Til Generalitetet om dets Krudttårne

En stor del krudt ligger for nærværende tid i Kastellet og en del i byens krudttårne. Det skal ikke opfattes på anden måde end en nidkær borgers ængstelse, at anmelderen her spørger om, der ved alle disse forrådshuse er lynafledere. Vores admiralitet har før vist at det anså disse som en af de gavnligste opfindelser, videnskaberne har skænket det daglige liv, og derfor anbragt dem ved sine krudttårne. Man er forvisset om, at vort generalitet så snart som muligt vil følge dette eksempel.

Det kan diskuteres, hvilken den største velgerning er af denne Franklinske opfindelse. Enten at forebygge de skrækkelige følger af et fuldt pakket, grundmuret, bombefrit krudttårns sprængning (som københavnerne endnu godt kan mindes). Eller at lette 100.000 menneskers frygt de ellers føler hver gang de kigger på deres krudtmagasiner.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 157, 25 april 1801, s. 2503-2504)

Om Spillekældrene

København vrimler nu af værtshusholdere og vil efter alt at dømme få endnu flere hver dag. Da drikkelsen dog endnu ikke, Gud være lovet, kan stige i samme takt, så må mange af disse meget lidt nyttige mennesker få ringere indtjening, og se sig om efter andre midler til at leve. Uden just at se nøje efter, om de er lovlige eller ej.

Et sådant middel er at være medvidende, og altså medtyv for de mange bedragere, som ved kortspil og på andre måder snyder den uvidende. Hvor skammeligt sådant hæleri er, siger sig selv. Det er det, som avler bedrageriet, og det burde derfor straffes endog langt hårdere, uagtet dette almindeligvis ikke sker.

I en bestemt kælder hvor mange bønder denne vinter er blevet bedraget, er følgende snyderier sket:

1. Omtrent for 6 uger siden, gik to gavtyve ned i kælderen og straks efter kom den tredje med to landsoldater, som han havde bildt ind, at de skulle bære en kuffert for ham op på kancelliet hvor han boede. Da han var kommet ned i kælderen med dem, var kufferten, sagde han endnu ikke helt pakket. Han gav sig altså til at spille kort med sine staldbrødre. Men da han tabte, måtte han låne 10 rd. af begge karlene, som de skulle få igen, når de var kommet på kancelliet. Han havde penge nok. Kort efter gik den ene gavtyv ud efter den anden og værtinden jog karlene på porten. De hentede så deres underofficer, men konen foregav at hun ikke kendte bedragerne og ikke havde hørt noget til sagen.

2. For 14. dage siden fik 4 andre bedragere en bonde fra Roskildeegnen ned i samme kælder, hvor en af dem, der udgav sig for søn af en gammel skomager i Roskilde og ville ud for at besøge sin far, sagde at han boede. Imidlertid gav de sig til at spillet lidt. Den formente roskildeboer sendte den yngste gavtyv, der gav det ud for at være hans søn, et sted hen efter hans tegnebog med den del penge i, som han der havde glemt. Under spillet kom han i bekneb for penge og lånte derfor 10 daler af bonden. Da sønnen blev borte, måtte faderen opsøge ham. De andre gavtyve listede sig imens væk og den bedragne bonde blev alene tilbage.

3. I samme kælder blev en bonde, i lørdags den 18. bedraget for en snes daler. Han truede med at stævne krokonen til Ballerups ting, hvoraf man må slutte at han var her fra amtet.

Det er beklageligt at bønderne af uvidenhed eller tosset frygt ikke henvender sig til politimesteren, der sikkert nok ville vide at straffe dem godt. Dersom imidlertid de bønderkarle og bønder som ovenanførte historie angår ville melde sig jo før desto bedre, kan de måske få nogle tjenlige underretninger hos

K. H. Seidelin
Pilestræde nr. 94

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 157, 25 april 1801, s. 2500-2503)

Om Landværn.

Underhold er den tredje væsentlige betragtning ved et velindrettet landeværn.

Det kunne synes ved øjekast som om et Landeværn ikke kan forårsage udgifter. Nøjere betænkt vil man dog finde at denne herlige indretning der engang hos alle sædelige af gode regenter styrede nationer vil blive den mest fordømmeligste landeplage, de stående hæres, grav, ikke alene i krig, men selv i fredstider vil kræve bekostninger. Og for disse bør altså forud bestemmes hvorfra og hvorledes.

Måske kunne uniformer undværes ved et Landeværn. Et meget mindre bekosteligt tegn kunne gøre den samme nytte i felten. Dog kan staten overkomme at skænke uniformen, for anderledes kan den vel ikke få tilstedeværelse, så gør den sikkert mere nytte end skade da den på den ene side viser en agtelse fra regeringens side, og på den anden giver i fjendens øjne anseelse af ordentligt militær som de dog plejer, måske ofte uden grund, at frygte mere end en hob kommanderede landboere.

