Om Kjøbenhavns bombardement.

Der udspredes i disse dage rygter som kan forøge frygten for et bombardement fra en stolt og overmodig fjende. Nogle siger at kyndige krigsmænd har forsikret at der ikke skal være noget sted eller noget hus i København som er sikker for de engelske bomber. Der cirkulerer et manuskript hvori distancerne i alen fra batteriet Quintus er anført. Uagtet der aldeles ingen noter findes til dette distancetert, uagtet man ikke bør formode at hensigten dermed har været at opvække frygt, så hører man dog at de fleste forklarer disse distancer som om de var udsatte for bombardement. Flere sådanne udspredte rygter og efterretninger har formodentlig frembragt den paniske skræk at endog nogle beboere i Frederiksberggade, ved Vester- og Nørrevold flytter deres varer og bohave. For at gå disse fordomme i møde og for at berolige mine medborgere for en ubegrundet og utidig frygt, er det at jeg skriver disse linjer.

Allerførst må man afgøre det spørgsmål hvor langt en bombe kastes når den afskydes under en vinkel af 45 grader hvorved den kastes allerlængst. Belidors erfaringer herudi er de mest pålidelige. Han har fundet at 

en 12 tommers morter med pæreformigt kammer og 4½ pund ladning kaster bomben 2.298 alen
en 12 tommers morter med kegleformet kammer og 6 pund ladning 2.718 alen
en 12 tomemrs morter med sfærisk kammer og 8 pund ladning 3.600 alen
en 12 tommers morter med sfærisk kammer og 12 pund ladning 4.200 alen
en 12 tommers morter med sfærisk kammer og 18 pund ladning 5.400 alen

Morterer med sfæriske kamre kaster deres bomber allerlængst fordi hele ladningen i dem antændes mere fuldstændigt end i de pæreformede og cylindrisk kamre, og ladningens virkning mere samles efter direktionen af bombes aksel, derimod er reaktionen eller drønet ned ad så stærkt at man ikke kan betjene sig af sådanne morterer på bombardergalioter hvis indvendige fortømring og forflytning derved ville lide alt for meget. Man kan kun bruge morterer som har et konisk eller pæreformet kammer hvorved skudviden eller bombekastningens længde formindskes betydeligt. Man kan ikke tillægge 12 tommers morterer, hvilke sædvanligvis bruges på bombardergalioter, nogen større virkning end at de kunne kaste deres bomber på en distance af 4.000 alen.

Viserskudene under en grads elevation og altså de meget kraftige og virksomme skud af de på Quivtus, på Christianshavns Vold og i den bedækkede vej neden under voldene opstillede 36, 24 og 18 punds kanoner kan ved et middeltal antages for at være i det allermindste 1.000 alen. Fjenden tør næppe vove at lægge sine bombardergalioter så nær, da han udsætter dem for at blive skudt i grund eller i brand af vores brave og kyndige militære og borgerlige artilleristers kanoner. Desuden forsikrer kyndige sømænd at de uden om Christianshavns Volde liggende grunde ikke tillader at bombardererne kan komme voldene og byen nærmere end 1.500 alen. Dersom man antager at fjenden kan lægge sine bombarderfartøjer i en afstand af 1.200 alen fra den bedækkede vej ud af mod søen fra Quintus hen ad imod Prøvestenen i en mod samme bedækkede vej parallelle linje, dersom man fra de punkter hvor bombarderfartøjerne kunne stationeres, på en grundtegning over København betegner punkter i 4.000 alens afstand og gennem alle disse punkter drager en krum linje, da bestemmer denne linje bombardementets grænser, og den falder 200 alen østen for den østre ende af Reberbanen på Chrsitianshavn, omtrent 120 østen for Knippelsbro, derfra til Gjethuset på Kongens Nytorv, derfra ind i Store Kongensgade 410 alen nord for samme gades søndre hjørne på Kongens Nytorv, derfra udenom Rosenborg Have, men tæt forbi den og gennem Nyboders sydlige del op til volden. Den del af København som er vest for denne linje, og som er den mest folkerige og tættest bebyggede del af byen, har intet at frygte for de fjendtlige bomber. De kvarterer af byen som er østen for denne linje, nemlig en del af Christianshavn, af nye København og hele Amalienborg er udsat for bombardementet. Når man regner efter hele arealet inden for voldene, er det på det nærmeste en fjortendel kvadratmil. Men når man fraregner vand og ubeboede pladser er alene den halve del beboet. Denne fjerde eller i det højeste tredjedel af staden har mange åbne pladser, mange brede gader og meget vand, hvilket formindsker bombernes frygtede virkninger.

