Uordener.

En gammel matros har i adskillige år været, og er endnu, mange til besvær med sit trygleri. Den han får øje på, går han først i møde og hilser, når denne kompliment er gjort, vender han om, forfølger og plager dem, helst gennem kirkegårdene, hvor han er mindre bemærket og ligeledes op ad Rundetårn. hans fysiognomi røber næsvished og drukkenskab. Da han desuden ser ud til at kunne fortjene sit brød, gør man synd i at skænke ham noget Vi er jo tillige ved fattigdirektionens virksomme foranstaltning blevet befriet for tiggeri på gaderne, skulle han da være den eneste?

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 148, 21 Februari 1801, s. 2367-2368)

Til den svenske Konsul Hr. Gustmejer.

En misgerning som er forøvet af to svenske matroser mod dansk mands ejendom, og en anden efter al formodning af de samme begået mod en dansk mands liv, lægges Dem herved for øjne, og ønskes Deres kraftige medvirken til gerningsmændenes anholdelse.

Den 29. august 1800 afgik skipper Døpge, hjemmehørende i Aalborg fra bemeldte sted hvor han var ladet for hr. agent Qvistes regning til Norge. Hans mandskab bestod af to svenske matroser. Man hørte i lang tid intet til hvor skipperen og jagten var blevet af. Endelig erfarede rederen at jagten var kommet ind i en svensk havn, og at den ene matros der havde givet sig ud for Døpge og solgt af ladningen, men formodentlig for at haste til sådan underpris at man var blevet mistænksom og havde lagt beslag på skibet. En anden skipper fra Aalborg hentede jagten hjem, men også dens sejl og løse redskab var borte, og den unge duelige sømands enke har ikke anden formodning end at forbryderne først har ombragt ham før de bemægtigede sig skibet.

Et brev fra hende fra 12. februar 1801 viser at hun endnu ikke har fået nogen videre oplysning. Men så afskyelig gerningen er, og så ønskeligt, ja for eksemplets skyld højst vigtigt det er, at forbryderne afstraffes, så sikkert forlader jeg mig på at det svenske folks konsul ikke vil finde det upassende at han herved bedes at skaffe sig mere udførlig underretning gennem hr. agent Qvist og magistraten i Aalborg, og derpå i Sverige træffer anstalter til forbrydernes opdagelse og anholdelse.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 148, 21 Februari 1801, s. 2365-2366)

Noget om befængte Sengeklæder

Det er gyseligt at tænke på den dristighed som folk i almindelighed, høj som lav, betjener sig af sengeklæder eller sengesyld som de har anskaffet sig, enten ved auktioner eller på hvad anden måde, ubekymrede om de har ligget under sunde og friske folk, eller under sådanne der kan være døde af ondartede, mere eller mindre pestagtige sygdomme. Eller under sådanne der kan have andre fængende sygdomme såsom fnat, radesyge, venerisk syge og lignende. Ja hvor ligegydige de endog er ved at lægge sig på sådanne klæder på hvilke folk i deres egen familie er døde af en ond sygdom (og man kan vel ikke kalde nogen sygdom god, når man dør af den) før de med største omhyggelighed har på nok så bekendte måder fået dem rensede og sig selv således sikret mod smitten. Og uden hensyn til de ulykker sådan ligegyldighed kan forårsage enten i en lille cirkel eller i en større, ligesom årstid og liften kan være mere eller mindre behjælpelig. 

Hvad fnat og dets værdige pårørende angår, da vil jeg ved denne lejlighed gøre vedkommende opmærksomme på de sengeklæder som årligt om sommeren afleveres og derefter tilbageleveres til en del senge, jeg mener at vedkommendes helbred risikerer meget ved denne fremgangsmåde, og det er mig ikke vanskeligt at understøtte denne min mening. Nær havde jeg skejet for langt ud fra mit egentlige forsæt, som er ved et udtog af en af mine sørejsedagbøger at afskrække mine læsere og de igen andre fra ligegyldighed i sengeklæders brug, før de er overbeviste om at de er fri for eller rensede fra en fængende smitte. Uden tvivl har flere bemærket ulykkelige følger af befængte sengeklæder, jo, desværre. Ikke desto mindre vil jeg her kundgøre en sandfærdig begivenhed der ved at kalde den i erindring, bringer min hånd til at sitre, og vil uden tvivl gøre et gysende indtryk på en og anden begavet læser, til eftertanke.

I året 1770, 71 og 72 var jeg ansat som overkirurg på den kongelige orlogs fregat Christians Ø under kaptajn H. Ahrenfeldts kommando, bestemt til Algier og flere steder i Middelhavet. Som alt for bekendt blev vi lige fra 1. januar 1770 tumlet hist og her af den mægtige is mellem København, Skåne og Helsingør indtil den 16. marts da vi endelig kom til at stå fast på en grund kaldet Stubben hvorfra vi blev indisede ved hjælp af nogle hundrede mand fra Holmen indtil den 30. da fregatten blev fortøjet på Østre Vallen.

