Spørgsmaal.

Vores yndede digtere kappes om at opmuntre vores brave stridsbrødre med danske krigssange. Mon det ikke også var godt om der blev skrevet krigssange på tysk til at opmuntre vores holstenske brødre som fægter her hos os? Ja mon det ikke var nyttigt selv i provinsernes mundarter at give deres krigere opmuntrende sange?

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2455)

Slaget på Reden. Efter Schultz: Den danske marines historie, bd. 2

Redacteurens Tilføjelse.

I hvert fald var mytedannelsen efter Slaget på Reden allerede i gang ganske få dage efter, som det vil fremgå fx af Helsingøers Kongelig privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger, 7. april 1801 (i uddrag):

...Selv vore Fiender maa beundre det Mod, den Standhaftighed og Modstand mod en i Magt saa overlegen Fiende. Man skriver derfra, at en overkirurgus, som med en Underkirurgus og 8 Saarede, bleve reddede af en engelsk Baad, fra Dannebroge, før denne sprang, og bragte om Bord paa Admiralskibet, skal paa dette have talt over 200 Døde, hørt megen Hylen, og seet Forfærdelsen malet paa alles Ansigter. Admiralskibet saae formedelst Huller ud som et Dambræt, saavelsom en Fregat hvorhen de bleve bragte, hvor de hjalp at forbinde de danske og engelske saarede, den gandske Nat. De bleve honet begiegnede og beværtede. Den følgende Fredag blev han og Kollega igien bragt til Admiral Skibet, hvor dem blev gjort Tilbud at gaae i engelsk Tjeneste, som de afslog. Overkirurgen, som var gift og havde en Deel Børn, fik Tilladelse at gaae i Land i Løverdags med de Saarede, men den anden blev holdt tilbage. Han skal have hørt, nogle Engelske udladt sig med, at de havde været i 23 Fægtninger, og ingenstæds fundet saa kraftig og saa mordisk en Modstand, som her, og selv engelske Chefer skulle have undret over at saa faa Skibe kunde forsvare sig saa længe. 4 eng. Skibs Chefer skulle være saarede, og de fleste af deres Skibe saaledes tilredte, at mange af dem kunde neppe blive brugbare igien. En Deel af de danske Fangne eller Saarede paa et af de Skibe, som ikke længer kunde forsvares, og blev taget i Besiddelsen af Fienden, skulle have været Vidne til, at en engelsk Matros, som kom med om Bord, skal ved at see de mange Døde, have sagt paa Dansk: "Gud forlade mig!" og derpaa med en Pistol for Brystet, skudt sig selv. De engelske skulle have over 2000 Dræbte og Saarede. De vove vel neppe noget nyt Forsøg, skønt Adm. Nelson har efter Fægtningen samme Dag sendt en parlamentær i Land og forlangt. 1) at de danske skulde træde fra den nordiske Konvention. 2) tillade ham, at faae sine Skibe reparerede, og 3) modtage hans Saarede til Helbredelse. Men vor ædle Kronprinds afslog de 2 første Punkter med det Svar, at Danmark havde endnu Mod og Kraft til at forsvare sig og sin Selvstændighed, men hvad den sidste angik, saa kunde Adm. Nelson vente, at Danmark vilde altid vise Menneskelighed med sine Fiender. Adm. Nelson kom selv siden i Land, spiste paa Palaset, og efter Spisning havde Audience hos Kromprindsen, hos hvem Stadsraadet, og de allierede Magters Gesandtere vare nærværende. En Stilstand blev sluttet paa 3 Dage. 

Samme avis berettede i følgende numre om at admiral Parker var død, at Nelsons skib var sunket, at englænderne havde afbrændt deres døde på et skib. Admiral Hyde Parker døde først i 1807. Og The Elephant var ikke sunket, men fortsatte som krigsskib i flere årtier. I 1818 noget reduceret, og først ophugget i 1830.

Angaaende Bomber.

Som den der selv har været med i krigen og kender både dens rædsler og de
derimod brugte forholdsregler, ønsker jeg at give alle de af mine medborgere der frygter for bomber, eller hvis huse kunne være udsat for dem, den kundskab jeg har om dem. I enhver bombe er et hul af en halvtredjemarks størrelse, hvori bliver sat et brandrør med en fængende masse der suser som det drengene kalder en troldkælling. Dette rør kan man ved at anvende magt rive ud og derved allerbedst dræbe bomben. At kvæle brandrøret med vand eller klæder lader sig også gøre, men det første er mere sikkert.

I Lille, en stad som er omtrent så stor som København, blev stenbroerne da man frygtede for et bombardement, brækket op og grunden hakket løs for at bomberne ved at falde deri enten kunne kvæles eller i det mindste ikke gøre skade ved at slå brostenene itu.