Så vidt man ved har englænderne 8 tremastede bombarderfartøjer, hver med to 12 tommers mørsere. Ethvert bombarderfartøj kan næppe kaste mere end 10 bomber i timen, og tilsammen 80 bomber. På den fjerdedel kvadratmil som kan bombarderes, er der da kun 80 punkter som kan træffes. Mange af bomberne vil falde i vand eller kanaler eller på torve, de brede gader og rummelige gårdspladser. Nogle vil springe i luften osv. så at der af disse 80 bomber i timen måske ikke var 20 som kan gøre virkelig skade.

Ved det blodige slag den 2. april, hvilket gør vores søkrigere så megen sand ære, lærte man at bomber kastet i en afstand af 500 til 600 alen længere uden end vores forsvarslinje, ikke kunne række længere end Quintus og noget ind på Nyholm hvor dog ingen af dem har gjort nogen skade. Englænderne har bombarderet Genua og Kadir uden nogen virkning. Man finder ingen steds i krigshistorien eksempel på at nogen by blot ved bombardement fra søsiden er blevet afbrændt og ødelagt.

Vel er et søbombardement aldeles ikke noget glædeligt eller ønskeligt slag. Men på den anden side er det dog ikke så meget frygteligt og ødelæggende at en tapper og til forsvar beredt nation skal trygle sig til fred på ydmygende vilkår. Har Københavns indbyggere mod og standhaftighed til så vidt muligt at forhindre bombernes eksplosion og til straks at slukke den deraf komne ild, så vil nogle bomber indkastet i byen vel ikke være så farlige som man i disse dage udspreder dem at være. Når enhver person som bør, forbliver i sit hus og hjem, og med redebonhed efterfølger og med nøjagtighed udfører de foranstaltninger og befalinger som regeringen herom allerede har givet, så skal man kunne tilintetgøre enhver fjendes hensigt som vil sættes flåden i brand og forvandle staden til en askehob.

København den 6. april 1801.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 155, 11 April 1801, s. 2465-2472)

Redacteurens Anmærkning

Bernard Forest de Bélidor (1698-1761), fransk ingeniør, som var med til at udvikle læren om hydraulik og ballistik. 

Om Bidrag til de faldne Brødres Enkers og de Læmlæstedes Underhold.

I enhver klub viser medlemmerne deres højagtelse for tapperhed og kærlighed til fædrelandet ved efter evne at sammenskyde til de faldnes enker og de lemlæstedes underhold. Men ikke alene i klubber viser sig disse følelser. Menneskehedens, patriotismens stemme råber højt i enhvers hjerte at disse vore brødre og søstre er i kampens hårde stund blevet fædrelandets førstefødte, at disse dannerkvinder som døende helte, disse brødre som tapper opofrelse for os havde kastet i fædrelandets favn, bør lægges ved dets trindeste bryst og ved den ømmeste kærlighed lære at forvinde deres tab. Sikkert vil flere vakre borgere offentlig i vores aviser hvad udgiveren her gør, tilbyde sig at modtage hver ærlig dansk mands eller kvindes gaver, den være stor eller lille, og offentlig at gøre regnskab for modtagelsen og afleveringen til det bestemte brug.

De som ifølge dette tilbud vile sende deres gaver til udgiveren, bedes om at lade vedfølge et navn eller mærke for derefter i min bekendtgørelse af kunne endog unævnte hver genkende sit.

K. H. Seidelin
Piletræde No. 94

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2463)

Om Landværn.

(Fortsat)

Den anden væsentlige genstand ved et landværn er våben.