I al denne tid havde jeg hele tiden mange syge som ved lejlighed blev indsendt til søhospitalet, imod at vi fik andre igen, tildels rekonvalescenter der lidt eller ingen gavn kunne gøre, men snarere ondt værre. Den 27. tog vores kahytsekretær Berg syg i land, dog ikke hårdere angrebet end at han kunne ganske godt gå fra skibet på isen til Toldboden og derfra til hjørnet af Hummer og Ulkegade i logement. Nogle dage derefter udviklede hans sygdom sig, og han kom på Frederiks Hospital hvor han snart på grund af koldbrand mistede den ene fod og kreperede. I denne Bergs sted fik vi en meget ferm, sund og stærk person ved navn Peder Bondesen. Den 3. maj sejlede vi da endelig fra København i eskadren til vores bestemmelse. Samme dag blev Bondesen syg og måtte efter en meget hård kamp bukke under for den den 18 samme måned. 

Jeg rekvirerede straks af den registrerende officer at hans køjeklæder med mere måtte smides over bord, da vores proviantsforvalter Lund uventet fremstod med den indvending at de køjeklæder Bondesen havde lagt på, var de samme som hans forgænger Berg havde haft, at denne ved Lunds kaution have lejet dem af en jomfru i København og at Bondesen havde beholdt dem i samme aftale, og at når de nu blev kastet over bord, kom han, nemlig Lund, til at betale dem. Men alt dette bragte mig mindre fra min påstand, hvorpå Lund gik i en hast op til skibschefen og beklagede sig. Kaptajnen lod sig overtale til bistand, og jeg blev kaldt da jeg samtykkede det forslag at klæderne skulle pakkes i en sæk, forsegles af mig, og opbevaret i en krog i brændevinskælderen til ekspeditions eller rejsens ende. 

Dagen før vi nåede Kadir eller den 30. maj blev både kaptajnen og jeg syge. Vi fik da sendt en skibskirurg fra flagskibet Prints Frederik for at forrette hvad han i mit sted kunne, da min underkirurg også var syg. Den 4. juni sejlede vi fra Kadir og kom til Gibraltar hvor min brave skibschef straks blev bragt i land på det store engelske taverne under engelske lægers tilsyn. Den 10. juni så snart jeg kunne krybe op, tog jeg i land for at opvarte min chef, der lå yderst elendig af den gyseligste forrådnelsesfeber med brand i underlivet, og som redningsløs forladt af sine læger, den ene af navn dr. Meetnell. Han levede under heftige smerter til den 24 samme måned. 

Jeg forblev nu i Gibraltar i samme propre og kostbare taverne dels for at gøre hvad jeg kunne til min brave chefs redning, og dels for bedre der at restituere mig selv, end på et af sygdom befængt skib, indtil den 20. juni da jeg tog om bord, såsom vi alle den dag gik under sejl til Algier. I hr. kaptajn Ahrenfeldts sted havde vi fra flagskibet fået som skibschef kaptajn (nu admiral) J. P. Wlengel, en mand under hvis kommando enhver kan gøre sin pligt med fornøjelse. Den 21. juni døde proviantforvalter Lund, som var blevet syg nogle dage efter mig, hvilket jeg næppe vidste af da han i mit fravær var blevet betjent af den fremmede skibskirurg. I den afdøde mands sted fik vi fra flagskibet en underskriver ved navn Jørgen Windstrup. Denne blev snart syg og døde den 20. juli om natten efter at vi var ankommet fra Algier til Port Mahon på Minorca. Jeg har aldrig ved nogen iblandt mangfoldig syge udstrået så græsselig en stank som ved denne, uagtet han tillige med andre flere syge daglig blev båret op på dækket og lagt på gamle sammenlagt sejl for at trække frisk luft mens der blev stænket, toet og røget overalt om læ og i hans kammer. 

Samme nat som Winstrup døde, kreperede også overkonstabel Christian Johansen, et meget skikkeligt menneske, begge af putride febere. Jeg blev straks af min oppasser vækket og underrettet om Winstrups død da jeg forføjede mig til den officer der skulle overvære registreringsforretningen efter den afdøde, dels for at rekvirere alle hans klæder på kroppen og i køjen overbord sænkede og dels for at se at det virkelig skete, lige som jeg ville entre ned af forlugen hørte jeg at anden proviantskriver Helsner bandede på at den og den dyne ikke måtte kastes over bord, for de tilhørte jomfruen i København og afdøde proviantforvalter Lund havde efter Bondesens død fået tilladelse af salig kaptajn Ahrendelt til at beholde dem i skibet til aflevering ved endt rejse til jomfruen (meningen var at de skulle bleve for at gøre endnu flere ulykker). Jeg blev herover helt forskrækket, og forlangte denne sag nærmere belyst samt alle køjeklæderne tilligemed gangklæderne uden nogen indvending overbord og sænkede, hvilket straks skete. Helsner fortalte derpå at proviantsforvalter Lund havde taget køjeklæderne op af brændevinskælderen og lagt sig på nogle af dem. At Winstrup, hans efterfølger i embedet og i kammeret, havde lagt sig på den samme, og lånt de øvrige til den nu samme nat afdøde overkonstabel, hvis køjeklæder mv. jeg ligeledes lod sænke. 

