Opkøbere paa Landet.

Der er indløbet mangfoldige efterretninger om det overhåndtagende opkøb på landet allevegne fra. Hvoraf her kun følgende fremsættes:

Lille Næstved den 12. august
-- Her på egnen kører en 15 til 16 valbyere omkring. De opkøber alt smør, æg og overhovedet alle mulige føde- og spisevarer, hvoraf efter deres eget sigende den mindste del kommer (endog således på anden hånd) til torvs i København. Herremændene, forvalterne og forpagterne opkøber på kap. Ærøboerne stripper også om i samme henseende eller lejer bønder til det. Kort sagt, det synes som om der var kommet et almindeligt raseri over alle folk efter at købe for landmandens dør de varer af ham som det var så ønskeligt at han selv bragte til torvs.

Fra egnen mellem Kalundborg og Korsør.
-- Købmændene i Kalundborg, Holbæk og Korsør opkøber alt det som de kan overkomme, til meget høje priser. For nu at man ikke skal tro at disse under påskud af at føre dette korn til Norge sender det til England (helst vi endnu ikke ved om vi får fred) måtte man ønske at ligesom kongen for en del år siden lod små fartøjer krydse ved Lübeck, nu nogle måtte stationeres i Skagerak for at forhindre kornets bortførsel til andre steder end det udklareredes til.

---

Udgiveren er øm over at indlade sig med noget i en materie hvorom hans landsmænd selv er så højst uenige. Næsten alle landbrugerne, fra den laveste til den højeste, ser intet hellere end at kornvarerne steg til det umådelige. De handlende tror at kornet er som en anden handelsvare, og henbringer det hvor det koster mest. Købstadsindbyggerne ser uden misundelse deres lykkeligere medborgere berige sig, men syntes kun at så meget af landets afgrøde som fortæres i landet, burde sælges till tålelige priser.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2763-2765)

Renovazionsuorden.

(Efter meddelt)

Skønt det næsten ikke er umagen værd at tale så ofte om en uorden som man så tydelig kan mærke at de ansvarlige enten ikke vil eller ikke tør hæmme, så kan jeg dog ikke undlade at bekendtgøre et skident møde som stødte mig sidste onsdag aften. Efter overlæg stræbte jeg at nå hjem før renovationsvognene begyndte at køre. Men henimod kl. 10 da jeg kom i Sankt Annæ Gade på Christianshavn, mødte jeg to belæssede vogne. Jeg råbte til kuskene om de ville holde lidt til side mens jeg kørte forbi. Men tværtimod søgte de at spærre gaden og standse min vogn. Da jeg nu kom til Vor Frelsers Kirke lykkedes det mig at komme op på siden af dem og endelig at standse den ene af kuskene og stille ham følgende spørgsmål: er det ham tilladt at køre så tidligt. Hvortil han tav. Hvem har befalet ham at køre? Min husbond Christen Larsen. Jeg kaldte på vægteren som stod på hjørnet af Veterinærskolen og Sankt Annæ Gaden og spurgte ham hvad klokken var. Kvart i 10 og bad ham erindre det. Og da jeg tvivlede på hans hukommelse, viste jeg ligeledes vægten i Prinsensgade vognene. Gjorde ham opmærksom på sporene som de efterlod, og bad ham at erindre at klokken endnu ikke var ti. Når man nu tænker på at kongen har tilladt enhver at påtale uordener, med beskedenhed, og at der i 2 år har været skrevet om og bedt om at renovationsvognene måtte udeblive til klokken var slået 10, i det mindste de varme sommermåneder, men dette dog ingenlunde kan bevirkes, så synes intet andet råd mere at være tilbage end at gøre som her er gjort, anmærke og angive såvel den kusk man måtte møde som den vægter gennem hvis gade der er blevet kørt da man bør håbe at de tilbørlig anses.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2761-2763)

Mangel af paapassende Vægtere.

