Nicolai Reimer Rump (1834-1900). "Prygleloven"s Forgænger. (Efterskrift til Politivennen)

N. R. Rump var efter sin juridiske embedseksamen 1859 blevet ansat i det slesvigske ministerium. Efter krigen 1864 hvor ministeriet forsvandt, blev han manuduktør. 1866 sorenskriver på Færøerne. 1871-1886 var han borgmester, byfoged og byskriver i Korsør. Rump er omtalt i adskillige andre indslag på Politivennen Live Blogging.

Fra Rumps politimestertid i Korsør før 1871 var han kendt for aktivt at støtte Højre. Korsørvælgere blev transporteret til Slagelse hvor de marcherede med faner og musik ind i byen, drak sig fra sans og samling på Højres regning og indledte slagsmål og spektakler. Rump marcherede i spidsen for disse optog. Hvis oppositionen valgt, indledte Højres vælgere ofte slagsmål og optøjer. Selvom Rump ikke deltog i disse optøjer, skete de i hans politimester tid hvor Korsør var berygtet for fanatisme og brutalitet. I 1876 spiste han belejligt middag med Slagelses politimester på hotel Postgården og forblev ved måltidet mens optøjerne fandt sted. Aviserne som hovedsagelig var partiske til fordel for Højre, berettede ikke om disse hændelser. 

Da de politiske vinde senere skiftede side i Korsør til Socialdemokratiet i 1913, kunne man læse følgende erindring om Rumps storhedstid i Korsør. En lidt bitter Venstre-mand beskriver her hvordan Højres politik overfor Venstre førte til at "socialisterne" i Korsør overtog magten:

Byraadsvalget i Korsør.

---

Saadan skifter Tiderne! Da Tauber i 1872 første Gang for Alvor rejste Venstres Fane i denne Valgkreds, fik han 12 Stemmer fra Korsør. Da T. stillede sig sidste Gang her i Kredsen 1879 var hans Stemmetal i Korsør dalet til 2, en foruden Glarmesteren, om hvis Død der dannede sig vilde Sagn. Med den haardeste og mest brutale Haand, som overhovedet kendtes - og der var mange haarde Hænder i de Tider - blev enhver frisindet Ytring kvalt, enhver Oppositionsmand knækket og knægtet, hvor det var muligt. En uskyldig Jernbaneassislent blev forflyttet mod sin Villie, fordi han var set læsende i en Sociologi, som en af Lederne forvekslede med Socialisme. Naar Oppositionens Førere passerede Byen, var de ikke sjældent Genstand for raa Demonstrationer. Holdt Venstre Møder, blev der først serveret Punch for Arbejderne, og naar saa Hr. Borgmester Rump i Uniform (!) dirigerede, blev Venstres Talere peben ned og maatte være glade til ved at slippe med det. "Referaterne" af deres Udtalelser var lige saa langt fra Virkeligheden som Himmelen fra Jorden. Endnu saa sent som 1892, da Sagfører Bentzen og Redaktør Jensen efter Indbydelse holdt et privat Møde med Aktionærerne i Arbejdernes Fællesbageri Aftenen for Valget, indfandt Politibetjent Vind sig ved dette, først "for at undersøge Bageriet", dernæst pukkende paa "Politiets Ret til at overvære alle Møder"! Kun ved alvorlig Forestilling om. at der vilde blive klaget, hvis han krænkede Foreningsretten, tøflede han hjem til sin Borgmester for at søge Trøst; men han kom dog ikke igen. Det Aar delte Korsørtoget sig for første Gang, idet 40-50 Vælgere rejste for sig selv og stemte paa Venstres Kandidat. Hidtil var disse Fællestog lige saa mange Højrestemmer som der var Mand, og man var meget liberal med at eftergive Fattighjælp foran et Valg. I Spidsen for Toget gik Hr. Rump, og til en Smædevise for Venstre marscheredes der til Frokost i Industriforeningen og senere ned i Ridehuset. Den, der skriver dette, har set Hr. Rump overrække Hr. Tauber et Eksemplar af en saadan paa Valgtribunen. 1876 forsøgte man at banke Bønderne af Raseri over Valgets Udfald; men det gik ikke. Bønderne vendte ikke den højre Kind til; de foretrak at slaa igen. Slagelse Politi (det gamle) forduftede, og Byens Politimester stod netop ved Højres Gilde og talte om et godt Forhold mellem By og Land. Saa han var jo ogsaa forhindret.

Saadan var vore Vilkaar, og saadan var de andres.

Vi er ikke skadefro, og vore Meningsfæller i Korsør har glemt gammelt Nag og stemt og virket for Borgerlisten. Fra et almindeligt Borgerstandpunkt er den skete Udvikling beklagelig. Men - om man havde været mindre haardhændet mod Venstre dengang, da var vist adskilligt anderledes nu. Kolding er et Eksempel herpaa. Man var anderledes hensynsløse overfor dem, man burde have støttet, end man har været det mod Socialdemokraterne. Af den Sæd er der vokset en Høst, som bjergedes i Gaar.

Det gamle Højreregimente i Korsør er færdigt og kommer aldrig mere til Magten. 

---

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. marts 1913. Uddrag).

Bemærkningen om jernbaneassistenten hentyder til en afskediget jernbaneassistent Holst som havde søgt oprejsning pga. begrundelsen for afskedigelsen: at have drevet politisk agitation. Rump skulle som borgmester i Korsør have angivet ham. Herefter var han blevet forflyttet fra Korsør til en ringere stilling i Masnedsund efter angivelse af redaktøren af "Korsør Avis". Sagen kom op i Folketinget i januar 1884. Her afviste indenrigsministeren at Rump havde fremsat anmeldelse, og at han ad andre veje havde fået at vide at Holst agiterede mod forsvarsadressen - hvorved han var "kommet på kant med en del af befolkningen i Korsør". Forflytningen til Vordingborg var blot sket for at beskytte Holst! På trods af det vedtoges indstillingen dog med 64 stemmer mod 8. 

Rump var tilhænger af Estrups gendarmerilov fra 1885 - han mente at kun tiggere, løsgængere, vagabonder og forbrydere kunne være imod. En argumentation som ikke er ukendt i diktaturstater. Venstre påpegede da også den reelle hensigt bag korpset. Og korpset opnåede aldrig at blive populært, tværtimod forbitrelse.

Kort efter Rumps tiltræden som amtmand i Hjørring i 1887 afslørede Social-Demokraten horrible forhold på tvangsarbejdsanstalten i Korsør under Rumps borgmesterperiode. Se de særskilte artikler om dette. Bl.a hans behandling af de fattige på Korsør Tvangsarbejdsanstalt blev beskrevet som brutale, bl.a. med prygl efter borgmesterens ordre, ofte overværet af ham selv. På den lange bane betød det at der kom nye regler for fattiges behandling, således at Folketinget forbød opsynets ret til at give fangerne rotting. Dette beklagede Rump, og udtalte ved den lejlighed at "Sådanne fyre skal have prygl" .

