Foragt mod Kunst røber Råhed

Mandag den 2. april i år var jeg på Kunstakademiet, og fandt en så uhørt ringeagtelse blandt folket, at de i det høj kongelige Akademi vovede at sætte deres hat på hovedet, heriblandt endog en artilleriofficer. Akademiets høje præses (præfes?) blotter sit hoved, når han indtræder i akademiet. Hvorfra kan en sådan ringeagtelse for et akademi komme, som så ganske er hæderfuldt for begge kongerigerne og de udenlandske stater? Når jeg kommer i de høj kongelige kollegier føler jeg den agtelse, at blotte mit hoved endog ved indgangen. Men jeg så her at det høj kongelige Kunstakademi anses for en gade af mange folk, der ikke ikke selv kan føle agtelse.

Georg Fahrenholtz
Kobberstikker

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 311, 7. april 1804, s. 4947-4948)

Redacteurens Anmærkning

I Weilbachs Kunstnerleksikon bliver han omtalt således: “Georg Fahrenholtz arbejder er kun interessante, fordi de beskæftiger sig med satiriske og politiske emner, og derfor fortæller, hvad der rørte sig i samtiden. Hans kobberstik fra bordelmiljøet i København vakte offentlig forargelse og bragte ham en politisag på halsen i 1798. Han havde planlagt et værk om Uværdige Danske og Tyske, der blev stoppet af myndighederne. F. har sikkert også ansvaret for en del af de anonyme satiriske stik, der var udbredt i denne periode.”

Ønske fra det gode Øls Venner

Mange, især driftige og mindre velhavende bryggerlaugs interessenter, ventede i lang tid forgæves på at se udfaldet af det kommissionsarbejde, som var befalet efter Collegialtidende fra 1801, nr. 50, for grundigt at undersøge Bryggerlaugets hidtidige organisations fordele og mangler. Og især var opmærksomheden rettet mod om den ved Bryggerlauget i København værende ligning kan anses nødvendig for lauget, eller ikke.

Forventningen steg mere og mere jo længere kommissionens arbejde varede. Formodentlig er det vanskeligste at indføre en nye ordning, for den gamle duer ikke. Det er uomstødeligt, hvad også ses af hr. toldinspektør Muus's og hr. professor Nystrups så klar og tydelig oplysende bog i den anledning lægger for dagen, med dens kundskab om landets, publikums og interessenterne af Bryggerlauget deres sande tarv.

Selv enhver interessent, der har overvejet og betragtet sagen fra alle synspunkter, kan ikke finde det mindste gyldige grund for den nærværende organisation. Især ligningen vil, hvis den fortsættes, blive grundstenen til mange bryggeres ruin. Det er falsk frygt, at dens ophævelse ikke sikrer betaling for sit øl. Og fortjener lige så lidt tillid, som tanken at man ville mangle denne drik. Den mindre nødvendige artikel: brændevin, mangler vi aldrig. Og ingen brændevinsbrænder ophører med at brænde, af frygt for betaling af sine varer. Fribryggerne er desuden et indlysende bevis for dette. Og ydermere må det fjerne den mindste følelse af denne frygt: At bryggerknægten indkræver og indestår for tredjedelen af hver brygs indkomster og slipper skadesløs derfra.

Til tanken, at man ved ligningens ophævelse kunne befrygte ølmangel, må man anføre at man snarere kunne frygte for mangel hvis ligningen fortsatte. Da meget få bryggere vil kunne bestå, ved som nu, at brygge hver 14. dag, og de dog alligevel må aflønne deres folk for at drive tiden unyttig hen. Hvad angår den måske rimelige mening: at ingen ved ligningens ophævelse ville brygge skillingsøl, så er dertil at sige, at den ikke er nogen hindring for at fjerne ligningen. For såvel som man nu må brygge dette, så kunne man og da befales dertil.

