Uordener.

1) Omtrent kl. kvart over otte om aftenen til den 6 dennes blev det observeret at en lue brød frem under rendestensbrættet på hjørnet af Højbroplads og Stranden. Ved at undersøge tingen, blev det fundet at nogle skadefro mennesker havde nedlagt en mængde gamle klude og deri antændt ild, formodentlig i den hensigt at se rendestensbrættet afbrændt eller forårsage sammenløb.

2. Til advarsel for enhver der har ærinde eller noget at aftale med dem der bor i huset på Vesterbro hvor hr. Price viser sine kunster, tjener at de må være vel forsynede med gode prygle, da en arbejdskarl den 5. om formiddagen blev overfaldet af 3 store glubske løse hunde hvoraf den ene ganske forrev hans benklæder og de to andre for op  på ham. Han gjorde adskillige gange anskrig, men ingen kom ham til hjælp og med megen fare undløb han disse hunde. Han spurgte adskillige i huset hvem disse løse hunde tilhørte, men ingen vedkendte sig dem. Men da han gik fra hr. Price, så han at 2 karle var i færd med at binde den ene fast i gården og de to andre gik løse udenfor.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 181, 10 October 1801, s. 2894-2895)

Svar paa Politivennens i No. 178 fremsatte Uordeners 1ste Punkt.

Jeg tror at skylde anmelderen følgende oplysning: "Den uden for Eutin befindende grøft, var efter øvrighedens befaling ikke tilkastet. I dette års sommer er 2 gange faldet børn i grøften. Den er altså både farlig og til almindelig fornærmelse. Men at derudi (som anmelderen fortæller) kastes det rådne af slagtede dyr, er usandhed, hvilket jeg, som bruger slagteriet ved Eutin, kan bevidne. Profitten ved slagteriet er ikke så stor at man skulle gemme kødet indtil det rådner og bortkaste samme. Men at denne grøft som modtager gadeurenligheden, giver sur og stinkende lugt fra sig, især i varme, er en naturlig følge. Måtte denne grøft tilkastes, ville vist fleres ønske opnås. 

M. E. Lange.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2879)

Om Rakkerkulen.

Den så almindelig yndede promenade fra Kastellet forbi konferensråd Classens Have til gamle og nye Øster Kalkfabrik, den eneste promenade hovedstaden har langs havet og Reden har den ubehagelighed at man passerer forbi ådselskulen hvor der i denne hede tid henlægges en usædvanlig mængde af flåede og uflåede hunde. Alle i en bunke uden at blive nedgravet, hvilket forårsager en så gennemtrængende stank at alt i nærheden må flygte med afsky. Det medicinske kollegium må overlades at bedømme hvorvidt det kan skade de der bor deromkring. Hvoraf nogle huse kun ligger 2 til 300 skridt derfra. Lugten kan fornemmes over 2.000 skridt derfra, og i min have cirka 400 skridt fra kulen, kan lugten efter 3 dages forkøb endnu fornemmes når man berører planter eller træer. Dette må jeg tillige anmærke at for nogle år siden da ådsler af heste blev henlagte, indfandt sig store flokke af ravne og krager, men bliver nu en enkelt ved stanken lokket til, flygter den straks uden at berøre noget, hvilket man temmelig sikkert antager som bevis at ådsler af hunde må være ulige giftigere end af heste eller hornkvæg. Dem man dog iblandt alle kultiverede nationer søger at skjule i jorden hvor det er muligt. Og hvor let er dette her gørligt når natmanden fulgte den ordre som efter sigende skal være ham givet af magistraten. Dette har jeg som en ven af mennesker og sundhed ikke kunnet undlade at gøre de ansvarlige opmærksomme på.

Den 21. august 1801
J. Karlebye.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2877-2879)

Gadelysning i mørkt Maaneskin.

Den 30. september om aftenen kl. halv tolv kom jeg sammen med et par andre venner gående fra et familieselskab på Nørregade, på gaden var mørket så stærk at man havde ondt med at vejlede sig. Men vej gik gennem Skidenstræde hvor jeg måtte stage mig frem ved en stok af frygt for at komme under rendestenen eller også at blive overkørt af de kørende. Jeg råbte på vægterne og spurgte hvad årsagen var, hvorfor lygterne ikke var tændt i et så ubehageligt mørke, idet jeg formodede at sådant måtte være en efterladenhed af dem. Men de svarede mig at de ingen ordre havde til at tænde lygterne. Min vej blev altså videre fortsat gennem Landemærket, Slippen og Gothersgade. Men fandt heller ikke der nogle lygter tændt. Den frygt jeg gik i forinden jeg nåede min bopæl, for at blive kørt over, overfaldet af drukne mennesker, samt for fald og stød, tillod mig kun denne tanke at hovedstaden i dette øjeblik lignede en af de usleste købstæder i provinserne.

