Om Mad til Nattergale i Bur

Vi har ladet os fortælle at de som holder nattergale i København, skaffer myretuer til deres underhold fra Danzig, Lübeck of Kønigsberg. Det er bekendt at vi ikke langt fra hovedstaden har myretuer nok og at de kan fås i hele læs, når de bestilles hos skovfogederne eller hos den kone i Skovshoved som ernærer sig af at samle mos i skoven til dyner og stolebetræk. Derfor beder vi her Politivennen om at lægge et godt ind for os fattige folk over for stadens velhavende mænd, at disse under os den fortjeneste. Vi kan skaffe myretuer til en bedre pris, end de kan fås fra Østersøens byer, med tillæg af fragt, assurance, told, landtransport. Udgifter som løber op i 150 %. Vi er igen til al mulig tjeneste.

Skovshoved den 16. august, 1803
Ane Nielsdatter
boende i huset ud til Bellevy med de to fløje på taget.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 280, [3. september] 1803, s. 4463-4464)

Spørgsmål om Hernhuttermenigheden i Byen

Er de der ikke hører til dette religionsparti, forment adgang til at overvære den religiøse forsamling i Stormgade? Jeg er så meget mere tilbøjelig til at drage denne almindelige sags pålidelighed i tvivl da jeg selv i en tysk hernhutterkoloni har deltaget i deres aftenandagt uden at mærke det mindste tegn på uvillige, ja end ikke til forundring derover, som om en fremmed var noget usædvanligt.

Ingen religiøs forsamling, som staten beskytter, bør holdes inden for lukkede døre. For det vækker grundet mistanke om dens tendens. Kristus advarer jo selv (Matt. 24, 26) mod konventikler.

Jeg forventer svar fra menigheden lærer, i samme blad hvor det blev lagt frem.

Det ville overhovedet være godt om man kendte noget til den københavnske hernhuttermenigheds forfatning, personale osv. Intet samfund der består i og ved kristendommens ånd - sandheden ånd! - skyr publicitet, tværtimod søger det.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 279, [27]. august 1803, s. 4437)

Redacteurens Anmærkning

Brødremenighedens hus lå i Stormgade siden 1783. Det forsvandt da hele den ene side af Stormgade blev revet ned i 1931 for at give plads til Nationalmuseet. Brødremenighedens medlemmer var især utilfredse med de statskirkelige præsters gridskhed. Grundlaget for det forsvandt med grundloven og siden sygnede Brødremenigheden hen. Menigheden blev dog først opløst i 1923.

Betragtnig i Anledning af den Randers Magistrats saakaldede aftvungne Svar i No. 276.

Udgiveren kan ikke andet end tro at den ærede Randers magistrat havde gjort bedre i ikke at svare da den hverken var opfordret eller udfordret dertil. Heri tror han alle læsere af nr. 272 vil være enige med ham. Når det der siges, fordi det kan bevises at en rejsende har mødt tiggere i en stad, skal det da straks være en stikpille til stadens magistrat? Vist nok ikke, og man tror at en magistrat snarere burde takke end angribe angiveren. Og hvad gør da nu Randers magistrat? Den nægter ikke at der jo er tiggere i Randers, men, siger den, de er ikke så mange at de inkommoderer folk ved højlys dag. Hvor mange hører da dertil? Den vil bevise dette med brave rejsendes attester og edeligt vidnesbyrd af en mængde folk i og uden for Randers! Det ville i sandhed være ret løjerligt om Poul som den ene dag rejste igennem Randers, ville attestere at Per som dagen før eller efter rejste derigennem, ikke var inkommoderet, og man tvivler på at nogen ret tillod ed at aflægges således som magistraten her ytrer. Når magistraten videre hen siger "men at sådant tiggeri sker offentligt og upåtalt, det er ren opdigtelse og beskyldning osv.", så må man sige at den fægter i luften for sådant er jo aldrig sagt. Hvad magistraten beretter at være sket i henseende til stadens jorder, anser udgiveren for en nyttig underretning, hvoraf man ser at magistraten virkelig har tænkt på det som i Politivennen var foreslået. Men viser dette ikke tillige at dette forslag var gjort med føje siden magistraten endog havde fundet nødvendigt at indhente et kollegie resolution derom. At man ikke vidste at sådant allerede var sket, skal dog vel ikke hedde ondskab, det er jo ikke andet end naturlig følge af den uvidenhed man i almindelighed er i om vore magistraters nyttige foretagender.

