Et Ønske om en engelsk Bombe i Helsingør

Da den engelske flåde sejlede gennem sundet den 30. marts sidste år faldt 3 ildkugler ned i Helsingør uden at sprænges. En i St. Mariæ Kirke, en i St. Olai og en gennem et baghus tilhørende kæmmerer hr. Assessor Schow i Stjernegade *). Til minde om dagens fare og himlens varetægt over byen, er den ene indsat i kirkens hvælving på det sted hvorigennem den faldt. Den anden er opstillet på en fodstøtte i assessorens have, og af den fremvokser et rosentræ i skøn blomstring. Nu kunne man ønske, at den 3. også måtte få en mindeværdig og mere påfaldende plads, end dens nærværende i rådstuegårdens rendesten.

*) Ved denne lejlighed vil man ikke lade undlade at sige, at det som både svenske og tyske aviser fortalte om denne ildkugle, nemlig at en slagterdreng slukkede den og blev derfor siden belønnet, til dels ikke stemte overens med sandheden. Da den var faldet gennem huset, steg en kraftig røg ud igennem taget. Drengen råbte ved dette syn, at der var ild i assessorens hus, og for afsted med to spande vand gennem porten. I hans hastværk væltede den ene, men den anden kastede han på kuglen, som kun røg. Også viste det altid uforfærdede færgefolk den største og mest prisværdige raskhed på denne dag.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 214, 29. maj 1802, s.3415-3416)

Sct Olai Kirke. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af om kanonkuglen fra Slaget på Reden stadig skulle befinde sig et eller andet sted i kirken. Til gengæld er der denne fane med forklaringen: "Denne Fane er bekostet af andet Borger Compagnie her i Helsingør til Erindring af den for samme Bye mærkværdige dag dn. 30. martius 1801, og nu afleveret for at blive st. Olai Kirke til Prydelse af bemelte Compagnies sidste Capitein Joachim Marhias Gædecken. Helsingöer d. 13. martius 1804." Foto: Erik Nicolaisen Høy.

I Anledning af Prices Nazionaltheater.

Der er næppe noget land som er så velsignet med fremmede som Danmark. Fra alle verdens kanter, men især fra det store Tyskland, strømmer brødsøgere herind i mængde. Men næppe er der også eksempel på at den fremmede nogen steds således udler, håner, beklikker det godtroende folk der modtog ham. Først nylig har folkets opvågnende ånd nødt den ankommende at lære sproget, da nu kun tosser tvivler om det danske sprog er noget andet. Imidlertid ser man dog endnu en boudart på Østergade, ligeledes en fumars at foretrække franske opskrifter, skønt det sikkert derved taber nogle kunder. Spisevært Leger har ligeledes et fransk skilt hvori der endda er en bommert. Af alle giver dog Price nationen den dårligste kompliment ved at kalde sin fjællebod (der i ildebrandstilfælde kan blive en ulykke for Vesterbro) et dansk sommernationalteater og ved at fortælle os i aviserne at han med sine gøglerier har truffet nationens smag. Dog kunne vi selv vrage vores sprog når vi ville sætte en offentlig indskrift. Hvad ville vi da forlange af fremmede?

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 213, 22 Maii 1802, s. 3405-3406)

Redacteurens Anmærkning

I "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" 23. april 1802 havde J. Price indrykket følgende tekst:

Med Kongl. allenaaadigst Privilegium har undertegnede James Price ladet paa Vesterbroe under N 23 opbygge et rummeligt og med indvendige Decorationer forsynet Comediehuus, kaldet: Det Danske National Sommer-Theater, hvori han i tilstundende Sommer agter at forevise alle muelige Mechaniske og Optiske Kunster, Legems Øvelser og underholdende Divertissements, for derved at foranledige enhver af Hovedstadens ærede Publicum, som vil begunstige ham med deres nærværelse, nogle Timers behagelig og uskyldig moerende Tidsfordriv. Med den Erfaring, som undertegnede, ved nu i en Række af Aar at have havt den Lykke at leve hos den ædelmodige Danske Nation, og i Særdeleshed imellem denne Hovedstads Publicum, har samlet sig om sammes Smag, har han hverken sparet Bekostning eller Møie for at rette sig efter samme, og til den Ende indrettet sit Theater saa moerende, behageligt og beqvemt, som hans Egne og øvrige Omstændigheder have tilladt ham. Det aabnes for første Gang i Aar paa Søndag Eftermmiddag den 25de April, og bestaaer af 4 Pladser til følgende Priser, nemlig: 1ste Plads 24 Sk, 2den Plads 16 Sk, 3die dito 12 Sk og Galleriet 8 sk, og for Børn betales overalt kun det halve. For saa meget mueligt at forebygge Trængsel saavel ved Billetternes Uddeling, som ved Ind- og Udgang til og fra Theatret, er bygt 2de Contoirer, hvorfra Billetter til forestaaende Pladser blive udsolgte, og paa forskiellige Sider af Theatret anbragt 3 Dørre, hvortil de hosstaaende Betjente henvise enhver efter den af ham ihændehavende Billet; ligesom der og er sørget for, at enhver som ønsker sig et Glas Lemonade eller anden Refraichessements,kan dermed paa Forlangende blive opvartet. Theatret aabnes, som meldt, for første Gang i Aar paa førstkommende Søndag Eftermiddag D. 25 April Kl. 4, og der begyndes Kl. 5; Og Mandag den 26de April paa samme TidÆrbødigstJ. Pricebesat Borger her i Staden.

Her omtales teatret ganske rigtigt som Det Danske National-Sommertheater. Men se her hvad man ...

Tirsdagen den 13 Julii fortsættes Forestillingerne paa det Danske Sommer Theater paa Vesterbroe No. 23 kl. 7 om Eftermiddagen, og forevises transparente Illusioner, og 4re ottomaniske Figure, som opføre Janichar Musik, og bliver dette den sidste Uge samme forestilles. Tillige opføres Pantomime: Jægeren og Fuglefængeren; samt til Slutning hver Aften et theatralsk Fyrværkeri. J. Price.

... 12 juli 1802 kunne man læse i ovenstående annonce i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger". Her omtales teatret nu som "det Danske Sommer Theater". Og senere på året rykkede teatret inden-voldene:

Søndagen den 28 November 1802 foreviser Undertegnede med sit Selskab paa det kongelige Hof-Theater forskiellige nye og interessante Stykker, bestaaende af Grupper, Pyramider, eqvilibristiske og Voltiger-Konster, samt en smuk komisk Pantomime: La Musoleeo d'Harleqvin. Intet skal mangle i Stykkernes nette Usførelse. Priserne ere i Damelogen a 3 Mk., i første Etage a 2 Mk., Parterre a 24 sk., anden etage a 12 Sk. Hele Loger kunne og erholdes. Billetter faaes Foresttillingsdagen ved Hof-Theatret fra Kl. 10 til 12 Formiddag og om Eftermissagen fra Kl. 4. Indgangen aabnes Kl. 5 og der begyndes Kl. 6. J. Price.

Ovenstående annonce for J. Price, fra 26. november 1802, i Adresseavisen ("Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger") peger både på stor succes, og på anerkendelse, idet Price nu optræder på det Kongelige Hofteater. 

Et par ord til dem, der vil tage sig deraf

Scener hvor rigere, klogere eller kyndigere mishandler fattige, forrykte eller uvidende er noget af det der så meget mere støder menneskets, det ufordærvede menneskes følelser, fordi fornærmelsen her netop begås mod den der trænger til hjælp, af den som var nærmest til at hjælpe ham.