Måtte dog engang den indretning træffes at lygterne ikke blot tændtes når månen ikke kan lyse, men også når den virkelig ikke lyser! Skulle den nu svarende lygteskat hvor klækkelig den end synes, ikke forslå til det, så tror jeg at de skatteydende foretrak hellere at give mere for at nyde lys så ofte det behøves end som nu at svare lygteskat og dog gå i mørke.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2876-2877)

Skidenstræde/Krystalgade, set med ryggen til Fiolstræde mod Nørregade. Til venstre universitetets Laboratorium chymicum (1840). 

Redacteurens Anmærkning

En lignende artikel "Om det mørke Maaneskin." findes i Politivennen, nr. 237, [7 November 1802], s. 3781-3784

Om udlejede Klasse-Lotterisedler.

Ikke så meget for at læserne af jøden Juda Jacobsens bekendtgørelse i Adressekontorets Efterretninger angående den af ham begåede fejltagelse med at udleje nr. 28596 og 28847, om anledningen til disse uforståelige avertissementer med lige så uforståelige senere indrykkede forklaringer over samme, men meget mere for at advare den eller de som muligvis kunne falde på at prøve lykken med at leje lotterisedler af nævnte Jakobsen eller andre, om derved at iagttage den fornødne forsigtighed, er det jeg herved vil bekendtgøre denne sags sammenhæng.

Tirsdag den 22. september sidste går jeg efter anmodning af nogle venner til klasselotterikollektør Juda Jakobsen for at leje nogle numre til den påfølgende dags trækning. Han var straks ved hånden med at levere mig seks sedler, NB ikke originalsedler, men af ham selv udstedte, hvorved han forbandt sig at udlevere originalsedlerne i tilfælde de på disse sedler skrevne numre den 23. september udkom med gevinst. Og han forsikrede derfor mundtlig at ingen af de numre han udleverede til mig, var udtrukket, hvilket naturligvis også måtte være conditio sine qva non. Og for at gøre mig så meget mulig sikker i at denne hans forsikring medførte sandhed, viste han mig at han af kontrolløren ved lotteriet, dagligt fik de numre som af hans kollektion var udtrukket.

Efter det løfte jeg havde givet mine venner om at være øjenvidne til den os muligvis forestående lykke, går jeg den 23. september op på Rosenborg Slot for at se på lotteriets trækning, og jeg erfarede da straks af hr. kontrollør Hansen at de to før nævnte og mig lejede numre allerede var udtrukket som frilodder. Den ene den 18 september og den anden den 21 næstefter.

Så snart trækningen den dag var forbi, går jeg til jøden Jakobsen og siger ham min mening om hans forhold med tillæg at jeg i aviserne vil bekendtgøre samme til advarsel for andre. Efter at jeg således har fremsat anledningen til førnævnte hans bekendtgørelser, må jeg endnu anmærke et tilfælde som muligvis kan indtræffe med disse lejesedler. Dersom fx en stor gevinst udkom på en sådan lejeseddel, vat det muligt at når man meldte sig med sit interimsbevis for at å originalsedlen at få til svar at det ar en fejltagelse af numre, og at man derfor kunne få sine udlagte penge tilbage. Dette var nemlig Jakobsens svar til mig i henseende til de to numre som var udtrukne.

Og for at undgå en sådan fejltagelse var det forsigtigst at originalsedlen blev deponeret hos en tredje mand.

Endnu må jeg tilføje at jeg ikke af Jakobsen har villet modtage de 2 rigsdaler han tilbød mig for nævnte 2 sedler. Men er sindet at tiltale ham for domstolen til tilbagebetaling af de 6 rigsdaler han fik for alle seks sedler. Og desuden påstå ham straffet for hans urigtige forhold. Og jeg mener at han er pligtig at give mig pengene tilbage for alle sedler, på grund af at disse er mig overdragne uno actu, og da han i henseende til de to ikke kan præstere akkorden vil den hele kontrakt efter min påstand blive kendt ugyldig.

Og at han for hans urigtige forhold vil blive kendt strafskyldig, er efter min mening lige så indlysende. For dersom foregivende af fejltagelse kunne fritage for straf, da ville endog grove forbrydere vide at undgå samme.

Chr. Fred. Dahl
Candidatus Juris
Antonistræde nr. 323.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2872-2875)

Redacteurens Anmærkning

Der faldt som i denne sag som blev offentliggjort i Politivennen. nr. 182, 17 October 1801, s. 2900-2902. Hvidberg mente ikke Jakobsen var vidende om at sedlerne var udtrukket, og blev dømt til kun at tilbagebetale 2 rigsdaler.