Maler, tegner Alfred Schmidt (18581938). Blæksprutten 1899. "Tror Herren, det kan nytte mere i Dag?" Udslidt trækhest og politikere. Alfred Hage kommer kørende ind i byen på sin hestevogn som trækkes af et gammelt, svedigt og træt øg. Her møder han konseilspræsidenten (Hørring). Undertekst: - - Atter igaar var Konseilspræsident Hörring i travl Virksomhed med at finde den manglende Justitsminister. Resultatet blev desværre det samme som de foregaaende Dage - -

Rump blev valgt til Landstinget, fra 1894 kongevalgt. 1896 efterfulgte han den estrupske justitsminister Nellemann og minister for Island 1896-1899 i Højre-regeringerne Reedtz-Thott (1894-1897) og Hørring (1897-1900). Hørring havde problemer med at finde folk der var villige til at sidde i regering. Rump havde betænkeligheder (bl.a. fordi han skulle efterfølge Nellemann, Estrups tro følgesvend siden 1875). Det var ikke de store ting der blev vedtaget i hans embedsperiode.

 

Hvem er Justitsminister Rump?

Højre har altsaa bedt Hr. Rump om en Forandring i Retsplejen og en anden Ledelse af vort Politi.

Hvem er denne Hr. Rump, som skal være Københavns frelsende Engel, og som Højres Vælgerforening ønsker, at vi alle stal vise den største Tillid?

Til dette Spørgsmaal svarer vi følgende :

Hr. Rump er ikke Manden for at kunne fremme en Ordning, der forener Hensynet til Retssikkerheden med "den Enkeltes Krav paa at sikres mod vilkcarlig Behandling".

Før Hr. Rump blev Justitsminister og for han blev flyttet "norden for Lov og Ret", som Amtmand i Hjorring, var han en Tidlang Politimester i Højreravnekrogen Korsør. Hans Virksomhed dernede er falden sammen med de ulykkeligste Dage for Lemmerne paa "Korsør Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt".

Forholdene paa denne Anstalt omtaltes i "Social-Demokraten" i 1888. Vi skrev den Gang en Række Artikler om Fattiggaards- og Forsørgelsesforholdene her hjemme, og den første af Artiklerne beskæftigede sig med Anstalten i Korsør. Hernede var Tvangsfanger og Fattiglemmer blandet mellem hverandre, og Behandlingen af disse Stakler var umenneskelig, kendt og berygtet over hele Landet. Lemmerne havde det værre end Tugthusfanger, idet Arbejdet var meget strængt og Føden ussel, medens Prygl derimod uddeltes i rigelige Portioner.

Og for Pryglene stod den Korsør Borgmester, Hr. Landsthingsmand Rump, som øverste Chef. En tidligere Inspektor paa Anstalten stod ikke i Yndest hos Hr. Rump, efter Sigende fordi han ikke var stræng nok overfor Lemmerne. Han kunde ikke lide at anvende Prygl, hvorimod Hr. Rump anfaae denne Behandlingsmetode for udmcrrket. Om det var af den Grund, at han saa ofte overværede Uddeling af Rotting paa Anstalten, er ikke godt at sige. men Faktum er, at han ofte var til Stede. Det var vitterligt for enhver, at Borgmester Rump ingen Smærte følte, hver Gang han, som Retsarvighedens Haandhaver, diklerede en eller anden Stymper en Dragt Klo og saae Dommen blive eksekveret paa staaende Fod. Tojet af lige til den bare Skjorte, et Par Mand til at holde Fyren og stramme Ryggen og saa flog man los saa godt som paa den bare Ryg as Hjartens Lyst.

Det var nu endda kun den officielle Uddeling af Prygl. Den gik dog efter en Art "Lov og Dom", var det end saa sin Sag dermed; men saa havde man ogsaa en mere privat Afbankning, der henhorte under en endnu hurtigere Retsforsolgning.

Hr. Rump opfordrede nemlig ofte Opsynsperfonalet til, naar en af Lemmerne gjorde Vrøvl eller der paa anden Maade var noget i Vejen, bare at give ham en god Dragt Prygl.

Den Slags demoraliserende Ordrer fra den øverste stedlige Myndighed har selvfølgelig ikke undladt at sætte dybe Spor hos det overordnede Opsynspersonale. Og Følgen blev en raa og i høj Grad uforsvarlig Behandling af Lemmerne ved enhver Lejlighed. En anset, bosiddende Mand fortalte i den Anledning en oplysende Historie, som passerede i Korsør, da Hr. Rump var Borgmester dernede. Han gik en Vinterdag tilligemed sin Hustru, en Ven, der er Købmand, og dennes Hustru en Tur uden om Byen. Paa en Vej bag Skoven traf de paa en Betjent og en Karl fra Anstalten, der lige havde anholdt en af Lemmerne, som samme Dag havde absenteret sig. Det var aldeles oprørende, fortalte han, saa disse to Lovens Mænd hamrede løs paa den ulykkelige Desertør med deres Stokke. Saa umenneskeligt var det, at de alle fire fandt sig beføjede til at give deres Harme og Indignation Luft. Naturligvis uden Resultat. Den samme Mand fortalte om Karlen, at han ikke kunde udholde at være paa Anstalten, fordi han ikke kunde være haard nok mod Lemmerne og ikke var i Stand til at opfylde Ordren: Prygl ved det mindste Ord, de mukker eller svarer igen.

Hr. Rump var den øverste Myndighed paa dette Sted. Hr. Rump anbefalede Prygl for et godt Ord. Og denne Mand, som ikke forhindrede Tilstande, under hvilke Vilkaarlighed og Raahed gik i Svang, ønsker man skal fremme Retstilstandene her i Landet, specielt bidrage til Omordningen af Københavns Politiledelse.

Vi antager, at Borgerne vil bede Vorherre bevare sig for Hr. Rumps Indgriben og ønsker ham væk tilligemed det fordærvelige Retssystem, han mere end de fleste har holdt Haanden over.

(Social-Demokraten 8. august 1896).

Fotograf Lars Peter Rasmussen: N. R. Rump (1834-1900), ægtefælle Helene Sophie Rump, født Olrik (1830-1899). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grundlaget for Rumps "Pryglelov"

"Berlingske Tidende" indeholdt i Aftes følgende:

"Sikkerheden paa Kjøbenhavns Gader. Af falske Meddelelser i flere Blade om, at Røverier efterhaanden stulde være blevne ret hyppige her i Staden, tog vi nylig Anledning til at fastslaa, at der overhovedet ikke i meget lang Tid har fundet et virkeligt Røveri Sted i København, samtidig med at vi eksempelvis paaviste, hvorledes en ganske ubetydelig og langtfra allarmerende Begivenhed i oppustet og udpyntet Tilstand var gaaet igennem en Række Blade.

Der synes i det hele i den senere Tid at være en vis Tendens til at fremstille Forholdene paa Københavns Gader som særlig usikre.

Et særrlig fremtrædende Eksempel herpaa frembyder en Meddelelse, der for godt en Uges Tid siden indeholdtes i adskillige Blade. Under Overskrifter som "Overfaldet". "Bølleoverfald!" o. fl. beskreves, hvorledes en yngre Person den foregaaende Nat var fundet liggende i Istedgade med et dybt Hul i Hovedet, hvoraf Blodet stod stærkt. Personen, der havde været fuldstændig bevidstløs og altsaa ikke havde kunnet afgive nogen Forklaring, var straks kørt til Kommunehospitalet. Al Sandsynlighed talte naturligvis ser, at der her forelaa en særlig grim Form for et Bølleoverfald. Meddelelserne var ganske vist i holdt noget forskelligt, men stammede aabenbart fra samme Kilde.

