Om Landværn.

Da udgiveren i disse blade har fremsat andres forslag og tanker om vores landeværn, og selv for en 8 års tid siden gjort et udkast til et for Lolland og Falster, og da denne genstand for nærværende tid beskæftiger så mange medborgere, tror han ikke det er af vejen kort at fremsætte nogle almindelige grundlinjer af et landeværn, således som det efter hans tanker bedst til virkning kan indrettes.

Til ethvert krigsvæsen, altså også til et landeværn, hører følgende fem væsentlige genstande:
Folk.
Våben.
Underhold.
Anførsel.
Våbenøvelse.
Betragter vi disse rekvisita med hensyn til landeværn, det veil sige til et fra den stående hær eller statens sædvanlige krigsforsvarsvæsen afsondret overordentligt forsvarsmiddel i landets samtlige våbendygtige mænd, så ses at:

1) Der vil ikke mangle folk da alle våbendygtige bør høre under Landeværnet. Og her tror jeg det måtte tilrådes alle statsstyrere ikke at gøre nogen undtagelse, uden den som statens tjeneste gør nødvendig. Til indskrivning som landeværnere er altså at binde alle 16 eller 18 årige mandspersoner som ikke er ansat ved landets sædvanlige forsvarsstand, som ikke er i gejstlige eller verdslige embeder og endelig som ikke ved vanførhed er gjort ubrugbare.
De embeder som kunne tåle opsættelse, må ikke engang fritage fra indskrivning.

Ved den fritagende vanførhed må kun forstås den som gør det umuligt at bære et gevær, lade det, sigte og afskyde det. Den pukkelryggede, den halte, den skævbenede, firefodsmanden kan altså ikke anses som fritaget fra landeværnstjeneste.

2) Allerbedst synes næsten for at forebygge alle ulovlige fritagelser og for at kunne ved jævnføring med mandtalslisterne kontrollere landeværnsfolkene, at alle mandspersoners navne uden undtagelse fandtes i dem, men at to vedstående rubrikker udviste, den ene om den indskrevne var virkelig landeværner, den anden på hvad grund han ikke var det. 

Herremænd, forpagtere, forvaltere, ladefogeder, ridefogeder, skytter, gartnere, præster (en hvor der var to), degne, blev alle virkelige landeværnere og med største villighed da de alle havde mere at tabe ved fjendevold end bønderne.

At jeg bruger ordet fritage her som om det antages at ulyst til at være landeværner ville være mere almindelig end dagens erfaring (se sidste Kollegialtidende) giver ret til at antage, vil man ikke fortænke mig i da jeg sætter så mange personer hen i listerne som ikke var der før.

(fortsættes)

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 151, 14. marts 1801, s. 2409-2412)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen synes at være skrevet af redaktøren K. H. Seidelin. Den fortsætter i Politivennen. nr. 154, 4 April 1801, s. 2455-2458 og nr. 157, 25 April 1801, s. 2497-2500.

En tilraadelig Forsigtighed paa vore Krigsskibe.

Rimeligt er den mistanke endnu i frisk minde som man ved slottets og byens brand havde kastet på formodede udsendinge fra en regering hvis ønsker fredens Christian ikke på sit folks bekostning havde villet opfylde. En mængde mindre ædle handlinger fra fjernere, men især fra nærmere tider, syntes at retfærdiggøre mistanken hvis almindelige udbredelse i alle provinser var lige så hurtig som dens virkninger mange steder var latterlige *) Ved imidlertid at erindre denne mistanke, tror jeg det på nærværende tid pligt at gøre vores admiralitet opmærksom på en forsigtighed som burde iagttages på vores krigskibe for fremtiden. Denne undladelse er hidtil ikke rejst af skødesløshed, men af den ærlige godtroenhed som er så naturlig hos det folk af hvis historie det ikke er muligt at fremtrække et eneste træk der skænder nationalkarakteren.

