Forunderlig Uorden i Gottersgaden.

Hr. Politiven!

Der er så ofte klage i Deres blade over fortovenes ulovlige anmasselse af uberettigede eller tilskramling med ting som burde gemmes i gårde og pladser. Meget er også fra tid til anden blevet forbedret. Men ingen steder er misbruget så stort som i Gothersgade hele vejen fra porten til Kongens Have op forbi eksercerhuset til volden, hvor det er gjort ganske umuligt at komme frem fordi fortovet på hele denne strækning er opfyldt med liner og stilladser til at tørre vasket linnedtøj, klæder og gamle pjalter på. Ja ofte er disse stilladser dristige nok til endog foruden fortovet at indtage noget af kørebanen. Det er just faldet i mit lod at jeg fire gange om dagen må gøre denne vej. Jeg såvel som andre troede i begyndelsen på den side at kunne komme allersikrest frem da der ikke var trapper, kælderskure, bislag, sumppumper og hvad alle de andre hæslige ting kaldes der næsten på alle vore fortove gør gangen farlig og vanskelige. Men jeg har ofte måttet erfare det modsatte til min skade ved i mørket at støde an på de efterladte stilladser. Da nu Gothersgade er en gade med meget stærk færdsel, hvorigennem mangefoldige mennesker har ærinde, og da hele garnisonens officerer så ofte må denne vej, så undrer jeg mig så meget mere over at der aldrig er klaget over denne uorden, der er så gammel at den måske endog vil påstås at være en ved hævd erhvervet ret. Skulle som jeg højlidt protesterer imod, denne ret tilstås dem der nu anmasser sig fortovet, så burde det i det mindste alvorlig indskærpes dem at betjene sig deraf på en mindre uforskammet måde. For fortovet er bredt nok til at der kunne tørres meget og dog levnes mageligt gangrum for to personer jævnsides. Ja det kunne endog tåle en smal halvtags bygning der måske ved at bortlejes til dem som mangler tørrerum, nok kunne betale sig.

(Politivennen, Hæfte 9, nr. 105, den 26 April 1800, s.1671-1673)

Til dem der skal have Opsyn med Strandvejen til Helsingør.

Søndag den 20. april kørte jeg i selskab med nogle andre til Helsingør ad Strandvejen. Da vejen aldrig efterses, er den overalt meget mådelig. Således udmærker sig fx et stykke stenbro ved Sletten hvor stenene er aldeles løsrevne, formodentlig af vandet. Men fremfor alt to broer i Egebæksvang. Her var det at jeg ved den første som er af træ (rækværk ved siderne findes ikke, og brædderne på broen er så rådne og løse at de enten bugner eller vipper) havde det uheld at jorden som vi kom på broen, glider ned på den anden side, og den ene hest styrter ned med bagdelen. Havde hesten ikke haft styrke til at fodfæste med forbenene, måtte vi absolut have væltet og nogle måske tilsat livet. Nærmere ved enden af denne vang er den anden som er en stenkiste, og den er ganske nedfalden. Her kan man dog med megen umage passere ad en omvej, hvilket på ingen måde lader sig gøre på den anden. 

Efter sigende skal der for længe siden til vedkommende være klaget. Men har også holdt besigtigelse over samme, men uden videre følge. Måske denne indrykkelse kan forårsage at såvel disse som flere steder med snareste bliver efterset og istandsat.

Store Nivågård, den 22. april 1800.
Poul Chr. Ths. Hvidt.

(Politivennen, Hæfte 9, nr. 105, den 26 April 1800, s.1665-1666)

De to vandløb ved Egebæksvang er der stadig, men man skal kigge godt efter dem. Det sydlligste af dem løber således gennem en privat have. Den nordligste ved en offentlig strand. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Spørgsmål til Nikolaj Kirkegårds Foresatte

Uagtet denne gamle kirkegård, hvorfra så mange skadelige dunster i så lang tid er opsteget i stadens tætte og stærkt befolkede middelpunkt, nu nærmer sig en fornuftigere anvendelse, burde den dog sikkert, så længe den endnu bruges som begravelsessted, med anstændighed gemme de ben den betros. Dette er ikke tilfældet. Langs med gitteret til Vingårdsstrædet ligger blottede menneskeben, og ved hjørnet, hvor før var en muret port, ligger menneskeben og hesteben mellem hinanden.

(Politivennen. 1799, Hæfte 8, nr. 104, den 19. april 1800, s. 1656-1657)

En Tildragelse ved Nørreports Vagt

Skærtorsdag den 10. april d.å. om eftermiddagen kl. kvart i to, kom en del mennesker ved Nørreport for at gå ud af samme. Men fandt til deres forundring at porten allerede var lukket. En del henvendte sig til portbetjenten ved den yderste stakitport og bad ham lukke dem ud. Han vægrede sig derved og sagde, at den vagthavende officer havde befalet ham at lukke. Nogle henvendte sig til bemeldte officer og bad ham, da kl. endnu ikke var 2, at lade dem komme ud af porten. Han svarede blot: Der var låst af, og De kan anklage mig. Hvorpå man henvendte sig til guvernøren, og først da begyndte klokkerne at ringe 2. Guvernøren troede sig ikke bemyndiget til at lade porten igen oplukke siden den engang var lukket. Men var villig til at lade sagen undersøge, når herom blev indgivet skriftlig klage.