Det er bedrøveligt når et lands provinsboere er så blottet for våben som vores. Jagten, denne de mægtigeres leg, som så mange agerdyrkeres vel har været opofret for, men som nu til lykke for Danmark ser sin undergang i udskiftningen, havde også den skadelige virkning at det våben hvormed fjende skulle slås, reves ud af den kraftige hånd for at ikke en hjort eller hare dermed skulle jages bort fra den bølgende kornmark eller den indfredede kålhave. Før bonden blev jorddrottens træl var han bevæbnet, og landet værnet uden stående hær. Nu kappes vores godsejere om at opfylde en retfærdig regents ønske. Jordene udskiftes, indfredes og jagten vil ophøre med de unyttige dyr der var genstanden derfor.

Hvor en almue ingen våben ejer, er det en nødvendighed at de uddeles af staten. Denne uddeling kan enten være blot for tiden så at geværerne tilbagetages igen når den truende fare er forsvundet, eller som er langt mere ønskelig være en vedvarende indretning. Da våbnene til det bestemte brug bliver i hver landeværnsmands eller i sognefogdens eller i amtmandens værge.

I en stat der som Danmark er adskilt med sunde, synes det i det allermindste nødvendigt at våbnene forbliver i hvert amt. På ganske små øer bør de vel blive i hvert sogn eller by. Den opmuntring det ville være for landeværnsmændene, hvis en tillidsfuld regering gav dem selv våbnene i værge, i det mindste i egne hvor fællesskabet er ophævet, er alt for begribeligt til at behøve at blive uddybet.

Der burde uddeles korte trykte underretninger om geværers natur og egenskaber i deres forskellige dele, forsigtigheden ved at rense og lade dem og lignende. og måtte hver landeværnsmand når han modtog sine våben, enten til kort eller bestandig varetægt give en forskrift til udlevereren at han havde modtaget dem i forsvarlig stand (NB når dette var sandhed), og derved forpligtes til at tilbagelevere dem lige så gode eller finde sig i at de på hans bekostning istandsattes.

Ved et landeværn er det en sand nødvendighed at have flere gode bøssesmede i enhver provins. Måske var det bedst at give dem en fast gage imod at landeværnets geværer fortrinligst skulle besørges vedligeholdt.

Også om krudtets egenskaber, dets dele og deres forhold, dets bevaringsmåde osv. burde kort og tydelige underretninger trykkes og gratis uddeles. Ligeledes om det rå salpeters frembringelse, ligesom samme altid i hvor små kvantiteter det end bragtes, måtte opkøbes af regeringen i det mindste så længe partikulære ikke ville. 

En krudtmølle i hver provins eller på hver af de store øer; Fyn, Lolland, Falster, Femern, Møn, Bornholm, Als osv. var en nødvendig foranstaltning.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2455-2458)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er fortsat fra Politivennen nr. 151, 14. marts 1801, s. 2409-2412 og fortsættes i nr. 157, 25 April 1801, s. 2497-2500.

Spørgsmaal.

Vores yndede digtere kappes om at opmuntre vores brave stridsbrødre med danske krigssange. Mon det ikke også var godt om der blev skrevet krigssange på tysk til at opmuntre vores holstenske brødre som fægter her hos os? Ja mon det ikke var nyttigt selv i provinsernes mundarter at give deres krigere opmuntrende sange?

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2455)

Slaget på Reden. Efter Schultz: Den danske marines historie, bd. 2

Redacteurens Tilføjelse.