Paa Grundlag af indgaaende Undersøgelser er vi i Stand til at oplyse, at den hele Historie er fuldstændigt Opspind. Politiet kender ikke det allermindste til Sagen, og fra Kommunehospitalet er der afgivet den Erklæring, at det af Hospitalets Bøger og Lister fremgaar, at der til den anførte Tid ikke er behandlet et saadant Tilfælde paa Hospitalet, og at den vagthavende Læge er ingen saaledes tilskadekommen Person indbragt, hverken til Forbinding eller Indlæggelse.

Det er klart, at den Art Meddelelser, særlig naar de fremkommer samtidig i flere Blade, let vil gøre ubodelig Skade. Ingen staar sig ved eller kan have Glæde af, at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kunde færdes i Byens Gader.

* * *

Nu river "Berl. Tid." pludselig hele dette Grundlag for Hr. Rumps Pryglelov bort - nu, da det er bagefter, og Loven forlængst er vedtaget trods Socialdemokratiets Protest. Bladet burde have fremsat sine Oplysninger forinden Loven blev vedtaget, men da tav det stille.

"Berl. Tidende"s nuværende Standpunkt er ganske det samme som Socialdemokratiets Repræsentanter paa Rigsdagen indtog, da de hævdede, at der ingen som helst Grund var til at vedtage en saadan Lov, og det beviser endvidere, at vore Repræsentanter ogsaa havde Ret, da de fremhævede, at Lovens Hensigt ikke var at ramme Overfald, men at skaffe Reaktionen et nyt Vaaben overfor strejkende Arbejdere.

Justitsminister Rump har mere end nogen anden bidraget til, "at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kan færdes paa Københavns Gader", og "Berl. Tid." har i saa Henseende hjulpet ham, hvorimod Socialdemokratiet, idet vi protesterede mod Hr. Rumps Pryglelyst, har søgt at forhindre denne Overbevisning i at fæste Rod.

(Social-Demokraten 3. juni 1897).

Som repræsentant for højrefløjen i Højre var han i denne regering noget isoleret. Han blev upopulær hos oppositionen til Højre. Rump forelagde bl.a. i samlingen 1896/97 en ændring af straffeloven. Han foreslog i første omgang tvangsarbejde og rotting for selv bagateller. Med slet skjult adresse var den rettet mod strejkende arbejdere. Det blev af oppositionen betegnet som "bølleloven" og "prygleloven". Han var utilfreds med at skulle fjerne rottingstraffen, men modererede sig senere. Gehejmeråd Goos udtalte dengang sin glæde over at justitsministeren ikke havde foreslået prygl som straffemiddel. Rump udtalte:"Jeg kunne nok sympatisere med tanken om at give bøllerne prygl, men jeg anser det for umuligt at tænke på at byde Folketinget en sådan lov." men såvel P. G. E. Jensen og Alberti var dengang med på prygl anvendt som andet end disciplinærmiddel overfor straffefanger, og i 1904 fik Alberti manipuleret pryglestraf overfor førstegangsforbrydere i Folketinget - "Prygleloven".

Journalisten og senere chefredaktør for Politiken Henrik Cavling havde udgivet rejsebreve med titlen "Det Danske Vestindien" baseret på et besøg i 1894. Heri havde han beskrevet tropekolonien som et statisk samfund der levede i fortiden. Nationalfølelse var der ikke meget af i kolonien. Bogen stærkt racistiske fordomme om de sorte vakte ingen opsigt: "Negeren er meget doven, så doven at han næsten ikke gider slå en spyflue af sin egen næse". Det gjorde derimod hans kritiske beskrivelse af hvide embedsmænd og de hvide generelt. Især da han tre år efter skrev folkekomedien "Den vestindiske soldat", der havde de udsendte danske soldater som hovedpersoner. Kultusminister H.V. Styhr forbød bogen efter pres fra guvernementet i Vestindien. Cavling mente at Danmarks tid som vestindisk kolonimagt burde afsluttes hurtigst muligt. En salgsaftale med USA blev i 1902 forkastet af Rigsdagen efter en meget snæver afgørelse.

Edvard Brandes havde 1899 i bogen "Det unge blod" karikeret Rump, dog næppe nok til at rejse en injuriesag. Men Rump besluttede i stedet at gå efter nogle "utugtige kapitler". Enden blev at Brandes fik en bøde på 200 kr. og 20 dages hæfte. Rump fik endnu ethak nedad i den offentlige mening. I et brev til Vilh. Andersen skrev Edvard Brandes selv:

"Jeg har skrevet to Fortællinger Lykkens Blændværk og Det unge Blod, om hvilke der blev en farlig Staahej; den sidste nød endda den Ære – jeg mener Ordet Ære bogstaveligt – at blive dømt som utugtigt Skrift af danske Dommere...  for mig selv var Dommen af stor Betydning, idet den fæstnede hos mig Bevidstheden om, at jeg havde handlet hæderligt ved at skrive min Bog, hvilken altsaa blev dømt, da Sagen først var anlagt af Hr. Rump, tilskyndet dertil af den indre Mission og Smudspressen i kærlig og naturlig Alliance. ..."

Bogen blev beslaglagt, men havde allerede solgt en del eksemplarer som cirkulerede blandt læsere. Forargelsen mod Rump voksede.

Amtmand Rump død.

I en Alder af 66 Aar er den for faa Uger siden efter Ansøgning og paa Grund af Svagelighed afskedigede Amtmand i Holbæk Rump afgaaet ved Døden. I den Tid, han beklædte dette Embede, var han saa lidende og svag, at han i Virkeligheden næppe har fungeret, og hans Bortgang kan derfor ikke siges at komme uventet. Rump har iøvrigt havt en rig Virksomhed som Embedsmand. Efter at han havde taget juridisk Embedsexamen med bedste Karakter til begge Prøver og dernæst tillige den slesvigsk-juridiske Examen, var han ansat i det slesvigske Ministerium indtil Freden 1864. I 1866 blev han Sorenskriver paa Færøerne, l 1874 blev han Byfoged og Borgmester i Korsør.

Det var vor indre politiske Strids varmeste Dage og ikke mindst heftig stod Kampen i den vestsjællandske Kreds, hvor Tauber var valgt i Slagelse, men hvor navnlig Borgerne i Korsør som ivrige Højremænd gjorde Alt for at faa ham fortrængt.

Deres Byfoged gik gierne i Spidsen og udfoldede en ualmindelig Iver, en ualmindelig Dygtighed. Baade som Agitator og som Organisator var han den første Mand, utrættelig paa Møder, i Stand til at slaa Modstanderne i Diskussionen, hvortil han medbragte sine solide juridiske og politiske Kundskaber, varm for sin Sag men ogsaa frygtløs, idet han ikke veg tilbage for Angreb, selv om disse tidt bleve yderst nærgaaende. Hans personlige Bravhed og Elskværdighed skaffede ham Agtelse fra alle Sider, hans uomtvistelige Kraft som Embedsmand og som Partifører gav ham blandt Fjender som blandt Venner en Anseelse, der naturlig snart voxede ud over den stedlige Kreds. I denne lykkedes det ham at bære Sejren hjem, da det den 3. januar 1879 lykkedes Højre at fortrænge Tauder i Slagelse, idet Dahl fik næsten 300 Stemmers Overtal, 1326 mod 1042. Udfaldet vakte stormende Jubel i hele Hejre Landet over, og med Føje tilkjendte man Rump en Hovedpart af Æren. Til det Sidste havde han været i Spidsen - ogsaa bogstavelig talt, da Korsørianerne optraadte ganske "engclst", ved Extratog til Slagelse, med Procession, klingende Spil, en til Anledningen skreven Kampsang, Faner med stærke Indskrifter o. s. v.

