En gammel Mands Ønske.

For en tre kvart år siden skrev De i Politivennen om hvor godt det var at der var flere bænke og på flere steder i Kongens Have, især nær indgangen. Som gammel og svag glædede jeg mig ved dette forslag, men det er endnu ikke kommet i opfyldelse. Det er især tæt ved indgangen, i den gang langs muren op til Damegangen, og i den anden gang der fører op til Kavalergangen at jeg og min lige ville være glade ved at kunne tage hvile, i stedet for endnu at gå disse gange helt igennem uden vi kan komme til sæde. Jeg bor midt i byen og er dog træt ved indgangen til haven, hvad må da ikke den være der på svage ben har stridt sig derhen fra Christianshavn ad? De bænke jeg her har ytret mit ønske om, må allerhelst være lukkede sådanne som de i Kavalergangen, i det mindste nogle af dem. Man tror mig måske ikke, men dersom de fem lukkede bænke ikke var i haven, måtte mange stakler ofte i sommeren selv blive borte fra haven og turde ikke så tidlig på foråret vove sig derud. Jeg har heller aldrig sat mig i en af disse lukkede bænke uden at velsigne den der opfandt dem, og skænkede haven dem. Jeg tænker også hver gang han var nok svagelig, såvel som du, for de for de unge og raske tænker sig så sjældent ind i deres syge og gamle venners forfatning.

Jeg ved ikke hvem jeg skulle henvende denne bøn til, for gartnerne kan vel ikke gøre det på egen hånd og slotsforvalterne har nok intet med haven at gøre. Jeg har dog adskillige gange set vores prinsesser derinde, og når de er kommet forbi mig, har deres milde åsyn ligesom lykønsket mig til en god forfriskelse af min tur i haven. Jeg er vis på at dersom jeg sagde dem mit ønske blev det opfyldt. Men min gamle danske beskedenhed forbyder mig det altid. Dersom De nu indrykker det i Deres blade, så tænker jeg dog at det kommer på en eller anden måde til dem, og jeg har d det bedste håb.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 116. 12 Juli 1800, s 1841-1843)

Spørgsmaal med Hensyn til Trykkeforordningen af 27. Sept. 99.

I henseende til en rejsebeskrivelse i Schweitz på hvis titelblad man finder nederst: Friderich Brummer, og ellers ikke noget sted forlæggeren eller bogtrykkeren nævnes, spørges hr. universitetsboghandler Brummer om nogen kancelliresolution eller deslige måtte have dispenseret ham for forordningens bydende i 165 der foruden forfatterens navn kræver forlæggerens og bogtrykkerens fulde nævnelse. Da særsynet af dette skrift (hvoraf anmelderen har set et eksemplar i den Classenske Bogsamling) kan opvække den tanke at andre også på ansøgning kunne få dispensation fra forlæggers og bogtrykkers nævnelse, ja måske (som er et så almindeligt ønske, ja næsten et almindeligt håb) fra selve forfatterens nævnelse, så opfordres hr. Brummer til behageligst at besvare spørgsmålet. Og skal hans svar med taknemmelighed blive indrykket ikke alene i Politivennen, men også i lærde efterretninger. 

Man ville ikke stille dette spørgsmål hvis man i mindste måde troede at hr. Brummer lod trykke bøger i Leipzig, og på titelbladet sætter Kopenhagen. En sådan handlemåde ville ikke alene have til følge at sætte Københavns bogtrykkere i et ufordelagtigt lys hos regeringen, men endog at formindske kongens toldintrader og altså ilde at lønne den lovgiver der ved at lægge told på papir, men ikke på trykte skrifter, blot af prisværdig agtelse for oplysning har handlet tværtimod den grundsætning at indførelsen af fabrikata bør bære større byrder end indførslen af de rå materialer for ikke at nedtrykke, men opmuntre fabrikationen i landet selv.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 115. 5 Juli 1800, s 1838-1840)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i nr. 116.

