Et Forslag til Københavns Magistrat.

Bestyrelsen for Fattigvæsnet har i disse tider begyndt at erhverve midler til en bestandig madlavning og brødbagning for fattige. Med denne madlavning er allerede gjort begyndelse i garderstaldene og på arbejdshuset på Christianshavn, og snart sker samme på Arbejdshuset ved Nikolaj Kirke,og man kan håbe herefter på flere steder. Erfaringen er endnu for ny til at kunne fælde en alsidig dom om denne foranstaltning eller at ville tro straks at øjne dens følger. Men så meget kan dømmes, så meget kan endog forud dømmes at dersom indkøbene sker i belejlig tid - dersom de bevares med en god husholders omhu både fra fordærvelse og fra utro hænder - dersom lavningen kun overlades kyndige og velvilige hænder - dersom man som ikke er at tvivle på, ved kedlernes og ildstedernes indretning altid vil søge at gå fremad til det mest fuldkomne, så må herved en sund og velsmagende og mættende føde kunne rækkes den fattige for en pris langt under det halve af hvad den, indkøbt på tredje, fjerde hånd i skillingvis, tillavet i utallige små kar, på mangfoldige med udhøkrede pinde og udbitlede tørv antændte arnesteder, ville koste for den fattige selv der desuden vinder betydeligt af sin til arbejde så højt fornødne tid.

Umulig kan man fryde sig ved denne herlige udsigt (der under betragtningen selv nærmer sig, mens så mange andre glædende udsigter synes at fjerne sig for det beskuende øje) at ønske at der ligeledes for de tre øvrige armodens fornødenheder: husly, varme, klæder måtte anstilles noget lignende stort, og netop ved sin storhed økonomisk, eksperiment.

Jeg vil her blot indstille til Københavns Magistrat en tanke til anskaffelse af husly og varme, som jeg tror fortjener at udføres af dens nidkærhed, overladende til dens indsigter at give den den udvikling og fuldkommengørelse den kan tage imod. København indeholder blot bygninger for velhavende og rige. Huse som egentlig er byggede for at afgive små lejer, således som den fattige må formodes at kunne udrede dem, er der vel ikke ti af i hele staden. Allerede før ildebranden byggede man blot for den store lejer. Efter ildebranden forøgedes misforholdet endnu mere. Af et tusinde afbrændte huse, hvoraf dog nogle var bopæl for smålejere, blev en del sammensmeltede, men alle opbyggede til at afgive lejligheder til 100-1000 rigsdaler.

En stor ulykke fortjener sædvanlig den lidende i det øjeblik den rammer ham. Den gør ham sløv endnu længe efter. Modet er nedslået, han ser sine fejl i et forstørrelsesglas, og for at rette dem, begår andre ligeså store. En langsom, krybende, fej forsigtighed anser han for klogskab der skal være skadens frugt, og først længe efter, først når det er for sent, ser han hvad og hvor meget han har forsømt som burde være gjort, og gjort som burde være undladt.

Der vil vel ingen beskylde mig for dadlesyge om jeg tror at dette billede ikke er ganske passende på København efter ildebranden 1795. Og at jeg iblandt de ting som straks med den største fordel burde have været overvågede, men som ganske blev forsømt, regner et rigtigt forhold mellem antallet af bygninger til dyre lejligheder og af dem til ringe, vil vel også enhver finde ganske rigtigt. Når man betænker at en så vigtig orden som denne ikke bør overlades til det slumpetræf om en eller anden bygningsentreprenør måtte finde den tanke at en bygning af tilstrækkelig størrelse blot indrettet til fattige lejere, vil lige så rigelig lønne sin bygherre som nogen anden. Også havde Magistraten ved selv umiddelbar at sørge for småfolkshuses opbyggelse, haft to vanskeligheder færre end private bygherrer: den at have kunnet bygge højere (som sikkert på forestilling havde blevet den tilladt) og bedre at kunne holde politi over så mange til dels uopdragne mennesker.

Dog hvad der ikke er sket, kan endnu ske. Der er endnu en del ubebyggede pladser. Der er den nye gade hvortil grunden er taget fra Kongens Have. Måtte blot disse pladser blive nyttede, så ville de kunne levere boliger for mere end 15.000 småfolk til en leje af omtrent 5 rigsdaler årligt.