Saa blev han valgt ind i Landsthinget, nærmest af Kjøbstæderne i Sorø og Præsts Amter. Hans Gjerning i vort Første Kammer blev dog fortrinsvis storpolitisk. Ganske vist var Rump Mand for at yde rent saglige Indlæg i Debatten og en ikke ringere Gjerning i Udvalg. Ikke heller undlod han i saa Henseende at gjøre sig bemærket; men jo skarpere Striden tilspidsedes af Venstre med dets Visnepolitik, des mere maatte Alt uundgaaelig koncentreres om den konstitutionelle Kjærne. Og her stod Rump forrest som Talsmand for den Politik, der bl. a. bestod i Anvendelse af Grundlovens 25 i dens yderste Konsekvenser. Gang efter Gang paatog Rump sig det Hverv at optræde som Højres paalidelige Ordsørcr under Landshingets Behandling af de forskjellige provisoriske Love.

Efter Forliget i 1891 kom Sagerne jo i en anden Gænge, og da Gehejmeraad Nellemann, som fra Ministeriet Estrup var gaaet over i Kabinettet Reedtz-Thott, i Juni 1896 trak sig ud af Regjeringen, blev Rump, der imidlertid havde faaet Amtmandsembedet i Hjørring, hans Efterfølger som Justitsminister og islandsk Minister, hvilken Stilling han fremdeles beklædte under Hørrings Ministerium indtil August 1899. Kort efter sin Afgang som Minister modtog han saa Udnævnelsen som Amtmand i Holbæk

Rumps Deltagelse i det offentlige Liv har havt sin Betydning og skal mindes med Anerkjendelse. Hans Dygtighed som Embedsmand, hans Retsindighed som Karakter og hans bramfri Elskværdighed som Privatmand sikrer ham den bedste Erindring hos Alle, men hvem han kom i nærmere Berøring.

(Dagens Nyheder 17. august 1900).

Amtmand Rump.

Som meddelt ved Telegram er fhv. Justitsminister Rump i Torsdags afgaaet ved Døden. Han var født den 26de Juni 1834 i Hillerød, hvor hans Fader var Glarmester. Han tog juridisk Eksamen, blev senere Sysselmand paa Færøerne, men forflyttedes i 1871 til Korsør som Dommer og Borgmester. Her havde Rump sin gode Tid. Under Højres Parti-Regimente var det jo saa ganske i sin Orden, at Dommeren blev Leder af Højres Valgagitation, og naar Rump i Spidsen for sine Korsørianere paa Valgdagen kom til Slagelse, kan det nok hænde, der blev Sjov i Gaden. På den Konto var det, at Rump naaede at gjøre sig berømt.

Han var nu inde paa den slagne Vej til Forfremmelse. Efter allerede i 1878 at være valgt ind i Landsthinget, hvor han viste sig som en flittig Mand ved Siden af Godsejerne, der rigtignok heller ikke er meget arbejdsomme, blev han i 1887 Amtmand i Hjørring, og i 1896 blev han Nellemanns Afløser som Justitsminister. Nogen fin Jurist var han ikke, og som Taler havde han kun en eneste Genre, nemlig den kjedelige. Hans Rolle som Justitsminister var ogsaa forholdsvis hurtig udspillet, og naar han endda blev siddende saa længe, som han gjorde, nemlig i ca. 3 Aar, var det nærmest fordi Hr. Hørring ikke kunde finde ham en Afløser. Hans Helbred var tilmed stærkt svækket, og i Holbæk hvor han samtidig med sin Fratrædelse som Minister blev udnævnt til Amtmand, kom han ikke til at virke synderlig.

(Thisted Amts Tidende 18. august 1900.)

Fhv. Justitsminister Rump død.

Om fhv. Justitsminister Rumps Dødsfald skriver "Vort Land" følgende :

Det er først to Aar siden, at Amtmand Bille i Holbæk døde, og allerede nu residerer Hans Efterfølgers Efterfølger i Embedet.

N. R. Rump, der efter sin Udtrædelse af Ministeriet Hørring blev Billes Efterfølger, kom syg til Holbæk, saa han ikke fik Tid til at udfolde sine solide Egenskaber i den ny Virksomhed, men efter kort Tid maatte tage sin Afsted.

Efterretningen om Hans Død kommer derfor ikke overraskende.

Sygdommen knækkede denne oprindelig raske arbejdsstærke Mand fuldstændig, saa at han de sidste Aar kun var en Skygge af sig selv. Den ligefrem usømmelige og uappetitlige Maade, "Politiken" benyttede hans Navn til sine Hm-Referater, bidrog ikke til at forbedre Hans Helbred. Særlig efter at Rump havde forbudt Opførelsen af Cawlings "Den vestindiske Soldat", var der ikke den Taktløshed, Bladet nægtede sig mod ham.

Rump var født den 26de Juni 1834 i Hillerød og Broder til den afdøde geniale Landskabsmaler. Han tog i 1859 juridisk Embedsexamen og blev samme Aar ansat i det slesvigske Ministerium. Efter Freden i 1864 afskedigedes han fra denne Stilling, var et Par Aar Sorenskriver paa Færøerne, indtil han i 1871 blev Borgmester og Byfoged i Korsør.

Snart blev Rump, der var ivrig Højremand, Korsørianernes politiske Fører. Under hans Ægide var det, at Tauber i 1879 fortrængtes fra Slagelsekredsen. I denne Periode var han en varm og dygtig Taler, der ved Agitationsmøder og paa Valgtribunen gjorde et stort og nyttigt Arbejde. Som Tak valgtes han af Købstæderne i Sorø og Præstø Amter ind i Landsthinget, hvor han ved Afstemninger altid var en sikker Mand paa konservativ Side.

Da Excellencen Nellemann 1896 trak sig tilbage fra Kabinettet Reedtz Thott, blev Rump. som imidlertid var blevet Amtmand i Hjørring, hans Eftermand som Justitsminister.

I 1899 maatte Rump af Helbredshensyn tage sin Afsked som Minister og blev kort efter Amtmand i Holbæk. Rump vil af alle, som kjendte ham, mindes som en ualmindelige brav og retsindet Mand, der kun vilde det Gode og som kæmpede for sin Overbevisning uden Frygt og uden Hensyntagen.

(Isefjordsposten 18. august 1900).

Et radikalt Venstreblad om

Amtmand Rump. Om den afdøde, fhv. Justitsminister, Amtmand Rump skriver den radikale Vendsyssel Tidende :

"I politisk og social Henseende stod den afdøde os og de frisindede Vendelboere i det hele saa fjernt som muligt. Hvad der i saa Henseende kan være at sige, er alt sagt under Fortidens Strid, og i Fremtiden vil det blive nærmere bestemt af den Historie, der omhandler vore Kampaar.

Men naar vi særligt se paa det Arbejde, den afdøde har udfoldet for Vendsyssel i den Tid, da han virkede heroppe som Amtmand, da finde vi dette præget af en saa energisk, handlekraftig Villie til at fremme og gavne Udviklingen heroppe, at vi ikke kunne nægte denne Del af hans Virksomhed vor oprigtige Paaskønnelse.

