Der er vel næppe nogen som tvivler på, at en stor folkemængde er et betydeligt gode for enhver stat, da mange stærke arme værger gevaldigt for et land. Og virksomme hænder arbejder for dets velstand, når de anføres til gavnlig dåd og opmuntres til virksom flid.
Er folkemængden nyttig for en stat, så kan det ikke nægtes at de fædre, som giver staten mange unge borgere og opdrager disse, er statens velgørere, og de fortjener dens agtelse og understøttelse når den behøves. Men man har lagt mærke til, at det ofte sker, at den som har de fleste børn, også har mindst til deres underholdning. Det er derfor passende, at regeringen med faderlig omsorg tager sig af de fattige, hvis børn er så stor en byrde at de ofte ikke kan bære den. Og da den fattige allerede er nok beskattet ved at føde og klæde sine små børn, så håber jeg, at man vil finde det passende, at han til erstatning for det fik eftergivelse af en eller anden skat.
I de ældre tider have Porten, den tyrkiske regering, givet de undersåtter som havde flere børn, fritagelse fra skatter i forhold til det antal af børn de havde givet staten. Det ville være ønskeligt om denne gode skik blev antaget af alle kristelige regenter. Almindelig menneskeforstand overbeviser alle om, at det er højst vanskeligt for en fattig at underholde sig og flere børn ved 2 hænders arbejde.
Dette gælder især for vores daglejere og husmænd, som er beboere af jordløse huse. Dem anser jeg for at tilhøre den mest usle klasse af frie mennesker. For at gøre disses trang mere anskuelig, vil jeg her anføre nogle af den jordløse husmands udgifter, da jeg som landbeboer bedst kender dennes ringe kår. En jordløs husmand beboer et hus, som i almindelighed består af 5 små fag. 3 af disse behøver han til stueværelse, da dette er det eneste han har, og han har i dette oftest 2 senge, og al sin lille ejendom. Et fag bruger han til køkken, og et til tørvehus. Af ethvert af disse fag betaler han årligt i husleje 4 mark, ialt 3 rigsdaler. 2 mark. Husets årlige reparation, det ene år med det andet, anslår jeg årligt til 1 rigsdaler. Manden behøver i det mindste årlig 12 læs tørv a 3 mark læsset, i alt 6 rigsdaler. Og ekstraskatten for ham og hustru betaler han årligt med 2 rigsdaler.
Denne husmand har altså 12 rigsdaler, 2 mark i årlig udgift, som han må tilvejebringe, inden han kan tjene til en bid brød til sig, sin hustru og børn, eller anskaffe den mindste pjalt til at klæde dem i. Vil vi nu antage, hvad ofte er tilfældet, at sådan en fattig husmand har 2 eller flere små børn at underholde, og at alle disse er så små at det ene af dem næppe kan rejse det andet, når det falder. Man behøver ikke flere beviser på denne mands usle forfatning. I et borgerligt hus antager man at en amme har gjort alt hvad man kan fordre af hende, når hun plejer og vel opvarter det barn, som er hende betroet. Jeg mener derfor at den fattige huskone har gjort alt det, man med nogen rimelighed kan fordre af hende, når hun passer 2 til 3 børn, holder huset rent, vasker og lapper sine egne, mandens og børnenes pjalter, og laver deres mad. Kan hun foruden dette møjsommelige arbejde endnu spinde lidt, uldent eller linned, da vil jeg på ære og samvittighed erklære hende for en meget dygtig kone.
Mens konen har mere end nok at gøre inden døre, skal manden tjene brødet til sig, sin hustru og til 2, 4 eller flere børn. Enhver må forundret spørge: Hvordan kan det lade sig gøre? At forsørge så mange i disse år, da det som kræves til føde, klæder og brændsel, er steget til så høje priser. Det overgår enhver fatteevne. Man vil måske indvende, at ingen af disse mænd og hustruer eller børn er til dato omkomne af sult. Alt det er jeg villig til at tilstå, men jeg må tillige bemærke, at disse forældre og børn indtil videre har fået almisser af den godgørende landmand, der kendt med disses større trang og altid har vist sig villig til at afhjælpe den. Men nu er tiggeri forbudt og denne hjælpekilde stopper for disse husmænd og deres børn.
At anføre dem alle til at få understøttelse af fattigvæsenet efter den provisoriske plan, ville ikke være andet end fuldstændig at tilintetgøre denne gode indretning. Ved at forøge de fattiges tal, forøger man tillige landmandens udgifter, og de er allerede ham en svær byrde for ham. Men forøges dennes udgifter, som ikke er formuende, hvor meget kan man da ikke frygte, at landmanden, som på de fleste steder er uformuende, selv synker ned til fattigdom. Og ved at blive fattig selv, forøger de fattiges antal, der om nogle få år kan blive så stort, at de, som må bidrage til deres underhold, alle bliver uformuende.
Landboerne har allerede aflagt prøver på deres godgørende i de bidrag, der har givet til de fattiges understøttelse. Alles øjne er nu rettet mod vores allernådigste regering, og enhver håber, at denne vil lette de fattige husmænds og daglejeres byrder, nu da den sættes i stand hertil ved den betydelige indtægt, som forordningen af 1. oktober sidste år indbringer i den kongelige kasse. Måske regeringen allerede har gjort dette, om nogen har gjort forestilling herom.
Men hvem skulle gøre dette? Stormanden kender ikke den fattiges trang, da hans formue har sat ham i sikkerhed mod den, og den fattige selv er så nedtrykt af sin kummer, at han ikke kan bære denne frem for tronen, hvor villig man end ville være til at modtage ham.