For at belyse dette, vil jeg fremlægge følgende udkast som er forfærdiget af en bygningskyndig ven. En bygning af 100 alens længde, 18 alens bredde og 16 alens højde ville koste omtrent 19.500 rigsdaler. Denne bygning kunne have 7 etager, hver til omtrent 3 1/4 alens højde. Når der langs igennem hver etage var en gang med værelser til begge sider, og hvert værelse blev 4 alen bredt,så udgjorde dette når skorstensrummet og trapperummet blev fradraget (helst burde hver etage have en særskilt trappe) omtrent 280 værelser af henved 30 kvadratalens størrelse. Et rum stort nok for en lille familie, endsige for en enlig fattig mand eller kvinde. Når der i hver etage var 2 fælles skorstene, hvis rør var ført hen langs med udmuren genne alle værelserne, så ville alle disse deraf kunne få en tempereret varme om vinteren. Om sommeren kunne røgen ved et spjæld aflukkes fra disse horisontale, og ved et andets åbning afledes gennem vertikale rør. Ved de fælles skorsten,når disse blev indrettet med ildkanaler og med komfurhuller til at aflukke med spjæld, kunne megen brændsel spares.

Af dette overslag, om end dets plan modtog forandringer, om bygningerne så blev højere eller lavere, større eller mindre, eller anderledes indrettet end den her beregnede, synes det dog vist at et værelse som et af de omtalte måtte kunne udlejes for 5 rigsdaler årligt, og en komfurflamme en time om middagen for omtrent 6 rigsdaler årlig.

Måske ville en køkkenindretning til at koge i fællesskab med hede dampe kunne være endnu mere fordelagtig. 

At man foruden den varme som skorstensrørene meddeler værelserne, måske kunne finde nødvendigt at give hver etage en fælles stue, som for en tålelig betaling forsynedes ved en økonomisk ovn med varme (for kun gamle eller syge lejere måtte tillades vindovn i deres værelse, og denne da udlejes dem af magistraten i hvis magt det blev at udvælge det slags som sparede mest brænde) at det måske var godt i en af etagerne at anbringe en stor kedel som altid blev holdt i kog, og hvoraf kogende vand kunne for en ubetydelighed til alle tider sælges til lejerne - At der for familier som var talrige kunne gøres en mellemdør mellem to værelser og disse altså forenes til en lejlighed mod dobbelt leje - at der muligvis lod sig adskillige besparelser anbringe med lysningen fx ved lygter anbragt i skillerumsvæggen mellem to lejeres værelser osv - disse og mange andre betragtninger, mange økonomiske eksperimenter som først under iværksættelsen af andre frembyder sig kunne da først og bedst komme under bedømmelse når det af magistraten findes tjenligt at iværksætte det med mit forslag tilsigtede: Ved at indrette bygninger til mangfoldige småfolk under et tag, at skaffe disse bolig, varme og kogeild for 12 til 15 rigsdaler årligt.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 140. 27de december 1800, s. 2228-2235)

Redacteurens Anmærkning

En bygning som kan have inspireret skribenten, kunne være Vestergade 8. Det var opført 1798 i usædvanlige 5 etager. Huset kaldtes også Noahs Ark (Arken). I 1801 boede der 109 personer i for- og baghuset. Og var netop opført for at fattigfolk efter branden 1795 kunne have et sted at bo til en overkommelig leje. Bygningen blev stærkt medtaget af bombardementet 1807. Baghuset blev udsaneret i 1960erne. Flere andre huse i kvarteret blev opført med samme formål, bl.a Vestergade 45 (1797-98).

Om Hæder og Rang for det Borgerlige Militær.

Det er før i disse blade ønsket at Københavns borgerofficerer måtte nyde rang og hæder i det mindste lige med begge krigsetaternes officerer. Samme steds er de mest iøjnefaldende grunde for dette ønskes retfærdighed fremsatte. At en sådan opmuntrende bevågenhed fra en dansk regents side ikke ville være uden eksempel i andre stater, kan Stockholms borgermilitær godtgøre. Og jeg vil til den ende udskrive følgende sted af statsråd v. Schirachs politiske journal for 1792, Januar

For at belønne den besynderlige iver hvormed borgerskabet i Stockholm har gjort sig fortjent såvel i krigens tid som i den urolige tid, da kong Gustav blev såret, har hertug regenten (hvilket også havde været den højst salige konges vilje) givet borgerofficererne og deres korps for dem og deres efterkommere, ære og rang i lige grad med de virkelige officerer som tjener ved landetaten, uden at de derfor skal erlægge nogen afgift for karakteren, ej heller betale noget for udstedelsen af kancellidiplomet.

Sikkert er Københavns borgerskabs fædrelandskhed, tapperhed og troskab lagt for dagen ved endnu flere og mere glimrende prøver end selve det prisværdige borgerskabs i søsterfolkets hovedstad.

K. H. Seidelin

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 139. 20de december 1800, s. 2216-2217)

Hestetyveri.