Når sådanne scener foregår i store folkesamlinger, så er de tilstedeværendes adfærd derved for iagttageren en temmelig ubedragelig målestok for den grad af åndskultur, der hersker hos et folk, og den kraft, som det enten ikke har været frataget ved slaveri, eller som det har vundet tilbage ved oplysning. Tåler tilskuerne sådanne optrin uden kendelig harme, ganske roligt, ja endog morer sig derved, ja så kan det folk kun anses for at stå på et lavt trin. Ytrer sig derimod straks en alvorlig uvilje hos alle, mangler aldrig en, der med mands hjerte står op og med mands råd og dåd hjælper den fornærmede, så glæder menneskevennen sig ved at være iagttager.

Så lykkelig kan indsenderen ikke sige at han altid har set denne sidste skønne adfærd hos sine medborgere. Dog har han også adskillige gange været vidne dertil. hvis den altid fandt sted, så ville den skamløse ondskab frygte (for det er alt hvad den kan bringes til) for at fornærme, og den halvonde eller halvgode ville skamme sig ved at bifalde det, eller tilgive den ustraffet.

Det som har givet indsenderen anledning til disse linjer er en person der snarere er gammel end ung, har rige slægtninge, men hvis antog og formodentlig hele forfatning er højst ussel, og som man meget ofte ser dårlig behandlet i offentlige forsamlinger, på gader og i værtshuse. Det ikke blot af pøbel, men endog af dem, hvis opdragelse og stilling måtte love andet.

Jeg vil ikke her nævne hans familie, men jeg vil ønske at de ikke ved at vedblive at behandle ham som hidtil nøder mig dertil. Hvis han ved de så ofte gentagne mishandlinger, fratages den rest af fornuft han har tilbage, eller findes han engang ihjelslagen af pøbel, hvor forfærdeligt må det ikke være når det går op for dem, hvad følgen var af rækken af ulykker, som de ikke skånede ham for, eller endog aktivt stødte ham ud i!

Hvad betyder et par rigsdaler om ugen for en formuende slægtning, imod at redde et menneske fra elendighed og sig selv fra vanære?

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 212, 15. maj 1802, s.3386-3388)

Bøn til Magistraten.

(efter indsendt.)

Da det bestandig og ofte sker at kreaturer som er indbrændte til Christianshavns almindelige fælled, går eller falder i den renovationskule der er anlagt der, som det allerede er sket i de første dage, så var det at ønske at de ansvarlige måtte blive pålagt at sætte et sådant hegn at man herudi kunne være betrygget at dette ikke kan ske!

Ligeledes at hyrden måtte pålægges at have tilsyn med det som han ikke tror er hans pligt, da han dog kunne forebygge samme når han var til stede. Endelig ønskes at der måtte sættes hegn på et par steder hvor kreaturerne kan gå over til fæstningsværkerne, at man ikke som det skete i de forrige år, skal indløse samme i ravellinsvagten næsten daglig.

Disse steder hvor der er overgang, kan bedst anvises af markmanden og begge hyrderne.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 212, 15 Maii 1802, s. 3385-3386)

Om den fremturende underlige Grille at begrave i Kirkerne.

Siden århundreder råber man fra den ene ende af Europa til den anden efter oplysning. Lys synes i den almindelige mening det eneste der mangler til moralsk og politisk fuldkommenhed. Mangel på oplysning nævnes som kilden til ethvert onde. De få ord udtalte i en klagende tone: oplysningen er endnu ikke stor nok, er ofte for [nok] for magthavende nok til at standse eller opsætte de herligste indretninger, ja til at våge over at de svage øjne hist og her finder mørke pletter nok til at hvile ud på.

Ja gid oplysningen evig fremskrider, men gid foden tillige altid følger den oplyste bane! Hvad hjælper det at lyset er klart når man lukker øjet? Hvad hjælper det at fornuften tilsiger hvad der bør gøres når viljen desuagtet følger det modsatte?