En ven af mig har givet anledning til det her skrevne, og jeg vil bruge hans egne ord: "Jeg var for nogle år siden tillige med flere taget ombord på et af vores på reden udlagte orlogsskibe for både at besøge en ven ombord, og at tilfredsstille vores nysgerrighed efter at ase en så kunstig og majestætisk menneskehåndsbygning som et linjeskib er, en nysgerrighed der er endnu mere naturlig for en mand der er født på et stort fastland (min ven er født i Tyskland). Iblandt det meget andet vi beså var også krudtkammeret hvor død og ødelæggelse så rolig hvilede. Jeg gyste ved den tanke at imellem dem som var tilladt at se dette sted, kunne være et underkøbt menneske der blot havde så meget fysisk og kemisk kundskab at han kendte de ved gnidning, varme eller ved luftens blotte påvirkning antændelige materialer og ville gøre sig den lette umage at anvende den. Jeg troede at det slet ikke burde være tilladt fremmede at bese dette sted, og ikke engang uden med fornøden forsigtighed, den øvrige indvendige bygning allerhelst i krigstider."

*) Udgiveren vil blot anføre et eksempel. Kort efter branden var han sammen med et par gode venner gået fra Maribo i Lolland til Rødby for at se denne lille stad. Efter at have beset kirken indeni, steg vi op i tårnet for at tage omegnen i øjesyn. Af en hændelse falder en af en på at se ned i byens gader, og nu faldt vi alle i forundring over at se alle døre og vinduer fulde af folk som syntes at betragte tårnet og os med den største opmærksomhed. Vi kunne ikke udgrunde årsagen da hverken tårnet var nyt eller vores nærværelse i byen kunne være noget vigtigt. Da vi kom ned, erfarede vi at hele byen var i alarm over nogle englændere som skulle være ankommet ganske fornyligt for at stikke Rødby i brand. I vores logi erfarede vi at byfogden havde forhørt sig hos værten om de fremmede, og forstod nu først hvorfor man så meget havde overbegloet os i tårnet.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 151, 14. marts 1801, s. 2406-2409)

Redacteurens Anmærkning.

Politivennens redaktør Seidelin kom fra Maribo, så det er sandsynligvis en anekdote fra hans eget liv.

Helsingøers Kongelig privilgerede inden- og udenlandske Efterretninger berettede samme dag, den 14. marts 1801, fra London:

Lord Nelson, som er ankommen hertil, har faaet sin Instruktion som Kommandør for Flaaden, som er bestemt til Østersøen, og hvorover Adm. Parker har Overkommandoen. Endnu opbringes mange danske og svenske Skibe. 

Købstads-Værn

Den 27. febr. har hans majestæt bestemt de forholdsregler og den orden hvorefter købstædernes indbyggere i krigstider skal medvirke til landforsvar.

Købstadsindbyggerne inddeles i to klasser: 1) Borgerne og 2) De øvrige indbyggere. Den første af disse klasser ordnes straks til et militær. Den anden først i tilfælde af overfald. Geværer skal straks anskaffes og opbevares på hver bys rådstue.

Denne ypperlige indretning, hvis berørte organisation ved tingenes natur er blevet så modsat det øvrige landeværns, og derimod så overmåde stemmende med det ældre Danmarks og Norges landforsvars gang og ånd, fortjener så meget mere her at anføres, som den tillige vil blive en kraftig politiforbedring for vores provinsbyer, da den straks organiserende borgerklasse tillige skal, på øvrighedens befaling og under dens anordning, hjælpe til at vedligeholde orden og god politi. Den den ende er det, efter anmelderens uforgribelige mening, nok mere tjenligt at dette stående borgermilitær beholdt deres geværer hjemme. Denne hædrende tiltro kunne endog bruges som et moralsk straffe- eller forbedringsmiddel, når en borger fik frataget geværet offentligt til forvaring på grund af fuldskab, balstyrighed, slagsmål o. lign. efter at have to gange betalt politibøder, eller vidnefast havde undsagt nogen.

Da magistraterne herefter ville ifølge kongens bud vil anskaffe geværer, så måtte man ønske denne sag både lettet for dem og tillige bedre fremmet, ved at give dem lejlighed til at få gode ens kalibrerede geværer, samt anvisning til at prøve og bevare dem på bedste måde.

Sikkert kan man vente al mulig småsplid hævet ved en nøje bestemmelse af hvem der hører i den første klasse og hvem ikke.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 151, 14. marts 1801, s. 2401-2403)

Fragmenter af en Tale, som var bestemt til at holdes i et Selskab paa Kongens Fødselsdag.