I slagtetiden blev en ikke ubetydelig del heste som græssede på stadens græsninger, borte for ejerne. Det har mindre at gøre med at vide at gerningsmændene for denne gang, end at sådant for fremtiden kan forebygges. Så længe hesten bliver det kostbare dyr der skal berede vore agre til sæd og flytte vores varer og byrder og (Landhusholdningsselskabets bestræbelser for at lade oksen afløse hesten har kun udrettet lidt endnu) det vil den sikkert endnu længe blive ved at være, så er det vist en vigtig genstand for justitsen at sikre en så kostbare ejendom så meget mere som dens værdi for staten forsvinder under tyvens hånd.

Det er bekendt at hestenes kød er en lige så velsmagende som sund føde. At hele store nationer spiser dette med større velbehag end vi vores oksekød. At vores forfædre spiste det med lyst. Også veterinærskolens lærlinge finder at hesteskinker er bedre værd end at graves ned i jorden. Imidlertid er fordommen som kristendommens prædikanter for 7-8 årtier siden vidste at indprente mod denne føde, endnu så stærk at Danmark årligt lader for 50 til 100.000 rigsdaler hestekød rådne op i jorden, oftere endnu oven på den, mens mange maver sulter eller fordøjer næringsmidler der ikke kan enten i velsmag eller sundhed, sammenlignes med hvad der så tåbelig forspildes.

Hestetyven der tør trodse fornuft og samvittighed, er ikke mindre slave af forestillinen end andre. Kun huden, manken og halen, højt talgen tør han tilegne sig. Han ødelægger altså for ejeren og staten en værdi af 20-100 rigsdaler og derover for at gøre en lastefuld vinding af 1-2 rigsdaler, og i denne henseende er hestetyveri det mest strafværdige af alle.

Det er garvere og skomagere der køber de rå hestehuder. Dersom disse aldrig købte en rå hestehud uden at være forvisset om at den ikke var tyvegods, ville sikkert mere være gjort imod hestetyveri end ved de største straffe. Ovennævnte købere af huderne der ved at disse rå materialer dog ikke kan undgå dem, ville sikkert være villige til sådan undersøgelse. Og hvorledes denne kunne gøres dem let og mulig, vil vores årvågne lovgivning sikkert bedre vide end indsenderen.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 139. 20de december 1800, s. 2214-2216)

Tanker om Straf-Lovgivningen.

De grove tyverier, indbrud, overfald og forsøg på mord skal, siges det, have foranlediget statsbestyrerne at udnævne en kommission der skal fastsætte principper hvorefter en ny kriminalkodeks skal udarbejdes. Ingen bedre skønner dette foretagendes vanskelighed end en sådan kommissions mænd, og ingen dem tilstillet betragtning over dette store emne anses overflødigt. I denne tro fremsættes følgende:

Når man betragter den nu værende gang af disse forbrydere, så findes at den største del ikke tvinges af mangel til disse stimændsgerninger, men er gamle og hærdede i lasten, og undslupne af de forvaringssteder de engang var hensat på. Så priseligt det milde princip er at livsstraffe ikke bør anvendes, så uomgængelig er den følgesætning at forbrydere hensættes på steder eller holdes under varetægt hvor de ikke oftere kan blive farlige, og ikke som nu alt for ofte er tilfældet, snart undviger af Stokhuset, snart af andre fængsler.

Den mand som har rovdyr i sit eje eller værge, og ikke forebygger at disse jo kommer løs, er efter Danmarks lov pligtig til skadeserstatning. Den retfærdige lovgiver ville ikke finde det uden ganske naturligt om den, som bestjæles eller overfaldes morderisk af en undvegen slave eller fange, troede sig berettiget til af ham, lovgiveren at kræve erstatning for en skade der ikke var sket hvis de ældre straffelove stod ved magt.

Af fangefogederne kan erstatning ikke ventes, da disse alle er fattige folk. Men en skarp straf måtte de nok være underkastede ifald undvigelsen der altid nøje burde undersøges, fandtes sket eller lettet ved deres forsømmelighed.

Skulle det ikke af kommissionen findes retfærdigt og nyttigt at give tyveriets straf gradationer i forhold til det stjålnes erstatning af tyven. Den tyv der erstatter alt eller en del af det stjålne, bør nok ikke anses som den der intet tilbagegiver. Nu kan den der har nedgravet sine tyvekoster, efter udstået straf eller mens han er hensat, direkte eller indirekte nyde frugten af hans stjålne gods. Og som nu tingene står, hvad skulle bevæge tyven til at give det ringeste tilbage.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 138. 13de december 1800, s. 2200-2202)

Forestillinger tilegnde Oekonomie- og Kommers-Kollegium, General-Toldkammeret og Magistraten

Ege- og birkebark er et uundværligt materiale til garverierne. Men det begynder at skorte på det efterhånden som skovene mindskes. Denne mangel er ikke kun her, men allevegne i Europa, garveriernes største forhindring. Derfor er det forbudt at udføre bark både i England, Preussen og Sverige. Hos os er der derimod ikke et forbud, og som følge af det udføres en mængde af vores bark. Især fra Norge til England og andre steder.