Da vedkommende forfejlede deres hensigt at komme ud af porten til den af dem bestemte tid, finder de en anledning til at indgive klage, som ville forvolde dem og andre tidsspilde. Men tror sig pligtige til at bekendtgøre dette, før andre, der havde nødvendige ærinder ud af porten om helligdagene, kunne indfinde sig der, forinden den posthavende soldat behageligt afløstes, og derved undgå den ubehagelighed at vende tilbage. I øvrigt synes det ikke urimeligt, at de øvrige porte, således som Vesterport, stod åbne under prædiken. Hvilket vist ikke ville forhindre kirkesøgningen.

(Politivennen Hæfte 8, nr. 104, den 19. april 1800, s. 1654-1655)

I Anledning af det Stykke i nr. 94: En ulykkelig Tildragelse på Falster

(Afslutning)

Hvad deres andet ønske om kandidaternes ed for biskopperne angår, da - skønt jeg ikke nægter rimeligheden og grundigheden i dette ønske - frygter jeg for, at den overtroiske præst (for sådanne foregiver De at kende) lige så lidt ville holde denne ed, som en og anden ved det nu flammende tyske lys aufgeklärter prediger holder den embedsed, han for biskoppen aflægger om at prædike den kristelige forsoningslære i forbindelse med kristelig moral. Også her, siger man. er udfundet et slags Reservatio Mentalis.

Nu Deres 3. ønske, jeg istemmer det til fulde med Dem, hr. Politiven! Skaf os engang slige skoleholdere eller skolelærere (hvad de skal kaldes) og løn til dem. Det forstår sig. Og hvilken præst vilde ikke med åben favn modtage, og med bredelig velvillighed omgås slig en medarbejder!

2) Heller ikke var det, som De formoder, trevenhed eller mangel på menneskekærlighed, der i Havnsø lukkede føren for den ihjelfrosne, som måske endnu kunne stået til redning. For dette ville være en ubillig beskyldning mod mængden af denne øs beboere. Hvad var det da?

Men overvejer følgende omstændigheder, så finder man årsagen. a) Mændene i Havnsø anså den forfrosne som fuldstændig død, uden mindste håb om at kunne bringes til live. b) En mand af en naboby var fulgt med dem som bragte den døde. Disse troede derfor, at man havde haft nærmere vej til den anden by, hvor denne mand boede, men ville påvælte dem byrden. c) Ofte møder her ved strandkanten det tilfælde, at påtrængende byers beboere har ulejlighed med opflydte og dødsunkne legemer. Og denne ulejlighed med budskikkelser til amtmand, birkedommer og læge, med disse befordring, med forhører, syns- og obduktionsforretninger, med urolighed i huset, med begravelsens besørgelse etc. er ofte ikke lille. For sådant et lig anså man den ihjelfrosne. d) Ved sådan lejlighed er folk på egnen, ja endog langvejs fra, nysgerrige. Alle bekendte besøger byen for at erfare omstændighederne. Efter den her til lands herskende hospitalitet, koster det undertiden byens beboere en del for at beværte disse, og nu mærker man, at denne by kun er lille! En mand i en by af 12 gårde, har ved denne lejlighed fortalt mig, at de besøg, han ved sådan lejlighed engang havde haft, kostede ham over 5 rigsdaler. e) Endnu kommer en omstændighed til, nemlig disse bymænds misforståelse af deres fæstebreve, som ganske vist ikke forbyder dem kærlighedsgerninger, men at huse fremmede, som er uden pas, og at blande sig i fremmede, dem uvedkommende, handler.

Jeg tror herved vel ikke til fulde at have undskyldt mine 4 sognemænd, men dog sandfærdigt at have sat deres urigtige og uforsigtige forhold i et mindre forhadt lys.Hvad deres 3. ønske angår hr. Politiven! at den som reddede et menneskes liv, måtte nyde udmærket hæder, skattefrihed etc, mon da ikke mangt et menneskes liv ville synes at komme i fare og blive reddet, for at tilvende den foregivne redningsmand fordel.Tillad mig endnu at sige Dem, hr. Politiven! at hvad angår den formente forkyndelse ved at bringe en skindød til live, da er vi her til lands endnu ikke kommet så vidt, som en del af vores modefilosoffer, der synes for fuldt alvor at forsvare dette paradoks.

Sluttelig forener jeg mig med dem i det forslag, at anvisning og anordning overalt, især ved strandsiderne, trykt måtte uddeles til enhver beboer - (lad dem betale hver et par skilling derfor) angående omgangsmåden ved at bringe skindød til live. Jeg har engang villet gøre en vis høj øvrighedsperson, som måske kunne have udvirket noget sådant, opmærksom derpå. Men hørte intet videre dertil.

Af en så fordomsfri, tænkende og gavnelysten mand, som De, hr. Politiven! håber jeg, at de lader dette indrykke i deres blade, og at det ikke, efter vor tids skik, ledsages af bidende bemærkninger mod forfatteren, fordi han er præst.

Gunslev, d. 26. marts 1800
Blicher
Sognepræst til Gunslev og provst til herredet

(Politivennen, Hæfte 8, nr. 104, den 19. april 1800, s. 1649-1653)

Redacteurens Anmærkning

To tidligere artikel blev bragt i Politivennen, hæfte 8, nr. 94, den 8. februar 1800, s. 1496-1500 og Politivennen, Hæfte 8, nr. 103, den 12. april 1800, s. 1633-1640. Steen Steensen Blicher var en hyppig og velset gæst hos provst Blicher i Gundslev.