Kommer dertil, at Amtmand Rump i sine sidste Leveaar blev prøvet haardt i dyb Sorg og smertefuld Sygdom, saa høre vi Budskabet om hans Død med den medfølende Sympati, som naar ud over alle de Meningsforskelligheder og Kampe, der nu en Gang ere Livets Kaar".

(Ribe Stifts-Tidende 20. august 1900)

Rump trak sig af helbredsårsager som justitsminister i 1899, og blev efterfulgt af ovennævnte professor Carl Goos. Derefter udnævnt som amtmand over Holbæk Amt. I september 1899 blev han opereret for galdesten hvilket dengang kunne være dødeligt. Han overlevede dog, og den 10. november 1899 meddelte Herning Folkeblad at Rump var så rask at han kunne spadsere i Frederiksberg Have. Men sygdom fik ham til at tage sin afsked 1. august 1900, hvorefter han døde kort til efter.

I bladet "København" blev han beskrevet som en hensynsløst provisorist - hentydende til Estrups provisorier. Hans virke i Korsør "med dets berygtede fattiggårdsaffærer og valgoptog med slagsmål". (Om denne anstalt, se Politivennen Live Bloggings indslag). "Han hørte til de mest usympatiske skikkelser som provisorietiden drev frem på den politiske arena. Som amtmand var han derimod oppe i Hjørring ved at vinde nogen anseelse; der burde han været blevet."

Rump blev begravet den 23. august 1900 i stor stilhed på Vestre Kirkegård. Provst Glahn (Frederiksberg) holdt talen, bl.a. om den afdødes "store flid" og "retsindighed".

En af N. R. Rumps sønner, Johannes Rump (1861-1932) sad i Københavns Borgerrepræsentation 1903-1932 - for Socialdemokratiet! Han havde været medlem allerede kort før faderens død i 1900. Han var som sådan med til at vælge Jens Jensen som den første socialdemokratiske borgmester i 1903. Han var bl.a. ven med Carl Jacobsen. Johannes Rump blev til forskel fra sine forældre begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Albertis "Pryglelov" blev vedtaget af Folketinget med mindst mulig marginal. 54 medlemmer stemte for - der krævedes ellers 57 hvis alle var mødt. Heriblandt 4 ministre. Og kun efter at konseilspræsidenten forlod salen.

Inspektørerne for Korsør Arbejdsanstalt udtaler sig. September 1887 (4). (Efterskrift til Politivennen)

Tvangsarbejdsanstalten i Korsør.

Fra Inspektøren ved denne Anstalt, Hr. E. W. Schmidt, (der selvfølgelig ikke maa forvexles med Formanden for Fattigudvalget, Kjøbmand Smith), have vi modtaget en omfattende Artikel, som paa Grund af den korsørske Aand og Tone, hvori den er affattet, de Skjældsord, personlige Insinuationer og Udfald til forskjellige Sider, den indeholder, ikke egner sig til Optagelse i "Sorø Amtstidende". Af Hensyn til Sagens fuldstændige Belysning skulle vi dog ikke undlade at meddele de faktiske Oplysninger, som indeholdes i bemeldte Skrivelse.

Inspektøren meddeler, at "Social-Demokratens" Referent introducerede sig paa Anstalten paa følgende Maade: "Han præsenterede sig som en Slægtning af en i Randers bosiddende Mand, der var Autoritet paa Fattigvæsenets Omraade, og hvor man havde til Hensigt at oprette en Tvangsanstalt; af denne Mand var han blevet anmodet om paa Gjennemreise at gaa ind for at se Korsør Tvangsanstalt og indhente Oplysninger om, hvordan en saadan Anstalt bedst burde indrettes og organiseres,"

"Det vides aldeles bestemt af Enhver paa Anstalten", at Inspektøren ikke eier nogen "overspundet Spanskrørsstok, der ender i en Blykugle", som Referenten vil have set ham med; "jeg gik med en ganske almindelig tynd Spaserestok med krumt Haandtag", skriver Hr. Schmidt.

Fremdeles benægter Inspektøren, at man sammenblander Byens Fattige med de daarlige Elementer, som ere indsatte paa Tvangsarbejdsanstalten. "Nei" - skriver han "er der noget Sted, at den hæderlige Fattige behandles godt, saa er det i Korsør, de af Korsørs egne Fattige, som "Social-Demokralens" Referent saa, var tre gamle Kvinder, der opholdt sig i et Værelse for dem selv, og havde han nedladt sig til al spørge dem om, hvordan de havde der, da vilde han have faaet et for ham vist meget utilfredsstillende Svar, idet de kun vilde have ytret deres Glæde over den Behandling, der blev dem til Del, og vilde han ellers have spurgt mig om at maatte se og tale med Byens værdige Trængende, da vilde han have fundet disse paa Sygehuset, hvor de ere anbragte paa Grund af manglende Plads paa Lemmestiftelsen; her vilde han have set, hvorledes de blive forplejede med Sygehusets bedste Forplejning og passede af en Sygepleierske om Dagen og en anden om Natten"

Overskudet, som i Følge "Soc.-Dem." er steget fra 4000 til 7000 Kr, maa efter Inspektørens Beregning reduceres betydelig. Han skriver: "Han [Referenten] har ikke som han siger set Anstaltens Regnskaber med store runde Tal, hvoraf 7000 var det største. Det havde ogsaa været mig umuligt al vise ham disse, eftersom Regnskabet over Anstaltens samlede Indtægter blive opgjorte paa Kæmnerkontoret og ere beroende der. Han har spurgt mig, hvad Lemmerne her beskjæftiges med, og hvilken Indtægt de forskjellige Arbeider, Anstalten befattede sig med, i de senere Aar har kunnet give; dette har jeg opgivet ham efter en lille Lap Papir, hvorpaa jeg for min egen Skyld havde noteret det; men han har som sagt intet Regnskab set her paa Anstalten, og der bliver da Pokker til Forskjel paa, hvad Indtægt Lemmernes Arbeide har givet, og paa, hvad Anstalten giver i Overskud. - Af de 7000 Kr. i Bruttoindtægt ere mindst de 2000 Kr. medgaaede til Raaprodukter; der bliver altsaa højest 5000 Kroners Indtægt for Salg af færdige Haandgjerningsarbeider, Have- og Markprodukler samt Udleie af Folk. Naar man saa holder sig til "Social-Demokratens" egne Tal, at der er 100 Lemmer paa Anstalten, saa har hver Mand altsaa i et Aar tjent 50 Kr., og saa er der endda intet fradraget for Anstaltens Jordareal og Slittage paa Redskaber."