Således døde på kort tid, omtrent 3 måneder fem før raske og unge mennesker og som ingen slags arbejde eller anden besværlighed havde været udsat for, på disse samme køjeklæder, og til at formode at disse køjeklæder har været befængte før de kom i skibet er der en god grund da kahytsekretær Berg ikke lå syg på dem, men vistnok efter mine tanker er blevet inficeret af dem. At drage argumenter af denne historie, vil jeg overlade til enhver fornuftig læser. Men dertil berette at i Gibraltar blev, så snart kaptajn Ahrenfeldt var død, ikke alene hans meget gode seng- og gangklæder, men endog madrasser, sengestedet med omhæng samt stole og borde mm som havde stået i hans værelse, brændt. Ja handelskommissær Lynch kunne ikke få anden ligprofession til denne hæderlige og kække mand end denne: Han blev båret til jorden af nogle få af garnisonens soldater og følgeparret bestod af handelskommissæren og hans egen tjener, hvilken sidste tillige med en matros vi efterlod han til opvartning i hans sygdom. Således gjorde man i Gibraltar vel meget af det som man hos os gør alt for lidt af. 

Foranlediget af den nye karantæne forordning har jeg fået det indfald at gøre denne historie bekendt og adresserer samme til udgiveren af bladet Politivennen, hvor jeg mener at den kan få et passende sted.

P. J. Hunæus

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 148, 21. februar 1801, s. 2356-2365)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen affødte en anden i nr. 157.

Fra en Kirkegænger på Frederiksberg

Man ville ønske, at hr pastor Liebenberg ville holde fast i den gamle skik at lade kirketjenesten her, hver gang det er hvad man kalder sidstprædiken, begynde kl. 2, da det for en del kirkegængere ville medføre en stor uorden i deres husholdninger, hvis de for at kunne gå i kirke kl. 12 måtte spise klokken halv tol!

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 148, 21. februar 1801, s. 2356)

En ypperlig Indretning i Frankrig, som fortjener at efterlignes.

Regeringen i Frankrig har fornyligt anordnet at der i alle fængsler hvor personer måtte være indsatte der forestår håndgerning, skal gives disse redskaber for at de ved arbejde både kan holdes friske på sjæl og legeme, forøge nationens industri og forbedre deres vilkår.

Denne priselige indretning, hvortil den filadelfiske fængselsordning måske gav den første tanke, fortjener den varmeste berømmelse, og den ivrigste efterligning af enhver stats regering. Ikke blot ligeså meget som andet steds trænger her fængselsboen til rørelse. Kulden gør ham den endnu mere nødvendig og kærkommen, og denne er der ikke tænkt p at beskytte ham imod, da næppe et tåleligt leje hidtil kan udredes.

Når man undtager den hypokondriske fængslede der kan befrygtes at ville skade sit eget liv og fanger af de med file osv. omgående håndværker, der måtte derved kunne redde sig ud af lænkerne, kan der intet voves ved at give fanger arbejdsredskaber i hænder, i alle de små stæders og amternes fængsler og ved at overlade brugen deraf til dem selv. I den store stads fængsler som har en talrigere befolkning, kan man gå videre. Der kan det betale sig at lade håndværkere give undervisning til de fanger som intet håndarbejde har lært, og dog ønskede at ombytte en tvungen og kedsom ørkesløshed med et arbejdsomt, sygdom og ubehagelige tanker fordrivende liv.

Især ville vores forbedringshuse have nærmet sig et stort stykke den hensigtsmæssighed hvorfra de nu er så himmelvidt fjernet, dersom deres mange i håndgerning højst ukyndige og som oftest just derfor didkomne lemmer, af dertil lønnede håndværkere modtager undervisning i et eller andet håndværk, og ikke blev løsladt inden de var udlært. På denne måde ville det ikke indtræffe således som det nu ofte sker, at de løsladte forbedringshuslemmer af mangel på lovlig næringsvej, må tage til de samme forbrydelser hvorfor de nylig har udstået deres straf, og således, efter en kort imellem angst og udåd henlevet frihed, vender tilbage til straffestedet  hvor de ved et endnu længere ophold under et arbejde de ikke siden kan udøve, og i et selskab som dræber hver rest af ærekærhed, kan gøres endnu mere uduelige til nogen tid at kunne leve i frihed.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 148, 21 Februari 1801, s. 2353-2355)