Klage over Københavns Sommer-Mortalitet.

Man læser med skræk i disse velsignede sommermåneder listen over de døde i København. Sommeren der opliver hele naturen, varmen der fordeler og bortjager skadelige dunster, er for den stakkels københavner en farlig periode. Indretninger fulde af fejl, skadelige fordomme (før den 2. april ville man have sagt vores nationalligegyldighed) forpester hans dunstkreds, forgifter hans vand, hans øl, lader ham fødes med brød der næsten ikke burde tjene til menneskeføde. Hvad under at en hær af sygdomme forøger mortaliteten usædvanlig meget. De snævre gader ligger ofte fulde af skarnbunker og stinkende uhumskhed. Rendestensbundfald lægges lovmæssigt dertil eller dunster af sit første opholdssted beboerne i næsen (denne beskrivelse er taget fra Fiolstræde), og viser det andet end at det er en falsk indretning at kaste på gaden hvad man skulle efter skraldens lyd straks læsse på vognen. 

Det er forbudt at holde svin. Men køer der medbringer næsten lige så megen stank, holdes i mængder. Peblingesøens vand ledes til byen i trærender, en skik der næsten overalt er afskaffet undtagen i København hvor den beholdes til nytte for tømmerhandelen, vandkikkere og brolæggere og fører et stinkende vand til indbyggerne. Det elendigste øl under et sælsomt monopol, et væmmeligt drikkevand uden humle, er de fattiges vederkvægelse, et elendigt brød i sammenligning med andre landes, hans daglige føde! Gid dog engang et medicinsk politi ville bemærke dette onde og en ivrig øvrighed opspore dets kilder og skadelige misbrug. Ja ikke engang den velhavende er i stand til at skaffe sig et velsmagende rigtigt behandlet brød. Jeg vil ikke tale om det uhyre snyderi hvorved man finder at det såkaldte franskbrød er udbagt til mod 30 rigsdaler for en tønde hvede, siden vores lyse hoveder med alvor påstår at sigtet såvel som hvedebrød er en luksusartikel. Dog når man ikke kan fordøje den klæge masse kaldet rugbrød, så må man jo ty til vores surbrød der for det meste er usmageligt, dejet og en død masse i maven, eller til hvedebrødet der altid er dårligt, ikke rasket, ikke udbagt.

Var det alene for at kildre ganen, så kunne københavneren ved sit elendige vand, øl og brød ligesom grønlænderen ved sælhunde og tran leve umisundt af alle der nyder og kender fordelen af bedre og fornuftigere indretninger. Men da disse af os så ligegyldige ting angår menneskeligheden, da deres dårlige beskaffenhed i en desuden ringe befolket stat angriber folkemasse, så er det en genstand der byder eftertanke og hastig hjælp.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2753-2756)

Spørgsmaal til Borgerofficerer.

Hvorfor bærer hver borgerofficer ikke sit kompagnis kokarde som kendemærke?

Er der nogen borgerofficer der mener at have ret til en finere og ved farve adskilt uniform fra den borger der ikke er officer?

Er der nogen borgerofficer der ikke føler at et korps af frivillige borgere er noget andet og kræver en ganske anden behandling end et korps af soldater, det vil sige af tvungne almuesmænd eller hvervet udskud.

Tror en borgerofficer sig et kvintin mere eller bedre end en borgergemen?

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 172, 8 August 1801, s. 2750-2751)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen affødte en stævning for politiretten, se Politivennen nr. 178, 19 September 1801, s. 2833-2838.

Noget om Færge- og Færgemænd ved Jægerspris

Transporten ved dette færgested besørges af den på Jægerspris betroede færgemand med en meget mådelig færgepram og to små både, hvortil han skal holde 3 fast folk, hvoraf mindst de 2 skal bruges ved færgen. Men i stedet for 2 mænd er der for det meste kun 1 mand, som sejler frem og tilbage med den. Det er let at se, at dette i forening med den måde, hvorpå transporten sker, må forårsage ophold for de rejsende. Således skete det den 26. juli da et selskab på 13 personer med 3 vogne som kom fra Jægerspris ikke alene måtte vente i over ½ time, inden færgen kom fra Frederikssund, men endog til dets forundring opdagede at der kun var en mand med færgen. Og således sker det den meste tid. Da befordringsvæsnet er en af de ting der i enhver nogenlunde ordnet stat bør være så fuldkommen som muligt, så var det at ønske at de mænd, som er lønnede af staten for at påse sligt, ville påpege over for færgemanden, der desuden tjener så anseeligt, altid at have det anbefalende antal af folk med færgen, samt at holde den og bådene i så forsvarlig stand, at man ikke bliver våd om fødderne eller sidder i angst for at synke.