Inspektøren antager, at Kommunerne "baade her i Amtet og i de tilgrændsende Amter, navnlig Holbæk, have al mulig Grund til at være Korsør Anstalt taknemlig for den Liberalitet, man har vist dem ved at modtage deres daarlige Elementer og havt Besvær og Uleilighed af dem, og det for en Betaling af 35 Øre om Dagen." Han veed heller ikke af, "at Kommunerne have beklaget sig over, at deres Lemmer ere blevne behandlede for haardt her; tværtimod, naar der kommer Begjæringer her til Anstalten om Optagelse af Lemmer, staar der som oftest, at man ønsker Vedkommende optaget paa den aller strængeste Afdeling, og naar Sogneraadsmedlemmer afleverer Lemmer her, er det meget hyppigt, at man anmoder mig om endelig ikke at tage for blødt paa dem, men ikke nok hermed; det er hændet mange Gange, naar et Lem atter er udskrevet, at Anstalten da bagefter har faaet stærke Bebreidelser, fordi vedkommende Lem har havt det altfor godt og siet ikke har faaet Frygt for at være her, men har foretrukket Opholdet her fremfor Kommunernes egen Fatttiggaard." - Til Bestyrkelse heraf anfører Inspektøren en enkelt Ytring af Formanden for en anden Kjøbstads Fattigvæsen, hvilken vi imidlertid ikke finde det passende at meddele, da det ses at den er falden i en privat Samtale, samt henviser til et Referat i nærværende Blad af et Amtsraadsmøde, saa vidt han erindrer i Mai eller Juli 1885, "angaaende en Sag om et Lem, der efter at være udskreven af Anstalten, havde indfundet sig hos Amtmanden og klaget over et eller andet, der var overgaaet ham paa Anstalten. Amtmanden forelagde Sagen for Amtsraadet, men Hr. Hansen-Menstrup svarede strax, at det var nok ikke værd at tage for meget Hensyn til den Slags Personer, de bleve aldrig tilfredse, hvordan de saa havde det, og dermed var den Sag ude af Verden."

I Foranstaaende er meddelt alt, hvad der i videste Forstand kan henregnes til faktiske Oplysninger i Inspektør Schmidts Indlæg, og som det ses, er det i det Væsentlige meddelt med hans egne Ord. Vi lade det nu gaa videre til Behandling af dem, der efter deres Stilling til Sagen eller deres Forhold til Anstalten maa føle sig opfordrede til at tage sig deraf.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 8. september 1887).

Korsør Byraad kontra dets tidligere Inspektør.

Forhenværende Inspektør paa Korsør Tvangsarbejds- og Forsorgelsesanstalt, Hr. A. I. Hansen, har henvendt sig til os i Anledning af, at han i "Social-Demokraten"s Gengivelse af Korsør Byraads Forhandlinger har set sig af Fattigudvalgets Formand betegnet som en "uduelig" og "umulig" Inspektør. Selvfølgelig har det ikke været ham behageligt at se sit Navn, knyttet til en saadan Titel, fare Landet rundt. Han har derfor anmodet os om at bidrage til, at denne Beskyldning kommer til at staa i sit rette Lys.

Men da han ikke, trods den korsørske Insinuation, har havt det mindste med vor Fremstilling af Arbejdsanstalten at gøre, ønsker han ogsaa fremdeles at staa udenfor. Derfor lægger han hele sit Forsvar i sine Anbefalinger, som han har forevist os.

Det er nu ellers ikke for Skik at offenliggøre slige private Sager, men her synes de dog at have et vist Krav paa Interesse, idet de stiller de korsørske Byraadsmedlemmers Taktik og Sandhedskærlighed i et ret flatterende Lys.

Hr. Hansen har først i 13 Aar været Bestyrer af en lignende Anstalt i Vissenbjærg paa Fyn. Derfra har han en stor Del Anbefalinger, hvoraf vi har gjort følgende Uddrag:

I den lange Aarrække Hr. A. I. Hansen har virket som Bestyrer af den herværende store Arbejds- og Forsørgelsesanstalt, har vi lært ham at kende som en særdeles dygtig, nidkær og human Mand. Den fortrinlige Orden, der er fremtrædende overalt paa Anstaltens Grund, vidner om, at Hr. Hansen med udmærket Dygtighed forstaar at lede og styre en Flok Arbejdere, hvoraf de fleste hører til Samfundets daarligste Elementer, medens den gode Aand paa Anstalten vidner om, at han er en praktisk Mand, der forstaar at tage sine Folk paa rette Maade. Idet det er os en Glæde at kunne anbefale denne Mand, maa flere af os, som særlig har haft med ham at gøre i hans Egenskab af Regnskabsfører, endnu fremhæve, at hans smukt aflagte Regnskaber altid udmærker sig ved fortringlig nøjagtighed og Akkuratesse.

Vissenbjerg i Januar 1880.

Helm - Petersen,

Lærer.

P. Thorsen,

Sognefoged og Amtsraadsmedlem.

A. M. Madsen,

Proprietær, Imosegaard.

J. C h r. Møller,

Ejer af Skovmøllen og Vædeledgaard,

Formand i Vislinge Sogneraad.

H. Chr. Hansen,

Købmand.

.... stedse har udført det ham overdragne Hverv med Dygtighed, Nidkærhed og Samvittighedsfuldhed. . . .overensstemmende med Sandheden at kunne bevidne.

Odense Herredskontor.

Dahlerup.

....har røgtet sit Hværv til fuld Tilfredshed og Glæde saa vel fra hans Foresattes som Undergivnes Side.... alle som nogen Sinde besøgte Anstalten lagde deres Beundring for Dagen i Anledning af den Orden og Akkuratesse ....

Vissenbjerg Præstegaard.

Struer.

....ved mit hyppige Besøg paa Fattiggaarden at han med Dygtighed, Orden og Paapassenhed har varetaget sin Bestilling. .. . begge (hans Hustru) har været renlige i deres Omgang med Fattiglemmerne og med Omhu og Kærlighed taget sig af Børnene....

Nissen,

Sognepræst.

SamtIige nuværende Sogneraadsmedlemmer har i Forening med en Del andre Mænd her i Sognet sammenskudt en Sum, hvorfor der er indkøbt disse tvende Genstande, som det er overdraget os at overbringe Eder.... at vi har været særdeles veltilfreds med, saaledes som I hidtil har udført den vanskelige og ansvarsfuIde Gærning. . . .at se med hvilken Kærlighed og Omhyggelighed I stedse har sørget for den virkelige Trængende, Syge og Nødlidende, som maa søge sin Tilflugt her paa Anstalten, ligesom I ogsaa med faderlig og moderlig Omhu har taget Eder af den ofte forsømte og vildledte store Børneflok, som er anbragt her og betroet til Eders Omsorg været os en Fornøjelse at gøre os bekendt med Eders hele økonomiske Bestyrelse af Anstalten.... at I endnu længe maa leve og føle Eder tilfreds med at virke her paa Anstalten til Held og Velsignelse saa vel for Kommunen som for Anstalten.

Korsør

...give Hansen det Skudsmaal, at han er en brav og retskaffen Mand, og hans Hustru, der forestod det meget betydelige Køkken m. m., at hun er en dygtig Husmoder. Jeg anser derfor dette Ægtepar for vel skikket til at overtage Økonomien ved en Fattiganstalt, et Sygehus eller deslige.

Borgmesterkontoret i Korsør. den 3. April 1884.

Rump.

....er det mig en Fornøjelse at anbefale som en paalidelig, retskaffen og samvittighedsfuld Mand.... som en sjælden dygtig, proper og venlig Husmoder.

Korsør Apotek, den 20. Marts 1884.

Carl Lundh,

Byraadsmedlem.

"...Jeg tillader mig i saa Henseende at udtale, at jeg anser ham for velkvalificeret til den ommeldte Post (Bestyrer af en Fattig- og Arbejdsanstalt). Han er en dygtig Regnskabssører, har Erfaring, i øvrigt fuldt paalidelig og er derhos en human Mand, som har er hvervet sig almindelig Agtelse ....