Geværernes vedligeholdelse hvad enten disse gemtes under embedsmands eller under hver landværners værge, og deres påpasning tillige i det første tilfælde, ville allerede i fredstider selv kræve udbetalinger til de dertil ansatte personer, ligesom officerernes, i det mindste de højeres, gager også bliver en offentlig udgift. De med Landeværnets kanoner besættende batterier enten ved kysterne eller i difiler der ikke som hidtil næsten over alt er sket *), burde henligge i den ubrugeligste stand, men altdi holdes således som på kommende brug måtte kræve, ville også kræve arbejdsløn, ligesom kanonernes egen redeholdelse med redskab og tilbehør krævede nogle få faste artillerister ansat og imellem nogen tømmermands og smedeløn.

I krig bliver udgifterne ved en Landeværn imidlertid ulige meget større. Transporter af kanoner og ammunition når fornødent gøres selv sogntransport af folkene, ridende bud frem og tilbage, madvarers tilførsel såvel som forings når den medtagne pose gik op, og høsækken var fortæret, alt dette og meget andet, gør en fuldmagt hos den øverste anfører, ja endog hos hver højtskommanderende på enhver fraliggende post, til at rekvirere fornødenhederne i natur eller penge.

De herved iagttagende forholdsregler er det altså for staten højst nødvendigt forud at bestemme ved et fast reglement. At oppebie uroligheders udbrud forinden, er uforsigtigt. For disse kunne ofte komme meget pludseligt og et angreb et eller andet sted blive foretaget forinden til enhver provins især i en stat af en sådan beliggende som den danske, kan indløbe forholdsordre fra hovedstaden.

Materien har medført disse betragtninger over udgifter ved et Landeværn. Adskillige har ytret at en sådan indretning ville slet intet koste. Den første brug vores regering har gjort af det ny oprettede Landeværn har vist hvor liberalt den tænker i denne henseende.

*) Det er ikke mange år siden at Hals Skanse som forsvarer indløbet til ikke færre end 7 købstæders havne, var ganske forfalden. Skanserne ved Koster, Lyholm, Grønsund, Taars og mange andre steder var det for ikke meget længe side, i sådan grad at hvis de er gjort i stand eller nogen tid skulle blive det, måtte arbejdet koste næsten lige så meget som om det blev gjort fra nyt.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 157, 25 April 1801, s. 2497-2500)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en fortsættelse af artiklerne i nr. 151, 14. marts 1801, s. 2409-2412 og nr. 154, 4 April 1801, s. 2455-2458. Den får en kommentar med på vejen i Politivennen nr. 167, 4 Juli 1801, s. 2664-2670

To Lærdomme af vor Affære med Engellænderne.

1) At vores gevorbne tyske soldater kønt tog imod fjendens håndpenge mens alle indfødte afslog det. Disse slyngler hvis hverving har kostet meget, skulle nu hvis fjendtligheder igen bryder ud, stride imod det land de skulle forsvare den 2. april.

2) At englænderne er i stand til at begå så umoralsk en handling som den at tvinge mennesker til at stride imod deres eget fødeland. Denne sidste erfaring bør lære os at være opmærksomme på ethvert skridt af en fjende som ikke respekterer sit eget navn.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 156, 18 April 1801, s. 2492)

Møbelassuranz i Krig.

De fleste som har ladet møbler og effekter forsikre, har i nogle af de sidst forløbne dage haft anledning at kigge i deres policer for at erfare om de ingen skadeserstatning ville få hvis disse bussemandske bomber skulle få ram til at beskadige dem. De fandt til deres mistrøst at dette lille tilfælde slet ikke var berørt. Da imidlertid krigen ikke er endt og man måske får smag på oftere at true os med bomber, så tror anmelderen at det ikke ville have venskelighed straks at gøre den indretning at der blev givet omtrent 1/4 mere og at man da forsikredes i tilfælde af fjendtligt overfald. Dette tillæg kunne straks betales, og sikkerheden gives ved en interimspolice. Herved vandt 1) Møblernes ejerinder der nu kunne glæde sig i den tryghed at om deres mænd, brødre, sønner og venner endog skulle blive skudt, ville deres spejle og mahogniborde dog ikke blive sønderbombet uden erstatning. 2) stadens sikkerhed da alle de lange mennesker som flyttede møblerne, og de tjenere som fulgte med, bedre kunne anvendes til at besætte poster end til således at indjage tilskuerne skræk. 3) forsikringen da den vandt 1/4 procent af en betydelig kapital uden allermindste risiko.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 156, 18 April 1801, s. 2490-2491)