(Fortsat)

*   *   *

Sådan er ikke vor lod, m. V. - Ikke tilblinker os den frydende drue fra vore høje, ikke bølger den kernefulde ris i vore dale. Vores sol kan ikke afsondre vore haves salt, eller modne os i sukker i saftfulde rør. Vores afgrunde yder os ingen varmende kul, ingen glimrende af spotteren først betitlede ædle metaller. Ja (for ikke glemmer danen sit broderskab) selv mange af os se intet fødende korn omkring sine boliger, nogle endog intet græssende kvæg på marken, ingen malkende ko i sine stalde. Selv danen og Holsten har endnu kun det næstbedste korn i deres brød. Den norske broder må for en del nøjes med havren, og vores lap, vores islænder, vores grønlænder, har slet intet korn på deres uhyre landstrækninger.
Kulden, vores klimas alvorlige regent, synes at have gjort dette bud til sit: i dit ansigts sved skal du æde dit brød. Den pålægger mange tunge nødvendigheder som sydboen undgår, og hvis erhvervelse koster nordboen store anstrengelser. Et tyndt skjul er nok for disses legeme, og snarere endog en overdådighed end et behov, mens denne må afholde frosten ved tykke og vædens virkninger ved mange klædeskift. - En bolig af få og åbne værelser forslår til hin, mens denne må bygge sit hus så tæt at ingen stormende nordvest, ingen efterårsregnskyl, ingen vintersnefog kan finde adgang, og så rummeligt at folk og kreaturer og et halvårligt forråd af føde for dem alle kan finde plads. - Og dette hus må han give varme i al den lange tid af året da ti kvadratgraders åndende væsner lever sammenstuvede i vråer som samlede ikke udgjorde en tiendedel kvadratmils areal. - Sydlændingens leje kan købes for en uges sved, og nordboens er af lige værd med en dygtig karls tre bedste ungdomsårs arbejde. - Disse henter deres smør af et olietræ, sit klædebon af en bomuldsplante, naturen brygger og blander for ham i en drue, selv hans drikkekar fromvokser af kalabassens stamme, brødtræet er hans bageovn, og når fuglen taber et frø i sit næb, opvokser en skyggefuld løvhytte hvorunder han i hvilende mag kan betragte de eviggrønne marker, de på en og samme tid blomstrende, voksende, modnende frugter, skabningens herlighed og sit egen uvurderlige held. 

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 150, 7 Marts 1801, s. 2395-2398)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen afslutter artiklerne fra nr. 145, 31 januar 1801, s.2315-2318, nr. 146, 7 Februar 1801, s.2331-2334 og nr. 147, [14 Februar 1801], s.2347-2350.

Til Generalkommissionen, Ejerne af Tømmerpladserne, og Hr. Skimmel.

Ingen vej kan for nærværende tid befindes i en ynkværdigere tilstand end den fra Vesterports Alleer ned til Tømmerpladserne. Ikke alene synker den så at sige daglige ned, ved det at de hosliggende grunde daglig ved påfyldning stiger i vejret *), men de vognmænd som bringer oven nævnte fyld, handler overmåde skødesløst dermed, da vejen findes så godt som tildækket med renovationsskarn. Og da grøfterne ved vejens sider fyldes til, så at vandet ikke kan få afløb, så må ikke alene al regn blive stående, men grunden gennemvædes som er den største fordærvelse for en vej. 

Først og fremmest bør enhver anke over denne vej henvendes til den kongelige generalkommission der som det hedder, har overtaget mod årligt 3000 rigsdaler fra Magistraten, opsynet og vedligeholdelsen af vejene på Københavns grund uden for voldene. Man da ofte de hosboende ved et lidt dårligt tilsyn, kan udrette mere end selv det mest årvågne kollegium (i det mindste med daglig indløbende småovertrædelser), så kan man ikke andet end anmode hr. Skimmel på Vesterbro der skal eje den hosliggende grund som ved påfyldning forbedres, at han ville advare kuskene om at skåne den vej der hjælper ham til at gøre sin ejendom så meget vigtigere, og ligeledes må man bede ejerne af tømmerpladserne hvis varer skal bortkøres ad denne vej der efter al rimelighed er anlagt på deres formænds ansøgning, at låne den et nidkært omsorgsfuldt øje.

*) Da det er en fordring til en god vej at den for afløbs og tørheds skyld, bør ligge højere om muligt, men for alting ikke lavere, end den på begge sider tilgrænsende grund, så synes det at burde indlemmes i vejlovgivningen at ingen grundejer måtte ophøje sin til en offentlig eller anden mands vej stødende grund således at dens overflade blev højere end vejen, uden tilladelse enten af vedkommende kollegium eller af vejens ejermand.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 149, 28 Februar 1801, s. 2391-2393)