Korsør, den 2. Oktober 1882.

G. Strøbech,

Prokurator. Byraadsmedlem

....skønt den Betaling de fik for hver Persons Bespisning kun var ringe, var Kosten dog altid fuldkommen svarende til Reglementets Fordringer ... maa jeg anse Dem for velskikkede til at foreslaa en lignende Økonomi.

Korsør, 1. April 1884.

Høegh-Guldberg,

Distriktslæge.

Disse Vidnesbyrd taler egenlig for sig selv. Den Mand, som i 13 Aar har været: særdeles dygtig, udmærket dygtig, nidkær, human, praktisk, brav, retskaffen, paalidelig. samvittighedsfuld og velkvalificeret til at bestyre en Arbejdsanstalt, bliver ikke saa let over Hals og Hoved "uduelig og umulig", hvis der ikke laa en dybere Grund.

Vi har i vore tidligere Artikler paavist ikke en, men flere Grunde, hvorfor denne Mand ikke ret passede den altformaaende Klike, som styrer Korsør By, til Inspektør paa Anstalten. Men Hr. Rump havde dog næppe derfor ligefrem tvungen Inspektøren til at søge sin Afsked. Derom vidner en uforbeholden Udtalelse fra den korsørske Diktator, der gennem en af vore mange Forbindelse er naaet til os. Hr. Rump svor, at hvis en i Korsør meget omtalt Sygeplejerske, for hvem han nærede særlig Interesse, kom bort fra Anstalten, skulde Inspektør Hansen komme til at følge bagefter. Og da det alligevel skete, var det, at Inspektøren blev "umulig".

Hele denne Sag har dog for os kun én Interesse, den at gøre det klart for vore Læsere, hvem der farer med Usandhed. Man har beskyldt os derfor; men hvad Vægt kan der tillægges slige Beskyldninger, naar de fremsættes af Mænd som Købmand Smith, der i samme Aandedrag gør sig skyldig i en saa dristig Usandhed som den om de 7000 Kr., vi paaviste i vor sidste Artikel. Eller af Mænd som Byraadsmedlemmerne Apoteker Lundh og Prokurator Strøbech, der giver en afskediget Mand, de staar i et mindre venskabeligt Forhold til, Anbefalinger, der ikke er værre end dem ovenfor, men som nu finder det bedre stemmende med deres Kram at bifalde, naar den samme Mand kaldes "uduelig" og "umulig". Hvornaar var Sandhedens Aand over dem, den Gang eller nu? 

Dette er, hvad der vedrører den tidligere Inspektør. Vi skal næste Gang tillade os at meddele vore Læsere lidt andet nyt og gammelt, der er kommet os i Hænde fra vore andre Forbindelser blandt Borgerne i Korsør.

(Social-Demokraten 9. september 1887).

Inspektør Schmidt om Korsør Arbejdsanstalt.

Atter har man langet ud efter os. Men det gaar sørgeligt ned ad Bakke. Den ene efter den anden af de korsørske Avtoriteter paa Fattigforsørgelsens Omraade har vovet deres Skind, skønt kun nødig nok, og de har da ogsaa i en Fart trukket Næsen til sig, thi i Grunden har ingen af dem turdet risikere mere end denne lille udsatte Genstand.

Noget maa der imidlertid gøres, da vi ikke vil give talt, og saa pusser man en "Straamand" ud efter os. Vi kalder nemlig Inspektøren en "Straamand", fordi han dels skal dække Retræten, dels være Skærmbrædt for dem, paa hvem vi i vore Artikler har lagt Ansvaret. Vi skrev i den tredie af vore Hovedartikler: "Det er dog først og sidst ikke den tilfældige Inspektørs mere eller mindre Strænghed, det kommer an paa. Han kan være saa villig et Redskab, han vil, han fastsætter dog ikke Principerne. Var Principet Humanitet, saa fik man sig nok en human Inspektør. Nej, det er det lille Samfund af Bedsteborgere, som her har en rar Malkeko, der bærer Ansvaret for den usle, elendige og uforsvarlige Behandling, de byder deres Medmennesker."

Da disse ansvarhavende Borgere ikke selv kan klare sig, er det, at "Straamanden": den lønnede, afhængige og selvfølgelig lydige Funktionær maa gaa i Ilden. En større Falliterklæring er ikke nodvendig, men os uden Forskel, saa lad os da "stikke til Straamanden".

"Sorø Amtstidende" skriver: 

Fra Inspektøren paa Tvangsarbejdsanstalten, Hr. E. W. Schmidt, (der selvfølgelig ikke maa forveksles med Formanden for Fattigudvalget, Købmand Smith), har vi modtaget en omfattende Artikel, som paa Grund af den korsørske Aand og Tone, hvori den er affattet, de Skældsord, personlige Insinuationer og Udfald til forskellige Sider, den indeholder, ikke egner sig til Optagelse i "Sorø Amtstidende". Af Hensyn til Sagens fuldstændige Belysning skal vi dog ikke undlade at meddele de faktiske Oplysninger, som indeholdes i bemeldte Skrivelse.

Naturligvis, hvorledes skulde han mere end sine andre Ligesindede kunne skrive saaledes, at et anstændigt Blad kan trykke det. Den Oplysning indeholder altsaa intet Nyt, allerhøjst det, at det altsaa er en "dannet" Mand vi har gøre med.

Nu til Oplysningerne.

Hvad vor Medarbejder præsenterede sig for, er virkelig faktisk sandt. Kun undlod han selvfølgelig, som vi alt har meddelt, at holde "Social-Demokraten" op for Næsen af Inspektøren.

Vi skrev, at den tidligere Inspektør færdedes Nat og Tag blandt Lemmerne uden Stok eller andet Vaaben, men at denne Inspektør, da han ledsagede vor Medarbejder, var bevæbnet med Stok. Stokken var en kraftig Hyttel, om der var Blyklump paa den eller ej, slaar ikke vor Kritik af Anstalten til Jorden, men der blev udtrykkelig fortalt for Medarbejder i Byen, at Opsynet paa Anstalten var forsynet med dette Vaaben og Inspektøren selv sagde aldeles bestemt, at den Opsynsmand, der var bleven ramt af en Sten, slog sin Angriber tre Gange til Jorden med en Stok, forsynet med en Blyklurnp. Dernæst disker han op med, at de ikke sammenblander Byens Falitge og Tvangslemmer. Og som Bevis anfører han, at vor Medarbejder kun har set tre gamle Koner af Byens Fattige. De tre Koner har vi ikke omtalt med et Ord, og det er meget muligt, at der er tre gamle Kvinder, der af en eller anden Grund - maaske fordi de er dresserede dertil - vilde sige, at de har det godt. Ikke heller dem, som er indlagte paa Sygehuset har vi beskæftiget os med. Det var ikke Sygeplejen vi skrev om, den sagde man os i Byen var upaaklagelig, derfor har vi ikke angreben den med et Ord. Men hvad de af Byens værdige Trængende angaar, som er indlagte paa Arbejdsanstalten, saa har Fattigudvalgets Formand i sin berømte "frugtbringende" Tale selv indrømmet, at de er der. Desuden har vi - nu da vi har gjort den tidligere Inspektørs Bekendtskab - spurgt ham personlig derom, og han har svaret bekræftende. Ogsaa i hans Tid var Fattige og Tvangslemmer under et.

