Uordner.

Vægteren i Hummergade har for vane om morgenen at banke kælderfolk op, med så stort rabalder, at alle folk i huset vågner af deres morgensøvn på en tid mange ikke ønsker det. Man skulle mene at han godt kunne gøre kælderfolk den tjeneste at vække dem, og fortjene noget derved, uden at gøre det på så buldrende måde.

(Politivennen, nr. 351, 11. januar 1805, s. 5584)

Vy fra Knippelsbro. Bag Holmens Kirke ses de hvide bygninger, forsikringsselskabet Haand i Haand (1960), langs Holmens Kanal, som ligger foran området hvor Hummergade var. Nikolajgade som deler bygningerne, hed tidligere Skvaldergade. Ikke nødvendigvis fordi man skvaldrede meget her, men pga. søfolkenes såkaldte skvalderbænke, der lå ved havnen. 
 

Redacteurens Anmærkninger

Hummergade

Eksisterer ikke længere. Den blev nedlagt sammen med Stæregade og Ulkegade til fordel for gaden Holmens Kanal. På Geddes kort fra 1761 ses Hummergade som en sydlig parallelgade til Laksegade fra Admiralgade og 2-3 husblokke frem. Det eneste jeg kan se stadig eksisterer af forløbet, er den lille blindgyde mod øst fra Bremerholm mellem Laksegade og Holmens Kanal.

Mange internetkilder (Wikipedia og Inden for voldene) antyder at gaden Holmens Kanal også lå hvor Holmens Kanal lå indtil 1864, hvor den blev kastet til. Det gælder dog kun for strækningen mellem Nationalbanken og Kongens Nytorv. Fra Admiralgade til Nationalbanken hed den Stæregade.

Området har det åbenbart med larm. Mens vægterne lavede larm i Hummergade, var Fanden tyve år senere løs i den nærliggende Laksegade, men det er en anden historie. Statens Arkiver har historien:

Den 3. oktober 1826 var Taagerup i politiretten. For sagen måtte opklares! Taagerup og hans kone Charlotte Cornelia var værtshusholdere i Laksegade 210. Aftenen før var der nogen, der havde kastet en flaske ind igennem sovekammervinduet.

Det var ikke lige til at finde den skyldige. Gadens beboere blev forhørt: en waldhornist, en kobbersmed, en snedkermester, koner og læredrenge  - alle mødte i retten. Nogle kunne fortælle om andet kasteskyts, én havde hørt raslen, og andre mente, at det måske kom fra skorstenen, der hvor røghætten sidder? Sagen blev ikke opklaret, og nogle københavnere mente, at selveste Fanden havde drevet sit spil i Laksegade.

Om Postens og Rejsendes Transport over Storebælt mellem Nyborg og Korsør

(Af Gustav Ludvig Baden)
Si qvid novisti rectius istis
Candidus imperi, si non, his utere mecum
(Fortsat fra nr. 350)

Da man i diskussionen om postens hurtigere gang eller befordring over Storebælt har bestemt et og andet, som formentlig er tjenligt, så tillader jeg mig at fremkomme med et forslag, som det undrer mig - og flere med mig - at ingen har tænkt på. For efter alle sagkyndiges opfattelse ville netop dette forslag, på alle tidspunkter af året, fremme postens hurtige gang over bæltet meget. Og omkostningerne ville være ubetydelige set i forhold til dets ubestridte nytte. Forslaget er ganske enkelt at flytte stedet hvor postjagten afgår, fra Nyborg til Slipshavn. I hvert fald påstår alle sagkyndige i Nyborg at denne forandring fortrinlig vil bidrage til at fremskynde posttransporten over bæltet. De går ud fra, hvad også forekommer indlysende, at når postjagten ligger i Slipshavn, kan den komme hurtigere ud og sejle til Sjælland selv når vinden ikke er gunstig, end nu hvor de ligger inde ved Nyborg Bro. 

