Forslag til en fast og bestandig Landværge i disse Riger og Lande.

Imens jeg med mine medborgere glædede mig over at en krig som truede landet, var lykkelig endt, faldt denne tanke mig ind: Om en fjende engang fik det indfald at gøre landgang på de danske øer for at plyndre der, kunne da beboerne med held gå den ankomne fjende imøde og fordrive den? Så gerne som jeg ønskede dette, så lidt turde jeg håbe det - da jeg kender forfatningen på de fleste stæder. Enhver ved at de gamle anordninger som ville hindre landmanden fra at forgribe sig på den mængde dyr som åd hans sæd og år efter år, har ligesom revet ham de geværer af hænderne hvormed han kunne dræbe disse og andre sine fjender. Man kan endnu i store landsbyer gå fra gård til gård, ofte uden at finde et eneste skydegevær. De våben landmanden har, er leer, høtyve og økser, men med disse afslår man ikke en væbnet hær. I vore tider da landmanden mere end før øves i våben og lærer at bruge disse imod en fjende, i disse tider ville det også være passende at give ham de våben i hænde med hvilke han kunne forsvare sit fædreland, sin familie og ejendom mod enhver fjende, og da vi om en halv eller højst en hel snes år har ingen landbeboer som ikke er øvet i våben og i de ny brugelige ekserciser, så ser enhver hvilken ypperlig landværn man havde i landalmuen når denne var forsynet med de fornødne våben. For hvem strider vel med større mod og fyrighed end den som forsvarer sit eget, det være lille eller stort? 

Jeg drister mig derfor underdanigst at gøre følgende forslag som ingen tænkende medborger vil foragte, da man let ser hvor stor tjeneste man kunne vente at sådan en landeværn, i omstændigheder lige så kritiske som de vi nylig har oplevet. Et forslag som jeg ønsker en mand af det militære fag ville danne og bringe til det, det burde være. For da jeg ikke er militær, besidder jeg heller ikke den kundskab som kræves til dette foretagende. Mit forslag er dette; Enhver indfødt som går ud af krigstjenesten, får afsked som landværge og beholder de våben han har haft mens han stod i tjeneste, og forpligtes til at beholde disse hvor han end måtte opholde sig i kongens riger og lande indtil han har fyldt sit 60. år, da han efter ergangne anordninger anses som gammel mand. Som landværge er han ikke bundet til noget vist opholdssted, ikke heller forpligtet til noget vist regiment. Derimod er det hans pligt at fremstille sig bevæbnet når et fjendtligt indfald måtte ske på den ø eller det land hvor han opholder sig og med andre steders beboere at tjene mod den udfaldende fjende indtil samme er aldeles fordrevet. Skulle det synes alt for bekosteligt for den kongelige kasse at bortskænke så mange geværer, da kunne man gøre sig betalt for disse på følgende måde:

Man afdrager enhver som gør krigstjeneste, årligt af hans dusørpenge så meget at hans gevær kan være afbetalt ved slutningen af det sjette år han står i krigstjeneste. Da geværet betales af hans dusør og han i geværet har vederlag for sine penge, så kan han ikke være misfornøjet med denne fremgangsmåde da man bør antage at geværerne overlades for en tålelig pris. Man kunne tillige overlade til hver bondegård en flint med bajonet og en kårde hvorpå årlig blev betalt 1 mark, dog ikke længere end til geværerne var afbetalt. Disse geværer fik et vist distriktsmærke, og ved skifte af gårdsejere var den aftrædende forbundet til at levere geværerne til den tiltrædende gårdmand eller når de savnedes da betale geværernes fulde værdi. Enhver godsejer havde opsigt over de geværer som var henlagt til hans bøndergårde og blev ansvarlig for disse mod at have sin regres til bonden som på anførte måde måtte betale de manglende.

Når landbeboerne var således forsynet med geværer og inddelt i regimenter som vel ikke blev alle lige store, da det synes mest passende at et hvert herred udgjorde et særskilt korps, kunne disse forskellige korps efter forhen gjordte reglement støde til de regulære tropper og kommanderes af disses officerer. Det ville være mest passende at landalmuen rykkede ud i deres røde trøjer for at være i farve lige alle landets krigere som bærer mundur.

På øerne derimod hvor ingen regimenter ligger af regulære tropper, kunne officerer som har pension, ansættes med noget tillæg til deres pension for i påkommende tilfælde at kunne anføre øboerne mod en indfaldende fjende.