Færgen bliver trukket ved et tov, der er fastgjort tværs over fjorden. Men da midten af dette tov altid ligger i vandet, så følger deraf, at det meget hurtigt rådner og springer. Når det sker, så må enten færgen drive på grund, eller hvis der er nogen søgang (således som forhen sket) blive fuld af vand og synke, og mennesker omkomme. Så utilgiveligt og skødesløst sørger man for menneskers liv. Burde der ikke være i færgen et lille anker, to par årer og et reservetov?

Ved dette færgested er som bekendt to broer. Nemlig en ved Frederikssund og en ved Jægerspris. Men de er begge i en meget mådelig forfatning. En stor mængde af de stene, hvor broerne er lagt, er faldet ud og ligger i vandet, og bolværket og pæle omkring en del af broerne er enten helt borte, eller så rådne, at de er faldefærdige. Det var ellers at ønske at regeringen i fremtiden betroede denne gode og vigtige færgemands post til en gammel og fortjent sømand.

(Politivennen, Hefte 14. Nr. 172, 8. august 1801, s. 2737-2739)

Svejtserhuset i højdedraget ved Færgegården. Selv om afstanden er kort, er turen derop særdeles krævende.

Kjøbenhavns Brændevinsbrænderier.

Der er dog en fabrikationsgren som synes at have slået så dybe rødder i Danmark og i selve København at den trodser den ved toldforordningen åbnede fremmede konkurrence, mens så mange andre af vores fabrikker og næsten alle vores håndværk ses dagligt at tabe ved den. Vi har den herlige trøst at når vi engang går klædt fra top til tå i klæder der ikke alene er fabrikerede, men endog syet i England, ville vi dog kunne drikke vores gode hjemmelavede finkel!

I Deutsches Museum findes en opgivelse af alt det korn som årligt forbrændes i København: "I året 1800 har Københavns 316 brændevinsbrænderier (hvoraf 261 ugentligt brændte tre, 40 to, 10 een, og 5 sex gange) i 46956 brændinger, hver beregnet til 4 tønder, forbrugt 187.824 *) tønder kornvarer, som når tønden endog kun giver 50 potter, udgør 9.391.200 potter brændevin eller i penge omtrent 2 millioner, 347.550 rigsdaler."

Selv om desværre en meget stor del af dette fabrikat forbruges i landet selv, kan man dog antage at omtrent det halve udføres til fremmede. Denne fabrikation har derfor tildraget sig regeringens opmærksomhed i den grad at en kommission af meget kyndige mænd er nedsat for ved Københavns brænderier at indføre den nyopfundne destillationsmåde der skal kunne spare 1/3 af det materiale der skal forbruges, kornet.

*) Såvel brændingernes som tøndernes tal er urigtigt i Museum.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 171, 1 August 1801, s. 2728-2729)

En Hund paa Børsen.

Tirsdag aften den 28.juli da vi gik gennem Børsen til Christianshavn, blev min søn bidt i sin trøje af den hund som tog stykket med sig. Da vi undløb hunden for at befris for samme, hørte jeg at der var en som hidsede hunden på mig. Men blev ikke var hvem det var. Derfor bedes enhver af de unge menneskers herrer principaler (om det kunne være umuligt at komme efter sådan adfærd) at forbyde dem sådant, for den gang blev det ved at miste et stykke af trøjen og blive lidt forskrækket. Men en anden gang kunne det hænde sig til mere skade når nogen ville passere Børsen.

P. Iversen

Strandgaden på Christianshavn nr. 43, litra A.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 171, 1 August 1801, s. 2727)