To Toldboder, to Indsejlinger til Kjøbenhavn.

(Fortsat)

Men fordi tolden (under de europæiske regeringers nærværende politiske system) ikke kan afskaffes, derfor kan den dog oppebæres på den mindst trykkende og skadende måde. Og det bør den.

Et passende og tilstrækkeligt lokale, et personale der forslår til alle dagens tider og den letteste og simpleste klareringsmåde - dette er de fordringer man altså ved et toldsted kan gøre.

Københavns Toldbod (for fra det almindelige at vende tilbage til det enkelte hvorfra jeg gik ud) fyldestgør ingen af disse fordringer i nogen fortrinlig grad.

Lokalet hvortil jeg regner såvel magasiner, ladnings- og lossesteder, som vejerbod, toldkontorer osv. er både for stort og for lille. Magasiner bør ikke ligge så langt fra vejerboden at varer på vej derhen kan blive våde af regn. Ikke heller er magasinerne tilstrækkelig store. Det er også en fejl ved dem at de ligger for spredt. Stederne hvor vognene indlader, er ikke heller så bekvemt indrettede som de kunne være. Men den største lokalemangel møder man ved vejerboden og kontorerne.

En vejerbod med tre vægte kan ikke nøjes med en port. En vejerbod bør være forsynet med et nærliggende pakhus eller skur hvor de vejede varer henføres fra vægtene for i ly at vente på de vogne hvorpå de skal afhentes. Endelig bør en velindrettet vejerbod for hver vægt have to porte, en til varernes indbringelse, og en på den anden side til dens udførelse. Herved vil den største lethed bevirkes for arbejderne og hurtighed for varernes ejer, ligesom tilsynet på samme tid bliver uendelig redere for vedkommende. Til en sådan vejerbods opbyggelse tilbyder pladsen tilstrækkelig rum.

Kontorernes lokale er så forvildende at der vist næppe er nogen som tredje eller fjerde gang er i stand til at finde rede deri uden at spørge sig for. Jeg vil tro at disse mange til dels af samme personer gentagne påskrifter er til nytte, skønt det kunne synes som om vejningen, besigtigelsen, takseringen og betalingen var alt. Men at man for at få dem må jage snart op, snart ned og snart op og ned igen, er en ulejlighed som man ikke burde udsættes for, og som forenet med den tidsspilde det forårsager at måtte på tolv steder vente indtil turen kommer, gør en klarering på Toldboden til den modbydeligste beskæftigelse.

Personalet på kontorerne er næppe tilstrækkeligt for den reglerede åbningstid da der ofte, al deres hurtighed uagtet, samler sig en talrig klynge ventende om dem. For til alle dagens tider at besørge forretningerne fra om morgenen tidlig til sent om aftenen burde personalet være dobbelt, og ved middag afløse hinanden. En uhyre byrde for kongens kasse! vil man sige. Ja vel, men en i sig selv tung skat bør ikke ved oppebørslens forsinkelse gøres tungere. I øvrigt kunne dette dobbelt sæt haves for lidt over det samme når 5 til 6 påskrifter afskaffedes, som måske uden tabe kunne lade sig gøre.

Endvidere kunne noget af arbejdet lettes dels ved trykte angivelser, dels ved ikke straks under klareringens gang, men ved lejlighed at protokollere angivelserne, og endelig ved tabeller over ekstraudgifter osv.

Klareringsmådens mangelagtighed er til dels allerede vist, for så vidt den er forbundet med tab af tid som så ofte er større end tab af penge.

Sikkert ville enhver som har noget at klarere, ønske at have en under et bestemt afgift at betale, hellere end som nu først told, og dernæst adskillige rubrikker andre pålæg under navn af ekstraudgifter. Man tror at slippe efter toldrullen med den og den sum, men finder at desuden noget betydeligt må erlægges.