(Politivennen. Hefte 20. Nr. 251, 12. februar 1803, [Fejlagtigt angivet som 250, 5. februar]. 3997-4002)
Er folkemængden nyttig for en stat, så kan det ikke nægtes at de fædre, som giver staten mange unge borgere og opdrager disse, er statens velgørere, og de fortjener dens agtelse og understøttelse når den behøves. Men man har lagt mærke til, at det ofte sker, at den som har de fleste børn, også har mindst til deres underholdning. Det er derfor passende, at regeringen med faderlig omsorg tager sig af de fattige, hvis børn er så stor en byrde at de ofte ikke kan bære den. Og da den fattige allerede er nok beskattet ved at føde og klæde sine små børn, så håber jeg, at man vil finde det passende, at han til erstatning for det fik eftergivelse af en eller anden skat.
I de ældre tider have Porten, den tyrkiske regering, givet de undersåtter som havde flere børn, fritagelse fra skatter i forhold til det antal af børn de havde givet staten. Det ville være ønskeligt om denne gode skik blev antaget af alle kristelige regenter. Almindelig menneskeforstand overbeviser alle om, at det er højst vanskeligt for en fattig at underholde sig og flere børn ved 2 hænders arbejde.
Dette gælder især for vores daglejere og husmænd, som er beboere af jordløse huse. Dem anser jeg for at tilhøre den mest usle klasse af frie mennesker. For at gøre disses trang mere anskuelig, vil jeg her anføre nogle af den jordløse husmands udgifter, da jeg som landbeboer bedst kender dennes ringe kår. En jordløs husmand beboer et hus, som i almindelighed består af 5 små fag. 3 af disse behøver han til stueværelse, da dette er det eneste han har, og han har i dette oftest 2 senge, og al sin lille ejendom. Et fag bruger han til køkken, og et til tørvehus. Af ethvert af disse fag betaler han årligt i husleje 4 mark, ialt 3 rigsdaler. 2 mark. Husets årlige reparation, det ene år med det andet, anslår jeg årligt til 1 rigsdaler. Manden behøver i det mindste årlig 12 læs tørv a 3 mark læsset, i alt 6 rigsdaler. Og ekstraskatten for ham og hustru betaler han årligt med 2 rigsdaler.
Denne husmand har altså 12 rigsdaler, 2 mark i årlig udgift, som han må tilvejebringe, inden han kan tjene til en bid brød til sig, sin hustru og børn, eller anskaffe den mindste pjalt til at klæde dem i. Vil vi nu antage, hvad ofte er tilfældet, at sådan en fattig husmand har 2 eller flere små børn at underholde, og at alle disse er så små at det ene af dem næppe kan rejse det andet, når det falder. Man behøver ikke flere beviser på denne mands usle forfatning. I et borgerligt hus antager man at en amme har gjort alt hvad man kan fordre af hende, når hun plejer og vel opvarter det barn, som er hende betroet. Jeg mener derfor at den fattige huskone har gjort alt det, man med nogen rimelighed kan fordre af hende, når hun passer 2 til 3 børn, holder huset rent, vasker og lapper sine egne, mandens og børnenes pjalter, og laver deres mad. Kan hun foruden dette møjsommelige arbejde endnu spinde lidt, uldent eller linned, da vil jeg på ære og samvittighed erklære hende for en meget dygtig kone.
Mens konen har mere end nok at gøre inden døre, skal manden tjene brødet til sig, sin hustru og til 2, 4 eller flere børn. Enhver må forundret spørge: Hvordan kan det lade sig gøre? At forsørge så mange i disse år, da det som kræves til føde, klæder og brændsel, er steget til så høje priser. Det overgår enhver fatteevne. Man vil måske indvende, at ingen af disse mænd og hustruer eller børn er til dato omkomne af sult. Alt det er jeg villig til at tilstå, men jeg må tillige bemærke, at disse forældre og børn indtil videre har fået almisser af den godgørende landmand, der kendt med disses større trang og altid har vist sig villig til at afhjælpe den. Men nu er tiggeri forbudt og denne hjælpekilde stopper for disse husmænd og deres børn.
At anføre dem alle til at få understøttelse af fattigvæsenet efter den provisoriske plan, ville ikke være andet end fuldstændig at tilintetgøre denne gode indretning. Ved at forøge de fattiges tal, forøger man tillige landmandens udgifter, og de er allerede ham en svær byrde for ham. Men forøges dennes udgifter, som ikke er formuende, hvor meget kan man da ikke frygte, at landmanden, som på de fleste steder er uformuende, selv synker ned til fattigdom. Og ved at blive fattig selv, forøger de fattiges antal, der om nogle få år kan blive så stort, at de, som må bidrage til deres underhold, alle bliver uformuende.
Landboerne har allerede aflagt prøver på deres godgørende i de bidrag, der har givet til de fattiges understøttelse. Alles øjne er nu rettet mod vores allernådigste regering, og enhver håber, at denne vil lette de fattige husmænds og daglejeres byrder, nu da den sættes i stand hertil ved den betydelige indtægt, som forordningen af 1. oktober sidste år indbringer i den kongelige kasse. Måske regeringen allerede har gjort dette, om nogen har gjort forestilling herom.
Men hvem skulle gøre dette? Stormanden kender ikke den fattiges trang, da hans formue har sat ham i sikkerhed mod den, og den fattige selv er så nedtrykt af sin kummer, at han ikke kan bære denne frem for tronen, hvor villig man end ville være til at modtage ham.
(Politivennen. Hefte 20. Nr. 251, 12. februar 1803, [Fejlagtigt angivet som 250, 5. februar]. 3997-4002)