Ethvert af disse kompagnier fik en af sine egne til anfører ligesom på Bornholm hvortil den dueligste blev valgt. Denne efterså at geværerne blev holdt rene og at de altid var i behørig stand og øvede sit kompagni engang hvert år straks efter høsten. Man kunne også lade et helt herreds landeværn samles engang om efteråret for at gøre deres øvelser under kommando af en af de nærmest garnisonerende officerer som lod dem øve sig i at bruge bajonetten på flinten og at holde sluttede geledder. Man antog nu og bekendtgjorde en vis måde at ringe på, hvormed man tilkendegav at en fjende var i landet. På denne måde begyndt man at ringe først der hvor man først blev opmærksom på fjenden og siden over alt landet, og nu red bud fra sogn til sogn for at tilkendegive hvor fjenden var i landet. Sognefogden i hver by var den som ved ridende bud skulle bekendtgøre dette, hvorfor han fik en lille dusør når han var brugt hertil. De som udviste største hurtighed i at rykke frem mod fjenden og som snarest til deres bestemmelse, i betragtning af deres afstand til stedet, fik en belønning, de som derimod havde vist sig nølende, betalte en mulkt til de fattige i det sogn hvortil de henhørte.

For at vide hvad man kunne love sig af sådant landeværn, kunne man engang om året lade nogle af vore skibe under fremmed flag gøre forstilt angreb nu på et, nu på et andet sted i landene. Herved holdt man landets værn i god øvelse.

Da de franske har med bajonetter på flinten tilfægtet sig en glimrende sejr efter den anden, tør man håbe at disse nordiske folk som i betragtning af deres klima har stærkere arme, skulle intet eftergive dem i disse øvelser, og at den fjende som vovede at angribe disse fredelige lande, skulle træffe indbyggere her som kunne sikre landets kyster og grænser således imod ethvert fjendtligt angreb at fjenden skulle hos dem intet finde uden sin død og sin grav. 

Kirke Helsinge den 28. september 1800

Holm
Præst til Helsinge og Drosselberg
Menigheder i Sjælland.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 128. 4 October 1800, s 2042-2047)

Tanker om Forbedringer af Vesterbros Forstad

Ved alle byer som trives godt og vokser er det gerne tilfælde at man for sent må beklage, ikke under væksten at have været opmærksom nok på de fornødenheder en større bebyggelse og befolkning ville kræve. Det som før blot var landeveje bliver endelig tætbyggede gader, og må nu evig beholde den skævtløbende retning, som ingen lagde mærke til ved vejen. På veje er ingen bredere steder. Altså opstår ved bebyggelse lange gader, men ingen torve som dog er så nødvendige. Endelig bliver man for sent opmærksom på at der mangler tvær- eller forbindelsesgader. Og nu må man, for at få disse, med bekostning nedrive bygninger eller dyrt  afkøbe ejerne de pladser, haver osv. hvorigennem sådanne forbindelsesgader må trækkes.

Hvor sandt, men tillige hvor urigtigt dette er kan man straks overbevise sig om, ved at betragte København selv. Vimmelskaftet har den livagtige retning af en bondevej, og de skævvinklede bygninger der foruden at fordre langt mere af de få dyre bygningsemner, ikke yder enten så rummelige eller så bekvemme værelser, viser indlysende hvor godt det havde været, om byens øvrighed i tide havde tænkt på at gøre vejen lige. Nørregade var før en landsby, uden for byen, og dens krumning og ulige bredde svarer til denne oprindelse. Hvor fattig var det gamle København på torve før den sidste ildebrand? Og kan man tvivle om, at dersom Borgergade, Adelgade og Store Kongensgade brændte, der jo da ville gøres et torv for denne så stærkt beboede del? Da disse ellers regulære gader anlagdes, troede man aldrig de ville blive så befolkede, og forsømte således at anlægge torve.

Den opmærksomhed som disse eksempler leder til, burde for lang tid siden være brugt på Vesterbros forstad. Den ville da ikke alene have fået et eller to torve, men også tværgader ned til stranden og om til Farimagsvejen. Men at dette hidtil har været forsømt, bør kun være en drivkraft mere til, mens omkostningerne endnu er tålelige, at iværksætte det. Man forestiller sig blot hvor ubekvemt det ville blive, når hele firkanten mellem Farimagsvejen og Vesterbrogade bliver bebygget med grundmurede tæt på hinanden stående huse. Og ligeså nødvendigt er det vel at åbne kommunikation fra forstaden ned til søen. Så meget mere er dette sidste en vigtig foranstaltning, som farten på kalvebrostrand dog sikkert engang vl komme i stand, og som den i gøre værende kanal fra Ringsted til Køge lover en nyttig bådfart ind ad dette sund, som Vesterbros beboere er i begreb med, af mangel på fornøden foranstaltning af tværgade, at udelukke sig fra.

