninde sig for at hente portrættet. Det tilkaldte politi besørgede selvmordersken i en droske til Kommunehospitalet; Hende tilstand var således at der næppe er håb om at hun lever.

(Social-Demokraten, 10. oktober 1896)

SædelighedsKommissionen.

Den i 1896 nedsatte Kommission til Prøvelse af de gældende Bestemmelser om Tilsynet med Prostitutionen i Kjøbenhavn, hvilken kommission bestod af professor Rudolph Bergh, borgmester H. N. Hansen, overretsassessor Hastrup, etatsraad H. Hoff, justitiarius Ingerslev, borgmester Jacobi, højesteretsassessor Koch, politidirektør Eugen Petersen, boghandler G. Philipsen og dr. med. Ørum har afgivet betænkning, hvis hovedindhold i følge Ritz. Bur. er følgende :

Kommissionen bemærker, at den har forstået sin opgave således, at spørgsmålet, om staten overhovedet bør etablere sundhedskontrol og polititilsyn med prostitutionens udøvere eller ej, lå udenfor opgaven, men at kommissionen derimod med den bestående ordning som grundlag skulle først og fremmest prøve de bestående administrative bestemmelser om tilsynet med prostitutionen i København, og dernæst eventuelt også stille forslag om ændringer i enkelte af selve lovgivningens bestemmelser. Dog bemærker Hastrup, Jacobi og Philipsen, at såfremt spørgsmålet om kontrolsystemets fuldstændige afskaffelse havde foreligget til behandling, ville de have stemt for en sådan afskaffelse.

Allerede under den første almindelige forhandling viste det sig, at alle kommissionens medlemmer var så temmelig enige i, at de gældende administrative bestemmelser, altså navnlig regulativet af 9. marts 1877, i alt væsentligt måtte anses for tilfredsstillende og derfor ikke burde undergives større forandringer, med mindre der også skete forandringer i selve lovgivningen. Angående denne side af sagen, altså om der er grund til at foretage ændringer i lovgivningen, har kommissionen delt sig i et flertal, bestående af Bergh, Hoff, Ingerslev, Koch, Philipsen og Ørum, der foreslår indførelsen af ikke ubetydelige lovændringer og stille et dertil sigtende lovforslag, samt i et mindretal, der ikke mener, at der er grund til at foretage forandringer i lovgivningen. Flertallet fremhæver særlig som uheldig bestemmelsen i straffelovens § 180 om, at kvinder, som imod politiets advarsel søger erhverv ved utugt straffes, idet advarslen altså kan gives på mistanke, uden at der behøver at foreligge bevis for, at vedkommende kvinde har forset sig. Med hensyn til sundhedskontrollen bemærker flertallet, at det er fuldt forsvarligt, at den kvinde, der bevisligt driver utugt som erhverv, underkastes sanitær kontrol og polititilsyn, men at de gældende ordenspolitimæssige bestemmelser sikkert ofte er for strenge. Flertallet foreslår derfor en skarpere sondring mellem disse to klasser og stiller et forslag, hvis hovedtræk er følgende: Enhver kvinde, der driver utugt som erhverv, er pligtig at underkaste sig kontrol, bestående dels i regelmæssig lægeundersøgelse, dels i forpligtelse til for politiet at anmelde enhver forandring af bopæl samt til at rette sig efter visse nærmere angivne ordensforskrifter. Den, som uden at have underkastet sig den nævnte Kontrol, driver utugt som erhverv, tiltales ved politiretten og dømmes, hvis hendes brøde bevises, til straf, dog at dommeren, ligesom ved andre politiforseelser, efter omstændighederne kan lade en advarsel træde i stedet for straffen. Findes hun på ny skyldig i samme forseelse, dømmes hun til at sættes under kontrol og kan i forbindelse dermed idømmes straf. Den kontrollerede kvinde, der gentagne gange er straffet for overtrædelse af tilholdet, kan ved beslutning af politimesteren undergives regulativets forskrifter (altså undergives de vilkår, under hvilke for tiden alle indskrevne offentlige fruentimmer lever.)

Af forslagets enkelte bestemmelser kan i øvrigt fremhæves: Det bliver dommeren, der bestemmer, om den sigtede skal underkastes lægeundersøgelse. De kvinder, der er underkastede det mildere lægetilsyn, har lov til at benytte privat læge, de andre kvinder ikke. Ingen kvinde under 18 år kan undergives tilsyn. Den mand, som helt eller delvis lader sig underholde af en kvinde, der driver utugt som erhverv, straffes med fængsel på vand og brød eller med tvangsarbejde, i gentagelsestilfælde med strafarbejde indtil 2 år. Som følge af de foreslåede forandringer vil straffelovens § 180 og Lov af 10. April 1874 §§ 3 - 8 være at ophæve.

Mindretallet finder, at det ved den af flertallet foreslåede indbringelse af spørgsmålet for retten i stedet for den hidtil anvendte administrative advarsel vil blive meget vanskeligt i de enkelte tilfælde at skaffe bevis mod den tiltalte kvinde, og foretrækker ligeledes den nugældende ordning, ifølge hvilken alle kvinder, der kontrolleres, også er regulativet undergivne. Den frihed fx til at bo og færdes, hvor de vil, som efter flertallets forslag vil tilkomme de kvinder af den mildere art, som vel kontrolleres, men dog ikke underkastes regulativets bestemmelser, mener mindretallet vil kunne blive farlig. Derimod tiltræder mindretallet den foreslåede straffebestemmelse mod soutenørerne.

(Jyllands-Posten, onsdag den 8. september 1897).

Ved folketingsvalget 1901 fik Venstre 76 mandater, De Moderate 15, Socialdemokratiet 14 og Højre 8. Allerede før valget havde en række Højrefolk, fx ØKs direktør H. N. Andersen, set skriften på væggen, og presset den stokkonservative konge Christian 9. til at afskedige Højreministeriet Sehested, til fordel for J. H. Deuntzer. Dermed var det såkaldte Systemskifte en realitet. Regeringer kunne for fremtiden ikke udnævnes/overleve hvis et flertal i Folketinget gik imod, ligesom kongen ikke længere kunne udnævne ministerier uafhængigt af folketingsflertallet. 

Samme år blev tilladelse til at holde bordel blev ophævet i 1901. I 1906 blev det samlede kontrolsystem ophævet.