I henhold til ølvragerne, vil der aldrig eksitere bedre vragere end køberne af øllet. Skulle de Imidlertid være nødvendige, så burde de prøve øllet ved dets udførelse hvis det tilsigtede gode ved dem skulle opnås.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 311, 7. april 1804, s. 4944-4947)

En Tildragelse fra den virkelige Verden

(Efter indsendt)

I anledning af en offentlig handling, hvor landsbymandskabet var samlet, skete for nyligt i en købstad følgende mærkværdige begivenhed. En magistatspersons gårdskarl mishandler i kådhed en ædruelig stakkels bondekarl således, at denne i nødværge rører gårdskarlens næse ganske hårdt. Gårdskarlen indklager straks næsefornærmeren for sin husbond, magistratspersonen.

Dette lem af magistraturen (som han selv kalder sig) var ikke sen til at hævne forbrydelsen. Glubsk farer han på bondekarlen, slæber ham grundigt omkring og får ham ved gårdskarlens og andres hjælp ind på rådhuset, hvor han efter mange verbale fornærmelser, støder og hugger den værgeløse karls hoved sådan mod en væg, at det arme menneske falder halvdød ned for hans fødder.

Dog blev hævnen ikke stillet med det. Han får en underofficer til at holde den halvdøde: Henter selv underofficerens stok, prygler i blinde på staklen. Og endelig lader han synderen slænge som et ådsel ind i tyvearresten på strå. Selv begiver han sig efter vel forrettet sag op i forsamlingen, hvor han intet havde at gøre.

Da karlen nogenlunde var kommet til sig selv, befaler magistratspersonen ham straks at gå hjem og ikke mere tale til ham om den sag. Sikkert vil karlen også tie. Og af den grund, som han siger, af frygt for at magistratspersonen, der gør mine af at have megen indflydelse, skal straffe ham i den røde kjole.

Dette magistraturlem var således den dag i en og samme person: Lovgiver, dommer og bøddel, og lige så despotisk i sin kreds som nogen [basse] i Tyrkiet. Men tier den forladte og fornærmede karl, så bør andre tilstedeværende tale. Enhver sædelig afskyr at være denunciant. Det stoler embedsmanden med den manglende opdragelsen på. Og den forladte almue lider under det, når denne trygt lader sine passioner få frit løb. Men det er til skade, megen skade, at ingen tør, eller af mangel på medfølelse ikke vil, tale de undertryktes sag. Hvor ofte bliver ikke de blide indtryk af en regerings bedste anstalter udslettet af sådanne embedsmænds adfærd over for almuens sjæle? Den hån sådanne personer viser både ligemænd og undermænd, understøttet ved deres kryben for overmænd, gør i alle provinser uoprettelig skade. At en embedsmand imod alle politilove og sikkerhedsanstalter ustraffet kan mishandle en landalmuemand, således som oven meldte handling viser, kan ikke andet end at kvæle al ædel følelse hos denne talrige agtværdige stand.

Og må denne stand ikke tro, at den er lige så ringeagtet i sin regerings øjne, som den er i denne dens betjents, når den gang på gang ser at han fræk og tryg tør træde den og mange andre brave under fødder? Den tid bør komme hvor humaniora bliver en nødvendig del af embedseksamen og intet af dygtighed bliver betroet den, der mangler den sjælepleje, om hvilken Ovid siger: Emollit mores, nec sinit esse feros.*)

*) Lærdom menneskeliggør karakteren og tillader den ikke at være vild (Red)

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 311, 7. april 1804, s. 4941-4944)

Redacteurens Anmærkning

Denne artikel affødte ifølge Dagen den 22. september 1806 en retssag:

En mærkværdig litterær Proses er i denne Tid paadømt ved Nakskov Byting. I Politivennen No. 311 af 7 April 1804 stod nemlig indrykket et Stykke, som hedde: "Tildragelse i den virkelige Verden." Paa Opfordring opgav Udgiveren af Politivennen, at Stykket var sendt ham af Hr. Rektor Mag. Bøje i Nakskov. Denne vedkjendte sig i en affordret erklæring Stykket, og opgav hvem han dermed havde menet. Nu anlagde Raadmand og Amtsforvalter Dankel i Nakskov en Injuriproses mod Rektoren, der endelig først efter meget Vidneførelse for nogle faa Uger siden er endet. Sitanten er dømt i 100 Rd. Bøder. Man veed endnu ej om der appelleres videre.

