Om Præstekalds Indkomsters Opgivelser.

(Efter indsendt)

Det er uden tvivl uimodsigeligt at alt hvad der er officielt og offentligt bør være rigtigt og i overensstemmelse med sandheden. Hvis man anvender det på de angivelser, man ser i aviserne om ledige præstekalds indkomster, så giver det indsenderen anledning til i overensstemmelse med det at foreslå, at man i stedet for at nævne pengesummer (som hele verden ved er kun en 1/3 part af et præstekalds indkomster) angiver: 1) Det tiendeydende hartkorn. 2) Præstegårdens hartkorn. For så ved enhver vedkommende, på et halvt hundrede rigsdaler nær, hvor stort eller lille et kald det er, når man kender eller forhører sig om egnen. Man kan slutte sig til det både af tiendens værd og af de omtrentlige indtægter af præstegårdens hartkorn efter egnens beskaffenhed. Var det rigtigt, som det hedder, at folkeløn, kreaturers og redskabets anskaffelse og vedligeholdelse skulle opsluge hele indtægten fra produkterne, så var jo Danmarks hartkorn intet værd.

Offeret kan man udelade af angivelsen og antage at det medgår til skatter og afgifter.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 318, 26. maj 1804, s. 5056-5057)

Om Landprang, i Anledning af de i Politivennen nr. 307 desangående fremsatte Tanker

Dette væsen eller uvæsen hvad man nu vil kalde det, findes næsten over hele Danmark. Allevegne klages der, der bliver næsten aldrig straffet. Årsagerne forekommer mig at være følgende. I Jylland ligger købstæderne især på vestkanten, på grund af den ringe folkemængde, så langt fra hinanden at bønderne på mange steder har 5 mil til den nærmeste. Det forekommer mig meget nyttigt, at især små mænd kan få adskillige ting, uden at rejse så langt. Og at de desuden på en bekvem måde  kan lave penge af deres produkter. For når der slet ingen landprang var, så måtte de enten spilde mere på rejsen end hvad de kunne tjene på omsætningen, eller også gemme smørret så længe, at det blev forringet.

Desuden er forholdet mellem deres formue og deres fornødenheder sådan, at de meget ofte må købe og sælge. At søge kredit hos købmanden vil være vanskeligt, for med så lille en omsætning kan der ikke tjenes så meget, at det betaler sig i umage og bekostning at anlægge søgsmål i tilfælde af manglende betaling. Jo flere rejser bonden skulle gøre til købstad, desto mere tidsspilde, desto mere svir. Hvad jeg her har sagt om Vestjylland, gælder vel ikke i så høj grad i de øvrige dele af Danmark, men er dog alligevel årsag til landprang.

Desuden er det for en formuende købmand i det store hele lettere at handle med prangere, end at handle med bønderne enkeltvis. Derimod kunne købmændene især af andre årsager beklage sig over landprangere. Nemlig når disse selv driver udlandshandel enten for egen regning og forsøger at smugle både ind og ud, hvortil de ved kysterne boende som oftest kunne finde lejlighed. Eller også at de handler med skippere og på denne måde påfører købmændene stor skade. For landprangerne kan sælge dyrere og købe lettere i omegne, hvor ikke så megen konkurrence er, end i købstæderne. De undgår tolden, og har til dels transportomkostningerne til og fra skibene lettere. Skipperne handler på fremmede steder uden at svare provision, kurtage og andre udgifter og bliver ikke snydt af kommissionærer.

For det andet klager købmændene over større afgifter, end de bønder som har samme næringsvej. Dette forekommer mig ikke at være af betydning, for købstadsindbyggerne er fritaget for at være soldater. Da bønderkarle nu giver 3 til 400 rigsdaler for at leje en anden i deres sted så tror jeg: At bondens og borgerens kår med hensyn til afgifter og pligter mod staten i almindelighed balancerer.

Årsagen til hvorfor landprang uagtet dens almindelighed, og de hyppige klager, sjældent bliver straffet, ser jeg i, at sagen ikke må anlægges med inkvisition. Øvrigheden kan altså ikke tage notits uden klage. Denne føres efter sagens natur aldrig af nabobønder, eftersom prangerne er dem til nytte. Købmændene kan kun i sjældne tilfælde tilvejebringe fuldkomne juridiske beviser. Hvilket let kan indses. Endvidere pådrager han sig prangernes fjendskab ved at søge dem straffet, og ville altså skade sig selv.

Der bliver endnu en vigtig genstand at undersøge: Nemlig hvorvidt deres indflydelse på priserne er skadelig eller nyttig. De fordyrer levnedsmidler, skind mv. Embedsmanden og håndværkeren giver altså flere penge ud, og bonden ind. Klager over det første høres idelig. Nytten af det sidste har jeg ikke hørt omtale. Da Danmark udfører flere levnedsmidler end det indfører, så vinder det når de er dyre. Agerdyrkningen som er landets hovederhverv, tager derved overordentligt til. Uagtet nogle embedsmænds klager er der dog kandidater nok til de fleste embeder. Håndværkerne bliver så godt betalt at de duelige og flittige og (ulæseligt), uagtet dyrtiden, for det meste have godt udkomme.

Når feldberidere og garvere betaler skindene lige så godt som købmanden, kan de ingen mangel have. Og de kan stå ved at betale dem dyrere, da de kan købe dem rå af bønderne og sælge dem forarbejdede til den sidste hånd, altså til dyreste pris. Hvorimod når de udføres og forarbejdet indføres utrolige omkostninger og mange folks fortjeneste går derpå. Hvilke den indenlandske garver kan spare og selv betjene sig alt.