Europa har allerede så meget lys. Og dog haves så få frugter deraf! Hvor er den fyrste der ikke ved at krig er den største landeplage, at han aldrig bør gøre stands eller persons anseelse, at publicitet er næst retfærdighed troners stærkeste støtte, at religionsfrihed er det herligste samfundsbånd? Hvor er det generalitet, som ikke ved at den hær vil, alt lige for resten, være stærkest hvis officerer og mænd bedst kan udholde sult, tørst, kulde, strabads, er bedst fødte og klæde, bedst drevne i legemsøvelser, og mest forsynet med passende kundskaber? Hvor er det rederi der ikke ved at man ved ventilatorer, ved saltvandsdestillering, ved gode længdeure ofte kan redde skib og mandskab? osv. osv.

Der er så mange tilfælde hvor den oplyste mand nødtvungent må handle imod sin oplysning, burde man da ikke vente at han greb med begge hænder enhver lejlighed til at handle derefter når han derved ikke gik imod anordninger og pålagte pligter?

Men nej, og dette er netop en af de store hindringer for oplysning. Af frygt for at støde en eller anden uvidende eller fordomsfuld slægtning, ven eller patron, af angst for at synes eller kaldes fx af den underlig fromme ængstelighed for at kunne forarge ved at handle fornuftigt, efterlader den oplyste næsten i alle udvortes handlinger at følge fornuftens tilsagn, for at følge mængdens vaner og skikke. Den uvidende ser altså ingen frugter af oplysningen, og hvad under at han ikke agter et lys der brænder under en skæppe.

Det var let at bestyrke det her sagte med mangfoldige eksempler på at vores mest fornuftige medborgere daglig begår de samme dårligheder tværtimod bedre vidende som den mest uvidende almuesmand. Jeg vil kun anføre et, den grille, den ikke blot latterlige, men højst skadelige grille at ville begrave sine venner, at selv ville begraves i en kirke.

Der er skrevet mere end nok imod denne tåbelige uskik. Fornuften erkender straks at den burde afskaffes. Vores regering har vist at den ikke ønsker dens vedbliven. Og dog er det et dagligt tilfælde her i København at gulvene i vores kirker brydes op for at nedsætte lig hvis forrådnelse som oftest ikke kan gå for sig uden at opfylde bygningen med en modbydelig og usund luft.

Det er ikke fromme uvidende alene der glæder sig ved at eje den ret at skade sine efterkommeres sundhed. Langt fra. Jeg kunne nævne navne af vores mest oplyste embedsmænd, vores største lærde, vores højeste gejstlige, hvis jeg ikke på deres vegne undså mig.

Og (dårlighed er sig selv lig) det er ikke under hvælvede bagkorer, ikke ved udkanterne af kirken, hvor træk kan anbringes at man helst vil begrave og begraves. Jo nærmere man kan komme midten af kirken, koret, ja selve alteret, jo herligere og mere ønskeligt anses sådant gravfred.

Her skal den med svage nerver, den svangre under sin andagt indånde en luft som man alle vegne kan undgå, undtagen i templet. Her indånder et allerede usundt legeme spiren til en dræbende og smittede rådden feber. Her knæler en skriftende flok på de sten hvorunder et nys begravet lig bruser i den heftigste forrådnelse. Der har en kristen som i live aldrig fornærmede nogen, lagt sig ved alteret og forværrer ved hver kommunion et par hundrede medkristnes blodmasse.

Oh, at blot alle de der er fri for den fordom at det som lig er bedre at ligge under en domkirkes alter end på en mark, end i en have, end på havets bund, ville følge deres overbevisning! Snart ville da den uvidende følge deres spor og vores kirker vinde så meget mere. Er det dog ikke rimeligt at enfoldighed retter sig efter fornuft og ikke denne efter førstnævnte!

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 211, 8 Maii 1802, s. 3371-3375)

Redacteurens Anmærkning

Skribenten behøvede ikke vente længe. I 1804 blev det forbudt at begrave inde i kirkerne. Herefter gik der et halvt århundrede og truslen om koleraepidemien før det også blev forbudt at begrave inde i den indre by.