Svar på Opfordringen i Politivennen nr. 309

Jeg ville normalt ikke tage til genmæle mod avertissementet i Iversens Avis nr. 32, fordi der lige såvel kunne være tale om en anden præst og en anden stiftelse, end min og det hospital jeg er præst, da det ikke udtrykkeligt nævner mit eller stiftelsen navn. Men da der for nyligt indtraf et tilfælde på Skt. Hans Hospital, som har nogen lighed med det i omtalte avertissement beskrevne, og rygtet virkelig har moret sig med at udbasunere mit forhold i denne sag, så den ukyndige i sagen let kunne ledes til at dømme ufordelagtigt om min karakter som menneske og embedsmand, anser jeg det for en pligt over for mig selv, og på den anonyme opfordrers forlangende, at bekendtgøre sagen i sin rette sammenhæng.

Sidste 3. søndag i fast indfandt jeg mig på hospitalets ligstue for at kaste jord på en af stiftelsen afdøde lemmer. Gangkonen åbnede kisten for at vise mig den døde. Ved første øjekast tvivlede jeg straks på om ligets hoved var i kisten. Andre embedsforretninger hindrede mig i straks at lave en videre undersøgelse. Men da de var ordnet, gik jeg tilbage til ligstuen. I degnens overværelse bad jeg op at kisten blev genåbnet. Ligets hoved var væk. Men blev dog på forlangende taget af en krog i ligstuen, stadig blodigt. Gangkonen fortalte nu at hr. Sager, amanuensis hos hospitalets læge hr. Seidelin, havde afskåret det. Men jeg tør ikke sætte min lid i embedssager til gangkonens blotte udsagn.

Formålet med at præsten skal se liget før jordpåkastelsen, er blandt mange især denne: I de tilfælde, hvor fx den afdøde har været medlem af en ligkasse, at udstede attest til denne om dødsfaldet. Dette kan næppe ske efter pligt og samvittighed, når han ser et lig uden hoved. Tilmed kunne der jo være tale om et mord, eller den afdødes venner kunne før eller siden kræve regnskab på hvorfor det ikke var anmeldt. Dette skal efter sigende være sket i en af mine nærmeste formænds tid.

Af frygt for ubehageligheder i hvert af disse tilfælde, og overbevist om at jeg handlede efter pligt, gik jeg straks til en af mine gejstlige foresatte. Ikke som anklager, men blot for at udbede mig hans råd, for i fremtiden at forebygge denne uorden, at berøve de afdøde deres hoveder eller andre lemmer før jordpåkastelsen. Dog uden at vække offentlig opmærksomhed. For havde jeg meldt hændelsen til kongens foged, som den der egentlig skulle undersøge måden, hvorpå den afdøde havde mistet sit hoved, eller havde jeg straks anmeldt det til stiftelsens direktion, ja, så havde jeg selv givet sagen den største grad af offentlighed. Men det gjorde jeg ikke - jeg fulgte blot det mig givne råd og tilskrev hospitalets læge hr. Seidelin.

Så hver kan se min fremgangsmåde og at jeg ikke (som rygtet siger) skal have søgt at hindre hospitalets læger i brugen af de afdødes legemer til anatomiske iagttagelser, men på så mild og venskabelig en måde som muligt stræbt at formå vedkommende til at lade ligene blive urørte til efter jordpåkastelsen, da mit ansvar ophører, må det være mig tilladt at anføre brevet jeg i denne anledning skrev til hr. Seidelin.

P.M.

Da jeg i søndags forrettede jordpåkastelse i hospitalets ligstue, og gangkonen åbnede kisten for at forevise mig liget, blev jeg opmærksom på at dets hoved ikke var i kisten! Andre embedsforretninger tillod mig ikke straks at anstille den fornødne undersøgelse, men efter at have fuldendt disse, gik jeg tilbage, og i degnen hr. Topps nærværelse fordrede kisten atter åbnet, og så da at ligets hoved var borte. Jeg havde i sinde at melde dette til kongens foged, som den der egentlig skulle undersøge de nærmere omstændigheder, men gangkonen sagde: at D. B. amanuensis hr Sager havde afskåret det. Hvorfor jeg førend videre foretoges besluttede at tilskrive D. B. herom med forespørgsel om det er sket med Deres vilje, og om det af direktionen eller i noget, (måske mig ubekendt reskript) er tilladt at ligene benyttes til anatomisk brug før den lovbefalede jordpåkastelse af præster, er sket, og om intet af dette er tilfældet, De da behageligst ville forestille hr. Sager dette da jeg ikke efter embedspligt skal nødes til at movere om en ting der ellers er så velgørende for menneskeheden, og af samme nødvendighed for det ædle kirurgiske studium, som bøger og andre apparater forr de øvrige vidensabers dyrkere. Efter befaling af min nærmeste foresatte, udbeder jeg mig Deres ærede skriftlige svar …