At man efter at have klareret må tinge om arbejdspenge inde hos Niels Lybekker, er ikke så godt som om det ved vejningen tillige påtegnedes hvor mange stykker det vejede gods var i, da arbejdspengene ved toldsedlens udfærdigelse ifølge en takst der beregnede hvert stykkes arbejdspenge efter dets vægt, tillige derpå kunne anføres, og derefter betales.

Dersom den betjent der ved pladsens port tillader udgangen, ved at give toldsedlen en rift er berettiget til større undersøgelse end den at efterse om stykkernes antal og mærker stemmer overens med toldsedlens angivende, så burde der over udfarten oprejses et skur af tilstrækkelig størrelse til at to, tre vogne derunder kunne uden at vædes eller overskylles af regn osv. gennemvisiteres af betjenten. Den som skriver dette, har været udsat for at en betjent ved nævnte port har på en måde ved opløsning og besigtigelse af pakker kontrolleret besigtigelsen i vejerboden og det endog i regnvejr. Da dette imidlertid mange andre gange ikke er sket, så er han endnu i tvivl om hvad portbetjenten er berettiget eller ikke berettiget til.

Jeg er fuldkommen forsikret om at gen. toldkammeret bemærker disse en i toldvæsnet lægmands uforgribelige tanker, ved at drøfte dem vil måske noget findes ubrugbart. Men sikkert vil kollegiet sande at toldoppebørslen i nærværende forfatning er en hindring for sejladsens fremme. Den vil indse at dersom en ny toldbod anlægges ved Langebro og da den hele smålandsfart vendes derhen, vil arbejdet ved den store nuværende toldbod der som ovenfor vist med et større personale kan drives ønskeligere, sikkert lettes så meget at ved nogen forandring i formerne, udigfterne til lønningerne ikke ville blive større.

Det til den ende anlæggende lodseri på sydvesthukken af Amager kunne tillige tilgodeses med færgelaugsrettighed fra denne ø til Sjællands sydlige og vestlige kanter, hvortil dens beborere hidtil må lægge vejen gennem København.

Endnu står tilbage at tale om de hindringer der ligger i vejen for bådefarten, både til gavn og morskab, at København kun har en toldbod og en indsejling

(Fortsættes)

Der er ikke meget tilbage af toldbodsområdet, men de enorme pakhuse giver et indtryk af den travlhed der må have været når handelskompagniernes skibe ankom fx med varer produceret af slaver i kolonierne. På billedet Det Gule Pakhus (1778) og Vestindisk Pakhus (1781). På Politivennens tid eksisterede desuden Eigtveds Pakhus (1750), det Blå Pakhus (1783) og Kgl Grønlandske Handel (1767)

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 115. 5 Juli 1800, s 1833-1838)

Spørgsmaal.

Kan man ikke med al rimelighed forlange af kroholdere på landet at de når for betaling forlanges, skal have senge til rejsendes tjeneste? Anledningen til dette spørgsmål er i forrige uge, en aften kl. 12, givet i Roskilde Kro hvor nogle personer som forlangte senge, fik af en slem vranten pige anvisning til bænkene i krostuen blandt en mængde støjende bønder. Og ikke før efter længe at have tigget, blev de lukket ind i et andet værelse hvor de måtte tage til takke med stole.

København den 27. juni 1800.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 115. 5 Juli 1800, s. 1830-1831)

Spørgsmaal i Anledning af Tobaksmøgeri.

Hvad råd er der for den uskik som jævnlig indtræffer at man nemlig bliver overspyttet på gaden af mennesker som i deres vinduer på 3., 4. og 5. sal godter sig med tobakssmøgen og af magelighed ikke vil kaste deres behagelige væsker indenfor, men hellere trætter den stakkels fodgænger dermed. Næverysten duer ikke, for ofte er herren med tobakspiben den stærkeste og kunne måske få i sinde at kaste den fornærmede ned af trappen. Var det ikke bedst at opgive sted og personer, så folk kunne rette sig derefter og tage vare for skade.

(Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 115. 5 Juli 1800, s. 1829-1830 )