Således som det nu går, har man at vente en eneste sammenhængende række af bygninger fra møllerens ved Runddelen ud til Bakkehusalleen!

(Politivennen Hæfte 10, nr. 128. 4. oktober 1800, s. 2039-2042)

Om Vejen fra Lyngby til København.

Hr. Politiven.

Jeg har intet at indvende imod alt hvad De i Deres blad nr. 118 har meldt til generalvejkommissionen om vejen fra Lyngby til København, skønt endnu mere kunne være sagt om samme, såsom om de vanskabte træer der er plantet fra Lundehuset til Vibenshus om deres slette oppasning med anbinding til de sletvalgte stager der er sat ved dem, hvoraf nogle når op over toppen, andre kun halv på stammen og andre er helt borte. Heller ikke er talt om jordvejens istandholdelse da der gives fri hus og årlig løn til folk som skulle forrette deres arbejde. Jeg for min part kan ikke bevidne at nogen af dem gør noget ved vejen, den mand undtaget som har bolig ved Vintappergården. Meget andet kunne være omtalt som manglende ved denne vejs vedligeholdelse der giver så anselig forpagtnings intrade. Dette alene må jeg erindre siden De taler om påført grus at så ofte jeg i de sidste år er kommet ad denne vej, når den har været under forbedring eller nylig såkaldt istandsat, har mine øjne aldrig set det som med rette kan kaldes rent grus lagt på vejen, men i det sted har jeg set lerblandet jord og sten som i regnvejr bliver til pladder og som siden ved tørke og blæst ryger bort, til plage for den rejsende, for den nærved boende og for vejen.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 128. 4 October 1800, s 2035-2037)

Spørgsmaal angaaende Slamkisterne ved Bolværket for Højbroplads.

En mand som den 25 i denne måned da lågene var taget af slamkisten ved Højbro, beså denne, spørger om det ikke var rådeligere at rense disse oftere, så ikke dyndet deri vokser så højt (den har endog ansat sig udenfor udløbene i betydelig mængde) at den ikke levner dybde og plads nok. Den mængde mudder som nu løber ud i kanalen tillige med vandet, er så betydelig og skaden den volder hvis den ikke opmudres samt bekostningen ved at opmudre den så store, at man sikkert bør søge ved kraftige midler at få den til at bundsætte sig i slamkisten mere end den nu gør. 

Anmelderen ved ikke om vedkommende måske kunne gøre brug af en måde man ved det store salpeterfabrik i Paris bruger, for at få urenligheder i det salpetersvangre vand til mens det koger (en bevægelse der næsten er lig vandets i slamkisten) at sætte sig, da bevægelsen hindrer dem fra at kunne til gavns bortskummes: Man lader en kurv af omtrent en fjerdedel af kedelens diameter hænge ned i samme, midt mellem bund og overflade. Den del af det kogende vand som skiftevis indtræder i samme, bliver her mindre tumlet af hedens vold, og har altså tid til at bundsætte sine fremmede dele. Dette vand er imidlertid ikke ganske stillestående, men afløses fra tid til tid som ville skade det på bunden samlende salt. Også i slamkisten var det unyttigt om dyndet satte sig på bunden hvor den kun ville oprøres af det nedstyrtende vand, men den sætter sig heller ikke undtagen ved siden, og som mig synes langsommere end det ved sådan kurv eller noget lignende ville bevirkes.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 127. 27 September 1800, s 2028-2030)

Bekjendtgørelse.

I nr. 125 er omtalt en lænkehund som ved indgangen til Proviantgården har bidt en dreng. I den anledning er det udgiverens pligt at gøre følgende berigtigelse. Lænkehunden står mindst 3 alen fra færdslen og er endda omgivet med et rækværk af brædder, så at ingen uden den største dumdristighed eller tåbelighed kan blive bidt af hunden. Den omtalte dreng må tilskrive sin ubesindighed at han blev bidt, da han ikke lod sig advare af rækværket, men rakte armene indenfor, formodentlig for at tirre dyret. Lænkehundens postering på dette sted er endogså om dagen nødvendig for de mange tyves skyld som ellers så snart vagten vendte ryggen til, ville snige sig ind. Da ejeren altså har gjort så meget til sikkerhed, måtte man ønske at rækværket om muligt, endnu udrykkes lidt.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 126. 20 September 1800, s 2015-2016)