I øvrigt er det min glæde at bevidne Københavns indbyggere den største højagtelse for den uforsagthed hvormed de belaver sig på at udholde det angreb man truer dem med. Men genkender efterkommerne af de københavnere som i forrige århundrede trodsede Karl Gustavs bomber. Man ser at borgerne er de krigere værd der fægtede før dem den 2. april.

Besony
Typograf.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2453-2455)

Forslag tilegnet vor elskte Kronprinds.

Enhver der ved hvor mange rygter til dels skadelige eller nedslående der alle tider, men helst i krigstider, plejer at blive udspredt om de offentlige anliggender. Enhver der ved hvor inderlig enhver nidkær patriot ønsker ikke at blive vildledt af sådanne rygtesmede, men at vide den sande sammenhæng for at glædes ved hvad der går heldigt og at forstærke sin anstrengelse hver i sin kreds, ved at erfare hvad der er mindre heldigt. Enhver der kender den pinlige uvished de fra krigens skueplads længere bortliggende provinsfolk ligger under osv. Enhver af disse vil med udgiveren ønske at vores stats bestyrer ville finde et middel herimod. Et sådant middel har man allerede i andre lande: I Wien har man Hoftidende hvori alt det officielle fra armeerne indrykkedes. I London ligeledes. I Paris gøres proklamationer fra regeringen til folket over enhver almenvigtig genstand, og borgeren kan i den opslåede plakat se hvor meget tro han har at skænke de løbende rygter. Hidtil har vi ofte måttet læse det mest interessante om fædrelandet først i fremmede blade. Der er ingen tvivl om at jo Berlingerne gerne modtog sådanne officielle bidrag, ja endog lod bladet i tilfælde udgå tidligere, eller endog en meget vigtig efterretning udgå separat den samme dag når den fra højere sted meddeltes dem.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2452-2453)

Raad til at redde sig for Smeldet af en Bombe.

Særdeles nyttig og rigtig er den af hr justitsråd Haagen uddelte bekendtgørelse om de tjenstlige forholdsregler for beboerne i en stad der er truet af bombardement. Og det er ikke at tvivle om at vores medborgere jo vil følge dem på det nøjeste. To råd endnu måtte det imidlertid ikke være overflødigt at meddele almenheden. Det ene at man når man er tæt ved den nedfaldne bombe, hvis man ser at brandrøret er løst, som sædvanlig ved den anstød vel ske (ja det kan endog derved ganske drives ud som vi har set på den bombe der den 2. i denne måned faldt på krudttårnet på Nyholms Vold) at man, siger jeg hvis man finder det løst, hellere river det ud end kvæler det, da det første er et mere ufejlbarligt middel end det sidste. Det andet råd er dette at man hvis man ikke tror at kunne enten kvæle brandrøret eller rive det ud, eller er for langt fra den dertil og dog ikke kan undvige bag nogen beskyttende ting, da lægger sig straks plat ned på gulvet eller jorden da stykkerne af den springende bombe alle slår hen over en. Sker dette under åben himmel og man er temmelig langt fra bomben, må man så snart man hører den springe, straks rejse sig for at se op i luften og redde sig for de nedfaldende stykker.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4 April 1801, s. 2451-2452)

I Anledning af det i nr. 153 Indrykkede, Flytningen her i Byen angående.

Slaget den 2. april har overøst det danske flag og de danske krigere med udødelig ære. Det har vist, at vores fjende hverken vovede at angribe hele forsvaret på en gang, eller at lægge sig skib mod skib, af den del han angreb, som har evigt dømt de danske tapperhed og de engelske beregningskunst. Dette slag har naturligvis den følge, at fjenden kan ligge meget tættere på byen, og bomberne kan nå noget af den del af byen, som vender mod ham. Det kan derfor ikke undre at derfor disse indbyggere nu flytter deres sager, skønt 1) efterlevelsen af politimesterens bekendtgørelse, ifald den virkelig følges, så at der er vand og våde klude overalt på lofter og i alle etager, og først og fremmest folk, som fra tid til anden tager en runde i værelserne, for at se om nogen brand skulle være begyndt, og straks slukker den fra fødslen - 2) Brandrednings- og Nedrivningskorpset gode foranstaltninger gør faren for ildebrand meget mindre, end den naturligvis ved første øjekast synes.

Man kan ikke nok råde sine medborgere til i tilfælde af bombardement, at foretage et omhyggeligt tilsyn i sine værelser og lejligheder, samt den forsigtighed at holde sine folk væk fra gaden, for ikke, uden at gøre nytte, at beskadiges af de på gaderne dødelige bomber.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 154, 4. april 1801, s. 2449-2450)

Redacteurens Anmærkning

Fortsættelse af artikel fra Politivennen, nr. 153, 28. marts 1801, s. 2432-2436