I hvert fald var mytedannelsen efter Slaget på Reden allerede i gang ganske få dage efter, som det vil fremgå fx af Helsingøers Kongelig privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger, 7. april 1801 (i uddrag):

...Selv vore Fiender maa beundre det Mod, den Standhaftighed og Modstand mod en i Magt saa overlegen Fiende. Man skriver derfra, at en overkirurgus, som med en Underkirurgus og 8 Saarede, bleve reddede af en engelsk Baad, fra Dannebroge, før denne sprang, og bragte om Bord paa Admiralskibet, skal paa dette have talt over 200 Døde, hørt megen Hylen, og seet Forfærdelsen malet paa alles Ansigter. Admiralskibet saae formedelst Huller ud som et Dambræt, saavelsom en Fregat hvorhen de bleve bragte, hvor de hjalp at forbinde de danske og engelske saarede, den gandske Nat. De bleve honet begiegnede og beværtede. Den følgende Fredag blev han og Kollega igien bragt til Admiral Skibet, hvor dem blev gjort Tilbud at gaae i engelsk Tjeneste, som de afslog. Overkirurgen, som var gift og havde en Deel Børn, fik Tilladelse at gaae i Land i Løverdags med de Saarede, men den anden blev holdt tilbage. Han skal have hørt, nogle Engelske udladt sig med, at de havde været i 23 Fægtninger, og ingenstæds fundet saa kraftig og saa mordisk en Modstand, som her, og selv engelske Chefer skulle have undret over at saa faa Skibe kunde forsvare sig saa længe. 4 eng. Skibs Chefer skulle være saarede, og de fleste af deres Skibe saaledes tilredte, at mange af dem kunde neppe blive brugbare igien. En Deel af de danske Fangne eller Saarede paa et af de Skibe, som ikke længer kunde forsvares, og blev taget i Besiddelsen af Fienden, skulle have været Vidne til, at en engelsk Matros, som kom med om Bord, skal ved at see de mange Døde, have sagt paa Dansk: "Gud forlade mig!" og derpaa med en Pistol for Brystet, skudt sig selv. De engelske skulle have over 2000 Dræbte og Saarede. De vove vel neppe noget nyt Forsøg, skønt Adm. Nelson har efter Fægtningen samme Dag sendt en parlamentær i Land og forlangt. 1) at de danske skulde træde fra den nordiske Konvention. 2) tillade ham, at faae sine Skibe reparerede, og 3) modtage hans Saarede til Helbredelse. Men vor ædle Kronprinds afslog de 2 første Punkter med det Svar, at Danmark havde endnu Mod og Kraft til at forsvare sig og sin Selvstændighed, men hvad den sidste angik, saa kunde Adm. Nelson vente, at Danmark vilde altid vise Menneskelighed med sine Fiender. Adm. Nelson kom selv siden i Land, spiste paa Palaset, og efter Spisning havde Audience hos Kromprindsen, hos hvem Stadsraadet, og de allierede Magters Gesandtere vare nærværende. En Stilstand blev sluttet paa 3 Dage. 

Samme avis berettede i følgende numre om at admiral Parker var død, at Nelsons skib var sunket, at englænderne havde afbrændt deres døde på et skib. Admiral Hyde Parker døde først i 1807. Og The Elephant var ikke sunket, men fortsatte som krigsskib i flere årtier. I 1818 noget reduceret, og først ophugget i 1830.

Angaaende Bomber.

Som den der selv har været med i krigen og kender både dens rædsler og de
derimod brugte forholdsregler, ønsker jeg at give alle de af mine medborgere der frygter for bomber, eller hvis huse kunne være udsat for dem, den kundskab jeg har om dem. I enhver bombe er et hul af en halvtredjemarks størrelse, hvori bliver sat et brandrør med en fængende masse der suser som det drengene kalder en troldkælling. Dette rør kan man ved at anvende magt rive ud og derved allerbedst dræbe bomben. At kvæle brandrøret med vand eller klæder lader sig også gøre, men det første er mere sikkert.

I Lille, en stad som er omtrent så stor som København, blev stenbroerne da man frygtede for et bombardement, brækket op og grunden hakket løs for at bomberne ved at falde deri enten kunne kvæles eller i det mindste ikke gøre skade ved at slå brostenene itu.

I øvrigt er det min glæde at bevidne Københavns indbyggere den største højagtelse for den uforsagthed hvormed de belaver sig på at udholde det angreb man truer dem med. Men genkender efterkommerne af de københavnere som i forrige århundrede trodsede Karl Gustavs bomber. Man ser at borgerne er de krigere værd der fægtede før dem den 2. april.

Besony
Typograf.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2453-2455)