Efter at have søgt at vise, at landpragnings afskaffelse dels ville være næsten umulig, dels for landet i det hele skadelig, står det tilbage at undersøge om den med nytte kunne indskrænkes. Dette formoder jeg, at ske ved at tillade at et bestemt antal fx i hvert sogn måtte være til. Og at det mod en årlig afgift blev udliciteret. Herved vilde den kongelige kasse vinde uden at jeg indser nogen ville finde sig bebyrdet. Men så privilegerede landhøkere kunne øvrigheden og toldbetjentene have bedre opsyn, end med en mængde hemmelige. Landhøkernes tal ville meget formindskes, da de privilegerede nok ville finde midler at standse de øvrige. Og lovene ville ikke så hyppigt ustraffet overtrædes.

Schultz
Pr. Løjtnant

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 317, 19. maj 1804, s. 5042-5047)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en kommentar til Politivennen, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4883-4884.

Erklæring.

I anledning af den i Politivennen nr. 316 indrykkede advarsel til menneskekærlige husejere befinder jeg mig beføjet til at svare at det meget skulle smerte mig om indsenderen havde rammet den skade som bekendtgørelsen fortæller.

Imidlertid har jeg ikke undladt at advare den mand som rensede min tagrende, at han ville bruge al mulig forsigtighed ved udkastelsen af det grus og kalkskæl som ved den lejlighed skulle nedbrydes, og må tilføje at det forekommer mig hel usandsynligt at stenene skulle findes deriblandt. At indsenderen eller forfatteren af denne bekendtgørelse har overdrevet sin anklage, er meget indlysende. I øvrigt kender jeg ingen politilov som befaler at udsætte varselstegn ved tagrenders renovation, men kun når reparation foretages på hele taget.

Den 16. maj

Lorentz Linde
Juveler.

*

Udgiveren kan forsikre hr. Linde at han selv har set den omtalte hat som skønt den er af de tykke fine københavnske hatte, dog i pullen har fået et hul hvorigennem man kan stikke en finger. Dersom tagrensning kan gøre forbigående samme ulempe som husreparationen, så bør man lige så vel ønske samme sikkerhed ved det ene som ved det andet.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 317, 19. maj 1804, s. 5041-5042)

Om fiskerkoner og andre sælgerkoner som sidder i Adelgade på hjørnet af Prinsensgade

Politiets første opgave er at holde orden og at forstyrre uorden. Derfor kan det ikke være dem imod når man gør dem opmærksom på et misbrug, som i lang tid har hersket her i Adelgade. Disse uordener skyldes fisker- og sælgerkoner, som ikke alene forhindrer passagen gennem Prinsensgade og Adelgade, men også hvad angår moral, da de med de skammeligste skældsord tiltaler de forbipasserende uden at gøre forskel på om de er honette personer eller ej. Og hvad skal man sige, når børnene hører på det? Er det ikke at ødelægge alt hvad de har lært i skolerne til deres forbedring?

Og når der nu er regnvejr, så tillader de sig at flytte ind i de nærliggende huses forstuer og forhindrer passagen ind i husene, hvorved folk som bor der, nødvendigvis må lide i deres næringsvej. Og når man høfligt bortviser dem, så bliver man overvældet af skældsord.

Ikke det alene, men med deres utilladelige købmandskab, køber de ofte for en ringe pris noget af mistænkte personer, og driver så med det købte offentlig negotie såvel på hverdage som om søndagen. Så man kan konstatere: Adelgade er den anden børs.

Da nu politiets opmærksomhed allerede har truffet de fornødne anstalter til at afskaffe soldater- og matroshandel og marskandiserier, så venter man også at det søger at standse disse uordner, og i så fald turde bare patruljerne gå noget længere og være lidt mere opmærksomme for at opdage og melde dem, som gør sig skyldig i sådanne utilladelige marskandiserier.

C. Stanlej
Professor ved det Kongelige Akademi
for kunsterne
Adelgade nr. (ulæseligt. 245?)

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 317, 19. maj 1804, s. 5039-5040)

Redacteurens Anmærkning

Prinsensgade er en nu ikke længere eksisterende gade der forbandt Borgergade 129-131 med Adelgade 274-275 parallelt med Dronningens Tværgade og Hindegade.

Anmærkninger over det brøstfældige Hus paa Hjørnet af Borgergade og Dronningens Tvergade No. 119.

Dette hus er virkelig et stygt syn for de forbigående, og et farligt opholdssted for dets beboere. For ikke alene er grunden aldeles nedsunket, men hele huset er af den beskaffenhed at det ved den første storm truer med at falde ned, og med dets fald forvolde mange menneskers ulykke. Skorstenen er sprukken fra øverst til nederst og kan ved den ringeste uforsigtighed forårsage den største ildsvåde. Da brandkommissionen for nogle år siden påmindede den forrige ejermand at lade den reparere, døde manden kort derefter, og der blev ikke gjort de mindste ved huset. Da nu den nuværende ejer ikke har nogen penge i huset, så synes at det er ham ligegyldig om det står eller falder ned. Man har lagt mærke til at dette hus er i en tid af et par år udskudt og nedsunket over 1½ meter. Noget gør det vel også til sage at der først længe efter husets bygning blev gravet kælder og såeldes blev grunden endnu svagere. Da nu dette huses reparation eller opbygning er en sag af største vigtighed, så ønsker man at dette så snart som muligt iværksættes.

C. Krampf.

Tegnemester, Borgergade nr. 112.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 317, 19. maj 1804, s. 5037-5038)