Til Pramlaget.

Det er nu indløbet at der ved alle sandkister ikke kan fås sand. Hvem der vil eller nødvendig skal have det, er nødt til at lade det indføre fra Amager. Da således et læs som fra sandkisterne tilforladeligt dyrt dyrt, kostede otte mark, nu kommer på to rigsdaler. Her ses da atter de skadelige følger af monopoler eller udelukkende privilegier. Pramlaget har ene tilladelse til at indbringe og sælge sand. Hvis dette ikke var tilfældet, så ville indbyggerne nu ikke være i forlegenhed eller nødes til også på denne artikel at lade sig flå.

Det var imidlertid en lykke om denne overgående mangel kunne have den gode følge at københavnerne noget indskrænkede deres alt for stærke brug af sandet der vel til nogle husholdninger, såvel som til bygningsmateriale er uundværligt, men for en stor del kunne være borte af vore gulve når disse maledes, eller belagdes med malede tæpper. Ved denne forandring ville vore gader vine i renhed, vor havn mundres mindre, vort fodtøj slides mindre, og utøj ikke være mange småfamiliers egyptiske plage.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 195, 16. januar 1802, s. 3112-3113)

Hvorfor de borupske Lygter ikke brænde.

Til udgiveren.

Den beskedne måde hvorpå De behager at anmærke i Deres blad nr. 193 side 3087 at mine lygter ikke mere brænder, opfordrer mig til at tilkendegive årsagen:

Først i begyndelsen da lygterne tændes, blev af ondskab en aftenstid da oppasseren havde nedfiret den ene lygte for at slukke den, kastet en ikke så lille sten som surrede oppasseren og lygten uden at ramme forbi, derefter er den ene lygte to gange sønderslået ved at opkaste sten.

Dette tilfælde er forekommet mig som at denne nye måde at udhænge lygterne på, ikke har fundet det af mig tilsigtede gavn. For når det ofte indtraf at lygterne på sådan måde efterstræbtes, kunne de kastende sten lige så let ramme et forbigående menneske som lygten, og derved i stedet for at sikre vejen, på den ubehageligste måde gøre den usikker.

Carl Chr. Borup.

* * *

Udgiveren gør det ønske der vist tillige er mange fleres, at hr. Borup ikke ville ved den omtalte nedrige opførsel, lade sig hindre fra atter at tænde. Det blev vel heller ikke umuligt at lade gerningsmanden oppasse, ligesom den der blev grebet i sådan dåd, vel ikke kunne klage, når han uden hensyn blev indsat en måneds tid i forbedringshuset.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 195, 16. januar 1802, s. 3005-3007)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 197, 30. januar 1802, s. 3151 meddeltes at lygterne nu igen var tændt til glæde for passerende på Højbro Plads og Højbro.

Om Bolværker

Det er vel endnu ikke afgjort hvilket er det rette hvad angår bolværker ved en havn hvor skibe anløber, enten at de er højere end gaden eller lig med den. I hvert fald ser man at vores havnevæsen i den henseende ikke følger nogen vis regel, da de nogle steder er høje og andre lave. De høje bolværker har den bagdel at det er yderst vanskeligt at komme op på dem for at gå ombord på fartøj [], og at de brætter skipperne til det [formål] lægger ind på gaden, er meget stejle og i [vådt] vejr meget farlige. En ulempe som især finder sted ved Nybørs. Nogle skippere har for at bøde på dette fundet på at anbringe en ordentlig trappe, som sættes op til bolværket, og som virkelig er meget mageligere end brætterne. De optager ikke så meget plads af fortovet og gaden som disse, og måtte derfor ønskes at blive mere almindelige. De lave bolværker er meget bekvemmere for dem der går ombord, men har igen den usikkerhed, at fulde folk, eller i mørke og tåge endog de ædru, af vildelse kunne falde i vandet, mest når ingen skibe, som i vintertiden, ligger derved. Der synes imidlertid ikke at kunne tvivles om, at jo bolværkerne overalt burde ikke nå over gadens bro, da de således var bekvemmest for handelen, men at de tillige burde forsynes med et rækværk, der fjernede al frygt for at nogen kunne enten forvilde sig udover, eller bliver skubbet i af andre. Dette rækværk skulle for hver 6. alen omtrent kunne åbnes, så ethvert fartøj igennem sådan en åbning kunne have sin opgang.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 194, 9. januar 1802, s. 3101-3102)

Et Optrin paa Assistentskirkegaarden.

Den 6. forleden foregik atter en forargelig scene på den assistenskirkegård hvor der så ofte er noget at forarges over. En mand hvis barn var dødt, havde dagen forud ladet klarere hos klokkeren ved Helligåndskirke der sagde til den som betalte, at nu var intet mere at betale, og at derpå ingen seddel behøvedes. Da ligkisten blev båret ind på kirkegården af faderen i selskab med en god ven, ville graveren ikke lade det komme i jorden på grund af at han ikke var betalt. Efter megen ordveksling så faderen de ikke havde penge hos sig, sig nødt til at sætte sit lommeur i pant hos nævnte graver der da endelig var så gunstig at tillade begravelsen. Endnu en besynderlighed indløb, at klokkerens og graverens fordringer var hinanden ulige!

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 194, 9 Januarii 1802, s. 3098-3099)

Redacteurens Anmærkning

Det er uklart hvilken assistenskirkegård der er tale om da der var adskillige af disse til kirkerne i indre by. Ligesom der også på den nuværende Assistenskirkegård på Nørrebro blev anlagt afsnit for kirker i den indre by.

Et Spørgsmaal til Bedste for dem, som torve Tørv eller Brænde.

Har skillingsmanden på Nørrebro eller på nogen bro her til staden, lov til foruden sin skilling at kræve eller uopfordret at modtage 6 tørv af hvert tørvelæs og 1 stykke brænde af hvert brændelæs? Man tror at han ikke har lov til det, og gør sig den slutning af det at de som har mod til at modsætte sig denne afgift, er blevet fritaget for den. Man tror at selv om misbrug er gammel og indført før den nuværende betjents tid, og denne altså ikke har frembragt den, bør han dog ikke tåle den eller se gennem fingre dermed hvor fordelagtig den end kan være.

Bønderne er ellers så vant til denne udgift at man ser dem for ikke at forrykke deres læs, at have de omtalte seks tørv på en snor færdige til skillingsmanden.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 193, 2. januar 1802, s. 3076-3077)