Når postjagten lægger ud fra Nyborg, skal den som regel krydse for at komme under vinden, og postsækken må så siden sendes ud til den med en båd. Det er ikke nødvendigt ved Slipshavn. Distancen mellem Nyborg og Slipshavn er under en mil, og vognlejen ville være den største bekostning ved dette forslag. Jeg skulle dog mene, at når man lavede denne ændring i posttransporten, ville man snart blive så overbevist om dens nytte, at man ville ønske, at kunne flytte hele bælttransporten fra Fyn til Sjælland til Slipshavn. 

De rejsende kan ikke nægtes ret til at kræve en så hurtig befordring som muligt. Og da det er et faktum, at man kan komme hurtigere til Sjælland fra Slipshavn end fra Nyborg. Så jeg kan ikke se, hvilke indvendinger der være imod denne ændring. At Nyborg skulle tabe på det, kan lige så lidt være en indvending som århusianernes skrigen af samme grund mod at omlægge overfarten til Kalundborg fra Århus til Norsminde. En ændring som jeg af egen og andres erfaring er overbevist om vil være en stor fordel for farten mellem Jylland og Sjælland. Den vil forebygge de ulykker, som så ofte sker på dette farvand, og som også har formindsket farten der. 

Men købstædernes større og mindre fordele bør på ingen måde komme i betragtning, hvad angår rejsendes mere og mindre bekvemme og hurtigere befordring, og ikke forbindes med  med tab og ophold for de rejsende. Selvom en købstad er opstået eller delvist opstået på grund af denne transport, så kan der ikke tages hensyn til det. Det sted, hvor der nu er en mindre bekvem overfart, var måske for nogle hundrede år siden den bedste og bekvemmeste overfart. Men alt forandrer sig med tiderne, og dem bør vi som så meget andet give efter for, når vi vil have, at vore indretninger svarer til deres hensigt, og som opfylder den nytte, som det betalende publikum har rimelig krav på. 

Således tænkte man også for ikke længe siden om transporten fra Lolland til Holsten. Her omlagde man den meget rigtigt til Nysted i stedet for til Rødby, hvorfra transporten gik i gamle dage, da rejsende fra Holsten til hovedstaden lige så almindeligt rejste over Lolland som de nu rejser over Fyn. Hvad Nyborg angår, så er denne bys hævd på at gæste de bæltrejsende desuden ikke så gammel, hvis ellers hævd kan og bør betyde noget. For i de ældst kendte tider foregik transporten til Sjælland fra Vindinge Bro ved den såkaldte Holkenhavns Å, og derfra forflyttedes den i senere tider dels til Slipshavn, dels til den såkaldte holm, hvor også endnu i mands minde gæstgivergården har stået uden for byen. 

Nyborg har desuden en fæstning, der i mange henseender gavner byen, men hvori de rejsende ikke bør gemmes. Så det er også hensigtsmæssigt at der er både gæstgivergård og transport således at den rejsende uden allermindste ophold, dag og nat, kan fortsætte sin rejse. Skulle bælttransporten, som jeg vist tror den bør, blive forlagt til Slipshavn, bliver det også nødvendigt, at vejen uden om Nyborg istandsættes så de rejsende slet ikke behøver at komme gennem Nyborg, som i så fald kun bliver en omvej. 

Dog kan alt ikke laves på en gang. Der kunne i givet fald gennemføres mange flere ændringer og mindre indretninger, i forbindelse med at transporten omlægges fra Nyborg til Slipshavn. Hvis man først ændrer posttransporten, går man siden videre med den øvrige transport ved altid at have et par færger eller jagter liggende ved Slipshavn. Det bliver så overladt til de rejsende selv om de vil tage direkte dertil for at tage over til Sjælland. Jeg er helt overbevist om, at publikum og især de rejsende, snart vil opdage fra hvilket sted transporten går hurtigst. Vanskeligheder er der ved alle nye anlæg. Men sådanne bør ikke undlades at opføre, når vanskelighederne er overvindelige. Og bekostninger, privilegier og privates interesse bør ikke gøre det uovervindeligt.