Den yndest som hans majestæt gennem forskud og andre måder har vist garverierne, lader håbe at det ikke vil være forgæves at landets garvere ønsker barkens udførsel til fremmede steder provisorisk enten forbudt eller besværet gennem forhøjet told når det kollegium under hvis pleje og forsorg fabriksfliden er henlagt, bedre end det er undertegnede muligt, måtte ville udvikle hvor meget mere fordelagtigt det er for landet at gøre indførsel af fremmed læder unødvendig eller vel endog for den forædlede vare, tilberedt læder, at indløse penge fra de fremmede selv, end - at give udlændingen en daler for læder for at kunne indlæse en skilling for rå huder og en ditto for det rå materiale, bark.

Det kongelige Generaltoldkammer vil bedst af alle kunne understøtte dette andragende ved at meddele kollegiet beløbet af barkens og de rå huders udførsel, og af forarbejdet læders indførsel for nærværende tid.

Man kan frygt at adskillige garverier til vinter må holde op med at arbejde af mangel på bark. 

Efter her kort men som jeg håber tilstrækkeligt har berørt en for alle danske staters garveriers fælles interesse, må det være mig tilladt at omtale et særegent anliggende for de københavnske garverier.

Den usundhed som garveriernes uddunstninger truer med, når de er anlagt midt i en tæt bebygget og folkerig stad, har foranlediget det ønske hos regeringen, at disse garverier efterhånden måtte forlægges uden for staden, enten i forstæderne eller længere borte.

Hvor en regering udmærker sig ved kærlighed og omsorg for borgerne, der går disse med glad opofrelse ethvert ønske fra regeringen i møde. Adskillige garverier er forlagt og anlagt udenfor voldene og det indses let at sådant ikke sker uden stort tab. Men sikkert vil vores hovedstads magistrat være enig med mig i at sådanne gavnlige foretagender på inden måde bør møde større eller flere forhindringer end sagens natur selv uomgængelig medfører.

Transportens tidsspilde, rettere fordobling, og dens store omkostning forenet med folkelønnens større dyrhed og den nødvendighed stadig at have et udsalg i staden, er vanskeligheder som ingen kan borttage fra ethvert fabriksanlæg i forstæderne.
Men de hindringer som Generaltoldkammeret og Magistraten kan afhjælpe, og som de sikkert vil afhjælpe på min anstændige forestilling er følgende.

1) Portpengene hvorfra nu ikke engang de fabriksejere er fritaget der før h har haft fri passage. Denne udgift tynger fabriksejerne uden at være nogen stor genstand for stadens indtægter. Ligesom den synes mig hård, når man betænker at en sådan på stadens broer bosat fabrikant dog svarer alle stadens ordinære byrder.

2) Konsumtionen. en rå hud giver 4 skilling i konsumtion. Disse 4 skilling godtgøres vel fabrikanten på den rå til forarbejdelse udførende hud. Men når den forarbejdet igen indføres, må han betale 18, 20 til 22 skilling igen (10 2/3 skilling af lispundet) herved sættes forstadens fabrikant tilbage, da han taber 10 til 12 procent og må dog holde pris med den indenbys garver.

Dersom det på denne min forestilling måtte besluttes at fritage forstadens garvere fra denne byrde, tror jeg at sådant meget godt uden tab eller svig kunne ske på følgende måde: I konsumtionskontoret kunne være et stempel af skarpe spidser fx med de ord: Ind og Udførselsstempel til forarbejdelse. Hermed stempledes hver rå udført hud i skilten, og nød da ingen godtgørelse. Når den forarbejdet igen indførtes, og bar sit stempel, var den igen fri for afgift. Til sikkerhed for svig kunne i samme kontor være en bog hvori hver fabrikant havde en folio som vist antallet af det ind- og udførte.

Dersom det fra højere steder måtte lægges mærke til det her ytrede, vil sådant i tiden sikkert bevæge flere til at flytte ud, og således opfylde fornufts-, sundheds og regerings ønske.

Kildevæld på Østerbro d. 10. dec. 1800.
M. Bresselau
Kongelig privilegeret læderfabrikant.

(Politivennen. Hæfte 11, nr. 138. 13de december 1800, s. 2194-2197)

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1800 står opført Læderfabrikør Breslau, Lille Strandstræde 100.