Søndag den 9. august om aftenen mellem klokken 11 og 12 kom jeg fra selskab og fulgt et fruentimmer hjem som havde været i samme. Da vi kommer i Bredgade, hører vi en vild støjen af nogle (som det lod til) drukne personer, men som endnu var et godt stykke fra os. Jeg blev dog ved med at gå lige frem da jeg ikke formodede at kunne befrygte noget overfald på en offentlig gade hvor der er vægtere. Men jeg erfarede det modsatte. Da jeg kommer hen imod grev Schimmelmanns palæ, møder jeg disse personer som i alt var fire. De begyndte straks da de fik øje på os, først at udskælde os. Dette rørte mig naturligvis ikke da jeg nu tydelig så at de var drukne. Men inden jeg ved et ord af det, kommer den ene af dem hen og griber mig i kjolekraven. Jeg vendte mig om, og spurgte hvad han ville. Men i stedet for svar, fik jeg en vældig ørefigen forenet med det spørgsmål: hvad jeg havde med det fruentimmer at bestille? Jeg råbte da straks på vægteren, men der kom ingen. Ved nu at erfare at ingen kom mig til hjælp og ved at [mangler ca. 10 tegn]rige personer som hidtil havde stået i nogen afstand også kom hen mod mig, måtte jeg i hast retirere hen i Dronningens Tværgade for ikke at udsætte mig for den mest gyselige behandling. Der genfandt jeg da det fruentimmer som jeg ledsagede, næsten ude af sig selv af skræk, og således slap jeg denne gang. Dette ville jeg ikke undlade at bekendtgøre, dels for at andre kan erfare at man ikke engang i en af byens mest reelle gader kan være sikker for molest, og dels at vores årvågne politimester kan blive bragt til kundskab om at vægterne i Bredgade og Tværgade enten har sovet eller ikke har været på deres poster.

P de Sene.
Student
i Adelgade nr. 299.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2756-2757)

Det Schimmelmannske Palæ i Bredgade er vore dages Odd Fellow. Fotoet er taget fra porten ind til dette og mod Bredgade. Dronningens Tværgade forløber til venstre, og ud af billedet. Et af Københavns dyreste hjørner dengang. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Klage over Københavns Sommer-Mortalitet.

Man læser med skræk i disse velsignede sommermåneder listen over de døde i København. Sommeren der opliver hele naturen, varmen der fordeler og bortjager skadelige dunster, er for den stakkels københavner en farlig periode. Indretninger fulde af fejl, skadelige fordomme (før den 2. april ville man have sagt vores nationalligegyldighed) forpester hans dunstkreds, forgifter hans vand, hans øl, lader ham fødes med brød der næsten ikke burde tjene til menneskeføde. Hvad under at en hær af sygdomme forøger mortaliteten usædvanlig meget. De snævre gader ligger ofte fulde af skarnbunker og stinkende uhumskhed. Rendestensbundfald lægges lovmæssigt dertil eller dunster af sit første opholdssted beboerne i næsen (denne beskrivelse er taget fra Fiolstræde), og viser det andet end at det er en falsk indretning at kaste på gaden hvad man skulle efter skraldens lyd straks læsse på vognen. 

Det er forbudt at holde svin. Men køer der medbringer næsten lige så megen stank, holdes i mængder. Peblingesøens vand ledes til byen i trærender, en skik der næsten overalt er afskaffet undtagen i København hvor den beholdes til nytte for tømmerhandelen, vandkikkere og brolæggere og fører et stinkende vand til indbyggerne. Det elendigste øl under et sælsomt monopol, et væmmeligt drikkevand uden humle, er de fattiges vederkvægelse, et elendigt brød i sammenligning med andre landes, hans daglige føde! Gid dog engang et medicinsk politi ville bemærke dette onde og en ivrig øvrighed opspore dets kilder og skadelige misbrug. Ja ikke engang den velhavende er i stand til at skaffe sig et velsmagende rigtigt behandlet brød. Jeg vil ikke tale om det uhyre snyderi hvorved man finder at det såkaldte franskbrød er udbagt til mod 30 rigsdaler for en tønde hvede, siden vores lyse hoveder med alvor påstår at sigtet såvel som hvedebrød er en luksusartikel. Dog når man ikke kan fordøje den klæge masse kaldet rugbrød, så må man jo ty til vores surbrød der for det meste er usmageligt, dejet og en død masse i maven, eller til hvedebrødet der altid er dårligt, ikke rasket, ikke udbagt.

Var det alene for at kildre ganen, så kunne københavneren ved sit elendige vand, øl og brød ligesom grønlænderen ved sælhunde og tran leve umisundt af alle der nyder og kender fordelen af bedre og fornuftigere indretninger. Men da disse af os så ligegyldige ting angår menneskeligheden, da deres dårlige beskaffenhed i en desuden ringe befolket stat angriber folkemasse, så er det en genstand der byder eftertanke og hastig hjælp.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2753-2756)

Spørgsmaal til Borgerofficerer.

Hvorfor bærer hver borgerofficer ikke sit kompagnis kokarde som kendemærke?

Er der nogen borgerofficer der mener at have ret til en finere og ved farve adskilt uniform fra den borger der ikke er officer?

Er der nogen borgerofficer der ikke føler at et korps af frivillige borgere er noget andet og kræver en ganske anden behandling end et korps af soldater, det vil sige af tvungne almuesmænd eller hvervet udskud.

Tror en borgerofficer sig et kvintin mere eller bedre end en borgergemen?

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 172, 8 August 1801, s. 2750-2751)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen affødte en stævning for politiretten, se Politivennen nr. 178, 19 September 1801, s. 2833-2838.