Til sidst vil jeg også gøre opmærksom på en nyopfunden gren af posttransporten fra de seneste år, der også kan være meget vigtig for ikke alene hovedstadens handlende, men også dens mere ophøjede indbyggere. Jeg hentyder til de efterretninger, som fås gennem telegrafen når isen forhindrer transport over bæltet. Ikke fra Korsør (som nogle aviser skriver), men fra Nyborg, eller nærmere bestemt Vindinges telegraf. Da hovedstaden på disse årstider er udelukket fra al kommunikation med fremmede, så er det af yderste vigtighed, at disse telegrafdepecher fortsættes så pålideligt som muligt. Rygter må ikke fortælles som sandheder. Og da det ofte er tilfældet med vore fremmede aviser, så ville det ikke være uden nytte, at telegrafisten ikke alene opgav den avis, hvoraf han tog sin depeche, men også holdt flere fremmede aviser, så han kunne sammenholde beretningerne om en meget vigtig tildragelse. 

Dog denne postgang er endnu en meget spæd plante, der til sin opvækst behøver megen pleje og tilsyn. Og bør have den, da den er en det attende århundredes måske mest velgørende opfindelse, hvis nytte både i krig og i fred kan være uforudsigelig. Men desværre har denne plante præcis i Nyborg ikke fået den bedste jord at gro i, da man var nødt til, at sætte den uden for i Vindinge Sogn. Her står den på åben mark tæt, og alt for tæt, ved en alfarvej. I sognet som består af fæstebønder, var ingen lejlighed til bopæl for telegrafisten, som derfor daglig har en fjerdingvej fra Nyborg til telegrafen. Lige så langt har også de rejsende, som fra Nyborg over telegrafen vil have en og anden efterretning over til Sjælland. Alt dette og mere til må nødvendigvis betyde et unødvendigt ophold, stridende imod hensigten af en telegrafs oprettelse. 

Jeg tillader mig derfor at spørge: Skulle det ikke være muligt at finde et mere passende sted for denne telegraf enten i Nyborg, eller hen mod Slipshavnsiden? Og hvis det ikke muligt, eller hvis ændringen ikke kan ske straks, så dog bruge den meget kortere og for fodgængeren bedre vej over fæstningens volde gennem den såkaldte kam, end den han nu må gå enten over vandet, eller af en endnu længere omvej. Det ville fremskynde telegrafekspeditionerne, hvis telegrafisten kunne passere ad denne vej, som det ellers ved andre lejligheder tillades private. Kunne og burde man derfor ikke have adgang til denne vej til sin telegraf? 

Disse og andre spørgsmål kunne stilles, og om muligt flere forbedringer foreslås, og de må naturligvis kunne fremføres ved et så meget nyt anlæg, som vores telegrafer er. Jeg har kun tilladt mig at påpege de vigtigste eller mest trængende. Som uinteresseret både heri, og i alt hvad angår bælttransporten, har jeg også at kunne ytre min og sagkyndiges mening noget friere, end de som faget egentlig vedkommer, måske mener de kan udbrede sig om.
Nyborg, nytårsaften 1804.

(Politivennen, nr. 351, 11. januar 1805. s. 5575-5582.)

Redacteurens Anmærkninger

Artiklen er en opfølgning af Politivennen, nr. 350, 5. januar 1805 s. 5557-5562.

Slipshavn

Slipshavn lå og ligger lidt sydligere på Knudshoved end hvor såvel de senere bilfærger lagde til, og hvor nu Storebæltsforbindelsen er.

En pålidelig færgeforbindelse var der først fra 11. juni 1828 med hjuldamperen Mercurius. Den kunne sejle turen Korsør-Nyborg på et par timer. Den udkonkurrerede dog slet ikke smakkerne der især når vejret kulede op kunne gøre turen hurtigere.