Således tror udgiveren at have svaret magistraten lige så sagtmodigt som den har angrebet ham overilende. Dette angreb var i øvrigt intet påfaldende. Han har nu allerede 28 gange været indklaget og indstævnet i anledning af hvad han af iver for sine medborgeres vel har skrevet. Vil magistraten i Randers forøge tallet, så får han stå den til rette. Han vil da deri blot se et nyt eksempel på den pirkhed en stor mængde embedsmænd, dog mest de småbitte, snes i senere tid at vise imod den patriotiske skribent, og som man tror at rejse sig fra en urigtig fortolkning af denne lov der dog på den udtrykkeligste måde indrømmer skribenten et sted i staten, som et nyttigt og af kongen yndet medlem af samme.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 278, 20 august 1803, s. 4432-4434).

Svineri.

I Store Kongensgade lige for bryggernes længde var den 19. dennes henlagt en mængde uhumskheder af menneske eller svineskarn. Da sådant lå udbredt på begge sider af rendestenen, var det formodentlig ikke kvalificeret til bortkørsel og derfor var de omkringliggende hele dagen plagede af den afskyelige stank som forstærkedes af varmen i den grad at man nok kunne kalde samme giftig. Skønt det efter sporet syntes at være udført fra den lige overfor boende brændevinsbrænder, så er det langt fra anmelderen at tiltro denne agtværdige mand så lidt agtelse for sine medborgere at denne uskik skulle være tilladt af ham. Ønskeligt var det imidlertid om den eller de der tillader sig sådan uskik, måtte blive opdaget og afstraffet.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 278, 20 august 1803, s. 4431-4432).

Uordener paa gamle Kongevei.

Ved hr. Prices fyrværkeri sidste 11. forefaldt scener af uforskammethed og voldsomhed som fortjener offentligt at påankes, idet som jeg håber de herefter må med eftertryk forebygges. Hver borger i staten venter med rette øvrighedens kraftige bestyrelse mod overfald som ødelægger hans ejendom. Ja endog truer hans liv. Da fyrværkeriet skulle begynde, nedbrød pøbelen (de første var slagterkarle) bogbinder Klausens plankeværk. Hans kone tiltalte dem først, men blev snart med skældsord, trusler, ja endog stenkast drevet tilbage. Nu stormede alle tusindvis ind, nedtrådte og sønderbrød alting i haven og var endogså ublu at nedbryde tagstenene af mandens beboelseshus for at krybe op ad lægterne.

Nu måtte manden med kone og børn skjule sig, og overlade hus og ejendom til en kåd og selvrådig mængdes forgodtbefindende. 

På plankeværket på hjørnet, tæt ved broen, forfaldt lignende scener af ubluhed med opkløven og nedbryden, skønt af mindre betydning. Men det ynkeligste var det bestandige skrig af fruentimmer og børn som alle øjeblik stod i fare at nedstyrtes ved trængslen i de dybe hul under broen.

Hr. professor Hornemann har for en del år siden for egen regning sat et rækværk på den ene side af broen der vender til hans have i den ædle hensigt at forebygge ulykke. Gid hans gode eksempel kunne virke på hans rige genbo for at gøre det samme på sin side! Faren i trængsel at styrtes eller i mørke at falde ned i dette dybe hul, vedbliver endnu.

Nu, alle disse uordener er sket ved lys sommeraften hvor en og anden forbryder dog kunne frygte for at blive kendt og tiltalt. Hvad vil ikke ske herefter når enhver kæltring i nattens og mængdens skjul ustraffet kan vove enhver udsvævelse? Har ikke beboerne deromkring største årsag til at frygte alt? Indbrud! Tyveri! Voldomshed! - og har ikke hr. Price tilladelse til at give så ofte fyrværkeri som hans fordel tilsiger ham?

Nogle politibetjent var til stede og gjorde hvad de kunne. Men kunne naturligvis intet vove eller udrette imod så overlegen en magt. Skal flere fyrværkerier tilstedes hr. Price, og jeg under ham det gerne, når det er uden hans naboers skade, for de er skønne at se, så må hvis udsvævelser skal forebygges, en tilstrækkelig militærvagt posteres på Gammel Kongevej som forbyder al opkløven på omliggende plankeværk og hegn. Lad de ubetalende nøjes med at blive på jorden og se hvad der år op i luften!

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 278, 20 august 1803, s. 4419-4422).