Dertil kommer yderligere, at vi fra en Mand, som har været næringsdrivende Borger i Korsør i over tredive Aar, har faaet den Oplysning, at Fattigudvalgets Formand, Købmand Smith, for et Par Aar tilbage selv fremsatte det Forslag, at der skulde bygges særligt til Byens værdige Fattige, som han fandt det oprørende at blande mellem de daarlige Elementer. Samme Mand udtalte: "Købmand Smith har efter min Mening virkelig Interesse for sine fattige Medmennesker, men hele den øvrige Klike har for det meste taget Magten fra ham, saa han kun har kunnet udrette lidt. Saa længe Borgmester Rump var Formand for Fattigudvalget, havde de det rædsomt paa Anstalten, men Byens Indignation foranledigede Rump til at træde tilbage, og da Smith valgtes, blev det straks bedre. Smith vilde ikke overtage Posten, hvis det gamle umenneskelige Reglement for Anstalten skulde vedblive at gælde, og udarbejdede derfor et nyt, humanere Reglement, som, saa vidt huskes, navnlig indeholdt Bestemmelser om Adskillelse i dårlige Bygninger af Byens egne værdige Fattige og Tvangslemmer, samt betydelige Forbedringer af Kosten. Dette Reglement satte den "menneskekærlige" Rump sig imod med Hænder og Fodder, og det vakte betydelig Opsigt i Byen, at Rump og Smith i den Anledning ligefrem havde skarpe Sammenstød i Byraadet. Rump og den øvrige Hjerteløshed i Byen sejrede og der indførtes et nyt Reglement, forfattet af ham og et Par andre, og det er dette, som, saa vidt vides, gælder endnu. At det ikke er saa humant som Smiths, er selvfølgeligt, det var jo det, de stredes om.

Købmand Smith sagde den Gang, "at han havde overtaget den byrdefulde Post alene af Kierlighed til de Fattige, thi det var jo skammeligt, som de behandledes paa Rumps Foranledning". Ved samme Lejlighed beærede Smith Borgmester Rump med en saa udsøgt Samling Titler af stærk Natur, at Injurie-Lovgivningen forbyder at gengive en eneste af dem."

Trods alt hvad Hr. Købmand Smith tillod sig at udtale i det berømte Byraadsmøde, anfører vi dog dette. Det tjener ham kun til Ære og Hæder, maa vi end beklage, at han ikke kan gøre Skridtet fuldt ud og stille sig paa vort Standpunkt i den Fattiges Sag. Men det er ikke første Gang en Mand ikke vover andet end lystre den Klike, som kommanderer ham og alle, og endelig ikke første Gang, at han til Slut bliver nødt til at gøre fælles Sag med den, naar tredie Mand trænger den ind paa Livet.

Det næste Inspektøren kommer til, er de berygtede 7000 Kr. Vi beder vore Lasere endelig huske paa, at man først valgte den Taktik at sige, at man kendte ikke til, om der var Overskud af 7000 Kr. eller ej. Man gik saa vidt, at man fik Fattigudvalgets Formand pusset paa at give en Erklæring, som vi truede ham med, hvis den kom i bestemtere Form, at stemple som Løgn. Det var som vi knude høre Prokurator Strøbech sidde bagved og sige: "Sig, vi kender intet Overskud til, saa slipper vi vel fra det". Det er, hvad denne Kuglestøber med et af sine Mundheld plejer at kalde: "anlagt paa at bibringe Folk den Tro". Den Taktik gik altsaa ilke, og derfor har man nu valgt en anden, man sletter sin Inspektør-Straamand til at bortforklare hele Historien.

Han fortæller først, at han ikke har vist os selve Regnskabsbøgerne. Vi skrev den 3die: Anstaltens Inspektør har vist vor Medarbejder en Opgørelse, hvor hvert Aars Overskud stod anført med store Tal. Det største var 7000. Se, det skrev vi. Det var et stort Ark Papir han fremviste, og han bemærkede dertil at det var for Nemheds Skyld, for let at have det ved Haanden, men at det selvfølgelig stemmede nøjagtigt med Bøgerne. Vor Medarbejder spurgte ham udtrykkelig om Anstaltens Overskud, og derpaa var det, Inspektøren svarede: 7000 o. s. v. Nu nytter det ham ikke at sige, at det er Arbejdsindtægt, hvorfra skal drages for Indkøb af Raaprodukter, thi det er ikke sandt. Den tidligere Inspektør har endnu i Dag paa vor Anmodning oplyst, at de 4000 Kr. i hans Tid var Overskud, og det var de 4000 og de 7000, Inspektor Schmidt stillede op aldeles paralelt som Bevis for, hvor dygtig han var i Modsætning til sin Forgænger. Det er let nu at fortælle den Slags Ting, da vi ikke har Adgang til Regnskaberne; men Fortielsen, de to forskellige Fremgangsmaader, dømmer de korsørske Herrer, de vandrer ikke paa Sandhedens Vej!

Det øvrige Inspektøren har at sige, er kun, at de forskellige Sogneraad vist er meget glade ved den Behandling, deres daarlige Elementer nyder i Korsør. Derom skal vi ikke indlade os i Polemik, især da alt hvad han anfører, er intetsigende Snak. Vi har én Gang for alle svaret derpaa den 4de September: Hverken Venstres eller Højres Fattigforsørgelse tilfredsstiller os. Og vi er ikke heller i Tvivl om, at der ogsaa uden for Korsør gives Folk, som helst slipper saa billigt fra deres Fattige som muligt. Der er maaske dem, som helst ønskede de sad i Tugthuset paa Livstid, saa var de da fri for dem.

Frugten af Inspektørens Udfald mod os er altsaa kun ringe. Det kan være bedrøveligt nok for ham og den Klike, han tjener, men det faar være vore Medborgere endnu et Bevis for, at vi har Ret i vort Krav paa bedre, menneskeværdigere Kaar for vore Fattige.

(Social-Demokraten 11. september 1887).

Højre dominerede byrådet og tilbageviste af avisens påstande. Ministeriet lod i 1888 beskyldningerne undersøge; de fandtes alle ugrundede. 

Den 12. marts 1889 lykkedes det for et af lemmerne (Lauritz Jensen, 20 år gammel fra Tårnborg Kommune) at sætte ild til anstalten. En af bygningerne nedbrændte. De 83 lemmer blev interneret i fabrikken "Ceres". Schmidt var stadig inspektør. Social-Demokraten genoptog i maj 1889 sine angreb støttet af bl.a. Sorø Amtstidende.

Mængden af påsatte brande, som anstalten led under gennem hele sin historie, var særlig stor i disse år. I løbet af tre måneder i første halvår af 1889 nedbrændte alle tvangsarbejdsanstaltens bygninger som følge af tre påsatte brande: 10 juni 1889 blev der sat ild til stald- og vaskeribygningen som nedbrændte. Herefter stod kun en bygning med beboelseslejligheder og sygehuset tilbage.

I mangel af illustrationer fra Korsør, her fra Almindelig Hospital i København. Det Kongelige Bibliotek.

Ministeriets afvisning stoppede ikke Social-Demokratens dækning af arbejdsanstalten. Som nævnt offentliggjorde Social-Demokraten mellem disse ildspåsættelser flere artikler. 

Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893.