Herpå fik jeg søndag den 18. marts svar fra hr. Seidelin. Men da jeg ikke har hans tilladelse til offentlig at bekendtgøre det, heller ikke har anmodet ham derom, vil jeg blot i den anledning af samme melde: Man kan slutte af brevet at hr Seidelin misforstår mig fuldstændig, for jeg har ikke i mit brev meldt et ord om ligenes brug i almindelighed. For jeg ved og billiger af hjertet, at lægerne har tilladelse hertil. Men jeg spurgte blot om det var tilladt at benytte dem før jordpåkastelsen. I den henseende, og for tillige at retfærdiggøre mit forhold i denne sag, har jeg i disse dage tilskrevet hospitalets specielle direktion. Da sagen ved avertissementet i Iversens Avis og ved de mange forskellige rygter desangående dog nu engang var blevet offentlig, burde den ikke være uvidende om dens sande sammenhæng.

Således har jeg handlet, og tror at have handlet ret. Aldrig har jeg hverken ynkeligt eller ikke ynkeligt klaget til noget menneske over ligenes brug til anatomiske iagttagelser. Heller ikke har jeg fulgt det sit hoved berøvede lig til jorden, men forrettet jordpåkastelsen i hospitalets ligstue. Dog da det modsatte fortælles i ofte omtalte avertissement, skulle jeg næsten tro at her er sigtet til en anden person og et andet sted.

Er det mig forfatteren kalder ortodoks præst, da kan jeg forsikre ham at denne er en benævnelse, som jeg virkelig sætter min ære i. Er det mig, over hvis hoved han gør sig lystig, da tilgiver jeg ham af hjertet. For det er næppe levende menneskehoveders værd han forstår sig på at bedømme. I øvrigt har jeg handlet efter overlæg og pligt og forsikrer hr. anm. at jeg agter stedse at handle således, ubekymret om min handlemåde publiceres i nok så mange aviser, og om mit hoved roses eller lastes.

Til slut overlades det retsindigt at bedømme om det var mig som religionslærer uværdigt at påanke uorden hvor den forefandtes, eller om jeg fortjener at dadles, fordi jeg som ung og i mange henseender endnu uerfaren embedsmand rådførte mig med mine foresatte, og fulgte deres råd.

H[ans]. C[hristian]. Mølsted
Præst ved Skt. Hans Hospital

(Politivennen Hefte 24, Nr. 310, 31. marts 1804, s. 4931-4937)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvarer Politivennen nr. 309, 24. marts 1804, s. 4916

Opfordring

 (Efter indsendt)

I Iversens Avis nr. 32 er indrykket et avertissement om en vis ortodoks præst som ynkelig skal have besværet sig over at lægerne ved en stiftelse har anatomeret adskillige af denne stiftelses lemmer, efter behag. Især skal han have klaget over at han har fulgt et lig som intet hoved havde. Rygtet har moret sig med at gætte på stiftelser i og udenfor staden. Det ville derfor være ønskeligt at den mand der har taget sig af dette avertissement, offentligt ville bekendtgøre sagen i sin rette sammenhæng, så man kunne se om han da også virkelig har handlet så dumt at forbyde lægerne en ting, der generelt har en så velgørende indflydelse. Det flaue og yderst slet skrevne avertissement synes at pege på det.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 309, 24. marts 1804, s. 4916)

Redacteurens Anmærkning

Artikel besvares i Politivennen nr. 310, 31. marts 1804, s. 4931-4937