Uordener.

3) Uden for nr. 83 i Pilestræde ser man igen en udadgående gårdrende over fortovet, som er belagt med en højt opstående mødding. Det er meget mærkeligt at en husejer kan finde på at gøre fortovet utilgængeligt, og være årsag til at mange fodgængere falder, endog i fare for at slå sig slemt, blot for at spare at lave en sådan rende. Tænk hvor svinagtigt det ville være hvis hver husejer lagde en sådan møgdynge på sit fortov. Og der er vel ingen som tror de har privilegier som andre ikke har?

(Politivennen, nr. 350, 5. januar 1805 s. 5572)
 

Som det ses boede Politivennens redaktør Seidelin i Pilestræde nr. 94. Så han har formentlig været førstehåndsvidne til den skandaløse møgdynge.

Redakteurens Tilføjelse 

På Copenhagen.dk er nogle skematiske tegninger over hvordan rendestenene kan have set ud på Politivennens tid. Over renderne skulle der være rendebrætter, så fodgængere ikke behøvede at træde ned i moradset. I Den Store Danske er desuden et fotografi af en åben rendesten i Skipperstræde, Dragør fra o. år 1900. Fra de mange gårde i København var gårdrender ud til gaderenden, og førstnævne blokerede åbenbart i dette tilfælde fortovet.

Spørgsmål til den ansvarlige

(Efter indsendt)

Nu gik man lige og troede at det var bestemt at alle nyopførte hjørnehuse i København skulle afstumpes. Men man ser allerede mere end en undtagelse. Således har fx bygningen på hjørnet af Gråbrødretorv og en ny bygning i Landemærket beholdt spidse hjørner. Man ville ønske at det blev offentligt bekendt om der fandtes en anordning som tillod dette, eller som indskrænkede det ovennævnte påbud.

Har to nyopførte hjørneejendomme fået dispensation til at have spidse hjørner, og ikke afstumpede hjørner, såsom dette i Lavendelstræde og alle andre steder i København? Jeg spørger bare! (Den Nye Redakteurens bemærkning)

(Politivennen, Nr. 350, 5. januar 1805, s. 5567)

Redakteurens Bemærkninger

Efter den omfattende brand i København i 1795 blev det påbudt at alle huse skulle have afstumpede hjørner så brandslukningsfartøjerne kunne komme forbi. 

Det er uklart hvilke ejendomme der er tale om. Jeg har ikke kunnet finde nogle hjørneejendomme med spidse hjørner der er omført omkring 1805, og Geddes Kort fra 1761 går ikke i detaljer. De hjørnehuse der i dag har spidse hjørner, er begge meget ældre end 1805 (fx restauranten ved Løvstræde) og Gothersgade.

Ejendommene er formentlig nedrevet. Fx er hjørnebygningerne Gråbrødretorv og Gråbrødrestræde fra 1819. Landemærket er blevet omfattende byfornyet, hjørneejendommene Suhmsgade og Landemærket er fra hhv 1884 og 1966, Vognmagergade-Gothersgade fra 1912 og Åbenrå fra 1958.

Et juridisk spørgsmål

(Efter indsendt fra Lolland)

Hvorvidt er en jordgodsejer berettiget til at forbyde nogen at skyde på deres egne indhegnede købstadsjorder, eller til endog at springe over deres hegn og fratage dem geværet, da det synes at stride imod forordningen af 1781, 23. april, dens § 1? Dette ønskes juridisk besvaret. 

(Politivennen, nr. 350, 5. januar 1805 s. 5562)

Redakteurens Anmærkning

Indslaget må hentyde til Forordningen om Jordfællesskabets Ophævelse af 23. april 1781. Forordningen gav hver enkelt lodsejer ret til at forlange sin andel i jordfællesskabet udskiftet. (Landboreformerne)